Forslag mod Renovations Svineri ved Holmensbro.

Man har så tit klaget over den ubehagelige lugt der er på Holmens Bro indtil midt op på dagen, og som kommer af at natvognene enten ikke er tilbørligt tætte, eller for fulde, og kører for stærkt over broen. Kunne dette ikke, i det mindste for en del, ophæves af magistraten når denne ville beordre fejekællinger at feje broen og langs med kanalen tidlig om morgenen så snart natvognene er ophørt med at køre, og derpå straks at lade de sammenfejede hobe bortkøre? For skulle de "som vi desværre dagligt ser" blive liggende, og et par time vente på vognene, udføres de igen af de passerede vogne. Nej, der måtte fejes og det sammenfejede bortkøres forinden passagen blev for stærk.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 555-556. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Spørgsmaal.

Den i Politivennen nr. 29 omklagede gårdhund i hjørneegnen af Kompagni- og Rådhusstræde som forstyrrer roligheden, er siden vedblevet, endog med fordoblede evner, at lade sin røst høre næsten dag og nat. For altså ikke at gøre ondt værre, er det nok bedst ikke oftere at besvære sig over den. Men skulle det virkelig komme dertil at som foreslået i Politivennen, en skat blev lagt på hunde, burde den da ikke ansættes til det dobbelte for en hund af det her anmeldte slags? Vedkommende ejere der upåtvivlelig må have lige så megen glæde som nytte af sådanne hunde, ville nok med fornøjelse betale sådan en skat, hellere end at skille sig ved deres hund.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 554-555. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Uorden ved komediehuset

Da hr. forfatteren af Politivennen lader til ikke at forbigå nogen uorden, tror man det ikke til besvær at gøre dem opmærksom på de utilladelige uordener, som daglig eksisterer ved Komediehuset, med soldater etc. som tiltrænger sig ret til at opkøbe billetter. Ja ikke engang tillader noget skikkelig klædt menneske at komme ind for selv at tage billet, før de har været inde og opkøbe alle billetter på nær nogle få parterrebilletter. Vil man nu se stykket, må man købe af disse prangere og betale 100 ja mange gange 200 procent mere, end den for billetterne fastsatte pris. Det har hændt mig og nogle af mine bekendte at være blevet trukket tilbage ved håret af disse uberettigede prangere. Skulle der ikke kunne findes et middel til at forebygge sådant forsalg, og var det ikke muligt at forebygge denne utilladelige uorden, og at standse sådant for publikum så skadelige onde?

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 553-554. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Rådmand Baadhs brændeoplag

Rygtet siger at Rådmand Baadh har lejet en plads af den gartner, som har forpagtet Thots have, og opsat en betydelig del brænde på denne plads. Da denne stabel står meget nær ved en smedje, og der findes næsten lutter små tæt sammenbyggede bygninger rundt omkring samme, klagede de omkringboende over den fare de på grund af dette brændeforråd var underkastet i tilfælde af ildebrand . Det blev da påtalt hr. rådmanden, at opsætte et skur over samme. Der blev også straks opført et skur. Men hvorvidt denne kan betrygge naboer og genboer for den betydelige fare, de ved denne brændestabel er underlagt, vil jeg overlade enhver at bedømme, når jeg oplyser dem om, at dette skur ikke er andet end et teglhængt tag, som hviler på træstolper. Hvorved altså stablens sider er ganske blottede og udsatte for samme fare som førhen, om nu stærk vind førte en gnist fra smedjen ind på en af disse åbne sider. Rådmanden anmodes derfor herved, at lade opmure en mur rundt om sin brændestabel, og politiet gøres herved opmærksom på denne uorden. Indsenderen heraf skal ikke undlade at bekendtgøre publikum, de i denne henseende tagne betryggelsesmidler.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 552-553. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Til Læserne

Da der i anledning af hvad i nr. 35 i en meget anstændig tone var indrykket om rådmand Baadhs brændeoplags farlighed i ildebrandstilfælde for de omkringboende har stået et meget bidsk og usømmeligt avertissement undertegnet Lund i Adresseaviserne, hvor i udgiveren beskyldes for ondskabsfuldhed imod rådmanden, øvrigheden, brandvæsnet osv. vil man atter gentage hvad i planen nr. 1 er sagt og hvad hidtil er holdt, at dadlesyge eller personligt fjendskab ikke skal give et eneste bidrag plads i bladet, men blot den hensigt at gavne. Det er i øvrigt ved angivelse af misbrug ligegyldigt hvor fornemme, rige, mægtige, agtede de mænd kunne være der forårsager dem eller lander dem være upåankede. Det eneste der retfærdiggør eller fælder angiveren: om fejlen virkelig finder sted (i dette tilfælde om brænde under skur lettere antændes end brænde i muret pakhus) eller om den blot er indbildt.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 39, den 19. januar 1799, side 623-624) 

Atter om Brændet i Reetz Thotts Have.

Indsenderen af avertissementet om det farlige brændeoplag i Store Kongensgade nævnede kun rådmand Baadh, fordi frygtet som avertissementet udtrykkeligt siger, angav ham som det ejer. Da han nu har fået under retning om at dette ikke forholder sig således, tilbagekalder han gerne dette. Dog tror han at burde anmærke at dette avertissements hensigt sandelig ikke har været at skade noget menneske, men at rådmand Baadh blot er nævnt fordi rygtet nævnte ham som ejer. Enhver indser altså let at det må være indsenderen ligegyldigt enten en rådmand eller en geheimeråd, enten Gartner Lund eller noget andet menneske ejer dette brændeoplag. Men hvem der end ejer det, gentager jeg hermed at det er meget farligt, og anmoder den højeste randret at undersøge det nøje. Enhver anden som ikke har lejlighed til at se samme, vil jeg blot have henvist til Politivennens nr. 35 hvor det findes beskrevet. Og blot tilføje det spørgsmål: hvad er mest farligt, enten et brændeskur som dog forbydes ved seneste brandordning, eller en sådan til alle sider åben og for ildgnister der herligt kan skjules mellem brændestykkerne udsat brændestabel, hvis eneste skærm er et teglhængt tag som vel kan hindre brændet fra at blive vådt, men aldrig udholder ildgnister som kommer fra siden? Hr. gartner Lunds uartigheder skulle af mig blive ubesvarede, og jeg vil ganske tilgive ham samme, dersom han vil underrrette publikum om hvad undersøgelser og foranstaltninger vedkommende og brandretten i særdeleshed anordner til tryghed for naboer og genboer.

(Politivennen, 1799, hæfte 4, nr 40, s. 627-628)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1798 står Rådmand Baadh som boende i Norgesgade 199. I 1856 husnummer 13. Norgesgade hed siden 1877 Bredgade. Adressen lå omtrent hvor nu Palægade krydser Bredgade.

Artiklerne affødte en retssag som er beskrevet i Politivennen nr. 59, juni 1799. s. 939-944, Politivennen nr. 60, 1799. s. 958-960, Politivennen nr. 61, 22. juni 1799, s. 974-975, Politivennen nr. 62 og 29. juni 1799, s. 986-989. Retssagen endte med at Seidelin måtte betale 10 rigsdaler til Almindeligt Hospital, men ellers ikke noget.

Uorden på Kultorvet samt nogle politiforslag

Hr. Politiven!

I Politivennen er før klaget over den slette justits, som finder sted på torvene mellem bøndervognene. Denne klage har imidlertid ikke hjulpet. Anmelderen forekommer det endog som om uordenen i den henseende bliver værre dag for dag. Og som bevis på at det er næsten så slemt som det kan være, anføres her hvad han var vidne til den 19. december. En gammel udlevet kone, og nogle formodentlig skolebørn kom om formiddagen fra Rosenborggade for at ville gå ind i et hus i Frederiksborggade, omtrent lige før førnævnte gade. De kunne ikke komme til fortovet for bøndervogne og heste som var tæt pakket på hinanden. De måtte derfor i snavs og møgdynger gå midt i gaden lige til Nørreport, og så hele turen op ad tilbage op fortovet, hvor de endda havde vanskelighed med at komme igennem, da der endog stod heste sammesteds. Ked af forbandelser over politi og bønderne, som udøstes af de på fortovet gående, banede anmelderen sig vej ud på gaden ved at springe over nogle vogne for at komme over på Kultorvet ved siden af den gård udenfor hvilken skildvagterne stod. Men der var ingen mulighed i at komme derhen, uden at gå langs ad det skidne torv til Købmagergade og så tilbage til det anførte bestemmelsessted.

Det er virkelig utilgiveligt, at de ansvarlige ikke påser orden med torvene. Om end husejerne er ligegyldige ved at ingen uden besværlighed kan komme ind i husene, bør de dog tænke på lejerne og hele publikum, og alvorlig gøre forestilling til politiet om denne sag. Enhver borger kan påstå at gaderne skulle holdes så ryddelige, at han ikke skal gå meget af sin vej for at komme ind i et hus, hvor han har ærinde; påstå, at politiet holder såvel derover, som over at ingen heste bindes til kældre eller gadedøre, hvorved fodgængerne tvinges til at gå ud på de smudsige gader, eller hvis tilfældet er det samme som på Kultorvet, en lang vej udenom, for at komme derhen han vil.

I færd med at påanke uskikke, beder jeg Dem, hr. Politiven, at ville gøre Brolægnings-kommissionen det forslag, at lønne en betjent, der kunne efterse alle uordener og forbedringer, som slår ind i deres fag, og af hvilke en del rejser sig af gadernes forandring eller udvidelse. Da ville den afviser fx bortskaffes, der nu står på hjørnet af Vingårdsstræde og Ulkegade, og fortjener at betragtes af enhver, som hidtil ikke har set den. Den må have givet god fortjeneste til kirurger og hestedoktorer, og hjulmænd og andre håndværkere, og forbandelser i overflødighed af dem som den kostede forslåede skinneben.

Førend jeg slutter har jeg en bøn til Dem. Enhver som læser Deres blad med opmærksomhed, har vist erfaret at flere personer ikke retter de mangler eller uordner som angives. Jeg vil ikke tro at årsagen dertil skulle være mangel på agtelse for publikum. Snarere kunne den måske søges i visse folks had til publicitet, og deres forsæt ikke at læse de udkomne flyveblade. Ikke at have læst Politivennen kan da tjene dem til undskyldning, hvis de ikke har rettet fejlene. Jeg beder derfor at hvis en eller anden uorden skulle påankes flere gange uden at blive rettet, De da ville tilstille vedkommende et eksemplar af det nummer, hvori anmeldelsen er sket. Rettes fejlen da ikke, eller årsagen ikke angives, hvorfor det ikke sker, burde de offentlig nævnes, og det så ofte, indtil de forbedrer sig. Dette er en fortjent straf for at ringeagte publikum. Hvad befolkningerne ved dette forslag for Dem selv angår, da ville de vel skamme sig ved ikke at betale det enkelte nummer, som bragte dem til syndernes erkendelse. Blev dette imidlertid ikke tilfældet, ønsker jeg bladet så mange købere, at denne udgift kunne tåles.

-B

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 35, s. 545-549. [Estimeret dato: 22. december 1798])

Rosenborggade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.