Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel ifversen. Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel ifversen. Sortér efter relevans Vis alle opslag

26 april 2026

Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck. Vestre Kirkegård Afdeling 5, rk. 20, nr. 80.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Gravstenen i 2024 på Vestre Kirkegård, afdeling 5, rk. 20, nr. 80. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

22 februar 2026

Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

Fhv. Indremissionær C. Ravens begravedes forleden fra Helligkors Kirke i København. Der saas i det meget store Følge, som havde fyldt Kirken bl. a. Præsterne Fibiger, Charles Nielsen, Svane Christiansen og Provst Rasmussen, Forlagsboghandler Lohse, Sekretærerne Blomberg og Mads Lind og Indremissionær, Dr. Fr. Moe. Desuden var der mange af den afdødes gamle Venner fra "Siloam".

Den afdødes Svigersøn, Pastor Axel Beck, talte først om Korset, om Guds Kraft til Salighed. Dette havde været Ravens' Livsindhold og Styrke til hans sidste Aandedræt. Han takkede for, hvad han havde lært af den afdøde, og for den Velsignelse han havde været til i Hjemmet i 18 Aar.

Som Repræsentant for indre Missions Styrelse talte Sognepræst Vilh. Kold. Han pegede paa Ravens' store Virksomhed. Prædikanttyper som Vilh. Beck, H. Chr. Beck, Anders Stubkjær og Ravens faar vi ikke igen.

Stærke Mænd omkring os segne, og vi savner dem.

Sognepræst Jul. Ifversen, Bregninge, talte ud fra Ordet hos Es. 58,1 og 11 og mindedes Ravens som den Forkynder, der trods sit frie Syn stod trofast paa vor evangelisk-lutherske Kirkes Grund.

Begravelsen foregik paa Vestre Kirkegaard, hvor Pastor Beck forrettede Jordpaakastelsen.

(Herning Avis 9. september 1926).


Carl Johan Ravens (1843-1926) var født i Slesvig. Han havde ejet gården Böslid ved Halmstad. Han var gift med Ludovica Christiane von, datter af forpagter Engelke von Bülow. Han havde siden 1888 været i Indre Missions tjeneste. Han boede i sine sidste leveår hos sin svigersøn pastor Axel Beck, Vilhelm Becks søn.

Missionshuset Siloam, Grundtvigsvej 37 blev opført i 1894 af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark efter tegninger af Otto Beck. I stueetagen var der forretningslokaler, på første sal var en sal. Bygningen er ombygget og bruges (2026) af Copenhagen Business School.

27 juni 2025

Pastor Ifversen føler sig "kaldet" paany. (Efterskrift til Politivennen)

"Svovlprædikanten" Pastor Ifversen, der i mange Aar prædikede Helvedeslære i København, og som gjorde sig bekendt paa forskellig Vis, bl. a. ved en Dag at vise et Nummer af "Social-Demokraten" frem paa Prædikestolen og tordne løs mod vort Blad, fortrak tilsidst efter sine forskellige Meriter fra Hovedstaden og søgte og fik Embedet som Præst i Brejninge ved Kallundborg.

Nu føler Pastor Ifversen sig "kaldet" paany.

Han er Ansøger til Hedstrup-Fløng Sognekald ved Roskilde.

Kallundborg Avis har forespurgt Pastor Ifversen, hvorfor han søgte bort, og i følge dette Blad har Ifversen svarel:

"Grunden ønsker jeg ikke at udtale mig offenlig om endnu, svarer Hr Ifversen. Blot kan jeg sige, at jeg allerede i nogen Tid har følt, at det vist var bedst, jeg søgte andet Steds hen. Jeg har raadført mig med enkelte Venner, og nu søger jeg - som jeg ogsaa meddelte min Menighed fra Prædikestolen forleden Dag - Kaldet ved Roskilde. Vil Gud, at jeg skal forflyttes, da vil mine Grunde rimeligvis komme offenlig frem i min Afskedsprædiken, for jeg ønsker helt igennem at gaa aabenlyst til Værks overfor min Menighed."

Ifversen er sig selv lig - han generer sig ikke, men annekterer straks Vorherre, naar han ønsker sig et andet Kald.

Hvor er det et uhyre Held for denne Præst, der saa tit har præket mod denne Verdens Goder, at det er et født første Klasses Sognekald, som han føler sig kaldet til!

Sæt Vorherre vilde, han skulde være Sjælesørger i et beskedent Kald ved Vestkysten! Men nej, saa galt er det heldigvis ikke for Hr. Ifversen!

At en Mand søger sig en bedre Stilling er der intet at sige til - men næsten blasfemisk bliver det, naar en Pastor Ifversen blander sin Vorherre ind i dette rent praktiske Forhold.

Forma

(Social-Demokraten 7. juni 1914).

Ifversens Gud ville åbenbart ikke at han fik stillingen. Han forblev i Bregninge-Bjergsted indtil sin død 1927.

22 maj 2025

Præsten og hans Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

En Mindetale.

Pastor Jul. Ifversens Hustru, der døde forleden i Barselsseng, blev i Forgaars begravet fra Helligkors Kirke i Kjøbenhavn. Blandt Talerne var Pastor Ifversen selv, og han udtalte ifl. "Kristel. Dagbl." bl. a.:

Nu er hun gaaet over Jordan, som tidligere tre af vore Smaadrenge. Livet i Gud var hendes kosteligste Eje. Nu er hendes skrøbelige Lerkar brudt itu, men selv er hun gaaet ind til Livets Herre, og det vil vi prise og takke for, og did alene vil vi stunde. Og engang skal vi faa vore Legemer igen og saaledes evigt være hos Herren.

Hun vidste ikke blot, at hun var en Synder, og der var mange Taarer paa hendes Vej, men det er ikke om hendes Skyldbrev, der skal tales; det er alt betalt .... Hun levede sit Liv i nært Samfund med Gud.

Der var Aar, da det var meget svært i det timelige, men hun udviste stor praktisk Sans og sparede paa sig selv. Og det gjorde hende ondt, naar hun ikke kunde hjælpe. Og naar Herrens Venner samledes i vort Hjem og bragte os Hjælp, priste hun Guds Naade, og al den Lykke, Gud havde givet hende.

Den første Opgave fandt hun i sit Hjem, men dernæst glemte hun ikke, at hun var Præstens Hustru. Hun forstod ogsaa i denne Henseende at ofre, saa hun ikke skulde staa som en Hindring for Præstegerningen. I en særlig vanskelig Sag sagde hun til sin Mand; "Du kan under ingen Omstændigheder give efter i denne Sag".

"Herren er min Hyrde!", det var hendes Livs Ord; fra ham fik hun sin Styrke. Og hendes sidste Ord var Glæde over, at hun snart skulde faa Lov at være hos ham.

Det var altsammen Guds Naade over et Menneskeliv. Hun har nu naaet sin Rejses Maal, de fjerne og dog saa nære Egne.

- -

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard. Pastor Ifversen forrettede Jordpaakastelsen.

(Viborg Stifts Folkeblad 3. juli 1908).

Julius Ifversen (1863-1927) er behandlet andetsteds på denne blog. I Ugeskrift for Retsvæsen findes en længere gennemgang skrevet af Peter Garde af en sag hvor pastor Ifversen havde nægtet at gifte en murersvend.

02 marts 2025

Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt. (Efterskrift til Politivennen)

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

(Social-Demokraten 17. januar 1903).

27 januar 2025

Hr. Ifversen nægter atter en Fagforeningsfane Udgang til Kapellet. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags jordedes Typograf Dahlins unge Hustru paa Vestre Kirkegaard i København.

Det er Skik og Brug, at Typografernes Banner følger Medlemmerne og deres Hustruer ved Begravelser, og som Følge heraf ønskede Hr. Dahlin og de nærmeste Paarørende meget gærne, at Banneret skulde følge den afdøde.

Men for at undgaa Misforstaaelse, henvendte Dahlins Moder sig i Onsdags til Pastor Ifversen ved Helligkorskirken.

Hr. Ifversen erklærede, at han ikke selv havde Tid til at forrette Jordfæstelsen, hvorfor han havde ordineret Kapellanen Axel Bech (en Søn af Vilhelm Bech) til at gaa i hans Sted.

Enkefru Dahlin spurgte da, om der kunde være noget til Hinder for, at Typografernes Fane kom til Stede. Ved denne Forespørgsel blev Hr. Ifversen meget nærvøs og udbrød: "Det er jo en Fane, som er med i Socialisternes Grundlovstog!" Da Fru Dahlin imidlertid ikke kunde se, at dette kom Begravelsen ved, og derfor udbad sig et bestemt Svar, udtalte han, at nu skulde han skrive et Brev til Hr. Bech, som hun kunde overbringe ham og faa endelig Besked.

Med dette Brev henvendte Enkefru Dahlin sig hos Kapellanen, men efter at denne havde læst Brevet, erklærede han, at Fanen hverken maatte komme til Stede i Kapellet eller følge den afdøde til Graven.

Den typografiske Forening sendte desuagtet Fanen til Kapellet for at bevæge Præsten til at tage Hensyn til Familjens Ønske, men Præsten sagde højt og i Overværelse af Kirkebetjenten, at Fanen under ingen Omstændigheder maatte komme ind i Kapellet og ej heller udfoldes paa Kirkegaarden.

Vi gik da ind i Kapellet for at høre, hvilke Trøstens Ord den Guds Tjener havde at sige den dybtsørgende Mand, der stod ved sin unge Hustrus Baare; men vi hørte kun tomme og kolde Ord. Præsten begyndte med at sige: "Den almægtige kalder paa Jer; disse Ord staar i den gamle, kære Bog, Biblen!" Den samme Præst havde 10 Minuter i Forvejen forbudt en Fane, hvorpaa Gutenberg staar malet med Biblen i Haanden. Og videre sagde han: "Det gør ondt, naar Herren lægger sin tunge Haand paa os." Men hvor ondt tror da denne Præst ikke det gør, naar han nægter de efterladte Opfyldelsen af et saa ringe Ønske, som at lade en Fane følge de afdøde til det sidste Hvilested?

Efter Begravelsen forklarede Beck til en af Typografernes Tillidsmænd, "at hvis han havde givet Tilladelsen, vilde han have handlet illoyalt mod sine foresatte; han havde kun at udføre, hvad disse paabød ham." Vi rettede da et sidste Spørgsmaal til ham: "Vilde De selv have forbudt denne Fanes Tilstedeværelse, saafremt De havde været Sognepræst?"

Dette Spørgsmaal nægtede han at svare paa.

Disse "Guds Mænd" raaber paa Fagforeningstyranni, samtidig med at de selv over Tyranni i en saadan Grad, at en Kapellan lader sig kommandere af Ifversen til at krænke afdøde og deres efterladte.

K. F.

(Randers Arbejderblad 9. november 1901).

Axel Beck (1873-1949) blev september 1908 forfremmet fra medhjælper til residerende kapellan ved Helligkors Kirke. Han skrev et tobindsværk om sine forældre og han var som dem stærkt indremissionsk. Der er dog ikke refereret lignende begravelsesscener som ovenstående i aviser.


Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945): Helligkors Kirke. 1900-1910. Kbhbilleder. Public domain.

Den 9. november 1901 skrev Ifversen i Kristeligt Dagblad at Social-Demokratens artikel bestod dels af fordrejede sandheder, dels vitterlig løgn. Næstformanden i "Den typografiske Forening" sendte efterfølgende Ifversen et svar hvori han meddelte at det var ham der havde skrevet indlægget, samt en udtalelse fra enken, Marie Dahlin (Viktoriagade 23, 2.) om at de udtalelser om Ifversens og Axel Becks optræden ved begravelsen om fanen var sandhed fra ende til anden.

02 januar 2025

Pastor Ifversen paa Assistenskirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ifversen vækker Forargelse ved en Begravelse

Præsten holder politisk Møde paa Assistens Kirkegaard.

I Søndags Kl. 1 blev Bager Jørgensens afdøde Hustru Anna begravet paa Assistens Kirkegaard, ægteparret var nygift, den Afdøde var ganske ung, kun 23 Aar, og baade Enkemanden og den Afdødes øvrige Slægtninge følte naturligvis stor Sorg over den bratte Død, der de bortrevet den unge Kvinde.

Uheldigvis skulde Pastor Ifversen besørge Jordpaakastelsen. Kultuminister Bjerre resolverede forleden i Anledning af Klagen fra 12. Kreds om Ifversens Optræden ved Snedker Jensens Begravelse, at Præsten har Ret til de Lig, der kommer i hans Sogn, saafremt den Afdøde har tilhørt Statskirken.

Efter det Kendskab, Befolkningen har til Ifversen, kunde man forudse, at der vilde blive Skandale. Og Skandalen udeblev da heller ikke - derfor skulde Ifversen nok sørge.

Der var mødt et meget stort Følge, deriblandt Jørgensens Fagfæller med Bagernes Fagforeningsfane. Fanebæreren, Bager E. Hansen, fik straks den Besked fra Ifversen, at Fanen ikke maatte udfoldes, hverken i Kapellet eller ved Graven.

Præstens Ordre vakte stor Misstemning i Forsamlingen. Følget gik ind Kapellet, hvor Ifversen holdt en Tale, men Fanebæreren maatte blive udenfor.

Kisten førtes ud af Kapellet og blev baaret til Graven, ledsaget af Følget. Fanebæreren fulgte med den sammenrullede Fane, og nu kom Misstemningen mod Præsten til Orde. Forsamlingen følte sig ganske naturlig krænket ved den stædige Præsts Optræden og ved den Haan, han viste mod den gamle Fagforeningsfane, denne Fane, der her netop skulde være Symbolet for Kammeraternes Deltagelse overfor Familien og en Æresbevisning overfor Familien og en Æresbevisning overfor den Afdødes Minde.

Ved Graven rettedes der atter en Forespørgsel til Ifversen om, hvorfor han nægtede, at Fanen maatte udfoldes; man haabede, at han ville tillade, at Fanen efter gammel Skik vajede over Graven for at bringe den sidste Hilsen.

Ifversen var urokkelig i sin Stædighed. Der udspandt sig et skarpt Mundhuggeri mellem ham og Følget; der lød forskellige Udraab; i Forvirringen hørtes Ifversen true med, at han skulde "styrte disse Tyranner", og det hele tegnede et Øjeblik med at løbe ud i Forvirring.

Pludselig traadte Ifversen op paa Gravhøjen og raabte: "Naar jeg har talt paa denne indviede Plet, saa vil jeg komme ned til Dem og sige et Par Ord.«

Da Jordpaakastelsen var besørget, arrangerede Præsten

et politisk Møde.

Ifversen stillede sig op tæt ved Graven, mens Følget omringede ham. Præsten var bleg. Fanatismen lyste ham ud af Øjnene. Hans hele Person virkede uhyggevækkende ved det utæmmede Had, han gav Luft i den ophidsende Tale, han nu holdt, afbrudt af Forsamlingens Tilraab,

"Det er første Gang," raabte han, "at jeg har forbudt en Fagforeningsfane at komme til Stede ved en Begravelse . . . Jeg skal sige Dem Grunden, hvorfor jeg handler saaledes . . . Jeg har tilstillet "Social-Demokraten" en Redegørelse, som Redaktionen har været fejg nok til ikke at optage i sin Helhed Saalænge Arbejderne bøjer sig under disse Tyranner . . . (Raab: Hvem er det?) Jeg kan gærne sige Dem Navnene ... Det er P. Knudsen, Wiinblad og Sigvald Olsen og alle de andre Arbejderførere . . . (Stærk Uro.) Sigvald Olsen har en Gang sagt i et Foredrag: Vi vil frem trods General Satan! . . ."

Nu var Forsamlingens Taalmodighed udtømt. Den udbrød i Hurraraab, og Resten af Ifversens Udtalelser druknede i Latter.

Præsten stod et Øjeblik stille. Han forstod, at Slaget var tabt for ham. Her, hvor han ikke havde betænkt sig paa at forstyrre de Dødes Fred og saare de Levendes helligste Følelser overfor de Afdødes Minde ved at arrangere et Rabaldermøde paa Kirkegaarden.

Ifversen raabte: "Farvel og Guds Fred !" og skyndte sig bort, hilst af ironiske Bemærkninger: "Tak lige Maade!" ... "Farvel, Præst!" ... "Føj for Satan !" . . .

*

Dermed var dette Optrin tilende. Man kan forstaa, med hvilke Følelser Følget forlod Kirkegaarden. Den Afdødes Slægtninge følte sig krænket og forhaanet ved, at Ifversen viste saa hensynsløs overfor deres Sorg og Bedrøvelse, at han lod sin Optræden præge af sine personlige hadefulde Følelser overfor Forhold, iom ikke staar i nogensomhelst direkte Forbindelse med den unge Kvindes Begravelse.

De Tilstedeværende svor paa, at de vilde sky Ifversen, for at undgaa lignende Skandalescener ved fremtidige Begravelser.

Det er da ogsaa en hel Række forargelige Optrin, som denne Fanatiker har gjort sig skyldig i.

I frisk Minde er den Begravelse forrige Søndag, hvor han benyttede Lejligheden til at rakke ned paa Schandorphs Jordefærd, der fandt Sted samtidig.

I Sommers satte han Himmel og Jord i Bevægelse for at tiltrodse sig Ret til at tale over Liget af den omtalte Snedker Jensen, trods at Enken havde frabedt sig hans Assistance, af Hensyn til, at Præsten havde haanet den Afdøde paa Sygelejet.

For et Par Aar siden skulde Grosserer Sparwath have sit Barn døbt og hans Fader skulde være Fadder. Men Ifversen satte sig som sædvanlig paa Bagbenene. Sparwath senior maatte ikke være Fadder, forbi han havde solgt Billetter socialdemokratiske Fester paa Kirken Højtidsdage!

En Præst i et Nabosogn, der saa mere fordomsfrit paa Tingene, besørgede saa Daaben - naturligvis med Sparwath sen. som Fadder!

Da "Samaritanen" startedes, lagde Ifversen sig paatværs af dette velsignelsesrige Foretagende, Han havde opsnuset, at Foretagendets Starter, en ung Mand ved Navn Schrøder, var Fader til Barn, som var født udenfor Ægteskab. Dette foranledigede Ifversen til at arrangere Spektakelmøder, hvor han afslørede Schrøders intime Forhold, og det var ikke Ifversens Skyld at den smukke Samaritan Ids uanfægtet blev opretholdt, til Gavn Tusinder af fattige og Mennesker.

Denne Præst har altsaa Aarrække terroriseret Befolkningen i Nordvestkvarteret. Det er en Skandale, at Kirkeministeren lader en saadan Mand sidde i et Embede, hvor han i den Grad har Magt til at haane og forarge Arbejderne.

Ifversens Optræden i Søndags kræver, at Mandens Sindstilstand undersøges, og at Kirkeavtoriterne gør Skridt til atter at oprette Fred i Hellig Kors Sogn.

(Social-Demokraten 15. januar 1901)


Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Sognepræst Julius Niels Sophus Ifversen (2.7.1863-3.12.1927). 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Hr. Ifversen

En Henstilling til kultusminister Bjerre.

Vi har modtaget følgende

Hr. Redaktør!

Ved at læse "Social-Demokraten"s Beretning i Gaar om Pastor Ifversens Optræden paa Assistens Kirkegaard i Søndags, slog det mig, at det altid er Arbejderne, som denne uheldige Præst hudfletter og terroriserer.

Man hører aldrig, at han øser sit Had og sin Galde ud over de Rige, Kapitalisterne.

Dette er saa meget mærkeligere som Ifversen selv sin Fødsel og Opdragelse har tilhørt de fattige Lag Befolkningen Hans Fader arbejdede i sin Tid i Mansfeld-Büllner & Lassens bekendte Bitterfabrik, hvor han lavede Beama Livs-Eliksir, og han Moder havde et lille Deop Kogeri paa Nordvestvei, hvor Kvarterets Ungdom forsynedes med Slikkerier Den unge Ifversen, som man mente havde nogen Begavelse, holdtes til Studeringerne af Stefanskirkens daværende Præst, Bols, som bekendt ogsaa en Fanatiker og Arbejdersvøbe, og denne krasse Indremissionær har rimeligvis ved sit Eksempel øvet en meget uheldig Indflydelse paa Ifversens Præstegærning.

Ifversen opnaaede efter en ihærdig Agitation at faa Ansættelse som Præst i Hellig Kors Sogn - altsaa netop i det Kvarter, der gæmte Minderne fra hans egen mørke og pietitiske Barndom og hans Forældres Kamp for det daglige Brød.

Man skulde tro. at dette Kendskab til Arbejdernes Nød og Savn havde mildnet og humaniseret Ifversens Syn paa Livet, havde bidraget til at gøre ham forskånende overfor Arbejdernes Krav om en lysere Tilværelse, saa at han ubetinget havde stillet sig paa deres Side i Kampen mod deres Undertrykkere. Kapitalisterne.

Men dette gjorde Ifversen ikke

Han fulgte ikke den tyske Præst Göhres Eksempel, denne Mand. der ligesom Jesus shinede sig þÿ I Arbejderne og de Foitigr : Göhre lod sig indmelde i det socialdemokratiske Parti med det Resultat, at Magthaverne udstødte ham af Præstestanden.

Ifversen derimod logrer for Magthaverne og haaner og forfølger Arbeiderne - og han ender vel som Biskop.

Ifversen giver sig Skin af være Jesu Descipel, skønt han handle tværtimod Jesu milde Lære.

Jesus tog den saakaldte "faldne Kvinde" i Forsvar og sagde: "Hvo der er ren, kaster den første Sten." Men da en ung Pige kom til Ifversen og vilde have sit Barn døbt, da stillede han sig som den strænge Dommer og nægtede hende, et at hun maatte bære sit Barn i Kirken. Hun var uværdig, sagde han, fordi hendes Barn var født udenfor Ægteskab s

Denne Præst, der vender sit kolde, stenhaarde Ansigt mod en ung Moder, som er fattig, han er ikke Jesu Discipel. .

Jesus søgte Arbejdernes Selskab. Hans Disciple var Haandværkere, Fiskere osv. Han tordnede mod de Rige: "Det er vanskeligere for en Rig at komme i Himlen end for en Kamel at passere gennem et Naaleøje."

Ifversen derimod angriber Arbejderne og deres Tillidsmænd og lader de Rige i Fred. Ja, naar Arbejderne dør, saa tilriver han sig deres Lig, imod Slægtningenes Vilje, ikke for at tale milde og trøstende Ord til de Efterladte eller hædre den Afdøde, men for at faa Lejlighed til at spy Galde over Følget.

Hvilken himmelvid Forskel mellem den milde overbærende Jesus og denne hævnfnysende Skændegæst, der ikke viget tilbage for at forstyrre Gravens Ro og bænke Menneskets intimeste Følelser.

Vi henstiller til Kultusminister Bjerre, at Ifversen forflyttes til en finere P»»del, f. Eks Amalienborg-Kvarteret og Marmorkirken. Disse Omgivelser vil sikkert lægge en mildnende Dæmper paa hans S>»d.

Det er næppe troligt, at Ifversen vil fare frem mod Storborgerne med samme Voldsomhed som overfor Arbejderne.

Han vil ikke ved en Rigmands Bisættelse i Marmorkirken forbyde Faner Adgang, og han vil ikke driste sig til paa Kirkegaarden at arrangere Skændemøder med Byens Spidser eller msiillere Højremændenes politiske Repræsentanter, Ministre osv.

.Han vil ikke vove at afsløre en fin Grossererdatter, der hemmeligt har født et illegitimt Barn, eller stille hende i Gabestokken, til Skændsel for hele Menigheden.

Han vil heller ikke ved en Millionær Fabrikants Død tiltrvdse sig Liget hos Enken; han vil ikke tværtimod denne fine Dames Ønske fastsætte Begravelsesdagen og bagefter klage til Ministeriet, fordi Fruen har foretrukket en anden Præst.

Ifversen er blottet for alle ædle Følelser. Han er smaatskaaren. Han slaanrr de R«qr. der til Belønning gav ham en Rejse til Italien forrige Aar. Men Arbejderne angriber han - hvor han kan komme til det.

Gid at Hr. Bjerre vilde forflytte ham til et fint Kvarter!

D x M

(Social-Demokraten 16. januar 1901).


Pastor Ifversen.

Et Besøg hos Helligkorskirkens Præst.

Kjøbenhavn, Onsdag.

Vi aflagde idag et Besøg hos Pastor Ifversen for at lære denne mærkelige Mand at kjende.

Ja, for "mærkelig" er Hr. Ifversen forsaavidt, som han slet ikke svarer til det Indtryk, man gjør sig af ham. Man tænker sig - efter de oppositionelle Referater - at skulle finde en grovkornet, skændende Fanatiker, og man finder en fredelig Stuelærd, hvis Tale er blid og afdæmpet men med en brændende, religiøs Understrøm; en Præst med de gamle Testamentes Uforfærdethed Energi og Udholdenhed i sig - de Fleste ville sige; En virkelig Præst.

Til vort første Spørgsmaal, om Kommunalbestyrelsen kan unddrage Præsterne at tale i Kapellerne, hvad de ville, naar blot dette ikke er i Strid med Religionen, svarer Hr. Ifversen et absolut Nej. Det bliver en Sag mellem Præsten og den Afdødes Efterladte. Saa langt tækker dens Myndighed ikke.

"For Resten", siger Pastoren, "skjælder jeg ikke over den Døde eller er den blinde Fanatiker, som jeg altid skal gjøres til. Ingen vil kunne paapege en eneste at de mange Hundrede Begravelser, jeg har foretaget, hvor jeg har talt dømmende Ord over den Døde; thi det tilkommer ikke mig at dømme. Noget Andet er, at jeg benytter Lejligheden til at vække Tilhørerne, faae dem til at anstille Selvbetragtninger - og komme til den rette Forstaaelse af Kristendommens Væsen og deres egne Sjæles Vel. Det er min Pligt som Præst, som Menneske, som disse Menneskers Næste. - Den meget omtalte Fordømmelse af Schandorphs Begravelse indskrænker sig til en forbigaaende Bemærkning om de kristne Hedninger, der samledes der. Jeg maa nemlig fastholde, at Kirken ikke bør tillade saadanne Afvigelser, der kun virker skadelige og udvisker Grænserne. Vil et Menneske lade sig borgerlig begrave, - godt, lad ham da melde sig ud af Folkekirken. Jeg respekterer en saadan Handling - som f. Ex. Arbejderen, der begravedes i søndags - men staaer man i Folkekirken, maa man lyde dens Love.

Og de socialdemokratiske Faner, som jeg har forbudt - hvorfor maatte Arbejderne ikke faae Sagens Forhistorie at vide? Det var efter at en af deres Førere, P. Knudsen, ved Kongressen i Paris havde talt Oprørsord mod stat og Kirke, at jeg tog Stilling til Spørgsmaalet. Forinden bad jeg dog Hr. Knudsen om at forklare i "Social-Demokraten", hvad han havde ment med de Ord, som vare refererede, men jeg kunne intet Svar faae i Bladet, henvistes til et Møde, hvad der syntes mig baade meningsløst og undvigende, og da jeg sluttelig ønskede optaget en Redegjørelse til Arbejderne, for at de kunde vise, hvorfor jeg maatte forbyde dem deres Faner, der ellers altid havde været tilladte, saa negtedes det ogsaa. - Denne bestandige, systematiske Løgn er Synd mod Arbejderne. Men der kommer vel en Dag, hvor de opdage den. Og, da ve Førerne!

Jeg har den største Sympathi og Respekt for Arbejderne og byder med Glæde deres Sygekasse- og Afholdskasser etc. Velkommen. Men jeg maa blive mit Kald og min Tro lydig. Naar deres Førere præke Oprør og ved deres Ord binde Partiet, saa maa jeg have Lov til at negte Partiets Symbol Adgang til den Begravelse, jeg foretager. Netop i denne Menighed, hvor jeg virker har jeg den bedste Lejlighed til at lære Arbejderne at kjende, og jeg troer at turde sige, at der bestaar et godt Forhold mellem dem og mig enkeltvis. Jeg seer endda Kirkens Fornyelse ske gjennem denne Klasse, ja, at det er den, som skal lære os Vejen. Men saaledes som da nu ledes, maa det baade harme og smerte En; havde de bedre Førere, da ville Partiet blive en Samfundets magt, man maatte ønske Fremgang."

"Men troer De at have Kraft nok til at gaa paa Tvers af Strømmen?"

"Ja, saa længe Gud vil det. - Tilliden til Kristendommens Sandhed, til at Kristus leder mig og viser mig Vej, til at det er hans Vilje, at jeg skal, - det er mig nok." 

"Og naar De en Dag seer, at De ikke er naaet et Skridt videre men har arbejdet Dag og Nat, uden det har frugtet?"

"Det er alligevel ikke spildt. Intet gaar jo tilgrunde. Og er det ikke et dejligt Ord, der siger: "Den, som saaer med Taarer, skal bære sin Høst hjem med Frydssang.

"Jo - hvis De faaer Lov at høste"

"Naturligvis vilde det være mig en usigelig Giæde, om det maatte forundes mig at se Resultaterne. Men selv om det ikke skeer, - jeg veed, veed saa sikkert, at det er ikke spildt. En Dag vil saa Andre bære Høsten hjem."

- Pastor Ifversen pusser nænsomt om nogle Vinduesplanter, da vi byde Farvel. Han fjerner de visne Blade, pudser Stængelen - og muligvis det gjør Planten ondt; men det er jo alligevel til dens eget Bedste. 

Paa lignende Maade er det sikkert med hans Menighed. Han vil kun dens Vel. Han kjender Midlet, der skal gjøre den til et livskraftigt Træ. Og med Gartnerens kyndige Haand rykker han Ukrudtet op.

Ekko.

(Fyns Stiftstidende 25. januar 1901).


I Dannebrog (sognepræst Asger Højmark), København, Forposten (Højreblad) og var artikler imod pastor Ifversens optræden ved begravelser. Ifversen fortsatte ufortrødent sin færd mod faner ved begravelser, fx september 1901.

Den tyske præst Paul Göhre havde socialistiske sympatier. Han blev fyret i 1901 for "disciplinær forseelse" hvis han ikke selv foretrak at gå frivilligt. Han valgte det sidste.

Harald Valdemar Mansfeld-Büllner (1842-1900) og barndomsvennen fotograf Lassen dannede firmaet Mansfeld-Büllner & Lassen. Det handlede med kemiske sager, parfumer samt "Brahma-Livs-Elixir". Der var fabrikker både i København og Malmø, hovedkontor på Frederiksberggade. I 1891 blev han det Osmanniske Riges generalkonsul i Danmark. Han boede i en stor villa Villa Hasa på Strandvejen i Skovshoved 1898 (nedrevet 1938). Hans gravsted i Sankt Petri Kirke har en statue af ham.

01 januar 2025

Sophus Schandorph 1836-1901. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Schandorph.

Igaar Morges Kl. 5½ døde Dr. Schandorph efter en lang og haard Dødskamp, under hvilken han dog vistnok var ganske bevidstløs. Født i Ringsted den 8. Maj 1836 naaede han altsaa en Alder af den mod 65 Aar.

Ikke uventet lyder Budskabet: Nu er det forbi! Han havde jo været mærket i mer end Aar og Dag, hans stærke Livsfylde var i Virkeligheden udtømt. og skjønt Sygdommen til sine Tider syntes standset i sin Gang, var Legemets Sundhed kjendelig vegen, saa at hvert Haab om Gjenrejsning helt var borte. Med mærkelig Sejghed kunde han længe opretholde baade aandeligt Liv og sjælelig Spændighed, skjønt ikke uanfægtet. Han bevarede sine Interesser og det Syn paa Alt, i hvilket han som moden Mand med ungdommelig Begejstring havde taget sit Stade, fundet sin Plads, vundet sine Sejre. Saaledes gled han, lammet paa Legeme, Døden i Møde som den Personlighed, han var bleven under ihærdig Flid som Forsker og Forfatter, med uforfærdet Kamplyst mod dem og mod det, han vilde til Livs, men fuldt saa meget med en brav Sjæls trofaste Hengivenhed overfor talrige Venner, med et godt Menneskes ømme Inderlighed overfor hende, der delte Med- og Modgang med ham, fint følende og fint forstaaende, den bedste Støtte alle Dage, den kjærligste Plejerske i Prøvelsens Tid.

Krøyers udmærkede Billede af Ægteparret viser os Schandorph, som maaske de Fleste kjendte ham bedst, og som han vistnok helst vilde være kjendt. Ingen kan tale om Trækkenes Finhed eller Holdningens Elegance, hverken om dyb Aandrighed eller om en stærk, stor Karakter. Men vel om elskværdig Friskhed, om meget Skjelmeri og let fængeligt, bredt Lune, om Evne og Villie til Livsglæde. Naturligvis har Kunstneren ikke kunnet medtage alle hans Personligheds Træk, endnu mindre kunnet give Udtryk for den lange Kamp, giennem hvilken Schandorph havde naaet saa vidt, som han indadtil og udadtil naaede.

P. S. Krøyer (1851-1909): Portræt af Sophus Schandorph (1895). Krøyer lavede også en blyantstegning af ægteparret (1894). Det er formentlig den som artiklens forfatter hentyder til. Statens Museum for Kunst.

Lige og let var denne Livsførelse nemlig langtfra. Hans Kammerater fra Sorø mindes ham staaende ligesom lidt udenfor de Andres Række, dog ingenlunde over dem i Et og Alt. Han havde vel bedre Hoved end Mængden, i det Mindste paa nogle Omraader, men han var i adskilligt "en kluntet Dolk'", som han benævnede en ikke ganske ubeslægtet Figur i sine "Unge Dage". Naar han i sine Erindringer omtalte Skoletiden, skete det ofte med en Mangel paa Sympathi og Forstaaelse af Lærerne og af Livet paa Akademiet, som aabenbart hidrørte fra Mangler hos ham selv. ikke mindre end fra Mangler hos hans Omgivelser. Hverken den Gang eller i lange Tider derefter lykkedes det ham at faa sikkert Fæste under Fødderne. Naar han som Discipel fandt varig sandelig Vækkelse hos Religionslæreren samt hos Peter Kierkegaard, der ikke blot som Prædikant, men ogsaa som Bibel-Udlægger trak ham til sig, saa førtes han vel derved ind paa det theologiske Studium, men han brugte aldrig sin Attestats - hvor meget han end for hele Livet havde sin theologiske Lærdom ved Haanden og med Velbehag lagde den for Dagen.

Han havde tidlig Sans for Sprog og Literatur, og han som efterhaanden ret vidt med Studier, navnlig i de romanske Sprog og til Dels i Kunsthistorie. Ogsaa herom bare hans Bøger talrige Vidnesbyrd, ofte med et Præg af ufrivillig Komik, ikke fordi han egentlig vilde blære sig med sin Lærdom, men fordi han aldrig slap en Rest af Selvlærlingens naive Glæde ved at være saa fuld af Kundskaber. Men ihvorvel han ubestridelig besad en vidtstrakt Viden, og uagtet han vandt Graden som Doctor Philosophiae (paa en Afhandling om Golboni og Gozzi), blev han dog ingen lærd Videnskabsmand, fandt ikke heller her fast Grund.

Saa gik Aarene -- han var 38 Aar gammel da han disputerede - og han sled Livet hen som Timelærer, hvad der ikke var hans Lyst, og hvad Elever af ham have vidnet, at han saare lidt evnede at være. Trykket og utilfreds med Tilværelsen søgte han at frigjøre sig æsthetisk. Han havde allerede som Dreng skrevet Vers og tegnet Karrikaturer; som Student og Kandidat forsøgte han sig som Digter, men det er karakteristisk for ham, at han ingen lunde begyndte som Oprører eller med noget Nyt og Selvstændigt. I hans først offentlig gjorte "Digte" (1863) besynges bl. A. Prinsessen, der i Midnattens Stund vanker i Maaneskin ene i den dunkle Lund, med Øjne som Kjærminder blaa o. s. fr. Det var mildest talt ikke frisk Digtning, men uagtet der var bedre Ting i Samlingen, var det Ægteste den dog nok Klagen over at maatte trække Læs som Kvartblods Krikke uden at kunne slaa til Skaglerne, blot at chikanere Kusken lidt, naar han helst vilde mase Spilbommen.

Under disse Vilkaar modtog han, der ikke ret havde kunnet bruge sin egen Ungdom, sluttelig det Stød, der skjænkede ham en ny Ungdom, hvilke han saa at sige aldrig senere slap. Det var i Begyndelsen af Halvfjerdserne, da den unge Dr. Georg Brandes holdt sine første Hovedstrømnings-Forelæsninger, og nu begyndte Schandorph at finde Fodfæste. "Fra Provinsen" 1876, blev hans første Bog af det nye Bryg, den første vellykkede Samling af smaa Fortællinger. Carl Ploug og Kr. K. F. Molbech, der den Gang raadede over det Anckerske Rejselegat, gav Schandorph dette 1877, og han foretog da (med sin Hustru) en større Rejse til Italien, hjem over Frankrig. "Uden Midtpunkt" blev for en Del skreven i Rom og udkom 1878; skjøndt Hovedpersonen ikke just var opfunden af Schandorph, men laant lidt fra "Adam Homo", mere fra "Rubin", var den hele Udarbejdelse dog hans egen, original og national, men ganske vist tillige mærket af de Fejlgreb og Fejlsyn, der atter og atter kom til at gaa igjennem Schandorphs Forfatterskab, et meget hildet og fordomsfuldt Blik paa visse Folk, især de Dannede og Velhavende, samt i Forbindelse dermed Tilbøjelighed til at drive det Komiske ud i Karrikatur og Skurrilitet.

Disse Svagheder gjordes imidlertid længe til Dyder, thi nu kom den store literære Fejdes Dage 1879-80, og her kastede Schandorph sig med den ungdommeligste Fyrighed i Ilden. Just fordi han selv var forholdsvis ældre og oven i Kjøbet baade en lærd Doktor og ikke uden Anerkjendelse som Digter, blev hans Deltagelse i Kampen hilset som en større Begivenhed, end den i Grunden var. Sandt nok skrev han ved hin Lejlighed gjentagne Gange bedre Vers end i Almindelighed, men egentlig betød hans polemiske Skud ikke Andet, end at han var fanatisk rasende paa Ploug og enthusiastisk begejstret for det Nye, i hvilket han skulde og vilde være med. Derimod karakteriserede han sin Blødhed og Bravhed smukt i den Maade, hvorpaa han behandlede Kaalund som Modstander og højt elsket Ven.

Hermed havde Schandorph heldig faaet Position blandt "Gjennembruddets Mænd", og herpaa levede han Resten af sit Liv, glad ved at stille sig saa nær som muligt ved Siden af Georg Brandes og Holger Drachmann, glad ved at kunne fremtræde som Talsmand, ja Fører for en ny Tid, inderlig overbevist om at være beundret og elsket efter Fortjeneste, medens han delte sig mellem en flittig Produktion og muntert Samliv med Ældre eller Yngre. Han holdt tappert ud paa denne Post, og naar han ikke altid skrev Mesterværker, manglede han dog aldrig Anerkjendelse, skjøndt hans Bøger nok i det Hele ikke fandt mange Læsere, men skulle have været hans Forlæggere temmelig dyre.

Der var dog gjennemgaaende noget Godt ved hans Skrifter, fornemlig ved de mindre Fortællinger og de robuste Almue-Skildringer, selv om Karakteriseringen jævnlig blev overdreven og usand, det Komiske mere en vrængende Maner end ægte Vittighed. Man maatte gjerne have Schandorphs egen Personlighed in mente, føje hans groteske Grimacer og larmende Latter til den Morskab, man selv kunde læse sig til. Og hvis mon stundom blev tilbøjelig til at ærgre sig over kunstneriske Ufuldkommenheder, forsonedes man let ved at aabne Øiet for den rige Elskværdighed, der lyste frem mellem Linierne eller udfoldede sig i adskillige Skikkelser, om besad baade Finhed og Ynde og overhovedet de gode, aand- og sjælfulde Egenskaber, hvilke Schandorph ejede i rigt Maal, hvor meget han end behagede sig ved at optræde som Satyr og Faun, næppe uden at ville spille denne Rolle for at bevare sin Anseelse som uforsagt Frihedsmand.

Sankedes levede han gjennem Firserne og Halvfemserne, blev ældre af Aar, men forandrede sig ikke synderlig. En overmaade frugtbar Skribent, af hvis Værker næppe mange ville blive læste langt hen i Tiden, men mellem hvis Bøger nogle, navnlig mindre Fortællinger vel kunne hænde en mer end blot literær-historisk Klassicitet. Selvfølgelig hørte han til vore statsunderstøttede Digtere, og overhovedet havde han ikke Føje til Klage over Mangel paa god Modtagelse. I det Mindste for saa vidt var han vel en lykkelig Mand, og med sine Egenskaber var han i Sandhed skattet af ikke Faa, selv om ikke Alle, der hyldede ham i selskabelige Lag, kiendte ham nok til at vurdere den Humanitet og Urbanitet, der laa dag hans barokke og tilsyneladende brutale, usnærpede Væsen. Men de, der vidste bedst Besked, ville mindes ham ikke blot for hans friske Humør og lette Lystighed, men især for hans varme Hjerte og det ærlige Sind, der til enhver Tid lod ham elske, hvad han fandt Stort, Skjønt og Sandt.

(Dagens Nyheder 2. januar 1901).


Fotograf Friedrich Leopold Hermann Hartmann (1839-1897): Forfatter Sophus Christian Frederik Schandorph (8.5.1836-1.1.1901); Ida Schandorph, f. Branner (1840-1911). 1872-1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Schandorph.

Georg Brandes skriver bl. a. ved Digteren Sofus Schandorphs Død:

- Med Schandorph dør den anden af de Digtere, som det aandelige Røre i Halvfjerdsernes Begyndelse kaldte frem. Jacobsen var jo den første, som gik bort. Men medens de noget yngre Forfattere blot satte sig i Bevægelse, fordi der nu var Signaler i Luften, uden synderligt Hensyn til det Murbrud, som var blevet skeet i de herskende Fordommes Fæstning, var det anderledes med Schandorph, som var den ældste. Hele hans Ungdom var gaaet hen under Trykket af de herskende Tilstandes Ulidelighed. Han havde vaandet sig under at føle Aandslivet omgærdet af den Selvgodhedens Ringmur, som var opført af uvidende og især uforstaaende Mænd. Han havde mangfoldige Gange selv drømt om at skyde Bresche i det indsnævrende, men havde følt sig for svag og blød dertil. Nu saa han Himlen aaben gennem Breschen. Deri laa det, at han med en ganske enestaaende Varme og Taknemlighed sluttede sig til sine Fæller og altid opfattede det, som havde de brudt Banen for hans Talent. Det sikre var, at han nu frisk som Digter fik Mod til Selvudfoldelse, og at alle Ævner i ham paa meget kort Tid vaktes og skærpedes. Efter Haanden havde han den Glæde at blive lige saa yndet som Forfatter, som han ved sin folkelige Godmodighed og Ligefremhed som Menneske blev populær.

Det fik dog ikke let eller glat. Som bekendt fejrede den københavnske Højrepresse - og der var længe ingen anden - sande Orgier af overlegen Haan over den opdukkende Literatur. Hver enkelt af de ny Forfattere blev uafladeligt tildænget med Skarn, mistænkeliggjort og lagt for Had eller Foragt. I "Dagbladet" og "Fædrelandet" besørgede Molbech og Ploug nedrakningen af Schandorph; Jammerskikkelsen Angelo Haase fik det Hværv Uge ud og Uge ind at forhaane og latterliggjøre ham i det københavnske Borgerskabs Livorgan "Punch". Og denne Usselhed nægtede sig i sin Forfølgelseslyst intet.

Schandorph tog sjældent til Genmæle. Paa ypperlige Vers, som han (maaske af Hensyn til det Reitzelske Forlag) udelod af sine Digte, førte han for en Snes Aar siden en lidenskabelig Fejde mod Ploug og vistnok omtrent paa samme Tid, ligeledes paa Vers, en fra alle Sider venskabeligt og ridderlig holdt Polemik om de litetære Principspørgsmaal med Kaalund. Naar et privat, rent personligt Angreb paa ham af Bergsøe undtages, gik hans literære Liv forøvrigt hen uden Strid. Med godt Humør og Ligevægt i Sindet skrev han den lange Række af Romaner og Noveller, der gengiver hans Samtids Liv, som han opfattede det, og som desuden undtagelsesvis drejer sig om betydelige og interessante Personligheder af Frankrigs og Italiens Fortid.

Schandorph var yndet som faa og havde i sine sidste Leveaar sikkert ikke en eneste Fjende. Venner havde han i stort Tal. Og hans Venner maatte være meget utaknemlige, om de ikke priste ham for, hvad han har været som Ven. Thi den ringeste Velvilje, man havde vist ham, den ubetydeligste Tjeneste, man havde gjort ham, lønnede han tusindfold ved en Hengivenhed, der aldrig blev træt af med et udmærket Hjærtes Trang til Overdrivelse at fremhæve Betydningen af den Hjælp eller Tilskyndelse, han havde modtaget. Han forherligede sine Venner, forsvarede dem, beundrede dem, elskede dem. Aldrig har man ellers i Livet mødt saa mange udmærkede Mennesker som dem, man træffer paa i hans "Oplevelser". Han har for Efterverdenen lagt dem Guldskær om Hovedet, som det taknemlige Hjærtemenneske og det store Barn, han var.

Dog langt mere end nogen Ven var for dette store Barn Fru Ida, hans Hustru. Det er hende, det skyldes, at han i saa mange Aar førte et flyfrit Liv, og at ingen Svaghed fik Bugt med ham. Hun har et Menneskeliv igennem taget sig af ham, som en Kvinde kun kan tage sig af en Mand, naar hun ikke er Hustru, men Søster og Moder for ham. Hun har været alt dette i en Person, i gode Dage som i disse onde og til den sidste Stund".

* * *

Om Schandorphs sidste Levetid skriver "Pol.":

"Siden Avgust Maaned nærede Schandorph ikke selv nogen Tvivl om Udfaldet af sin Sygdom. Efter 9 Maaneders tiltagende Smærter var hans Legeme blevet svagere og svagere, men endnu, da det var saa nær sin Opløsning, havde hans Aand bevaret sin fulde Styrke. Schandorph frygtede ikke Døden. Han ventede den. Da Nytaarsklokkerne tonede over Byen, og han mærkede Afskedstimen nærme sig kastede han de kærligste, stumme Blikke paa sin "lille Ida". Fra Midnat til Kl. 5 om Morgenen laa han stille hen. Nu og da hørtes der et Suk som fra et Menneske, der har vanskeligt ved at aande, men Kl. 5½ blev der stille i det lille Sygeværelse. Dr. Schandorph havde fundet Hvile.

Schandorph maatte paa sit Sygeleje føle, hvilken uhyre Popularitet han ejede. Jævne Folk, hvis Navne ikke kendes, vedblev at sende ham opmuntrende Breve. Juleaften t. Ex. fik han fra en Dansk i San Francisko en original Julefortælling. Afsenderen erklærede, at Schandorph saa ofte havde glædet ham om Julen, at nu vilde han glæde Schandorph. Til yderligere Opmuntring meddelte han, at Julefortællingen, som forøvrigt var meget morsom, var nedskreven paa hans 83aarige Fødselsdag.

Schandorphs afsjælede Legeme er ført til Ligbrændings-Krematoriet, hvor en Højtidelighed antagelig i de nærmeste Dage vil samle Vennerne om Baaren, før denne forvandles til Aske.

Schandorph, der tilsyneladende tog sig Livet let, var meget bange for at overskride sit Budget, og hans Venner ved, at han nærede en næsten overdreven Ængstelse for at gøre Gæld. De færreste ved maaske, hvor meget han har døjet for at bjærge Udkommet. Det er da sørgeligt at maatte sige, at det var Bekymringen for Udkommet, eller maaske rettere Frygten for at skulle blive Vennerne til Byrde, der, uden at nogen anede det, kastede endnu en Skygge over hans sidste Dage.

(Demokraten (Århus) 3. januar 1901).


Schandorphs Bisættelse

Et mægtigt Følge.
Georg Brandes taler.

København, Søndag.

Mange Tusinde Københavnere havde efterkommet Studentersamfundets Indbydelse til en Mindehøjtid for Schandorph. Bisættelsen skulde foregaa Klokken 2, men allerede da Klokken var godt 1, begyndte Folk at samle sig paa Pladsen foran Krematoriet paa Nylandsvej. Og det viste sig, at de, der indfandt sig i saa god Tid, havde handlet klogt, thi snart var den store Plads mellem de sneklædte Buskadser fyldt af en vældig Menneskemængde. Talrige Skarer kunde overhovedet ikke komme indenfor Indhegningen, men maatte tage Opstilling udenfor langt hen ad Nylandsvej.

Rundt om Pladsen vajede 30-40 Sørgefaner, og foran Indgangen til Kapellet var opstillet Bannere fra Arbejdernes Læseselskab. Typografisk Forening den liberale Vælgerforening og flere.

I Døren stod Kisten skjult under en vidunderlig Rigdom af dejlige Blomster og prægtige Laurbærkranse, og tæt her omkring var der reserveret Plads for en særdeles repræsentativ Forsamling af Forenings-Udsendinge, Forfattere, Politikere og Kunstnere, medens yngre Medlemmer af Studentersamfundet fungerede som Marskaller.

Schandorph paa Dødslejet.

Inde i selve Kapellet havde Fru Ida Schandorph og hendes nærmeste Familie taget Plads.

Kl. 2 intonerede et stort Orkester Hartmanns Sørgemarsch over Thorvaldsen, og under de pompøst-højtidelige Toner bredte der sig et tyst Vemod over Forsamlingens som forøvrigt havde forsamlet sig og fundet Plads paa en ualmindelig stille og rolig Maade.

Saa sang man en Sang af J. Aakjær, af hvilken vi citerer et Par Vers

Der hvor en Krans af brede, grønne Agre savner en By,
knirked hans Vugge bag om lave, fagre Tegltages Ly
Saadan som Rugen duver der mod Aften,
saa vi den duve langsamt i hans Digt,
bøjet under Saften
vippetungt, rigt.
Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans.
Trindt mellem Bogen midieslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden.
- alle var tvungne af hans Latters Magi.
maatte trampe Grunden
pænt til hans Takt.

Som naar om Høst et Aks for Seglen synker tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skælmske Rynker bagover gled.
Smilet forsvandt ... De muntre Øjne sove,
Pan sin Discipel atter til sig tog;
Mod de store Skove
bort han ham drog.

Netop som denne Sang sluttede, brød Solen frem paa den letflyede Frosthimmel og gød sit Guld over de snehvide Marker, der her paa Grænsen mellem Land og By strækker sig langt ind i en vid Horisont. Og derpaa traadte Georg Brandes frem foran Kisten og udtalte bl. a.:

"Der skal tales jævne og milde Ord her ved Schandorphs Baare, thi Mildheden var det inderste i hans Væsen. En Sjællænder var han. Og som det sjællandske Landskab gaar i blide Bølger, avledes bølgede, steg og sank Stemningerne i hans Sind.

Mildheden var det inderste i hans Væsen, Kærligheden til de Fortrykte i Samfundet det dybeste i ham. Han bekender det selv i sine Digte. Og jævnsides med denne Kærlighed levede hos ham den stærkeste Begejstring for det fuldkomment menneskelige. Hans Skønhedsbegejstring var inderlig, og han var i al sin Uvirkelighed en from Mand. I sit Lønkammer rejste han Billeder for de store Mennesker, hvis Aand havde virket paa ham. Men han tilbad dem ikke som en Træl eller en Klerk, men som en Mand, der vidste, at det bedste i ham var det samme, der havde levet hos disse Mennesker.

Men denne milde Sjællænder var tillige en tapper Dansker. Han holdt af Bægerklang, men han elskede Sværdklang endnu mere. Kamplysten var han overfor alle Fordomme, alt stivnet og trøsket, der hæmmede Livets Bevægelse. Og hans Vaaben var Satiren. I ham levede det Holberg'ske Lune.

Endelig var Schandorph en god Verdensborger, fortrolig med Kunstens og Literaturens store Skikkelser. De var Liv for ham, og han havde øst af dem alle. Shakespeare og Newton, Spinoza og Goethe. Han selv nedstammede i lige Linje, om end i lang Afstand, fra Renæssancens største Satiriker Rabelais.

- Jeg ser foran mig her forsamlet Arbejdere, Studenter og Forfattere. Jeg siger til Arbejderne: Schandorph var en sand Arbejder, en haardnakket Arbejder til det sidste. Jeg siger til Studenterne: Schandorph var alle sine Dage en sand Student. Og jeg siger til Jer danske Digtere: Schandorph var alle sine Dage en sand Digter.

Og naar vi nu i jævne og blide, i faste og stærke Ord har bragt Dig vort Farvel. Sophus Schandorph, saa siger vi til allersidst: Af Aand var Du. Og naar nu dit Legeme snart skal fortæres af Flammerne, saa vil Din Aand leve videre".

- Brandes' ypperlige Tale lagde en gribende Stemning over dem af den mægtige Forsamling, der kunde høre ham. Og derpaa tog Borgmester Jürgens fra Ringsted Ordet for fra denne Schandorphs Fødeby at bringe ham en hjærtelig Tak for alt, hvad han havde gjort, og fordi han havde været Byen saa god en Fostersøn.

Til Melodien: Brat af Slaget rammet - sang man dernæst en Sang af Studentersamfundets Formand, Iver Berendsen, i hvilken det bl. a. hed :

Sandheds-Banebryder
som var Smaamands Tolk
med dels Brist og Dyder
elsked' han sit Folk:
Skels og Lavs-Foragter
tog han Folkets Søn
med hans Fejl og Fagter,
digted' ham ej skøn
Tak for Latterfossen
med dens Alvorsbund,
Tak for Sandhedstrossen
i hans Folkefund;
Tak for Troskabsævne
- Takken er hans Løn -
Danmark vil ham nævne
Danmarks gode Søn,

Efter at Overlærer Kaper - Svoger til Schandorph - havde takket for Deltagelsen Paa Fru Schandorphs Vegne, skiltes Forsamlingen. Først begav Fru Schandorph, syg og nedbøjet, sig dog bort gennem Mængden, der i stille Ærbødighed blottede Hovederne for Digterens trofaste Hustru.

Vi, der overværede denne i al sin Prunkløshed gribende Mindehøjtid, vil sent glemme den.

Referent.

(Aalborg Amtstidende 7. januar 1901).


Den indremissionske præst Ifversen foretog på samme tid en begravelse fra Holmens Kirkegård hvor han i talen over den afdøde kaldte Schandorphs begravelse for en hedningebegravelse, og talte om "de kristne hedninger" som jordæfstede "en af Guds Riges Fjender" (Isefjordsposten 10. januar 1901). Han var endvidere forarget over at pastor Blaumüller havde deltaget i begravelsen.


Gravsted for digteren Sophus Schandorph og hans hustru på Vestre Kirkegård Afdeling G-9-8. "Her hviler digteren Sophus Schandorph og hans hustru Ida." Ida Schandorph blev bisat fra Bispebjerg Krematorium i marts 1911. Her holdt nevøen dr. Ernst Kaper talen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2017). Kbhbilleder. I slutningen af året blev der sat en indsamling i gang for at rejse et mindesmærke over hans urne. Blandt underskriverne var grosserer Anker Heegaard, apoteker Otto Benzon, professor Harald Høffding, maleren H. Slott-Møller, forfatterne Sophus Michaëlis, Henrik Pontoppidan, Gustav Wied og Viggo Stuckenberg. Monumentet blev udført af maleren Harald Slott-Møller (1864-1937). Hvornår har det ikke været muligt at fastslå.

11 december 2024

Møbelsnedker Christian Jensens Begravelse og Pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen)

Igen Pastor Ifversen

Hans Optræden i Anledning af en Begravelse.

En paa Nørrebrogade 49 boende 41aarig Møbelsnedker Laurits Christian Jensen døde den 4. Maj paa Kommunehospitalet, hvor han kort forinden var bleven indlagt. Dødsaarsagen var Lungetuberkulose, der i 9 Maaneder i Hjemmet har fængslet ham til Sygelejet.

For nogen Tid siden fik Jensen Besøg af Pastor Ifversen. Præsten kom, uden at den Syge havde udtalt noget Ønske derom; det var en i Ejendommen boende religiøs Dame, der ganske egenmægtigt havde tilkaldt Præsten af næsvis Iver.

Hr. Ifversen fremkom med nærgaaende og ærekrænkende Sigtelser mod den syge Mand og insinuerede, at han (Jensen) havde levet et Liv som en Dranker; til Slut fremsatte Præsten den Trusel, at den Syge ikke vilde komme i Guds Rige.

Jensen blev naturligvis yderst nervøs og altereret, og Lægen, Dr. Severin Christensen, Nørrebrogade 31, kom kort efter til Stede, og fandt den Syges Tilstand forværret i en meget iøjnefaldende Grad. Lægen udtalte: "Saafremt Præsten kommer igen, maa De gærne sige ham fra mig, at jeg har forbudt ham at besøge den Syge!"

Da Hr. Ifversen atter kom for at aflægge en Visit, nægtede Fru Jensen ham Adgang til Lejligheden.

Efter Jensens Død henvendte Enken sig til Pastor Gottschalk-Hansen, der lovede at besørge Jordpaakastelsen paa Fredag, samt modtog sit Honorar. Enken gik derefter til Præst Ifversen, og gav ham som Sognepræst den lovbefalede Melding herom.

Men nu blev Ifversen gram i Hu. Han slog en tyk Streg baade over Begravelseskontorets og Gottschalk-Hansens Paategninger paa Dødsattesten og erklærede, at han selv vilde udføre Jordpaakastelsen. Ifversen gik endda saa vidt i sit Krakileri, at han ansatte Begravelsen til i Morgen Torsdag - altsammen paa Trods af Familiens Ønske.

Grunden til Ifversens besynderlige Optræden er sandsynligvis dels, at han vilde benytte Lejligheden til at holde en Tordentale over den Afdøde, og dels føler han sig krænket over, at i den senere Tid mange af hans "Sognebørn" har vendt ham Ryggen og er gaaet til andre og mere tolerante Præster.

Justitsraad Abrahams, Chefen for Begravelseskontoret, erklærede i Gaar til Enken, at Ifversen var aldeles uberettiget til at optræde som han gjorde. De Efterladte havde ubetinget Ret til at vælge hvilken som helst Præst, de ønskede, til at forrette Jordpaakastelsen, lige som man naturligvis efter Behag kunde lade Begravelsen foregaa uden gejstlig Medvirkning. Begravelseskontoret annullerede Ifversens Paategning, og Begravelsen blev, som fra først af bestemt, fastsat til Fredag, St. Bededag, Kl. 11 Formiddag, fra nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. Hr. Abrahams havde vist særlig Imødekommenhed ved netop at udsætte Begravelsen til denne Helligdag, for at give den Afdødes Familie i Provinserne Lejlighed til at komme til Stede - en Hensynsfuldhed, som ligger fjærnt fra Ifversens Horisont.

Vi havde i Gaar en Samtale med Pastor Gottschalk-Hansen for at erfare hans Stilling til Sagen. Han erklærede ligeledes, at Ifversens Optræden var uberettiget. "Jeg kommer, som jeg har lovet, paa Fredag Kl. 11 og forretter Jordpaakastelsen", sluttede Hr. Gottschalk-Hansen.

Præst Ifversen er saaledes her i sin vidtdrevne Fanatisme kommen i en Klemme, hvor han baade har Begravelsesvæsnet, Lægen og sin Kollega mod sig - for ikke at tale om det store Publikum, der sikkert vil vide at vurdere hans Optræden efter Fortjeneste.

Den Afdøde var Medlem af Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, hvis Fane kommer til Stede ved Jordfæstelsen, ligesom det kan ventes, at en stor Del af hans Kolleger vil vise ham den sidste Ære ved at følge ham til Graven.

(Social-Demokraten 9. maj 1900).


Enkens Frygt for Pastor Ifversen.

Snedker Jensen bisættes i Morgen Kl. 10 fra "Folkets Have", Enghavevej.

Ve den, fra hvem
Forargelsen kommer.

Som omtalt i Gaar er Pastor Ifversen ved "Hellig-Kors Kirken" paa Nørrebro trængt ind til Snedker Laurits Jensen, da denne laa for Døden, og har skræmt ham med Helvedes Trusler. Lægen maatte forbyde hans videre Besøg. Snedker Jensen døde i Fredags, og hans Lig tilhører i Henhold til Professor Matzens Kirkeret Sognepræsten, i dette Tilfælde Ifversen. Det er imidlertid Praksis, at Familjen kan vælge en anden Præst til Jordpaakastelsen. naar blot Sognepræsten faar sin Betaling, og Enken, som frygtede for, at Ifversen vilde fornærme den Afdøde og Følget, bevægede Pastor Gottschalk-Hansen til at være til Stede ved Begravelsen. Ifversen overstregede imidlertid paa Begravelses Attesten alt, hvad der stod om denne Ordning. Han vilde tiltvinge sig den Døde, lige som han havde paatvunget sig den Dødssyge.

Og i Gaar trak Hr. Gottschalk-Hansen sig uventet tilbage - og dermed indtraadte Sagen i en ny og yderligere tilspidset Fase.

Hr. Gottschalk Hansen besøgte i Gaar Middags Enken og meddelte hende, at Ifversen havde henvendt sig til ham og pukket paa sin Ret over Liget; Enken blev derfor henvist til at forhandle videre med Ifversen. Og denne gav hende kort og godt den Besked: Begravelsen sker Torsdag Kl. 12. Han tog intet Hensyn til Enkens Anbringende om de Efterladtes Ønske, at Jordfæstelsen skulde ske Fredag, saaledes som allerede Begravelsesvæsenet havde fastsat. Præsten, i hvis tomme Forværelse der kun sad et Par enlige Kvinder, tilføjede, at han havde talt med Begravelseskontoret, Graven var gravet og stod parat, og alt var i Orden, saaledes som han ønskede det.

Fra Ifversen gik Turen videre til Begravelseskontoret. Dettes Chef, Justitsraad Abrahams, havde fra Gottschalk-Hansen modtaget en skriftlig Meddelelse om, at han trak sig tilbage; i Skrivelsen udtrykte Gottschalk-Hansen tillige sin Misbilligelse af, at Ifversen egenmægtigt havde overstreget hans med Navns Underskrift forsynede Paategning paa Dødsattesten.

Det var altsaa en ganske alvorlig Næse, Ifversen her fik af sin Kollega.

Hr. Abrahams meddelte endvidere, at Ifversen ganske rigtig havde været paa Begravelseskontoret og ansat Begravelsen til Torsdag. Men, tilføjede Hr. Abrahams meget elskværdig, vi retter os efter Familiens Ønske, saafremt Fredagen fastholdes.

Enkefru Jensen, der frygtede for, at Ifversen vilde trænge sig frem til Graven, besluttede da, at der slet ingen gejstlig Medvirkning skal være ved Begravelsen, og en Erklæring desangaaende blev udfærdiget paa Begravelseskontoret.

Dermed er Sagen definitivt afgjort: Begravelsen skal foregaa Fredag - og alle de Anstrængelser, som Ifversen har udfoldet, er saaledes spildte.

Enkefru Jensen talte i Gaar med Sjællands Biskop, Hr. Rørdam, der som bekendt residerer i den gamle Bispegaard paa Frue Plads. Biskoppen udtalte, at den juridiske Ret, som Ifversen formentlig havde til Liget, næppe i et af hundrede Tilfælde vilde blive paakrævet af nogen Præst. Da det meddeltes Biskoppen, at Ifversens Optræden havde medført, at den Afdødes Begravelse vilde foregaa uden Præst, lovede han at lade Sagen nærmere undersøge.

Præst Ifversen synes ikke fra nogen Side at høste Ære for sin Optræden overfor den Afdødes Efterladte.

Snedker Jensen bisættes i Morgen, Fredag Kl. 10 Formiddag fra "Folkets Have" paa Enghavevej, og Folkethingsmand Borgbjærg holder Talen over den Afdøde.

Snedker- og Stolemagernes Fagforening møder med sin Fane (Medlemmernes Opmærksomhed henledes paa omstaaende Annonce angaaende det forandrede Klokkeslet). Fra "Folkets Have" føres Kisten til Vestre Kirkegaard, hvor den sænkes i Graven.

Familien har anmodet os om at meddele, at Kranse og Blomster til den Afdødes Baare ikke ønskes modtaget i Hjemmet, men bedes Fredag Morgen Kl. 8½ afleveret i Kapellet ved Kommunehospitalet.

(Social-Demokraten 10. maj 1900).


Pastor Ifversen vil nægte Snedker Jensens Lig Adgang lil Kirkegården.

Præst Ifversen, hvis Stædighed og Fanatisme snart er bleven et Ordsprog, mødte i Gaar Kl. 12 paa Vestre Kirkegaard for at begrave Snedker Laurits Jensen, til hvem han holdt Graven parat.

Men der var hverken Lig eller Ligfølge, eftersom Familjen forlængst har ansat Begravelsen til i Dag hvilket Ifversen meget godt vidste. Enken fortalte ham det i Onsdags, og desuden kunde han i Gaar i "Social Demokraten" erfare, at Begravelseskontorel fuldstændig rettede sig efter Familjens Ønske.

Ifversen blev rasende, da han stod paa den tomme Kirkegaard og saa, at hans Plan var røget i Lyset. Nu fik han ikke Lejlighed til at tordne hverken over Liget eller Ligfølget, hvilket Maal han i flere Dage har anstrængt sig for at uan, medens disse Anstrengelser samtidig har stillet ham i et for en Guds Mand mindre heldigt Lys.

Ifversen lod da sin Vrede gaa ud over Begravelseskontoret, hvem han bebrejdede, at det havde staaet paa Familjens Side. Ifversen erklærede endvidere, at han protesterede mod, at Liget i Dag faar Adgang til Kirkegaarden.

Det er en ganske uhørt Skandale, som denne Præst herved gør sig skyldig i. Hans Ønske er, at naar Ligtoget i Taget kommer til Kirkegaardens Porte, saa skal disse stænges, saa at Liget og Følget bliver udenfor.

Begravelseskontoret nægtede at følge Ifversen paa hans vilde Veje. I Fald Ifversen i Dag møder paa Kirkegaarden og forsøger at udføre sin Trusel, saa vil hans Optræden vække Forargelse hos alle rettænkende Mennesker, og Autoriteterne vil ikke give ham Medhold i denne Kamp om et Lig.

Begravelseskontoret meddelte os i Gaar, at Begravelsen skal foregaa i Dag, uanset Ifversens Protest. Begravelseskontoret anerkender fuldt ud Familiens Ret til i den Henseende at raade over Liget, en Ret, der maa anses for yderligere befæstet derved, at Enken skriftlig har frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Jordfæstelsen.

Snedker Laurits Jensens Bisættelse finder altsaa Sted i Dag, Kl. 10, fra "Folkets Have" paa Enghavevej.

Musikdirektør Jørgensen, Forsamlingsbygningens populære Orkesterdirigent, har velvilligt tilbudt med sit Orkester at udføre Musiken.

Efter at Højtideligheden med Tale og Sang her er afsluttet, føres Liget til Graven paa Vestre Kirkegaard. Overgraveren, Kammerraad Bahnson, har faaet udtrykkelig Ordre til at modtage Liget og lade Jordfæstelsen foregaa.

(Social-Demokraten 11. maj 1900).


Den borgerlige Begravelse i Gaar.

Borgbjærgs Tale.
Ifversen bortrejst.

Efterretningen om, at Præst Ifversen havde truet med at forbyde Liget Adgang til Kirkegaarden, bredte sig i Gaar som en Løbeild over Byen og rejste en sand Forbitrelse mod den fanatiske Præst. Ifversen havde desuden stillet sig i et latterligt Lys ved, et han, som omtalt, i Torsdags traskede ud paa Kirkegaarden, hvor der hverken var Lig eller Ligfølge, og hvor han vilde trodse sin Villie igennem.

Det var derfor kun lidet smigrende Udtalelser, der faldt om Ifversen, da i Gaar Morges ved 9-Tiden Ligfølget samledes ved Kommunehospitalets Kapel, fra hvilket Liget skulde afhentes.

Snedker Laurits Jensens Enke svævede i den dødeligste Angst for, al Præsten skulde gøre Alvor af sine Trusler og derved foraarsage forargelige Optrin ved Jordfæstelsen. Just som Toget skulde til at sætte sig i Bevægelse, indløb der imidlertid Underretning om, at Ifversen allerede den foregaaende Aften (altsaa i Torsdags) var bortrejst fra Byen.

Den bekymrede Enke, der foruden Sorgen over sin Mands Død tillige havde maattet døje disse Dages sjælelige Lidelser, der var paaført hende af den hensynsløse Præst, drog et Lettelsens Suk, da hun erfarede, at han havde forladt Byen. Præstens Bortrejse fik Udseende af en Flugt; nu, da han saa sig slagen paa alle Kanter, har han rimeligvis følt Jorden brænde under sine Fødder, og Nederlaget har dreven Skamrødmen op i hans Kinder.

Ligtoget, der drog gennem Byen, vakte naturligvis Opsigt. Folk vidste, at her stredes en stakkels sørgende Enke med en myndig og selvraadig Guds Tjener om Raadigheden over den Afdøde, og alle var spændt paa Udfaldet af denne uhyggelige Kamp, hvor Sympatien paa Forhaand var paa Enkens Side.

Ved 10-Tiden ankom Toget til "Folkets Have" paa Enghavevej. Kisten, der var dækket af et bugnende Flor af duftende Blomster og prægtige Kranse, deriblandt en Krans fra "Social-Demokraten", stilledes paa den store Tribune i Forhaven, midt i den mægtige Forsamling, der var mødt for at overvære Jordfæstelsen.

Snedkernes og Stolemagernes Faner paraderede ved Kisten, om hvilken den Afdødes Familie og Venner havde taget Sæde, tilligemed Musikdirektør Jørgensens Orkester.

Præcis paa Slaget 10 begyndte Klokkerne i den nye Kristkirke højtideligt at kime. Mon det skulde betyde, at Danmarks samlede Præster udtalte Fordømmelsen over deres Kollegas Optræden ?

Saasnart Præstekirkens Klokker forstummede, spillede Orkestret "Dejlig er Jorden", hvorefter Folkethingsmand Borgbjærg traadte frem ved Baaren og Holdt følgende Tale:

"Ærede Forsamling! Det er ikke Stridens Ord, der skal tales ved Lejlighed som denne, men Fredens. Og naar Familien har anmodet mig om at tale ved denne Mands Baare, saa vil jeg undgaa at komme ind paa de Begivenheder, som har sat Sindene i Bevægelse.

Snedker Laurits Jensen var en Arbejder, og det er det bedste, der kan siges om en Afdød. Han sled for det daglige Brød, men virkede samtidig ogsaa for vor Sag. Den Glans, som disse Faner spreder over hans Kiste, er et Vidnesbyrd om, at han tilhørte sine Kammeraters Rækker. Det er Tuberkulosen, denne farlige Sot, der har kaldt ham bort. Han arbejdede lige til Lock-out'en og erhværvede sig Kammeraternes Agtelse og Mestrenes Respekt. Men efter Lockoutens Afslutning evnede han ikke længere at tage fat. Kræfterne brast, og han døde paa Hospitalet, umiddelbart efter Indlæggelsen.

Saaledes er en Arbejders Lod: Slid, Sygdom og Død.

Præsterne siger, at Døden skal minde om det hinsides. Jeg mener tværtimod, at man bør hellere høste Belæring af det svundne. Tuberkulosen er en Samfundssvøbe, og mange bortrives af denne farlige Sot. Samfundet har derfor den Pligt at rejse Sanatorier, hvor ubemidlede Syge kan helbredes. Dette Dødsfald skal minde herom og vække Samfundets slumrende Samvittighed.

Laurits Jensens Liv har ikke været spildt. Han stod i sin Fagforening og virkede der som en god Kammerat, for efter bedste Evne at højne og forbedre sine egne og sine Kollegers Kaar. Ærede Tilhørere! De kender Koralrevenes Tilblivelsesmaade, hvorledes hvert enkelt lille ubetydeligt Koraldyr bidrager sit til Dannelsen af den Ø, der vokser op af Havets Skød. Paa samme Vis har Laurits Jensen været med til at opføre den Grundvold, paa hvilken Fremtidens Samfund skal bygges. Paa ham passer Kaalunds dejlige Digt:

"Lad end mit Navn forsvinde og dø, -
Koraldyret lig i den dybe Sø
Jeg bygger dog med paa den voksende Ø
Og bereder den Verden, der kommer."

Laurits Jensens Hustru, hans Søskende og gamle 79 aarige Moder er til Stede her ved denne Baare, som nu skal sænkes i Graven. Lad os, som Tegn paa vor Medfølelse, blotte vore Hoveder til Ære for den Afdødes Minde!"

Forsamlingen blottede Hovederne. Musiken spillede "Lær mig, o Skov", hvorefter Snedker Friis, Formand for Snedkernes og Stolemagernes Fagforening, udtalte følgende:

"Som den Afdødes Kollega skal jeg paa egne; og Kammeraters Vegne bringe ham det sidste Farvel. Saadanne Ord, som vi nys har hørt, var ikke lydt, i Fald den Præst havde talt, som besøgte den Afdøde paa Dødslejet. Lauritz Jensen har altid staaet som en brav Kammerat og opfyldt sin Pligt. Derfor Fred med hans Minde!"

Snedker Roth bragte til Slut paa Familiens Vegne Forsamlingen en Tak for den udviste Deltagelse.

Kisten blev baaren ud til Ligvognen, mens Musiken spillede en Sørgemarsch, og Ligtoget satte sig i Bevægelse mod Vestre Kirkegaard, ved hvis Indgang en stor Folkemasse havde samlet sig for at afvente Begivenhedernes Gang.

Graven er ved Kirkegaardens fjærneste Afdeling ud imod Frederiksholms Teglværker, og mens Toget som en uhyre, sort Slange bugtede sig frem ad de smalle Stier, skifter Himlen pludselig Udseende: det begynder at sne, midt i Majdagens straalende Solskin Sneen faldt tyst, i tætte, bløde Fnug, og spredte et skinnende Diamantslør over de nysudsprungne Træer og over de grønne Marker.

Ligesom Præste-Kirkens Klokker havde ringet til Indledning, saaledes bredte Himlen, nu til Afslutning sit straalende hvide Liglagen over den Afdødes Tue - en Afslutning, der var af en ganske storslaaet og enestaaende Virkning.

Kisten sænkedes i Graven, Fanerne viftede det sidste Farvel, og Forsamlingen blottede Hovederne. Dermed var den borgerlige Begravelse tilende.

Mens den store Folkemængde langsomt spredtes ad Vejene ind mod Staden, blev Himlen atter klar. Solen kastede sine Straaler over det pragtfulde hvide Snetæppe, der dækkede Laurits Hansens Grav.

*

Fra den Afdødes Familie har vi modtaget følgende Skrivelse:

Den store Deltagelse og Venlighed, der fra saa mange Sider er udvist ved min afdøde Mands Begravelse, vil aldrig gaa mig af Minde. Alle de mange, der viste ham den sidste Ære, saavelsom Hr. Musikdirektør Jørgensen med Orkester, der velvilligt udførte Musiken, bringes derved vor varmeste og inderligste Tak.

Paa egne og Familiens Vegne:
Vilhelmine Jensen.

(Social-Demokraten 12. maj 1900).


Pastor Ifversen forsvarede sig i Kristeligt Dagblad med at hvis han havde fået lejlighed til at tale med enken, kunne alt have været ordnet i mindelighed. Enken krævede imidlertid et svar optaget i avisen hvori hun tilbageviste Ifversens påstande og bedyrede at oplysningerne i Social-Demokraten var den rigtige fremstilling.

Den 18. maj 1900 blev der afholdt et møde i Forsamlingsbygningen (på Jagtvej) med fyldt sal. Ifversen nægtede at komme da han ikke mente den repræsenterede sognefolk i Helligkors Sogn. Redaktør Wiinblad gennemgik dagen med Ifversen og udtalte at det ikke var første gang præsten havde gjort noget sådant. Han havde formuleret et brev til biskop Rørdam bæ- a. med anmodning om hans misbilligelse af Ifversen. Pastor Kold holdt herefter et oplæg hvori han erklærede at han ikke mente at Ifversen havde fornærmet nogen. P. Knudsen indvendte at Kold åbenbart fordømte alle der ikke tilhørte Indre Mission. Ved mødets slutning blev oplyst at der nu var dannet en forening for borgerlige begravelser så man for fremtiden kunne undgå indblanding fra præsterne. Se Social-Demokraten 18. maj 1900, 2. udgave.

Ifversen skrev i Kristeligt Dagblad forarget over hvordan folk tiltog sig præstens opgaver, og at befolkningen i hans sogn var ugudelige.

Kultusminister Jens Jakobsen Kokholm Bjerre, provst og medlem af Højre udsendte i februar 1901 en forskrift som i et og alt støttede pastor Ifversen, idet den afdøde ikke var udmeldt af folkekirken. Det var det eneste som gav ret til en borgerlig begravelse. Samtidig fik Københavns Begravelsesvæsen en næse. Bjerre var den sidste Højre-kultusminister 27. april 1900 til 24. juli 1901. Herefter skete systemskiftet. Han døde kort efter (25. september 1901) og blev efterfulgt af I. C. Christensen. Han fremsatte i marts 1902 et forslag om at ethvert medlem af folkekirken kan tilkendegive at de ønsker at blive jordfæstet uden medvirken af en præst. Forslaget var blevet til efter henvendelse fra præster i hovedstadsområdet og Sjælland med tilslutning fra andre landsdeles gejstlige. Der var bekymring over at folk udmeldte sig af Folkekirken og indmeldte sig i foreningen for borgerlige begravelser.