Til Brand- og Vandkommissionen om de to ferske Vandpumper på Toldboden

I nogle sidst afvigte somre, er en beboer i Skt. Anne Østerkvarter, der til hans gård ved kongeligt skøde har en portion af Charlottenborgs hovedrende, blevet opmærksom på, at hans pumpevand ikke alene er kendeligt formindsket, men endog bliver undertiden på nogen tid rent borte. Årsagen hertil må sikkert være de to pumper der er anbragt på Toldboden, der skal være ansatte på samme Charlottenborg hovedrende. Disse som om forår, sommer og efterår, når reden jævnligt ligger fuld af skibe, er fra morgen til aften i uophørlig gang, gør det rimeligt at vandet ved denne idelige pumpning drages bestandig hid til dette punkt. Efter sagn skal fontænemester Bekker, da han ytrede sin mening om disse pumper, erklæret sig imod dem, fordi han formodede, det ville ske, hvad nu sker, at delhaverne i denne rende ville herved komme til at mangle vand.

Ingen opmærksom nægter herligheden af dette bekvemme anlæg, men disse pumper burde nok have en hovedrende for sig selv. For antallet af de tønder vand som dagligt pumpes, må være særdeles betydeligt. Man ønsker derfor at gøre Brand- og Vandkommissionen, under hvis omsorg sådanne tilfælde formodentlig ligger, opmærksom på den farlighed vandets formindskelse eller ganske fravær i mødende ulykkelige begivenhed kunne forårsage, ligesom også, at man aldeles ikke kan undvære vandet i det daglige husholdning. Vedbliver denne mangel, nødes man til alvorligere at påtale sine rettigheder, da vand, denne livets første og største nødvendighed, på ingen måde kan undværes endog i det bestemte øjeblik, da man skal gøre brug af samme.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 53, den 27 April 1799, s  835-837)

Til Udgiveren af Politivennen.

Motto.

Men I soldater og ej kan pedanter,
såvelsom lærde folk, studenter, postillanter?
vid. Holbergs Peders Paars 4 B, 3 S.

Min herre, som det efter ordsproget er tids nok at tage hatten af når man ser manden, således tror jeg at man med samme føje (i omvendt forhold) kan sige til de bajonetelskende militære, det er tids nok at sætte bajonetten på når man ser fjenden. Imidlertid har disse endnu ikke villet indse denne sætnings rigtighed, og derfor bliver endnu ved at udsætte fredelige borgere for den fare at beskadiges af disse mord- og krigsinstrumenter.

Politivennen har vel i sit seneste nummer 52 og et af de foregående numre hvor der holdtes en utilbørlig lovtale over vedkommende, fortalt os at denne skik (uskik tør jeg ikke kalde det, så meget jeg end kunne fristes til det) var fjernet. Men det forholder sig ikke således. For dels har indsenderen hørt af selve militære for hvilke han ytrede sin glæde over den agtelse vedkommende ved denne lejlighed havde vist for publikum at det ikke var af den årsag at den påankede skik en tid i vinter ikke fandt sted, men af frygt for at soldaten ved at bære geværet på denne (drabelige) måde let kunne komme til skade på de isglatte gader. Med årsagen ophører altså virkningen, dels har han for få dage siden med egne øjne set at den ting endnu findr sted. De ville derfor, min herre, behage at kalde deres anmeldelse af den formentlig fjernede uorden tilbage, erindrende Dem det ovenanførte: det er tids nok at tage hatten af, når man ser manden. 

København d. 26. marts 1799

Antimars Fredlieb.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 53, den 27 April 1799, s  833-835)

Spørgsmaal fra Pustervig.

Betaler husejerne i Pustervig ikke også for gadens renovation? Dog synes ikke sådant da det udkastede skarn i en tid af næsten 1/4 år ikke er bortkørt, og samme gade er mere stadens sammenkørselssted end en gade hvor der bor og passerer folk.

(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s  829)

Et par Ord om Fattige og Arme.

Uagtet vi siges at have en Fattigkommission der ret er martyrer for deres nidkærhed og aktivitet, der besidder forstand og redelighed nok til at opnår deres ædle hensigter, hvorom aviserne endog overtyder os, så finder man dog i næsten enhver gade en mængde usle tilsyneladende arme, ja endog ofte mødre med spæde børn på armene. Udsatte for kuldens strenghed, som stedse plager og trygler den forbigående om en liden hjælp, der for det meste dog ikke tjener dem til andet, end til at forlænge deres kummerlige liv. For at give en fattig nogle få skillinger er langt fra den virkelig hjælp. Det er det samme som at kaste et lille bræt til et menneske der er nærved at omkomme i vandet, hvorved man kun ville forøge hans lidelser.

Skulle det ikke være muligt, at den sørgelig uskik på nogen måde kunne hæves. Kunne ikke den lade arbejdsdygtige besørges hensat i arbejdsanstalter og fabrikker og der fortjene så meget at han kunne være befriet for alle næringssorger og nyde et lykkeligere og nyttigere liv. Og den fattige men virkelystne mand på anden måde afhjælpes. Men hjælpen måtte være så  fuldkommen at den som findes værdig dertil, aldeles må være befriet for næringssorger, for troede man at hjælpe alle ved at tildele alle noget lidt, da var troen meget falsk og svag, og man hjalp aldeles ingen, men anvendte pengene på en unyttig og ufornuftig måde, som var et sandt kendetegn på forstandsmangel og redelighed. Hensigten måtte være nok så god. Og når afstanden mellem ekstremerne rigdom og armod er så uforholdsmæssig stor, at rigmanden (der vanskeligt efter rene moralprincipper, kan besidde god moralsk karakter) ejer tønder guld mens hans ædle medbroder hentærer i elendighedens vrå sukker under livets byrder, da er staten langt fra fuldkommenhed!

(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s  825-826)

Vink for sundhedselskende Medborgere.

Den overordentlige og varige kulde som er en for det menneskelige legeme meget svækkende potens, mangel på varme og andre livets nødvendigheder, afveksling fra kulde til varme, som mange har været udsat for i denne vinter, synes at ville frembringe en mængde aftheniske sygdomme som feber etc. fordi legemet befinder sig i en vis grad afthenie eller svaghedstilstand. Men vil derfor tilråde det sundhedselskende publikum at betjene sig af en styrkende og oplivende diæt som: rigeligere kødspiser end sædvanlig, blødkogte æg, vin, godt øl og et mådeligt brug af andre spirituose blandinger, ren luft og mådelige bevægelser som alene kan genbringe levekraftens ligevægt og forebygge sygdomme. Man skal vogte sig meget for de såkaldte forebyggelsesmidler, åreladning, laveer- og brækmidler der er meget svækkende og farlige. Den styrkende diæt vedbliver man så længe den fugtige luft og kulde vedvarer, og en betydelig varmegrad kan på nogen tid næppe ventes, på grund af mængden af is og sne der som et fastere legeme ved at gå over i dråber og derfra i dampe, altid afgiver kulde, ved at binde varmestossen. Atmosfæren overlades tillige på denne tid med en mængde for åndedraget skadelige dunster og gasarter, og indeholder en alt for lille del af den rene livsluft hvilket går omtalte diæt så meget mere nødvendig.

A.

(Politivennen 20. april 1799, Hæfte 4, nr. 52, s  823-825)

Redacteurens Anmærkning.

Afthenie defineres i "Fuldstændig fremmedordbog eller Lexicon over alle i vort sprog brugelige fremmede ord" af Joh. Rik. Høst  (1837) som "Mangel på Livskraft eller Incitation; Kraftesløshed, Svækkelse, Afmagt. Afthenisere. At formindske Livskaftens Virkning, gjøre Indskrænkning i henseende til incitamenterne; svække. Afthenisk."