Kaptajn Hallas (3): Svendborg Sygehuus 1874. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Hallas' stilling som fattiginspektør indbefattede også at være inspektør på arbejdsanstalten og Svendborg Sygehus. I 1846 var der indrettet sygestuer til rådighed for byens praktiserende læger i en bygning i haven til fattiggården i Fruestræde med plads til 16 patienter. Dette flyttede i 1872 med ud til et afsondret lokale med egen indgang i den nybyggede Fattig- og Arbejdsanstalt på Viebæltet i sydfløjen med syv sygeværelser. 

Indenbys patienter betalte 1 kr. dagligt, udenbys 1 kr. 34 åre, eksklusiv lægeløn, nattevagt, bade, lægemidler, omslag osv. Patienterne skulle selv skaffe sig en læge. Før 1874 stod sygehuset næsten tomt - grunden var at mange patienter behandledes på fattiggården, samt at læger fra landet ikke kunne få lov til at indlægge patienter til behandling der. Bygningerne var i øvrigt nedrivningsværdige.

(Indsendt.)

I dette Blads Nr. 191 tillod jeg mig at henlede Vedkommendes Opmærksomhed paa Ordningen af Fattigvæsenets Bestyrelse og fremkom med det Forslag, at benytte Forhuset ved Fattiggaarden til et Sygehuus samt at inddrage Fattiginspektørposten. Fra forskjellige Sider har jeg kun hørt billigende Udtalelser om det Sidste og jeg skal derfor tillade mig at fremkomme med et Par Bemærkninger endnu angaaende disse Forhold.

Forhuset ved Fattiggaarden er som bekjendt opført paa den solideste Maade med dobbelte Mure, forsynet med Kjælder under hele Bygningen, som er drainet og Beliggenheden er fri, høi, luftig og tør, saa at man er berettiget til at tro at der i hele Byen ikke findes en sundere og bedre Plet end denne, og da Veien, som fører der forbi, kun bliver ganske lidt benyttet, saa er den for et Sygehuus nødvendige Ro ogsaa tilstede i fuldt Maal. Endvidere forefindes der en net lille Have, som er stor nok til Reconvalsenterne til at spadsere i, saa at alle Betingelser for et godt Sygehuus ere concentrerede paa denne Plet. Den hele store toetages nordre Fløi, henstaar næsten ganske ubenyttet, i denne vil der, med en ubetydelig Bekostning, kunne indrettes de fornødne Localer til Oeconomen og naar Forhuset ved en lukket Gang sættes i Forbindelse med Oeconomens Leilighed, hvilket kan ske med en meget ringe Bekostning, saa vil der, naar Kjelderetagen i Forhuset overlades Oeconomen, findes Leilighed i stor Overflod. Hertil kommer endnu, at der kan spares en Oeconom, da Oeconomen ved Fattiggaarden kan overtage Oeconomien ved Sygehuset og herved kan vel vindes ikke saa lidt. Paa Fattiggaarden henstaar der ubenyttede Sengereqvistter m. m. til omtrent 30 personer, som fortæres af Rust, Møl og Tidens Tand. Alt dette kan benyttes til sygehuset, saa at dette altsaa kan etableres der uden nogen væsentlig Udgift for Kommunen. Jeg haaber derfor, at det ærede Byraad tager dette Forslag under nærmere Overvejelse, forinden der træffes andre Bestemmelser i denne Sag.

Med Hensyn til Forslaget om Inspektørpostens Inddragelse, skal jeg endnu føie følgende Bemærkninger: For indtil omtrent 6 Aar siden, henstod Fattigvæsenets Bestyrelse under vedk. Sognepræst i Forening med Byfogden. At Præster i Almindelighed ikke hører til de bedste Administratorer, er en bekjendt Sag, vort Fattigvæsen var ogsaa geraadet i slemt Forhold og for at raade Bod herpaa, ansattes der en Fattiginspektør i hvis Haand hele denne Branche af Administration blev lagt. - Byraadets Valg i denne Henseende maa betragtes som heldigt, da Hr. Hallas har bragt disse Forhold i en ønskelig Orden, hvilket villig erkjendes af Alle. Ved Indførelsen af den nye Kommunallov blev det fastslaaet, at Præsterne ikke længer skulde have med Fattigvæsenets Bestyrelse at bestille, men at dette skulde underlægges Borgmesteren i Forening med Byraadet. Loven omtaler ikke med et Ord, at der skal eller kan oprettes Fattiginspektør-Poster paa Kommuuens Bekostning og at det skete her, er allsaa en exeptionel Foranstaltning, som senere blev approberet af Ministeriet. Saaledes som Forholdene vare, da den nye Forandring indtraadte, kan det maaske forsvares, at Byen bragte et Offer, for at faae denne Sag ordnet paa tilfredsstillende Maade, men den Tid er efter min Formening nu forlængst forbi, da Fattigforholdene allerede i flere Aar have været i den ønskeligste Orden og det Tidspunkt altsaa ogsaa er indtraadt, da rette Vedkommende burde overtage de Byrder, som i Lovens Medfør paaligge dem. Fattiginspektøren har til Dato kostet Kommunen mindst 5000 Rd., og jeg synes, naar man tager Kommunens Budget i Øiesyn, at det nu omsider kunde være nok hermed og at de Pligter, som i denne Henseende paahviler Administrationen, for Fremtiden overtages af denne. Saalænge Kommunen betaler Fattiginspektøren og altsaa betaler for Forretninger, som i Embeds Medfør paaligge en at Staten ogsaa for disse Forretninger lønnet Mand, giver Kommunen denne Mand et Lønningstillæg eller Gratification af samme Størrelse som Fattiginspektørens Gage m. v. og hertil er der formentlig ingen Grund for Kommunen. Denne er, som Gud og Hvermand veed, allerede haardt nok bebyrdet og kan ovenikjøbet vente yderligere Byrder i Fremtiden, saa at det nok kan gjøres nødig at der spares hvad der kan spares. Jeg er ogsaa overbevist om, at vor Borgmester ikke vil vægre sig ved at overtage de Forretninger, som hans Embede paalægger ham naar det henstilles til ham. Ved disse Bemærkninger anbefaler jeg foreløbig denne Sag til vort ærede Byraads gunstige Overveielse. C.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 20. oktober 1874)

(Indsendt)

Byraadets Forhandinger udviser, at det nedsatte Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Schrum, David og Hallas, have taget Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden under Overvejelse og ere komne til følgende Resultat:

Fattiggaardens søndre Fløj skal indrettes til Sygehus;

Doktor Møller, som i omtrent 20 Aar til Alles Tilfredshed har været Læge paa Sygehuset, har faaet sin Afsked ;

Hr. David har ladet sig ansatte som Sygehusets Læge;

Hr. Hallas beholder sin Bolig, og Kommunen beholder Hr. Hallas, Fattigkassen vedbliver altsaa fremdeles at udgive 900 a 1000 Rd. aarlig for Udførelsen af Forretninger, hvis Hoveddel paahviler Byens Borgmester uden Godtgjørelse af Kommunens Kasse. Byraadet indrømmer at alt dette er i god Orden og til Byens Tarv. Mon det ogsaa er den rette Vej at varetage denne paa?

Formanden gav endvidere i Mødet en Oversigt over Fattigvæsenets Udgifter. Disse skulle i 1867 og 1868 med rundt Tal aarlig have udgjort 11,050 Rd., men Udgiften 1873 kun 8,400 Rd. Denne Fremstilling synes ikke korrekt. I de opgivne Beløb er der ikke Tale om Renter og Afdrag af den ved Fattiggaarden stiftede Gjæld, denne Post medfører alene en aarlig Udgift af ca. 2100 Rd. Der er eiheller opført hvad Inspektøren og Økonomen koster. Udgiften til disse maa vel ansættes til 1600 Rd., naar saa hertil beregnes 200 Rd. aarlig til Skatter, Inventarium og Bygningers Vedligeholdelse, blive de aarlige Udgifter 12,300 Rd., men hvor blive da Besparelserne af? Naar Formanden mener, at de Oplysninger, han har givet, ere fuldstændige for Raadets Medlemmer til at faae Indsigt i den Vej, Fattigbestyrelsen gaar, da ere de mulig tilstrækkelige for dem, men for Udenforstaaende ere de det langtfra. For at faae en begrundet Mening om Kommunens pekuniære Forhold er det nødvendigt, at der offentliggjøres et klart affattet Budget, hvor hver enkelt Udgiftspost opføres saaledes, at det kan ses, hvortil de ere bestemte. Budgettet har naaet en Højde af c. 42.000 Rd. eller omtrent 7 Rd. pr. Hoved, det skulde synes, at det for Raadet selv maatte være behageligst overfor Skatteyderne at godtgjøre, at trods denne Sum, der er større end de allerfleste og mulig alle andre Byers efter Folketallet, holdes der dog godt Hus med Kommunens Penge. Vi anmode det ærede Raad om en saadan Offentliggjørelse, enhver mulig Kritik vilde da nødvendig komme til at støtte sig dertil.

Efter at forstaaende er nedskrevet, har vi set, at Budgettet er fremlagt til offentligt Eftersyn i 14 Dage paa Raadstuen. Vi maa gjøre opmærksom paa, at en saadan Offentliggjørelse er utilstrækkelig, og vi maa fremdeles fastholde Nødvendigheden af, at Budgettet bliver offentliggjort, enten i et særligt Aftryk eller i Byens Aviser.

C

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 23. november 1874).

Under byrådsmødet havde et medlem (Broch) protesteret over afskedigelsen af doktor Møller der indtil da havde haft bestyrelsen af sygehuset. Det blev på en noget tåget måde imødegået ved at give forslaget en tilføjelse om at patienterne kunne få den læge de ønskede sig.

I 1873 opførte man et epidemihospital på samme sted som det senere Svendborg Sygehus. Hospitalet bestod af to bygninger: en større med fem sygestuer for syv patienter og et mindre kolerahus med to stuer. I 1874 åbnede der i Svendborg et sygehus med en særskilt bygning til epidemipatienter, og i 1891 åbnede det nye og større Svendborg Sygehus.

Annonce i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 7. marts 1882.

Kvindelig Læseforening. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindelig Læseforening, der har bestaaet i henved tre Aar, er nu naaet saa vidt, at dens Tilværelse er nogenlunde sikkret, idet Forskjellige, saavel private Personer som offentlige Myndigheder hidtil have skjænket den deres nidkjære og velvillige Bistand. Den har i sin Nyhed havt nogen Fordom at kjæmpe imod, men denne begynder at svinde, idet man mere og mere tilsender, hvor smuk denne Forenings Formaal er, og hvor megen Nytte den i Virkeligheden kam stifte. Der gives nemlig en Mængde Damer her i Byen, hvis egne Midler ikke tillade dem at tilfredsstille den Trang til en aandelig Udvikling, der deels er en nødvendig Betingelse for dem til Udførelsen af deres Livs Gjerning paa en Maade, der svarer til Tidens Krav og deels er den kjæreste Opmuntring for dem efter Dagens Arbejde, og som deres private Forhold ikke kunne yde dem paa anden Maade. For disse er "kvindelig Læseforening" en sand Velgjerning, og den fortjener derfor at anbefales til den offentlige Opmærksomhed. Til Oplysning for dem, der kunne have Glæde af denne Forening, men endnu ikke kjende den, ville vi tilføie, at der i dens Læseværelser findes danske og udenlandske Blade og Tidsskrifter, de nye danske Bøger i Literaturens forskjellige Retninger og, saavidt muligt, det Bedste af Udlandets Frembringelser. Medlemsbidraget, 5 Rd. aarlig, der er sat lavt af Hensyn til at gavne de Ubemidlede, giver desuden ogsaa Berettigelse til Hjemlaan af to Bøger ad Gangen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1874).

Sophus Pihl efter Løsladelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Til Arbejderne

Idet jeg griber Pennen er det for igennem vort Organ "Social-Demokraten" at bringe Arbejderne min Hilsen og Tak for den Støtte, der er bleven ydet min Familie og mig, saavel i moralsk som i pekuniær Henseende. Der er maaske Mange iblandt Eder, der gyser ved Tanken om, hvor forfærdeligt det maa være at sidde saa lang Tid indelukket bag Fængslets Mure. Jeg kan imidlertid forsikre Eder, at jeg for mit Vedkommende bestandig har levet i bedste Velgaaende og været ved godt Mod; men hvorledes skulde jeg ogsaa have Grund til at være forsagt? Arbejderne har sørget for min Familie, som om det ogsaa var deres Familie; de har sørget for mig som for en Broder. At Arbejderne har flottet mig paa denne Maade, er mig især meget glædeligt, da jeg derigennem har faaet Bevis for, i at Arbejderne stræber efter at danne et fast og broderligt Arbejderparti, som er af den største Nødvendighed, hvis Arbejderne skal komme til deres Ret; det er mig ogsaa glædeligt af en anden Grund. Politiinspektør Hertz gjorde sig nemlig i et Retsmøde megen Umage med at faa mig til at tro, at Arbejderne ikke bekymrede sig det Mindste om mig; hvis Hensigten, som jeg har Grund til at tro, har været den, at svække min Interesse for Arbejderbevægelsen, saa er han bleven skuffet; ti jeg kan forsikre ham, at jeg endyderlig er bleven styrket i min Overbevisning om, at Socialismens Gennemførelse er det Maal Arbejderne bør stræbe efter, naar de vil være fuldt betrygget, at faa deres Arbejdsprovenu ubeskaaret. De er nu for oplyste til, at de vedblivende skulde lade sig nøje med at gnave de Ben, som Storborgerne tilkaster dem, og for stolte til at modtage Almisser i Form af Legater og lignende Understøttelser, som de med lidt Eftertanke godt kan indse, at de ved deres Arbejdes Sved selv har tilvejebragt, og de kan derfor ikke være tjent med at modtage det som Gave eller Almisse. Arbejdene vil ikke vedblivende, foruden at betale direkte og indirekte Skat til Stat og Kommune, endyderlig betale Skat til Mestre og Fabriksherrer, hvorved de stadig staar Fare for deres Eksistens. De vil drive Arbejdet i Fællesskab og vælge deres Bestyrelse og Forretningsmænd af deres egen Midte. Arbejderne forlanger tillige, at alt Arbejde for Staten eller det Offenlige tilstilles dem direkte og ikke igennem Entreprenører. Men det er ikke alene Haandværkere og Fabrikarbejdere, dette gælder; ogsaa Landarbejderne, og ikke mindst disse gælder det at tilkæmpe sig deres Ret, som efterhaanden er bleven dem fraranet, ti de maa kunne indse, at Godsejere og Gaardmænd ikke paa den rette Maade anvender deres store Rigdomme, og de har saa let ved at indse dette ved deres destoværre altfor lange Erfaring, der i fuldt Maal har vist dem, at de ved al deres Slid og Slæb fra Morgen til Aften, dog ikke har kunnet opnaa at faa det daglige Brød, og med alt dette staar de nu desuden Fare for ved nye og flere Saa- og Høstmaskiners Indførelse at blive kastet bort som et Stykke, man ingen Brug har for. Maskinerne, hvis Bestemmelse det er at lette Menneskene Arbejdet, bliver af den moderne Civilisation benyttet som Middel til at holde Arbejderne i evigvarende Trældom. Det er derfor nødvendigt, hvis Arbejderne ikke fremdeles vil betragtes som en Vare, der staar i Kurs efter dets større og mindre Mængde, at de slutter sig sammen til Kamp, saa at der af Enkelte ophobede Arbejde (Kapitalen) omsider kan komme tilbage til dets retmæssige Ejermænd. Jeg haaber, at de Operationer, som de danske Magthavere har foretaget sig for at knuse den begyndte Arbejderbevægelse kun vil have til Følge, at Arbejderne ruster sig endnu stærkere til Kamp.

Historien leverer os Eksempler nok, der viser, at Magthaverne til alle Tider har fundet villige Redskaber til at udfore Voldsomheder og gruopvækkende Mishandlinger mod Mænd, som er fremtraadt med nye Reformer til Hjælp for de Undertrykte. Fanatiske og havesyge Præster har til alle Tider været villige til at anbefale Torturen og udslynge Gejsthedens Banstraale mod de Partier, som kæmpede for Friheden; men det vigtigste Redskab, som Magthaverne har havt, er Politiet. Der er derfor altid i kritiske Tilfælde bleven sørget for at besætte Ledelsen af denne Institution med en Person, som forstod at benytte den til Værn for deres Magt og Storhed. Egennytte, Partiaand og Samvittighedsløshed hos en Politichef har altid været ret farligt for Folket, og langt skadeligere end hos selve Regeringen i et i Land, efterdi denne kun kan skade i det Hele, hvorimod hin ved Hjælp as sine utallige smaa Kanaler kan undergrave, udsuge, undertrykke og tyrannisk mishandle de enkelte Dele, og dette saa meget sikrere og ustraffet, da hans Operationer for det Meste kun er ham og hans Kreaturer bekendt og da han har tusinde Paaskud og Midler til at skjule, besmykke og undskylde dem med. Han kan under Paaskud af at tjene Statens Vel forfølge sin personlige Interesse, være Blodigel, Arrestforvarer, Dommer og Bøddel på én Gang.

Det er ikke nødvendigt, at jeg her gentager, hvad der saa ofte er bleven omtalt, om det danske Politics Operationer mod Arbejderbevægelsen, - det er nok, naar jeg bemærker, at der er gjort alt Muligt for at holde Arbejdende i en politisk umyndig Tilstand, og vor meget ivrige Politidirektør har endogsaa tilladt sig ulovlige Midler i den Retning, idet han den 4de Maj 1872 udstedte et med Grundlovens § 88 aldeles uoverensstemmende Forbud imod Internationales fremtidige Møder, men da Politiet indtil den Tid ikke havde fundet noget, som gav dem Ret til at anholde vore tre Førere, saa maatte det jo tage sin Tilflugt til et saadant Forbud, da det jo kunde tænke, at hvis de udstedte et Forbud overensstemmende med Grundlovens Bud, det da vilde være blevet respekteret af de tre Førere. At disse tre Mænd er blevet dømt til Forbedringshuset, fordi de ikke har følt sig forpligtet til at respektere et Forbud af ovennævnte Art, kan kun vække Tvivl hos Arbejderne om Domstolenes Retfærdighed, tilmed da det ser ud, som om Politidirektøren har Lov til at handle, som han finder for godt. Naar jeg siger, at de tre Mænd er bleven dømt for dette alene, saa gaar jeg ud fra, at hvis de tidligere havde foretaget sig Noget, som stred imod Loven, saa maatte det være Politidirektørens Pligt ogsaa tidligere at drage dem til Ansvar.

Vi ved nok, at det er bleven sagt, at de 3 Mænd har gjort Tilstaaelser; men vi ved ikke, hvorledes det hænger sammen med disse Tilstaaelser. Jeg skal derfor tillade mig her at give enkelte Oplysninger om min egen Sags Behandling i Retten, for derved at give Arbejderne et lille Indblik i vore Retsforhold. At Politidirektøren advarede mig imod at sammenkalde Arbejderne paa Slotspladsen, kunde jeg selvfølgelig ikke respektere, da han ogsaa tidligere havde truet mig med, at han vilde anlægge Sag imod mig. for Udtalelser i Adressen til Kongen, hvilken Trudsel det har vist sig, var tom og intetsigende. Jeg kunde derfor af hans sidste Advarsel ikke slutte mig til Andet, end at den blev givet mig som Forsøg paa at afholde mig fra at gøre min Pligt mod de Mange, som havde vedtaget Adressen. At Forhørsdommeren ogsaa straks frikendte mig for Ansvar herfor, bestyrker mig i, at jeg har draget den rette Slutning.

Flere Gange blev jeg forhørt paa Kryds og Tvers, snart ved opfarende Heftighed, snart ved smigrende Venlighed, snart med Fraaden imellem Tænderne, snart med Smil paa Læberne, for at saa at vide, om det ikke var min Hensigt med Mødet paa Slotspladsen al ville true Kongen. Da jeg imidlertid ikke kunne erkende at dette havde varet min Hensigt, men at min Hensigt derimod var den, at overlevere Adressen til Kongen, støttet ved en talrig Arbejderforsamling, for derved at vise ham, hvormange det var, der udtalte de Ønsker og de Meninger, som Adressen indeholdt, da jeg havde Grund til at tro, at Kongen havde faaet et forvrænget Referat af Mødet paa Nørresalled - blev det mig af Forhørsdommeren (Vallich) betydet, at der paa Politikammeret fandtes saadanne Sager, der kunde give Oplysning om, hvad min egenlige Hensigt havde været. Han (Vallich) vilde dog helst uudgaa at drage disse Ting ind i Sagen og meget hellere slutte Sagen uden disse Oplysninger (formodenlig for at faa mere Ære deraf). Han vilde derfor anbefale mig, hellere straks at erkende min virkelige Hensigt, og hvis jeg var bange for Ordet true, saa kunne vi jo benytte Ordet imponere, da dette maaske ogsaa var mere rigtig! Jeg fastholdt min Forklaring. Der skulde dog nu først benyttes et andet Middel, førend de omtalte Sager fra Politikammeret kom frem. Politiinspektør Hertz maatte møde i Retten, for at give en Forklaring i mit Paahør, hvilken Forklaring væsenlig drejede sig om Mødet paa Nørrefælled. Han tillod sig imidlertid at afbryde sig selv flere Gange, ved at henvende sig til mig med: er det ikke Pihl! Og naar jeg da ikke kunne bekræfte det, tiltalte han mig med stort Rabalder paa følgende smukke Maade: - De lyver, det kan ikke nytte Dem at De kommer med Deres Humbug for her bliver De klædt helt af. (Henvendende sig til Forhørsdommeren): Pihl har erhvervet sine Kundskaber og sin Dannelse ved at vagabondere i fremmede Lande. Hvis Inspektøren for Politispioneme, som Komparent i Retten ikke har mere Ret end enhver anden, saa kan denne Opførsel af Hertz vistnok ikke betragtes anderledes end meget usømmelig og som en Krænkelse af Rettens Værdighed. Det kan være, at Hertz som Væversvend har vagabonderet, og han af den Grund tror at kunne sige det samme om mig. Alt dette kunde dog ikke bringe mig til at frafalde min tidligere givne Forklaring, hvorfor Dommeren med megen Eftertryk henvendte sig til Hertz: ja, vil De saa ikke skaffe mig alle de Oplysninger om Pihl, som det er Dem muligt. Hertz: jo jeg skal nok skaffe Dem disse Oplysninger, der viste sig kun at bestaa af Referater af Udtalelser paa forskellige Møder, som jeg havde holdt eller været med til. Hvorledes der af disse er bleven draget den Slutning, at jeg havde til Hensigt at true Kongen, kan jeg ikke forstaa, for jeg har ikke erkendt det.

Borgere og Borgerinder !

Jeg forstaar ikke med smukke Ord at takke Eder for den Opofrelse, I har vist mod mig; men jeg tror at takke Eder bedre ved i Gerningen at vise mig Eders Tillid værdig, og skal jeg bestandig, saavidt mine Evner naar, staa til Eders Disposition. Jeg tillader mig paa det Indstændigste at opfordre Eder til at støtte vort Organ "Socialisten". Vil I støtte vor egen Sag, vil I støtte de 3 Mænd, vil I støtte mig, saa støt Bladet. Jeg har Grund til at antage, at der vil blive brugt alle Kneb, for at undergrave Bladets Eksistents. Asses-Vallich henvendte sig til Hertz med Forespørgsel om der nu ikke var andet end Bladet tilbage og hvem dets Hovedredaktør var. Hertz gav herpaa til Svar, at nu var der kun det forbandede Blad tilbage og Hovedredaktøren var Vilhelm Rasmussen, der naturligvis endte paa Ladegaardenl!! Kammerater, lad disse Ord befordre Bladets Mangfoldiggørelse.

Med socialistisk Hilsen.

Sophus Pihl.

Civilarresten i København, den 18de Marts 1874.

(Social-Demokraten 1. oktober 1874).

Snedkersvend Sophus Pihl, der forleden blev advaret om at ophøre med det af ham drevne Værtshuushold, hvortil han ikke har kunnet erholde Borgerskab, har vedvarende over Indgangen til sin Bopæl i Tordenskioldsgade Nr. 31 i Kjælderen, stort Skilt, hvorpaa staaer anført: "Frokoststue, Café og Billard. Sophus Pihl.", ligesom der ogsaa er anbragt en rød Løgte med Navnet "Pihl". Den 7de om Aftenen var der meget oplyst i Lokalet, hvor der var endeel Personer samlede, og da Politiet anstillede nærmere Undersøgelse, viste det sig, at nogle af de Tilstedeværende vare blevne beværtede med Toddy, som de hver betalte med 1 Mk. Pihl erkiendte ogsaa, da han senere mødte i Retten, at han havde fortsat sit Værtshuushold efter sit sidste Møde i Retten og vedtog at bøde 15 Rd. herfor, saaledes, at denne Afgøsrelse i Gjentagelsestilfælde skal have Lukning som en Dom for 1ste Gang forøvet ulovligt Værtshuushold og Brændevinsudskjænkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. november 1874).

Til mine ærede Venner og Meningsfæller!

Jeg kan ikke undlade at bekendtgøre for mine mange Venner og Meningsfæller, hvilke Efterstræbelser jeg er udsat for fra Politiets Side, fordi jeg ved egen Hjælp søger at danne mig en Næringsvej. At Magistraten har nægtet mig Bevilling som Værtshusholder, er vist nok allerede bekendt nok, men da jeg har indgivet Ansøgning til Indenrigsministenet desangaaende, saa skal jeg foreløbig ikke omtale dette, men vente, at Svar fra Ministeriet foreligget; hvad jeg derimod nu vil bekendtgøre, er, at jeg igaar blev tilsagt at møde ved Politidirektørens Protokol, og her blev det mig betydet at tage mit Skilt ned, hvorpaa staar skrevet: "Frokoststue, Kafe og Billard. Sophus Pihl", inden Aften, da det i modsat Fald vilde blive taget ned af Politiet paa min Bekostning; [det] maa jeg naturligvis finde mig og være glad til, at de ikke tillige tager mine Ruder ud og mine Rullegardiner ned hvorpaa der staar skrevet omtrent det Samme som paa Skiltet. Vicepolitidirektøren bemærkede ved denne Lejlighed, at han ikke kunde begribe, at jeg ville udsætte mig for en Sag, som jeg aldeles kunde have undgaaet. Jeg kan her ikke forstaa Andet, end at Vicepolitidirektørens Mening var den, at jeg kunde have undgaaet Politiets Efterstræbelser naar jeg havde modtaget Avtoriteterne om Penge og Tilbud enten til at rejse [] eller til at ernære mig paa den af dem angivne Maade; men da jeg er af den Formening, at Autoriteternes Myndighed ikke strækker saa vidt, at de har Ret til at benytte de dem anbetroede Penge til at sende politiske Modstandere ud af Landet med eller paa anden Made købe dem, saa kunde det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en saadan Rundhaandethed. Men jeg har nu begyndt at føle, hvor vanskeligt det er at bane sig en selvstændig Næringsvej, naar man ikke hylder de samme Principer som Avtoriteterne.

Jeg taber imidlertid aldrig Modet og jeg skal vise Avtoriteterne, at jeg har Mod til at kæmpe for min Eksistens som jeg har havt Mod til at kæmpe for min Overbevisning.

Med socialistisk Hilsen

Sophus Pihl

Tordenskjoldsgade 31

(Social-Demokraten 11. november 1874)

Sophus Pihl blev dagen efter tilsagt til politidirektørens protokol hvor han blev bedt om at fjerne rullegardiner og al påskrift som tydede på værtshushold.

Snedker Sophus Theodor Pihl løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Snedker Sofus Pihl var blevet fængslet, se de foregående indslag om ham: Internationale (Juni 1872). Den demokratiske Arbejderforening (August 1873), Den Internationale Arbejderforening forbudt. (August 1873), Arbejderforeningens udflugt til Frederiksberg (September 1873), Politi mod Forsamling (November 1873) og Snedker Pihls Dom (januar 1874).

Festen for Pihl er forbudt.

Igaar Eftermiddags blev der for Indbyderne og Redaktøren af nærværende Blad af Politiet paa Redaktionskontoret oplæst følgende Tilkendegivelse:

Da den af Dem paa vedkommende Komitees Vegne i "Social-Demokraten" for idag indrykkede Bekendtgørelse angaeende Modtagelsen af den fra Vridsløselille Forbedringshus igaar løsladte snedkersvend S. Pihl og Festlighederne i denne Anledning udviser, at der imorgen Eftermiddag agtes foranstaltet et Optog med Faner, der stal samles paa den gamle Jernbanevold ved Enighedsværn og ende ved Fagforeningernes Lokale i Borgergade Nr. 69, bliver del Dem herved betydet, at bemeldte Optog og i det Hele taget ethvert Optog i den nævnte Anledning med Faner, Musik eller Sang paa offenlig Gade, Vej eller Plads heri Staden i Henhold til Politivedtægts 1, herved forbydes under Strafansvar saavel for Dem og den nævnte Komitees Medlemmer personlig som og for enhver Anden, der vidende om dette Forbud medvirker til Overtrædelse deraf.

Københavns Politi, d 19. Sept. 1874.
V. Crone.
Plenge

Til Hr. Maler Fr. A. Hertz.

(Social-Demokraten 20. september 1874).

Festlighederne ved Sofus Pihls Tilbagekomst fra Fængslet. Da det i Fredags Aftes rygtedes blandt Arbejderne, at Pihl vilde indtræffe med Aftentoget hertil, saa begav en Del sig ud til Banegaarden samt til andre Steder, for at faa Sagen konstateret. Pihl var imidlertid ankommen Kl. 9 og begav sig straks til Forsamlingslokalet, hvor det første Velkommen bødes ham. Om Lørdagen afhentedes Pihl i sit Hjem og førtes ud i Frederiksberg Allegade, hvor en Frokost indtoges. Om Søndagen samledes et overordenlig stort Antal Arbejdere med Damer ved Pihls Hjem og derfra førtes han ind til Lokalet i Borgergade. Toget bestod af over 2000 deltagere, foruden en Masse Tilskuere og Nysgerrige. Lokalet var festligt smykket og der holdtes nu en Tale af Festkomiteens Formand, samt udførtes Sange af Sangforeningen. Der indløb 2 Telegrammer, det ene fra Aarhus saalydende:

"Broderlig Hilsen til Pihl og Tilstedsværende fra Arbejderne i Aarhus. Festlig Sammenkomst i Aften paa "Jylland". Ditlev Rielsen."

Det andet fra Skanderborg, saalydende :

"Til Sofus Pihl!

Frejdig Du talte Fattigmands Sag,
Dersor vi Dig velkommen byder,
I Familiens Skød, i Brødrenes Favn,
Skel Æren og Lønnen Dig ydes.
Modtag vor Tak fordi Du stred,
Paa Sandhed og Rettens Skandser,
Før atter frem vor fælles Sag,
Vor Tillid skal være Dit Panser 

Leve Forkæmperne for Sandhed og Ret! Leve Arbejderne! Med Hilsen til alle Meningsfæller.

Brødrene Petersen." 

Disse Telegrammer besvaredes straks paa Pihls og Komiteens Vegne af Hertz. Pihl begav sig hjem ud paa Natten og iøvrigt gik Dansen afvekslende med Sang og Musik livlig til henad Morgenstunden.

Arbejderne har hædret Sofus Pihl og lydelig bevidnet ham deres broderlige Følelser og Højagtelser, og dette trods Storborgernes Uvillie og Ærgrelse, samt trods alle vilkaarlige Forhindringer.

(Social-Demokraten 22. september 1874).

Snedker Sophus Theodor Pihl (1840-1888) var politisk og fagligt aktiv 1871-74 i Danmark og 1885-88 i Norge. I sin tid "på valsen" i Europa fra 1861 fik han kendskab til Ferdinand Lassalle, Louis Blanc og Robert de Lammenais. Han kom 1870 til København hvor han tilsluttede den i oktober 1871 af Louis Pio stiftede danske sektion af Internationale. Han blev formand for den største fagsektion: snedkernes, til dels i opposition til Pio, Harald Brix og Paul Geleff. 

Da de tre ledere blev fængslet i maj 1872, blev Pihl valgt til medlem af sektionens midlertidige bestyrelse. Pga. af sine sprogkundskaber til delegeret til Internationales kongres i Haag sept. 1872 -mod Pios ønske. Han nedlagde sin bestyrelsespost og fortsatte som fagligt aktiv. December 1872 var han med til at stifte Snedker- og stolemagernes fagforening og blev formand. Han var medindkalder af et møde i maj 1873 for benådning af de tre fængslede førere. Efter forbuddet mod Internationale var han i august 1873 med til at stifte Den demokratiske arbejderforening og blev dens formand. Efter afslået audiens hos kongen og indkaldelse til møde på Christiansborg slotsplads 3. november 1873, blev han den 2. november arresteret og senere idømt otte måneders forbedringshus. Den demokratiske arbejderforening blev december 1873 afløst af Fagforeningernes centralbestyrelse, men bevægelsen havde betydelige ledelsesproblemer. 

Efter sin løsladelse i september 1874 gjorde myndighederne alt for at hindre ham i at genoptage sine aktiviteter. Bl.a. ved at forsøge at bestikke ham til at rejse udenlands. Det lykkedes ikke, hvorefter magistraten ham bevilling som værtshusholder. I en andens navn åbnede han en lille restaurant i Tordenskjoldsgade. Efter at de tre ledere forlod landet i marts 1877, rejste Pihl i sommeren 1877 til Hamburg, senere til Kapstaden hvor han var snedkermester. I 1885 rejste han og familien til Norge hvor han fik arbejde som skibssnedker i Bergen. Han fortsatte her i arbejderbevægelsen. I april 1888 fik han lungebetændelse og døde kort efter.

Legestuer og Gadegang. (Efterskrift til Politivennen).

Herom skriver "Foreningsbaandet": Det var unaturligt, om nogen vilde finde paa at spærre vor Ungdom inde eller nægte den Adgang til Fornøjelser; den legemlige Beskjæftigelse, hvormed den største Del af vor Landsbyungdom tilbringer Dagene, gjør Krav paa Afvexling, for at Sindet kan opmuntres og Livsvirksomheden forfriskes. Aandsadspredelse er nødvendig for ethvert Menneske, der ikke vil falde sammen til en blot og bar Arbejdsmaskine, og Mangel paa Omgang med andre Mennesker og den uafladelige Hjemmesidder danner menneskesky og kejtede Særlinge. Derfor er den Ængstelse, hvormed saa mange Forældre vaage over ethvert af de opvoxende Børns Skridt ofte utidig, hvorvel man maa agte de Grunde, hvorpaa den er grundet. Men det er en Selvfølge, at Ungdommen ikke altid i Valget af de livsforfriskende Midler vælger de rette. Den søger ofte sin Glæde i sin Skjændsel, tumler sig i Lidenskabernes vilde Rus og glemmer sig selv i ungdommelig Letsind, naar den syndige Verden med dens forføreriste Tillokkelser vinker det svage Hjerte til sig. Under saadanne Forhold trænger den unge til en Støtte og Vejleder for ikke at bukke under; og ere Forældrene da de, som nærmest maa føle sig kaldede til at træde til med Bistand, Formaning og Raad. Men enhver, som har Følelse for Menneskeværd og Medmenneskers Livslykke, særdeles enhver Ungdomsopdrager og Vejleder, enhver Husbond og Madmoder, paahviler det at vaage over Ungdommens Livsgang der, hvor Forældrenes Øjne ej kunne naa den. Dog er desto værre vore Tyendeforhold i Almindelighed af en saadan Natur, at der ikke længere ses hen paa, hvorledes den tjenende Ungdom tilbringer Fritimerne, men nærmest paa, at den opfylder Tyendekontraktens Forpligtelser. Derfor føler saa mangt et Fader- eller Moderhjerte en velgrundet Bekymring, naar det skal stilles fra Børnene i deres farligste Livsalder, og lykkelig er den Søn eller Datter, som da falder i gode Hænder, der med Velvillie og i Kjærlighed ville lede deres Gang.

De lange Vinteraftener paa Landet ere trivielle for den mandlige Ungdom; de skulle slaaes ihjel, som det hedder, med noget, og er intet andet for Haanden, saa maa Løjbænken holde for, at de udstrakte Lemmer kunne finde Hvile, og Søvnen vinde Magt over det døsige Hoved; men ellers er Bygang en kjær Adspredelse, hvor Lejlighed gives til Kortspil med Nabotyende, og er der Kro eller Spiritusudsalg i Nærheden, da kommer Spiritussen til at spille sin ulyksalige Rolle i Forbindelse med. Haandgjerning og Aftenskolegang, som vi tidligere udførlig have omhandlet, ere velkomne Midler mod Vinterafteners Udskejelser, og var det at ønske, at begge, alt efter de stedlige Vilkaar, understøttedes ad offentlig som privat Vej, dog saaledes, at Aftenskolerne har Forrangen, og at Forældre, Husbonder og Madmødre bidrog deres til at vække Lysten hos de unge til gavnlig Aftensyssel. Men foruden den daglige eller rettere aftenlige Adspredelse, som Landsbyungdommen søger, gives der mere tilfældige, som finde deres Udtryk i de saakaldte Legestuer. Her skulde vel Dandsen udgjøre Hovedmomentet; men desværre, Kortene og de fyldte Glas spille deres betydningsfulde Roller for ikke at tale om noget andet eller værre. Nu er det vel saa, at Dands i og for sig er en uskyldig Fornøjelse saa vel som Musiken, og den unge, som har Lyst og Sands herfor, kan ingenlunde bebrejdes, at han finder Fornøjelse i "at staa op" en Gang imellem til en Afvexling i den ensformige Dagligdagsgjerning, og selv om han nød et Glas i Forbindelse med, var det ikke til at forarge sig over, naar Maadehold og Sømmelighed var forenet i det hele; men det uheldige ved dette Legestuevæsen eller rettere Uvæsen er de Uskikke og den Mangel paa Maadehold, navnlig i Nydelsen af Spirituosa, som her indsniger sig, og som til sine Tider forvolder hovne Kinder og forrevne Klæder og bringer mangen en ellers brav Yngling paa slibrige Afveje. Legestuernes demoraliserende Virkning maa for en stor Del tilskrives de Forhold, under hvilke de i Almindelighed trives. Ingen Mand aabner gjerne sit Hus for Offentligheden til at lege i. Hvor det sker, kan man nok gjøre Regning paa, at Udsigten til Fortjeneste er den drivende Fjeder. Altsaa, jo mere der drikkes, jo mere der konsumeres, og jo dyrere alt betales, desto bedre for Værten eller Legestueholderen. Om et Tyende sætter hele sin Løn overstyr en Legestueaften, svækker sit Helbred, gjør sig uskikket til Arbejde, ikke blot for næste Dag, men i en længere Tid, bliver vedkommendes egen Sag og er Værten den ligegyldigste Ting af Verden. 

For Ungdommens eget Vel og dermed ogsaa for Samfundets Vel var det ønskeligt, om de saakaldte Legestuer i deres nuværende Skikkelse modtoge en lille Ændring, uden at de unge skulde savne Legen og Dandseglæden. Gaardmændene i en By kunne skiftes til at afgive Dandselokale, som ikke vil mangle hos ret mange, da almindeligvis en saakaldet Storstue hos de fleste staar ledig. I manglende Fald kunde den, som havde Plads, mod en lille Godtgjørelse indrømme en saadan, indtil de, som ikke havde passende Lokale, fik det indrettet. Naar nu vedkommende Gaardmænd efter Tur paatoge sig at skaffe de fornødne Føde- og Drikkevarer tilveje mod en passende Godtgjørelse for hver Deltager, der forøvrigt afholdt Udgiften ved Musiken, vilde Ungdomslystigheden finde Sted under Betingelser, der gav en mere betryggende Borgen for, at Nydelserne ej bleve overdrevne, eller utilbørlig forlængede. Naar tillige Deltagerne indskrænkede sig tit en vis Kreds, en enkelt Byes Ungdom eller dens Paarørende, alt efter de lokale Forhold, og Adgangen ej stod aaben for Kreti og Pleti, og desuden Husbonden og Madmoder var tilstede og Vidner til Begivenhedernes Gang, tør det forudsætles, at mange af de Udskejelser, som klæbe ved det bestaaende Legestuevæsen paa Landet, vilde ændres til Gavn for vor Ungdom. 

- Men saa var det Gadegangen. Gjentagne Gange have vi set Bladene omtale det forargelige i den Maade, hvorpaa vor Landsbyungdom tilbringer Sommeraftenerne eller denne Aarstids korte Nætter. Ungdommen af begge Kjøn, fuldvoxne som halvvoxne Karle, Piger og Drenge flokkes, naar den saakaldte "Natter" eller "Nætter" er sat tillivs, i mange Landsbyer paa Gaden, trække undertiden massevis om, hujende og skrigende, forstyrrende tilstødende Beboeres Nattero, genere ofte den Vejfarende eller skræmme de sky Heste, han kan have forspændt sin Vogn. Det er klart, at slige Nattevandringer udøve og maa udøve en sørgelig Virkning paa Ungdommens Livssæder, og plette Uskyld og alt, hvad elskeligt og godt kunde være. Og ikke nok hermed, men Hvilen og den styrkende Søvn gaar tabt, saa Uskikkethed til den næste Dags Gjerning indtræder, hvad selvfølgelig maa volde en Sinkelse heri, som imidlertid er for lidet at regne mod den Svækkelse af Livskraften, den aandelige som den legemlige, der er en naturlig Følge af Nattesværmeriet, under hvilken Skikkelse den end viser sig. Mangen en Rose er falmet og henvisnet for Nætternes Storm og Kulde, men ogsaa mangen en rødmosset Kind er blegnet og mangt et livsglad Gemyt er nedstemt, mangt et kraftigt Helbred svækket under de stormfulde Nætter, vore unge tilbringe under hvirvlende Dands, bag de fyldte Glas, eller Sværmeriet i Krat og Hegn, paa Veje og Stier. Naar Vismanden siger: "Glæd Dig i Din Ungdom", og vi have vor ophøjede Frelsers Gang, til Glædens Hus som Vidnesbyrd om, at den er tilladelig og maa søges, da er det Skinhellighed og farisæisk Hykleri, naar nogen under den paatagne Helligheds Maske korse sig, naar Musikens Toner lyde eller Glasset viser, det har Klang. Det er først, naar der ytrer sig Tegn til, at det rette Maadehold i Livsnydelserne ikke iagttages, at der er Grund til Bekymring, og enhver, som har Følelse for, hvad Sømmelighed og Velanstændighed fordrer, maa da ønske, at der i slige Øjeblikke stod en advarende Engel ved de unges Side. Men det er sørgeligt, at de ældre under i saa mange Forhold vise, at de mangle Selvbeherskelse i Nydelsen af Livsglæden; ti Exemplet, smitter, og det maa beklages, at der i vore Dage gives saa rig Anledning til Svir og Sværm ved den Frihed, som er indrømmet til Spirituosasalg, da samvittighedsløs Forhandlere, som blot se paa Fortjenesten, benytte sig af Letsindigheden og Daarskaben, uændset at manges surt erhvervede Løn, og hvad værre er, Sundhed, Ære og Dyd gaa uerstattelig tabt herved. Agtelsen for sig selv, og Følelsen af, hvad der er elskeligt, dydigt og priseligt, er det bedste Værn mod Udskejelser, og vi komme her til at minde om, hvad vi saa oste have gjentaget, at en god Opdragelse, en fortsat Oplysning i kristelig Aand er det Materiale, hvoraf et saadant betryggende Værn dannes. 

Men for at komme tilbage igjen til de unges udskejende Nattevandringer, da kjende vi nok, at der hvor Gensdarmer regere eller Politistokkene hæves, spredes Flokkene og de høje Røster maa forstumme; men det var beklageligt, hvis vi skulle komme dertil, at et saadant Regimente blev nødvendigt for at holde Orden og Tugt, i Særdeleshed paa Landet, hvis Befolkning hidtil har vist sig mere rolig og fredelskende end en stor Del af Bybefolkningen. Forældre, Husbonder og Madmødre kunne bidrage i deres til at holde Skik paa Ungdommen, naar de alvorligt viste, det var dem magtpaaliggende, og ved at indrømme den, t. Ex. maanedsvis, en Aftens sømmelig Fornøjelse i deres eget Hus, vilde maaske mangen en Nattevandring fjernes, som netop bliver saa fordærvelig, fordi den foretages paa egen Haand og uden Deltagelse og Tilsyn af ældre og mere forsagte, af hvilke man kan fordre en mere alvorlig Betragtning af Livet, end den, man kan vente at finde hos den livsglade Ungdom. Det er sagt, at det er bedre at gaa til Sorgens end til Glædens Hus. Det er noget, som den unge Alder har saa tungt ved at fatte. Men som det har sit Gode, at den unge lærer at betragte Livet fra den alvorlige Side, saa vilde det være en Miskjendelse af Ungdommens Karakter om den spærredes Vejen til Glædens Hus - men kun til et saadant, hvor skyldfri Glæde og Munterhed hersker, og hvor Maadehold udgjør Hovedtrækket i Nydelsen. Gid yngre og ældre alvorligt maatte mærke sig dette, da randt færre Taarer i Verden.

(Aarhus Amtstidende 18. september 1874. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).