J. L. Ussing.
Filologer og Regensianere samles iaften med deres gamle Lærer og Regensprovst, Professor J. L. Ussing for at bringe ham deres Hyldest og Tak for hans lange og Fremragende Virksomhed for Videnskaben og for den studerende Ungdom.
Professor Ussing kan nu ved sin Bortgang fra Universitetet se tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed. Vel er snart 50 Aar, siden den den Gang 27-aarige Magister J. L. Ussing blev ansat som Universitetsærer, han har været alle nulevende danske klassiske Filologers Lærer, og han har med aldrig svigtende Kraft og Begejstring fulgt sin Videnskabs Udvikling og selv givet vægtige Bidrag til dens Fremgang. I 32 Aar var Ussing Madvigs Kollega som Universitetslærer, hans tro Medarbejder og en begejstret Beundrer af den store Latiner, der i lang Tid hævdede sit Supremati paa sit Omraade i Videnskabens Verden og skaffede den danske Filologi en anseet og selvstændig Stilling.
Professor Ussing lod sig maaske for stærkt paavirke af sin Ven og Kollega. Den store Textkritiker havde selv en fuldstændig klar Opfattelse af Textkritikens begrænsede Værd og Betydning; men under Vægten af den Beundring, som Madvigs geniale Textkritik vakte i hele den videnskabelige Verden, fik denne Side af det filologiske Studium i lang Tid Overvægten ved vort Universitet, og den øvede ogsaa sin Virkning paa Ussing, der overhovedet omfatter sin Videnskab med en sjelden alsidig Interesse.
En af Madvigs mest fremragende Elever og Medarbejdere har en Gang sagt, at hans høieste Maal som Filolog var en god Udgave af og Kommentar til en klassisk Forfatters i Værker. Det var en naturlig Følge af Madvigs hele Virksomhed, at dette Maal blev Hovedformaalet for hans Elevers videnskabelige Virksomhed, og Skolen paavirkede Ussing stærkt. Denne Paavirkning skylder den videnskabelige Verden hans Andel i den Madvig-Ussing'ske Udgave af Livius; det Værk, der er blevet hans Hovedværk, hans Udgave af Plautus skyldes vel ogsaa denne Paavirkning. Iøvrigt var jo Plautus en Forfatter, der af mange Grunde maatte vække Ussings farlige Interesse.
Der er fra tydske Filologers Side rettet skarpe Angreb mod Ussings Plautus-Udgave. De fremkaldtes for en væsenlig Del af Grunde, der hverken havde Noget med Ussing eller hans Plautus-Udgave at bestille, og man er nu ogsaa i Tydskland kommet til en retfærdigere Bedømmelse af dette store og dygtige Arbeide, der allerede forlængst har vundet Anerkjendelsc i andre Lande.
Men hvor dygtigt end dette Arbeide er maatte Ussing paa dette videnskabelige Omraade træde i Skygge for sin store Kollega, og det Samme maatte nødvendigvis gjælde hans Universitetsforelæsninger over de græske og romerske Forfatteres Skrifter. Videnskabsmandens og Kunstnerens Svøbe, den som oftest satire uberettigede og vildledende Sammenligning har fremkaldt og maatte under de givne Forhold fremkalde uretfærdige Domme om Ussings Virksomhed. De textkritiske Studier dominerede her hjemme, og Textkritik laa næppe særlig for Professor Ussings Evner. Ussings yndlingsstudium, Arkæologien spillede en ringere Rolle ved den stærkt overlæssede filologisk-historiske Embedsexamen, og Ussings selvstændige Betydning som Universitetslærer ogsaa og netop ved Siden af Madvig fandt derfor ikke altid den Paaagtelse, som den fortjente.
Madvig var, i det Mindste som Filolog, ogsaa en Mester i Begrænsningen. Han var en gammel Mand, da han for første - og sidste - Gang kom til Italien, og Synet af Oldtidens Mindesmærker gjorde ikke noget stærkt Indtryk paa den geniale Forsker, der havde ydet saa store Bidrag til denne Oldtids rette Forstaaelse. "Jeg har," saaledes omtrent sagde han i den første Forelæsning, han holdt efter sin Hjemkomst, "ved min Reise til Italien faaet den Anskuelse bekræftet, jeg altid har næret, at den bedste Kilde til Studiet af Oldtiden er de gamle Forfatteres Skrifter". Maaske vilde Madvig have ændret sin Opfattelse noget, hvis han var kommet til Rom i en yngre Alder eller i det Mindste, før hans Øine vare blevne for stærkt svækkede - maaske ikke. I ethvert Tilfælde fremtraadte her klart Begrænsningen for Madvigs Virksomhed som Universitetslærer og Betydningen af, at han til Kollega havde netop J. L. Ussing, der særlig omfattede de Sider af Oldtidsstudierne, der laa Madvigs Studium og Natur fjernere, med sand Begejstring.
For ret at vurdere den Begeistring, Kjærlighed og Kraft, hvormed Professor Ussing endnu som ældre Mand kastede sig over Studiet af de store og mærkelige græske Oldtidsfund, maa man have hørt hans fortræffelige og fortræffelig holdte Foredrog over Olympia paa Filologmødet i Kristiania og over de antike Theaterforhold paa det sidste Filologmøde i Kjøbenhavn.
Professor Ussing fylder den 10. April 76 Aar, men han fortsætter stadig sine Studier og videnskabelige Arbeider. Det er kun faa Aar, siden han udgav et saa vægtigt Arbeide som sin "Metrik", og skjønt han ved Nytaar tog Afsked som Universitetsprofessor, holder han ogsaa i dette Semester Forelæsning ved Universitetet.
Professor Ussing kan see tilbage paa en lang, rig og lykkelig Virksomhed, som han endnu i sin høie Alder fortsætter, i Videnskabens Tjeneste. Hans Hovedudvikling faldt i en lykkelig Tid, og han er et levende Minde om hin Tid. Altid har han holdt Ideens Banner høit, altid har han havt et aabent Øie for det Gode, det Sande, det Skjønne i Kunst og Videnskab, og han har altid været en god dansk Mand en varm Fædrelandsven.
R. B.
(Dagens Nyheder 25. marts 1896).
Filolog og arkæolog Johan Louis Ussing (10.4.1820-28.10.1905) var student fra Metropolitanskolen (1836). Han tog filologisk eksamen 1842, fik magistergrad 1844. Rejste to år til udlandet, bl.a. Italien, Grækenland og Tyrkiet. Se "Reisebilleder fra Syden" (1847). Herefter udnævnt til lektor i græsk og latinsk filologi og arkæologi). Han besøgte museerne i Paris og London. I foråret 1848 oplevede han i Paris barrikadekampene under oprøret i juni. Han blev 1849 til ekstraordinær og 1850 ordinær professor indtil han gik af 1895. Han skrev - enkelte sammen med Madvig - en række filologiske og arkæologiske bøger og artikler. Bl. a en kommenteret udgave af Plautus' komedier I-V (1875-1887). Han blev 1851 medlem af Videnskabernes selskab, formand for den historisk-filosofiske klasse 1878-1905. 1887-1902 medlem af Carlsbergfondets direktion. Han brevvekslede med Carl Jacobsen i hvert fald siden 1873. I denne periode blev hans søn Henry Braem Ussing præst i den af Carlsberg finansierede Jesuskirken i Valby. Ny Carlsberg Glyptotek købte 1901 en portrætbuste af Ussing af Th. Stein. 1901. Universitetsrektor 1875-76 og 1885-86, og regensprovst 1876-96. Medlem af rigsdagens folketing 1864-66.
Efter afskeden fra universitetet holdt han arkæologiske forelæsninger for et større publikum og var nu i stand til at tage de emner op som havde særlig interesse for ham. Han fortsatte også sin videnskabelige virksomhed til kort før sin død. I sine sidste leveår førte han på Videnskabernes selskabs vegne tilsyn med de af Carlsbergfondet bekostede danske udgravninger på Rhodos som han omfattede med den mest levende interesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar