Til Politimesteren i Dyrehaven.

På opgangen til gyngebakken tæt ved vejen hvor alle kildegæsterne spadserer frem og tilbage, ligger en lille dreng der er overmåde vanskabt. Man håber at det indses af vedkommende hvor skadeligt det kan være især for kvinder i visse omstændigheder, at forskrækkes ved synet af denne ulykkelige skabning som vel også har et hjem hvis fattigvæsen det tilkommer at sørge for ham.

Også disse fiolspillere der ledsager spillet med sang, burde nøje tilholdes ikke at synge liderlige viser og endnu mindre at gøre liderlige forklaringer derover.

Endelig synes det ikke af vejen om det italienske selskab blev tilsagt at opslå et par brædder foran den altan hvorpå dets kvindelige medlemmer viser sig for den neden fra gabende mængde.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1812-1813)

Et glædeligt Syn i Garderstalden.

Blandt så mange små spadsereture Københavns indbyggere foretager sig for at se og høre noget nyt og underholdende, foreslår jeg for enhver menneskeven der bekymrer sig om hvad der hører til dagens orden, og hvor vidt vi går frem eller ikke i det nyttige og gode, at gøre sig en lille tur i en ledig time op over garderstaldene, og især anbefaler jeg denne tur til vore gamle kapitalister, ja enhver indbygger i byen der bidrager ved frivilligt tilskud til det almindelige fattigvæsen. De vil her glædes ved at se unge opspirende frugter af denne deres goddædighed. 

Som bekendt er i disse boliger indlogeret en temmelig stor del fattige af den usleste klasse, men jeg må tilstå det er et frydende syn at se orden, renlighed, tugt, arbejdsomhed, så meget det er muligt, indført i denne koloni. Man ser her et værelse fuldt af de før skidne og pjaltede gadedrenge der før hængte os i hælene overalt på Københavns gader og stræder, forvandlede til kæmmede, vaskede, rene og klædte drenge der alle p visse tider af dagen sidder om et bord og strikker strømper. Man ser et andet værelse hvor en talrig forsamling kæmmede og rene små piger, dem man før ikke kunne komme nær for snavs, sidder i lange rækker og spinder, nogle endog meget fint garn, og det så flittigt at gulvet overalt gungrer igen af de mange rokke. De arbejdsløse gamle plukker værk, eller er beskæftigede med andre efter deres kræfter og alder passende arbejder. For ret med nytte at beskue denne indretning, og at blive til fulde bekendt med den, gør man bedst at gå derhen om eftermiddagen, mellem klokken 4 og 6. Man vil da sjældent gå fejl af forstanderen hr. Ratenberg om hvem enhver tænkende mand ved at se og dømme hvad der har været ved denne ting at gøre, før den er kommet i nærværende tur, vil vist i sit hjerte dekretere at han for indretningen og bestyrelsen af denne koloni har gjort sig meget fortjent blandt sine medborger.

Må det ikke fryde enhver mand der ønsker sine trængende og lidende medbrødres kår formildede, at skue sådan begyndende morgenrøde i denne del af selskabets samfund? Man erfarer på ny her hvad fælles forenede kræfter og varm iver der virker til et fælles mål, kan udrette. Men denne varme iver må ikke køles. Den må uafladelig vedblive. Disse forenede kræfter må ikke slappes, men virke stadigt og uafbrudt. Vi vil da efter nogle års forløb endnu se os det mål nærmere hvortil der daglig arbejdes, nemlig at skaffe og forsikre den hjælpeløse barndom og ungdom tarveligt udkomme og fornuftig anførsel til dens videre fremskridt i verden, og den trængende, hældende og skrøbelige alderdom, sikkert ly, dagligt brød og lindring i smerter på livets sidste dage.

N. H. Weinwich.

(Politivennen. Hæfte 9, nr. 114. 28. juni 1800, s. 1809-1812)

Redacteurens Anmærkning

Garderstalden ved Christiansborg blev opført omkring 1740. Den lå på pladsen ved Thorvaldsens Museum og er nedrevet.

Uordener.

Det vandhus som formodentlig står til tjeneste for hovedvagten, vel nær Amagerport, burde holdes lukket så at de indkommende fra den den her til byen som just har passeret hvad man kunne kalde Københavns bluset, skulle tro at det offentlige renlighedssvineri hersker lige så fuldt inden som udenfor.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1807)

Tiggere i Kongens Have

Med misfornøjelse må man næsten hver gang man spadserer i Kongens Have se sig overhængt af tiggere, der gør lykke her ved at henvende sig til damerne. Mandfolkene er dog nu til lukke, dels ved fattigbestyrelsens bekendtgørelse, dels ved virkelig kundskab og overbevisning om, at med de anstalter, der nu er trufne, ingen uden den dovne har nødig at tigge, blevet døve imod disse mennesker, men det bløde kvindehjerte rådspørger sædvanlig kun sin følelse. Denne i mange tilfælde så elskværdige svaghed, gør imidlertid virkelig skade, da den opmuntrer og forhærder disse dovne kroppe i deres lediggang og løgnagtige beskyldninger mod fattigbestyrelsens foranstaltninger. Hvad om hver fader eller mand førte sin datter eller kone engang på en spadseren hen i Pustervig eller på de andre arbejdshuse, for at væbne dem mod kunstig udtænkte bagvaskelser.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1804-1805)

Redakteurens Anmærkning

Arbejdsanstalten i Pustervig nåede kun at eksistere få år. Den brændte under englændernes bombardement 1807. Ved samme lejlighed brændte også fattigvæsnets arkiv, ifølge Wiki.

Svar på det i Politivennen nr. 108 s. 1723 gjorte Spørgsmål til en Kasuist i det Gejstlige

(Sluttet)

Det er nok så bekendt her på egnen at den gode kirkevej, som mine formænd efter en højesteretsdom havde over godsejerens marker er forlagt på et andet sted, og siden atter forandret, men altid til det værre, da jeg med alle sognefolkene kan bevise, at der i afvigte vinter har været uføre over den nye hovmark, hvor godsejeren har ladet den gamle mådelige vej pløje op og anlagt en ny, som vel behøvede 2-3 stenkister, men endnu ikke har nogen, så vandet fra den højere del af marken flyder ned på vejen og gør den til et morads, hvorigennem man ikke kan komme uden fare for at brække hals og ben, og hvor bønderne i vinter ikke sjældent kørte i sænk, uagtet denne vej er en bilandevej, kirkevej og hovvej.

Til bevis på hvorledes godsejerens veje er holdt i stand, må jeg endnu tilføje, at jeg i afvigte vinter sålænge sølet varede, måtte krybe op på gærdet ved leddet fra omtalte vejs hovmark, og med besværlighed føre min hest igennem et lille hul ind på en af godsejerens græsmarker, fordi den rette vej var ufremkommelig. Og når jeg nu nåede nørrebjergshusene og skulle gennem leddet, var jeg nær ved at sætte hesten i det morads som de fra de høje marker nedstyrtende vande havde gjort i ledestedet, hvor ingen stenkiste eller ordentligt afløb for vandet gives. Denne vanskelighed at fremkomme på kirkevejen var årsag til, at jeg ikke fandt det rådeligt at komme oftere til annekset, end jeg var højligt nødt til.

Om travl tid ved jeg ikke at have talt med forvalteren, som frembragte godsejerens anmodning. Jeg sagde kun på denne tid, nemlig da vejen var ufremkommelig. Da jeg hverken begærede eller modtog noget for jordpåkastelsen på anførte urmagers lig, og derfor ikke kan henføres til dem som begører slem våde/både, så ved jeg ikke hvorfor vedkommende har villet anføre i offentlige blade det, som jeg under 4 øjne sagde hans forvalter, nemlig at jeg kendte ingen lov, som forpligtede mig dertil på en søgnedag, medmindre jeg betaltes derfor, uagtet det har sin gode rigtighed, at jeg hverken en søgne- eller helligdag var ved landets love forpligtet til denne forretning.

Jeg må derfor udlede anførte anmeldelse fra vores tiders herskende modetone eller modesyge at slå sig til ridder på præster.

Præsten

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796)

Redacteurens Anmærkning.

Oversigt over artikler i denne debat: 
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089