Kjøbenhavns Toldbod.

Hvornår kan man vente de så længe omtalte forandringer på Toldboden? Der siges at så mange forskellige autoriteter skal afgive deres betænkninger i denne sag at det ikke er rimeligt at de nogensinde ville blive aldeles enige om udførelsen, men måske det forholder sig ikke så og at kun de nødvendige midler savnes. Hvorledes det end er, må det beklages at alt på Toldboden forbliver uforandret i sin gamle skikkelse og at intet gøres for at skaffe den et for hovedstaden værdigt udvortes. Gamle trætrapper og trærækværk vansirer den nu. Af slam, tang og al slags uhumskhed ses et oplag mellem Toldboden og Langelinje. Den såkaldte flydebro står ved højvande under vand, så at dampskibets rejsende kommer i land eller ombord med våde fødder. Det er i sandhed på tide med en forsvarlig bro med stentrapper og jernrækværk at afhjælpe disse onder. En bro der går så langt ud i vandet at dampskibene med bekvemmelighed kunne lægge an ved samme, og at rejsende og deres bagage derved undgå den især i mørke og dårligt vejr ubehagelige og besværlige transport med både. Vel yder denne en rig indtægtskilde for bådenes privilegerede ejer. Men bør den enkelte mand beriges på publikumsbekostning ved at skaffe det en bådtransport som det var langt bedre tjent med at kunne undværes? Hvilke virkelige vanskeligheder kunne forhindre at dampskibene indtil en sådan bro tilvejebringes, lægge an ved broen mellem Toldboden og bommens vagt? Når heste er ombord, ilandsættes de dog der, og hvorfor vises da ikke passagererne samme opmærksomhed? At i København hvis dybe havn er bekendt over hele verden, dampskibe alene ved både sættes i forbindelse med landingspladsen, må for fremmede og i vore forhold uindviede synes utroligt. 

Hvorledes det ser ud med Toldbodens omgivelser, betegnes træffende ved følgende citat af en artikel som nyligt læstes i folkebladet: "Det første der modtager den indtrædende ved Toldbodens jernport, er et lavt, skrøbeligt og lappet plankeværksskur hvor gamle både findes lagt hen. Brokkens Bod og en række smudsige træboder som ville skæmme landingspladsen i den ringeste købstad. De fortjener at aftegnes, før de falder sammen som et historisk kuriositetsbilag til en tilkommende beskrivelse af København."

Under disse omstændigheder villesummen der medgik til en så almennyttig forandring som toldboden og dets omgivelses anlæg og forskønnelse, blive vel anvendt til ære for regeringen og nationen.

(Politivennen nr. 1319, Løverdagen, den 10de April 1841. Side 225-227). 

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

En lille Bøn til Generalpostdirectionen.

Da de postilloner der kører såvel de ordinære poster som ekstraposter er forsynede med valdhorn, formoder man at det er anordnet at dette horn ved visse lejligheder skal benyttes. Men indsenderen som i flere år jævnligt har gjort rejser til provinserne, såvel med agepost som med ekstrabefordring, har yderst sjældent erfaret at dette er tilfældet. Mens postillonen i Tyskland opmuntrer den rejsende ved hyppigt at blæse muntre stykker på sit horn, griber vores postilloner kun sjældent til deres undtagen når man nærmer sig et krosted for at melde deres ankomst, og for en der da kan blæse en melodi ordentligt, gives der 10 som blæser meget dårligt, ja næppe kan frembringe en tone. Da generalpostdirektionen i de senere år har gjort så meget for at forbedre  vores post-og befordringsvæsen, at dette ikke skal stå alt for langt tilbage for fremmede stæders, håber man også at den her nævnte mangel vil blive afhjulpet. Ved at indskærpe vognmandslauget som afgiver befordring, at ingen kørekarl må antages til postillon undtagen at han i det mindste kan blæse et eller to stykker ordentligt på sit horn, mener man at hensigten snart vil opnås. Ingen vil kunne nægte at ved en vis færdighed i at traktere sit instrument vil postillonen foruden at sætte sig i respekt hos de mødende som skal vige for ham, kunne fornøje de rejsende med et muntert stykke og holde sig selv årvågen, så at han ikke faldt i slummer, overladende heste, vogne og rejsende til Guds forsyn, hvilket nu ikke så sjældent indtræffer (især om sommeren da mange rejser), og som kun kan undskyldes med at en sådan karl ofte må køre flere nætter og dage uden at få ordentlig hvile.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 214-215). 

Ufornøden Kjørsel paa Amalienborg.

Skønt indsenderen just ikke er af dem som hylder overdreven ærefrygt for noget menneske, må han dog tilstå at det støder ham noget at se det smukke Amalienborg profaneret af bryggervogne og andre vogne af mindre hyggeligt udseende. Man må rose den liberalitet som endnu ikke har forbudt sådan færdsel på det nævnte sted, for så vidt det derved erkendes at selv kongen ikke børn fritage sig for sådanne gener som alle hans undersåtter må finde sig i. Men der findes  også andre grunde til at forbyde den ubehagelige kørsel på Amalienborg Slotsplads end netop den at det er kongens residens. Ved kolonnaden er pladsen snæver og fodgangen i glat føre besværlig nok, tillige er der samme sted posteret skildvagter og andre soldater gør sig en fornøjelse af at stå og tale sammen. Når der nu samtidig holder en karet på den anden side, ved indgangen til enkedronningens palæ, da kommer de omtalte vogne meget ubelejligt for fodgængerne. Det er derfor indsenderens uforgribelige mening at der gennem kolonnaden ingen kørsel burde finde sted af arbejdsvogne af hvilken so helst kaliber, de burde derimod henvises til at dreje om ad de gader som på alle sider tillader de kørende at undgå passage over pladsen og gennem kolonnaden. Man besværes alt for meget af de hæslige formandsvogne med deres støj og urenlighed at det er en desto større behagelighed på enkelte promenader at være fri for dem, og det kan vist ikke nægtes at Amalienborg frem for ethvert andet sted burde forskånes for profane besøg.

Forfatteren kan ved denne lejlighed ikke undlade at tilføje et par ord om formandsvogne og bryggervogne i almindelighed. Hvad mon grunden er til at vognene er således konstruerede at de må gøre en så inkommoderende støj? Var det ikke muligt, særdeles for bryggerne, at bruge lettere vogne og placere deres tønder på halm eller sådant? Det kan vist ikke fejle at en mere hensigtsmæssig konstruktion kan udfindes som dermed kunne forene en vis resignation i fordringerne til publikums tålmodighed og nervestyrke.

(Politivennen nr. 1317, Løverdagen, den 27de Marts 1841. Side 201-203). 

Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.