Det Nordiske Studenter-Møde 1845: Del 1. Turen Stockholm-Kristiania-Kjøbenhavn ,Fredagen 18de Juni til Mandagen 21deJuni 1845. (Efterskrift til Politivennen)

Da Øresund var islagt i vinteren 1837-38, begav en folk studenter sig fra København og Lund ud på isen for at besøge hinanden. Nogenlunde på samme tidspunkt skrev H. C. Andersen et digt, "Jeg er skandinav". Den følgende sommer besøgte 60-80 københavnske akademikere Lund. 1839 besøgte 150 studenter fra Lund København, og sammen med 400 danske studenter tog de i Dyrehaven. I 1842 havde København besøg fra Lund, og juni besøgte 160 danske og 3 norske studenter Lund. 1843 tog studenter fra Lund initiativ til et studentertog til Upsala, hvortil ankom 148 fra København, 56 fraLund. I 1845 afholdtes så det første almene nordiske studentermøde. Heri deltog 186 fra Uppsala, 208 fra Lund og 144 fra Kristiania (Oslo). 

Efter "Uppsalatoget" i juni 1843 ønskede bestyrelsen for dette at starte et selskab til at styrke den nationale sympati mellem befolkningerne i Sverige og Danmark, hvilket ledte til Skandinavisk Samfund. Det brød Christian 8. og regeringen sig ikke om, da de opfattede det som en politisk forening, og derfor ulovlig. Og det fik ikke lov til at konstituere sig, også efter at Skandinavisk Samfund havde klaget til kongen i august 1843. I stedet dannedes i september 1843 Skandinavisk Selskab, med H. N. Clausen som formand, medlemmer var bl.a. Frederik Barfod, Carl Ploug og Orla Lehmann, alle ældre mænd som Christian 8. stolede mere på, og under trussel om at hvis den i nogen form ytrede politisk tendens, ville den straks blive forbudt. 

De danske medier beskæftige sig ikke meget med dagene forud for ankomsten til København. Dette er imidlertid beskrevet i "Det nordiska Studentmötet i Köpenhamn år 1845". Götheborg, Ekbohrns Officin, 1845. Den nævner de 150 svenske studenter sejltur til bl.a. Wisby, Karlskrona, Ystad, Lund og Malmø og de 120 norske studenters fra Oslo. Her gengives de mange og lange taler samt sange. Herefter følger bogen nogenlunde de i denne artikelserie udgivne artikler.

Det nordiske Studentermøde. I Dag er en Deputation, bestaaende af 3 Medlemmer af den til de svenske og norske Gjæsters Modtagelse valgte Comitee afreist til Malmø, for der at hilse paa Gjæsterne ved deres Ankomst og følge dem til Lund som Repræsentanter for den danske Studenterstand. De ventes at ville ankomme dertil Mandag Eftermiddag Kl. 5-7 paa 3 Dampskibe og lande paa Nytoldbod. Ankomsttiden vil imidlertid nærmere blive bekjendtgjort. Til denne aflukkede Plads har Ingen Adgang uden Studenterne og deres Damer, samt Verterne, til hvem der bliver sendt Adgangskort. Studenterne med Sangforeningen i Spidsen staae opstillede der, og naar Alle ere komne i Land, afsynges en Velkomstsang og holdes en Tale. Til denne Fest er der blevet anskaffet tre Faner: til Sangforeningen (Apollo med Lyren), en Studenterfane (Minerva) og en skandinavisk (de tre nordiske Løver. Med et Musikcorps og Sangforeningen i Spidsen drager man nu i Procession ad Toldbodveien, Bredgaden, Kongens Nytorv, HolmenS Kanal, Gammel Strand, Amagertorv, Høibroplads, Vimmelskaftet, Gammel Torv og Nørregade til Studiegaarden, hvor Verterne modtage deres Gjæster. - Tirsdag Morgen samles man paa Studiegaarden og gaaer Kl. 9 i Frue Kirke, hvor Secretair Hartmann præluderer og Studentersangforeningen afsynger nogle Sange. Kl. 10 besee de Fremmede Christiansborg Slot, Musæet for nordiske Oldsager, Malerigalleriet, Thorvaldsens Arbeider, Udstillingen paa Charlottenborg. Om Middagen er der Table d'Hôte i Studenterforeningen. Kl. 5 besees det kgl. Bibliothek og Tøihuset og Kl. 6½ Thorvaldsens Musæum, hvor Kunstnerne agte at modtage de Fremmede med en Sang. Dagen endes med et Gilde i Ridehuset, der begynder Kl. 8. Til dette Gilde har Comiteen foruden de Fremmede inviteret Universitetslærerne, Borgerrepræsentanterne, flere Autoriteter, Repræsentanter for Kunstnerne, Skuespillerne o. s. v. - Om Onsdag Morgen Kl. 9 begynder skandinaviske Selskabs Skovtour til Frederiksdal og over Lyngby og Fortunen ind i Dyrehaven, hvor der spises til Middag Kl. 4. - Torsdag Morgen Kl. 9 forevises physiske Forsøg paa den polytechniske Anstalt, Kl. 10 besees det ethnographiske og archæologisie Mnsæum, Rosenborg Slot, den moltheske Malerisamling, den botaniske Have, Udstillingen paa Charlottenborg. Om Middagen er der Table d'Hôte i Studenterforeningen og Kl. 7 Forestilling paa det kongelige Theater. Theaterdirectionen har havt den Forekommenhed at overlade Studenterne hele Theatret og afholder selv alle Udgifterne. Forestillingen vil blive aabnet med en Prolog af Oehlenschlæger, der fremsiges af Fru Heiberg, derpaa vil formodentlig "Barselstuen" og "Toreadoren" blive opført. Man havde ønsket at opført "Bellmann" og maa beklage, at dette ikke lader sig gjøre. Om Fredag Morgen Kl. 8 forevises atter physiske Forsøg paa den polytechniske Anstalt, Kl. 9 besees Rosenborg Slot, Rundetaarn, det anthropologisk-anatomiske Musæum, det naturhistoriske Musæum, den polytechniske Instrumentsamling, Udstillingen paa Charlottenborg. Om Middagen er der Table d'hote i Studenterforeningen. Kl. 5 vil man gjøre en Udflugt til Frederiksberg og Søndermarken og Kl. 8 er der en Afskedsfera i Tivoli, som Agent Carstensen har paataget sig at arrangere. Tivolis Bestyrelse har desuden viist den Opmærksomhed at tilstille Studentercomiteen 1000 Billetter til Uddeling blandt de fremmede og de danske Studenter. Hvad Tid Reisen vil gaae for sig om Løverdagen, vides endnu ikke.

Det er bekjendt, at Autoriteterne ere med al mulig Forekommenhed og Velvillie komne Comiteen i Møde med Hensyn til de trufne Arrangements , og vi maae i saa Henseende endnu kun anføre, at Commandantskabet ei blot har tilladt , at Langelinie staaer aaben for Alle og Enhver uden Tegn ved Ankomsten og Afreisen, men ogsaa daglig saa længe de Fremmede ere her, for disse og alle Studenter, der ere i det Selstab, der har dannet sig til at modtage de Fremmede. Disse bære en rød Medaillon, hvori et Minervahoved med Omskrift: "Det nordiske Studentermøde i Kjøbenhavn 1845". Endvidere har Commandantskabet tilbudt, hvis det gjøres fornødent, at afspærre den ydre Toldbodplads ved Afreisen, saa at den kun kommer til at staae aaben for Studenter. Endvidere ville alle Byens Porte i de Dage, de ere ber, staae aabne hele Natten. Toldinspectionen har ligeledes indrømmet Studenterne Nytoldbod, og lovet, saavidt som det er muligt, at rydeliggjore Pladsen for de der liggende Varer, hvorved den bliver rummeligere for de Tilstedeværende, og de Fremmedes Tøi vil ikke blive efteeseet.

Kjøbenhavnsreisen. De upsalensiske Studerende vilde i Onsdags Middags Kl. 12 afreist med Dampskibet "Gottland" fra Ridderholmshavnen i Stockholm. De ville anløbe Wisby, for at afhente nogle derværende Kammerater, ligeledes Carlskrona og Malmø, hvorfra de reise til Lund og efter et kort Ophold der reise de med Lundenserne og Christianienserne, der ogsaa komme 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. juni 1845, 2. udgave)

Studenterforeningen var dannet hos professor Ørsted i Nørregade i 1820 med det formål at danne et sammenhold "til videnskabens og brodersindets fremme" ved at samle studenterne om den videnskabelige dannelse og sikre dem mod farlige, uvedkommende adspredelser. I foreningen kom bl.a Oehlenschläger, Rahbek og Sibbern. På artiklens tidspunkt holdt foreningen til i Boldhusgade 2 på hjørnet af Admiralgade 26 i "Den Røde Gård" hvor foreningen holdt til 1824-1836 og igen 1844-1863. H. C. Andersen og Søren Kierkegaard (der aldrig betalte kontingent og derfor blev truet med eksklusion) kom her. I 1863 flyttede den til Holmens Kanal. Nedrevet 1910 og flyttede til H. C. Andersens Boulevard.

Om Kjøbenhavnsreisen hedder det fra Christiania i "den Constitutionelle": Medens Kjøbenhavns Autoriteter, af hvem man dog hidtil alene havde frygtet nogen Modvillie lagt for Dagen mod det forestaaende nordiske Studemtermøde, saaledes nu sees at vise Festtilberedelserne i denne Anledning "Forekommenhed" ja Hs. Majestæt Kong Christian den Ottende endog har indrømmet Studenterne et Banketlocale saagodtsom i sit eget Slot, komme de ugunstige Manifestationer fra en kant, man mindst skulde ventet sig - fra vor liberale norske Regjering. Man fortæller nemlig, at efterat en Deel Copister og Extraskrivere i Departementerne havde tegnet sig til at deeltage i Kjøbenhavnsturen, og flere af dem endog havde erholdt udtrykkelig Reisetilladelse, fik et Par af Departementscheferne Skrupler, og gav sine Undergivne det Raad, ikke at foretage Reisen. Dette Raad, som i saadanne Forhold kommer en Befaling temmelig nær, skal ogsaa have havt tilfølge, at de fleste af hine Copister have udslettet sig af Listen paa de Reisende. Men ikke nok dermed, en Universitetslærer, Hr. Lector Monrad, der vilde deeltage i Studentertoget, er af Hs. Excellence Statholderen bleven negtet den foreløbige Reisetilladelse, der var ham nødvendig, da hans Ansøgning derom ikke vilde kunne ventes tilbage fra Stockholm før efter Studenternes Afreise. Ikke at tale om det Holdningsløse og Vaklende i denne Regjeringens Fremgangsmaade, maa man tillige i dens Grund erklære den for et stort Misgreb. Netop ved saadanne Demonstrationer virker man mod sin Hensigt; man bidrager til at stemple med et politisk og statsvigtigt Præg et uskyldigt Vennemøde af aands- og stammeslægtede Ynglinger, en Sammenkomst af nordisk Ungdom, der vistnok har sin store og fremtidige Betydning i aandig og social Henseende, men som idetmindste den Norske Regiering skulde være den sidste til at misforstaae, ligesaa vist som de norske Studenter ere de, der altid have holdt sig den politiske Side af Skandinavismen fra Livet. Vi tvivle derfor ikke om, at Hs. Maj. Kong Oscar høilig vil misbillige sin norske Regjerings Færd i dette Stykke og vi unde den af Hjertet en saadan Reprimande. Med Hensyn til Lector Monrads Udelukkelse, da bemærkes, at Universitetslærere, idetmindste Docenter, saavidt vides, ere med i Upsalastudenternes Tog. Det kan ogsaa være et Spørgsmaal om Universitetslærere her i Landet behøves nogen Reisetilladelse i Ferietiden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. juni 1845, 2. udgave).

Tumultarier paa Rødeveirmøllekro. (Efterskrift til Politivennen).

Røde Vejrmølle Kro eller Vejrmøllekroen blev opført i 1721, opkaldt efter  den hollandske mølle Røde Vejrmølle overfor. Kroen hed også en overgang Glostrup Kro. Kro og mølle lå på Gamle Landevej, den oprindelige landevej mellem København og Roskilde. Men da den  nye Roskildevej blev anlagt, flyttede man kro og mølle længere sydpå så den stadig lå ved hovedvejen mellem København og Roskilde. Kroen lå mellem Damhuskroen og Roskilde Kro. 

Ved folketællingen 1. februar 1845 boede Margrethe Kirstine Andreasen (f. omkring 1804 som datter af værtshusholder Andreas Andreasen) og hendes mand kroejer Zacharias Jacobsen (1787-1855) sammen med 11 tjenestefolk på Røde Vejrmølle Kro.  

En episode som fortæller noget om de dansknationale dagblades hetz mod tyskerne:

- Den første Exces ved Jernbanen fandt Sted i Søndags. Vi henlede den offenlige Opmærksomhed paa denne lille Episode, fordi det forekommer os at være af stor Interesse for de Omboende og for Arbejderne selv, at man møder denne Begyndelse saa alvorligt, at den ikke skal avle flere lignende. I Søndags Formiddags sad i Rødeveirmøllekroes Kjælderstue er Par tydsktalende Jernbanearbeidere lige over for et Par sjællandske. Den ene Tydsker kom i Trætte og Slagsmaal med den ene Sjællænder, men de adskiltes af Eieren, Hr. Z. Jacobsen, der betydede dem, at han ikke i sit Hus vilde taale Ufred, og at han, hvis de fornyede deres Strid , vilde vise dem Døren. Neppe havde han imidlertid forladt Stuen, førend han tilbagekaldtes ved ny Srvl og da fandt Tydskeren krystende Sjællænderen op mod Væggen og ifærd med at banke ham. Rask greb han derfor Tydskeren i Skulderen og kastede ham i Gulvet, hvornæst han betydede dem tilhobe strax at forlade hans Hus. De adløde og begave sig bort. Men om Aftenen, da Eieren var gaaer til Sengs, Klokken henved 10, infandt den lybske Arbeider sig atter l Kjælderstuen, ledsaget af tolv tydske Kammerater. De førte her en ophidsende Samtale og gjentoge oftere, at de burde have fat paa Eieren. Dennes Kone søgte at dysse paa dem og lod naturligvis sin Mand blive, hvor han var, i det Haab, at de af sig selv vilde fortrække. Omtrent Klokken 11 forlode Tydskerne ogsaa Kjælderstuen og gik ud paa Veien, og man troede allerede, at det Hele vilde glide forbi af sig selv, da Madame Jacobsen hørte det Udraab, "er ist todt", og derfor ilede ud med Spørgsmaal om, hvem der var død. En lille, ældre Mand af Gaardens Folk havde de fundet staaende ved Laden og i Forbigaaende kastet til Jorden og mishandlet, saa at han kunde antages for død, men i virkeligheden, da de vendte sig fra ham, kunde krybe tilside og forsvinde. Nu vendte de sig mod Mad. Jacobsen og forfulgte hende og en ved hendes Side tilstedeværende Kammerat af dem med Stenkast, hvorved deres Kammerat ramles meget voldsomt. Mad. Jacobsen ilede ind og slukkede Lysene i Gjæstestuen samt skjulte sig og Kjælderpigen, idet hun igjennem et Vindue til Gaarden bød de derliggende Karle ikke at komme frem, men at liste sig bort og søge Hjælp i Herstedvester. Under høie Raab og med Stenkast og anden Voldsomhed inbsloges imidlertid Vinduerne og sprængtes Fyldningerne af Dørrene. Hoben kom saaledes ind i Gjæstestuen, hvor de i Mørket fortsatte deres Ødelæggelser. Borde, Stole, Skuffer op kastedes ud paa Veien. Da denne Bedrift var udført og Mørket gjorde dem det vanskeligt at finde Vei og trænge længere ind i det øvrige omhyggeligt aflaasede Hus, forlode de under fortsatte Truselsudraab Valpladsen og trak mod Glostrup, hvor de logere. Øieblikket efter kom en Snes Herstedere, hentede og anførte af en af Kroens Karle, springende i vildeste Gallop, bevæbnede med Sabler, Høtyve o. desl. og det var med stor Møie, at man formanede dem til at undlade at forfølge, indhente og tugte Voldsmandene. Klokken 2 om Natten sendte Hr. Jacobsen Melding om det Passerede til Politimesteren, Justitsraad Friderichsen, med Anmodning om øieblikkelig Assistance og Underpelse. Klokken 10 om Formiddagen kom dennes Fuldmægtig og optog og hjemsendte en Rapport, hvorefter han tog videre ud i Jurisdictionen. Om Aftenen kom en anden Contoirbetjent, ligeledes uden Protokol, og optog en lignende Rapport, men man har ikke hidtil mærket til Vltæke, og Ingen af Voldsmændene er bleven anholdt. Vi lægge Øvrighederne denne Sag paa Sinde, ikke blot fordi her foreligger et Brud paa den Fred og Sikkerhed, man bør kunne regne paa i sit Hus, ikke blot fordi Voldsgjerningen t dette Tilfælde er øvet mod en Mand, der i en vid Kreds er agtet og anseet som faa, navnlig blandt Bondestanden, som har kaaret ham baade til Sogneforstander og Amtsraad, ikke blot fordi Arbejderne selv ere bedst tjente med, at de strax advares om, at Sligt ikke taales her; men fremfor Alt fordi det Offenlige ved ikke energisk at havde Lov og Ret i dette Tilfælde atter vil udsætte sig for den samme Bebrejdelse, som ved Blodbadet i Skjæve, selv ved sin egen Ligegyldigved at have foranlediget Forbrydelser, der blodigt maae afsones tildels af de mindre Uundskyldelige. Vi haabe, at Amtmand Grev Knuth og Birkedommeren, Justitsraad Friderichsen, ville erkende det alvorlige Ansvar, der her paahviler dem, og vi tvivle ikke om, at Jernbanedirectionen fra sin Side vil gjøre hvad den kan, ved f. Ex. at afskedige disse Tumultuanter

(Fædrelandet 11. juni 1845).

Artiklen blev flittigt citeret i flere andre aviser i Danmark. En anden version som stort set blev overset, stod imidlertid at læse i Berlingske:

Om de tydske Arbeidere paa Jernbanen. Angaaende den Tumult, som i Søndags har fundet Sted ved Rødeveirmølle-Kro, have vi indhentet følgende Oplysninger: Mandagen den 9de Juni om Morgenen mødte paa Politimesterens Bopæl et Bud fra Kroeier Jacobsen i Rødeveirmølle-Kro med Meddelelse fra bemeldte Jacobsen om at der Søndag Aften havde indfundet sig en Deel tydske Arbeidere fra Jernbanen, slaaet Vinduer og Døre ind, omkastet Meubler og tildeels udkastet samme, og med Anmodning om at Politimesteren vilde foranstalte det Fornødne uden Ophold. Da samme Dag var berammet Politiforhør i andre vigtige offentlige Sager og Deponener« dertil kaldte, ligesom der og var berammet andre uopsættelige Forretninger, der krævede Politimesterens personligt Nærværelse paa hans Bopæl, og endelig da Budet udsagde, at der aldeles ingen Uorden eller Voldsomhed fandt Sted, da han forlod Rødeveirmølle-Kro, og at alle Tumultuanter forlængst havde begivet sig bort, udsendte han strax sin constituerede Fuldm. Cand. juris Sewerin for at foretage den foreløbige undersøgelse og med Bemyndigelse til at reqvirere fornøden Assistance fra Sognefogden. Ved hans Ankomst fandtes aldeles ingen urolige Personer tilstede, hvorimod der vel i Værelserne fandtes Spor af den ommeldte Vold paa Vinduer, Døre og Meubler i Huset. Kromand Jacobsen, der blev opfordret til at afgive en nærmere nøiagtig Forklaring om det Passerede, forklarede, at han, der var gaaet i Seng om Aftenen Kl. 9, ud paa Natten blev vækket ved Larm og Skrigen fra Kjælderstuen, men da han derefter gik til ommeldte Leilighed, fandt han Alt roligt og siet ingen Tumultuanter. Angaaende det Passerede kunde han ikke give nogen Oplysning, da han ikke selv havde erfaret Noget, men henviste til sin Kjelderpige, som den eneste der skulde have været tilstede, idet han blot bemærkede, at han om Morgenen tidlig havde sendt Vogn efter Politimesteren, men aldeles ikke omtalte, at han, eller Nogen af hans, havde henvendt sig til den nærmeste Politiembedsmand, Sognefogden, der kun boer et kort Stykke Vei fra Rødeveirmøllekro. Han kunde ikke opgive nogen anden Person, der om det Anmeldte kunde give Oplysning. Kjælderpigen Stine Jensdatter forklarede, at en Deel tydske Jernbanearbeidere Kl. 9 Aftenen forud vare komne til Kjelderstuen, havde forlangt en Deel Brændeviin, som hun havde skjænket for dem, men derpaa gik ud paa Veien; og hørte hun der at de kom i Uenighed og Slagsmaal, hvorpaa hun forlod Kielderstuen, gik bort og skjulte sig, uden at hun erfarede videre em det Ommeldte eller kunde give Oplysning om nogen skyldig Person. Jacobsens Kone forklarede, at hun fra Kl. 10-12 var tilstede i Gjæstestuen, og kom der adskillige Tydskere, som arbejdede paa Jernbanen, fik nogen Fortæring, betalte den og gik derpaa med Rolighed bort. Hun opgav nogle af de ommeldte Personers Signalement, men kunde kun opgive een Persons Døbenavn, og hun bemærkede derefter, at der blev Slagsmaal paa Gaden udenfor Kroen, hvorefter hun tilraabte Karlene fra Kroen, at de skulde gaae ind, og da hun havde begivet sig ud i Gadedøren, saae hun, at en Steen fra Landevejen blev kastet, af hvem veed hun ikke, mod en af Tydskerne, hvorpaa hun løb ind, slukkede Lysene og aflaasede Dørene, og hun kunde ikke give videre Forklaring om det Ommeldte. Samtlige disse 3 Personer have derhos forklaret, at de ikke vide Noget om Anledningen til den hele Tumult.

Da Politimesteren blev underrettet herom og han fremdeles personlig var forhindret fra at optage Forhør, og der desuden ikke var fremkommet bestemte Data, hvorpaa et Forhør kunde begrundes, udsendte han atter sin anden Fuldm., Exam. juris Müller, med 2 Politibetjente, for underhaanden at søge yderligere Oplysning og med Ordre al forblive tilstede i Rødeveirmølle-Kro om Natten og foranstalte Alt, hvad der efter Omstændighederne maatte blive fornødent til Uordenens Forebyggelse, og erfarede han da, at et Par tydske Arbeidere skulde være overfaldne og pryglede af et Par Sjællændere, som havde talt haant om hine, og at der havde været Slagsmaal i den Anledning mellem flere Sjællændere og Tydskere, iblandt hvilke Kromandens Folk, men Ingen kunde opspørges, der kunde give nogen Oplysning om det Passerede, og efter almindelig Udsagn havde del Hele opløst sig i en Uenighed og derpaa følgende Slagsmaal mellem Tydskerne og Sjællænderne, om hvem der var dygtigst til Arbejde, under hvilket Slagsmaal de havde valgt Kroen til Kampplads, da de havde fundet den forladt og hverken Kromanden, hans Folk eller nogensomhelst Anden var kommen tilstede, havde paabudt Orden eller gjort det mindste Skridt til at faae Assistance til at fremkalde Orden. Uagtet der saaledes hverken fra Jacobsen eller fra nogen Anden af de Paagjældendes Side er fremkommet Noget til Oplysning, saa har dog Politimesteren berammet et Forhør paa Stedet, og naar dette er sluttet, saa vil han vistnok meddele Enhver, der har Interesse for Sagen, at den Oplysning, han efter Omstændighederne kan og maa give. Det bemærkes, at Kromand Zackarias Jacobsen, hans Hustru og Kjelderpigen, uagtet de af de udsendte Fuldmægtige vare opfordrede til at meddele enhver Omstændighed, der kunde give Lys i Sagen, slet ikke have omtalt den i "Fædrelandet" omhandlede Sammenkomst mellem et Par Tydskere og et Par Siællændere, eller tilkjendegivet dem, at han ikke vilde taale Ufred, eller see Tydskeren kryste Sjællænderen op imod Væggen og i Færd med at banke ham, eller at han derefter greb Tydskeren i Skulderen og kastede ham i Gulvet, og under enhver Omstændighed ikke har yttret Noget om i alt Fald som staaende i mindste Forbindelse med hiim Tumult. Ikke heller have Nogen af dem forklaret, at Jacobsens Kone har sagt at tysse paa de i Kjælderstuen værende tydske Arbejdere, at nogen af Dem har yttret, at de vilde have fat paa Eieren, at Madame Jacobsen har hørt det Udraab "er ist todt" og derefter ilede ud med det Spørgsmaal, hvem der var død, at de have forfulgt Mad. Jacobsen eller nogen Anden med Steenkast, og at hun har befalet Karlen, som hørte til Gaarden, at liste sig bort og søge Hjælp i Herstedvester, eller at omtrent en Snees Herstedvestere vare komne tilstede anførte af en af Kroens Karle, sprængende i vildeste Galop, bevæbnede med Sabler, Høtyve og deslige, noget som desuden Sognefogden, der er bekjent som en retsindig og dygtig Mand og Broder til Kromand Jacobsen, ikke vilde have undladt at melde Politimesteren, hvornaar det havde fundet Sted.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. juni 1845, 2. udgave).

- Med halv officiel Mine insinuerer "Berlingskes" Gaarsnumer, at vor Meddelelse om Voldsgjerningerne hos Hr. Jacobsen i Rødeveirmøllekro lider af Unøiagtighed og Overdrivelse. Da det er os bekjendt, at Politimesteren endelig igaar og idag personlig optager formelige Forhører i denne Sag, og vi tør antage, at disse ikke ville kunne Andet end fuldkomment og fyldestændigt bekræfte vort Referat, skulle vi for Øieblikket oppebie disses Udfald, forinden vi yttre os nærmere om Sagen eller "Berlingskes" Artikel om den. Skulde denne sidik virkelig være kommen directe eller indirecte fra Politimesterens Contoir, vil der blive saameget klarere, hvem der hidtil bedst har vidst at spørge og erholde Oplysning i Sagen, Politimesterens Rapporteur eller vor Referent. Hovedfactum, det begaaede Hærværk i Hr. Jacobsens Huus, staaer imidlertid, selv efter "Berlingskes" Fremstilling urokket, og dette Factum constituerer i og for sig en aldeles selvstændig og uafhængig Forbrydelse af en saa alvorlig Natur, at vi ere i vor Ret og Pligt som Journalister, naar vi udtrykkeligt gjentage, at vi ville haabe, at Amtmand og Politimester ret levende ville erkjende det Ansvar, de vilde paadrage sig, dersom de ved Mangel paa Nidkærhed og Dygtighed i at hævde Retten maatte gjøre det muligt for voldsmandene at undgaae det Ansvar og den Straf, deres Færd har fortjent.

(Fædrelandet 14. juni 1845).

I juni 1845 ønske ejeren at trække sig tilbage på grund af alder. Medvirkende har dog måske også været at jernbanen ville gøre det muligt at rejse fra København til Roskilde på omkring 40 minutter. Hvilket ville overflødiggøre kroen. Til kroen var tilknyttet 10 tdr. land. 

Kroen blev nedrevet i 1961 og en tankstation blev bygget på stedet. Kun rejseladen fik lov til at stå, som autoværksted, den brændte i 1968 og den gamle mølle nedbrændte i 1973.

Rescript til Kongens Foged her i Staden. (Efterskrift til Politivennen)

Vejbelægning

Der har nylig i dette blad været antydet, at Københavns kommunalbestyrelse af mangel på brosten skulle have i sinde at lade brolægningsarbejdet hvile i år, og da endnu intet sådant større arbejde er blevet påbegyndt, så må man vel antage, at den antydning er begrundet. Men da har kommunens borgere vist nok al anledning til at spørge hvorledes Københavns kommunalbestyrelse tror at kunne forsvare eller undskylde en så dårlig begrundet tilsidesættelse af det arbejde, man vel kan forlange udført for den årlig opkrævede akat, og som i mangfoldige dele af staden er så højst påtrængende nødvendigt.

Allerede for to år siden skulle Østergade have været omlagt, da det udtrykkelig hed sig, at den dårlige stenbro som blev lagt efter kloakkens fuldendelse for den ene del af gaden, kun skulle være provisorisk. Senere har man vel set af borgerrepræsentanternes forhandlinger, at dette løftes opfyldelse for et år blev udsat. Men nu lader det til at være aldeles skrevet i glemmebogen. Hvis man endda havde foretaget andre større omlægninger i nogle af de mange andre gader, der er endnu dårligere brolagt end Østergade, og hvor brostenene vel i over hundrede år har henligget urørte, så at man ingenlunde kan fortænke dem i den stræben de viser til at vende sig om, og som er højst rørende både at se og at træde på. 

Men under sådanne omstændigheder et helt år igennem slet ikke at lade foretage videre brolægningsarbejde end at lappe efter vandvæsenet, synes dog at vise vel megen uforsvarlig ligegyldighed for den del af indbyggerne, der ikke kan køre i fjedervogne. Og den angivelse at der ikke skulle haves brosten, forekommer os derved så meget mere absurd, som man jo er vant til når man endelig forbarmer sig over en af de gader hvor simple folk bor, at indskrænke arbejdet til en omlægning af de gamle sten. Hvorfor da hvis man virkelig ingen nye sten har, ikke i sommer omlægge nogle af disse gader og veje der nu næsten ligner et bølgende hav, og af hvilke vi til eksempel blot vil nævne den venstre side af Vesterbro, og den højre af Østerbro. - Gid dog kommunalbestyrelsen med Hs. Excellence Kjerulff i spidsen engang imellem måtte blive nødt til at promenere ad disse veje. 

(Kjøbenhavnsposten 24. maj 1845)

Brosten og chaussesten som vi normalt forbinder med hyggelige købstædsgader, kendte man ikke på Politivennens tid. Det var marksten som disse omkring museet på Dragør Havn. Det er derfor artiklen skriver "at man ingenlunde kan fortænke dem i den stræben de viser til at vende sig om, og som er højst rørende både at se og at træde på". De var lagt i sand, og ofte på grund af fejning blotlagt.

Københavnske fodgængere vil have bemærket det betydelige fremskridt til mindre fare for deres ben og øvrige lemmer, som i de senere år er sket ved den nye måde, hvorpå rendestensbræderne nu anbringes. De frygtelige klamre af jern, hvorved disse bræder før hvilede på stenene, og som ved sædvanlig at stå en tomme eller flere i vejret, var lige så mange brækjern for uforsigtige spadserende folks ben og arme, er nu snart aldeles forsvundne, da man nu lader bræderne hvile på en nedenfor fremstående rand i stenene. 

Men idet man må være vedkommende tak skyldig for disse fangjerns afskaffelse, er der atter fremstået grund til at beklage sig over en ikke mindre farlig invention ved de nye rendestensbræder. Det er nemlig de betydelig store huller, der nu anbringes på begge sider især af de større af disse bræder. Ligesom det oprindelige øjemed med disse bøjler var at holde bræderne oppe, således er det nærmeste formål med disse huller vistnok kun at have et middel til at løfte dem i vejret ved hjælp af en stang. Men også her gør sig en anden virkning gældende, der er så øjensynlig, at det ville holde hårdt for fremmede at fatte hvorledes vedkommende autorileter, hvem overopsynet med disse bræder tilkommer, eller som har givet modellen dertil, ikke har været i stand til at indse den fare, dermed er åbnet for fodgængere. 

Hullerne er vel endnu kun på få steder, eller ved allerede forslidte bræder så store at en voksen persons fod kan slippe igennem dem, men mange af dem er derimod allerede fra begyndelsen af store nok til at et lille barns spæde fod kan brækkes i dem. Vi ved ikke om det allerede er passeret, men at det kan og vel også må ske, vil enhver på mangfoldige steder i byen kan overbevise sig om. Det var derfor meget at ønske, at det blev pålagt alle vedkommendc at holde disse huller indenfor en vis størrelse, der var tilstrækkelig til at få bræderne løftet op, men ikke så store at børn skulle være udsat for at lemlæstes derved. Hvis ingen sådan indskrænkning træffes, kunne man vel ønske de gamle brækjern tilbage, for der er vel ingen, som vil forlange nogen ulempe afskaffet på små børns bekostning.

- En børneven. -

(Kjøbenhavnsposten, 24. august 1847).

Helligdagsforordningen 1845 (Efterskrift til Politivennen)

I 1845 blev der indført en ny helligdagsforordning. Den afløste den gamle "forordning om Sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse" fra 12. marts 1735. Denne havde fastslået at det var en pligt for alle at gå i kirke på søn- og helligdage, ligesom den ældre helligdagslovgivning fra Dansk Lov i 1683. Der dog ikke havde synderlig gennemslagskraft idet befolkningen i vid udstrækning ikke overholdt den. Den tvungne kirkegang blev ophævet med forordningen i 1845, bl.a. netop begrundet i at de gamle sabbatordninger omkring tvungen kirkegang alligevel ikke blev overholdt.

Politivennens artikler om helligdage og helligbrøde omhandler mest den dengang gamle ordning. De understøtter den opfattelse af at befolkningen generelt ikke gik i kirke om søndagen på trods af forbud og trusler om bøder og strengere straffe. Ordningen blev som konsekvens af at den alligevel ikke blev overholdt, så altså ændret da Politivennen ophørte med at udkomme. Men læserne skal naturligvis ikke snydes for hvad der senere skete.

Som et eksempel på hvad man kunne forvente af den "gamle" helligdagsforordning, her til illustration et par eksempler fra

Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende, 20. februar 1827:

Ved Landsoverretten i Viborg er Jørgen Rasmussen af Alstrup, for begået Helligbrøde, ved at have en søndag uden betaling hjemkørt et læs ris for Christen Feldbereder i Mariager, dømt til at bøde fire Rigsbankskilling Sølv til Gjerlev og Onsild Herreders politikasse. Ved Politiretten var han den 19. april 1826 dømt til at bøde 5 Lod Sølv.

I et referat fra en debat i Provindsialstænderne for Nørre-Jylland om "Løsagtigheds Forebyggelse" kom man bl.a ind på Helligdagsordningen, og følgende blev udtalt herom:

Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 21. juli 1838:

Proponenten svarede blandt andet herpå, at han fulde vel kendte de citerede lovsteder om Helligbrøde, men kendte også til fulde, hvor lidt de blev overholdt. (Heri stikker, som ved flere lejligheder bemærket i denne avis, just knuden; for hvem indestår for, at de nye love ville blive det mere end de gamle?)

Og så til behandlingen af den nye helligdagsforordning. Kritikken gik især på at den ramte de fattige: Arbejderne og husmændene. Artiklerne siger desuden en del om folks generelle uvilje mod at gå i kirke om søndagen:

Kjøbenhavnsposten, den 17. april 1845:

Den nye Helligdagforordning.

Tilvisse ligger det mere i Protestantismens end i nogen anden Religionsbekjendelses Væsen at tilsidesætte alle tomme Former og al unødvendig Tvang i kirkelige Anliggender. Derfor maa det være enhver protestantist og tolerant Regerings Bestræbelse at afholde sig fra alle Forskrifter, hvorved Hykleri trives og Hængehoveder skabes. Ved Ordningen af Kirkevæsenet bør Christendommens ophøiede Lære, at Gud ikkun dyrkes i Aand og Sandhed, naar Sindet af egen Drift, opfyldt af religiøs Stemning, henvender sig til ham, aldrig tabes af Sigte. Den, der besøger Kirken alene for at efterkomme en borgerlig Lovs Forskrift, er i Virkeligheden ligesaa lidet en sand Christen, som den, der hver Helligdag indfinder sig i Gude Huus for hos Naboer og Bekjendte at forskaffe sig Anstrøg af at være gudsfrygtig. Det var vistnok ikke lidet synderligt, at der hos os - lige indtil den nye Helligdagsforordnings Udgivelse for faa Dage siden - kunde, om endog blot af Navn, bestaae Lovforstrifter, der paabøde en Straf af tre Lod Sølv for den, der udeblev fra Gudstjenesten, og, dersom det var "gemene Bønder", der ikke indfandt sig i Kirken, da første Gang 4 Skilling, anden Gang 8 Skilling og tredie Gang 16 Skilling. Det er den nye Helligdagsforordnings første Fortjeneste at den gjør Kirkegangen frivillig og overlader det til Enhvers egen Stemning, hvor han vil opløfte sine Tanker mod Guddommen. Vi havde blot ønsket, at Forordningen klart havde, navnlig i Præmisserne, udtalt det Prinrip, at Gudsdyrkelsen er uforenelig med tvingende Bestemmelser. Afskaffelsen af det tidligere Forbud imod Udeblivelse fra Gudstjenesten har derimod snarere ikkun Udseende af at være en borgerlig Gunstbeviisning, idet der siges, at "de øldre Lovbestemmelser, der gaae ud paa en Tvangsforpligtelse til at deeltage i den offenlige Gudstjeneste, behøve Forandring og Lempning." Men et Gode er det i ethvert Tilfælde, at hiin ældre Tvang aldeles er opgiven i Forordningens dispositive Deel.

En anden Sag er det, at der nødvendigviis maa, hvis Helligdagene skulle uforstyrrede kunne benyttes til den Gudsdyrkelse, som Religionen fordrer, fastsattes Straffe for Handlinger, der deels kunne volde Forstyrrelse deri, deels vel endog vække aabenbar Forargelse. Vor nye Helligdagsforordning har været ret heldig i at løse denne Opgave. Den er i det Hele affattet i en liberal Aand, og dens Forskrifter ville neppe blive til synderlig Besvær. Mindre tilfredsstillende forekommer Forordningen os derimod at være, hvor den søger at gjennemføre vor Religions Grundsætning, at Sabbaten skal ogsaa være en Hviledag - en Grundsætning, hvis Gjennemførelse under vore nuværende sociale Tilstande vel kan ansees i Gjerningen lige saa vigtig, som det er magtpaaliggende at havde Sabbatens Egenskab som Helligdag. De Bemærkninger, hvortil Forordningen især foranlediger os, ere følgende.

Efterat det i den første Paragraph er sagt, at alle ufornødne Arbeidssysler og alle Forlystelser skulle paa Helligdagene ophøre fra Morgen af indtil Klokken 4 om Eftermiddagen, giver den anden Paragraph den nærmere Forklaring, at der dog kun menes saadanne Arbeidssysler, der enten vise sig udenfor Huset eller afstedkomme Larm, og opstiller dernæst adskillige Undtagelser fra denne Regel. Med Forbigaaelse af de Erindringer, som correct Redaction og nøiagtig logisk Stringents lader fremtræde i denne som næsten i alle af Ørsted conciperede Anordninger, skulle vi blot holde os til Forordningens Realitet. Det er nu vistnok ret plausibelt, at Forordningen undtager paatrængende Arbeider i Sæde- og Høsttiden, ved Fiskeri, Søfart og Befordringsvæsen (nemlig, Postvæsen, Dampfart og Fragtkjørsel). Men, naar vi iblandt disse Undtagelser tillige støde paa den Bestemmelse, at det skal være Huusmænd, Inderster og Dagleiere tilladt paa Helligdage baade selv at foretage de Arbeider, der udfordres til Dyrkningen af deres Jorder og Haver, samt dertil at benytte fremmed Hjelp, da see vi i denne Abnormitet, der vel, ifølge Alt, hvad der er passeret i Stænderne, maa ansees for en Nødvendighed, ikkun en sørgelig Erkjendelse fra Regeringens Side af den kummerlige Stilling, hvori hele den bosiddende Arbeiderclasse paa Landet befinder sig.

Saaledes maa altsaa Huusmanden og Dagleieren trælle for at vinde Livets Ophold for sig og Sine, at han, efter 6 Dage i Rad at have maattet offre Andre sin Møie og Sved, den syvende - den Dag, der skal være en Vederqvægelse for den øvrige Deel af Samfundet - skal slide, for at der dog ogsaa kan blive hans sparsomme Jordlod en kummerlig Dyrkning til Deel! Og saa ringe er hans Fortieneste i de sex Arbeidsdage, saa fattig er Udbyttet af hans Lod, at den fremmede Hjelp, han, maaskee mest af Medlidenhed, kan tiltrygle sig, forudsættes kun at ville blive ham ydet paa Helligdagene - atter paa Arbejdernes og Dyrenes Bekostning! Eller, skulde en saadan Tingenes Tilstand ikke være tilstrækkeligt Beviis for, at ogsaa vore lavere Samfundsklassers sociale Stilling er underkastet Tidens Elendighed, at der ogsaa hos os burde føres en alvorligere Undersøgelse om "Arbejdets Organisation", saa lader os erindre, at det ikkun er eet Aar siden, at Regeringen kundgjorde en Lov, hvorefter Søndagen skulde blive en virkelig hellig- og Hviledag for de ufrie Negere paa vore vestindiske Øer, for Mennesker, der, ligesom Dyrene, ere underkastede Medmenneskers Eiendomsret - for dem, der kaldes og ere Slaver.

Man tør vel holde sig overbevist om, at den Regering, der har ladet sig det være magtpaaliggende at udstede Forbud imod, at Slaver af egen Drift arbeide paa deres egne Lodder eller udleies til Arbeide paa Helligdage, ikke, uden paatrængende Nødventighed, kort efter vilde sanctionere en Bestemmelse, hvorved Huusmanden og Dagleieren. der dog ere fribaarne og henregnes til frie Mænd, betegnes som dem, der maae gjøre Sabbaten lig med Søgnedagen, for at kunne leve. Fremdeles - man tør vel antage, at den Regering, . der for adskillige Maaneder siden forordnede, at den vestindiske Neger "- Slaven - skulde have Løverdagen fri til at drive Handel og nødvendig Omsætning, for at han ikke derved skulde forstyrres i Andagt og Hvile om Søndagen - man tør vel antage, at denne samme Regering ikke vilde vedkjende sig som Grund for at aabne Boutkkerne paa Helligdagene efter Gudstjenestens Tilendebringelse, "at Tjenestefolk, Dagleiere og Huusmænd ofte paa de andre Dage ville savne Frihed til at kunne komme til Kjøbstaden", dersom det ikke erkjendtes, at Arbeiderclassen nødvendigviis maatte hjelpes paa en saa særegen Maade.

Under disse sørgelige Erfaringer maa det dog blive en Trøst, at slige tause Indrømmelser i Lovgivningen af Arbeiderclassens beklagelseværdige Stilling vil inden føie Tid medføre Iværksættelfsen af andre Forholdsregler, paa hvilke der ligger større Vægt, navnlig Indskrænkning i det omsiggribende Ugearbeide, der fordres af Huusmændene - vort Lands værste Hoveri. Hvor meget end Godseierne og andre Optimister ville bestræbe sig for at kaste et Slør over vort Samfunds skygge Partier, saa skinner dog det usminkede Forhold mere og mere frem og har i den Grad gjort sig gjeldende, at Lovgivningen nu har udtalt, at Arbeiderclassen i Regelen, for at tilfredsstille de legemlige Fornødenbeder, ikke kan faae Tid til, lige med de andre Samfundsklasser, at hæve Tanke og Sind mod Forsynet, uagtet det dog er denne Stand, som fortrinsviis, paa Grund af dens ringe Dannelse, trænger til aandelig Veiledning og Opløftelse.

En anden Bestemmelse i Forordningen, der tyder paa, at man ikke har villet gjennemføre Forbudet imod Arbeide paa Helligdagene med fuldkommen Bestemthed, indeholdes i Tilkendegivelsen om, at ikkun saadanne Arbeidssysler ere formeente paa Helligdagene, som i afstedkomme Larm, hvorimod det indrømmes Arbeidsherrerne at benytte deres Arbeidere til roligere Forretningers Udførelse. Ligesom der nu vistnok er noget Anomalisk i den Forskrift, der straffer Tømmersvenden, hvis han arbeider en Helligdag, medens den hjemler Snedkersvenden at profanere Helligdagen, faaledes kan det vistnok I befrygtes, at der vil forekomme Tilfælde, i hvilke Arbeidsherrer ville, i Medhold af en mindre vel forstaaet Liberalitet i Hellidagsforordningen, forhindre deres undergivne Arbeidere i at nyde den Legemets Forfriskning og Sindets Opmuntring, hvortil de, med Hensyn til deres hele Udvikling, i Regelen ville trænge.

Der er et gammelt Ord - det er skrevet i Brevet til de Colossenser: - "derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Hede til Høitider eller Nye Maaner eller Sabbater". Dette Ord peger hen paa. at det ingen let Sag er for en Lovgiver, at gribe ordnende ind i et Folks tilvante Levnet, og dog at undgaae alt Skin af at komme i Strid med den konventionelle Opinion. Forordningens 7te Paragraph, der gaaer ud paa at hindre Vertshuussamqvem paa Helligdagene, især under Gudstjenesten, afgiver Beviis herfor. Det er Forordningens velmeente Hensigt at forhindre den Forargelse, der kan tages af unødvendigt Ophold paa offenlige Steder under Gudstjenesten; men den har villet søge at undgaae den Strid, hvori den ved et ubetinget Forbud imod alt Tilhold. medens Gudsdyrkelsen varer, paa offenlige Steder vilde geraade med Livets prosaisk: Fordringer og det laxe Begreb, den store Mængde hos os endnu forbinder med Helligdagenes Hensigt, og den er derved kommen til at sige Lidet eller Intet. Dens herhen sigtende Ord: "Ei heller maae Gjæstgiveren eller Andre, der holde Vertshuus, paa Søn- og Helligdagene modtage siddende Gjæster inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede nogen Slags Drikkelag eller Spil hos sig; men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herbergerere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spisning og Forfriskning, Saadant og forinden kan erholdes" - ville nok i de allerflest: Tilfælde sindes saagodtsom ganske otiøse. Imidlertid sees det dog, at den besynderlige Redaction, der findes i den tilsvarende Paragraph af Hertugdømmernes Helligdagsforordning af 10de Marts 1840, hvori der skjelnes mellem Vertshuusgjæster i Almindelighed og Gjæster, der ere paa Veien til Kirke, er undgaaet, uagtet vor Sabbatsforordning ellers er en temmelig tro Copi af Hertugdømmernes.

Det er ikke de kjøbenhavnske Provsters Skyld, at Forordningen dog har den halvtliberale Bestemmelse, at Forelæsninger og offenlige Udstillinger kunne finde Sted paa Helligdagene udenfor Kirketiden. Disse Herrer, der, tilligemed Sjællands høiærværdige Biskop, synes at have et meget ringe Begreb om den Trang til sandelig Uddannelse, der mere og mere fremtræder hos alle Samfundets Classer - en Trang, hvis Tilfredsstillelse for Mange ikkun kan skee paa Helligdage og det uden i mindste Maade at komme i Modsigelse med Sabbaten, der jo dog, naar Alt kommer til Alt, er til for Menneskenes Skyld - have nemlig insisteret paa. at den almindelige Adgang til Dannelse, som i de senere Aar er aabnet den mindre bemidlede og udviklede Deel af Samfundet, ved Forelæsninger og Udstillinger paa Helligdage, aldeles skulde forbydes. Langt rigtigere havde det været aldeles ikke at gjøre noget Forbud i saa Henseende.

Straffene, der nu ere etablerede for Helligbrøde, og som første Gang kunne stige til Bøder paa 20 Rbd., anden Gang til 40 Rbd og tredie Gang til 80 Rbd., forekomme os vel strenge, især da de skulle dicteres af de summariske Politiretter. Det vilde derfor have været ønskeligt om Stændernes Andragende om Formindskelse i Mulcternes størrelse var blevet fulgt, saa meget mere som begge Stænderforsamlinger derom vare enige, og Indstillingen ikke blot var gjort af den viborgske Forsamling, der har fristet den Skjæbne, at see 10 af dens Indstillinger upaaagtede, endskjøndt nogle af dem vistnok vare særdeles velgrundede, t. Ex. den, at der ikke maatte anvendes Fængsel paa Vand og Brød for Overtrædelse af Helligdagsforordningen, saaledes som denne fastsætter, naar Helligbrøden er forbunden med særdeles Trods eller aabenbar Ringeagt for christelig Orden. Hvad man først og fremmest maa befrygte af Mulcternes Størrelse, er, at Forordningen ligesaa lidet vil blive overholdt som de hidtil gjældende, langt lempeligere Bestemmelser imod Helligbrøde. Thi hvor mange Detailboutiker ere lukkede om Søndagen under Gudstjenesten, uagtet Politi- og Vægter Patrouillen drager nok saa gravitetisk omkring?

Protesterne lod da heller ikke vente på sige:

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 13. maj 1845:

De her arbeidende Muur- og Tømmersvende have forlangt en høiere Dagløn paa Grund af det Afbræk i deres Fortjeneste, som den nye Helligdagsforordnings strenge Overholdelse ved Politiet foraarsager dem. Naar man betænker, at disse to Slags Haandværkere hele Vinteren saa godt som slet ikke kunne arbeide i deres Profession, og at de desuden i den øvrige Tid af Aaret have mange ufrivillige Fridage, naar nemlig Regnveir forhindrer dem i at arbeide, saa kan der ikke med Billighed indvendes noget imod, at de i den øvrige Tid, der er levnet dem, forlange at fortjene i det mindste ligesaameget som de vare i Stand til førend deres Arbeidsfrihed indskrænkedes ved hiint nye Lovbud.

Kjøbenhavnsposten, Helligdagsordningen, 15. maj 1845:

Kjobenhavn den 15de Mai 1845 At det er den fattige, den arbejdende Classe det gaaer ud over, gjelder, som ved saa meget andet, ogsaa med Hensyn til den nye Helligdagsforordning, saaledes som Politiet i sin Myndighedsmagt har begyndt at forlange den overholdt. Hensigten med denne nye Forordning har for denne Classes Vedkommende vel nærmest været at skaffe den en nødvendig Hviledag; men den er tillige blevet gjort til en Fastedag for de Fattigste iblandt dem, ligesom det hele Forbud mod Arbejde paa disse Dage kun bevirker Fattigdom- mens Forøgelse. idet mange enten ikke have Raad til at have en tvungen Fridag, saaledes som vi nylig have paaviist at være Tilfælde med Muur- og Tømmersvende, eller ogsaa ledes til at anvende den paa en for deres Omstændigheder skadelig Maade. Hvad det første angaaer, at Søn- og Helligdagene gjøres til Fastedage for de Fattigste, saa er Aarsagen dertil den urimelige og ubillige Forskjel, Politiet har begyndt at gjøre mellem dem, der falholde Spise- og Drikkevarer. Medens det nemlig ikke er restaurateurer, Kaffeskænkere og konditorer forment at beværte Gjæster paa Helligdagene, skulle derimod Bagere. Brændeviinsbrændere og Høkere have fuldkomment lukket fra Kl. 9 til 4.

Følgen deraf bliver, at en Sjover, en fattig Arbeidsmand. hvis Klædedragt allerede udelukker ham fra at søge de førstnævnte Steder, og som ofte ikke engang bar et et menneskeligt Hjem, endsige et Spisekammer, hvor han kunde gjemme Forraad, naar han, som ikke sjeldent skeer, først om Søndag Formiddag erholder sin Arbeidsløn for den forløbne Uge, eller vel endog for det samme Morgen udførte Arbeide, da lkke engang kan kjøbe sig et stykke Brød eller hvad han dertil kan have nødvendigt, men maa faste til om Eftermiddagen Kl. 4. Hvilken fornuftig Grund, der skulde kunne anføres for. at det vel maa være en Conditor men ikke nogen Høker tilladt at modtage Gjæster og sælge sine Varer i den anførte Tid, er ikke godt at indsee. Man vil dog vel ikke paaberaabe sig, at Høkerens Gjæster mere trænge til at besøge Kirken end Conditorens. Derved kunde dog i det mindste indvendes, at hine fattige Sjovere og Arbejdsfolk, som nu ofte maae faste om Søndagen, fordi de ikke kunne kjøbe sig et Smørrebrød, neppe vilde blive vel ansete i de fleste af vore Kirker, formedelst deres slette Klæder.

Vist er det. at man sjelden seer nogen af denne Classe bivaane Gudstjenesten. og den nye Forordning vil i saa Henseende vist ikke gjøre videre Forandring heri. Den vil tvertimod snarere, idet den indskrænker den Fattiges Arbeidsfrihed og derved forøger hans Armod bidrage til at gjere ham det end vanskeligere at hæve sig til at kunne blive en antagelig Kirkegænger. Det er overhovedet med Hensyn til Kirkebesøget her ingenlunde som i de catholske Lande; thi der er Kirken virkelig besøgt af den Usleste saagodtsom af den Fornemste og det generer ikke denne sidste der at tage Plads ved Siden af den første. - Men den tvungne Lediggang, som den nye Forordning har begyndt at fremkalde, bliver derfor i Stedet for at tjene til Opbyggelse og Vederqvægelse efter Arbeidet, for den Fattige snarere Veien til det Modsatte. Og den Forskjel, man ogsaa ved denne nye Lovs Anvendelse gjør mellem Hensynet til hans og til de mere formuende Classers Tarv og Velbefindende, er det eneste som derved bliver ham indlysende.

Flyveposten, den 27. maj 1845:

Den nye Helligdagsforordning. Det lader til at vore Politiauthoriteter ere komne til den Erkjendelse, at den nye Helligdagsforordning trænger til Modification navnlig med Hensyn dertil, at de for Livet nødvendigste Artikler ikke kunne erholdes, medens Conditorer og andre Beværtningssteder have Tilladelse til at modtage Gjæster. Vi erfare saaledes, at Høkere, Bagere, Urtekræmmere og nogle andre Detailhandlere have af Politiet erholdt Tilladelse itl at holde Udsalg om Søndag Formiddag fra Kl. 11 til 2, dog saaledes, at Boutiksdøren er lukket som forhen under Kirketiden. Utilfredsheden med den nye Helligdagsforordning vil nu, som vi haabe, ophøre, da den fornemste Anke mod denne i flere andre Henseender gavnlige offentlige Foranstaltning saaledes er ryddet af Veien.

Lyna, den 29, november 1845:

Hvorledes den nye Helligdagsforordning for Kongeriget overholdes i Kjøbenhavn, anfører Kjøbenhavnsposten det Exempel, at, medens Communens Politi og Vægtere patrouillere omkring i Gaderne for at attrapere en eller anden Borger, der sælgder en for den Kjøbende maaskee i Øieblikket høist nødvendig Gjenstand, eller en Arbeider, der af Næringssorg ikke kan tillade sig den befalede Hviletid, lader den samme Communes Bestyrelse et af dens offentlige Arbeider (Opførelsen af nye Slagterboder) uafbrudt fortsættes uden Hensyn til Hviletid eller Kirkegang.

Helligdagspatrulje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 23. maj 1846:

(Forlangt indrykket.)

Anke.

Efter sidste Helligdagsforordning er det kun Huusmænd tilladt at pløie om Søndagen. Alligevel saae man sidste Søndag, paa et Par af Ourupgaards Marker, som støde ud til Landeveien, Gaardens Folk ifærd med PPløining, Harvning etc.

Det er beklageligt, at en Mand som Hr. Tesdorpf, ved sit Exempel giver Anledning til Lunkenhed med Hensyn til Opfyldelsen af Guds og Kongens Bud i denne Henseende. - Naar nemlig Bønderne, der kjende deres Godseiers Religiøsitet, og ere vante til at betragte ham som Mønster, see hans Markarbeide foretage saavel om Søndagen som de andre Dage, hvor let forledes de da ikke til at betragte sligt Søndagsarbeide for mindre Brøde, end det egentlig er? Og naar de see deres Herskab uden Tiltale at gjøre Brud paa Loven, hvo kan da undres over, at de mene sig i deres gode Ret, naar de følge dets Exempel? - Man haaber derfor, at Hr. Tesdorpf i Fremtiden skaaner sine Tjenestefolk og Arbeidsdyr for at forrette markarbeide om Søndagen. N. S. 

Fædrelandet, 30. juni 1849:

En idag paakjendt offentlig Politisag angik Helligbrøde. Det oplystes nemlig, at Meel- og Grynhandler Morten Jensen Søndag Formiddag den 30de Mai d. A. henved Kl. 9 ½ havde solgt Varer i sin paa Hjørnet af store Kongensgade og St. Annegade værende Boutik, til hvilken Dören ei havde været aflaaset. Han blev desaarsag so skyldig i Overtrædelse af Frrdg. 26de Marts 1845 § 5 at ansee efter denne Forordnings § 14 med en Mulct, der bestemtes til 2 Rbd. og tilfaldt Kbhavns Politikasse.

Fædrelandet 6. januar 1862:


Under en af Criminal- og Politiretten den 31te Decbr. paakjendt offenlig Politisag for Helligbrøde og for at have holdt Nattesæde, blev det ved Tiltaltes af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse bevist, at han efter Midnat Løverdagen den 12te Octbr. d. A. har havt flere Gjæster i sit Værtshus og indtil 1 1/4 Time efter samme, uden at dog derved foranledigedes nogen Slags Støi. Ved dette Forhold fandtes Tiltalte ikke at have gjort sig skyldig i Heligbrøde, idet Frdn. af 26de Marts 1845, navnlig dens § 13 cfr. § 8, ikke indeholder nogen Bestemmelser, hvorefter det kan ansees som Helligbrøde at have Gjæster i et Værtshus Aftenen før en Søndag, uden at nogen støiende Forlystelse finder Sted, selv om Gjæsterne blive efter Kl. 11, og bemeldte Frdn. ingen Føie giver til at ansee den ovennævnte Løverdag paafølgende Søndag begyndt, dengang Gjæsterne forlode Tiltaltes Værtshus, og Tiltalte blev altsaa forsaavidt frifunden. Derimod blev Tiltalte, som under en ved Politidirecteurens Protocol den 30te Septbr. 1859 behandlet Sag har erlagt Mulct for Nattesæde og saaledes maatte antages at have erholdt den i Frdn. af 22de Octbr. 1701, II. Cap. 3 § 2 omhandlede Paamindelse, som skykldig i at have holdt Nattesæde, dømt efter den sidstciterede Lovbestemmelse, cfr. Reso. af 16de Januar 1713, til en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 4 Rdl., hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Sagens Omkostninger
Helligdagsforordningen fra enevældens tid (1845) holdt sig langt ind i 1900-tallet - og fulgte fogængerens tradition med ikke at blive fulgt, endsige håndhævet særlig effektivt. Af omtalerne i aviserne ser det ud til at der blev givet mindre bøder, ofte efter angivelse fra (anonyme) personer, eller til håndværkere der åbenbart har afvejet indtægterne for/imod at tage risikoen. Den blev bl.a. brugt i 1870'erne til at forbyde arbejdermøder om søndagen - hvilket besværliggjorde fagbevægelsens muligheder for at holde møder for arbejderne udenfor arbejdstiden.

Lukkeloven i 1908 begrænsede købmandsbutikkernes åbningstider til kl. 8 aften på hverdage og kl. 11 på lørdage. I 1922 blev lukketiderne om vinteren fastsat til kl. 6 om sommeren til kl. 7. Og den blev løsnet og strammet adskillige gange i 1900-tallet.

Morderisk Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsrets-Dom. Morderisk Overfald. I Tirsdags afsagdes Dom i Sagen mod Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen samt de Tiltalte Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen. Dommen lyder saaledes: Forsaavidt Actor under nærværende Sag har tiltalt og nedlagt Paastand over Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansen, maa Sagen for disses Vedkommende blive at afvise, da den ligesaa lidet med Hensyn til dem er indanket her til Retten, som Actor har nogen Hjemmel til at tiltale dem i den ham af Retten meddeelte Ordre.

Betræffende dernæst Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Pedersen, der sigtes for at have gjort sig skyldige i drab af Indsidder Jens Larsen Skjerris i Østerkippinge, have de med Gjerningen forbundne Omstændigheder i det Væsentlige været følgende:

Søndagen den 15de September, om Eftermiddagen, indfandt Arrestanterne, med flere Karle, efter Budsendelse fra Gaardmand Rasmus Skou i Østerkippinge om at Indsidder Jens Larsen Skjerris vilde overfalde ham i hans egen Gaard, sig i bemeldte Gaard, hvor de, da J. Skjerris ved deres Ankomst var rolig, ja endog negtede at have fornærmet R. Skou, forbleve Aftenen over, samt nøde endeel Brændevin, indtil J. Skjerris, der imidlertid var blevet meget beskjenket, og hvem Skov havde anmodet de Tilstedeværende om at tage med, naar de gik, omtrent Kl. 10 begav sig bort med nogle haanlige Ord til de Øvrige, som nu trængte ud i storstuen bag ham, hvorved han, der her skal have slaaet Arrestanten Ludvig Pedersen paa Øret, blev stødt ud af Døren, saa at han faldt om i den brolagte Gaard.

Saasnart han var falden begyndte Arrestanterne og en i første Instants medtiltalt Person, Christian Larsen, at træde paa og sparke ham, idet navnlig Arrestanten Ludvig Pedersen sparkede ham med Støvlehælene i Hovedet, samt derefter i Forening med Christian Larsen slæbte ham ved Benene omtrent 50 Alen saaledes, at det blottede Hoved hængte imod Steenbroen, ud paa Gaden ved Gaardens Ledsted, hvorfra Arrestanten Ludvig Pedersen væltede ham ned i en Grøft, ved hvilken Leilighed J. Skjerris da først yttrede nogle Ord, der af nogle Tilstedeværende ere forstaaede som et Spørgsmaal om, hvem det var, der vilde myrde ham, men som Arrestanterne ville have opfattet som en Trudsel om at myrde ham naar han kom op. Eterat begge Arrestanter her igjen havde sparket til J. Skjerris, og Arrestanten Petersen nu yttrede, at han havde Lyst til at see J. Skjerris svømme, slæbte disse, som nu vare alene med ham, idet de Øvrige bleve tilbage, ham atter ved Benene, saaledes at Ansigtet vendte imod Jorden, hen til Byens omtrent 76 Alen derfra beliggende Gadekjær ned ad Nedkjørselen, hvor de lagde ham i Vandkanten, og atter, in specie Arrestantenen Rasmussen, sloge ham tildeels med Steen, hvis Størrelse ikke har været nærmere at oplyse, end at der ved Gadekjæret pleier at ligge endeel Steen af 1/4 Pds. til ½ Pds. Tyngde, og da han nu krøb noget længere ud i Vandet, og reiste sig paa Knæ, samt, efter Arrestanternes forklaring, paa ny truede med at myrde dem , naar han kunde komme op, stødte de ham med Gjerdestaver , som de havde afbrudt, saa langt ud i Vandet, at han, som Arrestanterne i det tidligere forhør udtrykte dem, kom til at svømme, hvor da endnu Ludvig Pedersen kastede en Steen ud efter ham.

Efter et Øiebliks forløb sank han imidlertid, og Arrestanterne gik nu tilbage til Rasmus Skous Gaard, hvor de ankom omtrent et Ovarteer efter at de Andre vare vendte sammesteds tilbage, hvor de, uden videre at omtale det Passerede, sagde, at de havde været i Riserup, medens det dog af Andre er forklaret, at de i det samme hvidskede, at nu var det forbi med Jens, nu var han sunken.

Under et ifølge nærværende Rets Kjendelse optaget yderligere forhør have Arrestanterne imidlertid nærmere bestemt og tildeels modificeret deres Forklaring derhen, at de begge bleve staaende ved Kanten af Gadekjæret og skjøde Jens Skjerris fra sig med Gjerdestaverne for at han ikke skulde komme til at angribe dem, men at disse Staver ikke vare saa lange, at de dermed kunde skyde ham ud i Gadekjærets Dybde (der ved Undersøgelsen er befundet først at begynde i en Afstand af 12 3/4 Alen fra Gadekjærets sydvestre Hjørne, fra hvilken Kant J. Skjerris maa antages at være kommen ud i Kjæret), hvorfor han ogsaa endnu stod paa Bunden, da Staverne ei længer kunde række ham, og at han da selv gik længere ud i Kjæret, samt at de ikke just saae ham synke, men løb tilbage til R. Skous Gaard, saasnart de saae ham vade længere ud, uden at bekymre sig videre om, hvorvidt han tilsidst kom til at synke eller ikke, hvorved de have tilføiet, at det ikke var deres Hensigt at skyde ham ud paa Dybden, men alene at holde ham fra Livet , samt at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om, at han maaskee tilsidst kunde gaae saa langt ud, at han kunde komme ud i Dybden, saa og at det hiin Aften var saa mørkt, at de ikke kunde see ud over det dybe Sted i Gadekjæret, og at de ikke vidste, om J. Skjerris kunde svømme, hvorved in specie Arrestanten Ludvig Pedersen har tilføiet, at denne efter at være kommen ud imod det Dybe af Gadekjæret, gjorde nogle Bevægelser med Armene, som om han svømmede, og at Arrestanterne derfor antog at han kunde svømme.

Først den følgende Dag da J. Skjerris savnedes og hans Kaskjet fandtes drivende i Vandet, uden at det er oplyst hvorledes denne, der da han Aftenen i Forveien forlod R. Skous Huus skal være forbleven der, er kommen ud i Gadekjæret, blev dette gjennemsøgt af andre af Byens Beboere og Liget derved fundet og trukket op. Ved den legale Undersøgelse af Liget forefandtes paa dettes Hoved 10 større og mindre Saar, og hvilke det Kongelige Sundheds-Collegium har statueret, at de væsentligste af dem have været bibragte for Døden; hvorved maa bemærkes, at Liget blev eftersøgt i Vandet og draget op af dette ved Hjælp af Brandhager og Aalejern uden at Collegiet har kunnet afgjøre, om nogen af disse Læsioner ere foraarsagede ved at slæbe den Afdøde imod Steenbroen, skjøndt saadant nærmest formodes om et efter Udseende hugget 1½ Tomme langt Saar paa den høire Side af Baghovedet, forbunden med Blottelse af  Hjerneskallen, hvorhos bemeldte Collegium er kommet til det Resultat, at det maa ansees for afgjort, at den Afdøde er kommen levende under Vandet, og at han, der har fundet sin Død ved Drukning, hvilken Dødsmaade vistnok maa være bleven befordret ved den tilstand af Uhjelpsomhed, hvori den Afdøde i Forveien ved Fuldskab og Mishandlinger af Hovedet er sat, samt at det paa Grund af Hoved-Læsionernes Mangfoldighed og Betydenhed ikke er usandsynligt, at disse kunde have medført Døden, om den Afdøde end ikke var bleven nedsænket i Vandet. 

Ved den den 6te Januar sldstleden inden Falster Birks Extraret af Underdommeren Justitsraad Pontoppidan med tiltagne Meddomsmænd afsagte Dom er det Arrestanterne overbeviste Forhold vel i Henhold til Forordningen 4de Oktober 1833 §6 betragtet som en overlagt Voldsgjerning, men da de dog ikke ere befundne, at have havt det bestemte Forsæt at stille den Afdøde ved Livet eller at have kunnet forudser hans Død som en rimelig Følge af Mishandlingerne, idet de ikke kunde vide at han vilde komme ud i Gadekjærets Dybde, ere de, der begge da Gjerningen foregik, ikkun var i en Alder af omtrent 22 Aar, ansete efter det 2det Membrum i den 10de § af den citerede Anordning sammenholdt med §8, med Fæstningsarbeide hver i 8 Aar.

Da Overretten, navnlig og med Hensyn til Arrestanternes Forklaring at de ikke gjorde dem nogen Betænkning om at den Afdøde, der skildres som en til Drik forfalden og almindelig frygtet Person, der ofte kom i Klammeri og da udstødte Trudsler imod sine Modstandere, maaskee tilsidst kunde komme ud i Dybden - hvorved bemærkes, at det om de ham bibragte Læsioner i Hovedet hverken er afgjort, hvorvidt de ere tilføiede af Arrestanterne, eller hvorvidt de vilde have havt Døden til Følge, naar den Afdøde ikke var sjunken i Dybden - maa tiltræde bemeldte Doms Raisonnement ligesom og den valgte Straf efter Omstændighederne findes passende og dens Bestemmelser angaaende Actionens Omkostninger billiges undtagen forsaavidt Arrestomkostningerne ikke ere indbefattede under de Omkostninger, Arrestanterne ere tilpligtede in solidum at udrede, vil Dommen, saavidt paaanket er, være at stadfæste med den heraf flydende Modification og Arrestanterne derhos at tilpligte in solidum at betale Salair til Sagførerne her ved Retten med 8 Rbd. Selv til hver.

Sagens Behandling og den befalede Sagførelse ved Underretten, har saavelsom Defensionen her ved Retten været lovlig. - Fra Actors Side her ved Retten har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kjendes for Ret:

For Christian Larsen, Peder Hansen, Jacob Hansen, Morten Hansen, Niels Larsen, Lars Valentinsen og Gaardmand Rasmus Hansens Vedkommende afvises Sagen.

Forøvrigt bør Birketingsdommen, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes at Arrestanterne Jens Rasmussen og Ludvig Petersen under Sagens Omkostninger, tillige in solidum tilsvarer Arrestomkostningerne.

I Salair til de her ved Retten befalede Sagførere, Procuratorerne Bang og Christensen betale Arrestanterne ligeledes in solidum 8 Rbd. Sølv til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. maj 1845. 2. udgave).