Operasanger Emilie Ulrich, født Boserup som fjortenårig studier hos sangpædagog Sophie Keller og H. Goetze i Leipzig. Hun debuterede 1894 på Det kgl. teater og blev fast tilknyttet operascenen i en opgangsperiode under kapelmester Johan Svendsen og Vilhelm Herold, Helge Nissen, Albert Høeberg, Margrethe Lendrop, Johanne Krarup-Hansen og Ida Møller. Hun spillede hovedrolle i flere kendte stykker. I 1917 godkendte teatret hendes afskedsbegæring.
Se også det særskilte indslag om hendes mand, oberstløjtnant Kay Ulrich.
En Afskedsvisit hos Fru Ulrich.
Vi finder Kammersangerinde Fru Ulrich ude i den forbavsende afsides Del af København, der hedder Stokhusgade. Oberstløjtnant Kay Ulrich er nemlig Chef for Gymnastikskolen, og derfor bor Ægteparret dersteds.
Fru Ulrich kommer os i Møde i sit Musikværelse, hvor en Petroleumsovn staar og synger midt paa Gulvet.
"Jeg kan ikke taale altfor, megen Hede, naar jeg skal synge om Aftenen. Saa længe man altsaa kan faa Petroleum, saa er det det bedste." Og Fruen trækker med en hyggende Kuldebevægelse det blaa Silkoshawl tæt om sin lille, gratiøse Person.
"Det skulde altsaa være?" begynder vi.
"En Gang skal man jo gaa, og jeg er af den Formening, at en Sangerinde ikke bør klamre sig til sin Virksomhed, ellers kommer det til, at hun en skønne Dag lever paa Publikums Medlidenhed. Hellere gaa, mens man har den naturlige Bevaagenhed."
"De føler Dem altsaa ikke træt?"
"Aldeles ikke; jeg er vemodig. Men saa tog jeg Bestemmelsen og sagde mit Farvel til Direktionen. Paa en Maade glædede det mig, at det kom den uventet, men min beslutning stod fast. Ved De hvad, jeg har jo ogsaa snart sunget en Menneskealder. Min Debut? Margrethe i Boïtos "Mefistofeles", men Aaret maa De ikke spørge mig om."
"Teaterhistorien siger 1894."
"Det er rigtigt, men jeg har aldrig hørt til de Kunstnere, der skriver op; jeg aner for Eksempel intet om, hvor mange Roller jeg har sunget. Jeg kan godt sige, at jeg har været tvært glad ved mine Partier i Faust, Werther, Dalen og Bolterne, men egentligt var jeg tilfreds med det altsammen."
"Det er sjældent blandt Teaterfolk."
Fru Ulrich vender sit venlige Ansigt om med en rask Bevægelse og bliver et eneste Smil: "Hele min Karriere har været lykkelig. Hverken Roller eller Mennesker har jeg noget at klage over, nu da jeg desværre er færdig.
Da jeg havde været paa Scenen een af de første Gange, talte jeg med afdøde Bureauchef Hauch, og han sagde til mig: "Frøken Boserup, De ser mig ikke ud til rigtigt at kunne klare Dem i det Teaterliv. Naa, skulde der ske noget, saa kom De bare til mig."
Men jeg fik aldrig Brug for hans gode Tilbud; jeg har holdt mig fra det, der ikke vedkom mig, og baade paa Prøverne og | sin selve Aftenerne har jeg haft det udmærket. Men sikke Overordnede jeg ogsaa havde: Kapelmestrene Svendsen og Rung, der tit og ofte satte mig ind i den herlige klassiske Musik, og saa Einar Christiansen, der var den mest uegoistiske Foresatte, man kunde tænke sig.
Glem saa heller ikke, at jeg har oplevet noget af en Glansperiode ved Operaen, den, der først og fremmest blev karakteriseret ved Herold; han var saa hensynsfuld en Medspillende, som nogen Sangerinde maatte forlange."
"Det er jo en eneste Lovsang, Frue""
"Ja, men den kommer fra Hjertet, det, der bliver saa tungt, hver Gang jeg tænker paa Afskeden."
"Skal De synge noget nyt forinden?"
"Nej, sikkert ikke; jeg glider Repertoiret igennem som altid - aldrig har jeg været nødt til at "kæmpe" for et Parti, det er altsammen kommet saadan helt selvfølgeligt i mit Skød."
"Men Koncertsalene?
"Ja, De maa ikke tro, jeg forstummer aldeles med det samme. Baade mine Elever - særlig de sidste Aar har jeg baade undervist og lært en Del selv ved Undervisningen - og Koncerterne tænker jeg slet ikke paa at opgive. Saa grusom kunde jeg ikke være ved mig selv. Det er blot de meget større Fordringer i de store Operapartier, jeg resignerer overfor. Og det, mener jeg vedblivende, er klogt!"
Serviteur
(Nationaltidende 9. december 1916).
En Adresse til kgl. Kammersangerinde Fru Ulrich.
Ved en Komite, bestaaende af Komponisten Carl Nielsen, Professor Victor Bendix, Komponisten Lange- Müller, Kapelmester Georg Heeberg, Operarepetitør S. Levysohn og Musikforlæggerne Jonas og Alfred Hansen, blev der i Dag overrakt Fru Ulrich en af Maleren Westergaard kunstnerisk udført Adresse i hendes Hjem.
Adressen, der er blevet underskrevet af mellem 400 og 500 Musikelskere og Teatervenner, deriblandt mange kendte Navne og ledsagedes af en smuk Sølvgave, har følgende Ordlyd:
"Kgl. Kammersangerinde Fru Emilie Ulrich!
Nu, da De forlader Det kgl. Teater, føler vi Undertegnede Trang til ved disse Linier at bringe Dem vor Hyldest og vor varmeste Tak for alt, hvad Deres sjælfulde og skønne Kunst har været for os gennem Aarene.
Den Række Skikkelser, Deres herlige Fremstilling har givet Liv, er dybt præget af den inderlige Sammensmelten af rige kunstneriske og menneskelige Egenskaber, der saa sjældent findes forenede. Deres varme, pragtfulde Stemmeklang, det fine Skær af poetisk Ynde, den gribende Menneskelighed og den Indsats af instinktiv og bevidst kunstnerisk Sikkerhed, som er Dem egen, har skænket os Minder i Toner og Billeder, der sent vil glemmes.
Ved Deres Bortgang fra vor Opera vil De efterlade et dybt Savn, men det er vort Haab, at De til Erstatning i fuldt Maal vil berige vort Koncertliv med Deres sjældne, betagende Kunst."
Professor Victor Bendix var Ordfører for Deputationen. Fru Ulrich takkede bevæget.
(Nationaltidende 22. maj 1917).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar