Sådant er i sandhed højst uanstændigt, og selvom denne tilladelse på de øvrige badendes bekostning tiltrækker adskillige hundeelskere, så afholder den andre og flere kunder fra at søge stedet. Endnu tilføjes at når en dame tager et bad, fulgt af en pige for at være hende behjælpelig, må der betales for 2 bade. Om der ligeledes forlanges dobbelt betaling når en hund følger med, vides ikke. Dog ville det sidste være mere rimeligt end det første. Ved denne lejlighed anmærkes tillige at disse badehuse er så åbne og fuld af sprækker at man ved mindste blæst er udsat for en mærkbar træk. At man i damernes badehuse kan se gennem sprækkerne fra det ene rum til det andet. At man ikke efter hvert bad efterser om rummene er rene. Og at broerne som fører til badehusene, er i en så yderst skrøbelig tilstand at de er næsten farlige at passere.
Da hr. Bech hidtil har haft en så stærk søgning, er det kun et meget rimeligt ønske at han ved disse bade påset bedre orden og større renlighed. Indsenderen skal i det mindste ikke ulejlige ham, før han med bestemthed erfarer at hundebadene er ophørt.
(Politivennen nr. 1226, Løverdagen, den 29de Juni 1839. Side 403-405)