I Anledning af hr. kammerjunker F. Scholtens høflige Hilsen i forrige No. af Politievennen

På et tidspunkt hvor skrivefrækheden synes at have nået sin højeste spids, i hvilken de laveste personligheder drages frem af det mørke der burde skjule dem, i hvilken der gives skriblere der fører et sprog i sammenligning med hvilket selve Nyboders udtryk er fine. På et tidspunkt da hver mands ære, rygte og private forhold betragtes som skive mod hvilken enhver usling understår sig at afskyde sine giftige pile, i hvilken selv udmærkede og af land og stat fortjente mænd ikke har kunnet undgå de groveste personlige krænkelser. I en sådan periode turde det måske være klogest og mest værdigt at betragte alle sådanne pøbelagtige angreb hvis tone nok så meget karakteriserer deres kilde, med fortjent foragt. Disse linjer har undertegnede anset for et ord i rette tid i almindelighed uden videre anvendelse hverken på ovennævnte hilsen eller noget andet enkelt produkt i særdeleshed.

Da hr. kammerjunker Scholtens hilsen er af et høfligere slags som enhver der har læst den jo må tilstå, så havde jeg ingenlunde anset det for nødvendigt at besvare samme, hvis ikke nogle usandheder havde indsneget sig i den. Skønt ugerne nødsager det mig til at gribe pennen. Dog med den forsikring at om det skulle falde nævnte herre ind at gøre dette blad ulejlighed med flere udfald imod mig, da skulle de forblive ulæste og ubesvarede.

Hr. kammerjunkeren behager således at sige at jeg har lovet at indføre et bidrag af ham i Dagen. Dette må berigtiges i overensstemmelse med sandheden således: at jeg lovede ham at indføre dette bidrag, vel at mærke dersom det, hvilket jeg forventede, da jeg kendte ham og hans skrivemåde, ikke kastede skygge på nogen autoritet eller enkelt mand. Fordi jeg allerede før dette indløb havde foresat mig ikke for eftertiden at modtage noget til indrykkelse i Dagen som på mindste måde bidrog til at mistænkeliggøre en mands redelighed. Og da jeg ved gennemlæsningen fandt at stykket ikke helt var frit for dette, så sendte jeg ham det efter nogle dages forløb tilbage. Dog med en høflig undskyldning. 

En anden usandhed er den at jeg skulle have anmodet ham som han behager at sige, om bidrag til bladet Dagen. Det kunne aldrig falde mig ind. Tværtimod har jeg kun højst ugerne optaget artikler han stundom har behaget at bringe mig, og allerede længe forudset at jeg ville blive nødsaget til at nægte hans bidrags indførelse, for een gang for alle at blive befriet for hans besøg, der aldrig har været mig behagelige. De adjektiver han behager at tillægge mig, nemlig "uordholdende", "uartig", "grov", falder tilbage på ham selv, hvad det sidste angår. Hvad angår et andet adjektiv "mageløs frygtsom", da ved mine nu- og forhenværende censorer bedst, at mig langtfra ikke kan tilkomme samme. At jeg opfylder min pligt ved at iagttage de bestående anordninger, kan jeg vel ikke lastes for. 

Men hvor nødvendigt det er at være forsigtig med inserater som visse folk bebyrder mig med, derom har jeg  i mit værge fast utrolige beviser, og i særdeleshed fra allerede nævnte herre. Såvidt om mig selv. At være bladet Dagens talsmand imod hr. kammerjunkerens ubeviste bedrivelse hverken anstår mig eller finder jeg umagen værd. Hvorvidt hans domme er begrundede eller ikke overlader jeg rolig til det velsindede publikums afgørelse, med den forsikring at hr. kammerjunkerens eksistens og sømme i litterære sager har jeg altid og vil altid betragte som et 0. I andre henseender være det langt fra mig at ville frakende ham endog den mindste af hans mulig gode kvaliteter og fortjenester. Vittigheder som kammerjunkeren har sået om sig med, såsom gammel kokette, vandringer i stedet for blandinger osv. forekommer mig ligeså flaue som om nogen faldt på at kalde en gammel kammerjunker - en gammel jammerjunker.

D. Didrichsen.

(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4810-4814).

Bekendtgørelse

Kammerjunker Scholtens svar til Dagens redaktør kan af mangel på plads ikke indrykkes i Politivennen, men vil findes i Telegrafen nr. 18.

(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4832).

Redacteurens Anmærkning

Der er ikke tale om den berømte Peter von Scholten (1784-1854). Han var godt nok også kammerjunker, men sad i 1821 som generalguvernør i Dansk Vestindien (1818-1826) . Der er snarere tale om Friedrich Christian Scholten (1757-1840). Han blev kammerjunker i 1783 og afskediget "i nåde" 1816, men privatiserede i København og Slagelse. Han skrev adskillige artikler i forskellige tidsskrifter, herunder Dagen og Politivennen (senest 1831). På artiklens tidspunkt beskæftigede han sig bl.a. med om revolution var at frygte i Danmark og om en statsforandring ville være gavnlig for landet.

Flere artikler af Scholten (ikke udgivet i denne blog) findes i  Politivennen nr. 665, Lørdag den 27. september 1828, s. 630-632): "Til Publicum fra F. Scholten." Samt "Atter et betydeligt Vink for Vaisenhuset.", Politivennen nr. 966, lørdag den 5. juli 1834, s. 473-477 og "Supplement til mine upaaagtede Bemærkninger over Vaisenhuset.", Politivennen nr. 985, lørdag den 15. november 1834, s. 793-794. 

Noget til Gjensvar paa Ligtornskjærer Meyers Fortælling i Politievennen No. 296

I Politivennen nr. 294 har jeg fremsat en sandfærdig beretning om ligtornelægen hr. Meyers fremgangsmåde mod mig. I samme blads nr. 296 fortæller han sagen på en ganske anden måde og søger at gøre sig ren ved skinbarlig usandheder. Han overlader til publikum at dømme hvem der har ret, skønt det ville være meget vanskeligt om ikke aldeles umuligt at fælde nogen afgørende dom i en sag der er foregået mellem parterne uden noget vidnes tilstedeværelse.

Nu derimod da hr. professor Klingenberg i Politivennen nr. 297 har givet sin erklæring vil man deraf kunne se hvorvidt hr. Meyers ord står til troende og heraf kunne slutte hvor meget der er sandt af hans historie. Jeg vil til overflod her fremsætte nogle eksempler på en lignende fremgangsmåde mod andre personer, hvoraf det vil gøres klart at det ikke er så usædvanligt at Meyer praler med sin kunst og forlanger urimelig betaling for sin ulejlighed.

1. En borger og håndværker her i staden som led smerter i en af de store tæer, lod Meyer hente til sig. Denne gjorde tilfældet meget farligt. Og da manden på grund af det udlod sig med at han, hvis Meyer ikke med sikkerhed forudså at kunne helbrede ham, ville henvende sig til en anden, forsikrede Meyer at han ville kurere ham inden 8 dage, og at han i manglende fald ingen betaling ville have. Kuren begyndte, men der gik 14 dage, ja 3 uger og det onde blev ikke fjernet. Da Meyer på grund af sorg for en af familien som var død ikke ifølge hans religions forskrifter måtte gå ud af huset, henvendte manden sig til en læge, der ved at sætte ham en fontanelle på benet, bragte ham så vidt at han kunne gå. Efter 1½  års forløb mødte Meyer manden på gaden, og da han nu så at denne kunne gå, krævede han 20 specier af ham for hans ulejlighed. Manden nægtede naturligvis at betale, hvorfor Meyer indstævnede ham for gældskommissionen for 20 rigsbankdaler S. som  er den højeste sum der kan stævnes for ved denne instans. Men da manden for retten erklærede at han ifølge deres aftale ikke var noget skyldig og kunne fremlægge to lægers attester for at Meyer aldeles ikke havde bidraget noget til hans helbredelse, blev sagen hævet.
2. En anden af mine bekendte som Meyer havde betjent med sin kunst, blev ligeledes afkrævet en urimelig høj betaling. Han tilbød at betale en mindre sum, som han fandt passende efter den hjælp der var ydet ham. Meyer ville ikke modtage det tilbudte og gik. Men da året var omme, indstævnede Meyer manden for forligelseskommissionen for 50 rigsbankdaler. Da her intet forlig fandt sted, delte Meyer fordringen i mindre summer og indstævnede ham for disse til gældskommissionen. Sagen blev henvist til retten, for hvilken den endnu verserer.
3. En embedsmand der havde benyttet sig af Meyers hjælp, blev ... dog da han skriftlig har fremsat sagen, vil jeg lade ham selv tale.
   På anmodning kom Meyer til mig for at afskære et stykke negl, som var indgroet i storetåen. Han ordinerede et omslag og gik. Næste dag kom han igen og skar et stykke af neglen og sagde, at han ikke ville tage hele stykket bort på en gang for ikke at forårsage mig så meget smerte. Under operationen underholdt han mig med en mængde fortællinger om hans wunderkure som han havde foretaget hos adskillige personer der forgæves havde henvendt sig til flere læger, men endelig fundet hjælp og trøst hos ham. Finalen på disse blev endelig en opbyggelig betragtning over mammons forgængelighed og utilstrækkelighed til sand lyksalighed og for tydeligheds skyld fremsatte han følgende eksempel på det: "Sæt De havde denne stue fuld af hollandske dukater at kunne betale med, så ville dog ingen mand kunne hjælpe Dem, undtagen jeg".
   Næste dag afskar han atter et stykke negl, og da teksten var den samme som forrige gang, så havde hr. Meyer sat samme musik til den, kun at han krydrede samtalen med nogle småvink om hvad en husholdning kostede i almindelighed og hans i særdeleshed, som han anslog til 3.000 rigsbankdaler årligt. Imidlertid var operationen forbi og efter at have forbundet tåen, gik han bort med den forsikring at jeg næste dag kunne komme hjem til ham, da tåen så ville være i fuldkommen stand.
   Næste dag gik jeg hjem til denne æskulap i hans tempel i Klosterstræde hvor han i nærværelse af nogle af hans trosfæller (om de var handelsmænd eller fodlæger vides ikke, dog formodes det første på grund af nogle ord som faldt som procenter, kurs, species osv.) så på tåen og erklærede den for kureret. På mit spørgsmål hvor meget jeg var ham 

(Side 4799-4805 mangler, så vi må lade artiklen slutte meget brat her).
  
(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4793-47[98]. 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var del af en længere debat. Her en oversigt: Det oprindelige indlæg var i Politivennen nr. 294. 18de Augusti 1821, s. 4722-4725, Meyer svarede i Politivennen nr. 296. 1ste September 1821, s. 4753-4757, dr. med professor Klingenberg i Politivennen nr. 297. 8de September 1821, s. 4753-4782, den første skribent svarer Meyer i Politivennen nr. 298. 15de September 1821, s. 4793-47[98], endnu en kommentar i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4817-4818, og endnu en i Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4861.

Ønske paa Knippelsbroe.

To dagvægtere lønnes af Havnekommissionen for at holde orden på broen især ved broens ophejsning når skibe går igennem. En af disse vægtere skal daglig i mundering have post på broen, men det er sjældent tilfældet, for den vægter hvis tur det er at være til stede, ser man i almindelighed at være med til at vinde broen op, formodentlig for at tjene en del af de penge som ellers tilkommer daglejere. Som følge af det bliver uorden ikke forebygget, nemlig at vogne ofte kører ind i hinanden og at folk springer over broen inden den er samlet, eller de såkaldte klapper er lukkede hvorved ulykke og skade muligvis kan indtræffe som man før har haft eksempler på er sket. For den offentlige sikkerheds skyld håber man at vægterne bliver på deres post.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4792-4793).

Kommer Venner tager Sæde!

I Nyhavn på Charlottenborg side lider man ikke blot ofte, men næsten altid af en særdeles besværlig sammenstimlen på trapperne foran gadedørene. Favnsættere, håndlangere og håndlangerinder synes ligesom i forening at blokere de gadedøre der er forsynet med trapper. Ikke sjældent træffer man disse folk ligger og sover for gadedørene. Og al tiltale hjælper ikke, ja man kan endog oven i købet vente sig grovheder når man beder dem om tilladelse til at komme ind af sin egen gadedør. Det ville være meget behageligt om de ansvarlige ville fjerne dette uvæsen.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4789).

"I Nyhavn på Charlottenborg side lider man ikke blot ofte, men næsten altid af en særdeles besværlig sammenstimlen på trapperne foran gadedørene" (Nyhavn, dog i den anden anden ende og modsat Charlottenborg. Eget foto)

Maa man ikke rejse i Sjelland uden Pas?

I dette års akademiske ferie foretog et ungt menneske sig en fodtur omkring i det nordøstlige Sjælland, og blev på grund af et regnvejr nødt til at søge natteleje i Hornbæk, en kirkeby omtrent 1½ mil nord for Helsingør. I værtshuset der på stedet afkrævede man ham pas. Forundret over at blive krævet pas, fordi han ikke kom ad søvejen og at noget sådant ikke var sket før, forlangte han oplysning om det. Man henviste ham til politikommissæren på stedet, af hvem han erfarede at enhver der overnatter i hvilken som helst by ved kysten skal være forsynet med pas fra myndighederne på det sted hvor han har hjemme, og i modsat fald vil han risikere at blive anholdt indtil man henter nærmere underretning om ham. Da det unge menneske navngav sig selv og sin familie i Helsingør blev han fritaget for al videre ulejlighed, men da man ikke overalt er vis på at træffe en så høflig politikommissær som i Hornbæk, og da det ikke er behageligt at blive forsinket (især når tiden er knap, hvilket var tilfældet her) så var det at ønske at det måtte blive offentligt bekendtgjort, så at ikke sådanne ubehageligheder og ophold skal møde andre der er uvidende om denne forordning og deres antal er vist ikke ringe.

(Politivennen nr. 298. Løverdagen den 15de September 1821, s. 4787-4788).

Redacteurens Anmærkning

Ordningen med et kystpoliti var trådt i kraft i 1817 for at forhindre fx svenskere i at komme nemt til Danmark. Det var ikke kun pga lovlig vareind- og udførsel og arbejdskraft, men også fordi såvel Norge som Sverige ikke længere var enevældige lande, og Frederik 6. ønskede ikke "smitte" fra disse lande. Studenten fik aldrig noget svar.