Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

På hænder ned fra Rundetårn. (Efterskrift til Politivennen)

København, torsdag (Privat)

En 14-årig smededreng, Jack Rasmussen, søn af en københavnsk chauffør, udførte i dag en ikke helt almindelig bedrift. Han havde læst om en pige der var gået på hænder ned ad 27 trappetrin, og den rekord ville han slå. Han begav sig helt op i toppen af Rundetårn, og derefter "spadserede" han på hænder ned ad sneglegangen lige til porten.

(Aarhus Amtstidende, 8. oktober 1937)

Homoseksualitet i 1920'erne. (Efterskrift til Poltivennen).

Indtil 1933 var homoseksualitet kriminelt i Danmark. Danske Lov fra 1683 gjalt stadig: ”Omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand”. I 1866 var dødsstraffen (bål og brand) dog blevet erstattet med forbedringshusarbejde. Først med straffeloven 1930 (virkning fra 1. januar 1933) blev sex mellem voksne mænd afkriminaliseret.

Frygten for homoseksualitet synes ydermere forstærket gennem en række domfældelser i sager hvor fx voksne mænd forgreb sig på børn, således at homoseksuelle generelt kunne forbindes med forbrydere.

Fra avisreferater fra 1920 virker det som om at folk så gennem fingre med det, hvis den homoseksuelle holdt det skjult, ikke gjorde sig bemærket, endsige foretog sig noget kriminelt. Hvis dette ikke skete, faldt hammeren imidlertid. Og hårdt. Ved forbrydelser som indbrud, overfald mm. undlod aviserne ofte ikke at bemærke hvis vedkommende var homoseksuel, eventuelt tidligere straffet for det.

Nedenstående samling af artikler fra 1920'erne viser hvordan journalister berettede om homoseksualitet - og sager som de mente hørte homoseksuelle til. Man vil lede forgæves efter artikler som antyder nutidens syn på  homoseksuelle. Artikler fra samtlige politiske fløje omtaler homoseksuelle med stort afsky, ord som "uappetitlig", "menneskedyr", "uhyggelig" og "modbydelig" går igen. En enlig svale er måske en boganmeldelse i Arbejderen fra 1922.

Homoseksuel Ingeniør.

Han har mishandlet nogle Spejderdrenge.

Politiet i København har anholdt en Ingeniør H., som indtil for kort Tid siden indtog en ledende Stilling indenfor Spejderbevægelsen.

Ingeniøren, som blev uddrevet af Spejderkorpset grundet homoseksuelle Tilbøjeligheder, er i Følge "Ekstrabl." anholdt for at have mishandlet et Par Spejderdrenge i sit Hjem paa Islands Brygge.

(Nordjyllands Social-Demoklat 6. januar 1921).

En uhyggelig Forbryder

Han har overtraadt et Politiforbud.

For Dommer Pihl mødte igaar en mange Gange tidligere straffet Forbryder Josef Hoffmann, anklaget for at have overtraadt et Tilhold. 

Han, der er en seksuel pervers Person, har været straffet for Pengeafpresning, Alfonseri, Tyveri osv. Sidst han blev dømt var i 1914, da han fik 2 Aars Tugthus for Pengeafpresning af homoseksuelle Personer.

Efter udstaaet Straf i 1926 fik han nævnte Tilhold, der gik ud paa, at han i 5 Aar ikke maatte nærme sig København i en Omkreds paa 50 Km.

Han er altsaa alligevel kommen hertil, og paa Dommerens Forespørgsel om hvorfor, svarer han, at det overlader han til Politiet at undersøge.

"Det har godt af at bestille noget."

Fængslingskendelsen, der lød paa 14 Dage, erklærede Hoffmann at ville appellere, idet han hævder, ikke at have overtraadt noget TIlhold, da han slet ikke har faaet et saadant oplæst for sig. 

(Solidaritet 17. april 1921).

Overfaldet og udplyndret i sin Lejlighed.

Han turde ikke gøre Anmeldelse.

En homoseksuel Revisor, som bor ude paa Jagtvejen, tiltalte Aften inde ved Raadhuspladsen en ung Mand, som sad paa en Bænk, og opfordrede ham til at gaa med sig hjem. Den unge Mand erklærede aig villig, men inden kan gik med, gik han hen til fire af sine Kammerater, som opholdt sig i Nærheden, og sagde til dem om at følge bagefter.

De kom ud i Lejligheden og sidder der og taler sammen. Pludselig gaar Døren op, og de fire andre styrter ind, binder Revisorens Arme, overskærer Telefonledningen og plyndrer derpaa Lejligheden for alt, hvad der fandtea af Værdi.

Den udplyndrede Mand turde ikke anmelde Sagen til Politiet, da han frygtede Tiltale mod sig selv for Homoseksualitet, saa Sagen kom ikke frem pa daværende Tidspunkt.

For kort Tid tiden saa en Løjtnant Kleven to Mandspersoner ude et Lysthus i Brønshøj; han fandt deree Adfærd meget mistænkelig, og henledte derfor Politiets Opmærksomhed paa dem.

Dagen efter blev de anholdt i Lysthuset, mens de var i Færd med at skjule nogle Tyvekoster. De tilstod straka en Række Indbrudstyverier samt Overfaldet paa og Tyveriet hos Revisoren paa Jagtvej, og angav tre andre som deres madskyldige. Disse er nu ogsaa sat under Anholdelse.

Assessor Kold, der leder Undersøgelserne mod Komplottet, mener, at dette, hvis Hovedmænd hedder Jensen og Dahl, har endnu flere Synder paa Samvittigheder.

Solidaritet 11. maj 1921

Graverende Beskyldninger mod Esbjerg-Politiet.

En Esbjerg-Vagabond, "Store Poul", har if. "Vestkysten" rettet kraftige Beskyldninger mod flere Esbjerg-Betjente, bl.a. for Tyveri og Bestikkelse. 

Den mest graverende af "Store Poul"s Anklager er, at han sigter en bestemt betjent for Homoseksualitet og for at have anvendt sin Myndighed overfor anholdte og arresterede Personer til at skaffe sig Tilfredsstillelse for sine abnorme Tilbøjeligheder.

Anklagen er af saa alvorlig Karakter og de fremførte Vidnesudsagn saaledes beskafne, at den anklagede Betjent er bleven suspenderet fra sin Stilling saa længe Undersøgelsen staar. paa.

(Kolding Folkeblad 14. september 1921).

Sagen blev refereret udførligt i jyske aviser, ofte over hele sider. Store Poul rettede foruden det ovenstående en række beskyldninger mod politiet, og blev  flittigt bakket op i retssalen af sine kammerater. Det endte i februar 1922 med at Store Poul blev idømt 2 måneders fængsel, hvilket var en mild straf fordi han blev bedømt som utilregnelig.

En uforstaaelig og uhyggelig Affære.

Det vakre fornylig Sorg og Fortvivlelse i en Række københavnske Hjem, da det opdagedes, at Spejderføreren Fritz W. Ilstrup havde misbrugt over Hundrede af de Smaadrenge, der af Forældrene var anbragt i Spejderkopset. Man troede, at de der vilde blive uddannede til ranke unge Mænd, styrkede ved sund Idræt og Friluftsliv. I Stedet blev de stedse mere blege og sky.

Tilsidst kom det frem, at Ilstrup paa en uhyggelig Maade havde forbrudt sig mod dem. Overalt, hvor han færdedes med Børnene, i Tivoli, i Skovene, i Spejderkvartererne, havde han gjort dem til Ofre for sine unaturlige Tilbøjeligheder.

I Lørdags blev Ilstrup ved Østre Landsret idømt 3 Aars Tugthus. Det er ret uforstaaeligt, at dette har kunne gaa for sig. Ilstrup var tidligere Plejer ved Middelfart Sindssygehospital, og paa Grund af sit belevne Væsen blev han dengang Leder af Frivilligt Drengekorps her i Byen. Heldigvis opdagedes det i Tide, at han havde i Sinde at misbruge Drengene, og han blev fjernet og efter en Dom ved Middelfart Ret straffet.

Hvorledes kan da dette Menneske paany faa Indpas i det store københavnske Drengekorps? Er det saadan, at man alene paa fromme Lader og hellige Gebærder kan blive antaget i de Kredse - endda som Ungdomsleder? Der tiltrænges her en betydelig skærpet kritisk Sans, hvis ikke større Ulykker skal ske. Det, der er sket, er mere end nok.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 27. december 1921).

Forbrydere og Ungdomsforeninger.

I Anledning af nogle af Ærgrelse og Væmmelse dikterede Bemærkninger om Homoseksualisten Ilstrups Forbryderspil indenfor Spejderkredse, har vi modtaget følgende:

Hr. Redaktør! I Deres ærede Blad af 27. ds. meddeles Domsafsigelsen over Fritz W. Ilstrup. Da det med Rette kan forbavse, at en saadan Person faar Lov at være Ungdomsleder, skal jeg oplyse, at det omtalte Spejderkorps, saavidt jeg har faaet Klarhed derover, er noget han selv privat har oprettet. Desuden er det maaske rigtigt at meddele, at der indenfor de store Organisationer K. F. U. M. i Danmark, Frivilligt Drengeforbunds Hovedbestyrelse og K. F. U. M.-Spejderne findes et meget samarbejdende Meddelelsesforhold, saaledes at jeg f. Eks. forlængst har været personligt underrettet gennem Generalsekretær Axel Bang (F. D. F.) om Ilstrups sidste Forbrydelser.

I det hele taget antages ingen som Førere eller Ledere (og ogsaa kun sjældent som almindelige Medlemmer) uden man først har søgt nøje Oplysning paa det Sted, hvor vedkommende har været for. Ligeledes er der mellem de 3 Hovedledelser og Ledelserne i de forskellige Byer og Sogne et Samarbejde til Kamp mod alle, som paa nogen Maade kan antages at ville "spekulere" i disse Organisationers Arbejde. Og selvfølgelig oplyser man ogsaa andre udenforstaaende Ungdomsledelser, dersom det maa tænkes, at nogle hos os udelukkede Folk vil gøre Skade der.

Med Tak for Optagelsen.
Middelfart, den 28. December 1921.

Willy B. Bracher,
Sekretær i K. F. U. M.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns avis 28. december 1921).

Efter at have udstået straffen på tre års tugthus, blev Ilstrup igen spejderfører og genoptog sine overgreb mod drenge og kom igen for retten i oktober 1925. Ved en landsretsdom december 1925 blev han interneret på den nye afdeling for sådanne på Sundholm. 

Homoseksualist-Skandalen i Grenaa.

Foreløbig 2 Anholdelser.

Politiet venter, at Sagen skal brede sig stærkt

Statspolitiet har forleden i Grenaa - efter hvad der skrives til "KLOKKEN 5" - foretaget en Anholdelse af en yngre Mand, der sigtedes for en Mængde homoseksuelle Forseelser.

Blandt Borgerne i den lille By havde man allerede i nogen Tid skumlet over, at der var bleven dannet et Slags "Klub", hvor en Del af Byens mandlige Ungdom begyndte at holde til om Aftenen, og hvortil ogsaa Tilrejsende under een eller anden Form kunde skaffe sig Adgang. Oprindelig mente man, at denne Klubs Medlemmer morode sig med Kortspil, lidt Sang og Drik og andre relativt uskyldige Fornøjelser. Men efterhaanden rygtedes det, at der i Klubben foregik Skandaler af højst uappetitlig Art. Politiet greb saa ind og arresterede en af Hovedmændene for Klubben, Undørsøgelseme er senere bleven fortsat, og allerede nu har Statspolitlet foretaget en Anholdelse til. Begge de Anholdte har tilstaaet i stort Omfang at have gjort sig skyldige i homoseksuelle Forhold.

Politiet venter, at Sagen skal antage et meget stort Omfang, og der menes at være adskillige nye Anholdelser forestaaende.

(Klokken 5, 12. januar 1922)

Literatur

Karl Larsen: Daniel Daniela.

Med et Forord af Forfatteren og en Efterskrift af Professor, Dr. med Oluf Thomsen - M P. Madsens

Boghandel. 1922.

"- - -  at kalde Afvigelsen fra det normals for Last, Mangel paa moralsk Følelse o s .v. er blot at dæmonisere sin dybe Uvidenhed paa ublufærdig Maade. "Normale" Mennesker maa virkelig engang lære at forstaa dette".

(Dr. med O. Thomsen i Efterskriften).

Man har allerede i Bourgeoistpressen læst saakaldte "Anmeldelser" af den lille Novelle, d.v.s. lange Citater af Forordet.

Men til trods for, at Verdens tre største kunstneriske Genier og efter al Sandsynlighed selve Kristendommens Stifter ligesom en Sokrates har været homoseksuelle, ja endog hele den græske Kultur med Platon i spidsen er utænkelig uden dette Følelsesliv og tiltrods for, at adskillige Tusinder mænd og Kvinder af alle Samfundsklasser er det og Videnskaben har fastslaaet dens farlighed, saa ser vi det nødvendigt, at anset forfatter indsylter en Novelle, der behandler dette Følelsesliv, for ikke for[]eget at udæske Forargelsen.

Lever vi da stadigt paa Bondelandet, hvor det erotisk ikke eksisterer uden som Forplantning? Hvor ganske vist ethvert Svineri er tilladt i Forholdet mellem de to Køn, og hvor man gaar godmodig henover Forførelse, Svigagtighed, Paaføring sf Sygdomme fra Mand til Kvinde, og- hvor man - med Rette  opstiller Forholdsregler overfor Forplantning, [] samtidig selvretfærdig forfølger, hvad der er forskelligt fra ens egne Lyster. Der hersker herhjemme - i Modsætning til Udlandet syd paa - den mest horrible Ukendskab til Fænomenet Homoseksualisme; ja, man gaar saa vidt, at man betragter de homoseksuelle Mænd og Kvinder, der oftest er i besiddelse af den højeste Sundhed, Hjertelighed og Moral, som en Pestbyld for Samfundet.

Professor Karl Larsen har sagt at bringe den Uvidende bort fra danne Vildfarelse ved Skildringen af en begavet Homoseksuels Dagbogsblade. Han gør derved alt for at nedbryde de Fordomme, der hersker blandt Flertallet paa dette Omraade, ligesom jeg selv i min Roman "Den nye Adam"s tredje Bind har vovet en Redegørelse i et Kapitel for Følelsesliv

Utvivlsomt er der paalagt de Homoseksuelle meget store Lidelser, men derfor er ogsaa mange iblandt dem de dybeste erkendende, Ja betragter dog ikke deres følelsesliv Utilfredsstillethed som noget Martyrium.

Dal er godt at have et Kors her i Livet, det ikke gør farisæisk overmodig og derved sjælslig blind; det er altid lutrende at gennemgaa sjælelige Kvaler. Rigtignok magter de færreste at bare dem, De fleste Selvmord, der ikke skyldes økonomiske Sorger, og mange ulykkelige Ægteskaber, har sin Grund i Vedkommendes Lidelse ved sit Følelsesliv. Det tvinger i et bonert Samfund til gennemført Hykleri overfor Verden, der ellers falder over den Ulykkelige. Kun ved at gennemføre Løgnen kan de blive endnu højagtede, gifte sig rigt (og gøre Kvinden ulykkelig) eller opnaa høje Stillinger.

I Reglen er alle Homoseksuelle stærkt aandelige og kunstnerisk interesserede; man træffer derfor de fleste blandt Skuespillere og Digtere, hvor det feminine Elernent i dem er af stor Betydning til universel Forstaaelse af Menneskene. Det homoseksuelle Følelsesliv danner alle Overgange; vi finder det baade som seksuelt begærlighed efter evig Afveksling, som hos snart alle normale unge Mænd, vi finder det ogsaa blot søgende i erotisk farvet Venskab, og vi finder det som helt asketisk ene homoseksuelt i fantasien. Vi finder det uklart over sig selv og ubevidst som hos H C. Andersen, og vi finder det som aldeles kvindeligt i Bøger og Tankegang hos det andet danske homoseksuelle Geni, Herman Bang.

Den psykologiske Kritik er imidlertid saa vanrøgtet og i Hænderne paa saa svage og bonerte Hoveder herhjemme, at der ikke maa røres ved Behandling af ejendommelige Former for et erotisk Liv, hvorved da ogsaa enhver Literaturkritik er banlyst. Er dette Resultatet af det "Frisind", der har raadet herhjemme under Hoforganet "Politiken"s radikale Vælde? I det mindste er dette "Frisind" ligesaa uægte moralsk som dets "Liberalisme" er det politisk.

Derfor kan Professor Karl Larsen ikke skrive, som han aabenbart ønsker i denne Sag, og derfor kan heller ikke jeg skrive en saa grundig - og haardt tiltrængt - Omtale af denne, som Emnet opfordrer til.

Konrad Simonsen.

(Arbejderbladet (ugeblad) 28. oktober 1922)

Daniel-Daniela.

En Indsender spørger os, om vi virkelig har i SInde "ligesom K. S. i sidste Numer, at forsvare den abnormitet, der kendtegnes ved Homoseksualisme, og vi skal promte svare med et afgjort Nej.

Og hvad mere er: vi har ikke i den paagældende Anmeldelse set noget Forsvar, men kun en Forklaring paa denne desværre stærkt udbredte Sygelighed.

Vor Stilling er i alle Tilfælde den, at vi nærer den dybeste Medfølelse med disse Ulykkelig og kun, hvor Sygeligheden giver sig voldelige Udslag, være sig mod Mindreaarige som mod Voksne, mener at kunne forsvare en Isolering af den paagældende Syge.

Forøvrigt giver vi Indsenderen Ret i, at den paagældende Anmeldelse i højere Grad burde have handlet om Bogen selv end, som Tilfældet var, hovedsagelig en Række private Betragtninger.

(Arbejderbladet (ugeblad), 4. november 1922).

Homsexualist-Skandalen.

Forstanderen for Kristeligt Sømandshjem var Hovedmanden

(Privat)

"Kl. 5" meddeler i Dag, at Hovedmanden i den Homosexualist-Affære, som Politiet i denne Tid har til Behandling, er Forstanderen paa Kristeligt Sømandshjem paa Sct. Annaplads i København. Blandt de andre implicerede er en Kelner og en københavnsk Skuespiller.

(Demokraten (Århus) 16. maj 1923).

En opsigtvækkende Vending i den store Homoseksualist-Skandale.

Forestaar der Anholdelser af flere kendte Mænd?

Politiassessor Stamm afholdt i Gaar Eftermiddags i 5. Undersøgelseskammer Forhør over de implicerede i den store Homoseksualist-Affære, der i den sidste Tid har beskæftiget Retten. Hovedmanden, Bestyreren for det kristelige Sømandshjem paa Sct. Annæplads, Fr. Nielsen, var særlig Genstand for en indgaaende Afhøring.

Under denne fremkom der, efter hvad vi erfarer, saa opsigtvækkende Oplysnigner, at det almindeligvis ventes, at Sagen vil tage et endog meget stort Omfang, ligesom man kan forvente, at yderligere en Række kendte Mænd vil bklive afhørte og muligvis sat under Anholdelse.

I det hele taget synes det, som om Homoseksualismen har meget dybe Rødder i visse Samfundsklasser. Forhaabentlig vil der nu for Alvor blive skredet ind fra Politiets Side med de mange Homoseksualister, der ødelægger saa mange unge Mennesker.

Politiet bevarer stadig den største Hemmelighedsfuldhed om Sagen og om Afhøringerne.

(Klokken 5 (København), 25. maj 1923).

Sømandshjemmet i Sankt Annæ Plads 20 var stiftet af Athalie Rørbye (1840-1919) i 1879. Det startede i Holbergsgade 14, senere Nyhavn, Holbergsgade 17, Holbergsgade 18 og endelig i 1896 til Sankt Annæ Plads.

Anholdt for Pengeafpresning.

En lollandsk Tjenestekarl anholdt i København.

Efter Begæring fra Politimesteren i Rødby har Københavns Politi anholdt en yngre Tjenestekarl V. Andersen. Han har sidst tjent hos Godsejer Moesgaard-Kjeldsen, har tidligere været straffet for Pengeafpresning og er nu atter sigtet for denne Forbrydelse. Sagen drejer sig om, at Andersen skal have forsøgt Pengeafpresning overfor en kendt Forretningsdrivende i Maribo, hvem han beskyldte for Homoseksualisme. I Gaar fremstilledes han i Grundlovsforhør hos Dommer Troels-Lund, Københavns Byret. Han nægtede sig skyldig, men arresteredes, og er nu sendt til Rødby, hvor Sagen imod ham skal nærmere behandles.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 30. august 1923).

En uhyggelig Betjent.

Indbrud, Homoseksualisme Pengeafpresning m. m.

Natbetjent Iversen i Slagelse, der blev attrapperet, netop som han var i Færd med at begaa Indbrud bos Købmand Henningsen, viser sig at være en Forbryder med mange Synder paa sin Samvittighed.

Det er nu lykkedes Statspolitiet at faa Rede paa graverende Sigtelser mod den arresterede Politimand. Iversen er Homoseksualist og har haft Omgang med en Slagelseborger. Dette Forhold har Betjenten benyttet sig af til Pengeafpresning. Under Trusler om øjeblikkelig Anholdelse har ham tvunget Manden til at underskrive et Dokument, hvori vedkommende erklærer at skylde Betjenten 100 Kr. Manden kunde imidlertid ikke skaffe Beløbet, idet hans Familie afslog at hjælpe hajn. En Slægtning gav Statspolitiet et Vink om Sagen.

Straffen for Pengeafpresning er mindst 3 Maaneders Fængsel, højst 6 Aars Strafarbejde. Da i det foreliggende Tilfælde Omstændighederne er særlig graverende, og da der foruden Pengeafpresning og Indbrud foreligger andre Anklager mod Politimanden, vil den strengeste Straf utvivlsomt blive bragt i Anvendelse. Iversen har tilstaaet, at ham af indkasserede Alimentationsbidrag har forbrugt et lille Hundrede Kroner. Ogsaa paa andre Omraader har han forset sig. Tirsdag kommer han i offentlig Forhør.

(Social-Demokraten 3. marts 1924)

En modbydelig Fyr.

København, Tirsdag.

Repræsentant Josef Hoffmann, der er 34 Aar, har flere Gange været i Konflikt med Straffelovens Bestemmelser angaaende Homoseksualisme. Da han for nogle Aar siden blev løsladt fra Straffeanstalten, fik han Tilhold om ikke at komme Hovedstaden nærmere end 50 km. Han tog da Bopæl i Aarhus, men har gentagne Gange overtraadt sit Tilhold og har nu paany gjort sig skyldig i forbryderiske Udskejelser. Ved Byretten er han nu idømt 4 Aars Forbedringshus.

(Ribe Stifts-Tidende 8. juli 1925).

Sædelighedsaffæren i Haderslev.

De to første Domme.

Haderslev, Mandag.

I den store homoseksuelle Affære, der har beskæftiget Retten her i Haderslev i længere TId, er bleven idømt 60 Dame. Købmand F. er bleven idømt 60 Dages simpel Fængsel, medens en yngre Lagerist N. har faaet 8 Maaneders Forbedringshus. For N's Vedkommende vil der blive indgiv et Ansøgning om Benaadning. Han er en ganske ung Mand, der er bleven draget med ind i Affæren af en af Hovedpersonerne.

(Hejmdal, 21. december 1925).

Arresteret i sagen var en 30-årig cand. pharm, en 40-årig blomsterhandler (der angaves at være hovedmanden og som havde en betinget dom fra 1919), en yngre mand fra Vojens, en 60-årig snedker, en 20-årig arbejdsløs kelner fra Kolding og en overmontør.

Smukke Karl's Dødsspring.

Uhyggelig Tildragelse i Blegdamsvejens Arresthus.

Som "Folkets Avis" forleden omtalte, verserer der for Tiden en uhyggelig Sag ved Retten i Søndre Birk. Det er en ung Mand, Hans Jørgen Petersen, almindelig kendt under Navnet "Smukke Karl", der staar tiltalt for et Karlekammertyveri. Under Forhørene hos Dommer Nielsen oplystes det, at han tildels har ernæret sig ved Homoseksualisme.

I Gaar Eftermiddags var "Smukke Karl" til et afsluttende Forhør. Der blev ført en Del Vidner mod ham, men trods alt nægtede han kategorisk, hvad der blev foreholdt ham. Hans Forsvarer, Sagfører M a n d a l Berthelsen, hævdede, at der jo heller ikke laa fulde Beviser mod ham.

Anklagemyndigheden, der var repræsenteret ved Overvagtmester B e r t h e l s e n, forlangte Manden arresteret, fordi der var Mulighed ior, at han vilde forsøge at paavirke Vidnerne. Ved at høre, at der var Mulighed for at blive arresteret, bad "Smukke Karl" Dommeren om endelig at blive sat paa fri Fod, da han var uskyldig, hvilket han vilde beedige.

Dommeren svarede hertil: "En Slambert af Deres Art bør ethvert hæderligt Menneske have den dybeste Foragt for, og der er sikkert ikke et eneste Menneske, der kunde tænke at tage Dem i Ed."

Et haanligt Smil gled ved denne Bemærkning hen over den unge Mands Ansigt Og uden at fortrække en Mine hørte han paa, at Arrestdekretet blev afsagt over ham.

Dommeren havde netop sluttet sit Diktat til Protokollen og bad Overvagtmester Berthelsen føre "Smukke Karl" ind I Arresten, da denne pludselig sprang op i Vinduet, rev Hasperne af og vilde styrte sig ned i Gaarden, uden Tvivl for at alslutte sit Liv.

Overvagtmesteren sprang over Skranken for at afholde Manden fra den fortvivlede Handling, men for sent, han naaede kun at gribe fat i den unge Mands Ben, kunde ikke holde ham filbage, og et Øjeblik efter laa han fraadende nede paa Stenbroen efter Faldet fra 1. Sal.

Dommeren, der var ret stærkt præget af Begivenheden, afsluttede straks Rettens 'Arbejde.

Ambulancen fra Rigshospitalet blev øjeblikkelig tilkaldt, og i bevidstløs Tilstand blev "Smukke Karl" kort bort.

"Smukke Karl" Tilstand.

Efter hvad vi erfarer, er Petersens Tilstand noget bedre. Paa Hospitalet er man dog endnu ikke klar over, om han har paadraget sig et alvorligt brud paa Hofteskaalen.

(Folkets Avis (KØbenhavn) 11. november 1926).

Uhyggelige Afsløringer.

Mandfolkene i Kvindeklæder er Homoseksualister og Alfonser.

Privat.

København (Radio.) Københavns Byret beskæftiger sig stadig med Sager, der gaar ud paa, at kvindeklædte Personer i Højverdenenes Selskabsliv afsløres som Mænd. I et Par Tilfælde drejer det sig om Spekulation i Homoseksualisme. I flere andre Sager har det dog vist sig, at Kvindeklæderne er Paaskud til at lokke velklædte Personer i Fælden for at udplyndre dem. Flere Alfonser har saaledes været paa Spil.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 5. december 1927)

En Mand fundet bevidstløs paa Gaden.

Uhyggelige Udskejelser i en Privatlejlighed i Raadhusstræde.

Sygelige Mennesker har i Nat under deres uhyggelige Udskejelser begaaet en frygtelig Voldsforbrydelse.

Ved halvfire Tiden i Morges fandt Nattevandrere i Raadhusstræde en halvnøgen Mand liggende blødende og bevidstløs paa Gaden.

De tilkaldte en Ambulance, som førte Manden, hvis navn er Leo Hansen, til Kommunehospitalet, hvor Lægerne tog sig af ham.

Han var meget medtaget, og viste sig at være

forbidt over hele Kroppen,

og da han efter at være kommet til sig selv oplyste, at han havde været Offer for en Forbrydelse, førtes han til Politistationen paa det gamle Domhus, hvor han kom til Afhøring og meddelte, at han var blevet lokket op i en Lejlighed i Raadhusstræde, hvor han efter at have faaet noget at drikke var blevet tvunget til at være Offer for tre homosexuelle Mænds forfærdelige Udskejelser.

De havde mishandlet ham paa det frygteligste, og hans Raab om Hjælp havde ikke kunnet trænge gennem Lejligheden.

- Først ud paa Morgenen slap han bort.

- Politiet rykkede efter denne Forklaring ud og anholdt de tre MÆnd, som i Dag vil komme i Grundlovsforhør.

(Folkets Avis - København 27. januar 1928).

Han var homoseksuel.

Tennisspilleren Rovsing, der blev ekskluderet af "Dansk Boldspil-Union".

Østre Landsret behandlede i Gaar en temmelig delikat Eksklusions-Affære fra Sportsverdenen. Kløvermarkens Tennisklub i København havde til de forestaaende Tennisturneringer anmeldt den kendte Tennisspiller Hr. Leif Rovsing som Deltager. Hans Deltagelse blev imidlertid nægtet, da "Dansk Boldspil-Union" og senere »Københavns Boldspil-Union« havde ekskluderet Rovsing, fordi han var homoseksuel. Kløvermarkens Tennisklub forlangte denne Eksklusion omstødt.

Overretssagfører Vibe Hastrup mødte som Sagfører for Kløvermarkens Tennisklub, mens Overretssagfører Thorsten Larsen mødte for Dansk Boldspil-Union. Han understregede, at vel havde Rovsing ikke gjort sig skyldig i noget utilbørligt Forhold i sin Egenskab af Medlem, men alene det, at han aabent erkendte at have et abnormt Følelsesliv, var nok til, at man ikke ønskede, at han skulde færdes i Unionens Lokaler, derunder Omklædnings- og Badeværelser. Unionens Bestyrelse havde derfor været berettiget til at ekskludere Hr. Rovsing. Sagen indlodes til Doms.

(Kolding Social-Demokrat 28. september 1928).

Ludvig Leif Sadi Rovsing (1887-1977) var elitetennisspiller, og talsmand for homoseksuelles rettigheder. Han vandt bl.a. i perioden 1907-1916 fem danske mesterskaber. Allerede i 1917 var Rovsing blevet udelukket af DBU pga formodet homoseksualitet. Da han i 1927 forsøgte at finansiere en turnering for egne penge, forbød Dansk Lawn-Tennes Forbund ham at deltage. Østre Landsret stadfæstede udelukkelsen den 12. oktober 1928.

En uhyggelig Affære

Om den Ulykke, der Natten til Lørdag skete paa "Hotel Tre Hjorte" i København, hvor en 20-aarig Tømrerlærling sprang ud af Vinduet paa 2den Sal og dræbtes ved Faldet ned i Gaarden, foreligger der nu nærmere Oplysninger efter Forhør af hans Ledsager Jørgensen, der meldte sig til Politiet i Lørdags Formiddags. Herefter er Sagen ikke fri for Uappetitlighed og Uhygge. Gram var en ca. 20-aarig Tømrerlærling, der boede i Kattesundet, København. Jørgensen havde derimod over for Hotellet opgivet delvis falsk Navn og Adresse. Han havde opgivet at være Ekspedient, hjemmehørende i Odense . Det er nu godtgjort, at han hedder M. Jørgensen Buur, er bosat i København og ansat som Bademester paa Badeanstalten "København".

At der er Homoseksualitet med i Spillet i dette Drama, er ganske givet. Formentlig har Gram ladet sig lokke med paa Hotellet, men i har senere villet unddrage sig den andens Efterstræbelser og er da formentlig sprunget ud af Vinduet, uden at tænke paa, at det blev et Spring fra 2. Sal.

Hvorvidt der vil kunne gøres retslig Ansvar gældende overfor Jørgensen Buut, vides endnu ikke.

(Ribe Stifts-Tidende 5. november 1928).

Hvad man aabner Foredragssalene for i vore Dage.

Fru Joe Jakobsen holdt forleden et "seksuelt" Foredrag for en lille Tilhørerkreds i Casinos Teatersal i Slagelse. Hendes Tale var et kraftigt Forsvar for Kammeratægteskab, Prostitution , Homoseksualisme, Børnebegrænsning, kort sagt Hedenskab i dets grelleste Form.

(Helsingørs Avis 4. marts 1929).

Alexander Foss. (Efterskrift til Politivennen)

Alex(ander) Foss (1858-1925) var en dansk erhvervsmand og politiker. Foss blev 1887 medejer af F.L. Smidth & Co. som i hans tid blev et verdensfirma. 1903-1912 var han formand for jernindustriens arbejdsgivere og 1911-1921 formand for Industrirådet. Samt medlem af en række bestyrelser og kommissioner og medstifter af bl.a. Foreningen Norden og Ingeniørforeningen, som han 1904-1907 var formand for. 

Foss var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1903-1907 for partiet Højre (fra 1915 Det Konservative Folkeparti) og sad i Folketinget 1915-1918 og Landstinget 1918-1920. Foss var tilknyttet partiets højrefløj. Han opfordrede Christian 10. til at afskedige den radikale statsminister Zahle under Påskekrisen i 1920. En mindestøtte blev rejst for ham uden for Industriens Hus i København. 

Alexander Foss døde på Antoinettevej 2 i "Carlsberg-kvarteret" som er kendt for sine mange, store arkitekttegnede herskabshuse. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Alex. Foss død.

SKANDERBORG, Tirsdag.

(Privat.)

Ingeniør Alex. Foss døde i Eftermiddag paa "Høvildgaard", hvor han har ligget syg, uden at være kommen til Bevidsthed.

Naar engang den Del af vort Lands Historie skal skrives, som handler om Danmark under Krigen, vil Ingeniør Alexander Foss faa en fremtrædende Plads, ikke blot fordi han stod som Lederen af og Sjælen i en verdensomspændende industriel Virksomhed, men i fuldt saa høj Grad, fordi han i disse vanskelige Aar stod som den anerkendte Fører for den danske Industri og Industripolitik. At bedømme hans Betydning helt retfærdigt kan ikke gøres nu. Dertil greb han for stærkt ind i saa at sige alle Forhold, og dertil er der gaaet for kort et Spand af Aar, siden denne Arbejdet Kæmpekraft stod paa sin Middagshøjde, altid vel vidende, at han trak et af de største Læs for Landet. Men naar de utallige forskellige Forhold engang kommer til at staa afklaret for os gennem Afstanden, vil man faa et dybt og stærkt Indtryk af den Personlighedens Vægt, som var i Alexander Foss, og man vil kun yde ham ham paa en Plads mellem Landets betydelige Mænd.

Udpræget Førernatur var Alexander Foss, og denne Evne gjorde ham ganske naturligt til Industriens store Talsmand herhjemme. Hvor han greb ind, fandt han sig uvilkaarligt Vej frem, hjulpet af en klar Dømmekraft, der hyppigt satte ham i Stand til at sige det rette Ord. Han havde Modet til altid dristigt, hastigt og klart at fremsætte sin Mening og faa den ført ud i Praksis. Mente han det opportunt, kunde han med Taalmod lytte til de Ord, der altid i Forsamlinger, der ikke er sammensat af lutter Vismænd, og i hvis Midte en Mand som Foss ragede op som en Ener. Han kunde svæve over det Hele i ilsom Flugt, han kunde gaa langsomt med de Langsomme. Men hvordan Forholdet end var, følte man Tryghed ved at være i en Debat under Forsæde af Foss. Han forstod at ramme Sømmet paa Hovedet, og selv de, der kunde være uenige med ham i en Detaille, bøjede sig velvilligt for hans Dom ud fra det rigtige Ræsonnement, at han hørte til de dygtigste af Krigstidens Mænd.

Hans Uddannelse som Ingeniør havde været ualmindelig alsidig Hans Verdensfirma blev det ogsaa - og han var det i sine allersnævreste Privatinteresser. Med samme Kærlighed, som hans Hu stod til Industrien, hang han ved Plantningssagen; ikke mindst hans Arbejde og Offervilje i Hedesagen kan tale med derom.

Under Krigen var det Alexander Foss, der som Formand for Industriforeningen kom til at spille den største Rolle, nogen dansk Industrimand nogensinde har spillet. Han og hele Industriraadet var ét, og der for fik det Betydning, ikke blot som Institution for en Stand, men midt i hele Landets offentlige Liv i en Tid fuld af Farer og Vanskeligheder. Han stod, hvor han stod, med begge Fødder i Arbejdet, med Vilje og Fremsyn og som Autoritet. Naar den fremtidige Industripolitiker og Historiker engang gaar 1 Dybden, vil han kunne fælde Dommen - Dommen over en Stormand.

Udadtil var han ogsaa det store Initiativ. Begavet med eminente Sproggaver var det ham naturligt at paatage sig flere betydelige Hverv til Ære og Gavn for vort Land. Gang paa Gang maatte han i Krigens Tid rejse til England, Frankrig og Tyskland i officielle Anliggender, og det blev mere og mere hans Aand og Vilje, som kom til at lede vort industrielle Liv i Forhold til de krigsførende Magter. Og da Forholdene langt om længe aabnede Muligheden for et skandinavisk Samarbejde, var Foss straks Manden til at tage dette Arbejde op med den største Iver og Begejstring. Ser man tilbage paa dette Afsnit af hans Virke, kan man bl. a. takke ham for, at det Arbejde, som vore Forfædre forløftede sig paa, og som vi selv ikke havde større Tiltro til, nu er inde i et Spor, som lover godt for Fremtiden.

At denne Mand blev slaaet ned af Sygdom, der var en direkte Følge af Overlæsning af Arbejde, var et Tab for Landet. Gennem svære Tider var han dets store og gode Søn - og det skal mindes nu, han har lukket de viljestærke Øjne.

Johannes Lehmann.

(København 25. november 1925)

Ingeniør Alexander Foss døde i Gaar.

Industrimanden, der blev alle Erhvervs Fører.

Klokken 5 i Gaar Eftermiddags sov Ingeniør Alexander Foss stille og roligt hen paa sit Gods "Høvildgaard", ved Salten Langsø.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Der er snart gaaet fem Aar siden hin Vinterdag, da Ingeniør Alex. Foss pludselig blev syg under et Møde i Industriraadet og kørtes herfra i Falcks Sygevogn til sit Hjem paa Antoinettevej i Valby. Nogen Tid derefter sendte det store Lands-Industrimødc ham en telegrafisk Hilsen, gennem hvilken de mange danske fndustridrivende, der var forsamlede ved denne Lejlighed, udtalte Ønsket om, at deres Førstemand snart, fuldt helbredet, kunde genindtage sin ledende Stilling indenfor landets Erhverv.

Dette Ønske skulde ikke gaa i Opfyldelse. Ingeniør Foss rejste sig aldrig helt efter det Sammenbrud, der var en Følge af mange Aars energisk Arbejde og særlig af det overmenneskelige Slid, hvormed han i Krigsaarene og i Efterkrigstiden ofrede sig for sit Lands vitale Interesser. Den Hjerneblødning, der ramte ham midt under Arbejdet, indtraf i Januar 1921, og endnu samme Aar trak han sig tilbage fra Stillingen som Formand for Industriforeningen og Industriraadet. Efterhaanden frasagde Alex. Foss sig omtrent alle sine Hverv. I 1923, da F. L. Smidth & Co. Aaret forud havde fejret sit 40-Aars Jubilæum, udtraadte han af dette Verdensfirma, hvor han havde været Medindehaver i 38 Aar. Den Mand, der i Følge sine naturlige Anlæg var den virksomste af de virksomme, og som gennem vanskelige Krisetider indtog en Forerplads i vort offentlige Liv, maatte nu nøjes med at se til, medens Livet derude gik i sin brogede Gang. Det maa være faldet ham tungt at sidde som stille Betragter, hvor han før havde været Handlingens Mand, den store, villiestærke, maalbevidste Organisator.

I stedet for originalartiklens foto er brugt dette: Hansen, N. C. (Niels Christian) (16.12.1834-25.10.1922) maler, fotograf. Weller, C. (Frantz Clemens Stephan) (17.5.1838-17.7.1900) fotograf: Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Gang imellem mødte Ingeniør Foss i disse Sygdommens Aar frem med et lille Indlæg angaaende et eller andet offentligt Spørgsmaal. Men iøvrigt førte han en stille, tilbagetrukken Tilværelse, viet hans nærmeste. Og nu er han død, derovre paa sin jydske Ejendom, hvor han i de voldsomme Arbejdsaar af og til hentede Friskhed til en ny energisk Indsats i vort Samfundsliv, og hvor han søgte Hvile i den senere Tid da han selv havde opgivet Haabet om nogen Sinde at vende tilbage til Arbejdets Verden.

*

I 1850'erne levede i Viborg Stifts Landinspektør Foss og hans Hustru Annie af Kornerup'ernes Slægt. I dette Ægteskab fødtes Alexander Foss den 1. Oktober 1858. Han var knapt fire Aar gammel, da Faderen døde. Den næppe 30-aarige Enke flyttede med sine Drenge til København. Kaarene var ikke just store, men hun var en dygtig, praktisk anlagt Kvinde, der forstod at slaa igennem. Alex. Foss havde, efter sit eget Udsagn, som Barn fuldt saa megen Lejlighed til at omgaas sine Bedsteforældres som sine Forældres Generation. Han færdedes til Stadighed baade hos sin Farfader, den forhenværende Byfoged Etatsraad Laurids Foss og hos Morfaderen, kgl. Bygningsinspektør, Etatsraad Kornerup. Adskillige Sommerferier tilbragte han i den store, gamle Købmandsgaard i Roskilde hos Mormoderens Broder, den bekendte Agent Anders Borch. Saa godt og solidt var det Milieu, som Alex. Foss tilhørte ved sin Fødsel. Han har selv senere fremhævet, hvorledes Omgangen med de Gamle tidlig vakte hans Følelse for Samhørighed med Fortiden. Men Foss var en Mand, der først af alt saa fremad. "Som de nulevende Generationers Skæbne", skrev han en Gang i et Tilbageblik over sin Barndom, "i meget er bestemt ved vore Forfædre, vil de fremtidige Generationers afhænge af vort Arbejde og i meget bestemmes ved vore Fortrin og ved vore Fejl. Og naar denne Tanke altid har staaet som afgørende for mig, skylder jeg sikkert mit Barndomshjem Takken derfor." 

Denne Livsbetragtning var netop afgørende for Alex. Foss. Hans Personligheds Styrke, hans sikre Stade, hans Arbejdes fast optrukne Linier bundede netop i Ærbødigheden for svundne Generationers Livsværk og i den dybe Følelse af Ansvar overfor kommende Slægter, overfor Fremtidens Danmark. Naar han gjorde sit Arbejde i Nuet, var det et Arbejde paa langt Sigt. Saaledes virker de Store, de sjældne faa.

*

Atten Aar gammel blev Alex. Foss Student med Udmærkelse fra "Haderslev Læreres Skole". Sammen med Poul Larsen studerede han ved Pen polytekniske Læreanstalt. I 1882 forlod de Anstalten, Foss som Bygningsingeniør, Larsen som Maskiningeniør. Efter nogen Tids praktisk Uddannelse som Tømrer ved Brobygnings- og Havnearbejder fik Alex. Foss Ansættelse hos Etatsraad P. Langgaard ved Hakkemose Teglværk. Paa Forslag af Poul Larsen opfordrede F. L Smidth. der havde grundlagt sit Firma i 1882, Alex. Foss til at indtræde i dette. De tre dygtige unge Ingeniører, der saaledes havde fundet hinanden, bragte F. L. Smidth & Co. frem til en forende Stilling indenfor Cementmaskinindustrien. Det blev en Virksomhed i Verdensformat. Den leverede ikke blot Maskiner til Cementfabriker: den anlagde selv Fabriker rundt om i Verden. F L. Smidth & Co. er viden om et af de store lysende Navne i dansk Industri. F. L Smidth døde i 1899. Poul Larsen og Alex. Foss arbejdede sammen endnu i mange Aar. De tre Mænd har hver for sig og gennem fælles Indsats gjort deres Land Ære.

*

Det Tidspunkt kom. da Samtiden kaldte paa Ingeniør Foss' store organisatoriske Evner. Omkring Aarhundredskiftet var der her betydelige Opgaver at løse. Det Felt, der laa Foss nærmest, var Jernindustrien. Han gjorde et stort organiserende Arbejde indenfor denne Industri, for hvis Arbejdsgiversammenslutning han var Formand fra 1903 til 1912, og en lignende Virksomhed udfoldede han indenfor Teglindustrien. Dette Organisationsarbejde for de Industrigrene, til hvilke han direkte var knyttet, førte ham naturligt ind i Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, hvor han blev et meget indflydelsesrigt Medlem. Og da den Tid kom, da det i dybeste Alvor gjaldt vigtige økonomiske Interesser ikke blot for dansk Industri, men, praktisk talt, for hele vort Samfund, stod Alexander Foss som Industriens Forstenand. Han var i 1911 blevet Formand for det Aaret forud oprettede Industriraad, som fik saa stor en Arbejdsmark under Verdenskrigen.

Allerede i Krigens første Aar havde Industriraadet sin Opmærksomhed henvendt paa Mulighederne for en selvstændig Optræden med Hensyn til de vanskelige handelspolitiske Forhold. Foss lagde først og fremmest Vægten paa Erhvervenes Selvvirksomhed. Erhvervene skulde overtage Kontrollen indadtil. Ud fra dette Grundlag sluttede man - i Forstaaelse med Statsmagten - Handelsoverenskomster først med Tyskland, derefter med England og senere med andre Magter. Foss var Sjælen i de mange Forhandlinger - med dertil knyttede Rejser - , som gik forud for Afslutningen af Overenskomsterne, og han var ligeledes, fra dansk Side, den førende, da det gjaldt Konferencerne om nordisk Vareudveksling. Alex. Foss stod her som den store Talsmand for en moderne Skandinavisme, der vel havde sin bærende Idé, men som ogsaa hvilede paa det rent praktiske Interessefællesskab. Det danske Folk skylder Ingeniør Foss Tak for hans fremragende Arbejde i disse Krigens og Efterkrigstidens Aar, en vidtskuende, fremsynet Mands storslaaede Virke, tillige et fænomenalt Slid, som blev hans Bane. Han ofrede sit Fædreland alt.

*

I 1917, midt under en af de vanskeligste Perioder, fremsatte Ingeniør Foss paa et stort Møde nogle Udtalelser, der direkte tog Sigte paa Erhvervenes selvstændige Virksomhed i Tider, hvor man ikke har Stunder til at vente paa, at det indviklede Embedsmaskineri skal faa knirket færdigt

"Vi i Erhvervene", sagde Ingeniør Foss, der den Gang var Formand for Erhvervenes Fællesudvalg, "skal først og fremmest tage Beslutninger. Jeg mindes meget tydeligt i mit eget Liv Overgangen fra at have været Skoledreng, først i Skolen og saa i Studieaarene, til at virke i det praktiske Liv. Det, som voldte mig den største Vanskelighed, var at lære at tage Beslutninger. Hvad det kommer an paa for os i Erhvervslivet, er at kunne gribe til og handle hurtigt. Det kan ikke nytte, at vi sætter os til at filosofere over Opgaverne i halve Aar, forinden vi kommer til en Afgørelse, - nej, Forholdene kræver, at vi handler hurtigt, selv om vi undertiden derved kommer til at gribe fejl."

De Ord giver os et tydeligt Billede af Manden, der staar bag dem: den i Livet skolede Praktiker med den rige Verdenserfaring, med intimt Kendskab til Mennesker og menneskelige Tilstande, den stærke, helstøbte Mand, som vil handle, og som handler under Ansvar de holde Kun lange Foredrag - om

Foss var den mandige Type i en splittet og vanskelig Tid. Han kun- Danmark som Industriland og om lignende Emner - , vægtige, omhyggeligt udarbejdede Taler med vidt Perspektiv, men hvor lange de var, rummede de ikke et overflødigt Ord. Foss var en Hader af Ordgyderi. Et stort Emne fik sin omhyggelige Behandling. Men hver Sætning var klar og koncis, - som selve den, der talte.

*

Ingeniør Foss var i nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen. Egentlig havde han vist lidt vanskeligt ved at afvinde det kommunale Arbejde større Interesse, da han først kom det paa nærmere Hold. Han deltog i det politiske Liv som Folketingsmand for Københavns sjette Kreds fra 1915 til 1918 og derefter som Landstingsmand indtil 1920. Den Gerning, havde bag sig, hans personlige Egenskaber, hans betydelige Indsigt og hans Sans for de store Linier gav hans Ord Myndighed og Vægt, naar han talte paa Tinge. Men hans mest betydningsfulde Livsværk tilhører Erhvervslivets Omraade.

Ved en stor Fest paa Raadhuset i April 1918 overrakte man Ingeniør Foss det Industrifond, til hvilket der blandt Industriens Mænd var indsamlet en halv Million Kroner, - et Fond, der bærer hans Navn og som anvendes til Fremme af industrielle Formaal. Industriraadets daværende Næstformand, Direktør Benny Dessau, hyldede ved denne Lejlighed under Tilslutning fra den store Skare af Industrimænd Alex. Foss som den fremragende Industridrivende og utrættelige Organisator, som dansk Industris Samlingsmærke og ypperste Forer.

Det var Ord, som Lejligheden krævede dem. Men naar vi ser tilbage over det Liv, der nu er afsluttet, maaler vi en Virksomhed, som rækker endnu videre ud. Ingeniør Foss vilde samle vore store Erhverv i fælles Arbejde. Han gjorde sit Land store Tjenester, som i høj Grad bidrog til at føre det frelst gennem Krigens Ragnarok. Han var baade Idealisten og den praktiske Mand. Navnet Alexander Foss og det Livsvirke, som knytter sig dertil, er ikke en enkelt Stands, ikke et enkelt Erhvervs udelte Eje. De tilhører et helt Folk, og de omfattes med Ærbødighed og Beundring ud over Danmarks Grænser.

C. A. C.

Fra Plantagen omkring "Høvildgaard" har man den prægtigste Udsigt over en af Jyllands skønneste Egne ved Himmelbjergene.

Noter.

I flere Døgn havde de tilkaldte Læger anset Alex. Foss' Tilstand for ganske haabløs, og Døden var derfor ventet. Naar det trak saa længe ud, var det kun, fordi Alex. Foss' Kæmpekræfter endnu en Gang satte sig til Modværge.

Men Dødskamp var der ikke Tale om. Allerede Søndag Aften indtraadte der fuld Bevidstløshed, og Foss sov derfor ganske stille ind i Døden. Der var knap nogen Overgang at se. Huslægen, Dr. Isager kunde blot konstatere, at Pulsen var holdt op at slaa. Det nøjagtige Dødsøjeblik angives af Dr. Isager til Kl. 5 Eftermiddag.

Hele Alexander Foss' nærmeste Familie, hans Hustru, Sønner, Døtre og Svigersønner, var til Stede paa Gaarden, da Døden indtraf. Kun den ældste Son, Ingeniør Einar Foss, som havde været nødt til at vende tilbage til sit Arbejde i F. L. Smidth & Co.s Filial I Estland, var i Gaar endnu under Vejs, og kommer først Torsdag. Svigersønnerne var i yderste Øjeblik kaldt til fra deres Garnisoner og naaede rettidigt frem til "Høvildgaard".

I Forgaars ved Middagstid var det ligesom Foss et Øjeblik vaagnede op og sagde et Par Ord. Men Ordene var uforstaaelige, og han har sikkert ikke kendt sine Omgivelser.

*

I Fredags var Ingeniør Foss i sit Automobil paa Vej til København, men undervejs blev han grebet af en pludselig Lammelse, og han maatte da føres tilbage til Høvildgaard.

*

Dodsaarsagen angives som Hjertelammelse. Meu Lammelsen er rimeligvis en Konsekvens af den fremadskridende Aareforkalkning og de gentagne Hjerneblødninger, der har ramt Foss i de fem sidste Aar. Ogsaa denne Gang har der været en mindre Hjerneblødning.

løvrigt havde Sommeren været helt god. Etter det forrige Sygdomsanfald var Foss kommet til Kræfter igen. Han var fuldstændig aandsfrisk, interesserede sig levende for alt omkring sig og deltog saaledes med stor Iver i politiske Diskussioner med Gæsterne paa Gaarden. Han spadserede ganske uden Hjælp rundt paa Godset og Inspicerede hver Dag sine Hedeplantningsforsøg, som vel nok under de sidste Aar var vokset op til at blive hans største Interesse.

*

Da Ingeniør Foss i Januar 1921 sporede en tiltagende Træthed, lod han sig overtale til at søge fire Ugers Rekreation - men forinden skulde han dog, saare betegnende, holde et stort Foredrag i den norske Forening Norden i Christiania om "Selvstændighed og Samarbejde" og deltage i den nordiske Traktatkom missions Forhandlinger; først naar alt dette var fra Haanden, vilde han unde sig den haardt tiltrængte Hvile. Inden Foss naaede saa vidt, ramtes han en Formiddag af en Hjerneblødning - som før omtalt - midt under et industriraadsmøde. Man bar ham ud af Mødesalen og lagde ham paa en Sofa. Foss kunde lige fremstamme Navnet paa sin Læge, og Direktør Gunnar Gregersen styrtede uden Hat og uden Overtøj ned til et Automobil, der førte ham til den kendte Hjertespecialist, Dr. A. Øigaard, som den Gang havde Konsultation paa Amagertorv. Lægen gav Ingeniør Foss nogle Indsprøjtninger, og efter halvanden Times Forløb førtes den Syge til sit Hjem, hvor han i nogle Dage svævede mellem Liv og Død.

Efterhaanden - fortæller Dr. Øigaard os - begyndte Ingeniør Foss at komme lidt til Kræfter igen. I de første Aar gik det jævnt fremad, men saa kom der et Tilbageslag, og i det sidste Aars Tid var Ingeniør Foss vistnok klar over det haabløse i sin Tilstand. Han talte ikke gerne derom. Men det var ham sikkert en stor Sorg, at han var henvist til Uvirksomhed. Sidste Gang, jeg talte med Ingeniør Foss, var i Marts Maaned. Vi havde den Gang Møde angaaende Uddelingen af et Legat, som han havde oprettet for Sygeplejersker, efter at hans yngste Datter, Grethe, et 12-13Aars Barn, var afgaaet ved Døden, og som bærer hendes Navn. Modet plejede at finde Sted den 8. April, Aarsdagen for hendes Fødsel. Men det blev i Aar rykket frem til Marts, fordi Ingeniør Foss stod lige foran en Rejse til Paris. Han vilde foretage Rejsen i Automobil, og han folte sig en Del oplivet ved Tanken om denne Tur. Men et Ildebefindende hindrede Afrejsen. Ingeniør Foss tog da op til Aalsgaarde, og hen paa Sommeren tog han til Høvildgaard.

*

Allerede i Morgen føres Alexander Foss' Baare fra Høvildgaard til København.

Og først paa Ugen finder Begravelsen Sted paa Vestre Kirkegaard. Dagen og Tidspunktet er ikke fastsat, men det er iøvrigt allerede bestemt, at Begravelsen skal finde Sted i Stilhed.

*

Chefen for F. L. Smidth & Co, Ingeniør Poul Larsen, befinder sig i Øjeblikket paa Rejse hjem fra Amerika. Fra Foss' gamle Firma lyder der derfor ved hans Død ingen Mindeord om ham.

Men flere af Selskabets Funktionærer har fortalt os, hvor dybt et Indtryk Dødsbudskabet gjorde paa Kontorerne nede i Vestergade. Selv om Foss sjældnere og sjældnere kom derned, blev han overalt husket som Firmaets gamle, afholdte Chef.

*

I 1891 ægtede Alex. Foss den 29-aarige Margrethe Schultz, Datter af afdøde Kontreadmiral J. P. Schultz.

Den ældste Søn i dette Ægteskab, Ingeniør Einar Foss er gift med en Datter af F. L. Smidth og Medlem af det F. L. Smidth'ske Aktieselskabs Bestyrelse. Han leder en stor Fabrik i Kunda ved Reval.

En anden Søn, Premierløjtnant Torben Foss, er Landmand og ejer Gaarden Løvenholt, der ligger i Nærlieden af Høvildgaard.

Dan yngste Søn, Ingeniør Erling Foss, er knyttet til F. L. Smidths Filial i Paris.

Af de tre Døtre er en gift med Greve, Premierløjtnant K. Schulin, og en anden ægtede for nogle Maaned er siden Premierløjtnant Matthiesen i Randers.

Den yngste Datter Grethe Foss døde i 1922. Forældrene sørgede dybt over dette Dødsfald. Allerede et halvt Aar efter Datterens Bortgang afgik Fru Margrethe Foss ved Døden under et Ophold paa Høvildgaard, hvor nu ogaaa Alex. Foss har udaandet.

Ingeniør Alex. Foss havde to Brødre, Vinhandler Foss, der døde for en Del Aar siden, og Oberstløjtnant Foss. 1 Januar 1924 ægtede Alex. Foss sin afdøde Broders Enke, Datter af Universitetsbogtrykker Fr. Hostrup-Schultz. Den største Del af den sidst forløbne Sommer tilbragte Ingeniør Foss paa sin Hustrus smukke Ejendom "Lille Odinshøj" i Aalsgaarde.

*

Ingeniør Foss var Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand. Desuden var han dekoreret med en Række udenlandske Ordener.

*

Ingeniør Foss sad fra 1892 til 1901 i Dansk Ingeniørforenings Bestyrelse og var Foreningens Formand fra 1904 til 1907. I 1922 udnævntes han til Æresmedlem.

Det følgende Aar blev han Æresmedlem i Industriforeningen.

I Tilknytning til Firmaet F. L. Smidth & Co.s Jubilæum overbragte en Deputation fra Arbejdsgiverforeningens Hovedbestyrelse Ingeniør Foss en kunstnerisk udstyret Adresse og et malet Portræt af ham er senere blevet ophængt i Arbejdsgiverforeningen.

*

Plantningssagen havde i høj Grad Ingeniør Foss' Interesse. Professor, Dr. phil. F r. Weis, der har bistaaet ham paa dette Omraade, fortæller os om de Plantninger, som Foss har foretaget paa sin Ejendom "Høvildgaard" ved Salten Station og - sammen med andre - paa Skærbæk Hede.

Skønt saa meget andet lagde Beslag paa ham, havde Foss et indgaaende Kendskab til Plantningssagen. Han har ladet Hedestrækninger beplante baade med fremmede Naaletræer og med Eg, og han havde Hela med Egekulturerne, der mislykkedes for saa mange. Ogsaa her arbejdede Foss for et Maal langt ud i Fremtiden. Han vilde, at der skal vokse en Egeskov op til Glæde for kommende Slægter.

Paa Foss' Initiativ lagdes Grunden til den Virksomhed, som Prof. Weis leder: Dansk Skovforenings Gødningsforsøg, hvortil senere kom Hedeselskabets Fællesgødningsforsøg Alex. Foss skød personlig en stor Sum til. Nu drives Virksomheden med Tilskud fra Staten og med private Bidrag fra forskellige Sider.

*

Ingeniør Foss skænkede for nogle Aar siden Københavns Kommune den af Billedhugger Brandstrup udførte store Statue af Ole Rømer, som afsløredes foran Den polytekniske Læreanstalt den 18. april 1918.

(Nationaltidende 25. november 1925)

Alexander Foss døde i Gaar.

Fotoet til artiklen er erstattet af dette: Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør. Foss, Alex (1858-1925) ingeniør, fabrikant. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dansk Industri har i Gaar mistet sin Førstemand, idet Ingeniør Alexander Foss efter længere Tids forudgaaende Svagelighed er af gaaet ved Døden i en Alder af 67 Aar.

Allerede som ganske ung polyteknisk Kandidat blev Alexander Foss Medindehaver af Firmaet F L. Schmidt & Co., og under hans dygtige Ledelse blev det 1 Løbet af kort Tid verdenskendt og førende paa sit Omraade, Fabrikation af Maskiner for Teglværker og Cementfabriker. Firmaets Interessesfære voksede med dets stigende Velstand, og Alex. Foss' Firma behersker faktisk i øjeblikket den danske Cementtrust.

Dansk Industri har aldrig talt mange betydelige Personligheder, og Alexander Foss kom derfor i Kraft af sin uomtvistelige Dygtighed hurtigt til at indtage den absolute Førerstilling indenfor sin Kreds. 1903-1912 var han Formand for Foreningen af Fabrikanter i Jærnindustrien, i mange Aar sad han 1 Dansk Arbejdsgiverforenings Hovedbestyrelse og var dens Formand fra 1904-1907. Endvidere organiserede han Industriraadet, hvis Formand han var fra 1911-1921 og sad i en Række Bestyrelser for Selskaber af største Betydning for dansk Erhvervsliv.

Alexander Foss var en skabende Aand, hvis Indsats i dansk Industri fortjener Anerkendelse; han var Typen paa den produktive Storindustrielle og Storkapitalist. I Kraft af sit Livssyn var han den fremadstræbende Arbejderklasses  afgjorte Modstander og som sin Kreds' Førstemand den, der i en Aarrække førte Kampen mod Arbejderklassens Marsch frem mod bedre Levevilkaar. Men det skal siges til Alexander Foss' Ros, at han i Modsætning til Hr. Langkjær - Smaahaandværkeren, der blev sat i Spidsen for Industrien - ikke var i mere forstokket, end at der i hans storindustrielle Opfattelse af Arbejdsforholdene fandtes et Islæt af social Forstaaelse, som ved Lejlighed har gjort det lettere at skabe Forstaaelse mellem de kæmpende Parter.

Ogsaa i praktisk Politik har Alexander Foss taget Del. Han var saaledes nogle Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, 1915 blev han Medlem af Folkethinget og sad i Landsthinget fra 1918-1920, men hans egentlige Indsats ligger saa godt som udelukkende indenfor det industrielle Omraade.

I de sidste Aar har Alexander Foss været en mærket Mand, og tvunget af Sygdom havde han trukket sig tilbage fra Ildlinien. Den mere passive Tilværelse har sikkert ikke passet den virksomme og myreflittige Mand, for hvem Døden sikkert er kommet som en Befrielse.

Alexander Foss havde faa Tillidshverv og vistnok ogsaa kun faa Interesser udover den Kreds, hvor hans Arbejdsfelt laa. Han var Æresmedlem i Dansk Ingeniørforening, Æresmedlem i Industriraadet, Præsident for Danmarks naturvidenskabelige Samfund, i Bestyrelsen for den Letterstedtske Forening og Indtil 1924 af Rask Ørsted Fondets Komité, 1919 var han Medlem af den danske Rigsdagsdelegation ved Fredskonferencen i Paris. Under Krigen havde han som Industrlraadets Formand medvirket ved Afslutningen af en Række Handelsoverenskomster og skrev meget om Krigsforholdene i Pressen. Disse Artikler lod han i 1920 samle til en Bog: "Danmark i Krigsaarene 1914-19"

(Social-Demokraten 25. november 1925)

Alex. Foss' Bisættelse.

En stemningsfuld Højtidelighed paa "Høvildgaard".

(Fra vor Korrespondent.)

Skanderborg, Torsdag.

Den storladne Natur omkring Himmelbjerget ydede i Dag sin Tribut til en af Landets gode Sønner, hvis Navn nu er gaaet over i Historien. Over det skønne Landskab havde Sneen trukket sit hvide Klæde, og Rimkrystallerne funklede i Solen, der gik lavt i Synskredsen over de store Skove. Naturen var faldet til Ro og aandede Fred efter Elementernes Rasen i Gaar. Den hvide Sørgedragt, der klædte "de jydske Alper" omkring "Høvildgaard", var den sidste gribende Hilsen, der skulde bringes Alexander Foss fra den Egn, hvis Skønhed han værdsatte saa højt. Og i det sneklædte Landskab vajede Korsdugen fra Gaarde og Huse paa halv Stang, og Vejen gennem Salten, ad hvilken Liget skulde føres, var bestrøet med Blomster og Grønt.

Gennem meterlange Driver banede et lille Hundrede Mennesker sig ved Middagstid i Biler Vej til "Høvildgaard", hvorfra Alex. Foss' Bisættelse skulde foregaa. - Det var hovedsagelig Egnens Beboere, der var mødt. Fastkørte Tog og Biler og snefyldte Veje havde forhindret Folk længere borte i at naa frem. Blandt de indesneede var ogsaa Alex. Foss' ældste Søn, Ingeniør Foss, der var paa Vej hjem fra Estland, men maatte stoppe op i Børkop i Gaard, hvor Københavnstoget kørte fast i Sneen.

Blandt dem, der var mødt for at vise Alexander Foss den sidste Ære, bemærkedes Familiens Huslæge og nære Ven, Dr. med. Kr. Isager, Ry, Driftsbestyrer Godske Nielsen, Silkeborg, og Skovrider Mørk, "Høvild".

Alex. Foss' Kiste henstod i Gaardens rummelige Spisestue, indhyllet i et stort Dannebrogsflag og smykket med Blomster.

Sørgehøjtideligheden indlededes med Salmen "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", hvorefter Sognepræst Nielsen, Them, holdt en kort Tale. Præsten dvælede ved Alex. Foss' rastløse Færd, hans Storsyn og Initiativrigdom og omfattende Arbejde for at gavne sit Fædreland og højne Folket. Afdøde var en stærkt nationalsindet Mand; hans Fædrelandskærlighed har gennem Aarene, ikke mindst i Krisetiden for vort Land, givet sig de smukkeste Udslag, og ikke mindst Befolkningen paa denne Egn, der, smaa som store, stod hans Hjerte nær, vil bevare hans Minde i taknemlig Erindring.

Til Tonerne af "Til Himlene rækker" blev Kisten derefter af Sønner og Svigersønner baaret ud til Ligvognen, et af Afdødes egne Hestekøretøjer, hvorefter Ligtoget satte sig i Bevægelse mod Salten. Her blev Baaren paa Premierløjtnant Foss' Gaard "Løvenholt" indsat i en Rustvogn, og umiddelbart efter ad Landevejen ført til Aarhus. Livet videreføres i Aften herfra med Rutedamperen til København.

J. K. 

(Aarhus Amtstidende 27. november 1925)

Alex. Foss og Heden.

For at Billedet af Alexander Foss' ejendommelige og stærke Personlighed skal være fuldstændigt, maa ogsaa hans dybe Kærlighed til den jydske Natur og hans varme Interesse for Hedeplantningen mindes nu ved hans Død. Som de øvrige Indehavere af F. L. Smith ejede han store Besiddelser i den skønne Silkeborg-Egn, en Mils Vej Syd for selve Byen Silkeborg og Himmelbjerget. Tæt ved Salten ligger hans Hovedbesiddelse Høvildgaard med sine imponerende Kløfter og Skraaninger, et Stykke Natur fuldt saa smukt og langt mere uberørt end de gennemtrampede Turistegne lidt længere mod Nord. Desuden besad han længere vestpaa store Plantager. Han havde ogsaa erhvervet den gamle historiske Ansø Mølle ved Salten Aa, den reneste Perle af jydsk Skønhed. Hans forbavsende Energi omfattede ogsaa alle disse Ejendomme, Beplantningen og Hugsten overvaagede og ledede han selv personlig; han anlagde med betydelig Bekostning store Veje gennem det bakkede Terræn og syslede utrættelig med nye Planer til Ejendommenes Forbedring. I de sidste Aar boede han Sommer og Vinter paa Høvildgaard efter at have opgivet sin Bolig i København.

I sine Velmagtsdage var Foss en glad og munter Vært, der elskede at samle Gæster om sig i sin Sommerbolig. Men det hændte, at Værten undertiden forsvandt. Naar Selskabeligheden blev ham for meget, begav han sig ganske stille, sammen med en eller anden god Ven, ud i Skoven, hvor han et fjernt Sted havde bygget sig en Jægerhytte, og aldrig befandt han sig bedre end midt ude i Ensomheden, uden Betjening eller Opvartning af nogen Art. Saa gik han selv om Morgenen i højst ufuldstændigt Kostume ned til Aaen og hentede et Par Fisk og lavede iøvrigt Middagsmaden af de Konserves, der laa i Depot i Bjælkehytten.

Det var for denne virksomme og ærgerrige Mand, der i sin gode Tid vilde herske paa alle Omraader, alligevel Toppunktet af Velvære og Livsnydelse. Efter en Uges Tid vendte han saa tilbage til Civilisationen.

I det sidste Aars Tid syslede Foss med Oprettelsen af et lokalt Museum i Landsbyen Them. Han havde dertil købt et smukt gammelt Bondehus, som hans gode Ven og Sommer-Nabo Arkitekt Tvede satte i Stand, og hvor han samlede en Mængde af de Genstande, der giver saa interessant et Indblik i gammel jydsk Kultur. Han syntes med Rette, at det var rimeligere at samle alt sligt et Sted, hvor det hørte hjemme, end sende det altsammen over til Nationalmuseet i København, der dog ikke havde Plads dertil.

Naar man i Hovedstaden, skriver "Politiken", mindes Foss, er man tilbøjelig til i ham at se en særlig københavnsk Type, den fremragende Forretningsmand og mægtige Industrifyrste. Født i Jylland var det dog Jylland, har vendte tilbage til, da Kræfterne slog Klik, og det var midt ude i den jydske Natur, at dette urolige og bevægede Liv afsluttedes.

(Herning Avis 27. november 1925)

Århusdamperen sejlede kisten med liget af Alexander Foss til København. Slægtningen og venner bar kisten i land. Forrest grev Schulin og sønnen Erling Foss. Fotoet blev bragt i adskillige aviser, fx Skive Folkeblad 28. november 1925.

Foss' sønner og sønnesønner bærer kisten ud af Frederiksberg Kirke. Kolding Folkeblad 30. november 1925.

Gravmæle for Einar Alexander Foss, Frederikke Margrethe Foss, f. Schultz, Margrete Frederikke Foss og Mogens Alexander Foss. Andre familier er begravet her med særskilte sten. på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 25 Foto Erik Nicolaisen Høy.