Forslag til et nyt Gevær for Soldaterne

Man skal ikke tro at jeg her vil forsyne soldaterne med et nyt mordvåben. Man har ødelæggelselsmidler nok. Det gevær som jeg foreslår, er fire strikkepinde. Et lige så fredeligt som nyttigt våben. Jeg har nemlig tit følt både ærgrelse og medlidenhed når jeg har set soldaten stå hele timer på sin post som et hængetræ uden at gøre noget, eller sidde på vagten og fordrive den kedsommelige tid med liderlige viser og eventyr. Hvad taber ikke både staten og han selv ved det. Staten mister de vindskibeligheds produkter som soldaterne i deres ørkesløsheds tid kunne have frembragt, og får dårligere borgere som lediggang og ond snak har fordærvet. Soldaten savner det som han ved flid kunne have erhvervet sig, og som ved hans ringe løn er meget nødvendigt til hans underhold, især hvis han har kone og børn som vel hver landets borger der vil arbejde, burde i det mindste når han havde opnået tredive år, være i stand til at ernære med tarvelighed. Jeg foreslår altså at soldaterne skal lære at strikke og at det måtte være dem tilladt i vagten og på posterne at fordrive den ørkesløse tid dermed.

*   *   *

Udgiveren indrykker dette forslag med sand fornøjelse. Så ofte oprørtes hans følelse ved at se ved hver stadsport, på stadens hovedplads, ja ved landsfaderens eget hus, så mange friske raske ynglinge misbruge tiden, deres tilværelse og de som lønner dem, borgeres sved. Så ofte harmedes han over den falske ære en stærblind politik den hele verden over tillægger en klasse af lediggående mænd! Ja det er ærefuldt at være den der vil opofre sundhed og liv og alt hvad kært er for at tilbagedrive den fnysende fremmede voldsmand fra flidens rolige bolig, der vil sætte sit glavind mellem den rå vellystvrinskende kriger og den blive fredens og frydens mø, den hulde mandlønnende kvinde, den sølvgrå tilbedte olding - der kæk vil låne den smilende dieling, den legende glut, den springende knøs sin stærke senefulde arm. - Ja, ved fædrelandet , siger jeg, ham hædrer jeg villig! Men kan denne iver ventes af den der selv forsømmer, ringeagter fredens nærende sysler, af den der stagnerende i et skilderhus eller henstrakt på en hovedvagts ufrugtbare bænk spotter den forbiilende virksomme borger. Oh, regenter! Oh, krigsøverster! afhold, afvæn ikke krigeren fra fredelig gerning. Jo, lad ham ikke forlade jeres tjeneste med den fordærvelige erhvervelse, uduelighed og væmmelse for arbejde! Og han selv, vi alle, en taknemmelig eftertid skal takkende velsigne jer!!

(Politivennen. Hæfte 3, nr. 37, den 5. januar 1799, s. 577-580)

Vægteruskik

I aften den 28. december blev et menneske, der var klædt som matros og kom ud (og skal ikke sige for vist om han blev stødt ud) af spisekælderen i næste hus op til urmager Roslev, med det råb bag sig: Pågrib ham, vægter! meget ilde behandlet af en vægter, skønt han forholdt sig ganske rolig og passiv. Han forsøgte med gode ord og ved at gå rolig sin gang at berolige vægteren. Men denne vedblev et helt stykke hen ad gangen at bearbejde ham med morgenstjernen og tilredte ham ynkelig. I den formening at dette er en ganske ulovlig fremfærd af en vægter, der vel i det højeste er berettiget, når uorden har sted til at arrestere, og kun for nødværge tør slå, indvendes dette som kan bevises når kræves, til Politivennens fremsætning.

( Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 574-575)

Om ørkesløse Æblekællinger

(Indsendt)

P.M.

Med inderlig fornøjelse læste jeg Landhusholdningsselskabets sidst aflagte regnskab i mit kammer. Jeg tilstod mig selv at det ikke kunne fejle, at selskabet jo ved sine så mange slags fortræffelige anstalter til nationalflids opmuntring i begge rigerne og ved undervisning og belønning, måtte have draget mange ledige siddende eller omløbende tøs, eller mange førhen doven eller ørkesløs gammel kælling til at gribe strikketøjet eller rokken. 

Skønt straks efter, da mine forretninger kaldte mig på gaderne og torvene, fandt jeg til min store bedrøvelse det modsatte. Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger. Dvs. til dagdriverinder, som hele dagen igennem ikke bestiller andet end at bevogte de roligt liggende æbler med hænderne i skødet, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. Regner man at et halvt år således hendangles ved æblekurven og ansættes æblekællingernes tal til 500, og hvad de ved strikning daglig kunne fortjene til 4 [], så vil en statshusholder finde dette strikkearbejde ville give landet en fortjeneste af 3.800 rigsdaler årligt, uden at tage vindingen for moralen i betragtning. Skulle altså nogen patriot vide et middel til at bringe sådan en strikning i gang, så ville han fortjene sig en så udmærket tak af publikum, at han ikke ville misunde os at have givet ham den første ide dertil.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 572-573)

Varsko i lille Kongensgade paa Kristianshavn.

I Lille Kongensgade på Christianshavn har man allerede længe tilladt sig den uskik at opstable to store kalkhobe på fortovet ved muren skrås over for sekretær Klasens hus. Indsenderen heraf gik en aften rask til på nævnte fortov, og som han ikke formodede sig sådan uorden, heller ikke ved gadernes usle lygteskin kunne skimte noget for sig, gled han med foden i det han trådte i en af disse hobe, og faldt så hastigt og stærkt mod stenbroen at hans højre arm gik af led, hvorved han i langt tid ikke alene udstod megen smerte, men endog ikke kunne bruge armen. Hvor let kunne han ikke ved denne lejlighed have brækket den? At vedkommende ved denne sandfærdige fortælling ville gøres opmærksom  og straks rydde fortovet - som desuden er belagt med bjælker og meget andet - det vil man rimeligvis formode.

Vm.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 571-572)

Forsømmelighed i Lyngby.

I Lyngby ligger et stykke af den gamle landevej, kaldet Dronningvad. Der er en stenkiste hvor alt vand fra hele Lyngby mark har sit udløb. Og da samme stenkiste ikke har mere end en dæksten, som folk kan klatre over (når den ikke af fulde folk bliver kastet i renden, hvilket ofte sker), så er den for fremmede og rejsende desto mere farlig. Og ligeså farlig er det for de mange drukne som kommer om aften fra kroen, og vil op i byen. Disse kunne let drukne uden at noget menneske vidste deraf, da der ingen folk er i nærheden. Også måtte man undres over de store møgbanker der ikke alene gør vejen upassabel for gående, men har endog afløb til renden hvor mange folk henter vand når de ikke kan få i åen. 

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 570-571)