04 januar 2023

Den store Sædelighedsskandale 1895: Sædelighedspolitiet og Lov af 10. April 1874. (Efterskrift til Politivennen)

 Sædelighedspolitiet

(1867 - 1895).
I.
Pastor Steen og Eugen Petersen.

Medens den kirkelige øvrighed, repræsenteret af pastor Steen, i lørdag formiddags nedlagde forbud mod, at menneskene opkastede sig til dommere over politiinspektør Korn, forbereder den verdslige øvrighed, hr. Eugen Petersen, sig på dommens dag ved at granske Korns efterladenskaber

For så vidt denne undersøgelse, hvad der synes at fremgå af politidirektørens skrivelse, indskrænkes til Korns "embedsdokumenter og papirer", kan resultatet blive pauvert nok, eftersom alle kompromitterende papirer skal være brændt før selvmordet.

Alt nu kan det dog slås fast, at Korn qva politimand på forskellige områder kan have vanrøgtet og misbrugt sin embedsgerning i så høj grad og under så skærpende omstændigheder at embedssfortabelse ville have været sikker, hvis kriminel undersøgelse var blevet indledt i rette tid.

Vi skal ikke her dvæle ved de verserende rygter, men udelukkende holde os til fakta, der er kendte af hundreder indenfor politiets kreds, af tusinder stående.

Først en lille oversigt sædelighedspolitiets - om man sige - udvikling i tyveåret før Korns tiltrædelse.

Carsten Petersen og Thorsen 

regerede 1867-87. I den første halve snes år lededes denne afdeling af Carsten Petersen så retsindigt og humant, som overhovedet kan ske ved en institution, der er bygget på love, gennemsyrede af vilkårlighed og inhumanitet.

Styret hvilede i chefens sikre hånd, ingen underordnet førte det store ord. Uplettet forlod Carsten Petersen i vinteren 1878-79 denne brydsomme stilling for efter Martin Hertz's død at overtage ledelsen af opdagelsespolitiet.

Hans dygtighed ufortalt ligger hans største betydning netop deri, at han i rette tid standsede den omsiggribende demoralisation, der var en ganske naturlig følge af af Hertz's ejendommelige karakter og virkemåde.

Sædelighedsbetjent Meyer tjente sine sporer under Carsten Petersen. Hr. Meyer er en ganske net mand, ikke uden en vis dannelse og i besiddelse af en stræbsom flid, der snart skaffede ham et fænomenalt kendskab til byens løse fugle og andre dermed i forbindelse stående forhold. En overordenlig brugbar mand en underordnets tilbagetrukne stilling. 

Og så længe Carsten Petersen var chef for sædelighedspolitiet, fik han ingensinde lejlighed til at overskride de for hans begavelse - om man så kan sige - og bestilling afstukne grænser.

En total omvæltning i det rette forhold mellem chef og underordnede fandt sted under det thorsenske regime. Politiassistent Thorsen der 1879 afløste Carsten Petersen var en brav og godlidende, om end noget pirrelig natur. Men han var svag af helbred og gentagne apoplektiske anfald svækkede hans handlekraft

I de sidste år af hans embedsvirksomhed, der afsluttedes ved hans død i foråret 1887, var han en halvlam stakkel. I en årrække var han kun af navn chef; i virkeligheden var det ganske underordnede elementer, der havde styrelsen i hænde.

Ingen af disse besad udviklingsmulighed til at tilegne sig chefs egenskaber. Alt gik hulter til bulter. Graverende rygter om myndighedsmisbrug af forskellig art sivede ud i vide kredse. Det var som om loven kun eksisterede for de næringsdrivende borgere, ikke for bordelværternes skamløse flok.

Og frækheden gik over alle grænser, da Magistraten og Borgerrepræsentationen i uransagelig visdom i 1883 med et slag forhøjede brændevinsafgiften med 233 pct (fra 60 kr. til 200 kr.) og lukkede alle offentlige beværtningssteder fra kl. 12 midnat til kl. 4 morgen.

Det var så langt fra, at den ny vedtægt skabte ærbarhed og ædruelighed; den bidrog snarere til usædelighedens og drukkenskabs fremme. Smugkroer dukkede op i hundredvis, og sande drikkeorgier fejredes på bordellerne og hos privatboende piger.

Og alt dette gik for sig ganske åbenlyst, ligefor næsen af det "årvågne" politi. Næringsdrivende beværtere, der betalte høj skat, blev med skraphed forfulgte og mulkterede blot der udskænkedes en dråbe efter kl. 12.

Bordelværterne der ikke betalte en øre i brændevinsafgift, kunne så godt som ustraffet "beværte" både ved nat og ved dag.

Datidens mest bekendte "vært", hr. Hagstrøm, lod derfor også sin "frue" ene om det mindre renlige hverv i Farvergade nr. 21, mens han selv som velmeriteret restauratør tronede ude i "Sluk-efter"s mere hyggelige haller. Ved en flot og spendabel optræden vidste denne person at forskaffe sig en udstrakt omgangskreds. Hans champagnegilder var så hyppige, hans middage så overdådige, at han ved sin død, der indtraf omkring midten af firserne, havde bortødslet en betydelig formue.

Men et opnåede han: Ved hans meget omtalte gæstebud i "Slukefter" sås jævnlig over- og underordnede politimænd.

(København 2. april 1895)

Indgangen til Peder Madsens Gang, et af de kendte luderdistrikter i datidens København. Fotograf Christian Rasmus Neuhaus. Københavns Museum. Public Domain.

Sædelighedspoiitiet

(1867 - 1895).
II.
Korns Regime.

Efter den i går skildrede udvikling af sædelighedspolitiet døde så politiinspektør Thorsen efter flerårig svaghed i foråret 1887. Til hans efterfølger udnævntes under 14. april 1887 Henrik Korn, der gennem en snart tyveårig virksomhed havde erhvervet sig navn som en fremragende politimand: en snarrådig og opfindsom opdager, en energisk og reformivrig, human og affabel politiassistent.

Herskede end indenfor de indviedes - politiets og kriminalrettens - kreds enighed om, at Korn besad enestående egenskaber til at lede et opdagelsespoliti, udbrød derimod straks uenighed, så snart talen faldt på hans kvalifikationer som chef for Sædeligheds- og sundhedspolitiet. For forinden Korn blev politiinspektør havde han misbrugt sin stilling som politimand under så skærpende omstændigheder, at afsked på gråt papir var blevet følgen, dersom undersøgelse dengang var blevet indledt.

Henrik Korn førte i sine første studenterår et meget muntert liv og særlig var han, der "studerede" medicin, blandt kammerater kendt som en udholdende og ret heldig kvindejæger. Han stod på nippet til at blive sendt til at blive sendt til Amerika, men greb så i sin vånde den redningsplanke, Martin Hertz hjælpende rakte ham.

Han blev nemlig i slutningen af tresserne politibetjent, et skridt, der vakte en sand rædsel blandt datidens akademikere.

Favoriseret af Hertz, der havde et åbent øje for den unge mands detektivtalent og hemmelig godtede sig over hos eleven at genfinde sit eget skuespillertalent, blev Korn snart stærkt benyttet og var således et årstid efter sin indtræden attacheret et af kriminalkamrene. Her begik han det grove misbrug af sin stilling, som affødte den meget omtalte og af enhver ældre politimand kendte HamborgerrejseAnledningen var i korthed følgende: 

Korn havde at gøre med en kriminel sag, der verserede mod et løsagtigt fruentimmer. Og han benyttede sig heraf til at træde i meget intim forbindelse med det kønne pigebarn. Af frygt for, at denne affære skulle blive opdaget, blev han så forfjamsket, at han over hals og hoved rendte til Hamborg.

Hertz, der satte pris på sin lærevillige elev, og som ubetinget led af moral insanity, sendte imidlertid en opdager efter flygtningen med følgende budskab: "Kom straks tilbage. Jeg dækker over affæren. Den skal ikke skade Dem i Deres fremtidige avancement".

Den forlorne søn vendte hjem, og papa Hertz slagtede fedekalven og protegerede vedblivende den håbefulde etatsrådsøn.

Var denne ungdomsforseelse enkeltstående, skulle vi ikke gøre ophævelser herover. Men betjent Korns forhold til byens løse fugle var så almindelig bekendt, at mistanke kom til at hæfte ved ham i en celeber barnemordssag, der verserede ved kriminalretten for en halv menneskealder siden.

Omstændighederne var følgende: En ung pige, Anna Klein, var tiltalt for at have dræbt sit nyfødte foster og kastet liget i en retirade. Korn havde med forundersøgelsen at gøre, og det vakte derfor en pinlig opsigt i kriminalretten, da det ved sagens optagelse til doms viste sig, at en vigtig rapport, i disfavør af arrestantinden, var forsvundet. Man mente, at Korn havde ladet sig bedåre af den smukke, ulykkelige forbryderske.

Som politiassistent viste Korn fremragende dygtighed, men blandt indviede i politiet og kriminalretten var Korns talrige og hyppig skiftende kvindeforbindelser ofte genstand for omtale.

Altså Korn blev politiinspektør for Sædeligheds- og Sundhedspolitiet, skønt hundreder af indviede vidste, at han led brist på visse moralske begreber, der muligvis kan undværes hos opdagernes fører, men i hvert fald er absolut nødvendige for den, der skal våge over en storstads sædelighed eller usædelighed, hvad man nu vil kalde det.

Men den gang var politidirektør Crone hvis udmærkede ledelse så hårdt har været savnet i det sidste årti, en gammel mand. Der er altså på en måde ingen, der bærer ansvaret for den indstilling, som bevirkede Korns udnævnelse få måneder før Crone trak sig tilbage. For det ville virkelig være en blodig synd at lægge ansvaret herfor over på den daværende vicepolitidirektør hr. Eugen Petersens spinkle skuldre.

Denne beskedne og stilfærdige mand havde sikkert grumme lidt kendskab til de egentlige politiforretninger og disses udøvere. Hr. Petersen, en flink jurist af den ricardske skole, var særlig egnet til at forestå den såkaldte politiprotokol og besørge de amtmandsforretninger, der henhører under Københavns politidirektorat. Men han spillede en lidet fremtrædende rolle som vicepolitidirektør. Hvorfor det også vakte almindelig opsigt og beklagelse, såvel i politiet som blandt publikum, da Petersen blev Crones efterfølger.

Overhovedet hørte vicepolitidirektør P. ikke til de indviedes kreds. Crone var jo lige til det sidste en myndig og arbejdsdygtig herre, der kun sjældent havde brug for reserven. Og hr. Petersen, der vel aldrig havde drømt om politidirektoratet, havde derfor ikke den naturlige grund som forgængeren, nuværende birkedommer V. Oldenburg, - af alle kompetente (Nellemann-Ricard undtagen) designeret til Crones eftermand - til grundigt at sætte sig ind i politiets og politipersonalets mere intime forhold.

Det fremgår tilsyneladende af hr. Petersens erklæring, at den nuværende politidirektør ikke i egentlig forstand kan henregnes til de indviedes kredsEllers måtte han jo vide, at der nu foreligger fakta, som uigendrivelig godtgør, at Korn i egenskab af politiinspektør med forsæt har undladt at forfølge strafbare handlinger samt under skærpende omstændigheder udvist forsømmelse og skødesløshed i sin embedsførelse.

(København 3. april 1895)

Nytorv. Paul Fischer. En betjent står foran den daværende politistation. Københavns Museum. Public Domain.

Sædelighedspolitiet

(1867-1895).
III.
Korn-Perioden.

Korns Overtagelse af 3. politiinspektorat hilstes med glæde af det store publikum, der ikke kendte ham. Særlig ventede man at han skulle rydde op i den Augiusstald der havde rejst sig på grundlag af prostitutionslovene.

Forventningerne der ikke deltes af de indviede, skuffedes grundigt, men for almenheden vedblev Korn ofte til det sidste at stå som den uplettede, retsindige og humane vogter af sædeligheden. Hertil bidrog i høj grad den ihærdige vindreklame, som han havde sat i scene ved sine forbindelser med hæderlige, men mindre begavede højrejournalister.

I en tidligere artikel har vi berørt det ejendommelige misforhold mellem Korns uvirksomhed sædelighedepolitiets område og febrilske rastløshed på de andre felter der henhører under 3. inspektør. Og vi skal nu nærmere dokumentere rigtigheden af denne påstand samt fremføre uomstødelige fakta for den grove forsømmelighed og skødesløshed, der særpræger Korn som chef for "Sædeligheden".

Som berørt rettede Holstein-Ledreborg - støttet på meddelelser fra værtshusholderkorporationen og Midnatsmissionen - under finanslovbehandlingen i 1888 et meget nærgående angreb på politiets forhold til prostitutionen. Særlig ankede han over de drikkelag, der ganske åbenlyst fandt sted i de offentlige huse, og fordrede at der blev sat en stopper for denne plumpe krænkelse af næringsloven.

Nellemann indrømmede at misbrug og overtrædelser naturligvis ikke kunne undgås. Man henviste undskyldende til politiinspektør Thorsens svagelighed, lovpriste den energiske og reformlystne Korn, der snart skulle få ryddet op.

I det første årstid efter denne forhandling blev der også skredet ind mod disse illegitime beværtninger: Offentlige huse, i hvilke der var udskænket spiritus, blev lukkede for tid eller for bestandig. Selv storkapitalisten indenfor bordelværtindernes kreds, den i disse dage så meget omtalte madam Clausen måtte døje den tort og det pengetab, at få et af sine offentlige huse lukket i 14 dage.

Men denne energi varede kun fra høns fløj op til høns fløj ned.

Aldrig så snart var justitsministerens, politidirektørens og publikums mistillid lullet i søvn ved fikse og behændigt anbragte bladreklamer for prostitutionens rydningsmand, før alt vendte tilbage i den gamle gænge fra Thorsens tid.

Der blev kun den forskel, at de lovstridige srikkeorgier, der under Thorsens regime fandt sted i gadeværelserne - de forlagdes nu under Korns inspektorat til gårds saloner.

Skinnet var reddet, men tilstanden var i ingen henseende forbedret.

Og herom hverken kunde hr. Korn være eller var uvidende. I forskellige retninger er endog i de sidste par år den ganske åbenlyse frækhed, hvormed prostitutionslovgivningen og straffeloven overtrædes, steget i en foruroligende grad.

Man kan være modstander af den lovbundne prostitution, nære den anskuelse, at regulativet for tilsynet med offentlige fruentimmer af 9. marts 1877 er propfuldt af vilkårlige og brutale bestemmelser. Men 3. politiinspektør har at holde sig loven efterrettelig, og det har Hr. Korn ikke gjort.

Her et enkeltstående eksempel :

Ifølge regulativet må ingen offentlige fruentimmer "være siddende gæster på kaféer, restaurationer og lignende beværtningssteder." Desuagtet har i de senere år nattebeværtningerne, særlig Riises Kafé, været stoppende fuld af offentlige fruentimmer.

Derom var Korn vidende, for han han har ved personlig nærværelse overbevist sig herom.

Desuagtet skete ingen som helst ændring til det bedre. Ja, Korn førte ovenikøbet sine overordnede bag lyset ved usandfærdige meddelelser og indberetninger. Ellers kunne Magistraten, der jo har sin visdom fra politidirektøren, under forhandlingerne om nattebeværtningerne ikke have hævdet, at der på nattekaféerne ikke kom offentlige fruentimmer.

At Korn i dette tilfælde har gjort sig skyldig i grov forsømmelighed i embedsførelse, er uigendriveligt.

Hvorfor han har gjort det, er et andet spørgsmål.

Endnu foreligger der ikke beviser for bevæggrunden til denne forsømmelighed, om end rygterne peger i en bestemt retning. Men en kendsgerning er det, at offentlige fruentimmers nærværelse på nattebeværtningerne har øget bordelværtindernes indtægter med tusinder af kroner. For blandt halvdrukne mandfolk gør usædeligheden sin bedste fangst.

Dog nok herom. Nu skal vi nærmere påvise Korns forsømmelighed vedrørende den rufferisag, der for en 3-4 år siden verserede mod den daværende ejer af hotel "Rørholm"

(København 4. april 1895)


Rudolph Bergh. Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824-1909). Læge, zoolog. Fotografi af Müller & Co., Budtz (1837-1884). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Sædelighedspolitiet

(1867-1895).
IV.
Professor Rud. Bergh
kontra
Sædelighedspolitiet.

I følge regulativ for tilsyn med offentlige fruentimmer har 3. politiinspektøren fuldstændig arbitrær myndighed til at lade privatboende, offentlige fruentimmer indlægge på bordellerne eller, som det i lovsproget hedder, de offentlige huse.

I over en menneskealder har professor, overlæge ved Vestre Hospital, Rud. Bergh, været en bestemt modstander af denne vilkårlige og brutale bestemmelse.

Prof. Bergh har ikke alene forfægtet denne anskuelse, fordi han - bag hvis noget kolde, satiriske ydre der skjulte sig en varmtfølende, human personlighed, - har haft medynk med de ulykkelige kvinder, der blev brutaliserede og demoraliserede på bordellerne.

Men han - den fremragende videnskabsmand, vor betydeligste specialist på kønssygdommenes område - han, der holder på den lovbundne prostitution af en eneste grund, nemlig sanitære hensyn, - han har fra 1872 indtil dato gennem årlige indberetninger til magistraten kunnet godtgøre, at syfilis ses langt sjældnere hos de privatboende kvinder end hos bordelpigerne.

Men modstand mod en ophævelse at den tvungne indskrivning på bordeller har været så stor fra sædelighedspolitiets side, at der først i år er blevet gennemført en lov, som ophæver den tvungne indskrivning.

Vi skal i flæng gribe ned i prof. Berghs årlige indberetninger fra Vestre Hospital. Særlig beder vi vore læsere - deriblandt hr. Eugen Petersen - om at mindes, at nedenstående uddrag stammer fra 1886, altsaa fra slutningen af det thorsenske regime, da embedsmisbrugene indenfor sædelighedspolitiets rækker, som vi har godtgjort i tidlige artikler, overskred alle rimelige grænser, fordi styrelsen var tilfaldet ganske underordnede elementer, deriblandt først og fremmest overbetjent Meyer.

Prof. Rud. Bergh skriver bl. a. i 1886:

»Som i de foregående 14 år har det vist sig, at de privatboende skøger i det hele indkommet mindre hyppigt end de i bordellerne kasernerede. De privatboende skøger indlægges altså mindre hyppigt end de kasernerede. Syfilis ses sjældnere hos dem, og endnu sjældnere veneriske sår. Gennemgående er disse individer (dvs. de privatboende) mindre brutaliserede, mindre rå end de bordellerede; de leverer derfor også et mindre kontingent til fængslerne; en tilbagevenden til og genoptagelse i samfundet er ulige lettere for dem end for de skøger, som allerede er ankrede op i bordellerne. Der ligger derfor i disse forhold en opfordring til ikke at drive den, især af de unge, i reglen så frygtede bordellering udover det absolut nødvendige."

Trods disse indberetninger vedblev i de påfølgende år politiinspektør Korn at holde på den tvungne indskrivning på bordellerne.

Under forhandlinger i Rigsdagen ved hvilke der i de sidste 4-6 år er søgt en omordning og prostitutionsvæsenet - særlig ophævelsen af den tvungne indskrivning - har Nellemann gang efter gang hævdet, at politiet, dvs. hr. Korn og hr. Meyer, ikke kunne undvære denne arbitrære myndighed.

Først i år blev Nellemann tvunget til at afskaffe denne vilkårlighed. Altså hr. Korn har modsat sig denne lovændring, skønt han vidste, at den tvungne indskrivning på bordellerne øgede syfilis-tilfældenes antal i betydelig grad.

I sandhed en net vogter af sædelighed og hygiejne. År for år under Korns regime har prof. Rud. Bergh bekæmpet bordeluvæsenet. Her et par eksempler: Indberetning af 1890:

"Af de 18 individer, som ikke har været indlagte i 1 - 2 år, var de 12 privatboende. - Massen af de indlagte privatboende lå kun til observation.«

Og man lægge mærke til, at der i 1890 fandtes 305 privatboende offentlige fruentimmer mod 233 i bordeller anbragte.

Indberetning af 1891:

"Som i en lang årrække, har det fremdeles i år vist sig, at de privatboende skøger i det hele indkommer mindre hyppigt end de i bordeller indkasernerede"

Indberetning af 1892:

"Det har, som sædvanligt, vist sig, at de lidelser, som for en stor del kun afhænger af mangel på renlighed, forekommer mindre hyppigt hos de privatboende."

Vi har selvfølgelig intet at føje til prof. Berghs beviser. Men vi skal endvidere oplyse, at prof. Rud. Bergh, hvis kritiske skarpsyn, sag- og personalkundskab vel nok kan veje op mod d'herrer Korns, Meyers, Borellis, Petersens, Nielsens etc. fagbegavelse og hæderlighed, at han gennem en årrække har underskrevet hundreder  af klager over myndighedsmisbrug, begåede af sædelighedspolitiet mod fruentimmer, henhørende til den offentlige eller den såkaldte hemmelige prostitution.

Men det langt overvejende antal af disse klager blev afvist som ubegrundede efter "undersøgelser", foretagne af de herrer Korn & Meyer.

For i dag kun dette.

(København 5. april 1895)


Rudolph Bergh var ansat på Vestre Hospital (fra 1910 Rudolph Berghs Hospital), Tietgensgade 31. Hospitalet behandlede gratis prostituerede med kønssygdomme, det var fra begyndelsen et af de førende af denne art i Europa. Hospitalet blev bygget på en grund ud til Tømmergraven, der på opførelsestidspunktet 1880-1882 var et af bassinerne i Københavns Havn. Bygningen er tegnet af arkitekten Vilhelm Valdemar Petersen i gule mursten i en italiensk renæssancepræget senklassicisme. Hovedbygningen i tre etager bestod af høje og store stuer til patienter som var offentlige fruentimmere i højre halvdel og til de såkaldt hemmelige prostituerede, de ikke offentligt godkendte, i venstre halvdel. En buste af Rudolph Bergh err opstillet foran indgangen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

 

Sædelighedspolitiet

(1867-1895).
V.
Madam Clausen
og
den tvungne indskrivning.

Ligesom i tidligere artikler skal vi heller ikke i dag dvæle ved de verserende rygter om en vis forbindelse mellem "prostitutionens Freja", bordelværtinden og storkapitalisten madam Clausen, og medlemmer af sædelighedspolitiet.

Kun simple fakta skal blive meddelte. Emnet er ikke hyggeligt, ejheller vedkommende hovedperson, tiltalende, men når så meget står på spil, ville det være ren og skær affektation, om man på hosesokker ville gå udenom kernepunktet som "Aftenbladet" og hin kat med den varme grød. Og lad os her minde om den politiskandale, der for et par måneder siden er blevet bragt for dagens lys i New York. En halv snes politiinspektører er blevet suspenderede og sat under tiltale, sigtet for at have modtaget bestikkelse af bordelværtinder.

Et helt år var kampen mod politiet blevet ført, inden undersøgelse beordredes. Og denne kamp førtes af en enkeltmand, en metodistisk præst, og han talte til offentligheden uforbeholdent og detaljeret hver søndag fra sin prædikestol. Omsider fik han også pressen på sin side, og dag efter dag gentog verdenspressen med "New York Herald" i spidsen præstens angreb. Så nåede man til bunds. 

Herhjemme dækker den samlede højrepresse over sædelighedspolitiet og skriger op om skandale - i spidsen selvfølgelig Højres kandidat i 5. kreds, hr. Frederik Hansen. Kom Gordon Bennet hertil byen, så ville "Journalistforeningens" snobber hædre ved et festmåltid New Yorks berømte "skandalemager".

Efter disse indledende ord går vi - i sikker fortrøstning til vore læseres billigelse - over til den på dagsordenen stående sag. Altså:

Den tvungne indskrivning, som Korn og Meyer, forfægtede så ivrigt, har vel øget syfilistilfældenes antal, men den har på anden side været en sand guldgrube for madam Clausen. Bemeldte "dame" ejer nemlig foruden en 3-4 bordeller tillige et par huse i Dybens- og Hummergade, som udelukkende bebos af privatboende piger. For logis alene i de private huse betales en ca. 15 kroner pr. dag, for kost og logis i de offentlige huse et lignende Beløb.

NB. regulativets 31 er sålydende :

"Politiet er berettiget til at sætte takst for den betaling, fruentimmer i offentlige huse skal erlægge både for værelse og for kost i huset" 

Endvidere: Det er under Korn et Meyers regime, at fruen har fået lov til at drive sin detailhandel på så mange steder.

Nu kan politidirektøren idømme de offentlige fruentimmer, for overtrædelser af regulativets forskrifter, straffe, varierende fra bøder på 100 kroner og vand og brød på 4 dage, til 24 dages tvangsarbejde.

Særlig den sidste straf, der fx kan ikendes for at have opholdt sig på Riises Kafé fra 12-2, vil jo, hvis den rammer en af mad. Clausens privatboende piger, let kunne tilføje hende et pekuniært tab af 24 + 15 kr - 360 kroner.

Og nu kommer det mærkelige, at sådanne privatboende, skønt de har tigget og bedt hr. Korn om at få 24 dages tvangsarbejde, hyppigt er blevet indlagte fra 1 - 2 måneder på md. Clausens bordeller.

At madam C. herved kun lider et tab af ca. 40 kr. (kosten regnet rigelig hertil) er lige så klart, som det er faktisk, at den tvungne indskrivning dikteres af politiinspektøren alene.

At drage slutningerne af disse kendsgerninger overlader vi til hr. Eugen Petersen og vore andre læsere.

(København 6. april 1895)


Vort Sædelighedspoliti

Hos dr. med. Rud. Bergh
Et interview.

Vi har i den forløbne uge bragt forskellige meddelelser om vort i meget ringe grad mønsterværdige politis 3. afdeling, oplysninger, der i høj grad har interesseret den hele by.

Når et blad som "Avisen" forsøger at dementere vore meddelelser, da kan enhver, der forstår at læse mellem linjerne, indse at dens dementi kun er en bekræftelse af hvad vi har oplyst, noget vi allerede i bladet i går har gjort opmærksom på.

For imidlertid at bringe vore læsere noget nyt fra en ganske anden side, og andre kilder, end vi hidtil har benyttet, opsøgte vi i går professor, overlæge, dr. med. Rudolf Bergh. Dr. med. R. Bergh er som bekendt overlæge på Vestre Hospital og må som sådan være betydelig inde i vor prostitutions historie, dens nærmere udvikling, dens undertiden skæbnesvangre følger.

Vi har allerede tidligere gjort opmærksom på overlægens sagkyndige og fortræffelige indlæg i den her omtalte sag og skal ikke nærmere opholde os herved, men meddele vore læsere et kort resumé af hans udtalelse.

Vi traf overlægen på hans bopæl på Vestergade og blev modtaget med megen elskværdighed. Vi tog plads, nævnte vort ærinde og spurgte ham, om han kunne eller ville bidrage sit til oplysning om den verserende skandale inden tredje afdeling.

Han svarede:

- Nej! Som De nemt kan forstå, er jeg i en stilling, som i dette tilfælde forbyder mig at tale. Hvad der for øjeblikket er genstand for publikums livlige diskussion, har selvfølgelig også jeg min begrundede mening om, men jeg har intet offentligt derom at sige.

Vi fortsatte efter denne erklæring med spørgsmål af mere almindelig art, som vi antager har interesse.

- Forholder det sig rigtigt, at overlægen ofte har indgivet klager over Sædelighedspolitiet?

- Det er fuldstændig rigtigt, men dog ikke i nogen overvejende grad, for det vil jo kun være sjældent, at man i min stilling får lejlighed dertil. Så tæt på livet af politiet kommer man jo ikke.

- Er det rigtigt, at offentlige fruentimmer er mødt berusede på hospitalet?

- Derom kan jeg intet sige, for under mit ansvar er der givet ordre til portneren, at intet beruset fruentimmer indlades.

- Tror overlægen på prostitutionens formålstjenlighed ?

- Til en vis grad. Alle kønssygdomme er så farlige, at der må tages de alvorligste forholdsregler. På den anden side må jeg gøre opmærksom på, at der ofte af betjentene i Sædelighedspolitiet gås unødig strengt til værks. 

Alene det kriterium, om et stakkels, fattigt pigebarn har fået penge for sin letsindighed eller - hvad der ofte er tilfældet - endog kun en smule aftensmad, er absolut forfejlet. På dette punkt at anvende en pekuniær målestok, er meget forkert, og medfører på mange punkter de skadeligste konsekvenser, gør mere skade end gavn. Det har jeg set tit og ofte.

- Videre ønsker De ikke at meddele offentligheden?

- Jeg har min embedspligt og jeg kan kun udtale mig videnskabeligt i al almindelighed, hvad De sikkert forstår.

- Selvfølgelig!

Vi takkede overlægen for hans oplysninger, der, om de end er holdt i al almindelighed, vil have den største interesse i disse dage, hvor prostitutionsspørgsmålet, der nu nogen tid har hvilet, vil få fornyet Interesse.

Og tillige forlod vi ham med den overbevisning, at her findes en mand, der en gang med tiden på dette område vil blive situationens herre, en mand, der bag sin pligtmæssige tavshed sidder inde med en ubøjelig energi og en bestemt vilje til at gøre sit for at bringe orden i de forkludrede tilstande, der har fået sit mest prægnante udslag den dag, inspektøren for Sædelighedspolitiet vendte revolveren mod sin tinding. Og sikkert sidder overlæge, dr. med. R. Berg inde med oplysninger af uvurderlig betydning, dem han måske må få brug for i de kommende dage.

(København, 7. april 1895).

 Sædelighedssagen

En pjece af pastor A. Schack.

Pastor A. Schack har i disse dage udgivet en pjece "Om Lov af 10. april 1874. Et Spørgsmaal til Danmarks Jurister" (Lehmann & Stages Forlag), hvori han på en særdeles veltalende og overbevisende måde angriber den politikontrollerede prostitution. Det lille skrift har fået en uventet aktualitet ved den stærke bevægelse, som netop nu er oppe imod systemet.

Loven af 10. april 1874, som danner det retslige grundlag for vort prostitutionsvæsen, er som bekendt givet for at modvirke visse sygdommes udbredelse. Mod denne hensigt lader der sig selvfølgelig intet indvende, staten har her den samme hygiejniske opgave at løse som i bekæmpelsen af alle andre almenfarlige sygdomme. Men i modsætning til den humane omsorg, der burde ligge til grund for denne som for andre foranstaltninger af lignende art, går man på dette område til værks med en brutalitet, som træder al moral og retfærdighed under fødder. Man lader for det første mændene gå fri og straffer kun kvinderne, skønt disse ofte på grund af fattigdom er mere undskyldt end hine - og man straffer dem for det andet på en sådan måde, at de bliver langt mere demoraliserede og ulykkelige, end de er forvejen.

Den paragraf i prostitutionsloven, som giver spillerum for de værste misbrug, er lovens § 6, hvorefter politiet har ret til at foranstalte tvangsindlæggelse på bordellerne overfor de kvinder, hvor "opførsel gør en sådan forholdsregel nødvendig". Det er særlig mod denne bestemmelse, at pastor Schack retter sit angreb, og det er også den, der mest har givet anledning til den nuværende, almindelige indignation.

Hvad følgerne er i legemlig henseende for de kvinder, som af politiet tvinges ind på bordellerne, har overlægen på Vestre Hospital, prof. R. Bergh, gentagne gange oplyst i sine beretninger. De påføres langt hyppigere smitte end de privatboende kvinder, fordi de af hensyn til "værtinden" er nødt til at give sig til pris for hvem som helst uden valg, og de er overhovedet langt mere udsat for sådanne lidelser, som frembringes ved hensynsløshed fra mændenes side. Hvad det moralsk betyder for en kvinde at blive indlagt på bordel, har man politidirektørens egne ord for. Han har udtalt (i anledning af et andragende 1891), at "for et offentligt fruentimmer, der bor i et offentligt hus, er tilbagevenden til et ordenligt liv ulige vanskeligere end for et privatboende".

Disse to sagkyndige mænds vidnesbyrd slår altså fast, at når politiet indlægger en kvinde på bordel, så overgiver man hende til en sikrere og grundigere ødelæggelse end hidtil, såvel i legemlig som i åndelig henseende.

Hvis denne indlæggelse da skal betragtes som en straf, så er den - som pastor Schack meget rigtig bemærker - en straf af ganske ejendommelig art, nemlig en straf, ved hvilken man har opgivet ethvert som helst hensyn til delinkventens såvel legemlige som åndelige velfærd. I intet andet tilfælde straffer man mennesker på en sådan måde. Forfatteren skriver:

Der har i den senere tid været ført en diskussion i bladene om bølleuvæsenet i København, og der synes at være en del stemning, også blandt jurister, for en genindførelse af pryglestraffen; men selv de der holder på denne, har dog hævdet, at når en stakkels bølle skal have sine prygl, bør det først undersøges, om han legemlig kan tåle denne straf. Det ses altså at selv bøllernes mest rigoristiske modstandere dog ønsker at tage fornødent hensyn til deres legemlige velfærd. Og efter hvad man hører om vore straffeanstalter, får man dog i det hele det indtryk, at staten bestræber sig for efter evne at tage hensyn også til forbrydernes sjælelige og åndelige velfærd, eller med andre ord, den har ikke glemt, at disse væsener, når alt kommer til alt, dog endnu er mennesker. Jeg vil da herved rette det spørgsmål til vore retskyndige, om ikke en straf, der ser bort fra ethvert hensyn til delinkventens såvel legemlige som åndelige velfærd, om ikke en sådan straf er i strid med al moral og al retfærdighed?

Man vil måske påstå, at bordelindlæggelsen ikke er nogen straf, men en sikkerhedsforanstaltning af lignende art som den samfundet griber til overfor sindssyge. Men det offentlige fruentimmer er jo tilregneligt, hvad den sindssyge ikke er, og ville man alligevel indespærre hende, så blev det heller ikke fra dette synspunkt mere forsvarligt eller mindre oprørende at tilsidesætte ethvert hensyn til hendes legemlige og sjælelige vel.

Bordelindlæggelsen betyder altså i følge politidirektørens egen erklæring, at den indskrevne kvinde synker endnu dybere, end hun i forvejen er sunket. Følgelig kan man ikke forsvare selve indskrivningen med det argument, at vedkommende kvinde dog i forvejen er sunket så dybt, som hun overhovedet kan synke. Det går her ganske som ved bordelindlæggelsen: ved at tvinge den usædelige kvinde til at lade sig indskrive, gør man det blot endnu vanskeligere for hende at vende tilbage til et ordentligt liv; man sætter hende yderligere fast i et levned, som man ved vil være hendes ødelæggelse både legemligt og åndeligt. Hvorledes lader en sådan lov sig forene med moral og retfærdighed? Et system, der kræver foranstaltninger af den art, at mennesker fordærves og ødelægges - et sådant system må, som pastor Schack siger, være råddent i sin rod.

Han opfordrer derfor juristerne til at tage ordet for dette systems ophævelse. Er man først enige om, at det er umoralsk og uretfærdigt i sin grund, så må der kunne findes en bedre ordning

(Social-Demokraten, 26. april 1895)

Lille Brøndstræde set fra Store Brøndstræde, 1895. Nedbrudt 1909. I døren prostituerede i uniform. Kildetekst: Dette Stræde husede en stor Del af de tarveligste, og i hvert Fald adskillige af Byens ældste prostituerede Kvinder, af hvilket Billedet viser nogle enkelte gode Typer. Samtlige her praktiserende Fruentimmer optraadte altid i ensartede Uniformer bestaaende af Bomuldskjole, og et meget stort hvidt Forklæde. Denne lidet udfordrende , og tilsyneladende saa anstændige Paaklædning, gav dem nærmest Udseende af ældre, veltjente Herskabs-Kokkepiger. Kjøbenhavns saa berømte, paa Gaderne udraabende Sælgekællinger rekruteredes som Regel gjennem de ældste Aargange indenfor Prostitutionen, saafremt disse, saa dybt sunkne Kvinder, ikke forinden, paa Grund af Drikfældighed, og uhelbredelige Sygdomme, vare overførte til Kjøbenhavns Ladegård. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Der er formentlig tale om Albert Schack (1849-1925). Mens Schack forholder sig til de moralske spørgsmål, godtgjorde læger som fx Bergh at loven havde den stik modsatte virkning af hvad der var hensigten.

Lov af 10. april 1874 om "Foranstaltninger til at modarbeide den veneriske Smittes Udbredelse" havde til formål at stoppe kønssygdomme som fx syfilis og gonorré. Dette skulle ske ved en lovmæssig sanktioneret kontrolsystem med prostituerede som ansås for de primære smittespredere. Det blev først ophævet i 1906. Politiet kunne tvangsindskrive kvinder som "offentlige fruentimmere" og underkaste dem lægefaglige tvangsundersøgelser.

Den fulde ordlyd af § 6 lyder således: "Overtrædelse af de i Henhold til forrige Paragraf givne Tilhold straffes med Fængsel paa Vand og Brød indtil 4 Dage, Fængsel paa sædvanlig Fangekost indtil 16 Dage eller Tvangsarbeide indtil 24 Dage (jfr. § 4). Udebliver vedkommende Fruentimmer fra Lægeundersøgelsen uden antagelig Grund og derefter findes at være smittet af venerisk Sygdom, kan hun derhos, forsaavidt hun har ophold i Kjøbenhavn eller paa noget Sted, for hvilket der i Medfør af Lov af 4de Februar 1871 § 2 Litra c. er fastsat Bestemmelser om Tilsynet med løsagtige Fruentimmer, ved Beslutning af vedkommende Politimester undergives de ved Regulativ eller Vedtægt for Stedet fastsatte Bestemmelser om Tilsynet med løsagtige Fruentimmer. Dog kan det ikke paalægges hende at tage Ophold i et offentligt Hus, medmindre hendes senere Opførsel gjør en saadan Forholdsregel nødvendig."


 Korns selvmord.

___

Politiskandalen.

Højre har et mærkeligt uheld med sig, hver gang det står foran et valg. Rundt om på talerstolene proklamerer partiets betitlede og dekorerede kandidater sig som dem, der i særlig grad vil holde religionen hellig, værne moralen og beskytte familielivet mod de formentlig opløsende tendenser, som påduttes os andre. Og så sker der næsten altid det kedelige, at i samme øjeblik som alle disse røgelsesskåle svinges til ære for det fra fædrene nedarvede, så styrter pludselig et eller andet af partiets gudebilleder med et forskrækkeligt brag ned fra den piedestal, hvor det har været stillet op til andægtig beskuelse for menigheden. Og frem under gudebilledet, som viser sig at have været uhyggelig hult, myldrer der allehånde fedt og hæsligt kryb af den slags, der kun trives i råddenskab og forsumpning.

Vi minder om den beklagelige måde, hvorpå Scavenius i sin tid kom af sted, da han beskyldte socialisterne for at ville indføre ufredelighed: den viste sig at være ganske godt indført i forvejen, men ikke af os. Man har heller ikke glemt de kostelige M. M 'er, disse dydens nidkære præster, som prækede så smukt imod deres medmenneskers "liderlighed og nydelsessyge", og som havde oprettet et særligt asyl i Reverdilsgade for at skærme småpiger mod disse omsiggribende laster.

Nu, da vi atter er midt i en valgkampagne, kommer der en lignende skandale dumpende ned mellem Højres valgkandidater som en køter i et spil smukt opstillede kegler. Det skud, der forleden knaldede nede fra Rådhusets kælder, og som gik gennem politiinspektør Korns hoved, har skræmt hele befolkningen langt grundigere op end nogen af de ovennævnte affærer, som jo ikke manglede deres humoristiske skær. Denne gang er der absolut ikke noget at le ad; det skud var alvorligt nok, og det antager en sindbilledlig betydning: det synes ikke blot at være grunden under det gamle ærværdige rådhus, der er undermineret af svamp, men det bliver mere og mere åbenbart for alle, at hele Højres regerings- og administrationssystem hviler på fordærvelsens giftsvangre sump og er inficeret fra øverst til nederst.

Sædelighedspolitiets chef skyder sig fordi der ikke længere kan dækkes over de misbrug af hans embedsstilling, hvori han gennem en årrække har gjort sig skyldig. Han har indladt sig i forskellige forhold til kvinder, som han på embedsvegne kom i berøring med, og for at skaffe de penge, han dertil skulle bruge, har han gjort sig ulovlige fordele af sin myndighed. Om overbetjenten i det samme Sædelighedspolili påstås det uimodsagt, at han har vedligeholdt en meget intim forretningsforbindelse med byens rigeste bordelværtinde, at han har fungeret som leverandør af særlig udsøgte piger til forretningen, al han har en prioritet stående i hendes bordel, og at han som påskønnelse af de tjenester, han i sin egenskab af politimand har været i stand til at yde hende, har modtaget dels rede pengesummer, dels kostbare foræringer i sølv og guld, ja faddergaver til sine små børn! 

Når dette har været forretningsgangen foroven, så forstår man at systemet har måttet virke nedefter, som det har gjort. Den brutalitet hvormed de underordnede sædelighedsbetjente har drevet deres natlige pigejagt, er ofte afmalt med stærke farver: man ser nu at farverne ikke har været stærke nok, at disse betjente ikke har kunnet være brutale nok for at tilfredsstille deres overordnede som sad og skulle leve af de piger, der indfangedes, og hvem det derfor var om at gøre at få så mange som muligt og så smukke eksemplarer som muligt i deres magt!

Denne oprørende slavindehandel, dette despotiske indespærringssystem, det er hvad Højre kalder at opretholde "sædeligheden og moralen", og dette system må nødvendigvis korrumpere sine udøvere. Tænk nu til sammenligning på den lille historie, vi fortalte i går, om to unge mennesker, som elskede hinanden, men ikke kunne gifte sig, fordi de manglede penge til at betale en smule fattighjælp tilbage, og som derfor flyttede sammen uden præstens velsignelse: de bliver kastet i fængsel for såkaldt "usædeligt samliv", og - blot fordi de har "levet sammen" uden giftermaal, da de ikke havde råd!

Dette politisystem tillader ikke to unge mennesker at elske hinanden og være hinanden tro. Men det tvinger unge piger til at give sig til pris for hvem der kan betale, selv om betaleren er dem nok så modbydelig - og politiets overordnede embedsmænd er interesserede i disse kvinders ulykke, tjener penge på dette barbari, der må oprøre alle menneskelige følelser! Intet under, at de kan gribes af en uovervindelig afsky for sig selv, og at den onde samvittighed kan vokse sig så stærk, at den jager dem i døden.

Højre kan ikke blive ved at skyde sig ind under, at det er tilfældigheder, alle disse Skandaler, der gror op i deres embedsstand som paddehalte på sumpig jord: Kassesvig, sædelighedsforbrydelser, myndighedmisbrug osv. osv. Nej, det er ikke tilfældigheder, det er nødvendige virkninger af et råddent system, som begunstiger og beskytter den slags ting, idet det giver sine udøvere en vilkårlig og ukontrolleret myndighed. At skandalen denne gang er brudt ud i selve politiet, viser kun, hvor dybe rødder fordærvelsen har, denne fordærvelse, som man søger at besmykke med fraser om religion og moral og om nødvendigheden af at opretholde det bestående. Når frasernes forlorne stukpuds falder af, ser man hvor rådden bygningen er - hvor lidt dette bestående er værd.

Korns selvmord har på den uhyggeligste måde afsløret, hvad der går i svang under Højres system og vil vedblive at gå i svang, så længe det regerer. Derfor stemmer landets borgere ved de forestående folketingsvalg imod dette system og for et socialdemokratisk systemskifte!

(Social-Demokraten, fredag 5. april 1895)

Estrup var trådt tilbage i 1894 efter et forlig hvor Folketinget havde accepteret, at det var tvunget til at indgå i forhandlinger på lige fod med Landstinget for at nå frem til et for dem begge tåleligt kompromis. 

Folketingsvalget den 9. april 1895 blev et nederlag for Højre. Hvor meget sædelighedsskandalen har indvirket på det, har jeg ikke set analyser på. Venstre fik 53 mandater (+24) og Socialdemokratiet 8 (+6), mens Højre fik 25 (-6) og Moderate Venstre 27 (-12). Sidstnævnte havde indgået forlig med Højre. 

Den nye regeringsleder Tage Reedtz-Thott lovede dog i 1896 ikke at bruge provisoriske finanslove, hvis Folketinget og Landstinget ikke kunne nå til enighed. Det havde været Højres måde at styre på gennem årtier. 

Systemskiftet måtte dog vente til 1901. Christian 9. indså langt om længe nødvendigheden  af det. Danmark fik sin første danske Venstreregering. Folketingsparlamentarismen var begyndt.

02 januar 2023

Sofie Barrison: Grevinde Bernstorff. (Efterskrift til Politivennen)

Livets omskiftelser.

Fra hovedstaden skrives til os onsdag:

I går formiddag fik København besøg af en ung same, hvis livs roman i den senere tid har stået at læse i en mængde inden- og udenlandske blade. Grevinde Sofie Bernstorff indtraf nemlig hertil med morgentoget fra det sydlige udland og tog ind på Hotel d'Angleterre.

Den unge grevindes livsroman er interessant nok. Hun er kun sytten år gammel, lille og spinkel, men meget smuk. Hendes kønne lille hoved med de regelmæssige ansigtstræk er ombølget af det prægtigste gyldne hår, og de store, lyseblå øjne har et mildt og venligt præg. Kun 15 år gammel optrådte hun med sine tre søstre ved et amerikansk teaterselskab. Moderen, der er dansk af fødsel, men var gift med en englænder, ejede ikke midler til at give sin datter en anden opdragelse.

Imidlertid fik en dansk-amerikansk impressario, Fleron, øjnene op for de unge pigers sjældne skønhed, han indstuderede flere af døgnets populæreste melodier med dem, lærte dem at danse dertil og drog endelig på turné med de små krokoner, først i Amerika og senere i Europa.

Således gik det til, at man for halvanden måned siden kunne se de små "sisters Barrison" gøre furore i "Wintergartens" varieté i Berlin.

Den ene af de små Barrisons skulle dog få sin blomsterstrøede levevej som varieteuse afbrudt i den militærstramme Spreestad. En løjtnant i lansenererne, grev Bernstorff, der for øvrigt har levet 28 år længere i denne verden end hans nuværende frue, så den lille Sofie Barrison og blev forelsket i hende. Trods hans families modstand besluttede de at indgå ægteskab, og en skønne dag flygtede de elskende til London, hvor de blev borgerlig viede; derefter tog parret til Berlin og holdt kirkebryllup i Potsdam.

Nu er den lille grevinde indtruffet hertil på besøg hos sin herboende familie, og om nogle få dage rejser hun med sin moder til Rom, hvor hun skal træffe sammen med sin mand, grev Bernstorff.

Der er noget i, hvad en bekendt skuespiller sagde til mig, da jeg kom ud fra hotellet og fortalte ham om den små grevinde: Den lille gud Amor, det er dog en herlig indretning"

(Fyens Stiftstidende, 14. februar 1895).


En fynsk grevinde.

Sidste vinter optrådte fem små fynske piger under artistnavnet Barrison på en af Berlins største varieteer. Den ene af dem bar navnet Sofie, og i den grad bedårende hun en af den berlinske garnisons officerer at denne, den 40-årige grev Bernstorff, efter en ret romantisk bortførelse lod sig vie til hende på tyskernes nyerhvervede besiddelse, øen Helgoland.

Disse fem søstre hvis danske navn er Barejsen, kom purunge til Amerika for der at bryde sig en bane. En af en fik ansættelse som koristinde ved de mindre teatre i New York, og snart avancerede de og fik tag i publikums gunst. Så meldte en skønne dag den tidligere medarbejder ved "Herolden" Fleron sig som impresario og tilbød de fem søskende engagement for en længere turne. Han lærte dem forskellige danse- og sangnumre, og sammen med en ung amerikanerinde gik han derpå på langfart med "The Six Barrisons". De gjorde lykke overalt hvor de kom frem, og Fleron skovlede tusinder ind.

Fra Amerika drog turneen til kontinentet, og i Berlin, hvor "The Six Barrisons" blev hele seks måneder, opnåede de en succes som aldrig nogen før i denne stad. Der blev således solgt over 3 millioner fotografier af de små, populære sangdanserinder.

Men så fandt Sofie en skønne dag en fin greve, og uagtet Fleron truede og tiggede, var og blev hun borte. Men sin vordende gemal var hun flygtet til Helgoland hvor parret efter vielsen tilbragte hvedebrødsdagene. Senere tog greven til Rom og den unge grevinde til Danmark for at besøge sin slægtninge.

Så sidder en dansk korrespondent imidlertid forleden i en af verdens smukkeste varieteer - Neues Teater (det gamle Volksteater) - i Hamburg og blandt de optrædende er også de små Barrisons, og Sofie er med. En ven fortæller ham at det unge par straks efter bryllupsdagene blev skilt. Grevens forældre fik ham til at foreslå den unge kone skilsmisse og en erstatning på 40.000 blanke mark. Grevinden tog mod begge dele og så rejste hun til Danmark og han til Rom.

Nu er hun atter en af "The Six Barrisons", men hun er tillige den eneste af dem der kan pryde sit visitkort med en grevekrone, og hun gør det - den lille pige fra Fyns land.

(Social-Demokraten, 14. juli 1895).

Verschiedenes.

Berlin, 31. Jan. Zu der Frage, ob Sophie Barrison "Gräfin" ist, ermächtigen die nächsten Angehöringen des Grafen Wilhelm v. Bernstorff das "B. T." behufs Richtigstellung des im Gräftlichen Taschenbuch des Gothaer Almanachs 1897 gebrachten Vermerks, betreffend die Vermählung des Grafen Wilhelm "in zweiter Ehe am 26. Jan. 1895 zu London mit Sophie .... geb. .....", Nachstehendes zu veröffentlichen: "Die im Anschluss an jenen Vermerk gebrachten Erörterungen sind ebenso falsch, wie die Notiz im Almanach selbst, für welche die gothaische Verlags-anstalt übrigens der Familie Remedur geboten und sich wegen Aufnahme der ungenauen Nachricht entschuldigt hat. Ehe es zu einer Eheschliessung in London, beziehungsweise der Einlösung des vom Grafen Wilhelm an Sophie Barrison gegebenen Versprechens hat kommen können, hat der jüngere Bruder, Graf Albrecht Percy Bernstorff, der Landrath des Kreises Kyritz, intervenirt und durch geeignete Mittel Sophie Barrison zur Versichtleistung auf alle Eheanspruche bewogen. Eine Eheschliessung hat somit zwischen dem jetzt in China weilenden Grafen Wilhelm und der jüngsten der augenblicklich wieder in Berlin gastirenden Schwestern Barrison nicht stattgefunden, vielmehr ist dem sonst so wohlunterrichteten Gothaer Almanach ein Irrthum untergeschlüpft."

(Allgemeine Zeitung, 3. februar 1897).

Sladder eller børnemishandling: Plejemoder Bagger. (Efterskrift til Politivennen)

Nedennævnte sag er et eksempel på hvordan avisen København bragte en skandalehistorie som viste sig ikke at have noget på sig. Stort set alle aviser gjorde sig skyldig i sådanne journalistiske fejlgreb. Artiklerne fortæller dog noget om plejebørn som forretning .

En umenneskelig Plejemoder.

Oprørende Behandling af smaa Børn. "København" foretager en omfattende Undersøgelse af Sagen, hvorefter Politiet kan tage fat. 5 Børn døde i Løbet af faa Maaneder

Vi skal i Dag bringe vore Læsere en Række Afsløringer i en mystisk og højst uhyggelig Affære, som vi samtidig overgiver Politiet til nærmere Undersøgelse og Behandling. Vi forudskikker den Bemærkning, at samtlige vore Oplysninger selvfølgelig er hentede direkte og fra paalidelig Kilde, og at vor Fremstilling af hele denne opsigtvækkende Sag, der vil blive Hovedstadens Samtaleæinne i den nærmeste Tid, er saa langt fra det drastiske, at vi tværtimod har tilbageholdt adskillige Ting af Interesse, som vi mente kunde trænge til yderligere Bekræftelse, inden de fremdrages.

Men der er nok endda at berette:

Plejemoderen.

Paa GI. Strand Nr. 40, 2. Sal bor der en Dame, som i flere Aar har ernæret sig ved at have Børn i Pleje i Forening med at drive Pensionat. Hendes Navn er Frk. H. Bagger, hendes Alder godt op i Trediverne.

Frk. Bagger er en vanskelig Dame at omgaas. Tjenestetvende bolder det ikke ret længe ud hos hende, og mangfoldige er de Piger, der i Aarenes Løb har været i Kondition hos den skrappe Froken.

I 5-6 Aar har hun haft Plejemoder-Tilladelse og i den Tid haft en Mængde Børn i sin Varetægt. Børnene har hun som oftest faaet kort efter Fødslen, og Størsteparten af dem har haft til Mødre Damer af "bedre" Familje, som er "kommet galt afsted."

Hvad Øjenvidner fortæller.

Tjenestepigen Ingeborg, der har været hos Frk. Bagger fra 1ste December 94, til 1ste Februar d. A., fortæller følgeride om sit Ophold der i Huset.

Da hun tiltraadte Tjenesten hos Frk. B , havde denne 3 Plejebørn, og nogle Dage efter kom der 1 til.

Hver Mandag, Onsdag, Torsdag og Lørdag Aften var der Sang og Trala i Lejligheden. Frøkenen havde nemlig paa disse Dage nogle af den ret store Lejligheds Værelser udlejede til Foreningsbrug. Her festiverede skiftevis Sangforeningen "Pletten", "Foreningen af 9de Februar" og en Dilettantskuespiller-Forening og det, saa man kunde høre de glade Mennesker over hele Huset.

For nu at faa de smaa Børn, der var anbetroet hendes Omsorg, til at tie og sove trods al denne Kommers, brugte Frk. B. det Middel at dysse dem i Søvn med Opium. Man tænke sjg, at det er spæde Børn, et enkelt endog kun nogle faa Uger gammelt, Talen her er om, og som fik indgivet Opium - 5 Draaber i 10 Rhabarberdraaber. Frk B havde paa det strængeste paalagt Pigen, der hentede Opiumsdraaberne paa Apoteket, at sige til Enhver, der faldt paa at spørge, "at det var Frøkenen selv, der brugte Opium for Søvnløshed."

Endvidere sultede den kærlige Plejemoder bogstavelig talt de smaa Stakler, og ofte maatte Tjenestepigen, der ynkedes over Bornene, for sine egne Penge købe Mælk og Mad og give de Smaa det, naar Frøkenen ikke var hjemme.

Til et spædt Drengebarn, der var sygt, opskrev Doktor Salomonsen to Gange Medicin, men begge Gange kastede Frk. B. den i Vasken og gav Drengen Opiumsdraaber i Stedet.

Børnene døer.

I Begyndelsen af December Maaned døde et af Børnene, og Dagen efter maatte Tjenestepigen bære den lille Kiste ned til en ventende Droske og køre den til Kirkegaarden. Den 13. Januar døde den ovenfor omtalte lille Dreng, efter at Frk. B. havde haft ham i Pleje i 8 Dage.

Et Pigebarn, Else, blev saaledes mishandlet af Frøkenen, at Bedsteforældrene, der hor i Frederiksberg Allé 25, efter 3 Ugers Forløb tog det til sig.

Et Drengebarn, Aage Scheibelein, 3 Uger gammelt, blev forleden Dag paa Moderens Forlangende tilset af en Læge, erklæredes af denne at være bleven sygt paa Grund af, at man havde indgivet det bedøvende Dranker.

lalt er der i de sidste 4-5 Maaneder død 5 af Frk. Baggers Plejebørn.

For Øjeblikket har denne Plejemoder to Smaabørn i sin Varetægt: et 1-Aars Pigebarn, Margrethe Kjær, hvis Moder med det første rejser over til sin i Amerika boende Mand og lader Barnet blive tilbage, samt en 4-Maaneders Dreng, Wilfred, for hvem der bliver betalt af en Frisørinde, Fru L. paa Østergade.

Dette er, hvad vi i Dag ønsker at meddele om Frk. Baggers mærkværdige Plejemoder-Virksomhed og dens Resultater; og hermed beder vi Politiet tage Affære, men helst lidt energisk. Her er ingen Anledning til at betænke sig.

I Morgen

skal vore Læsere høre mere om denne sensationelle Sag.

-pf

(København 10. februar 1895).


Gammelstrand 40, th. Krogs Fiskerestaurant. Det var på 2. sal plejemoderen boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Plejemoderen

---

øvrigt bemærker vi, at en af vore Medarbejdere i Gaar aflagde et Besøg hos

Frk. Bagger.

Han beretter følgende:

Vi ringede i Gaar Eftermiddags paa Døren til Frk. Baggers Pensionat, GI. Strand 40.

Frøkenen lukkede os selv op. Hun er en ældre, spinkel Dame med et langt magert Ansigt, over hvilket der gaar hastige nervøse Trækninger; hun staar uafbrudt og lader Fingrene spille uroligt

Vi gaar gennem en stor højloftet Stue, hvis Vægge er dækket med Flag og Skjolde, under Loftet strakte sig en Mængde Vimpler, Møbler var der kun faa af; det saa ud som Stuen i Hast kunde laves til en Dansesal.

Derfra kom vi ind i et langt smalt Værelse, der helt optoges af to Senge; inde fra Stuen ved Siden af lød et lille Barns klynkende Graad.

- Det er ret ubehagelige Sigtelser, der er rettet imod Dem, ytrede vi blandt andet.

- Ja, svarede hun, men hvad skal jeg gøre ved det. jeg staar jo ganske ene og kan ikke fotsvare mig.

- De kan jo anlægge bag mod Bladet.

- Det har man ogsaa omtrent forlangt af mig i Plejeforeningen; men selv gør jeg det saa nødigt; saadan en Sag fører saa ma nge Ubehageligheder med sig.

- Unægteligt. - Forholder det sig rigtigt, at der i Løbet af kort Tid er død flere Børn fra Dem?

- Ja-a, i Løbet af et lille Aars Tid er der jo døde 5.

- De har fulgt hurtig paa hverandre?

- Ja, men det var ogsaa svage Børn.

- Hvormange Børn maa De have i Pleje?

- Fem.

- Har De aldrig haft flere?

- Jo-o, en Gang havde jeg jo seks.

Inde fra Værelset ved Siden af tiltager nu det lille Barns klynkende Graad; Frøkenen gaar ind, og vi horer, hvorledes hun i hæftig Tone søger at bringe det til Ro.

Lidt efter kommer hun ud med en lille Glut paa Armen, som hun kærtegner paa en overstrømniende hæftig Maade. Barnet trækker sig dog ligesom ængstelig tilbage fra hende.

- Kan De se, hvor frisk og sund det er? siger hun, ser det ud, som det lider Nød.

- Nej, ganske vist; har De ikke flere Plejebørn for Tiden.

- J» jeg har et til.

- Maa vi ikke se det

- Næ-æ, det sover for Tiden, og saa er det saa svagt og sygeligt, saa det ser ikke godt ud

- Der er mange Foreninger, der har Lokale hos Dem

- Ja, jeg har omtrent hver Aften optaget.

- I Forbindelse med Deres Pensionat maa det ikke give Dem saa lidt Arbejde. ø Kan De saa, naar De har 5-6 spæde og syge Børn i Pleje, passe dem paa rette og forsvarlige Maade 

- Jo- o, jeg har jo en Pige til det grovere.

Frøkenen tripper urolig frem og tilbage, de lange, magre Fingre piller nervøst ved Forklædet.

 - Tror De, der bliver mange Ubehageligheder ud af den Sag, spørger hun, den har taget saa meget paa mig, jeg har ikke af lutter Uro kunnet spise siden i Gaar Morges

- Har De aldrig givet Børnene Opium ? sporger vi videre

- Jo, jeg havde en Gang en lille Flaske fuld, som jeg brugte mod Mavekrampe, og da saa en af de Smaa blev urolig, gav jeg det et Par Draaber.

- Hvorledes kunde Børnene sove, naar der blev holdt Festiviteter saa nær ved Barnekamret.

- Jo, det var i Reglen meget rolige Børn allesammen.

- De har været til Forhør i Dag?

- Ja, jeg og min forrige Tjenestepige, Ingeborg - hende, der af Ondskab har udspredt de skammelige Rygter - var i Forhør i Dag paa Nørregades Station fra 10 til 4.

Vi talte videre med Frøkenen om Forholdene i hendes Pensionat og kom til det selvfølgelige Resultat, at i et Hjem, hvor private Foreninger omtrent hver Aften ofte til ud paa Natten, festiviteter, i et Hjem, hvor Bestyrerinden kun ved en Piges Hjælp skal forestaa en stor Husholdning, drive Pensionat, opvarte Foreninger og dertil passe fem spæde Børn, der kan disse ikke faa den omhyggelige Pleje, der er betryggende for deres Liv og Sundhed.

Vi tog Afsked med Frøkenen.

- Tror De, der bliver noget mere ud af den Sag, spurgte hun os vedvarende, j jeg vilde saa grumme nødig have det. - fører saa uiange Ubehageligheder (ned sig.

- Det kan sikkert også blive ubehageligt nok, indrømmede vi.

* * *

Fra Faderen til et af Frk. Baggers Plejebørn har vi modtaget et Brev, som vi med Udeladelse af enkelte Udtryk lier gengiver:

"København"s Redaktion!

Idet jeg med fuld Sympati følger Deres Afsløringer I Deres ærede Blad angnaende Frk. Bagger, kan jeg Ikke undlade at. udtale min oprigtige Tak for Deres Mod til at løre ved en ... . Dennes Meriter . , , Min lille Datfer, der nu er 8 Mdr. gl., har i 2 Mdr. for et Vederlag af 14 Kr. mdlg. været i liemles Varetægt, men da vi fik Øjnene op for hendes . , - som vi havde ondt ved at tro, skønt var vi ikke længe om at faa hende derfra; thi dér havde hun Ikke levet I 2 Maaneder til.

Hun var i den Grad udmattet, da hun kom derfra, og i den Grad angrebet af Hudløshed .... at det daarligt lader sig beskrive; desuden bavde hun i Ryggen saar som ....

Hvad Selskaberne angaar, da tog Frk. B , naar disse afholdtes, Børnene fra det varme Barnekammer og puttede dem ud i et iskoldt Pigekammer, og tog dem atter, naar Mødet var hævet, tilbage til det af Røg og Dunster fyldte Kammer.

Hvad denne Dames Renlighedssans angaar, da var den af en meget primitiv Beskaffenhed, idet f. Eks. Bleerne ikke blev vaskede, men taget lige fra Barnet, vredet og hængt til Tørring paa Kakkelovnen i Barnekamret. Som Følge heraf var der undertiden en Stank, saa Gud maa sig forbarme.

Mit Barns Hovedpude var, da vi fik den tilbage, aldeles stiv og ubrugelig af Opkastninger, som i Stedet for at blive afvasket havde faaet Lov til at tørre ind i Puden.

Jeg haaber, Hr. Redaktør, at De vil optage dette og staar alle øvrige Oplysninger til Deres behagelige Disposition.

Ærbødigst.

(Navn og Adresse).

*

Overfor den kendelige Lunkenhed, hvormed denne Sag er grebet an fra Politiets Side, haaber vi. at dette Brev vil gore sin Virkning. Ærede Kolleger i Pressen, som enten har tiet eller holdt sig "i Salveten", vil sikkert herefter lægge deres vægtige Stemmer i med til Gavn for alle de Plejebørn, der, efter "Politiken"s Mening, lider samme Skæbne som Frk. Møllers.

(København 12. februar 1895).


En umenneskelig Plejemoder.

En brysk Husmoder. Hun pryglede de smaa Børn. Sult. Prygl og Opium

Vor Artikel i Gaarsnummsret al "København" om Frøken Bagger har selvfølgelig vakt megen Opsigt. Overalt, paa Kafeer saavel som i de mange Hjem, hvor "København" til Stadighed er Gæst, diskuteredes Artiklen. Indignationen over Frk. B. og hendes raa Behandling af de uskyldige Smaabørn var almindelig og forhaabentlig sættes der nu uopholdelig en Stopper for hendes Virksomhed.

For Frk. Bagger selv kom vore Afsløringer som en Dynamitbombe, - saa uanet og overraskende dukkede de frem.

Hun er, som sagt, en Dame godt oppe i Trediverne. Hendes skarpe blege Ansigt med de haarde Træk, de bydende Øjne, der i Vrede knibes sammen, saa de bliver ganske smaa, hele hendes bestemte Holdning lader En straks se, at man her har en Kvinde for sig, der er vant til at befale og iommandere, og som ikke taaler nogen Modsigelse.

Som vi i Gaar skrev, at hun sultede de smaa Plejebørn, saaledes knappede hun ogsaa de stadigt skiftende Tjenestepiger, der var i hendes Brød, af paa Kosten Og det i den Grad, at flere af dem ikke holdt ud at blive hos hende mere end 3-4 Dage.

Om den Forening-Kommers, der hersker i Frøken Baggers Hus, og som skulde synes saa uforenelig med en Plejemoders Pligter, har en af Pigerne forklaret 

En Aften - Kl. var over 12 - havde Gemytligheden en særlig højrøstet Karakter i de til dette Brug udlejede Værelser af Frøkenens Lejlighed. Et lille Barn, der hidtil havde slumret sødelig i sin Vugge, vaagnede ved den megen Støj og gav sig til at græde. Pigen tyssede paa det og forsøgte, saa godt hun kunde, at faa det til at tie. Men Barnet vilde ikke være rolig; Frk. B. stod da op af Sengen og rev den Lille ud af den forskrækkede Tjenestepiges Hænder. Derpaa gennembankede den opbragte Frøken det lille Barn paa det ubarmhjærtigste, uden at Pigen vovede at protestere mod Mishandlingen. En saadan Respekt forstod Frk. B. at indgyde sit Tyende, - saa man forstå ar, at det er en Dame, der ingenlunde er til at spøge med.

For nogen Tid siden henvendte Moderen til en af Pigerne, der havde tjent hos Frøkenen og været Vidne til hendes besynderlige Maade at "pleje" Smaabørn paa, sig til Politiet og bad det gøre Frk. Baggers Forhold til Genstand for en nærmere Undersøgelse, da det vist ikke gik rigtig til i Børnehjemmet og Pensionatet paa GI. Strand.

Og hvad tror man saa, der svaredes Klagerinden paa Stationen?

Hverken mere eller mindre end, at det skulde hun ikke bryde sig det ringeste om.

Antagelig har Politiet nu en anden Opfattelse af den Ting.

En indgaaende Undersøgelse af, hvilke Sygdomme Børnene er døde af, hvad og hvor meget de har og der fik han Husly og et foreløbigt faaet at spise og drikke, hvorledes de er blevet behandlede, om de i Sygdomstilfælde har været undergivne Lægehjælp, om de har faaet den af Lægen ordinerede Medicin o s v . kan bringe mange rare Ting for Dagens Lys.

Viden er der ingen Mangel paa.

Hermed slutter vi - for i Dag.

-pf-

(København 11. februar 1895).


Plejemoderen.

Politiets Undersøgelser.

Det er nu konstateret, at den i Gaar omtalte Plejemoder, Frøken Bagger, virkelig paa egen Haand har givet et Par af Børnene Opiumsdraaber efter hendes egen Forklaring dog kun et Par Gange ved stærke Diarrhoetilfælde. Det er ogsaa oplyst, at 5 af hendes Plejebørn er døde, dog ikke de to, der har saaet Opium; disse er nemlig det i Gaar omtalte Jødebarn Wilfred og Barnet Aage, hvis Moder gik til Politiet.

Ester Frøken Baggers Forklaring døde det første Barn, Drengen Svend Aage, i Juli f. A. af Hjærnebetændelse, det andet. Drengen Axel, døde i August af Diarrhoe, det tredie, et udøbt Drengebarn, døde i Oktober af Diarrhoe, det fjerde, Pigen Oda. hvis Antagelse ikke var anmeldt til Politiet. døde i November af Krampe, og endelig del femte, Drengen Severin, døde den 13. Januar d A af Diarrhoe.

Forskellige Læger har tilset Bernene og udstedt Dødsattesten, men den faste Læge, Frk. Bagger havde at henholde sig til, var Dr. Salomonsen paa Nørregade, der fungerede for Præmlejelskabet for Plejemødre, hvis Forstanderinde Frk. Petersen, ogsaa tilsaa Børnene.

Af Sundhedskommisstonens tilsynshavende Damer har dels en Fru Hammelev, der fungerede Uden Løn, tilset Børnene, og det ret hyppigt, hvorimod de i den senere Tid ar.fart- lønnede tilsynshavende Damer kun har mødt et Par Gange om Maaneden; ogsaa Sundhedskommissionens Læge, Eratsraad Hoff, har Inspiceret.

Faktum er, at trods alle disse Besøg af Læger, tilsynshavende Damer osv. har Avtoriteterne ikke opdaget Frøken Baggers dobbelte Forretning med Piejebørn og Værtshus!

Tilsyn mod Plejebarn.

Den her fremdragne Sag er særlig aktuel netop i disse Dage, da det i Rigsdagen er fremlagt et Forslag til Lov om Tilsyn med Plejebørn, der indebærer yderligere skærpede Bestemmelser overfor Plejemødrene.

Det har ved ovennævnte Sag vist sig, at de nuværende Lovbestemmelser ikke er tilstrækkelige - eller i hvert Fald at Autoriteterne ikke benytter dem med den fornødne Omsigt og Energi

Her i Byen er der ca. 15-1600 PIejebørn, som er undergivet Suiidhedskommissionens Tilsyn. Sundhedspolitiet og Dr. Hoff besigtiger først Lejligheden og herefter afgøres det, hvorvidt vedkommende Pleiemoder maa have et eller flere Plejebarn.

Sundhedskommmisionen har - med Stadslægen som direkte Foresat - 9 Damer, baade gifte og ugifte, til at føre Tilsyn med Plejebørnene. De lønnes med 400 Kr. aarlig 

Udenfor København bliver Plejemødrene gjort bekendt med de tilsynshavende Damers Navn og Bopæl, men her i Byen er der truffet en modsat Ordning: Plejemoderen kender ikke Damens Navn, og denne legitimerer sig ved sine Besøg i Plejehjemmene ved et Politi-Kort.

Det af Stadslægen og Dr. Hoff i Forening, der udvælger og ansætter Tilsyns-Damerne samt kontrollerer deres Virksomhed. Og Damerne er selvfølgelig pligtige til at af lægge Rapport til disse Embedsmænd.

Men baade Kontrol og Rappotering lader imidlertid ikke til at have været af den aller livligste Art.

I hvert Fald er det aldeles uforstaaelig at baade disse lønnede Tilsynsdamer og de mere erfarne Læger med Prof. Salomonsen og Etatsraad Hoff i Spidsen ikke ved deres Besøg hos Frøken Bagger har kunnet observere, at det var Foreningslokater, de kom ind i! Alene de opstillede Foreningsskabe maatte vække deres Opmærksomhed. Et enkelt Skab er med store Bogstaver paamalet Foreningens Navn: "Pletten" - det er en Skytteforenings, endvidere var der bl. a en katolsk Sangforening og en dramatisk Klub tilhuse.

Og lige saa mærkeligt er det, at Stadslægen, der jo modtager Beretning om alle de hyppige Dødsfald - altsaa 5 Plejebørn døde i Løbet af et halvt Aar - ikke deraf finder Anledning til at indskærpe et skrappere Opsyn med Plejehjemmet i den sidste Tid har jo Tilsynsdamerne aflagt sjældnere Besøg hos Pleiemoderen, i Stedet for at de tvertimod burde have kommel hyppigere og paa vidt forskellige lider af Døgnet

Det vil heraf tilstrækkeligt fremgå«, at Sundhedskommissionee ikke ævnet at køre et effektivt og virkeligt betryggende Tilsyn med Plejemødrene! hvem er nu sikker paa, om der ikke ogsaa i andre Plejehiem her i Byen er lignende Brøst og Mangler, som Sundhedskommissionen og dens Funktionærer ikke forstaar at skaffe sig Underretning om. 

En saadan Mangelfuldhed ved en Avtoritet  er imidlertid ikke forsvarlig, det bør hurtigst muligt udfindes hvor og hos hvem Fejlen ligger og saa bør der ufortøvet træffes mere betryggende Foranstaltninger

*

Politiet fortsætter Undersøgelserne i Sagen for at faa konstateret om PIejemoderen har  begaaet Misligheder. Foreløbig er det afgjort, at Børnene bliver taget fra hende; hun faar ikke længere Tilladelse til at have Plejebørn.

Frøken Bagger er iøvrigt af velstaaende Familie; bl.a. har hun en Broder, der er dansk Konsul i washington.

(Social-Demokraten 13. februar 1895).

F. C. B. Heinlein fra den katolske sangforening gjorde 13. februar Social-Demokraten opmærksom på at koret bestod af en halv snes damer og herrer, og sangmøder kun fandt sted søndag middag fra 12-2. Der var ikke tale om fest.

Frk. Bagger fik få dage efter anmeldelsen frataget sin tilladelse til at være plejemor. 

I februar 1895 kom politiet til det resultat at der ikke kunne foretages en sigtelse i sagen. Frk. Bagger havde tilstået at 5 børn var døde, men at årsagerne var diarre eller andre naturlige sygdomme. Hun indrømmede også at have haft 6 børn i pleje mod de 5 hun havde tilladelse til, hvorfor hun måske fik en bøde. Sagen blev herefter undersøgt ved kriminalkammeret. 

Kulden i Sporvognene. (Efterskrift til Politivennen)

Hvem af os gyser ikke i disse Frostdage for en længere Køretur med vore Sporvogne. At sidde stille i 10 Graders Kulde er ikke alene en kold Fornøjelse, det er ikke ganske sundt for svagelige Mennesker - og de benytter jo for en væsenlig Del Sporvognene.

Vi, der er raske, foretrækker vel ofte saadan en Vinterdag at gaa, men mange Gange nøder Tiden os til at benytte Sporvognene.

Naar Publikum er pisket til at ty til disse Indretninger, var der saa ikke Grund for de rige Selskaber til at gøre noget for det Publikum der Aaret rundt er deres Kunder og fylder deres Pengekasser.

Hvad om Sporvejsselskaberne sørgede for, at der under saadanne Frostperioder som nu, blev anbragt nogle Varmeapparater i Sporvognene.

Det vil sikkert ikke være saa overordentlig vanskeligt at installere saadanne Indretninger, der jo ikke er ukendt i Udlandet.

Og vi tror heller ikke den økonomiske Side af Sagen vilde tynge Selskaberne. Hvis der var en Smule lunt i Sporvognene, vilde de naturligvis i disse Frostdage blive benyttet af mange Mennesker, der nu foretrækker at gaa for at sætte Helbredet til i den nederdrægtige Kulde.

Sporvejsselskaberne er saa velsituerede, at de ikke bør gaa af Vejen for at gøre et Forsøg med at opvarme Vognene. Det vil finde Paaskønnelse hos Kunderne og rimeligvis blive til Glæde for Aktionærerne.

(København 8. februar 1895).

Bernhard Olsen (1836-1922): En ny sporvogn, konstrueret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

01 januar 2023

Francois Petitgas. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns sidste Hattefabrikant.

Det var en Gang, at der i en af Axel Schwanenflügels Revuer blev sunget et Refræn, der lød saadan noget som :

Petitgas
Chapeau-bas
Ah - Ah - Ah ... .

Og der har vel næppe været én Kjøbenhavner, uden at han har været paa det rene med, hvem der blev sigtet til. At Petitgas blev nævnet i Forbindelse med en Chapeau bas, var nu heller ikke saa mærkeligt. Thi udenpaa den fine Hattebutik paa Kjøbmagergade Nr. 5 staar jo hans Navn i Guldbogstaver, og bagved den store Glasrude finder man altid et Udvalg af sidste Parisermodes Klaphatte og høje Silke-do.

- Francois Petitgas er efter at gamle Bodecker er død og har overdraget Forretningen til Sønnerne, Kjøbenhavns ældste Hattefabrikant. Som vore Læsere alt véd fylder han i Morgen sit 70de Aar, og det er i Anledning heraf, at "Dannebrog" i Dag skal fortælle et og andet om den gamle Hædersmands Liv og Virksomhed.

Petitgas fødtes i Paris den 30te Jan. 1825 og kom i en meget ung Alder i Hattemagerlære. I Paris ligger alle Hattefabrikerne i Kvarteret Marrés, kun faa Minutters Gang fra Hotel de Ville - Gader som Rue Beaubour, Rue du Temple, Rue Rambiteau osv.

Her fik Petitgas sine første Begreber om, hvorledes en Silkehat kommer til Verden, Men saa snart han var blevet Svend, drog han til Kjøbenhavn for her at grundlægge en selvstændig Virksomhel. Efter 4 Aars Forløb var han da sin egen Mand, og den 23de April 1857 aabnede han sin Hatteforretning Kjøbmagergade Nr. 5. Stedet saa den Gang langtfra saa fint ud som nu til Dags; der var smaa, bitte Vinduer og en ganske lille Butik - der maatte jo begyndes beskedent.

Nu ejer Petitgas selv Huset, og udenfor straaler om Aftenen 2 store elektriske Lamper, i hvis hvide Skjær den fine, lyse Butik ligger og bader sig.

Men den nu saa grundmurede Forretning har da ogsaa i Løbet af disse 38 Aar taget et mægtigt Opsving. Altid havde Petitgas det nyeste nyt paa Hattenes Omraade, og hans franske Svende forstod at give dem det rette Parisersnit.

Mindst én Gang om Aaret drager Petitgas da ogsaa selv ned til sit kjære Paris for at gjøre Indkjøb og studere de nyeste Faconer. Og at Kjøbenhavnerne har vidst at paaskjønne hans Virksomhed, fremgaar af, at mindst et Par Hundrede Tusind Hatte i disse 38 Aar er udgaaede fra den gamle Forretning paa Kjøbmagergade (gjennemsnitlig 5 a 6000 aarlig).

Petitgas er saaledes i Aarenes Løb blevet en velstaaende Mand. Han ejer saaledes i Charlotteniund sit eget Landsted, let kjendeligt paa Trikoloren, der paa Sommer-Søndage regelmæssig vajer udenfor.

Ved Siden deraf har han Ord for at være en grumme godgjørende Mand; en Mængde velgjørende Foreninger tæller i ham et virksomt Medlem.

Endelig noterer vi for Fuldstændighedens Skyld, at Petitgas selvfølgelig er Medlem af den herværende Forening af Hattemagermestre.

- Ved mange Lejligheder er hans smukke Arbejder blevne udmærkede og anerkjendte paa forskjellig Maade. Han har Sølvmedailler fra Udstillingerne i Stockholm (1866), Kjøbenhavn (1872 og 1888) og Paris (1867 og 1889) og endvidere Diplom fra 1888 og Broncemedaille for udstillede Arbejder ved sidste Pariserudstilllng

Den lille, sirlige Herre med det decideret franske Ydre vil forhaabenlig endnu i adskillige Aar kunne ses bag den store Spejlglasrude paa Kjøbmagergade, modtagende Kunderne med sit affableste Smil. 

Hans mange Venner, hvortil Dannebrog slutter sig, vil i Morgen bringe ham en hjærtelig Lykønskning.

Viggo

(Dannebrog (København), 29. januar 1895).

Francois Petitgas' første annonce for sin hattefabrik i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 25. april 1857. 

Annonce for Petitgas, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1857. Francois Petitgas døde 13. juni 1913, hans enke Caroline fortsatte forretningen indtil hun selv døde, 14. september 1917. 

Kort efter besættelsen bragte Nationaltidende, 11. oktober 1940 denne annonce for Petitgas. Bemærk at de stumme bogstaver T og S er tonet ud i hvidt. Kun de bogstaver som udtales, er helt sorte.

Hatteforretningen Petitgas, Købmagergade 5. Foto Erik Nicolaisen Høy. Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med begravelsen af Hadj Saib Ben Achmed i juni 1895 på Vestre Kirkegård.