Johanne Magdalene Lund. (Efterskrift til Politivennen)

Johanne Magdalene Lund blev født omkring 1814. Af materialet nedenunder fremgår at hun i 1852 blev dømt (sikkert ikke første gang) til 4 års forbedringshusarbejde. Denne straf tyder på at hun tidligere havde været dømt, anslået 3 gange.

Nr. 178 Justitsraad Buntzen

contra

Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke (Defensor Brock) der tiltales for Tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods.

Kjøbenhavns Criminal og Politirets Dom af 18de April 1857: "Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, bør hensættes til Tugthuusarbeide i otte Aar samt udrede de af denne Action flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Borup og Baastrup 8 Rdl. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven".

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Bunzen og Advocat Brock for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rdl. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under nærværende imod Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, for Tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods anlagte Sag er hun, hvad den førstnævnte Forbrydelse angaaer, ved de af Jernhandler Peter Emilius Vilstrup og Hustru afgivne og beedigede Forklaringer tilstrækkeligt overbeviist at have været i Besiddelse af 7 til et Paraplystativ henhørende og til 2 Rdl. 2 Mk. vurderede Malmpiber, med Hensyn til hvilke Commissionair Julius Vilhelm Moyel og hans Hustru Caroline Lund have aflagt Tilhjemlingsed hvis Betydning for Moyels Vedkommende ikke kan ansees svækket ved den under Sagen fremlagte, ham overgaaede Dom af 30te September forrige Aar og præsteret Beviis for deres Besiddelse, ligesom hun, forsaavidt betræffer Sigtelsen for ulovlig Omgang med Hittegods, er overbeviist at have undladt at oplyse en af hende funden, Nicoline Starup tilhørende og til 1 Rdl. vurderet Skindkrave, uagtet hun havde været i Besiddelse af samme fra den 13de November forrige Aar, indtil hun under denne Sag blev anholdt. Da de under Sagen iøvrigt oplyste Omstændigheder derhos vise, at Arrestantinden selv har stjaalet de ovennævnte Malmpiber, vil hun, der er langt over criminel Lavalder og blandt Andet ved nærværende Rets Dom af 28de August 1852 anseet efter Forordningen af 11te April 1840 § 15 samt Forordningen af 21de August 1829 § 2 med Forbedringshuusarbeide i 4 Aar, nu være at dømme i henhold til Lovens 6—17-10 og 11, cfr. Forordningen af 8de September 1841 § 6, efter førstnævnte Forordnings § 16, cfr. §§ 79 og 58, og Straffen efter Omstændighederne at bestemme til Tugthuusarbeide i 8 Aar".

(Højesteretstidende 1857, s. 242-243) 

Tyveri. Det tidligere oftere straffede Fruentimmer Arrestantinden Johanne Magdalene Lund Holmstrøms Enke, gik en Dag i Sommer ind paa Tømmermester Unmachs Plads i St. Hansgade, hvilken kun var aflukket saaledes, at Døren til samme aabnede sig af sig selv, naar man i en klokkestreng udenfor. Hun medbragte en Sæk og fyldte denne, uden hertil at have faaet Tilladelse, da der paa den Tid Ingen var tilstede paa Pladsen, med endeel Spaaner hun fandt sammesteds, hvorpaa hun bragte Sækken hjem paa sin Bopæl paa Fælledvejen. Kort efter kom hun tilbage, gik igjen ind paa pladsen, som ogsaa dengang var ubevogtet, og fyldte paany den medbragte Sæk med Spaaner; men da hun fik Øie paa en Øxe (en saakaldet Bredbile) og en Høvl. der laa under et Skuur, kunde hun ikke modstaae Fristelsen, hvorfor hun tog disse og puttede i Sikken, hvor hun skjulte dem under Spaanerne, hvorpaa hun med Sækken paa Ryggen forlod Pladsen. Skjøndt Arrestantinden troede sig ubemærket, havde dog en i Nabostedet boende Kone fra sit Vindue seet hende tilvende sig det ommeldte Værktøj, hvorfor bemeldte Kone fulgte efter Arrestantinden og indhentede hende i Nærheden af dennes Hjem og anmodede hende om at følge med tilbage til Tømmerpladsen, hvor Sækkens Indhold derpaa blev undersøgt og Arrestantinden anholdt. 

Sidstnævnte vedblev længe under Forhøret at paastaae, at hun af en ubekjendt Person, hun traf paa Pladsen, havde faaet Tilladelse til anden gang at fylde Sækken med Spaaner, og at denne Person, der hjalp hende hermed, uden hendes Vidende maatte have lagt Øxen og Høvlen deri; først efter at den ovennævnte Kone og et andet Vidne havde afgivet Forklaring om Tyveriet, tilstod Arrestantinden omsider Sandheden. Det ommeldte Værktøi tilhørte en hos Unmach arbeidende Tømmersvend, der gjenkjendte det som sin Eiendom.

Arrestantinden, der er 51 Aar gl. og senest for Tyveri har været straffet med 8 Aars Tugthuusarbeide, blev nu for 5te Gang begaaet Tyveri i Medfør af Straffelovens §§ 306 og 307 efter sammes § 232 ved Criminal- og Politirettens Dom anseet med 2 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1866).

“Johanne Magd: Lund, Holmstrøms Enke, født i Kbhvn: 1/12 14; straffet oftere senest med 8 Aars Tugthusarbeide for tyveri og ulovlig Omgang med Hittegods; stjæler Smaat ved Leilighed og i Boutikker. 117”. [1865]. Genealogisk Forlag.

- Paakjendte Sager i Kriminal- og Politiretten:

Den 18de September f. A. blev der heri Staden begaaet et Tyveri, hvis Opdagelse var ledsaget af saadanne Omstændigheder, at den Sigtede neppe vilde have undgaaet at rammes af Lovens Straf, hvis Lovgivningens Regler om Bevis havde været mindre strænge.

Anmelderen af Tyveriet, en herværende Vognmand, havde, medens han var sysselsat med at aflæsse Murgrus i Gaarden til en Eiendom i Gothersgade, hængt sin Frakke, der navnlig var kjendelig ved sit røde For, i Porten til Stedet, og da han omtrent et Kvarter senere vilde tage den paa, var den forsvunden. Han gjorde ufortøvet Anmeldelse til Politiet, og samme Dags Eftermiddag fandtes den af en Politibetjent hos en Pantelaaner i Slippen, hos hvem den var pantsat af et ældre Fruentimmer omtrent en halv Time, efter at den var frakommen Eieren.

I len i mod 14 Dage derefter, nemlig den 1ste Oktober, indfandt der sig en lille Dreng hos Pantelaaneren for at pantsætte et Shavl. Pantelaaneren, som ikke maa laane til Børn, afviste Drengen med den Besked, at Shavlets Eier selv maatte komme, men efter at Drengen var gaaet udenfor, hørte han igjennem den aabenstaaende Dør, at Drengen meddelte Besked om sit mislykkede Ærinde til et Fruentimmer, der stod udenfor, og som i Stedet for al efterkomme Opfordringenskyndte sig bort. Pantsætteren anede nu Uraad, ilede efter Fruentimmeret, fik hende ved en Arbejdsmand bragt tilstede i Boutiken, hvor hun gjenkjendtes saavel af Panlelaaneren som af dennes Hustru som det Fruentimmer, der den 18de September havde pantsat den stjaalne Frakke hos ham. Hun negtede vel at være den Paagjældende, men i Stedet for at blive heftig over Beskyldningen, viste hun sig i sin hele Adfærd saa forknyt, at Pantelaaneren yderligere bestyrkedes i sin Overbevisning og sendte Bud efter Politiet, der anholdt hende og førte hende til Politistationen, hvor det oplystes, at hun var et tidligere for 6te Gang begaaet Tyveri med Tugthusarbeide i 2 Aar straffet Fruentimmer, ved Navn Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke.

Sagens Forfølgning blev nu overdraget til Kriminal- og Politiretten, og efter at Anholdte var bleven arresteret ved det saakaldte Grundlovsforhør, optoges Hovedforhøret ved 4de Kriminelkammer. Arrestantinden fastholdt under dette uafbrudt sin Negtelse af at have stjaalet Frakken. Hun vilde ikke engang erkjende, at hun havde været i Besiddelse af den og fremkom med forskjellige Forklaringer om Grunden til sin Adfærd ved Anholdelsen, hvilke alle stode i Strid med Vidnernes Forklaringer. Den Bestjaaine har bevist sin Ejendomsret til Frakken ved Vidner og har aflagt Tilhjemlingsed paa, at den er frakommen ham imod Vidende og Villie; Pantelaaneren og hans Hustru have derhos edelig bekræftet deres Forklaringer om, at Arrestantinden har havt Frakken i sin Besiddelse, og at hun er den Person, der den 18de September pantsatte den i hans Boutik kort efter at den var stjaalen, og medens den endnu var vaad af Regn. Trods disse stærke Indicier, der under en Nævningeproces utvivlsomt vilde være blevne ansete for tilstrækkelige til, at Arrestantinden efter den kunde kjendes skyldig i Tyveriet, maatte Retten finde Straffeloven uanvendelig, navnlig fordi den stjaalne Frakke var funden i Pantelaanerens og hans Hustrus Besiddelse, og disse derfor ikke kunde anses for fuldgyldige Vidner, med mindre deres Forklaringer støttedes af andre Bevisligheder , hvilke ikke have kunnet tilveiebringes.

Ved Rettens Dom frifandtes derfor Arrestantinden, dog saaledes, at hun tilpligtedes al udrede Aktionens Omkostninger.

(Fædrelandet 10. januar 1870)

- Arrestantinden Johanne Magdalene Lund Holmstrøms Enke, har i Løbet af omtrent en Snes Aar med kortere eller længere Mellemrum været straffet bl. A. flere Gange for Tyveri senest for denne Forbrydelse med 2 Aars Tugthusarbejde. Da hun fornylig atter var tiltalt for at have stjaalet en Frakke, blev hun Mangel paa Bevis for sin uhjemlede Besiddelse af den stjaalne Frakke frifunden ved Rettens Dom af 8de f. M. Dagen efterat hun var løsladt, gik hun ud fer at søge sig et Logis, og i et Sted i vognmagergade tog hun af en Ballie noget Vasketøj. Arrestantinden blev nu anholdt og gik efter nogen Nægtelse til Bekendelse. Hun blev nu for 6te Gang begaaet Tyveri af Kriminal- og Politiretten idømt 4 Aars Tugthusarbeide.

(Folkets Avis (København) 26. februar 1870).

Nr. 108. Advocat Levinsen

contra

Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke (Defensor Klubien), 

der tiltales for Tyveri. Criminal- og Politirettens Dom af 22 den Februar 1870:

"Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, bør straffes med Tugthuusarbeide i 4 Aar, samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Prøveprocurator Krabbe og Procurator Møller, med 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Høiesterets Dom.

I Henhold til den i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret: Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocaterne Levinsen og Klubien for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder der: "Da Arrestantinden Johanne Magdalene Lund, Holmstrøms Enke, der er født den 1ste December 1814 og tidligere straffet 5 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 7 der August 1856 i Medfør af Straffelovens § 306 og § 307 efter sammes § 232 for 3die Gang begaaet Tyveri med Tugthuusarbeide i 2 Aar, samt derhos ved samme Rets Dom af 8de Januar d. A. frifunden for Actors Tiltale i den imod hende for Tyveri anlagt Sag, er i nærværende Sag, hvorunder hun ligeledes tiltales for Tyveri, ved gen med der iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse overbeviist at have den 12te sidstnævnte Maaned, Dagen efterat være bleven løsladt af den Varetægtsarrest, hvormed hun i Anledning af den ommeldte den 8de Januar d. A. paakjendte Sag havde været belagt, frastjaalet Hanne Andersdatter, Snedkersvend Johansens Hustru, en Deel ialt til 2 Rd. 1 Mk. 8 sk vurderet Linned, som hun tilvendte sig fra en udenfor Bestjaalnes Beboelsesleilighed paa den Svale staaende Ballie med vasket Tøi, saa vil hun nu blive at dømme efter fornævnte Lovs § 232 for 6te Gang begaaet simpelt Tyveri efter Omstændighederne til Tugthuusarbeide i 4 Aar."

(Høiesteretstidende nr. 5, 22. april 1870)

Ved folketællingen 1880 ses hun som 65-årig at være indsat som straffefange i Nyborg.

Dampmaskine paa Langeland. (Efterskrift til Politivennen)

Landbrug ved Dampkraft. I indeværende Aar er paa den 3/4 Miil fra Rudkjøbing liggende Hovedgaard, Faareveile, der eies af Etatsraad Neergaard til Førsløvgaard og haves i Forpagtning af hans Søn, Kammerjunker Neergaard, udført et Dampanlæg til Agerbruget. Værket er nu færdigt og blev for otte Dage siden prøvet i sin hele Udstrækning. "Langl. Av." meddeler om dette Anlæg: Dampmaskinen, en Højtryks, er paa 6 Hestes Kraft, med Kjedel til 12 Hestes Kraft. Ved denne Dampkraft drives i den omtrent 100 Alen fraliggende Ladebygning Tærske- og Rensemaskiner, og vil sandsynligviis ved en længere Axel ogsaa blive drevet Hakkelsemaskine. Hovedværket er i Meieribygningen, hvor Dampmaskinen har Plads paa et forholdsviis lille Rum. Paa Loftet over samme og meget koncentreret, hvorved et let Overopsyn haves, drives en Kornmølle til al Slags Maling, en Havre- Knusemaskine og et Kjærneværk, og det er Bestemmelsen til næste Aar ogsaa dermed at sætte i Forbindelse saavel en Beenmølle som en Oliekagebryder. Fra Dampkjedlen er der rundt i den store Meieribygnings mange og forskielligc Lokaler ledet Damprør, ved hvilke der ikke blot opvarmes om Vinteren, men naarsomhelst der brygges, vaskes, koges Vand til Mejeribrug osv.; i det tætved liggende Grisehuus koges Grisefoder; Dampen virker endnu langt videre, idet den under Jorden er ledet til den over 100 Alen fraliggende nyopførte Hovedbygning, i hvis store Kjælder, i dertil konstruerede Gryder, koges Mad til Folkene og haves varmt Vand til Opvaskning osv., ligesom ogsaa de mange og forfljelligc derværende Lokaler, ja endog et Børneværelse i Stueetagen, opvarmes, og det saa hurtigt, at det næsten er forbavsende. Gjennem Rør poster Dampmaskinen derhos koldt Vand til alle Steder, hvor det skal bruges, saasom til Meieri, Mælkestue, Kjøkken, Bryggers, Vaskehuus, Heste- og Kostald, Grisehuus. Maskinen, der er forfærdiget hos T. Hüttemeier i Kjøbenhavn, har kostet 6000 Rd.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. januar 1870).

Optøier i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Slemme Optøier. Umiddelbart for Dampskibet "Spodsbjerg"s Afgang fra Nakskov lille Juleaften, forefaldt der ved Havnen en Begivenhed, hvis Virkninger formodentlig ikke ville være synderlig behagelige for de Paagjaldende. Nogle Muursvende fra en nærliggende Herregaard, der med Dampskibet agtede at begive sig paa en Feriereise til Hovedstaden, havde forinden styrket sig ved adskillige Glas. Ved Uro og Støi blev der af en Politibetjent paalagt dem Rolighed. Dette blev imidlertid Signal til et stort Spektakel, og som et Beviis paa det Raseri, hvormed det førtes fra Muursvendenes Side, kan det anføres, at selv Stedets Politimester var Gjenstand for Fornærmelser fra Svendenes Side Endelig lykkedes det at overmande og trække afsted med Ophavsmændene; men en af dem, en "Kjøbenhavner", nedlagde Indsigelse, "da han skulde reise", og paaberaabte sig ivrig sin "kjøbenhavnske" Herkomst, idet han samtidig udtømte sig i Lovtaler over det kjobenhavnske Politivæsens humane Indretning. Begge de Anholdte sidde nu under Forvaring og afvente Følgerne af deres paa Optræden.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. januar 1870).

Christiane Hansine Petrea Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Et fordærvet Pigebarn. Ved søndre Birks Extraret er der afsagt Dom over et 22aarigt Fruentimmer, som fra sit 16de Aar uafbrudt har været i Konflikt med Offentligheden, dels for Løsagtighed, dels for Tyveri. I 1863 blev Christiane Hansine Petrea Hansen dømt til 40 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost for en Mængde Lommetyverier, navnlig fra Droskekudske, og 3 Aar efter blev hun inddømt i Straffeanstalten paa et Aar for at have stjaalet Penge ud af Lommen paa en Herre, som hun havde truffet paa Frederiksberg. For et Par Maaneder siden traf hun en Aften i Falkoneralleen sammen med en Arbeidsmand, hvem hun bad om nogle Skillinger, og han gav hende da 1 Mark, som han tog ud af sin Portemonnaie, hvilken han derefter igjen lagde i den indvendige Sidelomme af sin Trøie. De fulgtes derefter sammen, men da de kom til Hjørnet af Rolighedsvejen, forekom det ham, at hun, der var saa bestænket, at han idelig maatte støtte hende, for at hun ikke skulde falde, havde Haanden i hans Lomme. Han tog derfor paany sin Portemonnaie frem og saa da, at der manglede 8 a 9 Mk. Da hun ikke vilde eller kunde svare ham paa hans Spørgsmaal, om hun havde taget Pengene, henvendte han sig til Vægteren, og hun blev derefter bragt ind i det nærmeste Sted, hvor hun tilsyneladende aldeles sandsesløs sank sammen paa en Bænk; da hendes ene Kind imidlertid var mærkelig tykkere end den anden, faldt det en af de Tilstedeværende ind at vriste Tænderne fra hinanden, og ved den Leilighed kom de savnede Penge for en Dag. Under den senere Undersøgelse paastod hun, at hun havde været saa beruset, at hun Intet kunde erindre, og da alle de Tilstedeværende bekræftede Rigtigheden af hendes Forklaring, blev hun dimitteret, men kun for nogle Dage efter atter at blive anholdt i Besiddelse af stjaalne Gjenstande. Hun forklarede imidlertid, at en ældre Herre, som hun godt kunde kjende igjen, naar hun blot traf ham, havde mødt hende udenfor det Hus, hvorfra Gjenstandene vare stjaalne, og havde opfordret hende til at komme ind for at faa noget Tøi, som hans Kone havde ledt op til hende, hvilken Opfordring hun havde efterkommet. Denne Forklaring fastholdt hun, og hun kunde derfor kun straffes for Hæleri med Fængsel paa Vand og Brød i fire Dage. Hun vil nu blive anbragt i en Arbeidsanstalt.

(Dags-Telegraphen (København) 4. januar 1870)

“Christiane Hansine Petrea Hansen, født og hjemmeh: i Kbhns: Lyngby; løgnagtig Omdriverske og meget tyvagtig, især fra Mandfolk under Samleie; str: 4 Gange. See mist: Prot: F. 99.” [1872] Se: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?bsid=152883#152883,25455902. Genealogisk Forlag.

Tyveri. Den oftere for Tyveri m. m., senest med Forbedringshuusarbeide i 18 Maaneder straffede, trediveaarige Christiane Hansine Petrea Hansen er en Tyv af en egen Slags, idet hun, som er meget forsæden til Nydelsen af Spiritus, som oftest kun stiæler, naar hun er i beruset Tilstand, men saa ogsaa, hvad hun selv erkjender, udfolder en særegen Færdighed i at stiæle. Medens hun saaledes en Dag i October Maaned f. A. kom i Besøg hos en Brøndgraver i Falconeeralleen, saae hun Leilighed til medens hun et lille Øieblik var alene i Stuen, at stjæle et Tokronestykke fra en Komodeskuffe. Den næste Dag, da hun var i et Ærinde hos en Arbeidsmand, ogsaa i Falconeeralleen, stial hun med stor Snedighed, medens Arbejdsmanden var tilstede Stuen, noget Linned, samt, idet hun gik ud af Stuen, en ved Døren hængende brun Overfrakke, som hun samme Aften solgte paa Nørrebrogade for 3 Kr,, uagtet den havde en langt større Værdi. Endelig vedgik Arrestantinden at have frastjaalet en Arbeidsmand i Lyngby, hvem hun besøgte, et Par Lærreds Lagner og en ArbeidsbIouse, hvilke Gjenstande hun stak til sig, da hun skulde gaae og paa Veien gjennem Værelset kom forbi Sophaen hvor Tøiet laa. Med Hensyn til disse Tyverier paastod Arrestantinden at hun, da hun begik dem, havde været endeel beruset, men hun maatte dog erkjende, at hun ikke havde været i høiere Grad beruset, end at hun vidste, hvad hun gjorde. Forsaavidt endelig Arrestantinden sigtedes for den 10de October f A. medens hun i Falconneeralleen kjørte sammen med en Tjenestekarl, ud af dennes Lomme at have stiaalet ca. 20 Kr. fandtes der dog, endskiøndt der ved det oplyste var tilveiebragt en høi Grad af Sandsynlighed for, at Arrestantinden ogsaa havde giort sig skyldig i dette Tyveri, ikke at være fremkommet et til hendes Domfældelse tilstrækkeligt Beviis herfor. Ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom blev Arrestantinden, der ialt er fem Gange straffet for Tyveri og een Gang for Hæleri, anseet i Henhold til Straffelovens § 232, 1ste Led jfr § 02, med Tugthuusarbeide i 2 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. februar 1878).

Ved folketællingen i 1880 er hun registeret som indsat i straffeanstalten på Christianshavn som ugift straffefange.

Annonce fra Roskilde Avis 14. august 1892 som foregik ca. en uge før nedenstående begivenhed. En del valgmøder til folketingsvalget foregik også her.

Lommetyveri. Iaftes blev der begaaet et mindre Lommetyveri i Trægaarden. En Tømrersvend fra Kjøge, som var paa Besøg her i Byen, kom ogsaa ned i Trægaarden, hvor han traf sammen med et ældre Fruentimmer, hvem han trakterede med vaade Varer. Medens de sad og drak, saa Fruentimmeret Lejlighed til at tage Pungen ud af Lommen paa ham. Efter at have taget 4 Kr. af denne lagde hun den tilbage igen, hvorpaa hun fjærnede sig. Svenden mærkede imidlertid snart, at han var bestjaalen, hvorfor han atter fik fat i Fruentimmeret, som ogsaa tilbageleverede ham de 3 Kroner, medens hun havde brugt den ene Kr. til Drikkevarer. Politiet kom imidlertid til og anholdt hende, men i Begyndelsen nægtede hun at vide nogetsomhelst om Tyveriet, idet hun foregav, at hun havde givet Svenden de 3 Kr. for at blive fri for videre Vrøvl. Da hun kom op paa Stationen, tilstod hun alt. Hun har mange mange tidligere været straffet for Lommetyveri, sidst for nogle Aar siden med 1 Aars Forbedringshusarbejde.

(Roskilde Dagblad 23. august 1892).

Dom. Det her i Bladet tidligere omtalte Fruentimmer Christiane Hansine Petrea Hansen, som den 21. f. M. gjorde sig skyldig i Lommetyveri i "Trægaarden", og som tidligere er straffet 9 Gange, heraf 7 Gange med Strafarbejde, har nu faaet sin Dom, der lyder paa Tugthusarbejde i 2 Aar, samt Udredelse af Sagens Omkostninger.

(Roskilde Dagblad 13. september 1892).

Trægården i Roskilde stammer tilbage fra omkring 1761 og var en mindre landbrugsejendom (15 fags bygning med en 6 fags tilbygning samt avlsbygninger). I 1781 var kun stuehuset tilbage. I 1830 blev den overtaget af Niels Christian Sveistrup, kaptajn i den lokale borgervæbning og vært på hotel Prindsen. Han anlagde en have som var 1844 blev benyttet af foreninger til sommeraktiviteter. Senere ejere udviklede det til egentlig restaurationsvirksomhed m.v. Under 2. verdenskrig blev den ombygget til civilforsvarskaserne. Den sidste rest af ejendommen blev nedrevet i 1960'erne. I dag ligger byggeriet Frederiksborgvej 38-40, 48 og Trægården 5-9 på arealet.

Fattigforsørgelsessag i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Communalt.

Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -

- - -

Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).

*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.

- - -

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)

Hr. Redactcur !

Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt. 

Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Rygter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nvdt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.

Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."

Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!

Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.

Odense, den 20de Decbr. l869.

Deres ærbødige

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)

Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.

En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:

"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "

(Flyveposten 12. janur 1870)

Hr. Bankdirekteur Biersreund har anmodet os om at optage Følgende:

Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :

1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,

2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,

3) at Svendborg FattigkommiSsion faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.

Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !

Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.

Odense den 10de Januar 1870.

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).

Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:

"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.

Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum s Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).

I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.

Red.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)

Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg FattigcommiSsion, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt. 

(Kallundborg Avis 18. januar 1870).