07 maj 2017

Drengeopløb i Badstuestræde.

Indsenderen tillader sig herved at henvende det ærede politis opmærksomhed på en flok drenge der har taget deres stadig forsamlingsplads udenfor gården nr. 130 i Badstuestræde. Vi ved ikke ved hvilken skæbnes ironi de så længe ustraffede har kunnet drive deres spil udenfor den mands bopæl under hvem politiet på en måde rangerer. Men vist er det at de i mere end en henseende har krav på denne autoritets opmærksomhed. Næsten hver aften forefalder små skærmydsler imellem dem, og den støjen og uro der naturligvis må følge hermed, forvolder de omboende en utålelig gene.

Disse få ord tror vi at være tilstrækkelige for at henvende opmærksomheden på dem, idet vi anser det for unødvendigt at gå i detaljer med alle de platituder og gemenheder hvori de daglig gør sig skyldige, og i hvilke de - som det synes - finder en rig kilde til moro og fornøjelse.

(Politivennen nr. 1280, Løverdagen, den 11de Juli 1840. Side 442-443) 

Badstuestræde 9. Stemanns Hus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Badstuestræde 130 er nutidens nr. 9. Det blev i 1903 henlagt til Badstuestræde 9-11. Den sydlige del er opført 1796-97, den nordlige 1904. Som antydet i artiklen boede en af enevældens mest indflydelsesrige politiker, P. C. Stemann (1764-1855) i huset (1828-1847). Han var bl.a. præsident for Danske Kancelli, justitsminister og gehejmestatsminister. Efter enevælden fratrådte han sine poster, efter at have proklameret Frederik den 7. som konge. Mest kendt er han måske som bagmand for Frederik 6.'s “Vi Alene Vide..“ fra 1830'erne.

06 maj 2017

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

05 maj 2017

Bemærkning ved Hr. Nathansons Beretning.

Hr. I. Nathanson, forhenværende købmand i Randers, har udgivet et lille skrift under titlen: Beretning om de forfølgelser jeg har været genstand for, og om de lidelser, man derved har påført mig. Dersom dette skrift er forfattet og redigeret af hr. Nathanson selv, uden hjælp, da vil vist ingen beskylde ham for at være gal mand, selv om man må tilstå at de deri anførte beskyldninger imod adskillige embedsmænd og betjente er så graverende at de synes utrolige. Men hvis fortællingen om den mod ham udviste adfærd er i overensstemmelse med sandhed, da var det højst oprørende og frygteligt for enhver der tror sig i en civiliseret og efter love indrettet stat at være sikret for sådan medfart. Ikke mindre oprørende er det som fortælles at en mand ved navn Lund skal være holdt indespærret på Bistrup siden 19. maj 1836 efter en falsk kancelliresolution. Da dette lille skrift har vakt stor opsigt, og intet af det deri anførte er offentligt gendrevet eller imodsagt, ville det være højst fornødent og tjene til beroligelse for mange at de anførte klagepunkter måtte nøjagtigt blive undersøgt.

(Politivennen nr. 1270, Løverdagen, den 2den Mai 1840. Side 280-281) 

04 maj 2017

Ønske for Hr. Nathanson i Randers.

Når man har læst i de offentlige blade hvorledes hr. Nathanson fra Randers er blevet behandlet ved 5 gange at berøves sin frihed som han kun genvandt ved at tage flugten, men har tillige erfaret at sundhedskommissionen har meddelt ham sundhedsattest, og når vi næsten hver dag ser denne af skæbnen forfulgte man blandt os, vil vist nogen tillægge ham prædikat af gal mand. Men når man derimod læser i avisen hvorledes borgerne i Randers ved hjælp af politi og vægtere tvinger bønderne til på offentlig gade at sælge deres produkter til den pris borgerne finder passende at byde dem, så må man hælde til den mening at hr. Nathansons offentlige klager over vilkårlig behandling næppe har været aldeles grundløse, hvorfor det var at ønske at denne familiefar som før har ernæret sin talrige familie ved hestehandel, atter kan sættes i stand til at forsørge den.

Som man erfarer skal hr. Nathanson have haft en temmelig lang audiens hos vor allernådigste konge og vi ønsker ham al muligt held tiil at afsløre hele den med ham foregåede vidunderlige historie. 

(Politivennen nr. 1267, Løverdagen, den 11te April 1840. Side 237-238) 

03 maj 2017

Varsko.

Ved tirsdag aften omtrent kl. 10 at passere gården nr. 333 i Gothersgade blev fra et vindue i en af etagerne udkastet en ildelugtende væske hvoraf anmelderen fik en portion på den ene arm. Det er den anden gang i kort tid at denne operation samme sted er foretaget, formodentlig af  et dovent tjenestetyende som finder det mageligere at skille sig ved sådant ved at kaste det på gaden end at nedbære samme i gården. Da det var meget mørkt, kunne det ikke bemærkes fra hvilken etage udskylningen skete, dog observeredes at et vindue stod åbent i den første. Anmelderen vil derfor råde samtlige gårdens beboere at undersøge hvem af deres tjenestetyende der har den vane at foretage sig sådan ulovlig handling, og indskærpe den pågældende at han eller hun derved har forbrudt sig imod politilovene og kan vente at blive straffet når handlingen gentages og derover klages for politiet.

(Politivennen nr. 1258, Løverdagen, den 7de Februar 1840. Side 95-96)