Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:

- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)

Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:

Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).

Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)

Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).

Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:

HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

Avisfejden 1870 om Stine Kudsk (1809-1897). (Efterskrift til Politivennen).

Stine Kudsk var en "folkekirurg" som virkede i Thy hvor det var meget sparsomt med læger, og folk ofte måtte forlade sig på mennesker som havde et kendskab til visse helbredelsesmetoder, i dette tilfælde benbrud. Hendes virksomhed blev belyst gennem en avisfejde i 1870. Anledningen var en meddelelse i ”Skive Avis”: En pige fra Spøttrup havde den 12. maj fået sine ben knust i et mølleværk. Ifølge den senere avisomtale havde den tilkaldte læge tilrådet at benene blev amputeret på Skive sygehus. Rådet blev ikke fulgt, og efter pigens eget ønske blev hun i en fjedervogn kørt til ”den kloge kone ved Thisted” af to karle og en ”betroet” kone. Efter den lange rejse med overfart over Sallingsund og Vildsund ankom pigen til Nors morgenen efter ulykken. Med henvisning til sine beføjelser afviste Stine Kudsk at behandle pigen og sendte bud efter lægehjælp i Thisted. To læger ankom og foretog amputation på stedet. Stine Kudsks handlemåde gav ikke anledning til kritik fra de to lægers side. Pigen overlevede ikke strabadserne, og døde få dage dage efter ulykken.

Efter notitsen i ”Skive Avis” udviklede der sig i juni og juli en avispolemik i ”Thisted Amtsavis”, hvor man den 7. juni kunne læse en redegørelse fra dr. Lind, der endnu fungerede som stiftsfysikus. Han ridsede grænserne op for Stine Kudsk’s virkeområde og anfægtede ikke hendes handlemåde i sagen. Han advarede tværtimod befolkningen mod at tro, at hun i komplicerede tilfælde var dygtigere end ”den ordentlig oplærte og studerte læge”. Dette blev avisstridens kernepunkt: beboerne i området anfægtede lægerne og lod ane at de mente hun også kunne kurere en del andre ting.

Stine Kudsk. Foto fra Historisk årbog for Thy og Vester Hanherred, 1992

Efter hvad nyligen er passeret paa Spøttrup Hovedgaard i Salling med en Pige, som fik begge Been knuste i et Mølleværk og som man i denne skrækkelige Tilstand sendte til den bekjendte Stine Kudsk i Nors ved Thisted, istedetfor at indlægge hende paa Sygehuset i Skive under den tilkaldte Læges Behandling, finder jeg mig foranlediget tit at anføre, at der hersker meget overdrevne og falske Forestillinger om anførte Kones Kundskab og Dygtighed. Hun er meget rigtigen bleven examineret af mig i Aaret 1849 i Overværelse af begge daværende Læger Willemoes og Michelsen, og derved befunden ikke ganske ukyndig i at behandle simple Beenbrud og Forvridninger, hvortil hendes afdøde Mand havde havt Tilladelse og hvem hun derved var gaaet tilhaande. Hun var heldig nok til derefter at erholde samme Tilladelse, dog tildeels under Districtslægens Tilsyn i Thisted. Andre Sygdomstilfælde maa hun aldeles ikke give sig af med, har heller ikke begjæret det og er ikke bleven prøvet og examineret i noget Andet. Gjør hun det alligevel, risikerer hun at miste den Bevilling, hun har. Som sagt - hun er ikke ukyndig i at bringe et brækket Been eller Arm ilave og at sætte et forvredet Lem i Led, naar der kun ikke, som saa ofte er Tilfældet, finder aparte Omstændigheder Sted eller saakaldte Complicationer; men det er en Urimelighed at troe, at hun er dygtigere end den ordentlig oplærte og studeerte Læge, der har gjennemgaaet en streng Examen og bleven prøvet af mange Professorer.

Viborg Physicat. den 2den Juni 1876.

Lind, Dr.

(Skive Avis 7. juni 1870)

Dønningerne af striden nåede helt til København, hvor ”Folkets Avis” optog Linds redegørelse:

Den kloge Kone. I Anledning af Stifts fysikus Linds Bekjendtgjørelse med Hensyn til Stine Kudsks Lægevirksomhed bemærker en Indsender i "Flk. Av.": Det turde dog være muligt, at den omtalte Stine Kudsk er en hel Del dygtigere, end Fysikus Lind vil erkjende. Vi vide saaledes, at endog dygtige Læger selv have bragt Patienter til hende, og at hun har paataget sig at kurere særdeles vanskelige Tilfælde og ogsaa gjort det. Professor Sommer besøgte for nogle Aar siden en Slægtning, der boede i Nors, og da han opholdt sig der i længere Tid, besøgte han oftere Stine Kudsks Lasaret, hvor der ikke saa sjældent ligger 20 á 30 Patienter. Han erklærede sig den Gang fuldkommen tilfreds med den Maade, hvorpaa hun behandlede de Syge; kun ved et Tilfælde mente han, at hun fejlede. Det var en Hofteskade, og Professoren mente, at Hoften maatte brændes, dersom den Syge nogensinde skulde komme sig; men Stine Kudsk svarede: "Æ brænder aldrig mine Patienter, og hvis han blot bliver her i fjorten Dage, skal han faae Syn for Sagen, at det kan kureres uden at brændes." Og Professoren fik til sin store Forbauselse, forinden han reiste bort fra Nors, Syn for Sagen, idet den Helbredede selv kom hen til ham og lod sig undersøge.

(Thisted Amtsavis 11. juni 1870).

Artiklen påstod det som dr. Lind netop havde advaret imod. Hvilket fik privatlæge Emil Hennings til at reagere:

Indsendt.

En Indsigelse.

Man skal tie stille til Meget, men derfor ikke taale Alt.

I "Thisted Amtsavis" for igaar findes optaget en Artikel med Overskriften: "Den kloge Kone", i hvilken en æret Indsender i "Folkets Avis" søger at svække Betydningen af den offenlige Advarsel, Stiftsfysikus Lind har anseet det nødvendigt at udstede imod Benyttelsen af Stine Kudsk's Hjælp i Sygdomstilfælde, hvis Behandling ligger udenfor saavel hendes Evner, som hendes Rettighed.

Jeg anseer det for min Pligt, som en af de fungerende Læger herpaa Stedet, ogsaa at tale et Par Ord med i denne Anledning. 

Den ærede Indsender siger saaledes, at endog "dygtige Læger have bragt Patienter til Stine Kudsk", fordi de selv Intet formaaede at udrette for disse Syge, dette Sidste er da i ethvert Tilfælde Meningen. Tillad mig hertil at svare: Det er min faste Overbevisning, grundet paa et 18aarigt Kjendskab til denne Kones Virksomhed, at hun aldrig har havt Evne til at yde Hjælp i saadanne Sygdomstilfælde, i hvilke virkelig dygtige Læger ikke har formaaet at udrette Noget til Gavn for de Syge, forudsat, at disse have havt tilstrækkelig Taalmodighed til at blive bos Lægen, hvilket destoværre saa ofte ikke er Tilfældet.

Den Udtalelse af Stine Kudsk til Professor Sommer, som den ærede Indsender citerer, og ifølge hvilken hun, paa dertil given Foranledning, skal have svaret Professoren, at hun "aldrig brænder sine Patienter", d. v. s. hun benytter ikke dette udvortes Middel i Sygdomstilfælde, hvor Læger ellers anbefale det, er, tillad mig at maatte sige ret, meningsløs, saavidt, som hun ikke kjender de Affektioner, i hvilke Midlet anvendes, eiheller Maaden, hvorpaa det skal bruges; men derimod skal jeg villig indrømme, at hun er "klog" nok til at forstaae, at hun vilde have sin Bevikling forbrudt, hvis hun paatog sig at "brænde" sine Patienter.

Den ærede Indsender har ydet Stine Kudsk kun en daarlig Tjeneste ved at anføre denne Udtalelse af hende, thi den er netop et Vidnesbyrd for, at hun alt for mange Aar siden maa have overtraadt sin Bevilling, der kun giver hente Ret til at behandle "lettere Benbrud og Forvridninger", under hvilke Kategorier "Hofte-skade" (Coxitis) aldeles ikke henhører. Sluttelig vil jeg endnu blot bede Enhver, der ønsker at see Sandheden lige i Øinene, og som vil forvisse sig om, hvor berettiget Stiftsfysikus Lines Advarsel er: kom hertil Egnen, betragt selv det forholdsvis store Antal vanføre Mennesker, som findes her fremfor noget andet Sted i Landet, og som netop er paafaldende for Fremmede, og rom saa, men lad Dommen blive upartisk endog naar det erfares, at maaskee de ni Tiendedele af disse Vanføre ere lægebehandlede af Stine Kudsk.

Saasandt som foreliggende Kjendsgjerninger er en god Maalestok for et Menneskes Dyglighed, saavist er det ogsaa, at jeg kun har taget Hensyn til disse ved den her fremsatte Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed.

Thisted, den 12te Juni 1870.

Emil Hennings,

Privatlæge.

(Thisted Amtsavis 13. juni 1870).

Claudius Julius Emil Hennings (1814-1901) fik anden karakter ved den kirurgiske eksamen i 1838. Han tilbragte 33 år i Jylland, bl.a. som frivillig garnisonslæge i Fredericia 1850. 

Såvel artiklen  i Thisted Amtsavis den 11. juni 1870 og 13. juni 1870 blev citeret i Skive Avis 16. juni 1870. Hennings udokumenterede påstand om at Stine Kudsk skulle have bevirket at der var flere vanføre i egnen end andre steder, affødte kraftig afstandstagen fra en kreds af egnens beboere der dog samtidig indrømmede at Stine Kudsk ikke var "mirakeldoktor":

Indsendt fra Thisted-egnen.

Hvor man heri Egnen, i disse Dage, færdes, dreier Samtalen sig gjerne om Hr. Doktor Hennings i Thisted og Stine Kudsk i Nors. Sidstnævnte staaer forøvrigt, ved sine mangeaarige heldige Benbrudskure, saa høit i Folkegunsten, at Intet vil formaae at svække den Agtelse eller Tillid, hun nyder, men snarere kaste Mishag og Foragt paa de Angreb, der skeer mod hende. Men Mange, der ikke kjende hende, vil mulig spørge: Hvad er dette dog for et Fruentimmer. Hun er i Bladene benævnt "Den kloge Kone." Almuen her i Thy forstaaer undertiden derved en Slags Mirakkeldoktor; er hun da en saadan Kone? Nei aldeles ikke, hun befatter sig ligesaalidt med Hexeri som Hexemidler eller Mirakler; men vil man ved Ordet "Klogkone" forstaae en forstandig Kone, en dygtig Kone, saavel i sit Hus, som til at forstaae at behandle og læge et Benbrud, samt en venlig og gjæstfri Husmoder, da kan hun med Ære og i Sandhed tilegne sig denne Benævnelse.

Er hun da en studeret Dame, der er i Besiddelse af store lægevidenskabelige Kundskaber osv.? Nei! - men derimod er hun af Gud begavet med en sjelden Følelsesevne, Behændighed, Øvelse og Erfarenhed til at bringe i Lave og Led, forbinde og læge et Benbrud - hvorom de mangfoldige Helbredelser, det har lykkedes hende at udføre, uimodsigelig vidne.

Men hvorledes hænger det sammen med det store Antal vanføre Mennesker, der efter Hr. Doktor Hennings Beretning skal findes i Thy Dertil vil vi blot svare: Paavis os de Vanføre, der ere udgaaere fra Stine Kudsks Hænder, der ikke har været Krøblinger eller Uheldbredelige før de kom til hende - vi kjende Ingen. Skylden kan neppe tilregnes Stine Kudsk om Egnen, hvilket vi tog meget betvivle, er mere fyldt med vanføre Mennesker end som andre Steder, lige saalidt som vore tidligere, som nuværende autoriserede Læger, der neppe i Kundskaber eller Dygtighed har staaet eller staae tilbage for Hr. Hennings.

Af de mange Erkjendelser. Madame Stine Kudsk har modtaget, vil vi blot fremføre Et, der tilfældigvis er kommen os ihænde:

"Til Madame Stine Kudsk i Nors.

Den Lægevirksomhed, som De i en lang Aar række har udfoldet til mangfoldige af deres lidende Medmenneskers Helt, har i en ualmindelig Grad vundet Alles Anerkjendelse og Paaskjønnelse, og det er os en stor Glæde al aflægge Vidnesbyrd herom, idet vi paa Manges Vegne bringe Dem en varm Taksigelse ikke blot for Deres Dygtighed og ufortrødne Bestræbelser, men ogsaa for Deres Menneskekjærlighed, der blev sig selv lig: hvad enten den Formuende eller Ubemidlede søgte Deres kjærlige Bistand.

Men - , der kommer en Tid, da ogsaa Deres Kræfter aftage, da Alderdommen vil gjøre det mere og mere besværligt for Dem at virke i et Kald, der har været Dem til saamegen Hæder, og i den vide Kreds, der kjender Dem baade af Navn og Gavn, er der en saare naturlig Frygt for, at den værdifulde Kundskab, der saa ofte gjengav den Lidende Helbredets uerstattelige Gode, omsider skal gaae tabt for Samfundet og efter lade et dybt følt Savn. Vi tillade os derfor at rette den indtrængende Bøn til Dem, at De, medens De endnu er i Besiddelse af Deres fulde Livskraft, vil antage en Medhjælper, som De under Deres daglige Vejledning kan berige med Deres mangeaarige Erfaring og bibringe Deres store Indsigt i Behandlingen af de Tilfælde, hvorpaa Deres Lægevirksomhed har været rettet.

Vi have det Haab, at De vil imødekomme dette her i Egnen almindelige Ønske, og ligesom Guds Velsignelse hidtil øiensynlig har hvilet over Deres Gjerning, saaledes vil den nok ogsaa hvile over den, der skal tage Deres Kundskab i Arv.

Sogneraadet for Skinnerup, den 14de December 1606.

Ærbødigst

Peder Kjærgaard, Lars Smed, Vhr. Gade Madsen, Hans Peter Salmonsen, Anders Andersen."

Foranstaaende er, som sees, udgaaet fra et høit Sogneraad, men vilde man indhente særskilte Bekræftelser fra de Mange det er lykkes hende, ved Guds Bistand, at helbrede, da vilde man dermed kunne fylde flere Aviser. Forøvrigt er Madam Kudsk en meget beskeden Kone, der ligesaalidt bruger Praleri som Kvaksalveri, hvorfor ogsaa hun, som hendes afdøde Mand, i c. 40 Aar har levet i god Forstaaelse saavel med Distrikts- som andre Læger i Thisted. Aldrig har hun vistnok nogensinde med Villie eller Vidende overskredet sin Bevilling, hvilket beviser de mange Syge hun har henvist til Lægen og ved mindste indvortes Svaghed hos de Lidende, hun har haft under Behandling, har hun tilkaldt den authoriserede Læge.

Saaledes kan der vistnok ikke i nogen Henseende kastes Skygge paa Stine Kudsks Færd eller Gjerning, men nu kommer dog Tildragelsen med Pigen fra Spottrup, der har givet Anledning til Avisskriveriet. Men kan noget fornuftigt Menneske, han være Læge eller Lægmand, derfor kaste Bebrejdelse paa Stine Kudsk eller haanlig omtale hende? Hvad i al Verden kan hun gjøre for, at der fra en fjern Egn bringes et sønderlemmet Menneske til hende? Handlede hun maaskee urigtig, at hun øieblikkelig lod Lægen eller Læger hente fra Thisted? Rigtigere, bedre og mere kunde hun jo neppe have gjort.

Indsenderne ere kun Lægmænd, vi holde os derfor nærmest til de udførte virkelige Handlinger, og foruden Anførte ere vi overbeviste om, at saa kundskabsrige djæve og dygtige Mænd som Hr. Stiftsfysikusen, samt DHrr. Distriktslæge Villemoes og afdøde Doktor Michelsen aldrig havde rækket Haand til, at Madame Kudsk efter Examinationen havde erholdt Bevilling, naar de ikke havde fundet hende værdig dertil, ligesom at den afdøde bekjendte Hr. Professor Sommers og flere Sagkyndiges Bedømmelse er den allerbedste Maalestok for hendes Paalidelighed.

(Fortsættes).

(Thisted Amtsavis 27. jun i 1870).

Denne første halvdel af artiklen kunne Emil Hennings formentlig ikke være uenig i. Men artikelskriverne fortsatte næste dag:

Indsendt fra Thisted-Egnen.

(Slutning).

Men hvorledes er Stine Kudsk kommen ind i denne Livsstilling? lyder ofte Spørgsmaalet. For at opklare dette maa vi gaae en lang Aarrække tilbage. I Hr. Etatsraad Traps fortrinlige statistisk-topografiske Beskrivelse af Danmart, 2det Bind Side 129 findes: "I Bang Kirke er begravet den over hele Thyland bekjendte og i flere Skrifter omtalte Mads Badveier, som døde 1761, 87 Aar gl. Han besad ualmindelig Indsigt i Lægekonstens forskjellige Grene og fuldførte mange heldige Kure baade i og udenfor Thy, endog paa langt bortliggende Steder, hvorfra han blev søgt." En Lærling og Efterfølger af ham var Niels Jepsen i Nors og efter ham fremstod den ældre Peter Kudsk i Nors. Denne sidstnævnte bekjendte mærkelige Mand var født i Gudnæs (i den Gaard, der nu eies af Hr. Martin Thomsen) og kom som Lidende i Huset hos Niels Jepsen, blev yndet af ham, lærte hans Videnskaber, og efter Niels Jepsens Død blev han gift med hans Enke, og erholdt i sin Tid Bevilling som Saar- og Benbrudslæge, der, saavidt vi mindes, senere blev udvidet. 

Den saakaldte gamle Peder Kudsk var en smuk Bondemand, en rigtig jydsk Kjærnekarl, han var ikke uden Dannelse, han var en yndet Selskabsmand, fuld af bidende Vittigheder, en Frihedsmand, der var foran sin Tid, men vilde have passet ret godt for vore nuværende politiske Forhold. Uden at være Fraadser eller Dranker holdt han dog meget af at leve godt. Kaffepunsch kaldte han en Engledrik, men kunde han ikke erholde ægte god Rom i den, drak han den ikke. Han var begavet med en sjelden Legemsstyrke, med en overordenlig fin Følelsesevne, havde stor Held til sine Kure og var i den Tid anseet som et Slags Mirakeldoktor, og Tilstrømningen til ham, selv fra meget fjerne Egne, vedvarede saalænge han levede. Blandt de mange Fortællinger, der gaae om afdøde Peter Kudsk ville vi blot tillade os at fremføre en Eneste.

Afdøde Amtsprovstinde Carstensen i Thisted fik ved et ulykkeligt Fald et temmelig farligt Benbrud. Afdøde Distriktslæge Bittendorff tilligemed en Chirurg bleve kaldede, men uagtet al anvendt Umage vilde det ikke rigtig lykkes at faae Benbrudet bragt ilave, hvortil Fruens Utaalmodighed formenlig har bidraget. Der blev skreget og raabet paa Peder Kudsk, og Enden paa Visen blev, at Amtsprovsten maatte lade ham hente. Men da Peder Kudsk hørte, at Lægerne havde Amtsprovstinden under Behandling, var han slet ikke for denne Reise - Amtsprovstens Vogn skal saaledes være vendt med uforrettet Sag tilbage - ; men strax efter kom dog Peter Kudsk med egen Befordring, men nægtede under disse Omstændigheder at ville have med Patienten at bestille. Dog ved den Lidendes Nød og Amtsprovstens indstændige Anmodning lod Peter Kudsk sig overtale til at gjøre et Forsøg, og i et Nu lykkedes det ham at faae Benbrudet trukket ilave, hvorved en betydelig Lindring for den Lidende strax indtraadte. Men kommer nu ikke Vundefeberen? Ak, jeg er saa bange for Vundefeberen, fremførte Fruen. Peder Kudsk svarede: Fruen mener paa Dansk Saarfeberen, dette Spøgelse bliver nok borte; men De trænger til Søvn og den vil De faae, nu har jeg gjort hvad jeg har lovet, Resten overlader jeg til Doktoren og saa Farvel, nu reiser jeg. Nei! raabte Amtsprovsten, han skal, saa trumfede han, blive her til imorgen. Blandt Andet undskyldte Peder Kudsk sig med, at han ikke sov saa godt i nogen fremmed Seng som i sin egen. Dette vil vi saa faae at see, bemærkede Amtsprovsten. Næste Morgen tidlig mødte Peter Kudsk ved Kaffebordet. Nu, Hr. Amtsprovst, hvordan har Fruen det? Gud være lovet, svarede Amtsprovsten, hun har sovet hele skatten og sover endnu; men sig mig, Peder Kudsk, har De nu ikke sovet ligesaagodt i min Seng som i Deres egen? Jo, Hr. Amtsprovst, men, saa bandte han, heller ikke bedre. Uagtet P. Kudsk gjerne vilde have overladt Fruen til Distriktslægens videre Behandling, blev det dog en Umulighed; thi denne vilde, som han yttrede, intet Makkerskab have med P. Kudsk, trak sig tilbage og overlod saaledes Amtsprovstindens Helbredelse til Peter Kudsk, der paa kort Tid fuldførte den.

Efter Peder Kudsks Død, eller mulig nogen Tid før, fik Sønnen, Niels Kudsk, der er født i Nors 1790, Tilladelse til at helbrede som Saar- og Benbrudslæge. 1826 blev Niels Kudsk gift med den smukke 18aarige Ane Kirstine Stentoft af Vandet - de bleve beundrede som et Par ualmindelig smukke Brudefolk. Deres Ægteskab blev ikke velsignet med Børn, hvorimod de hæderlig opdrog et Par Pleiebørn. Niels Kudsk døde 1849. I de 17 Aar han praktiserede som Benbrudslæge, udførte han mange og heldige Kure blandt Andre fra flere høitstaaende Personer; men da han i nogle Aar var meget svagelig gik hans unge Kone, Stine Kudsk, ham velvillig tilhaande, og ved sin gode Begavelse, fine Følelsesevne, lette Behændighed og den venlige Deltagelse, hun udviste mod de Lidende, blev hun Folket meget kjær, og da hun med Flid og god Villie havde arbejdet sig saaledes ind i Forretningerne, at hun paa en Maade overgik sin Mand, blev hun ved hans Død formelig bestormet af Publikum om at fortsætte den Forretning, hvortil hun, som bekjendt, har erholdt Tilladelse.

Senere er hun bleven gift med sin nuværende Mand, Peder Kudsk, en af vor Egns dueligste og respektableste Landmænd (de eie og beboe deres Fædregaard i Nors, nu af Htk. ca. 9 Tdr.), med hvem hun ligesom med afdøde Niels Kudsk lever et lykkeligt, agtet og æret Liv.

Vi ønske nu sluttelig og ere forvissede om, at Folk i en vid Omkreds ønske med Skinnerup Sogneraad og med os, at det Kjendskab til Behandling af Benbrud, Forvridninger osv., den lette, sikkre og næsten smertefrie Maade, hvorpaa Madame Stine Kudsk sætter Benbrud i Led og Lave, hendes fortrinlige Forbindingsmaade, velgjørende selvlavede Plastre og Smørelser, hvormed et Benbrud i en kort Tid kureres, maa gaae over i gode Hænder og ikke ved hendes Død tabes for Samfundet. Vi indrømme gierne, at Madame Kudsks Lægemaade mulig ikke stemmer ganske med Lægekonstens Regler, men i henved 100 Aar - en lang Prøvetid - har hendes Helbredelseskonst gaaet Haand i Haand, fra Slægt til Slægt i denne Familie, og med Glands og Hæder ere utallige Mennesker derved blevne helbredere, ja den er anerkjendt af duelige Læger, Myndigheder og Befolkningen, hvilket er noget ganske Andet, end det Fremførte af en praktiserende Konkurrent, hvis Bedrifter, som Benbrudslæge, om disse existere, dog neppe ere meget bekjendte heri Egnen.

Flere thylandske Beboere.

(Thisted Amtsavis 28. juni 1870).

I Nr. 133 af "Thisted Avis" har Privatlæge E. Hennings yttret blandt Andet om Benbrudslæge Stine Kudsk i Nors, at hendes Lægebehandling skulde være Skyld i, at der her i Egnen forholdsvis gives saa stort et Antal vanføre Mennesker, idet de ni Tiendedele af disse af hende skulde være behandlede. Dette kanundertegnede Landboforening ingenlunde indrømme Rigtigheden af; derimod kan samtlige tilstedeværende Medlemmer. Sandheden tro, bevidne, at efter den Erfaring, vi have til Stine Kudsk og hendes Lægepraxis, have de Allerfleste af dem, hun har havt under Behandling, naar de have villet rette sig ester hendes Forskrifter, erholdt fuldkommen Brug af deres Lemmer, saa hun visselig fortjener Roes istedet for Dadel for hendes Virksomhed i den antydede Retning, og det ikke alene for selve Ligebehandlingen, men ogsaa for den omhyggelige, kjærlige, ja vi tør sige moderlige Pleie og Omhu, hun har udvist mod de Patienter, saavel Fattige som Rige, der have været henlagte i hendes Hus til Lægebehandling.

Landboforeningsmødet i Gudnæs Kro, den

21de Juni 1870.

Paa Bestyrelsens og Foreningens Vegne

A. Jensen,

(Thisted Amtsavis  30. juni 1870)

Som det fremgår havde Peder Christensen Kudsk (1765-1831) efter en indlæggelse for benbrud hos Niels Jepsen (1717-1784) i Nors stået i lære og førte ved sidstnævntes død håndteringen videre. Han oplevede forordningen om kvaksalveri (1794) som gjorde det strafbart under navn af klog mand eller kone at påtage sig helbredelse af sygdomme uden kendskab til lægekunsten. Der kunne dog dispenseres i tilfælde af "fortrinlig duelighed", og med en række anbefalinger fra ansete borgere i Nors, Thisted og Nykøbing, anbefalet af amtmand og landfysikus - fik han dispensation til at kurere arm- og benbrud, sætte arme og ben i led og årelade.

Peder Kudsks eneste søn, Niels Pedersen Kudsk havde 5 år før faderens død giftet sig med Anne Kirstine Christensdatter Steentoft (Stine Kudsk) der således nåede at se hvad det var Peder Kudsk lavede. Sundhedskollegiet kunne ikke anbefale en forlængelse af dispensationen, distriktskirurgen i Thisted anbefalede ham, mens distriktskirurgen i Nykøbing anklagede i 1840 ham - han blev dog frikendt for at have handlet i uvidenhed. Af sagens akter fremgik at det var konen Stine Kudsk som var den egentlige behandler. Da han døde i 1849, fortsatte Stine Kudsk behandlingerne.

Efter grundloven i 1849 fik hun bevillingen som benbrudslæge fornyet efter at have kontaktet stiftsfysikus Lind og fået ham til at sige god for hende. Sundhedskollegiet undrede sig, og efterfølgende udtrykte Lind forbavselse over at bevillingen var givet da han ikke var blevet officielt spurgt. Men ellers blev der stille omkring hendes virksomhed, indtil aviserne som nævnt i 1870 beskæftigede sig med hende. Selv forholdt hun sig helt tavs under hele fejden.

Indsendt

En Replik.

Forsøger Du at fremstille Sandheden, da bered Dig paa Modstand; thi det at høre Sandhed, er for Mange kun til Forargelse.

Da jeg nu har biet i et passende Tidsrum, og, da der i de forskjellige Protester, som ere fremkomne i Anledning af min Artikel i dette Blads Nr. 13, tillige er sagt Saameget, som jeg umulig kan lade henstaae upaatalt, saa er det vel bedst, at jeg endnu engang tager Ordet for at berigtige Et og Andet.

Hvad jeg med stor Sikkerhed forudsaa, da jeg skrev min Indsigelse i "Thisted Amtstidende" af 13de Juni, det er nu skeet: den har fremkaldt en høirøstet Uvillie blandt Stine Kudsks store Skare af Beundrere; den har bragt mig "Mishag og Foragt", som den storslaaede Ordfører for "Flere thylandske Beboere" dybt indigneret udtrykker sig, samt desforuden forskjellige andre ligesaa velvillige offenlige Udtalelser, for hvis Medtagelse jeg herved har den Ære at kvittere.

Men til Sagen!

Det er en paafaldende Vigtighed, som Befolkningen i Thy synes at tillægge Behandlingen af et "let" Benbrud, skjøndt dette i og for sig er den simpleste Ting af Verden, idet der nemlig kun udfordres Rolighed og Brudendernes rette Leie mod hinanden, saa fuldfører Naturen Resten. Hverken Stine Kudsk eller den dygtigste kirurgiske Professor (for at nævne Modsætningerne) er istand til at hele et Benbrud, dette kan kun ske ved vor medfødte Læge: Naturens helbredende Kraft, og kun i et absolut bestemt Tidsrum. Derfor, hvad enten Stine Kudsk laver sin "velgjørende Sørelse" af Svinefedt og Vox eller af Rosenolie og Myrrha, hvad enten hun indgnider sine Salver ved Benbrud eller ei, saa vil hun dog ikke være istand til at fremskynde Helingen af et Benbrud, var det endog blot med en Time.

Men ligeoverfor disse Sandheder maa enhver Tale om at kurere et Benbrud ikke blot paa "forholdsvis kort Tid", men, som man ogsaa har anført, i en absolut kort Tid, erklæres for ligefrem Nonsens.

Foruden Benbrud behandler Stine Kudsk ogsaa "skivrede Ben", "frafaldne Skuldre" og "lettede Sener". Hvad man i Nors egenlig forstaaer eller mener med disse Affektioner, er ikke ret tydeligt; Lægerne kjende ikke Noget til disse Sygdomsbenævnelser; men forsaavidt de anførte Udtryk skulle antyde Tilfældenes Beskaffenhed, saa maa jeg benægte Muligheden af disse Sygdommes virkelige Forekomst, og jeg begrunder denne min Udtalelse paa mit kjendskab til det menneskelige legemes anatomiske Bygning.

Men at kurere for Sygdomme, hvis Tilværelse Lægerne ikke kunne erkjende, at behandle et "let" Benbrud, hvis Helbredelse Naturen paatager sig, det er en saa taknemmelig Gjerning med Hensyn til et heldigt Udfald, og det er derfor let forstaaeligt, at det henrykte Folk føler dyb Beundring for Udøveren af alle disse "Bedrifter", medens det samtidig seer med "Mishag og Foragt" paa den, der bringer Disharmoni i Fortryllelsen ved at tale om et saa stygt Begreb som "Vanførhed".

Jeg skal derfor med et Par Ord søge at godtgjøre min Berettigelse til de Udtalelser, med hvilke jeg fremkom i min "Indsigelse" af 12te Juni, selv om jeg derved kommer til at fremvise Reversen af Medaillen.

En hos den opvoxende Ungdom meget hyppig forekommende Sygdom er Rygradskjævheden (Skolissen). Efter min Erfaring har det hidindtil været Reglen, saasnart man er bleven opmærksom paa Tilfældet, da at henvende sig til Stine Kudsk, som derpaa tilraader en længe fortsat Brug af en eller anden af de "selvlavede", "velgjørende Smørelser". Det er imidlertid en ubestridelig Kjendsgjerning, at Lægerne endnu aldrig have seet endog blot en begyndende Drejning af Rygraden blive bragt tilbage i den rette Stilling ved Brugen af hvilkensomhelst Salve, hvorimod Skjævheden kun tager til og gaaer over i det senere Forløb, i hvilket det bliver langt vanskeligere at bekjæmpe Sygdommen. Istedetfor Anvendelse af Bandager, Legemsøvelser, diætetisk Pleie, Hensyn til en mulig tilstedeværende indvortes Sygdom osv., som kun ere de rette Midler, gaaer Tiden derimod tabt for den Syge ved intetformaaende Indgnidninger. Stine Kudsk har hverken Ret til eller Forstand paa at behandle Rygradsskjævheder, og derfor kan en "Smørekur" i denne Lidelse kun føre til en eller anden "Vanførhed" af Legemet, blandt hvilke den, som kaldes "Pukkelryggethed", er den mest bekjendte.

En anden Sygdom, der ligeledes er særdeles hyppig, og som Stine Kudsk ogsaa behandler, skjøndt uden Tilladelse, det er Betændelse i de forskjellige Ledemod (Artroiter). Disse Lidelser forekomme saa at sige i enhver Alder; de opstaae saavel af indvortes som udvortes Aarsager, og de ere meget ofte høist besværlige at bekæmpe. De udfordre derfor en saa indsigtsfuld Lægebehandling, støttet saavel paa Kjendskab til Ledemodenes anatomiske Sammensætning som paa de forskellige Aarsager og Legemskonstitutioner, at dette bliver en Gjerning at udføre, som ligger langt udenfor Stine Kudsks Rækkevne. Det er ogsaa paa dette Omraade, at de uheldigste Resultater af Behandlingen i Nors udgaae, hvilke aabenbare sig i den Masse haltende og hinkende Mennesker, Store og Smaa, Unge og Gamle, som findes her paa Egnen fremfor noget andet Sted i Landet.

At tilfredsstille Nysgerrigheden ved at anføre Navne paa Personer, som af de anførte Grunde ere blevne "vanføre", saaledes som man har opfordret mig til, det agter jeg ikke at efterkomme, dels fordi jeg ikke er berettiget dertil, dernæst fordi det er unødvendigt idetmindste paa dette Sted. Enhver, der interesserer sig for Sandheden, behøver desuden slet ikke at spørge hos den Masse pukkelryggede, haltende og hinkende Mennesker, som man stadig møder, dels i vore Gader, dels paa Landeveje, om Stine Kudsk ikke i kortere eller længere Tid har havt Andel i deres Behandling, og læg saa Mærke til Svaret. Hvis saa ikke de ni Tiendedele svare: jo, forudsat da, at de ville følge Sandheden, saa har jeg ganske vist ikke angivet det rette Forholdstal, hvilket jeg forresten eiheller anførte med statistisk Nøiagtighed, men i ethvert Tilfælde er jeg vis paa, at det langt overveiende Antal af de Adspurgte vil svare bekræftende.

Og til alle disse "Bedrifter" har jeg været en rolig Tilskuer i 18 Aar; trods min "praktiserende Konkurrents" Stilling har jeg dog aldrig klaget over den uberettigede Udstrækning, Stine Kudsk i alle disse Aar har givet sit høist begrændsede Privilegium, og jeg havde ønsket og haabet at kunne bevare denne Tavshed i det Tidsrum, jeg endnu agter at tilbringe i Thy.

Men saa kom Stiftfysikus Lind med sin Advarsel til Befolkningen imod at lade Stine Kudsk behandle Sygdomme, der ligge udenfor hendes begrændsede Evner og indskrænkede Privilegium; og saa skulde der komme en Protest imod denne Advarsel; og saa mentes der, at Stine Kudsk maatte være en "hel Del dygtigere", end Lind antog, uagtet det var denne Mand, der i sin Tid overhørte hende; og saa skulde endelig denne sidste Paastand sættes ved den Beskyldning, at selv "dygtige Læger" havde søgt Hjælp og Bistand for deres Syge hos Stine Kudsk.

Det var egenlig denne sidste, stærke Dosis, der knuste min lange Tavshed; det forekom mig, som en stor Feighed, hvis Lægerne i Thisted, der kjende Stine Kudsks Kvalifikationer, trods Nogen, vilde tie stille til et Udygtighedsvidnesbyrd om vor Virksomhed, og jeg besluttede derfor for mit Vedkommende at nedlægge en "Indsigelse" imod den anførte Paastand, selv om jeg derved paadrog mig nok saamegen "Mishag og Foragt", idet jeg trøstede mig med den Forvisning, at det ikke var første Gang, Sandheden vilde blive haanet.

Saameget med Hensyn til Sagens Kjærne, jeg har endnu blot et Par mere personlige Bemærkninger at tilføie.

Det er karakteristisk for "Flere thyl. Beboeres" Sandhedskjærlighed, at medens de i høie Toner lovprise afdøde Niels Kudsks Virksomhed som Benbrudslæge, fortie de fuldstændig, at det kongelige Sundhedskollegium, altsaa den høieste Læges Autoritet, i sin Tid "paa det Bestemteste" erklærede sig imod at Niels Kudsk fik Bevilling. Det forties endvidere, at den Afdøde i 1841 blev tiltalt for "Misbrug af sit Privilegium", men slap med "Frikjendelse for videre Tiltale". Det er ikke min Skyld, at Niels Kudsk er manet frem af Graven, jeg havde helst ladet ham hvile i Fred; da mine Modstandere imidlertid have fundet det passende at paakalde ham, saa kan det nok tilgives mig, at jeg benytter hans Tilstedeværelse tilÆre for Sandheden.

De samme "Flere thyl. Benoere" erklære end videre: "at Stine Kudsks Helbredelseskonst er anerkjendt af duelige Læger, Myndigheder eg Befolkningen".

Det er ikke mig bekjendt, at duelige Læger nogensinde have udtalt nogen anerkjendende Dom om Stine Kudsks Virksomhed; men til Gjengæld kan jeg med saamegen desto større Sikkerhed anføre "Myndighedernes" Bedømmelse af hendes Kundskaber. I det kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger af 1849, hedder det nemlig, i Anledning af en Ansøgning fra Stine Kudsk om at maatte faae samme Bevilling til at kurere for Benbrud og Forvridninger, som hendes afdøde Mand havde havt: "Ligesom Kollegiets Erklæring af 12te August 1841 havde viist, at den Vigtighed, der tillagdes Niels Kudsks Kur, ei alene var ugrundet, men at det endog havde viist sig, at han var for uvidende til at kunne bedømme de Sygdomstilfælde, med hvis Kur han befattede sig; saaledes kunde man eiheller i de foreliggende Dokumenter finde Hensigtsmæssigheden af, at denne Tilladelse gaves Enken, godtgjort, eller tilstrækkelig Garanti for, at hun besad de fornødne Kundskaber til at kurere de Sygdomme, hun troede sig istand til, saameget mindre som Lægerne i Thisted havde næret Tvivl i denne Henseende". Kollegiet maatte derfor, "henholdende sig til sine tidligere Erklæringer, fremdeles fraraade det Ansøgte".

Stine Kudsk fik saaledes ingen Bevilling den gang; men derfor tabte hun ikke Modet: kort Tid efter indgav hun atter Ansøgning til Justitsministeriet, der nu bevilgede det Forønskede, men uden at indhente Sundhedskollegiets eller Stiftsfysici Erklæringer, hvad der ellers er en Nødvendighed. Jeg skal paa dette Sted vel vogte mig for at undersøge, ved hvilke Midler Bevillingen blev opnaaet; det er ogsaa tilstrækkeligt at anføre, at "Læge-Myndighederne" ikke har anbefalet hende, og følgelig eiheller "anerkjendt" hende.

Og naar saa endelig "Flere thyl. Beboere" slutter med en Udtalelse om, hvilke "Bedrifter" jeg har at opvise imod den Kone, hvis Kundskabs Bedømmelse af det kongelige Sundhedskollegium, jeg nys har anført, da svarer jeg med sænket Blik: tilgiv mig, jeg har slet ingen, thi den Omstændighed, at jeg har helbredet Benbrud 11 Aar før Stine Kudsk begyndte; at jeg aldrig har været nødt til at sende en Syg til hende, hvorimod jeg har havt den Ære, at hun oftere har sendt Patienter til mig, det kan naturligvis ikke blive hverken til "Glands" eller "Hæder" for mig. Heldigvis bryder jeg mig i det Hele ogsaa grumme Lidt om det, Menneskene i Almindelighed forstaaer ved "Bedrifter", der er altfor ofte kun en forbigaaende Erkjendelse, som let dunster bort med Tiden og de forandrede Stemninger; det beroer kun paa Lunets Tilfældigheder, om det, man berømmer idag, kan blive taalt imorgen. Derimod har jeg bestandig stræbt efter den "Bedrift", at røgte mit Kald paa en hæderlig og samvittighedsfuld Maade; hvorvidt Verden vil erkjende denne Stræben, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar jeg blot selv kan være tilfreds med min Tragten efter det Rette.

Naar dernæst Hr. Mads Christensen i Hørdum er saa god at tilbyde mig Fremstillingen af 3 Børn, som ere helbredede for Benbrud hos Stine Kudsk, saa takker jeg ham for hans venlige Tilbud, men for min Skyld er denne Uleilighed unødvendig. Jeg har seet saa mange helede Benbrud i mine Dage, at der neppe kan fremstilles noget Nyt for mig, hvortil endnu kommer, at jeg ikke troer paa den "knuste Arm" hos det ene Barn, eftersom Stine Kudsk ikke maa behandle splintrede Brud.

Sluttelig skal jeg endnu blot sige et Par Ord til de 4 Herrer, der have anseet det for sømmeligt endog at anvende et Skriftsprog til Offer paa Gudindens Alter i Norstemplet. Hvis de Herrer havde tænkt over, at der er Forskiel paa Begreberne: Dom og Bedømmelse, saa vilde det forhaabentlig have staaet tydeligt for dem, at jeg ikke har paataget mig "at dømme" Stine Kudsk. Jeg veed ligesaa godt som de Herrer, at det ikke tilkommer mig "at dømme" Nogen; jeg har kjendt denne Paamindelse længe før idetmindste den ene af Underskriverne, der vel knap var født endnu, da jeg alt var Mand. Men til "at bedømme" Handlinger, som ligge indenfor min Virksomheds Omraade, dertil troer jeg mig fuldtvel saa berettiget som de Herrer; og ligesaalidt, som man kan tvinge mig til at erkjende Humbug for Stordaad, lige saa vanskeligt vil det være at faae mig til at tie, naar jeg føler "Beføielse" til at tale, selv om jeg derved udsatte mig for den Fare at skulle "dømmes" af de Herrer.

Thisted, den 8de Juli 1870.

Emil Hennings,

Privatlæge.

(Thisted Amtsavis 9. juli 1870).

Indsendt.

Duplik.

Vi have langtfra søgt at kaste Mishag eller Foragt paa Hr. Doktor Hennings, tvertimod vurdere vi denne Mand efter Fortjeneste i hans omfattende Fag og hæderlige Færd, medens vi ære og forsvare Stine Kudsk i hendes indskrænkede Virksomhed, men have vi udtalt os lidet om Følgerne af Angreb paa Stine Kudsk, da have vi efter det senere Fremkomne neppe feilet. Enhver sit - Hr. Hennings er dog ikke en Stormand eller Stine Kudsk en Tempelgudinde, men Hr. Doktor Hennings synes dog rigtignok ved sin Optræden og ved sit Fremførte neppe at levne Stine Kudsk, som heldig Benbrudslæge, Ære for 4 sk, hvilket forekommer os at være under hans Værdighed og under alle Omstændigheder ikke smukt eller passende med vor Tids Frihed og Konkurrence. At Hr. Doktor H. i 18 Aar har været rolig Tilskuer til Stine Kudsks Virksomhed, tro vi gierne, men vi tro mere; thi vi tro, at dersom Hr. H. havde vedblevet at bevare den Rolighed, havde det været bedre, end som Sagerne nu stiller sig; f. Ex. forlader Hr. Doktor H., der som bekjendt er en erfaren og nidkjær Læge, af denne Grund, Thy, da er det beklagelig! Opgiver Stine Kudsk sine Forretninger og nedlægger sin Bevilling, da vil der føles et Savn heri Egnen, der sikkerlig vil fremavle en hidtil ukjendt, dyb og vidtforgrenet Indignation i det ellers saa fredsommelige Thy. Finder mulig Peder Kudsk i Nors, der har Evne dertil, sig beføiet til at lade opføre et nyt, hyggeligt Sygehus med alle tidssvarende Bekvemmeligheder (Nors er et af de yndigste Steder i Thy, med en romantisk Bakkeomkrandsning, en seilbar, fiskerig Indsø) og lade det bestyre af en authoriseret og duelig Læge, da kan det nok hænde sig, at Hr. Hennings har gjort sine Medkollegaer en daarlig Tjeneste ved Angrebene paa Stine Kudsk, og ikke mindre Sygehuset i Thisted. Det af Hr. H. fremhævede om afdøde Niels Kudsk, betræffende Tiltale osv., kjende vi først efter Hr. H.s Beretninger (det glæder os dog, at det ikke er Noget der videre kaster Skygge paa den Afdøde) derimod kjende vi en agtet Mand i Thisted der faldt ned af et Kirketaarn og forslog sig saaledes, at Haabet om Livet var opgivet, denne Mand boer i Thisted, han blev dog fuldkommrn helbredet og, saavidt vi vide, udførte Niels Kudsk denne Gjerning.

Naar Hr. Doktor H. ikke synes rigtig at erkjende den berømte Professor Sommer, den kundskabsrige Doktor Willemoës, den høitagtede Stiftsfysikus, for dygtige Læger, Amtet, Sogneraader og endelig selve Regjeringen for Myndigheder, der paa adskillige Maader, f. Ex. Examen, Bevilling osv., har anerkjendt Stine Kudsk, da overlade vi Bedømmelsen til Offenligheden.

Forøvrigt henholde vi os til vort tidligere Fremførte og antage at have gjensvaret Hr. Doktor H. paa det der væsenlig vedkommer vort Foregaaende; kun en Bemærkning have vi tilbage, og denne er: hvis Hr. Doktor H. ved "den storslaaede Ordfører" mener den Mand blandt "Flere thyl. Beboere" der har bragt det Indsendte paa Papiret, da er han aldeles paa Vildspor, thi der var ellers lavet en ganske anden Dosis, der kun afværgedes ved denne Mands bestemte Optræden.

Flere thylandske Beboere.

(Thisted Amtsavis 13. juli 1870).

Mit Slutningsord.

Hvad Fanatismen uden Skaansel fordømmer, det Samme finder den forstandige Overvejelse ligesaa ofte prisværdigt.

I de sidste 14 Dage har mit "skarpe Blik" næsten udelukkende været henvendt paa at iagttage Virkningerne af "en Smørelse", som den franske Nation har tilberedt, og nu er ifærd med at anvende imod Tydskernes Vanførhed. Det er nemlig mit sikkre Haab, at dette Middel vil afgive saa heldige Resultater, at vi Danske muligvis kunde finde "Indikation" for Anvendelsen af en lignende "Smørekur", naturligvis i mindre Udstrækning, for derved at finde Lægedom for den "skjæve og haltende" Skare, som tydsk Inhumanitet og slet Behandling har paaført vort lidende Fædreland.

Men det vil derfor ogsaa være let forstaaeligt, at jeg hverken har Lejlighed eller Lyst til hjemlige kjævlerier, saalænge jeg er saa stærk beskjæftiget med de anførte Iagttagelser; og naar jeg saa hertil føier, at jeg igrunden har udtalt Alt, hvad jeg paa dette Sted havde at sige om Stine Kudsks Virksomhed, saa følger nedenstaaende Slutning saa at sige af sig selv. 

Alt, hvad man har anført om Stine Kudsks hæderlige Karakter, lykkelige Husliv, fortræffelige Værtinde, Egenskaber osv., det har egenlig været fuldstændig overstadig og intetsigende Tale, eftersom jeg ikke med en Tøddel har antastet denne Kones private Personlighed. Det er udelukkende kun Stine Kudsks offenlige Stilling, hendes Lægevirksomhed, jeg har paataget mig at belyse, da man paa en uberettiget Maade forsøgte at overvurdere den, og formener Stine Kudsk, at jeg i denne Paatale har sagt endog blot et eneste Ord, som ikke kan godtgjøres ved Kjendsgjerninger, da staaer det hende jo frit for at bringe Sagen for Retten.

Var jeg i Stemning, og var det ikke saa, at Læserne af "Thisted Amtsavis" vistnok neppe i disse bevægede Tider har Interesse af at læse om flere Kjævlerier imellem Stine Kudsks Beundrere og mig, da var der Meget jeg ønskede at sige i Anledning af "Flere thyl. Beboeres" "Duplik"; som Forholdene nu ere, skal jeg indskrænke mig til at udtale Følgende:

Jeg veed ikke ret hvad "Flere thyl. Beboere" forstaaer ved "en Stormand", om der forlanges Stjerner og Titler, som Betingelse for "Storhed", eller om man lader sig nøie med det rent Personlige hos Manden, eller muligvis en Forening af begge Dele; men under alle Omstændigheder er "Stormands" Sigtelsen uberettiget ligeoverfor mig, der ikke har gjort nogen Fordring i saa Henseende. Overalt, hvor jeg hidindtil har levet, har man bestandig forundt mig Rang med "Jakobinere", naar man har villet karakterisere min Frisindethed, jeg blev derfor meget forbauset, da jeg læste, at "Flere thyl. Beboere" beskyldte mig for at have været frihedsfjendsk i mine Udtalelser om Stine Kudsk. Nei, Sandheden er denne: at jeg elsker Friheden nu, som altid, men den skal rette sig efter Loven, saafremt den vil bevare min Kjærlighed. Hvorledes det vil gaae mine kolleger i Thisted, naar Stine Kudsk faaer opført sit nye Hospital i Nors, det maa Tiden afgjøre; kun Saameget kan jeg dog alt nu med Bestemthed udtale, at min ærede kollega, Doctor medicinæ Heiberg, har sluttet sig fuldstændig til min Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed, og at han selvfølgelig ogsaa er rede til at bære Konsekvenserne af den af mig førte Avisfeide. 

Hvad de øvrige Artikler angaaer, der have været rettede imod mig i "Thisted Amtsavis", da ere de skrevne i den Toneart, der fritager enhver hæderlig Mand for Svar, hvortil for mit Vedkommende endnu maa føies den Omstændighed, at jeg kun har paataget mig at fremstille den legemlige, men ikke den aandelige Vanførhed.

Og hermed tager jeg paa dette Sted Afsted med den Sag, for hvis Skyld jeg i 7 Uger har ageret Naalepude (Hr. Redaktør Bille tilgiver mig nok, at jeg laaner dette betegnende Udtryk af ham). Og dog skal intetsomhelst Naalestik bringe mig til Fortrydelse over min Optræden i denne Sag; thi ligesom jeg er ganske vis paa, at Stine Kudsk fremtidig vil begrændse sin Virksomhed, og bringe den i Overensstemmelse med hendes Evner og Rettigheder, saaledes er jeg ogsaa overbevist om, at besindig Eftertanke nok skal vide efterhaanden at finde den rette Grændse for de Sygdomstilfælde, man fremtidig betroer til Stine Kudsks Behandling.

Og saaledes skal der i Tidernes Løb nok komme noget Godt ud af Det, som Mange ikke kunne finde haarde Ord nok til at fordømme i Øieblikket.

Thisted, den 27de Juli 1870.

Emil Hennings,

Privatlæge.

(Thisted Amtsavis 29. juli 1870).

Foranlediget ved Hr. Doktor Hennings' "Mit Slutningsord" i Amtsavisen Nr. 173, tillade vi os at fremføre:

Brave Hr. Doktor med "det skarpe Blik"! Det kan vi lide, De studerer fransk Smørelse og Smørekur for Tydskerne, det er noget ganske Andet end Stine Kudsks Smørelse og de saa smagfuldt af Hr. Doktoren benævnede "hjemlige Aviskjævlerier".

For ikke at sætte en Gud eller Troldmand imod en Gudinde, brugte vi Ordet "Stormand"; vi mente blot "med Hensyn til den ædle Lægekunst" en Mand lig en Stjerne af første Rang; men uagtet Hr. Doktor Hennings ikke er uden Berømmelse, tro vi dog neppe, han endnu har indtaget en saadan Plads.

Det kan gjerne være, at Hr. Doktor Hennings er en saakaldet Jakobiner - dog vel ikke af de blodrøde? - eller Frihedsmand, men naar Talen, Rigsdagen har været eller bliver om Ophævelsen af gammel Slendrian, f. Ex. Doktor- og Apotheker Privilegier, da tro vi neppe i ham at finde den sande, folkelige Frihedsmand, thi Hr. Doktoren og mange af hans ærede Kolleger samt Apothekerne ville neppe lade sig deres saakaldte Rettigheder saa rolig fratage, som Adelen, Hovedgaardseierne, Møllerne, Kjøbstadbeboerne og andre Stænder i  Samfundet have gjort. - Hr. Doktor Hennings har i sin Optræden mod Stine Kudsk idetmindste givet et lille Forspil i denne Retning.

At Hr. Doktor Hennings ved Slutningen af sine Afskedsord blander Hr. Doktor Heiberg ind i sit Avisskriveri, forekommer os at have meget tilfælles med, naar Børn eller Tjenestetyende for en Tid have dulgt Noget med hinanden, at omsider, naar deraf følger Ubehageligheder, gammel Sandhed da kommer frem, idet den Ene siger til den Anden: "Du har ogsaa hemmelig været med i Legen, Du skal ogsaa have Lidt af Stegen", eller "Fælles Skade er trøstelig, jeg vil nu ikke længere ene bære Skylden" osv. - Tilsidst følger Hr. Hennings' Omtale af de øvrige mod ham rettede Artikler i "Thisted Amtsavis", hvori det forekommer os, at det synes, som om han mener, at de, der have skrevet disse Artikler mod ham, lide af aandelig Vanførhed, hvilket Vedkommende vel neppe vil tage til Indtægt.

Endelig betegner Hr. Hennings sig som en Naalepude og spaaer om alt det Gode, der i sin Tid vil fremstaa af hans Angreb paa Stine Kudsk. - Vi misunde ingenlunde Hr. Doktor Hennings Æren af denne eller andre" Heltegjerninger; vi tro at have betegnet Hr. Hennings med al den Høiagtelse og sand Belysning, som ham i hans Kald og Stilling tilkommer, men vi tro heller ikke, at det er urigtigt eller ligger udenfor Sagen, at vi have givet de Oplysninger om Stine Kudsk og denne Familie, som vi have fremført, forsaavidt de vare os bekjendte.

(Thisted Amtsavis 5. august 1870)

Hermed var debatten mellem Hennings og "Flere Thyboere" slut, men andre genoptog den:

Motto:

En Krage bliver altid en Krage, hvormange Paafuglefjer den end smykker sig med. Peer Syv.

Det er først nu, at "Thist. Av.", der gjennem flere Numere har været en Slagmark for Thyboerne paa den ene Side og "privat Læge" E. Hennings paa den anden, betræffende dennes ubeføiede og hensynsløse Angreb paa Kirstine Kudsk, hvis Dygtighed som Benbrudslæge han aldeles vil forkaste - er kommet mig for Øie, og det er derfor først nu, at nærværende Bemærkninger fremkomme.

Det er et Særsyn, at ikke En af de autoriserede, dygtige og videnskabelig dannede Læger i Thy og Mors have ført Anke over eller tvivlet paa hin Kones Duelighed i det Fag, hvori hun virker, eller i denne Sag søgt at nedsætte hende, medens Hr. Hennings, der aldrig har studeret Lægekunsten i videnskabelig Forstand, men blot i sin Tid taget Barber-Examen, styrter sig over hende og søger at bortræsonere hendes Dygtighed ved hule og tomme Fraser. Han har jo dog engang faaet, ligesom Kirstine Kudsk, Tilladelse til at praktisere i kirurgisk Retning, og i den Henseende ere de To lige. Der er kun den lille Forskjel, at for hvert 100 Mennesker, hun har under Behandling, og som gaa ud fra hente med Førlighed igjen, kommer maaske neppe 1 under hans Hænder. Idetmindste har Ingen herovre hørt Noget til hans Konst som Benbrudslæge, skjøndt han mener, at Benbrud er for ham som et Smørrebrød.

Man vil nu maaske spørge: Har han da ikke Lov til at praktisere som Mediciner og give sig af med Helbredelsen af de indvortes Sygdomme? Sagtens maa han vel have en saadan Tilladelse, men hvorledes han har faaet den, maa Gud vide! Maaske paa samme Maade, som han hoverende fortæller, at Kirstine Kudsk har faaet sin, uden Sundhedskollegiums og Stiftsfysikus' Mellemkomst, - i saa Fald er hans Angreb en forunderlig Skjæbnens Ironi. Hr. Hennings har nok været en dygtig Barber, har lært tilgavns at trække Tænder ud, at kopsætte, aarelade osv., men den almindelige medicinske og kirurgiske Examen har han ikke taget eller gjennemgaaet de vitenskabelige Kursus, hvilke de til Læger Studerende maa arbeide sig igjennem; derfor kan han heller aldrig blive Distriktslæge, og med al den Lighed, han i sin Fremtræden og Stil har med Theophrastus Paracelsus Bombastus von Hohenheim, saa har han dog aldrig - og dette er meget beskedent - nævnt sig i sine mange Avisanmeldelser med det latinske "medic. et chirurg.", og han kunde der for ret godt have udeladt de latinske Benævnelser i sin "Replik", eftersom han nok forstaaer sig ligesaa meget paa Latin som en Bonde paa Agurker.

Stakkels "Doktor"! Han beklager, at han i hele 18 Aar har gaaet med en Laas for Munden, seet med Ærgrelse paa, at Kirstine Kudsk har taget Patienter bort lige for hans Næse, og dog tiet. Hvilken Pine i 18 lange Aar! Men nu er han forløst. Granaten har exploderet og sprudet til alle Sider, men ikke en Slump ramte Benbrudslægen i Nors, imod hvem Skudet var rettet. Hun vedbliver som hidtil, saavel ved sin Konst som ved den Kjærlighed, hvormed hun omfatter alle sine Patienter, at lindre de Lidendes Smerter i den hyggelige Sygestue.

Hr. H. skriver, at Kirstine Kudsk maa bruge hvad Smørelse, hun vil, saa kan hun dog ikke fremskynde Helingen af et Benbrud. Denne snurrige Tirade skal jeg tillade mig at anvende paa "Doktoren" selv: han maa bruge hvad Smørelse, han vil, saa kan han dog ikke fremskynde Helingen, hvis han ikke har Forstand paa at sætte alle Splinter i deres rette Leie, og det er nok heri, at hun er hans Mester.

Og nu de stakkels Thyboere? Jeg har i 70 Aar færdedes mellem  Thyboere og Morsinger - altsaa før Hr. Hennings fik Buxer paa, for at bruge en af hans Formler - glædet mig over deres ranke Væxt og muntre Udseende, og ikke vidst andet, end at Folket var en kraftig Stamme, og se! nu kommer denne Hr. "Doktor" og fortæller at have gjort den Opdagelse formodenlig ved hans bekjendte "Høremaskine", som Bonden herovre har ligesaa stor Ærbødighed for som for Odins Ravne - , at Thyboerne, og formodenlig Morsingerne med, ere et Slags Kreaturer, vanføre og skjæve, pukkelryggere og halte, og at denne Ulykke har Stine Kudsk bragt over dem. - Herre Gud! hvad skal Enden blive, dersom hun lever 10 Aar til, og saa Hr. Hennings, som han truer med, forlader Landet? - Ja, det ser saamænd sort ud for de stakkels Thyboere.

Morsø, i August 1870. P. Henrichsen.

(Thisted Amtsavis  13. august 1870)

Emil Hennings var som omtalt oprindelig barber, men havde taget den kirurgiske eksamen. Den foregik på Det Chirurgiske Akademie, der eksisterede fra 1785 til 1842. Kirurgien var i 1700-tallet en uddannelse der var adskilt fra medicinstudiet og var søgt af barberer. Akademiet var uafhængigt af fakultetet, så at endog eksaminationen i indre medicin trods lægernes energiske protest henlagdes til Akademiet. Det Kirurgiske Akademi har spillet en stor rolle i den danske lægevidenskabs historie, for det overvejende antal af læger udgik fra det. Fra 1800 tog kun 65 medicinsk eksamen alene, ca. 90 både medicinsk og kirurgisk, mens cirka 390 tog kirurgisk eksamen ved akademiet. Fra 1. januar 1842 blev de to uddannelser slået sammen.

Til

Redaktøren af "Thisted Amtstidende",

Hr. Lund!

I Nr. 186 af Deres ærede Blad har De forundt afskediget Skolelærer paa Morsø, P. Henriksen, Plads til at fremkomme med noget saa løgnagtigt og æreskjændende Skriveri, som man ellers kun pleier at finde i den lavere Del af den danste Presse, og om hvis tendentiøse Karakter der aldeles ikke kan være nogen Tvivl.

Da imidlertid ingen honnet Mand kan, bør eller vil indlade sig paa at besvare den Stags Polemik, saa har jeg kun havt den Udvei at indberette Sagen til Stiftets høitagtede Fysikus, Hr. Etatsraad Lind, i hvilken Anledning jeg idag har modtaget efterfølgende Erklæring, ledsaget af Anmodning om at lade den indrykke i "Thisted Amtstidende".

"Paa given Foranledning bevidner jeg, at praktiserende Læge, Hr. Hennings har underkastet sig den Kirurgiske Examen i Aaret 1838, og at denne Examen, som indtil den Tid meget almindelig toges saavel af Studenter, som Ikkestudenter, autoriserer baade til medicinsk og kirurgisk Praxis, ligesaa fuldt, som den senere indførte kombinerede Medicinsk-kirurgisk Examen, og giver samme Adgang til Embeder. Der findes saaledes i Amtet Districtlæger, som have taget denne Examen, og Danmark har havt mange udmærkede Læger iblandt kirurgiske Kanditater. Hr. Hennings har derfor paa ingen Maade behøvet at indhente Tilladelse til at praktisere som Mediciner, og behandle indvortes Sygdomme, da Examen har givet ham Ret dertil.

Jeg skal hertil føie: at jeg har kjendt Hr. Doktor Hennings i en Række af Aar som en duelig Læge, der har Interesse for sin Videnskab, og bestræber sig for at følge dens Fremskridt. Det har derfor harmet mig at læse de uværdige og usandfærdige Angreb, som han har været udsat for i Thisted Avis. fordi han har ført Anke over den berømte Madame Stine Kudsk, Anker, som vistnok i det Væsenligste tiltrædes af alle Læger i Amtet. Viborg Fysikat, den 10de August 1870.

Lind, Dr

Denne Udtalelse af Stiftets høitagtede Fysikus vil, blandt Andet, formentlig tilstrækkelig godtgjøre, ogsaa for Dem, Hr. Redaktør, hvor berettiget min Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed har været, og hvor strengt jeg har holdt mig til Sandheden. Men derfor har jeg ogsaa fuldgyldig Grund til at beklage mig over, at jeg ikke har kunnet paatale hjemlige Forkertheder, og dette endda kun paa dertil given Anledning, uden tillige at have været Gjenstand for æreskjændende Overfald. Lokalpressen har jo dog ogsaa sin Gjerning at udføre, den skal da eiheller være "blot til Lyst", men holdes der ikke god justits i dens Spalter, forsvinder selve Sagen under det Personliges Overherredømme, saa bortjages efterhaanden brugelige Medarbeidere, og Pressen kommer da ikke til at udrette det Gode, den burde og kunde.

Thisted, den 18de August

Ærbødigst

Emil Hennings

Privatlæge.

* * *

Med Hensyn til Foranstaaende maa vi gjøre opmærksom paa, at vi ikke have indblandet os og eiheller ville tage Del i Striden angaaende Madame Kudsk som Benbrudslæge, da vi ønske at staa upartiske overfor de Indlæg, der fra begge Sider fremkomme i vort Blad. Os forekommer det ikke, at den sidste Indsenders Bemærkninger indeholdt noget "Æreskjændende", ihvorvel de ganske vist vare noget skarpe, og i hvert Fald kunde jo faa Vedkommende, for at bruge Hr. Doktorens eget Raad til Mad. Kursk, ad Rettens Vei drages til Ansvar derfor. Følgelig var der, navnlig efter den Anledning, Hr. Hennings selv har givet til Stridens Fortsættelse, ikke tilstrækkelig Grund for os til at nægte Optagelsen deraf fra en navngiven Mand, ligesom det eiheller kunde paahvile os at imødegaa Urigtighederne deri, da vi altid beredvilligt have aabnet Bladet for Indlæg fra begge Parter. Hr. Doktoren kan ikke gjøre Fordring paa at være mere uangribelig end alle Andre, der, om de end tillægge sig de reneste Motiver, udæske til Avisfeide; men det hører desværre ikke til Sjeldenhederne, at Folk, som ellers lovprise Friheden, der iblandt Pressens, rive ned paa den, naar de personlig berøres af den.

Derimod finde vi det rimeligt, at vore Læsere for nærværende Tid, da Forhold af langt alvorligere. Betydning famgste Opmærksomheden, ikke ønske Striden mellem Hr. Hennings og Stine Kudsks Tilhængere fortsat i Bladet, der saaledes, i hvert Fald foreløbig, ikke vil give Plads for Mere om denne Sag.

Redaktionen.

(Thisted Amtsavis  19. august 1870)

Med denne redaktionelle kommentar stoppede debatten i Thisted Amtsavis. Såvel Stine Kudsk som Emil Hennings fortsatte deres gerning, Stine Kudsk indtil sin død i 1897, og Emil Hennings til 1892 hvor han pga alder trak sig tilbage.

Fotograf Albert (Rudolf Albert) Schou (1849-1900): Emil Julius Claudius Hennings (1814-1901). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Emil Hennings fraflyttede Thisted kort tid efter: Den 2. februar 1871 kunne man i avisen læse at Hennings lejlighed på Vestergade i Thisted var til leje fra 1. maj 1871. Indrykningen havde tilsyneladende skabt rygter, for i Thisted Amtsavis 2. august 1871 havde Hennings indrykket en note om at han først næste forår kunne vende tilbage til Thisted. Af Ugeskrift for Læger 1873 fremgår at han flyttede fra København til Søllerød (Holte Station). Fra 1881 boede han i København med konsultation på Nørrevoldgade 18, 1. sal indtil ca. 1890. I 1889 besværede han sig over Diakonissestiftelsen fordi hans mor der var indlagt her, havde fået opium - ikke fordi hun var syg, men for at diakonisserne kunne slippe fra hende kl. 7, ligesom hun som rask var blevet indlagt på et værelse sammen med en sindssyg. Han trak sig tilbage i 1892. Louise og Emil Hennings holdt guldbryllup på Martinsvej december 1893. I 1895 testamenterede de 10.000 kr. til Hedeselskabet til indkøb af plantageareal som blev kaldt "Emil Hennings Plantage". Maj 1896 flyttede de til Slagelsegade 3, 2. sal. Louise Augusta døde 23. april 1898. Emil døde januar 1901, 86 år. De efterlod sig en stor formue som blev skænket til forskellige forhold i de efterfølgende år.

Efter avisballaden (som Stine Kudsk ikke blandede sig i) faldt der ro over hendes virksomhed. Hun fortsatte med at arbejde under distriktslægens tilsyn, og førte journal og protokol over patienterne. Protokollen fra før 1859 er gået tabt, men en "kladdejournal" eksisterer stadig. Heri er anført at hun mellem 1859 og 1893 behandlede 2.196 patienter. De kom langvejs fra, også syd for Limfjorden.

I august 1875 kørte en gårdejer to drenge hvis ben var blevet overkørte, til Stine Kudsk, trods en længere vej end til den lokale læge. Denne gang som i ovennævnte tilfælde afviste Stine Kudsk at behandle dem og henviste dem til læge. Den ene var da allerede død.

Stine Kudsk ønskede at plejesønnen Niels Kudsk Bak skulle overtage virksomheden, men det blev afslået: I 1881 var den offentlige sygebehandling udviklet sig og kunne klare sig uden folkekirurgien. Distriktslægerne i Vestervig og Nykøbing frarådede direkte at give plejesønnen tilladelse. Stine Kudsk fortsatte i de næste 15 år, næsten indtil sin død i 1897. Hvorefter den gennem flere generationer udførte virksomhed sluttede.

Øllingsøgaard. (Efterskrift til Politivennen)

Nakskov, den 14de Mai. Det er ikke uden Interesse i denne Fæstesagens Tidsalder at erfare de humane Vilkaar, paa hvilke de myndige Arvinger efter afdøde Justitsraad Wilhjelm, repræsenterede ved Hr. Godseier M. Wilhjelm til Øllingsøgaard, have afhændet endeel af de under Godset hørende Gaarde til Fæsterne eller deres Slægt. Ved alle nedenstaaende Salg er saaledes den hele Kjøbesum, der, som det vil sees, gjennemgaaende er meget lav i Forhold til Gaardenes Størrelse, forbleven staaende som Prioritet i Ejendommene, saaledes at kun endeel af Kjøbesummen forrentes med 4 pCt., medens Resten henstaaer rentefri og uopsigelig i en længere Aarrække, afhængig af Fæsterens eller hans Families Levetid. Gaarden Matr. Nr. 3 a i Græshave By og Sogn, af Hartk. 4 Tdr. 1 Skpe. 3 Fdkr. 3/4 Alb., Glskat 19 Rdl. 32 sk og Areal 30 Tdr. Land, er solgt til den tidligere Fæster P. R. Thiesen for 6,000 Rdl. der henstaae rentefrie og uopsigelige saalænge Kjøberen eller hans Hustru leve og ere Eiere af Gaarden. Besætningen og Inventariet følge i Kjøbet. Af Gaardens oprindelige Areal er inddraget 23 Tdr. Land under Hovedgaarden. Gaarden Matr. Nr. 3 i Gurreby By og Sogn. af Hartk. 7 Tdr. 3 Skpr. 2 Fdkr. 2 3/4 Alb., Glst. 65 Rdl. 1 sk og Areal 56½ Tdr. Land, er solgt til den forrige Fæsters Søn Niels Larsen for 11,500 Rdl. Af dette Beløb udsteder Kjøberen en Panteobligation for 7,000 Rdl. til 4 pCt. Rente og stipuleret paa halvaarlig Opsigelse. Resten. 4,500 Rdl, henstaae rentefrie og uopsigelige saalænge en af Kjøberens Forældre lever og han vedbliver at eie Gaarden. Kjøberen svarer derhos Aftægt til sine Forældre, kapitaliseret til 1,725 Rdl. Besætning og Inventarium følge i Kjøbet. Gaarden Matr. Nr. 3 i Ohre By, Arninge Sogn, af Hartk. 6 Tdr. 6 Skpr. 3 Fdk. 2 3/4 Alb., Glst. 60 Rdl. 16 sk og Areal 67 Tdr. 3 Skpr. Land, er solgt til den forrige Fæsters Niels Nielsen Klyvers Enke Maren Eathrine Andersen for 14,000 Rdl, hvorfor udstedes Panteobligation, lydende paa 4 pCt. Rente. De 4,000 Rdl. ere rentefrie og uopsigelige i 6 Aar fra 11te Decbr 1869. Besætning og Inventarium følge i Kjøbet. Gaarden Matr. Nr. 5 i Volshave By. Gurreby Sogn. af Hartk. 6 Tdr. 7 Skpr. 3 Fdkr. 1 3/4 Alb., Glstat 65 Rdl. 1 sk og Areal 71 Tdr. 7 Skpr. Land, er solgt til den forrige Fæsters Søn Lars Christensen Hansen for 15,000 Rdl., hvorfor udstedes Obligation, lydende paa 4 pCt. Rente. 5,000 Rdl. ere uopsigelige, saalænge Kjøberens Moder lever og han vedbliver at eie Gaarden. Besætning og Inventarium medfølge. Gaarden Matr. Nr. 2 i Gurreby By og Sogn. af Hartk. 7 Tdr. 5 Skpr. 1 Fdkr. 1 Alb.. Glstat 65 Rdl. og Areal 53 Tdr. 3 Skpr., er solgt til den tidligere Fæster Søren Pedersen for 10,500 Rdl., hvoraf 5,500 Rdl. ere rentefrie og uopsigelige, saalænge han eller Hustru leve og ere Eiere af Gaarden. Resten forrentes med 4 pCt. p. a. Besætning og Inventarium medfølge. Gaarden Matr.-Nr. 11 i Høireby, Søllested Sogn, af Hartk. 6 Tdr. 7 Skpr. 1 Fdkr. 1 1/4 Alb., Glstat 54 Rdl. 16 sk og Areal 51 Tdr. 3 Skpr. Land, er solgt til den tidligere Fæster Peder Jensen Hai for 10,500 Rdl., hvoraf 4,500 Rdl. ere rentefrie og uopsigelige, saalænge Kjøberen eller Hustru leve og de, eller deres Børn eller Svigerbørn, eie Gaarden. Besætning og Inventarium medfølge. - Da Arvingerne overtoge Øllingsøgaard hørte der herunder Fæstegods af Hartkorn 111 Tdr. 6 Skpr. 1 Fdkr. 2 5/12 Alb. Heraf er solgt 6 Gaarde af Hartk 40 Tdr. 1 Skpe. 1 1/4 Alb; af Huse 1 Tde. 6 Skpr. 1 Fdkr. Hartk., ialt 41 Tdr. 7 Skpr. 1 Fdkr. 1 1/4 Alb., altsaa er der igjen 69 Tdr. 7 Skpr. 1 1/5 Alb. Hartkorn Fæstegods. Afdøde Justitsr. Wilhjelm har siden Loven af 19de Febr. 1861 udkom, bortsolgt c. 43 Tdr. Htkr. Bøndergods. (Naksk. Av.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 17. maj 1870).

Kredsdagen for Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Sønderjylland. Kredsdagen for Sønderborg Kreds afholdt ifølge "Dybbølpst." sit tredie Møde den 5te ds. Landraad Matthiesen aabnede Forhandlingerne og betjente sig derved saavel af det danske som det tydske Sprog. Forinden der begyndtes paa de egentlige Forhandlingsgjenstande erklærede Landraaden, at han var nødt til efter Regjeringens Bestemmelser at betjene sig af begge Sprog, da den sidste Skrivelse, der var udgaaet fra Regjeringen angaaende Sproget, bestemte, at der skulde føres en Originalprotokol i det tydske Sprog, da dette var Regjeringens Embedssprog, og at der ikke var kommet nogen Bestemmelse angaaende Kredsdagens i dens 2det Møde tagne Beslutning, at fastholde, hvad der var besluttet i det første Møde angaaende Sproget. Det vil erindres, at denne Beslutning lød saaledes: "Forretningssproget skal være det danske; men det skal imidlertid staae de Medlemmer, der ere det danske Sprog enten slet ikke eller dog ikke tilstrækkeligt mægtigt, frit for ogsaa at udtale sig i det tydske Sprog, og at Oversættelse fra det ene Sprog til det andet skal finde Sted, saavidt som muligt, samt at den officielle Protokol skal føres i det danske Sprog." Landraaden meente, at det vilde lette Sagen, om man forandrede denne Beslutning derhen, at begge Sprog bleve ligeberettigede, som det var foreslaaet af Regjeringen. og bemærkede, at Forhandlingerne dog hovedsagelig vilde blive førte paa Dansk, og at man vist havde lagt Mærke til, at han havde holdt det forrige Møde paa begge Sprog i Begyndelsen, men at han dog tilsidst uvilkaarligt var kommen bort fra det tydske og til at betjene sig næsten alene af det danske. Sagen sattes under Afstemning, og det vedtoges at fastholde den to Gange tagne Bestutning og bede Regjeringen om at slutte sig til den. Det forestoges at ledsage dette Andragende af en Motivering og at vælge tre Medlemmer til at udarbejde en saadan, og dertil valgtes Ahlmann, Fenger og Rasmussen.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 14. maj 1870)

Christian Matthiesen var den første preussiske landråd (Amtmann) efter Krigen 1864 og fungerede 1865-1874. Samme år var Matthiesen sluppet godt igennem som regeringsbeskikket valgkommissær ved valghandlingen i Gråsten: Det danske flertal var blevet respekteret og tilfreds med udnævnelsen af valgbestyrelsen. Her blev Ahlmann som ventet valgt.

Fra Nathalia Zahles Underviisning for unge Piger med særligt Hensyn til dem, som ville uddanne sig til Privat- og Skolelærerinder. (Efterskrift til Politivennen)

(1870).

(Anmeldt af Professor Bohr.)

Saaledes som Samfundsforholdere hos os stille sig, føler en stor Deel unge Piger sig henviist til at uddanne sig til Lærerinder, nærmest for at søge et Erhverv. De Fordringer, der stilles til de Kvinder, som forberede sig til egentlig Skolegierning, ere enkeltviis bestemte og finde deres Udtryk i en offentlig Prøve, men for Privatlærerindernes Dannelse stiller Sagen sig anderledes. Den unge Pige, der optages i en Familie som Lærerinde, navnlig for Piger, skal selv stille sig sit Formaal med dets Indhold og Afgrændsning og vælge de Midler, der paa den bedste Maade kunne høre til Maalet; hun kan ikke lade sig nøie med at lægge sin Plan og efter bedste Evne arbeide paa dens Gjennemførelse, men hun skal ogsaa ved sin hele Dannelse, ved sin Kjærlighed til sin Gierning og ved at kunne paavise dens Resultater bringe Familien, hvori hun er optagen, til at arbeide sammen med sig; thi uden denne Fællesarbeiden vil hendes hele Virksomhed være spildt, saasaandt som Opdragelse og Underviisning netop i dette Forhold maae være inderlig sammenknyttede.

Den Fordannelse, som saadanne unge Piger have underkastet sig som Forberedelse til deres ansvarsfulde Gjerning, har efter Sagens Natur været ubestemt i sit Indhold og i sin Form; i Almindelighed har man troet, at man som Minimum kunde nøies med eet Grundlag, som vindes ved at have gjennemgaaet en god Skole; som en høiere Adkomst til en god Stilling betragter man Færdighed i Musik og Færdighed i at tale et eller andet levende Sprog; det har ikke altid været klart for Forældre og Lærerinder, at de elementaire Kundskaber vel ere nødvendige og Færdighederne saavel nyttige som behagelige, men Alt kun under den Betingelse brugbart, at disse Forkundskaber saaledes have ordnet sig til et Totalindtryk, at den unge Pige gjennem dem har modtaget en almindelig Dannelse, der kan aabne et videre Blik paa Kvindens Stilling til hendes Livsgjerning og veilede hende til at udvikle hos sine Elever den Interesse for Livets store Gjerning, som Kvinden ikke kan undvære, dersom hendes beskedne Virksomhed ikke skal synke ned til et isoleret Trællearbejde.

Det er derfor glædeligt, at der efterhaanden begynder at udfoldes en større Virksomhed i Retningen af denne betydningsfulde Deel af de pædagogiske Opgaver, hvis Løsning vore Forhold med Nødvendighed kræve. Frøken Zahle har ogsaa i denne Henseende snart i 20 Aar rastløs arbeidet med sin bekjendte Kjærlighed til sin Gjerning, og saavel theoretisk som praktisk givet Bidrag til at klare denne Opgave; hun har nylig udkastet en Afskygning af sine Planer og sin Virksomhed i det lille Skoleskrift, som bærer ovennævnte Titel.

Frøken Zahles Cursus for unge Piger, der forberede sig til Virksomheden som Privatlærerinder, er nu deelt i fire halvaarige Afdelinger. Underviisningen omfatter Bibellæsning, Dansk med Literaturhistorie (og i øverste Afdeling Svensk), Regning, Geographi, Naturhistorie, Historie med nordisk Sagnhistorie, Skrivning, Tegning, Haandarbeide, Fransk, Tydsk og Engelsk. Sprogene, navnlig Fransk, have ved Timetallet Forrangen i Underviisningens Apparat, og desuden fremhæver Frøken Zahle med Vægt den historiske Underviisning som den betydningsfuldeste og vigtigste. Den hele Undervisningstid, naar samtlige fire Cursus gjennemgaaes, er beregnet paa 2 Aar. Elevernes Alder er imellem 18 og 24 Aar.

Den Fare, at det store Antal af Underviisningsfag let kunde overvælde den unge Pige i "den desværre altfor korte Forberedelsestid", ligger nær, og denne Fare voxer ved Nødvendigheden af at samle Elever med ueensartede Forkundskaber, der vanskeliggiør Underviisningens rolige Udvikling. Dette vigtige Moment ved Anordningen af Underviisningsstoffet har ogsaa været Gjenstand for Bestyrerindens alvorlige Overveielse, og hun har paa forskjellig Maade søgt at samle Fagenes Mangfoldighed til en fælles Eenhed; thi hendes Hovedtanke, som Skriftet næsten paa hver Side fremhæver, er at skabe Grundighed og Klarhed til deres Ret i Underviisningen.

Den Begrændsning af Underviisningsstoffet, som Frk. Zahle anseer som nødvendig, har hun ikke vovet at fremstille ved at stryge noget af de nævnte Fag hos Eleverne i Almindelighed: navnlig nærer hun Frygt for at udskyde noget Sprog af Underviisningen, fornemmelig af Hensyn til den unge Piges Fremtidserhverv, - forbi der endnu kun er et saare lille Antal af Forældre, der ikke af deres Lærerinde foruden de almindelige Skolekundskaber fordre Spil og alle de tre fremmede Sprog. Fransk, Engelsk og Tydsk". Men det er altsaa dog Bestyrerindens Ønske, om det var muligt at begrændse sig ad denne Vei, og hun har kun følt sig tvungen til at opgive denne Plan af udvortes Hensyn. Der kunde dertil bemærkes, at det er Skolens Pligt ikke blindt hen at følge Meningernes Strømning, men at stræbe efter bedste Skjøn at retlede den i en fornuftig Retning. I disse Dage har Hr. Cand. Femmer med Flere bekjendtgjort en Plan til Dannelsen af Underviisningscursus for tilkommende Privatlærerinder, og han har været dristig nok til at bortkaste dette Hensyn til uvedkommende Fordringer, i Haab om, at Respekten for Grundigheden skal trænge igjennem: hans Plan udskyder Engelsk, Religion og Pædagogik fra Kredsen af de Underviisningsfag, der i Almindelighed antages for nødvendige; han har altsaa forsaavidt forsøgt at realisere den samme Tanke, der er Frk. Zahles principielle.

Da Bestyrerinden har meent ikke at burde indskrænke Underviisningens egentlige Stof, har hun valgt en anden Udvei for at fremstille den nødvendige Begrændsning. Hun deler Underviisningsfagene i to Klasser, en Deel, der "væsentlig gaaer ud paa Indøvelsen, Indprentningen, Indskærpelsen", og en anden Deel, til brillen der ikke fordres nogen daglig og bestemt Forberedelse saalidt som noget Examensudbytte af hvilkensomhelst Art, men hvor der "ved den Udførlighed, Fylde og Varme, hvormed Sagen kan blive behandlet, lægges an paa at vække Elevernes Interesse, paa alvorligt at give dem Mening om sand Grundighed." Der bruges til Vejledning i disse Fag ingen bestemt Bog og i Reglen ingen Giengivelse af Foredragene, "da det her væsentlig giælder om at vække og befæste Interessen". Til Fagene af første Klasse henføres: Dansk Sproglære, Regning, Fransk, Tydsk, Engelsk og tildeels Jordbeskrivelse; til Fagene af anden Klasse: Historie, Naturhistorie, Literaturhistorie og til deels Jordbeskrivelse, foruden Samtaler eller Foredrag over pædagogiske eller andre Spørgsmaal af almindelig Interesse.

Denne Inddeling af Fagene er pædagogisk vilkaarlig, saaledes at Jordbeskrivelsen endog er taget med til begge Sider. Men det faae nu at være, da Praxis og dygtige Lærere kunne klare den logiske Feil; efter den Timetabel, der omendskjøndt kun løselig meddeles, synes det bundne Stof at være godt fordeelt og Timetallet, paa en enkelt Undtagelse nær, passende. Men det er ikke let at see, hvorledes denne Anordning kan forebygge den befrygtede Fare af Overanstrengelse eller Hastværksarbejde i 1ste og 2det Cursus, hvor de friere behandlede Fag spille ingen eller dog en forsvindende Rolle, medens Dansk, Fransk, Tydsk og Engelsk ere tagne med paa alle 4 Cursus.

Mellem de friere Fag har Frk. Zahle optaget pædagogiske Øvelser eller, som det hedder, "Samtaler eller Foredrag over pædagogiske eller andre Spørgsmaal af almindelig Interesse." At Pædagogiken som Underviisnings- og Examensfag i sin Tid blev paalagt de unge Piger, der ville uddanne sig til Skolelærerinder, var vistnok et Misgreb; det er vanskeligt at forstaae, hvorledes en ung Pige uden mindste praktiske Forudsætning skal vinde noget Udbytte af disse theoretiske Udkast, der fremtræde som Philosophi. Frøken Zahle har derfor rigtig optaget dette Fag med Forbehold, kun som Samtaler, der leilighedsviis føres over derhen hørende Ting. Men selv med denne Modification turde det være tvivlsomt, om disse Samtaler bringe noget reelt Udbytte, ihvorvel de i Udkastet tage sig sokratisk ud; det er farligt, hvis den unge Pige skulde troe, at hun af denne Vei havde lært Pædagogik. Titelen af: "Samtaler eller Foredrag over Pædagogiske, eIler andre Spørgsmaal af almindelig Interesse, som Tid og Leilighed maatte kunne byde", aabner et altfor stort Spillerum for Tilfældigheden, og Udbyttet vil derfor ene beroe paa Lærerens fulde Forstand paa sin Opgave, paa hans Skjøn om den rette Begrændsning og i det Hele paa hans Evne til at giennemføre en fast Plan. Men under heldige Omstændigheder synes dog disse pædagogiske Samtaler at kunne tjene som et almindeligt Dannelsesmiddel ligesom de gamle "Forstandsøvelser".

I nøie Forbindelse med denne theoretiske Dannelse staaer eet Forsøg paa den unge Piges "praktiske Uddannelse i Barneskolen", en Veiledning, hvorpaa Frøken Zahle lægger særdeles Vægt. Eleverne i de øverste Afdelinger af Lærerindecursusset faae Adgang til at overvære og betingelsesviis at deeltage lidt i Undervisningen i Frøken Zahles Pigeskole, saavel i de yngre som i de ældre Klasser. "Dette Iagttagelses- og Øvelsesaar", siger Frøken Zahle, "hvor hun (den unge Pige) deels faaer Leilighed til at see, hvad den ældre Lærerinde fordrer af sig selv for at tilfredsstille de til hende satte Krav see den Opoffrelse, hvorved Alt sættes tilside for denne hendes Livsopgaves Skyld, deels faaer Leilighed til at spørge og høre og tilsidst til at øve sig lidt ved at ordne Haandarbeider, indrette Stilebøger, rette Stile og tilsidst ved endog selv at tage lidt Del i Unerviisningen og Tilsynet med Børnene, har i mine Tanker for den iforveien nogenlunde vel Underviste en endnnu langt større Betydning end Forberedelserne ved selve hendes Læsning paa Cursus."

Der er i denne Foranstaltning et Tilløb til det Rigtige, men ogsaa her frygter jeg, at denne praktiske Veiledning vil være mislig, fordi Udkastet mangler det rette Syn paa, den egentlige Drivkraft i den unge Lærerindes praktiske Udvikling. Dette Forsøg med Uddannelsen af Lærerinder gjennem en halvt hørende, halvt undervisende Virksomhed er gjort i Almueskolerne, men er fundet misligt. Den fremmede Gjæst forstyrrer saavel den rette Lærers som Børnenes Ro; Lærerne føle sig tvungne ved at undervise i dobbelt Retning; Børnenes Opmærksomhed spredes og dvæler hellere ved det besøgende pædagogiske Phænomen end ved Lærerens Foredrag. Den unge besøgende Pige selv vil neppe vinde noget Udbytte i sin uholdbare Stilling, deelt mellem en Lærerindes og en Elevs Pligter; hun faaer ikke det rette Syn paa, hvad der foregaaer, og vil let staae Fare for at tilegne sig Særheder og Manerer og andet paahængt Væsen i den gode Tro, at hun tilegner sig praktisk Dygtighed. Jeg stoler ikke paa det Indtryk, den unge Pige faaer ved Synet af de "ældre Lærerinder" og deres "Opoffrelse" fra deres Tabouretter. De ældre Lærerinder ville ligesom den pythiske Præstinde fra Trefoden fremsige dunkle Gaader, som kun Fremtiden kan raade, eller hvad værre er, lokke den Raadspørgende til at gjætte feil, som fordum den lyriske Konge, og ødelægge sit eget Rige. Skal den unge Pige gjøre et praktisk Forsøg paa at klare sin Begavelse for sit Kald, maa hun fremfor Alt have et eget Ansvar, hvor lille den Kreds end er, hvor hun faaer Lov til forsøgsviis at bevæge sig. Kun saaledes ville hendes Evner vækkes, hendes Syn paa Sagen klare sig og Midlernes Rækkeevne gaae op for hende. Dersom en Skolebestyrerinde fortrøster sig til at gjøre et saadant Forsøg i sin Skole, troer jeg, at hun vil give et Bidrag til den unge Lærerindes Uddannelse, omendskjøndt ikke uden Fare for Prøvebørnenes heldige Udvikling.

I det Hele frembyde Underviisningsfagene af den saakaldte 2den Klasse med deres friere Behandling en pædagogisk eller rettere en moralsk Fare, som Frøken Zahle vel har anet, men hvis Betydning hun ikke har fattet.

Altsaa Fagene af 2den Klasse behandles "med Udførlighed, Fylde og Varme" for at give Eleverne et Indtryk af Grundighed, for at vække deres Lyst til hvad Bestyrerinden "forstaaer ved at studere c: at læse med Tørst efter Fuldstændighed, med Higen efter Klarhed, med Trang til selvstændig Indsigt." Disse temmelig ubestemte Talemaader blive nærmere forklarede, dog meest negativt, i Udviklingen af den Plads, som Underviisningen i Historie bør indtage, og den historiste Underviisning er, efter Bestyrerindens Mening, den betydningsfuldeste og vigtigste, saa at Fremgangsmaaden ved Underviisningen i dette Fag har et betegnende Fællespræg for Underviisningen i alle de friere stillede Fag. "Er Nogen", siger Frk. Zahle, uddannet og grundig uddannet i Historie ved at have læst, især examenslæst. Allers mindre Fædrelandshistorie eller Bohrs mellemste Verdenshistorie? Og tør Nogen indestaae for, at den, der har faaet Ug. for denne Præstation, senere vil lære Andre Historie godt, grundigt og klart? Har man deri den allermindste Sikkerhed for nogen sand, levende og varm Interesse for Historien? Har man nogen Borgen for, at Historiekundskabens Betydning derved er gaaet op for den vordende Lærerinde? Jeg troer det ikke; jeg troer næsten lige tvertimod, at den unge Piges Sands for Historie ved en slig Examenslæsning er vildledet og afstumpet, og jeg troer, at hun netop ved en saadan Forberedelse staaer Fare for at komme til at give en daarlig Veiledning i dette Fag i Fremtiden, staaer Fare for at lægge hele Vægten paa en idelig Indexerceren, en idelig Samlen og Samlen af Details, hvorved Barnets Sands for og Glæde ved Historien kan tage den største Skade. Modsætningen, den aandrige Underviisning i Historie, betegnes saaledes: Vægten bør lægges paa, "at enkelte Partier blive saa klart og nøie, saa fuldstændigt gjennemgaaede, at det egentlig Historiske vil træde frem og Historiens Traade aabenbare sig".

"Det hænder saa let", siger Frøken Zahle i sine Betragtninger over den historiste Underviisnings Form, "at det bliver det mindre Væsentlige, Navne, Tal, Datoer, og ikke det egentlig Betydende, Aanden, der trænger ind og fastholdes". Disse Ord kunne let misforstaaes, som om det var Meningen, at man kan indføre "Aanden" i den historiske og altsaa i enhver Underviisning ved at bortskyde Enkelthederne, ved at fjerne "Navne, Tal og Datoer". Men det er ingenlunde Meningen, at "Grundigheden" skal reddes ved at kaste disse Smaating overbord; tvertimod, de kunne gjenoptages og opfriskes paa et sildigere Stadium, naar den unge Piges Udvikling og individuelle Forvold maatte kræve det, da netop gjennem det høiere og friere Studium Sandsen vil være vakt for det lavere. Det er ikke ganske let at fremstille denne Proces, saa at Fremgangsmaaden bliver klar, og jeg vil derfor anføre Frk. Zahle vid: "Der gjennemgaaes paa de to Afdelinger Dele af Nordens, paa de to andre Dele af Verdens Historie efter Lærerens eget Valg. Der kunde vel paavises Perioder, som det kunde synes særlig vigtigt at faae klarede; men i denne Henseende vil jeg nødig lægge noget Baand paa den enkelte Lærer. Hvad der særlig maatte interessere ham, og hvad han derfor med saameget desto større Liv og Varme kan meddele, vil ikke forfeile sin Virkning paa Lærlingen, men vil netop bedst kunne vække hendes Lyst til fyldigere Kundskab og Oplysning paa Omraader, der maaskee have vakt hendes Interesse. Vil man indvende derimod, at den Paagjældendes Kundskab paa denne Maade vil faae store Huller, da kan jeg ikke svare Andet, end at det dog i Almindelighed tør antages, at enhver ung Pige en Gang i sit Liv har gjennemgaaet Verdenshistoriens Oldtid, Mellemtid og Nytid saavelsom sit Fædrelands mere specielt; og kan det end ikke nægtes, at hun ofte deri kan forekomme ei alene høist usikker, men endog høist uvidende, saa vil dette dog ikke sige mere, end at hendes Kundskaber med lidt Vejledning eller ved en selvstændig Læsning let opfriskes."

Det er altsaa Frøken Zahles Mening, at Fremstillingen af enkelte interessante Partier af Historien skal vække den unge Piges Interesse for Historien i det Hele og saaledes kalde hende til videre Studium for at styrke og begrunde sin Viden. Men deri ligger netop Misforstaaelsen! Begrebet Interessant er meget individuelt, og hvorledes skal det i det enkelte Tilfælde formuleres? Frøken Zahle overlader Valget af disse interessante Fragmenter til de enkelte Lærere og handler det i fuldkommen rigtigt, forsaavidt hun ikke maa tiltro sig selv Omsigt nok til at kunne indordne dette Interessante under en Fællesplan. Men ogsaa Lærerens Valg af Stoffet og dets Form er jo tilfældigt ligeoverfor en bestemt pædagogisk Dannelsesplan og, afhængigt af hans Smag og Specialsludium, saa at det vil blive høist vanskeligt for den unge Pige gjennem disse Forestillinger at faae det "egentlig Historiske" til at træde frem og "Historiens Traade til at aabenbare sig". Jeg kan derfor ikke dele Frøken Zahles Haab om, at denne Underviisningsmaade skal skabe Interesse og Lyst til fortsatte Studier. Nei, den ulykkelige Vane at modtage det Tiltalende, det Interessante som Historiens Kjerne, vil udvikle sig til Storhed og Afstumpethed ligeoverfor det alvorlige Arbeide, uden hvilket intet videnskabeligt Maal naaes, og vil føre sin Straf med sig i en blaseret Ringeagt for Enkelthederne,, som om de ere Historien uvedkommende. Den unge Lærerinde vil være overbeviist om, at hun elsker Historien, at hun har fattet Aanden i Historien og at hun kan fremmane Aanden i Historien for sine Elever. Men lad det være sagt med det Alvor, som en alvorlig Sag kræver: den Interesse for Historien eller fer enhver anden Lidenskab, der hviler paa den løse Grundvold af det lokkende Tilfældige, er en huul Interesse, der aldrig vil fremkalde noget alvorligt Arbeide; denne Interesse fødes i en ungdommelig Phantasi med Naturlighed og Uskyldighed, men en fra Fødselen besmittet: den vil opvoxe som hovmodig Indbildskhed og igjen afføde Tomhed og Forfængelighed.

Det er min Overbeviisning, at ingen Lærerinde, forsaavidt hun sætter nogen Priis paa ren Dannelse, Historien meddeler, kan forberede sig til sin Gjerning uden at have modtaget et almindeligt Indtryk af Verdens Culturudvikling. Det er dog vel Meningen med den historiske Underviisning, som den unge Pige skal medtage, at hendes Synskreds skal udvides udover den daglige Gjerning, at hun skal kunne deeltage i Kjærligheden til Livets store Bedrifter, at hun skal være istand til at følge Nationernes Culturgang, at hun skal kunne føle for Staternes og Kirkens evige Lidelser og Kampe; hun skal vel lære at elske sit Fædrelands Udvikling, at agte dets Institutioner og vogte paa dets Fjender. Men kan denne Kundskab naaes, denne Følelse udvikles, uden at der gives hende Leilighed til at faae et samlet Overblik over Historiens Gang og klare dette Syn ved at betragte Enkelthederne i en planmæssig Begrændsning? Uden dette samlede og saa at sige motiverede Overblik vil bun være tilbøielig til at falde sammen i flov Ligegyldighed overfor den enkelte Kjendsgjerning, fordi hun ikke har Fornemmelsen af dens Sammenhæng med den almindelige Udvikling, eg hun vil med al sin aandrige Forberedelse kun blive en aandløs Lærerinde. Hvor mange eller hvor saa Enkeltheder der bør medtages i Lærerindens Fordannelse maa jo rette sig efter Læreplanen, men saa Meget bør dog tages med, at den almindelige Betragtning af de store Begivenheder kan faae en Grundvold, thi det kan ikke tilstedes, at den unge Pige er "høist uvidende" om nogen af de store Begivenheder, der bære Udviklingen af Menneskeslægten. Men fremfor Alt maa det mærkes, at det er en mislig Sag paa det pædagogiske Omraade at stille Enkelthederne i Modsætning til "Aanden". Aanden bliver ikke kastet ind i Verden som en Gud fra Maskinen og maa heller ikke svæve for Elevernes Phantasie som en Størrelse, der er uden Forbindelse med Begivenhederne. Hvormeget eller hvorlidet der er lært, maa der være en ved Fremstilling af Enkelthederne gjennemført Sammenhæng i det Lærte. Det er ofte de miskjendte Enkeltheder, disse "Navne, Tal og Datoer", der vise den rette Vei til Aandens Territorium.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. maj 1870)

Der er formentlig tale om Henrik Georg Christian Bohr (1813-1880), Niels og Harald Bohrs forfar. Han var søn af rektor i Rønne Peter Georg Bohr (1776-1847) og Birgitte Steenberg f. Sandal. For Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug udgav han i 1838 Lykkens ABC eller allernyeste Drømmetavle og i 1839 en levnedsbeskrivelse af Peder Tordenskjold samt ydede flere bidrag til Dansk Folkeblad. Han var lærer ved Det von Westenske Institut (en lærd skole/gymnasium i Nørregade 46, nu 41) hvor han i 1844 overtog skolens styrelse og hævede den til stor anseelse og meget stærk frekvens. Nicolai Femmer var også lærer på skolen, med hvem Bohr i 1861 havde oprettet et lærerindekursus. Som elever gik bl.a. Georg og Edvard Brandes og Herman Trier på skolen. Foruden programmer udgav han en række i sin tid meget benyttede historiske lærebøger. Han gik 1873 ud af skolens styrelse og overlod den til sin søn Peter Georg Bohr (1845-1912) og døde den 21. november 1880. 1860 var han blevet titulær professor.