Et Par Ord til Forsvar for Lejetjenerne.

I anledning af det i nr. 38 foreslåede embede af en mægler eller agent for de fremmede som kommer til staden, er der talt om snyderier og optrækkerier af værter og lejetjenere osv. Jeg vil ikke indlade mig i noget forsvar for værter da enhver bør feje for egen dør, men jeg vil blot som lejetjener og såvidt jeg ved den ældste i København, anmærke at i den tid jeg har tjent de fremmede med den redeligste flid, er jeg flere end en gang blevet snydt af mine herrer. Jeg vil ikke nægte at et sådant agentskab kunne have nytte (dog magistraten ville vel i så fald ikke have tøvet med at beskikke det) men jeg vil blot sige dette, at imellem de fremmede der besøger København, er der langt flere snydere end enten mellem lejetjenere eller værter.

Lejetjener Larsen

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 761-762)

Et Ønske

I Amaliegade går en halvvoksen dreng fra 1. januar til 31. december uophørlig og tigger. Denne dreng har efter eget sigende et ulægeligt skurvet hoved, ellers et godt, men sygeligt ansigt. At et sådant ulykkeligt barn i højeste grad er formålet for det offentliges medlidenhed og omsorg kan anmelderen ikke et øjeblik tvivle om. Men hans ønske er alene at den ansvarlige af pligt og menneskelighed ville gøre et forsøg, om denne dreng ikke var at redde fra sygdom og elendighed, til at blive et nyttigt medlem, i det menneskelig selskab. Drengens navn er Anders Olsen og er faderløs.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 760)

Rådne Sild

Skulle det være muligt, at egennyttens grusomhed kunne i hørkræmmeres hånd gå for vidt, at disse i en af Europas krigsfrie hovedstæder vover at sælge og lade sælge rådne sild til den af hunger vansmægtende fattige?

Kræmmere! Hvor og hvem I er! Øjne i den dag, da penge og grundmurede gårde og følesløse nerver ikke kunne fri eder for samvittighedens tordenslag.

P.S. Kan politiet afværge, at rådne varer (dvs. langsom gift) pålistes den fattige?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 758-759)

Barbariets levninger i Falster

(Indsendt)

En som rejste fra Nykøbing på Falster d. 13. marts med posten til København, har efter sin individuelle mening fundet følgende hvis bekendtgørelse han ønsker og vist mange flere med ham, måtte virke lidt på Falsters politi for landet. 

Få dage forhen var ved kroen Ludvigslund henrettet en mand, lagt på stejle, hovedet sat på en stage med videre, og bestod hans forbrydelse i at have kvalt sin kone. Men det er ubegribeligt at den ansvarlige ikke anviser en anden retterplads, end den der endnu er en levning fra de barbariske tider, eller for ikke at blive misforstået, fra de tider da det ansås for nødvendig, at retterpladser skulle være ved landeveje for at falde folk i øjnene. For denne mands krop ligger som sagt på stejlen ikke over 20 skridt fra landevejen og måske knap så langt. 

Det er indsenderen af dette ubekendt, efter hvis foranstaltning henrettelsen er sket just på dette sted. Men dette ved han, og dette tror han, at det har været birkedommerens pligt, (som om han mindes ret, tillige er fuldmægtig hos amtmanden) at sørge en lille smule i dette stykke før det almindelige. Hvor let kan heste ikke for vognene blive gale ved lugten af ådsler og forvolde mennesker skade på liv og lemmer. For jeg vil ikke tale om den agt man skylder rejsende, som absolut skal den vej, at skåne deres sanser for indtryk der er yderst fatale. Ikke heller om de mange mennesker, som kan få ondt af slig stank på en offentlig landevej. 

Dersom det kan lade sig gøre og kan blive tilladt er indsenderen villig til at betale natmanden 1 rigsdaler for sin del, når han graver kroppen ned. Og da indsenderens vej i denne sommer falder der forbi 3 a 4 gange, skal denne rigsdaler blive leveret ham i Kraghave. 

Man håber at den ansvarlige viser den menneskekærlighed, at gøre forestilling til nedtagelsen, på ovennævnte grunde. Hvis ikke tilgive de om man tror - at de sover. 

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 756-758)

Redacteurens Anmærkning 

En gennemgang af straffen for mord står i Kraks Vejviser 1771, s. 108 ff.

Mistænkelige Folk, som gaae ind i Husene

Hr. Politiven!

Jeg ved du bestræber at gøre dig elsket blandt publikum især blandt dine retskafne medborgere. Du ville sikkert gøre mange en tjeneste med at indføre nedenstående jo før jo bedre for om muligt at forebygge to mistænkelige personer afskyelige omløben:

"Jeg sidder forleden eftermiddag i god ro inde i min stue og havde hos mig en lille dreng. Kort sagt, jeg var så godt som ene i fire værelser. Klokken var 5 om aftenen da de kom, ringede på ind til stuen hvor vi sad og læste. Drengen lukkede op og bad dem træde ind i salen mens han kaldte på mig. De var to og så ret ordentlige og skikkelig ud, tillige var de velklædte og temmelig voksne. De spurgte straks efter om hr.... var hjemme og om de måtte have den ære at tale med ham. Da jeg kom ind, hilste de meget artig, bad mig ikke fortryde på de kom så dristig og således stod de meget længe og talte så om et og så et andet i sig selv ligegyldige ting. Jeg sagde dem i al høflighed: at min tid var mig kostbar, jeg havde ikke lejlighed længere at opholde mig hos dem, om de ville være så god at sige mig deres ærinde. Den ene talte bestandig og den anden opholdt sig ved nogle varer jeg havde til salg langt henne i salen. Ja, begyndte han med, vi er fremmede og er nødt til at gå omkring hos gode folk at samle os en lille gave, i denne anledning tager vi os den frihed at komme til Dem. Jeg svarede dem at jeg var en nybegynder, sad med familie og havde mange folk, og havde gjort mig det til en regel aldrig at give nogen noget i mit hus, men at give noget vist årlig til de fattige. Det kunne sandelig ikke hjælpe hvad gyldige grunde der blev sagt til dem. De blev ved med snik-snak,at jeg endelig måtte være dem behjælpelig. Jeg mærkede at når jeg ikke ville med det gode, havde de måske ikke været uforsagte til at tage hvad dem syntes med det onde." 

Efter at have udstået sådan en påtryglen over en time, resolverede jeg til at råbe på to gode karle jeg havde i nærheden, og da de hørte det, satte de straks deres hatte på midt i salen oog gik bort uden at sige et eneste ord. Anden dag derpå tror jeg nok at en af dem var der igen, men kom til alt held ikke ind. Jeg var just i byen på den tid som de formodentlig havde vidst. Men da han ikke kom ind, men måtte blive stående ude på gangen, som han sagde til min kone at han ikke var vant til, gik han med uforrettet sag. Ærede ven! Disse folk går vist ikke for det bedste, men ser lejlighed hvor de kan komme til nogen alene for at udøve hvad deres hensigter er. Hvad der bevæger mig til at indføre dette i Politivennen er, at jeg har hørt de skulle have været på flere steder her i byen på samme måde som oven for er sagt. Ved du noget råd for sådanne mennesker, da vent ikke for længe før vi må have den fornøjelse at læse samme.

Din igen forbundne
x

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 48, den 22. marts 1799, s 753-756)