Hytte-Christian. (Efterskrift til Politivennen)

"Hytte-Christian" er død! Kun faa af Blegdamsveiens Beboere have ikke kjendt "Hytte -Christian". Men hvem var da denne "Hytte-Christian"? Et fader- og moderløst Barn, som Mo'er Bentzen i Hytten paa Nørrefælled ved Enden af St. Johannes Kirkens Have ved Blegdamsveien efter sit eget Udsagn "fik, da han var sex Uger gammel". Det var da et lille sørgeligt Væsen, der i de første Aar gjennemgik "ligesaa mange Sygdomme, som der er Uger i et Aar", men i de sidste Aar "blomstrede som en Rose". I disse sidste Aar har man hver Morgen kunnet se "Hytte- Christian" træde ud af sit Paulun og kaste et venligt og kjærligt Blik ud over den store Fælled. Især om Sommeren var han i sit Es: da saa maa ham med veltilfreds Mine mønstre sine Undergivne, de Heste og Køer samt det Ungkvæg, der græssede paa Nørrefælled - Lammene sorterede ikke under ham; de vare henviste til Vester fælled - ; han klappede og kjærtegnede disse sine Undersaatter og puttede dem et Stykke Brød i Munden, Dele af den Overflod, han paa en ærlig Maade havde reddet hos sine Velyndere paa Blegdamsfælleden. Undertiden var der blandt de Undergivne nogle Rebeller, som gjorde Optøier; da blev Christian nødt til at bruge sin Myndighed, han svingede sin lange Pidsk, som han selv havde forfærdiget af fundne Tovstumper, og i Bragen af hvilken han ved stadig Øvelse havde opnaaet en saadan Færdighed, at han ved hvert Slag "kunde klippe Enden af et Halmstraa", som han havde fastgjort i Hyttens Dør. Sin første Undervisning i denne ædle Sport har han formodentlig erholdt af sine Herskabskudske, der jævnlig for Betaling indtog en lille Opmuntring ved Hytten, naar de paa Fælleden tilkjørte deres Herskabers vælige Heste.

Medens "Hytte-Christian" saaledes passede sin Dont, vidste han ved sin Munterhed, Godmodighed og Høflighed at vinde Interesse for sig hos mange Familier paa Blegdamsveien i Nærheden af Hytten; de gav ham Middagsmad og anden Mad samt mangen Gang gode Klæder; en Ritmestre gav ham til sidste Jul en hel Klædning. Disse Familiers Børn flokkede sig, naar de vare frie for Skolen, stadig om Christian ved Hytte; Christian . som var den spinkleste og mindst udviklede af dem alle, var i Reglen den stærkeste til at slaa Saltomortaler, springe osv., ja selv i den ædle Boxekunst stod han ikke tilbage. Hvorfor søgte alle disse Børn hen til den fattige, ofte pjaltede Dreng med de bare Ben? Der maa have været noget Særegent hos ham , som udøvede denne Tiltrækningskraft. Kun et Exempel paa, hvorledes Christian var elsket af Børnene. En Dag, da det havde regnet stærkt, og Fælleden var baade vaad og kold at betræde med bare Fødder, løb en af hans Legekammerater hjem og bad, om han ikke maatte give Christian et Par Støvler, som vare for smaa til ham selv, og et Par Strømper. Han fik Tilladelse dertil; et Kvarter efter var Christian udstyret med Støvler og Strømper, og paa Forespørgsel erklærede han, at de passede ypperlig, og "Hytte-Christian" med Støvler og Strømper - et aldeles nyt Syn - fik sig et vældigt Hurraraab. Men da Legekammeraterne et Par Timer efter vare forsvundne fra Fælleden, listede Christian sig ind i Hytten, tog Støvler og Strømper af og gjemte dem langt inde under Sengen. Da han den næste Dag atter præsenterede sig for Legekammeraterne, tilstod han aabent og ærlig, at det havde gennet ham forfærdelig at have Noget paa Fødderne, at det hindrede ham meget i hans frie Bevægelser, og han bad om at maatte gjemme Støvler og Strømper til Vinteren, hvilket enstemmig blev indrømmet.

"Hytte Christian" var taknemlig mod dem, der "viste ham Velgjerninger; han udførte Ærinder for dem med den største Ærlighed, Hurtighed og Akkuratesse. Den gamle Klokkerkarl ved St. Johannes Kirken, der, som han sagde, var "saa stokdøv, at Ringningen slet ikke gjorde ham Noget", hjælp han med at trække Klokken, naar det ved Ringning i Timevis skulde forkyndes, at Spækhøker X's Kone blev begraver, og at X. var rig nok til at betale en saadan Forkyndelse. Herved tjente Christian sig ofte en Otteskilling, og hans Ørehinder bleve snart saa vante til Klokkens stærke Klang, uagtet han ikke var "stokdøv", at det "Ingenting gjorde dem".

Vinteren var den strengeste Tid for Christian; thi uagtet Kakkelovnen i Hytten ifjor havde faaet et nyt Rør, vilde den ikke trække med alle Vinde, og den egensindige Ovn fyldte da hele Hytten med Røg; Døre og Vinduer bleve lukkede op. Ilden kastet ud paa Marken, og Christian foretrak at fryse fremfor at kvæles af Røg. Men forrige Vinter var det anderledes. Da var hele Fælleden fra Østertil Nørrebro en speilglat Isflade, og Christian havde af en Kammerraad faaet et Par splinternye Skøiter: paa dem fløi han snart fra Nørre- til Østerbro og fra Øster- til Nørrebro med ligesaa stor Færdighed som sine Legekammerater, næsten bort fra Sorg og Røg i Hytten.

Sidste Sommer, der var varm og tør, var en god Tid for Hytte-Christian; han kunde rigtig tumle sig paa Fælleden. Den eneste Hjertesorg, som traf ham, var, at et Par smukke Duer, som han havde faaet foræret af en Justitsraad, fløi bort fra ham. Sidst i November begyndte Christian at klage over Smerter i Brystet og Ryggen; midt i forrige Maaned maatte han give tabt, og der maatte søges Lægehjælp til ham. Han havde Brystbetændelse og blev indlagt paa Frederiks Hospital i de første Dage af denne Maaned. Da han skulde kjøres dertil, bad han sin Plejemoder om at maatte faa de nye Klæder paa, som han havde faaet af Ritmesteren til Julen. Han mente, at det var bedst at vente, til han kom ud fra Hospitalet igjen, men med svag Røst og Taarer i Øinene bad han om endelig at faa dem paa: "Jeg faaer aldrig mere Brug for dem; jeg konmer aldrig igjen tilbage til Hytten" - og han sagde sandt; thi den 16de ds. Kl. 3 om Eftermiddagen døde Christian i en Alder af 13 Aar trods Lægernes Anstrengelser for at redde hans Liv; Hjælpen var søgt for sent. Christian, der aldrig har kjendt sine Forældre, døde ogsaa blandt lutter ubekjendte Mennesker.

Har Nogen ved denne simple Fortælling faaet Interesse for den lille "Hytte-Christian", som har vundet saamange Hjerter paa Blegdamsvejen, og vil Nogen høre noget Nærmere om ham, veed hans Pleiemoder Meget at fortælle. Og giv hende da en lillle Skærv til Hjælp ved den lille Drengs Begravelse, som finder Sted i dag!

S

(Dags-Telegraphen (København) 21. januar 1869).

Vèlocipéder. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1800-tallet fandtes dressiner. I slutningen af 1860'ernes Paris (hvor man var begyndt at asfaltere vejene) dukkede velocipeder op. Pga. deres fart forårsagedes en del ulykker, især om aftenen. Hvilket gjorde det nødvendigt med lygter - der også kunne bruges til reklamer. En velocipede fremstillet af vognfabrikant B. Hansen, Studiestræde 12, blev fremvist i Industriforeningen 18 december 1868.

Annonce i Dags-Telegraphen 24. december 1868. I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1869 annonceredes en velocipede til eftersyn og salg i St. Kongensgade nr. 59 hos Chr. Böetker.

Løbemaskiner - om det maa vare tilladt at foreslaa denne Fordanskning af det franske Velocipéden - kunne vistnok til Foraaret antages at ville komme i almindeligere Brug ogsaa herhjemme, efterat de nu omtrent to Aar have fundet mere og mere Indgang i Frankrige. Som de Fleste bekjendt bestaaer denne Maskine i det Væsentlige af to meget smalfælgede Hjul, det ene anbragt bagved det andet - de med tre Hjul skulle ikke være hensigtsmæssige - ; paa det forreste Hjul er der anbragt paa hver Side en saakaldet Pedal, paa hvilken Benets Kraft kommer til at virke til Hjulets Omdrejning. Paa Forbindelsen mellem de to Hjul er der anbragt en lille Sadel for Rytteren eller Maskinløberen og ved Hjælp af et dobbelt Haandtag kan der gives det forreste Hjul forskjellige Stillinger, hvorved den hele Maskine styres. Et Bremseapparat tjener til Regulering af Farten ned ad Bakke eller til at standse i Løbet. Det er afgjort, at man ved Hjælp af en saadan Maskine ved et forholdsvis ikke betydeligt Arbeide kan skaffe sig temmelig rask fremad. Ved en Bevægelse med hvert Ben eller ved to paa den noget ejendommelige Maade, som Maskinens Indretning fordrer, foretagne Skridt flytter man sig nemlig et saa stort Stykke fremad, som det forreste Hjuls Omkreds udgjør. Naar Hjulet altsaa f. Ex. er 33 - 34 Tommer i Diameter - formentlig en passende Høide for Maskinen - , dets Omkreds følgelig omtrent 4½ Alen, kommer man ved to Skridts Bevægelse omtrent 4½ Alen fremad, saa at det er sandsynligt, at man med disse Maskiner kan løbe omtrent 2 a 2½ Mil i Timen. En Prøve med Løbemaskiner, som vi i Søndags havde Leilighed til at overvære, bekræftede Rigtigheden heraf. D'Hrr. D. Løwener & Komp. havde nemlig, efterat have erholdt en Model fra Paris, fabrikeret flere Exemplarer, og nogle unge Mænd have allerede øvet sig noget i Brugen af disse. Uagtet det var tydeligt at se, at de vare fuldstændige Begyndere og altsaa langtfra ikke havde det Herredømme over Maskinen, som maa kunne erhverves ved en længere Tids Øvelse, bevægede de sig dog med Sikkerhed og Hurtighed ved Maskinens Hjælp, ja selv en saa lang Tur som til "Konstantia" foretoges uden anden Men end den, som den skarpe Blæst i Søndags forvoldte. Det synes heller ikke vanskeligt at lære at bruge Maskinen; nogle faa Timers Øvelse er nogenlunde tilstrækkelig, og der har allerede været Exempler paa, at En, som aldrig før har prøvet derpaa, strax har kunnet løbe med den; naar man først er begyndt, kommer den større Færdighed af sig selv, og hvad der udfordres, er egentlig kun Lyst til at begynde, Ro til at træde Pedalerne og Sikkerhed i at benytte Styreapparatet. Har man opnaaet den rette Færdighed - hvilket, som sagt, neppe vil falde vanskeligt for de Fleste - vil denne hurtige, ret bekvemme og ingenlunde meget trættende Maade at komme frem paa kunne yde megen Fornøjelse, navnlig paa de fortræffelige Veie i Kjøbenhavns Omegn. Efter al Rimelighed vil der hos d'Hrr. Løwener & Komp. blive bestilt nogle Løbemaskiner til Tivoli, hvor der vil være et ypperligt Terræn for dem som Forlystelsesapparat. Imidlertid er det ogsaa allerede paatænkt at benytte dem til Gavn, idet Chefen for den nye Landpostbefordring i Frederiksborg og Holbæk Amter, Hr. Jessen, agter at gjøre et Forsøg med at lade sine Bude benytte saadanne Maskiner, der ere forsynede med et Slags Brevkasse, og som ligeledes ere bestilte hos d'Hrr. Løwener & Komp. De Maskiner, vi have seet fra Firmaet, ere solidt udførte og - hvad der er en hovedsag - let og nøiagtig byggede, saa at den Kraft, der gaaer tilspilde ved Gnidningsmodstanden o. desl. i Maskinen, er saa ringe som mulig.

(Dags-Telegraphen_(København) 19. januar 1869).

Danske Velocipeder. Det engelske Princip "Tid er Penge" er blevet kosmopolitisk, og ethvert Middel til at bespare Tid kan derfor vente hurtigt at komme til samme Ære. Nu er Intet mere tidsbesparende end hurtige Befordringsmidler, og nye Opfindelser paa dette Omraade have derfor ogsaa Udsigt til i størst mulig Hurtighed at faae den størst mulige Udbredelse. Dette Phænomen opleve vi nu med de saakaldte Velocipeder. Efter Jernbanernes Opfindelse har der været gjort mange Forsøg paa at fremkalde en tilsvarende hurtig Befordring paa de almindelige Landeveie uden det kostbare Apparat af Skinner etc. Intet af disse Forsøg er tilfulde lykkedes, og de mange forskjellige Slags Landeveislocomotiver etc. have vist sig mere og mindre upraktiske og uanvendelige. Man har derfor forladt Dampkraften og er vendt tilbage til et System, der ikke er saa ganske nyt, og hvis første Product vare de ogsaa herhjemme i sin Tid bekiendte Dressoner. De vare imidlertid ikke hensigtsmæssige, eftersom, det var trættende at benytte dem, og den Fordeel i Hurtighed, man opnaaede derved, ikke var tilstrækkelig i Forhold dertil. Senere gik man over til en ny Form, den første Slags Velocipeden, der var paa tre Hjul, eet foran og to bagved. Det var allerede et stort Fremskridt, idet Arbejdet herned ikke var anstrengende, og Hurtigheden allerede betydelig, men de vare ikke praktiske, eftersom de to Baghjul gjorde det umuligt at anvende dem paa andre end aldeles jevne Veie, idet den mindste Ujevnhed let medførte en Væltning - og paa Steenbro vare de af denne Grund saagodtsom aldeles uanvendelige. Opfindelsen maatte forbedres. Dette er nu skeet og det saa grundigt, at Opgaven maa siges alt væsentligt at være løst. Det er et fransk Firma, som har Æren for denne Opfindelse, der navnlig bestaaer i, at Baghjulene ere blevne slaaede sammen, til eet, saa at de moderne Velocipeder ere paa to Hjul, et større foran og et mindre bagved. Rytteren har Plads paa en mellem begge anbragt Saddel og bevæger Maskinen frem ved at træde med Fødderne paa de paa Forhjulet anbragte Pedaler. Den Hurtighed, der opnaaes ved den, er meget betydelig, idet man kan bringe det til at tilbagelægge 2-3 Miil i Timen, og de dermed forbundne Anstrengelser ere ikke større end den, der er forbunden med den almindelige gaaende Bevægelse. Ved Hjælp af et paa Forhjulet anbragt Haandtag kan Velocipen styres i hvilkensomhelst Retning, og ligeledes er den forsynet med et Bremseapparat til Benyttelse under Farten nedad Bakke og saaledes indrettet, at man ogsaa, som det hedder i Rytterisproget, kan "parere" paa Stedet. Man behøver ikke at være udrustet med nogen særlig Egenskab eller Idrætsdygtighed for at benytte de nye Maskiner, men selv en kortere Tids Øvelse til kunne sætte de Fleste istand til at benytte dem. I Søndags havde vi Leilighed til at overvære nogle Prøver, der bleve anstillede med Velocipeder, forfærdigede af dHrr. Løwener Co., øiensynlig ligesaa elegante og solide som de franske og endeel billigere. Nogle unge Mennesker, der i kort Tid havde øvet sig paa Maskinerne, tilbagelagde med Sikkerhed og Hurtighed Veien herfra til Constantia og tilbage igjen, og flere af de tilstedeværende, der for første Gang prøvede Maskinerne, kunde næsten lige strax benytte dem. Velocipedernes Hensigtsmæssighed og Anvendelighed har allerede skaffet dem stor Udbredelse baade i og udenfor Europa, og det vil sikkert neppe vare længe, førend de ogsaa blive populaire herhjemme, ikke alene til Fornøielse, men ogsaa til virkelig Gavn. I sidstnævnte Henseende vil maaskee allerede den nærmeste Fremtid bringe et talende Vidnesbyrd, idet der er Tale om at forsyne Budene ved det nye Landpostvæsen, der forsøgsviis skal indrettes her paa Sjælland, med Velocipeder. Der kan ikke være Spørgsmaal om, at en saadan Foranstaltning vil forfremme Landpostvæsenet fra Fodpost Rang til en endnu højere eller rettere sagt hurtigere Classe end de endnu mange Steder bestaaende Diligenceforbindelser. Herved være den ny Opfindelses Omplantning paa dansk Jordbund anbefalet paa det Bedste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. januar 1869).

Løbevogn. At den Velocipede-Raptus, som har grebet Kjøbenhavnerne i denne Tid, vilde medføre en Kappestrid mellem Fabrikanterne for at gjøre disse Vogne saa hensigtmæssige som mulig, var nemt at forudse. Imedens nu de Forbedringer, som disse Vogne ere blevne underkastede, alle væsentlig ere gaaede ud paa at gjøre Løbehurtigheden saa stor som mulig, har Hr. Smedemester O. Jensen i Studiestræde Nr. 34 imidlertid havt Tanken henvendt paa en i vore Øine langt smukkere Forbedring, idet han har konstrueret en Løbevogn, ved hvilken Damerne delagtiggjøres i den Fornøjelse, der hidtil udelukkende har været forbeholdt Herrerne. Den nye Selvbefordring er af en let Konstruktion og elegant Udseende, men adskiller sig fra de nu almindelige ved, at den sættes i Bevægelse med Armene og styres med Benene, hvorved den ved Velocipeden trættende Benbevægelse undgaaes. Da den er firhjulet, er al Fare for at vælte fjernet, medens den i Hurtighed kun giver de andre Løbevogne Lidet efter, idet den ved hver Armbevægelse løber noget over fire Alen frem; der er Plads til 2 Personer, som skiftevis ville kunne sætte den i Bevægelse, uden at Vognen derfor taber i Løbehurtighed. Hvad der imidlertid mest maa anbefales, er dens Selskabelighed, og de Damer, der nu med en lille Smule Misundelse have seet deres Forlovede eller Brødre løbe paa Velocipede, ville snart kunne dele Fornøjelsen med dem. Paa Søndag Eftermiddag fra Kl. 3 til 6 vil der for Publikum blive anstillet Prøver med den nye Løbevogn paa Farimagsveien fra Jernbanegaarden til Nørrebro, og efter den Tid vil Vognen, paa hvilken Fabrikanten for Tiden søger Eneret, slaa til Eftersyn daglig i Smedeværkstedet i Studiestræde Nr. 34.

(Dagens Nyheder 11. marts 1869).

Af Hr. Velocipedersens Udviklingshistorie. I. Hr. Pedersen synes, at Velocipeden er et underligt Dyr; med lidt Damp og en jernfast Villie maa det dog kunne gaae.  Hr. Pedersen begynder sin vaklende Gang gjennem Livet til større ... og større Glæde for Publicum. Touren afsluttes paa en hovedkulds Maade. Og for denne Gang maa Forsøget opgives. Illustreret Tidende 495, 21. marts 1869.

Firehjulet Løbemaskine. Alt tyder paa, at Løbemaskinerne til Sommer ville blive almindelige her, og at Smitten, der er udgaaet fra Paris, har slaaet sig ned her og angrebet Mangfoldige. Der gives imidlertid Mange, der ikke have Mod til at ride Sygdommen af, og hvem Synet af den smalle Løbemaskine indgyder en uovervindelig Frygt for at falde af. Til dem kunne vi da anbefale en aldeles sikker og bekvem Løbemaskine fra Smedemester O. Jensen i Studiestræde 34, der igaar blev prøvet i Overværelse af en talrig Skare Mennesker paa Terrænet foran Banegaarden. Det er egentlig en Løbevogn, indrettet til to Personer, der sidde med Ryggen mod Hinanden, og Vélocipède vil den neppe kunne kaldes, da den ikke bevæges med Fødderne. Bevægelsen skeer, ved at begge de Kjørende ved Hjælp af Haandtag sætte Vognens Hjul i Gang, og den er ret hurtig.

(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1869).

Der må være tale om Københavns anden hovedbanegård fra 1864. Den lå omtrent, hvor Palads-biografen og Axelborg i dag ligger.

Også i Haderslev kunne Dannevirke berette, havde man set en velocipede. En længere artikel i "København" 13. juli 1924 fortalte om friherre von Drais' fremvisning under wienerkongressen 1815  af det mærkelige køretøj, "rideapparat" han havde konstrueret. Det var uden pedaler. I 1860'erne konstruerede tyskeren Moritz Fischer så "ridehjulene" med pedaler på det forreste hjul.

Annonce i Dagens Nyheder 15. maj 1869 for Otto Vedels Velocipede-Rideskole på Vester Farimagsvej.

Rideskolen "Otto Wedels Velocipede-Rideskole" blev oprettet på Vesterfarimagsvej nr. 33 "3. plads fra Nørrebro". Skolen havde både et lukket lokale og udendørsareal. Velocipederne var lavet af jernstøber D. Løwener & Co, var fremstillet i træ og vejede 68 pund. Fabriksudsalget lå Holmens Kanal 15 (Hotel Kongen af Danmark). Den første til at benytte velocipeden til praktiske formål var en glarmester i omegnen af Roskilde. Senere benyttede en bonde i omegnen af Skælskør en trehjulet velocipede til at transportere æg til København, første gang 29. maj 1869 med 60 snese æg i en kasse. Det tog 11 en kvart time. I "Ole Jensens Have" i St. Kongensgade kunne man forlyste sig med køretøjet. 

Klampenborg. Nyheder! Nyheder! Væddeløb paa Velocipeder, og det ovenikjøbet Dameridt! Hr. Ginderup har i hvert Tilfælde sørget for noget Nyt i de almindelige Forlystelser, og Publikum ventede i spændt Forventning i Søndags paa at se Medlemmerne af det lille Balletkorps tumle sig paa de nymodens Løbere. Var det Væltepeder, Vrikkepeder, Vovepeder eller Vigtigpeder, som de unge Ryttersker vilde bestige, saaledes spurgte Dyrkerne af Velocipeden hinanden, idet de derved betegnede dens fire Stadier. Vilde man faa noget ganske Nyt at se? o. s. v. o. s. v. Det viste sig snart; Kl. 0 begyndte Løbene. Det første var et "Match", i hvilket Clotilde Lamara paa Velocipeden "Løwener" sejrede; i det næste Løb deltog tre, og i det sidste fem Velocipetriner, som det hed sig, og Lamara-Ridtet viste sig atter her at være det sikkreste og hurtigste. Den sandede Vei beredte Damerne ide nette Page-Kostumer mange Vanskeligheder; de have hidtil kun været vante til Trægulv. Ved de næste Løb vil der efter Sigende ogsaa blive arrangeret et for Herrer, og Damerne ville til Gjengjæld optræde som Dandserinder i Koncertsalen. Ved et Prøveridt forleden kom Primadonnaen lidt til Skade og viste sig i Søndags kun siddende ved Dommernes Stade; hendes Væddeløber var løben løbsk ned ad en lille Banke og havde slaaet hende mod en Pæl.

Entréprisen vil sandsynligvis blive nedsat til det Halve for det Par Gange, Damerne endnu optræde. De Herrer, der møde paa Velocipede, blive ved Plakat anmodede om at "holde stille" paa en dertil anvist Plads; det er en meget vanskelig Opgave; men Opfordringen er maaske skeet, for at Velocipede-Væddeløberne ikke skulle blive sky.

(Dagens Nyheder 8. juni 1869).

Af Hr. Velocipedersens Udviklingshistorie. II. Hr. Pedersen tumler sig paa en uforsvarlig Maade mellem den casinosøgende Noblesse .... indtil Politiet i Sikkerhedens Interesse anholder ham. Efter vedholdende Anstrengelser trodser Hr. Pedersen paa en længere Uflugt Omnibussen paa Strandveien ... for endelig paa det af "Selskabeet for Hesteavlens Fremme" afholdte Væddeløb at vinde Damernes Pris ved at besejre en berømt 10 Aars Vallak. Illustreret Tidende 496, 28. marts 1869.

Trods anbefalinger m. m. slog velocipeden ikke igennem. Heller ikke 20 år senere "væltepeteren" med det store forhjul og lille baghjul. Først med indførelsen af en cykel som vi kender i dag, blev det et massefænomen.

Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).

Frederikke Amalie Kjærsgaard. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En i Møntergade boende Værtshusholder anmeldte den 19de August f. A. paa Politistationen Nr. 2, at der fra en aflaaset Skuffe i en i hans Sovekammer henstaaende Kommode var frastjaalet ham tre ham tilhørende Bikube-Sparekassebøger, henholdsvis lydende med paaløbne Renter paa 1,730 Rd.. 402 Rd. 1 Mk. 6 Sk. og 422 Rd. 11 Sk. Mistanken for dette Tyveri blev imidlertid henledet paa en Pige ved Navn Frederikke Amalie Kjærsgaard, der tidligere havde tjent ham, hvorfor hun blev anholdt, og ved den derpaa i hendes Bolig foretagne Visitation forefandtes der et Beløb af 1000 Rd. i Hundrededalersedler i en Portemonnaie, hvoraf hun var i Besiddelse, og senere 500 Rd. indsyede i en til hendes Seng hørende Dyne, samt 20 Rd. skjulte i et Tapet i det af hende beboede Værelse. Efterat hun derpaa efter sin Anholdelse var bragt til Politistationen Nr. 2, afgav hun følgende Tilstaaelse: Den foregaaende Aften havde hun indfundet sig hos den Bestjaalne for at drikke en Kop Kaffe og gik ind ad Kjøkkendøren, der stod paaklem. Da der Ingen var i Kjøkkenet, gik hun videre igjennem Sovekamret ind i Stuen til Gaden, men traf heller ikke her Nogen. Det faldt hende da ind, at hun fra tidligere Tid kunde erindre, at den Bestjaalne gjemte sine Penge i den øverste Skuffe af den i Sovekamret staaende Kommode, hvorpaa hun gik hen til denne, tog den ovenpaa den liggende Nøgle, aabnede den øverste Kommodeskuffe og udtog heraf de omtalte Sparekassebøger, hvormed hun derefter bortfjernede sig uden at møde Nogen. Næste Dag begav hun sig med Sparekassebogen paa l,730 Rd. til "Bikubens" Kontor, hvor hun, efterat have opgivet Navnet paa den, paa hvem Bogen lød, erholdt 1,725 Rd. udbetalt, af hvilke hun anvendte en Del paa forskjellig Maade, saasom til Indkjøb af et Gulduhr og andre Gjenstande. Da hun efter sin Anholdelse og Afhøring skulde føres fra Politistationen Nr. 2 til Hovedstationen, saa hun Leilighed til i et ubevogtet Øieblik hemmelig at sætte sig i Besiddelse af den omtalte Portemonnaie med de deri værende 1000 Rd., 500 i hvert Rum, som laa paa en Pult i Politistationens Lokale, hvilket hun paastod, at hun havde gjort ikke for at tilegne sig Pengene, men for at disse skulde komme Andre tilgode. Paa Veien til Hovedstationen havde hun efter sin Forklaring taget Pengene ud af det ene Rum i Portemonnaien samt seet Leilighed til at stikke de udtagne Penge ind under en Trappe, hvilket lykkedes hende, uden at den Betjent, der havde transporteret hende, blev opmærksom herpaa, idel hun for ham foregav, at hun havde tabt en Handske. Under den omtalte Trappe bleve ogsaa de 400 Rd. fundne, hvorimod det ikke lykkedes at skaffe de endnu manglende 600 Rd. tilveie. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 24 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231 med 2 Aars Forbedringshusarbeide samt tilpligtet at betale den Bestjaalne i Erstatning 663 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 15. januar 1869)

Højesteret stadfæstede den 18. februar 1869 dommen. 

“Frederikke Amalie Kjærsgaard, født og hjemmeh: i Viborg, straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri; et tyvagtigt og hevngjerrigt Fruentimmer. See mist: Prot: G. Pag: 134.” [1870]. Genealogisk Forlag.

Værtshusholderen lagde kort efter erstatningssag mod politiet for ikke at have passet på de 600 Rd som arrestantinden havde kastet af vejen mens hun var i politiets varetægt og som aldrig dukkede op. Den 13. december 1869 frifandt Hof- og Stadsretten politidirektør Crone og assistent Thalbitzer, mens betjent Holck blev dømt til at erstatte værtshusholderen de 600 Rd. og dertil betale ham 25 Rd. i sagsomkostninger. Højesteret frifandt imidlertid betjent Holck:

---

Efterat Politibetjent Holck derpaa havde indanket denne Dom til Prøvelse i Høiesteret, har samme idag paakjendt Sagen og har frifundet Betjent Holck. I sine Præmisser til Dommen mærker Høiesteret, at der ikke - som fra Holcks Side principaliter paastaaet - er Grund til ex officio at afvise Sagen, som ikke henhøre ude under Domstolens Afgiørelse. Hvad Realiteten angaaer, bemærker Høiesteret, at der efter de fremkomne Oplysninger om Beskaffenheden af det Hverv, der ved den paagjældende Leilighed var overdraget Holck, og om de locale Forhold ikke findes at kunne lægges ham tillast, at han, efterat have afhørt det ovennævnte anholdte Fruentimmer, lod Portemonnaien med deri værende Penge, som Politiet havre bragt tilstede, blive liggende paa den Betjents Pult, der havde indbragt samme til Stationen og skulde optage Fortegnelse over samtlige i Bevaring tagne Koster, og vel havde Holck ved at gaae ud af det paagjældende Værelse foran den Anholdte ladet hende være sig ude af Syne i et Øieblik, hvilket hun netop benyttede til at snappe Portemonnaien, men om han endog maatte siges herved at have viist nogen Mangel paa Omtanke, fattet Høiesteret dog, naar samtlige under Sagen oplyste Omstændigheder toges i Betragtning, at han ikke ved dette Forhold kunde antages at have gjort sig skyldig i en saadan Skjødesløshed i Udførelsen af sin Bestilling, som kunde paadrage ham Erstatningsansvar til Værtshuusholder Petersen, og Høiesteret frifandt som Følge heraf Politibetjent Holck for Petersens Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. maj 1870).

I juli 1870 blev Frederikke Amalie Kjærsgaard løsladt fra straffeanstalten på Christianshavn, og politiet rettede henvendelse til byfogden i Viborg, hvor hun stammede fra. Her anerkendte man hende som forsørgelsesberettiget, men tilføjede samtidig, at Viborg byråd var villig til at betale en del af udgifterne ved hendes udvandring til USA. Langt de fleste fik billetten betalt af Københavns Politi, men også andre myndigheder var villige til at betale rejseomkostningerne, hvis politiet blot ville sørge for det praktiske. Kommuner og politi rundt omkring i Danmark bad nemlig Københavns Politi om bistand, når man ville „hjælpe" en for det offentlige bekostelig person til et nyt liv i USA. 

Arbejderboliger paa Christianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Nye Arbejderboliger paa Christianshavn. (Fdl.). Nytaarsaften heisedes Krandsen paa tre af de fire Arbejderboliger, der for Tiden opføres paa Christianshavn under Ledelse af den derværende Understøttelsesforenings Bestyrelse. De to af disse ligge i Prindsessegade ved Siden af Communens Skole ligeoverfor Vor Frelsers Kirke; den ene ud til Gaden, den anden tilbage paa den omtrent 3000 Qv.-Alen store Byggegrund. Den tredie  af de reiste Bygninger ligger lidt derfra paa den omtrent 3400 Qv.-Alen stor Grund paa Hiørnet af St Annagade og Gaden langs Volden. Hver af de førstnævnte bygninger, er omtrent 40 Alen lang og 16 Alen dyb, den sidstnævnte er 60 Alen lang med samme Dybde som de andre. Den fjerde Bygning, der paa Grund af de stedlige forhold ikke kan opføres endnu, skal ligge ud til Volden og have en Længde 30 Alen. De opførte Bygninger ere alle tre Etager høie og adskille paa hver 20 Alen ved Brandgavle. Der skaffes ved dette Byggeforetagende Boliger for 100 Familier, hvoraf 64 faae eet Værelse, 5½ Alen og 7 Alen, et Kjøkken og et Loftskammer; 36 Leiligheder have foruden Værelset tillige et Kammer ved Siden deraf. Leien for disse er tænkt at blive 32 Rd. halvaarlig, for hine 24 Rd. I Bygningen i Prindsessegade indrettes desuden Leilighed for en Urtekræmmer og en Høker. Den Capital, der udkræves til dette Forelagende, er anslaaet til omtrent 85,000 Rd.; heraf ønskedes, saavidt vides, omtrent 35,000 Rd. tilvejebragt ved Actier paa 200 Rd. Stykket, og Beløbet tegnedes i nogle faa Dage. Baade Communen og andre Autoriteter ere ligeledes komne Foretagendet beredvillig imøde; men den væsentligste Fortjeneste deraf har dog den christianshavnske Understøttelsesforenings Bestyrelse, der har taget sig af denne Sag med den Kraft, Varme og Udholdenhed, som man kjender saa godt fra dens øvrige Virksomhed for Christianshavns Fattige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. januar 1869)

"Opført af Kjøbenhavns Kommune Aar 1865" står der på bygningen i Prinsessegade 56. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Opført ved CUF 1869" står der på bygningen i Christianshavns Voldgade 59, set fra foden af volden ved Lillemølle. CUF var Christianshavns Understøttelsesforening. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Christianshavns Understøttelsesforening blev som den første af sin art stiftet i 1866. Selv om foreningen var stiftet af 2 præster ved Frelserkirken, var formålet ikke kristent, men humanitært: dvs. ad frivillighedens og kærlighedens vej at understøtte "værdigt trængende" på Christianshavn, således at de blev sat i stand til at hjælpe sig selv og så vidt muligt forhindredes i at synke ned i uhelbredelig nød og overgå til det offentlige fattigvæsen. Man skulle have boet et halvt år på Christianshavn og ikke modtage fattghjælp. Omkring 60 mænd og kvinder fra den etablerede middelklasse. Den opvoksende arbejderbevægelse havde skabt ængstelse for at samfundet ville brække over i to fjendtlige dele. For at få hjælp skulle man ikke have modtaget offentlig fattighjælp, og man skulle have boet på Christianshavn i det sidste halve år. I perioden 1868-1872 opførte foreningen billige arbejderboliger på Christianshavn: Prinsessegade 56-58 (matr.nr. 411), Christianshavns Voldgade 49-59 (matr.nr. 279a) og Dronningensgade 16 (matr.nr. 249).