Notitser af Veile Byes Occupation. (Efterskrift til Politivennen).

(Efter "Veile Av.") De polske Landeværnsregimenter indlode sig saa gierne med hvem, der vilde tale med dem, og man kunde ret mærke, at det var en stor Lettelse for dem, frit at kunne aabne deres Hjerter. Al deres Tale gik ud paa Beklagelser over, at de skulde saa langt bort fra deres Fødeland, fra Kone og Børn, for at stride mod et Folk, imod hvem de ikke nærede ringeste Fjendskab. De udtalte i de stærkeste Udtryk deres Forbandelser over Kongen af Preussen, "das Hurkind Brandenburg (Hs. Exellence er saa smaat i Familie med Kongen), der Judas Wrangel og der alte graue Esel Hirschfeldt"; denne havde ifjor, under Foregivende af at dæmpe Oprør, huseret paa det Grusomste i Polen, afbrændt deres Byer og nedskudt Borgerne med Kardætsker og Granater. De stadfæstede, hvad man allerede havde læst før de kom, at de ved Afreisen hjemmefra havde nægtet at gaae med, men to Kanoner, lavede med Kardætsker, vare blevne opkjørte ved Jernbanegaarden, og at de saaledes bleve tvungne til at gaae, medens deres Koner, i vildeste Fortvivlelse og afrivende sig Haaret, kastede sig paa Jorden. Da de siden ved Hamborg havde gjort Mine til ikke at ville gaae over Elben, havde Hirschfeldt sagt til dem: "Jeg har nok hørt, at I ikke ville gaae med, men jeg skal sætte Eder paa et Sted, hvor I enten skulle faae Lov at gaae frem eller gaae Fanden ivold Allesammen." Om denne Tiltale læste man, at den havde været Gjenstand for en Interpellation i det preussiske Kammer, idet man spurgte Krigsministeren, om det var sandt, hvad man læste i Bladene, at Gen. Hirschfeldt saaledes havde tiltalt Polakkerne. De ønskede intet hellere, end at Generalen engang vilde komme dem paa Skud, thi da skulde han strax falde. Paa denne Maade var deres Major bleven expederet Dagen iforveien i Blaakjærskov. (En Major faldt der den 7de.) De vidste godt, at de vare sendte i Krigen til Straf, fordi de ifjor havde gjort Opstand, men Enden var ikke endnu.

Saaledes omtrent udtalte de sig Alle og benyttede hver Leilighed, hvor de, useete af Officererne, kunde komme til det, og det glædede dem naar de mærkede, at man gav dem Ret deri og havde Medlidenhed med dem; deres Taknemmelighed derfor lagde enkelte af dem for Dagen ved under de kjærligste Ønsker til Afsked at kysse dem, der havde talt med dem.

Preusserne, der have gjort sig saa lumsk Flid for at blamere Bairerne og andre ikke Preussere, viste selv i Veile og Omegn en meget maadelig Opførsel. I Bivouaquerne ved Gaardene nordfor Byen bemægtigede de sig alle mulige Fødevarer, alle Kjedler, Kogekar etc. og brændte paa deres Vagtild Vogne, Plove og Harver. Gen. Hirschfeldt, som havde taget Qvarteer her paa Gjæstgivergaarden, paabød Leverance af Forplejning til 40,000 Md. Hans Fremtræden var bydende og inhuman; saaledes bad han strax Amtmanden at sørge for, at Kanonbaadene, hvis de kom, ikke maattee skyde paa Byen, thi skeete det, lod han den strax skyde ibrand. Da hin bad ham om en skriftlig Meddelelse desangaaende, for at han kunde kommunicere Vedkommende det, lovede han vel en saadan, men holdt ikke sit Løfte; formodentlig har han skammet sig (sandsynligere er, at hele Trudselen der, som i Aarhuus, kun var tomt Blæreri). I de første Dage, til den reqvirerede Naturalforpleining kunde blive præsteret, faldt det Indvaanerne meget strængt at underholde deres Indqvartering, der i nogle Gaarde beløb sig til 100 a 150 Md. Byrden lettedes naturligviis noget, da Naturalforpleiningen indtraadte, men denne var iaar yderst tarvelig. Af Brød fik Soldaterne meer end nok, men derimod kun 3/4 Pd. Kjød daglig, Gryn, Salt og Caffebønner, Flæsk og Ærter vexlede med Kjød og Gryn. Ifjor fik de fjendtlige Tropper under Jyllands Occupation dobbelte Rationer og desuden Smør, Brændeviin, Tobak etc., Officererne Viin; da levede de, og mange Steder Værterne med dem (!), i Overflødighed. En Forpleiningscommission, som fulgte Hirschfeldt, gjorde ofte ublue Fordringer. I Commissionen var den slesvigholsteenske Adelsmand Ahlefeldt, der her, som i Aarhuus, udmærkede sig ved sin brutale og malicieuse Fremgangsmaade. Paa Landet, hvor Indqvartering faldt paa, led Beboerne ulige meer end de i Byen. Paa Hovedgaarden Petersholm indqvarterede sig saaledes en Escadron af det 8de preussiske Husarregiment. De trak deres Heste ind paa Tærskeloen, hvor der laae en 20 a 40 Tdr. tærsket urenset Korn. Eieren ønskede det naturligviis bragt af Veien før Hestene kom ind, men dertil svaredes: det behøves ikke og dertil kunde ikke gives Tid. Man jævnede da Korndyngerne ud, strøede Halm ovenpaa og placerede derpaa 60 Heste. Dagen efter maa det dog have forekommet Officeren noget vel stærkt, thi han underrettede da Eieren om, at nu kunde man tage Kornet bort; men det var naturligviis aldeles fordærvet. Spisekammer, Kjælder, Melkestue og Ostekammer tømtes aldeles.

I en Landsby her i Nærheden indlogerede Resten af samme Regiment sig. De toge fra Bønderne ikke blot hvad der fornavnes af Flæsk, Kjød, Smaakreaturer etc., men Linned og Gangklæder, og naar Tøiet ikke passede den, der vilde iføre sig det, var Eieren endog udsat for Skjældsord og Bank.

Iøvrigt bleve Preusserne efter nogle Dages Forløb, som de bleve mere bekjendte, ogsaa taaleligere at have i Qvarteer. De Menige havde Penge nok imellem Hænder; Værter, Udskjænkere og Tobakshandlere etc. gjorde gode Affairer.

Søndagen den 13de afgik Preussernes 12te Regiment og omtrent Kl. 2 ankom Bairerne. De vare blevne daarligt anbefalede af Preusserne, som kaldte dem "ein rohes Volk". I Begyndelsen troede vi at have gjort et godt Bytte, thi Bairernes Ligefremhed stak fordeelagtigt af imod Preussernes slebne og falske Væsen. Men det nøiere Bekjendtskab, man fik til dem, faldt ikke ud til deres Fordeel. Foruden at de vare et raat Folk, sagde Preusserne ogsaa om dem, at de vare yderst tyvagtige, saa at de Intet lode ligge paa deres Vei, uden Møllesteen og gloende Jern. Bairerne selv vare forsaavidt af samme Mening, thi de Rødkravede (Regim. Poppenheimerne) advarede mod de Guulkravedes (Seckendorfernes og Gumpenbergernes) Tyvagtighed og disse igjen imod de Grønkravedes (Hartlinger), og de havde Ret Allesammen, thi de stjal Alle. De havde ingen Penge (medens Preusserne vare mere forsynede hermed og derfor vel ikke rapsede saa stærkt), og vare vist nøisomme naar de levede paa egen Bekostning; men naar de kunde komme over det, fraasede de paa det Vederstyggeligste og syntes næsten umættelige; de nøde med synlig Vellyst en umaadelig Masse af Oxelever, Nyrer etc., der brasedes i Løg og Smør. Det var næsten meer uappetitligt at see paa deres Kokkereren, end paa Polakkernes ejendommelige og simple Tilberedning af deres Retter, thi de spiste Kjødet raat med Løg og Salt. Bairerne snusede ganske forfærdeligt; de havde deres Snuustobak, en egen Sort med ulædsket Kalk i (Schmalzel), tillavet efter en af dem selv opgiven Recept. i smaa Flasker; naar de da skulde have en Priis, rystede de en god Theeskeefuld ud paa Baghaanden og brugte dette store Qvantum med Behændighed til sin Bestemmelse. Deres Tydsk var, til man bleve mere vant til det, temmelig uforstaaeligt; dette gjaldt især dem fra Tyrolgrændsen og fra Pfalz (Paltz kaldte de det); de brugte t. Ex. m. for w., sagde aldrig "wir wollen", men "mir mollen". Det generede dem ligesaa meget at udtale de enkelte danske Ord, de lagde sig efter, som os at forstaae dem. Især var det dem ubegribeligt, hvorledes vi kunne udtale "Hv.": »Ha vau: das ist einc ganz sonderbare Schreibart", sagde Een, som vilde udtale Navnet Hvirring; efter et Par forgjæves Forsøg derpaa, under hvilke han havde anstrængt sig af yderste Evne. sagde han mere roligt, formodentlig for at undskylde de Grimasser, han anvendte: "Man muss Anlauf nehmen, um ein solches Wort auszusprechen".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. august 1849)

Forts. Notitser af Veile Byes og Omegns Occupation.

(Eft. Veile Av.")

Den baierske Commandant heri Byen var en stræng Mand, der havde megen Autoritet. Som Beviis paa hans Upartiskhed kan anføres, at en Kjøbmand, der var bleven fornærmet af en preussisk Artillerist og uden videre havde givet denne paa Øret, fik Ret hos Commandanten og en Vagt ved sin Dør, for ikke at være udsat for videre Overlast. Naar vi betænke, at Bairerne vare her som Fjender og at. vi ganske vare i deres  Vold, maae vi, hvgd Byen angaaer, i det Hele ikke klage over deres Opførsel, der i Reglen var godmodig. Undtagelser gives der jo mange af. Saaledes forlangte Officererne daglig Viin uden Hensyn til, hos hvem de vare indqvartercde, og Nogle af dem drak, af Fortvivlelse over, at de maatte savne deres baierske Øl, meget. Paa Landet derimod, hvor de indqvarterede sig, var det yderst trykkende. Om den By, de kom til, var nok saa stor, saa lagde de sig kun i enkelte Gaarde, 150 a 200 i hver. Alt Spiseligt forsvandt paa et saadant Sted; Melken tog de, som den blev malket, og lode mangen Gang Eieren neppe det tørre Brød tilbage. Af Linned, Klæder og Sølvtøi toge de ogsaa nu og da. I Engom indqvarterede en Bataillon af Reg. Pappenheim sig; Sammes Commandeur, Oberst Saalmüller, forlangte for sig og 22 Officerer 44 Flasker Viin og 48 Stkr Franskbrød hver anden Dag. Præsten, hvem han gjorde ansvarlig for denne Leverance, nægtede at levere det, deels paa Grund af Prittwitz's Forpleiningsreglement, der forbød de Militaire at fordre Luxusartikler, deels fordi disse Sager ikke vare at faae der i Byen. Obersten blev herover meget opbragt og fortalte Præsten, at han havde været Lientenant ved Napoleons Armee i Spanien og oftere der været indqvarteret hos Præster; naar disse da ikke strax skaffede tilveie, hvad der forlangtes, kastede han en Strikke, som han til dette Brug altid havde hos sig, om Halsen paa en slig Gjenstridig, og trak den dygtigt til; ved dette Middel havde han da øieblikkelig erholdt Alt, hvad han ønskede. Da Obersten saaledes havde forklaret sin paatænkte Fremgangsmaade, blev Sognefogden hentet og til ham blev samme Fordring gjort, men med den Forandring i den tilføiede Trudsel, at tvende af hans Køer vilde blive slagtede, hvis det Forlangte ikke inden to Timer blev leveret.

For Magten maatte man naturligviis vige, og 3 Gange under deres Ophold der blev denne Leverance ydet.

Da der engang ved slig Lejlighed blev klaget over en Oberst, fik man paa anden Haand det Svar; det var en meget ubehagelig Sag; man kunde ikke godt give en Oberst Irettesættelser. - Især viste den ene Bataillon, saavidt vides, af Reg. Gumpenberg, stedse en raa og voldsom Opførsel. Det var nok ogsaa en Straffebatoillon, hvorved en heel Deel Udskud var ansat. Det skal have været den, der huserede i Skanderup Kirke og i Stilling og Thrige Kirker. Rejsende kunne ikke noksom fortælle om det uhyggelige Syn, som Skanderup Kirke og Kirkegaard frembød, da Bairerne forlode den. Stolene vare nedbrudte og brændte, paa Alteret havde man hugget Kjød og Flæsk itu; Døbefonden havde man kogt i og derpaa medtaget; de Døde havde man draget frem af deres Grave og deels slængt dem omkring, deels stillet dem frem tilskue; Liget af en Moder med sit Barn i Armen havde man saaledes taget ud og stillet frem paa Kirkegaardsmuren. I Stilling Kirke havde man ligeledes ødelagt Alt indvendig i Kirken og bemalet Murene med spottende Vers og Sententser. I Thrige Kirke laae et Liig, som var i mumieagtig Tilstand, med en Cigar i Munden. Da Preusserne igjen kom til Skanderborg og skulde have Feldtvagt ved Skanderup Kirke, vilde de ikke rykkc ind paa Kirkegaarden før der var optaget Syn  over den rædsomme Tilstand, i hvilken de der forefandt Alt.

Commandeuren for Rigearmeens 1ste Division (den baierske og den churhessisk-thüringske Brigade) var en Prinds af Sachsen-Altenburg, Generallientenant i baiersk Tjeneste. Hans Stabschef var v. d. Tann; i hans Stab var ogsaa den i Insurgenternes Hær tjenende Baron Reichenbach, meget kjendelig paa sit Ar i Ansigtet efter Affairen ifjor med Dragonen Andkjær. Han talte gjerne derom og om sit Ophold i Kjøbenhavn, hvor han fandt at være bleven slet behandlet af Pøbelen med Glacéehandsker paa. Til denne Stab havde sluttet sig som "Sprecher" og opvartende Kammerjunker eller Tjener Hr. Ahlefeldt fra Faurvraa ved Christiansfeldt, hvis ondskabsfulde Adfærd allerede er bekjendt af Beretningerne fra Aarhuus og Horsens. Den baierske Brigade kommanderedes af en Gen. Schmaltz, som var en fordringsfri og human Mand. Derimod havde han i sin Stab den berygtede Hauptmann Aldosser, der især gjorde sig bekjendt i Tann's Friskarer. Han udmærkede sig ved et grovt og yderst brutalt Væsen. Saaledes paatog han sig at aftvinge Folk et Provindsialkort, som hist og her fandtes; det udførte han stedse paa den meest tølperagtige Maade. Han var nærved at forgaae af Harme over, at han intetsteds kunde finde det statistiske Tabelværk; formodentlig havde Hr. Bargum bedet ham om at bringe det tilveie. Da En af dem, som han saaledes havde behandlet, beklagede sig derover til en af General Prittwitz's Omgivende, forsikkrede denne, at Sligt gjorde Hr. Aldosser paa egen Haand og man kunde ikke vente anden Opførsel af et saa grovt Menneske. Det forvoldte derfor en almindelig Glæde her, da man erfarede, at samme Aldosser paa Tllbagemarschen her i Byen fik en dygtig Portion Prygl af en Hunsvært, han havde fornærmet. Denne for ham meget ubehagelige Historie blev bekjendt for Gen. Schmaltz og iblandt Bairerne ialmindelighed og vil maaskee have hans Afsked tilfølge.

Med Priitwitz's Hovedqvarteer fulgte 2de Personer, Præsidenten i den saakaldte slesvigholsteenske Landsforsamling, Bargum, og Herredsfoged Paulli fra Hütten, hvilke, især hvad den Første angaaer, afgav for os et høist ubehageligt Syn. B. er en midaldrende Mand. med et rundt, temmelig blegguult, ægte jesuitisk Ansigt; paa delte spillede stedse et selvbehageligt Smiil, der traadte frem i en væmmelig Grad, naar han saae Leilighed til at bøie sig ret dybt for en eller anden tydsk Officeer. Iøvrigt skulede han til hver Dansk. Man talte om, at disse Herrer vare komne med for at ordne en provisorisk Bestyrelse for Jylland. B indførte sig hos den constituerede Amtmand Stockfleth som Præsident Bargum; "Han vilde have den Ære at hilse paa Amtmanden; han haabede snart at ville faae Leilighed til at træde i nærmere Forbindelse med ham i Embedsanliggender". Paa denne Tiltale fik han det korte Svar, at Saadant ikke vilde skee, da Amtmanden ikke traadte i Embedsforbindelse med nogen Slesvigholstener, da han, hvis saadan Anmodning indløb, vilde nedlægge sit Embede. Dernæst gjorde Amtmanden ham det Spørgsmaal, hvad han egentlig vilde her, hvortil B. svarede, at han troede at kunne træde mæglende op paa en for begge Parter gavnlig Maade. Da Amtmanden hertil yttrede, at det Modsatte vilde være Følgen af hans Optræden, der naturligviis kun kunde fremkalde Uvillie, svarere B., "at det gjorde ham ondt, at man misforstod ham; Enhver, som havde fulgt hans senere politiske Fremtræden, vilde deri see et Beviis paa, at han hørte til de Moderate." Dermed anbefalede han sig, og det var nok det eneste Forsøg, der blev gjort paa at danne den meget omtalte provisoriske Bestyrelse. Hr. Bargum havde alligevel meget travlt; man saae ham hyppig paa Gaden med Haanden fuld af det løgnagtige Skrift: "Hvem er Skyld i Krigen imellem Danmark og Tydskland, af en Holstener". Han gjorde sig megen Flid for at udbrede det, idet han forsøgte forgjæves at lade det udsælge paa Gaden og i Husene, blandt Bønderne, der kjørte Ægt etc. Han havde ogsaa nogle Arbejder, han vilde have trykket, og adskillige ærekrænkende Avertissementer, han forlangte sat i Avisen. Alt dette havde tilfølge, at Redacteuren blev nødt til at standse Avisens Udgivelse, lukke Officinet og hemmelig forlade Byen. Bargum er en Præstesøn fra Nordslesvig; da En yttrede for ham, at han talte godt Dansk, svarede han: "Ja af en Tydsker at være taler jeg det ret godt." 

Det hessiske og buckebürgske Contingent efterlod en Bataillon af det hessiske Regiment Landgraf Wilhelm (kaldet efter dets Chef, Kjøbenhavns Gouverneur!), 1 Esc. og 4 Kanoner her som Garnison. Disse Churhesser laae her fra den 21 de Mai indtil 9de Juli, hele 7 Uger. De forekom os i Begyndelsen ret flinke, og begyndte al tale om, at vi vare "Verwandte" , saa vi troede næsten, at det var sandt, hvad Baierne havde sagt om dem: "sie sind feine Leute"; men ved deres senere fremtrædende fordringsfulde Væsen, unyttige, trykkende Foranstaltninger, der snart røbede Eenfoldighed, snart Frygt og snart Malice, forandrede sig den almindelige Mening om dem i den Grad, at de upaatvivleligt nu ansees som de værste Fjender, vi have havt; naar vi til dette vort selverhvervede Kjendskab til dem føie Beretningerne om deres Færd andre Steder og først og fremmest i Nørresnede, da vil Dommen neppe være for haard, naar vi sige, at de have paa en Maade brændemærket deres Navn her i Landet, og gjort det til en Gjenstand for Jydens Had og Foragt. Der gaves naturligviis iblandt dem hæderlige Mænd og vi ville langtfra her skiære dem alle over een Kam; men Totalindtrykket, de have efterladt, er det ovenfor skildrede. Vi ville anføre enkelte af de mangfoldige Smaatræk af en drilleagtig Opførsel, hvormed de uden Nytte og Ære for dem selv daglig fortrædigede os. De havde saaledes første Pintsedag troet i nogle Fiskerbaade at have seet Kanonbaade i Fjorden. Alt kom strax i Bevægelse. Husarerne (i Forbigaaende sagt de daarligste Ryttere, man her nogensinde har seet), rede med spændte Pistoler igjennem i Gaderne, Artilleriet kjørte ud etc. Den hele Allarm opløste sig naturligviis i et Intet. De troede imidlertid dog, at der virkelig havde været Kanonbaade, at en Sammensværgelse var igjære osv. Hauptm. Ritter gav derfor Befaling, at Ingen maatte gaae paa Gaden efter Kl. 10 om Aftenen og Ingen kjøre efter Kl. 9; Ingen have Lys eller sidde i aabent Vindue. De forbød al Seilads af Fiskerbaade ind i den nye Havn. Deres Kanoner flyttede de flere Gange og troede dem intetsteds sikkre, især efter Affairen ved Nørresnede. De stillede dem da tilsidst i en Eng ved Møllen og senere opførte de et stort Bræddehuus ved Kirken til Vagtheus. Ingen maatte gaae paa Dæmningen ved Møllen. Den første Aften, Vagten blev sat der, blev der strax forlangt, at Møllen skulde standse, thi Larmen af den, saa meente de, gjorde, at man ikke kunde høre de muligt kommende Dampskibe. Man adlød naturligviis og trak et Stigbord; men da Larmen deraf var ligesaa stærk, blev der befalet, at Stigbordet ikke maatte være trukket. Det skeete. Men kort efter steg Vandet naturligviis over Aabredden og truede baade Kanoner og det hele Compagni med Oversvømmelse; nu blev det allergalest, og de vare nærved at forlange, at man skulde standse dem Aaens Løb. Da omsider, idetmindste Nogle af dem, indsaac, at det var ugjørligt, tillode de endelig Vandet frit Løb. Med disse Kanoner exercerede de meget flittigen, snart paa een, snart paa en anden Exerceerplads, paa de skjønneste Enge, Kløver-  og Kornmarker. For at være beredte paa et muligt Overfald, befæstede de Byens Porte med opkastede Brystværn og ved at slaae Planker for Portgitteret; Smaagrøfter, som skulde være Brystværn, opkastedes flere Steder, især imod Søsiden, Skydehuller anbragtes i Plankeværket te. Da Prittwitz kom hertil paa Tilbagemarschen, loe han ad alle disse barnagtige Befæstningsforsøg.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849).

Beskrivelsen fra Flensburger Correspondent om Skanderup kirke er formentligt stærkt fordrejet, og blev imødegået af feltpræsten Moritz Filser i en længere redegørelse, se andetsteds på bloggen. Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensbrog, og skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.  

Forts. Notitser af Veile Byes og Omegns Occupation.

(Eft. Veile Av.")

Hesserne havde megen Lyst til at eie Hunde og de satte sig ofte i Besiddelse af disse Dyr, deels ved Røverier, deels ved Trudsler. De havde ogsaa en styg Vane med at opsøge Fuglereder og at ødelægge Ungerne, ofte under de meest udsøgte PiinsIer; ikke de vanartigste Børn kunne deri overgaae dem. Træerne i Alleerne ødelagde de ogsaa for en stor Deel, enten ved at afskrabe Barken aldeles eller ved at hugge dem om. - De vare meget lettroende; saaledes fortalte en Soldat efter Affairen ved Aarhuus den 31te Mai mellem vore Dragoner og de preussiske Husarer , at 2 Escadroner af disse havde nedhugget 3 af Vore, saa at kun 2 Dragoner, som her førtes igjennem som Fanger, vare blevne tilbage. En anden Gang fortalte de ogsaa for fuld Alvor, at den Esc. af vore Dragoner, som havde taget deres Husarer i Nørresnede, var tagen tilfange; da en Borger her, til hvem en Skildvagt fortalte denne Historie, yttrede, at det vilde han see, før han troede det, blev han strax arresteret, maatte sidde hele Dagen og kom med megen Møie ud om Aftenen Kl. 10. Værre kunde det være gaaet en Kjøbmand her, som i sin Boutik havde tilsalg nogle Pibehoveder med Frederik den 7de paa, holdende Dannebroge i Haanden; Andet saae man ikke ved første Øiekast. Men ved nøiere Betragtning havde en af de ellers kortsynede Hesser opdaget, at under Kongens Fod laae Noget, som lignede den tydske Fane. Det blev strax meldt til Commandanten; Kjøbmanden, der skulde have været arresteret, slap foreløbig med Huusarrest, Boutiken blev lukket og et Krigsraad sammenkaldt. Endskjøndt Kjøbmanden forsikkrede, at han ikke havde seet den meget utydeligt betegnede tydske Fane, hvilket ogsaa er uden al Tvivl, da han ellers ikke vilde have stillet Pibehovederne offentligt frem, og at han nylig i de samme Dage havde kjøbt disse Piber iblandt nogle andre af en Flensborger Rejsende, der udsolgte dem for en tydsk Fabrik, saa stemte dog Mange for en stræng Straf. I den første Hede yttrede man, at et saadant Huus, i hvilken en siig Scandale var begaaet, burde nedrives tilgrunden. Ved Byfogdens Mellemkomst og ved Oberstens mildere Synsmaade benaadedes imidlertid Kjøbmanden med: at Boutiken foreløbig skulde lukkes; den aabnedes igjen efter faa Dages Forløb.

Saavel om Natten som om Dagen gjorde Soldaterne Udflugter paa Landet; og her i den nærmeste Omegn var Ingen sikker for at blive jaget op om Natten for at bakke op for dem. Piber, Uhre og andre Ting, som kunde nemt føres, forsvandt da ogsaa ved slige Lejligheder. Af saadanne Tyverier bleve enkelte anmeldte og naar Tyvene da opdagedes, bleve de straffede; som oftest turde Bønderne ikke angive Tyvene. Penge havde disse Godtfolk meget faa af. Deres Gage var 3 Rbsk. daglig eller 2½ Lbsk. Det undrede os derfor at læse fra Kbhavn., at de dertil ankomne fangne Husarer havde Penge nok, imedens Slesvigholstenerne ingen havde ; thi vi gjorde accurat den modsatte Erfaring; naar en hessisk Officeer med Fornøjelse tog tiltakke med en Flaske Rødviin til 2 Mk., forlangte en slesvigholsteensk Menig, der ikke vilde have "noget Dreck", en Flaske til 3. Disse havde ogsaa 3 Gange saa meget i Gage, i 9de Bat. endog 9 Lbsk. daglig. Da Insurgenterne kom hid, efter den 6te Juli, handlede de meer end dobbelt saa meget i Boutikerne i 2 Dage som Hesserne i 7 Uger. Efter det Bekjendtskab, vi saaledes havde Lejlighed til at giøre med Hesserne, maae vi underskrive den Dom, som nogle af Bairerne, da de droge herigjennem hjemad, gav over dem, idet de sagde: at det var hos dem et almindeligt Ordsprog: "Die blinden Hessen, sie leben gross, und haben nichts zu essen". Hvad der dog fornemmelig gjorde det hessiske Navn saa afskyet her, var naturligviis deres Hævntog til Nørresnede. Den røver- og bøddelagtige Maade, hvorpaa de der behandlede uskyldige og værgeløse Mennesker, vil ikke i flere hundrede Aar glemmes i Jylland. De Tropper, som foretoge hint Røvertog, vare en Bataillon af det churhessiske Leibregiment og de buckeburgske Compagnier. For at man ikke skulde være i Tvivl om, hvem det havde været, ridsede de med en Bayonnet i det ødelagte Fortepiano i Præstegaarden: "Hier haben die Churhessen gehäust".

Churhesserne forlode os i god Behold den 9de Juli og kom saaledes ikke til at gjøre Brug af de 4 Tønder Tjære, som de stedse havde staaende i Hovedvagten, for dermed at antænde Byen paa alle Kanter, naar de bleve angrebne. Ved Afgangen herfra græd mange af dem som Børn, thi de troede, de skulde hen at ligge for Fredericia, og det syntes dem det Samme som den visse Død. Slesvigholstenernes Ankomst hertil den 6te havde indjaget dem Skræk og Rædsel derfor. 

Churhessernes aftagende Praleri var et sikkert Barometer for Slesvigholstenernes Udsigter, Fornemmelsen af, at disses Haab og Mod stadigt faldt, dannede for os en ubetalelig Modvægt imod de sørgelige Efterretninger, vi erholdt om den Ødelæggelse, Bombardementet i Fredericia havde frembragt. Især bidrog Affairen den 3die, 4de og 5te Juni i Forbindelse med Delius's og St. Pauls Fald betydeligt til at forknytte Slesvigholstenerne. St. Pauls Fald kunde ikke Andet end glæde hver Dansk; hans skjændige Optræden ved Colding, hans brutale Opførsel paa alle Steder, hvor han var kommen frem, havde vakt en almindelig speciel Forbittrelse mod ham; som Exempel paa hans Iver kan anføres, at han lagde en dobbelt preussisk Daler paa den Mørser, der var rettet imod Ahlmanns Brænderi; den skulde tilfalde den, ved hvis Skud Bygningen blev antændt. En Granat skjød ham midt over i det Øieblik han stod i det Christiansenske Batteri og tog C. i Haanden og gratulerede ham til at kunne være levende paa et saa udsat Sted. Ved Delius's Fald skal "Vater Bonin" (der i det Hele synes at have været et fugtigt Gemyt) have grædt og klaget, idet han erklærede, hellere at ville have mistet en heel Bataillon. Delius, Capitain i den preussiske Generalskab, skal have været en meget dygtig Mand; ham skyldtes Organisationen af Insurgenternes Hær.

Fra Leiren ved Fredericia gjorde de fjendtlige Officerer med deres Fruer hyppige Lysttoure hertil, thi mange Koner vare komne til Leiren der og havde indqvarteret sig hos Mændene. Hertugen af Augustenborg laae og en Tid hos sin Søn i en Præstegaard der i Nærheden. Præsten skal en Dag have spurgt Hertugens Søn, om Pastor Krogmeyer i Ulkebølle havde confirmeret ham, og paa Svaret nei, have tilføiet: "Da er det mig kiært, thi jeg kjender godt K., og det vilde gjøre mig ondt, om han skulde have havt den Sorg, at see den gode Sæd, han havde nedlagt hos Dem, bære saadanne Frugter." Den unge haabefulde Søn forlod kort efter Præstegaarden.

Den 6te Juli frembrød omsider. Man mærkede fra Morgenstunden tidlig af et betydeligt Røre blandt Churhesserne. Ordonnantser paa skummende Heste kom, den ene efter den anden. Hesserne flokkedes om dem, og man kunde see, at de bleve lange i Ansigterne ved hvad de hørte. Af disse Ordonnantser gik nogle videre nordpaa og fik Ordre til at ride af alle Kræfter. Kl. 9 kom Prinds Julius af Glucksborg jagende paa en Bondevogn; af dennes Kudsk hørte man, at Slesvigholstenerne vare slagne aldeles tilbage fra deres Batterier, at Prindsen med Nød og Neppe var undkommen, da Kuglerne havde pebet om Ørene paa dem. Han havde lagt syg og ikke været med i Slaget. Lidt efter kom to grædende Damer paa en Vogn fra Føllerupgaard. Af deres Kudsk hørte man, at Vore alt vare i Pjedsted og Bredstrup. Damerne vare en Oberstlieutenants Kone og hedes Moder. Efter en Times Ophold kom en Ordonnants for at hente dem igjen; det heed sig da en kort Tid, at Vore strax havde trukket sig tilbage; men Damerne havde ikke kjørt en halv Miil ad Fredericia til, for de kom igjen; de forsøgte da at komme til Colding, men ogsaa derfra kom de tilbage. En Vogn, som kom fra Viuf, meldte ogsaa, at hele Insurgenthærens Bagage holdt der, vendt herimod; vi sluttede deraf, at den slagne Armee vilde hertil. Kl. 11 begyndte Flygtninge og Letsaarede med blødende Ansigter og Hænder at komme haltende; først enkeltviis, siden i Smaahobe. Man kunde for Snavs og Blod ikke see, af hvad Corps de vare. Fra Kl. 12 af begyndte de Saarede at komme tilvogns og dermed blev det ved til Kl. 2-3. Omtrent 170 kom paa den Maade. Flere saarede Offieerer vare deriblandt, f. Ex. Major Roqves, Commandeur for 8re Bataillon; han døde om Natten. Jo Flere der kom, desmere steg Hessernes Forbittrelse mod os. De bankede i deres Heltemod endog velklædte Folk paa Gaden. Commandanten lod udgaae den Befaling, at Ingen maatte komme paa Gaden, uden han havde bestemt Ærinde; Ingen maatte staae stille og kun To gaae sammen. Kl. 4 kom den slagne Armee, som havde samlet sig faa godt det lod sig gjøre. Hesserne vilde ikke blandes sammen med Insurgenterne, men bleve Alle indlagte i Nørregade. 2 Batailloner og 2 Jægercorpser af disse bleve her i Byen; de opførte dem i Regelen meget ordentligen. Resten af Armeen biveaukerede udenfor i Skoven og paa Marken. De havde, som alt bemærket, stedse Penge nok; her havde de og Lejlighed til at bruge dem nu, thi flere Batailloner havde mistet al deres Bagage. Hele den slagne Hær kom hertil, og det kan kun være nogle faa Hundreder, der kom til Colding, Her kom 10 Batailloner. 4 Jægercorpser, 10 Escadroner og 42 Kanoner, ialt neppe 10,000 Mand.

Næste Morgen kom Prittwitz hertil; han og Bonin omfavnede (!) naturligene hinanden og hin beklagede (!) dennes Uheld. Bonin gjorde derpaa en Runde omkring til Bataillonerne og blev modtagen med Hurra. Søndagen den 3de var her om Eftermiddagen et Slags Parade, idet Slesvigholstenerne, der imidlertid havde faaet sig vadskede og pudsede, defilerede forbi Prittwitz. Næste Dag drog Hæren ogsaa ud med megen Pomp og blev opstillet udenfor Byen; der skeete Udnævnelse af en heel Deel Offieerer. Enkelte Batailloner havde slet ingen Officerer da de kom herhid, men de behøvede da heller ikke mange, thi et Par af dem vare kun 250 Mand stærke.

Om det egentlige Udfald af Begivenhederne ved Fredericia kunde vi i Begyndelsen ingen sikker Kundskab erholde. Dog kunde vi deels see paa den slagne og flygtende Armees Tilstand, at den havde lidt et stort Tab; enkelte af Insurgenterne stadfæstede ogsaa det Samme. Strax Dagen efter fik man at vide, at Gen. Rye var falden. Dette Budskab gjorde et smerteligt Indtryk paa hver dansk Mand. Hans Navn var blevet meget populairt her i Jylland. Ved sit fordringsløse Væsen og sin uforstilte Hjertelighed trak han alle Hjerter til sig; hans humane og omhyggelige, ja faderlige Behandling af Soldaterne havde gjort ham i høi Grad elsket af Armeen, Det uforsagte Mod, hvormed han udførte det ikke misundelsesværdige Hverv; med sin ringe Styrke at skulle staae Fjendens Hovedhær imod, kunde ikke Andet end i højeste Grad vække vor Interesse og Beundring. - Dog, det kan ikke være vor Hensigt, i disse Linier nærmere at ville skildre denne Mand og hans Fortjeneste; hans Navn gaaer som en gylden Traad igjennem denne Krigs Historie; thi hvor det nævnes, staaer Hæderen ved Siden af; hans Død er et Glandspunct i Danmarks Historie, hvilket vil lyse gjennem Aarhundreder, og hvorved de sildigste Slægter ville dvæle med Stolthed og Lyst.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. august 1849).

Slesvig og Jylland i Begyndelsen af August 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives under 29de Juli i "Hp. Av.": Våbenstilstanden har bevirker en pludselig Forandring her, da Slesvigholstenerne hænge med Vingerne, medens den større og bedre Deel af Befolkningen glæder sig til ar vi snart skulle indtræde i vor gamle naturlige Forbindelse med Danmark. Landboerne lide fortiden ved at præstere en Mængde Ægter og Leverancer; men de gjøre det gjerne, i Haab om, at det bebuder Overgang til Fred; vel hænder det undertiden, at de ved Hjemkomsten finde Huset besat af deres arrigste Fjender, Slesvigholstenerne, som ligge paa Execution for resterende Krigsskat, tvunget Laan og andre Paalæg, og true med enten at bortslæbe dem til at tjene under Oprørernes Faner, eller at indlemme dem i den af Statholderskabet projecterede Landstorm; men alle Meenedernes ondskabsfulde Trudsler formaae ikke at rokke disse brave Folks Troskab imod Konge og Fødeland. Imidlertid søge Forrædernes Haandlangere at gjøre dem vankelmodige ved at udsprede: at de provisoriske meenederske Embedsmænd skulle beholde deres Embeder, hvorved Tilstanden vil blive ligesaa sørgelig som under forrige Vaabenstilstand. Men vi haabe tilligemed Fleertallet af Slesvigs Befolkning, at de Mænd, hvem Regjeringen bliver betroet, ville vide at bortfjerne disse farlige Personer fra al Deeltagelse i Landets Bestyrelse

- - -

Af den fortsatte Beretning om Occupationen af Horsens i Byens Avis, hidsætte vi Følgende: 

"Den 21de Mai ankom hertil Slesvigholsteneren, "Regjeringsraad", Præsident" m. m. Bargum; men efter nogle Dages Ophold forlod han Gudskeelov Byen igjen. Han medbragte hertil et Skrift (som nogle mene han selv, Andre Hertugen af Augustenborg havde forfattet), med den lokkende Titel: "Hvem er Skyld i Krigen imellem Danmark og Tydskland?" Dette Skrift, der for 2½ Lbtz Expl. solgtes paa det tydske Feldtpostcomptoir, havde til Hensigt at bevise Slesvigholstenernes Ret og deres rene Uskyldighed, hvilket Forsøg dog naturligviis strandede paa Jydernes sunde Menneskeforstand. Samme Skjæbne havde en komisk Artikel af "Nordslesvigsk Tidende", betitlet: "Ødansken, Jyllænderen og Slesvigholsteneren", der solgtes paa samme Sted for 1 Lbst. Expl. - Man fortæller, at Hr. Bargum, som her betjente sig af sit Modersmaal, det danske Sprog, i sin Iver for Schleswigholsteinismen endog søgte at bearbejde Folk her, han kom i Berørelse med. En Dag vilde han bevise en Almuesmand, at Kongen og de danske Ministre vare Skyld i Krigen; men da Manden meget djærvt svarede ham, at det var Løgn, og med en drøi Eed forsikkrede at det var Hertugen, afholdt Hr. B. sig fra videre at bearbejde ham. Med Hr. Bargum kom hertil nogle andre Slesvigholstenere, navnlig en Hr. Ahlefeldt og Hr. Paulli. Disse Personer bleve satte i Activitet med at forfatte Brandskatslister for Jylland, efter Oplysninger som de velunderrettede Herrer bragte med. Heldigviis blev det ikke til Noget med Inddrivelse af Brandskat. - - Den 1 5de indbragtes hertil af 4 sachsiske Cavallerister (med dragne Sabler) 4 Bønder fra Aarhuuskanten, af hvilke den Ene var over 60 Aar gl. De vare to og to koblede sammen med Reeb og med den ene Ann bunden paa Ryggen: desuden vare de bundne til Rytternes Heste - ved Siden af hvilke de havde maattet gaae den hele Vei - med Extra-Reeb. Deres hele Forseelse var, at de, paa Veien fra deres Markarbejde til deres Hjem, vare gaaede gjennem Forpostkjæden. Den skammelige Maade, disse stakkels Bønder bleve transporterede paa, vakte dyb Harme hos Alle; man kunde have reqvireret en Vogn; Fjenden var ellers ikke sparsom med at tage Vogne til Ægtkjørsler. Efter optaget Forhør bleve de Dagen efter frigivne. - - Den 29de Juni blev der igjennem Magistraten kommuniceret de herværende Bog- og Manufacturhandlere etc. et Forbud af den churhessiske Commandant, Premierl. v. Losberg, imod at udstille i Vinduerne eller falholde "den tappre Landsoldat" eller andre nationale Billeder, enten paa Tørklæder eller paa Papir. Commandanten har formodentlig frygtet for, at de tydske Tropper skulde faae alt for stærke Sympathier for os! Afsætningen af slige Billeder etc. havde virkelig, især da Preusserne laae her, været rivende."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. august 1849).

(Af et Brev fra Colding den 2den Ang.) Endelig - ja, endelig ere vi da blevne Tydskerne qvit. Imorgen er det netop 15 Uger, siden Insurgenterne trængle herind og besatte Colding og i den Tid have vi naturligviis været indlemmede i det "meerumschlungne, stammverwandte Schleswigholstein". Vi have derfor ogsaa i d'Hrr. BeseIers & Rewentlows Regjeringstid havt Besøg af mange "pæne" Folk, havt de nydeligste "Bier- und Wein-Hallen" m. m., hvor Vinduerne hang fulde af alskens skjønne Billeder og Minder om "den unge Armees" Seiervindinger ved Eckernførde, Colding, Gudsø o. fl. St. At disse fandt synderlig Afsætning uden til vedkommende Helte, troer jeg ikke. Siden den 6te Juli blev der ofte spurgt om "Slaget ved Fredericia"; men det var "noch nicht angekommen", og nu ere de borte, disse industrieuse Folk, saa vi formodentlig ikke faae det fra den Kant. Imorges forlode altsaa de sidste Rigstropper Jylland; der var endeel af 12te Regiment og af dem, som skulle forblive i Slesvig under Vaabenstilstanden. Som det lader, er der for Nordslesvigerne begyndt en lignende Tilstand som ifjor. Ikke nok, at de ordinaire Skatter og Halvdelen af den paalagte Krigsskat for 1849 ere betalte; som De ved, har den høivise Regjering ogsaa Paabudet et Tvangslaan, af hvilket Halvdelen skulde betales den 1ste August. For at faae dette inddrevet i rette Tid, inden Vaabenstilstanden egentlig træder i Kraft, have i de sidste Dage nogle Insurgent-Dragoner redet omkring i Sognene og tilsagt til ufortøvet Betaling, i modsat Fald militair Execution paa samme Maade og under samme Betingelser som ifjor. Saaledes kom igaar (den 1ste Aug.) 5-7 Dragoner til Vonsyld og flere Sogne med en Skrivelse fra den provisoriske Amtmand Bruhn i Haderslev, dat. den 2den August, og tilsagde Sognene at betale Tvangslaanets første Halvdeel (af Vonsyld Sogn rigelig 834 Rbd.) i een Sum inden Aften. En stor Deel Bønder fra forskjellige Sogne vare i Anledning heraf igaar Eftermiddags hos Gen. Prittwitz, for at faae at vide, om Sligt ogsaa kunde og turde finde Sted midt imellem og i Ryggen af den preussiske Armee; men han skal ikke have givet noget bestemt Svar. Derimod vare mange af de andre preussiske Officerer meget forbittrede over denne uforskammede Fremfærd. Nu kommer det an paa Udfaldet, hvorom jeg nærmere skal meddele Underretning. At Enkelte af "Patriotisme" allerede have lagt deres Skjærv paa "Schleswigholsteins" Alter, og Andre ligesaa af Frygt, er desværre Sandhed. - At der heri Byen, saasnart Preusserne vare borte, blev temmeligt Røre, i Forventning af de Danskes Ankomst, er begribeligt. Det varede kun nogle faa Øieblikke, for i alle Gader og Stræder fra mange, mange Huse Dannebroge vaiede i større og mindre Format, efter Evne og Leilighed, og en stor Mængde Mennesker fra Byen og fra Landet i Syd og Nord bølgede gjennem Gaderne for at være med og byde de kjære Gjæster, vore tappre Krigere, et hjerteligt Velkommen; dog - vi have endnu kun seet Enkelte af dem; men imorqen, hedder det, komme de - altsaa imorgen! Nogle faa Preussere gjæstede idag atter Colding for at hilse paa vore Soldater; men de traf, som sagt, kun Enkelte af dem. I Eftermiddag er en Dragon reist herigjennem med Depescher til General Prittwitz i Christiansfeldt. Det hedder, at Insurgenterne have arresteret en af de under Krigen flygtede, men senere hjemvendte haderslevske Borgere og ført ham til Rendsborg. (Fædrel.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. august 1849).

Krigen 1848-1850: Våbenhvile August 1849. (Efterskrift til Politivennen)

En af de oprørske embedsmand i Nordslesvig skriver i "Hamb. Corr." Følgende: Stemningen her Nordslesvig er for tiden meget trykket, den er som den kvalme luft under en opstigende torden. Om og når det truende uvejr vil bryde løs, det står skrevet i skæbnens dunkle bog; men bryder det løs, så gid lynene sønderknuser de hoveder, som har søgt at bringe en ny ulykkestilstand over vort fædreland. Da felttoget i år skulle begynde, adspurgte man os om vi følte os i stand til - at ernære en større arme, der kom os til hjælp. Vi svarede ja. Vi har også, såvidt det lå på vor side, opfyldt vort løfte. Forbundstyrkerne drager ikke forhungrede hjem (Slesvig-Holstenerne anviste dem nemlig Jylland som forrådskammer).

Men hvad har vel den største del af dem udrettet til opnåelsen af vore ønsker? Ifølge højere befalinger så godt som intet, trods at de er blevet plejede og spækkede. Det meste blod, som er blevet udløst i dette års felttog, det har vore Slesvig-Holstenere spildt for ingenting; dog knurrer vi ingenlunde over, at netop de blev det beklagelsesværdige offer for den frihed, der skulle forskaffes fædrelandet, men oprøres må ethvert hjerte over, at de ydede ofre er blevet et nul og intet. I disse dage venter vi de fra Jylland tilbagevendende troppers gennemmarch; ønskeligt var det i al fald, at en afdeling deraf, navnlig vore egne landsbørn, blev tilbage her i Nordslesvig om endog kun for at holde de dansksindedes overmod, som allerede begynder at stige, i tøjle. Allerede rotter sig flere sogne sammen for at rådslå, om det ikke kan lade sig gøre at nægte at betale afgifter, og beholder vi ikke her tilstrækkelig militærmagt tilbage, så vil det næppe være de herværende embedsmand, navnlig amtmand Bruhn i Haderslev Amt, trods hans i høj grad fortrinlige embedsførelse og forretningsdygtighed, muligt at holde de opsætsige til at opfylde deres pligt. Så længe det bliver ved de dansksindedes hånlige grin, ville den omtalte sag ikke være af mindste betydning, men vigtigere følger ville ikke udeblive, dersom man slet ingen midler anvender for al trykke de sladdervorne, som allerede rejse sig hist og her, et tavshedsplaster på munden, især blandt præsterne, hvoriblandt nogle, lig sorte får i ulveklæder, lader ord falde, der synes at tyde på at de gerne ville ofre deres uld til de danske, når ellers deres øvrige skind kan hytte sig under".

(Ribe Stifts-Tidende, 4. august 1849).

Krigen 1848-1851. Slesvig Juli 1849. (Efterskrift til Politivennen)

I Slesvig-Holsten må nederlaget ved Fredericia været en nedtur. En ting er at det spinkle, nyfødte demokrati havde måttet forlade sig på støtte fra Preussen, en anden ting at det nu ikke engang syntes at være nok. Og oven i købet var Preussen nu begyndt uden om slesvig-holstenerne at forhandle en våbenhvile med kongeriget Danmark. Igen har jeg måttet forlade mig på et referat fra en tysk avis i en stærkt danskorienteret:

"Nord. fr. Presse" skriver fra Slesvig under 19. juli: "Her er en mat, svag stemning i regering og landsforsamling. Intet af den opofrende bestemthed, som ville passe sig i det øjeblik, da fjenderne allerede have gravet vor grav, intet af en forberedelse til en "fortvivlelsens kamp", hvorom vore frasemagere har snakket så meget; kun mathed, bevidstløshed og forberedelse til tilbagetoget. I de ædleste hjerter den frygteligste anelse, at vi ville falde, ikke blot ved fremmed forræderi, men ved vor egen skyld og uden at frelse så meget som æren; en flov ligegyldighed i de sædvanlige hjerter, som i det højeste beregner, om freden eller om krigen koster flest penge.

Gid denne anelse måtte slutte, men den tiltager hver dag. Man gør atter nu, ligesom for, alt afhængigt af fremmed hjælp, og forstår endnu ikke at finde selvstændighedens politik. Man vil spørge, hvorledes kan du se alt så sort? Har da statholderskabet ikke skrevet sit fortræffelige brev? Har landsforsamlingen ikke i dag på Wiggers andragende afgivet den kraftigste erklæring? Ja, når vi kunne frelses ved skrivelser og erklæringer, da ville vi bestemt blive frelste, da ville vi allerede for lang tid siden være blevet frelste ved en halv snes lorentzenske adresser og fraser. Disse erklæringer gør slet intet indtryk mere på mig. Både landsforsamling og regering har den ejendommelige egenskab at tilskrive ordet alene en forunderlig kraft. Ved det blotte ord tror de at have frelst landet, de går beroligede hjem og lader tilfældet råde. Vistnok har ordet en forunderlig stor kraft; men kun derved, at det kommer fra hjertet, går til hjertet og fremkalder handlinger. At en sådan skulle følge efter, tror jeg ikke og mindst efter at have hørt noget om det hemmelige møde i går. Landet tror altid, at man i disse hemmelige møder rådslår og beslutter noget stort, og at hemmelighedens slør kun udbredes over beslutningerne, for at landets fjende ikke skal erfare noget derom. Men i almindelighed kunne fjenden gerne vide alt, hvad her sker hemmeligt, kun landet tør ikke vide det. Således har det også været denne gang. "I vil forbavses", sagde man til mig, "når I vidste, at det atter kun er råd- og dådløsheden, der har bedækket sig med hemmelighedens slør. Alt hvad der skal ske, havde gerne kunnet blive offentliggjort, for enhver ved det dog; men kun alt det som ikke skal ske, tør ikke offentliggøres."

(Ribe Stifts-Tidende, 27. juli 1849)

Den samme misstemning herskede i øvrigt i de danske liberale aviser over skuffelserne over hvad vedtagelsen af den danske grundlov 5. juni 1849 kom til at betyde. En grundlov hvis ordlyd i det store hele mindede om den slesvig-holstenske fra 1848, og som man jo havde set hvordan blev udmøntet i praksis.

Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien. (Efterskrift til Politivennen).

De dansk-vestindiske Øer.

Allerede kort efter Udfærdigelsen af den allerhøjeste Resolution af 28de Juli 1817, hvorved Emancipationssagen afgjordes saaledes, at Øernes Raadighed over Slaverne skulde ophøre 12 Aar eller Resolutionens Datum og alle i Fremtiden fødte Børn strax skulde være frie, gjorde vi (Fædrelandet Nr. 268, 69 og 70 for 1847) opmærksom paa, at denne Afgjørelse af Sagen ufejlbarligt maatte medføre fordærvelige Følger. Erkjendelsen af det Umoralske i Slaveriet havde allerede dengang saaledes gennemtrængt det civiliserede Samfund, Bevidstheden om at personlig Frihed tilkommer ethvert Menneske som en naturlig Ret var allerede dengang saaledes vakt hos Slaverne, og Indflydelsen af den paa andre vestindiske Øer allerede praktisk gjennemførte Emancipation var allerede dengang saa stor, at det kun var lidet sandsynligt, at Slaveriet, selv under en saa mild Form som det, der bestod paa vore Øer, skulde kunne holdes vedlige endnu i 12 Aar. Vi paaviste allerede dengang, at, selv om Saadant imod Forventning skulde blive muligt, selv om voldsommere Omvæltninger skulde kunne undgaaes, saa vilde denne Resolution let føre til Koloniernes Ødelæggelse, idet den nødvendigvis maatte foranledige en gradvis Aftagen al Slavebefolkningen, hvilket vi, støttede til de foregaaende Aars Erfaringer og bestemte statistiske Data, godtgjorde i disse 12 Aar vilde skee indtil henimod Halvdelen af dens tidligere Størrelse. Vi beviste, at det ikke vilde være rimeligt, at man vilde kunne bringe de saaledes successivt Frigjorte til at arbejde sammen med Slaverne ved det paa Øerne allervigtigste Markarbejde, og at de derfor, da intet andet productivt Arbejde for dem vilde findes, for største Delen vilde udvandre. Derved vilde Øerne berøves deres aldeles fornødne Arbejdskraft , Plantageeierne forarmes og Kolonierne efterhaanden ødelægges. Begivenhederne have vel afskaaret os det Practiske Bevis for Rigtigheden af den sidste Del af vor Paastand, uden forsaavidt, at den Aftagen af Slavebefolkningen, som vi  havde beregnet at ville finde Sted, fuldkomment er indtraaadt indtil det Øieblik, Emancipationen iværksattes; men de have desværre endog tidligere, end vi ventede det, bekræftet den af os udtalte Frygt for, at voldsomme Begivenheder vilde afbryde Slaveriet langt tidligere end bestemt. Det er mærkeligt, at Regeringen ikke tidligere har kunnet indsee dette, og det kan kun forklares af den samme Forblændelse, som i Almindelighed har forhindret den fra at see de Uveirskyer, der i de sidste Aar ere trukne op over Danmark, uagtet den ofte nok blev advaret. Uden en saadan Forblændelse og i bekjendtskab med Forholdene havde den heller ikke i en lang Række af Aar kunnet lade Øernes locale Bestyrelse forblive i en Mands Hænder, som den offenlige Mening allerede længe har bedømt paa en saadan Maade, som General Scholten. Endnu mere mærkeligt synes det imidlertid at være, at man paa en Tid, da de voldsomste Rystelser i Europa kuldkastede gamle rodfæstede Forhold, kunde synes overrasket over, at en Befolkning af 16,000 Slaver, der heller ikke kunde blive uberørt af disse Bevægelser, og som vaktes endnu mere ved den voldsomt iværksatte Emancipation paa de franske Øer, tilegnede sig den Frihed, som de antoge, at man med Uret allerede meget for længe havde negtet dem. Man synes imidlertid endnu ikke at ville indsee, at Skylden laa hos den tidligere Overbestyrelse; man lader den Mand, som tidligere stod i Spidsen for Colonierne, og som vistnok har den største Skyld i denne Henseende, her i Ro fortære en Pension, som er mere end tre Gange saa stor, som den Gage en Statsminister oppebærer, og man har sendt en Commission til Colonierne for at søge Skylden for, hvad de  Overordnede havde forsømt, hos de underordnede Embedsmænd. Til at ordne de høist forviklede Forhold har man valgt en Mand, som har levet sine bedste Aar i en fjern Coloni, der i sin hele Natur vistnok er meget forskjellig fra Vestindien, som muligt har indlagt sig Fortjeneste ved at slutte en ret fordelagtig Handel om vore ostindiske Besiddelser, men som i alt Fald har forringet denne Fortjeneste betydeligt ved at raade til den unyttige og pengeødslende Nicobarexpedition, og som ikke har røbet Indsigt i de almindelige Handels- og Coloniforhold eller i sit Fædrelands Stilling ved at kunne troe, at Danmark, selv om Nicobarøerne havde været langt frugtbarere, end de fandtes, kunde høste en Nytte af deres Colonisation, der stod i noget rimeligt Forhold til de Opoffrelser, den vilde kræve. Det er forklarligt, at en vis forfængelig Lyst til at besidde fjerne Colonier og til at foretage videnskabelige Jordomsejlinger kunde motivere Tog som "Galatheas" og "Valkyriens" til Indien men det er næsten aldeles ubegribeligt, hvorledes Mænd, som have været særligt opfordrede til at gjøre sig bekjendte med Forholdene og tænke over dem, have kunnet troe, at Danmarks Handel eller Industri kunde have nogen væsenlig Fordel af en Coloni som Nicobarerne, og det kan neppe betvivles, at, naar Gouverneur Hansen, som den, der maatte ansees nærmest bekjendt med Forholdene, alvorligt og kraftigt havde gjort Begeringen opmærksom herpaa, saa vilde han kunne have sparet sit Fædreland de store Summer, som unyttig ere bortødslede paa dette Foretagende, og som nu ere højlig fornødne til andre Øjemed.

De officielle Etterretninger, som hidtil ere meddelte om de vestindiske Forhold, ere i høi Grad tarvelige og, naar undtages en i "Fædrelandet" Nr. 127 meddelt interessant Afhandling af Hr. Bahneberg, har ogsaa Pressen været meget sparsom i sine Meddelelser om de derværende Forhold, formodenlig fordi Opmærksomheden saa stærkt er optagen af nærmere Begivenheder. De Oplysninger, som Hr. Bahneberg har meddelt, bekræfte fuldkomment hvad der ogsaa paastaaes fra andre Sider, at Gouverneur Hansens og navnlig hans nærmeste Medhjælperes hidtilværende Fremgangsmaade lader frygte, at han ikke vil fyldestgjort de Forventninger, hvortil hans tidligere Virksomhed dog nogenlunde berettigede, idet han synes at have hengivet sig til det samme, af ensidige Interesser ledede, Parti, hvis Understøttelse alene gjorde det muligt for General Scholten, uagtet at den Anklage, som den offenlige Mening fremsatte imod ham, saaiænge at holde sig paa sin Post. Forfatteren af den nys omtalte Afhandling synes imidlertid med meget for stor Korthed at have behandlet den eneste af de hansenske Anordninger, som ad officiel Vei er meddelt del danske Publikum, nemlig "Anordningen om Arbejdsforholdet mellem Landejendomsbesidderne og de frie Arbejdere af Landbefolkningen", idet han formodenlig har stolet paa, al den fuldstændige Meddeleise deraf, som har fundet Sted, vilde sætte Publikum i Stand til selvstændigt at fælde en Dom derover. Da denne Anordnings mærkelige Bestemmelser imidlertid ikke synes at have vakt tilbørlig Opmærksomhed, skulle vi kortelig dvæle ved samme.

Det bestemmes deri, at alle Arbeidscontracter skulle indgaaes for et helt Aar ad Gangen, og, naar de indgaaes af et Familiehoved, være bindende ei alene for ham, men ogsaa for hans Børn mellem 5 og 15 Aar samt for Paarørende, som have Underhold hos ham. Den, som har indgaaet en saadau Overenskomst, er forpligtet til uvægerlig at forrette alt Slags Arbeide paa Plantagen. Arbejdsdage, Arbejdstid og Lønnen bestemmes nøjagtigt i Loven, der maa hverken gives eller tages meer eller mindre, og naar Lønnen gives in natura, skulle Levnetsmidlerne modtages til en fast lovbestemt Pris. Det er ikke alene det ordinære Arbeide, som saaledes er reguleret, men det Samme er Tilfældet med alt det extraordinaire, som udføres udenfor de anordnede sædvanlige Arbejdstider eller om Løverdagen, der i Henhold til de ældre Lovbestemmelser, som gjaldt for Slavetiden, endnu skal vedblive at ansees for en Slags Fridag, paa hvilken Arbejderen ikke er absolut forpligtet til at arbeide for den Herre, med hvem han har accorderet for de øvrige Dage. Syge og affældige Personer skulle underholdes al den Plantage, hvor de hore hjemme; syge Arbejdere, som indlægges paa Hospitalet, skulle pleies paa Plantagens Bekostning. Muleter og anden Straf bestemmes for Overtrædelse osv. 

Det er tildels i ethvert Samfund nødvendigt at begrændse de lavere Classers Frihed saavel til at arbeide som til at undlade dette, idet et stort Antal ledige, arbejdsdygtige Mennesker af disse Classer let kan bevirke farlige Forstyrrelser i den sociale Orden, og denne Nødvendighed bliver endnu mere fremtrædende i et Samfund, som nylig er udtraadt af Slaveriet. Men blandt frie Mennesker maa de dertil sigtende Foranstaltninger dog være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke aldeles fornegte Friheden, ligesom det i Vestindien i Særdeleshed er af Vigtighed, at de blive af en saadan Art, at de forhenværende Slaver kunne vænnes til at forstaae, hvad sand Frihed er, og til at benytte den, og Lovgivningen maa ikke lede til en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af en fri Tilstand. I Henhold til hvad vi tidligere have udviklet, vil nemlig Coloniernes Fremtid væsenlig afhænge af, hvorvidt det kan lykkes al bevare i det Mindste det Antal Arbejdere, som nu haves paa Plantagerne, hvilket vistnok er det ringeste, hvormed deres Dyrkning med nogen kraft kan fortsættes, eller om muligt at forøge det noget ikke blot ved en saadan langsom Tilvæxt, som sikkert under et vel ordnet frit Liv og regulerede Familieforhold vil finde Sted mellem den hidtilværende Slavebefolkning paa Landet, men ogsaa ved nogen Tilgang af de tidligere Emanciperede, som have søgt til Byerne uden der at finde tilstrækkelig Sysselsættelse, og som det under de tidligere Forhold var umuligt at bringe til at arbeide sammen med Slaver paa Plantagerne, men som muligvis nu kunne bevæges til at søge Beskæftigelse der, naar det hele Forhold blev ordnet med en saadan Frihed , som Omstændighederne fornuftigvis tilstede. Til at bevirke dette Resultat synes imidlertid det emanerede Arbeidsreglement uskikket, idel det overhovedet bevarer den samme Form for Arbeide! som under Slaveriet, og altfor meget berøver den Enkelte hans individuelle Frihed. Ligesom forhen er Arbejderen for en meget lang Tid bunden til den samme Plantage; han er det ikke alene selv, men hans hele Familie er det ufravigelig med ham, og de ere det under Betingelser, som i det Væsenlige ei ere forskjellige fra dem, hvorunder de befandt sig i Slaveriet; thi at Negeren een Gang aarlig kan skifte Herre, har i Realiteten ikke stor Betydning, naar der tages Hensyn til, hvor vanskelig hans hele bundne Tilstand maa gjøre en Flytning for ham, og hvor let der maa kunne træffes en Overenskomst mellem Plantageejerne, om ikke at modtage hinandens Arbejdere.

Det er en saa gammel, ved theoretisk Betragtning saa let beviselig og ved practisk Erfaring saaledes godtgjort Sandhed, at den eneste rette Maade til at frembringe et dygtigt og flittigt Arbeide er at lønne det efter dets Qvantitet og Qvalitet, samt at Ingen er i Stand til at fastsætte den rette Maalestok herfor uden den private Arbeidsherre ved fri Contract med Arbejderne, at alle yderligere Beviser herfor synes at maatte være overflødige. De Forsøg, som i den senere Tid ere gjorte paa at substituere noget Andet i Stedet for denne simple Sandhed, have kun truet de europæiske Statssamfund med de voldsomste Revolutioner, og man synes dog nu at ville indsee, at Staten ikke kan paatage sig at være Formynder for den Privates Arbeide og dets Løn. Dette synes Gouverneur Hansen imidlertid ikke at begribe; han synes ikke at indsee, at det eneste Middel til at vække den forhenværende Slave til en fri Anstrængelse af sine Kræfter og til at lære ham Forskjellen mellem frit og tvungent Arbeide netop er at afpasse Lønnen efter Arbejdets Qvantitet og Qvalitet. Derfor har han foreskrevet bestemte Lønninger, fra hvilke der hverken maa viges af Herre eller Arbejder. Det er derfor ikke alene i det almindelige Omsætningsmedium, nemlig Penge, at Arbejdets Værdi bestemmes; det Samme skeer ogsaa med Hensyn til den Pris, hvortil Fødemidlerne skulle modtages. Efterat man overalt har erkjendt, at Staten ikke behøver at blande sig i Bestemmelsen af den almindelige Handelspris for Fødemidlerne og har opgivet tidligere Forsøg i denne Retning, gjør Gouverneur Hansen nu et nyt, som bliver saa meget misligere, som Bestemmelsen ikke er lige anvendelig for alle Classer i det paagjældende Samfund, men kun for een enkelt, hvem det saaledes tydeligt vises, at den staaer udenfor de almindelige for det frie Samfund gjældende Regler.

Ligesom Negeren vedbliver at være berøvet alle en fri Arbeiders Fordele, saaledes har han heller ikke dennes Pligter. Det er ikke ham, der arbejder for sin Kone og sine Børn, eller, saafremt han ikke selv kan fortjene det Fornødne til deres Underhold og de ere arbejdsdygtige, disponerer over deres Arbeide; det er ikke ham, der sørger for deres Underhold, for deres Pleie i Sygdom, for deres Opdragelse og fremtidige Livsstilling; thi han er forpligtet til at lade Arbeidscontracten gjælde ei alene for sig, men ogsaa for sin Familie. Han kan ikke med yderligere Anstrængelse af egne Kræfter forskaffe sin frugtsommelige eller ammende Kone en større Frihed end den, der er bestemt i Reglementet; han kan ikke lade hende blive borte fra Plantagearbeidet for at passe hans smaa Børn, men han skal under Arbejdstiden lade disse pleie paa eet Sted i Forening med Plantagens øvrige Børn; han kan ikke frit efter Evne og Lejlighed lade sin Søn opdrage, undervise og vælge hans fremtidige Livsvei; thi han er forpligtet til at lade ham arbeide paa Marken paa samme Plantage som han selv. Han har nemlig ingen Forpligtelse til at sørge for de svage og affældige Medlemmer af sin Familie; thi det skal Plantageejeren gjøre. Under saadanne Forhold kan intet egenligt Familieliv tænkes; og den Adgang til at Mand og Kone, der befinde sig paa forskjellige Planlager, uagtet Arbeidscontracterne, kunne flytte sammen, som Anordningen giver, er ingenlunde tilstrækkelig, saalænge Forholdene iøvrigt ere saa ugunstige for Familielivet. Den Hovedindvending, som er gjort imod Slaveriet, at det udelukker Familieforholdet, der med Rette ansees som det vigtigste Middel til at hæve dem, der staae paa Samfundets laveste Trin til en høiere aandelig og materiel Cultur, kan saaledes med fuld Grund gjøres gjældende ogsaa imod de nye Forhold.

Ligesom disse Bestemmelser ere skadelige for Negrene, saaledes berøve de ogsaa Ejendomsbesidderne enhver af de Fordele, som Frihed i Contractsforhold kunde bringe dem. De tvinge dem til ikke alene i det Hele al yde en langt liniere Betaling end under den tidligere Slavetilstand, men de nøde dem ogsaa til at give den dovne og uduelige Arbejder næsten samme Betaling sum den flittige og dygtige.

Det er ikke let forklarligt, hvorledes et saadant Værk har kunnet komme istand, skjønt man finder en Antydning deraf i de faa Bemærkninger, hvormed det ledsages i "Departementstidenden". Det hedder nemlig, at der ved Udarbeidelsen er benyttet forskjellige skriftlige og mundlige Meddelelser fra større og mindre Landeiendomsbesiddere. Disse have formodenlig hørt til den samme Classe af Plantageejere, som have understøttet det scholtenske Regimente, som kun have havt deres egen øjeblikkelige Pengeinteresse for Øie, som ikke have havt Mod og Dygtighed nok til at begribe og tage alvorligt fat paa de nye Forhold og benytte de Fordele, Frihed og Concurrence medføre, som kun ønske at bevare deres Ejendomme nogle faa Aar, for i den Tid at høste den størst mulige Nytte at dem og siden forlade dem, som derfor af al Magt have modsat sig Emancipationen og ved deres Indbydelse væsenligt bidraget til al fremkalde den ulykkelige Resolution af 28de Juli 1817 som have anstillet sig saaledes, som om de aldeles ikke indsaae Nødvendigheden af ifjor at give Slaverne Frihed, og som endelig nu, efterat den er givet i Navnet, bestræbe sig for at forhindre den fra at blive en Realitet, ubekymrede om, hvad Retfærdighed kræver som sand Frihed, og om Coloniernes fremtidige Velfærd. Dette Parti vil ved sine formanende Organer her paa Stedet sikkert af al Magt søge at understøtte den nye Patron, som det synes at have faaet i Gouverneur Hansen, i Stedet for den, det har mistet i General Scholten.

Lovgiveren vedkjender sig ogsaa paa en høist mærkelig Maade de Grundsætninger, hvorpaa denne Anordning er baseret; thi det hedder derom i "Departementstidenden": "Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til fri privat Overenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforholdet, derhos utilbøjelige til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for ville blive opfyldte. De have det imod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indser Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov." Anordningen vedkjender sig saaledes ligefrem som sit Princip, indtil i den yderste Detail ved Lov at bestemme et Forhold, som efter dets hele Natur er og maa blive et privat, hvori der maa finde Selvbestemmelse Sted, naar ikke Samfundet skal ophøre al være frit ; thi deri bestaaer netop Forskjellen mellem et saadant og Slaveriet, at i det første den Enkelte i det Væsenlige har Ret til al disponere over sine egne Kræfter, medens han i det sidste er berøvet denne Ret. At Negeren, som det siges, er mistroisk mod Løfter, for hvis Opfyldelse han ingen Sikkerhed bar, er tilvisse ikke paafaldende; thi denne Mistro deler enhver fornuftig Mand med ham, og det er netop Lovgivningens Opgave at skaffe Sikkerhed for, at Contracterne afsluttes under Former, som betrygge deres Opfyldelse; men deraf følger ingenlunde, at det skulde være nødvendigt al berøve den Private al Selvbestemmelse med Hensyn lil Contractens Indhold. Det er Ingenlunde paafaldende, at Negeren hidtil har været ubekjendt med Contractsforholdet thi for en Slave existerer et saadant ikke, men naar man vil lære ham at være en fri Mand, saa er det uundgaaelig nødvendigt al lade ham kjende dette Forhold. At unddrage ham derfra er derfor efter vor Formening del samme som al berøve ham Adgang til Frihed.

Skjønt det næsten kunde synes unødvendigt at fremhæve, ville vi dog for at undgaae Misforstaaelse udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde er vor Mening, at Staten ganske skulde undlade at regulere det vigtige Forhold mellem Herre og Arbeider. De Vanskeligheder, som Overgangen fra Slaveri til en fri Tilstand nødvendigvis maa medføre, ere i og for sig af en saadan Beskaffenhed, at Staten bør gjøre alt muligt for at formindske dem. Den bør formentlig i dette Øiemed give strænge Love for Løsgængeri; den bør tilholde alle arbeidsdyglige Personer at søge Arbejde; den bør sørge for, at de efter fri indbyrdes Overenskomst aftalte Contracter blive afsluttede under Former, som betrygge deres Opfyldelse; den bør give faste Regler for de Tilfælde, da Contracter ei ere oprettede og Parterne ej selv kunne blive enige osv.; men den bør ei vedligeholde Slaveri under Navn af Frihed, den bør ikke i Enkeltes particulaire Interesse tabe Coloniernes almindelige Vel alfSigte, og den bør vogte sig for ved unaturlige Indskrænkninger at fremkalde nye Voldsomheder af lignende Art som dem, der betegnede Overgangen fra Slaveriet til den nærværende Tid.

38.

(Fædrelandet 30. juni 1849).

Ubekendt: Plantagen Sob på St. Croix. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Artiklen blev imødegået i artiklen "Angaaende Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave. Det væsentligste forsvar for Hansens arbejdsreglement var at 

"... nogle faa Maaneder i Forveien en social Revolution havde fundet Sted paa Øen, hvorved Samfundsforhold af meer end hundredaarig Hjemmel styrtedes overende; at den hvide og sorte Folkestamme staaer ligeoverfor hinanden i et næsten fjendtligt Forhold; at desuagtet gjensidig Imødekommen og Samvirken er uomgængelig nødvendig til det Heles Opretholdelse, eftersom i modsat Fald de Blanke maae, som for en stor Deel er Tilfældet paa de engelske og franske Øer, forlade deres værdilæse Eiendomme og de Sorte hensynke i Lediggang og Vankundighed ...."

Desuden at man på de engelske og franske øer (eksempel Trinidad) har gjort hvad "Fædrelandet" havde foreslået, hvilket havde medført at 

"... afnøde Planterne en aldeles overdreven Dagløn for en enkelt Dag og strax efter ganske nægte at paatage sig noget Arbeide, fordi en enkelt Dags Løn giver Arbeideren Penge nok til Livets første Fornødenheder i flere Uger ..."

Artiklen slutter:

De Bemærkninger, Forfatteren fremsætter om det Mislige ved at fastsætte bestemte lønninger for Arbeidet, have Noget mere for sig; men naar man mindes den fuldstændige Opløsning af hele Arbeidsforholdet paa Øen, vil man dog vistnok indrømme det Ubetimelige i at overlade dette Forholds Reorganisation til den absolute Contraheringsfrihed mellem 18,000 nylig emanciperede sorte Arbejdere paa den ene Side og et forholdsviis ringe Antal blanke Ejendomsbesiddere paa den anden. Det er aabenbart langt hensigtsmæssigere, at en, begge Parter overordnet upartisk Stemme giver Veiledning til dette Forholds Ordning ved at bestemme Lønningernes Størrelse med behørigt Hensyn til, hvad disse lønninger udgjøre paa de naermeste Øer. Den techniske Beskaffenhed af Sukker- og Rom-Tilvirkningen har til nødvendig Følge, at alt til dette Øiemeed fornødne extraordinaire Arbeide maa nøiagtig reguleres. Naar en senere Tids mildere Stemning har udjevnet flere af de Skillevægge, som nu fjerne de forskjellige Klasser af Befolkningen, vil det være naturligt, at den frie Selvbestemmelse efterhaanden træder i Stedet for Reglementets Bud, og det fortjener i denne Henseende vel at mærkes , at der af Etatsraad Hansen udgivne Arbeidsreglement kun er provisorisk. Det er dernæst langtfra i den almindelige Lovgivning noget Uhørt, at Arbeides Værdiansættelse kan skee ved taxtmæssig Bestemmelse. Thi ikke at tale om, at de nu tildeels forældede Laugsartikler fastsatte Taxter for Arbeide, som nu paa Grund af forandrede Forhold her ei tages til Følge, men under kun lidet udviklede Samfundsforhold kunne have været vel motiverede, saa har taxtmæssig Betaling for Arbeide indtil de sidste Tider fundet Sted i slige særegne Tilfælde, hvor den frie Contractsfrihed ei kan komme til uhindret Anvendelse, og er det tilstrækkeligt i denne Henseende at henvise til Lovbestemmelserne om Muur- samt Tømmeresvendes Dagløn, Forbagningstaxten, Lods- og Vognmandstaxt og andre lignende Bestemmelser. Hvor gjerne man derfor erkjender Rigtigheden af den almindelige Sætning, at Arbeidets Priis bør ordnes ved fri Overeenskomst, saa bestemt tør man dog paastaae at de øieblikkelige Forhold paa Øen stille de kontraherende Parter i er saa spændt Forhold mod hinanden, at en lovmæssig Begrændsning af Contractfriheden maa være i det Heles Interesse.

Naar endelig Artiklens Forfatter ivrer imod at den emanciperede Neger ikke har alle en fri Mands Pligter at bære, navnlig med Hensyn til sin Families Underholdning m. m., saa maa denne Yttring grunde sig paa en Misforstaaelse af Reglementet; thi deri indeholdes ingen Bestemmelse, som medfører nogen Forandring i Mandens og Faderens almindelige Pligt til at sørge for sin Hustru og sine Børn. Iøvrigt har han og Familiens øvrige Medlemmer ved den, den indrømmede Adgang til at disponere over Løverdagsarbeidet en ganske særegen Leilighed til at sørge for sit og Sines Velvære, som maa være af stor Betydning. Det er ligeledes en fuldkommen Misforstaaelse af Reglementet, naar Artiklens Forfatter mener, at dets Bestemmelser udelukke Familieforhold. Under Slavetilstanden kunne Mand og Kone, Forældre og Børn fjernes fra hinanden ved Salg, Gave o. s. v. Ligesom det er en ligefrem Følge af Emancipationen , at saadanne Sønderrivelser af Familiebaandet for Fremtiden ere umulige, saaledes er endog lovligt Ægteskab en i Reglementet hjemlet Grund for den ene af Ægtefællerne til at ophæve et bestaaende Tjenesteforhold, for at flytte til den anden Ægtefælle; men en saadan Ret har selv efter den danske Lovgivning intet Tjenestetyende her i Landet; dog hvad vigtigere er, RegIementets Bestemmelser om Beboelse med Tilliggende for Negerfamilierne paa Plantagerne, fri Sygepleie m. m., tilsigte at skaffe dem et betrygget Huus og Hjem, det er, den vigtigste Betingelse for Familielivet.

Det er ikke meget sandsynligt, at Indholdet af "Fædrelandets" Artikel vil komme til mange vestindiske Arbeideres Kundskab; men, saafremt det var Tilfældet, maatte Enhver, der kjender denne Befolknings Stemning, med Bekymring see hen paa den Virkning, et almeenlæst Blad som "Fædrelandet", kunde frembringe ved paa en docerende Maade at indbilde Negerne, at den nuværende Tilstand er "en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af Frihed". Dersom denne Yttring skulde være en virkelig Anskuelse hos Artiklens Forfatter og ikke blot et ubesindigt Udtryk, haabe vi, at disse Linier maae have oplyst ham om det Skjæve og Feiltagende i hans Formening.

- ph - 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave).