Et Par Bemærkninger, Frederikshoms Arrest angaaende.

Der er så ofte påanket mangler ved forskellige straffeanstalter og fangehuse samt arrester at indsenderen ikke tror det er overflødigt at berøre de mangler og fejl der finder sted ved Frederiksholms Arresthus eller det såkaldte Blåtårn.

For omtrent 1 år siden blev arrestforvareren Marqvart afskediget fra sit embede efter rygte på grund af embedspligts forsømmelse. Og en hof- og stadsretsbetjent blev konstitueret i hans sted for at varetage hans embedsfunktioner under den sag der midlertidig blev anlagt imod ham. Det gamle ordsprog siger "nye koste fejer bedst", men for så vidt man har bragt i erfaring, finder der adskillige uordener sted endnu som bør afhjælpes.

1) Hver aften når arrestforvareren visiterer, bliver arrestanternes klæder kastet ud på en snavset sandet gang. Og det er ikke usædvanligt tilfældet at rotterne skambider et og andet af arrestanternes klædebon uden at disse tør eller kan påstå nogen som helst erstatning.

2) Hver fredag kan arrestanter få en portion varm mad der består uden afveksling af ærter og flæsk. Maden er god og upåklagelig. Men arrestanterne kommer denne dag kun en gang i gården, og det er efter indsenderen opfattelse et for langt tidsrum at tvinge naturen fra kl. 1 eftermiddag til anden dags morgen kl. 8. 

3) Det er forbudt i andre straffearrester at udskænke brændevin til arrestanterne, fx i Hof- og Stadsrettens, Inkvisitionskommissionens, Gammelholms arrester og flere steder. Hvorfor bør denne gode skik ikke indføres i Frederiksholms Arresthus og udsalg af spirituøse drikke til arrestanterne forbydes.

4. Der eksisterer en instruks for arrestforvareren hvorved det pålægges ham som pligt at lade hente mad fra byen til arrestanterne når disse har evne til det, men dette bliver dem nægtet. Dog får 2 højst mistænkelige personer hver morgen 1 pot varm afskummet mælk for 2 skilling. Dette er en undtagelse. Men det er ønskeligt at det i fremtiden må tillades arrestanterne at få varm mad hentet fra byen på de dage da denne ikke kan fås hos arrestforvareren.

5) Arresterne er i almindelighed meget små, og der må ofte sidde 3 til 4 mennesker indesluttet i en arrest der kun er 3½ alen i længde og 4½ alen i bredden. Dog har man erfaret at der i sommer skal ske en tilbygning og altså vil denne mangel vel forsvinde. Til slut vil indsenderen gøre de høje ansvarlige opmærksom på at arrestlokalerne ved den forandring der nu skal finde sted, bør indrettes således at arrestanterne ingen samtale eller samkvem kan have med hinanden.

Hvad ellers provianten som arrestanterne får angår, da er den i det hele god og upåklagelig. Kun ønskede indsenderen at arrestforvareren eller hans ægteskabelige halvdel, ikke gjorde nogen forskel på arrestanterne hvad enten den ene får godt bud eller penge udefra, den anden intet. For når den ansvarlige øvrighed tillader en arrestant at tale med sin kone, hvorfor skal samtalen da finde sted i gården gennem en trækrude, når en anden straks efter kan blive indkaldt i stuen fordi han har råd til at fortære penge?

Til slut mener indsenderen det var gavnligt at det blev tilladt i den mindste de arrestanter der ikke er overbevist om forbrydelser, at få en eller anden god bog i arresten, men dette nægtes dem og hvad der er påfaldende, endog gudelige bøger. Trykkefrihedsselskabet har skænket bøger til så mange arrester. Hvorfor er Frederiksholms Arresthus undgået dets veldædige opmærksomhed? Skulle disse linjer ikke blive en røst i ørkenen, men høje ansvarlige tage notits af dem, vil det glæde indsenderen meget at have anvendt nogle få øjeblikke med at nedskrive dem.

(Politivennen nr. 1214, Løverdagen, den 6te April 1839. Side 211-214)

"Kjøbenhavns Amts Thing og Arrest-Huus" står der på denne bygning på Blegdamsvej på Nørrebro. Hertil flyttede Frederiksholms Arrests funktioner i 1848, altså 9 år efter klagerne i artiklen. Den afbildede bygning kendes nu mere som Blegdamsvejens Fængsel.

Redacteurens Anmærkning

Frederiksholms Arrest lå ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal 1728-1848. Den sidste rest i gården til Vester Voldgade 131 blev nedrevet ca. 1965. "Blåtårn" erstattede det mere kendte Blåtårn. Arresthuset blev brugt til personer fra de jurisdiktioner i Københavns amt, der lå uden for selve byen. Disse funktioner blev derefter flyttet til Blegdamsvej.

En Fare paa det Kongelige Theater.

I sidste nummer af dette blad findes en rimelig anke over at man et sted i parkettet i det Kongelige Teater er udsat for at få slemme rifter i sine klæder. Det vil man have pålagt inspektøren at forebygge. Dette er nu i sandhed helt i sin orden da det er højst ubehageligt at få sine kæder sønderrevet, især for sådanne der som den officer vel har kredit hos kirurgen, men ikke hos skrædderen. 

Imidlertid mener indsenderen at man nu om stunder i teatret er udsat for endnu være rifter, end de der er omtalt i den artikel. Det har nemlig flere gange behaget teatrets kat at indfinde sig på scenen under forestillingen, og forebyggelsen heraf synes en ikke mindre værdig genstand for hr. inspektørens udstrakte virksomhed. For vi ved jo alle at katten er et træsk dyr, og det er ikke uden gru at indsenderen har set denne frigænger skue ud over teatret som om den kunne have lyst til at tage plads i parkettet eller i 1. etage hvor den ville være meget uvelkommen for mange damer, ja vel også som vi kunne se hos vores udødelige Baggesen for en eller anden herre. 

Man vil ikke her omtale at det forstyrrer al illusion og det komiske der ligger i at se denne person der ikke er foreskrevet af forfatteren, optræde ganske roligt på scenen under en helts eller heltindes tragiske deklamation, til hvilken den synes at lytte opmærksomt. For vi har jo dog tit nok anledning til at græde i teatret. Men skulle nu Mons virkelig have den ovenfor påpegede lyst og engang give efter for den, hvem kan vel da beregne følgerne? For de optrædende er faren for et angreb dog meget større. For mens parkettet er forskanset bag det velbevæbnede orkester der rimeligvis ville forsøge på at modsætte sig en overgang over dets territorium, står den optrædende, især damen som oftest helt uden våben i en tynd påklædning udsat for det listige dyrs angreb. 

Vil man nu tænke sig et sådant rettet mod en fru Heiberg, en jomfru Grahn eller nogen anden af teatret åndfulde, yndige, zefyr - let hensvævende etc. etc. gratier og hvilke unaturlige rifter der ville blive så godt som uundgåelige følger af det, så behøver vi ikke at tilføje et ord for videre at dokumentere nødvendigheden af at teatrets missekat - eller katte, for man har også set dame Mons som en god moder der ved at det skal tidligt krøges som god krog skal blive, har ført sine poder ind på scenen for at lade dem deltage i en aftenunderholdning - sættes under hr. inspektørens særdeles inspektion, og at den eller de formenes adgang til gratis komedie. Hvortil hr. inspektøren bør indrømmes anvendelsen af de midler han bedst ved, vil og kan. Man indvender i øvrigt ikke hvad vi ret gerne ville tro, at teaterkissen er et særdeles vel opdraget eksemplar af misser. For en kat er - et kat, en kat har kattenatur, og "naturam si tu pellas ex, hun kommer dog igen, den her". 

(Politivennen nr. 1213, Løverdagen, den 30de Marts 1839. Side 204-206)

Anmeldelse til Bestyreren af Vaisenhusapotheket.

Søndag den 10. i denne måned lod indsenderen 6 igler købe på oven nævnte apotek, hvorfor blev betalt 4 mark 8 skilling. Ved anbringelsen af disse igler viste de sig meget bidske på nær en der opfyldte sin pligt. De øvrige blev sendt tilbage med anmodning om at få dem ombyttet med bedre. Men man fik til svar formodentligt af et subjekt at iglerne var gode og bed nok når stedet de skulle anbringes blev vel vasket. Skønt den person som anbragte iglerne var vant til denne forretning og allerede havde iagttaget dette, blev forsøget gentaget, men med samme følge, for ingen af iglerne ville bide. To af dem var vel at undskylde da de var døde undervejs. De 4 mark 8 skilling var således kastet ud uden nytte. For mange en ubetydelig sum, men i sandhed trykkende nok for en fattig familie at udrede. Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed.

Da Vaisenhusapoteket har ry for at kunne levere de bedste og mest friske varer, på grund af dets store omsætning, lader mange endog dem som bor langt fra, deres medicin hente der. Det kan derfor vist næppe være apotekets ejer ligegyldigt om sådan forseelse eller ligegyldighed som formodentlig hidrører fra et subjekt som er ansat ved apoteket, oftere skulle gentage sig., hvorfor man herved har villet gøre opmærksom på det. 

(Politivennen nr. 1211, Løverdagen, den 16de Marts 1839. Side 174-176)

"Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed." (Det røde hus yderst til venstre er Gothersgade 37 hvor apoteker Tychsen holdt til. Nr. 35 er uden for billedet. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Vaisenhusapotek lå på Politivennens tid og indtil 2003 på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Apoteker og assessor pharmaciæ i Sundhedskollegiet J. L.Tychsen boede ifølge Krak 1839 i Gothergade 336. Dette hus var i 1806 ejet af apoteker Nikolaj Tychsen. I 1836 blev det delt: 336 A (opført 1836-37 af apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 37. 336 B (opført 1800-01 for apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 35. Begge huse findes stadig.

Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.

"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.

Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."

Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstaden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.

(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)

Redacteurens Anmærkning

Se også om Slesvig.

Om Sproget i Sønder-Jylland.

(Til dels rejsebemærkninger.)

Det er sørgeligt nok at et gammelt had mellem landsmænd som syntes aldeles hendøet, nu skal oppustes på ny fordi en enkelt mand, hr. Petersen, landmand i Dalby ved Kolding for at tjene andre giver sig af med sådant. Men ve dem som er egentlige ophavsmænd!
Jeg tror ikke jeg tager fejl ved at påstå at en del af de tyske bureaukrater i hvis hænder folket er overleveret, har andel i det. Det er uden eksempel i nationernes årbøger at et folk er behandlet således af dem der lønnes for at varetage deres tarv. De handler som om de beherskede et erobret land. De ter sig som dets egentlige herrer. Og i en vis henseende er de det. For ellers turde de ikke vove så åbenlyst trodse det velgørende lovbud som blev udstedt for 28 år siden, som tilholder dem at hædre og udbrede dannersproget, ikke at tilintetgøre det. De kender aldeles ikke det de foragter. De dømmer efter almuens mundart som de heller ikke formår at vurdere. Den samme mundart tales i og ved Ribe, Vejle, Kolding, Snoghøj, indtil Horsens, og på en del af Jyllands vestside. Men aldrig har man der hørt embedsmændene klage over at almuesproget ikke klang smukt nok i deres ører, lige så lidt som på Bornholm og Lolland, hvis sprog er endnu langt mindre smukt *). Havde de den mindste sans for deres nye fædreland, da ville de ligesom embedsmændene i andre danske egne danne sig selv et omgangssprog eller i det mindste ikke påtvinge det folk der giver dem underhold, et fremmed tungemål i kirke og skole, i rettergangssager og skattebøger, i ethvert dokument, enhver resolution. 

De bør heller ikke tilsidesætte kongens lov. For han er deres suveræn ligesom det øvrige Danmarks, secundum tenorem legis regiæ, som det hedder i den hyldningsakt der udstedes af ridderskab og prælater efter erobringen, hvortil også kongen har henholdt sig ved stadfæstelsen af privilegierne i året 1816, nemlig "for så vidt som kongens uindskrænkede enevoldsmagt over hertugdømmet tilsteder", mod hvilken klausul vedkommende ikke har kunnet gøre indvendig, og som endog synes at tilintetgøre benævnelsen hertugdømme der egentlig bør bortfalde, uagtet det ræsonnement som vedkommende bygger på Christian 1.s for længst kuldkastede indvilligelse. Man bør dog vel agte kendsgerninger som historien forkynder med klare ord. 

Uagtet sprogusurpationens stræben i århundreder er sprogets udbredelse dog ikke lykkedes på denne side af Flensborg. I Haderslev og Åbenrå taler kun embedsmænd og købmænd tysk, og de sidste taler det kun dårligt. På landet tales overalt dansk, ligeledes mellem Tønder og Husum og på hele vestsiden hvor det danske nu fortrænger det frisiske. I Flensborg tales endnu meget dansk, især af de ældre når man taler dansk til dem. Dette er endog tilfældet med embedsmændene, uagtet de ligesom almuen tror at Flensborg ligger i Holsten. De yngre forstår kun lidt dansk, hvilket viser den tiltagede fortrængning uagtet kongens lovbud af 1811. Søfolkene taler for det meste dansk. Flensborg har 3 tyske kirker, rummelige og til dels pragtfulde, men kun en dansk, ubetydelig af udseende og med en mådelig prædikant for også på denne måde at bidrage til at få dannesproget tilsidesat og ringeagtet, ligesom man i Åbenrå prædiker dansk til aftensang, men har tyske salmebøger for at tjenestefolk og andre fra landet ikke skal kunne synge dansk som er det eneste sprog de forstår. 

Øst for Flensborg tales mere tysk end dansk, men i landsbyerne mod vest og syd taler indbyggerne indbyrdes kun dansk. Det tyske nødes de til at tale med embedsmændene som aldrig taler til dem undtagen på tysk!!! endog i Brodersby omtrent 1½ mil fra Ekernförde (egentlig Ekernfjord som det i Flensborg med rette kaldes) tales endnu meget dansk. Det er også en ubehagelig omstændighed for vedkommende som gerne ville udslette ethvert spor af danskhed i dette oprindeligt danske land, at de ikke altid med lige held har kunnet gøre stednavene ukendelige. Søgård er fx gjort til Seegard, som hverken er tysk eller dansk. Lyxborg til Glücksburg, Haderslev eller Harsløv (fordum Hedeby) er meget urimeligt gjort til Hadersleben (et liv fyldt af had og kiv), og Gammel-Thing i Haderslev er på den latterligste måde forvansket til Alter Ding, som findes på to gadehjørner. 

Derimod findes stednavnene uden forkvakling på de stenmærker som vejvæsnet har anbragt ved vejene til rettesnor for lodsejerne ved bestemmelsen af deres vejstykker, fx Bodum, Løjt, Kirkby, Skovby, Hobdrup m.fl. mellem Haderslev og Apenrade. Ligeledes Bolstrup, Alby, Avntoft, Bøgelund, Brodersby m.fl. mellem Flensborg og Ekernförde. I Kiel og staden Slesvig ophører al dansk tale, og personnavnene er for det meste tyske, hvorimod det danske fordum taltes endog på den side af Ejderen. I Flensborg har mangfoldige købmænd danske navne som Hansen, Jensen, Petersen, Mortensen osv. Besynderligt ellers at Petersen i Dalby kan tro at kongen vil bifalde et forslag som kuldkastede hans egen lov!

*) Almuesproget på Lolland er til dels skrigende, men det plattyske i Kiel er heller ikke smukt, og har ofte urimelige betoninger. Selv det højtyske er tit hårdt og slæbende. 

(Politivennen nr. 1205, Løverdagen, den 2den Februar 1839. Side 65-69)

Redacteurens Anmærkning

Den nævnte hr. landmand Petersen fra Dalby er formentlig Andreas Petersen (1792-1870) fra Dalby. Han var deputeret ved stænderforsamlingen i Slesvig og ejede en af Danmarks største bondegårde. I maj 1836 havde Andreas Petersen afleveret et andragende til stænderforsamlingen om at "alle skolelærere som ansættes i hertugdømmet Slesvig, for fremtiden skulle underkaste sig en eksamen i det tyske sprog, og at der i de distrikter hvor skoleundervisningen sker i det danske sprog, nogle timer ugentlig skal undervises i det tyske sprog". Heroverfor var der et andet forslag som ville indsende en petition til kongen om at indføre dansk rets- og øvrighedssprog i de områder hvor almuens sprog og undervisningen var dansk. Stænderforsamlingen behandlede begge forslag igen maj 1838.

Den danske stat bestod på Politivennens tid af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg - og de oversøiske kolonier. Styreformen var enevældigt monarki med København og Kiel som administrative poler. Rets- og forvaltningssproget i hertugdømmerne var tysk. Som artiklen påpeger var kultur og sprog overvejende dansk i Slesvig. Men Hamburgs stærke økonomi betød at tysk sprog og kultur bredte sig nordpå. Sammen med de demokratiske kræfter. 

I første omgang havde Frederik 6. forsøgt at bremse op på denne med de fire rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf to (Slesvig og Itzehoe) havde tysk som forhandlingssprog. Artiklen må ses som et udtryk for et spirende oprør mod den slesvig-holstenske bevægelse og det tyske embedsapparat. I maj 1840 udstedte Christian 8. en forordning om at hvor der blev talt dansk i skoler og kirker, skulle dansk også være rets-og forvaltningssprog. Sprogstriden brød for alvor ud i efteråret 1842, og endte som bekendt med krigene 1848-50 og 1864.

(Se fx Johann Runge: Sønderjyden Christian Paulsen (1981), specielt siderne 169-279)

Se også under Slesvig.