Hver aften i mørkningen og senere i mørke holdes i den ende af Adelgade der er nær Nyboder, et af de besynderligste markeder. Og hvad der er endnu mere besynderligt, uden at mange mennesker i staden ved at et sådant marked findes.
Dette marked, der ikke findes noteret blandt almanakkens markeder, en unødvendighed da det holdes hverdag, kunne i en dobbelt forstand kaldes det stående marked. Først for den ovennævnte bestandigheds skyld, og dels for der hverken er boder eller stader, som på andre markeder. Men enhver sælger har sin vare i hånden eller på armen.
På Adelgades "Stående Marked" er der hverken boder eller stader, som her på Gråbrødretorv. Nej, sælgerne har varerne i hånden eller på armen.
Hvad køberne angår, består personerne mest af matroser, bønderkarle, arbejdsfolk og tjenestepiger. Sælgerne er derimod for størstedelen pjaltede kællinger. Man kan her få fruentimmer natkapper for 4 skilling, sko for 1 mark, støvler for 26 skilling og hele kjoler for 4 mark, osv.
Mørket gør at varerne tager sig ud til deres fordel, hvilket er en ny originalitet ved dette marked.
I fjor gik Holmens folk om aftenen patrulje gennem gaden. De splittede køberne og sælgerne, og så godt som tilintetgjorde markedet. Men i år, da dette ikke finder sted, har det opnået sin forrige velmagt.
Dersom det var afgjort, at det alene var ejendom, som her solgtes af trang, så måtte man, i stedet for at være mod dette væsen, snarere befordre det, da det sikkert ofte var bedre for den fattige om han på engang, skønt for en bagatel, solgte sin pjalt end at han sætter den i pant for en endnu langt mindre bagatel, svarer skammelige renter af lånet, og taber til sidst sin ret, når fornyelsen overstiger hans kræfter.
Men hvis, hvilket både er muligt og synes troligt, stjålet gods kan sælges her, så kan et sådant marked næppe være ønskeligt, men bør ønskes ophævet.
En anden grund til et sådant ønske er den at ved hjælp af [den?] marked selv, og under den støj som ofte er forbundet med den, udsættes de omkringboende folk i gaden for mere tyveri. De kan endog dårligt holde markedsgæsterne uden for døre, butikker og porte. Og undertiden må de tåle at tre-fire købere, med en sælger i hælene, springer ind for ved lyset at bese en eller anden genstand. Og hvor ubehageligt, besværligt, ja endog farligt noget sådant er for dem i husene, behøver her ingen vidtløftig forklaring.
(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s5777-5779)
Redacteurens Anmærkning
Efter bombardementet i 1807 eskalerede Adelgade som "Tyvetorvet". Delvis pga den tætte beliggenhed til Nyboder. Tyvekoster blev åbenlyst solgt på gaden. Politiet fik ret til at standse og undersøge alle som færdedes i Nyboder.
Igen har man fået et bevis for den aldeles utilstrækkelig bevogtning som er betroet vores afdøde venners fred på Assistenskirkegården.
Mere end en gang har disse blade omtalt denne sag og foreslået at skabe større tryghed. Dels ved at give kirkegården en militær hovedvagt ved indgangen, dels ved at forbyde sammenstimmel ved begravelser.
Vi har fra vores forfædre arvet den skik, at en kirkegård står åben, når et lig skal begraves. Vores forældres simplere sæder, større religiøsitet, måske også den omstændighed, at de ikke havde byer så store som København er nu, og altså ikke en sådan pøbel, gjorde det muligt at en så højtidelig handling kunne ske offentligt, uden at frygte forargelige optrin. Men i det mindste for København kunne vi allerede for lang tid siden have ændret dette. Udelukket uvedkommende, og derved skaffet vore venners sidste tog til deres hvilested den stilhed, orden, anstændighed, højtidelighed og os selv tillige det så gavnende forædlende indtryk på hjertet, som denne handling bør have og som den i så høj grad kan have. Til skam for os, sker dette på Otahejti og hos andre naturens yngre sønner, mens vi aldeles intet kender til det.
Det samme skændige væsen af uorden, trængsel, skubben, fnisen, gnækken, sludren, slagsmål, nedtrampning af grave og klatren op på monumenter mm. som udgiveren til sin harme var vidne til ved major Andresens jordefærd (og som vel flere gange siden har været gentaget), så han nu i forgårs gentaget i al sin væmmelighed og afskyelighed ved major Langes begravelse.
Denne gang var gravene frosne. Ellers var en stor mængde af dem sikkert også blevet trampet ned. Og til alt held er der på den nye kirkegård hvor graven var, endnu ikke så mange monumenter at bestige for de tankeløse gabere.
Man kan indvende at pragt ved begravelser var hensigtsløs, når det blev forbudt at se den. Hertil er at sige, at der er en endog meget lang strækning fra et sørgehus til indgangen til Assistenskirkegården. På denne kan høj og lav pøbelstimmel, og beboerne af de gader som toget går igennem, til fulde beskue pragten. Det kan aldeles ikke være noget indgreb i hverken publikums eller pøbelens tilskuerrettighed, at man kun fratager dem den lille del af udøvelsen deraf, som de ikke uden at betage det hele sin glans og anstand, kunne nyde.
Pøbelens skændige uvæsen er uværdig. Tanker afledes fra den alvorlige genstand, ingen omgivende stilhed, mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, kort sagt alle forædlende
indtryk på. Hvem kan koncentrere sig om : "Skyldig
taknemmelighed for nydte velgerninger satte dette minde for Mariane Du
Guay, fød den 28. juli 1715, død den 12. juli 1801".
Udgiveren ved kun en eneste måde hvorpå man kunne give det offentlige synet af den del af jordefærden som foregår på kirkegården. Og det var om en slags terrasse kunne indrettes, hvorfra man kunne se alt hvad der foregik på kirkegården, men på ingen måde komme ind eller ned på samme.
Der skulle være betaling for adgang til en sådan terrasse. For ellers bliver ikke alene trængslen der alt for stor, men der bliver lagt en lille klemme på den fattige dagdriver, på tyende og læredrenge, så de hellere går hjem for at bestille noget og udrette noget, end fordrive tiden i ørkesløshed. Og endelig måtte noget bruges til at vedligeholde terrassen.
Denne del af pøbelen har jo desuden nok at gabe på, og langt mere end i forrige tider. Nu kan den hele tiden uden portene og i byen se det meste af hvad der før blot var at se i to-tre ugers tid i Dyrehaven. Så man kunne snarere ønske at der blev færre end flere gabelejligheder.
Sikke en gevinst for det tænkende menneske, der efter sådant forbud fulgte sin ven til jorde! Hans tanker blev så ikke afledt af noget fra den alvorlige genstand, som han var vidne til. Den omgivende stilhed. De tilstedeværendes uforstyrrede og opmærksomme deltagelse. Selv tomheden og ensomheden af stedet. Præstens da (men ikke nu for enhver af følget) beskuelige handling. Den tryghed og fred som man så de mange andre grave nyde her. Alt dette, forenet med mindet om den afdøde, om vor egen dødelighed, og med en til evigheden henvendt tanke, ville gøre et smerteligt, men et forædlende indtryk på de tilstedeværendes sjæle. Et indtryk, der endog lang tid efter ville holde sig levende.
Nu har man det modsatte. Og følgerne udebliver ikke. For ligesom det er nyttigt at være vidne til at en alvorlig højtidelig handling foretages med den tilbørlige anstændighed, stilhed og mandige tænksomhed, så kan det ikke andet end forårsage et skadeligt indtryk, at denne samme handling bringes til ende uden ro og stilhed. Uden orden og anstand. Uden alvor og tanke. Under grin og fjas, stød og tryk, støj og latter. Mens lumpen snak, eder og tåbeligheder allevegne fra med vold trænger sig ind i øret.
Og denne uværdige, denne umandige vane at behandle alvorlige ting uden alvor, er sikkert ikke den fejl, vi hos os mindst er nødt til at arbejde imod. Den letsindighed, om man tør bruge så mildt et ord, at vende alt til spøg, at ville se alt fra en side, hvor latteren kan finde noget at hæfte på, at undvige al fornuftig og tænksom samtale, er desværre alt for almindelig hos os.
Den nye anordning for disse kirkegårde har glædet alle. Og når engang de deri beskikkede beplantninger vil komme i stand, vil de blive en pryd for stedet. Men enhver som ser hvordan man stimler sammen ved en jordefærd, kan ikke være i tvivl om, at enhver beplantning jo straks i begyndelsen vil nedrives, og hensigten vil derfor fuldstændig glippe.
Det her lovpriste forbud "mod vanhelligelse af jordefærd" vil også i dette stykke være nyttigt mod det. Og dette forbud kunne måske være affattet således, at kirkegården stod åben om søndagen (da der ingen begravelser sker der) for alle. Men at den derimod på andre dage ikke var åben, undtagen for de der betalte 8 til 12 skilling. Og slet ikke ikke på dage, hvor der var bestemt en stor og pragtfuld ligfærd.
Et sådant forbud og uordener af de der bliver lukket ind, kan ikke opretholdes af et par gravere og nogle graverkarle. Det kræver en hovedvagt på 8 til 12 mand, der ved store ligfærd, skulle fordobles eller tredobles. Ligesom kun en enkelt port ad gangen blev brugt.
Udgiveren tør håbe, at det her fremsatte vil blive værdiget opmærksomhed fra de som er de eneste der kan udstede det foreslåede forbud.
(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen fik en opfølgning i Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5789-5791.
Otaheiti
Tahiti blev kaldt Otaheiti af Samuel Wallis som kom til øen i 1767. Han opfattede forstavelsen O som en del af øens navn. Det blev allerede rettet på kaptajn Cooks rejse til øen i 1773. Men det har åbenbart taget noget tid at slå igennem i Danmark.
Et meget påfaldende faktum er indløbet ved denne Benefice. Dette nemlig at i mandags kom en lille pige til en bekendt mand her i staden med en liste på loger, som var til at få til hr. Beautains Benefice. På denne liste havde to af byens meget agtede mænd allerede dengang indtegnet sig. Manden tegnede sig for en 18 marks loge, som han betalte med 10 rigsdaler. Desuagtet blev derefter sendte hr. Beautain en billet til ham til en anden loge end den han havde tegnet sig for. Misfornøjet opsøgte han selv hr. Beautain og forlangte enten den reserverede loge eller sine penge. I en ikke behagelig samtale, der her ikke bør nedskrives, nægtede hr. Beautain at den liste med loger var sendt fra ham eller besørget sendt af ham..
Den omtalte mand lod derfor pigen efterlyse i Adresseavisen. Hun indfandt sig og gjorde rede for sin omgang således, at hun var sendt af hr. P. Øgaard, boende på hjørnet af Skvaldergården og Dybensgade nr. 201 og 202, og at han var bemyndiget af hr. Beautain selv.
Dette er det blotte faktum, fremstillet uden kommentar, hvilket vel publikum ikke vil undlade at gøre selv, ifald ikke de herrer Øgaard og Beautain offentlig bekendtgør tingens sande sammenhæng. En af to er imidlertid en uundgåelig følge. Enten at hr. Øgaard uden hr. Beautains tilladelse har samlet subskribenter på dennes benefice, eller at han gjorde det med hr. Beautains vidende og minde. I sidste tilfælde ville følgen blive, at hr. Beautain havde samlet subskription på loger, men ikke ladet folk få de loger, de havde valgt!!!
(Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen blev fulgt op af en erklæring i Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787 og et svar på denne i Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798.
1 rigsdaler var 6 mark. Så manden havde altså betalt de 18 mark med 60 mark.
En
beneficeforestilling var en forestilling hvor billetsalget gik til en af de medvirkende, eller til et velgørende formål. Hverken Beautain eller Øegaard optræder i Kraks Vejviser.
(Efter Indsendt)
Den ulykke som skete og blev udført af guldsmed, nu delinkvent Hertslein, var måske ikke sket, hvis de kugler og det krudt som blev udleveret ved 2. april krigen til alle borgere, efter vedkommendes pligt var blevet afleveret igen på de behørige steder. Man kan således anse det som en medvirken til gerningen. Og da det kunne give anledning til flere sådanne, mon ikke det var det mest rigtige at disse skadelige dele blev frataget enhver uden forskel, og af vedkommende modtaget og afleveret på behørige steder til bedre og mere anvendeligt brug.
(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5760-5761)
Redacteurens Anmærkninger.
2. april krigen
Hentyder til Slaget på Reden, som fandt sted 2. april 1801. Næsten 4 år efter har der åbenbart stadig været krudt, kugler og våben blandt forsvarerne.
Ragnvald Johan Hertzlein
Var kendt i samtiden. Født ca. 1755 i Sverige, gift ca. 1780, 3 børn. Rejste til København 1787, borgerskab 1800. Fik 3 børn (som døde som spæde) med sin husholderske, selv om han ikke kunne blive skilt fra sin svenske kone. Boede 1801 i Købmagerkvarteret. Skød kæresten den 24.11.1804 tilsyneladende ved et jalousimord. Først Hof- og Stadsretten (28. januar), senere stadfæstet af Højesteret (20. februar 1805) blev han dømt til døden og halshugget. Dommen stod i Arkiv for retsvidenskab og dens anvendelse, bind 1, s. 423-425 (her i uddrag):
--- antages, at den foranførte Handling er foretaget i et af Jalousie, ophidset ved Nydelsen af stærk Drik, frembragte Forsæt at skade og dræbe ovenmeldte Witta Bjerring. Derimod har Arrestanten nægtet, at han førend bemeldte Dag har havt Tanke til at ville gjøre den Afdøde Skade paa Live eller Lemmer, eller at han engang under Gjerningens Udøvelse, og medens Midlerne til sammes Iværksættelse bleve forberedede, har havt nogen tydelig Forestilling om, hvad det var, han foretog sig,, ligesom de af ovennævnte Vidner omforklarede Omstændigheder heller ikke give Vished om, at Arrestanten har handlet med Overlæg.
Så han havde måske et problem med drikkeri, men var en dygtig guldsmed. Boet blev opgjort til 800 rigsdaler. Henrettelsen blev annonceret i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 5. april 1805:
Guldsmed Heertzlein skal henrettes næstkommende Torsdag. Det til den Ende Eschafoute ere saaledes indrettet at det kan nedtages og igien opsættes naar deraf skulle giøres Brug.
Det blev lakonisk beskrevet i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 9. april 1805:
Skafottet, som Delinqvienten Hertzlein skulle henrettes paa den 4de d. M. om Morgenen tidlig, er 8 Fod høi, forsynet med en Trappe og et lidet Rækværk og kan beqvemt rumme 12 eller 16 Personer.
Henrettelsen den 4. april 1805 blev beskrevet i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis, 12. april 1805:
Guldsmed Hertzlein blev da i Torsdags Morges Kl. 8 henrettet paa øster Fælled, paa det Dagen forhen dertil opreiste Skaffot. En utallig Mængde Mennesker omringede Stedet uagtet den bidende Kulde, og den dertil udvalgte tidlige Morgenstund. Med Forundring fandtes imellem Tilskuerne ikke blot en Hob Damer, men endog en Mængde smaae Børn. Hertzlein viste langt mere Fatning end man havde ventet. Efter at have hørt en kort Tiltale af Hr. Brorson, med et Kys taget Afsked med ham, og herpaa hørt sin Dom oplæse, aftrak han selv sine Klæder og lagde sig paa Blokken, hvor Hovedet strax med et Hug afhuggedes. De ærlige Slaver lagde derpaa Liget i Kiste, hvorpaa det blev begravet paa Kirkegaarden uden Østerport. Skafottet var kørt efter igien nedtaget.
Opgørelsen af dødsboet blev annonceret bl. a. i De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender, 18. oktober 1805:
5/356 1804&5 I Følge Kongelig allernaadigst Bevilling af 27de September sidstleden, læst i den Kongelige Lands Overret samt Hof- og Stadsret i København Dags Dato, bliver herved med Aar og Dags Varsel, sub poena pæclusi et perpetui silentii, indkaldede alle de, som formener sig at have noget at fordre i afg. Guldsmedemester Ragvald Johan Hertzleins Stervboe, med deres Paastand at fremkomme og deres formeentlige Krav inden foreskrevne Tids Forløb, for os at anmelde og beviisliggiøre. Den Kongelige Lands Overret samt Kiøbenhavns Hof- og Stadsrets Skiftekommission den 7de October 1805. Carstens. Dall.
Ifølge Det Skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter, 1814, s. 434-435 blev en dugmagersvend, Søren Dam henrettet i april 1805 for drab. Efter sigende fordi han overværede henrettelsen af Hetzlein. Han blev tungsindig, bl.a slog han sin elskede kanariefugl ihjel med ordene "da du bærer dig således ad, så skal du dø den samme død som Hertzlein". Senere slog han så tilsyneladende uden grund en gammel kone ihjel med en kniv, som han fandt på bordet.
På hjørnet af Store Kongensgade og Toldbodvej har der i denne uge gået en slave fra om morgenen indtil efter middag. Han har uophørligt tryglet og trængt sig på de forbigående for at få noget. Da denne uorden vel kunne give den ufordelagtig opfattelse af den orden, som gælder for disse statens og menneskehedens udskud, så var det at ønske at de ansvarlige alvorligt ville henstille til slavefogederne at de under ingen omstændigheder tillod slaverne at gå fra deres arbejde. Og endnu strengere forbød slavefogden i selskab med slaven at opsøge brændevinsmanden, for sammen at drikke det tiltryglede op, således som det er sket både ved denne og tidligere lejligheder.
(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, side 5758-5759)
Det er meget sandsynligt at den omtalte slave kom fra Kastellets Arrest, som man lige kan ane (den røde bygning) bag Kastelskirkens gule bygning. Det var netop i denne nordlige fløj at slaverne var indsat. Arresthuset er bogstavelig talt bygget sammen med kirkens bagside.
Redakteurens Anmærkninger
Toldbodvej
Hedder nu Esplanaden. På Politivennens tid havde området en berygtet fortid som sump, dernæst opfyldt med dagrenovation. Da affaldet havde tørlagt området, havde kommandanten på Kastellet køer gående. Indtil omkring 1800 blev desertører hængt i en galge, der stod på stedet. Først da man fik plantet træer, begyndte området at blive mere mondænt.
Slaver
Der er ikke tale om slaver i nutidig betydning, men fanger som var idømt særlig hårde straffe. Dem var der formentlig omkring 1.000 af på dette tidspunkt. ODS skriver ( i uddrag):
... forbryder, der er idømt strengt strafarbejde ..; spec. (jf. Fæstningsslave samt Jærnfange) m. h. t. danske forhold fra beg. af 18. til midten af 19. aarh. ..., om person, der var dømt til at arbejde i jærn ... Tugthusfangerne, Slaverne, som man saa ofte saae i deres halvbrune og halvgraa Dragt med Bøiler om Foden drage gjennem Gaderne til forskjelligt Arbeide paa Fæstningen under Anførsel af en Slavesergent. Davids.KK.23.
Kastellets Venner beskriver de kummerlige forhold for slaverne. Straffen med at blive slave blev først afskaffet efter grundlovens indførelse i 1851. Allerede dømte skulle dog først udstå deres straf. En beskrivelse af deres forhold og holdningen til dem stod at læse i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tredie Aargang, No. 85, tirsdag den 5. august 1806, spalte 1341-1348.
På Adelgades "Stående Marked" er der hverken boder eller stader, som her på Gråbrødretorv. Nej, sælgerne har varerne i hånden eller på armen.
