Mellem oktober og december 1869 begik Niels Martin Nielsen en stribe tyverier i kirker. Udbyttet løb op i ca. 30 daler. Han blev pågrebet den 28. december 1869 og stod med udsigten til at blive dømt til op til 8 års tugthusarbejde da det var sket i kirker.
Kirketyven Niels Martin Nielsen.
Vore Læsere ville vistnok endnu mindes de opsigtvækkende Tyverier, der i Slutningen af forrige Aar fandt Sted i flere af Hovedstadens Kirker, saavelsom den kort derefter skete Paagribelse af Forbryderen Niels Martin Nielsen, der havde forøvet dem alle. Skjøndt endnu ung paa Forbryderbanen er denne Person saa mærkelig ved den Maade, hvorpaa han har udført disse Tyverier paa Steder, der netop hos Menigmand nyde den høieste Grad af Agtelse, og hans Karakter er bleven saa forskjellig bedømt, at en Omtale af hans personlighed og den Maade, hvorpaa han er gaaet tilværks, muligvis ikke vil være uden Interesse.
Niels Martin Nielsen er født den 17de Marts 1847 paa Frederiksholm i Hvidovre Sogn og fylder altsaa snart sit 23de Aar. Faderen, der var Arbeidsmand, er død, men Moderen boer endnu her i Byen. Hos sine Forældre blev Niels til sit 5te Aar, kom da til en Farbroder paa Hjortespring, hvor han blev til sit 13de Aar; fra Farbroderen tog han til en Gaardmand i Herstedøster, hos hvem han opholdt sig, til han var 19 Aar gammel. Fra nu af hører hans rolige levevis op; han tog herind til Byen, hvor han skulde blive saa sørgelig bekjendt, og i de fire Aar, han har opholdt sig her, han han ført et temmelig omflakkende Liv, som det synes uden Stadighed enten til at bestille Noget eller til at blive paa et Sted.
Han kom i Lære hos en Skomagermester, fra hvem han efter et Aars Forløb flyttede over til en Kollega; men da han ogsaa havde holdt ud her et Aarstid, gik han til den tredie Skomager, som imidlertid kun formaaede at holde ham hos sig en Maanedstid. Da han forlod denne, opgav han tillige Skomagerprofessionen, rimeligvis for bestandig, og laa nu ledig i henved 3 Maaneder. I denne Tid opstod alskens onde Tanker hos ham, og han forsøgte sig første Gang i Tyveri, rigtignok kun af mindre Sager, men det medførte dog, at han blev straffet med 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
I April 1867 blev han løsladt af Arresten og begyndte paany sit omflakkende Liv. I 3 Uger tjente han hos en Gaardeier i Bagsværd, hvem han derpaa forlod uden Tilladelse for at melde sig til Fattigvæsenet. Men Opholdet paa Ladegaarden syntes ikke at behage ham; han tog derfor til sin Moder og fra hende til en Gartner, hvor han tjente til i December Maaned 1868. Et kort Ophold paa Frederiks Hospital, nogle Maaneders fornyede Ophold hos Moderen og en ligesaa lang Tjeneste paany hos Gartneren ere derefter de væsentligste Begivenheder i hans Liv indtil September 1869. Da leiede han sig sin egen Bolig i Klærkegade Nr. 24, og fra den Tid begynder hans udstrakte Forbrydervirksomhed.
Det var Lediggangen i Forbindelse med Tilfældet, der anden Gang gjorde ham til Tyv. En Søndag Aften, den 17de Oktober, da han drev om paa Gaden og kom fordi Frue Kirke, fandt han denne aaben, da der var Aftengudstjeneste, og gik ind. Medens han var derinde, bemærkede han, at der paa forskjellige Steder henstod Kirkebøsser af Messing, og da han ingen Penge havde, faldt det ham snart ind, at der her var Forretninger at gjøre, og at disse let vilde kunne give ham langt mere Udbytte, end han behøvede. Han blev derfor i Kirken, til Gudstjenesten var forbi, idet han skjulte sig i en af Kirkestolene i 2den Etage, og da Alt var slukket og lukket, begyndte han sin Virksomhed. Han ned ad en trappe, der fører til Alteret og frabrød her med Hænderne Overfaldet, hvori Hængelaasen er anbragt, paa fire Bøsser, der henstod dels ved Døren og dels ved en Sidegang. Lys brugte han ikke hverken ved dette eller ved noget af de senere Indbrud, men Maanens klare Skin, der netop faldt ind i Kirken, kom ham ypperlig tilpas. Uden, som det ofte er Tilfældet, selv med Mange, hvis Sind og Hjerte ere aldeles frie for enhver forbryders Hensigt, at lade sig forskrække af den spøgelsesagtige Belysning , hvori mangfoldige Gjernstande fremtraadte i Maaneskinnet, talte han ved dette sit Udbytte. Han havde ialt erholdt imellem 12 og 14 Rd. dels i Sølv og dels i Kobberpenge. Denne rigelige Fangst gjorde ham flot; han lagde nemlig alle Enesteskillingerne tilbage i Bøsserne, hvorpaa han paany i Ro og Mag talte Sølvpengene. Klokken var da omtrent 9, og det gjaldt nu om at komme ud af Kirken. Paa Grund af hans Behændighed, hvorpaa han ogsaa senere har givet mangfoldige Prøver, lykkedes dette ham let. Han gik ad en Sidegang om mod Kirkens nordlige Side, og ved Hjælp af en Stige, som henstod der, og som han satte til Vinduet, steg han op til dette, løftede Krogene af, og efter at have forvisset sig om, at Ingen gik forbi udenfor, kryb han ud gjennem Vinduet og sprang ned paa Gaden.
Efter omtrent 14 Dages Forløb havde han fortæret de stjaalne Penge, og da han paany trængte til Mynt, vendte han atter sine Skridt til Frue Kirke. Ogsaa ved dette Tyveri, der udførtes den 30te Oktober, viste han en vis Flothed, der er ganske karakteristisk for ham. Tyveriet skete nemlig i et Rum ved Siden af Kirkens vestibule, hvor der henstod flere Bøsser; men da han syntes, at han havde faaet Nok, tømte han kun nogle af dem. Senere erfarede han rigtignok til sin store Ærgrelse, at der i en af Bøsserne fandtes et Beløb af omtrent 200 Rd., da flere af de andre Bøssers Indhold jævnlig blev tømt ud i denne.
Frue Kirke var hans første Kjærlighed, og ved den hang han derfor, saalænge han kunde. Ialt har han udført fire Tyverier i denne Kirke, hvert med omtrent 14 Dages Mellemrum. ved det andet Tyveri, da hans Udbytte var omtrent 6-7 Rd , lod han sig efter Gudstjenesten lukke inde i Kirken, medens han ved det tredie, den 12te November, gik ind i Kirken paa en Tid, da der var Arbeidsfolk derinde, uden at disse bemærkede ham. Gjennemgaaende for hans Færd ved alle disse Tyverier saavelsom ved dem, han forøvede i andre Kirker, er en mærkværdig Behændighed og lethed til trods Mørket og hans Mangel paa Kjendskab til Lokaliteterne at finde sig tilrette overalt og at faa fat i de fornødne Hjælpemidler; thi han var selv aldrig forsynet med andre Redskaber end Hænderne eller i det Høieste sin Dørnøgle. Trappestiger fandt han næsten overalt, hvor han behøvede dem; en Gang, da han havde Brug for et Brækjern til en Bøsse, som han ikke efter Sædvane kunde bryde op med Hænderne, brød han en Gasarm af; men han var dog saa betænksom at stoppe Aabningen til med Papir, for at Gassen ikke skulde strømme ud.
Ved sit fjerde Besøg i Frue Kirke var han dog nær kommen galt afsted. Politiets Opmærksomhed var naturligvis bleven henledt paa denne ubehagelige Kirkebesøger, og man havde fundet sig foranlediget til at lade holde Vagt i alle Hovedstadens Kirker for om mulig saaledes at faa fat i Tyven. Det den 12te December; han var gaaet ind i Kirken, da der var Aftengudstjeneste, og han holdt sig denne Gang skjult paa Trappen, der fra Kirkens Vestibule fører op til Taarnet. Her sad han, til Klokken omtrent var 11; da steg han ned og klavrede ved Hjælp af en Stige op til Vinduet i den store Dør, der skiller Kirken fra Vestibulen, for ad denne vei at trænge ind i Kirkerummet. I det samme hørte han en Lyd af de i Kirken posterede Opdagelsesbetjente og foer hurtigt tilbage. Disse havde imidlertid ogsaa hørt Rudernes Klirren og begyndte at afsøge Kirken, uden at det lykkedes dem at finde ham, da han ved Hjælp af de forskjellige Opgange til Taarnet altid var istand til at undløbe for dem. Først da Alt var blevet stille, vovede han sig paany ned og sprang nu ved Hjælp af en Skammel ud ad det Vindue, der er anbragt i Kirkemuren mod Universitetet, længst oppe mod Nørregade.
Da han saaledes var bleven forstyrret paa sin sædvanlige Virkeplads, forlagde han sin Virksomhed skraaes overfor til St. Petri Kirke. Foruden i denne og Frue Kirke har han tillige aflagt Besøg i Holmens, Trinitatis og Frelsers Kirke her i Staden samt i Gjentofte Kirke. I Petri Kirke var han 3 Gange; de to første Gange krøb han over Stakitporten ud mod Nørregade, ituslog en Rude i et af Kirkevinduerne nærmest Kapellet, steg op paa en Ballie, som han fandt paa Kirkegaarden, stak først Hovedet og den ene Arm igjennem Vinduet, trak dernæst den Øvrige Del af Kroppen igjennem og lod sig saa glide ned paa den Forhøining, som dækker Varmerørene. Den første Gang var hans Udbytte 7 Rd., anden Gang 2-3 Rd. af Bøsserne, der henstod i Skriftestolen; den næstsidste Gang fandt han tillige i et uaflaaset Skab ved Alteret nogle Nøgler, med hvilke han lukkede Kirkedøren op, og han kom saaledes ud paa en noget lettere Maade, end han var kommen ind, idet han blot behøvede at krybe over Gitterporten ud til Nørregade. Saavel disse Nøgler som alle dem, han senere tilvendte sig, kastede han i Kanalen ved Marmorbroen.
I Holmens Kirke foretog han sit Indbrud ved at krybe over Jernstakittet ved Havnegade. Han ituslog derpaa fire af de smaa Ruder i et af Kirkevinduerne, brækkede Blyet, hvori de vare indfattede, fra og udrev en Jernstang, der stod for Vinduet, ved at rykke stærkt i den. Hans sædvanlige Held fulgte han imidlertid ikke her; thi efteraf han forgæves havde vandret omkring en Tidlang for at finde Bøsserne, opgav han Expeditionen og forlod Kirken ad samme Vei, han var kommen.
Til Trinitatis Kirke skaffede et Bryllup ham Adgang. Da Brudefolkene og deres Følge forlod Kirken, blev han tilbage og skjulte sig i en af Stolene paa Gulvet. Da alt var tømt, opbrød han en Bøsse; men Forretningen har neppe betalt sig, thi han fandt i den kun - 2 Skilling. Ud af Kirken kom han ved at slaa nogle Ruder itu ud til Kirkegangen og krybe over Muren ud til Springgade.
I Garnisons Kirke, hvor hans Indbrud falder i December, var han ligesaa uheldig med Udbyttet. Han krøb ind over Porten mellem Kirken og Ligvognsskuret, fandt en Bænk paa Kirkegaarden, lagde to Gravstene ovenpaa den, stod op herpaa, ituslog en Rude, og saaledes lykkedes det ham at lukke Vinduet op, hvorpaa han krøb ind gjennem dette. I en Bøsse, som han opbrød, fandt han kun 1 Skilling. Derimod fandt han i en uaflaaset Skuffe, hvis Existens var selv Graveren ubekjendt, ro Nøgler, med hvilke han aabnede to Rum, hvori han ligeledes kun fandt en Enesteskillinge, som laa i en Kasse i det ene Rum. Med sine 2 Sk. forlod han derpaa Kirken.
I Frelsers Kirke kom han slet ikke ind, da han efter at have pillet Blyet fra Ruderne bemærkede, at der var Jernstænger indenfor, som han ikke kunde bryde af.
I samtlige Kirker har han med faa Undtagelser saavidt muligt overalt søgt at udslette Sporene af sine natlige Besøg. Aabningerne, som han er krøben igjennem, vare ikke større, end at et voxent Menneske akkurat har kunnet komme igjennem dem. Glasstumperne fra de Ruder, han slog istykker, samlede han som oftest op og gjemte inde i Kirken, og selv, hvor der var Støv i Vindueskarmen, var Forstyrrelsen dog saa ringe, at man næsten ikke kunde tænke sig, at Nogen var kommen ind ad den Vei. Men foruden sin Behændighed har han tillige havt et ualmindeligt Held; vi have allerede seet, hvorledes han i Frue Kirke slap fra Betjentene, og et lignende Held havde han ogsaa i Garnisons Kirke. Der blev, som sagt, hold Nattevagt i alle Hovedstadens Kirker; men netop den Nat, da der var skeet en ringe Afbrydelse i Vagttjensten, fordi Mandskabet begyndte at udmattes, benyttede han til at gjøre indbrud i Garnisonskirken.
Om det nu var, fordi Udbyttet af de sidste Expeditioner var saa ringe, eller fordi han havde Lyst til Forandring, vides ikke; men pludselig forlagde han Skuepladsen for sin Virksomhed til Gjentofte Kirke. En af de første Dage i December krøb han om Eftermiddagen over et Gjærde af 1½ Alens Høide, der omgiver Kirken, trykkede en Rude ind i et af Kirkevinduerne og klatrede ind ad dette, skjøndt det var ualmindelige smalt. Medens han vandrede omkring i Kirken, kom han op ved Orgelet og fandt dette aabent. Her paakom der ham da en ganske eiendommelig Lyst; han havde aldrig for spillet paa Orgel, men fik nu Lyst til at forsøge det, og som tænkt, saa gjort. Han traadte Bælgen ned og slog et Par Toner an, der lød lydt igjennem Kirkens tavse, øde Rum. Man veed ikke, om man mest skal forundres over den Dumdristighed, med hvilken han her vovede sig til en Gjerning, der saa let kunde have havt hans Paagribelse tilfølge, eller over den Koldblodighed, hvormed han saaledes midt under sin forbryderiske Gjerning i en Situation, hvor de fleste andre Mennesker vilde have følt sig uhyggelig tilmode, vovede at afbryde Kirkens tavse Ro med en saa koldblodig udført Handling. Forøvrigt var den Fornøielse, Orgelspillet voldte ham, det hele Udbytte af Expeditionen; thi Penge fandt han ikke.
Formodentlig ked af det daarlige Udbytte af disse sidste Expeditioner vendte han igjen tilbage til St. Petri Kirke og foretog her sit tredie og sidste Indbrud Tirsdagen den 28de December. Men Krukken var nu gaaet saa længe tilvands, at den kom hankeløs hjem, og Politiets Anstrengelser bleve denne Gang kronede med Held. Overbetjent Edvard Petersen og Politibetjent Nr. 208 Ferdinand Johansen havde den Nat Vagt i Kirken, hvor de indfandt sig Kl 4½ om Eftermiddagen og tog Plads mellem Døren til Skriftestolen og Alteret. Tiden begyndte allerede at falde dem lang; thi de turde ikke engang tale med hinanden, af Frygt for at den mindste Lyd skulde blive bemærket af Tyven. Kl 7 hørte de pludselig, at en Rude blev slaat ind mod Vest nærmest ved Ligkapellet, og at en Perion krøb ind og sprang ned i Kirken. Derpaa blev Alt stille. Ti Minuter forløb i aandeløs Venten, uden at der hørtes den mindste Lyd. Man kan tænke sig, hvorledes de to Betjente vare tilmode, som de sad der uden at vove at røre sig og med tilbageholdt Aandedræt, for at ikke det Ringeste skulde røbe deres Nærværelse. Da kunde Edvard Petersen ikke længere afholde sig fra at lægge Hovedet til Dørsprækken i Skriftestolen; han skimtede da i det svage Lys at en Person nærmede sig aldeles Lydløst. Lynsnart foer han frem, greb Personen med et kraftigt Tag om begge Hænderne, idet han frygtede, at han skulde føre Vaaben med sig, og raabte: "Nu har jeg Dig; hvor er din Kammerat?"
Næsten som ramt af et Lyn faldt Knøsen sammen og stønnede: "Slaa mig ikke".
"Hvor er den Kammerat, spørger jeg?" gjentog Petersen, idet han ved en Rysten søgte at oplive den Anholdte.
"Jeg har ingen", svarede denne.
Ved en nærmere Undersøgelse viste dette sig virkelig at være sandt, idet "Kirketyven" stedse alene har foretaget alle sine Bedrifter. Sin Kasket og sine Sko havde han lagt fra sig for lettere at kunne udøve Tyveriet; men efterat han igjen var bleven iført disse Klædningsstykker, begav de sto Betjente sig med ham paa Veien til Politikammeret. Man visiterede ham dog først, men alt, hvad man fandt paa ham, var en gammel Portemonnaie og en lille Nøgle.
Allerede undervejs tilstod han for Betjentene, at han havde gjort sig skyldig i alle de ovenfor omtalte Tyverier, og angav som Motiv hertil sin Nød og Fattigdom. Denne Aabenhed er ligeledes et Hovedtræk i hans Karakter; men den er parret med en forbrydersk Frækhed. Det er saaledes karakteristisk, at han paa Veien sagde til Betjentene: "Nu seer jeg først, hvor dum jeg har været; med min Færdighed og Dristighed kunde jeg være gaaet langt videre", og det stemmer godt hermed, at han, da man engang spurgte ham om, hvad han vilde tage sig for, naar han havde udstaaet sin Straf, svarede: "Saa begynder jeg vel sagtens at stjæle igjen".
Man vil af det Ovenstaaende have fuld Leilighed til at skjønne, hvilke Spirer til en stor Forbryder der findes hos denne Person. Exemplerne paa hans urokkelige Frækhed kunne forøges med endnu flere. Da Forhørsdommer, Assessor Nyholm, der ved 4de Kriminelkammer leder Undersøgelserne imod ham, en Dag spurgte ham, om da aldrig Tanken om Kirkens Hellighed havde indgydt ham nogen frygt for hans forbryderske Adfærd, svarede han, at han hverken var bange for Spøgelser eller Mennesker, og det fortjener at bemærkes, at han drev sin Frækhed saa vidt, at han endog ikke undsaa sig for at besudle de hellige Steder. Ligeledes har han lagt sin Dristighed for Dagen ved fire Leilighedstyverier, som han til en Afvexling har foretaget. Især er det ene af disse ganske mærkeligt. Fra Vildthandler Andersens Butik paa Gl. Amagertorv stjal han nemlig en Formiddag to Harer, der hang udenfor paa Væggen. Der hører en ikke ringe Dristighed til saaledes midt paa Dagen i en af de mest befærdede Gader at begaa et saadant Tyveri.
Det er altsaa en i høi Grad behændig, forhærdet og fræk Forbryder, som det her er lykkedes Politiet at standse, inden hans Virksomhed antog altfor store Dimensioner. Hans Udseende stemmer ogsaa ret godt med hans Egenskaber. Et Øievidne beskriver ham saaledes: Han er omtrent lidt under Middelhøide og vel proportioneret. Hans Ansigt synes nærmest at udtrykke en Blanding af polisk Forslagenhed og skulende Listighed, og hans hele Fremgangsmaade tyder ogsaa paa, at han har noget af en Kats listende og behændige Natur. Han ser nødig Nogen lige i Øinene, og naar han fremstilles til Forhør, holder han stadig Hovedet noget foroverbøjet, samt bedækker en Del af Ansigtet med den ene Haand, for at man ikke skal iagttage Udtrykket deri. Forhaabentlig vil han nu for en længere Tid blive gjort uskadelig for Samfundet.
Ved kriminal- og politiretten den 9. april 1870 blev han (der da var 23 år) for 7 tyverier i kirker m.m. dømt til 5 års forbedringshusarbejde. Til sammenligning: Ved højesteret i oktober 1869 blev Iver Pedersen Berntsen ("Iver Murer") og Johan Evald ("Borremann") for en stor tyverier bl.a. i mindst 6 kirker i Ribe og omegn idømt hhv. 8 års tugthusarbejde og 6 års forbedringshusarbejde.
