22 august 2020

Forurenet Aa (Efterskrift til Politivennen)

I en tid hvor opmærksomheden er henvendt på renligheds vedligeholdelse som et hovedmiddel til mulig at kunne forebygge de sørgelige omstændigheder som kolera kan medføre, kan man ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på følgende:

Ved enden af ejendommen Ventegodt og Petersdal løber en å fra Lersøen som forener det vand som hovedstadens indbyggere dagligt nyder. Mellem disse ejendomme løber en grøft hvori al urenlighed af skarn, møddinger samt mere uhumskhed samles, dette har sit udløb i nævnte å. Vil man nu tænke det yderst urenlige af den grøfts udløb som afgiver en så ilde lugt at man ikke uden den højeste grad af væmmelse kan opholde sig derved, og at dette skal have sit udløb i den å som forener løbet til hovedstadens vand, så vil man let kunne indse det farlige i en uundgåelig nydelse. Enhver kan blive overbevist om denne sørgelige sandhed ved at ulejlige sig til nævnte ejendom. Man tvivler ingenlunde om at vedkommende snarest mulig vil træffe de fornødne foranstaltninger som kan forebygge et for sundheden så yderst skadelig onde.

(Kjøbenhavnsposten, 11. september 1848)

Krigen 1848-1851: Vaabenstilstand September (Efterskrift til Politivennen)

Under våbenstilstandsperioden i 1848 berettede den danske presse meget partisk om forholdene i slesvig. Når "dansksindede" gik løs på "tysksindede", hyldedes de som helte der slog ned på rebeller. Når det omvendte var tilfældet, omtaltes de tysksindede som pøbel mod dansksindede. Her et eksempel på det sidste:

I Tønningen har været spektakler i anledning af at et par udlagte fyrbåde skal være borttaget af vores skibe. Man skal have ødelagt et hus, hvis ejers søn blev anset for den som havde angivet bådene for vores søfolk. 

Endelig har også været nogle pøbeloptøjer i Tønder foranlediget af at nogle damer fra Møgeltønder havde vist sig i byen med dannebrogsroser. Uagtet disse roser blev taget af hattene formåede dog selv borgmesteren hvis beskyttelse de stakkels piger søgte, ikke at forhindre at pøbelen forfulgte dem med skrig og skrål og overslog dem med snavs. Pladskommandanten forlangte tropper til ordens opretholdelse. Men efter at disse var draget bort, skal det have været galt igen. Slesvigholstenerne synes overalt at være i meget slet humør.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 4. september 1848).

En af årsagerne til det omtalte pøbelopløb i Tønder har vi fra flere sider erfaret at være denne: Søndag før var til Schackenborg inviteret nogle tønderanske smådrenge i anledning af kammerherre Kroghs søns fødselsdag. Næppe erfarer drengene i Møgeltønder dette før de bevænede sig så godt de kunne og besatte alle tilgangene fra Tønder med den beslutning ikke at tillade de tønderanske drenge at lege på Møgeltønder-gebet og håne dets danske beboere. Som følge af denne demonstration blev fødselsfesten aflyst. De i Tønder overfaldne piger din en mand der til at befordre sig til deres hjem, men da denne kom tilbage til Tønder, blev hans vinduer slået itu, og sposserne, hans møbler etc. således ramponerede at skaden anslås til 400 mk. kour.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 8. september 1848).

Ligeledes spillede for begge parter sang og flag en rolle. Mens danske sange og fremvisning af dannebrog blev hyldet i høje toner i aviserne og overgreb mod disse beskrevet i krasse vendinger, blev omvendt overgreb mod den slesvigholstenske fane og sangen "Schleswigholstein meerumschlungen" beskrevet som legitime og såvel fane som sang latterliggjort og forhånet.

Såvel prøjsere som kongeriget bortførte sognefogder, præster mm. til hhv Rendsborg og København. De første blev fordømt, mens det sidste anset som fjernelse af fjendtlige embedsmænd.

I udlandet rapporteredes om at revolutionære var på tilbagetog mod kontrarevolutionære, men endnu på dette tidspunkt var situationen dog noget uklar hvordan udfaldet ville være.

Valget 1848: Indtegnede Vælgere i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

 - Det Antal af Kjøbenhavns Vælgere, der har ladet sig indtegne til Deltagelse i de forestaaende Valg til en Rigsforsamling, er, som vi igaar angav i Alt 8,733. Paa de enkelte Districter er Fordelingen saaledes: 1ste District 956, 2det District 902, 3die 912, 4de 894, 5te 752, 6te 616, 7de 1022, 8de 859, 9de 630, 10de 403, 11te 787. Det bedst repræsenterede District er saaledes det 7de (i den nordvestlige Del henimod Midten af Byen) og det, hvorfra de færreste ere mødte, det 10de; men herved maa bemærkes, at dette Qvarter indbefatter Kasernerne, Stokhuset og flere andre offenlige bygninger samt at en Mængde fraværende Militaire desuden der have bopæl. Mellem de øvrige Districter er Forholdet temmelig ligeligt, de to svagest repræsenterede blandt dem ere 6te (Christianshavn) og 9de (Adel- og Borgergade med tilstødende Gader), hvor, som bekjendt, en stor Del af den fattigere befolkning har bolig. Imidlertid troe vi, at Udfaldet af Indtegningen maa kaldes godt , ikke blot sammenligningsvis med enkelte Landdistricter, men under Hensyn til alle stedfindende Forhold. Man kan nemlig neppe anslaae det hele Antal af valgberettigede Mænd heri byen saa høit, som af "Berlingske Tidende" (Nr. 217) antaget, til 17 a 18,000. Det er vistnok meget vanskeligt at have nogen bestemt Mening herom, fordi det statistiske Tabelværks Oplysninger, for at benyttes, maae suppleres med meget usikkre Calculer. Men naar man fra Antallet af Mandfolk over 30 Aar, der udgjør 23,311, vil drage dem over 70 Aar, Almisselemnier, Straffanger, Fallenter, største Delen af det mandlige Tyende og af Militairet, endelig de i Udlandet fødte, som ikke have været bosatte her i 10 Aar, saa vil man, uagtet, som bemærket, kun faa af disse Tal bestemt kunne angives, næppe kunne anslaae det hele Vælgercorps til meer end 13-15,000. Naar man nu desuden tager i Betragtning, hvad forskjellige Anekdoter fra Valgindtegningen røbe, at der i de arbejdende Classer uden Tvivl hersker nogen Uklarhed om denne dem aldeles nye Handlings Betydning og Hensigt, saa at det vel tør antages, at en Del derved have ladet sig afholde fra at tegne sig, og at navnlig af den egenlige Dagleierclasse, hvis Antal er næsten 4000, neppe Mange have tænkt paa at benytte deres Ret, saa vilde det høieste rimelige Antal, de indtegnede Vælgere denne første Gang kunde naae, sikkert kun kunne anslaas til 10 a 11,000, og henimod 9000 have jo tegnet sig.

(Fædrelandet 5. september 1848).

Valg til 114 medlemmer af en lovgivende rigsforsamling fandt sted torsdag den 5. oktober 1848. Tillige blev 38 udpeget af kongen. Opgaven var at udforme og vedtage Danmarks grundlov. Stemmeret havde myndige mænd over 30 med egen husstand, eller ca. 6% af befolkningen (86.080 personer). Valgdeltagelsen var næsten 33%, større end ved de senere Folketingsvalg. 

I valgkampen manifesterede forskellige retninger sig: den liberale oppostion til enevælden (især det københavnske borgerskab), de nationalliberale, Bondevennerne og bladet Almuevennen, Valgreformforeningen (udsprunget af Hippodrommøderne). Partier i moderne forstand eksisterede ikke, omend Bondevennernes kampagne lidt lignede nutidige partikampagner.

På udkast af D. G. Monrad og Orla Lehmann diskuterede og vedtog forsamlingen grundloven den 4. juni 1849.

21 august 2020

Krigen 1848-1851: Forhandlinger, Vaabenstilstand, August 1848 (Efterskrift til Politivennen)

I juli var indgået en våbenhvile. I hvert fald blev der ikke kæmpet. I denne periode havde prøjserne trukket sig ud af Jylland. 

Den 26. august blev der aftalt en 7 måneders våbenhvile (i Malmø). Se aftalen i Kjøbenhavnsposten, 4. september 1848. Denne periode ledte dog ikke til en varig løsning, og krigen blev genoptaget i april 1849. 

Udsættelsen af den slesvig-holstenske konstituerende forsamling i 4 uger er blevet antaget, og Olshausen har i den anledning, misfornøjet med centralmagtens færd mod Schleswigholstein, hos forsamlingen søgt om sin afsked som regeringsmedlem, da den provisoriske regering ikke har anset sig berettiget til at tilstå ham samme. - Med denne udsættelse er Kiel. Corr. meget utilfreds og yttrer blandt andet: Grunden til denne udsættelse er os ikke bekendt; ventelig har centralmagten anset samme for nødvendig når en våbenstilstand skulle komme i stand, og Tysklands enighed opretholdes, og centralmagten skal i overensstemmelse med den provisoriske regering på det indstændigste have tilrådet denne udsættelse. Komiteen som skal overveje forfatningsudkastet vil formodentlig blive samlet, og endnu en anden permanent komite danne sig; i det mindste har vi dette håb. Kun ganske få medlemmer skal have talt imod udsættelsen, men mange særdeles faste og bestemte mænd har talt for samme. Vi må altså antage, at der efter omstændighederne ikke var andet at gøre, og håber at ikke alle frugter af denne på ofre og trængsler så rige tid går tabt. Om endog denne udsættelse altid er en sørgelig begivenhed, kan vi dog ikke lægge dølgsmål på, at vort land selv bærer en stor del af skylden herfor. Det er hos os, navnlig i den sidste stænderforsamling ikke erkendt, at en rask og bestemt handlemåde var fornøden. På den ene side er den provisoriske regering på mange måder blevet standset i sin virksomhed ved uværdige angreb, og på den anden side har man fjernet sig fra virkelighedens faste grund ved illusioner om republik og umiddelbar afhængighed af det tyske riges overhoved alene. Folket skulle have henvendt sin hele opmærksomhed på krigen, i stedet for på den indre politik. Det er tid at henvende vor hele klogskab på Slesvig-Holstens frelse fra ny afhængighed af Danmark.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 28. august 1848)

19 august 2020

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).