Veile, Nordslesvig besat. Sønderborgs Bombardement. 4de til 8de april 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev af Tirsdag fra Egnen nordvest for Veile hedder det i Dagbl.: Paa Egnen nord for Veiledalen ere Østerrigerne i Løbet af de sidste 5 eller 6 Dage blevne aldeles afløste af Preusserne, der dagligt sende Cavalleriepatrouiller her forbi paa 30 a 50 Mand ad Grindsted til. De synes stadigt at leve i Frygt for det danske Militair og see nøie efter overalt, hvor de komme frem. Patrouillernes Opførsel har i det Hele været upaaklagelig; de have i Reglen betalt hvad de have forlangt, og siden de første Dage efter Veiles Besættelse af Østerrigerne er der Intet hørt om grove Brud paa Folkeretten. I Veile har der dannet sig en "Forpleiningscommission" med Fuldm. Schyile som Formand til under Amtmandens Fangenskab at varetage Amtets Interesse.

Fra Veile skrives i Tirsdags til Fks. Av.: "Vi kunne i det Hele taget ikke klage over Østrigerne, da der holdes stræng Mandstugt, og naar en Soldat opfører sig utilbørligt imod Borgerne, behøver man blot at henvende sig til den strængt retfærdige Gen. Gavlenz, og man er vis paa at faae al mulig Opreisning. Det er en Selvfølge, at Indqvarteringen er meget trykkende for os Alle, men det er dog godt, at der ikke fordres Urimeligheder af os, og det maae vi takke Gablenz for, der i det Hele taget er en Gentleman." G. har ogsaa, foruden de 100 Thaler (ikke RD.) til den ved Tilfælde dræbte Hartmanns Enke, sendt 25 Rd. til de fattige.

En Rejsende fra Veile, som kom igjennem Silkeborg, har meddeelt dennes Av., at der den i 26de begjæredes Naturalforpleining for 6 Dage, altsaa til 1ste April, hvilken Dag det almindeligt heed, ogsaa blandt de tydske Tropper, at fjenden skulde være ude af Jylland - blot vi ikke narres April! Navnlig er der forlangt en stor Deel Kreaturer. Fjenden har endvidere udskrevet 400 Heste i Veile Amt og det Sydligste af Skanderborg Amt, deraf alene 20 l Veile By. Endelig forlangte Fjenden af Fuldm. Boesen, der under i Byfogdens Fangenskab er Byens Øvrighed, 200 Mand til Skandsearbeider, men B. svarede Nei! han hverken vilde eller kunde opfylde et saa hedensk Forlangende. Boesen blev derfor fængslet, men kom dog fri den næste Dag. - Tydskernes Opførsel i Veile kunde forøvrigt, hedder det i samme Beretning, have været værre, end den var. De to første Dage vare de værste, thi da lod det, som om Tropperne havde en Slags Plyndringstilladelse, navnlig gik det ud over Kjøbmændenes Pakhuse, hvor man tog Hanerne af Tønderne, og naar der da var mindre velsmagende Sager i dem, f. Ex. Eddike, Tran osv., lod man Indholdet løbe ud paa Gulvet. I de fleste Tilfælde stod Soldaterne med Skillingen i Haanden, naar de forlangte noget, men havde de først faaet det Forlangte, stak de Pengene i Lommen igjen; Manden, der beretter dette, har kun faaet Betaling af en Eneste, en menig Preusser, hvis Fader var Oberst ved det Regiment, han stod ved. Foder og Kreaturer og tildeels Heste ere nu næsten ikke til at opdrive ved Veile. Meddeleren reiste derfor netop nu til Løgstør Marked for at kjøbe sig et Par Heste. Det var udelukkende preussiske Tropper , som vare i og ved Veile i Mandags.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. april 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original under oversættelsen:

Kappeln, 2. april. --- Alle myldrer ind i det rensede, i det tyske Guds hus, alle omringer og kredser om den elskede nye tyske prædikant, fra hvem de for første gang i 13 år hører det længe savnede Guds ord fra højere læber. Enhver der ikke har set det, aner det ikke, ikke mindst fordi en indre forståelse er en del af forståelsen af ​​anglernes kirkelige sans. Og som det går i kirken, sådan går det i skolen; Det er virkelig rørende at se den iver, hvormed disse forsømte børn, som hverken forstår dansk eller tysk ordentligt, som uden at begå fejl fremsiger "Fadervor" på dansk uden at forstå meningen, hvormed disse børn hengiver sig til lærdommen. Et kvart år, sagde en af ​​de nye gejstlige, vil nok, givet forældrenes gode vilje og ungdommens iver, til at ødelægge alle spor af danskhed. Så et par dage er nok til at rive ned, hvad 13 års elendighed ikke kunne retfærdiggøre; der vil ikke være mere af danskheden end mindet og forbandelsen mod undertrykkerne, mens velsignelser vil følge befrierne i al evighed. Du vil let forstå, at med et så rigt åndeligt liv kan der ikke være nogen frygt for fremtiden. Næsten overalt hører man den bemærkning at hvis alt mislykkes, så kan man sikkert udslette os, men vi vil ikke igen villigt lade tyrannens fod sætte sig på nakken.

Kappeln, den 2. April. --- Alles drängt sich in das wieder gereinigte, in das Deutsch gewordene Gotteshaus, alles umringt und dreht sich im den geliebten neuen Deutschen Prediger, von dem sie nach 13 Jahren zum ersten male das lange entbehrte Gotteswort von lauteren Lippen vernehmen. Wer das nicht gesehen hat, der hat keine Ahnung davon, schon deshalb nicht, weil ein inneres Verständniss dazu gehört, den kirchlichen Sinn der Angliter zu begreifen. Und wie es in der Kirche geht, so geht es auch in der Schule; es ist wahrhaft rührend, su sehen, mit welchem Eifer sich diese vernachlässigten Kinder, welche weder Dänisch noch recht Deutsch verstehen, die das "Vater unser" fehlerfrei auf Dänisch hersagen, ohne den Sinn zu begreifen, mit welchem Eifer diese Kinder sich dem Lernen hingeben. Ein Vierteljahr, sagte einer der neuen Geistlichen, wird bei diesem guten Willen der Aeltern und bei dem Eifer der Jugend hinreichen, um alle Spuren des Dänenthums zu vernichten. So genügen wenige Tage, um das nieder zu reissen, was 13 Jahre des Elends nicht zu begründen vermochten; es wird von dem Dänenthum balc nichts mehr sein als die Erinnerungund der Fluch gegen die Unterdrücker, während der Segen den Befreiern für alle Ewigkeit folgen wird. Dass bei diesen reichen geistigen Leben eine Furcht vor der Zukunft nicht aufkommen kann, werden Sie leicht begreifeen. Fast überall hört man die Aesserung, wenn alles reisst, so kann man uns wohl vernichten, aber gutwillig lassen wirr uns nicht wieder den Fuss des Tyrannen auf deen Nacken setzen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 4. april 1864)

- Nordslesvig, sidst i Marts. Okkupationen vedvarer og udstrækkes bestandig videre. Det Tryk, som øves af høie og lave Slesvigholstenere, enten disse nu gaae under Navn af "Civilbehörde" eller "Overcommando der alliirten Truppen" osv,, vedvarer og bliver bestandig værre. For den Private indskrænker det sig til smaa Chikanerier, og det er endda til at udholde, men for Embedsmanden bliver det mere og mere utaaleligt og deres Tilværelse mere uholdbar med hver Dag, der gaaer. Med Skræk tanker den store loyale nordslesvigske Befolkning paa den Dag, da vi skulle have mistet dem alle; da vil det først rigtig begynde med Omvendelsesarbeidet, og det vil ganske sikkert sættes igang a la Posen. Preusserne have i saa Henseende havt en fortræffelig Skole, de kjende paa det Allernøiagtigste alle de Midler, som en Regering kan anvende for at drive den Deel af Befolkningen paa Porten, som er "missliebig". Derfor gjøre vore Embedsmænd, idetmindste for en stor Deel, da ogsaa Alt for at fjerne ethvert Paaskud til at afskedige dem; men netop derved bliver deres Tilstand til en sand tfidelsestilstand, og de faae daglig leilighed til at øve sig i de mest ophøiede christne Dyder, de lære at elske deres Fjender, at være taal og langmodige, men Lærepengene ere næsten uoverkommelige. Det har alt været meddeelt i "Dagbladet", at der fra Aabenraa er udgaaet en Adresse, hvori danske Borgere anmode Civilbestyrelsen om at beholde Embedsstanden, og at lignende Udtalelser nu kunne ventes baade fra Haderslev, Flensborg og hele den nordslesvigske Landbefolkning, forsaavidt det da ikke alt maatte være for silde. Da nu Adressen fra Aabenraa har opnaaet en Tilslutning af 496 skatteydende Borgere (Slesvigholstenernes i modsat Retning gaaende fik kun 178 Underskrifter), kan man ikke godt undlade idetmindste tilsyneladende at tage noget Hensyn til den, og man vil derfor muligviis foreløbig lade Embedsstanden i sin Heelhed forblive der; men nu gjælder det om at faae saa mange Klagepunkter opstillede med Hensyn til hver enkelt, at dette kan frembyde en Skingrund til deres successive Fjernelse, og heri præsteres der da allerede nu det Utrolige, Alle haande Subjekter, selv hamborgske Probenreutere, gaae formelig ud paa at faae Embedsmændene til at forløbe sig eller paa at skaffe dem den høie Kommandant paa Halsen, og den Sidstnævnte erklærer uden videre, at han ikke bryder sig det Ringeste om Dhrr. Zedlitz & Revertera, han har kun at adlyde Wrangel og udføre dennes Ønsker, og naar saa disse staae i Modstrid med Civilbestyrelsens, og Embedsmænd paaberaabe sig dette, faae de Ordren gjentagen af en Underofficer med Tilføiende, at de i Vægringstilfælde have at begive sig i Arrest, Det er imidlertid at antage, at Byens egne Hjemmetydskere staae bagved deslige Forestillinger, Adressens Overbringere ere blevne særdeles venlig modtagne og erholdt beroligende Tilsikkringer; hvor vidt og hvor længe man vil holde dem, er et andet Spørgsmaal.

Sørgeligt er det, at ikke engang selve Embedsstanden kan sige sig fri for at være belemret med saadanne Personer i sin egen Midte, der enten troe at skulle høste Fordel og Ære ved at smigre Slesvigholstenerne eller ere for dumme til at indsee, at de derved kun gjøre sig selv foragtelige. Det er haardt, naar en Dansk skal lade sig fortælle af en Preusser, at en gammel dansk Embedsmand i Byen har beklaget sig for denne over at have mistet de to Tredjedele af sin Gage, ene og alene fordi han var født Slesviger; det vilde naturligviis ikke nytte at fortælle Preusserne, at vedkommende Embedsmand selv valgte en fast Normering af sin Gage istedetfor at afskediges med Pension, hvortil han havde den bedste Udsigt, eller at han efter forrige Krig fik et stort Embede, medens han tidligere var en lidet anseet Advokat med høist ubetydelige Indtægter. Det er haardt, naar man veed, at en Embedsmands Datter ligesom andre unge slesvigholsteenske Damer forfærdiger og indsender Gaver til en hamborgsk Basar til Fordeel for Fjendens Saarede. Men heldigviis er det ogsaa enestaaende Undtagelser. "Dagbladet" befandt sig far nogen Tid siden i den Vildfarelse, at "Freja" havde ophørt at udkomme; det vil nu være Dem bekjendt, at dette ikke var Tilfældet. Mærkeligt nok er det, men man anseer den vel for altfor uskyldig til at forbyde den; dens Indhold er det ialfald for Tiden. Grunden til, at Bladet ikke kom til Kjøbenhavn, var forøvrigt simpelthen den, at det havde behaget Kommandanten, Byens høie Herre, at forbyde alt Samkvem med de afskyelige Folk i Kongeriget: ingen Breve maatte afgaae, han kunde ikke en gang unde Kjøbenhavnerne den Nydelse at læse "Freja" ved at gjøre en Undtagelse til Fordeel for den. Men ligesaa pludselig og for vor beskedne Forstand ligesaa umotiveret blev Forbudet hævet - og atter kunde vi aande friere, "Freja" afgik samme Aften til det længselsfulde Kjøbenhavn. -/'

(Dagbladet (København) 4. april 1864).

Ubekendt fotograf: Østrigsk Infanteri ved Mølholm ved Vejle 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De første overdrevne Beretninger om Fjendens Opførsel i Jylland ere nu tildeels berigtigede ved senere Oplysninger, hvoraf fremgaaer, at det kunde have været langt værre. Tyverier bleve strængt straffede, naar Officiererne greb Vedkommende i Gjerningen. I Horsens er endog en Soldat bleven skudt, fordi han med Vaaben vilde afnøde en Kone Penge. I Veile og Aarhuus gik Officiererne omkring i Boutikker og Værtshuse for at paasee, at Enhver betalte hvad han fik. Morgenen efter Fægtningen ved Veile fandtes mange Liig paa Engen norden for Byen og i Nørreskov, uagtet man hele Natten havde været beskjæftiget med at bringe Saarede og Døde af veien. Hvor stort Fjendens Tab har været ved denne Leilighed, blev omhyggelig fordulgt; men betydeligt maa det have været. De østerrigske Soldater vare forøvrigt ikke saa omfindtlige for Kulden, som man skulde troe, medens de tørrede deres Fodtøi og Gamascher, løb de omkring i Gaarde og Haver med blottede Fødder, uagtet det havde sneet om Natten og var meget koldt, uden at en Eneste beklagede sig over Kulden. Om Aftenen fyrede de derimod stærkt i Kakkelovnen og omgikkes i det Hele taget meget uforsigtigt med Ild og Lys, saa man maa anse, det for et Held, at ingen Skade anrettedes. Af Viin havde de Overflødighed, og vilde gjerne tractere deres Værter, naar disse iforveien havde givet dem Noget; værst vare de farne som ikke forstod Tydsk. En Kone bad mig at hjælpe hende tilrette, da hun paa ingen Maade kunde gætte hvad hendes Indqvarterede ønskede; hun havde buden dem Caffe, Thee, Smørrebrød etc. men Alt forgjæves; de forlangte "eine saure Suppe", hvis Tillavning hun ikke kiendte. Det viste sig nu ved nærmere Forklaring, at de paa Grund af, at de vare lidt forkjølede, efter deres Sædvane blot ønskede kogt Vand med Æddike, lidt Meel og Fidt deri, det var det Hele. Naar de kogte Suppe, toges Risengrynene fra og spistes for sig selv efter Kjødet. De egentlige Østerrigere udmærkede sig ved deres gemytlige Lystighed og rene Udtale af det Højtydske, og vare lettere at forstaae end Preusserne; derimod var det kun faa Ord hvormed Italienerne, Galiziere og Ungarer kunne gjøre sig forstaaelige. - Musikalske vare Mange; de spillede med Velbehag, naar de fik en gammel Violin ihænde, vore Nationalsange, som Danmark dejligst Vang og Vænge, Kong Christian osv., men naar man spurgte dem, om de kjendte den slesvigholstenske Nationalsang, lo de og svarede "Uh! Schleswigholstein meerverschlungen - Forbittrelsen mod Insurgenterne lader til at være stor baade hos Østerrigere og Preussere, af hvilke de Fleste aldeles intet fjendtligt Sindelag lægge for Dagen mod os, saalænge vi blot give dem hvad de trænge til, indtil de faae Naturalforplejning, hvilket undertiden først skeer Dagen efter deres Ankomst til en By. Ofte er det høist simpelt, hvad man er istand til ar byde dem, f. Ex. et Sted fik de kun ved Ankomsten hver et Stykke Fidtebrød og en Kop sort Caffe uden Sukker, men alligevel takkede de høfligt og lode sig nøie. At der uagtet de strænge Straffe findes endeel Tyve iblandt dem, lader fig ikke nægte. Enkelte have endog den Frækhed at falbyde deres Koster omkring i Husene; den sidste Morgen Østerrigerne vare i Veile falbødes endog en halvsyet Skjorte, en Sølv Theeskee m. m. Ingen kjøber det, men de have selv Kjøbmænd med dem fra Wien, Dhrr. Richter & Engel, som formodentlig gjøre gode Forretninger; ligeledes en Restaurateur, som har opslaaet sit "Stadt Wien" i en tom Boutik i Veile. De første Dage efter Occupationen lukkede Mange deres Boutiker, men aabnede dem senere, da man saae at Varerne i de fleste Tilfælde bleve betalte. (Medd.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. april 1864).

Sønderborg den 3. april 1864. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein"

Sønderborg. 3die April.

- (Af et Brev til "Brlg. Td.".) En af de første Granater sprang midt i 4de Comp. af 16de Regiment, som stod opstillet nede ved Raadhuset. Jeg tør endnu ikke nævne de Saarede og Dræbtes Antal, thi Rygtet fortæller og Rygtet overdriver. Lidt efter faldt en anden Granat, der saarede en Kjøbmand Janssen og dræbte en Dreng. Fra nu af var der intet Sted sikkert: Kjældere og de enkelte Hvælvinger bleve opfyldte af flygtende Børn og Qvinder, medens Mændene løb om efter Kjøretøier; man stormede Vognparken, bad og tiggede om Hjælp; men Vognparken havde faaet sine Ordrer; Vagten omkring den var bleven fordoblet. Overalt viste der sig mørke eller fortvivlede Aasyn: fra tusinde Steder lød den Yttring: "Nu synes jeg, det tager af; - saa voldsomt er det da umuligt, de kan blive ved længe." Imidlertid hvilede de lidt derovre, men kun for at begynde desto hurtigere igjen. Ude fra et af Batterierne kom der Iilbud om ny Munition; de havde næsten opskudt Alt, hvad de havde. I Skandsen Nr. 2 havde de fyret hele Eftermiddagen. "Lad dem bare faae ret saa hurtigt, som I kan," sagde Officierne, og Artilleristerne grinede og stode i Skjorteærmer omkring deres Kanoner og haandterede dem af Hjertenslyst: en saadan Stund er Kanonerens Fest, og da der kom Bud ind fra samme Skandse om Aftenen, var hver Mand endnu paa sin Plads: ikke en eneste Saaret, ikke en Feil ved Stykkerne. Carolineskolens Lazareth blev flyttet; da var det hen imod Aften, og paa den haabede Alle, thi med den pleie Preusserne ellers at ende deres Bedrifter; men denne Gang blev man skuffet; Aftenen forandrede Intet; Granaterne fløi endnu ind over Byen, hyppigere cg bestandig længere op; vore Skandser vedbleve at tordne. Mørket forøgede kun Nøden og Ubehjælpsomheden og gjorde Faren større. I Gjæstgivergaarden Alssund brændte det, men Ilden blev strax efter stukket; ovre paa Dybbølland kom ogsaa et Sted i Brand; det brændte ned til Grunden. Gjennem Mørke og Nat saae man Kanonernes Glimt og den røde Ildstraale, som fulgte efter hvert Skud, og naaede man lykkelig udenfor Byen, fandt der et andet Optrin Sted, idet hele Veien, saa langt man kunde øine mod Augustenborg, Ulkebølle til Nordborg og Høruphav, myldrede af Vogne cg Flygtende. Manden søgte sin Hustru, smaa Børn gik og græd og kaldte paa deres Forældre; Ingen svarede dem eller gav Agt paa dem; Enhver var kun beskæftiget med sig selv og med at stirre efter de lange røde Striber, som de hvislende Granater dannede til alle Sider i Luften. Hele Natten vedblev denne Beskydning med enkelte Øieblikkes Ophold. Fjenden, som hidtil alene havde benyttet Granater, begyndte nu af og til at vexle med Brandraketter. I Dagningen kom en Gaard i Brand; de kjøbenhavnske Sprøitefolk vare atter tilrede og arbeidede flinkt og ufortrødent. Om Morgenen var der Øieblikke, hvori man næsten hvert Secund hørte et Skud. Af og til regnede det; Solen kom ikke frem; det var, som om den undsaae sig for at skinne ned paa alle de Ulykker cg Elendigheder, den ulykkelige By fremstillede. En Mængde Familier havde tilbragt Natten oppe ved Møllerne under aaben Himmel eller sammenstuvede i en Port eller vankende omkring fra Klynge til Klynge, søgende og kaldende paa et bortkommet Barn. Det brændte nu paa flere Steder, og eftersom Preusserne flere Gange efter hinanden vedbleve at skyde i samme Retning, tilintetgjorde de springende Granater efterhaanden ethvert Forsøg paa at slukke. Hen paa Formiddagen brændte flere Gaarde indenfor Skandserne. Kanonaden vedblev, og naar den et Øieblik taug, var det kun, som en Soldat sagde, medens de trak Veiret for at begynde saameget heftigere igjen. Det regnede; Veien var opblødt, og de Flygtende, som tilfods arbeidede sig frem igiennem Dyndet, belæssede og krumbøjede af det, de ansaae for meest værdifuldt af deres Eiendele, fremstillede et sørgeligt Billede. "Kan De ikke sige mig, hvor vi skal hen?" var det sædvanlige Spørgsmaal, de modtoge Enhver med. Nogle vare blevne liggende paa Veien, opad Digerne; de kunde ikke mere. Inde i Byen var der imidlertid blevet staaet en Eordou af Soldater, som forbød enhver Civil at gaae ned mod Stranden. - Nu er det Middag igjen; Kanonerne brumme endnu; i disse 24 Timer have de lydt uafbrudt. Det hedder, at Preusserne forberede en Storm.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 7. april 1864).

Episode du bombardement de Sonderburg. L' illustration: journal universel.  23. april 1864.

Paa en smuk Maade jordedes i Søndags af Østerrigerne paa Veile Kirkegaard Liget af 3 danske Soldater, der vare blevne saarede i Kampen ved Veile og nu vare døde paa det dervær. Lazareth. Foran Kisterne, der vare belagte med Krandse og af hvilke den forreste var prydet med en Dannebrogssløife, gik et Compagnie Østerrigere og et fuldstændigt Musikcorps; efter Kisterne gik et overordentligt talrigt Følge af Officerer med Gen. Dormus i Spidsen, og efter disse kom endeel af Veiles Indvaanere. Præsten holdt en kort Tale, og da han havde kastet Jord paa Kisterne, traadte alle de østerrigske Officerer, Gen. Dormus først, hen til Graven og kastede ligeledes Jord paa Kisterne. Dagen efter jordedes et Par Østerrigere, der ligeledes havde faaet deres Banesaar i Kampen ved Veile, men Følget var da ikke saa talrigt som ved de danske Soldaters Begravelse. Det er vel neppe nogen Mærkelighed, at ingen Preusser viste sig hverken i det ene eller det andet Liigfølge, eftersom de kun ugjerne komme der, hvor Østerrigerne ere. (Hors. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. april 1864).

Ægtkjørsler, Flensburg. Wiener Zeitung om Slesvig. 1ste til 2den April 1864. (Efterskrift til Politivennen).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Flensborg, 26. marts. - - - Flere tusinde tospands-hestevogne, opstillet i rækker, holder på en stor åben plads bag kirkegården; bønderne står og sludrer og ryger og fortæller hinanden om de sidste par ugers uendelige problemer. Den ene blev slæbt af danskerne til Horsens i Jylland, den anden var på Als; her en såret østriger, der måtte køre en tilfangetaget dansk officer; alle længes hjem og venter længselsfuldt på det øjeblik, hvor de atter skal hilse på kone og barn; Pludselig træder vognkommissæren ind blandt dem og kalder: "De første hundrede numre går tomme til Gråsten; to hundrede vogne kører til Broager med halm og hø, og andre fem hundrede gør klar til at køre ammunition." En halv time senere, og ledsaget af ulaner, begynder den endeløse kolonne at bevæge sig.

"Hundrede tomme vogne til Gråsten?" spørger den ene den anden. "Hvad skal vi lave i Gråsten?" "Kør de sårede, så vidt det er nødvendigt," lød svaret, og med en knytnæve slog de stakkels bønder ud mod deres heste og drev dem ned af "det frisiske bjerg" til deres bestemmelsessted.

Det ville være en opgave for en Hogarth at tegne vognen i dens forskellige former. Der er sprudlende ditmarskere med deres robuste heste, holstenere med forædlede heste, angelitter, frisere, tonderanere og haidebønder, hvis små, pjuskede heste, trætte af at stå så længe, ​​lægger sig foran vognen og bider giftigt, når man kommer i nærheden af ​​dem. Den rige godsejers smukke fuldblodshest der stolt bider i tøjlen, står ved siden af ​​den liggende marketenderøg; hofkusken i sin triste kravefrakke sludrer med den frisiske bonde der har trukket sine vide hvide hørbukser over sine høje støvler; højtyske, plattyske og danske patois veksler med hinanden; tyske og danske sympatier udtrykkes; Den ene er med preusserne, den anden med østrigerne, og en tredje, der bærer det slesvig-holstenske tjenestekors på et trefarvet bånd, taler med stolthed om den smukke hær der blødte ihjel ved Isted for tyske rettigheder.

Hvor en hest er syg - og mange er blevet halt og blinde, eller lider af hævede kirtler - står tyve eller flere rådgivere rundt og anbefaler hårsnor og ormekur, terpentin og spæk. Alle tænkelige forsøg udføres med de syge dyr som kun behøver hvile og en varm stald for at komme sig, og når rådgiverne endelig er blevet enige om at skimmelen eller fuchsen ikke længere er en thaler værd, går de foran en anden patient og begynder deres eksamener og deres samtale på ny, indtil de til sidst bliver indkaldt til at tage den østrigske vin til Jylland, eller de preussiske købmandsvarer til Dybbøl.

Der er vognparker på alle de større punkter, der er besat af de allierede; den største og vigtigste er i Flensborg hvor der som sagt holder flere tusind vogne; der er også lange tog i Gråsten, Haderslev og Aabenraa. Omkostningerne til disse vogne skal i det mindste indtil videre afholdes af kommunerne alene. Det ville være interessant at vide, hvor meget halm, hø og havre, der hidtil er blevet rekvireret hos bønderne, og der ville nok fremkomme beløb som ville forbløffe hele Tyskland, og som kunne give et overbevisende bevis på Slesvig-Holstens arv. Hvis man tænker på at de allierede kun beholder fangsten, og ser man de virkelig forbløffende masser af halm, havre og hø der hver dag indbringes, kan man ikke undgå at være enig med Frederik den Store, der engang sagde til en dansk gesandt: "I fire århundreder har Deres regering forsøgt at ødelægge hertugdømmerne; det er ikke lykkedes - bevis nok på, at de må være uudtømmelige lande." Hvad ville den store konge have givet for at så rige provinser havde stået ved hans side!

Flensburg, 26 März. - - - Auf einem grossen freien Platz hinter dem Friedhof halten, in Reihen aufmarschiert, mehrere tausend zweispännige Wagen; die Bauern stehen plaudernd und rauchend umher, und erzählen sich von den unendlichen Beschwerden der letzten Wochen. Der eine ist von den Dänen mit nach Horsens in Jütland geschleppt worden, der andere ist auf Alsen gewesen; hier hat einer verwundete Oesterreicher, dort hat einer gefängene dänische Officiere fahren müssen; alle sehnen sich nach Hause und warten voll Sehnsucht auf den Augenblick wo sie Weib und Kind wieder begrüssen werden; da plötzlich tritt der Fuhrwesenscommissär unter sie, und ruft: "die ersten hundert Nummern fahren leer nach Gravenstein; zweihundert Wagen gehen mit Stroh und Heu nach Broacker, und fünfhundert andere halten sich bereit Munition zu fahren." Eine halbe Stunde später, und von Uhlanen begleitet setzt sich die endlose Colonne in Bewegung.

"Hundert lehre Wagen nach Gravenstein?" fragt einer den andern. "Was sollen wir in Gravenstein?" "Verwundete fahren, soweit es nöthig ist," war die Antwort, und mit einem Stossfeustzer peitschen die armen Bauern auf ihre Pferde los, und treiben sie den "friesischen Berg" hinab dem Ort ihrer Bestimmung zu.

Es wäre eine Aufgabe für einen Hogarth den Fuhrwerk mit seinen verschiedenen Gestalten zu seichnen. Da halten rüstige Dithmarsen mit ihren kernigen Rossen, Holsteiner mit veredelten Pferden, Angeliter, Friesen, Tonderaner und Haidebauern, deren kleine struppige Pferde, von dem langen Stehen ermüdet, sich vor dem Wagen nidergelegt haben, und giftig um sich beissen wenn man in ihre Nähe kommt. Das schöne Vollblutpferd des reichen Gutebesitzer, das stoltz in den Zügel beisst, hält neben dem ausgedienten Marketendergaul; der Hofkutscher, in seinem drabfarbenen Kragenmantel, plaudert mit dem friesischen Bauern, der über die hohen Stiefel die weite weissleinene Hose gezogen hat; Hochdeutsch, Platt und dänisches Patois wechseln mit einander ab; deutsche und dänische Sympathien werden laut; dieser hält es mit dem Preussen, jener mit den Oesterreichern, und ein dritter, der das schleswig-holsteinische Dienstkreuz am dreifarbiger Band trägt, spricht mit Stoltz von der schönen Armee die bei Idstedt für deutsches recht verblutete.

Wo ein Pferd krank ist - und es sind viele lahm und blind geworden, oder leiden an geschwollenen Drüsen - stehen wohl zwanzig und mehr Rathgeber umher und empfehlen Haarseil und Wormkraut, Terpenthin und Schweinfett. Alle nur erdenklichen Proben werden mit den erkrankten Thieren angestellt, die bloss der Ruhe und eines warmen Stalls bedürfen um zu genesen, und haben die Rathgeber sich endlich dahin geeinigt dass der Schimmel oder Fuchs keinen Thaler mehr werth ist, so treten sie vor einen andern Patienten, und fangen ihr Examen und ihre Unterhaltung von neuen an, bis sie endlich abgerufen werden, um den Oesterreichern Wein nach Jütland, oder den Preussen Lebensmittel nach Düppel zu fahren.

An allen grösseren Punkten welche von den Alliirten besetzt sind, befinden sich Wagenparke; der grösste und wichtigste ist in Flensburg, wo, wie gesagt, mehrere tausend Wagen halten; in Gravenstein, Hadersleben und Apenrade stehen ebenfalls lange Züge. Die Kosten für diese Wagen müssen, vorläufig wenigstens, von den Communen allein getragen weerden. Es wäre interessant zu wissen was bisher an Stroh, Heu und Hafer von den Bauern requirirt worden ist, und es würden wahrscheinlich Summen erwachsen über die ganz Deutschland erstaunen müsste, und die einen schlagenden Beweis für den RZeichthum Schleswig-Holsteins geben könnten. Bedenkt man dass die Alliirten nur die Nachlese halten, und sieht man die wahrhaft erstaunlichen Massen von Stroh, Hafer und Heu die täglich noch herbeigeschafft werden, so kommt man unwilkürlich dazu Friedrich dem Grossen beizustimmen, der einst einem dänischen Gesandten sagte: "Seit vier Jahrhunderten hat Ihre Regierung versucht die Herzogthümer zu ruiniren; es ist nicht gelungen - Beweis genug dass es unerschöpfliche Länder seyn müssen." Was hätte der grosse König darum gegeben wenn ihm so reiche Provinzen zur Seite gestanden wären!

(Allgemeine Zeitung 1. april 1864)

Oversættelse af artikel fra tysk, se original herunder:

Anstændige mennesker.

Aftentillægget til "Wiener Zeitung" indeholder i nogle af sine sidste numre en række originale korrespondancer fra hertugdømmet Slesvig, som fortjener opmærksomhed på grund af den herskende tone i dem og på grund af de oplysninger de indeholder. I den første korrespondance hævdes det at slesvigerne ikke længere bryder sig om hertugen af ​​Augustenborg, og at agitationen for hertugen nu næsten helt er gået i stå, selvom den atter kunne komme på banen. Denne agitation skulle modvirkes "lovligt", så falske synspunkter om hertugdømmernes sande situation ikke ville blive spredt. Korrespondenten lover en "uvildig undersøgelse" af Slesvig-Holstens befolknings ønsker.

Pudsigt nok indleder han med en hyldest til danskerne. Han medgiver at danskerne behandlede Slesvig "brutalt og uklogt til det tilsigtede formål". Men hvis man ser bort fra denne "grimme plet" i deres karakter, deres had til Tyskland, er danskerne fremragende mennesker. Bevis på dette er den eksemplariske orden, hvormed danskerne klarede deres tilbagetog gennem et land de svor at hade. Der var ikke en eneste uorden som dels skyldtes general de Meza, og dels troppernes ånd "der holdt orden på en så beundringsværdig måde". Den danske hærs ånd var "chevaleresk", og hvis holstenerne ikke blev behandlet godt i hæren, var det ministeriets ansvar som adlød "københavnerpøbelens kommando".

Men korrespondenten forsvarer selv ministeriet og fortæller følgende om det: De iværksættere og leverandører der var involveret i byggeriet af Dannevirke, havde endnu ikke modtaget deres regninger da danskerne rejste. Størstedelen af ​​disse blev afviklet i sidste uge i Hamborg uden problemer efter ordre fra den danske regering. Det er strengt taget ikke den sædvanlige kommercielle ærlighed, men denne ærlighed "er bare ikke sagen - for alle købmænd". Også lottogevinsten som slesvig-holstenerne spiller temmelig ihærdigt på, udbetales rettidigt i København, og det samme er som korrespondenten hører, også tilfældet med visse lønninger og pensioner, hvis vedholdenhed han finder uforståelig. Heraf drages den konklusion, at danskerne viser sig at være "anstændige mennesker", også hvor deres uheldige had til tyskerne spiller ind.

Det opdagede korrespondenten i Flensborg. I Husum blev hans sind dog endnu mere oplyst om slesvigernes ønsker. Han begynder sit brev, dateret fra Husum, med følgende anekdote: "Hvorfor beklagede du i dag?" spurgte jeg viceborgmesteren. "Åh," svarede sidstnævnte, "det betyder ikke noget, folk hænger flagene ud fordi vejret er fint, og når det er dårligt vejr, hiver de dem ind igen." Husumerne, fortæller korrespondenten videre, er nu af med de danske embedsmænd og er ligeglade med resten. Politimesteren var en dårlig karl, men "man beklager meget den frivillige afgang af mange embedsmænd, der blev anset for at være særligt kompetente på deres område uden at vise sig at være yderst anti-tyske." "Mange gode tysksindede - slutter korrespondenten giftigt - er nu med sorg af med det nådebrød, som den københavnske regering har givet ham. Det tab som landet lider ved mange dygtige arbejderes afgang, er ikke det eneste beklagelige konsekvens af et hastværk, da de naturligvis er uadskillelige fra bevægelser som den i Slesvig-Holsten."

Vi spørger hvad der er til hinder for at disse "respektable mennesker", danskerne, bliver overdraget royalties helt og holdent på grundlag af en ny kontrakt, efter at et par dårlige embedsmænd er blevet fjernet, mens resten, alle vil de "effektive arbejdere" som ikke har en klar anti-tysk holdning, blive ansat igen? Korrespondenten, der lovpriser danskernes "kommercielle redelighed" så meget som det ser ud til, har ganske vist helt glemt at de samme "agtværdige folk" slet ikke brød sig om de forpligtelser, de påtog sig i traktaterne af 1851 og 1852 og trampede dem ned. Det ville selvfølgelig være en fuldstændig uhyrlig krig, som i sidste ende kun skulle føres med det formål at slippe af med nogle få embedsmænd som Husums politimester. Det kunne have været gjort rimeligere, og hvis krig skal føres på grund af dårligt og undertrykkende officielt styre, mener vi at der ikke er behov for at marchere så langt, og at der i nogle af landene tæt på ville have været muligheder nok og grund til passende indgreb.

Anständige Leute.

M. Die Abendbeilage der "Wiener Zeitung" bringt in einer ihrer letzten Nummern eine Reihe von Originalkorrespondenzen aus dem Herzogthum Schleswig, welche durch den in ihnen herrschenden Ton, sowie durch ihre Angaben Beachtung verdienen. In der ersten Korrespondenz wird behauptet, dass die Schleswiger sich jetzt um den Herzog von Augustenburg har nicht mehr kümmern und dass die Agitation für den Herzog dermalen fast ganz ruht, obgleich sie wider in den Vordergrund treten könnte. Dieser Agitation müsste eben auf "legalem Wege" entgegen gearbeitet werden, damit nicht falsche Anschauungen über die wahre Lage der Herzogthümer verbreitet würden. Der Korrespondent verspricht darauf eine "unparteiische Erforschung" der Wünsche der Schleswig-Holsteiner.

Merkwürdig genug, er beginnt mit einer Lobrede auf die Dänen. Er gesteht zu, dass die Dänen Schleswig "brutal und für den beabsichtigten Zweck unklug" behandelt haben. Aber wenn man von diesem "einen hässlichen Flecken" ihres Characters, von ihrem Deutschenhass absteht, seien die Dänen ganz vortreffliche Leute. Beweis dafür sei die musterhafte Ordnung, mit welcher die Dänen ihren Rückzug durch ein Land, dem sie Hass geschworen, bewerkstekligt haben. Nicht eine Unordnung sei dabei vorgefallen, was zum Theile das Verdienst des General de Meza war, zum Theil aber dem Geiste der Truppen selbst zuzuschreiben sei, "welcher die Ordnung in so bewunderswürdiger Weise aufrecht hielt." Der Geist der dänischen Armee sei "ein chevaleresker" und wenn die Holsteiner in der Armee nicht gut behandelt worden, so komme das auf die Rechnung des Ministeriums, welches "dem Kommando des Residenzpöbels" gehorcht.

Aber selbst das Ministerium nimmt der Korrespondent in Schutz und erzählt von demselben Folgendes: Die bein Bau des Dannewerkes betheiligten Unternehmer und Lieferanten hartten beim Abzuge der Dänen ihre Rechnungen noch nicht ausbezahlt erhalten. Die Mehrzahl derselben wurde nun vorige Woche in Hamburg, über Auftrag der dänischen Regierung anstandslos beglichen. Das sei zwar streng genommen nicht als die gewöhnliche kaufmännische Ehrlichtkeit, aber diese Ehrlichkeit "ist eben nicht Sache - aller Kaufleute". Auch werden die Lotteriegewinnste, die Schleswig-Holsteiner spielen ziemlich stark, pünktlich in Kopenhagen ausbezahlt, und dasselbe ist, wie der Korrespondent hört, auch mit gewissen Bezügen und Pensionen der Fall, deren Fortdauer ihm unbegreiflich ist. Daraus wird der Schluss gezogen, dass die Dänen sich selbst dann als "anständige Leute" erweisen, wo ihr unseliger Deutschenhass ins Spiel kommt.

Das hat der Korrespondent in Flensburg entdeckt. Noch mehr aber wurde sein Sinn in Husum über die Wünsche der Schleswiger aufgeklärt. Er beginnt seinen aus Husum datirten Brief mit folgerder Anekdote: "Weshalb haben Sie heute geklagt?" fragte ich den zweiten Bürgermeister. "Ach, entgegnete dieser, das hat nichts zu bedeuten, die Leute hängen die Fahnen aus, weil es gerade schön Wetter ist, und bei Unwetter ziehen sie selbe wieder ein." Die Husumer, meint der Korrespondent weiter, sind jetzt der dänischen Beamten los und um das Weitere kümmern sie sich nicht. Der Polizeimeister sei zwar ein schlechter Karl gewesen, aber "man bedauert sehr den freiwilligen Abgang vieler Beamten, die für besonders tüchtig in ihrem Fach galten, ohne durch ausgesprochen deutsch-feindliche Gesinnung hervorzutreten." "Gar mancher gut deutsch gesinnte - so schliesst vehmütig der Korrespondent - ist jetzt mit Kummer das Gnadenbrod, das ihm die Kopenhagener Regierung verabreichen lässt. Der Verlusst, den das Land durch den Abgang vieler tüchtiger Arbeitskräfte erleidet, ist nicht die einzige beklagenswerthe Folge einer Ueberstürzung, wie sie freilich von Bewegung, wie die schleswig-holsteinische war, unzertrennlich sind."

Wir fragen, was steht denn da nich entgegen, dass man diesen "anständigen Leuten", den Dänen, auf Grund eines neues Vertrages die Herzogthümer wieder ganz und far übergibt, nachdem die Paar schlechten Beamten entfernt, die übrigen aber, alle die "tüchtigen Arbeitskräfte", die keine hervorragend deutsch-feindliche Gesinnung haben, wieder angestellt sein werden? Freilich hat der Korrespondent, der so sehr die "kaufmännische Ehrlichkeit" der Dänen rühmt, wie es scheint, ganz darauf vergessen, dass dieselben "anständigen Leute" sich gar nicht daraus gemacht haben, die von ihnen in den Verträgen von 1851 und 1852 übernommenen Verplichtungen mit Füssen zu treten. Freilich wäre das ein ganz und gar unerhörter Krieg, der im letzten Grunde nur zu dem Zwecke geführt werden sollte, um ein paar Beamte von dem Schlage des Husumer Polizeimeisters zu entfernen. Das hätte doch billiger gerichtet werden können, und wenn schon wegen schlechter und bedrückender Beamtenherrscaft Krieg gefürht werden soll, so dächten wir, dass man nicht so weit zu marschieren brauchte und dass in manchen näher liegenden Lande Gelegenheit und Grund genug zu entsprechenden Interventionen hätte gefunden werden können.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt  2. april 1864)

Georg Emil Hansen (1833-1891): Soldater omkring kogested. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Politimester Christopher Leisner (1813-1868), Eckernfördes Politimester 1860-1864. (Efterskrift til Politivennen)

Christopher Leisner (1813-1868) fik embedseksamen i 1839. Konstitueret landfoged på Østerland (Før), konstitueret herredsfoged i Slogs Herred, Nybøl Herred. 1848-1851 konstitueret borgmester, bysekretær og politimester i Sønderborg. I et brev dateret Flensborg 27. december 1850 skrev gehejmeråd F. F. Tillisch til Zahrtmann: "Leisner maa jeg have fra Sønderborg, men desværre maa han anbringes enten i Husum eller Tønder; begge Steder kunne man ønske en dygtigere personlighed, men der haves ingen" (Personalhistorisk tidsskrift 1961, 14. række, 3. bind.) 1851- borgmester og politimester i byen Schleswig. Gift med Alba Petræa Mathilde Cathinka Wildenrath (1823-1875) - ingen børn. 

Leisner var borgmester og politimester i Eckernförde 1860-1864. Under hans styre faldt der domme over tyskere som udviste tysk sindelag. Det kunne fx være en landmand som kaldte sine heste "Schleswig" og "Holstein" så han kunne råbe dette højt (han fik en bøde og 5 dage på vand og brød).  Mest opmærksomhed og politisk betydning vakte imidlertid afstraffelsen af en 9-årig dreng.

Han var ikke den eneste, også Slesvigs senere borgmester Thorvald August Brown Jørgensen (1825-1910) blev berygtet blandt slesvig-holstenerne. Han nedskrev i 1906 sine erindringer for perioden 1856-1864. Heraf fremgår at han i 1859 havde besluttet sig for en fastere hånd over for den slesvig-holstenske bevægelse, og i den anledning havde han lukket Heibergs boghandel og anholdt en ung urmager Gerke som var sigtet for medvirken ved omdeling af adresser. Gerke hængte sig i sin celle og begravelsen udviklede sig til omfattende demonstrationer på kirkegården. Jørgensen splittede hårdhændet demonstranterne. Hans fremgangsmåde vakte sympati i Danmark, og Leisner blev forflyttet til Eckernförde, mens Jørgensen blev udnævnt til hans efterfølger - og beholdt samtidig posten som politimester. Se også det særskilte afsnit om Jørgensen her på bloggen.

Fotograf Carl Edvard Emil Rye: August Jørgensen (1824-1910). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Leisner fungerede i Eckernförde som borgmester, politimester, senator og auktionarius Efter krigsudbruddet rejste  Leisner den 2. februar 1864 mod Danmark. Telegrafen havde afsløret hans rute, og han blev mødt af rasende menneskemængder i de større byer. Også Jørgensen måtte forlade stillingen, og han var 23. marts-21. april 1864 konstitueret byfoged i Fredericia. Han valgtes senere til rigsrådets folketing i Hillerød. 

Dette indslag handler om episoden med afstraffelsen af den 9-årige dreng. Kort fortalt legede en 9-årig dreng i januar 1863 på gaden i Eckernförde. Han viftede med en gren foran baron Hugo Scheel Plessens hest der blev sky. Drengens far slagtermester Büschel gik til baron Plessen for at anmode denne om at tilgive drengen, han skulle nok afstraffe drengen. Politiet insisterede på en offentlig afstraffelse, og Büschel bad baronen om at lægge et ord ind for ham. Men Leisner opfattede handlingen som en patriotisk ytring, og han indfandt sig med 2 retsbetjente og stadsfysikus i hjemmet. Drengen kastede sig på knæ foran borgmesteren og bad: "Jeg har for kort tid siden mistet min mor, sorgen over mig kan også føre til min fars død. Jeg beder Dem om at forbarme Dem". Hertil svarede borgmesteren noget i retning af: "Du skal piskes, sådan er det". Drengen blev så pisket så blodet flød ned ad ryggen og han fik varige skader. Drengen blev lagt over to stole, munden fastholdt så han ikke kunne skrige. Sagen blev fremsendt til Berlin, bl.a. til lord John Russel. I hele Tyskland blev sagen kendt og bekræftede opfattelsen af danskerne som hensynsløse barbarer mod den tyske befolkning i Slesvig-Holsten.

Gennem de tyske aviser blev affæren også kendt i Danmark. I starten citerede man mest disse aviser og forsøgte at nedtone voldsomheden. Herefter citeredes affæren mest som at drengen selv havde været ude om det og nedtonede skaderne efter piskningen. Lidt som en almindelig røvfuld.

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 25. april. De foranstaltninger til undertrykkelse af oppositionsbevægelserne, som længe har været varslet, og som har gjort sig kendt blandt hertugdømmet Slesvigs befolkning, synes nu at blive gennemført. Foreløbig er der sat gang i ændringer i embedsværket kombineret med en tilsvarende fjernelse af alle elementer, der ikke passer til landspartiets intentioner. I Slesvig har den kendte revisor og politimester Jörgensen, hvis sag mod den ulykkelige Gercke, der blev tortureret til døde, og mod boghandleren dr. Heiberg blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogsorden, nu erstattet justitsråd Leisner som borgmester, en forfremmelse, som Jörgensen sikkert vil vide at vise sin taknemmelighed for gennem nye heltegerninger. Leisner er blevet forflyttet til Eckernförde, hvor borgmester Lorenzen og bysekretær Langheim har skullet give plads til ham. Langheim, som ved undersøgelserne i Eckernförde stadig ved forskellige lejligheder ønskede at handle efter loven, blev af sine overordnede foranlediget til at indgive sin ansøgning om løsladelse; da han nægtede, blev han simpelthen afskediget.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 25. April. Die bereits seit längerer Zeit in Aussicht gestelten Massregeln zur Unterdrückung der oppositionellen Bewegungen, welche sich unter der Bevölkerung des Herzugthums Schleswig kund gegeben haben, scheinen nunmehr zur Ausführung gebracht werden zu sollen. Mit Veränderungen im Beamtenstande, verbunden mit einer entsprechenden Ausscheidung aller den Absichten der nationalen Partei nicht zusagenden Elemente, hat man einstweilen den Anfang gemacht. In Schleswig tritt der bekannte Auditeur und Polizeimeister Jörgensen, dem sein Verfahren wider den unglücklichen, zu Tode gepeinigten Gercke, sowie gegen den Buchhändler Dr. Heiberg bereits das Ritterkreuz des Danebrogordens eingetraten hat, nunmehr als Bürgermeister an des Justitzraths Leisner Stelle, eine Beforderung, für welche Jörgensen sich voraussichtlich durch neue Heldenthaten dankbar zu erweisen wissen wird. Leisner ist nach Eckernförde versetzt worden, woselbst Bürgermeister Lorenzen und Stadtsekretär Langheim ihm haben Platz machen müssen. Langheim, der bei den Untersuchungen in Eckernförde verschiedentlich noch nach Recht und Gesetzt hat verfahren wollen, ist in Veranlassung dessen von seinem Vorgesetzen aufgefordert worden, sein Entlassungsgesucch einzureichen; da er sich dessen geweigert, ist er einfach verabschiedet worden. 

(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerectigkeit 5. maj 1860).

Casper Conrad Langheim var borgmester siden 1841 og var vellidt også blandt tyskerne. Selv om han blev tvunget væk fra posten nogle år efter afslutningen af treårskrigen 1848-1851, fulgte de efterfølgende borgmestre dog hans linje. Det var først med Leisner, og især med Jørgensen at dette ændrede sig. Se også det særskilte indslag om Langheim her på bloggen.

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Syd for Dannevirke, den 30. September. Saa samvittighedsfuldt som muligt har jeg nu i henved et halvt Aar givet Dem Meddelelser om, hvad der tildrog sig hernede, og hvad der rører sig i Gemytterne. Jeg vil ikke nægte, at før jeg kom hertil, troede jeg, at det dog nok lod sig gjøre at indføre Grundloven, og at Stemningen var os mindre fjendsk i Svan-Sø og Danske-Skov; efterhaanden kom jeg dog til at sande, at man maa hævde Nationaliteten fremfor Alt, og at de, som ville erobre Befolkningens Stemning ved den videste Frihed, igrunden kjøbe Katten i Sækken. Man har det ogsaa paa Fornemmelsen hernede, at foruden den aabne Modstand gives der en anden og farligere, nemlig en vidt dreven hemmelig Agitation fra Tydskland, en Agitation, som benytter sig af de skændigste og nederdrægtigste Midler, for at naae et forbryderisk og røverisk Maal. Og naar man saa engang læser rigtigt sande og slaaende Artikler som den om "de slesvigske Provindsialstænder" nys i "Fædrelandet", og man ret puster disse Sandheder udbredte blandt Befolkningen, sa saa maa man sige til sig selv, at saadanne *Ønsker høre til dem, som ikke kunne opfyldes, thi Befolkningen faaer alle Efterretninger fra Danmark gjennem tydske Aviser. Man har ingen Anelse om, hvorledes vi Danske betragte slesvigske Forhold, men man har sat Befolkningen paa et Standpunkt at betragte os fra, der er saa forkeert og Danmark saa ugunstigt, som det vel er muligt. Man troer, at specielt Kjøbenhavnerne ville Slesvig tillivs paa alle mulige Maader. Om vore politiske Partier er man meget uvidende, man skærer dem alle over een Kam, saadanne politiske Personligheder som J. A. Hansen, A. L. de Coninck o. Fl. ere aldeles ubekjendte Størrelser, og af Ministrene er det kun den slesvigske og den holsteenske, man kjender Noget til. Hall forestiller man sig som et Uhyre, Gud veed hvorfor; thi en tammere Minister, der mere lader Alt skjøtte sig, som det kan bedst, kunne dog selv de meest Misfornøiede ikke godt forlange. Det maa derfor være alle gode danske Mænds Opgave at virke hen til, at Sydslesvig faaer et nøiere og bedre Kjendskab til vore Forhold, og blandt Andet kunde smaa Pjecer paa Tydsk, uddeelte blandt Befolkningen, gjøre god Virkning. Hyppige Reiser til denne Deel af Landet vilde ogsaa være at anbefale. Kjendte man os blot rigtigt, vilde man skamme sig ved at bedømme os og vore Forhold paa en saa ravgal ! Maade, som man gjør.

Hvad der har bedrøvet mig mest hernede, er det isandhed frygtelige Had, som Ungdommen I nærer til Danmark; det er Noget, hvorom de ikke kan gjøre Dem Begreb, og Wühlere sige med stolthed: "Ja, Ungdommen er meget værre end vi!" Jeg vil blot hidsætte en lille Begivenhed til Bekræftelse paa det her Anførte. Som De veed, vrimler det her af Skyttegilder, og det gaaer saa i vidt, at Børnene ogsaa have deres Gilde, hvor der skydes med Flitsbue. Nu skulde der da denne Sommer være stor Gildefest for Børnene i Ekernförde; to røde Faner skulde bæres foran Optoget gjennem Byen, men Justitsraad Leisner, Byens dygtige Borgemester, fandt det passende, at et Dannebrogsflag ogsaa kom med. Denne Fane vilde ingen af Drengene bære! der maatte derfor trækkes Lod, og dette faldt paa en Dreng, der hørte til den derværende Garnison; saaledes blev den Knude overhugget. En haabefuld Yngling skal imidlertid have gjort sig syg, fordi han ikke vilde gaae i et Optog, hvor Dannebrog bæres i Spidsen. Kald det Drengestreger, om De vil, men husk paa det sande Mundheld: Hvad man i Ungdommen nemmer, man ei i Alderdommen glemmer.

Det er Underviisningen, det er Skolevæsenet, som maa og bør controleres langt alvorligere end hidtil. Som De veed, er Kiel Slesvigholstenernes Hovedstad, og alligevel lader man et Skoleseminarium vedblive at bestaae i Ekernførde, Kiels Naboby. De kan tænke Dem, at Dhrr. Seminarister gjerne ville spille Kielerstudenter i det Smaa; de have kun to Timer dansk Underviisning om Ugen, og Læreren er ikke det danske Sprog mægtig. Herre, hvad skal Enden blive? Bestyreren. Prof. Bahnsen, er en gammel Mand af en retsindig Charakteer; men jeg troer, at han har overlevet sin Tid, og at han er en ivrig Modstander af Sproggrændsen.

Hvorfor behøves der overhovedet to Seminarier i Slesvig? Vilde det i Tønder, naar det blev udvidet, ikke være tilstrækkeligt? To saadanne Skoler maae mere end nogetsomhelst Andet virke til Adsplittelse. 

Til Slutning vil jeg tage Maleriets lysere side frem, og den er, at den lavere Middelstand og den uafhængige Bonde nære et indgroet Had til en Opgaaen i Tydskland og specielt i Preussen, og at man ikke mere uden ydre Tvang vil tage sin Tilflugt til Oprør som sidste Gang: det er kun den "videnskabelige Intelligents", der vil sælge Fædrelandet til dets værste Fjender. Svansø, Danske-Skov og Hütten Amt er kun en lille Deel af Slesvig, og om den ogsaa raaber høiest, er det dog nok Nord- og Mellemslesvigerne og Friserne, som i Afgjørelsens Time faae det vægtigste Ord at sige.

(Flyveposten 4. oktober 1861).

Fra Eckernførde skrives de forskjellige holsteenske Blade Følgende, hvorpaa vi ikke undlades at henlede Vedkommendes Opmærksomhed: Hr. Baron v. Plessen red en Dag henimod Slutningen af December ved Jungfernstieg, hvor en Deel Bern legede. En af disse, en Søn af Slagtermester Büschel, kastede - hvad enten det nu skete af Vanvare eller forsætligt - en nedfalden Green i saaledes, at den traf Baronen paa Armen, hvorved dennes Hest blev noget sky. Faderen, som fandt Sønnens Adfærd meget strafværdig, begav sig strax til Baronen for at gjøre Undskyldninger og for at forsikre ham om at Barnet skulle blive alvorligt revset. Baronen tilgav ikke alene det Skete, men bad Faderen om ikke at være alifor streng. Glad over saaledes at have bilagt Sagen, gik Fader, nu hjem og straffede sin Søn til Advarsel for Familien. Men kort efter erholdt han en  Tilsigelse til at møde paa Politikammeret, hvor man underrettede ham om, at hans svagelige 9 Aars Barn skulde pidskes. Alle Faderens Bønner og Forsøg paa at faae Justitsraad Leisner til at tage Dommen tilbage vare forgjæves, og Baron Plessens Forbøn frugtede ligesaa Iidt. En Eftermiddag indfandt Justitsraaden sig tilligemed Physikus Dr. Wasmer, Overpolitibetjent Kold og Vagterne Reimers og Rhode, den sidste med et Bundt Riis, for at pidske Drengen. Faderen bortfjernede sig for ikke at høre Drengens Jamren og for ikke at lade sig henrive lil en overilet Handling. Da han kom tilbage, var Exekutionen forbi, og Inqvisitionen fjernede sig med den Advarsel, at han i Fremtiden maatte see at passe bedre paa sin Søn. Drengens Ryg var sønderflænget, og Barnet maalte bringes tilsengs.

(B. T )

(Østsjællandsk Avis (Køge) 19. januar 1863)

Berliner Gerichts-Zeitung 15. januar 1863 kommenterede affæren på følgende måde: Die Dänen und deutschen Renegaten a la Leisner mussten einen deutschen Rücken prügeln, noch dazu einen  neunjahrigen! Senere referedes sagen således (oversættelse først):

Drengepiskningen i Eckernföde som en af ​​vore ambitiøse forfattere hurtigt brugte til at friske sit navn op med en lille europæisk aura, vækker stadig den mest almindelige forargelse i Slesvig, især når man hører at den stakkels dreng der blev ramt af den, led virkelig alvorlig skade på helbredet. Politimesteren Leisner der optrådte på en så slem foged- og fogedmanér, er genstand for almindelig afsky. Det viser sig også senere gennem udtalelserne fra den 9-årige Carl Büschels legekammerater at han ganske utilsigtet kastede en gren efter baron Plessen. Under alle omstændigheder bør hændelsen få den konsekvens at politiet i Eckernförde bliver frataget den barbariske overlegehed offentligt at straffe børn af respektable forældre for simpel gadestreger. Andre steder bliver selv unge tyve og vagabonder ikke længere pisket, men bliver behørigt stillet for retten og straffet. Spørgerne vil højst give dem håndjern der ikke overholder kravene, men hvis disse har sundhedsskadelige konsekvenser, risikerer de at blive straffet. Og det forekommer os fint.

Die Knabenpeitcschung in Eckernföde, die einer unser strebsamen Literaten rasch benutzt hat, um seinen Namen durch etwas europäischen Nimbus aufzufrischen, erregt noch immer in Schleswig die allgemeinste Eintrüstung, besonders da man hört, dass der arme davon betroffene Knabe wirklich ernstlichen Schaden an seiner Gesundheit gelitten hat. Der Politzeimeister Leisner, der in so gemeiner Schergen- und Büttelmanier gehandelt hat, ist Gegenstand des allgemeinen Abscheu's. Auch stellt es sich nachträglich durch dis Aussagen der Spielkameraden des 9jähringen Carl Büschel heraus, dass derselbe ganz unabsichtlich den Baron Plessen mit einem Zweige geworfen. jedenfalls dürfte der Vorfall die Folge haben, dass in Eckernförde der Polizei die ganz barbarische Besugnitz entzogen wird, Kinder achtbarer Eltern wegen einfacher Strassenungezogenheiten öffentlich zu züchtigen. Anderwärts werden ja selbst junge Diebe und Vagabonden nicht mehr gepeitscht, sondern ordnungsmässig vor Gericht gestellt und bestraft. Höchtens erhalten sie von den Inquirenten nicht vorschriftsmäasige Manischellen, sollten diese aber gesundheitswidrige Folgen haben, so laufen jene Gefahr, bestraft zu werden. Und das scheint uns auch in der Ordnung.

(Berliner Gerichts-Zeitung 29. januar 1863).

Da Leisner og hans håndlangere havde pågrebet drengen i faderens hus, faldt det svage barn for hans fødder, omfavnede hans knæ og tryglede: "Jeg har for nylig mistet min mor, sorgen over mig vil også slå min far ihjel; Vis derfor barmhjertighed." Politimesterens svar lød: "Du skal piskes, og det er så vidt det rækker." ... Så fem danske mænd ydmyger sig selv så dybt, at de straffer et fattigt, svagt, men samtidig flittigt og godt tysk barn der lige har mistet sin mor på en grusom og uhyrlig måde, fordi faderen er tysker! ... - Beskrivelsen af ​​denne hidtil usete handling blev sendt til de herboende ambassadører i Berlin; en redegørelse er blevet udfærdiget og præsenteret for Lord John Russel, og sorgens budskab er fejet gennem Tyskland fra ende til anden. Vil Tyskland affinde sig med denne nye kendsgerning, uhørt selv i Bombas', Don Miguels og Nikolaus' årbøger? Måske kan det svage barn blive anstødssten for at styrke det tyske folk, for endelig at sone for den lange skam.

Als Leisner mit seinen Schergen den Knaben im Hause seines Vaters ergriffen hatte, fiel ihm das schwächliche Kind zu Füssen, umfasste seine Knie und flehte: "Ich habe erst kürtzlich meine Mutter verloren, der Kummer über mich möchte auch meinen Vater tödten; deswegen haben Sie erbarmen." Die Antwort des Politizeimeister lautete: "Du sollst gepeitscht werden, und dabei hat es sein Bewenden." ... Also fünf dänische Männer, erniedrigen sich so tief, dass sie ein armes, schwaches, dabei auch fleitziges und braves deutsches Kind, das eben seine Mutter verloren hat, aug eine grausame und empörende Art züchtigen, weil der Vater ein Deutscher ist!... - Die Schilderung dieses beispiellosen Acten ist an die residierenden Gesandten nach Berlin geschickt; es ist eine Urkunde aufgenommen und Lord John Russel eingehändigt worden, und die Trauerbotschaft durchliegt Deutschland von einem Ende bis zum anderen. Wird Deutschland sich diese neue, selbst in den Jahrbüchern eines Bomba, Don Miguel und Nikolaus unerhörte Thatsache gefallen lassen? Vielleicht kan das schwache Kind der Anstoss werden zum Ermannen des deutschen Volks, zur endlichen Sühne der langen Schmach.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 1. februar 1863. Uddrag. Afsnit som forekommer i de øvrige artikler er udeladt).

I marts 1863 blev justitsråd Leisner frikendt ved en dansk ret. Dette blev flittigt citeret i tyske aviser som endnu et eksempel på dansk barbari.

Et Trudselsbrev. Et af de anonyme Trudselsbreve, der fra Frankfurt ere sendte til Justitsraad Leisner i Eckernförde i Anledning af den verdenshistoriske Begivenhed med Slagtermester Büschels Sønneke, lyder saaledes:

"Elender, niederträchtiger Schurke! nimm Dich wohl in Acht! Du sollst Deinen verdienten Lohn für Deine ruchlose That an einem unschuldigen deutschen Kinde empfangen! Wir Deutschen werden Euch lumpigen Dänen und elenden Diebe unseres Vaterlandes noch beweisen, dass in unserer Brust nock edle deutsche Herzen schlagen, deren einziges Streben ist, Euch Dieben das geraubte, edle Schleswig-Holstein wieder zu entreissen, und die Zeit wird bald herannahen, wo Ihr sehen sollt, was es heisst für das Vaterland ins Feld zu ziehen.

Ein Deutscher."

(Flyveposten 2. marts 1863.)

Flyvepostens artikel blev flittigt citeret i tyske aviser.

De tyske hertugdømmer. Slagtermesteren Büschel i Eckernförde stævnede den danske dommer Leisner i Eckernförde, fordi han på grund af en patriotisk udtalelse barbarisk lod sagsøgerens lille søn slå. Som man hører, blev Büschel afvist, fordi Leisner henviste til, at hans forgængere pryglede tyske skolebørn.

Deutsche Herzogthümer. Der Metzgermeister Büschel in Eckernförde ist seiner Zeit gegen den dänischen Justitzrath Leisner in Eckernförde klagend aufgetreten, weil derselbe das Söhnlein des Klägers einer patriotischen Aeusserung wegen hatte barbarisch prügeln lassen. Wie man hört, ist Büschel aus dem Grunde abgewiesen worden, weil Leisner nachgewiesen hat, dass schon seine Amtsvorgänger die deutsche Schuljugend haben prügeln lassen.

(Straubinger Tagblatt 29. april 1863.)

Preussiske og østrigske tropper overskred Ejderen 1. februar 1864. Der kom til en kort kamp i skoven ved Friedrichstadt syd for Eckernförde og derefter rykkede preusserne ind i Eckerförde by. Her blev de beskudt af to danske krigsskibe, men de fortrak da preusserne havde opstillet tre feltbatterier der begyndte at beskyde skibene. 

Leisner måtte opgive sin stilling og begive sig nordpå mod Danmark. Det gik ikke stille af, for telegrafisk (nogen kilder angiver Büschel som den der foranledigede det) var der givet besked til stationsbyerne om at Leisner var på vej med preussisk eskorte.

Wilhelm von Diez (1839-1907): Gefecht bei Eckernförde am 1t Febr. 1864. Skibene må være de to danske krigsskibe, i forgrunden opstiller preusserne det feltartilleri som fik dem til at fortrække. Krigsmæssigt var Eckernförde kendt fra treårskrigen 1848-1851 for et slag hvor det danske linjeskib Christian VIII og fregatten Gefion blev ødelagt af slesvig-holstensk artilleri, 5. april 1849. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nachdem Bürgermeister Leisner in Eckernförde gezwungen worden die Stadt zu verlassen, hat der Bürgermeister Stegelmann den Herzog Friedrich proclamiert.

(Leipziger Zeitung 4. februar 1864)

Schl.-H. Bl. skriver: "Hr. Leisner havde den frækhed at blive i Eckernförde, efter at danskerne havde trukket sig tilbage. Han følte sig imidlertid meget usikker og anmodede om en sikkerhedsvagt hos chefen for de preussiske tropper, som beredvilligt blev bevilget ham. Derpå gik borgerdeputationen til ham og fik ham til at forstå, at han ikke kunne fortsætte med at fungere som borgmester i denne tid. Det var ikke let for hr. Leisner at træde tilbage fra sin lukrative post. Den kommende preussiske oberst forklarede, at han ikke behøvede at bekymre sig om fælles anliggender. Der var ikke andet tilbage for den adelige drengeprygler end at forlade stedet under eskorte af preussisk kavaleri." [Fra en privat kommunikation ved vi, at den preussiske kommandant sagde, at han kunne beskytte personen, men i sit embede var han nødt til at beskytte sine medborgeres respekt. D. red.]

Die Schl.-H. Bl. schreiben: "Herr Leisner hatte die Keckheit, nach dem Abzug der Dänen noch in Eckernförde zu bleiben. Er fühlte sich indessen sehr unsicher, und erbat sich von dem Befehlshaber der preussischen Truppen eine Sicherheitswache, die ihm bereitwilligst gemährt wurde. Darauf begaben sich die Bürger-Deputation zu ihm und machten ihm begriflich, dass er in dieser Zeit nicht noch ferner als Bürgermeister fungiren könnte. Herrn Leisner mochte das Aufgeben seines einträglichen Postens nicht leicht werden. Er machte noch einen Versuch, sich durch Militär in seinem Amte zu erhalten, indess vergeblich, denn der angegangene preussische Oberst erklärte, dass er sich um Communalsachen nicht zu kümmern habe. Da blieb dem edlen Knabenzüchtiger denne nichts übrig, als unter Escorte preussischer Reiter das Feld zu räumen." [Einer Privatmittheilung entnehmen wir, die Aesserung des preussischen Truppenführers habe dahin gelautet, die Person zu schützen könne er übernehmen, in seinem Amte aber müsse ihm die Achtung seiner Mitbürger schützen. D. Red.]

(Süddeutsche Zeitung 6. februar 1864).

Tilstande i Holsteen og Slesvig. Om de skandaleuse Demonstrationer mod Justitsraad Leisner skriver en Altonaerkorrespondent til "Kreuzzeitung" Følgende under 3die Februar: . . . . Selv om det Meste af, hvad der fortaltes om Leisner, skulde være sandt, saa havde dog Ingen i Holsteen Ret til at forulempe hans Person, endsige mishandle den Flygtende og behandle ham som et Stykke jaget Vildt. Og dette skete paa en oprørende Maade baade i Nemünster og Kiel og vilde her i Altona maaske have antaget de meest betænkelige Dimensioner, dersom de preussiske Officerer, som ledsagede Leisner, ikke havde brugt den Forsigtighed, at lade Toget holde omtrent ti Minutter for Ankomsten til Altona, for at de ad en Sidevei kunde bringe Leisner til Hamborg udenom Altonas Forstad. Saa vidt er det allerede kommet hos os, at der ikke mere existerer nogen Garanti for Folks personlige Sikkerhed! Allerede om Formiddagen var der til forskjellige Herværende ankommet Telegrammer om, at Leisner vilde indtræffe til Altona med Aftentoget. Mere behøvedes der ikke, for den skandalelystne Del af vor Befolkning for atter at sætte en Demonstration i Scene, som dennegang kunde have draget de sørgeligste Følger efter sig. Hvem der saae de Pøbelmasser, som fyldte Ventesalen paa Banegaarden, og som vare ophidsede ved Taler og Brændeviin - hvem der hørte deres raab og truende Udraab, kunde ikke Andet end befrygte det Værste, dersom ikke en Indskriden fra Myndighedernes Side forebyggede Faren, hvilket vel ikte var at vente af vor forbundskommissariatiske Styrelses laxe og fuldkomne passive Holdning. Det var forfærdeligt at see den Lidenskabelighed, hvormed Pøbelen, da Toget kjørte frem for Perronen, kastede sig over Vognene for at faae fat i den "bebudede" Flygtning, at see, hvorledes man trængte ind Koupeerne og overfaldt fremmede, sagesløse Folk, knyttede Næverne og med dyrisk Raseri skreg paa Leisner. En Herre, der ved en Misforstaaelse blev betegnet som Leisner, faldt i Hænderne paa en Pøbelhob og kunde kun beskyttes mod Mishandlinger derved, at en af den herværende "Slesvig-Holstenske Forenings" Ledere gav sit Æresord paa, at en Forvexling fandt Sted. Endnu længe efter vedblev den ophidsede, rasende Pøbel at gjennemsøge Vognene, puffe, støde og skjælde, og alt dette mod en Mand, en Flygtning, en Forfulgt, som idetmindste ikke i Holsteen har forbrudt sig ved det Allermindste, og som, dersom han virkelig i sin Hjemstavn maaskee har begaaet noget Uretfærdigt, allerede er haardt nok straffet ved Forjagelse og ved Tab af Embede og Indtægter. Vore ellers saa stortalende Blade omtale dette beklagelige Tilfælde kun med faa Linier; om en Misbilligelse er der naturligviis ikke Tale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. februar 1864).

2. Borgermester Leisner (Ekernførde).

den 19de Februar 1864. For Retten mødte Justitsraad Christoffer Leisner, 51 Aar gammel, født i Haderslev, Kandidat fra Universitetet i Kiel, Borgermester i Ekernførde. Komparenten forklarede under Eds Tilbud Følgende.

Den 1ste dennes henad Middag rykkede de første preussiske Tropper ind i Ekernførde, efterfulgte af en Mængde Studenter fra Kiel, kjendelige paa deres Huer og forsynede med Baand af de oprørske Farver. Til disse sluttede sig nu Byens Pøbel og en Deel af Borgerne, og denne Mængde foretog sig nu rundt i Byen allehaande Excesser under Afsyngelsen af Sangen "Schleswigholstein“. Tilsidst samlede Mængden sig udenfor Komparentens Huus og nedrev Politiskiltet, hvorefter Komparenten bevægede en af Byens Senatorer, N. n., til at gaae til den Øverstkommanderende paa Stedet, en preussisk Major, for at udbede Beskyttelse for Komparentens Person. Senatoren kom imidlertid tilbage og erklærede, at Majoren, hvis Navn iøvrigt var Komparenten ubekjendt, havde nægtet at yde nogen Beskyttelse. Efterhaanden indfandt sig flere preussiske Underofficerer i Anledning af Rekvisitioner hos Komparenten; ogsaa til disse erklærede han, at han for at præstere det Forlangte maatte have personlig Beskyttelse, og disse Underofficerer lovede at forebringe Vedkommende dette Forlangende, men han fik intet Svar, og Uordnerne vedbleve uforstyrret. Henimod Kl. 5 indfandt sig hos Komparenten Adjutanten hos den Øverstkommanderende og erklærede ham, at han ikke kunde vente nogen Beskyttelse fra Militairets Side for sin Person, samt betydede ham at reise, hvilket Tilhold Komparenten erklærede at ville efterkomme, hvorpaa denne Officeer lovede ham den fornødne Escorte til at komme ud af Byen. Han steg kl. 7 tilvogns tidligemed sin kone og Pleies dater og kjørte nu ud af Byen ad Kiel til, med Vognen escorteret til udgangen af Byen af to preussiske Uhlaner. Omtrent 1. Miil fra Byen stødte Vognen paa en preussisk Patrouille, hvis Fører, en Underofficeer, efterat en tilstedeværende civil Person havde erklæret, at Komparenten var en Dansk, rev Vogndøren op og holdt Komparenten en Karabin for Brystet, hvorefter han lod en af Patrouillens Mandskab stige op paa Bukken og kjøre vognen under Eskorte af to Mænd tilfods til det preussiske Hovedkvarteer paa Hohenlied. Ankommen hertil maatte Komparenten stige ud af Vognen, men fik, efterat have foredraget Sagen for de preussiske Officerer, der her vare forsamlede, af en ham iøvrigt ubekjendt Major, hvis Navn han dog troer var v. Roos af Generalstaben, Tilladelse til at kjøre til Kiel, hvor han ankom samme Aften. Komparenten tilføier, at han paa Veien til Hohenlied blev behandlet brutalt af de preussiske Soldater, der escorterede Vognen, og som blandt Andet lode begge Vogndøre staae aabne for, som de sagde, at kunne høre, hvad han talte med sine Damer. Paa Reisen fra Kiel til Altona næste Dag blev han først paa Banegaardene i Kiel og Neumünster forhaanet af der forsamlede Hobe, - i Kiel vare disse Hobe blandede med preussisk Militair. Da han endelig paa Banegaarden i Pinneberg atter saae en Hob forsamlet og frygtede for, hvad der kunde skee i Altona, stod han ud fra den modsatte Side af Roupeen og begav sig bagom Toget ind i Pinneberg, hvorfra han paa Foranstaltning af den derværende Øvrighed blev kjørt til Hamborg. Hans Kone, der var kjørt videre med Toget, har fortalt ham, at en Masse, flere Tusinde Mennesker, ved Togets Ankomst til Altona var samlet derstede, tildeels forsynet med Knipler og søgende efter ham. Leisner var især bleven forhadt formedelst de slesvigholstenske Journalisters falske Fremstillinger af den Tugtelse, han som Politimester havde tilkjendt Slagter Büschels Søn.

(Claus Manicus: Den dansk-tydske Strid. Bidrag til en Characteristik af de mod Danmark rettede tydske Partibevægelser, 1864. s. 194-196. Se også Det Kongelige Bibliotek)

Såvel Jürgensen som Leisner optrådte i tyske aviser sammen med mange andre som eksempler på de danske myndigheders brutalitet og fremfærd mod tyskerne i hertugdømmerne. 

Affæren blev også husket i danske aviser, i hvert fald 8. juni 1885 i Kallundborg Avis.

Affæren ved Assendrup 28de til 29de marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Et dansk overfald på preussiske husarer i Assendrup fik skæbnesvangre følger for befolkningen i landsbyen. Den 28. marts 1864 foretog kaptajn Stockfleth og 200 mand et kommandoraid ind i det besatte Jylland fra kanonbåden "Schødersee". Styrken blev landsat i Sandbjerg Vig nord for Juelsminde, og 175 af dem sneg sig derefter frem til landsbyen Assendrup hvor de tog 22 preussiske husarer til fange. Imens bevogtede de resterende 25 fartøjet. 2 preussere blev dræbt. Inden forstærkninger nåede frem, flygtede styrken til Rosenvold ved Vejle Fjord hvor skibene ventede for at sejle dem tilbage til Fredericia.

Oversættelse af tysk artikel om affæren, se originalen herunder:

Schleswigholst. Zeitung beretter om kommandoraidet hvor danskerne fangede 23 preussiske husarer: Cirka 3½ mil fra Vejle på nordkysten af ​​Vejlefjorden ligger Rosenvold Gods; her er en lille havn som flittigt benyttes af coasterne, til at modtage deres laster af produkter fra landet. Det er her danskerne siges at være landet. Her fik de formentlig også oplysninger om de preussiske troppers stilling, og det var ikke svært for dem at finde en guide der ubemærket ville føre dem på sideveje gennem det til dels skovklædte område som gennemløbes af dybe kløfter, til Assendrup og Engum, to landsbyer syd for motorvejen til Horsens, en god mil fra Vejle hvor en afdeling af husarer var stationeret. Nogle af husarerne som var ankommet et par timer tidligere for at aflaste dragonafdelingen der havde været stationeret her tidligere, var gået til ro, trætte efter en lang march, og nogle var stadig forsamlet i en kro i den yderste ende af landsbyen af Assendrup, samlet omkring den dampende skål til fejring af 2. påskedag, da deres nydelse blev så opsigtsvækkende og fatalt forstyrret. Danskerne havde ubemærket omringet de første huse i landsbyen og trængte nu ind i husene, og de overraskede husarerne som var der uden mistanke og uvidende om fjendens nærhed og troede at de var helt sikre, og tog dem til fange uden modstand. De fik ingen tid til at gribe til våben, intet skud blev affyret, ingen klinge blev trukket blank. Men danskerne havde travlt, de der var blevet vækket af den søde dvale, fik ikke lov til at klæde sig helt på, og barryggede mens de efterlod seletøjet, blev hestene drevet bort, hvilket adskillige vogne belæssede med sadelmager og beslag vidner som blev bragt her i går eftermiddags. Fangsten må dog ikke have været helt uden støj, eller måske er det lykkedes en enkelt at unddrage sig den ved i al hemmelighed at flygte og advare sine kammerater, der var indkvarteret i nabogårdene. Disse kastede sig hastigt fra deres heste, og sammen med de husarer der var udstationerede i den næste landsby som ifølge nyheden de havde modtaget, kom løbende i stor hast, kastede sig over fjenden for om muligt at rive det bytte væk de havde taget; men det kuperede terræn forhindrede dem i at angribe fjenden i hans sikre stilling. Skud lød gennem dalen, salve efter salve blev returneret af danskerne. De preussiske husarer blev tvunget til at indstille deres angreb, danskerne trak sig tilbage, og inden forstærkning nåede at nå frem, var de væk, dækket af den tætte skov og nattens mørke, lige så ubemærket som de var kommet.

Ueber den Ueberfall, bei welchem die Dänen 23 preussische Husaren gefangen genommen haben, meldet die Schleswigholst. Zeitung: Ungefähr 2½ Meile von Veile am nördlichen Ufer des Veilefjord liegt das Gut Rosenvold; hier befindet sich ein kleiner Hafen welcher von den Küstenfahrzeugen häufig benutzt wird, um daselbt ihre Ladungen an Landesproducten einzunehmen. An dieser Stelle sollen die Dänen ans Land gegangen sein. Hier haben sie wharscheinlich auch Nachticht von der Stellung der preussischen Truppen erhalten, auch konnte es ihnen nicht schwer fallen, einen Führer zu finden, der sie auf Nebenwegen durch die zum Theil bewaldete und mit tiefen Schluchten durchzogene Gegend unbemerkt bis nach Assendrup und Engum, zwei Dörfern südlich von der Chaussee nach Horsens, eine gute Meile von Veile belegen, bringen konnte, woselbt eine Husaren-Abteilung stationirt war. Die Husaren, welche erst einige Stunden vorher zu Ablösung des früher hier belegenen Dragoner-Detachements eingetroffen waren, hatten zum Theil sich zur Ruhe begeben, ermüdet durch einen längeren Marsch, zun Theil waren sie noch in einem Gehöst, am äussersten Ende des Dorfes Assendrup belegen, zur Feier des zweiten Ostertages um die dampfende Bowle versammelt, als sie auf eine so überraschende und verhängnissvolle Weise in ihrem Genuss gestört wirden. Die Dänen hatten unentdeckt die ersten Häuser des Dorfes umstellt und drangen jetzt in die Häuser ein, die ohne Arg und ohne Ahnung der Nähe des Feindes dort weilenden und sich völlig gesichert glaubenden Husaren überrumpelnd und ohne Widerstand gefangen nehmend. Es ward ihnen keine Zeit gelassen, erst zu den Waffen zu greifen, kein Schuss fiel, keine Klinge wurde blank gezogen. Doch die Dänen hatten Eile, den aus den süssen Schlummer Emporgerissenen ward nicht erst Seit gelassen, sich völlig anzukleiden, und ungesattelt, das Geschirr im Stich lassend, wurden die Pferde davongetrieben, wie dieses mehrere Wagen, mit Sattelzeug und Montirungsstücken beladen, bekunden, welche gestern Nachmittag hier eingebracht wurden. Doch nicht ganz ohne Geräusch muss die Gefangennehmung vor sich gegangen sein, oder vielleicht gelang es einem Einzelnen, sich derselben durch heimliche Flucht zu entziehen und seine in den benachbarten Gehöften einquartierten Cameraden zu warnen. diese warfen sich schleunigst auss Pferd, und im Verein mit den im nächsten Dorfe belegenen Husaren, welche nach erhaltener Nachricht in grösster Eile herbeigesprengt kamen, warfen sie sich auf den Feind, um ihn wo möglich die gemachte Beute wieder abzujagen; doch das coupirte Terrain verhinderte sie, den Feind in seiner gesicherten Stellung zu attakiren. Schüsse krachten durch das Thal, Salve auf Salve wurde von den Dänen erwiedert. Die preussischen Husaren mussten ihren Angriff einstellen, die Dänen zogen sich zurück, und bevor Verstärkung anlangte, waren sie, durch den dichten Wald und die Dunkelheit der Nacht gedeckt, ebenso unbemerkt verschwunden wie sie gekommen waren.

(Süddeutsche Zeitung 4. april 1864)

August Beck (1823-1872): Ueberfall und Aufhebung eines preussischen Husarenpostens in Assendrup. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Preusserne anså landsbyens beboere for at have været i ledtog med de danske soldater. De antændte derfor flere bøndergårde, og hindrede beboerne i at redde deres indbo og kreaturer. Ligeledes blev et stort kornmagasin ved Daugaard afbrændt. Nogle af beboerne blev arresteret og resten stærkt bevogtet. Gårdejer Kristen Brun og etatsråd Eckardt (Ørumgård) blev ført til Flensborg for at ende i hårdt fangenskab. Eckardt blev frigivet i anledning af kongen af Preussens nærværelse i Flensborg 3. maj 1864, han fik et løsladelsespas og begav sig på vej til Ørumgård. Dagen efter blev han imidlertid atter arresteret. Kommandoraidet betød at preusserne stationerede flere tropper i området, men havde ud over det ingen som helst indflydelse på krigens udfald. Styrkelsen af moralen i den danske hær var ganske kortvarig.

Johan Christian Frederik Eckardt (1823-1899), havde været frivillig i hæren 1848 hvor han var blevet løjtnant 1849. 1851 havde han købt Ørumgård mellem Horsens og Vejle. Han var under krigen medlem af Ørum-Daugaard sogneråd (1852-68), på daværende tidspunkt formand, ligesom han 1861-64 var medlem af folketinget (konservativ). I december 1864 opstillede løjtnant Eckardt til landstingsvalget, men fik ikke stemmer nok. I stedet blev gårdejer Jens Jørgensen valgt.

Fra domsudskrifter fra 1865 findes nedenstående redegørelse som også berører affæren:

Sagen 16/65 af Landsoverretsprocurator Faber Actor ctr. Arrestanten Carl Christoffer Edvard Hinrichsen.

( En Tiltalt for ulovlig Omgang med Fienden anseet efter lovgivningens Analogi, cfr. navnlig l . 6—4—6 og Ir. Art. Br. 9de Marts 1683 §§ 53 og 56, med Straf af Forbedringshuusarbeide i 2 Aar . )

(Paadømt den 27de Februar 1865.)

Dommen er saalydende :

Under nærværende Sag tiltales Arrestanten Carl Christoffer Edvard Hinrichsen for ulovlig Omgang med Fjenden.

Efter Sagens Oplysninger blev Arrestanten, om hvem der var opstaaet et almindeligt Rygte om, at han var Spion for Fjenden, den 13de April f. A. anholdt i Daugaard  Kro af to civile Personer og transporteret til Horsens, hvor han blev overleveret til en dansk militair Vagt , og fandtes han da i Besiddelse af en preussisk 25 Thaler Seddel og et samme Dag i Veile af en preussisk General udstedt Pas, der indeholdt en Tilladelse for Arrestanten til i 3 Dage uhindret at passere de fjendtlige Forposter.

Under de derefter optagne Forhører har Arrestanten forklaret, at han den 27de Marts f. A. første Gang kom i Berøring med fiendtlige Officerer, idet han nemlig bemeldte Dags Eftermiddag af fjendtligt Militair blev transporteret først fra Daugaard til Bredal, hvor han blev fremstillet for en Prinds af Mecklenburg -Schwerin, der anførte et preussisk Kyrasseerregiment, og derefter fra Bredal til Veile, hvor han blev examineret af en preussisk General. Efter Arrestantens udsagn blev han saavel af Prindsen som af den ommeldte General udspurgt deels om, hvorvidt han havde hørt noget om at der skulde være danske Tropper i Nærheden, hvortil Arrestanten svarede, at han Intet havde hørt derom, deels om, hvorvidt han kjendte Stranden ved Veile Fjord , og om der kunde komme Dampskibe derind m. m., hvorom Arrestanten imidlertid nægtede at vide Besked, og Arrestanten har derhos vedgaaet, at han efter de nævnte Personers Anmodning lovede dem, at han, naar han hørte, at der var danske Tropper i Nærheden, vilde underrette dem derom. Endvidere har Arrestanten vedgaaet, at han derefter den 12te April f. A. af egen Drift henvendte sig til den ovenommeldte Prinds, der da var indqvarteret paa Petersholm i Nærheden af Veile, og at han ved denne Leilighed af Prindsen modtog den ovenommeldte 25 Thaler Seddel foruden 4 à 5 Rdlr. i Sølv, samt gjentog sit tidligere løfte om at meddele, hvad han maatte erfare, hvorhos han af Prindsen modtog et forseglet Brev uden Udskrift, som han skulde aflevere i Brandts Hotel i Veile. Dette Brev blev samme Dag af Arrestanten afleveret til en Skildvagt i Brandts Hotel, og kort derefter blev Arrestanten af en høiere preussisk Officeer ført ind i en Stue, hvor han i en Timestid talte med denne og nogle andre Officerer, og efter sit udsagn navnlig blev udspurgt deels om, hvor de Preussere, der vare blevne fangne ved Overfaldet i Assendrup, vare blevne førte hen, og hvor den ved samme Leilighed saarede Trompeter var bleven af, deels om Lieutenant Eckardt til Ørumgaard og Fiskerne ved Veile Fjord samt om, hvorvidt der var danske Tropper i Hørnumkjær o. s. v., og Arrestanten har vedgaaet, at han om alle disse Puncter gav de Oplysninger, han kunde, samt at han ved Samtalens Slutning lovede næste Morgen Kl. 9 at møde i Henrichsens Hotel. Den næste Morgen opsøgte Arrestanten en paa dette Hotel indqvarteret ældre Officeer, der maa antages at have været Byens daværende Commandant , og da det blev sagt ham, at bemeldte Officeer vistnok var paa Brandts Hotel, gik han derind, og efterat han havde truffet ham der og talt med ham og flere andre Officerer, under hvilken Samtale han blev spurgt om lignende Ting som den foregaaende Dag, gik han med bemeldte ældre Officeer tilbage til dennes Værelse i Henrichsens Hotel, hvor han, efterat en yngre Officeer var tilkaldt, blev examineret i flere Timer, navnlig af den ældre Officeer, der da opskrev Alt, hvad Arreſtanten sagde. Efter Arrestantens Udsagn blev han navnlig examineret om Færgevæsenet ved Klakring og Rosenvold, om der havde været eller var danske Tropper i Hørnumkjær, om Fiſterne ved Veile Fjord, om hvorledes den ved Assendrup - Affairen saarede Trompeter var kommen til Ørumgaard, om Lieutenant Eckardt og flere andre Personer, og Arrestanten har vedgaaet, at han paa alle disse Spørgsmaal svarede hvad han vidste og troede var sandt. Da denne Examination var forbi, fulgte han med den ommeldte Officeer henad Gaden til et Sted , hvor Officeren gik ind, og hvorfra han noget efter vendte tilbage og medbragte det ovenommeldte Pas, som senere blev fundet i Arrestantens Besiddelse.

Arrestanten har nu vel tillige anbragt, at det, naar han - som ovenommeldt - lovede først Prindsen af Mecklenburg og senere en preussisk General at meddele dem, hvad han maatte erfare navnlig om danske Tropper, ikke var hans Hensigt at holde dette løfte, men at han ikkun gav dette løfte for at slippe fri for dem, men til dette Anbringende, der ikke finder nogensomhelst Bestyrkelse i de under Sagen fremkomne Oplysninger, vil der navnlig efter Arrestantens egne Forklaringer, deels om, hvad der den nævnte og den følgende Dag passerede mellem ham og flere fjendtlige Officerer, ikke kunne tages noget Hensyn, hvilket ligeledes gjelder om Arrestantens Anbringender om, at de Penge, han modtog af Prindsen, ikke bleve ham givne, for at han skulde være Spion for Fjenden, men alene for at sætte ham istand til at reise tilbage til Mecklenburg, samt at ogsaa det ovenommeldte Pas blev givet ham i samme Øiemed.

Ved de iøvrigt under Sagen fremkomne Oplysninger er der tilveiebragt en ikke ringe Grad af Formodning for, at Arrestanten ved sine Meddelelser til Fjenden har foranlediget, at Lieutenant Eckardt og flere andre Personer efter Assendrup - Affairen bleve arresterede af Fjenden, og at denne lod et privat Pakhuus ved Daugaard Strand afbrænde, og navnlig har den ene af de Personer, der anholdt Arrestanten og førte ham til Horſens, edelig forklaret, at Arrestanten, efterat være anholdt, fortalte ham, at han for Fjenden havde angivet, at det nævnte Pakhuus var offentlig Eiendom, samt at han var Skyld i, at nogle Personer efter Assendrup Affairen vare blevne arresterede af Fjenden, ligesom han ogsaa fortalte, at han for Fjenden havde angivet, at Fiskerne ved Daugaard Strand besørgede Seilads til Fredericia, hvorhos Arrestanten yttrede, at han, fordi han havde begaaet Sligt, var et ulykkeligt Menneske, og at han aldrig kom levende hjem, men imod Arrestantens Benægtelſe kan det dog ikke ansees fuldſtændig godtgjort , at han er Skyld i, at Nogen er bleven arresteret, eller at det ommeldte Pakhuus blev afbrændt, og der foreligger i det Hele ikke nøiagtig Oplysning om Beſkaffenheden af de Meddelelser, som Arrestanten har gjort Fienden, ligesom det eiheller er oplyst, at Arreſtanten har søgt at indhente Kundskab, navnlig om de danske Troppers Forehavender, i det Øiemed at meddele Fjenden Kundskab derom.

Derimod er det efter det Ovenanførte godtgjort, at Arrestanten har viist et i høi Grad strafværdigt Forhold ligeoverfor Fjenden, og at han navnlig deels har lovet at meddele, hvad han maatte erfare om danske Troppers Nærværelse i Egnen, deels om forskjellige Forhold og Gjenstande, med Hensyn til hvilke han maatte vide, at det maatte interessere Fjenden at erholde nøiagtig Oplysning, har meddeelt Fienden hvad han vidste og troede var sandt, samt i den Anledning modtaget Betaling af Fjenden, og da Bestemmelserne i Art. XXIII. af Fredstractaten af 30te Octbr. f . A. ikke findes at kunne faae Indflydelse paa nærværende Sags Afgjørelse, vil Arrestanten, der er født i Mecklenburg og ikke sees tidligere at have været tiltalt eller straffet her i landet, hvor han har opholdt sig i c . 25 Aar, være at ansee med en efter Lovgivningens Analogi , cfr. navnlig l. 6–4–6 og Rr. Art. Br. 9de Marts 1683 §§ 53 og 56 lempet Straf, der efter Sagens Omstændigheder findes passende at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar, hvorhos Arrestanten vil have at betale Actionens Omkostninger, derunder de ved Underretsdommen bestemte Salairer, samt i Salair til Actor og Defensor for Overretten 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar, fundet Sted.

Thi kjendes for Ret :

Arrestanten Carl Christopher Edvard Hinrichsen bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

Saa betaler Arrestanten og Actionens Omkoſtninger, derunder de ved Underretsdommen bestemte Salairer samt i Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Faber og Juſtitsraad Neckelmann , 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven .

(Juridisk Ugeskrivt 22. april 1865 side 293-298)

"Wie die Correspondenzen und Zeichnungen meistentheils in Wirklichkeit gemacht werden." Til venstre: "So! die Erstürmung der Düppeler Schanzen wäre nun fertig! Meinetwegen können sie sie nun nehmen, wann sie wollen." (Så! stormen på Dybbøl skanser er nu snart fuldendt! Hvad mig angår, kan de nu tage dem, hvornår de vil.) Til højre: "Mitten im Kugelregn, bei einem Hundewetter, seit 8 Tagen nicht aus den Kleidern gekommen, und ohne Aussicht auf Nachtquartier schreibe ich Ihnen auf einer Cigarren-Düte; denn Papier gibt es auch nicht mehr. Ja! Ja! im Kriege geht es arg zu. Gestern repetirt plötzlich meine Uhr von selbst; ich sehe nach, und, siehe da, eine Kugel war dirch die Westentasche gedrungen und hatte den Drücker der Uhr gestreist." (Midt i en kugleregn, i hundevejr, ikke kommet ud af tøjet i 8 dage, og uden udsigt til overnatning, skriver jeg til dig på en cigarpose; fordi der ikke er mere papir. Ja! Ja! krig er beskidt. I går repeterede mit ur pludselig sig selv; Jeg tjekker, og se, en kugle gik gennem  min vestlomme og strejfede urets viser). En ud af to tegninger fra Kladderadatsch 3. april 1864 som skulle illustrere at krigskorrespondenternes drabelige fortællinger som oftest var skrevet under behagelige omstændigheder langt fra fronten.