Politimester Christopher Leisner (1813-1868), Eckernfördes Politimester 1860-1864. (Efterskrift til Politivennen)

Christopher Leisner (1813-1868) fik embedseksamen i 1839. Konstitueret landfoged på Østerland (Før), konstitueret herredsfoged i Slogs Herred, Nybøl Herred. 1848-1851 konstitueret borgmester, bysekretær og politimester i Sønderborg. I et brev dateret Flensborg 27. december 1850 skrev gehejmeråd F. F. Tillisch til Zahrtmann: "Leisner maa jeg have fra Sønderborg, men desværre maa han anbringes enten i Husum eller Tønder; begge Steder kunne man ønske en dygtigere personlighed, men der haves ingen" (Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række, 3. bind.) 1851- borgmester og politimester i byen Schleswig. Gift med Alba Petræa Mathilde Cathinka Wildenrath (1823-1875) - ingen børn. 

Leisner var borgmester og politimester i Eckernförde 1860-1864. Under hans styre faldt der domme over tyskere som udviste tysk sindelag. Det kunne fx være en landmand som kaldte sine heste "Schleswig" og "Holstein" så han kunne råbe dette højt (han fik en bøde og 5 dage på vand og brød).  Mest opmærksomhed og politisk betydning vakte imidlertid afstraffelsen af en 9-årig dreng.

Han var ikke den eneste, også Slesvigs senere borgmester Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1910) blev berygtet blandt slesvig-holstenerne. Han nedskrev i 1906 sine erindringer for perioden 1856-1864. Heraf fremgår at han i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, og i den anledning havde han lukket Heibergs boghandel og anholdt en ung urmager Gerke som var sigtet for medvirken ved omdeling af adresser. Gerke hængte sig i sin celle og begravelsen udviklede sig til omfattende demonstrationer på kirkegården. Jørgensen splittede hårdhændet demonstranterne. Hans fremgangsmåde vakte sympati i Danmark, og Leisner blev forflyttet til Eckernförde, mens Jørgensen blev udnævnt til hans efterfølger - og beholdt samtidig posten som politimester. Se også det særskilte afsnit om Jørgensen her på bloggen.

Fotograf Carl Edvard Emil Rye: August Jørgensen (1824-1910). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Leisner fungerede i Eckernförde som borgmester, politimester, senator og auktionarius Efter krigsudbruddet rejste  Leisner den 2. februar 1864 mod Danmark. Telegrafen havde afsløret hans rute, og han blev mødt af rasende menneskemængder i de større byer. Også Jørgensen måtte forlade stillingen, og han var 23. marts-21. april 1864 konstitueret byfoged i Fredericia. Han valgtes senere til rigsrådets folketing i Hillerød. 

Dette indslag handler om episoden med afstraffelsen af den 9-årige dreng. Kort fortalt legede en 9-årig dreng i januar 1863 på gaden i Eckernförde. Han viftede med en gren foran baron Hugo Scheel Plessens hest der blev sky. Drengens far slagtermester Büschel gik til baron Plessen for at anmode denne om at tilgive drengen, han skulle nok afstraffe drengen. Politiet insisterede på en offentlig afstraffelse, og Büschel bad baronen om at lægge et ord ind for ham. Men Leisner opfattede handlingen som en patriotisk ytring, og han indfandt sig med 2 retsbetjente og stadsfysikus i hjemmet. Drengen kastede sig på knæ foran borgmesteren og bad: "Jeg har for kort tid siden mistet min mor, sorgen over mig kan også føre til min fars død. Jeg beder Dem om at forbarme Dem". Hertil svarede borgmesteren noget i retning af: "Du skal piskes, sådan er det". Drengen blev så pisket så blodet flød ned ad ryggen og han fik varige skader. Drengen blev lagt over to stole, munden fastholdt så han ikke kunne skrige. Sagen blev fremsendt til Berlin, bl.a. til lord John Russel. I hele Tyskland blev sagen kendt og bekræftede opfattelsen af danskerne som hensynsløse barbarer mod den tyske befolkning i Slesvig-Holsten.

Gennem de tyske aviser blev affæren også kendt i Danmark. I starten citerede man mest disse aviser og forsøgte at nedtone voldsomheden. Herefter citeredes affæren mest som at drengen selv havde været ude om det og nedtonede skaderne efter piskningen. Lidt som en almindelig røvfuld.

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 25. april. De foranstaltninger til undertrykkelse af oppositionsbevægelserne, som længe har været varslet, og som har gjort sig kendt blandt hertugdømmet Slesvigs befolkning, synes nu at blive gennemført. Foreløbig er der sat gang i ændringer i embedsværket kombineret med en tilsvarende fjernelse af alle elementer, der ikke passer til landspartiets intentioner. I Slesvig har den kendte revisor og politimester Jörgensen, hvis sag mod den ulykkelige Gercke, der blev tortureret til døde, og mod boghandleren dr. Heiberg blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogsorden, nu erstattet justitsråd Leisner som borgmester, en forfremmelse, som Jörgensen sikkert vil vide at vise sin taknemmelighed for gennem nye heltegerninger. Leisner er blevet forflyttet til Eckernförde, hvor borgmester Lorenzen og bysekretær Langheim har skullet give plads til ham. Langheim, som ved undersøgelserne i Eckernförde stadig ved forskellige lejligheder ønskede at handle efter loven, blev af sine overordnede foranlediget til at indgive sin ansøgning om løsladelse; da han nægtede, blev han simpelthen afskediget.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 25. April. Die bereits seit längerer Zeit in Aussicht gestelten Massregeln zur Unterdrückung der oppositionellen Bewegungen, welche sich unter der Bevölkerung des Herzugthums Schleswig kund gegeben haben, scheinen nunmehr zur Ausführung gebracht werden zu sollen. Mit Veränderungen im Beamtenstande, verbunden mit einer entsprechenden Ausscheidung aller den Absichten der nationalen Partei nicht zusagenden Elemente, hat man einstweilen den Anfang gemacht. In Schleswig tritt der bekannte Auditeur und Polizeimeister Jörgensen, dem sein Verfahren wider den unglücklichen, zu Tode gepeinigten Gercke, sowie gegen den Buchhändler Dr. Heiberg bereits das Ritterkreuz des Danebrogordens eingetraten hat, nunmehr als Bürgermeister an des Justitzraths Leisner Stelle, eine Beforderung, für welche Jörgensen sich voraussichtlich durch neue Heldenthaten dankbar zu erweisen wissen wird. Leisner ist nach Eckernförde versetzt worden, woselbst Bürgermeister Lorenzen und Stadtsekretär Langheim ihm haben Platz machen müssen. Langheim, der bei den Untersuchungen in Eckernförde verschiedentlich noch nach Recht und Gesetzt hat verfahren wollen, ist in Veranlassung dessen von seinem Vorgesetzen aufgefordert worden, sein Entlassungsgesucch einzureichen; da er sich dessen geweigert, ist er einfach verabschiedet worden. 

(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerectigkeit 5. maj 1860).

Casper Conrad Langheim var borgmester siden 1841 og var vellidt også blandt tyskerne. Selv om han blev tvunget væk fra posten nogle år efter afslutningen af treårskrigen 1848-1851, fulgte de efterfølgende borgmestre dog hans linje. Det var først med Leisner, og især med Jørgensen at dette ændrede sig. Se også det særskilte indslag om Langheim her på bloggen.

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Syd for Dannevirke, den 30. September. Saa samvittighedsfuldt som muligt har jeg nu i henved et halvt Aar givet Dem Meddelelser om, hvad der tildrog sig hernede, og hvad der rører sig i Gemytterne. Jeg vil ikke nægte, at før jeg kom hertil, troede jeg, at det dog nok lod sig gjøre at indføre Grundloven, og at Stemningen var os mindre fjendsk i Svan-Sø og Danske-Skov; efterhaanden kom jeg dog til at sande, at man maa hævde Nationaliteten fremfor Alt, og at de, som ville erobre Befolkningens Stemning ved den videste Frihed, igrunden kjøbe Katten i Sækken. Man har det ogsaa paa Fornemmelsen hernede, at foruden den aabne Modstand gives der en anden og farligere, nemlig en vidt dreven hemmelig Agitation fra Tydskland, en Agitation, som benytter sig af de skændigste og nederdrægtigste Midler, for at naae et forbryderisk og røverisk Maal. Og naar man saa engang læser rigtigt sande og slaaende Artikler som den om "de slesvigske Provindsialstænder" nys i "Fædrelandet", og man ret puster disse Sandheder udbredte blandt Befolkningen, sa saa maa man sige til sig selv, at saadanne *Ønsker høre til dem, som ikke kunne opfyldes, thi Befolkningen faaer alle Efterretninger fra Danmark gjennem tydske Aviser. Man har ingen Anelse om, hvorledes vi Danske betragte slesvigske Forhold, men man har sat Befolkningen paa et Standpunkt at betragte os fra, der er saa forkeert og Danmark saa ugunstigt, som det vel er muligt. Man troer, at specielt Kjøbenhavnerne ville Slesvig tillivs paa alle mulige Maader. Om vore politiske Partier er man meget uvidende, man skærer dem alle over een Kam, saadanne politiske Personligheder som J. A. Hansen, A. L. de Coninck o. Fl. ere aldeles ubekjendte Størrelser, og af Ministrene er det kun den slesvigske og den holsteenske, man kjender Noget til. Hall forestiller man sig som et Uhyre, Gud veed hvorfor; thi en tammere Minister, der mere lader Alt skjøtte sig, som det kan bedst, kunne dog selv de meest Misfornøiede ikke godt forlange. Det maa derfor være alle gode danske Mænds Opgave at virke hen til, at Sydslesvig faaer et nøiere og bedre Kjendskab til vore Forhold, og blandt Andet kunde smaa Pjecer paa Tydsk, uddeelte blandt Befolkningen, gjøre god Virkning. Hyppige Reiser til denne Deel af Landet vilde ogsaa være at anbefale. Kjendte man os blot rigtigt, vilde man skamme sig ved at bedømme os og vore Forhold paa en saa ravgal ! Maade, som man gjør.

Hvad der har bedrøvet mig mest hernede, er det isandhed frygtelige Had, som Ungdommen I nærer til Danmark; det er Noget, hvorom de ikke kan gjøre Dem Begreb, og Wühlere sige med stolthed: "Ja, Ungdommen er meget værre end vi!" Jeg vil blot hidsætte en lille Begivenhed til Bekræftelse paa det her Anførte. Som De veed, vrimler det her af Skyttegilder, og det gaaer saa i vidt, at Børnene ogsaa have deres Gilde, hvor der skydes med Flitsbue. Nu skulde der da denne Sommer være stor Gildefest for Børnene i Ekernförde; to røde Faner skulde bæres foran Optoget gjennem Byen, men Justitsraad Leisner, Byens dygtige Borgemester, fandt det passende, at et Dannebrogsflag ogsaa kom med. Denne Fane vilde ingen af Drengene bære! der maatte derfor trækkes Lod, og dette faldt paa en Dreng, der hørte til den derværende Garnison; saaledes blev den Knude overhugget. En haabefuld Yngling skal imidlertid have gjort sig syg, fordi han ikke vilde gaae i et Optog, hvor Dannebrog bæres i Spidsen. Kald det Drengestreger, om De vil, men husk paa det sande Mundheld: Hvad man i Ungdommen nemmer, man ei i Alderdommen glemmer.

Det er Underviisningen, det er Skolevæsenet, som maa og bør controleres langt alvorligere end hidtil. Som De veed, er Kiel Slesvigholstenernes Hovedstad, og alligevel lader man et Skoleseminarium vedblive at bestaae i Ekernførde, Kiels Naboby. De kan tænke Dem, at Dhrr. Seminarister gjerne ville spille Kielerstudenter i det Smaa; de have kun to Timer dansk Underviisning om Ugen, og Læreren er ikke det danske Sprog mægtig. Herre, hvad skal Enden blive? Bestyreren. Prof. Bahnsen, er en gammel Mand af en retsindig Charakteer; men jeg troer, at han har overlevet sin Tid, og at han er en ivrig Modstander af Sproggrændsen.

Hvorfor behøves der overhovedet to Seminarier i Slesvig? Vilde det i Tønder, naar det blev udvidet, ikke være tilstrækkeligt? To saadanne Skoler maae mere end nogetsomhelst Andet virke til Adsplittelse. 

Til Slutning vil jeg tage Maleriets lysere side frem, og den er, at den lavere Middelstand og den uafhængige Bonde nære et indgroet Had til en Opgaaen i Tydskland og specielt i Preussen, og at man ikke mere uden ydre Tvang vil tage sin Tilflugt til Oprør som sidste Gang: det er kun den "videnskabelige Intelligents", der vil sælge Fædrelandet til dets værste Fjender. Svansø, Danske-Skov og Hütten Amt er kun en lille Deel af Slesvig, og om den ogsaa raaber høiest, er det dog nok Nord- og Mellemslesvigerne og Friserne, som i Afgjørelsens Time faae det vægtigste Ord at sige.

(Flyveposten 4. oktober 1861).

Fra Eckernførde skrives de forskjellige holsteenske Blade Følgende, hvorpaa vi ikke undlades at henlede Vedkommendes Opmærksomhed: Hr. Baron v. Plessen red en Dag henimod Slutningen af December ved Jungfernstieg, hvor en Deel Bern legede. En af disse, en Søn af Slagtermester Büschel, kastede - hvad enten det nu skete af Vanvare eller forsætligt - en nedfalden Green i saaledes, at den traf Baronen paa Armen, hvorved dennes Hest blev noget sky. Faderen, som fandt Sønnens Adfærd meget strafværdig, begav sig strax til Baronen for at gjøre Undskyldninger og for at forsikre ham om at Barnet skulle blive alvorligt revset. Baronen tilgav ikke alene det Skete, men bad Faderen om ikke at være alifor streng. Glad over saaledes at have bilagt Sagen, gik Fader, nu hjem og straffede sin Søn til Advarsel for Familien. Men kort efter erholdt han en  Tilsigelse til at møde paa Politikammeret, hvor man underrettede ham om, at hans svagelige 9 Aars Barn skulde pidskes. Alle Faderens Bønner og Forsøg paa at faae Justitsraad Leisner til at tage Dommen tilbage vare forgjæves, og Baron Plessens Forbøn frugtede ligesaa Iidt. En Eftermiddag indfandt Justitsraaden sig tilligemed Physikus Dr. Wasmer, Overpolitibetjent Kold og Vagterne Reimers og Rhode, den sidste med et Bundt Riis, for at pidske Drengen. Faderen bortfjernede sig for ikke at høre Drengens Jamren og for ikke at lade sig henrive lil en overilet Handling. Da han kom tilbage, var Exekutionen forbi, og Inqvisitionen fjernede sig med den Advarsel, at han i Fremtiden maatte see at passe bedre paa sin Søn. Drengens Ryg var sønderflænget, og Barnet maalte bringes tilsengs.

(B. T )

(Østsjællandsk Avis (Køge) 19. januar 1863)

Berliner Gerichts-Zeitung 15. januar 1863 kommenterede affæren på følgende måde: Die Dänen und deutschen Renegaten a la Leisner mussten einen deutschen Rücken prügeln, noch dazu einen  neunjahrigen! Senere referedes sagen således (oversættelse først):

Drengepiskningen i Eckernföde som en af ​​vore ambitiøse forfattere hurtigt brugte til at friske sit navn op med en lille europæisk aura, vækker stadig den mest almindelige forargelse i Slesvig, især når man hører at den stakkels dreng der blev ramt af den, led virkelig alvorlig skade på helbredet. Politimesteren Leisner der optrådte på en så slem foged- og fogedmanér, er genstand for almindelig afsky. Det viser sig også senere gennem udtalelserne fra den 9-årige Carl Büschels legekammerater at han ganske utilsigtet kastede en gren efter baron Plessen. Under alle omstændigheder bør hændelsen få den konsekvens at politiet i Eckernförde bliver frataget den barbariske overlegehed offentligt at straffe børn af respektable forældre for simpel gadestreger. Andre steder bliver selv unge tyve og vagabonder ikke længere pisket, men bliver behørigt stillet for retten og straffet. Spørgerne vil højst give dem håndjern der ikke overholder kravene, men hvis disse har sundhedsskadelige konsekvenser, risikerer de at blive straffet. Og det forekommer os fint.

Die Knabenpeitcschung in Eckernföde, die einer unser strebsamen Literaten rasch benutzt hat, um seinen Namen durch etwas europäischen Nimbus aufzufrischen, erregt noch immer in Schleswig die allgemeinste Eintrüstung, besonders da man hört, dass der arme davon betroffene Knabe wirklich ernstlichen Schaden an seiner Gesundheit gelitten hat. Der Politzeimeister Leisner, der in so gemeiner Schergen- und Büttelmanier gehandelt hat, ist Gegenstand des allgemeinen Abscheu's. Auch stellt es sich nachträglich durch dis Aussagen der Spielkameraden des 9jähringen Carl Büschel heraus, dass derselbe ganz unabsichtlich den Baron Plessen mit einem Zweige geworfen. jedenfalls dürfte der Vorfall die Folge haben, dass in Eckernförde der Polizei die ganz barbarische Besugnitz entzogen wird, Kinder achtbarer Eltern wegen einfacher Strassenungezogenheiten öffentlich zu züchtigen. Anderwärts werden ja selbst junge Diebe und Vagabonden nicht mehr gepeitscht, sondern ordnungsmässig vor Gericht gestellt und bestraft. Höchtens erhalten sie von den Inquirenten nicht vorschriftsmäasige Manischellen, sollten diese aber gesundheitswidrige Folgen haben, so laufen jene Gefahr, bestraft zu werden. Und das scheint uns auch in der Ordnung.

(Berliner Gerichts-Zeitung 29. januar 1863).

Da Leisner og hans håndlangere havde pågrebet drengen i faderens hus, faldt det svage barn for hans fødder, omfavnede hans knæ og tryglede: "Jeg har for nylig mistet min mor, sorgen over mig vil også slå min far ihjel; Vis derfor barmhjertighed." Politimesterens svar lød: "Du skal piskes, og det er så vidt det rækker." ... Så fem danske mænd ydmyger sig selv så dybt, at de straffer et fattigt, svagt, men samtidig flittigt og godt tysk barn der lige har mistet sin mor på en grusom og uhyrlig måde, fordi faderen er tysker! ... - Beskrivelsen af ​​denne hidtil usete handling blev sendt til de herboende ambassadører i Berlin; en redegørelse er blevet udfærdiget og præsenteret for Lord John Russel, og sorgens budskab er fejet gennem Tyskland fra ende til anden. Vil Tyskland affinde sig med denne nye kendsgerning, uhørt selv i Bombas', Don Miguels og Nikolaus' årbøger? Måske kan det svage barn blive anstødssten for at styrke det tyske folk, for endelig at sone for den lange skam.

Als Leisner mit seinen Schergen den Knaben im Hause seines Vaters ergriffen hatte, fiel ihm das schwächliche Kind zu Füssen, umfasste seine Knie und flehte: "Ich habe erst kürtzlich meine Mutter verloren, der Kummer über mich möchte auch meinen Vater tödten; deswegen haben Sie erbarmen." Die Antwort des Politizeimeister lautete: "Du sollst gepeitscht werden, und dabei hat es sein Bewenden." ... Also fünf dänische Männer, erniedrigen sich so tief, dass sie ein armes, schwaches, dabei auch fleitziges und braves deutsches Kind, das eben seine Mutter verloren hat, aug eine grausame und empörende Art züchtigen, weil der Vater ein Deutscher ist!... - Die Schilderung dieses beispiellosen Acten ist an die residierenden Gesandten nach Berlin geschickt; es ist eine Urkunde aufgenommen und Lord John Russel eingehändigt worden, und die Trauerbotschaft durchliegt Deutschland von einem Ende bis zum anderen. Wird Deutschland sich diese neue, selbst in den Jahrbüchern eines Bomba, Don Miguel und Nikolaus unerhörte Thatsache gefallen lassen? Vielleicht kan das schwache Kind der Anstoss werden zum Ermannen des deutschen Volks, zur endlichen Sühne der langen Schmach.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 1. februar 1863. Uddrag. Afsnit som forekommer i de øvrige artikler er udeladt).

I marts 1863 blev justitsråd Leisner frikendt ved en dansk ret. Dette blev flittigt citeret i tyske aviser som endnu et eksempel på dansk barbari.

Et Trudselsbrev. Et af de anonyme Trudselsbreve, der fra Frankfurt ere sendte til Justitsraad Leisner i Eckernförde i Anledning af den verdenshistoriske Begivenhed med Slagtermester Büschels Sønneke, lyder saaledes:

"Elender, niederträchtiger Schurke! nimm Dich wohl in Acht! Du sollst Deinen verdienten Lohn für Deine ruchlose That an einem unschuldigen deutschen Kinde empfangen! Wir Deutschen werden Euch lumpigen Dänen und elenden Diebe unseres Vaterlandes noch beweisen, dass in unserer Brust nock edle deutsche Herzen schlagen, deren einziges Streben ist, Euch Dieben das geraubte, edle Schleswig-Holstein wieder zu entreissen, und die Zeit wird bald herannahen, wo Ihr sehen sollt, was es heisst für das Vaterland ins Feld zu ziehen.

Ein Deutscher."

(Flyveposten 2. marts 1863.)

Flyvepostens artikel blev flittigt citeret i tyske aviser.

De tyske hertugdømmer. Slagtermesteren Büschel i Eckernförde stævnede den danske dommer Leisner i Eckernförde, fordi han på grund af en patriotisk udtalelse barbarisk lod sagsøgerens lille søn slå. Som man hører, blev Büschel afvist, fordi Leisner henviste til, at hans forgængere pryglede tyske skolebørn.

Deutsche Herzogthümer. Der Metzgermeister Büschel in Eckernförde ist seiner Zeit gegen den dänischen Justitzrath Leisner in Eckernförde klagend aufgetreten, weil derselbe das Söhnlein des Klägers einer patriotischen Aeusserung wegen hatte barbarisch prügeln lassen. Wie man hört, ist Büschel aus dem Grunde abgewiesen worden, weil Leisner nachgewiesen hat, dass schon seine Amtsvorgänger die deutsche Schuljugend haben prügeln lassen.

(Straubinger Tagblatt 29. april 1863.)

Preussiske og østrigske tropper overskred Ejderen 1. februar 1864. Der kom til en kort kamp i skoven ved Friedrichstadt syd for Eckernförde og derefter rykkede preusserne ind i Eckerförde by. Her blev de beskudt af to danske krigsskibe, men de fortrak da preusserne havde opstillet tre feltbatterier der begyndte at beskyde skibene. 

Leisner måtte opgive sin stilling og begive sig nordpå mod Danmark. Det gik ikke stille af, for telegrafisk (nogen kilder angiver Büschel som den der foranledigede det) var der givet besked til stationsbyerne om at Leisner var på vej med preussisk eskorte.

Wilhelm von Diez (1839-1907): Gefecht bei Eckernförde am 1t Febr. 1864. Skibene må være de to danske krigsskibe, i forgrunden opstiller preusserne det feltartilleri som fik dem til at fortrække. Krigsmæssigt var Eckernförde kendt fra treårskrigen 1848-1851 for et slag hvor det danske linjeskib Christian VIII og fregatten Gefion blev ødelagt af slesvig-holstensk artilleri, 5. april 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nachdem Bürgermeister Leisner in Eckernförde gezwungen worden die Stadt zu verlassen, hat der Bürgermeister Stegelmann den Herzog Friedrich proclamiert.

(Leipziger Zeitung 4. februar 1864)

Schl.-H. Bl. skriver: "Hr. Leisner havde den frækhed at blive i Eckernförde, efter at danskerne havde trukket sig tilbage. Han følte sig imidlertid meget usikker og anmodede om en sikkerhedsvagt hos chefen for de preussiske tropper, som beredvilligt blev bevilget ham. Derpå gik borgerdeputationen til ham og fik ham til at forstå, at han ikke kunne fortsætte med at fungere som borgmester i denne tid. Det var ikke let for hr. Leisner at træde tilbage fra sin lukrative post. Den kommende preussiske oberst forklarede, at han ikke behøvede at bekymre sig om fælles anliggender. Der var ikke andet tilbage for den adelige drengeprygler end at forlade stedet under eskorte af preussisk kavaleri." [Fra en privat kommunikation ved vi, at den preussiske kommandant sagde, at han kunne beskytte personen, men i sit embede var han nødt til at beskytte sine medborgeres respekt. D. red.]

Die Schl.-H. Bl. schreiben: "Herr Leisner hatte die Keckheit, nach dem Abzug der Dänen noch in Eckernförde zu bleiben. Er fühlte sich indessen sehr unsicher, und erbat sich von dem Befehlshaber der preussischen Truppen eine Sicherheitswache, die ihm bereitwilligst gemährt wurde. Darauf begaben sich die Bürger-Deputation zu ihm und machten ihm begriflich, dass er in dieser Zeit nicht noch ferner als Bürgermeister fungiren könnte. Herrn Leisner mochte das Aufgeben seines einträglichen Postens nicht leicht werden. Er machte noch einen Versuch, sich durch Militär in seinem Amte zu erhalten, indess vergeblich, denn der angegangene preussische Oberst erklärte, dass er sich um Communalsachen nicht zu kümmern habe. Da blieb dem edlen Knabenzüchtiger denne nichts übrig, als unter Escorte preussischer Reiter das Feld zu räumen." [Einer Privatmittheilung entnehmen wir, die Aesserung des preussischen Truppenführers habe dahin gelautet, die Person zu schützen könne er übernehmen, in seinem Amte aber müsse ihm die Achtung seiner Mitbürger schützen. D. Red.]

(Süddeutsche Zeitung 6. februar 1864).

Tilstande i Holsteen og Slesvig. Om de skandaleuse Demonstrationer mod Justitsraad Leisner skriver en Altonaerkorrespondent til "Kreuzzeitung" Følgende under 3die Februar: . . . . Selv om det Meste af, hvad der fortaltes om Leisner, skulde være sandt, saa havde dog Ingen i Holsteen Ret til at forulempe hans Person, endsige mishandle den Flygtende og behandle ham som et Stykke jaget Vildt. Og dette skete paa en oprørende Maade baade i Nemünster og Kiel og vilde her i Altona maaske have antaget de meest betænkelige Dimensioner, dersom de preussiske Officerer, som ledsagede Leisner, ikke havde brugt den Forsigtighed, at lade Toget holde omtrent ti Minutter for Ankomsten til Altona, for at de ad en Sidevei kunde bringe Leisner til Hamborg udenom Altonas Forstad. Saa vidt er det allerede kommet hos os, at der ikke mere existerer nogen Garanti for Folks personlige Sikkerhed! Allerede om Formiddagen var der til forskjellige Herværende ankommet Telegrammer om, at Leisner vilde indtræffe til Altona med Aftentoget. Mere behøvedes der ikke, for den skandalelystne Del af vor Befolkning for atter at sætte en Demonstration i Scene, som dennegang kunde have draget de sørgeligste Følger efter sig. Hvem der saae de Pøbelmasser, som fyldte Ventesalen paa Banegaarden, og som vare ophidsede ved Taler og Brændeviin - hvem der hørte deres raab og truende Udraab, kunde ikke Andet end befrygte det Værste, dersom ikke en Indskriden fra Myndighedernes Side forebyggede Faren, hvilket vel ikte var at vente af vor forbundskommissariatiske Styrelses laxe og fuldkomne passive Holdning. Det var forfærdeligt at see den Lidenskabelighed, hvormed Pøbelen, da Toget kjørte frem for Perronen, kastede sig over Vognene for at faae fat i den "bebudede" Flygtning, at see, hvorledes man trængte ind Koupeerne og overfaldt fremmede, sagesløse Folk, knyttede Næverne og med dyrisk Raseri skreg paa Leisner. En Herre, der ved en Misforstaaelse blev betegnet som Leisner, faldt i Hænderne paa en Pøbelhob og kunde kun beskyttes mod Mishandlinger derved, at en af den herværende "Slesvig-Holstenske Forenings" Ledere gav sit Æresord paa, at en Forvexling fandt Sted. Endnu længe efter vedblev den ophidsede, rasende Pøbel at gjennemsøge Vognene, puffe, støde og skjælde, og alt dette mod en Mand, en Flygtning, en Forfulgt, som idetmindste ikke i Holsteen har forbrudt sig ved det Allermindste, og som, dersom han virkelig i sin Hjemstavn maaskee har begaaet noget Uretfærdigt, allerede er haardt nok straffet ved Forjagelse og ved Tab af Embede og Indtægter. Vore ellers saa stortalende Blade omtale dette beklagelige Tilfælde kun med faa Linier; om en Misbilligelse er der naturligviis ikke Tale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1864).

2. Borgermester Leisner (Ekernførde).

den 19de Februar 1864. For Retten mødte Justitsraad Christoffer Leisner, 51 Aar gammel, født i Haderslev, Kandidat fra Universitetet i Kiel, Borgermester i Ekernførde. Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende.

Den 1ste dennes henad Middag rykkede de første preussiske Tropper ind i Ekernførde, efterfulgte af en Mængde Studenter fra Kiel, kjendelige paa deres Huer og forsynede med Baand af de oprørske Farver. Til disse sluttede sig nu Byens Pøbel og en Deel af Borgerne, og denne Mængde foretog sig nu rundt i Byen allehaande Excesser under Afsyngelsen af Sangen "Schleswigholstein“. Tilsidst samlede Mængden sig udenfor Komparentens Huus og nedrev Politiskiltet, hvorefter Komparenten bevægede en af Byens Senatorer, N. n., til at gaae til den Øverstkommanderende paa Stedet, en preussisk Major, for at udbede Beskyttelse for Komparentens Person. Senatoren kom imidlertid tilbage og erklærede, at Majoren, hvis Navn iøvrigt var Komparenten ubekjendt, havde nægtet at yde nogen Beskyttelse. Efterhaanden indfandt sig flere preussiske Underofficerer i Anledning af Rekvisitioner hos Komparenten; ogsaa til disse erklærede han, at han for at præstere det Forlangte maatte have personlig Beskyttelse, og disse Underofficerer lovede at forebringe Vedkommende dette Forlangende, men han fik intet Svar, og Uordnerne vedbleve uforstyrret. Henimod Kl. 5 indfandt sig hos Komparenten Adjutanten hos den Øverstkommanderende og erklærede ham, at han ikke kunde vente nogen Beskyttelse fra Militairets Side for sin Person, samt betydede ham at reise, hvilket Tilhold Komparenten erklærede at ville efterkomme, hvorpaa denne Officeer lovede ham den fornødne Escorte til at komme ud af Byen. Han steg kl. 7 tilvogns tidligemed sin kone og Pleies dater og kjørte nu ud af Byen ad Kiel til, med Vognen escorteret til udgangen af Byen af to preussiske Uhlaner. Omtrent 1. Miil fra Byen stødte Vognen paa en preussisk Patrouille, hvis Fører, en Underofficeer, efterat en tilstedeværende civil Person havde erklæret, at Komparenten var en Dansk, rev Vogndøren op og holdt Komparenten en Karabin for Brystet, hvorefter han lod en af Patrouillens Mandskab stige op paa Bukken og kjøre vognen under Eskorte af to Mænd tilfods til det preussiske Hovedkvarteer paa Hohenlied. Ankommen hertil maatte Komparenten stige ud af Vognen, men fik, efterat have foredraget Sagen for de preussiske Officerer, der her vare forsamlede, af en ham iøvrigt ubekjendt Major, hvis Navn han dog troer var v. Roos af Generalstaben, Tilladelse til at kjøre til Kiel, hvor han ankom samme Aften. Komparenten tilføier, at han paa Veien til Hohenlied blev behandlet brutalt af de preussiske Soldater, der escorterede Vognen, og som blandt Andet lode begge Vogndøre staae aabne for, som de sagde, at kunne høre, hvad han talte med sine Damer. Paa Reisen fra Kiel til Altona næste Dag blev han først paa Banegaardene i Kiel og Neumünster forhaanet af der forsamlede Hobe, - i Kiel vare disse Hobe blandede med preussisk Militair. Da han endelig paa Banegaarden i Pinneberg atter saae en Hob forsamlet og frygtede for, hvad der kunde skee i Altona, stod han ud fra den modsatte Side af Roupeen og begav sig bagom Toget ind i Pinneberg, hvorfra han paa Foranstaltning af den derværende Øvrighed blev kjørt til Hamborg. Hans Kone, der var kjørt videre med Toget, har fortalt ham, at en Masse, flere Tusinde Mennesker, ved Togets Ankomst til Altona var samlet derstede, tildeels forsynet med Knipler og søgende efter ham. Leisner var især bleven forhadt formedelst de slesvigholstenske Journalisters falske Fremstillinger af den Tugtelse, han som Politimester havde tilkjendt Slagter Büschels Søn.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. Bidrag til en Characteristik af de mod Danmark rettede tydske Partibevægelser, 1864. s. 194-196. Se også Det Kongelige Bibliotek)

Såvel Jürgensen som Leisner optrådte i tyske aviser sammen med mange andre som eksempler på de danske myndigheders brutalitet og fremfærd mod tyskerne i hertugdømmerne. 

Affæren blev også husket i danske aviser, i hvert fald 8. juni 1885 i Kallundborg Avis.

Affæren ved Assendrup 28de til 29de marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Et dansk overfald på preussiske husarer i Assendrup fik skæbnesvangre følger for befolkningen i landsbyen. Den 28. marts 1864 foretog kaptajn Stockfleth og 200 mand et kommandoraid ind i det besatte Jylland fra kanonbåden "Schødersee". Styrken blev landsat i Sandbjerg Vig nord for Juelsminde, og 175 af dem sneg sig derefter frem til landsbyen Assendrup hvor de tog 22 preussiske husarer til fange. Imens bevogtede de resterende 25 fartøjet. 2 preussere blev dræbt. Inden forstærkninger nåede frem, flygtede styrken til Rosenvold ved Vejle Fjord hvor skibene ventede for at sejle dem tilbage til Fredericia.

Oversættelse af tysk artikel om affæren, se originalen herunder:

Schleswigholst. Zeitung beretter om kommandoraidet hvor danskerne fangede 23 preussiske husarer: Cirka 3½ mil fra Vejle på nordkysten af ​​Vejlefjorden ligger Rosenvold Gods; her er en lille havn som flittigt benyttes af coasterne, til at modtage deres laster af produkter fra landet. Det er her danskerne siges at være landet. Her fik de formentlig også oplysninger om de preussiske troppers stilling, og det var ikke svært for dem at finde en guide der ubemærket ville føre dem på sideveje gennem det til dels skovklædte område som gennemløbes af dybe kløfter, til Assendrup og Engum, to landsbyer syd for motorvejen til Horsens, en god mil fra Vejle hvor en afdeling af husarer var stationeret. Nogle af husarerne som var ankommet et par timer tidligere for at aflaste dragonafdelingen der havde været stationeret her tidligere, var gået til ro, trætte efter en lang march, og nogle var stadig forsamlet i en kro i den yderste ende af landsbyen af Assendrup, samlet omkring den dampende skål til fejring af 2. påskedag, da deres nydelse blev så opsigtsvækkende og fatalt forstyrret. Danskerne havde ubemærket omringet de første huse i landsbyen og trængte nu ind i husene, og de overraskede husarerne som var der uden mistanke og uvidende om fjendens nærhed og troede at de var helt sikre, og tog dem til fange uden modstand. De fik ingen tid til at gribe til våben, intet skud blev affyret, ingen klinge blev trukket blank. Men danskerne havde travlt, de der var blevet vækket af den søde dvale, fik ikke lov til at klæde sig helt på, og barryggede mens de efterlod seletøjet, blev hestene drevet bort, hvilket adskillige vogne belæssede med sadelmager og beslag vidner som blev bragt her i går eftermiddags. Fangsten må dog ikke have været helt uden støj, eller måske er det lykkedes en enkelt at unddrage sig den ved i al hemmelighed at flygte og advare sine kammerater, der var indkvarteret i nabogårdene. Disse kastede sig hastigt fra deres heste, og sammen med de husarer der var udstationerede i den næste landsby som ifølge nyheden de havde modtaget, kom løbende i stor hast, kastede sig over fjenden for om muligt at rive det bytte væk de havde taget; men det kuperede terræn forhindrede dem i at angribe fjenden i hans sikre stilling. Skud lød gennem dalen, salve efter salve blev returneret af danskerne. De preussiske husarer blev tvunget til at indstille deres angreb, danskerne trak sig tilbage, og inden forstærkning nåede at nå frem, var de væk, dækket af den tætte skov og nattens mørke, lige så ubemærket som de var kommet.

Ueber den Ueberfall, bei welchem die Dänen 23 preussische Husaren gefangen genommen haben, meldet die Schleswigholst. Zeitung: Ungefähr 2½ Meile von Veile am nördlichen Ufer des Veilefjord liegt das Gut Rosenvold; hier befindet sich ein kleiner Hafen welcher von den Küstenfahrzeugen häufig benutzt wird, um daselbt ihre Ladungen an Landesproducten einzunehmen. An dieser Stelle sollen die Dänen ans Land gegangen sein. Hier haben sie wharscheinlich auch Nachticht von der Stellung der preussischen Truppen erhalten, auch konnte es ihnen nicht schwer fallen, einen Führer zu finden, der sie auf Nebenwegen durch die zum Theil bewaldete und mit tiefen Schluchten durchzogene Gegend unbemerkt bis nach Assendrup und Engum, zwei Dörfern südlich von der Chaussee nach Horsens, eine gute Meile von Veile belegen, bringen konnte, woselbt eine Husaren-Abteilung stationirt war. Die Husaren, welche erst einige Stunden vorher zu Ablösung des früher hier belegenen Dragoner-Detachements eingetroffen waren, hatten zum Theil sich zur Ruhe begeben, ermüdet durch einen längeren Marsch, zun Theil waren sie noch in einem Gehöst, am äussersten Ende des Dorfes Assendrup belegen, zur Feier des zweiten Ostertages um die dampfende Bowle versammelt, als sie auf eine so überraschende und verhängnissvolle Weise in ihrem Genuss gestört wirden. Die Dänen hatten unentdeckt die ersten Häuser des Dorfes umstellt und drangen jetzt in die Häuser ein, die ohne Arg und ohne Ahnung der Nähe des Feindes dort weilenden und sich völlig gesichert glaubenden Husaren überrumpelnd und ohne Widerstand gefangen nehmend. Es ward ihnen keine Zeit gelassen, erst zu den Waffen zu greifen, kein Schuss fiel, keine Klinge wurde blank gezogen. Doch die Dänen hatten Eile, den aus den süssen Schlummer Emporgerissenen ward nicht erst Seit gelassen, sich völlig anzukleiden, und ungesattelt, das Geschirr im Stich lassend, wurden die Pferde davongetrieben, wie dieses mehrere Wagen, mit Sattelzeug und Montirungsstücken beladen, bekunden, welche gestern Nachmittag hier eingebracht wurden. Doch nicht ganz ohne Geräusch muss die Gefangennehmung vor sich gegangen sein, oder vielleicht gelang es einem Einzelnen, sich derselben durch heimliche Flucht zu entziehen und seine in den benachbarten Gehöften einquartierten Cameraden zu warnen. diese warfen sich schleunigst auss Pferd, und im Verein mit den im nächsten Dorfe belegenen Husaren, welche nach erhaltener Nachricht in grösster Eile herbeigesprengt kamen, warfen sie sich auf den Feind, um ihn wo möglich die gemachte Beute wieder abzujagen; doch das coupirte Terrain verhinderte sie, den Feind in seiner gesicherten Stellung zu attakiren. Schüsse krachten durch das Thal, Salve auf Salve wurde von den Dänen erwiedert. Die preussischen Husaren mussten ihren Angriff einstellen, die Dänen zogen sich zurück, und bevor Verstärkung anlangte, waren sie, durch den dichten Wald und die Dunkelheit der Nacht gedeckt, ebenso unbemerkt verschwunden wie sie gekommen waren.

(Süddeutsche Zeitung 4. april 1864)

August Beck (1823-1872): Ueberfall und Aufhebung eines preussischen Husarenpostens in Assendrup. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Preusserne anså landsbyens beboere for at have været i ledtog med de danske soldater. De antændte derfor flere bøndergårde, og hindrede beboerne i at redde deres indbo og kreaturer. Ligeledes blev et stort kornmagasin ved Daugaard afbrændt. Nogle af beboerne blev arresteret og resten stærkt bevogtet. Gårdejer Kristen Brun og etatsråd Eckardt (Ørumgård) blev ført til Flensborg for at ende i hårdt fangenskab. Eckardt blev frigivet i anledning af kongen af Preussens nærværelse i Flensborg 3. maj 1864, han fik et løsladelsespas og begav sig på vej til Ørumgård. Dagen efter blev han imidlertid atter arresteret. Kommandoraidet betød at preusserne stationerede flere tropper i området, men havde ud over det ingen som helst indflydelse på krigens udfald. Styrkelsen af moralen i den danske hær var ganske kortvarig.

Johan Christian Frederik Eckardt (1823-1899), havde været frivillig i hæren 1848 hvor han var blevet løjtnant 1849. 1851 havde han købt Ørumgård mellem Horsens og Vejle. Han var under krigen medlem af Ørum-Daugaard sogneråd (1852-68), på daværende tidspunkt formand, ligesom han 1861-64 var medlem af folketinget (konservativ). I december 1864 opstillede løjtnant Eckardt til landstingsvalget, men fik ikke stemmer nok. I stedet blev gårdejer Jens Jørgensen valgt.

Fra domsudskrifter fra 1865 findes nedenstående redegørelse som også berører affæren:

Sagen 16/65 af Landsoverretsprocurator Faber Actor ctr. Arrestanten Carl Christoffer Edvard Hinrichsen.

( En Tiltalt for ulovlig Omgang med Fienden anseet efter lovgivningens Analogi, cfr. navnlig l . 6—4—6 og Ir. Art. Br. 9de Marts 1683 §§ 53 og 56, med Straf af Forbedringshuusarbeide i 2 Aar . )

(Paadømt den 27de Februar 1865.)

Dommen er saalydende :

Under nærværende Sag tiltales Arrestanten Carl Christoffer Edvard Hinrichsen for ulovlig Omgang med Fjenden.

Efter Sagens Oplysninger blev Arrestanten, om hvem der var opstaaet et almindeligt Rygte om, at han var Spion for Fjenden, den 13de April f. A. anholdt i Daugaard  Kro af to civile Personer og transporteret til Horsens, hvor han blev overleveret til en dansk militair Vagt , og fandtes han da i Besiddelse af en preussisk 25 Thaler Seddel og et samme Dag i Veile af en preussisk General udstedt Pas, der indeholdt en Tilladelse for Arrestanten til i 3 Dage uhindret at passere de fjendtlige Forposter.

Under de derefter optagne Forhører har Arrestanten forklaret, at han den 27de Marts f. A. første Gang kom i Berøring med fiendtlige Officerer, idet han nemlig bemeldte Dags Eftermiddag af fjendtligt Militair blev transporteret først fra Daugaard til Bredal, hvor han blev fremstillet for en Prinds af Mecklenburg -Schwerin, der anførte et preussisk Kyrasseerregiment, og derefter fra Bredal til Veile, hvor han blev examineret af en preussisk General. Efter Arrestantens udsagn blev han saavel af Prindsen som af den ommeldte General udspurgt deels om, hvorvidt han havde hørt noget om at der skulde være danske Tropper i Nærheden, hvortil Arrestanten svarede, at han Intet havde hørt derom, deels om, hvorvidt han kjendte Stranden ved Veile Fjord , og om der kunde komme Dampskibe derind m. m., hvorom Arrestanten imidlertid nægtede at vide Besked, og Arrestanten har derhos vedgaaet, at han efter de nævnte Personers Anmodning lovede dem, at han, naar han hørte, at der var danske Tropper i Nærheden, vilde underrette dem derom. Endvidere har Arrestanten vedgaaet, at han derefter den 12te April f. A. af egen Drift henvendte sig til den ovenommeldte Prinds, der da var indqvarteret paa Petersholm i Nærheden af Veile, og at han ved denne Leilighed af Prindsen modtog den ovenommeldte 25 Thaler Seddel foruden 4 à 5 Rdlr. i Sølv, samt gjentog sit tidligere løfte om at meddele, hvad han maatte erfare, hvorhos han af Prindsen modtog et forseglet Brev uden Udskrift, som han skulde aflevere i Brandts Hotel i Veile. Dette Brev blev samme Dag af Arrestanten afleveret til en Skildvagt i Brandts Hotel, og kort derefter blev Arrestanten af en høiere preussisk Officeer ført ind i en Stue, hvor han i en Timestid talte med denne og nogle andre Officerer, og efter sit udsagn navnlig blev udspurgt deels om, hvor de Preussere, der vare blevne fangne ved Overfaldet i Assendrup, vare blevne førte hen, og hvor den ved samme Leilighed saarede Trompeter var bleven af, deels om Lieutenant Eckardt til Ørumgaard og Fiskerne ved Veile Fjord samt om, hvorvidt der var danske Tropper i Hørnumkjær o. s. v., og Arrestanten har vedgaaet, at han om alle disse Puncter gav de Oplysninger, han kunde, samt at han ved Samtalens Slutning lovede næste Morgen Kl. 9 at møde i Henrichsens Hotel. Den næste Morgen opsøgte Arrestanten en paa dette Hotel indqvarteret ældre Officeer, der maa antages at have været Byens daværende Commandant , og da det blev sagt ham, at bemeldte Officeer vistnok var paa Brandts Hotel, gik han derind, og efterat han havde truffet ham der og talt med ham og flere andre Officerer, under hvilken Samtale han blev spurgt om lignende Ting som den foregaaende Dag, gik han med bemeldte ældre Officeer tilbage til dennes Værelse i Henrichsens Hotel, hvor han, efterat en yngre Officeer var tilkaldt, blev examineret i flere Timer, navnlig af den ældre Officeer, der da opskrev Alt, hvad Arreſtanten sagde. Efter Arrestantens Udsagn blev han navnlig examineret om Færgevæsenet ved Klakring og Rosenvold, om der havde været eller var danske Tropper i Hørnumkjær, om Fiſterne ved Veile Fjord, om hvorledes den ved Assendrup - Affairen saarede Trompeter var kommen til Ørumgaard, om Lieutenant Eckardt og flere andre Personer, og Arrestanten har vedgaaet, at han paa alle disse Spørgsmaal svarede hvad han vidste og troede var sandt. Da denne Examination var forbi, fulgte han med den ommeldte Officeer henad Gaden til et Sted , hvor Officeren gik ind, og hvorfra han noget efter vendte tilbage og medbragte det ovenommeldte Pas, som senere blev fundet i Arrestantens Besiddelse.

Arrestanten har nu vel tillige anbragt, at det, naar han - som ovenommeldt - lovede først Prindsen af Mecklenburg og senere en preussisk General at meddele dem, hvad han maatte erfare navnlig om danske Tropper, ikke var hans Hensigt at holde dette løfte, men at han ikkun gav dette løfte for at slippe fri for dem, men til dette Anbringende, der ikke finder nogensomhelst Bestyrkelse i de under Sagen fremkomne Oplysninger, vil der navnlig efter Arrestantens egne Forklaringer, deels om, hvad der den nævnte og den følgende Dag passerede mellem ham og flere fjendtlige Officerer, ikke kunne tages noget Hensyn, hvilket ligeledes gjelder om Arrestantens Anbringender om, at de Penge, han modtog af Prindsen, ikke bleve ham givne, for at han skulde være Spion for Fjenden, men alene for at sætte ham istand til at reise tilbage til Mecklenburg, samt at ogsaa det ovenommeldte Pas blev givet ham i samme Øiemed.

Ved de iøvrigt under Sagen fremkomne Oplysninger er der tilveiebragt en ikke ringe Grad af Formodning for, at Arrestanten ved sine Meddelelser til Fjenden har foranlediget, at Lieutenant Eckardt og flere andre Personer efter Assendrup - Affairen bleve arresterede af Fjenden, og at denne lod et privat Pakhuus ved Daugaard Strand afbrænde, og navnlig har den ene af de Personer, der anholdt Arrestanten og førte ham til Horſens, edelig forklaret, at Arrestanten, efterat være anholdt, fortalte ham, at han for Fjenden havde angivet, at det nævnte Pakhuus var offentlig Eiendom, samt at han var Skyld i, at nogle Personer efter Assendrup Affairen vare blevne arresterede af Fjenden, ligesom han ogsaa fortalte, at han for Fjenden havde angivet, at Fiskerne ved Daugaard Strand besørgede Seilads til Fredericia, hvorhos Arrestanten yttrede, at han, fordi han havde begaaet Sligt, var et ulykkeligt Menneske, og at han aldrig kom levende hjem, men imod Arrestantens Benægtelſe kan det dog ikke ansees fuldſtændig godtgjort , at han er Skyld i, at Nogen er bleven arresteret, eller at det ommeldte Pakhuus blev afbrændt, og der foreligger i det Hele ikke nøiagtig Oplysning om Beſkaffenheden af de Meddelelser, som Arrestanten har gjort Fienden, ligesom det eiheller er oplyst, at Arreſtanten har søgt at indhente Kundskab, navnlig om de danske Troppers Forehavender, i det Øiemed at meddele Fjenden Kundskab derom.

Derimod er det efter det Ovenanførte godtgjort, at Arrestanten har viist et i høi Grad strafværdigt Forhold ligeoverfor Fjenden, og at han navnlig deels har lovet at meddele, hvad han maatte erfare om danske Troppers Nærværelse i Egnen, deels om forskjellige Forhold og Gjenstande, med Hensyn til hvilke han maatte vide, at det maatte interessere Fjenden at erholde nøiagtig Oplysning, har meddeelt Fienden hvad han vidste og troede var sandt, samt i den Anledning modtaget Betaling af Fjenden, og da Bestemmelserne i Art. XXIII. af Fredstractaten af 30te Octbr. f . A. ikke findes at kunne faae Indflydelse paa nærværende Sags Afgjørelse, vil Arrestanten, der er født i Mecklenburg og ikke sees tidligere at have været tiltalt eller straffet her i landet, hvor han har opholdt sig i c . 25 Aar, være at ansee med en efter Lovgivningens Analogi , cfr. navnlig l. 6–4–6 og Rr. Art. Br. 9de Marts 1683 §§ 53 og 56 lempet Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes passende at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, hvorhos Arrestanten vil have at betale Actionens Omkostninger, derunder de ved Underretsdommen bestemte Salairer, samt i Salair til Actor og Defensor for Overretten 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar, fundet Sted.

Thi kjendes for Ret :

Arrestanten Carl Christopher Edvard Hinrichsen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

Saa betaler Arrestanten og Actionens Omkoſtninger, derunder de ved Underretsdommen bestemte Salairer samt i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Faber og Juſtitsraad Neckelmann , 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven .

(Juridisk Ugeskrivt 22. april 1865 side 293-298)

"Wie die Correspondenzen und Zeichnungen meistentheils in Wirklichkeit gemacht werden." Til venstre: "So! die Erstürmung der Düppeler Schanzen wäre nun fertig! Meinetwegen können sie sie nun nehmen, wann sie wollen." (Så! stormen på Dybbøl skanser er nu snart fuldendt! Hvad mig angår, kan de nu tage dem, hvornår de vil.) Til højre: "Mitten im Kugelregn, bei einem Hundewetter, seit 8 Tagen nicht aus den Kleidern gekommen, und ohne Aussicht auf Nachtquartier schreibe ich Ihnen auf einer Cigarren-Düte; denn Papier gibt es auch nicht mehr. Ja! Ja! im Kriege geht es arg zu. Gestern repetirt plötzlich meine Uhr von selbst; ich sehe nach, und, siehe da, eine Kugel war dirch die Westentasche gedrungen und hatte den Drücker der Uhr gestreist." (Midt i en kugleregn, i hundevejr, ikke kommet ud af tøjet i 8 dage, og uden udsigt til overnatning, skriver jeg til dig på en cigarpose; fordi der ikke er mere papir. Ja! Ja! krig er beskidt. I går repeterede mit ur pludselig sig selv; Jeg tjekker, og se, en kugle gik gennem  min vestlomme og strejfede urets viser). En ud af to tegninger fra Kladderadatsch 3. april 1864 som skulle illustrere at krigskorrespondenternes drabelige fortællinger som oftest var skrevet under behagelige omstændigheder langt fra fronten. 

Kaptajn Hallas (1): Holsten og Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Frederik Ferdinand Georg Conrad Hallas (1814-1882) var gift 1835 i Slesvig By med Magdalene Christiane Julie Catharina Ivers (1815-1902). Han deltog i Krigen 1848-1851, i 1848 hørte han til 13. linieinfanteribataljon. Den 5. september 1850 blev Hallas forfremmet fra overkommandersergeant til sekundløjtnant i infanteriets krigsreserve. 

Han var efter krigen nogle år i Rendsborg som adjudant hos næstkommanderende, senere kommandør for 5. reservebataillon, Paul Ulrich Scharffenberg. Scharffenberg havde deltaget i kampe ved Helligbæk 24. juli 1850 og Slaget ved Isted. Efter krigen blev han kommandant i Rendsborg Kronværk hvor han var i kontakt med de østrigske og preussiske generaler der under fredsunderhandlingerne var i Rendsborg. I 1854 blev Scharffenberg oberstløjtnant og kommandør for 4. Jægerkorps i Flensborg. I 1860 blev han som oberst kommandant i Altona og højstbefalende over de i Altona og Wandsbeck stationerede Tropper indtil 24. december 1863. 

Hallas var da udtrådt af hæren som kaptajn og blev i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt indtil 1864. Husfogden var en kongelig embedsmand der førte overtilsyn med veje, skove og offentlige bygninger. Hallas forlod Holsten omkring 29. december 1863 da de saksiske styrker rykkede ind. I januar 1864 blev han som en ud af to civile embedsmænd sat til at træne de ikke-forhenvåbenøvede forstærkningsmænd. Den anden var professor ved Københavns Universitet Svend Grundtvig. Herefter blev han sendt til fronten.

Fra vor Korrespondent ved Hæren. Efter Slagdagen ved Ragebøl og Dybbøl den 17de Marts var Kommandøren for Sundhedstropperne, Kaptain Hallas, omkring paa Marken for at drage Omsorg for at de Saarede og Faldne bleve optagne og bragte til Lasarethet. Det var en maaneklar Aften, og Ambulancesoldaterne gik og søgte langs med Grøfter og Diger, hvor de utallige Fodspor i den bløde Jord og Papirstumperne af de udskudte Patroner vidnede om, at Kampen havde funden Sted der. Hist og her laa et Gevær, der et uldent Tæppe, en Brevpose eller en Sabelskede, som man havde efterladt i Stridens Hede. Hist og her vidnede en mørkerød Plet i det grønne Græs om en mere dyrebar Eiendom, der ogsaa var bleven efterladt i Sniven. Kaptain Hallas var tilhest, to Ægtbønder fra Vognparken fulgte efter ham. Oppe imod Dybbøl By havde Kampen været heftigst, der laa ogsaa de fleste Saarede. Kaptain Hallas tænkte paa sin Pligt og lod Fjende være Fjende og Fare være Fare. Da sprang der pludselig en Mand frem fra et af de nærmeste Huse, fældede Geværet og raabte "Wer da!" Hallas, en født Slesviger, svarede uden Betænkning: "Ambulancekommandor." Preusseren studsede, betænkte sig et Øieblik og udbrød derefter: "Ambulancekommandor? Den kenne ich nicht." Med disse Ord lagde han Geværet til Kinden og trykkede af. Skuddet blev strax efterfulgt af henved ti andre Skud fra den fjendtlige Feltvagt. Kaptain Hallas sad endnu paa sin Hest, kommanderede høire om og red bort fra dette farlige Naboskab med Ambulancen. De to Vogne kunde derimod ikke komme hurtigt nok afsted og bleve tagne af Preusserne. Maaske vilde de nødig afsted, i saa Fald have de ikke vundet stort Andet, end at de fra nu af maa forrette Ægtkjørsel vest for Dybbøl, istedenfor at de før kjørte øst for Byen. 

(Dags-Telegraphen (København) 27. marts 1864).

En tydsk Spion. En Indsender skriver Følgende i "Dgbl.": Hr. Redacteur! I Deres ærede Blad for Tirsdagen den 31te findes en Meddelelse om forskjellige Hjemmetydskeres uhindrede Besøg paa Als, og blandt disse nævnes specielt den almindelig bekjendte Skipper Bartelsen fra Kappel. Hvorvidt det virkelig forholder sig saa, at han har vovet at gjæste vor danske Ø og ustraffet har kunnet gjøre det, skal jeg lade være udsagt, men ved at meddele Dem Nedenstaaende, for hvis Sandhed jeg tør indestaae, idet det er blevet mig personlig fortalt af den deri omtalte Officeer, troer jeg, Enhver vil komme til den Forestilling, at Hr. Bartelsens i Deres Blad omtalte Reise enten er en ligefrem Opdigtelse af ham eller i ethvert Tilfælde en besynderlig Forvexling med et tidligere Besøg paa Als, der just ikke faldt saa særdeles gjæstevenlig ud for den omtalte Herre, i begge Tilfælde beregnet paa at fremstille ham som en Heros af Mod og Snille.

Da Chefen for vor Ambulance Dagen efter Stormen den 18de for fjerde eller femte Gang seilede over for at hente Ligene af vore faldne Officerer, mødte han i Sundet en Baad, der styrede over til vor Kyst, og hvori der befandt sig en preussisk Militair og en Person, der var iført preussisk Marineofficeersuniform, hvilken Sidste lod vor Capitains Hilsen ubesvaret. Capitain Hallas fandt dette paafaldende og skyndte sig at faae tre Officerers Lig i sin Baad og lod sig atter sætte over til Alssiden. Her fandt han Preussernes Baad og dens Bemanding, men af de to Lieutenanter kun Marineren, idet den Anden der var Parlamentair, havde begivet sig til Hovedqvarteret. I Marineofficeren, der var gaaet op paa Land, gjenkjendte Capitain Hallas, der selv er en indfødt Slesviger, i sin store Forundring, Skipper Bartelsen fra Slesvig. Paa Grund af den Uniform, hvorunder han havde søgt Beskyttelse, var Capitainen ikke berettiget til at tage ham tilfange, men han fandt det paa den anden Side uovereensstemmende med sin Ære at taale en slig Forræders Nærværelse paa dansk Grund. Efter derfor ved en directe Henvendelse til ham at have forvisset sig om hans Identitet, opfordrede Capitainen ham paa det Bestemteste til øieblikkelig at stige ned i sin Baad igjen, hvorefter han selv (Capitainen) vilde paasee, at han forlod det danske Territorium, ved nemlig at følge ham til Sundevedskysten. Skipper Bartelsen, der lod til pludselig at være bleven meget spagfærdig ved saaledes at see sig kjendt, gjorde dog opmærksom paa, at han ventede paa en Parlamentair, som han maatte have med; men da Capitain Hallas beroligede ham med den Forsikkring, at han paatog sig at sørge for, at ogsaa Parlamentairen kom lykkelig og vel tilbage, og derhos paany gjentog sin Opfordring, maatte Bartelsen gjøre en Dyd af Nødvendighed og forlod Als. Der forestod ham imidlertid endnu en lille Scene, der vist neppe heller hører til hans behageligste Minder. De preussiske Officerer stod i de nærmeste Dage efter Stormen bestandig i store Klynger ved Stranden og benyttede enhver Leilighed til at indlede en Samtale med de forskjellige Officerer, vi sendte over, og da navnlig med Capitain Hallas, der desværre saa ofte maatte gjæste dem. De havde fulgt hele den omtalte Scene fra deres nærliggende Standpunkt paa Slesvigs Kyst og tilkastede hinanden spottende og skadefroe Blikke, da de omsider saae deres ulykkelige slesvig-holsteenskpreussiske Marineofficeer blive ført tilbage paa den Maade. Under Ilandstigningen yttrede en af de preussiske Officerer til Capitain Hallas, at det dog i Grunden var en Skam af os, at vi saaledes havde afbrændt Broen og derved hindret dem i at gaae over til Als; hvortil Capitainen ganske kort svarede; "Aa, det kan vel ikke have Stort at sige, her bringer jeg Dem jo Deres Bromester tilbage!" - en Udtalelse, der vakte en umaadelig Latter hos alle Tilstedeværende, medens Hr. Bartelsen sneg sig bort uden at sige et Ord.

Dette var Skipper Bartelsens første Besøg paa Als. Er det andet foretaget og løbet saa heldigt af, som man efter Deres oftnævnte Meddelelse fra Lübeck maa formode, maa Grunden vistnok ene søges i, at den nævnte Herre vel sagtens har skjult sig under en eller anden Forklædning for at fremme sine forræderske Hensigter og saaledes fortjene sig den Orden, som han alt har faaet eller vil modtage af Kong Vilhelm istedetfor den Strikke, han ærlig har gjort sig værdig til, og som heller ikke vilde udeblive, naar hans Meriter vare rettede imod enhver anden Stat end Danmark.

(Sydfyenske Tidende 8. juni 1864).

Bartelsen havde gjort sig forhadt i de danske nationale aviser da han ved dygtighed og mod spillede en stor rolle ved erobringen af det danske linjeskib Christian 8. og fregatten Gefion under slaget i Eckernførde Fjord den 5. april 1849. Han var senere med til at lede overgangen til Als. Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne og fik i november 1864 en stilling krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. I 1865 fik Bartelsen af taknemmelige medborgere overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernførde.

I november 1864 blev Hallas afskediget i nåde fra sit embede som husfoged i Neumünster. Han fortsatte i hæren efter krigen. Under hans tid som kommandør for 1. trænkuskedepot blev en deserteret trænkusk november 1866 ved en krigsret dømt til 30 dages fængsel på vand og brød samt 50 rottingslag. En læge vurderede efter de 25 at han ikke kunne tåle flere, og kaptajn Hallas eftergav ham de resterende.

Fredericia, Horsens, Slutningen af 24.-29. Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits. Original herunder:

Flensborg, 20. marts. Endelig begynder civilkommissærerne i Flensborg at gøre alvor af at afskedige de danskvenlige embedsmænd. Siden i går er præsidenten og alle rådmændene i den lokale appeldomstol blevet afskediget, og deres kontorer har været fyldt med gode tyske statsborgere. Etatsråd a. D. Preutzer udnævnt i Kiel; den HH. advokat Christensen fra Garding, advokat Eckermann fra Ratzeburg, advokat Hall fra Kiel, professor Mommsen fra Göttingen, advokat Schmidt fra Kiel og Syndicus Witte fra Kiel. Forhåbentlig vil det også blive bekræftet, at overappelretsråd Bremer, medlem af den foreløbige slesvig-holstenske regering i 1848, efterfulgte den lokale overpræsident v. Rosen, hvilken sidste til den tyske befolknings forargede harme stadig den dag i dag bestyrer det embede, som den danske regering har tildelt ham.

Flensburg, 20. März. Endlich beginnen die Civilcommissäre auch in Flensburg mit der absetzung dr dänischgesinnten Beamten Ernst zu machen. Seit gestern sind dr Prident und sämmtliche Räthe des hiesigen Appellationsgerichts entlassen, und ihre Aemter mit wackjeren deutschen Landeskindern besetzt worden. Zum Präses ist Etatsrath a. D. Preutzer in Kiel ernannt; zu Räthen dieser obersten Gerichtsbehörde im Herzogthum Schleswig sind die HH. Advocat Christensen aus Garding, Advocat Eckermann aus Ratzeburg, Advocat Hall aus Kiel, Professor Mommsen aus Göttingen, Advocar Schmidt aus Kiel und Syndicus Witte aus Kiel berufen. Hoffentlich bestätigt es sich auch dass Oberappellationsgerichtsrath Bremer, Mitglied der provisorischen schleswig-holsteinischen Regierung von 1848, zum Nachfolger des hiesigen Oberpräsidenten v. Rosen ausersehen ist, welch letzterer zum gerefchten Groll der deutschen Bevölkerung bis auf den heutigen Tag noch sein ihm von der dänischen Regierung übertragendes Amt verwaltet.

(Allgemeine Zeitung. 1864 24. marts 1864)

Overpræsidenten Sophus Anthon Gottlieb Carl von Rosen (1819 –  1891) var bror til Alfred og major Sigismund von Rosen, sidstnævnte blev dræbt ved Dybbøl. I 1848 blev han ansat i Det slesvig-holstenske Kancelli og chef, senere departementschef for sekretariatet i det slesvigske ministerium i 1851. 1854-1864 sad han som overpræsident i Flensborg. Han rejste til Danmark 21. april 1864. Han slog sig efter krigen ned i Henriksholm ved Vedbæk. Han lavede nogle notater under krigen mens han stadig sad som overpræsident. Uddrag kan læses i artiklen "Flensborg under krigen i 1864 - oplevet af byens dansksindede" af Rene Rasmussen (findes i pdf-fil på nettet).

- Varde har ogsaa havt et Besøg af en preusisk Lieutenant og 24 Md. der strax ved Ankomsten besatte Toldkammerbygningen og tog derpaa Borgermesteren med sig for at tømme Byens offentlige Kasser. i hvilken der dog intet fandtes. Toldkontrolleur Godskesen blev arresteret og bortført som Fange, da man beskyldte ham for at have forstukket Kassebeholdningen. Toldinspekteuren forblev paa fri Fod indtil videre, hvorimod Borgermesteren medtoges. Paa Gjæstgivergaarden reqvirerede Fjenden Boeufsteg og en halv Flaske Vin pr. Md., men glemte at betale ved Afmarschen.

- Ifølge en Beretning fra Skanderborg stod Fjendens Forposter den 18. ved Gjedved og Sandved imellem Skanderborg og Horsens. Hans Tilbagetog mod Syd skete saa hurtig, at han i Skanderborg efterlod af det Reqvirerede c. 6000 Pd. Flesk 600 Tdr Havre og 44 Kreaturer, der senere blev afhentet af en Deel danske Tropper og ført nordpaa.

- Det bekræftes i "Rand Avis", at Fjendens Reqvisition i Jylland har udgjort 200 og ikke. som det først heed, 2500 Heste.

- - -

- "Hamb Nachr." beretter fra Veile, at saavel de tydske som østrerigste Bladkorrespondenter ere blevne fratagne deres Militærpasser og udviste fra de allierede Troppers Opstillings-Royan. Det er mærkeligt, at denne Forholdsregel ikke allerede tidligere er truffet da Bladkorrespondenterne fra Krigsskuepladsen (navnlig "Børsenh." og "S.H Zt.") have leveret saa sladdervorne Løgne, at det ikke kan andet end have været høist ubehagelig for de Allieredes Hærførere saameget mere som disse Stillingsefterretninger kan blive færdige i Udkast i Hovedqvarteret, men senere afdreiede og pudsede i Dölls Hotel i Flensborg, hvor Medlemmerne af Dolzigerprindsens "Pressebureau" nu have taget Sjou, da deres Herre og Mester ikke længer har Evne til at betale deres Middagsmad. - Ogsaa de engelste Bladkorrespondenter siges at være udviste af Jylland og Slesvig; om det samme er Tilfældet med de franske, vides ikke.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 25. marts 1864).

Vardes forhold i 1864 er beskrevet ret indgående på en hjemmeside. Heraf fremgår at kommunalbestyrelsen den 20. februar 1864 drøftede muligheden for en besættelse. De indkaldtes til møde med Wrangel 15. marts 1864. Toldkontrolløren lykkedes at gemme pengebeholdningen væk før preusserne ankom den 14. marts, men de tog ham med sig til Flensborg, hvorfra han v endte tilbage den 23. april 1864. Byfogden blev frigivet den 12. maj 1864. Den 1. maj 1864 vendte preusserne tilbage med flere krav om rekvisitioner. Igen blev kommunalbestyrelsen anholdt og 10 personer ført til Rendsborg (4. maj) i to dage hvorefter de blev frigivet. Vardekøbmændene tjente i øvrigt gode penge på at formidle handel af forsyningerne. Indtjeningen inspirerede Varde til at tilbyde sig som garnisonsby. 

Fra Haderslev skrives den 15de til "Fdrl.": - - - 6 store Localer (deribl. Klubben og Latinskolen) ere fulde af Saarede og Syge (af Typhus, Kopper, Blodgang, ægyptisk Øiensyge osv.). Deres Heste og Slagtekvæg have medbragt Krop, Mundsyge og Klovsyge og smittet Bøndernes.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. marts 1864).

Civile forretninger fortsatte efter besættelsen, nu på tysk og under den kejserlige østrigske og kongelige preussiske civilmyndighed. Her salg af parceller og jagtområder. Annonce fra Vestslesvig Tidende 25. marts 1864.

Oversættelse af tysk notits.

Fra Holsten 23. marts. De seneste nyheder fra Flensborg beretter om dannelsen af ​​en tysk højesteret, udnævnelsen af ​​hr. v. Ahlefeldt-Treuholz (der i forrige krig blev udnævnt til politimester i Slesvig og siden blev afsat af danskerne) som foged i Flensborg, afskedigelsen af ​​hr. v. Rosen som overpræsident og hans værdige afløser hr. Bremer, medlem af den provisoriske regering af 1848. Samtidig falder den ene danske forordning efter den anden. Hr. v. Zedlitz, som blev modtaget med mistænksomhed og frygtet og hadet efter sin optræden i de første dage af sin post, er blevet dagens mand, mere populær i hertugdømmet under hans administration end HH. v. Könneritz og Nieper kunne have tænkt sig at være i Holsten, hvilke blev modtaget med en sådan generel entusiasme.

Aus Holstein, 23 März. Die neuesten Nachrichten aus Flensburg melden die Bildung eines deutschen Obergerichts, die Ernennung des Hrn. v. Ahlefeldt-Treuholz (welcher im vorigen Krieg zum Politizeimeister von Schleswig ernannt und nachher von den Dänen abgesetzt wurde) zum Amtmann des Amtes Flensburg, die Entlassung des Hrn. v. Rosen als Oberpräsidenten und seine demnächtige Ersetzung durch Hrn. Bremer, Mitglied der provisorischen Regierung von 1848. Gleichzeitig fällt eine dänische Verordnung nach der andern. Hr. v. Zedlitz, mit Misstrauen empfangen und nach seinem Auftreten während der ersten Tage seiner Stellung gefürchtet und gehasst, ist der Mann des Tages geworden, populärer in dem seiner Verwaltung übergebenen Herzogthum als die HH. v. Könneritz und Nieper es in Holstein zu werden vermocht haben, die man doch mit so allgemeiner Begeisterung begrïsste. 

(Allgemeine Zeitung 27. marts 1864)

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

Hertugdømmets befolkning er eksemplarisk i den vedholdende modstand, som de i en årrække har været imod den danske ondskab. Men nu nærmer sig den tid, hvor det også skal bevise styrken ved uafhængig handel. Jeg skal ikke udstede dommen; men det forekommer mig, at en vis tro på skæbnen, som forventer al frelse udefra, har spredt sig foruroligende. Uden at være i stand til at gribe ind med deres egne hænder og deres eget hoved, har folket i flere måneder været vidne til, hvordan det europæiske diplomatis penne og de østrig-preussiske bajonetter arbejder på løsningen af ​​Slesvig-Holsten-spørgsmålet: Dansk styre er blevet erstattet af at blive underlagt værgemål for Civilkommission, som den fik fra Dresden og Hannover; fra Wien og Berlin. Landet har ingen egen administration og regering, ingen hær, ingen national repræsentation; andre mennesker gør det hele. Der er en risiko for at vænne sig til denne tilstand, som om den var regelmæssig, når det faktisk er så stridende imod orden, at patriotiske mænd flirter med utålmodighed. Med Forbundsdagens afgørelse om spørgsmålet om anerkendelse kommer det afgørende øjeblik, hvor Holsten for første gang skal overtage sin ret til selvbestemmelse. Uanset hvordan terningerne kastes i Frankfurt: landet og hertugen skal sammensættes, idet der med denne dag handles et uafhængigt politisk liv på enhver risiko, er hertugdømmets sag helt tabt på grund af deres medvirken.

Die Bevölkerung der Herzogthümer ist musterhaft in der Zähigkeit des duldenden Widerstandes, den sie seit einer Reighe von Jahren dem dänischen Unwesen entgegengesetzt hat. Jetzt aber nähert sich der Zeitpunkt, we sie auch die Kraft des selbsthätigen Handels bewähren muss. Ich möchte nicht voreilig aburtheilen; allein es scheint mir, dass ein gewisser Schicksalsglaube, der alles Heil von aussen erwartet, bedenklich um sich gegriffen hat. Ohne mit der eigenen Faust und dem eigenenm Kopf eingreifen zu können, ist das Volk seit Monaten Zeuge, wie die Federn der europäischen Diplomatie und die österreichisch-preussischen Bajonette an der Lösung der schleswig-holsteinischen Frage arbeiten: es ist der dänischen Herrschaft losgeworden, um unter die Vormundschaft der Civil-Commission gestellt zu werden, die man ihm aus Dresden und Hannover; aus Wien und Berlin geschickt hat. Das Land besitzt keine eigenenes Verwaltung und Regierung, kein Heer, keine Landes-vertretung; das Alles besorgen andere Leute. Es besteht dis Gefahr, dass man sich an diesen Zustand gewöhnt, als ob er ordnungsmässig wäre, während er in der That so ordnungswidrig ist, dass den patriotischen Männern unter und alle Nerven vor Ungeduld zucken. Mit dem Ausspruch des Bundestages über die Anerkennungsfrage tritt der entscheidende Augenblick ein, wo für's Erste Holstein von seinem Rechte der Selbstbestimmung wieder Besitz ergreifen muss. Gleichwiel wie in Frankfurt die Würfel fallen: das Land und der Herzog müssen gefasst sein, mit diesem Tag auf jede Gefahr hin ein selbstständiges politisches Leben gehandelt wird, so ist die Sache der Herzogthümer unbedingt und zwar durch ihre Mitschuld verloren.

(Allgemeine Deutsche Arbeiter-Zeitung", 27. marts 1864)

Private Efterretninger fra Fredericia tyde paa, at Mandstugten iblandt vore Folk ikke har været saaledes under Bombardementet, som den burde være. Flere Huse, hvis Beboere vare flygtede, ere blevne plyndrede, Sengeklæder borttagne, Meubler opbrudte osv. Navnlig skulle de endnu ikke uniformerede Jordarbejdere have benyttet Leiligheden til al forsyne sig med Et og Andet, som de meente at trænge til. En Tobaksfabrikant der i sit Lager havde ca. 40,990 Cigarer, har mistet hele denne Forsyning imedens han var borte fra sit Huus, og saae, da han vendte tilbage, nogle Soldater løbe bort med de sidste Levninger. Det er at vente, at den energiske kommandant og den const. Borgemester ville have gjort en Ende paa disse utilbørlige Plyndringer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. marts 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Ved den nuværende omlægning af krigstransporten sørges der for, at krigstransporterne fordeles så jævnt som muligt i landets forskellige distrikter. Antallet af ​​omkring 4.000 rekvirerede hold kan i øjeblikket ikke reduceres, men de fjernere distrikter er nu medregnet, som hidtil har været forholdsvis forskånet for denne byrde. Eksempelvis har Eiderstadt-regionen i dag 150 vogne fra Flensborg-distriktet, som hidtil har leveret de fleste krigsvogne, og beboerne i Sundeved, som allerede lider hårdest under krigen, bør fra nu af spares for vogne som så vidt muligt. Et konkret eksempel vil gøre læseren noget opmærksom på størrelsen af ​​denne byrde. Bredstedt-distriktet skal hver dag stille 127 hestevogne til rådighed, som de får lov til at udlicitere, da de færreste landmænd er villige til at afgive deres egne heste til krigskøretøjer. For hvert hold betales i gennemsnit 4 Thlr.; Bredstedt-distriktet får derfor omkring 500 thalere om dagen som skal betales for krigskørslen. Selv om dyrenes opstaldning og pasning er bedre sørget for nu end i begyndelsen, dør adskillige heste stadig hver dag, og det er ynkeligt at se, hvor desperate ejerne ofte opfører sig, og de har naturligvis ikke ret til erstatning. Det er blot en af ​​de mørke sider af krigen, som kun kan afhjælpes ved privat velgørenhed.

Bei der gegenwärtig stattfindenden Reorganisation des Kriegsfuhrwesens wird namentlich auf eine möglichst gleichmässige Vertheilung der Kriegsfuhren in den verschiedenen Districte des Landes Bedacht genommen. Die Zahl von ca. 4000 requirirten Gespannen kann vor den Hand nicht verringert werden, doch zieht man jetzt auch die entfernter liegenden Districte heran, welche seither von dieser Last ziemlich verschont geblieben wären. So hat beispielsweise die Landschaft Eiderstädt dieser Tage 150 Gespanne des Flensburger Districts, welche bisher die meisten Kriegsfuhren gestellt haben, und die Bewohner won Sundewitt, welche ohnehin durch den Krieg am härtesten leiden, sollen billigerweise fortan möglichst mit Fuhren verschont werden. En concretes Beispie wird den Lesern die Grösse dieser Last einingermassen verdeutlichen. Die Landschaft Bredstedt hat täglich 127 Gespanne zu stellen, deren Uebernahme verlicitirt wird, da die wenigsten Bauern gern ihre eigenen Pferde zu Kriegsfuhren hergeben. Für jedes Gespann werden täglich im Durchschnitt 4 Thlr. bezahlt; die Landschaft Bredstedt hat also Tag für Tag ca. 500 Thlr. für Kriegsfuhren zu entrichten. Obschon jetzt besser als im Anfange für die Unterbringung und Pflege der Thiere gesorgt wird, so sterben doch immer noch täglich zahlreiche Pferde, und es is jammervoll anzusehen, wie verzweifelnd sich häufig die Besitzer derselben geberden, denen natürlich kein Anspruch auf eine Entschädigung zusteht. Das ist eben eine der Schattenseiten des Krieges, welcher nur durch Privatwohlthätigkeit abgeholfen werden kann.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 29. marts 1864)

Bindingsværksbygning med karnaptårn i Horsens. Jens Peter Trap: Statistisk-topographisk beskrivelse af Kongeriget Danmark, Del 6. 1879.

Horsens, den 27de Marts. Idag ere vi da endelig blevne frie for Preusserne; men hvad vi nu faae, vide vi ikke. De have faaet uhyre Leverancer her i Byen baade til dem, der har været, og til at føre bort. Rækker af Vogne ere Dag og Nat kjørte herfra med alle mulige Slags Levnetsmidler; tilsidst have de taget en Mængde Heste. Det er en mærkelig Sammenblanding af Nationaliteter, vi have haft her; først Østerrigere, Ungarere, Böhmere og Italienere og senest en 5 a 6000 Md. Preussere. Det Hele er dog saavidt her gaaet af i Fred, som jo er Alt, hvad man kunde vente i saadanne Tider. At det har kostet noget og givet Besvær og Forstyrrelse i Huset, var man jo forberedt paa. Vi havde først to ungarske Officerer med deres Oppasser, senere en Læge og Officeer med Oppassere fra Steiermark og tilsidst en Capitain med Oppasser fra Böhmen. Alle Herrerne talte Tydsk, men af Tjenerne Nogle italiensk, Andre chechisk, og Andre gebrokkent Tydsk. Hos os fik vi Indtrukket af, at de, der gaae under Navn af Osterrigere, ere meget høflige, beskedne og fordringsløse i deres Optræden og det troer jeg her i Byen er den almindelige Mening om dem. (Efter et andet Brev fra Horsens have dog nok de Menige været ikke saa ganske lidet tyvagtige; især er det nok gaaet ud over Lagener, som de skjære itu og bevikle deres Fødder med, da de ikke bære Strømper, og hvortil Mange af dem vel ogsaa kunde trænge, da Saalerne ganske vare ude af Støvlerne og de dog Dagen efter skulde tilbagelægge 5 a 6 Miil.) Noget af det Uhyggeligste under hele den fjendtlige Besættelse var, at man var uvidende om hvad der foregik i hele den øvrige Verden og uden Samqvem med den; man saae aldrig en Avis eller fik et Brev; ja man kunde ikke engang gaae udenfor yuen uden Tilladelse forud og den blev paa Begjæring - ikke tilstedt. Uhyggeligt var det ogsaa om Natten at vækkes ved Appellen; man fik saa megen Lyden af Horn og Signaler i Ørene, at man troede at høre dem, hvor man gik og stod.

Endnu er ingen Postgang herfra. Nærværende sendes foreløbigt med en Fragtmand. (Brevet er dog kommet med Horsens Poststempel af 27de og, som ovenfor nævnt, ere flere Breve med Dagspost derfra, men som maaskee ad privat Vei ere komne til Aarhuus og sendte videre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. marts 1864).