Herredsfoged, Overavditør Volff, Bjerre Herred. (Efterskrift til Politivennen)

Indslag om herredsfoged Volff, Bjerre herred: Da beboerne i Barrit 14. februar 1871 anmeldte at de ville holde bal, mente Volff at det kunne han godt give tilladelse til og opkrævede 1 Rd. og bemærkede samtidig at gifte husmænd og indsiddere ikke havde adgang. Selv om indkalderne havde pligt til at anmelde, behøvede de imidlertid ikke nogen tilladelse. Han havde imidlertid ingen ret til at forbyde nogen at afholde bal, endsige nægte bestemte grupper at deltage.

I januar 1872 blev der indsendt et andragende til justitsministeriet om at Volff (der da havde været ansat i 16 måneder), måtte blev afskediget som herredsfoged i Bjerre Herred. Grunden angaves til at han havde foretaget grundlovsstridige anholdelser og fængslinger m. m. Vulff afgik frivilligt indtil justitsministeren i april afgjorde at der ikke var grundlag for andragendet.

Den 2. april 1873 havde Volff nægtet at  efterkomme en opfordring til at vige sit sæde i en sag hvor han havde optrådt som personlig rådgiver for en enke (affattet dokumenter m.m.) imod enkens nærmeste frænder, samt oven i købet væddet en flaske vin om at han havde ret i sagen. Dette blev senere underkendt i overretten. Han fik besked på at vige sædet og yde modparten en erstatning på 40 Rd. Især hæftede man sig ved væddemålet som man fandt bandt ham til at afgive en bestemt afgørelse senere i sagen, i stedet for en alsidig og uhildet prøvelse.

En adresse til kongen blev afsendt i januar 1874:

Horsens, d. 12. Febuar.

To Mænd fra Bjerre Herred er i visse Dage afrejst til Kiøbenhavn for at overrække Hs. Maj. Kongen nedenstaaende Adressse:

Allernaadigste konge !

Vi undertegnede Beboere i Bjerre Herred, Vejle Amt, have, som vi mene, stor Grund til at være misfornøjede med Herredsfogden, Overavditør Wolff, hvis Forhold saavel i som udenfor Embedet har været saaledes, at han er bleven saa ilde anset som vist kun faa Mænd i lignende Embedsstilling. Der har til forskjællige Tider og paa forskjællige Maader været fræmført Klager over hans Forhold og man har haabet, at der vilde være funden fuld Føje til at fjærne ham fra en Embedsstilling, i hvilken hans Forbliven efter den almindelige Mening kun kan virke demoraliserende paa Befolkningen og vække Ringeagt med Embedsstanden, men alle Skridt have hidtil været forgjæves. Den større Del af os kan vel ikke være spesielt nøje kjendt med enhver grundet Ankepost imod den nævnte Embedsmand. men det er dog noget, som er almindelig anerkjendt herovre, at han burde fjærnes fra Embedet snarest muligt. Navnlig har den Maade, hvorpaa han ofte optræder, og flere af de af ham foretagne Arrestasjoner vakt Forbittrelse, og det saa meget mere, som de bestaaende Love have vist sig ikke at være tilstrækkelige til at værne den personlige Sikkerhed. Overavditør Wolffs Omgang med Retsprotokollen, som er oplyst under en mod ham anlagt Justitssag, under hvilken iøvrigt ikke hans hele derved oplyste Forhold kom under Paakjendelse, har naturligvis ikke kunnet andet end i høj Grad svække Tilliden til ham. Vi tillade os derfor i dybeste Underdanighed at anholde om, at Deres Majestæt vil behage at lade Deres Justitsminister forelægge Dem Akterne til den nævnte Justitssag og hvilke øvrige Oplysninger der maatte haves i Justitsministeriet om hans Embedsforhold, og haabe vi deraf, at Deres Majestæt vil finde Anledning til at befri os for Overavditør Wolff som Herredsfoged.

Vi have ikke fundet det nødvendigt at lade nærværende Andragende underskrive, uden af enkelte ansete Mænd, men forlanges det, kan vi med Lethed skaffe de allerfleste Beboere i Herredet som Medunderskrivere.

Bjerre Herred, i Januar 1874.

Underskrivterne 

Vi høre saa ofte Klage over Retstilstanden i Bjerre Herred, at vi ikke hver Gang kunde drage det vi høre, fræm for Offenligheden. Men nedenstaaende have vi tro aldeles paalidelig Kilde, og skulle derfor meddele det som Fortsættelse af hvad vi tidligere have meddelt om Retsplejen i Bjerre Herred. Vi have bragt i Erfaring, at en Arrestant, som i over 11 Maaneder har hensiddet i Bjerre Arrest uden at der er anlagt Sag imod ham, nu er bleven sindssvag og som saadan sidste Torsdag afleveret paa Sindssygeanstalten ved Aarhus.

I det andet Tilfælde hensad der nu i over 3 Uger en Mand i Bjerre Arrest, som man formener fordi han har solgt sin Ejendom uden at underrette Kjøberen om, at det for denne mulig kan være forbunden med Vanskelighed at faa Berettigelse til den samme Handel, som Sælgeren har drevet. Udenforstaaende kunne ikke fatte Berettigelsen til en Arrestasjon af saadan Grund, og dette synes nu ogsaa at være gaaet op for Vedkommende, der derfor har meget travlt med om muligt at opdage andre Synder hos den Arresterede, men Tilfældet er saa meget mere beklageligt, som den Arresteredes Kone, der sidder ene i et Hus med 3 smaa Børn, befrygtes at blive sindssvag af Sorg over Mandens Arrestasjon.

Vi bede Medborgere, uden Henlyn til om de høre til Højre eller Venstre, at betænke slige Tilstande.

(Horsens Folkeblad 12. februar 1874)

Atter Forbud mod Arbejdermøder. Det er vel Gud og Alverden bekendt, at der her ovre i Jylland existerer en Herredsfoged, som har gjort sig almindelig forhadt ved sin haanende og despotiske Optræden ligeoverfor Beboerne i hans Herred, det er Herredsfoged, Overavditør Volff (i Bjerre) med Tilnavnet Crone den Lille, jeg sigter til. Søndag den 22de ds. var det min Agt at indvarsle et Arbejdermøde i hans Jurisdiktion; jeg anmeldte dette pligt skyldigst cirka 11 Dage forud for bemeldte Herre ved en Skrivelse; i nogle Dage hørte jeg Intet til Sagen, og jeg var lige ved at tro, at alle de Revselser, han havde faaet i forskellige Blade, havde havt en gavnlig Indflydelse paa ham, saa at han nu var paa Veje til at blive et bedre Menneske, der i det Mindste nærede lidt af det man kalder Agtelse for Grundloven, men ak, jeg bedrog mig. Da jeg kom til Horsens, blev der ved Byens Politi oplæst for mig en Skrivelse, hvori Volff gør mig bekendt med, at da jeg formodenlig er den bekendte københavnske Socialist Zimmermann, saa vil han lade mig vide, at Møder under aaben Himmel er forbudt i hans Jurisdiktion indtil videre, samt at han neppe tror, at Nogen vil leje mig Locale til det nævnte Brug; sluttelig anmoder han Horsens Politi om at lade ham vide, om der alligevel vilde blive gjort Forsøg paa at sætte Mødet igennem. Det er en naturlig Følge, at der efter indtraf Brev fra Lokalets hvori han underrettede mig om, ikke kunde faa hans Lokale; det havde naturligvis den geniale Herre sørget for. Hvad Hr. Volff forøvrigt mener med Udtrykket: "Den bekendte københavnske Socialist Zimmermann" det er jo ikke godt at sige, men Et er jeg dog glad ved, og det er, at jeg ikke er bekendt eller berygtet saaledes, som Herredsfoged Volff, der jo har været tiltalt og dømt for Forvanskning af Retsprotokollen, samt anklaget for at have krænket Rettens Værdighed, og hvis øvrige Adfærd jo er af den Beskaffenhed, at det maa vække Foragt hos Enhver. Det kan maaske ikke være usandsynlig, at den Dag vil komme, da Beboerne i hans Jurisdiktion vil gribe til alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis Regeringen ikke giver efter for deres Ønsker og afsætter ham.

F. T. Horsens, d. 21de Febr. 1874

F. L. Zimmermann.

(Socialisten 24. februar 1874).

Der hentydes til en højesteretsdom mod Volff fordi han havde rettet ordet "Rigsdaler" i en retsprotokol til "Lod Sølv", samt tilføjet at retsvidnerne havde attesteret at protokollen var korrekt. Han blev idømt en bøde på 20 Rd til Vejle Amts fattigkasse.

Socialdemokraten og snedkermester A. K. Johansen fra Horsens blev senere på året fængslet i 14 dage af Volff for løsgængeri så han ikke kunne deltage i en 3-4 socialistiske møder. Og forviste ham fra herredet.

I foråret 1874 blev der sendt en undersøgelseskommission bestående af overretsassessor With fra Viborg Overret og Hof- og Stadsretsassessor Møller fra København der skulle undersøge om der var grundlag for de talrige klager over Volffs embedsførelse:

Herredsfoged Wolff. "Ministerialt." meddeler det for Overretsassessorerne L. With og P. E. Müller under 21de Marts udfærdigede Kommissorium til at undersøge Herredsfoged i Bjerre Herred, Overavditør E. I. Wolffs Embedsførelse. Der henvises i Kommissoriet først til de af Beboerne i Herredet indgivne Klager, og det hedder derefter videre: "Da nu fornævnte Embedsmand under Henvisning hertil saavelsom til den Agitation, der i længere Tid skal være dreven imod ham, for vort Justitsministerium har andraget paa, at hans Embedsførelse og Forholdene i den ham anbetroede Jurisdiktion, for saa vidt de staar i Forbindelse med den nævnte Agitation, maa blive undergivne en Undersøgelse, saa er det vor allernaadigste Villie og Befaling til Eder, Assessor i vor viborgske Landsoverret Ludvig With og Assessor i vor Landsover- samt Hof- og Stadsret Peter Conrad Müller, at I retter Eders Lejlighed efter at sammentræde i en Kommission for nærmere at undersøge, hvorvidt der fra den fornævnte Embedsmands Side maatte være udvist et Forhold, som kunde give Jurisdiktionens Beboere grundet Anledning til at fremkomme med Besværing over ham, og navnlig et saadant, som kunde paadrage ham Ansvar, eller om de Klager, som er fremkommet over den oftnævnte Embedsmand, eller som maatte fremsættes for Eder, alene eller tildels maatte have deres Grund i eller være fremkaldt ved den i det nævnte Herred mod ham angiventlig rejste Agitation, og om der, hvis dette maatte befindes , fra enkelte Personers Side maatte være udvist et Forhold, som kunde mediere Strafansvar eller iøvrigt maatte være uforeneligt med deres offenlige Stilling. Til Udførelsen af det Eder saaledes overdragne Hverv vil vi allernaadigst have Eder bemyndiget til at sætte Ret i enhver Jurisdiktion og paa ethvert Sted, hvor I maatte finde Anledning dertil, og skal Enhver, som I maatte fremkalde for at afgive Forklaring, og som opholder sig i den Retskreds, inden hvis Grænser Retten holdes , eller som iøvrigt har Ophold ikke længere end 3 Mile fra det Sted, hvor Retten sættes, være forpligtet til efter Indkaldelse sine exceptione fori at møde for Eder .... Skulde I under Løbet af Undersøgelsen finde Eder foranlediget til at andrage paa nogen Foranstaltning, som ikke allerede kan anses hjemlet i det Ovenanførte, har I desangaaende at henvende Eder til vort Justitsministerium. ligesom og til bemeldte Justitsministerium, naar Undersøgelsen er endt, have at indsende Udskrift af det Passerede."

(Socialisten 29. marts 1874).

De nationalliberale i embedsapparatet holdt en tid hånden over ham. Bl. a. blev han ikke forflyttet til en stilling som justitssekretær i Københavns Sø- og Handelsret, hvorved han ellers ville få prøvet sin embedsførelse. 

Den 18. februar 1875 blev han afskediget i nåde og med pension fra embedet som herredsfoged og skriver i Bjerre Herred. Et flertal i finansudvalget foreslog imidlertid i marts 1876 at nægte Volff pensionen på 2525 Rd. Flertallet henviste til at den nedsatte kommission havde konstateret at Volff havde gjort sig skyldig i ulovlige anholdelser og arrestationer, ulovlig behandling af arrestanter, rettelser i retsprotokollen og dispositioner over tinghusets ejendele samt andet.

Han bosatte sig efterfølgende som sagfører i København.

Internationale ophæves ved Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Internationales Ophævelse ved Dom. Af den igaar omtalte Dom meddele vi følgende udførligere Referat: Efterat Justitsministeriet i Medfør af Grundloven og under særligt Hensyn til den Pio, Geleff og Brix overgaaede Højesteretsdom ved Bekjendtgjørelse af 14de August f. A. foreløbig havde forbudt "den internationale Arbejderforening for Danmark", anlagde det Offentlige ifølge Stævning af 28de næstefter ved den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret Sag mod den herværende Hovedbestyrelse ved dens Formand, Cigarmager Johnsen, til Foreningens Ophævelse. Til Støtte før den fra det Offentliges Side nedlagte Paastand om Foreningens Ophævelse ved Dom blev anført, at Foreningen er stiftet og har virket i ulovligt Øiemed, at den er en Afdeling af Internationale i London, et Samfund, om hvilket det ikke kunde betvivles, at dets Formaal var Omvæltningen af de nu bestaaende Stats- og Samfundsforhold, hvorfor det ogsaa var forbudt i andre Stater, at Foreningens Stiftere og hidtilværende Bestyrere, ovennævnte Pio, Geleff og Brix, under den mod dem anlagte Justitsfag havde tilstaaet, at de havde dannet Foreningen for at indføre den socialdemokratiske Samfundsbygning i Danmark og ved Arbeiderbefolkningens Optagelse i samme havde søgt at organisere en Styrke, der kunde anvendes til en voldelig Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning, naar det dertil beleilige Øieblik kom, samt at Foreningens Organ, Bladet "Socialisten", ligesom Foreningen selv ved sin Virksomhed i del Hele indtil det Sidste havde vedkjendt sig de forannævnte Stifteres og Føreres Ord og Handlinger, saa at Foreningens ulovlige Formaal aldrig var blevet forandret. Indstævnte benægtede saavel, at der enten i Foreningens Love og Statuter eller i Beslutningerne paa dens Generalforsamlinger fandtes nogen Bestemmelse, der tydede paa, at man ved ulovlige Midler vilde søge at opnaae sin Hensigt, som at Selskabet i sin Heelhed eller Bestyrelsen i sin Heelhed eller Centralcomiteen nogensinde havde havt et ulovligt Øiemed med Tilstadet eller tænkt paa at omstyrte de  bestaaende Samfundsforhold med Magt. Idet han vel indrømmede Selskabets Forbindelse med den store internationale Arbeiderforening for alle Stater, paaberaabte han sig, at det fremgik af § 1 i denne Forenings Generalstatuter, at Øiemedet - Arbeidernes Beskyttelse, Fremgang og fuldstændige Frigjørelse - var lovligt, samt af § 6, at de enkelte Afdelingers Organisation og Sammenslutning afhang af hvert Lands særegne Love. Hvad Pio's, Geleff's og Brix's Tilstaaelser i i den mod dem anlagte Justitssag angik, da formente Indstævnte, foruden at de ikke kunde have en for Foreningen bindende Kraft, og at de derhos vare i Modsigelse med Udtalelser af disse Mænd, der viste, at de ved lovlige Midler vilde gjennemføre deres Ideer, - at disse Mænds Hensigter i Grunden vare Foreningen uvedkommende, idet de i Centralcomiteen kun havde dannet en lille Minoritet, for hvis Hensigter Foreningen ikke kunde være ansvarlig, samt at det overhovedet var irrelevant i nærværende Sag, hvilke Hensigter enkelte af Internationales Bestyrelse eller Medlemmer havde havt. Med Hensyn til Artiklerne i Bladet "Socialisten" bemærkede Indstævnte, at Foreningen ingensinde havde eiet enten hele Bladet eller nogen Deel deraf, og at Bladet, der havde en ansvarlig Redaction, kun var Selskabets Organ i den Betydning, at det indeholdt Foreningens Bekjendtgjørelser, hvorfor intet Beviis imod Foreningen kunde findes i dets Udtalelser, om hvilke Indstævnte tillige bemærkede, at kun naar Modpartiets Organer paa en haanende og æggende Maade havde angrebet lnternationale, havde enkelte af Medlemmerne ladet sig henrive til i Hidsighed at bruge Udtryk og Trusler, hvormed de aldrig havde forbundet nogen Tanke, og som det ikke havde været deres Hensigt at iværksætte. For at afgjøre Spørgsmaalet om det indstævnte Selskabs Lovlighed blev der efter Rettens Mening ikke alene at see hen til Ordlyden i dets Love og Statuter, hvilken iøvrigt, hvad de Bestemmelser angik, der vedkom Foreningens Øiemed og politiske Optræden, vare saa svævende, at en imod Statens Love stridende Handlemaade saa langt fra kunde siges at være udelukket, at Muligheden af en voldsom Optræden fra Foreningens Side endog var antydet; men nærværende Sags Udfald maatte væsentlig beroe paa den Forstaaelse af Foreningens Love og Opfattelse af dens Øiemed, som havde gjort sig gjældende ved den Virksomhed, der var udfoldet fra Foreningens Side. Efter Art. 2 i Lovene styres Foreningen, som alt anført, af en Centralcomitee, som har den uindskrænkede Ledelse af Foreningens ydre og indre Anliggender, og efter Art. 13 skal den ved alle Midler stræbe at ordne Arbejdernes Optræden saavel i politisk Retning som imod Capitalisterne. Det var nu ved den ovennævnte Høiesteretsdom constaterer, at Pio, Geleff og Brix, der vare valgte til Medlemmer af Centralcomiteen, henholdsviis som Stormester, Secretair og Kasserer, og af hvilke den Førstnævnte, efter hvad heri Sagen uimodsagt var anført, havde forfattet Foreningens Love, havde ved den af dem drevne Agitation ikke blot tilsigtet at udbrede visse politiske Anskuelser, men ogsaa ved Arbejderbefolkningens Optagelse i den af dem bestyrede Forening søgt at organisere en Styrke, der kunde anvendes til en voldelig Kuldkastelse af den bestaaende Statsforfatning, naar det dertil beleilige Øieblik kom. Naar Indstævnte vilde have dem betragtet kun som en lille Minoritet af Centralcomiteen, for hvis Hensigter og Handlinger Foreningen intet Ansvar skulde have i nærværende Sag, saa var dette ubeføiet, navnlig naar hensaaes til, at efter Lovenes Art. 3 og 4 skulde Comiteens 7 andre Medlemmer - Kredsformændene for Danmarks 7 Stifter - have Bopæl i en af Byerne i vedkommende Stift, men Stormester, Secretair og Kasserer i Kjøbenhavn, der selvfølgelig var Hovedskuepladsen for Foreningens Virksomhed, og hvor Bladet "Socialisten" udkom, hvilket Blad udtrykkelig i Lovenes Art. 17 kaldes Foreningens Organ og ingenlunde hverken efter denne Betegnelse eller den Maade, hvorpaa det stedse havde været redigeret, navnlig ogsaa i sin Tid ved Pio som Redacteur, kunde betragtes blot som en Avertissementstidende for Foreningen. Foreningens Virksomhed kunde under de givne Omstændigheder ikke adskilles fra Bestyrernes, og Indstævnte havde da heller ikke paaviist et eneste Datum, hvoraf skulde kunne sluttes, at denne saakaldte Minoritet af Centralcomiteen ikke havde fundet Tilslutning af Comiteens og Selskabets øvrige Medlemmer; tvertimod vare de ommeldte 3 Mænd - endog efter deres Fængsling, og senere efterat de for deres Virksomhed som Bestyrere af den indstævnte Forening ved Høiesteretsdommen vare blevne ansete som skyldige i Forberedelse til Oprør i den Hensigt at kuldkaste den bestaaende Statsforfatning - saavel i Bladet "Socialisten" som paa Foreningens Generalforsamling erkjendte for endnu at være Foreningens Bestyrere og Førere, idet den nyvalgte Bestyrelse betegnedes som midlertidig valgt under Førernes Forfald. Sluttelig bemærkede Retten, at Mødet den 5te Mai 1872 paa Stadens Nørrefælled, der blev afholdt, trods det af Kjøbenhavns Politidirecteur udstedte Forbud, blev forberedt ved en Forsamling i Foreningen den foregaaende Dag, idet Pio, Geleff og Brix opfordrede Foreningens Medlemmer og enhver anden Arbeider, uanseet Forbudet, at indfinde sig paa Fælleden, og tillige paa en tilstrækkelig tydelig Maade gav Forsamlingen tilkjende, at Mødet i fornødent Fald skulde gjennemføres med Magt. Ligesom det nedlagte foreløbige Forbud ifølge Foranstaaende fandtes tilstrækkelig beføiet, saaledes tog Retten Paastanden om Foreningens Ophævelse ved Dom tilfølge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1874).

Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.

I.

Ser man hen til den lange Række af Domme, lydende paa Forbedringshus i Maaneder og Aaringer, der i det sidste Aars Tid er afsagte her i København over Mænd, der har været tiltalte for "politiske Forbrydelser", maa man komme til med Forbavselse at spørge: Hvad er det Forfærdelige, der er passeret her i Byen? Har vi havt Gadekampe og Menneskeblod i Rendestenene, i Stedet for Vand? Har vi havt provisoriske Regeringer, som har jaget Kongen i Landflygtighed, tømt Bankerne, Finanshovedkassen og private Kasser; eller har der maaske kun været gjort Forsøg paa den Slags Ting? Man maa til Forbavselse for Alle, som anstiller en rolig Betragtning over hvad der er foregaaet, svare: Nej! Intet af alt dette. Det Hele, der er foregaaet her paa de "politiske Forbrydelsers" Omraade, bestaar i, at den socialistiske Lære, som i Skrift og Tale uhindret udbredes over hele den civiliserede Verden, ogsaa her i Byen og her i Landet har fundet sine Talsmand, Forsvarere og Udbredere i Mand, der med den for Sagens Fremgang fornødne Djærhed og Frimodighed har forsvaret den. Den socialistiske Lære, som sætter Mennesker højere end Penge, som fordrer, at Samfundet skal være Kapitalens Herre, og ikke vil taale den nuværende Ordning, hver Kapitalen paa en saa ulykkebringende Maade er Samfundets Herre, finder naturligvis overalt en fjendtlig Modstand hos det nuværende Samsunds Magthavere, som sætter Pengene højere end Mennesket, og som ikke vil taale godvillig nogen anden Magt paa Herskersædet i Samsundet end Pengene. Overalt møder vi Socialister en fjendtlig Modstand, men intetsteds har den været mere forhaanende, irriterende og hensynsløs uforskammet end her i Landet. Vi fremstilledes som Vagabonder, der Ingenting vilde bestille, Intet vidste og Intet forstod, som Folk, der ikke selv vilde og kunde arbejde, men som derimod vilde leve flot paa Andres Bekostning. Trods vore soleklart fremsatte Beviser for at vi - netop vi - paa det Bestemteste fordrer, at intet arbejdsdygtigt Medlem af Samfundet maa kunne forbruge Mere end han fortjener, og at Adgangen til Fortjeneste skal være fuldkommen lige for Alle, saa lod Pressens Repræsentanter og mange Andre, som - skønt de kan være uvidende nok _ ubetinget maatte kunne forstaa vort Program, alligevel som de troede at vi vilde noget helt Andet end det, som vi tydeligt og klart paastod at ville. Igennem Pressen udslyngedes da nogle løgnagtige Beskyldninger imod os, og Avtoriteterne gjorde deres Bedste til, at det stakkels godtroende Publikum, - som jo for en stor Del er ligesaa ukendt med Politik som med Astronomi - kunde komme til i os at se et Parti, som vilde  fremme og frede alle slette Lidenskaber, medens baade Pressens Repræsentanter og Avtoriteter idetmindste burde vide og burde kunne forstaa, at vi vilde det stik Modsatte, nemlig arbejde for en Samsundstilstand, som holder de slette Lidenskaber i Tømme. Da Avtoriteterne begyndte at blive bange for, at den konsekvent gennemførte Udskælden og Latterliggøren, som var sat i System imod os, dog ikke skulde være tilstrækkelig til at standse vor Fremgang, benyttede Avtoriteterne de til deres Raadighed staaende Midler til at forhindre os i vor Virksomhed. Et enkeltstaaende Eksempel i denne Retning, som igennem "Dags-Telegrafen" er kommet offenlig for Dagen som en Kendsgerning, vil vi anføre, nemlig at Politiet har sagt til Bogtrykker Oettinger, at dersom han tillod sig at trykke "Socialisten", vilde han  ikke kunne beholde Arbejdet for Politiet. Dermed begyndte Forsøgene paa ad Forhindringernes Vej at tilintetgøre os.

Beskaffenheden i det Hele taget af den Modstand, vi mødte og endnu møder, idet vi f. Eks. med Hensyn til Udøvelsen af vor Forsamlingsfrihed, faktisk lever under lige saa ugunstigt Forhold, som om vi levede i en By, der var erklæret i Belejringstilstand, kunde umulig undgaa at fremkalde hos os, som en naturlig Selvfølge, en bitter og irriteret Stemning over for Storborgerpressen og Avtoriteterne. En saadan maatte være og maa være tilstede, og denne Stemning kom til Udbrud i et Møde i den internationale Arbejderforening for Danmark Aftenen den 4de Maj 1872, idet Pio, Brix og Geleff ved dette Møde protesterede mod Lovligheden af den ..... kroneske Politiplakat, hvorved et af disse Mænd, i Henhold til Grundlovens Bestemmelser om Forsamlingsfrihed sammenkaldt Arbejdermøde paa Nørrefælled, blev forbudt. Kun tre Mand paastod nævnte Politiplakat at være ulovlig og dens Indhold i Modstrid med Grundloven, og betvivlede, i Henhold dertil, at de i denne Plakat indeholdte Truster mod Mødet, saavel hvad Indbyderne som Deltagerne angik, vilde, naar det kom til Stykket, virkelig blive bragt i Udførelse. Dermed begyndtes "Forbrydelserne" og dermed - endtes de, naar maaske dog en lille Undtagelse maa gøres, idet en Artikel i "Socialisten" af 2. Maj samme Aar, med Overskrift "Maalet er fuldt", ligeledes af vore Avtoriteter henregnedes til "Forbrydelsernes" Familie. Indholdet af denne Artikel ansaaes for at være af en ganske forfærdelig Beskaffenhed, medens den i Virkeligheden ikke var anderledes end at den vistnok - og temmelig sikkert - vilde være gaaet upaatalt hen, dersom den var fremkommet i et Blad i et eller andet Land, hvor man langtfra kan "glæde sig" ved en saa "fri Forfatning" som den, vi er i Besiddelse af. Hvorledes Dommerne har opfattet Artiklen og Udtalelserne paa Mødet, er os Alle sørgelig bekendt. Disse "politiske Forbrydelser" gav vore Avtoriteter Anledning til talrige Arrestationer, Domfældelser og en Virksomhed for den "offenlige Anklagemagt" med et saadant Bulder og af et saadant Omsang, at man fik hele det ærværdige danske Samfund til at tro, at der enten var sket - eller i det Mindste havde været nær ved at ske - noget meget Grueligt, og det lykkedes endog at henlede hele Evropas Opmærksomhed paa vort skikkelige København som en By, hvor der var Revolutionsstof nok til at sætte hele Verden i lys Lue, og hvor Petroleumsleverandørerne i Fremtiden kunde vente at finde den bedste Kunde! Det nyeste Resultat af hele denne kæmpemæssige Sag, som stilledes paa Benene, er Overretsdommen, hvorved den internationale Arbejderforening for Danmarks forbødes, og vi skal i vort næste Nummer omtale denne Sags Motiver.

(Socialisten 6. februar 1874).

Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.

II

Højesteretsdommen i den mod Pio, Brix og Geleff anlagte Sag faldt den 6te Avgust f. A. og den 14de f. M. blev den intertionale Arbejderforening for Danmark foreløbigt forbudt af Justitsministeriet. Derefter anlagdes Sag mod Foreningen til dens Ophævelse og den stævnedes igennem sin daværende Formand for den københavnske Afdeling, Cigarmager Johnsen. Indstævnte nedlagde Paastand mod, retlig at kunne stævnes i denne Sag og paastod derfor Foreningen frifunden for ved Dom at blive ophævet ved det anlagte Søgsmaal. Maatte der imidlertid i denne hans Paastand ikke blive givet ham Medhold, men Sagen derimod fremmes, forlangte han ved Dom i denne Sag at erholde Forbudet mod Foreningen kendt uberettiget.

Sagen blev, som bekendt, fremmet, og til Støtte for den af det Offenlige forlangte Ophævelse af Foreningen, anførtes, at den var stiftet og havde virket i ulovligt Øjemed, hvilken Paastand søgtes bevist ved, at den var en Afdeling af "Internationale" i London, om hvilken Forening den kloge offenlige Anklager mente det ikke kunde betvivles, at den vilde omvæte (Uh!) de bestaaende Stats- og Samfundsforhold, hvorfor den ogsaa var forbudt i andre Stater. Endvidere støttedes Forlangendet om den danske Forenings Ophævelse naturligvis paa "Tilstaaelserne" af Pio, Brix og Gelefs, samt paa, at Foreningen, efter at Dommen over disse tre Mand var faldet, alligevel vedblev at vedkende sig dem som deres Førere, ligesom der ogsaa ankedes over, at Bladet "Socialisten", "Foreningens Organ", havde gjort det Samme.

Johnsen benægtede, at der enten i Foreningens Love og Statuter, eller i dens Generalforsamlingers Beslutninger, fandtes nogensomhelst Bestemmelse, der hentydede til, at man vilde gaa frem paa ulovlig Maade, og benægtede, at det nogensinde havde varet enten Foreningens eller dens samlede Bestyrelses Hensigt at bruge Magt eller ulovlige Midler til Fremme af dens Formaal. Han erkendte, at Foreningen havde Forbindelse med "Internationale" i London, men paastod, at det fremgik af denne Forenings Generalstatuter, at ogsaa dens Hensigter var lovlige, og at Afdelingerne for hvert Land kun havde at rette sig efter sit eget Lands Love. "Tilstaaelserne" af Pio, Brix og Geleff, paastod han, kunde ingen Indflydelse have paa Foreningen, ligesom han paastod, at de ved lovlige Midler vilde gennemføre deres Ideer.

Med Hensyn til Bladet "Socialisten" bemærkede Johnsen, at Foreningen ingensinde havde ejet enten hele Bladet eller nogen Del deraf. At Foreningens Bekendtgørelser optoges i Bladet, kunde ikke betinge nogen nærmere Forbindelse, og han forlangte derfor, at Artikler i Bladet "Socialisten" ikke blev tagne i Betragtning i Sagen mod Foreningen.

"Retten" kunde ikke anerkende Johnsens Paastande. Den fandt, at der ikke kunde tages Hensyn til Foreningens Love og Statuters Ordlyd alene (!). Desuden fandt den, at Bestemmelserne i samme var saa vidt svævende, hvad Foreningens Øjemed og politiske Virksomhed angaar, at Muligheden af en "voldsom Optræden" fra Foreningens Side, ikke kunde siges at være udelukket, men tvertimod at være antydet (!). Saaledes er Foreningens Loves Artikel 13 forekommet "Retten" mistænkelig, idet der i samme siges, at Foreningen ved alle Midler skal stræbe at ordne Arbejdernes Optræden, saavel i politisk Retning, som mod Kapitalisterne. "Retten" formente endvidere, at Foreningen og Centralkomiteen var enige om Foreningens Øjemed og Fremgangsmaade, og at der med Hensyn til Centralkomiteen ikke kunde skelnes mellem en større og en mindre Del af samme. Heller ikke vilde den anerkende det af Johnsen paastaaede Forhold mellem Foreningen og Bladet "Socialisten". Ligeledes gjordes gældende, at Mødet paa Nørrefælled den 5te Maj 1872 var blevet forberedt i Foreningen, og var blevet afholdt trods Politidirektørens udstedte Forbud.

Ifølge de saaledes af det Offenlige fremsatte Paastande, maatte "Retten" anse Ministeriets Forbud mod Foreningen for "tilstrækkelig" begrundet, og Paastanden om Foreningens Ophævelse ved Dom blev saaledes tagen til Følge, ligesom Johnsen, i sin Egenskab af Formand for Foreningens Bestyrelse, blev dømt til at udrede 15 Rd. i Salær til den af det Offenlige beskikkede Sagfører, Prokurator Rode.

*

En Del af de mærkelige Pointer i denne Sag trænger haardt til en nærmere Belysning, og vi skal i vort næste Numer fremkomme med Bidrag dertil.

(Socialisten 7. februar 1874).

Ophævelsen ved Dom af den internationale Arbejderforening for Danmark.

III.

(Sidste Artikel).

Totalindtrykket, som man modtager af Begrundelserne for den Dom, hvor ved Foreningen forbydes, forekommer os at være, at det er umuligt for almindelig sund Menneskeforstand at begribe, hvorledes det har været Dommerne muligt, i de mod Foreningen opstillede Anklagepunkter at finde tilstrækkelige Beviser for, at Foreningens Bestaaen er stridende mod den danske Lovgivning, og at dens Ophævelse ved Dom er overensstemmende med samme. Anklagepunkterne mod Foreningen er af den Beskaffenhed, at vi ikke kan se rettere, end at, naar de kan tjene som fyldestgørende Beviser for dens Ulovlighed kan der igennem den fornødne juridiske Behandling og tilsvarende Fortolkning af Omstændigheder, findes noget - og meget - Ulovligt ved enhver Institution i Danmark.

Dommerne har med stor Forkærlighed bidt sig fast i det lille, uskyldige Ord: "internationale", og ved deres, for vort hjemlige "Ordensparti" i det Hele ejendommelige. Opfattelse af dette Ords Betydning, naar det staar i Forbindelse med Arbejderspørgsmaalet, er de kommen til de mest besynderlige Resultater. De mener saaledes, at det ikke kan betvivles, at "Internationale" i London vil omvælte de bestaaende Stats- og Samfundsforhold. Dermed skal dens ulovlige Tendents være lovlig bevist. Dette Bevis er dog bevislig intet Bevis, idet det er en uomstødelig Kendsgerning, at vi, og mange Tusinde danske Borgere med os, betvivler det. og endog er overbeviste om det Modsatte. Endvidere vil vore skarpsindige Dommere vel nok være af den Godhed at indrømme, at Regeringerne i alle de store og smaa Stater, hvor Foreningen eksisterer og virker uhindret, saasom England, Tyskland, Amerika, Belgien, Svejts osv. ikke er af den Mening, at den vil gaa frem paa ulovlig og voldelig Maade, og at alle disse Regeringer altsaa betvivler det, som vore Dommere siger ikke kan betvivles. I modsat Fald vilde Foreningen selvfølgelig i disse Stater være bleven forbudt. 

Som Følge af dette: Kan ikke betvivles, slutter Tommerne, at selvfølgelig. var den danske Forening, som erklærede sig at staa i Forbindelse med den Londonske, ulovlig. For at faa denne Ulovlighedserklæring frem var der dog en - som man skuæde synes - aldeles uoverstigelig Hindring i Vejen, nemlig Foreningens Love. Hverken den londonske Forenings Generalstatuter eller den danske Forenings Love indeholder et eneste Ord om, eller en eneste Antydning af, at man muligvis vilde gaa frem paa ulovlig Maade. Generalstatuterne angiver tydelig, klart og uforblommet i alle deres Paragrafer, at Hovedforeningens eneste Formaal er, at virke for en lovlig Gensidighed millem de forskellige Landes Arbejdere, i Lighed med hvad der finder Sted mellem næsten alle andre Klasser i Samsundet. Generalstatuterne siger paa en Maade, som man skulde tro det var umuligt at misforstaa, at Sandhed, Retfærdighed og Moral skal være Foreningens ledende Tanke. Endvidere siger de, at Underafdelingerne for hvert enkelt Land skal, med Hensyn til deres Virksomhed, være aldeles uafhængig af Hovedbestyrelsen, og at de skal indrette sig, hver især, efter vedkomkommende Lands Statsforfatning, og at enhver Arbejderforening kan træde i Forbindelse med Generalraadet. I Henhold til disse Generalstatuter dannedes den internationale Arbejderforening for Danmark, og heller ikke dens Love indeholder et eneste Ord om at dens Stiftere havde endog tænkt sig Muligheden af, at den nogensinde kunde komme til at agitere imod Loven.

Hvad gør nu "Retten" overfor alle disse Kendsgerninger? Den siger, at der ikke kan tages Hensyn til Foreningens Love og Statuternes Ordlyd alene! - Saavidt er vi kommen i juridisk Lovfortolkning, at naar man ikke kan finde det, man absolut maa, vil og skal finde i Linjerne, saa finder man det paa den blanke Plads imellem Linjerne! Som et, forøvrigt aldeles unødvendigt Bevis for, med hvilken fortvivlet Opmærksomhed, Lovene er læste igennem for at finde noget Ulovligt i "deres Ordlyd", vil vi anføre, at et Udtryk, som findes i den danske Forenings Loves § 13, nemlig: "Den (Foreningen) skal ved alle Midler stræbe at ordne Arbejdernes Optræden, saavel i politisk Henseende, som mod Kapitalisterne, og den skal efterhaanden som Forholdene tillader det, virke hen til Oprettelsen af Produktionsforeninger, hvor alle Deltagere kan faa det fulde Udbytte af deres Arbejde." Disse to Ord heri, alle Midler, er den eneste Antydning af muligvis tilsigtet Ulovlighed, som man har kunnet finde i Lovene! Mon det ikke tilstrækkelig tydelig karakteriserer den Maade, man er gaaet frem paa, for at skaffe Beviser til Veje for Lovligheden af Foreningens Ophævelse ved Dom.

Endvidere autorer man som et Bevis for Foreningens ulovlige Hensigter, at dens Medlemmer har udbragt Leveraab for Pio, Brix og Geleff efter deres Domfældelse. I hvilken Lovparagraf mon der staar Noget om, at det er ulovligt at udbringe Leveraab for Venner og Bekendte, selv om disse maatte være dømte for "politiske Forbrydelser". Dommen lyder jo dog ikke paa Dødsstraf, og saa har man vel Lov til at tolke sine Ønsker om, at de Domfældte maa "leve" Straffetiden over.

Fremdeles har man givet Artikler i Bladet "Socialisten" Indflydelse paa Foreningens Domfældelse. Det er en mærkværdig Opfattelse af det Forhold, som faktisk har eksisteret mellem Foreningen og Bladet, men ikke mere mærkeligt, end alt det Andet. Enhver, som kender nogenlunde grundigt hvilken Forbindelse der har været mellem Foreningen og Bladet maa vide, at Foreningen aldrig har kunnet fremtvinge eller forhindre en eneste Artikels Optagelse i Bladet, idet dette aldrig har staaet i nogensomhelst Afhængighedsforhold til hin Bladet har altid staaet fuldkomment selvstændig og uafhængig overfor Foreningen, baade hvad Indtægter og Udgifter, samt Redaktionen i det Hele angaar, og dog stiller man Bladets Indhold og Udtalelser op som Noget, der har Indflydelse paa Foreningens Lovlighed eller Ikkelovlighed. At Bladet har været Foreningens Hovedorgan med Hensyn til Bekendtgørelser, kan ikke have nogen retslig Betydning.

Endelig gøres gældende, at Mødet paa Fælleden den 5te Maj 1872 var forberedt i Foreningen og blev afholdt, trods Politidirektørens Forbud. Det er en ganske ny og overraskende Meddelelse, at Mødet blev afholdt! Hele den "offenlige Magt" var jo opbudt og tilstede paa og ved Fælleden for at forhindre Mødet. Blev da mon den offenlige Magt knust af fremstormende Arbejdere og Adgangen til Fælleden erobret med Magt? Hvordan skulde ellers Mødet kunne holdes? Mødet blev vel holdt paa en Maade, dog ikke af Foreningen, men af Politiet og Militæret, og at Dommerne nu vil gøre Foreningen ansvarlig for, hvad disse Korporationer har foretaget sig, overgaar dog virkelig al Forstand.

Dommen er falden og vil vel sagtens nok blive stadfæstet af Højesteret. Dens Motiver er uforstaaelige for os, og at de er det for de Allerfleste - kan vist ikke betvivles!

(Socialisten 8. februar 1874).

Snedker Pihls Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Justitssag. Sagen mod Snedkersvend Sophus Thedor Pihl er i Løverdags bleven paakjendt af kriminalretten. Dommen, hvorvd han ikjendtes Straf at Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, giver først en Fremstilling af de faktiske Omstændigheder, der, som bekjendt, i det Væsenlige bestaa deri, at Pihl, efter at det ved et den 26de August f. A. paa Nørrefælled afholdt Arbejdermøde var vedtaget at indgaa med en Adresse til Hs. M. Kongen om Benaadning for de 3 saakaldte socialistførere, fik det Hverv, at iværksætte denne Foranstaltning. Pihl anholdt om Audiens hos Hs. Majestæt for at overrække ham Adressen, men blev henvist til at aflevere samme til Justitsministeren. Dette vilde hen ikke, men lod derimod indrykke i Nr. 244 af Bladet "Socialisten", der udkom den 21de Oktober f. A., en med hans Underskrift forsynet Meddelelse om det Passerede, hvori det bl. A. hedder: "Hans Majestæt kunde naturligvis ikke nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, men lod gjennem sin Adjudant vide, at Adressen maatte indgives til Justitsministeren", og fremdeles: "Da det imidlertid ikke kan falde mig ind at indgive en Adresse til Justitsminister Klein, vil jeg i Henhold til, hvad der udtaltes i Fællesmødet, sammenkalde et stort Møde af Arbejdere, for at alle de Arbejdere, der have vedtaget Adressen, selv kan Overlevere den til Kongen. Dette Inserat foranledigede, at det Dagen efter, nemlig den 22de Oktober, af Politiet blev Pihl betydet, at det bebudede Møde ikke vilde blive tilstedet, og at han, hvis han desuagtet skulde sammenkalde et saadant Møde, maatte vente at blive dragen til Ansvar efter Straffelovens 11te Kapitel. Ikke desmindre lod Pihl i Nr. 255 af "Socialisten" for den 2den November indrykke en af ham forfattet og underskreven Opfordring til Arbejderne i Kjøbenhavn og Omegn om at give talrigt Møde paa Kristiansborg Slotsplads den paafølgende Dag Kl. 12, paa hvilken Tid Hans Majestæt gav offenlig Audiens, for at den omhandlede Adresse, "støttet ved Nærværelsen af en talrig Arbejderkreds", kunde blive overgivet til Kongen. Tillige indeholdt Artiklen bl. A. en Bemærkning om, at, Mødet ikke maatte betragtes som en tom Demonstration, men som en Arbejderne paalagt Pligt, og at det nu vilde vise sig, om Hs. Maj. fortjente Arbejdernes Tillid. Dette Skridt fra Pihls Side bevirkede, at han allerede den 2den November blev anholdt. Som Følge deraf blev den tilsigtede Indgivelse af Adressen samtidig med en Samling af Arbejdere paa Slotspladsen hverken gjennemført eller forsøgt; dog bevirkede Opfordringen i "Socialisten", at der paa den omtalte Plads den 3die Novbr. om Middagen samlede sig en Menneskemasse, som Politiet maatte fjerne, tildels ved Anvendelse af Magt. Under den derefter med Pibl indledede Undersøgelse blev det oplyst og erkjendt for rigtigt af ham, at han bl. A. paa et i "Internationale" den 9de Juli afholdt Møde havde udtalt, at han vilde have set, om Førerne vare blevne dømte, hvis Arbejderne itide havde samlet sig paa Gl. Torv og Amalienborg og sendt en Deputation af 2-3 Arbejdere op til Kongen og sagt ham, at det var "det forsamlede Folks Begjæring", at Førerne skulde løslades. Endvidere oplystes og erkjendtes det af Pihl, at han paa et den 20de September afholdt offenligt Møde i "den demokratiske Arbejderforening" bl. A. yttrede, at det ikke kunde være Andet, end at man maatte tage Notits af en saa stor Forsamling som paa Nørrefælled, og skulde man virkelig ikke tage Notits deraf, saa kunde Arbejderne møde paa Slotspladsen og sige: "Her ere vi Allesammen". Efter Undersøgelsens Tilendebringelse sattes Pihl under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens § 90. Med Hensyn til Begrundelsen af den Arrestanten ikjendte Straf hedder det i Motiverne til Dommen, at Arrestanten maa anse at have overtraadt den anførte Paragraf i straffeloven ved sin Meddelelse i Nr. 244 af Bladet "Socialisten" at have brugt den Yttring, at Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens, idet denne Udtalelse efter Ordenes naturlige Betydning indeholder den fornærmelige Sigtelse, at Hs. Maj. Kongen ikke skulde ville tilstaa en Arbejder som saadan den Adgang til sin Persen, som ved offenlige Audienser staar aaben for Alle. Han ansses derhos at have overtraadt samme Lovbud ved den omhandlede Opfordring i Bladet Nr. 255 af "Socialisten", hvilken Opfordring ikke kunde betragtes anderledes end som en Trusel mod Hs. Majestæt, tilmed de Pihl selv havde erkjendt, at Opfordringen var sket i det Øjemed at paavirke Hs. Majestæts Beslutning i Henseende til Modtagelsen af Adressen ved at vise ham den Styrke, Arbejderne besad, og som de kunde benytte til dermed at sætte igjennem, hvad de vilde.

Pihl er født i Marts 1840 og ikke funden tidligere straffet.

(Fædrelandet 26. januar 1874).

Justitsminister Christian Sophus Klein (1824-1900) blev valgt til Folketinget i 1858, for det nationalliberale parti. Han var på artiklens tilblivelsestidspunkt valgt (1870) i Aalborg. Han var lunken over for provisorietiden i  Højre, og gled i baggrunden da han søgte overenskomstens og forligets politik. Den trængte først igennem i april 1894.

Fotograf Wilhelm Adolph Schulenburg (1836-1883): Sophus Theodor Pihl. (23.3.1840-17.4.1888). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Dommen over Snedker Pihl kan for Arbejderne indeholde en Advarsel om, hvor forsigtige vi bør være, naar vi foretage os noget, der, selv om det forekommer os nok saa uskyldigt og lovligt, indeholder en Side, hvorfra det kan vire ubehageligt for det nærværende Regimente. De Herrer Nationalliberale eller Reaktionære skulle ikke forsømme, hvor de kunne, at ramme den, som taler de ringere stilledes Sag, og som forsvarer Frihedens Grundsætninger. Begivenhederne i de sidste Par Aar vise nok som dette. Man vil dog ikke naa at kvæle den Aand, som er vakt hos Arbejderne, selv om man bruger Politistave og Forbedringshuset. Snarere vil Arbejderen end mere faa Øjnene op for Nødvendigheden af Sammenhold om saadanne Mænd, som virke for en friere Ordning af vore Samfundstilstande. Det nationalliberale Aag, der hviler som en trykkende Mare paa Folket, særlig paa Arbejderne maa kastes af. Partiets Presse har haanet og spottet os i en Grad, saa man næsten maa undres over vor Taalmodighed til at finde os deri. Og mon ikke mange ville kalde den Dom, der nu er faldet over Snedker Pihl, haard, naar man tænker paa det nu herskende Parties Optræden i 1848, da dets bedste Mænd i Spidsen for en Folkemasse gik til Kong Frederik den syvende for at bede om en fri Forfatning, og bleve naadigt modtagne af Kongen. Hvorfor maatte saa Arbejderne i 1873 ikke gaa til den nuværende Konge for at bede om Naade for de Mand, hvilke et stort Flertal iblandt os agte og elske, fordi de have vækket os til Bevidsthed om vore Borger-Rettigheder og lært os, at vi ikke blot havde Pligter, men tillige, at vi ikke burde henleve som en villieløs Hob. Man vil ikke let glemme Politiets Optræden mod de Folkeskarer, som samledes paa Slotspladsen. Skulde det være strafværdigt at henvende sig til Kongen i det nævnte Øjemed, naar man ser, at en Mand, der har talt om, at folkekaarne Mand af Landets Repræsentation burde hænges paa en Lygtepæl, bliver hædret med Udmærkelsestegn! Er det Lighed? Arbejdere! lad os opfostre vore Børn til Frihedsmænd og minde dem om, hvad de maa lide, der tale den ringeres Sag, ikke blot de Mænd, der kastes i Fængsel, men ogsaa de gamle prøvede Frihedens Forkæmpere, som paa Tinge tale Folkets Sag. Ti ogsaa de maa taale Haan og Foragt fra det Partis Side, der har bragt Ulykke over vort Fædreland og indskrænket dets Frihed. Vi ville ikke være Revolutionsmand, som man beskylder os for; men for Frihed maa og ville vi kæmpe til det yderste. Vi have begyndt Kampen og maa fortsætte den med Udholdenhed. Dette er en stor Dyd og vil føre til Sejer med Tiden.

C. K.

Sluttelig vil jeg opfordre alle Arbejdere til at støtte Snedker Pihls Kone og Børn, at de ikke skulle lide Nød, medens vor Kammerat og Talsmand afsoner den ham idømte Straf.

C. K.

(Aarhus Amtstidende 27. januar 1874).

Rene Ord for Pengene. "Morgenbl." indeholder Følgende: Vi have i sin Tid meddelt vore Læsere Udfaldet af den ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret anlagte Justitssag mod Formanden for den demokratiske Arbejderforening, Snedkersvend Pihl, som, ifølge Justitsministeriets Befaling, var tiltalt for at have overtraadt Straffelovens 90, der omhandler Fornærmelser mod Kongen; Dommen lød, som det vil erindres, paa 8 Maaneders Forbedringshusarbejde. Da Dommen faldt paa en Tid, hvor Offentliggjørelsen af den kongelige Haandskrivelse og de i Forbindelse med den staaende politiske Begivenheder næsten udelukkende havde taget den almene Opmærksomhed i Beslag, var det naturligt, at den gik temmelig upaaagtet hen. Nu da Sindene synes at være komne noget mere i Ligevægt, turde der imidlertid være Opfordring til at skjænke hin Sag lidt større Opmærksomhed; vel vedkommer den nærmest en enkelt, men da den tillige frembyder adskilligt af offentlig Interesse, tro vi ikke at burde lade den passere uden Omtale.

Vi udtalte for nogen Tid siden, at den personlige Frihed for at være tilbørlig sikret krævede Nævningers Indførelse; vi kunde have tilføjet, at for at Retfærdigheden overhovedet skal kunne ske Fyldest, navnlig i Sager, der rejse sig af politiske Lovovertrædelser, er det en nødvendig Betingelse, at Grundlovens Tilsagn om Nævninger opfyldes. Den nævnte Dom er et nyt Vidnesbyrd herom. At den er urimelig stræng, er der næppe hos mange nogen Tvivl om. Vi for vort Vedkommende ville i det mindste tilstaa, at det ikke har været os muligt at opdage noget rimeligt Forhold mellem den begaaede Brøde og den idømte Straf. Vi tage ikke i Betænkning at udtale dette, skjøndt vi vel vide, hvad man, naar man tillader sig at drage en Doms Retfærdighed i Tvivl, udsætter sig for fra deres Side, som for Tiden finde deres Regning ved at proklamere Dogmet om Domstolenes Ufejlbarlighed. Det generer ikke de Herrer, som nu ere saa ivrige for dette Dogmes Anerkjendelse, at de selv aldrig have respekteret det uden med visse meget betænkelige eller - for at sige det rent ud - for dem selv meget fordelagtige Begrændsninger; det forhindrer dem ikke i, at de nu fare i Harnisk overfor og stemple som "skammelig", "samvittighedsløs" osv. enhver, selv den beskedneste Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med vore Domstoles saakaldte "ophøjede Upartiskhed" i politiske Sager. Vi behøve i denne Henseende blot at minde om alt det Væsen, man har gjort af Bjørnbaks Ytring om, at det ikke var let at vinde en Sag, naar man førte den med politiske Modstandere, og man dertil havde politiske Modstandere til Dommere. Men trods alle ihærdige Bestræbelser af Ufejlbarlighedsdogmets Tilhængere vil det falde vanskeligt at faa fornuftige Folk til tro, at Domstolene beklædes af lidenskabsløse Væsner, der ere saa uskyldige, at de - som Skriften siger - ikke kjende Forskjel paa Højre og Venstre. Man behøver ikke at kjende meget til Historien for at vide, at Domstolene allevegne og til alle Tider faa godt som nogen have forstaaet at tage politiske Hensyn, og man behøver ingen Erfaring for at komme til den Erkjendelse, at vi ligesaa lidt her til Lands som noget andet Steds have naaet en Fuldkommenhedens Tilstand, hvad Retsplejen angaaer. Selvfølgelig maa Domstolenes Afgørelser respekteres som saadanne, hvor uretfærdige de end ere, - det kræver Samfundsordenen; men at forlange mere end den ydre Lydighed, at kræve, at man tillige skal tage sin Fornuft fangen overfor dem, saa at Kritikken suspenderes, det er mere end taabeligt.

Da vi tidligere have meddelt vore Læsere de nærmere Omstændigheder ved Pihls Sag, anse vi det ikke for nødvendigt at gjentage dem her; det maa være nok at erindre om, at Domfældelsen er begrundet paa, at Pihl i en Meddelelse, han i "Socialisten" gav om sit forgjæves Forsøg paa at faa Audiens hos Kongen for at overrække ham en Adresse om de 3 Socialistføreres Benaadning, havde brugt den Yttring, at "Hs. Majestæt naturligvis ikke kunde nedlade sig til at modtage en Arbejder ved Audiens", og at han dernæst trods Politiets Forbud havde udstedt Opfordring til et offentligt Arbejdermøde paa Kristiansborg Slotsplads i det Øjemed -  som det hedder i Dommen - at paavirke Hs. Maj.'s Beslutning i Henseende til Modtageren af Adressen. - Det lader sig naturligvis ikke benægte, at det af Pihl udviste Forhold er strafbar efter Ordene i Straffelovens § 90; men paa den anden Side maa det ikke overses, at den Lovovertrædelse, hvori han har gjort sig skyldig, hører til det Slags, som gaar under Navnet "politiske Forbrydelser", og som altid, men navnlig i politiske  Gjæringstider, bør bedømmes skaansomt, naar man ikke vil udsætte sig for at træde den absolute Retfærdighed for nær. Vi ville ikke undskylde nogen Art Lovbrud, men det forekommer os dog, at en Regering, hvis Medlemmer middelbart eller umiddelbart ere blevne til hvad de ere i Kraft af "Fortvivlelsens Selvhjælp", og som efter eget Sigende ikke frygter for at optage et Grundlovsbrud som en Del af sit Program, havde saare megen Grund til at være skaansom overfor de lavere stillede Medborgere, som ere blevne smittede af det fra oven givne slette Exempel paa Mangel af tilbørlig Respekt for Lovene. Da Ministeriet har saa travlt med at "redde Samfundet", kan det jo ikke være blindt for, at vi leve i en social Gjæringstid, og at det i en saadan, hvor Retsbegreberne let blive noget løse, er meget forklarligt, om en fattig Arbejder lader sig henrive til Ytringer eller Handlinger, som gaa ud over det tilladeliges Grændse, naar han ser, at de, der staa i Spidsen for Landets Styrelse, intet som helst ville gjøre for at komme den fattige og forurettede Del af Befolkningen i Møde, men endog arbejde i modsat Retning. Loven er som sagt ganske vist overtraadt, men da "det offentlige" ellers saa fortræffeligt forstaar at gjøre Undtagelser fra Reglen til Fordel for dem, som "nyde" - en Artikkel i 1ste Hefte af "Nyt dansk Maanedsskrift" for 1873 er særdeles oplysende i denne Henseende - vilde det ikke være saa ubilligt, om der ogsaa en Gang blev gjort Undtagelse til Fordel for dem, som "arbejde".

Justitsministeren fandt det imidlertid stemmende med sin Pligt at beordre Pihl tiltalt, og Sagen blev saaledes overladt til Domstolenes endelige Afgjørelse. Den nugjældende Straffelov giver som bekjendt Dommerne et overordentlig vidt Spillerum i Henseende til Fastsættelsen af Straffens Art og Grad, og det var saaledes Kjøbenhavns Kriminalret muligt at give Sagen et Udfald, som nogenlunde kunde tilfredsstille den almindelige Retsfølelse. Men Retten, som ellers nok forstaar at tage Hensyn til "formildende Omstændigheder", gik denne Gang en anden Vej; den paagjældende Paragraf i Straffeloven lader Straffen variere imellem simpelt Fængsel og Forbedringshusarbejde, og Retten valgte den sidste Strafart.

Forbedringshusstraffen burde altid trykke Vanærens Stempel paa den, hvem den idømmes; men i nærværende Tilfælde kan man sige sig selv i Forvejen, at den i mange Medborgeres Øjne vil skaffe den domfældte Martyriets Glorie. Derfor er det ikke alene uretfærdigt, men ogsaa uklogt i et Tilfælde som dette, hvor Loven ikke ubetinget kræver det, at idømme vanærende Straf for en politisk Overtrædelse. Er der noget, som er skikket til at svække Samfundsmyndigheden, er det en letsindig Brug af Samfundets skarpeste Tugtelsesmidler. Hvad der er sket i denne Sag, kan ganske vist ikke forundre saa meget, da det desværre staar i al for god Samklang med Regeringens hele Adfærd over for Arbejderbevægelsen; men derfor bør vi, som ønske en fredelig og rolig Samfundsudvikling, ikke tie til det. Det er en Ulykke for vort Land, at dets Styrelse er i Hænderne paa Mænd, som tro at kunne kue en omfattende og, som vel de allerfleste indrømme, i mange Henseender berettiget social Bevægelse ved Hjælp af Politistave og Straffedomme; men for os, som ikke kunne erkjende, at det kan kaldes at redde Samfundet, at gjøre en hel og stor Samfundsklasse til Samfundets svorne Fjende i Stedet for at komme den velvilligt i Møde og gjøre alt, hvad man kan, for at forsone den med den bestaaende Tilstand, - for os er det en Pligt ved enhver Lejlighed at advare mod en "Samfundsredning", hvis højeste Visdom kan udtrykkes i det gamle Ord: Efter os kommer Syndfloden!

(Aarhus Amtstidende 17. februar 1874).

Om Pihls Sag kan vi, efter indhentet Oplysning, meddele følgende pikante Data: Efter Opfordring af en vis Mand, der nok er godt kendt i Retfærdighedens Tempel, forsøgte Mad. Pihl at faa Underretning om, hvorvidt Pihl kunde komme paa fri Fod mod Kavtion. Efter at være afvist den første Dag, kom hun igen den anden Dag og efter at have passeret Revu for 1ste og 2den Politiinspektør, stededes hun for Hr. Crone selv. Denne ønskede gerne at vide, hvem der vel vilde kavtionere for Pihl og underrettede endvidere Mad. Pihl om, at den fornødne Sum maatte blive 1000 Rd., men selv om denne Sum præsteredes, saa kom Pihl ikke paa fri Fod, ti han vilde sagtens atter begynde sin afbrudte Virksomhed som Agitator for Socialismen og det var dog allerbedst, at han blev hvor han var, indtil Højesteret havde dømt i Sagen. Mad. Pihl indvendte, at en Kvinde, der var beskyldt for Barnemord, var bleven frigiven mod en ubetydelig Kavtion, hvorpaa Hr. Crone gav et meget afvisende Svar og hermed endte Avdiensen med at Mad. Pihl maatte gaa med uforrettet Sag -

- Red. kan ikke optage denne Meddelelse uden at udtale sin alvorlige Beklagelse over den hensynsløse Maade, hvorpaa Politiets Embedsmænd er optraadt imod en enestaaende Kvinde, hvis Mand hensidder i Varetægtsarrest, uden at hans endelige Dom er falden. Lige overfor en Arbejder eller en Arbejders Familie tror disse Herrer at kunne tillade sig enhver Uartighed, idet de gør Regning paa, at deres Foresatte billiger enhver Handling, den være nok saa utilbørlig, naar den kun gaar udover Arbejderne. Havde det været en Etatsraads Kone, der havde henvendt sig til Etatsraaden og hans Hjælpere om at faa sin Mand frigiven mod Kavtion, saa vilde man have set disse Politimennesker krumme deres Rygge, men nu havde de kun haanlig Afvisning til Svar. - Vi skal ved denne Lejlighed oplyse Hr. Crone om, hvad han burde vide, at han ikke siger noget Nedsættende om Pihl ved at kalde ham Agitator. Hr. Crone burde vide, at i enhver stor Sag er en Agitators Virksomhed ikke blot nødvendig, men fortjenstlig , og de Evner, der hører til at udøve denne Virksomhed, er saa sjeldne, a! de Mænd, som viser sig i Besiddelse af disse Evner, med Rette hædres af deres Meningsfæller. Da det nationalliberale Parti i sin Tid agiterede for Udbredelsen af sine Anskuelser, blev dets Agitatorer stillede frem som nogle af Landets bedste Mænd, og Hr. Crone har vistnok mange Gange været med til at raabe Hurra for Orla Lehmann, hvis egenlige Kald det var at være Agitator.

(Socialisten 20. februar 1874).

Dommen blev stadfæstet i Højesteret den 17. marts 1874.

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Efter den udførlige Liste over Resultatet af Valgene i Løverdags til den tydske Rigsdag har Krüger-Bevtoft i den første Valgkreds (Haderslev Amt) seiret med 5377 St. over den tydske Candidat, Regjeringspræsident Bitter, der kun fik 1225. I den anden Valgkreds (Flensborg, Aabenraa, Graasteen) er der faldet 3189 St. paa Krüger, 3467 paa Professor Hinschius fra Berlin, 1284 St. paa den gamle Augustenborger Jørgen Bremer og 907 St. paa Socialdemokraten, Cigarmager Winter. Det maa dog bemærkes, at ovenstaaende Tal ikke ere definitive, da der mangler Efterretninger fra flere Landsogne. "Dvke." mener, at det vil komme til Omvalg i 2den Kreds mellem Krüger og Hinschius. - I den 4de slesvigske Kreds (Vestkysten fra Tønning til Tønder) var der afgivet 950 St. for Krüger og 918 for den tydske Candidat Wachs; men der fattedes Efterretninger fra Husum Amt. Uden Tvivl vil Wachs i denne Kreds seire med en saa stor Majoritet, at det ikke kommer til Omvalg.

"Dvk." af idag indeholder en livlig Beskrivelse af Valgdagens Hændelser i Haderslev. Bladet beretter, med hvilken Præcision begge Parter førte deres Tropper i Ilden. Tydskerne vare saa sikkre paa deres Seir, at de havde arrangeret Alt til et fakkeltog, som dog maatte opgives igjen, da Krüger fik de fleste Stemmer. Henad Aftenen forøvedes der Excesser imod Redacteur Hjort-Lorenzens Bolig, idet der først blev slaaet en Kjælderrude ind og senere (af Gadens Vægter Kling) kastet en stor Vognkjep ind i et af Værelserne, hvorved hele Vinduet knustes, Den tydske Valgcomitee havde om Morgenen ladet opslaae en Mængde røde og gule Placater, i hvilke Bitters Balg blev anbefalet paa det Varmeste.

I Flensborg hersker der i de danske Kredse stor Glæde over Valgseiren den 19de for Byens Vedkommende. I 1871 blev der kun afgivet 1231 St. for Krüger, iaar derimod 1400, altsaa 169 danske Stemmer flere. Ogsaa Landsbyerne i Flensborgs Omegn (Frøslev, Veibæk, Tvedskov, Bov osv.) have overveiende stemt i dansk Retning. Ogsaa Byerne Jarplund og Barderup i Oversø Sogn have givet Krüger Majoritet. "Flensb. Avis" bemærker i den Anledning: "Denne Linie synes saaledes at være det Naturskjel, udover hvilket den danske og nordiske Folkeaand ikke lader sig trænge tilbage."

"Dvke" skriver den 12te dS.: I de holsteenske Valg kredse seer det høist betænkeligt ud. Medens det preussisksindede og det angustenborgske Parti ligge i Haarene paa hinanden, have Socialdemokraterne arbeidet og ved Valget svunget sig op til en Betydning som ingensinde for. I ottende Kreds (Altona) maa Hasenclever fra Berlin, Formanden for den tydske Arbeiderforening, betragtes som valgt med henimod titusinde Stemmer, hvorimod Regjeringscandidaten Dr. Schleiden, som for tre Aar siden med Nød og neppe seirede over en socialdemokratisk Candidat, kun har faaet noget over 5000 St. I syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) synes Socialdemokraten Hartmann ogsaa at have Udsigt til at blive valgt. I Kiel har han faaet absolut Majoritet, 2167 Stemmer, medens Regjeringscandidaten Hänel kun fik 1448 og Augustenborgeren Griebel 625. Ogsaa i Rendsborg har Hartmann seiret med 522 St. over Hänel med 454 og Griebel med 259. I femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken") optræder Socialdemokraten Winter imod Regjeringscandidaten Lorentzen og Auguslenborgeren Griebel. I Itzehoe har Winter absolut Majoritet mod 677 St. mod Lorentzens 346 og Griebels 253; i Wesselburen har derimod Lorentzen seiret med 291 mod 267 paa Winter og 86 paa Griebel; men i Brunsbüttel har atter Winter seirel med 136 St. mod 94 paa Griebel og 59 paa Lorentzen. Winter optræder ligeledes i sjette Kreds (Gluckstadt), hvor Regjeringscandidaten Beseler synes at have Udsigt til at fortrænge den tidligere augustenborgste Candidat Jensen. I Glückstadt har Beseler faaet 327, Winter 247 og Jensen 67 St., i Bramstedt har Beseler 270, Winter 160, Jensen 1 St. Endelig i niende Kreds (Neustadt-Pløn) har Augustenborgeren Reeder aldeles ingen Udsigter. Her har den tidligere Rigsdagsmand Seelig faaet Socialdemokraten Reimer imod sig. I Neustadt har Seelig seiret med 399 mod 304, i Heiligenhafen med 214 mod 82, i Lytzenburg med 179 mod 146, i Pløn med 281 mod 162, i Oldenburg med 307 mod 137.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1874).

Hertugdømmerne. Som allerede imorges meddeelt, er Krüger-Bevtoft valgt i den første slesvigske Kreds med 11,931 St. imod 1970, der faldt paa Tydskernes Candidat, Bitter. "Dvke." bemærker dertil: "Det danske Fleertal i første Valgkreds er altsaa denne Gang lige saa stort som ved Valget den 12te Febr. 1867, nemlig 86:14 og kun lidet mindre end ved Valgene den 31te August 1867 og 4de Marts 1871, da det var 88:12. Tages der Hensyn til, at der i første Valgkreds opholder sig over halvtredietusinde tidligere preussiske, nu danske  Undersaatter, som have mistet deres Valgret siden sidste Valg, saa sees det klart, at de tilbageværende Vælgere have stemt i større Antal end nogensinde før." Med Hensyn til Valgene i Holsteen skriver samme Blad: I Holsteen vides med Sikkerhed to socialdemokratiske Rigsdagsmænd at være valgte, nemlig Hasenclever i ottende Kreds (Altona og Reimer i niende Kreds (Neustadt-Segeberg-Plön) I to andre Kredse vil det i alt Fald komme til Omvalg, nemlig i syvende Kreds (Kiel-Rendsborg) mellem Socialdemokraten Hartmann og Regjeringscandidaten Hänel, og i femte Kreds (Itzehoe-Ditmarsken) mellem Socialdemokraten Winter og Regjeringscandidaten Lorentzen. I begge Kredsene har den socialdemokratiske Candidat relativ Majoritet. Alene i sjette Kreds (Glückstadt-Pinneberg) er det lykkedes at sætte Regjeringscandidaten Beseler igjennem imod Socialdemokraten Winter, men kun med meget ringe Majoritet. De augustenborgste Candidater ere overalt i Holsteen faldne ynkelig igjennem. Ifølge en Opgjørelse i "Kieler Zeitung" skal der i hele Holsteen og Slesvig være afgivet 25,000 Stemmer paa Regjeringscandidater. 25,000 paa Socialdemokrater og 5000 paa Augustenborgere. Tallet paa danske Stemmer vil vise sig at være henved 20,000, saaledes at Antallet af de danske Slesvigere altsaa bliver henved en Fjerdedeel af hele Proindsens Befolkning, eller, da denne kan regnes til noget over 1 Million, omtrent 250,000.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1874).

Højremændene! (Efterskrift til Politivennen)

Væk med Højremændene! Det er rigtig morsomt at lægge Mærke til, hvorledes Højrepressen hyler over, at Venstrefolket alvorligt rejser sig for at udelukke Højremændene fra alle mulige Bestillinger, som har den allermindste Betydning. Naar Venstremændene gjøre dette, da gjøre de nemlig slet intet andet, end hvad Højremændene hidtil udelukkende have gjort paa alle mulige Punkter. Ministrene have været Højremænd, og ethvert Embede, enhver mulig Bestilling, som de have kunnet udnævne til, ere blevne besatte med Højremænd udelukkende. Titler (især Kammerraadstitlen), Ærestegn, Rang af hvad Navn nævnes kan, ere udelukkende tildelte Højremænd. Og saaledes er det gaaet lige ned til Sognefogder, Vurderings- og Taxationsmænd af alle mulige Slags. Man har maattet forbauses over, hvor snildt Højre har kunnet udpille enhver slavesindet, reaktionær Bonde for at paahænge ham et Ordenstegn eller udnævne ham til en eller anden Bestilling, hvorved der kunde være Ære, Indflydelse og Fortjeneste at hente. Jo mere reaktionær t. Ex. en Præst, Prokurator, Amtmand, Herredsfoged har været, jo vissere har han været paa Forfremmelse og Ophøjelse (vide Ridder Schrum i Svendborg!) Endogsaa til Embeder, hvor folkevalgte Myndigheder have betydelig Indflydelse paa Besættelsen, som f. Ex. Skolelærer-Embederne, have Højremændene hidtil vidst at kjøre saaledes omkring med Sagerne, at Højres Nikkedukker ere blevne foretrukne. Venstremændene have hidtil ladet Højremændene besætte Skolelærer-Embederne, saa at hidtil ufolkelige Lærere overalt ere blevne foretrukne for folkeligsindede. Højremændene ere gaaede saa vidt i deres Fanatisme imod Venstre, at endogsaa til ganske private, upolitiske Stillinger tilsidesætte de Venstremændene og fremtrække Højremændene. Se til vore tidligere oprettede Sparekasser og Banker! Se til de landøkonomiske Foreninger! Se til Valgene af Dommerne ved Dyrskuerne, Smørudstillingerne! Se til Dampskibsselskaber og andre Selskaber! Allesteder Højremænd eller Højremændenes Løbedrenge og Budbærere til Bestillingerne, især dem, der er noget at tjene ved! Man tør endogsaa paastaa, at Højremændenes Fanatisme og Egenraadighed er gaaet saa vidt, at Forslag til Lovforandringer i Dampskibsselskabers Love eller i Landboforeningernes Love, Vedtægter og Bestemmelser ere paa det mest glubende blevne bekæmpede af Højremændene, naar Forflagene have været stillede af Venstremænd. Man kunde eftervise denne Højremændenes Fanatisme og Ensidighed paa det tydeligste i alle mulige Retninger lige indtil den Glubenhed hvormed de ophøje enhver Bonde, som bliver Forræder imod Venstresagen. Saalænge Højre egenraadigen og egenmægtigen har kunnet gjøre det, saa fandt de det ganske i sin Orden. Og Venstremændene have hidtil været kortsynede (og dorske) nok til at finde sig deri. Men nu, da Venstremændene ere vaagnede og ville iskænke den Skaal for Højremændene, som disse hidtil have iskænket for Venstremændene - : ja saa hyle Højremændene og Højrepressen over denne forfærdelige Ugudelighed - som de hidtil have været ene om at udøve. Er det ikke nogle morsomme Fættere, de Højremænd?

(Aarhus Amtstidende 7. januar 1874).

Højremændenes Hyl over Venstremændenes Bestræbelser for at værge sig overfor Højremændenes politiske Had og Fanatisme er ikke andet end det pureste Hykleri. Højremændene gjøre nemlig, have i mange, mange Tider gjort det samme, som Venstremændene nu endelig ere pidskede til at gjøre. Højremændene have i mange Aar ikke holdt Venstrebladene, og saasnart et Venstreblad har berørt en Ting, som Højremændene ikke have fundet Behag i, saa væk med det! Man vil vel nok behage at erindre, hvordan Højremændene i Aarhus stillede sig under den fransktydske Krig mod nærværende Blad. Jernstøber Frich begyndte, og saa kom Athenæum med Telegrafist Zahle i Spidsen, derefter Haandværkerforeningen med Arkitekt Lange og Hosekræmmer Christiansen og den store Mand Maler Kruse. Bladet skulde afsiges, ingen maatte avertere deri. - Hvordan stillede Hr. Broge sig, da han blev vred over vor Holdning i Dampskibssagen, da hans Modstand forhindrede, at det jydsk-engelske Dampskibsselskab fik et 3die Skib for 2/3 af den Pris, der nu maa gives for et? Strax afsagde han og hans Svigersøn Bladet, og han unddrog os sine Avertissementer for en Tid. Og saadan kunde vi opvise mange Exempler fra andre Omraader. - Højremændene søge at unddrage Venstremænd Næring og Bjergning, Arbejde og Fortjeneste, saa vidt de kunne. Men de gaa mere lunt tilværks dermed end Venstremændene. De tale ikke saa aabenlyst derom, men imellem hinanden er et Vink nok! de Fyre forstaa en halvkvæden Vise. De skrive ikke derom offentlig, men de udføre det i den mest storartede Maalestok i Virkeligheden. Men som Venstremændenes Færd er og bør være, aaben og ærlig, frit og med "aaben Pande", saa tales i det af Kongen i Dag givne Svar paa ogsaa i dette Stykke. Lad kun Verden vide hvad vi ville, nemlig ikke fede vore Modstandere og lade vore Venner sulte. Det er ikke andet, end hvad Højremændene gjøre i fuldeste Maal, og have længe gjort. De ikke alene lade være med at unde politiske Modstandere noget af, hvad de kunne unde dem, men de skade dem, saa vidt de kunne. I dette sidste ville vi ikke ligne dem. Vi ville ingen gjøre Fortræd; ti det er urigtigt, ja, det er mere, det er Synd. Vi ville kun for Fremtiden lade være med at hjælpe vore Modstandere til at gjøre os Skade og Fortræd og lønne dem for det oven i Kjæbet; ti det er Synd mod os selv. - Vi ville bære os rigtigere ad, nemlig hjælpe og belønne dem, der nære venligt Sind mod os, og som ere vore Venner og Medhjælpere. Vi kunne da vel nu forstaa saa meget, at vi ingen Venner faa, naar vi fede vore Fjender og lade vore Venner sulte og opædes af Højremændene. Hidindtil har der kun været Armod, Had og Forfølgelse at hente ved at tjene Venstremændene. Derimod har det været et Herreliv at tjene Højremændene; ti saa har man faaet Ære og Løn af Højremændene og af Venstremændene med. Nu ville vi forandre dette: lade Højremændene ene om at ære og lønne deres Tilhængere selv uden vor Hjælp; men vi ville alene lønne og ære vore Venner og Hjælpere.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1874).

Højremændenes Kneb. Naar Højremændene bygge Bygninger, stifte Selskaber m. v., saa ere deres Blade og Budbringere færdige at skrige Halsen itu af Glæde og Roes over, hvor dejligt saadan noget er, hvor roesværdigt det er, hvilken mageløs Nytte, det er til, hvad de stille an. Og de Venstremænd, der ville hjælpe Højremændene med deres Skibe, Foreninger, Fællesbygninger m. v., det er, rent ud sagt, nogle dejlige Mennesker. Naar derimod Venstremænd paa egen Haand, uden enten at spørge Højremændene om Lov, eller uden at stille Højremændene i Spidsen derfor, ville oprette noget, det være sig Foreninger, Aktieselskaber til Bygning af Skibe. Forsamlingshuse eller sligt, saa hyle Højremændene i vilden Sky over, at man kan finde paa noget saa daarligt og taabeligt, noget saa skadeligt og unyttigt. Saadan gaar det nu med Foreningsbygningen i Aarhus. Uagtet det jo i enhver Henseende er lige saa godt, at en stor og anselig Foreningsbygning opføres, som at Dampskibene til Farten paa Kjøbenhavn og paa England byggedes, som da Børsen og Haandværkerforeningen byggedes, og hvorover alle glædedes, og hvortil Landboernes Penge vare saa rigeligt tilstede, saa ved man nu ikke, hvad man skal finde paa for at forhindre Foreningsbygningen. Da der ingensomhelst fornuftig Grund af god Beskaffenhed er til at være derimod, saa kan det ikke være anden end den: man ønsker, at Venstremændene skulle tigge om Husly til Møder hos Højremændene, og man ønsker, at Højremændene kunne forbyde Venstremænd at samles, naar det er mest nødvendigt. Vi faa se, om Venstremændene ville være Højremændenes Slaver.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1874).

Der hentydes det forsamlingsbygningen, det senere "Østergades Hotel". Det var især på højskole- og Venstremanden Lars Bjørnbaks initiativ. Trods højlydte protester fra borgerskabet, lykkedes det at rejse penge blandt gårdmænd, husmænd, håndværkere og småhandlende. Forsamlingsbygningen var tegnet af arkitekten Vilhelm Carl Puck. Da den var opført, hånede Højre-avisen Aarhus Stifts-Tidende bygningen som "et vidtløftigt sammensurium". Bygningen indeholdt en sal med plads til ca. 1.700 mennesker. Spisesalen nedenunder havde plads til ca. 400 personer. Bygningen stod ikke tilbage for borgerskabets huse. Efter protester og trods bevaringsværdighed, blev bygningen nedrevet i 2009.