Begravelsen i Gaar paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene af Gartner Herman Petersen og hans Forlovede, Frøken Agnes Andresen, jordfæstedes, formede sig til en Begivenhed, der ret karakteriserer Præsteregimentets Magt.
Som omtalt havde Herman Petersens Venner ønsket at synge et Farvel i Kapellet samt at lade den socialdemokratiske Fane vaje ved de to Baarer - men Præsten Ussing fra Jesuskirken i Valby nægtede rent ud sin Tilladelse hertil. Det er den samme Øl-kirkepræst, som forbød Musik (men ikke Øl) paa Frederiksberg Pinse-Morgen. Præsten Glahn ved Frederiksberg Kirke, der havde konfirmeret den unge Pige, nægtede paa Forespørgsel at tale ved hendes Baare, og de Efterladte var da henvist til Hr. Ussing, der er bekendt for sin Fanatisme og bl. a. har faaet sit Navn i Folkemunde ved den populære Sang i "Sommerrevuen om Pinse-Solen.
Hr. Ussing svarede Familien, at han ikke kunde tillade firstemmig Sang ved denne Lejlighed!!!. Hvad Fanen angik, saa kunde han ganske vist ikke forbyde, at den ledsagede Kisterne, men i saa Fald vilde han ikke tale.
Den afdøde Herman Petersens Broder gjorde opmærksom paa, at Fanerne var floromvundne.
"Det nytter intet", svarede Hr. Ussing. Og han tilføjede: "Jeg skriver for Tiden en Bog om Selvmordere og om Ceremonierne ved deres Begravelse. Denne Bog udkommer om kort Tid, og jeg vilde komme i Modstrid med de Meninger, som jeg fremsætter i Bogen saafremt jeg føjede Dem i Deres Ønsker."
Efter denne Indledning var der Grund til at vente, at Præsten vilde give Anledning til yderligere Forargelse ved selve Begravelsen.
Kl. 12 i Gaar Middags var en talrig Skare samlet paa Kirkegaarden, og det lille Kapel blev hurtig fyldt til sidste Plads. Det socialdemokratiske Sangkor fra Valby var mødt med floromvunden Fane, men trods indstændig Anmodning i sidste Øjeblik nægtede Ussing den Adgang til Kapellet.
De to lyse Kister var stillet Side om Side og dækkedes med et overvældende Flor af duftende Kranse og Blomster - den sidste Hilsen fra de Afdødes store Familie og Vennekreds. Blandt Kransene bemærkedes flere med store røde Sløjfer, der var sendt fra de socialdemokratiske Foreninger.
Efter en Ventetid paa en Snes Minuter arriverede Hr. Ussing, bleg og mager, af et asketisk Udseende og med kolde, haarde Øjne; hele Mandens Optræden viser, at han staar uforstaaende og udeltagende overfor de almindeligste menneskelige Følelser. Han har kun et Maal: hensynsløst at pege paa Svovlpølen som det endelige Opholdssted, og man maa lade ham, at han i fuldt Maal benyttede sin Talefrihed, selv om to stakkels Moderhjærter krymper sig derunder.
Hr. Ussing sagde bl. a. følgende :
Vi samles her i en saare alvorlig Anledning. Mørket har overfaldet de to unge Mennesker, ved hvis Baare vi staar. De havde heldigvis ikke gjort sig skyldig i noget, der i Menneskenes Øjne anses for ondt. Aarsagen til deres Død var uforklarlig, og Sorgen bliver da faa meget større for de Efterlevende . . .
Indtil dette Punkt var Hr. Ussings Tale ret moderat. Men havde Præsten klappet med den ene Haand, saa slog han nu til med den anden. Han fortsatte omtrent saaledes :
Men det kan ikke forties, at disse unge Mennesker har overgivet sig til Mørket, de har gjort sig skyldig i en af de store Synder, baade overfor Gud og Mennesker. Der er onde Aander oppe i Tiden, som stiller sig undskyldende overfor Selvmordere og siger, at vi ikke bør dømme disse Stakler. Men Guds Ord skal have Lov til at stemple saadanne Ord som Løgn. Man siger om Selvmord, at det er "at dø i Skønhed". Man kan kun tale om at dø i Skønhed, naar man ser Døden fremstillet paa et Teater eller beskrevet i en Roman, men ikke, naar man staar med Virkeligheden for Lynene. De, der hin Morgen kom ind i Stuen paa Valbygaardsvej og saae de to Lig, kunde ikke paastaa, at det var en Død i Skønhed . . .
Præstens Tale afbrydes her af en stærk Hulken, en krampagtig undertrykt Graad - det er den afdøde Herman Petersens gamle, svagelige Moder, der segnefærdig maa klynge sig til en af sine Slægtninge.
Forsamlingen er stærkt indigneret over Præstens Udtalelser og udtaler sig herom saa højlydt, at det overdøver Talen. Da der atter bliver Ro, fortsætter Hr. Ussing - han er øjensynlig fuldt opsat paa at repetere et Kapitel af sin Selvmorderbog:
Det er pjaltede Mennesker, som ikke ved, hvad Mod er. Der skal mere Mod til at leve end til at dø. Lad os ikke prise det, som ikke er Pris værd. Man har sagt, at det her dog var Kærlighed, som havde ført dem i Døden, og Kærlighedens Kaabe skjuler Syndernes Mangfoldighed. Men det var ikke Kærlighed, men Egenkærlighed, ikke alene at tage sit eget Liv, men ogsaa en andens Liv. Vi ved ikke, hvem af dem der først tog Beslutning om at dø. Men der er ingen Undskyldning for den, der fortvivler og erklærer, at han ikke længer kan leve. Dette siger jeg dog ikke for at dømme disse to Mennesker - dem skal Gud dømme. Sker der en saadan Ulykke, da skal vi efterlevende dømme os selv og det Samfund, der priser en saadan Død, et Samfund, der optager Menneskenes Sind med mange Spørgsmaal, men glemmer Gud ....
Der er ogsaa dem, der har sagt om disse To, at nu har de jo Fred. Ingen Kristen har Lov til at sige dette. Ingen ved, om disse Døde har det godt. Husk vel paa, at Herren siger: Den, der ikke troer, gaar hen til et evigt Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, til et Sted, hvor der er forfærdeligt!
. . .
Atter lyder der Skrig og Graad fra Kvinderne; Situationen bliver et Øjeblik helt uhyggelig; Forsamlingen føler Medlidenhed med den stakkels Familie, mod hvem Præsten har vendt sig og slynger sine sidste truende Ord. Nu er det heldigvis Slut, og man trækker atter lettet Vejret, som befriet fra et uhyggeligt Mareridt. Men det er uforstaaeligt, at Folk i det hele taget anmoder Præsterne om at tale over de Døde.
Kisterne bæres ud af Kapellet; den floromvundne Fane føres nu frem og bæres i Spidsen for Toget. Saasnart Hr. Ussing, der bærer lavpullet, bredskygget Kvækerhat, faar Øje paa Fanen, raaber han: Væk med den! Væk med den! Sogneraadsmedlem Therkelsen parlamenterer med Præsten, mens Toget et Øjeblik standser. Det ender med, at Præsten giver sit Samtykke paa den Betingelse, at Fanen bæres sammenrullet!
Fællesgraven er gravet helt ude paa det lave, flade Terræn tæt ved Frederiksholms Teglværker, hvor der endnu fuldstændig mangler Beplantning. Fra Gravtuen ses et vidtstrakt Panorama: paa den ene Side Kalveboderne med Amagers Kyst, og langt ude i Horisonten Køgebugt, og paa den anden Side Valby med de lave, landlige Huse, hvor de unge Mennesker boede, og hvor Selvmords-Dramaet foregik.
Efter at Kisterne er sænket i Graven, - Hermans nederst og Agnes' øverst, - og Præsten har udført Jordpaakastelsen, træder Fanebæreren til og svinger det røde Banner tre Gange over Graven. Nu, da Præsten fuldført sin Funktion og er parat til at stige til Vogns, træder Sogneraadsmedlen Therkelsen hen til ham for at saa en Forklaring om, af hvad Grund han stillede sig saa afvisende overfor Fanen. Det store Følge lytter opmærksomt til, men føler sig ikke tilfredsstillet ved Hr. Ussings Argumenter.
Indignationen vokser, og da Præsten tilsidst afbryder Samtalen og kører bort, stormer Folk sammen om hans Vogn og - raaber et demonstrativt Hurra! Tre lange, taktfaste Hurraraab tordner hen over Kirkegaarden og afbryder Gravstilheden, mens Ussings Vogn ruller bort.
Et lignende Optrin er næppe nogensinde tidligere forefaldet i de Dødes Have. Vinder Hr. Ussing mange saadanne Sejre, er det snart ude med ham og Præstevældet.
Men det var jo en god Reklame for hans forventede Værk om Selvmorderne.
Dramaet.
De Dræbtes Begravelse i Gaar.
Pastor Henry Ussing
Talen
En Kamp om Fanen!
Skandaløse Optrin paa Kirkegaarden
Den Forventning, vi Gaar udtalte om, at man vilde sørge for, at Begravelsen af det unge Kærestepar fra Valby, Herman Petersen og Agnes Andresen, ikke gav Anledning til offenlig Forargelse, har desværre ikke bekræftet stg.
Tværtimod blev Begravelsen Anledning til forargelige og skandaløse Optrin.
I det Efterfølgende vil vi give et tro Referat af denne den uhyggeligste Begravelse, det nogensinde er falden i vor Lod at overvære
Foran Kapellet
paa Vestre Kirkegaard havde der ved Tolvtiden samlet sig en stor Del Mennesker, som afventede Præstens Ankomst.
Foran Indgangen stod Medlemmer af den socialdemokratiske Sangforening med deres røde Silkefaner.
Da Hr. Ussing i sin Landauer kørte op foran Porten - en Snes Minuter over den fastsatte Tid - blev han straks adspurgt af et Bestyrelsesmedlem.
- Maa vi tage Fanen med ind i Kirken?
- Nej!
- Hvorfor? Er det, fordi vi er Socialdemokrater?
- Nej. Jeg er selv Socialdemokrat, det gør Intet. Men, de, der skal begraves, er Selvmordere - dem maa der ikke gøres Stads af! De skal begraves i Stilhed.
Efter delte Ordskifte gik Præsten ind i Kapellet.
Omkring Kisterne
Det lille Kapel er overfyldt til stuvende Trængsel. Luften er kvælende tung at indaande. Foran de to Egetræskister, der er dækkede med smukke Kranse, sidder de Afdødes Familier, alle klædt i dybeste Sorg. Det øvrige Publikum staar op, saa tæt, at der er ikke Plads til at røre sig en Tomme.
Efter at Præsten er traadt ind, bliver der afsunget en lang Salme. Der er ingen Musik, ligesom der heller ikke er Lys i Kapellet. Kun Faa synger.
Saa træder Præsten frem, beder en kort Bøn og oplæser det Skriftsted, han vil tale over:
"Lyser er endnu en liden Stund hos Eder - vandrer derfor varligen, mens I have Lyset, at Mørket ej skal falde over Eder
Efter at have oplæst dette Skriftsprog, begynder Præsten paa
Talen,
af hvilken vi paa Stedet nedskrev et omtrent ordlydende Referat, som vi her gengiver med enkelte uvæsenlige Forkortelser.
Han begynder saaledes :
- Lyset er dette Livs Lys. Lad os huske, at Livet er kun en liden Stund. Men, vi ved ikke, hvor længe. Ingen af os har Brev paa, hvor gamle vi skal blive. Derfor gælder det om at bruge den Tid, vi har, og at vandre frem ad den Vej, der fører til Lyset.
Der skinner Lys i denne Verden, men det er omgivet af Mørke.
En alvorlig Anledning
Han sænker nu sin Stemme til en Hvisken, idet han fortsætter:
Det er en alvorlig Anledning, der har kaldt os sammen her.
Mørket har overfaldet to unge Mennesker, og vi er bevægede til den dybeste Medlidenhed med deres Skæbne.
Det var unge, raske Mennesker med Udsigt til et langt og lyst Liv. Men saa faldt Mørket over deres Sind, og de begik denne foriærdelige Gerning.
Enhver, der har lidt Følelse i Hjærtet, maa have Medlidenhed med dem. Vore Hiærter maa bæve af Medlidenhed. Sært vilde det være, dersom vi ikke følte med i den dybe Sorg, der hersker i Hjemmene, som disse To har efterladt sig.
I Stilhed vil vi da følge dem til deres sidste Hvilested.
Familjens Sorg.
Præsten vender sig nu direkte til Familjen, og udtaler med blid Stemme:
- I siger, at det var unge, livfulde, ja, flinke og brave Mennesker. Det er en Trøst, at I kan tale svaaledes om dem, en stor Trøst, at de ikke har forladt Verden, fordi de har gjort noget Ondt i menneskelig Forstand. Men ...
I skal høre Guds Ord!
Her hæver Præsten sin Røst, idel han ligesom retter sig op og næsten raaber. Med en prælatmæssig Myndighed i Tonen fortsætter han:
..... Men, det gør paa den anden Side ogsaa Sorgen ubegribeligere og større. Naar vi nu staar her med mørke Hjærter, saa kan vi ikke glemme, at Guds Ord har noget at sige. Guds Ord maa holdes i Ære! Og det kan da ikke skjules, naar I nu har ønsket Guds Ord talt her - (henvendt til Familjen): "Og det var var jo Eders Ønske?- - saa kan det ikke forties at de, der selv overgiver sig til Mørkets Magt, begaar en stor og forfærdelig Synd.
Et Barn græder.
Paa dette Tidspunkt begynder et Spædebarn at skrige himmelhøjt ude i Forhallen. En Hund gøer, der tysses og støjes, saa det er næsten umuligt at følge Præsten. Han fortsætter:
- Dette skal ikke siges for at dømme de Døde, men for at retlede de Levende.
Del er en Synd, den Merstørste Synd mod Gud at begaa Selvmord, og det er den største Synd mod Menneskene.
Og dette skal siges saa meget des stærkere i vore Dage, fordi det er onde Aander oppe i Tiden, som priser denne Synd. De nøjes ikke med med at undskylde den, men de oplyser den forfærdelige Synd som den skønne og sande Død. Men med Guds Ord vil vi stemple stige Røster som Løgnen? Tale. Nej, det er og bliver en Synd !
Man har talt store og berømte Ord om at dø Skønhed.
Del et en forvirret Hjærnes tale.
Dette er dog ikke at dø i Skønhed - hvem tør sige Sligt ?
Det kan være skønt at se det paa Teatre, eller at læse det i Romanerne, men saaledes er det ikke i det virkelige Liv.
Et stygt Syn!
Pludselig hæver Præsten sin Røst paany, idet han taler ud over Forsamlingen med gennemtrængende og hævet Røst:
Hvad tror I, de Mænd mener, som hin Morgen trængte ind i Værelset paa Valbygaard, hvor disse Mennesker laa døde? De siger sikkert ikke, at det var skjønt, hvad de der saae?
Demonstrationer
Fra Forsamlingens Baggrund lyder der i dette Øjeblik harmfulde Udbrud. "Fy! Fy!" raaber Nogle "Lad os gaa," siger andre. "Vi vil ikke høre mere!" En Del oprørte Mennesker trænger op mod Kapeldøren for at slippe ud. Under den stærke Uro, der opstaar, hører man fortvivlet Hulken og klagende Udbrud fra de Kvinder, der omgiver Kisterne. Herman Petersens Moder græder højt og fortvivlet.
Præsten har forsøgt at fortsætte, han priser den Død, der er efter Salmens Ord "Lær mig o Skov at visne glad," i Modsætning til den stygge Død, der fremkaldes af Lidenskabernes vilde Storm, der river Løvet af Træerne og knækker de tykkeste Skovstammer.
Tilsidst maa han dog holde op. Han ser med lynende Øjne og rynkede Bryn ud over Forsamlingen, i hvilken Uroen er stor. Hans Tavshed og hans af en mægtig Fanatisme lynende Blikke frembringer den Ro, som hans Tale har afbrudt. Efter et Minuts Ophold forsætter han sin Tale.
Var de modige ?
Præsten fortsætter:
- Mange siger at der skal Mod til at give slip paa Livet. Ja, der gives et saa stort Pjatteri hos Folk at de ikke en Gang har Mod til at begaa Selvmord.
Men, lad os tale alvorligt og tilstaa, at der skal mere Mod til at leve Livet end til at dø.
Jeg kalder det ikke modigt, at man render fra det Hele!
Nej, lad os ikke prise Sligt!
Var det Kærlighed?
Saa siger man :
Men, det er Kærlighed!
Ja, Kærlighed er een stor og skøn Følelse. Men her er det ikke den store, skønne Kærlighed, som det saa gerne vil give sig ud for at være. Hvis det var saa, da kunde man bøje sig derfor. Men det er slet ikke Kærlighed - det er kun Egenkærlighed!
Saa forfærdeligt det end er at sige det: Det er lige det modsatte af Kærlighed, at tage en Andens Liv med sig i Graven.
Mellem de to maa Gud dømme, men vi skal have Lov at sige:
Nej, det er ikke Kærlighed!
Samvittigheden!
Der et to Lys : Lyset i Guds skrevne Ord og Lyset i os selv Naar Guds Lys overskygges af Vantroens Sorger, har vi Lyset i vor egen Sjæl, den menneskelige Samvittighed.
Den største Ulykke for et Menneske er at give slip paa sin Samvittighed, saa han glemmer at spørge: Hvad er Ret?
Giver vi efter for øjeblikkelige Stemninger, det kun er halv Sandhed, saa er det en skrækkelig Ulykke. At gøre, hvad der er Uret, gøre, hvad man kun i øjeblikket har mest ulyst til, det er en forfærdelig Utroskab imod Samvittigheden, men en endnu større Synd mod Guds Ord deroppe!
Er man tilmed født i et kristent Land og døbt i Jesu Kirke, saa er det en frygtelig Utaknemlighedens og Vantroens Synd.
Der er ingen Undskyldning for den, der døer i Fortvivlelsens Mørke, naar han har Lyset over sig!
Kan Du ikke andel i Din Ulykke, saa kan Du kaste Tig paa dine Knæ og bede til Gud!
Synd ! Synd !
Præsten vender sig nu mere direkte til hele Forsamlingen, idet han udtaler :
- Saa skal det del da være sagt, at disse Mennesker har sluppet Lyset for at kaste sig ud i Mørket. Det er en grusom Synd! Gid Eders hjærter i denne Stund maatte føle en saadan Frygt og Bæven, at I aldrig vil kunne gøre en saadan Gærning!
Samfund og Kirke!
- Dog - disse to Mennesker bærer ikke hele Skylden for det forfærdelige.
Lad os tilstaa: Samfundet, hvor saadanne onde Selvmordsgjærninger prises i høje Toner, har ogsaa sin Del af Skylden.
Og den Kirke, som har døbt og opdraget dem, bærer ogsaa Skyld, fordi den ikke har mægtet at vække dets Samvittigheder.
Lad kun kirken slaa sig for Brystet hver Gang der sker saadanne Gærninger!
Et Glimt af Haab?
Præsten siger derefter Noget, der vækker Opmærksomhed. Han antyder, at deres Forstand kan have været omtaaget i Gerningsøjeblikket. Derfor maa man ikke dømme dem. Endvidere:
- Ingen ved, hvad der er sket i deres Hjerter i det Øjeblik, de endnu levede, efter at de havde skudt sig! Jesu Kærlighed er umaadelig. Endnu i den sidste Stund kan han gøre et Under med Mennesket, der døer i en Synd!
Præsten forlader imidlertid hurtigt disse mildere, men meget dunkle Antydninger, og nu anslaar han meget kraftige Toner :
- Nogle trøster sig, idet de siger:
"Ja, det var sørgeligt som det gik. Men nu har de Fred, nu er de lykkelige."
Det kan en Kristen ikke sige - det maa han ikke sige.
Vi ved ikke om de er lykkelige. Men vi véd af Guds Ord, at de, der slipper deres Faders Haand, gaar ind i det yderste Mørke, hvor der er evig Graad og Tænders Gnidsel! Hvo, der tror, bliver salig, men hvo, der ikke troer, er fordømt til det evige Mørke
Endelig er Præsten færdig.
Hans sidste Ord er en Bøn om, at de, der har staaet de Afdøde nær, maa finde Trøst i deres dybe Sorg.
Grennem Præstens Ord lyder uafbrudt fortvivlet Graad og Hulken fra de Kvinder, der sidder nærmest Kisten.
Til Graven!
Kapellets Døre smækkes atter op, og Folk presser sig ud paa Kirkegaardspladsen.
Midt i Skaren kommer de to Kister, baarne af kraftige Mænds Arme, ud af Kapellet.
Sangforeningens Fane er løftet højt foran Toget og smælder i den stærke Blæst paa sin høje Stang.
Pastor Ussing er kommen efter Kisterne. Da han ser Fanen, kalder han ad en Kirkebetjent.
- Sig til dem, at de skal tage den Fane væk !
Betjenten styrter i fuld Firspring ud paa Pladsen, hvor han raaber til de Forreste :
- Væk med Fanen!
Der bliver Uro, og Toget standser.
Paany forsøger Folk fra Sangforeningen at paavirke Pastor Ussing :
- Nej, siger han, hvis Fanen ikke kommer bort, gaar jeg ikke med til Graven!
Saa bæres Fanen til Side, og Toget sætter sig atter i Bevægelse.
Dog, rundt om fra lyder der dæmpede Raad til Fanebæreren :
"Fanen frem!"
Og tilsidst gaar han virkelig frem med Fanen igen og gaar foran Toget.
Kun løfter han ikke Fanen i Vejret, men sænker den ned mod Jorden.
Jordpaakastelsen
Begravelsespladsen er langt borte, i Kirkegaardens yderste Ende. Man ser Frederiksholms Teglværk tæt foran sig, Kallebodstrands blaa Vandflade sænker sig nær derunder. Man vader
i et frygteligt Søle.
Graven er dyb. De to Kister skal staa ovenpaa hinanden Først sættes Herman Petersens Lig i Jorden, hvorpaa Præsten forretter Jordpaakastelsen, og læser "Fadervor". Derefter drages Agnes Andresens Kiste ned i det sorte Dyb.
Da Præsten ogsaa har kastet Jord paa den unge Kvindes Kiste, tager han Afsked med Familien.
Medens dette foregaar, trænger Fanebæreren sig op til Graven og sænker Fanen tre Gange ned over den - den sædvanlige sidste Hilsen.
Præsten gør intet Forsøg paa at hindre denne Demonstration. Men idet han træder bort fra Graven, hilser han paa et af Valby Sogneraads Medlemmer, Hr. Therkilsen.
En Diskussion.
Og med denne Mand indlader Præsten sig nu i en længere Diskussion, den frembyder et mærkeligt Billede.
Omkring de to Mænd, der hæftigt disputerer om Præstens Kompetence til at forbyde Fanernes Udfoldelse, danner der sig en stor Gruppe Mennesker, der ivrigt trænger og skubber omkring dem.
Latter og spottende Bemærkninger lyder lil Præsten, der siger:
- Her er jeg Herre. Der bliver intet juridisk Spørgsmaal ud af den Ting!
Tilsidst bliver det dog øjensynligt Præsten for hedt. Hurtigt byder han Therkilsen Farvel og skrider ud gennem Menneskemængden.
Han faar da
Et sidste Farvel!
Det kommer her til et Optrin, der heldigvis er uhørt paa Kirkegaarden, hvis Fred dog altid respekteres.
