Erna Juel-Hansen (1845-1922). Del 4: Forfatterskab og Død. Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er fjerde og sidste del af en serie på 4 om Erna Juel-Hansen (1845-1922): Del 1 behandler børnehaver, del 2 gymnastik, del 3 kvindesagen og del 4 hendes forfatterskab.

Erna Juel-Hansen skrev og udgav 1881-1917 seks romaner og to novellesamlinger. Et par skuespil blev opført på henholdsvis Dagmarteatret og Casino uden at vække megen opsigt i samtiden. I samtiden skabte derimod romanerne forargelse, og Erna Juel-Hansen blev betragtet af mange som en usædelig kvinde. Men dog såvel læst som anerkendt af stadig flere. Hun er repræsentant for Det Moderne Gennembrud, og fik samme skæbne som andre kvindelige repræsentanter: Hun blev glemt og kun nævnt i korte omtaler i leksika m.m. og ellers mest kendt som "Holger Drachmanns søster". Først fra 1970'erne kom hun mere frem i lyset igen, se fx Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Pia Sigmund: Oldemor Erna, 1991 og Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.

Gennemgående temaer i Erna Juel-Hansens bøger er dels at skildre hvordan opvækstvilkår og psykiske strukturer påvirker unge borgerpiger opvækst, dels Erna Juel-Hansens egne personlige erfaringer og nederlag, den voksne kvindes i det dengang moderne tilværelse. 

For at kunne forsørge sig selv og sine fire børn oversatte hun alt fra Dostojevsky til føljetonromaner. 

Hendes første bog "Mellem 12 og 17" (1881) udkom ikke usædvanligt for tiden, under pseudonymet Arne Wendt. En flok unge pigers blomstrende fantasiliv afdækker hvad man  dengang forventede dannede unge damer ikke beskæftigede sig med.

Fra en annonce i Fædrelandete 1. oktober 1881. Bag navnet Arne Wendt gemte sig Erna Juel-Hansen. Fornavnet Arne er Erna læst bagfra. Og Wendt - omvendt.

I 1885 omtales Niels og Erna Juel Hansen i en brevveksling mellem Amalie og Erik Skram. Det omtalte værk må være "Sex Noveller". Her er nogle udpluk:

Amalie til Erik Hornbæk 24. juli 1885: "Om aftenen (på mandag forstår du) da vi havde drukket te, og vi begge sad og læste i hver vor Turgenjew blev der dundret på vor havedør, og ind træder Juel-Hansen og frue våde fra top til tå, for at hilse os velkommen. "Når det regner i Hornbæk – ja, for ser de altså, det regner jo ikke så hyppig, men altså, når det sætter ind med den slags vind, her blæser vinden gjerne fra tre forskjellige kanter, men altså, siger jeg, når det regner i Hornbæk forstår de" – o.s. v. Jeg havde lyst til at råbe "kjæften te", der sad fru Juel-Hansen, og fik bogstavelig ikke komme til orde. - - - Iaften skal vi hen på kroen og sidde og drikke vin sammen med Juel-Hansens; det var hende som fandt på det; hun har nu ikke sét et menneske, siden hun flytted herned, og så fik hun lyst. Rosenstand og Bergsøes og Madvigs sidder der altid om aftenen vi var der engang; Rosenstand havde bedt os hver dag om endelig at komme; han havde i kommission fra de andre at be os; men jeg tror ikke det var blevet, hvis ikke Juel-Hansen var kommen inden og havde inviteret "ung Jakob" til "et glas øl på kroen". Så gik jeg med, og det var nokså morsomt. 

Erik til Amalie, Fægtergården, Flensborg 28. juli 1885: Fru Juel-Hansen er bleven så fornærmet på en fru Madvig, som undertiden optræder på kroen en ubetydelig, koket liden pyntedukke af en dame, styg og tilstelt. Fru J.H. vil have hørt hende tale fornærmeligt om hende, men det er vist en fejltagelse. Jeg synes fru J.H. har været lidt simpel af sig eller ikke egentlig simpel, men dog lagt for meget bræt på det. Imidlertid gav det os anledning til megen moro da vi sidste søndag var forsamlede til punsch hos Juel-Hansens. Fru J.H. har ikke noget godt lov på sig herude; de, hun har boet hos siger hun er det fæleste menneske der er til, og at børnene er så grove mod hende spytter på hende o.s. v. Når jeg tænker på J.H.s fortællinger om deres rørende kjærlighed og ridderlighed, så kan jeg ikke rime det sammen. 

Amalie til Erik Hornbæk 31. juli 1885: Jeg kan ikke fatte at fru Juel-Hansen kan læse op for mig så snart hun har skrevet en side, som nu med hendes nye novelle. Igår fik jeg igjen bud at jeg måtte komme for at høre på, og noget så ufærdigt som de to sider hun læste, kan du ikke tænke dig. Ja, jeg forstår det ikke – jeg generer mig nu lidt på det område. - - - Du, for en lise det er at Juel-Hansen er rejst! I aften har jeg også fået bud fra fru J.H. om at komme derop. Det blir næsten vel meget af det gode. Jeg føler med bedrøvelse at hun er mere glad i mig end jeg i hende, men det kan jeg jo ikke hjælpe for. 

Erik til Amalie, 11. oktober 1885: Jeg måtte afsted til Fru Juel-Hansens Gymnastikprøve. Den var ikke synderlig morsom, de unge Damer havde kun tre Måneders Undervisning og var strængt taget ikke præsentable. Jeg er bange for, at vor gode Veninde ser Tingene i for lyserødt Skær; hvis der mellem de mange indbudte Skuelystne var Fagmennesker og Folk, som interesserer sig for hendes Konkurrenter, får hun et Smæk. Jeg, som kun forstår mig overfladisk på Tingene, kunde se Løsheden og Usikkerheden i næsten enhver af de udførte Øvelser, den af Fru Juel Hansen så meget ringeagtede Poul Petersen har i adskillige År vist et fire fem Gange så stort Antal unge Piger helt anderledes fortrinlig indøvede, og så skulde dette til med være et Hold af Lærerinder. Selve Systemet imponerede mig heller ikke, men derom tør jeg ikke dømme. Der burde absolut ingen Præsentation være foregået eller den burde have været helt og holdent privat. Der var dernæst et Roderi og Uorden med Tilskuere og Udøvere, som på pinagtig Måde løb imellem hinanden og ikke Spor af Stemning over det hele. Den unge svenske Dame, der kommanderede, var flink. Jeg ærgrede mig på Fru Juel Hansens Vegne, men hun selv syntes desværre ikke at savne noget. Peter Nansen, som var tilstede og ikke har det mindste Begreb om Tingen, fik med sin underlige Sporsans Indtryk af Fiasko, men gik naturligvis bort for at skrive i lutter rosende Ord om Prøven - - - Forleden hos Aporta, da jeg var der med Galschiøt, løb jeg naturligvis i Armene på Juel-Hansen. Han gav sig til at snakke om Politik, jeg svarte høfligt undvigende, og vi satte os hver til sit, jeg glemte at takke for sidst. Jeg tænkte, at jeg havde krænket ham, men idag ved Gymnastikprøven var Mennesket omtrent som han altid plejer at være. Det vil da sige, at han så ud som den skinbarlige Natterangel. Han fik af mig at vide, hvem Peter Nansen var og gik så lige på ham. "Jeg er Fru Juel-Hansens Mand" sagde han med sit længste Tonefald. "Ah, Hr Erna-Juel-Hansen!" sa Peter Nansen og bukkede. Det var ikke ment ondt, men lød jo nok så morsomt.

"En ung Dames Historie" (1888) vakte en del opmærksomhed da den på en forholdsvis frimodig måde beskriver en ung piges erotiske oplevelser med en kunstner.

Den voksne kvindes besværligheder med at komme overens med sit køn og sin tid udfoldes tematisk fint i de to sammenhængende romaner "Terese Kærulf" (1894, anmeldelse i Aarhuus Stifts-Tidende 17. juni 1894) og "Helsen & Co." (1900, genudgivet i 1979). Hovedpersonen Terese følges fra sin pure ungdom, hvor hun forældreløs og fuld af selvtillid går i gang med en uddannelse til kunsthåndværker, gennem to forelskelser, og til hun gifter sig og etablerer kompagniskab med den mand, hun elsker. I Helsen & Co. gennemskrives det moderne ægteskabs historie, hvor Terese og Helsen sammen opbygger et velfungerende firma baseret på hendes kreativitet og hans håndværk, mens deres ægteskab udvikler sig fra det intense, erotiske kærlighedsmøde til et mere hverdagsligt forhold. Romanen følger Terese på nært hold, mens mandens stormende forelskelse tager af, og hun smerteligt giver afkald på bid efter bid af sine store idealer. Romanen besynger til slut resignationen. De selvbiografiske elementer er til at få øje på, men de bliver gennem romanerne udsat for en kunstnerisk fortolkning, som hæver dem op over Erna Juel-Hansens egne, personlige problemer.

Brev fra Hovedstaden.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn. den 30. November.

Kasino.

I Aftes havde man paa Kasino den Fornøjelse at se et nyt originalt dansk Lystspil, skrevet af Fru Erna Juel-Hansen. Det hedder "Principerne leve," og er i sit Indhold en mild Satire over Kvindesagsvennernes Sædelighedskrav. Handlingen er kortelig denne:

Godsejer Meinert, der har en noget bevæget Fortid, er bleven gift med en Kvinde, som fordrer samme Rinhed hos Manden som hos Kvinden før Bryllupet. De er kommen til Kjøbenhavn og skal her bl. a. tilbringe en Akten paa et Karneval. Det føjer sig imidlertid saa uheldigt, at en voxen Datter, som han - uden Hustruens Vidende - har som Minde om en Ungdomsforelskelse, og som antager ham for at være hendes Onkel, er bleven indbudt til det samme Karneval, og her træffer Fru Meinert naturligvis sin Mand i en temmelig om Situation sammen med den unge Pige. Først giver hun en Scene, men da hun erfarer, at den unge Pige er hendes Mands Datter, resignerer hun, og da det tilmed vise sig, at Datteren er bleven forlovet, ender alt i Fryd og Glæde.

Indholdet er. som man ser, noget tyndt, især til tre Akter; men Stykket virkede dog underholdende, fordi Replikskiftet er livligt og utvungent, og fordi der er en saa hjemlig Duft over alle Optrin. En Sang til Glædens Pris, som Forfatterindens Broder havde skrevet. og hvortil Hr. Ch. Kierulff havde sat en ganske frist Melodi, blev foredraget paa Karnevalet af Hr. Pio. men var i og for sig for ubetydelig til at kunne kalde nogen høj Stemning til Live. Publikum var imidlertid vel fornøjet med selve Stykket og gav sin Tilfredshed til Kjende ved 2-3 Fremkaldelser. Om Theatret vil faa nogen varig Glæde af denne Nyhed, er dog tvivlsomt. Det er en beklagelig Kjendsgiærning, at det ikke just er originale danske Lystspil, der trækker Hus paa Kasino; men saa meget mere fortjener Direktøren Anerkjendelse, fordi han har bragt vor hjemlige dramatiske Literatur dette Offer.

Sammen med Fru Juel-Hansens Lystspil opføres den gamle franske Farce "Mordet i Pigallegaden", hvori Kasinos Farcefluespillere boltrer sig af Hjærtens Lyst. De mange pudsige Situationer morede Publicum i høj Grad.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. december 1894)

Hendes 2 akter "Aftenen før" (1890) blev vist på Dagmarteatret 10 gange i perioden 29. september til 3. november 1890. "Principerne leve" gik den 29. og 30. november 1894 i Casino. Ifølge "Dansk Forfatterleksikon" er stykkerne ikke opført siden.

Kærlighedens Veje.

Af

Erna Juel-Hansen.

176 Sider. (P. G. Philipsen).

Fru Juel-Hansens nye Fortælling bestaar egenlig af to Fortællinger.

Om Bord paa en Middelhavsdamper er samle| et ganske lille Rejseselskab: et nygift Par og en enlig Dame. I en Indledning paa et Par Sider præsenteres Læseren løseligt for dette Selskab, som sammen med Kaptejnen netop har bænket sig i Skibets Rygesalon for at drikke Kaffe efter Middagen; og et Par Sider i Slutningen af Bogen giver ligeledes et Situationsbillede af Sejladsen og Livet om Bord.

Indenfor denne lidt spinkle Ramme stifter man saa Bekendtskab med to Menneskers Livshistorie, Kaptejnens og den enlige Dames. Den første fremtræder som en Fortælling, Kaptejnen giver tilbedste om en Ven og Kammerat, der i Virkeligheden ikke er nogen anden end Kaptejnen selv; og den anden erholder man i Form af et Brev, som den enlige Dame har skrevet og afsendt til sin Elskede i Hjemmet, inden Bogen begynder, men som hun nu, under Indflydelse af Kaptejnens Fortælling genkalder i sine Tanker, Sætning for Sætning.

Ret meget har disse to Fortællinger i og for sig ikke med hinanden at gøre. De synes heller ikke - hvad der kunde tænkes hos denne Forfatterinde - at skulle illustrere en og samme Teori. De søger begge at belyse de mange underlige Veje, ad hvilke Kærligheden her i Verden bevæger sig; ellers er de i det enkelte højst forskellige.

Kaptejnens Historie fortælles som et Bevis paa, "at en Mands Kærlighed kan dele sig og gælde to og dog være tro mod den ene", og Damens Historie er en Beretning om en Kvinde, der som ung hengiver sig til en Mand, hun hele Livet igennem elsker, men hvis oprigtige Kærlighed det først flere Aar efter lykkes hende at vinde.

Som Komposition betragtet har Bogen saaledes sine Fejl. Til Gengæld bereder dens Enkeltheder Læserne megen Nydelse.

Særlig den sidste og største Del af den, det omtalte "Brev", er en saare indtagende Skildring af en Kvindes Lidelser og Længsel og hendes Glæde tilsidst, da hun omsider "rejser den store Lykke i Møde".

Med stor Interesse følger man Udviklingen hos den kække og noble Dame. Først elsker hun som den unge, uerfarne Pige, naivt, sværmerisk, paa intet Punkt læggende Skjul paa sine Følelsers Styrke. Men da hun skuffes, forandres hendes Optræden.

Livet lærer hende den store Sandhed, at det i Kærlighed ikke altid gaar an at lægge sine Følelser blot, og at man ofte vinder mere ved at vise lidt Tilbageholdenhed end ved straks at falde den Elskede for Fode. Og hun omgiver sit Væsen overfor ham med en ydre Skal, som hun bevarer, selv efter at han forlængst er kommen til at elske hende, lige ind til en Andens Bejlen til hende, viser hende, hvor højt hun i Virkeligheden elsker ham.

Der er mange fine Træk til Forstaaelse af Kvindens Maade at tænke og føle paa, mange fortræffelige Bidrag til Elskovens Psykologi i det hele nedlagt i denne friske Skildring.

P. C. V. H.

(København 5. maj 1895).

Kvinderne.

Kvindernes Udstillings-Kalender 1896. Udgivet af Literaturudvalget ved Erna Juel-Hansen (Andr. Schou.)

- - -

Den officielle Kalender, som det i sin Tid blev overdraget Kvindeudstillingens Literaturudvalg at besørge, er nu udkommen under Redaktion af Fru Erna Juel-Hansen. En Del af de skrivende Damer har som bekendt været misfornøjet med denne Redaktrice, om hvem de antog, at hun næppe vilde sætte tilbørlig Pris paa deres poetiste Ævner, og Frugten af denne Misfornøjelse blev det tidligere omtalte Festskrift, hvor Nymferne Camilla Egholm og Laura Kieler gik i Vandet til stor Munterhed for Mændene og dyb Undseelse for alle udenforstaaende Kvinder. Udstillingen nægtede at forhandle dette alt andet end festlige "Tidsskrift", og der har i den Anledning raset en af de opmuntrende Batailler, som denne Udstillings-Sommer har været saa rig paa.

Nu er Kalenderen kommet og har endt Striden. Den indeholder i hvert Fald ingen kompromitterende Bidrag - men det kan ikke nægtes, at den er en lidt tynd Repræsentation for, hvad vore kvindelige Forfattere formaar at præstere. Den bringer kun et enkelt Vidrag af virkelig Værdi: Fru Amalie Skrams Børne-Skitse "Skolegutter", hvori der med denne Forfatterindes ejendommelig skarpe og sikre Opfattelse gives et lille Billede af det rørende Sjæleliv Hos Drenge og Piger i tolv fjorten Aars Alderen. Paa Emilie Mundts Illustrationer til Fortællingen er Børnene gjort for smaa.

Resten af Kalenderens Indhold er temmelig ubetydeligt og hæver sig ikke over den gængse Almanaklekture. Hvis man har ventet, at Literaturudvalget vilde slaa et Slag - at vore skrivende Damer ved denne Lejlighed vilde opbyde al deres Kraft for at demonstrere, hvad de formaar - saa bliver man unægtelig skuffet. Fru Erna Juel-Hansen selv har ingenting skrevet; Fru Emma Gad savnes ogsaa. 

[Her følger omtaler af nogle af bidragene]

Det Hele er som sagt en lovlig ubetydelig Repræsentation for dansk Kvindeliteratur - absolut ubetydeligere, end den behøvede at være. 

(Social-Demokraten 27. august 1895).

Fru Erna Juel-Hansen.

Hun er Datter af den bekendte Læge, Professor Dr. A. G. Drachmann og Hustru Vilhelmine Stæhr og fødtes i Kbhv. 1845. Hun er opvokset under lykkelige Forhold i et frisindet Hjem, hvor mange gode Interesser og mange humane Idéer fremmedes. Som ung Pige hjalp Frk. Drachmann ivrig sin Fader med Indførelsen af Gymnastik for den kvindelige Ungdom, hvilken Sag hun havde studeret i Paris. Senere tog hun Lærerinde-Eksamen, rejste til Berlin for at sætte sig ind i de saakaldte "Frøbelske Børnehaver" og oprettede siden den første af disse "Børnehaver" herhjemme. 1871 ægtede hun Kand. N. Juel-Hansen. Hendes litterære Debut var den under Pseudonymet "Arne Wendt" udgivne Bog: "Mellem 12 og 17", der giver fortræffelige Skildringer af københ. unge Piger i Tøsealderen, en Specialitè for Fru Juel-Hansen, dygtig og naturtro udarbejdet. Senere har hun offentliggjort flere større Fortællinger og nogle mindre dramatiske Arbejder. Vi nævner: "Seks Noveller" (1885), "En ung Dames Historie" (1889), "Therese Kjærulf" (1894), "Kærlighedens Veje" (1895) o. fl. Allerede Novellerne er løftegivende; de er livlige og friske og med et Strøg af fin Satire. Ypperst er "Tøbrud" med den fortrinlige Skildring af Moderkærligheden. Fru J.-H. beviser netop her, at der er Omraader, paa hvilke Kvinder beskriver bedre end Mænd, og Følelser, som kun hine evner at tolke. Allerede Madame de Genlis siger, at kun en Kvinde kan skildre Moderkærligheden. I de øvrige Bøger viser Forfatterinden sig som en paalidelig og ofte overlegen dygtig Skildrer af kvindelige Karakterer. Hun analyserer sikkert, er modig og djærv, med vaagen Forstaaelse af det menneskelige og naturlige, og hun ejer et Følelsesliv saa stærkt og varmt, at det ikke kan undgaa at paavirke Læserne stærkt. Ikke altid er Kompositionen saa naturlig og simpel som ønskelig; men der er overalt en saa ærlig Stræben mod virkelig Kunst, saa personlig en Stil og saa rig en Stemning, at man ganske sikkert tør spaa Forf. en Fremtid af Betydning. Ogsaa som Oversætter fra Russisk har hun indlagt sig Fortjeneste.

(Anton Andersen: Danske forfatterinder i det nittende hundredaar. 1896)

Midlertidig understøttelse af kultusministeriet på årligt ca. 500 kr. Oversatte føljetonromaner til fx Ærø Avis og avisen København 1902-1903: E. Werner: Præstevælde, Husets Hemmelighed, Fergus Hume: Mordet i Nelsons Allee. Conan Doyle: "Djævlehunden" - (Baskervilles hund), Florence Marryatt: Genopstanden. I 1903 fik hun en klasselotterikollektion. Et større antal lodder blev delt, og hun fik overdraget en af parterne.

"Strandby Folk" ved Skagen.

Det sidst nye paa Friluftsteatrets Omraade er Opførelsen af Drachmanns "Strandby Folk" paa et Teater, der er arrangeret helt ude paa Grenen. Til Venstre paa Billedet ses Teateret Direktør, Oddgeir Stephensen, og Drachmanns Søster, Fru Erna Juul Hansen. Til Højre ses Tilskuerpladsen og helt bag ude de spillede med Havets store blaa Tæppe som Baggrund.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 31. juli 1912).

Hendes sidste bog "Henriks Mor" (1917) handler en moders kamp for uafhængighed af en voksen søn, der med en let tuberkulose som påskud nægter at løsrive sig. Hun var ateist, hun troede ikke på en medfødt kvindelighed eller på, at kvinden skulle være manden underdanig, og hun forkastede også påstanden om, at den kvindelige drift kunne slumre, indtil den lod sig udløse i mødet med manden i det institutionelle ægteskab.

Fru Erna Juel-Hansen og "Henriks Mor"

Den allersidste Bog.

Fru Erna Juel Hansen.

- Det bliver min sidste Bog, siger Fru Erna Juel-Hansen med et Suk, da vi beder hende fortælle om sin nye Bog, der om nogle Dage udkommer paa Chr. Nielsens og Otto Hallings "Nyt nordisk Forlag" .... mine Forlæggere har vist mig den Opmærksomhed, at udsende Bogen paa min 71-Aars Fødselsdag. Den bliver da dobbelt en Mærkedag i mit Liv. Paa den ender min Forfatterbane. Naar jeg nu ser tilbage paa mine første Arbejder - helt tilbage til mine første frygtsomme Ungpigenoveller - saa opdager jeg at de skildrer Kvinden paa alle Stadier i hendes Liv. Da jeg i sin Tid begyndte at skrive, drømte jeg slet ikke om en saadan Plan for mit Forfatterskab, men saaledes er det blevet. Jeg har skrevet om Backfischene - om de unge Kvinder - om den modne Kvinde - og nu i min sidste Bog om Moderen. Hende er det, jeg har villet skildre: hendes Glæder og Sorger og hendes Ansvars Storhed. Et Sted i Bogen lader jeg hende sige til sin Henrik: - Ja, du. Jeg gør, hvad du vil. Det er det, en Mor er til.

Saadan tror jeg nemlig, enhver Mor i det afgørende øjeblik vilde tale til sit Barn. Mine Hovedpersoner bliver ikke lykkelige tilsidst - er det ikke det gængse Anmelder-Udtryk? - men alligevel er det ingen bedrøvelig Bog mere vil jeg ikke sige. Lad den nu tale for sig selv, naar den snart kommer.

- Naar De nu siger, at det er Deres sidste Bog, betyder det saa ogsaa, at De ikke tænker paa at udgive Deres Memoirer?

- Ja. Jeg hader at stille mit Privatliv til Skue. Naar jeg engang er død, saa haaber Jeg, at mine Venner i mine Bøger kan finde det, der var mig ... Andre Memoirer bryder jeg mig ikke om at efterlade mig.

Hr. Ib.

(B . T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen,

f. Drachmann, 

For alle dem, der er kommen i nærmere Berøring med Fru Erna Juel-Hansen, og da især for hendes Venner, har den 5. Marts i mange Aar været en Festdag.

De vidste, at de vilde blive modtaget med et straalende Smil og et trofast Haandtryk af "Fødselsdagsbarnet", der stolt og lykkelig gik rundt mellem Vaarens dejligste Blomster, mellem Syrentræer og Rhododendron, Roser og italienske Anemoner.

Op mens de sad og fik sig en hyggelig Passiar med Værtinden, strømmede stadig Blomster og Breve og Telegrammer ind i Stuen. Der var ingen Tvivl: dette var Husets Festdag.

Naar Mennesker kommer op i Aarene, hænder det tit, at de helst vil ignorere den Dag, der i Barndom og Ungdom var en Festdag, man glædede sig til længe i Forvejen, hver Gang Dagen kommer igen, lægger man jo et Aar til sin Alder.

Jep tror aldrig Erna har tænkt paa at ignorere sin Fødselsdag. Selv om til Tider ogsaa denne Dag har været mindre lys, fordi Sorgen kastede sine Skygger over den, vidste hun, at den 5. Marts tænkte alle hendes Venner paa hende. Og hun fik altid Syn for Sagen. Lykkelige Erna, der nu fylder 70 og er ung i Sindet, som kunde hun være de 30!

Alle vi, der kender hende og holder af hende, vi ved saa godt, hvad der er SkyId deri. Og jeg vil ikke være karrig, men fortælle dem, der ikke ved det, hvorfor hun har kunnet bevare sit Sind ungt og sin Hukommelse grøn.

Erna Juel- Hansen har havt en lykkelig Barndom. Naar hun taler om den, lyser hendes Øjne og hendes Stemme faar en skælvende Klang. Og Barndommens Helt, den beundrede, den elskede som aldrig glemmes, aldrig fordunkles af nogen anden, det var hendes Fader, Professor Drachmann. Selv vi, der ikke har set ham, kender ham gennem Datterens Udsagn. Den berømte Læge, Professoren, Æresdoktor ved Universitetet i Upsala, var i sit Hjem lige saa beundret og elsket som uden for det, af sine Patienter. Da Erna var det ældste af Børnene, en intelligent og begavet Pige, med et livligt Temperament og desuden interesserede sig stærkt for Faderens Gerning, var det ikke säa underligt, at Fader og Datter, du hun kom til Skelsaar og Alder, levede sig ret inderligt sammen.

Erna vilde geine have været Student for at kunne studere Medicin. Men Ministeriets Tilladelse - der den Gang krævedes - blev hende nægtet. Hun maatte nøjes med at gaa sin Fader til Haande i hans praxis. I 1866 rejste hun med ham til Paris, hvor hun fik Interesse for Kvindegymnastik - det Laisnéske System - , og da hun kom hjem til København, indførte hun den i sin Faders Gymnastikinstitut. Her ledede hun Kvindegymnastikken og uddannede Gynnastiklærerinder, der efterhaanden indførte Systemet i en Del Pigeskoler.

Erna Drachmann gav sig hen i sit Aibejde med hele sin Aands Energi. Hun havde faaet den uvurderlige Gave at kunne føle Arbejdets Glæde, op gennem hele sit Liv har hun bevaret den. Det er en af Grundene lil hendes Sinds Ungdom under de hvide Haar.

1870 tog hun Almueskolelærerinde Examen og rejste til Berlin for at studere de Frøbelske børnehaver. 

1 1871 giftede hun sig med Skolebestyrer Niels Juel-Hansen og aabnede i København den første Frøbelske børnehave.

Senere rejste hun til Stockholm for at studere den saakaldte svenske Gymnastik (Lings System). Og 1884 oprettede hun Gymnastikinstituttet for Kvinder, efter nævnte System.

Altid i Virksomhed, aldrig forknyt underviste hun selv, mens hendes Børn var smaa og en Husmoders Pligter hvilede paa hende i Hjemmet. Og altid bevarede hun sin Livsglæde, sit gode Humor op sit Vennesind.

I 1871 debuterede hun som Forfatterinde og har siden skrevet en Del Bøger, som sikkert de fleste af dette Blads læsere kender. Jeg vil ikke indlade mig paa at kritisere hendes Forfatterskab, men jeg véd, at hendes Bøger er meget læste, og jeg synes de fortjener det.

Det er ikke Forfatterinden Erna Juel-Hansen, jeg vil fremhæve her. Det er Mennesket i hende, der synes mig mindst lige saa værdifuldt. I mange Aar har jeg kendt hende og holdt af hende. Jeg har kendt hende i Glæde og Sorg, og altid har der været noget forfriskende menneskeligt i hendes Væsen.

Skuffelser har Erna havt mange af. Maaske ogsaa fordi hun alle sine Dage har fordret noget af Livet, til Gengæld for det, Livet krævede af hende. Men ogsaa Skuffelserne forstod hun at bære.

"Hvergang jeg syntes, at nu havde jeg det rigtig godt, har jeg faaet en lige i Synet," sagde hun en Gang til mig, da hun lige havde havt en stor Skuffelse. "Men jeg retter mig nok igen." Og det har hun gjort. Gang paa Gang.

Mennesker hun troede paa og holdt af, har skuffet hende. Men hun vandt nye Venner i deres Sted, og staar nu, da hun fylder 70, med en Kreds af trofaste Venner om sig. En broget Venneflok har Erna, unge og gamle, Kvinder og Mænd, og alle ser de i hende den gode Kammerat, ikke som man skulde tro for de unges Vedkommende, den moderlige Veninde.

Utroligt har hendes Liv været, hendes Arbejde mange Slags. Undervisning, Oversætter- og Forfattervirksomhed, i det senere Aar Klasselotterikollektrice. Og saa det, at hun siden 1871 har maattet flytte utallige Gange. Hver Gang hun har faaet ordnet sin Bolig, syntes hun, den var det dejligste Hjem, hun havde havt, naar blot Solen kunde finde Vej ind i hendes Stuer. Og naar hun saa havde hygget sig og elskede hver Krog i sit Hjem, tvang en eller anden Omstændighed hende til at flytte.

Der var nogle Aar hun drog bort, gemte sig ude paa Landet, blufærdig som et Menneske, der ikke vil forstyrre Vennerne med sin Sorg. Men hun glemte dem ikke. 

Når sorgen var mildnet, og Smilet atter kunde lyse os i Møde, saa kom Erna tilbage. Og vi modtog hende med aabne Arme. Og ramte Sorgen os, da kom hun stille ind i vor Stue, hendes Stemme var blød og hendes Haandtryk saa fast. Umærkeligt kunde hun dreje Samtalen saaledes, at vi maatte smile med hende og forstaa, at hun vidste, der vilde komme bedre Dage ogsaa for os.

En god Ven er Erna for dem, hun holder af!

Da vi sidst talte sammen, var Krigen blandt andet vort Emne. Og som det er naturligt, har det grufulde Verdensopgør, det meningsløse Menneskeslagteri oprørt hendes Sind. Hun talte om de Krige, hun har oplevet, og skønt hun var en lille Pige, da Treaarskrigen sluttede, stod vort Folks Sejer i hendes Hukommelse som et straalende Minde. Soldaternes Indtog, hendes Onkler, der marcherede forbi med Kranse om Bajonetten op nikkede op mod Vinduet, hvor hun stod og kastede Blomster ned til dem. Middagen hos Mormoderen, hvor Erna gik fra Arm til Arm, Blomster, Smil og Sang. "Der staar Glans fra den Tid i mit Sind"

I 1864 plejede hun de saarede paa Lasarettet, hvor hendes Fader var Overlæge. Her kom hun Krigens Rædsler og Alvor paa nært Hold, og Smerten over vort Nederlag gjorde Sorgen end større.

I 1870 oplevede hun den fransk-tyske Krig i Berlin, og fra den Tid findes en ypperlig Skildring i "Terese Kjærulf".

Og nu dette grufulde Verdensopgør!

"Men ogsaa denne Krig maa og dog tilsidst holde op," siger Erna, "og for Fremtiden vil de store nok betænke sig paa at begynde Krig igen." - -

Mens Krigsfaklen luer over Europa og Dønningerne fra Stormen derude naar helt op til os i det fredelige lille Danmark, vil Erna fejre sin 70 Aars Fødselsdag i sine Venners Kreds. Blomster vil smykke hendes Stuer, Hilsner og Lykønskninger vil strømme ind til hende, der har kunnet bevare sit gode Humør og sit lyse Sind gennem alle Livets Omskiftelser. Til hende, der kender Arbejdets Glæde og forstaar at nyde det Velvære, hendes Flid har kunnet skaffe hende. Lykønskninger til hende, af hvem vi alle kan lære aldrig at give op, altid at sætte os et nyt Maal, naar det, vi stræbte etfer, er naaet.

Thi det er jo den evige Sindets Ungsom, at Mennesket stadig skuer fremad, og kun i de stille Timer tilbage.

Op saa vil jeg slutte med et Ord, en af Ernas Venner sagde en Gang: "Jeg holder saa meget af Erna, fordi hun ikke bliver træt af at kæmpe for at kunne have det godt. Fordi hun stiller saa store Fordringer til Livet."

Martha Ottosen.

(Dagbladet (København) marts 1915).

Martha Ottosen (1866-1928) var forfatter.

Anne Henriette Eline Andersen (1864-1935): Erna Juel-Hansen. Bemærk cigaren i venstre hånd. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erna Juel-Hansen blev portrætteret af Michael Ancher, Hugo Larsen og E. Hein. 

Har Kvinden Sans for Humor?

Fru Erna Juel-Hansen.

"Kun faa Kvinder har virkelig Sans for Humor"

Ude paa Frederiksberg i el lille, lunt og hyggeligt Kabinet, med Udsigt til en gammel Haves vinterligt nøgne Træer, sidder vi overfor en hvidhaaret Dame, Forfatterinden Fru Erna Juel-Hansen.

"Jeg synes ikke, at Kvinder i al Almindelighed har Sans for Humor," siger Fruen.

"Humor er jo ikke det samme som Komik eller Satire, er tværtimod noget ganske bestemt, afgrænset, som slet ikke har noget med Lystighed at gøre. Humor er først og sidst Overlegenhed. Og Overlegenhed er jo nu en Gang ikke Kvindernes stærke Side. Dernæst gaar Humoren i Dybden af Tingene, medens Satiren dog trods al mulig Pseudo-Dybsindighed kun spiller paa Overfladen.

Selvfølgelig findes der Kvinder med udpræget Sans for Humor, og som har denne Sans medfødt Men de er som sagt kun faa. At tilegne sig det humoristiske Syn paa Livet og Menneskene lader sig vel ogsaa gøre for ganske enkeltes Vedkommende; men jeg tror, det kræver en ganske overordentlig Begavelse og en ikke ringe Kultur."

"Har De truffet Kvinder, der ejede denne Sans for Humor?"

"Ja, de Undtagelser, som skal til for at bekræfte Regelen. Jeg har f. Eks. en meget god Veninde (ja, jeg vil saa nødigt nævne Navne), som i Følge sin Stilling kommer i Berøring med mange Mennesker og ind i mange forskelligtartede Forhold. Hun har Sans for Humor! Hendes Breve (hun bor nemlig helt oppe paa Skagen) bærer et tydeligt Vidne herom."

"Der siges for Resten, at Kvinder skal have særlig Sans for at skrive morsomme Breve!".

"Ja - - for saa vidt," Fru Erna Juel-Hansen ler, "ondskabsfulde Breve, satiriske Breve, perfide Skildringer af Situationer og Karakteriseringer af Mennesker - alt dette vrimler Kvindebreve som Regel af. Men Humor! Hvor ofte finder De mon Humorens forstaaende og overbærende og frem for alt overlegne Smil i en Kvindes Breve?"

"Men i Kvindernes litterære Produktion da?"

"Kan De nævne mig een eneste Forfatterinde, hvis Bøger bærer Humorens Stempel, for jeg kan ikke. Der er Damer, som har skrevet umaadeligt fornøjelige Ting, og som gennem deres Produktion har vist en ikke ringe Sans for Komiken, men Humoren savner jeg hos dem alle. Ja, de fleste skrivende Kvinder (og det endda ikke de ringeste) er jo som Regel grav alvorlige, tager forfærdeligl tungt paa Tingene og er ikke sjældent en Smule sentimentale.

VI Danskere er jo sentimentale, og - skønt det lyder som et Paradoks - det er denne vor Sentimentalitet, som efter min Mening er Skyld i, at vi Europa over er blevet stemplede for "det danske Grin"! Thi ikke mindst de danske Kvinder ynder at skjule deres rørte Følelser under en taabelig Latter. En Latter, der jo ikke har det mindste med Humor at gøre."

"Hvori tror De, det ligger, and Kvinden som Skribent har vist saa lidt Sans for Humor?"

"For det første er Kvindens Grundræson Subjektivitet. Derfor har hun ganske naturligt svært ved at se objektivt paa Tingene, hvad der jo er en absolut Betingelse for at tilegne sig det humoristiske Livssyn. Dernæst er hun jo ikke saa udviklet som Manden; hun, der i Aartusinder har været holdt udenfor al offentlig Virken og Kunnen! Saa det er jo egentlig en Selvfølge, at hun mangler hans Overlegenhed. Men, slutter Fru Erna Juel-Hansen, den kommer maaske i Løbet af nogle Slægtled."

(Nationaltidende 12. marts 1918)

Efter afstemningen i 1920 flyttede hun fra København til sin søn der var toldinspektør i Aabenraa. Sønnen Oscar Juel-Hansen var med Korsørtoget i den store Vigerslevulykke 1919, og han medvirkede i redningsarbejdet. I april 1921 vendte hun hjem til Aabenraa efter at have opholdt sig i København pga. sygdom. I januar 1922 kom Erna Juel-Hansen til kommunehospitalet i København fra Aabenraa for at blive indlagt til en massagekur for en hoftelidelse.

Erna Juel-Hansen er død.

Forfatterinden Erna Juel-Hansen er afgaaet ved Døden i en Alder af 77 Aar. Hun var bærer af megen Tradition, thi hun var Datter af Professor A. G. Drachmann og saaledes Søster til Holger Drachmann og Professor A. B. Drachmann og Tante til Folketingsmand Povl Drachmann.

Den Afdøde var et ejendommenligt og særpræget Menneske.

Gamle Professor Drachmann var som bekendt Leder af vort første "Institut for medicinsk og ortopædisk Gymnastik" eller som Københavnervittigheden kaldte det: "Retterstedet".

Og der var noget ret og rankt over alle Professor Drachmanns Børn, ikke mindst over Erna Drachmann, der i en ung Alder rejste med Faderen til Paris, hvor hun uddannede sig til Gymnastiklærerinde i naturlig Tilslutning til lnstitutets Virksomlied.

Det var i 1866. Den Gang var det ikke helt almindeligt, at en ung Dame af Borgerskabet brød sig en selvstændig Bane. Naar det skete, var Undervisningen og Uddannelsen derfor maaske heller ikke rigtigt lagt an for Kvinder. I hvert Fuld var der over Erna Juel-Hansen noget vist mandhaftigt, som man ikke nu til Dags nødvendigvis finder hos Gymnastiklærerinder.

Dette lidt maskuline Væsen var dog ikke en blot og bar ydre Skal. Der var i Erna Juel-Hansen en Mands Initiativ og Energi, og det var hende, som efter i 1870 at have taget Almueskolelærerinde-Eksamen Aaret efter stiftede den første Frøbelske Børnehave, for senere at vende tilbage til sit oprindelige Felt og i 1884 oprette et Gymnastikinstitut for Kvinder efter det saakaldte svenske System.

Der skal i denne Sammenhæng erindres om, at hendes Maal egentligt var højere, og at hun havde ønsket at tage medicinsk Embedseksamen for at overtage Læge-Praksis efter sin Fader, hvem hun gik til Haande og stadig ledsagede paa hans Studierejser rundt om i Europa 

Men paa Ansøgningen om af maatte tage Studentereksamen fik den unge Erna Drachmann allernaadigst Afslag fra Kultusministeriet.

Den aarlige Charabane med hvidklædte, huebedækkede "Ra'er" vil studse ved at læse dette.

Paa det Frøbelske Omrnade. som Erna Drachmann studerede i Berlin, traf hun den unge rand jur. Niels Juel-Hansen, en ualmindelig elskværdig og kundskubsrig Mund, der med sit lidt vege Væsen var hendes fuldstændige Modsætning. Men de havde begge et moderne Fremsyn paa Undervisning og oprettede i Fællesskab en Skole for Drenge og Piger i Forening.

Tiden var imidlertid ikke moden til et saadant Eksperiment, og Forsøget maatte opgives med pekuniært Tab.

Men ikke for intet var Erna Juel-Hansen en Søster til Holger Drachmann, og da hun ikke kunde faa fuld Anvendelse for sine Evner og Kræfter paa de Omraader, der laa hende nærmest, blev hun i Begyndelsen af Firserne Forfatterinde.

Der var ingen Lyrik i hende som i Broderen Tværtimod! Baade i sine Bøger som "En ung Dames Historie," "De smaa Piger" og "Henriks Mor", der udkom 1917, og i et enkelt paa Dagmarteatret opført Stykke "Aftenen før..." er hun Realist. Hun var aandeligt beslægtet baade med de dansk-norske Forfatterinder Magdalena Thoresen og Amalie Skram og selv næsten lidt norsk anstrøget i sin djærve Forfægtelse af Sundhed og Sundhed i Opdragelsen, ikke mindst af den unge Kvinde, hvem man ikke gør uskyldsren gennem Fortielse, men ved at lade hendes medfødte Blufærdighed reagere naturligt mod Livets for hende oplyste Forhold.

Erna Juel-Hansen har paa Kvindesagens Omraade været en Pioner, hvis Betydning man maaske først rigtigt vil opdage ved hendes Død.

De, der kendte hende, bevarer Mindet om en betydelig Personlighed. Hendes Søn er Trafikinspectør Juel-Hansen, der efter Genforeningen blev ansat i Aabenraa, og hos hvem Moderen boede til sin Død i den Landsdel, hvorom Holger Drachmann skrev: "Derovre fra Grænsen -"

Carl Muusmann.

(Nationaltidende 1. december 1922).

Erna Juel-Hansen blev bisat fra Bispebjerg krematories kapel i stilhed, kun familien og nære venner deltog, bl.a. folketingsmand Povl Drachmann

(B. T. 15. februar 1917)

Erna Juel-Hansen er begravet på Holmens Kirkegård i København.

Erna Juel-Hansens gravsted på Holmens Kirkegård. Foto Leif JørgensenFoto Leif Jørgensen, udgivet under Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International licenseCreative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license. Fotoet er beskåret i forhold til originalen.

Dansk Pædagogisk Historisk Forening har siden 1989 hvert år uddelt "Erna-prisen" opkaldt efter hende.

I samarbejde med Pædagogernes Pensionskasse eksisterede et Oldekolle i en opgang (31A) i pensionskassens byggeri på Østerfælled torvpensionskassens byggeri på Østerfælled torv (fra 1993). Pensionskassen solgte byggeriet i  2006, men der findes pt (2024) en rest på 5 "Erna"- lejligheder - som nok forsvinder sammen med de nuværende lejere.

På internettet findes af Erna Juel Hansen:

En ung dames historie (1888).
Terese Kaerulf: to afsnit af en ung kvindes liv (1894).
Kærlighedens veje (1895).

Justitsraad Frederik August Christian Peschardt (1868-1915). (Efterskrift til Politivennen).

Den 8. september 1908 meldte daværende justitsminister P. A. Alberti sig selv til politiet for dokumentfalsk og underslæb. Alberti-skandalen stod ikke alene, bl.a. havde en del banker før da mistet flere hundrede tusinde kroner på sagførere. Og i maj måned 1908 havde en af Albertis gode venner meldt sig for næsten det samme som Alberti gjorde. Hans bedragerier fik store økonomiske konsekvenser for nystiftede byggeforeninger i fx Valby. Sagen er siden blevet overskygget af Albertis. Men her lidt om Frederik Peschardt. Frederik August Christian Peschardt var født i Horsens og havde 3 søskende. Han var gift med Ida Peschardt (født Haslund). De havde sønnen Olaf Peschardt (født 1895). 1894-1907 havde han kontor på Nytorv 17.

Sejladsen paa Søerne.

Et Selskab, bestaaende af Direktør Sophus Ritrer, Ingeniør Howitz og sagfører Peschardt har dannet sig i disse Dage under Navnet "De elektriske Baade". Der er afsluttet Kontrakt med det likviderende Aktieselskab "Sejladsen paa Søerne", hvorefter dette Selskabs Materiel paa visse nærmere fastsatte Betingelser overtages til Brug. Kontrakten er bindende for 3 Aar og det nye Selskab forbeholder sig Forkjøbsret til Materiellet for 35,000 Kr. - det stod oprindelig i ca. 200.000 Kr

l Det nve Selskab er etableret med en Aktiekapital paa 50,000 Kr i Ihændehaveraktier - a 10 Kr., og der udbydes 3500 Stykker. Enhver, der kjøber en Aktie a 10 Kr., modtager tillige et Kort, som giver Ret for Aktionæren eller en anden navngiven Person til fri Seilads, saa længe Brugsretten varer, foreløbig de søgne Dage.

For at Seiladsen kan foregaa saa hurtig i som mulig, skal den etableres som Ringroute saaledes, at der samtidig udgaar Baade fra begge Sider. Man vil søge Overenskomst med "Kjøbenhavns Sporveie", saa at der kan aabnes Korrespondancefart mellem Baadene og Svorvognene.

Den foreliggende Plan synes at have mange Chancer for at reussere. Faar 10 Kroners Aktionærerne ikke Andet, saa faar de dog fri Seilads, der repræsenterer store Procenter af de indskudte Penge.

Alle, der sætter Pris paa, at Søernes til dagligdags vel stillestaaende Fysiognomi oplivet ved Baadtrafiken, maa i ethvert Fald være det nye Selskab s Starten taknemlig for det initiativ, de har taget.

Cr.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 2. juni 1899)

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Nedgang til de elektriske både ved Søerne (1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aktieselskabet Sejladsen på Søerne" var grundlagt i 1893 for at løse et af hovedstadens trafikale problemer. Arbejdere fra gamle del af byen måtte spadsere rundt om Sortedamssøen for at komme til og fra arbejde. Den første Fredensbro 1878 var en smal træbro beregnet til fodgængere. Senere kom dæmningen. Omkring 200.000 mennesker passerede hver dag over eller uden om Søerne. Mere end sporvognene kunne klare.  De første både sejlede mellem Østerbrogade og Gyldenløvesgade med daglige sejladser i 1894. De sejlede hvert 7. minut. På grund af de ustabile petroleumsmotorer og klager over stanken fra beboerne i Østersøgade gik man allerede efter et års tid over til elektricitetsdrevne motorer. Rederiet tog navneforandring til "De elektriske Både". De stank dog af syre. I 1903 gik man over til moderne benzinmotorer. Passagertallet faldt drastisk da bilerne kom, folk begyndte at cykle og mistede efterhånden lysten til at tage færgen.

I oktober 1899 var Peschardt en af talerne på vegne af bestyrelsen ved nedlæggelsen af grundstenen til arbejderboliger på Trekronergade i Valby. I 1900 var han med til at rejse penge til at kysttrafikken langs Øresund kunne forblive på danske hænder, han var her formand for aktieselskabet "Kysten" hvor også Clauson-Kaas var involveret. Det viste de første år stort underskud. I de følgende år var Peschardt involveret i flere investeringsforretninger i skibe, samt likviditetsforretninger. Han var da blandt de kendte københavnere.

I juli 1904 lod Peschardt sig føre bag lyset af en engelsk svindler, en ung engelsk ingeniør Howard som havde henvendt sig med henblik på et lån til at købe gården. Han havde løjet sig til en alder af 27 (han var 22) og ejer af store rigdomme (7 kroner). Han købte herregården "Kaas" i Salling og giftede sig med husjomfruen. Han blev efterfølgende afsløret som svindler. 

På et tidspunkt begyndt Peschardt at spekulere, først i byggeforetagender, senere på Børsen. I oktober 1907 holdt Borgbjerg i Folketinget en længere tale hvori han udtalte mistillid til om justitsminister P. A. Alberti kunne adskille private og offentlige interesser. Heri blev også Peschardt nævnt som en af Albertis venner medspillere. I slutningen af maj 1908 brast boblen:

Den store Bedrageri-Affære

Albertis Justitsraad.

Mange smaafolk mister deres Penge.

København. Fredag Aften.

I Dag har Sagfører, Justitsraad Peschardt meldt sig selv til Politiet efter først at have begæret sit Bo under Konkursbehandling. I et øjeblikkeligt forhør tilstod han sig straks skyldig i Bedragerier til henved 400,000 Kroner.

Der foreligger endnu kun sparsomme Oplysninger om Enkelthederne, men man er dog allerede klar over, at en Del Smaafolk vil blive ramt meget haardt.

Efter den af Overretssagfører Anders Hvass foreløbig foretagne Opgørelse er Peschardts Gæld 600,000 Kr. og til denne findes ingen nævneværdig Dækning.

De 400,000 Kroner har Peschardt tilvendt sig ved Bedragerier, der for største Delen er udført paa den Maade, at han har brugt de Midler, der var ham betroet. folketingsmand, Overretssagfører Alfred Christensen har saaledes paa egne og 4 Høkeres Vegne begæret kriminel Tiltale. En Række Byggeforeninger har mistet ret store Beløb, som de havde deponeret hos ham, dels i rede Penge, dels i Obligationer. De sidste har Peschardt gjort i Penge og formøblet.

Peschardt var en højtbetroet Mand indenfor Odd-fellow-Ordenen og mange af dennes Medlemmer benyttede ham som Sagfører. Paa denne Maade har han indkasseret meget betydelige Beløb, der alle er brugte.

Forøvrigt har Bedragerierne strakt sig over en lang Aarrække og det er højst mærkeligt, at Katastrofen ikke er kommen for lang Tid siden.

Mange Laangivere har nemlig i de sidste 4 a 5 Aar kæmpet fortvivlet med Peschardt for at faa deres Penge, for et Par Aars Tid siden omtaltes del saaledes meget i visse Kredse, at Kontorchef, forfatteren Ricard næsten maatte true Peschardt paa Livet for at faa ham til at udbetale en Kapital, der var betroet ham as forfatteren Gustav Esmanns Enke.

En stor Del af de mange Penge har Peschardt brugt til et flot Liv. Han havde Sommervilla i Jægersborg og han holdt fint Køretøj, Kusk og Tjener. Han var en feteret Skydebanebroder i den Alberti-Køhlerske Klikke og i del hele havde han meget flotte Vaner, skønt han begyndte i fattigdom. I sin tidligste Ungdom var han Gaardskarl, saa blev han Kontorist, tog dansk juridisk Eksamen og banede sig ved sit gode Hoved og sin flid Vej opad.

Han indlod sig i Byggespekulationer, der dog ikke andrager meget store Beløb, og lige i den sidste Tid forsagte han saa uden Held at redde sig ved nogle vanvittige Kup paa Børsen. Peschardt var Sekretær i Selskabet "Hjemløses Venner", hvis fornemste Kraft er den moderate folketingsmand Neergaard. Peschardt er gift og har et Der har i nogen Tid gaaet Rygter om, at han skulde skilles fra Hustruen.

Blandt de Mænd, der i disse Dage har gjort alt fur at redde Peschardt, er Højres tidligere Kandidat i 7. Kreds, Dr. Petrus Beyer, Formand for Odd-fellow-Ordenen. Det var imidlertid umuligt at skaffe saa mange Penge, som der her var Tale om. 

(Social-Demokraten 30. maj 1908)

I forbindelse med Alberti-skandalen senere på året viste det sig at P. A. Alberti havde tilbageholdt en del af de indsamlede penge til "Hjemløses Venner" til eget brug. Peschardt var foreningens kasserer. En anen af de foreninger som havde overdraget Peschardt penge, var Nationalforeningen tilTuberkulosens Bekæmpelse - 5.000 kr. som Peschardt formøblede til sig selv.

Sagfører Peschardts Dom.

Sagen mod Sagfører Peschardt blev i Gaar paadømt ved den samlede Kriminalret. Tiltalen lod paa Falsk og Bedrageri, men Retten skønnede, at intet af det, hvori Peschardt havde gjort sig skyldig, kunde betragtes som Falsk, og han dømtes derfor efter Straffelovens Bedrageriparagraffer 251 og 253 til Forbedringshusarbejde i 4 Aar.

Frederik Peschardt, der er Søn af en Arbejder paa Crome & Goldschmidts Fabriker i Horsens, og som har levet sin første Ungdom i meget smaa Kaar, tog dansk juridisk Eksamen i 1890 og fik, efter i nogle Aar at have været Fuldmægtig hos Højesteretssagfører Bagger, Bestalling som Underretssagfører i 1894. Han blev straks derefter Sagfører for "Frelsens Hær" og tjente paa dennes store Ejendomskøb og deraf flydende Forretninger saa betydelige Salærer, at han i Efteraaret 1896 kunde flytte fra den beskedne Lejlighed, han hidtil havde beboet i Hyskenstræde Nr. 6, til en stor 6 Værelsers Lejlighed i Nørresøgade og senere til den Lejlighed i Stockholmsgade, hvor han boede, da han blev arresteret. Han udnævntes til Justitsraad i Maj Maaned 1904, uden at nogen forstod, hvorfor denne Udmærkelse tilfaldt den unge og forholdsvis ukendte Sagfører, og omtrent samtidig begyndte han det flotte og ekstravagante Liv, der i Løbet af kort Tid gjorde ham til en af Byens kendteste Skikkelser. Han holdt Villa i Ordrup, Ride- og Køreheste, og han slog i det hele om sig, saa man allerede den Gang straks begyndte at ymte om, at hans Indtægter langtfra lunde slaa til til de Udgifter, hans Liv krævede.

I Følge hans Tilstaaelse, efter at han den 39. Maj i Aar havde meldt sig selv til Politiet og var bleven arresteret, har han allerede i 1991 gjort sig skyldig i ulovlige Dispositioner over Værdier, der enten var ham betroede, eller hvorover han havde skaffet sig Raadighed i sin Egenskab som Sagfører for forskellige Byggeforetagender. Aar efter Aar tiltog hans Bedragerier, indtil Bankkracket i Februar i Aar gjorde det umuligt for ham at holde Svindelen dækket længere. Der var efterhaanden tilgaaet Politiet en Mængde Klager over ham med Hensyn til ukorrekte eller langsomme Afregninger. Han fik Udsættelse paa udsættelse for at kunne afvikle Galden, men tilsidst lukkedes alle Hjælpekilder for ham, og han saa ingen anden Udvej end at overgive sig til Politiet og tage sin Straf, da han under en Konference med Overretssagfører Anders Hvass, hos hvem han havde søgt Raad, havde opgjort sine Besvigelser til et samlet Beløb af ca. 530,000 Kr.

De Besvegne,

Blandt de ved Peschardts Bedragerier Besvegne er den tidligere Overbetjent i Opdagelsespolitiet, Kammerassessor Peter Klein, der har mistet ca. 18,999 Kr. - den Valbyske Byggeforening "Venners Hjem", der har tabt ca. 44,000 Kr. - Maskinmester P. Hansen, der har tabt ca. 14,000 Kr. - Byggeforeningen "Selveje", der taber ca. 65,000 Kr. - Hørkræmmer Herman Christensen, Carl Johan Wendt og Viktualiehandler Jens Peter Jensen, hvem Peschardt har besveget for ialt 30,000 Kr.

Endvidere har han - hvad der forøvrigt var den væsentlige Aarsag til hans Arestation - bedraget den herboende svenske Direktør Hugo Asplund for ca. 6000 Kr., fhv. Blikkenslager Reusch' Bo for ca. 50,000 Kr., Bugserselskabet "Stærkodder" for ca. 7000 Kr., Gaardejer Niels Jensen af Vanløse for ca. 55,000 Kr., Husejer Wilh. Behrendt for ca. 2299 Kr. og Tøjhusarbejder Hans Frandsen for ca. 4500 Kr.

Dommen lød, som nævnt, paa Forbedringshusarbejde i fire Aar, hvorhos Peschardt tilpligtedes at betale Aktionens Omkostninger, herunder Salær til Aktor og Defensor, 50 Kr. til hver.

(København 8. november 1908)

Peschardt kom til at afsone omtrent samtidig med Alberti som sad i Horsens Statsfængsel 1910-1912 og i Vridsløse Statsfængsel 1912-1917. Det udmøntede sig bl.a. i nedenstående satiretegning:

Tegning fra Kolding Social-Demokrat 9. december 1908. Den viser to "almindelige" fanger i stribede dragter, mens resten er klædt i kjole og hvidt, høje hatte, striber på bukserne osv.

Højesteretsdom.

Tvist om, hvem der skal bære Tabet ved et af de Peschardtske Bedragerier.

Et af de Bedragerier, som Justitsraad, Sagfører Peschardt i sin Tid gjorde sig skyldig i, var udført paa følgende Maade:

Han var i Besiddelse af en Obligation paa nogle faa hundrede Kroner, tilhørende Gaardejer Niels Jensen i Vanløse. Denne Obligation agtedes indfriet af Debitor, som i den Anledning ønskede Obligationen tiltransporteret. Niels Jensen underskrev derfor paa Peschardts Kontor en Transport, hvor baade Obligationen og Navnet paa den, der skulde have den tiltransporteret, stod in blanco. Peschardt i udrørte derefter i Transporten en anden Obligation paa noget over 62,000 Kr., ligeledes tilhørende Niels Jensen, og indførte sit eget Navn som den, der fik den overdraget. Del lykkedes ham derefter i "Bikuben" at opnaa et Laan paa 55,000 Kr. til en Rente af 8 pCt. p. a., mod at give Obligationen og Transporten i Haandpant.

Da Niels Jensen ansaa den af "Bikuben" paa denne Maade erhvervede Haandpanteret for ugyldig, anlagde han Sag imod "Bikuben", som havde oppebaaret Aars Rente af Obligationen, og paastod "Bikuben" dømt til at betale ham dette Rentebeløb.

Landsover- samt Hof- øg Stadsretten fandt ikke, at Transporten, der blev fremlagt under Sagen, havde noget mistænkeligt Ydre, og statuerede, at "Bikuben" maatte anses at have haft en til ekstinktiv Erhvervelse af Haandpanteretten tilstrækkelig god Tro. "Bikuben" blev derfor frifunden.

Ved Højesterets Dom blev Overrettens Dom stadfæstet i Henhold til dens Grunde. Det paalagdes Niels Jensen at betale "Bikuben" 200 Kr. i Procesomkostninger for Højesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. november 1910.)

Peschardt annoncerede i fængslet at han ville slå sig ned som tandlæge. Men det afviste formanden for "Dansk Tandlægeforening" da tandlæger kun kunne anerkendes når de havde en uddannelse fra Tandlægeskolen. Den 10. maj 1911 meddelte aviserne at Peschardt ville blive løsladt fra Vridsløselille den dag.

Albertis Justitsraad Peschardt død.

Peshardt.

Albertis gode Ven og højre Haand, fhv. Sagfører og Justitsraad Peschardt, er i Gaar død paa Kommunehospitalet efter en længere Tids Svagelighed.

Peschardt var Typen paa den rigtige Storsvindler, han var en snu Sagfører, en ret smart Mand og dette i Forbindelse med en slesk Optræden gjorde, at han fik Folk til at gaa i Tøjet.

Hans store Bedragerier var særlig rettet mod et Par af Byens største Byggeforeninger, og Hundreder af smaa familier har hos ham mistet alt, hvad de ejede.

Saa længe den store Byggeperiode var inde, klarede Peschardt imidlertid alle Skær; men da Tiderne begyndte at sløje af, brast alt sammen for ham. Og Aaret før Alberti, vandrede den daværende Justitsraad op paa Domhuset og meldte sig selv for Falsk og Bedrageri.

Indirekte blev hans Fald imidlertid den Tue, som fik Albertis store Læs til at vakle, og at det ikke var Smaating, her var Tale om, fremgaar af, at han fik 4 Aars Forbedringshusarbejde.

Efter sin Løsladelse boede han nede paa Gl. Holm. hvor han var gaaet i Kompagni med en tidligere Kollega.

Sit gamle Navn beholdt han, og han optraadte med en forbløffende Frækhed alle Vegne.

Der var dog intet, som nu vilde gaa for ham, og de sidste Aar har sikkert været meget knappe for ham.

Nu er han altsaa død, ingen vil savne ham, og Samfundet er bleven en uappetitlig Type kvit.

(Folkets Avis - København 22. maj 1915)

Den omtalte tidligere kollega var fhv. protokolsekretær i Kriminalretten Tychsen. Han kaldte sig "retskonsulent", men pga. mistillid blev forretningen ophævet. Han blev 46 år gammel. Alberti blev løsladt 1917 og levede et stilfærdigt liv indtil han blev kørt ned af en sporvogn på Nørrebrogade i 1932. Albertis navn er indskrevet i Danmarkshistorien, mens Peschardt vel stort set er blevet glemt.

Forbud mod Forsamling i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Delegerede for de holsteenske Turnforeninger havde idag i Wrist (ved Jernbanen) en Sammenkomst for at raadslaae om, hv ad der var at gjøre efter Forbudet imod den "slesvig-holstenske" Turnfest i Kiel, samt om Afsendelse af Delegerede til den store laipzigske Turnfest, der skal afholdes i Sommer. De holsteenske Turnforeninger danne nu en Afdeling af den store nedersachsiske "Turngau", til hvilken ogsaa Foreningerne i Brunsvig, Hannover og Bremen høre.

(Dagbladet (København) 24. juni 1863).

- Den 21. ds. afholdtes der ifølge "Itzeh. Nachr." i Wrist et Møde, hvortil Afsendinge fra 16 forskjellige holsteenske Turnforeninger havde indfundet sig for at forhandle om, hvorvidt man skulde modtage et fra Hamborg indkommet Tilbud om at afholde en Turnfest i St. Pauli, efterat Sviren i Kiel var bleven forbuden. Resultatet blev, at man afslog Itlbudet og besluttede hos den kgl. holsteenske Regering at andrage paa at afholde festen andensteds, f. Ex. i Neumünster eller Itzehoe. Forsamlingens Afholdelse var forbuden ved en Skrivelse til vedkommende Gjæstgiver fra Kirchspielvogt D. Wendt i Wrist, men da Skrivelsen var vrøvlagtig og meningsløs, tog Forsamlingen ingen Notits af samme.

(Dannevirke 24. juni 1863).

Fra Slesvig-Holsten, 24. juni. Et mærkeligt mandat er udstedt af sognefogeden i Wrist de seneste dage. Regeringen afslog som bekendt tilladelse til at alle holstenske gymnastikklubber kunne afholde en gymnastikfestival i Kiel, og et delegeretmøde blev derfor indkaldt til Wrist af de pågældende klubbers forstad for at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt der evt. bør tages skridt i denne sag, og der bør samtidig drøftes nogle andre gymnastikspørgsmål. Men da de delegerede mødtes om søndagen hos kroejer B. i Wrist, fik de at vide at den lokale myndighed allerede havde udstedt et mandat, hvorved kroejeren blev "gjort opmærksom på at enhver forsamling uden officiel tilladelse er forbudt", og derfor han skal "love dette forbud og opretholde det på sin ejendom under eget ansvar." Men da sognefogeden personligt måtte erkende, at den påtænkte sammenkomst, så vidt han vidste, var "ikke ulovlig", lod de delegerede sig ikke længere afskrække, men alt, hvad der kunne have givet anledning dertil, var naturligt nok undgik i forhandlingerne at blive beskrevet som selv at berøre politik.

Aus Schleswig-Holstein, 24. Juni. Ein komisches Mandat ist in den  jüngsten Tagen von der Kirchspielvogtei in Wrist ergangen. Bekanntlich hat die Regierung die Genehmigung zu einen in Kiel abzuhalteneden Turnfest aller holsteinischen Turnvereine versagt, und es war desshalb von dem Vorort der betreffenden Vereine eine Versammlung von Delegirten nach Wrist berufen worden, um eine Beschluss darüber zu erzielen, ob in dieser Angelehenheit noch weitere Schritte vorgenommen werden sollen und gleichzeitig über einige andere turnerische Angelegenheiten zu berathen. Als jedoch am Sonntage die Delegirten sich bei dem Gastwirthe B. in Wrist einfanden, wurde ihnen die Mittheliung, dass von der Ortsbehörde bereits ein Mandat ergangen sei, durch welches der Gastwirth "darauf aufmerksam gemacht wird, dass eine jede Versammlung ohne obrigkeitliche Erlaubniss untersagt ist", und har derselbe daher "dieses Verbot zu geloben und auf seinem Besitzthum aufrecht zu halten bei eigener Verantwortlichkeit." Da indessen der Kirchspielv ogt persönluch doch zugeben musste, dass die beabsichtigte Versammling seines wissens "nicht unerlaubt" sei, so liessen die Delegirten sich denn auch nicht weiter abhalten, nur wirde in den Verhandlingen wie natürlich Alles vermieden, was irgend hätte Veranlassung geben können, als an Politik auch nur streifend bezeichnet zu werden.

(Bamberger Zeitung. 28. juni 1863)

De holstenske gymnaster deltog herefter ved gymnastikfestivalen i Leipzig hvori deltog op i mod 50.000 gymnaster, heraf omtrent 100 fra Holsten og lige så mange fra Slesvig, og blev her modtaget med megen jubel. De medbragte bl.a. en blå-hvid-rød fane omvundet med sørgeflor. Der opstod rygter om at de ved hjemkomsten blev arresteret, dette blev dog afkræftet kort efter. Den danske regering afslog turnforeningernes anmodning om at afholde festen i Itzehoe, Elshorn eller Neumünster.

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen).

Hr. J. J. Dampe!

De har i "Kjøbenhavnsposien" nr. 270 udtalt Dem på en meget bitter og uretfærdig måde imod mig, på grund af den i "Historie og Digtnings" påbegyndte biografi af Dem; idet De deri har i et krænkende og sårende angreb, som jeg skulle udskrive og opfriske fra ældre usandfærdige beretninger. Jeg kan forsikre Dem, at det har været så langt fra mine tanker i mindste måde at ville krænke Dem, at jeg tværtimod har troet, ved netop nu da "Folkefrihedens oprindende Morgenlys" skinner over vort fædreland, at fremkomme med en beretning om, hvad De har lidt fordi De virkede for "folkets Ret", at vække en så meget større erkendtlighedsfølelse i folkets hjerter for denne Deres virken. Jeg har ofte selv dvælet med interesse og anerkendelse ved Deres livs dåd og den tunge skæbne, hvortil den førte Dem, og jeg ventede og venter at den påbegyndte oversigt af Deres Liv vil, hos enhver læser fremkalde de samme følelser. Dette angående min hensigt. 

Det fremgår af Deres skrivelse at De ved, at min kilde er en gennem en række af  artikler i "Kjøbenhavnsposten" for 1841 givet fremstilling af Deres liv og levnet. Denne fremstilling vidner helt igennem om, at dens forfatter var i høj grad velvillig og godt sindet imod Dem, og var meget nøj bekendt med hvad han skrev om; der går en tone gennem det hele, der vidner om en alvorlig stræben efter nøjagtighed og sanddruhed, og man ser at forfatteren har haft adgang til kilder der ikke stod åbne for enhver. De indrømmer selv, at hin fremstilling for en stor del var indrettet til den hensigt, om muligt at formilde magthaverens vrede; men hvorledes forenes dette med Deres anden mening: at den "i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb mod den forfulgte med sårende pile?" 

Der kunne, efter det anførte ikke for mig være mindste grund til at antage, at denne fremstilling skulle indeholde "usandfærdige beretninger". Men hvad der afgørende måtte bestyrke min tro på dens pålidelighed i de punkter, som jeg nu ser ikke er rigtige, det er, at en artikel af Dem i "Kjøbenhavnsposten" nr. 333 for 1841 forsvarer hin fremstilling imod "Altonaer Merkur", som havde savnet et "væsentligt punkt deri; og et lille skrift af Dem: "Til Danmarks Borgere" nr. 2 der udkom 1844 berigtiger en del i samme fremstilling, "som var blevet dens forfatter urigtigt berettet". Når De selv har offentlig forsvaret den nævnte beretning i det Punkt, og har offentlig berigtiget den i andre punkter, og ved denne lejlighed ikke i mindste måde antydede at den indeholdt flere urigtigheder end dem De da berigtigede, så tror jeg at jeg har været i min gode ret når jeg antog det øvrige for pålideligt. Det er mig derimod meget kært, at De har benyttet denne lejlighed til at oplyse, hvad urigtigt der er forekommet i den allerede udkomne del af Deres biografi, og at De vil levere lignende oplysninger til det følgende, hvilke jeg har ret til at vente meddelte i en mildere form end de nu givne. De vil derved opnå, at fremstillingen af 1841 bliver behørig udrenset for alt, hvad der ikke er fuldkomment stemmende med sandheden, mens dette måske ikke havde været muligt, dersom den først engang senere var blevet opfrisket, når graven gemte Deres støv.  

Jeg skal i "Historie og Digtning" under fortsættelsen aftrykke Deres offentlige skrivelse til mig, med dette min svar, og henstiller forøvrigt ganske til Dem selv, hvorvidt De måtte ville sende mig direkte, hvad De senere måtte have at anføre til berigtigelse af det følgende, eller, som denne Gang, igennem et andet blad, hvorfra jeg da skal optage det.
J. A. Hansen.


Vi ved ikke om det er et fuldstændigt eftertryk af nærværende blad hvorom denne strid drejer sig. Red. af Kjbhpst.

(Kjøbenhavnsposten 21. november 1848)

Tidstavle

1790 Født 10. januar 1790 i København. Forældre: skræddermester Jacob Frantzen Dampe og Anne Gjertrud Christensdatter Lund (1756-1821)
1804 Student fra Metropolitanskolen.
1809 cand. theol.
1811 "Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den danske Retskrivning"
1811 5. marts gift med Dorthea (Thea) Kirstine Johannissen Boye, (1790-1823).
1812 Filosofiske doktorgrad - dr. phil. Doktorafhandling om Koranens morallære.
1811-16 adjunkt ved Slagelse Latinskole. 
1815 "Avis for 10 Kjøbstæder"
1816- Oprettede privat drengeskole, filosofiske studier og litterære arbejder. Magister J. Dampe og skrædder J. F. Dampe, Studiestræde 54 (Krak 1817-1818). 1859 Studiestræde 3, henlagt til 1806 25 i 1906. Med nuværende adresse Nørregade 7/Studiestræde 3. Bygningen er fra 1906.
1818 Støtter Baggesen i fejden mod Oehlenschläger.
1818 November. Dampe er medlem nr. 12 i "Clio", ialt 150 medlemmer.
1819 17. januar. Dampe taler for fulde huse i Helligåndskirken (Politivennen).
1819 12. september. Dampe prædiker i Helligåndskirken. 
1819 "Om Frihedens Overensstemmelse med Christendommens Aand". Censuret den 27. november.
1819 12. november Ørsted afgiver et responsum hvori han kobler Dampes skrift sammen med jødefejden hvad angår opvigling af mængden. 
1820 økonomisk uføre.
1820 Marts. Dampe fremsender skrift om augsburgske bekendelse til godkendelse hos Danchell. 
1820 10. april Afholder mundtlige prædikener og foredrag over skriftet.
1820 Maj. Udgiver "Underretning til Publicum .... ". En hidsig brevveksling med Danchell følger. 
1820 juni. På Dampes påstand om at der intet er gjort imod hans virksomhed, svarer Danchell med et forbud. Dampe udgiver i stedet et par skrifter 
1820 12. juli. Dampe tiltales.
1820 15. august politiet (Kaas) får nys om en såkaldt "jernringssammensværgelse". Dampe udsender sit andet skrift om augsburgske trosbekendelse.
1820 25. august. Frederik 6. skriver til Kjerulff om Dampe. Han er foruroliget over en revolution, efter at have hørt om Dampe. 
1820 23. september. Dampe får besøg af lægen Johann Wendt ("Clio"), som han betror at han er overvåget. Han er dog ikke klar over at Wendt er mellemled mellem politiagenterne.
1820 1. oktober. Leder af Jernringen, Blok Tøxen betales for at trække sig, Dampe bliver formand 
1820 17. oktober: Hof- og stadsretten forbyder Dampe at prædike og som privatdocent at holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål
1820 Oktober-november udgiver bl.a det kritisksatiriske ugeblad "Iagttageren". Dampe er uden at vide det udsat for provokatøragent, men dog klar over at politiet overvåger ham.
1820 1. oktober. Politiet bestikker Blok-Tøxen til at overlade ledelsen af "Jernringsgruppen" til Dampe. Dampe er modsat Tøxen et langt bedre mål som statueringseksempel, end Tøxen.
1820 16. november arresteret, det stiftende møde i selskabet i lejet lokale på Brolæggerstræde 73 (Brolæggerstræde 9/Knabrostræde 16?) beslaglagde politiet hans papirer og fængslede ham og smedemester Hans Christian Jørgensen.
1820 indtil 1. december. Afhøring af Dampe og Jørgensen.
1820 20. november Statstidende officiel redegørelse: Udlandet, en ubetydelig krusning. Indlandet: Der bliver slået hårdt ned på alle liberale tendenser.
1820 13. december. Kancelliet fastslår at Dampe har begået majestætsfornærmelse og højforræderi.
1821 14. februar kender en kommissionsdomstol ham skyldig i at have tilskyndet til forandring af den bestående regeringsform. Dødsstraf.
1821 7. marts Frederik 6. forandrer straffen til fængsel på livstid i fæstningen Christiansø.
1821 25. juli. Plakat skal sikre gentagelser af Dampe-sagen.
1821-26 Kastellet som statsfange mens fængsel opføres til ham på Christiansø.
Fange på Christiansø. Statsfængslet "Ballonen" på Frederiksø blev bygget i 1825 til Dampe. Enecelle i femten år.
1825 Det prøjsiske politiministeriums direktør forsikrer justitsminister Kaas at Jernringen lignede andre europæiske demagogiske bevægelser fra 1820. 
1831-32 i Kastellet som statsfange.
1840 Christian 8. lemper hans vilkår i 1840.
-1848 lever han i Rønne under polititilsyn. 
1848, 20. januar amnesti (Frederik 7.). Dampe flytter til København.
På finansloven. 
1850 Dr. Phil. J. J. Dampe. Nørrebro 14 (Krak).
1855 Dr. Phil. J. J. Dampe. Gråbrødretorv 106.
1859, 1860 og 1864 Dr. Phil. J. J. Dampe. Vestervold 210 (23 stuen). Sidste adresse.
1866, 20 december død Kommunehospitalet. Begravet Holmens Kirkegård. Gravsted nedlagt.

Nogle af deres børn bosatte sig på Kalundborgegnen
2. verdenskrig Kalundborg Museum modtog to lysestager fra et af Dampes oldebørn.
1999 Mads Findal Andreasen ved Kalundborg Museum arrangerer en udstilling om Dampe.
2003 mindesten rejses på Christiansø.

Vigtige (politi)personer

Kaas, Frederik Julius (1757-1827). Justitsminister, politichef. Leder af det politiske politi.
Kjerulff, Andreas Christian (1782-1846). Politichef og politidirektør 1820-1845. Frederik 6.'s fortrolige.
Høst, Jens Kragh. Jurist. Han orienterede Wendt om Kaffeklubben. Medlem af Clio. Fik senere 100 Rbd af statskassen for at levere oplysninger til det hemmelige politi indtil sin død 1844. 
Top, Christian Frederik Ludvig. (1786-1830). Kaptajn afskediget 1820 fra Livjægerkorpset. Blev betalt provokatøragent for politiet, fik Dampe til at skrive oprørske tekster og lejede lokalet i Brolæggerstræde. Dampe troede han var en ven. Blev belønnet med stilling som portkontrollør.
Wendt, Johann. Læge på Almindeligt Hospital. Han informerede Kaas om Kaffeklubben fra "Clio". Han fungerede som mellemled mellem politiagenterne. Blev belønnet med dannebrogsmand. Wendt er omtalt i flere artikler på bloggen i andre sammenhænge. Wendt var den slags person som man kender fra alle diktaturer: En ven til en mistænkt som staten overbeviser om at det er bedst at anmelde vedkommendes statsfjendtlige virksomhed.