Spørgsmål til Amtmanden og Landfysikus i Lolland

Efter at Lollands Nørreherreds bondealmue i 15 til 16 år har været plaget af en kræftsyge, der om den end ikke - som de fleste læger påstår - er venerisk, dog er lige så smittende, og i sine følger ondartet, som de veneriske. Efter at man længe forgæves havde ønsket øvrighedens og medicinpolitiets kraftige medvirken til at standse og hæve dette onde. Efter at øvrigheden endog havde endelig begyndt derpå, men straks ladet sig kyse bort af den uoplyste almues opsætsighed mod den undersøgelse, de til at kende sygdommens natur anså nødvendig, grebes til sidst denne sag for alvor an, da proprietær Dons, efter at have modtaget administrationen over baroniet Vintersborg, hvor i Utterslev by og sogn sygen fornemmelig rasede, derom gjorde en alvorlig fremstilling til det danske kancelli. Nu befaledes da anlagt et sygehus i amtet, hvor patienterne under en læges daglige opsyn og med en for sygdommen passende diæt kunne henlægges til helbredelse. Nu påbødes og en under amtmandens opsyn og nærværelse af stiftsfysikus og og distriktskirurgen årlig over hele herredet foretaget visitation. Sygehuset indrettes i Nakskov, men langt mere vidtløftigt og kostbart end nødvendigt var. Og de forestillinger som med grund derfor herimod er gjort på højere steder som for sildig, da ingen måtte blive vidende om indretningen og dens vide, før den allerede var sanktioneret af regeringen. 

Undersøgelsen i herredet efter de syge foretages også - men kun det første år i overværelse af amtmanden siden i herredsfogedens overværelse. Og nu i år har man aldeles intet hørt til at nogen undersøgelse er foretaget eller skal foretages. Som man heller ikke kan vente så langt ud på sommeren. Amtmanden baron Juel Wind og landfysikus Dr. Wivet, som denne sag især kommer an på, spørges derfor: Om sygen nu så ganske er hævet at den årlige visitats ikke længere behøves? Eller om de er overbevist  om at det rygte er falsk som vil vide at sygen hist og her endnu skal eksistere fx i Sandby sogn, navnlig Husmarkeby? Men selvom rygtet skulle være falsk og denne sygdom ganske hævet, var det da ikke en værdig beskæftigelse for Lollands medicinalvæsen om det tog sig af den mange blandt almuen af begge køn der især i Halsted amt er behæftede med benskade eller sure ben. Vel ved jeg at landets klima og jordbund er meget skyld i dette onde. Men ved jeg også at det meget kunne afhjælpes når man gjorde sig umage. Derfor ved alvorlig at sørge for, at de syge kom i kur under de beskikkede læger, ved at foreskrive dem den fornødne diæt, og de forsigtigheder, der kunne forebygge sygen osv. Hertil kunne jo også det nye sygehus komme vel tilpas. Vist er det at sygdommen er for sine farlige følger af yderste vigtighed. Hele familier er angrebne af den, blot af mangel på eftersyn af kyndige læger, da husrådene, vil måske lindre, men aldrig hæve den, ofte vel og forværre sygen.

(Politivennen Hæfte 5, nr. 64, den 12. juli 1799, s. 1011-1014)

Opfordring til Magistraten i Hobro.

To almindelige og gamle årsager til vore danske købstæders forfald er: tilstopningen af den indsejling som i de ældre tider har været til næsten alle disse stæder, og de ulykkelige ildebrande som på grund af et dårligt brandpoliti har en ja en gang imellem flere gange fortæret dem. Opfordres må derfor et velordnet politi til den mest årvågne opmærksomhed på disse to vigtige genstande. Denne gang kun et par ord med hensyn til købestaden Hobro i Jylland om den første af disse genstande. 

Også Hobro er en af de købstæder som ville vinde betydelig i handel, folkemængde og velstand når dens indsejling ved Mariager eller måske rettere Hobro Fjord ved opmudring forbedres. Ja der er de som med kundskab om det lokale og kyndighed i at kunne skønne på samme, endog tør påstå at indsejlingen kan blive langt lettere til Hobro end den nogensinde bliver det til Randers. Her i Hobro så man derfor med længsel i møde den kongelige overlods hr. generaladjudant Løvenørns komme, og her som i flere købstæder velsignede man regeringen som nu ved at lade denne brave sømand rejse omkring og undersøge det lokale, viser at den agter at tage sig af denne for købstæderne vigtige sag. 

Denne regeringens befuldmægtigede skal også allerede i fjor sommer have været her. Men lige så uvidende Hobros indbyggere blev om hans komme og nærværelse, er de om hvad han udretter, om hvorledes vedkommende har forestillet ham denne for byen vigtige sag, om hvad beslutninger der til byens indsejlings forbedring da blev taget, eller siden er taget. Hobros magistrat og øvrige repræsentanter opfordres derfor derom at oplyse byens øvrige indbyggere som til gengæld herfor skal gøre sig al umage for at modbevise det dem fornærmelige rygte at sagens byens indsejling betræffende var forestillet således som om herved aldeles intet var til forbedring at gøre
Hobro i Maj 1799

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 64, den 12 Julii 1799, s 1009-1011)

Redacteurens Anmærkning

Hobro fik købstadsrettigheder i 1300 tallet og var hærget af adskillige brande. De største brande i 1812-13 var dog endnu i vente på artiklens tilblivelsestidspunkt. I 1787 havde byen omkring 465 indbyggere.

Det er uvist om der er tale om kommandørkaptajn (ikke generaladjudant) Paul de Løvenørn. Sejlløbet blev vitterligt uddybet i begyndelsen af 1800-tallet. Se noten til Politivennen nr. 361.

Skændig Stank paa Vesterbro og gamle Kongevej.

De har nylig skrevet om uhumskheder på Ladegårdsvejen. Jeg skulle altså tro at De bruger denne som spadseretur. Men hr. Politiven, passerer de da aldrig Vesterbro og turen til Frederiksberg, eller finder De ikke nogen stank der? Jeg er nødt til næsten daglig at passere den vej. Går jeg af Vesterbro, da som der næsten i hvert hus på den nordre side bor slagtere, så har jeg der en styg lugt af råddent blod og anden urenlighed som følger med slagteri, og ved heden bliver endnu mere gennemtrængende. Jeg har forsøgt at gå på den søndre side hvor ikke så mange slagtere bor, men stanken på grund af vindens strejfen mellem begge sider af husene og dens tilbagevirkende gang står mig lige fuldt i næsen. Som oftest når vejret er nogenlunde godt, går jeg ad Gammel Kongevej, men når jeg kommer op til hjørnet af professor Magens hus og vil gå om til Frederiksberg Alle, møder mig stanken af en dyb grøft, vest for vejen hvor al slags urenlighed henkastes og vandet med mudder og uhumskhed altid bliver stående og rådner, så at jeg også frygter at gå den vej. 

Kunne hr. Politiven ikke finde middel til at få dette forandret for at fritage mange som søger rekreation ved fri luft og motion, for sådan ubehagelighed? Jeg foreslår om ikke der kunne blive slagterne på Vesterbro befalet at slagte i baghusene i stedet for at slagte i portene til gaden, og sidste sted alene at udhænge det slagtede kød til salg. Man blev derved også befriet for at se det vedvarende myrderi som er mange ubehageligt. I henseende til grøften da ifald den har nogen forbindelse med grøften fra Frederiksberg Alle, som jeg næppe tror eftersom den mest der er opfyldt, foreslår jeg om den ikke kunne renses op og det oprensede køres væk således at vandet kunne have afløb til kommunikationsgrøften ved professor Magens sted, eller om denne grøft ikke helt kunne kastes til da jeg skønner den er unødvendig. 

Jacob Ganger

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Julii 1799, s 1006-1007)

Spørgsmål om Volden.

Er det større synd at civile ved en spadseretur, for at nyde den skønne udsigt går lidt op på brystværnet af volden, og træder en smule græs ned, end at det militære i eksercertiden nedtramper og næsten fordærver Fælledens græs? Den eneste forskel er vel den at på det ene sted lader øvrigheden græsset nedtrampe, skønt stadens kvæg kunne gøre begrundede indsigelser imod det, og på det andet våger kommandantskabet over hvert græsstrå, skønt et helt publikum kunne have fornøjelse ved en liden opofrelse deraf.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 63, den 6 Julii 1799, s.1004)

Drengeuorden ved Springvandet på Gammeltorv

Rebslagerkonerne ved springvandet har De rigtig i Deres blade omtalt. Ved springvandet paraderer de kun slet, ja de er årsag til mange uordener. Blandt andet er det vel ikke for behageligt at se deres drenge og disse kammerater at kaste til måls efter billedet, kærligheden, som står på springvandet. De 100 ja 1.000 sten, som har lagt eller må ligge endnu inden for gitterværket bevidner sandheden heraf.

(Politivennen, Hæfte 5, nr. 63, den 6. juli 1799, s 1004)