Guvernør Garde ophæver Kolonialraad. (Efterskrift til Politivennen).

 DISSOLUTION Of THE COLONIAL COUNCIL

The Colonial Counseil, met to-day at 12 o'clock noon. All the Members were present except the 2nd Member for St. John. Government Secretary, Councillor Hattensen, appeared in place of the Governor until His Excellency should arrive. Whilst the Secretary was reading the minutes of the meeting of the meeting of 9th November His Excellency entered the Council Hall and took his seat. Governeur Secretary Hattensen sat near His Excellency. . Two communications from the Governor were read by the Secretary. The first communication announced that the Ordinance granted $ 3,300 for building Expensens had received the Royal sanction. The second requested that the third item on the order of the day, being the third discussion  on the Medicinal Weights Ordinauce, should be placed first on the order of the day. After these communications had been read the 1st Crown Member, Magens, rose the question the chairman regarding the resignation of the 2nd St. John Member, Mc,Donald, wishing to know why the matter had not been put on the order of the day. The Chairman gave the reason. The 6th Member, W. C. Lamb, then questioned the Chairman regarding the circulation from the Government requesting the alteration in the Order of the Day, wishing to know, as it was dated the 8th inst., when he had received it. The Chairman replied that he had received it late, this morning. The 1st Member for St John Titley  requested that Members should he supplied with the printed copies of the Order of the Day previous to the Meeting. The Council then proceeded to the Order of the Day. The Secretary read the Medicinal Weights Ordinance, which passed the third discussion without any comment. The Chairman then gave the word to the 6th Member, W. C. Lamb, on his resolution. As the Member was rising to speak, His Excellency got up and demanded the word. The Chairman assented. His Kxcelleucy then spoke at length on the subject of the Resolution, stating that he had no reason for withdrawing any word that he had said at the meeting of the 9th of September last when he made the speech to which the resolution referred. He referred to the 43th article of the Colonial Law which grants the Council "the right of making petitions regarding alterations in the laws or institutions of the tislands or complaints of the manner in which the laws are administered or institutions are governed, either to the Governor, or through him to the Minister or to the King," but he contended that no Member of the COuncil nor the Council itself had the power or right of passing a vote of censure on the Governor. He quoted article 5 of the Law which says that: "The Government of the Danish West India Islands rests, under the superior direction of the responsible Minister concerned with the Governor, in accordance with the instructions given by the King." He insistet that he was fully justified in using the language employed on the occasion, and dwelt at length on the manner in which the Committee's Report on the Draft of the New Colonial Law had been introduced to the Council and the first Discussion during his absence in Sta. Criz, and he quoted the Committee's Report, with the object of showing that its language and arguments necessitated the terms which he had employed. He censured the Chairman for allowing a Resolution to be brought forward which he said was illegal and entirly beyond the province of the Council. He said that he had, by abstaining for two months from using his prerogative to dissolve the Council, allowed the Council the opportunity of withdrawing the Resolution, as he was unwilling to make all the Members responsible for such a Resolution, and he now gave the Council another chance of withdrawing the Resolution; and concluded by reiterating that as far as he was concerned he would retract no expressions used by him, and that he would not permit any discussion on the Resolution. The Chairman then asked His Excellency, whether was his meaning that, neither the Chairman, nor any other Member should be allowed to reply to the ccharges, made against them in the speech which he had just delivered. His Excellency said that he would allow that only within certain limits. The 6th Member Lamb then enquired if His Excellency would allow him to speak - not on the Resolution, but to offer a few remarks on the stand taken by His Excellency, for while he respected His Excellency as the Chief Magistate of the island he did not expect that by mere fact of his entering the Council he would be emasculated of the rights and opinions that he possessed as a man elsewhere. His Excellency interrupted the speaker, and adressing him, stated that if the Chairman would not stop the Member, he would; to which the 6th Member replied that, as a Member of the Council, he would bow only to the decision of the Chairman.

The Chairman then rose. He stated that he considered His Excellency's actions were an interference with the duties of the Chairman and with the prerogatives of the Council; and that its dignity did not allow it to continue to sit under such conditions. He therefore closed the meeting.

As the Members were leaving, and the audience dispersing, His Excellency recalled the Chairman, demanding that the Council should be reassembled. The Chairman asked for what purpose. His Excellency replied that he desired to make a communication to the Council. The Chairman called upon the Members to resume their seats, which they did, with the exception of Members Lamb and Jos. Hughes, who left the hall. His Excellency stated that by virtue of tho prerogative conferred upon him by § 36 of the Colonial Law, he declared the Council dissolved. The Chairman, addressing the Council, then said that the Governor had made use of the power conferred upon him by the Law, and, as law-abiding citizens, they were bound to submit to it, and that the matter now rested with the community, which, in accordance with the same law, would be called up on to return a new Council to this hall within two months.

The Members and the audience dispersed.

(Sanct Thomæ Tidende 9. januar 1875).

The Tidende says: -

"The order of the Colonial Council's meeting held this day comprised the discussion of a resolution proposed by the 6th Member for St. Thomas (Mr. W. C Lamb) in the meeting held on the 9th November 1874, and admitted by the Council, to the effect that the Council should vote its disapproval of the expressions used by His Excellency the Governor during the discussion of the Draft of the new Colonial Law, in regard to the procedure employed by the Committee appointed on the Draft of the new Colonial Law, - which procedure, as is well known to our readers, generally speaking, is reticent and mysterious to such a degree that it can only serve the purpose of precluding all amicable understanding before the matter is treated in the Council - in which place the issue and treatment is beforehand determined according to the good pleasure of the majority which rules at present. Now it is a matter of course that the Governor, who is the Representative of His Majesty's Government, cannot accept such a vote of censure, which would completely impair the superior position which he, by virtue of the express enactment of the Colonial Law, and by the circumstances of the case, holds in relation to the Assembly. In the meeting held this day, the Governor made express mention of this, and at the same time he proved that the expressions in question were actually in complete accordance with the existing circumstances. Instead of doing what would certainly be the natural course - declaring at once a dissolution of an Assembly which transcends beyond its competency, and whose discussions are conducted in a seditious spirit, - the Governor went to the utmost extent of conciliation by representing to the Council the propriety of dropping the illegal proposition made by the 6th Member for St. Thomas, but of course, without further discussion. This proposal was, however, not accepted by the Chairman, who on the contrary, thought that he could make use of his authority to close the meeting, on the pretext that the liberty of speech of the Council had been violated by the condition that the Council should abstain from further discussion on the subject. Under those circumstances the Governor had no choice but to make use of the power vested in him by the Colonial Law Section 36, - to dissolve the present Colonial Council. Thus the days of that Council are now numbered, and we confidently express our hopes that in the elections which will be called for, the electors will use their best consideration and care in bestowing their suffrages in such a manner that the new Council will consist of Members, who, with a close consciousness of their responsibility to the Community, will know how to bring back tho discussion to the road which leads towards tho promotion of tho intellectual interests of tho Community, a goal towards which the Governor of these Islands as well as the Home Government have during tho latter years given a mighty impulse, - an impulse which up to the present moment, we regret to say, has been frustrated by political and irresponsible agitation. It is now the duty of the electors to pronounce the verdict on this irresponsible agitation, which enhances their responsibility."

(St. Croix Avis 13. januar 1875).

The election of town members for the Colonial Council of St. Thomas day before yesterday resulted in a complete victory for the "Liberal Party." The following members were elected: Luchetti 121 votes, S. B. Lange 116, R. Mackay Hughes 114, C. L. Desbas 116, H. Victoria 114, Jos. Hughes 113, W. C. Lamb 113, and Major Jos. Daniel 116. The number of votes obtained by the "Liberal Conservatives" ranged between 78 and 89, according to information received here, which we have reason to believe is correct.

(St. Croix Avis 23. januar 1875).

W. C. Lamb sad i kolonialrådet indtil i hvert fald 1883.

De vestindiske Øer. Sidste vestindiske Post, deriblandt St. Thomæ Tidende af 13de Januar, bringer Meddelelse om, at Gouverneur Garde den 9de Januar har opløst Colonialraadet for St. Thomas og St. Jan, og saaledes gjort foreløbig Ende paa en communal-politisk Tilstand, der var bleven noget nær utaalelig og uholdbar. Den endelige Aarsag, der hidførte dette extraordinaire Skridt, var, at Raadet havde vedtaget at ville optage til Forhandling en Beslutning om at tildele Gouverneuren Raadets Misbilligelse af de syndige Ord, hvormed denne havde tilbagevist Aand og Bogstav i Comiteebetænkningen over Regjeringens Forslag til en ny Coloniallov, saavelsom Comiteens hele Færd under Udarbeidelsen, og Raadets Formands Færd under Indbringelsen af nævnte Betænkning. Gouverneuren paastod, henholdende sig til Colonialloven, at Raadet var aldeles uberettiget til at votere ham nogen Misbiligelse i berørte eller anden Anledning, og at han som Kongens Repræsentant hverken kunde eller vilde modtage den. Fastholdende sine Udtalelser var han derimod villig til at underkaste sig Følgerne af, at mulig Klage over hans Forhold ved denne Leilighed ad lovlig Vei indgik til Kongen. Uagtet han betegnede Raadets Opløsning som nødvendigt Resultat af videre Forhandling om Sagen, tog dog Forslagsstilleren Ordet uden Afbrydelse fra Formandes Side; Gouverneuren derimod afbrød ham, hvorpaa Formanden under Paaskud af at Talefriheden og Raadets Værdighed var bleven angreben, erklærede indeværende Møde for sluttet. Det aabnedes imidlertid umiddelbart efter opaa Gouverneurens Begjær, men kun for at modtage hans officielle Kundgjørelse om "at Colonialraadet for St. Thomas og St. Jan i Henhold til Colonialraadets § 36 var opløst."

Naar man veed, hvor skadelig og hæmmende en Indflydelse det nu afgaaede Colonial-Raad har udøvet paa Communens Anliggender, siden Oppositionen for et Par Aar siden fik afgjort Overvægt, kan man ikke Andet end billige Gouverneurens energiske Optræden i denne Sag. Berørte Comitee-Betænkning, forkastet af et Udvalg af Oppositionen, kunde ikke Andet end tilbagevises da den i visse Maader forlangte Coloniens fuldstændige Uafhængighed af Moderlandet og Raadets absolutte Selvstændighed ligeoverfor Rigsdagen. Det Foredrag, hvormed Lamb (sjette Medlem for St. Thomas) indledede det omtalte Forslag til et Mistillidsvotum var deels stridende imod Colonialloven og Forretningsordenen, deels holdt i en mod Danmark og den danske Regjering fjendtlig Tone. Der paastodes bl. A. i samme, "at den danske Regjering har brudt den med de vestindiske Øer sluttede Overeenskomst, og at som Følge heraf Øerne hae lovligt krav paa Statskassen for Erstatning af alle de til samme betalte Penge". (St. Thomæ Tidende af 13de Jan. i Beretningen om det paagjældende Møde). Gouverneuren var dertil fraværende paa Embedsreise til St. Croix, da Forslaget først indbragtes. - Ifølge Colonialforfatningen skal et nyt Raad sammenkaldes inden 2 Maaneder efter Opløsningen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1875).

Indtil 1863 regeredes Dansk Vestindien nærmest enevældigt af en fra Danmark udsendt guvernør. Et rådgivende kolonialråd med rådgivende myndighed i lovgivningssager blev oprettet 26. marts 1852. En koloniallov af 27. november 1863 oprettede to kolonialråd for Sankt Croix og et for Sankt Thomas og Sankt Jan med lovgivende myndighed sammen med kongen i særlige vestindiske anliggender. Guvernøren kunne udstede foreløbige love og foreløbigt stadfæste de af vedkommende kolonialråd vedtagne anordninger. 

Kolonialrådene bestod dels af folke-, dels af kongevalgte medlemmer - det for Sankt Croix af 13 folke- og 5 kongevalgte, det for Sankt Thomas og Sankt Jan af 11 folke- og 4 kongevalgte medlemmer. Valgret krævede besiddelse af fast ejendom af en vis lejeværdi eller en ren årlig indkomst af 1.500 franc. Det udelukkede landarbejderne, fx havde i 1901 kun 400 af 18.590 indbyggere på Sankt Croix’ 18.590 over 1.500 franc. Indfødsret ikke nogen betingelse for valgret, kun for valgbarhed.

Øernes forvaltning lå hos kongen og vedkommende fagminister (fx finansministeren). Regeringsmyndigheden lå hos den af kongen udnævnte guvernør under finansministerens ledelse. Guvernøren indkaldte og sluttede kolonialrådene og kunne udsætte og opløse dem, han kunne møde eller lade møde i rådene og forelægge forslag og forhandle med dem. Han var overøvrighed i begge øernes overøvrighedskredse, der faldt sammen med kolonialrådenes myndighedsområde. Han var øverste chef for den væbnede magt på øerne og havde i nødstilfælde ret til på sit ansvar at erklære øerne helt eller til dels i belejringstilstand og at udøve uindskrænket myndighed.

Drab og Tyveri m. .m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 27de August f. A. erholdt Politiet Meddelelse om, at et Fruentimmer, som den 22de f. M. var indbragt for forskjellige hende tilføjede Læsioner, den 26de f. M. var afgaaet ved Døden, og da det tillige bragtes i Erfaring, at bemeldte Fruentimmer havde boet i Logishuset "Holger Danske", samt at de hende tilføjede Læssioner vare foranledigede ved, at hun der Steds skulde være bleven sparket af en Person ved Navn Martin Andreas Davidsen, der flere Gange er straffet og Dagen i Forvejen var løsladt efter Udstaaelsen af en ham idømt Straf af 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, blev anholdt og Undersøgelse indledet. Under Forhørerne vedblev Arrestanten vel at paastaa, at han, paa den Tid, han skulde have sparket det omhandlede Fruentimmer, var i høj Grad beruset og at han derfor hverken kunde indrømme eller benægte at have gjort det; han kunde kun erindre, at han ved denne Lejlighed havde været inde i Fruentimmerets Værelse, at han trakterede med Kaffe, at han laa i en Seng og efter at være kommen op af denne savnede sin Portemonnaie, samt at han noget efter hørte Fruentimmeret skrige og sige, at han havde sparket hende. Efter de Personers Vidnesbyrd, som havde Lejlighed til at iagttage ham, kunde det imidlertid ikke antages, at Arrestanten havde været saa beruset, at han ikke kunde betragtes som fuldt tilregnelig, og efter samlige de afgivne Vidneforklaringer fandtes et tilstrækkeligt Bevis tilvejebragt for, at Arrestanten forsætlig havde sparket Fruentimmeret og derved tilføjet hende en Legemsbeskadigelse. Saasnart han nemlig savnede sin Portemonnaie (der senere fandtes liggende paa Gulvet under Sengen), havde han beskyldt hende for at have stjaalet den, og herved kom de i Skjænderi, under hvilket de kom ud paa Gangen; her saa et andet i Stedet boende Fruentimmer, der netop kom til Stede, at Arrestanten gav afdøde et Spark, der ramte hende i Lysken, og hørte, at hun gav sig til at skrige. Vidnet løb da ned ad Trappen til Gjæstestuen og kaldte paa Opvarteren, der kom til Stede, og kort efter forføjede Arrestanten sig bort. Andre Vidner have dels set afdøde ligge og jamre sig i den aabenstaaende Dør til hendes Værelse, dels hørt Skjænderiet og, efter at afdøde var bragt til Sengs, hørt hende sige, at hun var saa syg, fordi "et Mandfolk" havde sparket hende, og da hun kort efter forlangte at bringes paa Hospitalet, hørte ovennævnte Opvarter hende sige, at hun var bleven syg, fordi "Arrestanten" havde sparket hende. Efter flere Vidners Udsagn skal afdøde have omtalt, at hun havde Brok, men en foretagen Obduktion af hendes Lig godtgjorde ikke, at hun havde lidt af denne eller nogen anden Legemssvaghed, der kunde være medvirkende Aarsag til den umiddelbare Virkning af det hende tilføjede Spark. Derimod udtalte det kgl. Sundhedskollegium i Overensstemmelse med de obducerende Læger, at den Bristning af Tyndtarmen, som havde fremkaldt en Underlivsbetændelse og som havde været den utvivlsomme Aarsag til Døden, maatte antages bevirket ved ydre Vold, og at der var intet, som talte imod, at denne Vold kunde have været et Spark. Der haves - hedder det videre i Erklæringen - noksom Erfaring for, at en Tarmebristning kan være en Følge af en saadan Vold, og om dette end ikke iagttages hyppigt, saa er det dog ingenlunde sjældent, eller, efter de anatomiske Forhold, saa fjerntliggende, at Læsionen ikke skulde kunne betegnes som en "rimelig" Følge af Volden. I Overensstemmelse hermed fandt Kriminalretten, at Arrestanten maatte anses overbevist at have været Aarsag til det nævnte Fruentimmers Død ved en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse, hvoraf han havde maattet forudse, at Døden kunde blive en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge. For saa vidt Arrestanten sigtedes for Ejendomsindgreb, blev det bevist, at han i Maj f. A., altsaa for den seneste Dom overgik ham, havde, medens en Graverkarl paa Assistent Kirkegaard stod nede i en Grav, beskjæftiget med at grave den dybere, frastjaalet ham en Frakke eller Stortrøje, som laa paa en Hæk, tilligemed deri værende 6 Rd. m. m., fremdeles, at Arrestanten havde stjaalet en Frakke, der hang i en Blikkenslagers aabenstaaende Butik, endvidere at han havde gjort sig skyldig i Hæleri ved at deltage i Udbyttet af Pantsætningen af en Frakke, om hvilken han vidste, at en anden Person havde stjaalet den i Rabeshave Bryggeri, endelig at han havde overtraadt et Polititilhold, og derved gjort sig skyldig i Løsgængeri. Ved Rettens Dom blev Arrestanten anset med en Straf, der under et for samtlige Forbrydelser bestemtes til Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1875).

Christian Rasmus Neuhauss: Gæstgivergården Holger Danske. Farvergade, København. Kbhbilleder. Public domain.

Fra Almueskolens Omraade. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Et andet Spørgsmaal af almindelig Interesse er Anvendelsen af Lærerinder i de offentlige Almueskoler. I Aaret 1874 er der ved de offentlige Almueskoler ansat et forholdsviis stort Antal Lærerinder. Dette gjælder ikke alene for Hovedstaden, men ogsaa uden for denne i By og paa Land. For at anføre nogle Exempler fra den allerseneste Tid, saa er der udenfor Kjøbenhavn i Randers, Kolding, Bogense, Ringsted Landsogn og flere Steder paa Landet, navnlig i Jylland ansat exam. Lærerinder. Ligesaavist som det er, at Antallet paa de unge Mænd, der indstille sig til Lærrexamen, tager af, ligesaavist er det, at Tilgangen af Lærerinder er i stadigt Stigende. Spørge vi nu, om det er heldigt for den opvoxende Ungdom, at der mere og mere anvendes Lærerinder, saa svare vi: Ja; men dog med det bestemte Forbehold, at vore Almueskoler først maae organiseres med Hensyn til Anvendelsen af ogsaa kvindelige Kræfter. At sætte Kvinder til at læse med talrige Klasser af begge Kjøn, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet i flere Kjøbstæder, forekommer os at være el absolut Misgreb; thi hvor ønskelig Kvindens Indflydelse paa Børnene end er med det opdragende Maal for Øie, saa maa Erfaringen dog vistnok mangt et Sted have lært, at Disciplinen vanskeligere opretholdes i store Fællesklasser end i saadanne, hvor Kjønsadskillelse er gjennemført ialtfald indtil Elementarklassen.

Jeg maa derfor fastholde som ubetinget rigtigst, at dele Eleverne i en Skole efter Kjøn i alt Fald til Elementarklassen, naar Lærerinder anvendes. Sidstnævnte Klasse bør være en Fællesklasse og Underviisningen i samme bør væsentligst besørges af Lærerinder; thi det som dog egentlig er Hovedsagen ved Veiledningen af Smaabørn, er den opdragende Side af Skolers Gjerning, og til denne troer jeg, at Kvinden i det Hele taget egner sig bedre end Manden. Ingensinde seer man Mænd anvendte i Asyler, som foruden Smaabørn paa 4-5 Aar ogsaa rumme Børn til 7-8 Aars Alderen. Her overlades Gjerningen til en Asylmoder, som, hvis hun forstaaer sin Gjerning ret, virker til stor Velsignelse for de Smaa, der ere betroede til hendes Omsorg Og hvad er nu egentlig en Elementarklasse med Drenge og Piger i en Alder af 6-8 Aar Andet end et lille Asyl, hvor Undervisning og Opdragelse gaaer, eller bør gaae, Side om Side med hinanden? I disse faa Linier vilde jeg saaledes gjerne fremsætte den Anskuelse, at det overalt ved Landets Almueskoler er heldigt at anvende Lærerinder; men at disses Gjerning hovedsagelig bør indskrænkes til Elementarklasserne og Pigeklasserne; derimod ikke saa gjerne i Fælles- og Drengeklasser, hvor Børnene ere over 8 Aars Alderen.

See vi hen paa Lærerindernes Stilling i pecuniair Henseende, saa maa man vel erkjende, at de Gager, Lærerindeloven fastsætter, nemlig ældste Gage 200 Rd., 33 1/3 Td. Byg efter Capitelstart, 2 Fv. Brænde og Fribolig eller Godtgjørelse herfor og yngste Gage samme Løn - 100 Rd., er ret tilfredsstillende. Beregnet i Penge er yngste Gage omtr. 350 Rd., og skjøndt dette tilvisse ikke kan kaldes nogen stor Indtægt, kan det dog ikke nægtes, at en Kvinde kan leve nogenledes ordentlig af denne Sum. Mindes jeg ret, har der dog i Anret 1874 været opslaaet som vacante i fyenske Kjøbstæder et Par Lærerindeembeder med en betydelig lavere Løn end den foranførte Da der imidlertid for Tiden er al mulig Grund til at forbedre Lærernes Lønningsvilkaar, er det urigtigt at knappe af paa Lærerindernes. Langt værre er det dog ovre i Jylland. Adskillige Embeder ere udbudte i det sidste Aar med en Løn af neppe 200 Rd. i Eet og Alt. Af flere Exempler vil jeg blot anføre et fra de sidste Dage. Det er Embedet som Lærerinde ved Pigeskolen i Kattrup. Indtægt: 175 Rd., Skolepenge c. 20 Rd., Fribolig og Brændsel, altsaa i 195 Rd.; Kosten kan paa ingen Maade beregnes lavere end 12 Rd. maanedlig, c: 144 Rb., Rest 51 Rd. til Klæder, Lys, Vask og en Kvindes øvrige Smaafornødenheder. Dette er ringere end en Enepigeplads i Kjøbenhavn; thi en saadan lønnes med fri Station og 60 Rd. aarlig Løn. Hvorledes vedkommende Commune har kunnet opnaae en Approbation paa Oprettelsen af et saadant Embede, er os ufatteligt.

R. F.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. december 1874. Uddrag).

Franz Neruda ved det kgl Capel 1864-1877. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:

- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.

(Fædrelandet 21. december 1874).

I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.

I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.

I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:

Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.

Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).

Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).

(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)

Tyendeloven. (Efterskrift til Politivennen)

Første artikel fra 2. december 1874 skrev om baggrunden: Rigsdagens diskussion af en ny tyendelov, samt især folketingsmand Jagd som ønskede tyendeloven endnu mere restriktiv overfor tyendet. Herefter går artiklen over til at beskrive tyendets faktiske forhold:

---

Hvad de faktiske Forhold angaar, da er disse gennemgaaende baade i By og paa Land saaledes, at Lovgivningen absolut bør gribe reformerende ind deri. Mon der f. Eks. skulde findes mange ret Personer i Danmark, der ikke kender idetmindste nogle af de mange Tilfælde, hvor Husbonden byder sit Tyende el Nattelogi, der er saa uhyggelig og elendig som muligt og som desuden er absolut helbredsnedbrydende. Man kan tage Forholdene hvor man vil overalt i hele Landet, og man vil finde, at det gennemgaaende er saa temmelig ens allevegne. Man finder den samme Hensynsløshed mod og Ringeagt for Tyendet repræsenteret i nogenlunde lige høj Grad baade i København, Provinsbyerne og omkring paa Landet. Talrige "Herskaber" i København anviser deres Tjenestepiger et Nattelogi, der ofte bestaar af en Baas under en Trappe eller et "Værelse" (!) oppe under Taget, hvor der kun er Plads til en Seng og ikke engang til en Kommode eller et Klædeskab, og hvor der naturligvis ingen Kakkelovn findes. Ingen af Stederne, hverken i "Baasen" eller i "Værelset" kan Pigen opholde sig undtagen den Tid hun sover, og derfor maa hun tilbringe de enkelte Timer, som hun engang imellem "har fri", siddende i Køkkenet, mange Gange i en haard Vinter uden Spor af Varme. Dersom Pigen har Bekendte, der ønsker at besøge hende, til Trods for et saa ubehageligt Modtagelsesværelse som et koldt Køkken, skal "Fruen" naturligvis have at vide, "hvad det er for Bekendtskaber Pigen har". En saadan Tilværelse fører en meget stor Mængde af københavnske Piger, og denne Tilværelse forskønnes ved at de paagældende "Herskaber" i Reglen er ligesaa fordringsfulde i de Krav, de stiller til Pigens Arbejdsydelser, som de er ligegyldige med Hensyn til at opfylde deres egen Pligt. De københavnske Tjenestekarle har det maaske gennemgaaende noget bedre, men stor Forskel er der ikke for en større Del af disses Vedkommende.

Paa Landet og i Provinsbyerne er Forholdene i Mangt og Meget ikke bedre end i København, medens de dog i enkelte Henseender er noget heldigere for Tyendet. Det landlige Tjenestetyendes natlige Opholdssted, respektive "Pigekammere" og "Karlekammere", hvor Tyendet naturligvis ogsaa maa opholde sig, naar de en enkelt Gang modtager Besøg af en Bekendt, giver ikke de københavnske "Værelser" noget efter. Kakkelovne er i disse "Kammere" en aldeles ukendt, ja næsten utænkelig Luksus, og det er meget almindeligt, at der i Karlekamrene ikke bliver fejet Gulv - Gulvet er naturligvis af Ler - 10 Gange om Aaret. Hvor der bliver fejet en Gang om Ugen er Kulturen i den Retning overordenlig vidt fremskreden! At Husbonden ikke er uvidende om, i hvilken nedværdigende Tilstand Tyendets natlige Opholdssted befinder sig, fremgaar blandt Andet deraf, at det anses for den mest ubetingede Ringeagt, der kan vises en fremmed Gæst, dersom man anviser en saadan at sove i Karle- eller Pigekammeret. Det kan næsten bedre gaa an, naar der ikke findes andet Logi i Huset, da at anvise Gæsten Nattelogi i Høgulvet! Vi har ovenfor sagt, at Forholdet paa Landet i enkelte Henseender er heldigere for Tyendet end i Byerne. Vi sigter dermed til, at det landlige Tyende indtager sine Maaltider og tilbringer sine Aftenfritimer, enten i opvarmede saakaldte "Folkestuer" eller - i en Del Bøndergaarde - i Familiens Dagligstue. I sidste Tilfælde er det dog Tyendet indirekte forment at modtage Besøg af Bekendte og underholde sig med samme. Finder saadanne Besøg Sted fjerner begge Parter, nemlig det besøgende og det Besøg modtagende Tyende sig, og den Samtale, som de ønsker at føre med hinanden, maa føres udenfor Stuen i Kulde og Mørke. Der gives vel Undtagelser i nævnte Retning, men Forholdene, som de er anført, er i hvert Fald Reglen. Det eneste Sled, hvor Tyendet kan komme sammen og færdes ugenert med hverandre, uden at være generet af Madmoderens og Husbondens meget skarpe Kritik, er Dansestuerne.

Saaledes som her anført ser Tjenestetyendets borgerlige Stilling ud for det her omhandlede Omraades Vedkommende. Hvad Kosten og Lønnen angaar er der ligeledes megen Grund til Utilfredshed med de bestaaende Tilstande. Navnlig har Kosten paa de saakaldte Herregaarde, paa Knaldproprietærgaardene og paa forfinede Bøndergaarde, hvor "Folkene" spiser særskilt, i hvert Fald indtil den nyeste Tid, mange Steder været meget slet, og er ganske vist endnu meget hyppigt aldeles utilfredsstillende. Paa Landet kan Karlens og Pigens Løn jo nok strække til Klæder og øvrige Udgifter i Forhold til de Fordringer, der stilles, men i Byerne er det derimod langtfra Tilfældet. Hvorledes skal f. Eks. en Tjenestepige i København kunne holde sig vedlige med Klæder, Fodtøj, Vask osv., for en Løn af 3 a 5 Rd. maanedlig, naar man tager Hensyn til hvormeget Fodtøj og Klæder en Pige under sin rastløse Virksomhed maa forbruge. Beregner man 1 Rd. maanedlig til Vask, 2 Rd. til Fodtøj og 1 Rd. til Smaaudgifter, bliver der af en Løn paa 4 Rd. slet Intet tilovers til Klæder, og af en Løn paa 5 Rd. bliver der kun 1 Rd. maanedlig tilovers dertil, og 12 Rd. aarlig er det dog umuligt at klæde sig nogenlunde ordenlig for. Ikkedestomindre raaber alle Spidsborgerne i Kor, at det er forfærdeligt som Tjenestetyendet nu skummer Fløde gennem de høje Lønninger.

Tjenestetyendets Stilling er i de fleste Tilfælde og i de fleste Henseender saa slet, at den uden Overdrivelse kan kaldes demoraliserende i høj Grad. Hr. Jagd kan, som Jordarbejdsentreprenør ikke være ukendt med, at der gives en Del Arbejdere, der er endnu slettere stillet end det almindelige Tjenestetyende, nemlig de saakaldte Jordarbejdere. Den Tilstand, der hersker paa mange af slige Arbejdspladser, f. Eks. ved Udtørringer, er saa demoraliserende of fysisk uforsvarlige, at der absolut fra Lovgivningens Side burde træffes meget strænge Bestemmelser for at hæmme det paa mange slige Steder herskende mangesidige Uvæsen.

De sociale Forhold, saaledes som de er, medfører uundgaaelig, at der i særdeles mange Tilfælde maa herske et uvenligt Forhold mellem Husbonde og Tyende, men Husbonden har oftere end Tyendet Skyld i de deraf opstaaede Ubehageligheder. Humane Husbonde, der søger at gøre Forholdet mellem sig og Tyendet saaledes som det bør være, klager meget sjældent over sit Tyende, men Klager kommer fra dem, der ved deres egen fordringsfulde, hovmodige og hensynsløse Opførsel fremtvinger Ligegyldighed og Uvenlighed fra Tyendets Side.

Som ægte spidsborgerlig Storborger finder Hr. Jagd sig naturligvis kaldet til at optræde som de i Forvejen stærkt Begunstigedes Forsvarer og Talsmand. De Ulemper, der opstaar ved at Forholdene nu er slette og uretfærdige, tror han at kunne fjerne ved at gøre dem endnu slettere og uretfærdigere. Dersom Hr. Jagd var født for et Hundrede Aar siden i et Land, hvor Slaverisystemet blomstrede, vilde han formodenlig være bleven en stor Mand, medens han derimod her i Danmark vistnok bliver til Ingenting, i hvert Fald som Politiker og Reformator betragtet. Der er en Del Mennesker, der, som man siger, er forud for deres Tid, og det kan være meget slemt; Hr. Jagd er derimod kommen for sildig til Verden og det er endnu værre, ti ham levnes der ikke engang det Haab, at Tidsudviklingen kan naa ham.

Hvad Realiteten af Hr. Jagds Forespørgsel angaar, da er det vanskeligt at se, hvad det egenlig er for prakliske Reformer i Tyendelovgivningen, som han tror kan gennemføres til Fordel for Husbonden. Man vil ikke være istand til i Tyendeloven af 10de Maj 1854 at finde en eneste Paragraf, der giver Tyendet en fortrinsvis Ret overfor Husbonden, hvorimod en stor Mængde af nævnte Lovs Paragrafer og Stykker giver Husbonden en fortrinsvis Ret over Tyendet. Dette er saaledes Tilfældet med Lovens § 14, § 15, første, andet og tredje Stykke, §§ 16, 21, 22, 24, 26, 27, 28, 20, 31, 36, cg 41, fjerde, femte, tolvte og femtende Stykke, 43, tredje, fjerde og sjette Stykke, § 51 og § 66. Alle de her nævnte Paragrafer og Stykker stifter ulige mellem Husbond og Tyende med Hensyn til disses Rettigheder og Pligter overfor hinanden, idet de Rettigheder, der gives Husbonden, er større og mere omfattende end Tyendets tilsvarende Rettigheder, medens det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Forpligtelserne.

Det vilde blive for vidtløftig her at citere og kritisere alle de nævnte Paragrafer, men den Ulighed som de skaber i de tvende Parters Rettigheder og Pligter, er ved en nogenlunde grundig Gennemlæsning iøjnefaldende nok. Dog skal vi fremhæve et Par Eksempler paa Tyendelovens Karakter. § 24 lyder saaledes : "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender, eller blive borte længere end tilladt". Denne Paragraf behøver ingen Kommentar: den taler for sig selv som et slaaende Bevis paa gennem hvilke Briller Lovgivningen i 1854 betragtede Tyendet. I § 31 hedder det: "Paaføres Tyendet en Legemsskade eller anden Sygdom som Følge af utilbørligt Forhold fra Husbondens Side, saasom naar han paalægger det overanstrængende eller noget med særegen Fare forbundet usædvanligt Arbejde, bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Denne Paragraf, der forudsætter, al Tyendet skal udføre et hvilketsomhelst Arbejde, der paalægges det, selv om det er overanstrengende eller forbundet med særegen Fare, er ligefrem barbarisk.

I § 51 befales "at ethvert Tyende bør vøre forsynet med Skudsmaalsbog". Hvorfor skal ikke ligeledes enhver Husbond være forsynet med en saadan? Er det ikke ligesaa nødvendigt og af ligesaa stor Vigtighed for Tyendet at vide noget om Husbonden, som omvendt? Ofte lader f. Eks. en Pige i Kjøbenhavn sig bortfæste til en Plads, som hun paa ingen Maade ville være traadt ind i, dersom hun af en Skudsmaalbog kunde have set, at det paagjældende "Herskab" skiftede Pige et Par Gange om Maaneden.

Vi har nu givet et lille kortfattet Omrids af Tjenestetyendes Stilling, saavel overfor de borgerlige Forhold som overfor Pengemagten, og vi finder, at Lejligheden, der gives ved Hr. Jagds Forespørgsel, burde benyttes til at forberede nogle af de Reformer, der i dette Anliggende er i saa høj Grad paatrængende nødvendige. Hr. Jagd kan da have den Tilfredsstillelse, idetmindste en Gang i sit Liv - om det endog sker mod hans Villie - at have været Banebryder for noget Gavnligt.

(Social-Demokraten 3. december 1874).