Et ligbrændingssystem var blevet indført i Gotha (Tyskland) i 1874, i Schweiz i 1875, i Washington 1876, Rom (1880). I Danmark kom ligbrænding for alvor på tale efter at Foreningen for Ligbrænding blev stiftet den 24 . marts 1881. Se fx Social-Demokraten 6. april 1881. Blandt initiativtagerne var overlæge dr. med. Ferdinand Emanuel Levison (1843-1907) og juraprofessor Carl Goos (1835-1917). Sidstnævnte blev den første formand for foreningen. Det var dog førstnævnte som i eftertiden kom til at stå som foregangsmand. I Morgenbladet, 4., 5. og 6. februar 1880 havde han en artikel på forsiden "Et indlæg i diskussionen om lærefriheden og demokratiet". Som blev besvaret af den angrebne part, J. Paludan 16. februar 1880, og igen af Levison den 21. februar 1880. Men også ligbrænding optog ham:
"Ligbrænding etter Begravelse?"
Under denne titel er der på P. G. Philipsen's Forlag af dr. med. Levison udgivet et lille skrift efter et foredrag, holdt i Selskabet for Sundhedsplejen. Forfatteren giver først en kort oversigt over de forskellige måder at behandle ligene på i de forskellige lande og tidsaldere: Balsamering, udkastning af ligene i floderne, de dødes lufttørring på stilladser eller i træer, opbrænding, begravelse osv., derefter følger der en indgående og med talrige eksempler oplyst undersøgelse om de store hygiejniske ulemper ved bisættelse i kirker og begravelse på kirkegårde, ved hvilken lejlighed der gøres opmærksom på det illusoriske i beskyttelsen ved metalkister og murede gravhvælvinger. Dernæst gør forf. rede for de to former af opløsning af lig: Formuldningen, eller den hurtige opløsning, og forrådnelsen, eller den langsomme opløsning, med henvisning til den hyppige adipociredannelse (ligenes omdannelse til et fedtagtigt stof, som kan bevares i næsten ubegrænset tid og altid udsender en forrådnelsesagtig lugt) på Assistenskirkegård. Angående kirkegårdens indflydelse på drikkevandet henvises der til de derom foretagne undersøgelser af Colding og Thomsen, Knudsen og Fleury. Ligeledes henvises der til stadslægens skrivelse til Magistraten af 19. febr. 1877 om de hygiejniske følger af kirkegårdens benyttelse, en indstilling, der slutter på følgende måde: "Jeg skønner således ikke rettere, end at en stor kirkegård pp ca. 46 tønder land, der årlig modtager ca. 2000 lig, ikke er uden fare for omgivelserne, og at de samme betingelser, der i sin tid fremkaldte kgl. resolution af 13. april 1851, der forbyder begravelse på kirkegårde indenfor byens volde, inden en ikke lang årrække også ville være tilstede for Assistenskirkegård, såfremt bebyggelsen af de tilgrænsende arealer fortsættes i samme grad som i de senere år." Som palliativmiddel tilråder stadslægen dernæst snarest muligt at indtage Ny vestre Kirkegård (ved Valby) til begravelsesplads for derved at fremskynde Assistenskirkegårdens lukning 80 år efter, at Ny vestre Kirkegård er taget fuldstændig i brug. I det følgende påvises ved eksempler fra sygdomsstatistiken, at gader og boliger, der ligger i nærheden af kirkegårde, viste ugunstigere sanitære forhold end andre, i øvrigt ligestillede. Forfatteren kommer derfor til den slutning, at man bør forlade hele den nuværende begravelsesmåde for at gå over til ligbrændingen. Derefter beskrives den siemenske ligbrændingsovn, der er bragt i anvendelse i Gotha og flere steder, og i hvilken liget fortæres i løbet af 1-1½ time, uden at komme i berøring med noget brændselsmateriale, så at asken er aldeles ublandet. Til sidst søger forf. at imødegå de forskellige indvendinger, som er rejst mod ligbrænding fra et æstetisk, religiøst og retsmedicinsk standpunkt. Det lille skrift danner kort sagt et forholdsvis fyldigt indlæg i et spørgsmål, som for tiden står på dagsordenen. Fremstillingen fortjener at roses som klar og fordomsfri og støtter sig til videnskabelige undersøgelser og iagttagelser samt til udtalelser af kemikere, læger og andre fagmænd. Der bringes herved klarhed på mange punkter, bl. a. om visse palliativmidlers utilstrækkelighed til at neutralisere forrådnelsesprodukterne, og i det hele træde manglerne og farerne ved den nuværende ordning så klart frem, at vi ret må anbefale publikum at gøre sig bekendt med det lille skrift.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. juli 1881, 2. udgave).
Ferdinand Levison. Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 23. marts 1905.I starten indskrænkede foreningen sit virke til oplysning. Man foranstaltede over sommeren 1881 forsøg med brænding af en kat og en 15 kilo hund i gasværkets ovne. Forbrændingen tog 2 timer og asken vejede under 1 kilo.
Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort.
Den første Ligbrænding.
Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.
Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.
Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.
Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet.
Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.
Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.
(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)
Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.
Sagen kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det.
Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.
Ligbrændingen og præsterne.
Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:
Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.
(Dagbladet (København), 14. december 1892).
Den første lovlige ligbrændring på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes.
Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen.
5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.
Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.
Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.
