25 september 2019

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 


Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler.
 Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det
 gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 


Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.


Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund


Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."


Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ugeblad for den danske Bonde" Nr. 14 af 4 d. læses, under Overskrift "Hexeri" følgende Artikel: "At Oplysningen iblandt Almuen er i vore Dage gaaet betydeligt fremad, paastaaer man, og det med Rette; men mener Nogen, at Overtroen allerede er udryddet, da tager man meget feil. - I disse Dage, de sidste af September Maaned 1836, kom til sin Sognepræst en dybt bedrøvet Gaardmandskone fra Annexet. Vilde Du, min Læser, gjætte Aarsagen til den tunge Bekymring, der nedtrykkede hende, kunde Du vist ofte gjætte forgjæves. Hverken var hendes kjære Ægtefælle hjemsøgt af Sygdom eller nogen af hendes vakkre Børn af Døden hende røvet; nei, det var ikke af de almindelige Sorger, der her trykkede. Det var synligt, at Konen ikke uden en vis Forlegenhed fremførte Beretningen herom. Sagen var hverken meer eller mindrre, end at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres 3 ældste Børn for Hexeri. Anledningen dertil var allerede et heelt Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede for omtrent et Aar siden en ung Hest, som i Nogen Tid havde været syg. Først havde hun betalt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og curere den, saa forlod hun ham, og lod hente en flere Mile borte boende Mand, der forhen havde været brugt i Nabolauget til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at Hexeri var med i Spillet. Naturligviis forsikrede Hexedoctoren strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok, hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen; thi denne vilde være den første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. - "Nu skulde vi være saa ulykkelige" vedblev Konen i sin Fortælling, "at min Mand var den første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, kommer han forbi Hesten; han træder da nærmere til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkig, nu seer ham, er man strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saa vidt, at beskylde baade ham og mig og vore 3 ældste Børn for at vi alle er Hexe,og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar er mødte i Enkekones Gaard." - Ved Forestillinger om, hvor latterlige og intetsigende Beskyldninger af denne Art ere i alle fornuftige og oplyste Menneskers Øine, begav den bekymrede Kone sig noget beroliget til sit Hjem. -- (Hvor langt det er fra, at Overtro af den nævnte Art skulde være udryddet hos Almuen i Danmark, derom vilde i Særdeleshed flere Forligelsescommissairer paa forskjellige Steder i Landet kunne meddele mærkværdige Erfaringer. Det er nemlig endnu den Dag i Dag ingenlunde nogen Sjeldenhed, at Folk formeligen indklages til Forligsmælgling i Anledning af Beskyldninger for Hexeri, Trolddom, for at have forgjort Mennesker eller Qvæg etc og var ikke selv Forligelsesvæsenet, og derhos tillige Almuemandens temmelig almindelige Ulyst til Processer til Hinder derfor,  vilde der uden Tvivl desangaaende opstaae ikke ubetydelige Retssager - altsaa virkelige Hexeprocesser, vistnok ligesaa latterlige som de i forrige Tider vare frygtelige.

(Kjøbenhavnsposten den 18. oktober 1836)

21 september 2019

Overfald på landevejen mellem Roskilde og Holbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent i Midten af f. M. kjørte en ved Stranden boende Fisker og Udflytterbonde fra Eiby paa Roeskilde Amt, ved Navn Peder Pedersen, med sin Stedsøn, Jørgen Jørgensen, hjem fra Roeskilde, hvor han havde afhændet et Læs røgede Flynder, og igjen indhandlet for nogle Daler Urtekramvare, som han havde paa sin med een Hest forspændte Vogn; - Resten af de ved Salget indkomne Penge havde Stedsønnen hos sig. Henad Aften, omtrent Klokken 8 eller 9, strax efter at de fra Hovedlandeveien havde dreiet af ad den igjennem Borreville Skov løbende Bivei, kom tvende med Knipler væbnede Personer farende frem af Skoven; den ene greb Hesten i Tøilen og standsede den, medens den anden med sin Knippel bibragte den paa venstre Side siddende Jørgen Jørgensen et saadant Slag over Armen, at han styrtede ned af Vognen. Peder Pedersen, der er en Mand over de 50, men rask og rørig, sprang strax af Vognen, og medens begge Stratenrøverne vendte sig imod ham, lykkedes det Stedsønnen at undløbe til et nærliggende Huus, hvor han vilde søge at faae Folk kaldede til Hjelp. De to Røvere overmandede snart den Gamle og fordrede nu de Penge, han havde medbragt, og da han forsikrede ei at have dem hos sig, gjennemsøgte de hans Klæder, fratoge ham en Marks Penge, han havde paa sig, visiterede derpaa Vognen og satte sig i Besiddelse af de ovenfor nævnte Urtekramvare. Da der Intet videre var at finde, sagde de til Fiskeren, at nu kunde han kjøre, og begave sig ind i Skoven med deres Bytte, der, da Stedsønnen, som ovenfor meldt, havde Pengene hos sig, vel var betydeligt ringere end de havde ventet. Den Gamle var sluppen derfra uden legemlig Beskadigelse; Jørgen Jørgensen, hvis Bestræbelse for at faae opskreget Nogen til Hjelp, blev aldeles frugtesløse, havde derimod ved Slaget med Knippelen faaet sin Arm saaledes forstuvet, at han maatte søge Lægehjelp i Holbek og nogen Tid efter bære Armen i Bindsel. Anmeldelse til Politi eller Øvrighed om dette Overfald og Stratenrøveri vides ikke at være gjort; sandsynligviis har den hos Menigmand sædvanlige Frygt for Uleilighed med Forhøret og Rettergang afholdt begge de Paagieldende derfra. Begivenheden blev imidlertid snart bekjendt i Egnen, og da flere lignende kom for Orde - saaledes at nogle Prangere vare blevne overfaldne og de Penge, de havde paa sig, vare dem fratagne, at Præstens Karl fra Rye var bleven eftersat, og kun ved sine Hestes Hurtighed undslap etc. - ligesom ogsaa Kreaturet fandtes ihjelslagne paa Marken, med Huden afflaaet,og der saaledes vare Vidnesbyrd nok om Ugjerningsmændenes Tilstedeværelse og Dristighed...

(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1835)

Efterfølgende artikler forsøgte at påpege at det kun var i skoven der kunne være fare på færde, mens stiftsamtmanden grev Knuth afviste at der overhovedet havde været overfald, i hvert fald ingen meldte.

Vi erfare fra en paalidelig Haand, at den yngste af de tvende Forbrydere, et ungt Menneske paa omtrent 17 à 18 Aar, har tilstaaet, at være deelagtig med den ældre og endnu ikke paagreben Person, i otte Voldsgjerninger, som han meget omstændelig har oplyst. Den Ældre, der allerede tidligere har gjort sig skyldig i lignende Udaad, og derfor lidt Straf, vedbliver at benægte Sandheden af den Yngres Udsagn. Hvor dumdristigt de have drevet deres Haandværk, sees deraf, at de, efter Sigende, have overfaldet en Pige i Klostermarken, en meget besøgt Spadseregang lige ved Roeskilde, og at de have skjult deres Tyvekoster i nogle Stakke, som findes paa Marken tætved Byen. Dette skal først have ledet til den Formodning, at Gjerningsmændene havde deres Tilhold i Roeskilde... Den store Skræk, Almuen har for at indlade sig med Retten, gjør det begribeligt, at de Overfaldne ei have anmeldt det for vedkommende Politimestere; men ubegribeligt bliver det, at man ei offentlig har opfordret de muligen Overfaldne til at anmelde det. Naar Rygtet var saa almindeligt, at man ansaae det for passende, at lade Posten eskortere af Husarer, saa var det ogsaa Grund nok til at anvende alle midler for at erholde Kundskab om Rygtet var grundet eller ikke... (Skrevet d. 1ste Juli)

(Kjøbenhavnsposten 8. juli 1835 (i uddrag)

I Kjøbenhavnsposten 17. juli 1835 antydede en notits at affæren var et mellemværende mellem nogle bønder. Dette blev dog tilbagevist:

I en Bekjendtgjørelse fra Byfogedcontoiret i Roeskilde sees nu en offentlig Vedgaaelse, ogsaa fra Autoriteternes Side, af at der er begaaet "Overfald paa Landeveiene", heri Sjælland. Fra beemeldte Contoir fremlyses nemlig endeel Sager, som "formodentlig ere stjaalne, eller ved Overfald paa Landeveiene røvede", og til hvilke Eierne anmodes at melde sig, til Oplysning i Justitssager imod adskillige anholdte Personer; og der ommeldes in specie "et Overfald paa Kjøbenhavns Hovedlandevei imellem Hedehusene og Roeskide Hvile" saavelsom at "en Mand under Drivten med nogle Svin er overfalden paa Kallundborg Hovedlandevei imellem Kornerup og Svogersløv."

(Kjøbenhavnsposten 24. september 1835)

Om den tiltagende Lediggang, Dovenskab og Immoralitet blandt Landalmuen og den derved tiltagende Fattigdom

For at standse dette Onde har man tænkt paa Oprettelse af Arbeidshuse; men uden Hensyn til, at disse ville blive for kostbare for de fleste Communer, opnaaede man neppe Hensigten, da de, som ville arbeide, ogsaa næsten altid kunne faae Arbeide paa Landet. Skulde altsaa det tilsigtede Formaal opnaaes, mener man, at et Tvangs-Arbeidshuus idetmindste maatte oprettes i hvert Amt. At der ved slig Indretning, forenet med et mulig anderledes indrettet Landpoliti, kunde virkes meget godt, ligesom ved Foreninger til Moralskfordærvedes Forbedring, er vel unægteligt; imidlertid ere alle saadanne Indretninger dog kun Palliativer; det Onde oprykkes derved ikke fra Roden. Ligesom en Læge ikke kan fuldkommen helbrede en Sygdom, uden at kjende dens Aarsag, saaledes bør man ogsaa her see til at finde Grunden til den tiltagende Lediggang og moralske Fordærvelse blandt Landalmuen, og den synes nærmeste at kunne udledes af følgende tre Aarsager.

(Kjøbenhavnsposten, 24. og 25.  juni 1835 (i uddrag)

Artiklen nævner her at den tvungne skolegang gør at ingen bønder vil tage børn i tjeneste fordi de gik i skole 2-3 dage om ugen, at den indbyrdes undervisning betød at eleverne spildte deres tid med ikke at lære noget, og endelig at biskop Balles lærebog opdrog bønderbørn til at opremse hele stykker af lærebogen uden at tænke og var desuden indholdsmæssig ikke egnet for bønderbørn.

Pindse i Charlottenlund. (Efterskrift til Politivennen)

Charlottenlund Skov har i de nysforløbne Pindsedage været Skuepladsen for nogle tumultariske Optrin imellem endeel Haandværkersvende herfra Staden og Fiskere fra Skovshoved, hvilke sildig om Aftenen begge Dage have leveret hverandre smaae Batailler, der have havt endeel Arrestationer til Følge. Som Aarsag til Uenigheden angives, at Haandværkssvendene skulle have villet tvinge nogle af det qvindelige Personale, Fiskerne havde med, til at dandse med sig i Skoven.- Sammesteds er i Løverdags bleven fundet en Person hængt i Skoven, med Spor af underløbet Blod, der tyde paa udvortes Vold. Sagens Sammenhæng efterspores nu af Politiet.

(Kjøbenhavnsposten 11. juni 1835)