Skandalen i sædelighedspolitiet.
Efterhånden som tiden går, får vi assistance fra ærede kolleger i pressen. Vi taler ikke om, at "Aftenbladet" efter borgmester Hansens erklæring i mandags blev meget kæphøjt. Faren som vi havde været ene ude for, var jo nu øjensynlig forbi, og følgelig skulle "Aftenbladet" vise sin tapperhed. Men mere værdifuldt er det, at selv de gamle Højreblade - nu må til at stille sig ved vor side med front mod Sædelighedspolitiet og politidirektøren. Det turde vise at nu er vi ved at trænge igennem med vort allerede for ca. 3 uger siden formulerede og siden ihærdigt gentagne forlangende om en blandet kommission til skandalens ærlige og grundige udredelse.
Det vil sikkert lykkes os at få folk og autoriteterne med til at indse, at den undersøgelse der hidtil er anstillet, til dels af selve de implicerede parter, er værre end ingen, skønt der virkelig er alvorlige fejl og uhyggelige misbrug at ramme. For at vejlede den eventuelle kommission og for at lette lidt på hr. Nellemann, føjer vi i dag nogle antydninger til vort tidligere oplyste. Det vil rimeligvis bidrage til at få sagen i den rette gænge.
Hvad skal kommissionen bestille? Vi gør her opmærksom på at en undersøgelse af den umiddelbare årsag til politiinspektør Korns selvmord ikke er tilstrækkelig. Hele Sædelighedspolitiets virksomhed i den tid, de nulevende funktionærer har været ansatte, bør nøje eftergås i alle sømme. Navnlig bør hele den meyerske periode tages under behandling. Og det er ikke alene for at få opklaret de 15.000 kr.s historie. For disse penge turde være det mindste ved det hele; de er kun en slags erkendelsens mærke for at der er noget råddent i etaten.
Nej, det kommissionen skal søge, og det den vil finde, er værre. Vi har ikke nævnt det før, men i dag skal det siges: Kommissionen vil finde sådanne ting, som at selve 3. politiinspektorats lokaler i Rådhuskælderen har været vidne til voldtagne og skændede, værgeløse kvinders skrig og bønner og håbløse kamp mod overmægtige betjente, der benyttede deres stilling til at fange pigerne på gaden og til at slæbe dem fra arresten op i kontorerne, hvor de kastede sig over dem som rå landsknægte, der ingen barmhjertighed kendte.
Vi skal ikke komme nærmere ind på de uhyggelige detaljer, som vil blive blottede for kommissionens øjne når den gør sin pligt. Det er ikke vor sag at gå længere, end det forekommer os nødvendigt for at tvinge den kommission frem, som hele den offentlige mening kræver. Skulle de her fremsatte sigtelser ikke nytte, skal vi imidlertid ikke vente for længe, inden vi skrider til at dokumentere vor ovenfor formulerede påstand, der end ikke er så omfattende som fakta berettiger til.
Vi gad da se om det ikke skulle lykkes at få tavshedens slør revet itu og at få en anden undersøgelse i gang end, den overbetjent Meyer anstiller. At vi ikke har ønsket at komme ind på den her berørte side af Sædelighedspolitiets "virksomhed" før i dag, har i øvrigt for en del sin grund i, at dens enkeltheder ikke så godt kan behandles i et dagblad. For selv "Pall Mall Gazettes" berygtede skandaler blegner for dem vi sigter til. Imidlertid, - nu udsætter man sagens behandling i borgerrepræsentationen; der øjnes tendenser til at trække tiden ud for at løbe offentlighedens opmærksomhed træt. For hensynet dertil viger vor ømfindtlighed, for sagen skal ikke dø hen.
(København, 26. april 1895)
"Nationaltidende" om sædelighedssagen.
I aftes er hr. Ferslew også nået til at beskæftige sig med skandalerne i Sædelighedspolitiet, og med en højst tiltalende åbenhjertighed fortælles det, at når dette ikke er sket før, skyldes det at Hr. Ferslew lige så lidt som alle andre gode højremænd, der kæmper mod det bestående, ville tages i "oppositionens tjeneste" og levere materiale til dens valgagitation.
Derfor tav politidirektøren, borgmesteren og "Nationaltidende", men nu efter valgenes bedrøvelige udfald for Højre mener bladet ikke, at der er grund til at tie længere, og så utaknemmelig er hr. Ferslew fordi Eugen Petersen og borgmester Hansen tav stille, mens "Nationaltidendes" og værkfæller sloges med socialismen, at de to nævnte herrer får stærkt på hovedet for den uheldige måde, hvorpå redegørelsen er fremkommet.
Først mener "Natt.", at justitsministeren mere end Magistraten havde været naturlig kaldet til at tage sig af sagen og dernæst skrives der:
Det vil være bekendt, at politidirektøren straks efter Korns selvmord og de i anledning af dette opstående rygter offentlig erklærede, at der skulle blive anstillet en indgående undersøgelse, hvis resultater skulle blive offentliggjorte til beroligelse af de opskræmte sind; det var ikke meningen at stikke noget under stolen. Og det er nu efter politidirektørens og konferensråd, borgmester Hansens erklæringer forleden i Borgerrepræsentationen lige så bekendt, at der ikke er nået til noget resultat eller til nogen beroligelse af sindene. Der har i publikum bredt sig en stedse stigende forundring og forargelse over at det hverken er lykkedes politidirektøren at slå de verserende rygter ned eller at stoppe munden på deres ophavsmænd og kolportører. Efterhånden som dagene er gået uden at bringe noget resultat, har misfornøjelsen mere og mere bestemt formet sig i en tvivl om at politidirektøren under de givne forhold var i stand til at løse opgaven, måske væsentligst fordi han som hele politiets chef på en måde var part i sagen, og selv om ikke alle har ment, at der behøvedes en særlig undersøgelseskommission, er kravene dog stedse blevet stærkere om at der måtte gøres noget.
Det har da vist sig, at også magistraten og særlig borgmester Hansen har delt denne betragtning, idet han i mandags fandt sig foranlediget til i Borgerrepræsentationen at møde frem med en redegørelse fra politidirektøren. Men her forekommer det os unægtelig, at den ærede borgmester er gået en afvej, idet han må møde frem med en erklæring fra politidirektøren om, at Korn,om hvis "illegitime forhold" politidirektøren allerede tidligere har måttet afgive tilståelse, efterlod sig en betydelig kassemangel - noget, der endogså går ud over de almindelig fremsatte sigtelser - , og tillige må erkende, at den næste mand efter chefen i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, - "besidder en panteobligation, stor 15.000 kr., med pant i ejendomme, tilhørende en bordelværtinde". Det skulle synes naturligt, om borgmesteren havde sagt om en redegørelse, der egentlig ikke indeholder andre positive oplysninger end disse to, at den just ikke egnede sig til at komme frem i Borgerrepræsentationen for at berolige sindene. Og det havde sikkert været fuldstændig i sin orden, om borgmesteren var gået til justitsministeriet med anmodning om at få nedsat en kommission til at bringe større klarhed i de omhandlede forhold, når politidirektøren ikke magtede at gøre det. Der kan næppe være tvivl om, at et sådant ønske fra så kompetent side ville være blevet efterkommet. Efter at dette nu imidlertid ikke er sket, og efter at sagen er blevet bragt frem for Borgerrepræsentationen, må det vistnok siges at være i sin orden, om denne nu overfor justitsministeren titrer det ønske, som borgmesteren har undladt at fremføre. Det kan være uheldigt, at spørgsmålet herom bliver bragt frem af repræsentanter fra en vis Side: men det bør ikke hindre andre i at tiltræde det.
Det der piner hr. Ferslew er, at det er oppositionens repræsentanter i Borgerrepræsentationen, der nu stiller forslag om en grundig undersøgelse ved en kommission; men hvorfor har Højres repræsentanter slet ikke rørt sig i denne sag? De har sikkert ment, at der under valgtumlen ville gro græs på den, nu er dette ikke sket og i sin vånde ved etatsråden ikke bedre end at bede sine venner endelig støtte oppositionen, idet han går ud fra, at justitsministeren ikke vil undslå sig for at nedsætte kommissionen. For dog at forsøde pillen lidt fortæller han til slutning, at en så konservativ mand som afdøde Rosenørn i sin tid har forlangt nedsat en kommission. Det kedelige herved er blot, at der ikke blev taget hensyn til hans ønsker, det er først nu, da frisindets repræsentanter er nået så vidt frem at de kan tage affære at "Nat" venter sig et resultat. Lad os håbe at den ikke må blive skuffet!
(Social-Demokraten, 26. april 1895)
Jean Christian Ferslew (1836-1910) var 1890'ernes største bladudgiver. Han grundlagde 1864 den virksomhed der senere blev kendt under navnet De Ferslewske blade, med annonceavisen "Kjøbenhavns Dags-Telegraph". Fra 1873 udgav han Aftenposten med to daglige udgaver, beregnet på et bredere publikum med stor økonomisk succes. Året efter begyndte Ferslew "Nationaltidende". I 1877 flyttede F. hele sin bladvirksomhed til Hotel Royal ved Stranden, som han havde købt til formålet.
Af kendte personer som arbejdede her, kan nævnes: C. V. Rimestad, H. R. Hiort-Lorenzen, Emil Bjerring, Alex. Thorsøe, Angul Hammerich, Vilh. Østergaard, R. Besthorn, Peter Nansen, Carl Ewald, Mathilda Malling og Herman Bang. 1889 overtog Ferslew "Dagens Nyheder" og 1891 "Dagbladet". Bladene fulgte en kristelig, kongetro, konservativ, forsvarsvenlig linie. Nationaltidende blev 1931 overtaget af Gyldendal og sammenlagt med Dagens Nyheder.
Vidneforklaringer
imod
Sædelighedspolitiet
Sædelighedsbetjente opfordrer til utugt i politiets lokaler.
Sædelighedspolitiet er offentligt beskyldt for, at dets betjente benytter deres priviligerede stilling til at opnå kønslige begunstigelser hos kvinder, og at betjentene driver denne trafik i selve 3. politiinspektorats lokaler. Denne beskyldning har mange vist antaget for utrolig. Og dog er den sand! Hvor oprørende den end lyder, er den sand! Vi anfører til bevis nedenstående vidneforklaringer, der oplyser om sædelighedspolitiets hele ugenerte optræden overfor kvinder, de får i deres magt: Vidnerne er afhørte i en sag, der var anlagt af afdøde chef for Sundhedspolitiet, Thorsen, imod læge Axel Proschowsky, for en anmeldelse i "Social-Demokraten" af 14. decbr. 1884 af overretsassessor Mouriers bog: Om prostitutionslovgivningen. Hr. Proschowsky havde benyttet lejligheden til at udkaste et meget mørkt billede af forholdene og den gængse tone i Sædelighedspolitiet. De afgivne vidneforklaringer bekræftede fuldt ud at han havde ret.
*
Udkrift af Hof- og Stadsrettens 2. videkammers protokol i sagen mod læge Proschowsky kontra politiinspektør Thorsen:
Spørgsmål: Har vidnet hørt Sædelighedspolitiets betjente tiltale de under politiets tilsyn hørende fruentimmer med "du", eller udskælde dem?
Svar: 1) Vidnet, detailhandler L. (som tidligere har stået ved ordenspolitiet) har ofte hørt sådanne politibetjente tiltale slige fruentimmer med "du", uden at vidnet ved sådanne lejligheder har hørt fruentimmeret tiltale pågældende betjent med "du".
2) Vidnet Marie Christensen er af de pågældende betjente ved Sædelighedspolitiet blevet udskældt bl. a. for "et stykke skidt".
Spørgsmål: Har Sædelighedspolitiets betjente nogensinde anmodet vidnet om kønslig omgang?
Svar: 1) Vidnet dameskræderinde Elise R.: Ja. en af disse betjente har gentagne gange stillet en sådan anmodning til vidnet.
2) Vidnet Natalie Amalie M.: Ja, flere gange af en enkelt betjent.
3) Vidnet Laura Sophie H.: Ja, og hun har haft omgang med en enkelt betjent en gang og for betaling.
4) Vidnet Laura Sophie K. har for 5 år siden en gang haft omgang med en under Sædelighedspolitiet hørende betjent. Denne kom til vidnets bopæl en morgenstund kl. 4 a 5 og pålagde vidnets kæreste, der lå i seng sammen med hende, straks at gå sin vej, idet betjenten bemærkede, at hun nok vidste, at hun ikke måtte have sin kæreste hos sig om natten. Efter at denne derpå var gået, begærede og erholdt bemeldte betjent omgang med vidnet, uden at vidnet er bevidst at have modtaget nogen betaling derfor. Vidnet bad ved samme lejlighed udtrykkelig betjenten om ikke at melde for sine foresatte, at hun således havde haft sin kæreste hos sig, og det var for at gøre betjenten mere tilbøjelig hertil, at vidnet ikke tog nogen betaling.
Spørgsmål: Er anmodninger om kønslig omgang nogensinde fremkommet på selve politistationen, når vidnet efter politiets foranstaltning var der til stede?
Svar: 1) Vidnet dameskrædderinde Elise R. erindrer, at i hvert fald en af disse anmodninger er stillet til hende, når vidnet på anledning af politiet har været til stede i 3. politiinspektorats lokale.
2) Vidnet Agnes Susanne M. forklarer, at en af Sædelighedspolitiets betjente en aften i efteråret 1883, da hun på grund af løsagtighed var anholdt i 3. politiinspektorats lokaler, har kærtegnet og kysset hende.
Spørgsmål: Fandt legemlig omgang sted uden betaling og opfattede vidnet det som en tribut, der måtte ydes for at stå sig godt med politiet?
Svar: Vidnet, Nathalia Amalie M. har flere gange haft omgang med en af Sædelighedspolitiets betjente på sin daværende bopæl, uden at han derfor erlagde nogen betaling og var grunden til, at vidnet ikke forlangte nogen sådan, netop den ovenfor angivne.
Spørgsmål: Måtte vidnet i arresten afklæde sig i det mandlige opsyns nærværelse og påsyn?
Svar: Vidnet. Marie Christine I. blev indsat i et lokale i Københavns Arresthus, hvor hun måtte sove i en seng med meget smudsige lagener. Da hun stod i arresten og klædte sig af, blev døren to gange åbnet af en og samme opsynsmand, som begge gange - vel omtrent 5 minutter hver gang - førte en privat samtale med et af de andre fruentimmer i arrestlokalet.
*
Disse vidneforklaringer fortæller endnu mangt og meget om den tone, der hersker iblandt funktionærerne i denne del af politietaten. Som man er, går bestræbelserne ikke ud på at forbedre de kvinder, som kommer ind under Sædelighedspolitiets omsorg, og disse kvinder bibringes langt fra det indtryk, at politiet er bedre end de selv. Inspektør Thorsen fik ikke noget ud af sin sag imod Projchmasky, idet han døde inden sagen var sluttet. Hans enke skyndte sig at få sagen ud af verden, og ved dom af 25. April 1887 blev den hævet og omkostningerne pålagt det offentlige. Sædelighedspolitiets daværende chef nåede altså ikke at få renset sine betjente for de fremsatte beskyldninger. Det blev meget mere ved vidneforklaringerne påvist, at der allerede den gang var såre megen svamp i denne del af politietaten. Man tænker sig blot, at disse betjente, som skal våge over de unge pigers sædelighed og derfor må anholde de utugtige, på vejen til politilokalerne kærtegner og kysser deres arrestanter, ja i selve politiets lokaler opfordrer dem til at fremture i den last, for hvilken de netop skal straffes. Overfor sådanne fakta spørger vi vore læsere: Har I mere vidnesbyrd behov?
(Social-Demokraten 28. april 1895).
Kronen på skandalen.
Vi løber ingen risiko for at blive beskyldt for overdrivelse, når vi betegner "Berl. Tids." artikel af i går for kronen på den skandale, der har sat sindene i bevægelse her i byen i den sidste måneds tid.
I dette officielle aktstykke erklæres for det første, at "rigtigheden ikke har kunnet bevises af nogen af de fremsatte beskyldninger," og i næste åndedræt, at "undersøgelsen har godtgjort rigtigheden af at Meyer har modtaget de 15.000 Kr. af md. Clausen". Med forloren indignation erklæres endvidere, at "størstedelen" af de fremsatte sigtelser "er blevet befundne at være bevisligt usande," men der tales ikke med et ord om at man har fundet en kassemangel på ca. 10.000 kr., eller om man har undersøgt, hvorfor disse 10.000 kr. er blevet dækket efter Korns død. Der påstås endvidere at Meyer har modtaget de 15.000 kr. "med billigelse af sine nærmeste foresatte," men der er ikke spor af forklaring af, at trods de foresattes samtykke oprettedes en proformaobligation til Meyers daværende forlovedes onkel, for at pengene kunne gå en omvej, der så mindre påfaldende ud end den direkte fra bordelværtindens kasse til sædelighedsbetjentens lommer.
Kort sagt: "Berlingske"s artikel er fuld af en sådan række af modsigelser, at den i høj grad får præget af at være usandfærdig. Og når den ses i forbindelse med politidirektørens første erklæring i "Berl. Tid." for 30. marts *), hvorefter det eneste mislige ved Korns affærer var det "illegitime forhold", udtaler vi roligt, at vi ingen som helst grund ser til at stole på, at sagen forholder sig som i "Berl. Tid." for i går erklæret.
Der er hidtil faret frem i denne sag med så megen uvederhæftighed, at den berettiger til den største mistro. Og det gør ikke sagen bedre, at der i "Berl. Tid." erklæres, at den foreløbige undersøgelsesresultat har været, at intet har kunnet bevises, samtidig med at man henviser sagen til fortsat undersøgelse ved et kriminalkammer. Var det sandt at ingen af sigtelserne kunne bevises - det er jo forresten ikke sandt - ville sagen begribeligvis ikke blive henvist til kriminalkammeret, men simpelthen blive sluttet af politidirektøren.
At den henvises til kammeret, viser at der er kriminelle punkter. Men at den henvises med den bemærkning at intet kan bevises, egner sig ikke til at berolige. Og borgerne vil spørge: hvad er der da bestilt i de 5 uger, politiet har brugt til at bringe lys i sin egen sag? Hvad har den sigtede Meyer og de andre sigtede benyttet de 5 uger til, siden sagen nu er blevet moden til kriminel undersøgelse. Meyer har jo "forhørt" bl. a. en række piger der kunne antages at vide besked om sagen.
Dette spørgsmål er af interesse for den offentlighed, der er skræmt op ved skandalen. For det er dog abnormt, at de folk, der er beskyldt for misbrug som de herhenhørende, beholder undersøgelsen i deres egen hånd i hele 5 uger, og så efter den tids forløb slipper sagen for kriminalretten med erklæring om, at der er ingenting i vejen!
Når politidirektøren ellers beordrer undersøgelse ved kriminalkamrene, går det ikke sådan til. Sagen er nu henvist til behandling af assessor Ussing. Denne forresten meget dygtige assessor vil her have et vanskeligt hverv. Sagen kommer til ham i en skikkelse, der gør dens udredelse såre vanskelig. De vidner assessoren måtte kunne gøre regning på, har de sigtede forhørt i forvejen; hvorledes skal det tænkes muligt at arbejde med det materiale! Og det politi, hvis sag skal undersøges, går fremdeles med vidnernes skæbne i sin hånd! Over for alle disse vanskeligheder ville en kommission have været stillet frit, og for den ville vidnerne sikkert været mere tilbøjelig til at lukke munden op. Nu venter vi os det for assessoren bedst mulige resultat, men det kan ikke blive et sådant at den offentlige mening vil føle sig tilfredsstillet derved. Og skønt udsigten dertil er mindre nu end før, må vi dog håbe at Borgerrepræsentationen alligevel vil få kravet om kommissionen gennemført. Hertil vil borgerrepræsentanterne kunne gøre regning på borgernes bedste støtte.
*) Vi aftrykker her erklæringen sålydende:
Da flere blade i de senere dage har bragt en meddelelse, der synes at vinde tiltro hos forskellige, og som går ud på, at der kort før politiinspektør Korns død var indkommet til politiet en klage eller anmeldelse om, at han gjorde sig pekuniære fordele på en måde, der var uforenelig med hans stilling som 3. politiinspektør, skal jeg herved oplyse, at der ingen som helst klage eller anmeldelse hverken i den antydede eller i andre retninger er indkommet til politiet angående inspektør Korn, og at grunden til, at han tog sig selv af dage, altså ikke kan søges i en sådan anmeldelse, der som nævnt, aldrig har foreligget. Alle de politiinspektør Korn vedrørende embedsdokumenter og papirer bliver for tiden nøje gennemgåede, og efter hvad der hidtil foreligger, må motivet til hans selvmord antages at være et illegitimt forhold, hvori han havde indladt sig, i forbindelse med en ved sygeligt helbred og stor nervøsitet fremkaldt dyb melankoli.
Eugen Petersen
Politdirektør.
Hvorfor fik Meyer de 15.000 kr?
For "en privat tjeneste," han havde ydet md. Clausen, siger politidirektøren.
"Avisen" har oplyst at den private tjeneste bestod i at skaffe madammen af med en besværlig elsker. Er det rigtigt? Vi gjorde i går opmærksom på at Sædelighedspolitiet ofte gjorde folk sådanne private tjenester. Og efter at vi så dem honorerede så godt, begynder vi at forstå at én betjent får foræret 15.000 kr., en anden 20.000 kr., og vi undres ikke i mindste måde over en sølvopsats eller en lille sparekassebog. Men vi indser desuden, at en post som sædelighedsbetjent hører til dem med gode "sportler."
Eugen Petersen
I psykologisk henseende ikke uden en vis interesse er den selvglade, ligeglade mine, der præget hr. politidirektørens - trods krum næse og fuldskæg - højst ubetydelige ansigt.
Og denne sindets ligevægt - for ikke at bruge skærpede ord - svigter ikke hs. højvelbårenhed, hvad enten det så går op eller ned med den etat, der nu en gang er betroet til hans svage hånd.
Knapt en uge efter revolverskuddet, der rystede i sin grundvold det sædelighedstempel, som offerpræsterne Korn & Meyer hægede om i rådhusets skumle kælder, - forsikrede hr. Petersen med sit vanlige smil "Politiken"s reporter om, at ingen uredelighed kunne lægges den afdøde hædersmand til last. Og der er ingen tvivl om at han med et smil på læben en 3 - 4 uger senere har hævdet overfor borgmester Hansen, - der til en afveksling synes at være blevet godtroende, - at alle sigtelserne var grundløse og at det hele reducerede sig til en smule kassemangel på 10.000 Kr. og en sølle bordelobligation på 15.000 kr.
I Guder! Gid den brave mand havde haft en blot nogenlunde klar forestilling om sin ubetydelighed, så kunne han have sparet sig mangen en ubehagelighed i fortiden, og endnu flere i fremtiden. For nu kan der ikke længere være tale om at være hensynsfuld mod manden. Og hr. Eugen Petersen vil vist være den første til at indrømme os vor ubetingede ret til absolut hensynsløshed. Han har sikkert netop i disse dage haft en kærkommen lejlighed til at genopfriske Nicolo Machiavellis valgsprog, det er omtrent sålydende: "Overalt, hvor det gælder samfundets velfærd, må man ikke lade sig standse af hensyn til venskab eller uvenskab, menneskelighed eller grusomhed, ære eller vanære, men med bortseen fra alt andet holde sig til det, der kan frelse samfundet og hævde borgernes frihed."
For hvorledes har hr. Petersen værnet om arven efter Crone, som Nellemann-Ricards totale mangel på menneskekundskab lagde på hans spinkle skuldre ? Herpå skal gives svar bestemt og fuldtud i denne og følgende artikler. I hvert fald så længe indtil enten hr. Petersen når til den selverkendelse frivillig at trække sig tilbage eller Nellemann-Ricard får bevilget hans afsked "i nåde og med pension" samt mulig i tilgift et storkors og en kammerherretitel.
Altså. Da Eugen Petersen i sommeren 1887 afløste Crone der gammel og svag, tog sin afsked efter en 34-årig i det store og hele udmærket ledelse, - d var alt lagt til rette for den ny mand.
Crone havde med glans realiseret de forhåbninger, som "Dagbladet" for 13. august 1858 fandt nedlagte i kommissionsbetænkningen af 19. novbr. 1857.
Hr. Billes "Dagblad" sagde nemlig følgende:
- "Betænkningen hviler på den grundtanke, at politiet ikke skal være et politisk redskab i regeringens hånd, en af alle statens borgere frygtet og afskyet magt, men et værn for den offentlige sikkerhed og orden og som sådant alle gode og fredelige borgeres ven."
Ganske vist, politidirektør Crone har vel ikke undgået at støde mod forskellige af de skær, som under den politiske bølgegang er kommet frem på overfladen, men har han har dog i det hele - og ikke mindst i de sidste par år af sin virketid - bevaret en prisværdig upartiskhed.
Og det lov skal skaberen af politisystemet af 1863 have:
- Han var en samvittighedsfuld, flittig og selvstændig embedsmand, stillende store fordringer til sine undergivne, men human og retfærdig. Overfor publikum gennemgående velvillig og hensynsfuld. Og han havde bragt maskineriet til at arbejde med en akkuratesse, der ikke er ganske almindelig, og som burde have gjort arbejdet let for hans efterfølger.
Nu er snart hele politimaskineriet i uorden.
Og skylden er først og fremmest hr. Eugen Petersens!
Policeman.
(København 30. april 1895)
Sædelighedsskandalen i kriminalretten.
Som vi meddelte i går, mødte "København"s redaktør, J. A. Jensen, sammen med journalist Grove-Rasmussen i går eftermiddags kl. 2 til en konference med kriminalretsassessor dr. jur. Ussing. Sammenkomsten var dog ikke, som af hr. Ussing bebudet, af privat karakter, men formede sig tværtimod som en ganske, regulær vidneafhøring.
I vinduesnischen var ophobet bunker af "Social-Demokraten", "København" og "Aftenbladet". Alle lå de der med blåt understregede betragtninger over de ved Korns selvmord så skånsesløst blottede skandaler i 3. politiinspektorat. Hr. Ussing begyndte vidneforhøret med anerkendende udtalelser om politidirektørens ihærdige, men desværre frugtesløse undersøgelser. Der var efter hans foreløbige skøn intet bevist og intet foregået. Det nyttede ikke noget, at redaktør Jensen henviste til de af "Social-Demokraten" offentliggjorte vidneforklaringer i sagen Proschowsky ktr. politiinspektør Thorsen. Assessoren ville intet høre derom, og disse vidneforklaringer syntes at komme ham og hele undersøgelsen på tværs.
Det lykkedes ham dog at komme bort fra disse kedelige fakta ved at begynde et to timers forhør over de to vidner, hvori ethvert nummer af "København", fra den 26. marts indtil vore dage, blev gennemgået og oplæst, for så vidt indholdet berørte eller omtalte forholdene i Sædelighedspolitiet.
Ved slutningen af hver artikel lød spørgsmålet fra hr. Ussing ufravigelig : "Hvor véd De det fra?" Så vidt det var d'hrr. Jensen og Grove-Rasmussen muligt opgav de bladets kilder, som i næsten alle tilfælde var folk, der selv ønskede at stå til ansvar for de offentliggjorte påstande. I et ganske enkelt tilfælde så det ud, som om den strenge kriminalretsassessor fik bedre oplysninger, end han egentlig ønskede, i hvert fald syntes hans miner at tyde derpå. Han spurgte nemlig redaktør Jensen, om denne kendte nøjere til afdøde inspektor Korns illegitime forhold til en herværende bekendt dame, og fik straks til svar, at derom kunne han vistnok få ypperlige oplysninger hos damens nuværende begunstigede elsker, der mærkelig nok også fungerer i politietaten.
Kl. 4 sluttedes forhøret. Hr. Ussing havde da gennemgået hele det tilstedeværende oplag af "København" og spurgte nu redaktør Jensen om der var mere i vente. En forsikring om at endnu meget ville komme frem for dagens lys, syntes slet ikke at berolige den nidkære undersøgelsesdommer som derpå demitterede vidnerne.
*
Vi finder det selvfølgelig ganske naturligt at en undersøgelsesdommer, som virkelig ønsker at komme til bunds i denne store skandalesag, søger den københavnske presses bistand, og betjener sig af de oplysninger, bladenes uddannede reportere har tilvejebragt; men det forekommer os at hr. Ussings fremgangsmåde i dette tilfælde er ganske mærkelig. I stedet for at indstævne det pågældende blads redaktør og medarbejdere og lade dem afgive vidneforklaringer for så vidt dette kan bestå med vor smule pressefrihed, lader hr. Ussing d'hrr. journalister gennem sin overbetjent indbyde til en sammenkomst, som efter betjentens sigende absolut ikke måtte opfattes som et forhør.
Hr. Ussing mødes med de to journalister, og han benytter nu sin stilling som undersøgelsesdommer til at fordre "Københavns" meddelere udleverede. Samtidig meddeler et andet københavnsk dagblad at politidirektør Eugen Petersen arbejder i politiets arkiv flere timer daglig for at tilvejebringe oplysninger. Var det ikke under disse omstændigheder naturligt, om publikum gennem nedsættelsen af den forlangte blandede kommission blev gjort bekendt med resultaterne af så megen energi?
(Social-Demokraten, 3. maj 1895)
Svampen
En Anholdelse og en protest. Korn og madam Clausen. Besætningen skulle være fuldtallig.
Egentlig havde vi tænkt os, at vi nu kunne have undværet vore kendte artikler med ovenstående titel, under hvilken vi har fremsat de væsentligste af de sigtelser mod politiets enkelte betjente og oplysninger om hele det uhyggelige sædelighedssystem.
Men eftersom sagen er skredet frem, og som den er blevet grebet an af autoriteterne, finder vi ikke at kunne tie med ting, der i disse dage kommer os for øre fra fuldt vederhæftige folk. Derfor nedenstående to sædelighedshistorier, der hver for sig belyser dagens emne.
En skandaløs anholdelse.
Historien er kortelig følgende:
Nede i Kvæsthusgade var der for ca. 5 år siden en beværtning, der søgtes af kvarterets grosserer, toldere, kontormænd o. I. Værten havde en opvartningsjomfru, en livlig, kvik pige, der var alle gæsternes yndling, flink i sin færd, men rap i munden og ikke bange for at give et kraftig svar paa én hentydning af den art, der - i øvrigt uden råhed - kan falde af i en sådan forretning.
I samme beværtning kom en af politiets ordensbetjente, en bølle i egentligste forstand og sjofel i sine udtryk som den værste sutenør (RED: En sutenør er en kunde hos en prostitueret eller aldons). Han brugte til de øvrige gæsters ærgrelse jævnlig sprogets modbydeligste udtryk i sine bemærkninger til den unge pige, der afskyede ham oprigtigt.
Så en skøn dag mødte en bekendt sædelighedsbetjent i beværtningen og befalede den unge pige at følge med. Hun var meldt. Protester og forsikringer fra hendes og værtens side hjalp intet. Hun måtte vandre ned i kælderen på Nytorv og derfra i arresten, hvor hun sad i et par dage i selskab med nogle af stadens værste skøger.
Da beværtningens stamgæster savnede jomfruen og hørte, hvorledes det var gået hende, vakte hendes - skal vi sige uheld, for det er jo hændelig skade, megen Harme. De besluttede øjeblikkelig at indgive en
Klage til Politidirektøren.
Overbevist, som de var, om den unge piges uskyld, ville de ikke tåle, at hun blev politiets bytte. En bekendt grosserer affattede en klage til hr. Eugen Petersen, og i løbet af nogle timer havde den en snes underskrifter af kvarterets mest ansete mænd af dem, der i deres forretningstid søgte beværtningen, og den blev straks indsendt til politidirektøren.
I mellemtiden havde pigens principal været hos Korn for at forsøge at få pigen fri, men var her mødt med absolut uvilje og endog trakteret med grove ord. Dette var anført i klagen.
Politidirektørens svar kom naturligvis ikke omgående, men efter en dags tids forløb skulle den herre, der havde affattet klagen, rejse en tur til Sverige. Han ville imidlertid ikke rejse, før han havde forvisset sig om pigens skæbne, hvorfor han søgte og fik
audiens hos politidirektøren.
Denne borgernes embedsmand viste sig at vide meget god besked med historien og at have konfereret med hr. Korn om Sagen. For han kunne meddele grossereren, at Korn ville anlægge injuriesøgsmål fordi han i klagen var beskyldt for at have brugt grovheder mod pigens husbond.
Hos hr. Eugen Petersen var der altså intet at gøre. Grossereren måtte ned til hr. Korn selv.
Denne herre modtog grossereren med den sædvanlige og velkendte affable mine, hvormed han behandlede "bedre folk". Han kunne til en begyndelse godt sige grossereren, at den blandt gæsterne, der havde været mest og for resten ene uforskammet og æggende mod pigen, var den ovenomtalte politibetjent, hvis svinagtighed var almindelig bekendt; men at han skulle have sagt "hold kæft!" til pigens principal, ville han ikke indrømme.
Han havde altid Meyer til stede ved konferencer med fremmede for at have vidne på sine ord, og Meyer kunne vidne at der ikke var faldet grovheder af. Injuriesøgsmål syntes hr. Inspektøren dog ikke at have lyst til at indlade sig på: det var kun politidirektøren, der kunne bebude det.
Nå, henvendelsen fra grossereren såvel som adressen bar ikke umiddelbar frugt. Men efter at pigen havde siddet i den skidne celle mellem skøgerne i 2 - 3 døgn slap hun fri. Hun havde intet gjort. Hun var falden for en gemen angivelse. Af hvem?
---
Her den anden historie.
Korns blufærdighed krænket.
Oppe i Gothersgade nær Boulevarden ligger der til forargelse for mere ømfindtlige medborgere en ejendom, hvis indehaver har den fordel at måtte holde offentlige piger i den.
En dag kommer politiinspektør Korn kørende på sporvogn der forbi og ser da, at en af de to piger, der boede der, kom hen i nærheden af vinduet, så nær, at hun kunne ses fra gaden.
Øjeblikkelig var den dydsirede og pligttro inspektør nede af sin sporvogn, fik fat i en betjent og pigen noteret.
Næste akt foregik i Kælderen. Pigen fik her dikteret nogle dages fængsel på vand og brød og blev straks puttet ind til afsoning.
Da den omgang var overstået, mødte pigen på inspektørens kontor for at få lov at gå hjem. Men hun regnede uden hr. Korn. Hun fik straks dikteret en tillægsstraf af
en måned hos md. Clausen.
Denne straf afsonedes på vanlig vis ved, at den celebre madame i den måneds tid inkasserede sin halve snes kroner om dagen for pigens tvungne gunstbevisninger.
Og timen kom, da straffen var sonet.
Så mødte pigen atter hos hr. Korn.
- Om hun nu måtte være fri og gå hjem?
- Nej, det var aldeles ikke afgjort.
- Ja, men nu havde hun da sonet den lille forseelse dobbelt.
- Nå, så De mukker! Hvorfor vil De egentlig hjem? spurgte inspektøren. Hvor mange piger et det hos md. Clausen nu?
- Ja, der var - og pigen nævnede et lille tal.
- Så kan det aldeles ikke være tale om, at De slipper endnu!
Og pigen måtte vente, indtil mutter Clausen fik sit hus passende besat og de normerede indtægter at leve af.
Hvilket alt er passeret for ca. 3/4 år siden.
Disse to små historier, synes vi giver hver på sin vis et helstøbt indtryk af den brutalitet, hvormed det nuværende prostitutionssystem og dets daværende håndhævere virker.
Vi sender hr. Assessor Ussing dette nummer af bladet med bemærkning, at om den første historie behøver han kun at spørge politidirektøren, der ganske bestemt må kunne huske den indgivne klage.
Korns bedragerier.
Nye Afsløringer.
Man vil erindre, at politidirektøren først erklærede, at grunden til Korns selvmord var "de illegitime forbindelser" og at der ellers intet var i vejen
Dernæst erklærede han gennem borgmester Hansen, at Korn havde begået et underslæb på 10.000 Kr., der var taget af Sundhedskommissionens kasse. Mere var der ikke officielt at bemærke.
Dette sidste var så meget mere mærkeligt for folk, der fulgte med, som der gik mange mærkelige rygter om, at Korn havde snydt adskillige private. Denne beskyldning blev dementeret underhånds. De 10.000, som man resolut rykkede ud med, var det stykke flæsk, man kastede i gabet på det grådige uhyre, der hedder offentligheden, i håb om at det dermed skulle føle sig tilfreds.
Men offentligheden kræver fuld besked. Her nytter ingen udflugter. Alt siver ud, og takket være en årvågen presse nytter det ikke at stikke noget under stolen. I det øjeblik, politidirektøren lovede en indgående undersøgelse og fuld offentlighed i alle punkter, intet at stikke under stolen osv., havde han næppe fuldt ud syn for, hvad det vil sige at fortie kendsgerninger i en sag som denne.
Ellers føler vi os overbevist om at hr. politidirektøren ikke ville have ladet konferensråd, borgmester Hansen indskrænke sin beretning om Korns underslæb til de 10.000 kr., aldenstund den simpleste undersøgelse ville have konstateret, at der foruden de 10.000 fra den offentlige kasse foreligger besvigelser for endnu betydeligere beløb, hvor det er gået ud over private.
Foreløbig noterer vi kun, at et bo, der for tiden er under skiftebehandling, skal være bedraget af hr. Korn for et beløb af ca. 9.000 kroner.
Dette Beløb er ikke blevet dækket af frimurerne, da det ikke influerede på Korns efterladtes fremtid. Men derfor er det ikke ligegyldigt.
Københavns borgere har krav på at vide, i hvilket omfang en af det af dem lønnede politis spidser snyder. Derefter vil borgerne rette deres respekt og optræden, og efter det vil den nødvendige reform, navnlig i personel henseende, af politiet kræves udført.
(København, lørdag 4.maj 1895)
Sædelighedsskandalen
Dr. Ussing undersøger.
Der var travlt i går ved andet kriminalkammer, hvor dr. jur. Ussing præsiderer. Denne mægtige mand har jo fået den opgave at løfte den sten, som politidirektøren og den konstituerede 3. politiinspektør har måttet lade ligge. Hvad under da, at han tilkalder sagkyndig hjælp.
Han fik den i går.
Otte københavnske journalister mødte for skranken og måtte den ene efter den anden meddele hr. Ussing deres kendskab til vort Sædelighedspolitis mindre heldige arbejdsforhold.
Vi skal her give nogle antydninger af gangen i forhørene.
Journalist B. Larsen var forholdsvis ren i papirerne. Han havde kun meddelt offentligheden, at afdøde inspektør Korn havde en forholdsvis dyr forlovede, der hed Johanne Petersen, samt at bordelværtinde Clausen havde foræret overbetjent i Sædelighedspolitiet Meyer 15.000 kr. for en tjeneste af meget privat natur.
Da disse oplysninger forlængst er bekræftet af selve politidirektøren, var der intet videre for hr. Ussing at foretage sig, end at demitere vidnet.
Efter ham mødte overretssagfører J. K. Lauridsen, der blev spurgt, om han havde sagt at der blev udskænket spirituosa på bordeller. Et bejaende svar af vidnet fremkaldte spørgsmålet, om vidnet da kunde nævne nogen hjemmelsmand for denne påstand. Hr. Lauridsen mente, at det ville være ham let at nævne nogle hundrede, når han blot fik den fornødne tid dertil, og denne tid blev ham derpå bevilget.
Resten af den halve time, vidnet opholdt sig i forhørslokalet, optoges af en samtale med hr. Ussing, hvor forskellige meninger kom til orde om et fruentimmer, der almindelig går under navnet "blonde Petra". Denne kvinde havde altid i Korns tid haft tilladelse til at komme som gæst i en herværende større vinforretning og havde søgt selskab med mænd af de forskelligste kredse af samfundet.
Nu havde "blonde Petra" været åbenmundet mod nogle journalister og blev derefter regelmæssigt noteret, når hun gav sin gamle rolle som stamgæst.
Efter at Lauridsen var afskediget, kom turen til journalist Ole Gottfried, der stod som hjemmelsmand til en hel række artikler. Han kunne dog ikke anerkende paterniteten til dem alle, medens han var i stand til at give fyldestgørende forklaring for dem, han virkelig var fader til. Med stor elskværdighed tilbød hr. Gottfried assessoren endnu nogle adresser, hvor denne kunne få yderligere oplysninger.
Han blev straks demitteret.
Endnu holdtes timelange forhør over journalist Bendixen, cand. jur. Fr. Graa og bladudgiver Henriksen. Fra alle sider regnede det med oplysninger til den ivrige undersøgelsesdommer.
Kl. 4 blev det "Aftenbladet"s tur. Herfra mødte redaktør Rex og journalist Hartvig. Også hos disse to herrer fik kriminalassessoren mange nyttige vink til brug ved en alvorlig undersøgelse af Sædelighedspolitiets hele forhold og arbejdsmetode. Vi vil håbe at han bruger den efter deres bestemmelse.
I morgen, mandag, holdes der intet forhør, men på tirsdag tager hr. Ussing atter fat, om justitsministeren da ikke på foranledning af Borgerrepræsentationen forinden fritager ham for det byrdefulde hverv.
(Social-Demokraten, søndag 5. maj 1895).
Fra Korns kælder
Sædelighedens ofre.
For 5 år siden, i januar og april 1890, bragte "Social-Demokraten" i flere artikler eksempler på den måde, hvorpå sædelighedspolitiet arbejder; den gang som nu var klagerne akkurat de samme over politiets behandling af de ulykkelige piger. Vi havde således af en læge hørt følgende, som vi allerede meddelte den 17. januar 1890:
En kvinde, der var arresteret som mistænkt for utugt og sad på "bekendelse", som det hedder, blev af en af sædelighedsbetjentene truet med, at hun hvis hun ikke tilstod, skulle sættes ind i en celle, hvor natten forud en havde hængt sig. Skrækken herover gjorde at hun vedgik det som hun bagefter for lægen erklærede sig uskyldig i. Hun blev straffet og indlagt på hospitalet, hvor det viste sig, at hun intet fejlede ....
Den omtalte selvmorder var sandsynligvis en ung pige ved navn Ellen R. , der just i foråret 1890 gjorde selvmordsforsøg i arresten. Hun var om aftenen taget af sædelighedspolitiet for en lystig optræden på gaderne og indsat i en af cellerne; om natten gjorde hun forsøg på at kvæle sig i sit halstørklæde, men opsynet kom til og forhindrede selvmordet. Da det næste dag viste sig ved lægeundersøgelsen at Ellen intet fejlede, og der ingen sigtelse forelå mod hende for utugt, måtte politiet løslade hende ....
*
Lægen fortalte endvidere om en anden ung pige, der var forlovet med en ung mand; han rejste til Sverige, hvor han fik ansættelse, mens hun blev her. Nogen tid efter, da det var hendes fødselsdag, sendte han hende med posten 4 kr. og skrev, at han for toldens skyld ikke ville købe hende fødselsdagsgave i Sverige, og han bad hende selv købe den ting, hun ønskede. En "veninde" meldte hende til politiet. Den unge pige kunne ikke nægte, at hun, før hendes forlovede rejste, havde stået i forhold til ham, de 4 kr. blev betragtet som betaling herfor, og hun undgik ikke straffen. På hospitalet, hvor hun blev smidt ind, viste det sig, at hun ikke led af nogen sygdom.
*
Disse og de øvrige anførte klager var fuldt korrekte, hvilket alene fremgår deraf, at sædelighedspolitiet tav bomstille; overfor kendsgerninger nyttede det jo ikke at komme med indvendinger.
Politiinspektør Korn ville utvivlsomt have protesteret og dementeret såfremt han blot havde den allermindste unøjagtighed at holde sig til; dette fremgår også af Korns optræden under vor senere artikelserie i april 1890, hvor vi ligeledes tog sædelighedens ofre i forsvar og kritiserede Korns Vedlister. Ved denne lejlighed indfandt politiinspektøren sig straks på vort redaktionskontor med sine protokoller og rapporter og protesterede ivrigt mod korrektheden i et par af de anførte tilfælde. Resten så han sig formodenlig ikke i stand til at modbevise, og blandt disse er følgende eksempler :
En tjenestepige fra Jylland, der tjente her i byen, blev besvangret af sin kæreste og mistede derefter sin plads. Hun gik om aftenen fortvivlet på gaden uden husly og mad, da en mand kom og tilbød hende 10 kr. hvis hun ville gå med ham hjem. I sin fortvivlelse samtykkede hun og fik de 10 kr., som hun gemte i sin hat, hvilket manden så på. Næste morgen, da hun vågnede, var sedlen borte. Manden jog hende ud og kort efter blev hun meldt til sædelighedspolitiet og anholdt.
*
En af sædelighedspolitiets betjente havde fået ordre til at anholde en ung enke, der var sigtet for at ernære sig ved utugt, hvad hun også til dels gjorde. Han gik op til hende, men i stedet for at tage hende med, blev han hos hende en hel nat. Den følgende morgen lod han en af sine kolleger anholde enken.
*
Alt dette har altså uden modsigelse været offentlig fremført i vore spalter, mens Korn levede og i sin magtfuldkommenhed regerede over Sædeligheden.
Når Korn har tiet, kan man rolig gå ud fra at han har haft sine gode grunde og at altså det anførte har været korrekt; det passer jo også godt sammen med de vidneforklaringer, som vi har aftrykt her i bladet.
Hvor urokkelig Korn den gang sad i sadlen, selv overfor en så skarp kritik, fremgår af, at han endnu i 5 år kunne drive sin trafik uhindret. Men så var også knuden til sidst strammet så stærkt at han ikke så anden udvej end at rette mordvåbnet mod sit hoved.
(Social-demokraten, mandag 6. maj 1895)
Eugen Petersen og Theodor Petersen
Da den nuværende politidirektør for 8 år siden tiltrådte sit embede havde cand. juris Theodor Petersen fungeret ca. 3 år som første politiinspektør, og chef for Ordenspolitiet.
Th. Petersens formand, afdøde politiinspektør Clausen, var en i København højst populær personlighed. Velvilje og humanitet lyste ud af den trinde mands joviale åsyn. I sine yngre dage var han særdeles aktiv og pligtopfyldende. Atter og atter indprentede han sine assistenter og betjente, at politiet skal være "alle gode og fredelige borgeres ven".
Politidirektør Vilhelm Christopher Crone (1813-1887), 1862. Fotograf Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Næst efter Crone skyldes det Clausen, at stokkemands-traditionen kun få år efter omorganisationen af 1863 tilsyneladende var så godt som udryddet. I de sidste 3-4 år af sin virksomhed var Clausen en svag, noget affældig mand.
Han var måske tilbøjelig til at se gennem fingrene med mindre brud på politivedtægten og næringsloven. Og det var sikkert ikke ganske uden grund, at der fra forskellig side ankedes over, at beværtere og andre næringsdrivende borgere følte det store ord i 1. politiinspektorat.
At sådant var uheldigt, derom kan let opnås enighed. Det er selvfølgelig ikke meningen, at første politiinspektør skal være sådan en slags "borgergeneral" i stil med Frits Holsts eller Offenbachs helte.
Derfor skal det ikke bebrejdes hr. Th. Petersen, at han i de første år af sin funktionstid tog for hårdt fat på den næringsdrivende klasse, særlig beværterne. For der var utvivlsomt misbrug at udrydde, og for hr. Th. Petersen ligger det nu engang ikke at fare med lempe.
Politidirektør Eugen Petersen (1840-1930). Fotograf Rye & Co. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Han er på bunden en brav og velvillig personlighed. Med sin gode vilje gør han ingen mand uret. Han kender ikke til persons anseelse, gør ikke forskel på en menig betjent og en konferensrådssøn.
Hans personlige hæderlighed er hævet over enhver tvivl. Men hans ydre fremtræden er noget kantet, han gør på det udenforstående publikum ofte indtryk af at være mere barsk og utilgængelig for blidere følelser, end han i virkeligheden er.
Bag den ru skal skjuler der sig megen varme og sand humanitet Vi kunne nævne adskillige intrikate private affærer, som den bryske inspektør har ordnet på en måde, der gør ham ære både som politimand og som menneske.
Politiinspektør, officer Theodor Petersen (1854-). Fotograf Atelier Moderne, P. M. Marius Christensen (1874-1907). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I denne mand, der formelt er næstkommanderende, chef for de forskellige politiafdelinger, dvs. ordens-, opdagelses- samt sædeligheds- og sundhedspolitiet - kunne en politidirektør have haft en god og uvurderlig støtte.
Vi har gyldige grunde for den anskuelse, at hr. Eugen Petersen ikke altid har stillet sig i det rette forhold til første politiinspektør. Hr. Eugen P. lod sig alt for meget dåre af tredje inspektør, Henrik Korns dueblide røst og affable manerer. Først efter revolverskuddet er han nået til den erkendelse, at han har næret en slange ved sin barm.
Og er hr. Theodor P. end ifølge loven 2. og 3. politiinspektørs overordnede, så er udviklingen gennem mange år - særlig på grund af den afdøde opdagelsesinspektør, Martin Hertz's store begavelse og indflydelse hos Crone - dog gået i den retning at de tre inspektører i realiteten står som sideordnede.
Derfor har hr. Th. Petersen ikke kunnet udtale sin uforbeholdne mening om Korn til Hr. Eugen Petersen. For at hr. Theodor Petersen ikke nærede nogen ubetinget agtelse for Henrik Korn, er indenfor politikredse en offentlig hemmelighed. En helt anden sag er det selvfølgelig, at første inspektør ingen anelse har haft om Korns kassemangel.
Derimod var hr. Theodor P. ganske sikkert klar over Korns mangel på visse moralske begreber, men som forholdene nu en gang rent faktisk er mellem inspektørerne, måtte der en særlig anledning for ham til at gøre den fælles chef opmærksom derpå. Meget ville have været anderledes, hvis hr. Eugen P. havde øget sit manglende personalkendskab til politikorpsets officerer og betjente ved hyppigere forespørgsler og henvendelser til hr. Theodor Petersen.
Og havde den nuværende politidirektør mindre ladet sig hypnotisere af Korns åleglatte slebenhed og i højere grad vist fortrolighed overfor Th. Petersen, så ville han ikke have tilføjet sig det grundskud, der med et gjorde ham til den mest upopulære mand blandt alle Københavns betjente.
Vi sigter herved til den famøse affære mellem overbetjent Huth m. fl. og de to små Ricard'er. Det skal slet ikke benægtes, at der fra politiets side i sin tid skete overgreb mod de to konferensrådssønner, men derfor var den stedfundne afskedigelse, særlig af Huth, alligevel unødvendig hård, og i realiteten, om end ikke formelt, et vidnesbyrd om en mangel på upartiskhed og sand retfærd, der ikke klæder en politidirektør.
Og det vakte med rette stor forbavselse, at hr. Eugen Petersen selv ledede undersøgelsen mod Huth m. fl. og ikke lod den foretage af vicepolitidirektør Ravn, der ellers plejer at forestå den såkaldte politiprotokol.
Ja! forbavselsen blandt Københavns betjente, den steg til ligefrem indignation, da hr. Eugen Petersen vægrede sig ved at efterkomme de anklagede betjentes ønske om kriminel tiltale, men uden videre gav dem afsked på gråt papir.
Formelt havde hr. Eugen Petersen naturligvis ret til at handle, som han gjorde. Men i realiteten? Spørg medlemmerne af politietaten lige fra første politiinspektør til den yngste betjent. Og svaret lyder sandelig ikke i favør af Hr. Eugen Petersens juridiske handlemåde.
Ikke mindst derfor er det et almindeligt ønske indenfor korpset, at den nuværende direktør snarest muligt får den hvile, han efter kun 8 - otte - års virken så hårdt tiltrænger, hvad enten det nu bliver som amtmand eller pensionist.
Og publikum?
Det fordrer en ren og skær afskedigelse af den mand der har haft det vidunderlige uheld at gøre sig lige ilde lidt og upopulær af sine underordnede og af byens borgere
Policeman.
(København, 6. maj 1895).
Eugen Petersen havde som politidirektør i marts 1889 anmeldt August Strindbergs teaterstykke "Frøken Julie" til justitsministeriet, og politiet mødte op til generalprøven og forbød opførelsen. Den blev i stedet opført 14. og 15. marts ved en hasteimproviseret privat forestilling. Stykket skulle have haft verdenspremiere i Dagmarteatret 2. marts 1899. Højrepressen indledte en pressestorm mod opførelsen som usædelig. Stykket er senere blevet anset som et hovedværk i naturalistisk dramatik.
I november 1895 blev Theodor Petersen syg. 12. november 1895, Han blev dog raskmeldt nogen tid efter.
