Tørlægning af Nakskov Fjord. Anden Omgang: Lund får Ret i Overretten 1836. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavnsposten den 27. oktober 1835:

- Angående den i dette blad nr. 239 nævnte sag mellem Nakskov søfolk m. fl. og landvæsenskommissær Lund til Fredsholm, samt kaptajn-løjtnant Leth, i egenskab af havne-inspektør, og det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegiums indblanding i sagen m. m. har red., fra 3 borgere i Nakskov, modtaget følgende yderligere fremstilling og oplysninger, som man da denne ikke umærkelige sag heri bladet er blevet almenheden forelagt, ligeledes tror at burde bringe til offentlig kundskab: "Det kan være omtrent 4 år siden, at hr. landvæsenskommissær Lund til Fredsholm egenmægtigt lod afgrave og derved også formene Saunsø Byes ejendomsbønder en af dem fra Arilds tid benyttet alfar genvej til Nakskov. Bønderne, som blev understøttede med Benificium paupertatis, anlagde sag imod hr. landvæsenskommissæren, der ikke ville bekvemme sig til at hæve de af ham for vejens benyttelse lagte hindringer, med mindre de ville forbinde sig til årlig at udkøre visse læs gødske for ham! De frie ejendomsbønder ville ikke lade sig forpligte hertil, men fremmede sagen ved retten, hvor den også blev vundet af bønderne. 

Fra den i Nakskov Fjord liggende Skandse tværs over en arm af fjorden til Færgelandet påbegyndte i 1822 daværende ejer af Steensø anlæggelsen af en våse eller kørevej, i hvilken anledning daværende havnekommission erklærede, at de "for deres vedkommende" intet havde imod våsens anlæg, uden hvilken også vedkommendeejers tilladelse til at passere over Færgelandet, ejeren af Steensø hverken kunne komme kørende, gående eller ridende til Nakskov. Det bemærkes at havnevæsenet ingen lod eller del har i den arm af fjorden, eller af bunden i samme, hvorpå våsen blev anlagt, og havnekommissionens erklæring indeholder således i det højeste kun at den ved våsens anlæg forårsagede spærring af det mellem Færgelandet og Skandsen værende strømløb eller farvand ingen skadelig influens ville have på havnen. 

Senere da hr. landvæsenskommissær Lund blev ejer af Steensø, konvenerede det ham at få købstædvej fra Fredsholm til Nakskov over fjorden, Steensø, Skandsen og Færgelandet, hvorved han forkortede sin sædvanlige købstædvej fra omtrent 1 mil, på en til visse tider af året aldeles ufremkommelig vej, til en fjerdedel mil god vej, i hvilket øjemed hr. landvæsenskommissæren lod kaste en mængde sten og fyld mellem Fredsholms nokke og Steensø, imellem denne og Skandsen og imellem Skandsen og Færgelandet, hvorved den nye, usurperede vej blev passabel for kørende, ridende og gående. Men det må ikke glemmes at hr. landvæsenskommissær Lund som meldt ikke kunne komme ad denne vej, uden at passere: dels over Færgelandet, der er i anden mands hævd og besiddelse, og hvorpå ingen uden ejerens tilladelse har vej fra Skandsen af, dels over nævnte 3 arme eller løb af fjorden, hvilke fra umindelige tider og indtil den vej egenrådigt blev anlagt, har været sejlbar for både, især strømløbet mellem Færgelandet og Skandsen, og derfor også er benyttet meget såvel af dem, der daglig færdedes mellem Nakskov og en del af Lollands Sønderherred, som af dem der fra byen daglig drog på fiskeri i de sønden for denne våse værende fjordvande. 

Der var således intet naturligere end at de, der mest led ved landvæsenskommissærens anlæg på anden mands grund, søgte at få denne hindring for en fri afbenyttelse af deres ejendom og den fra umindelige tider hjemlede brugsret hævet, så meget mere som den fredsholmske landvæsenskommissær ikke har været at formå til at jævne sagen i mindelighed på de ham tilbudte, yderst rimelige vilkår. En grøft lig den landvæsenskommissæren som ovenmeldt, for få år siden lod grave tværs over over en af de Saunsø bønder i over hævds tid befaret vej, hvori han forresten ingen fæ-lod eller del havde, lod nu Færgelandsejeren grave, men på sit eget, Færgelandet, så at ingen nu kunne befare vejen derover fra Skandsen af. Over dette sidste foretagende, hvortil en mand dog vel måtte være berettiget på sin egen grund, gjorde landvæsenskommissæren mange ophævelser, uagtet han som nys meldt, og hvad vel må bemærkes, selv for få år siden havde ladet grave en lignende grøft, ikke på sit eget, men på alfarvej, og det i den hensigt at tvinge hoverifri ejendomsmænd, for hvilke vejen var uundværlig, til årlig at køre gødske for sig. Opbragt over at Færgelandsejeren, der er en simpel mand, ikke ville lade herren til Fredsholm køre over Færgelandet, forlængede denne våsen mellem Skandsen og Færgelandet, omtrent 90 alen og i en lige linje hen ad strandbredden. Men da denne ikke mindre end selve Færgelandet, hvoraf den udgør en del, tilhører en og samme ejer, blev også denne egenrådigt anlagte vej forpurret ham. 

- Især byens søfolk og andre som jævnligt enten drog på fiskeri i fjordvandene syd for våsen eller havde forretninger at besørge i en del af Sønderherred, havde allerede i en del år beklaget sig over den omvej som lukningen af dette farvand forårsagede dem. Men da enhver, især den simple mand, flyer de omkostninger og fortrædeligheder en vidtløftig proces fører med sig, blev også våsen upåtalt henliggende indtil i februar d. å. - altså omtrent i 13 år. Et tidsløb dog som enhver ved, ikke er langt nok til at give hævd! Først for et års tid siden da Færgelandsejeren gjorde landvæsenskommissæren vejen over Færgelandet stridig, besluttede en stor del af byens indbyggere sig til om muligt også at flytte våsen, og at gøre de der forhenværende farvande sejlbare for deres både igen. De henvendte sig først til byens Magistrat og stiftamtet, men forgæves! Ingen ville tage sig at sagen. Men fra alle kanter henvistes sagen til lands lov og ret - hvilket vel også var det rigtigste. 

Da det offentlige eller byen således ikke ville antage sig denne sag, og man selv måtte forskaffe sig vej, blev der på våsen brudt en sejlbar åbning, omtrent en halv snes alen bred. Dagen efter at denne åbning var gjort, indfandt hr. landvæsenskommissærens forvalter sig med en del bønder, forsynede med spader, skovle, hakker m. v. og udkastede det dagen forud ved gennemgravningen opkastede grus m. v., dels i den gravede åbning, dels i vandet ved begge sider af våsen. Men samme dags eftermiddag blev åbningen af modpartiet atter sat i sejlbar stand. Det er denne gennemgravning der gav landvæsenskommissæren anledning til at søge dem, som deltog deri, både for vold og til erstatning. De indstævnte derimod procederer dels til frifindelse, dels, efter udtagen kontrastævning, til at få hr. landvæsenskommissær Lund dømt til inden en passende frist og under en daglig mulkt at flytte den tilbagestående del af våsen m. v. og at sætte denne arm af fjorden i sejlbar stand, således som den var før våsen i 1822 blev påbegyndt. 

Men mærkværdigt nok! efter at sagen af begge parter således er gjort til genstand for domstolenes kendelse og mens den der endnu står under behandling og kendelse, arbejder hr. landvæsenskommissæren ad sine veje på også at få sagen gjort til genstand for kollegial afgørelse, og dette er for så vidt lykkedes ham som det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium - et som man ved, i øvrigt lige så meget ved sin liberalitet, som ved sin dygtighed udmærket Kollegium - til hvilket hr. landvæsenskommissæren skal have henvendt sig med besværing over den formentlig lidte uret, allerede for flere måneder siden udsendte kanal-, havne- og fyrinspektør kaptainløjtnant Leth, for at undersøge gennembruddet på våsen og dets indflydelse på havnen m. v. Resultatet af denne undersøgelse, der forresten foretoges uden at nogen af de i gennembruddet deltagne underrettet derom, skal som man til sin store forbavselse hører, have været, "at havneinspektøren - der er en svoger af hr. landvæsenskommissæren - skønner det indlysende, at den foretagne gennemgravning vil bevirke havnens tilslemning", hvorfor også højbemeldte Kollegium, støttende sig på det af hr. kaptajnløjtnant Leth afgivne skøn, under 25. juni d. å., har resolveret: "at hr. landvæsenskommissær Lund bemyndiges til atter at fylde åbningen på våsen, og såfremt han ikke dertil ville bekvemme sig og der skulle være periculum in mona for havnens konservation, skulle havnekommissionen fra stiftamtet tillægges ordre til at foranstalte åbningen fyldt for havnekassens regning." 

- Da hr. landvæsenskommissæren med denne resolution i hånden troede at have vundet spillet, vægrede han sig for selv at fylde åbningen på våsen, hvorfor stiftamtet tillagde havnekommissionen ordre hertil. Men da havnekommissionen, der til al lykke nu består af andre medlemmer, end dem der var det da våsens anlæg i 1822 blev påbegyndt, efter den lokale kundskab den har skaffet sig, ikke anser åbningen på våsen for at være til skade for havnen i nogen navnlig måde og mener at den ikke, som havneinspektøren har villet skønne, kan bevirke havnens tilslemning, har kommissionen under 30. juli d. å., vægret sig for at fylde åbningen. Senere har havnekommissionen modtaget kommunikation af en skrivelse fra det kongelige Generaltoldkammer- og Kommercekollegium til stiftamtet af 1. aug. d. å. indeholdende: at havneinspektøren, under 1. s. m. var tillagt ordre til at meddele havnekommissionen anvisning til på hensigtsmæssig måde at lukke åbningen på førnævnte våse, "Da lukningen interesserer havnen"; at havnekommissionen tillægges ordre til at sagsøge de i gennembruddet deltagende, til erstatning af hvad lukningen vil koste; og endelig at der skal indledes underhandling med landvæsenskommissær Lund om at købe våsen af ham, m. v. 

- Hvad Havnekommissionen herpå har svaret, har man ikke haft lejlighed til at erfare; men at svaret må have været i konsekvens med kommissionens tidligere erklæring, derfor borger de nuværende Havnekommissærers selvstændighed og bekendte retskaffenhed, og når kommissionen finder at åbningen på våsen ingen skadelig indflydelse ytrer på havnen, og at den in specie ikke som havneinspektøren - for at få Kollegiet til at tage sig af sagen som havnesag - foregiver, kan bevirke havnens tilslemning, så er der ikke heller anledning for kommissionen, hverken til enten at besørge den, dog kun konditionaliter påbudne lukning, eller til at anlægge sag, for at indtale erstatning af omkostninger, der endnu ikke er gjort eller bør gøres, eller endelig til  at afkøbe herren til Fredsholm våsen, hvis eksistens eller ikke-eksistens anses for at være indifferent for havnevæsnet. 

Ligesom landvæsenskommissærens kontraparter i denne mærkelige retssag lige indtil førnævnte 2 resolutioner indløb, havde været aldeles uvidende om landvæsenskommissærens besværing til stiftamtet og Kollegiet, såvel som om den af havneinspektøren foretagne undersøgelse, og om de grunde, hvorpå hans betænkning til Kollegiet støtter sig, så lidt som de i det hele taget vidste eller anede, at denne retssag skulle gøres til en havne- og Kollegiesag, i den forstand at det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium skulle afgive endelig dom eller resolution deri - således tør vi heller ikke tro andet, end at højbemeldte Kollegium, både da det lod havneinspektøren undersøge de lokale forhold ved havnen, og da det afgav de 2 resolutioner om tillukningen af åbningen på den in quæstione værende våse, må have været aldeles uvidende om tilværelsen af retssagen, hvorunder det i de for den civile proces anordnede former procederes netop om det, hvorom Kollegiet har resolveret, - sandsynligvis forledt dertil ved havneinspektørens ensidige og næppe så aldeles upartiske indstilling. 

Under andre omstændigheder indser man ikke at det høje Kollegium har kunnet komme til at afgive resolutioner som de ovennævnte; for ligesom H. M. Kongen og højsalige forfædre på tronen, uagtet deres aldeles suveræne og ubundne magt, altid har afholdt sig fra, ved egen allerhøjeste resolution at decidere i de til påkendelse ved domstolene indstævnte private sager, således holder man sig også overbevist om, at de kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium vil have handlet i samme ånd, og ikke unødvendigt givet sig af med at afsige resolution eller kendelse i nærværende sag, såfremt det høje Kollegium af vedkommende var blevet gjort opmærksom på at den svævede for retten. 

- Da Kollegiet imidlertid som nævnt, nu engang til samme tid havde gjort sig til part og til dommer i sagen, og denne Kollegiets afgørelse af sagen står i direkte modstrid med den hos os så højt priste domstolenes uafhængighed, med hensyn til de under disses ressort hørende sagers upartiske påkendelse, har man under 16. august søgt Hans Majestæt om, at højbemeldte Kollegie resolutioner af 25. juni og 1. august d. å., allernådigst måtte blive suspenderede og sagen derefter gå sin afgørelse ved domstolene imøde, på det at ingen af parterne skal få anledning til at beklage sig over at lands lov og ret er blevet dem nægtet." -  (Om sagens videre gang og endelige udfald har meddelerne af føranførte lovet, i videre kontinuation af deres beretning om samme, at sætte red. i kundskab).

Kjøbenhavnsposten, 2. marts 1836:

Fra kammerråd Lund på Fredsholm ved Nakskov har red. modtaget følgende kundgørelse med tilhørende udskrift af domkonklusionen i den tidligere i dette blad omhandlede sag mellem ham og nogle borgere af Nakskov: 

"I Kjøbenhavnsposten Nr. 239 og 252 f. å. lod nogle anonyme borgere af Nakskov indrykke to avertissements, i anledning af en af mig imod nogle i Nakskov anlagt sag, fordi disse den 24. og 25. febr. f. å. udøvede en voldsom selvtægt på min lovlige ejendom, ved nemlig egenmægtigt at gennemgrave og derved ødelægge min dæmning. Man meddelte ved denne lejlighed tillige dette blads læsere en del såkaldte oplysninger og forklaringer om bemeldte retssag, samt om mit forhold såvel i denne, som i en med Saunsøe bymænd tidligere haft bisag. Enhver som kendte de her omhandlede sager, indså let det usandfærdige, det modsigende og fordrejede i de bekendtgørelser, og optog disse med den foragt som de fortjente. 

Jeg værdigede dem af den årsag heller ingen videre forklaring eller gendrivelse - men skønt de anonyme mænd dengang tillige lovede, at når den i nævnte af mig anlagte sag blev afsagt dom, skulle denne ligeledes komme til offentlig kundskab, så kunne det dog muligvis være noget, inden man fik domsakten beskrevet m. m.; og jeg kan derfor ikke undlade foreløbig at meddele mine venner: at den konstituerede sættedommer hr. birkedommer Chr. Møller under 22. dennes, i oftnævnte sag har afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

"Contra-Citanterne Kjøbmand og Dannebrogsmand Jens Andrea, Lods Paul Weiløe, dennes Søn Peder Weiløe, Lods Hans Nielsen, skibstømmermand Jens Jacobsen, Muursvend Hans Jyde, Matros Joh. Bøehm, Frederik Riddersborg, Tjenestekarl Claus Eriksen, Matros Morten Hansen, Skipper Kristian Dideriksen, Eduard Andrea, Matros Christen Holm, Chr. Weiløre, Dines Hansen, Bager Anders Lehm, Matros Peter Chr. Severin. Skipper Sowe, Tjenestekarl Henrik Christensen og indstævnte Skipper Hans Jørgensens Søn Peter Hansen bør hver for sig bøde trende fyrretyve lod sølv til Deling paa anordnet Maade, samt Een for Alle og Alle for Een erstatte Hoved-Citanten Kmraad Lund paa Fredsholm den Skade. som de ved at gjennembryde hans Dæmning eller Kiøre-Vaase imellem Skandsen og Færgelandet den 24de og 25de Februar f. A. have foraarsaget, efter uvillige af Retten udnævnte Mænds skjøn, dog at denne Erstatning ei overstiger 3000 Rbd. S., ligesom de in solidum betale Hoved-Citanten Processens Omkostninqer skadesløs. Indstævnte Skipper Lars Andersens Søn, Chr. Andersen bør for Hoved-Citantens Tiltale i denne Sag fri at være. Forsaavidt Contra-Søgsmaalet er anlagt at Andre end dem, der ere saggivne af Hoved-Citanten, afvises Samme, og iøvrigt bør Hoved-Citanten for Contra-Citanternes Tiltale i denne Sag fri at være. Det idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. Møller."
Fredsholm, den 25. Februar 1836
H J Lund

Nakskov Fjord, 1830. Omend kortet er temmelig udetaljeret, fremgår dog at fjorden syd for Nakskov er meget bredere end nu, og at der ligger flere øer i den. Udsnit af Sidney Hall. Foto anvendt efter  Creative Commons Attribution-Share Alike 4.0 International license.

Tørlægningen af Nakskov Fjord. Første Omgang: Byretten 1835. (Efterskrift til Politivennen)

Politivennen gjorde i en artikel fra 1824 opmærksom på de problemer der opstod i kølvandet på tørlægningen af Søborg Sø. Men det var ikke det eneste sted hvor især godsejere havde gang i lignende projekter som endnu i dag præger vores landskaber. Et andet stort projekt foregik syd for Nakskov. Og det årtier før det som man normalt forbinder med sloganet "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Som sådan er sagen ved Nakskov ikke bare lokalhistorie, men også danmarkshistorie, fordi den ikke er enestående, men et eksempel på hvordan det gik så mange andre steder. Også ved Nakskov var det en godsejer som ønskede og gennemførte den, ofte i modstrid med den lokale befolkning, men under dække af at det var til fordel for den. Sagen er rig på detaljer om datidens forhold mellem fiskere, landbefolkning, købstadsborgere o, godsejere. Og giver et indblik i hvordan retssystemet og embedsapparatet altid i sidste ende arbejdede for godsejernes interesser. Retssager der sled de mindre bemidlede op, selv når de juridisk fik ret, så de til sidst kastede håndklædet i ringen.

Herregården Fredsholm daterer tilbage til 1630. I 1819 var den blevet solgt som dødsbo til Simon Andersen Dons og Johan Ferdinand de Neergaard, som dernæst solgte den videre til Søren Henrik Lund. Han iværksatte et omfattende og dyrt inddæmningsprojekt i vigen mellem Vejlø og Fredsholm. Fuldt gennemført af hans søn Henrik August Lund, som overtog Fredsholm i 1822. Den vellykkede inddæmning gav ham mod på flere, men det førte til en strid med fiskerne i Nakskov. En retssag tabte han i første omgang, vandt i Overretten, men endeligt tabte i Højesteret. Nakskovitterne fejrede det med at fiskerne sejlede med fakler gennem løbet, der blev døbt ”Frihedskanalen”. 

Det blev Lund for meget: I 1840 solgte han Fredsholm til August Villads Bech. Han fortsatte arbejdet med inddæmningen, men også han opgav projektet. Måske som følge af de stridigheder som artiklerne i Kjøbenhavnsposten afspejler. Men allerede 6 år senere kastede en ny godsejer med friske kræfter sig ud i kampen, i 1853 også velvilligt bakket op af aviser og kommunalbestyrelse. Kort sagt blev de lokale banket møre, Frihedskanalen blev opgivet og godsejeren fik ikke bare sin dæmning og kørevejen, men også flere hundrede tønder land indvundet hav. I 1865 blev Fredsholm overtaget af brødrene Casse, som fuldendte inddæmningen af 600 tønder land. 

Sådan ligger landskabet altså stadig. Fiskerne tabte. Noget tyder på at det gjorde godsejeren ironisk nok også: Økonomisk var det ikke nogen stor gevinst. En anden stor taber set med nutidens øjne, var naturen: Inddæmningen forvandlede vige til enge og marker, øer til fastland. Det skete for øvrigt mange andre steder, og berøvede derved Danmark en rig natur til fordel for landbrugsarealer. Måske for stedse. 

Kort over Nakskov Sogn, 1818. Mellem den indre fjord sydøst for købstaden lå der nogle øer, bl.a. Færgeland. Sammenlign med kortet nederst i denne artikel, og man vil se, at øerne helt er forsvundet og erstattet af landbrugsjord bag en dæmning. Nakskov Fjords sejlrende er stort set det eneste som er tilbage af det Nakskov Fjord syd for byen som er aftegnet på dette kort. 

Teksterne er lange. Jeg har indsat nogle afsnit hist og her for at gøre dem mere overskuelige, og som sædvanligt nænsomt omskrevet til moderne dansk.

Første omgang 1835: Byretten dømmer imod Lund

Kjøbenhavnsposten, 8. oktober 1835.

København d. 7. oktober 1835. - Fra to borgere i Nakskov har red. modtaget følgende meddelelse med anmodning om at bringe samme til offentlig kundskab:

"Et mærkeligt bevis på hvorledes en kollegial og en judiciel autoritet på en og samme tid kan blande sig i en sag, som først anhængiggort for domstolen, formentlig ikke kan være genstand for et kollegiums bydende, afgiver følgende verserende sag i Nakskovs byting: vandvæsenskommissær, proprietær Lund på Fredsholm, har for få år siden købt sig en tæt ved Nakskov beliggende ø, Steensø. Den forrige ejer af denne ø havde for at kunne køre til og fra Byen, fyldt en vej fra nævnte ø til den såkaldte Skandse, og fra denne igen til Færgelandet, som er forbundet med byen ved Langebro. 

For at køre over Færgelandet svarede nævnte ejer af Steensø til Færgelandsejeren visse tønder korn årligt efter overenskomst. Da proprietær Lund blev ejer af Steensø, fyldte han nogle sten i den arm af fjorden der adskiller Fredsholm fra Steensø, således at han kunne køre over til sidstnævnte ø, og benyttede således denne ø og den vej den forrige ejer af Steensø havde fyldt til Færgelandet for at komme til Nakskov, skønt han derved kun sparede et ubetydeligt stykke vej. Lund der ikke ville svare noget til Færgelandsejerne fordi han kørte over deres ejendom, fandt for godt sidste efterår at forlange den af formanden anlagte vej eller våse, for at undgå at køre på selve Færgelandet, men derimod at kunne køre langs Strandbredden, hvilket han påstod ingen kunne forbyde ham. Da Færgelandet er Nakskovs grund, så henvendte dets ejere sig til byens valgte borgere med besværing over den dem af Lund gjorte uret. Disse borgere fandt sig ikke alene ved Færgelandsejernes besværing, men også af andre grunde beføjede til at forbyde Lund vejen. Men tillod ham dog at få fri kørsel på følgende Vilkår: at Lund skulle affinde sig med Færgelandsejerne; at han skulle give en skriftlig tilståelse for at han selv ville vedligeholde vejen uden at den i fremtiden skulle blive byen til byrde; og at han skulle anlægge en bro af en vis bredde igennem den fyldte våse, således at både kunne sejle derunder.

For det må bemærkes, at der ved enden af den af formanden anlagte våse var en åbning, hvorigennem både kunde passere, men som Lund ved at forlænge våsen, aldeles havde spærret. Tillige skulle Lund finde sig i at dersom nogen af byens købmænd eller andre enten ville lade bygge pakhuse eller anlægge skibsværft der ved strandbredden, hvor hans vej skulle gå, at denne da blev forlagt op til den gamle Møllevei som er tæt ved. Endelig skulle han afstå Skandsen til byen, der er ham til ingen, men byen til stor nytte som kølhalerplads o. lign. Men Lund ville hellere undvære vejen end have den betingelsesvis. 

Således stod sagen uafgjort og vejen uafbenyttet, da en del borgere af Nakskov, som hidtil havde plejet at stange ål i de bag våsen liggende vande, og nu skulle nødes til at gøre over en halv mils omvej, indgav en ansøgning til Magistraten, hvori de besværede sig over Lunds handlemåde ved at have spærret dem en vej, der fra Arilds tid havde stået åben, og altid været befaret såvel af Nakskovs Fiskere, som af de nærliggende landsbybeboere, når disse drog til og fra købstad med deres produkter. De forlangte Lund ved dom forpligtet til at borttage den af ham egenmægtigt fyldte våse. Magistraten indhentede de valgte borgeres mening, og disse erklærede uforbeholdent, at Lund lige så lidt som nogen anden ejer af øen, nogensinde havde fået ret til at anlægge en vej i førnævnte farvande; og at de ansøgende følgelig måtte have ret til at borttage hvad der var dem til hinder i deres næringsvej. 

Da imidlertid Magistratens svar udeblev den ene måned efter den anden, besluttede borgerne at grave en åbning igennem våsen, hvilken de også fuldførte, og skaffede sig således atter vej til de farvande som fra umindelige tider have været benyttet af byens indbyggere, og hvis benyttelse ikke ved noget kongebud er ophørt, men kun for en tid var afbrudt ved en privatmands lovløse magtsprog. 

Disse her faktisk anførte omstændigheder foranledigede naturligvis en retssag. Lund søger vedkommende borgere for vold, og til at istandsætte våsen. Disse kontrasøger ham ligeledes for vold og til at borttage våsen. Ved denne retssag vil det altså blive afgjort, om Lund har ret til at anlægge en våse i nævnte farvande eller ikke; - om købstadens fiskeridrivende borgere har ret eller ikke ret til at fiske hvor deres fædre fra Arilds tid har fisket; - om de tilgrænsende landsbybeboere har ret eller ikke ret til at sejle med deres produkter til købstaden. 

Det er dog udenfor al tvivl, at disse spørgsmål må blive afgjort ved domstolen ved sagens endelige kendelse, og vi indser derfor ikke med hvilken ret det kongI. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har blandet sig i denne sag. - Nogen tid efter at borgerne havde åbnet sig vej igennem våsen, ankom havne- og fyrinspektør kapt. Leth, (der, in parenthi sagt, står i familieforhold til Lund) til Nakskov, tog våsen i øjesyn, og fra Kollegiet indløb kort derpå ordre til havnekommissionen at den gjorte åbning skulle tilstoppes som skadelig for havnen og kommissionen søge regres for omkostningerne hos de Folk, der har gjort åbningen, ligesom der også længere hen fra Kollegiet indløb skrivelse til havnekommissionen om, at det anså det rigtigt, at kommissionen købte Lund "den for havnen så nyttige dæmning."

Havnekommissionen, der ikke kunne udføre disse ordrer uden at måtte handle imod sin overbevisning, har ved underdanigst forestilling gjort Kollegiet opmærksom på våsens sande beskaffenhed, samt hvor aldeles unyttig den er og må blive for havnen. Man skulle formode at Kollegiet måtte mere tage hensyn til kommissionens udsagn, der stemmer overens med de flere vidners forklaring der i den anledning er afhørt i retten, end til en enkelts erklæring. - Den der har taget våsen i øjesyn, kan vist ikke nok så meget undre sig over de fra Kollegiet givne ordrer, og det synes sandsynligt at kapt. Leth i sin erklæring til Kollegiet må have afmalet våsen med langt smukkere farver end den findes i virkelighed, for hele våsen er dog kun noget henkastet fyld med risgærder på siderne, som når vandet stiger 1½ til 2 Fod over daglig vande, er ganske af syne. Skulle imod formodning, og som vi langt fra ikke tør påstå, kapt. Leth ved sin erklæring angående våsen, har bevirket disse ordrer fra Kollegiet i det øjemed at hjælpe Lund til vej, hvor han ikke har allermindst ret til vej, da må vi rigtig tilstå, at Lunds fremgangsmåde ved at forlænge den af formanden anlagte vej, er så anmassende og lovstridig, at den ikke fortjener sådan understøttelse. Men, Gud være lovet! der er lov og ret til i Landet. Borgerne have derfor henvendt sig til H. M. Kongen med en allerunderdanigst Bøn om, at hele Sagen må på det nøjeste blive undersøgt, og udførelsen af General-Toldkammerets ordrer suspenderet, indtil sagens endelige afgørelse ved domstolen."

Nutidigt foto fra Nakskov Fjord, albuen. Landskabet kunne måske minde hvordan der så ud før tørlægning. (Ophavsmand Michael Larsen, udgivet som offentlig ejendom).

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

I "Ugeblad for den danske Bonde" Nr. 14 af 4 d. læses, under Overskrift "Hexeri" følgende Artikel: "At Oplysningen iblandt Almuen er i vore Dage gaaet betydeligt fremad, paastaaer man, og det med Rette; men mener Nogen, at Overtroen allerede er udryddet, da tager man meget feil. - I disse Dage, de sidste af September Maaned 1836, kom til sin Sognepræst en dybt bedrøvet Gaardmandskone fra Annexet. Vilde Du, min Læser, gjætte Aarsagen til den tunge Bekymring, der nedtrykkede hende, kunde Du vist ofte gjætte forgjæves. Hverken var hendes kjære Ægtefælle hjemsøgt af Sygdom eller nogen af hendes vakkre Børn af Døden hende røvet; nei, det var ikke af de almindelige Sorger, der her trykkede. Det var synligt, at Konen ikke uden en vis Forlegenhed fremførte Beretningen herom. Sagen var hverken meer eller mindrre, end at man havde beskyldt hende, hendes Mand og deres 3 ældste Børn for Hexeri. Anledningen dertil var allerede et heelt Aar gammel. En Enkekone, som besidder en Udflyttergaard, hvis Mark støder til deres, mistede for omtrent et Aar siden en ung Hest, som i Nogen Tid havde været syg. Først havde hun betalt en Dyrlæge; men da han ei strax kunde opdage Sygdommen og curere den, saa forlod hun ham, og lod hente en flere Mile borte boende Mand, der forhen havde været brugt i Nabolauget til syge Mennesker, naar man havde Formodning om, at Hexeri var med i Spillet. Naturligviis forsikrede Hexedoctoren strax, at Hesten var forgjort; men han forstod nok, hvorledes de skulde bære dem ad, for at opdage Hexen; thi denne vilde være den første, der kom til det syge Dyr, naar han havde forladt det. - "Nu skulde vi være saa ulykkelige" vedblev Konen i sin Fortælling, "at min Mand var den første, der kom i Nærheden af Hesten. For at indkræve Penge til Skolevæsenet gik han til Enkekonens Gaard, og idet han gaaer over Marken, kommer han forbi Hesten; han træder da nærmere til den og betragter den. Da Vagten, der var paa Udkig, nu seer ham, er man strax fuldt og fast overbeviist om, at han er den Skyldige. Siden er man endog gaaet saa vidt, at beskylde baade ham og mig og vore 3 ældste Børn for at vi alle er Hexe,og Skyld i alle de Ulykker, der i mange Aar er mødte i Enkekones Gaard." - Ved Forestillinger om, hvor latterlige og intetsigende Beskyldninger af denne Art ere i alle fornuftige og oplyste Menneskers Øine, begav den bekymrede Kone sig noget beroliget til sit Hjem. -- (Hvor langt det er fra, at Overtro af den nævnte Art skulde være udryddet hos Almuen i Danmark, derom vilde i Særdeleshed flere Forligelsescommissairer paa forskjellige Steder i Landet kunne meddele mærkværdige Erfaringer. Det er nemlig endnu den Dag i Dag ingenlunde nogen Sjeldenhed, at Folk formeligen indklages til Forligsmælgling i Anledning af Beskyldninger for Hexeri, Trolddom, for at have forgjort Mennesker eller Qvæg etc og var ikke selv Forligelsesvæsenet, og derhos tillige Almuemandens temmelig almindelige Ulyst til Processer til Hinder derfor,  vilde der uden Tvivl desangaaende opstaae ikke ubetydelige Retssager - altsaa virkelige Hexeprocesser, vistnok ligesaa latterlige som de i forrige Tider vare frygtelige.

(Kjøbenhavnsposten den 18. oktober 1836)

Overfald på landevejen mellem Roskilde og Holbæk. (Efterskrift til Politivennen)

Omtrent i Midten af f. M. kjørte en ved Stranden boende Fisker og Udflytterbonde fra Eiby paa Roeskilde Amt, ved Navn Peder Pedersen, med sin Stedsøn, Jørgen Jørgensen, hjem fra Roeskilde, hvor han havde afhændet et Læs røgede Flynder, og igjen indhandlet for nogle Daler Urtekramvare, som han havde paa sin med een Hest forspændte Vogn; - Resten af de ved Salget indkomne Penge havde Stedsønnen hos sig. Henad Aften, omtrent Klokken 8 eller 9, strax efter at de fra Hovedlandeveien havde dreiet af ad den igjennem Borreville Skov løbende Bivei, kom tvende med Knipler væbnede Personer farende frem af Skoven; den ene greb Hesten i Tøilen og standsede den, medens den anden med sin Knippel bibragte den paa venstre Side siddende Jørgen Jørgensen et saadant Slag over Armen, at han styrtede ned af Vognen. Peder Pedersen, der er en Mand over de 50, men rask og rørig, sprang strax af Vognen, og medens begge Stratenrøverne vendte sig imod ham, lykkedes det Stedsønnen at undløbe til et nærliggende Huus, hvor han vilde søge at faae Folk kaldede til Hjelp. De to Røvere overmandede snart den Gamle og fordrede nu de Penge, han havde medbragt, og da han forsikrede ei at have dem hos sig, gjennemsøgte de hans Klæder, fratoge ham en Marks Penge, han havde paa sig, visiterede derpaa Vognen og satte sig i Besiddelse af de ovenfor nævnte Urtekramvare. Da der Intet videre var at finde, sagde de til Fiskeren, at nu kunde han kjøre, og begave sig ind i Skoven med deres Bytte, der, da Stedsønnen, som ovenfor meldt, havde Pengene hos sig, vel var betydeligt ringere end de havde ventet. Den Gamle var sluppen derfra uden legemlig Beskadigelse; Jørgen Jørgensen, hvis Bestræbelse for at faae opskreget Nogen til Hjelp, blev aldeles frugtesløse, havde derimod ved Slaget med Knippelen faaet sin Arm saaledes forstuvet, at han maatte søge Lægehjelp i Holbek og nogen Tid efter bære Armen i Bindsel. Anmeldelse til Politi eller Øvrighed om dette Overfald og Stratenrøveri vides ikke at være gjort; sandsynligviis har den hos Menigmand sædvanlige Frygt for Uleilighed med Forhøret og Rettergang afholdt begge de Paagieldende derfra. Begivenheden blev imidlertid snart bekjendt i Egnen, og da flere lignende kom for Orde - saaledes at nogle Prangere vare blevne overfaldne og de Penge, de havde paa sig, vare dem fratagne, at Præstens Karl fra Rye var bleven eftersat, og kun ved sine Hestes Hurtighed undslap etc. - ligesom ogsaa Kreaturet fandtes ihjelslagne paa Marken, med Huden afflaaet,og der saaledes vare Vidnesbyrd nok om Ugjerningsmændenes Tilstedeværelse og Dristighed...

(Kjøbenhavnsposten 23. juni 1835)

Efterfølgende artikler forsøgte at påpege at det kun var i skoven der kunne være fare på færde, mens stiftsamtmanden grev Knuth afviste at der overhovedet havde været overfald, i hvert fald ingen meldte.

Vi erfare fra en paalidelig Haand, at den yngste af de tvende Forbrydere, et ungt Menneske paa omtrent 17 à 18 Aar, har tilstaaet, at være deelagtig med den ældre og endnu ikke paagreben Person, i otte Voldsgjerninger, som han meget omstændelig har oplyst. Den Ældre, der allerede tidligere har gjort sig skyldig i lignende Udaad, og derfor lidt Straf, vedbliver at benægte Sandheden af den Yngres Udsagn. Hvor dumdristigt de have drevet deres Haandværk, sees deraf, at de, efter Sigende, have overfaldet en Pige i Klostermarken, en meget besøgt Spadseregang lige ved Roeskilde, og at de have skjult deres Tyvekoster i nogle Stakke, som findes paa Marken tætved Byen. Dette skal først have ledet til den Formodning, at Gjerningsmændene havde deres Tilhold i Roeskilde... Den store Skræk, Almuen har for at indlade sig med Retten, gjør det begribeligt, at de Overfaldne ei have anmeldt det for vedkommende Politimestere; men ubegribeligt bliver det, at man ei offentlig har opfordret de muligen Overfaldne til at anmelde det. Naar Rygtet var saa almindeligt, at man ansaae det for passende, at lade Posten eskortere af Husarer, saa var det ogsaa Grund nok til at anvende alle midler for at erholde Kundskab om Rygtet var grundet eller ikke... (Skrevet d. 1ste Juli)

(Kjøbenhavnsposten 8. juli 1835 (i uddrag)

I Kjøbenhavnsposten 17. juli 1835 antydede en notits at affæren var et mellemværende mellem nogle bønder. Dette blev dog tilbagevist:

I en Bekjendtgjørelse fra Byfogedcontoiret i Roeskilde sees nu en offentlig Vedgaaelse, ogsaa fra Autoriteternes Side, af at der er begaaet "Overfald paa Landeveiene", heri Sjælland. Fra beemeldte Contoir fremlyses nemlig endeel Sager, som "formodentlig ere stjaalne, eller ved Overfald paa Landeveiene røvede", og til hvilke Eierne anmodes at melde sig, til Oplysning i Justitssager imod adskillige anholdte Personer; og der ommeldes in specie "et Overfald paa Kjøbenhavns Hovedlandevei imellem Hedehusene og Roeskide Hvile" saavelsom at "en Mand under Drivten med nogle Svin er overfalden paa Kallundborg Hovedlandevei imellem Kornerup og Svogersløv."

(Kjøbenhavnsposten 24. september 1835)

Om den tiltagende Lediggang, Dovenskab og Immoralitet blandt Landalmuen og den derved tiltagende Fattigdom

For at standse dette Onde har man tænkt paa Oprettelse af Arbeidshuse; men uden Hensyn til, at disse ville blive for kostbare for de fleste Communer, opnaaede man neppe Hensigten, da de, som ville arbeide, ogsaa næsten altid kunne faae Arbeide paa Landet. Skulde altsaa det tilsigtede Formaal opnaaes, mener man, at et Tvangs-Arbeidshuus idetmindste maatte oprettes i hvert Amt. At der ved slig Indretning, forenet med et mulig anderledes indrettet Landpoliti, kunde virkes meget godt, ligesom ved Foreninger til Moralskfordærvedes Forbedring, er vel unægteligt; imidlertid ere alle saadanne Indretninger dog kun Palliativer; det Onde oprykkes derved ikke fra Roden. Ligesom en Læge ikke kan fuldkommen helbrede en Sygdom, uden at kjende dens Aarsag, saaledes bør man ogsaa her see til at finde Grunden til den tiltagende Lediggang og moralske Fordærvelse blandt Landalmuen, og den synes nærmeste at kunne udledes af følgende tre Aarsager.

(Kjøbenhavnsposten, 24. og 25.  juni 1835 (i uddrag)

Artiklen nævner her at den tvungne skolegang gør at ingen bønder vil tage børn i tjeneste fordi de gik i skole 2-3 dage om ugen, at den indbyrdes undervisning betød at eleverne spildte deres tid med ikke at lære noget, og endelig at biskop Balles lærebog opdrog bønderbørn til at opremse hele stykker af lærebogen uden at tænke og var desuden indholdsmæssig ikke egnet for bønderbørn.