Værdige og Uværdige.
Ude ved Kastrupvejen, ikke langt fra Avgustagade, har Taarnby Sogneraad i Sommer opført en ny Fattig-, Syge- og Arbejdsanstalt, der tillige skal fungere som Alderdomshjem for Sundbyernes Kommune.
Det store Bygningskompleks, der tager sig helt stateligt ud, bestaar af en 2-Etages, 11-Fags Hovedbygning ud imod Kastrupvejen og en tilsvarende Bagbygning, samt for Enden af disse 2 Bygninger ud imod Kastrup en mindre Bygning til Sygehus. Alt er opført af bedste Materiale, og der er intet sparet med Hensyn til Lokalernes hensigtsmæssige Indretning. Der har da ogsaa været Penge nok, saa man behøvede ikke at spare. Afdøde Konsul Holmblad testamenterede Sogneraadet 150.000 Kr. til dette Øjemed, og da Bygninger og Montering, der nu er kalkuleret til 180,000 Kr., næppe vil naa de 200.000 Kr.. vil man indse, at den ny kommunale Forsørgelsesanstalt er ret vel situeret i økonomisk Henseende.
Hovedbygningen ud imod Kastrupvejen er beregnet til at modtage de Mænd og Kvinder, som Sogneraadet betegner som "værdige". Det er dog ikke alene dem, der efter Alderdomsloven er berettigede til kommunal Forsørgelse, som skal have Bolig der. Bygningen skal simpelthen indrettes til Fattighus, og en Del af dette bliver saa at betegne som Alderdomshjem. Taarnby Sogneraad har i dette Tilfælde gået i det samme Spor som Landets øvrige Kommuner. Kun i de større Købstæder er der indrettet særlige Alderdomshjem.
Ellers er det alle Steder som her. En Fløj af Fattighuset bliver kaldt "Alderdomshjem", og Forplejningen til de Gamle kommer fra Fattigvæsenets Gryder. Iøvrigt er Lokalerne store, lyse og luftige. I Kælderen findes, foruden Værelser til Portvagten. Arbejds- og Opholdsværelser for "værdige" Kvinder og Mænd, og det samme gælder Stueetagen og første Sal. I Tagetagen noterer vi et Fremskridt. Her er nemlig indrettet to smaa Værelser for Ægtefolk. To gamle værdige Ægtepar kan altsaa for Fremtiden faa Plads paa Taarnby Fattighus og der fortsætte deres Samliv, det vil sige, naar de da ikke er bange for Trapperne; thi Værelserne er unægtelig anbragt saa nær Himlen som vel muligt.
Bagbygningens nordre Del ligner nærmest et Fængsel, idet svære Jærnkryds beskytter Vinduerne, og gør ethvert Flugtforsøg ad den Vej umuligt. Denne Fløj skal da ogsaa benyttes som Tvangs- og Arbejdsanstalt, og de fremtidige Beboere af disse Rum betegnes paa Forhaand som "uværdige".
I Kælderen er Anstaltens store og velindrettede Køkken med de dertil hørende Rum til Anretning og Opvaskning samt det store Vaskerum. I den nordre Fløj er der Spisestue for de "værdige" Mænd og Kvinder fra Forbygningen, medens de "uværdige" maa blive i den søndre. 1ste Sal i denne Fløj er indrettet til Bolig for Bestyreren, og denne vil her faa en med alle Nutidens Bekvemmeligheder udstyret 6 Værelsers Lejlighed. I Tagetagen er der indrettet Forsamlingssal, Arbejdsrum samt Belægningsstuer for Lemmerne i Tvangs- og Arbejdshuset. I Sygehuset er der foruden Badeværelser, Operationsstue og Værelse til den vagthavende Læge, indrettet særligt Køkken og Sygeværelser til 19 Patienter. I Stueetagen er der endvidere indrettet 2 Celler for ustyrlige Patienter.
Hele Bygningskomplekset er som sagt smukt udført og tager sig godt ud, naar blot ikke det fængselslignende Tvangshud brød dette Helhedsindtryk. Foran Hovedbygningen er et Par Skæpper Land blive udlagt til Have, for at de alderdomsforsørgede Gamle, saa vidt deres Kræfter strækker til, kan faa en passende Friluftsbeskæftigelse. Det samme vil, under fornødent Opsyn, finde Sted for Fattiglemmer og Tvangsarbejderne, idet Anstalten har et Jordtilliggende af 5 Tdr. Land.
Larme- og Ventilationsapparaterne til hele Anstalten er udført af Smedemester Andersen, efter Tegning af Ingeniør Fenger. Bygningens øvrige Mestre er Murmester Broe, Tømrermestrene Arboe og Jul. Nielsen, Snedkermester Petersen og Malermester Schmidt.
(Social-Demokraten 18. august 1895).
Tårnby forsørgelsesanstalt (fattiggård) var opført 1894. Den var blandt andet afstraffelsessted for børn der ikke mødte i skole. En mindeplade med teksten "Opført i aaret 1894 af Taarnby Sogn for midler skænkede af estatsraad L. P. Holmblad og hustru" blev flyttet fra over hovedindgangen til inden for i indgangspartiet til skadestuen på Amager Hospital.
I 1896 blev Sundbyerne udskilt fra Tårnby som en selvstændig kommune. Anstalten fungerede i nogle år både som sygehus og forsørgelsesanstalt. Der var alderdomshjem til mænd og kvinder, en anstalt for cirka 35 børn samt et mindre sygehus med plads til 18 patienter. I 1897 blev et børnehjem fra Englandsvej overført til bygninger på Kastrupvej. I 1901 begyndte man ombygningen til et egentligt hospital i forbindelse med den planlagte kommunesammenlægning mellem Sundbyerne og København.
Da Sundbyerne i 1902 blev en del af Københavns Kommune, blev anstalten til Sundby hospital. I dag en del af Amager Hospital.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar