Advarsel til Forældre, som i disse behagelige Foraarsaftener tillade deres Børn før Sengetid at sidde paa Gade- eller Kjeldertrapper og drage frisk Luft

(Indsendt)

De synes vel hr. Udgiver at denne titel eller om de så behager overskrift er vel vidtløftig og måske allerede af den årsag afslår mig min begæring i henseende til at få den, såvel som medfølgende stykke indrykket i Deres blad. Men da jeg ved at De er politiets ven og tildragelsen er sandfærdig, så håber jeg det nok for denne gang kan lade sig gøre, og måske det kan have til følge:

"At forældre for fremtiden uden frygt kan tillade deres små børn at nyde aftenluften på gade- eller kældertrapperne uden at står i fare for at blive kørt over fordi en vognmandskarl enten af dumhed, skødesløshed, ligegyldighed eller magelighed ikke gider at opfylde sine pligter"

Forleden fredag den 9. maj om aftenen omtrent mellem kl. 7 og 8 så man hvorledes et uskyldigt tre års drengebarn som sad på kældertrappen nr. 52 i Møntergade og legede nær på det farligste kunne være blevet kørt over, hvis ikke et fruentimmer som tilfældigvis kom til og så den overhængende fare barnet svævede i havde ilet til og taget det op o sine arme, til inderlig glæde såvel for forældrene som for naboerne og de forbigående, der ved barnets heftig og ynkelige skrig uagtet det lykkeligvis ikke havde fået noget skade straks ilede til for at se hvad der var på færde.

Møntergade lige numre. Den side af gaden hvor husene fra Politivennens tid stadig står tilbage. (Eget foto).


Kusken kom kørende ordentlig som det sig hør og bør efter plakaten af 14. september 1815 med en favn brænde ind i gården i nr. 139 i Møntergade for der at læsse af. Men næppe havde han fået brændet aflastet, før han skyndte sig i sådan hast for at komme ud af porten (hvilken manøvre for pladsens skyld måtte ske baglæns), at han som hverken brød sig om at dreje hovedet tilbage for at se om han ikke muligvis kunne gøre de forbigående skade, eller drage vognen lempelig til siderne, lod den løbe rask tilbage, hvorved den på grund af gadens højde i midten nu da den fik fart rullede lige ned i rendestenen på den anden side af gaden, hvor det omtalte barn sad på trappetrinnet og legede i sin uskyldighed.

Ved alarmen som denne tildragelse forårsagede, stimlede som sædvanligt en mængde mennesker til og efter at karlen havde i sit høflige sprog i forening med 2 pandurer som holdt sig til ham, formodentlig fordi de havde hjulpet ham ved aflæsningen, men glemt at styre vognen da den blev rykket tilbage, besvaret adskillige spørgsmål, som man dristede sig at gøre ham i den anledning, kørte han afsted ligeså rolig og ubekymret som om han aldeles ikke ved sin uforsigtighed var den der havde været skyld i hele dette frygtelige optrin.

Hvem denne karl tjener hos, ved jeg ikke. Men på hans vogn stod for så vidt renligheden gjorde skriften læselig: Nr. 11 litr. A

C. B. Hallager

(Politivennen nr. 72, Løverdagen den 17de Maj 1817, s. 1226-1229)

Ønske om Placater i Kongenshave.

Uagtet alle de fortræffelige anstalter som er føjede for at forebygge al mulig uorden i Kongens Have, er samme dog ikke så let at hæve som man tror. De udsatte vagter er nemlig kun posterede ved indgangen og kan altså ikke efterse undtagen ved afløsningen hvad der foregår i de almindelige spadseregane. Således spillede et lille selskab af halvvoksne velklædte drengebørn offentlig bold tirsdag eftermiddag i den såkaldte damegang. Da anmelderen gjorde en af disse opmærksom på denne utilladelighed, svarede han: jeg beder om forladelse, min herre! det vidste vi ikke - og straks ophørte legen. Det var derfor ønskeligt at den bekendtgørelse til ordens overholdelse som findes opslået ved indgangen i haven, også blev opslået på forskellige steder i haven da det var muligt at børnene når de læste sådanne forbud, af sig selv afholdt sig fra sådanne børnelege som aldeles ikke bør finde sted på offentlige spadsereture.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1211-1212)

Et højst farligt Besøg

(Indsendt)

Lørdag den 3. maj om morgenen kl. halv otte skete der følgende begivenhed. To arrestanter fra politiarresten havde fundet lejlighed til at undvige. De gik den vej som andres eksempel havde vist at man kan betræde uden synderlig fare. Denne vej er følgende: Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er skilt fra bryggergården nr. 121 i Farvergade ved et meget lavt brændeskur som tilhører Bryggergården. Over dette kravler fangerne op og kommer ned i Bryggergården. Herigennem søger de ud af porten til gaden og har således fået frihed i det mindste for en tid. 

Den ene af de to berømte buer over Slutterigade på Domhusets bagside. Den ene kaldes Sukkenes Bro hvorover arrestanter går  i forbindelse med retsmøder. Set fra Lavendelstræde. Arrestbygningen lå (og bygningen ligger stadig) umiddelbart til højre efter buen. Farvergade løber parallelt med Lavendelstræde til højre, og forbindes ved buen til højre med Hestemøllestræde. (Eget foto).

Ovennævnte morgen var det for de nævnte 2 fanger vanskeligt at komme ud af porten, da konen der bor i Bryggergårdens kælder så dem komme over det omtale brændehus. Hun løb til og lukkede stakitporten. De gik derfor op ad køkkentrappen, ind i køkkenet i stueetagen. Her fandt de den familie der bor der, en pige og en kone, af hvilke begge blev kastet til side og ved denne behandling tabte alt mod og løb væk. Da en dør til stuen som de forgæves anvendte al vold på, ikke ville åbne, gik de til en anden. Og nu ser man denne families skræk for sig (manden var allerede gået ud for at røgte sin borgerlige næringsvej og konen med sin søster og 3 børn, hvoraf den ældste kun er 11 år, var altså alene hjemme) da disse 2 personer klædt i sømandsklæder og sko kom ind. De talte ikke, men undersøgte med megen opmærksomhed alle værelsers lejlighed indtil de endelig gik til det ene vindue, åbnede samme og sprang ud på gaden, hvor de dog snart igen blev pågrebet. 

Det er vel rimeligt at enhver som således bliver overrasket vil blive grebet af den alvorligste frygt, da man jo er uvis på hvad sådanne personer vil foretage sig. Og at disse var farlige personer kunne man let se da det er en så bekendt sag at politiarrestens fanger ofte har benyttet denne udvej gennem oven nævnte bryggergård til gaden, skønt ikke gennem gårdens værelser, hvilket rigtig nok var første gang. Men det er rimeligt at frygten måtte tiltage endnu mere da kun fruentimmer og børn var de pågældende. Så længe det endda forbliver ved gennemmarchen så får man vel være tilfreds. Men det er desværre muligt at sådanne forbrydere kan gå videre og undervejs tage ens liv og ejendom med sig. 

Man kunne vel rimeligvis spørge: Hvorfor skal denne bopæl i staden ene af alle udsættes for sådan fare? Ved at opføre en høj mur der ikke alene forhindrede al overgang, men endog hindrede arrestanterne fra at se denne lejlighed for sig (man kan nemlig fra arresten se over det anførte brændehus ind i alle bryggergårdens lejligheder) skulle man dog tro at alle disse ubehageligheder kunne blive fjernet. Indsenderen har taget begge lokaler såvel gårdspladsen ved politiarresten som den til Bryggergården nr. 121 i Farvergade hørende gårdsplads i øjesyn. De høje ansvarlige der omhyggeligt sørger for enhver borgers sikkerhed, vil vist ikke tage det ugunstigt op at han finder samme meget fristende for arrestanterne at forsøge en undvigelse der muligvis kunne lykkes. Han har derfor gjort ovenstående forslag til at forhøje muren. Men hvis ham ubekendte omstændigheder forhindrer dette, tror han at en skildvagt inden i arrestgården meget ville hindre sådanne forsøg, da man ikke har sporet nogen undvigelse over den lave mur ud til Hestemøllestræde, siden en vagt har fået post der.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1206-1209)

Redacteurens Anmærkning

Arrestbygningen blev opført som et anneks til Domhuset i Slutterigade 1805-16 og forbundet med selve Domhuset med 2 store buer. Den var altså ganske ny på Politivennens tid. Den nuværende bygning har siden gennemgået flere ombygninger i 1904 og 1942-44. Det er nu kontorer. Siden 1808 stod en inskription over arresthuset ”For almeen sikkerhed”. Slutteri betyder arrest. Her blev såvel gældsarrestanter som egentlige forbrydere indsat. Annekset indeholder nu 9 retslokaler med tilhørende kontorer.

Noget om Blegdamsvejen

Det er unægteligt en sandhed at Blegdamsvej er en behagelig spadseretur for hovedstadens indbyggere. Dels fordi den ligger tæt på, dels på grund af de smukke bygninger den er prydet med på den ene side og den frie udsigt man har til marken på den anden. Det må derfor glæde enhver som finder behag i denne spadseretur, når man ser hvorledes beboerne næsten kappes om at forskønne deres bygninger. Hvert forår vil den som lægger mærke til det finde at alle de bygninger og haver som vender ud til denne vej er blevet mere og mere forskønnet. Således har ejeren af Blegdamsvej 1 prydet indgangen til sin bolig med et nyttigt bolværk som sikrer fodgængerne for ikke i mørke at styrte ned i den farlige dybe grøft. Hvad der før let kunne ske da stedet bebos af en del familier hvor forretninger ikke altid tillader dem at søge hjemmet ved dagslys. Flere ville sikkert efterligne denne ejers eksempel når de føler som han at uagtet sådant er bekosteligt, er det dog særdeles nyttigt og vigtigt for fodgængere.

Ikke Blegdamsvej, men tæt på: Et kik gennem Fælledvej mod Nørrebrogade fra Sankt Hans Torv, o. 1830. Nr. 1 på Blegdamsvej kan endda være huset helt til venstre. Men mon ikke Blegdamsvej har set nogenlunde lignende ud? Man kan forestille sig husrækken fortsat ud af billedet til venstre langs Blegdamsvej, mens markerne ligger til højre. Og der går da en ko rundt på torvet. (Før og Nu 1921).

Grøften på den vej giver rigtig nok en afskyelig stank fra sig om sommeren som ikke kan være andet, da den sjældent renses. Og selv hvis det sker, så sker det dog aldrig af alle beboerne på en gang. Deraf følger at når A i dag har ladet det stykke af grøften rense som tilfalder ham, og har martret de forbigående med stanken inden urenligheden kan køres bort, så begynder måske naboen i morgen, og så fremdeles. Da rensningen var offentligt bekendtgjort, var det ønskeligt om det var gørligt at denne rensning blev foretaget en gang årligt. For da kunne de som ikke ville udsætte sig for denne ubehagelighed og stank som deraf ville flyde, afholde sig fra denne vej.

En enkelt mand, ejeren af Blegdammen 19 har gjort en indretning til grøftens renlighed som tiltrækker sig enhver forbigåendes opmærksomhed og bifald. Det er en sand fornøjelse af betragte denne smagfulde og nyttigt indretning om hvis fortræffelighed der ikke kan siges mere end at det var ønskeligt at enhver som havde råd og evne til det ville følge denne ejers eksempel. For derved ville den fra naturens side så yndige vej sikkert blive befriet for stank. Såre meget ville den blive forskønnet, især når flere ville følge en anden ejers eksempel på denne vej, nemlig ved at forskønne indgangen til deres bolig med en lille blomsterhave, lig lyststederne på den yndige Strandvej, forsynet med stålgitterdør. At grøften ved Fælleden da ville falde ikke til sin fordel mærkelig i øjnene når disse forskønnelser skete, er ligeså sikkert som det er vist at der ville sørges for dens ordentlige oplægning. Og at der ville blive foranstalte en sådan indretning at kreaturerne ikke som nu kunne spadsere ud på vejen når de længes efter hjemmet, men at de måtte blive i deres indelukke indtil vedkommende selv lod dem drive hjem. De som spadserer på vejen og har en hund med sig, kan da tillige gå i sikkerhed uden at befrygte som nu jævnligt sker især om aftenen kl. 7, at blive omringet af køerne der som bekendt har en naturlig lyst til at efterstræbe og søge disse dyr, eller når dette ikke kan lykkes dem, deres ejer.

Imidlertid kan det ikke nægtes at er der mange smukke indgange til disse boliger, så giver der også nogle som er så brøstfældige og svage at man næsten hverken til vogns eller fods med sikkerhed kan betræde dem. En udmærker sig især. Den ligger omtrent midtvejs og er beklædt med brædder. Men disse er så løse og så rådne at man må befrygte især da stenfundamentet neden under virkelig har skudt sig til siden, at den kan styrte ned ved en mådelig tyngde. Ligeledes ses på samme vej en temmelig høj forfalden bygning hvori der fra vejen hverken kan ses hele blændinger mellem stolperne eller vinduer, kort sagt den ligner et billede på et skafot, er et hæsligt syn for de forbigående og sikkert ikke brugelig til andet end at blive nedrevet, hvilket ejermanden for sin egen sikkerhed nødsages til engang at gøre hvis ikke blæsten i forvejen skåner ham for ulejligheden. Dog da det er almindeligt at enhver ser på sin fordel så er det ikke at tvivle på at bemeldte ejer ikke alene lader sin indgang istandsætte, men også i tide nedriver bemeldte bygning som efter al sandsynlighed ellers styrter ned af sig selv

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1201-1205)
Den skarpe iagttager vil måske bemærke at Politivennen springer over siderne 1100-1199.

Bekendtgørelse

1) Det glæder udgiveren at kunne bekendtgøre at ejerne af stræderne på Blegdamsvejen siden klagen i nr. 71 har ladet de grøfter der trængte til rensning rengøre og for at forskåne de spadserende for stank, er denne renselse foretaget af alle på en gang.

(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1247) 

Et Par Ord i Anledning af det i Nr. 68 Indførte: "Om Damhuset"

(Indsendt)

Turpe est diffisilis habere nugas
et stultus labor est ineptiarum.

Indsenderen har ret i at Damhuset er meget smukt at se på udenpå. Og han ville vist ikke kritisere dets indre, dersom han kendte denne agtværdige familie som nu i alt en række af 20 år med så megen bifald har forestået dette værtshusholderi. Man formoder derfor at indsenderen som ubekendt med husets indre orden og madmoderens overalt kendte renfældighed og artighed mod alle kræfter uden undtagelse, måske tilfældigvis ved frokost eller midaftenstid er kommen i værelset hvor brødstykker har ligget på bordet og deraf gjort sig en forkert ide om det hele og sluttet at brødstumperne var henlagt som brændevinsbrød, hvilken dog bestemt ikke var tilfældet, eller nogensinde har været. 

Dette er den eneste måde hvorpå indsenderens mere end uhøflige fremgangsmåde offentligt at fornærme disse honette og overalt agtede folk vil være at undskylde. Men da det er muligt at blande de mangfoldige kræfter der besøger Damhuset jo gerne kan findes en eller anden spradebasse eller vel også ondskabsfuldt menneske (selvom det kan være meget vel påklædt) som finder fornøjelse ved at lade munden løbe over, for dog at ville sige noget i hvor flovt det end måtte være, så forsikres det ærede publikum at man i så tilfælde overser sådant vås med tavs foragt, da det som indsenderen har skrevet er den største usandhed.

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj April 1817, s. 1097-1098)

Redacteurens Anmærkning

Nummeringen mangler siderne 1100-1199. Sidetallet springer således fra 1099 til 1200.