10 februar 2023

Barrison forbudt i Apolloteatret. (Efterskrift til Politivennen)

Das gestrige erste Auftreten der Lona Barrison im Apollotheater ist nicht nur ohne Störung erfolgt, wozu noch in den letzten Tagen an der Strasse vertheilte Zettel animirt hatten, sondern sogar under lebhaftem Beifall des überaus zahlreichen Publicums. Die Barrison underschied sich nicht allzuviel anderen Chansonetten Sängerinnnen. Allerdings sang sie zu Fuss und zu Pferde.

(Allegemeine Zeitung, 4. oktober 1897)

In der heutigen Sitzung des Polizeisenats bildete Lona Barrison den interessantesten Gegenstand. Es wurde mitgetheilt, dass am Samstag Abend nach Schluss der ersten öffentlichen Vorstellung eine Privatprobevorstellung vor Mitgliedern der beiden städtlischen Collegien stattgefundet hate, welche darüber entscheiden sollten, ob eine vorher verbotene Entkleidungsscene und ein "Reiterlied" zum öffentlichen Vortrag zuzulassen seien. Nach dem Gutachten der Herren wurde mitgetheilt, dass auch in anderen deutschen Städten wegen der zulassung dieser beiden nummern angefragt worden sei. Darauf hat di Münchener Polizeidirection erwidert, sie würde sie verbieten, falls die Barrison nach München käme, und aus anderen Städten sind analoge Antworten eingegangen.

(Allgemeine Zeitung, 7. oktober 1897).

08 februar 2023

Fru Bøhm. (Efterskrift til Politivennen)

Gaar blev Fru Bøhm begravet fra Vestre Kapel. Fru Bøhm var gift med en Artist i Cirkus, og var en nydelig ung Dame af dansk Oprindelse.

Hun døde paa Kommunehospitalet efter en Operation i Underlivet.

I Gaar, Kl. 12, blev hun som sagt begravet.

Der fandtes Kranse fra samtlige Beridere, Staldmestere, Kontrollører og Balletdamer. Specielt havde Dir. Caspar, Miss Ella og Dir. Rasmussen, sendt Kranse.

Det Hele var meget højtideligt.

Hr. Bøhm havde, skønt han er tysk, ønsket, at en dansk Præst holdt Talen, eftersom hun var død i Danmark.

Pastor Gottschalck-Hansen talte da overmaade kønt og sympatetisk over den unge 27aarige Kvinde der under sit omflakkende Liv havde fundet en saa tidlig Død.

Artisterne bar Kisten fra Kapellet ned til Graven, der laa ned mod Kalvebodstrand. Et Orkester, sammen sat af "Cirque du Nord"s Medlemmer spillede en Koral; og to Sange blev afsungne ved Graven.

Den unge Kones Mand var dybt nedbøjet. Han og hans Hustru havde netop komponeret et nyt Nummer, med hvilket de skulde rejse, naar Sæsonen var forbi. Begge havde de fra 6 Morgen til 12 Middag arbejdet med beundringsværdig Energi, og de ventede sig en lys Fremtid.

Nu var Arbejdeet færdigt. De beredte sig til at flyve ud i den vide, vide Verden -

Saa bliver hun syg - og saa!

Den ubønhørlige Død overrafler dem, midt i deres virksomme og til Tider farefulde Gærning.

Derfor var heller intet Øje tørt, da Kisten sænkedes i Jorden ud for det venlige Hav, som kranser Sjællands smilende Vange.

Man vidste:

Her var det Kærlighed og Trofasthed, som forbandt de Tvende. Og Arbejdet, der sikrede deres Fremtid var spildt. Alvorligt Spildt.

Publikum forstaar maaske næppe det Sidste

This de ved ikke, at selv den simpleste Klowns Grimacer har kostet ham Aar af Arbejde.

(København 14. august 1897).

Annonce i Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 3 august 1897.

Fru Bøhm var ansat ved Cirque du Nord og gift med en berider. Hun døde af en underlivssygdom. Cirque du Nord optrådte 1894 og 1897-1899 i Cirkusbygningen i Jernbanegade i København. 1897-1898 var William Casper daglig leder.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden dag kom ud på kirkegården for at se til en grav hvori et af mine børn hviler, beder jeg en af graverkarlene om at klippe hækken på graven, hvilket han lovede. Men da vi når graven, ser jeg til min forbavselse, at hækken, som har stået på graven i 12 år, er borte, hvorimod et lille gravkors og nogle blomster endnu var til stede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt.

Jeg henvendte mig så på kontoret.
- Hvorledes kan sådant ske? spurgte jeg
- Vi kan ikke vare for andre grave end for dem, som bliver passet herfra. For øvrigt, når der ikke gøres noget ved en grav i to år, sløjfes den.
Men mit gravsted er hvert år blevet passet, så det kan ikke komme ind under sidste kategori.

Men jeg spørger: Hvor er mit hegn bleven af? Og skal dagvogterne på kirkegården ikke have tilsyn med andre grave end dem, som er under kontorets forsorg?

Rette vedkommende vil vel svare herpå!

Med tak for optagelse

Deres
Holm.

(Aftenbladet (København) 15. august 1897)

07 februar 2023

Barrisons opløst 1897. (Efterskrift til Politivennen).

"The five Barrisons", de bekendte 5 variete-sangdanserinder som har gjort så stor lykke rundt om i Europa, trækker sig nu tilbage til privatlivet.

I løbet af 5 år har de opnået at kunne indsætte 480.000 mark i Dresdener Bank.

Unægtelig et godt resultat.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 20. maj 1897).


Hos Barrisons.

Medens regn og sol veksler hastig udenfor, sidder vi i en hyggelig konversation med de 3 søstre Barrisons i en af Angleterres saloner. De tre søstre - frk Olga, frk. Inger og frk. Gjertud - der som bekendt, tilhører det i Amerika og over næsten hele Europa bekendte sangerselskab gæster jo for tiden deres slægtninge her i København. De tre unge damer har ikke været hjemme, siden de som børn forlod Danmark. De rejste da herfra sammen med deres forældre og deres to søstre, hvoraf den ene, frk. Abelone - Lona - er gift med impresarioen Fléron, medens den anden for to år siden ægtede en grev Bernstorff og nu med sin mand bor i London. Alle de fem søstre optrådte oprindelig i det bekendte sangnummer, der har været præsenteret på de fleste af Europas og Amerikas store varietéscener. Kun her i Danmark og i England er søstrene endnu ikke optrådt Frk. Sophie optræder imidlertid ikke mere efter sin mands ønske. Og fru Fléron alias frk. Abelone - kendt fra "Tommeliden" på Kasino, i hvilket udstyrsstykke hun i sin tid vil mindes som tambourmajoren - har foreløbig trukket sig tilbage for at gennemgå en kur. De to søstre er på scenen blevet erstattede med to englænderinder.

. . . Konversationen falder naturlig på den fornylig tilendebragte store proces mellem Barrison'ernes impresario, hr. Fléron, og Artistbladets redaktør, hr. Otto, en proces, der jo vakte uhyre opsigt i den internationale artistverden, hvor de fem søstres enestående succes selvfølgelig ikke havde undgået at vække jalousi og misundelse hos en del kolleger. Resultatet af retssagen i Düsseldorf blev, som det vil vides en komplet sejr for Barrisons, idet hr. Otto ikke kunne bevise sine sigtelser mod hr. Fléron og hans selskab.

Fik. Olga, den ældste af søstrene, fører særlig ordet. Hun ser meget dansk ud. Hendes to søstre ligner derimod Albions døtre og har heller ikke bevaret deres modersmål så godt som frk. Olga.

Hr. Ottos artikler er, siger frøkenen, dikteret af hans raseri over, at Fléron ikke ville avertere i hans blad.

Frk. Olga meddeler dernæst at hr. Otto slet ikke har formået at umuliggøre Barrisons' optræden i Tyskland. Tværtimod. De kan få engagement overalt i Germanien. Og i løbet af næste vinter skal de til flere tyske byer. For tiden har de en kort ferie efter at have optrådt uafbrudt i 3 år. Men allerede den 15. d.s. er deres frihed endt. De skal så til det store badested Ostende, hver de har engagement. Forøvrigt agter de at "gøre" Rusland; I zarriget har de, som sagt endnu ikke sat deres fod.

Deres "nummer", som vi så i sin tid i Hamburg, er stadig det samme. Kun får søstrene af og til nye sange og kostumer. Deres kendte amerikanske og engelske melodier har de dog  vedblivende på repertoiret; en sang som "Linger, longer, loo" synes publikum ikke at kunne blive ked af. Og i alle deres kontrakter forlanger direktørerne udtrykkelig, at de skal foredrage denne melodi.

Frøken Olga mener, at Barrisons ensemblet endnu vil kunne gøre sig i 3 år. Hr. Fléron har allerede tjent en formue på "nummeret" i de 3 år, der er gået. Frøkenen er forøvrigt selv ked af varieteen. Hun og hendes mestre optrådte først på rigtige teaterscener i Amerika og spillede oven i købet i store dramaer.

Fik. Olga betror at at hun har en brændende kærlighed til teatret, og at hun intet hellere vil end spille alvorlig komedie - her i København. Hun agter derfor at søge engagement ved en københavnsk scene enten i år eller næste år. Hun har for resten tidligere været på de københavnske teaterbrædder. I sin tid var også hun en lille pige ligesom fru Fléron sammen med frk. Inger - inden de repatrierede sig - ved Kasino i den rasmussen'ske periode, de medvirkede dengang bl. a. i "Rejsen til Månen".

Vi ønsker Frk. Olga held som "grande tragedienne" og tager afsked med hende og søstrene der allerede i går forlod København for at tiltræde deres nye engagement.

Anatole.

(Dannebrog,(København), 14. juli 1897).

"Linger longer loo" (1894) af Willie Younge, musik af Sidney Jones inspirerede bl.a Toulouse Lautrec til at tegne Yvette Guilbert da hun sang nummeret:

"Love laughs at locksmiths" so they say, but don't believe it's true,
For I don't laugh when locked away from my own darling Loo;
You'd feel like me if you could see the girl who owns my heart,
And understand my misery whenever we've to part.
I seem as though cut in two, my heart is my own no more,
And so I sing to little Loo, to keep her at the door:

Kor:

"Linger longer, Lucy, linger longer, Loo;
How I love to linger, Lucy, linger longer, you;
Listen while I sing-ah, promise you'll be true;
Linger longer, longer linger, linger longer, Loo."

You should have seen my Loo and me, once strolling side by side,
The day I asked her if she'd be my little, blushing bride;
She hung her head, her face grew sad, her eyes glanced up to mine,
And in a trembling voice she said, "Yes, darling, I'll be thine."
We then had a loving kiss-I murmured, "Once again,"
And to prolong such perfect bliss, I sang the old refrain:- (Kor).

And now I'm counting every hour 'till she becomes my wife-
Until this beauteous, budding flower is grafted on my life;
And when it's done, and we are one, still strolling side by side,
We'll face the world, and know there's none will dare us two divide.
As we wander hand in hand, as each to each we cling,
All those who look will understand the reason why I sing: (kor).

06 februar 2023

Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 


Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 


Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.


En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"