Bech-Olsen vs. Belling. (Efterskrift til Politivennen).

Magnus Emanuel Bech-Olsen (1866-1932) voksede op på Knapmagervej ved Køge. Da han var udlært, rejste han til Hamborg i 1880'erne hvor han blev murermester (bl.a. ved Reeperbahn) og stiftede familie. Her blev han i 1888 gift med Oline Vilhelmine Agnes Gerdes (1861-1922). Det var her han indledte sin brydekarriere som "den uovervindelige dansker" i Europa og USA. Han nævnes 15. juli 1895 som deltager i en international brydekamp på Wodrofflund. Bech-Olsen skal have besejret John Pohl (1875-1914) to gange i 1893 i "Schwartz Ridehus" i Altona, ligeledes besejret Carl Abs i 1894 der blev anset for uovervundet dengang. Han betragtede sig derfor som verdensmester fra 1895.

Filmcentralen har bevaret en 41 sekunder lang stumfilm med Bech-Olsens kamp med franskmanden Poul Pons i 1899. På toppen af sin karriere omkring 1900 mødte han østrigeren Paul Belling:

Bech Olsen har i Dag ude i sin verdensberømte Cafe taget Maal af sin Modstander paa Søndag, Poul Belling, der er ankommen hertil, og som paa Banegaarden er bleven modtoget af sin Impresario, den skævøjede Græker, Hr. Antonio Pieri.

Saavidt os bekendt, er det aldrig sagt andet ufordelagtigt om Belling, end netop det, at han har Pieri til Impresario.

Hr Belling er en Mand paa 31 Aar. Han er ligesaa høj som Bech-Olsen og næsten endnu tykkere. Han vejer 240 Pund. Han har aldrig set Bech-Olsen før, men længe ønsket en Kamp med ham. Han kalder sig "Amerika-Mester" men har forøvrigt faret alle Verdensdele rundt. I London besejrede han Charles Green, som for et Par Aar siden uden Held optraadte paa Traverbanen mod Bech. I Capetown har han kæmpet med Dawis, i Calcutta med Hamorkine i henved 6 timer uden Resultat, og senere i Avstralien, hvorom han kort og godt erklærer, at han overvandt alle Modstandere. Mere kan der jo billigvis ikke forlanges.

Kl. halvseks hver Eftermiddag gaar Bech-Olsen ned i sin Kælder, hvor han samles med nogle af Nationens bedste Mænd. Der er den frygtindgydende Toldbodarbejder L. P. Jensen. Der er Sergent K. Jensen fra Aarhus, og der er den berømte Pølsemager Chr. Anderesen. Det er nogle stemme Drenge. De udvikler Aandrigheder med Bech-Olsen, saa Sveden hagler ned ad dem. Bech er som forvandlet. Det store, skikkelige Menneske raser hen ad Madratsen, saa hans tre Drenge næsten bliver blege derved. Naar der er gaaet en Time, kan Drengene ikke røre Lemmerne. Kælderen genlyder af en Prusten og Stønnen, som blander sig med Vandpjaskeriet under Styrtebadet. Naar Drengene atter er i Tøjet, serverer Bech-Olsen Salep over det Hele.

Allerede ved Morgengry Dagen efter er Bech dog paany paa Benene. Han beder sin Morgenbøn paa Fælleden, samtidigt med at han render Fedtet af sig med 3 danske Mil i Timen, Køerne stirrer forbavset efter ham, og Politiet gør Gang efter Gang Foranstaltninger til at paagribe Tyven. "Hva, er det Bech-Olsen", siger Betjenten, naar han kommer ham paa nærmere Hold, og han benytter øjeblikkelig Lejligheden til at anmode ham om en Fribillet til paa Søndag.

Som man ser heraf, forbereder Bech-Olsen sig alvorligt til Kampen med Belling. Der er heller ingen Tvivl om, at det bliver en haard Kamp. Fra alle kompetente Sider erkendes det, at Belling er en overordenlig farlig Modstander, saa meget farligere, som han oprindelig begyndte som Atlet og endnu er i Besiddelse af de uhyre Kræfter, ved hvis Hjælp han i Arenaen tumlede levende Mennesker og døde Vægte, som om det var det Legetøj

Pind

(København 9. august 1900).

Poul Belling og Bech-Olsen.

Brydekampen i Dag
Muskler!
Poul Belling.

er født i Wien 1870. Han var 17 Aar, da han kom i Murerlære. Han vilde være Arkitekt. Et Aar efter meldte han sig ind i en Atlet-Klub. Han forfærdede Medlemmerne ved sine kraftudfoldelser, og efter tre Ugers Forlød smed han Mursteen for aldrig at røre den mere. Hele Wien talte i 1888 om "den stærke Poul", der kunde løfte Heste og vælte Huse. Han rejste Tyskland og Østrig rundt og tjente mange Penge. Saa blev han Bryder. Siden 1892 har han faret hele Verden rundt. Tilsidst er han faldet i Hænderne paa Grækeren Antonio Pieri, og ved dette Afsnit af sit Liv er det, han stifter Bekendtskab med Bech-Olsen.

Belling boer paa Hotel "København". Just som han sidder i sit Hotelværelse og fortæller os sit Livs Historie, træder Pieri ind. Grækeren bliver lamslaaet af Forfærdelse ved at se os! Han bliver høirød i Kammen af Harme! Hvad maa han se! Poul Belling sidder og taler med en dansk Journalist, og han har ikke klædt sig af! Han er i elegant Sommerdress, mens han konverserer en Journalist! Hvilken Skandale! Hvilken Fornærmelse mod den hæderværdige dansk Presse! Men De maa ikke blive vred. Nu skal vi straks! . . .

Og en, to, tre! Den myndige Græker jager Belling hen i en Krog! Klæd Dig af! Men skynd Dig! Belling ser helt ulykkelig ud, men der er ingen Redning. Pieri er ikke tilfreds, før Bryderen er saa nøgen som Adam i Paradis.

Dog, hvad vilde Adam have sagt, hvis han havde set Poul Belling - 

Pieri er henrykt. Han glemmer helt den mod den danske Presse udslyngede Fornærmelse. Han synker fuldstændig hen i Beundring! Det er Muskler! Det er Kraft! Har man nogen Sinde set noget Lignende i Danmark? Hvad er Bech-Olsens Muskler i Sammenligning med disse Fedtklumper! Ja, Fedtklumper, min Herre! Her et Jærn! vil De behage at lægge mærke til disse Armes Muskelspil? Vil De henvende Deres høitærede Opmærksomhed paa dette Rygparti? Hvad mener De om Brystet?

Og Belling vider sit Bryst ud, og man giver Pieri Ret. Pieri maa nok være tilfreds! 

Den græske Impresario klapper Belling paa Skulderen og siger rørt i en Tone som om det var hans Søn: 

-Ja. jeg har stor tiltro til Poul - klæd dig kun paa igen, min Dreng! - Jeg frygter ikke for Udfaldet af den Kamp!"

Se saaledes præsenterer Antonio Pieri sin verdensberømte Protegé, Poul Belling.

Lad os tilføje, at den østrigske Kæmpe gør et beskedent og elskværdigt Indtryk. At han samtidigt næret ubegrænset Tillid til sin Dygtighed og ikke tvivler om, at han kan besejre Bech-Olsen, bør ikke lægges ham til Last.

Efter at have set Bellings Muskler, belyste af Pieris veltalenhed, faae man Respekt for den Brydekamp, der i Eftermiddag skal foregaa paa Traverbanen, og man beslutter sig til at sætte sig tidlig i Toget. De danske Statsbaner har i Dagens Anledning besluttet at præstere Underværker. Sandsynligheden taler da for, at man kan være i Charlottenlund Kl. 4, naar man gaar ud i Gyldenløvesgade Kl. 2

Pind.

(København 12. august 1900).

Brydekampen.

Bech-Olsen og Poul Belling.
"Det var saa kort!"
Bechs Sejr
Den falske Underskrift.
Hjemfarten.

Altsaa, i Gaar har Slaget med Poul Belling staaet. Der var (?)500 Mennesker paa Traverbanen heraf havde de 8000 betalt deres Billetter, mens én havde sneget sig ind paa en falsk Billet. Han havde simpelthen taget et Indgangskort fra ifjor og forsynet det med Bech's Underskrift ! ! Saa vidt kan bryderlidenskaben drive en Mand. Der i denne falske Underskrift stof til 6 Gange 5 Dages Vand og Brød. Men saa galt skal Brydekampen ikke ende, og Bech forsikrer os, naar han møder Manden, skal han kæmpe med 6 Gange 5 af de bedste danske Skældsord, der kan opdrives paa en almindelig Søgnedag. Og dermed lader vi ham hvile i Fred. 

Var Brydekampen en Skuffelse? Den varede akkurat 12 Minuter, og Publikum mente øjensynligt, det var for lidt. Dog, hvad Folk ønsker, er formentlig en alvorlig og kraftig Brydekamp. Den fik de ikke. Det er let nok at hale det ud. Det er let nok at ligge en Times Tid paa Tribunen og "lege". Bech-Olsen legede ikke. Fra første Øjeblik gik han angrebsvis til Værks. De 12 Minuter blev drøje for Belling, spændende for Publikum. Hvad mere kan man forlange?

Birkedommer Valeur

blev i Gaar første Gang præsenteret for vor Bryderkonge. Ved Indgangen modtoges han af Bryderklubbens Formand. Hr Andersen ("Firkanten"), som svang sin høje Silkehat med en Værdighed, der aflokkede den sindige Birkedommer flere Smil. Bech-Olsen bukkede dybt og holdt følgende Tale:

"Jeg takker Hr. Birkedommeren, forbi De er kommen, og haaber, at De maa bevare den samme Imødekommenhed overfor os, som Deres Forgænger udviste!"

Her Valeur lettede paa Hatten og udtalte i Følge det stenografiske Referat:

"Jeg har længe glædet mig til at se en Brydekamp. De ser meget stærkt ud, Hr. Bech-Olsen. Jeg ønsker Dem lykke til at besejre Belling."

Efter at Hr. Valeur endnu havde hilst paa Klubbens Formand, Slagterm. Carl Møller, begav han sig, ledsaget af Kancelliraad Blom til Kamppladsen

Kampen

kunde saaledes begynde. Faa Minuter efter var Bryderne afklædte, og de begav sig gennem Folkesværmen, ind i Indrekredsen, hilste af larmende Bifaldstilkendegivelser.

Poul Belling gør det bedste Indtryk paa Folk. Han er stor, høj, lys, velskabt, venlig af Aasyn. Bech synes mere dyster. Hans dejlige Hvalrosfjæs er mørkt og truende. Han har revet sin Næse til Blods, og paa den ene Arm skinner to store Saar.

Efter at Dommerne, Fabrikanterne Beitzel og Nordgreen, har taget Plads under Tribunen, begynder Kampen, om hvis Finesser Hr. Apox nedenfor vil udtale sig.

Saalænge den staar paa, morer Folk sig udmærket.

Vi iagttager flere Udslag af den fuldkomment sindssvage Bech-Olsen Lidenskab, der har grebet ellers forstandige Folk. 

Sygdommen ytrer sig som en Art Latterkrampe, der ikke hører op, før Brydekampen er endt; Patienten slaar ud med Arme og Ben, ler og støjer og fremsætter uafbrudt sine Bemærkninger.

- "Nej, ha, ha, ha!" skriger han f. Eks. "tænk, han vil løfte Bech! Ha, ha, ha ! Nej, den gaar ikke !"

Eller naar Bech giver sin Modstander et ordentligt Dask:

"Aah, aah! Saadan ska' Du ha'e det, der vanker Pølsemad, din store Pølsetysker - ha, ha, ha !"

Mens Kampen staar paa, underholdes vi af 

Ernst Roeber,

der i Selskab med sin uadskillelige Ven John F. Schmidt er kommen paa Tilskuerpladsen.

Roeber siger :

"Jeg begynder at træne til Kampen med Bech-Olsen nu paa Torsdag. Jeg faar bl. a. Camillus Ewertsen til Træner.

Dette her regner jeg ikke for Brydekamp. Belling er en tredje Klasses Bryder - Jeg vil ikke brydes med ham.

Naar jeg træder op paa Tribunen, skal Publikum faa noget at se. Saa skal der blive Kamp! Dette her er bare Pjatteri! Den 16. September skal Publikum komme til at stejle! men jeg forlanger, at Tribunen gøres større og solidere!"

Kampen forbi

Langsomt men med ubetvingelig Kraft trykker Bech-Olsen sin Modstanders Skuldre ned i Madratsen. Bech har sejret!

Udfaldet, der kom saa overraskende hurtigt blev ikke modtaget med den sædvanlige Jubel. Begge Kæmper hyldedes med behersket Bifald. da de bukkende forlod Tribunen, ved hvis  Fod Antonio Pierri stod med mørke Miner. Stakkels Pierri ! Han havde jo sikkert haabet, at hans Ven Belling havde besejret Bech! Hvilken lyksalig tilskikkelse havde det ikke været! Bech havde været nødsaget til at tage endnu en Kamp med Østrigeren, og saa var den Forretning gjort! Men af dette bliver der nu intet!

Publikum

vil ikke rigtig tro, at del allerede er forbi: Folk bliver paa deres Pladser, og Musiken, der allerede har pakket Instrumenterne ind, faar da af Hr. Valeur Ordre til al blæse af. Det sker, og nu ser Folk, at der virkelig ikke er mere.

"Man kan s'gu se, al Bech har været i Amerika", hører vi sige, "han gi'r saa lidt for Pengene!"

Dette er den enstemmige Dom over Bech-Olsens Sejr. Dei var meget pænt, men det var saa kort! Maa vi næste Gang bede om en Brydekamp til Mørkets Frembrud.

Bech-Olsen

hvem vi derefter hilser paa, er heller ikke tilfreds med, at det gik saa hurtigt.

"Det var ganske mod min Forventning. Jeg var belavet paa en meget lang og haard Kamp. Jeg var i Virkeligheden ikke rigtig glad ved Belling. Han er langt stærkere end jeg - det er nogle drøje Labber, han sætter i En. Men hans Teknik er mindre udviklet, end jeg havde troet. Jeg havde foresat mig, at jeg ikke vilde lade mig overrumple af ham, men kaste ham lige med det samme, hvis jeg kunde. Derfor gik jeg straks saa voldsomt frem."

Og Bech tilføjer bedrøvet :

"Tror De Aviserne skælder mig ud i Morgen?"

Vi trøster ham:

"Nej, De kan være rolig. Alle københavnske Aviser staar jo under Deres Kontrol."

Bech. forbavset!

"Det var som Fa'n!"

Bechs Forbavselse er ikke ubegrundet.

Men det forholder sig hermed saaledes: 

I det amerikanske Blad "New-York Journal" har Roeber indrykket et Brev, hvori han - selvfølgelig - beklager sig over den Optræden, han har været Genstand hsor i København.

Og han skriver da bl. a.:

"Publikum er paa min Side. Hvis det saa mig brydes, vilde det juble for mig, men Bech-Olsen har alle Aviserne i sin Magt. og de skriver kun, hvad han dikterer dem."

Ernst Roebers Fremstilling af Presseforholdene i København er ikke just heldig. Hvad om den amerikanske Bryder straks opgav Journalistiken og alene holdt sig til Sporten?

Just i Dag, da alle Aviser er enige om at skælde Bech ud efter Noder, ikke helt berettiget forøvrigt, gør det et ejendommeligt Indtryk at se Roeber - eller er det John F. Schmidt? - skildre de københavnske Aviser paa denne Maade.

Hjemfarten!

Næppe en halv Time efter Kampens Slutning satte Bech sig i Vognmand Bigums Landauer og begiver sig ind mod Hovedstaden.

Hjemfarten former sig til et ganske ejendommeligt Optog.

Saasnart Vognen kommer ud paa Landevejen, sætter en Snes Cyklister sig i Bevægelse, idet de i Gaasegang kører bag efter. I Snesevis slutter nye Cyklister sig til, tilsidst kører de i en endeløs Hale efter Vognen, over 100 i Antal, alle med ringende Klokker! Dette Cykletog, der følger Bryderen lige til Cafeen i Colbjørnsensgade, vækker den største Sensation paa Strandvejen.

Udenfor Cafeen er der hele Aftenen stort Opløb. Indenfor har

Fru Bech Olsen

hele Dagen resideret. Fru Bech har aldrig sét sin Mand brydes i Danmark; hun saa ham i Berlin, da han! brødes med Abs, men saa fik hun ogsaa nok. Da Abs faldt, besvimede Fruen. "Hvad er der i Vejen dernede?" spurgte Bech, idet han forpustet saa ned i Publikum, hvor der opstod en betydelig Uro. "Aa, det er en Dame, der er besvimet, blev der svaret. "Naa ikke andet", sagde Bech. "Det er din Kone," kom en anden og meddelte. - Saa fik Kæmpen travlt, og da Fruen atter kom til sig selv, erklærede hun, at hendes Mand var det bedste Menneske paa Jorden og den dygtigste Bryder, men hun skulde ikke have noget af at se ham paa paa Tribunen mere. Saaledes er det gaaet til, at Fru Bech er den eneste Københavnerinde, der aldrig har set Bech paa Arenaen herhjemme.

Pind.

(København 13. august 1900).

Brydekampen igaar.

Bech Olsen stod sig igjen, - men igaar var der ingen Jubel, eller da saa godt som ingen, uagtet der var akkurat lige saa mange Tilskuere som sædvanlig, naar den danske Champion gaaer til Holmgang.

Østerrigeren Belling, hvis Ansigtstræk lignede Bech-Olsens forbavsende, var en harmonisk bygget, meget muskuløs Mand, en lille Smule lavere end Modstanderen, men egentlig nok saa stærk at se til som denne.

Men som Bryder var han langt ringere. Er Bech Olsen af første Klasse, kan Belling ikke komme højere til Vejrs end anden eller tredje. Og det er for lidt at byde Publikum paa, thi der kan i saa Fald umulig komme en Kamp i Stand, der faaer nævneværdig Spænding, endsige er værd de meget høje Entreepriis, som forlanges. Havde Belling endda været en flot Kunstbryder, der kunde have imponeret Publikum ved Finter og Parader ! Men heller ikke det var han. Den jævneste Middelmaadighed, absolut ikke mere, og man fik under Kampen del Indtryk, at Bech Olsen flere Gange med Lethed kunde have lagt ham, om han havde villet, og at han blot lod Musen slippe af Fælden for ikke at gjøre Kampen uanstændig kort.

Publikums kølige Holdning bør have lært Bech Olsen, at det ikke gaaer an at byde til Kamp mod en saa underlegen Modstander. Næste Gang maa det være en ganske anderledes Karl. Ellers gaaer Populariteten fløjten !

Et Par Ord om Kampen, der afgjordes ved et Fald. (Hvorfor iøvrigt under saadanne Forhold ikke ved to af tre?) Efter at de indledende Greb vare udvexlede, gik B.-O. over til Angreb og bearbejdede Modstanderen dels fra staaende dels fra liggende Stilling. Hans Nakkerystelag bekom tilsyneladende Belling meget ilde. En enkelt Gang præsenterede B. O. sit betydelige Korpus til Behandling liggende paa Maven, men Østerrigeren formaaede ikke at rokke det, hvad han iøvrigt næppe nok formaaede i en hvilken som helst anden Stilling. Kort efter tvang B. O. Belling i Madrassen, men B. klarede sig ved en Slags Pirouet og kom op igjen, dog kun for et Øjeblik efter at føle sit Hoved klemt under Bech Olsens Arm, faa Ansigtet antog samme Kulør som hans (Bellings) himmelblaa Permissioner. Efter ca 12 Minutters Kamp kom Belling i en yderst farlig Situation (Hovedfaldgreb med efterfølgende Forsøg paa Vending! og faldt 2 Minutter efter for selv samme Greb uden en eneste Gang selv at have havt et alvorligt Tag i Bech-Olsen. Og han kunde saamænd have ligget der baade 5 og 10 Minutter tidligere.

* * *

Pengene tilbage!

Da den ganske interesseløse Brydekamp igaar mellem Bech Olsen og Belling var endt, brød Misfornøjelsen enkelte Steder ud i lys Lue. Fra de billige Pladser strømmede en Del Mennesker hen til Billetkontoret og forlangte høirøstet at faa "pengene tilbage". Til Trods for, at dette Forlangende blev fremsat med en anerkjendelsesværdig Ihærdighed, blev det dog ikke efterkommet.

(Dagens Nyheder 13. august 1900).

Paul Belling var Østrigsk mester. Han kæmpede bl. a. mod Alex Aberg, George Lurich, Ursus Jankowsky, Stan Zbyszko, Ivan Poddubny, John Pohl, Tom Cannon, George Hackenschmidt, Magnus Bech-Olsen, Jess Pedersen og Franz “Cyclops” Bienkowski. Da han sluttede karrieren, åbnede han in kafe i Westend, London (senere udsat for razzia, mistænkt for ulovlig casino-virksomhed)

Bech-Olsen mødte den omtalte Ernest Roeber senere på året, den 16. og 23. september 1900 i Charlottenlund. I den første kamp skulle Roeber vinde over Bech-Olsen indenfor 30 minutter for at vinde et væddemål på 500 kr. Da tidsfristen blev overskredet, blev kampen erklæret for uafgjort. I den anden kamp sejrede Bech-Olsen på 25 minutter. 

Klip fra The San Francisco Call, 25. september 1900 som har en anden opfattelse af udfaldet af mødet mellem Roeber og Bech-Olsen: "Wrestler Ernest Roeber vanquishes the Big Dane". Billedteksten lyder: "The illustration shows Roeber making a pick-up from the mat. He uses this method when he finds his opponents too low to obtain an effective hold."

På hjemmesiden Wrestling Classics kan man se følgende beskrivelse af Bech-Olsen:

"Bech-Olsen was a major Greco-Roman pro wrestling star there in the late 19th/early 20th century and by all accounts he was one of the biggest attendance draws in the world at the time when it came to attracting big crowds. All of the matches below took place in the Danish capital Copenhagen or just outside of it in Ordrup and Charlottenlund. Every year from 1896 until 1903 Bech-Olsen would wrestle a few big matches per year there. The earlier matches were organized by Dansk Brydeklub (Danish Wrestling Club). I'm not sure if this was the case for the later matches as well.

Among Bech-Olsen's opponents were top international stars such as Pons, Hackenschmidt, Roeber, Pierri, Cannon, Koch, Nourlah, van den Berg, etc. and he beat them all. Bech-Olsen also helped elevate his countryman Jess Pedersen into superstar status in Denmark."

Herefter følger en liste over Bech-Olsens 22 kampe fra juli 1896 til oktober 1904. En af hans sidste store internationale turneringer fandt sted i Cirkus Busch i Berlin, foråret 1904. Herefter aftrappede Bech-Olsen sin bryderkarriere. Han optrådte dog også i lokale turneringer i fx Arena-teatret. 

I 1903 var interessen for brydekampe også dalet til nærmest nulpunktet, og da Bech-Olsen endelig i oktober 1903 blev besejret af Jess Pedersen, syntes Bech-Olsen blot at have været tilfreds med at have tjent penge på at være med i matchen. Han mødte igen John Pohl 24. og 27. oktober 1906 i Hannover. Første gang uafgjort, næste gang sejrede han over Bech-Olsen. Han havde kampe helt op til 29. april 1910 mod Georg Lurich, men det synes mere at have været show-kampe.

Magnus Bech-Olsen, København 20. juli 1896. I forbindelse med en kamp med tyskeren Pohl.

Sideløbende med sin karriere som bryder drev han "Bræddehytten" i Helgolandsgade i København. Da han solgte cafeen i 1903 skiftede den navn til "Hyttefadet". Senere Cafe Bech-Olsen på Vesterbrogade på hjørnet af Reventlowsgade. 

Cafe Bech Olsen på Vesterbrogade 10. oktober 1908. Det må være Reventlowsgade som forløber i forgrunden med cyklisterne. Kbhbilleder. Public Domain.

Brydesporten var omgærdet af mistanke om aftalt spil. Så det var ikke helt uden grund at i 1903 anlagde Bech-Olsen sag mod Kristeligt Dagblads pastor P. E. Dyekjær som havde udtalt skarp kritik af hans brydekampe. Dyekjær havde beskyldt brydekampene mellem Roeber og Bech-Olsen for at være humbug. Sagen trak yderligere ud gennem 1903 da Roebers impressario John Schmidt skulle have udtalt at kampene var aftalt. Hertil krævedes at Bech-Olsens sagfører rejste til New York for at afhøre vidnet, men Bech-Olsen ville ikke betale de 300 kr. det kostede. Sagen i Hof- og Stadsretten udviklede sig 1904 til en omfattende afhøring af vidner og trak ud. Under retssagen kom det frem at bladets redaktør J. F. C. Mathiesen ikke delte Dyekjærs synspunkter, og fandt det undere bladets værdighed at føre sag - især med udsigt til enten at betale en mulkt eller 15 dages simpelt fængsel. Han indgik derfor forlig. Først to år efter opgav Dyekjær dog kampen og tilsluttede sig forliget. Som lød på 500 kr. som bladet betalte Bech-Olsen i erstatning.

A/S Kjøbenhavns Tændstikfabrik havde 1897-1902 Bech-Olsen på deres etiketter.

Omkring 1907 startede Cirkus Bech-Olsen et omrejsende cirkus. I november 1908 fornærmede Bech-Olsen en jernbaneportør på Nordbanegården. Bech-Olsen forklarede at portøren havde fremsat en bemærkning om "disse larmende sigøjnere!" (Bech-Olsen plejede at overnatte på fine hoteller). Hertil skal Bech-Olsen om konduktøren havde udtalt enten "bondekarl" eller ifølge Bech-Olsen selv "sådan en hertug". Der blev stort postyr, og politiet blev sat på sagen. Han forlod den efterfølgende retssag i politikammeret da han opdagede at han i rapporten stod anført som forretningsfører i stedet for cirkusdirektør.

Annonce for Cirkus Bech-Olsen, København 3. december 1913.

En cirkusbygning blev opført på Ladegårdsgrunden i 1909 i træ, renoveret og genopført i 1910 med plads til omkring 2.000 tilskuere. Den 18. juli 1911 udspilledes et drama mellem socialdemokraten Peter Sabroe og Bech-Olsen i Hjørring. Sabroe ville inspicere Bech-Olsens cirkus, han havde været mistænksom over for piskeslag inde fra teltet, og ville se om der foregik dyrplageri. Der udspilledes sig en hidsig ordudveksling, hvorunder cowboyen Jack Joyce stak Sabroe et par lussinger. Han fik efterfølgende en bøde på 20 kroner. 

Cirkus Bech-Olsen

Lille Interview med Bryder- og Cirkuskongen.

Det er oppe paa Bernina. Cirkusdirektør Bech Olsen er netop gaaet opbord i den tredie Blodbøf. Vi sidder og ser beundrende til.

- Der er noget om at man skal leve regelmæssigt, siger Bech og hælder 1/4 Flaske engelsk Sauce ud over Bøffen. Det styrker og giver Sundhed og godt Humør. Det var blevet galt med Maven sidste Vinter, saa beordrede Lægen mig til at leve mere stilfærdigt og ikke overfylde Maven. Nu nøjes jeg med to Bøffer til Frokost, og naar det - som i Dag - er Festdag, tre.

Vi spørger Bech om, hvilken Fest det er, han fejrer.

- Ja, ser De, jeg har i Formiddag faaet ordnet mine Vinterforretninger. Er det ikke Anledning nok til at feste? Jeg mener "Jo". Min Sæson paa Aaboulevarden begynder den 16. - Kellner, ring til Kjerteminde og hør, om det blæser ligesaa Infamt dér! Den Blæst koster mig en Masse Penge. Den lader jo af og til Teltet danse Sømandsreel.

Vi spørger Bech om, hvordan hans Sommersæson har været, om det er sandt, at han har tjent 50.000 Kr. derude i Provinserne.

- Træk 20 fra, saa stemmer det. Det er Kaspar, det dejlige Dyr, og saa Sabroe - ja, for han har skam været en glimrende Reklame for mig. Kaspar skal ikke mere optræde i København. Ham vil jeg holde ude i Provinserne. Min Teltcirkus skal nemlig bestandig turnere rundt. Med andre Ord, jeg bliver Dobbeltdirektør til Vinter. I den Anledning vil jeg lade mit Overskæg fikse op, og jeg har taget under Overvejelse at lade mig klippe rødhaaret.

Bech, der har sat den tredie Bøf til Livs, bestiller 3 beskedne Stykker Ost, 1 Kaffe og 1 hel Smørkage.

- Man skal ikke overfylde Maven! - siger han og knaser de tre Stykker Ostemad sammenlagt

Interviewer.

(Aftenbladet (København 7. september 1911) 

I november-december 1911 afholdt Cirkus Bech-Olsen en international brydekonkurrence. Bech-Olsen trak atter i brydetrikot - nu i en større udgave, hvor man brødes med forskellige i en turnering - til publikums store jubel, og stuvende fulde huse. Ikke alle anså det dog for morskab. Nr. 4 (Michailoff) angreb efter kampene flere af sine modstandere, og politiet måtte skride ind og fjerne ham med magt. Cirkus Bech-Olsen afholdt også bokse- og brydekampe. 

Den 19 september 1916 åbnede Bech Olsen sit cirkus på Åboulevarden under mottoet: "Skal der være gilde, så lad der være gilde ..." måske med henvisning til den eneste andet cirkus i København dengang i Jernbanegade. Den 31 marts 1917 kørte Bech-Olsen med stor kraft ind i et vejtræ på Jagtvej, men slap dog uskadt. Bech Olsen fik en cafe opkaldt efter sig på Værnedamsvej 15 (Jean Schultz). 

De sidste sæsoner inden 1919 forsøgte han at videreføre sit cirkus som biograf "Kæmpe Biografen". Bygningen blev nedrevet 1919. 1917 flyttede familien Bech-Olsen til Nørresundby hvor han døde i 1932. Sønnen Magnus "Manne" Eitel Vilhelm Bech-Olsen (1890-1952) videreførte Cirkus Bech-Olsen indtil 1934.

Oline og Magnus Bech-Olsen er begravet på Vestre Kirkegård. Stenen er fjernet fra sin oprindelige plads, men flyttet til lapidariet, hvor man skal kigge godt efter den, da indskriften næsten er eroderet væk. Han valgte at skrive cirkusdirektør Magnus Bech-Olsen, og der står tilsyneladende intet om hans fortjenester indenfor brydning.

"Bræddestablen": Bølle, Voldsmand. (Efterskrift til Politivennen)

Et par slemme brødre.

I Vognmagergade-kvarteret i København gik det ifølge Aftenbladet, lørdag aften usædvanlig livligt til. Det var de to berygtede slagsbrødre Carl Ludvig Johansen og Adolf Julius Johansen, almindelig kendt under navnene "Bræddestablen" og "Fløjtedrengen" der var på krigsstien.

Excesserne begyndte med at de i Vognmagergade forfulgte to mænd som de forgæves havde opfordret til at prøve kræfter. I Aabenraa indhentede de dem, og begge brødrene vendte sig nu i mod den ene og slog ham nogle skaller, så at han faldt til jorden og blev liggende. Tililende folk fik ham hjulpet op, og han skyndte sig ind i en gård i nærheden for at få blodet vasket af sig.

Imidlertid var politiet kommet til stede og anholdt "Bræddestabelen" der endnu stod på valpladsen. Under stor deltagelse blev han transporteret til Pilestrædes politistation hvor han foreløbig blev taget i forvaring.

Men da politiet havde absenteret sig, med "Bræddestabelen" kom "Fløjtedrengen" frem fra sit skjul og lidt efter var der i Ole Nifingers berygtede beværtning i Vognmagergade et frygteligt Halloh, ved hvilket han var den anførende. Politiet skred in og anholdt også ham, men under transporten til og på stationen opførte han sig så brutalt at det var nødvendigt at baste ham og køre ham op i arresten.

Mærkeligt nok fandt man her anledning til søndag morgen at slippe fyren ud igen, hvilket havde til følge at han ikke en time efter på ny var på spil, denne gang oppe hos sin kæreste i Pilestræde, som han sædvanlig mørbankede. Han blev så anholdt på ny.

(Randers Dagblad og Folketidende, 12. april 1894).

"Bræddestablen" på ny anholdt.

Brøndstrædekvarterets bekendte voldsmand populært kaldet "Bræddestablen", blev i går formiddags da han kom spadserende i Vognmagergade, anholdt af den patruljerende betjent. "Bræddestablen" havde for et par nætter siden brudt ind hos sin kæreste og stjålet hendes penge.

(København, 26. oktober 1895).

"Bræddestablen" i forbedringshuset.

Københavns mest berygtede voldsmand, Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen" blev i går af kriminalretten idømt et års forbedringshusarbejde for vold. Hans sidste bedrift bestod i at han i Frelsens Hærs herberge i Ryesgade af pur ondskab slog et menneske til krøbling.

(Dannebrog (København), 26,. juli 1896).

"Bræddestabelen" dømt.

I tirsdags pådømte kriminalretten en for vold anlagt sag mod den berygtede, mange gange straffede voldsmand Adolf Julius Johansen, populært kaldet "Bræddestablen". Han der tidligere har været idømt forbedringshusarbejde, slap denne gang med tvangsarbejde i 120 dage.

(Thisted Amts Tidende, 14. oktober 1897).

"Bræddestablen" anholdt.

Voldsmanden Adolf Julius Johansen, kaldet "Bræddestablen", overfaldt i mandags aftes i Landemærket i København en mand fordi denne ikke ville give ham penge til nattelogis. Den overfaldne fik ifølge "V. L." ansigtet slemt skamferet, og måtte køres til hospitalet for at komme under lægebehandling. "Bræddestablen" blev sat fast.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 10. marts 1898).

Han fik 180 dages tvangsarbejde for dette overfald. Januar 1899 overfaldt han atter i Landemærket en kvinde og blev arresteret.

Landemærket over 100 år senere. Bygningsstilen minder lidt om den på gamle fotoer. Men snavset og forfaldet er væk: Brøndstræderne og Vognmagergade er for længst revet ned. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Igen en "menneskeæder"

I Brøndstræde var der natten til i går et syndigt leben. Den berømte bølle Adolf Julius Johansen var kommet på krigsstien og truede enhver der kom ham nær, med døden.

Efter at have raset en tid på gaden, fandt Johansen alias "Bræddestablen" på at aflægge sin kæreste en visit. Om det nu var på grund af hans berusede tilstand, eller fordi visitten fandt sted i så sen en nattetime - nok er det, skønjomfruen modtog temmelig unådig sin kavaler. Det var imidlertid uforsigtigt at hende, "Bræddestablen" er ikke til at spøge med, og i næste nu lå fruentimmeret på gulvet med et blåt øje og diverse andre prydelser i ansigtet, bl.a. en flænge i kinden, som hidrørte fra bøllens tænder. Han har nemlig taget lære efter "Menneskeæderen".

Naturligvis hvinede kvindfolket i vilden sky, og skrigene gav genlyd i den stille gade og lokkede et par af kvarterets betjente til. Men der måtte som sædvanlig grov konfekt til, "Bræddestablen" følger aldrig godvillig med, først da han var bundet på hænder og fødder lykkedes det at få ham transporteret til stationen i Pilestræde.

Nu bliver det igen en længere tur på "Gården".

(København, 27. april 1899).

Bræddestablens kæreste.

Den berygtede "Bræddestabel" sad onsdag aften på Københavns Kvæsthusbro og spillede terninger. Under spillet kom "Røde Ane" hen til ham og bebrejdede ham at han havde forladt hende, således at hun sad alene med skændslen. "Røde Ane" er Bræddestablens tidligere kæreste som han har sveget for en anden kvinde. Hun bor i Vognmagergade og er et meget ilde anset fruentimmer.

Da "Røde Ane" ikke kunne komme nogen vegne med ham, sprang hun i vandet med råbet: "Julius, jeg kan ikke undvære dig!" Men Julius eller Bræddestablen blev siddende ganske rolig og rørte ikke en finger til hendes redning.

Imidlertid havde kaptajnen og styrmanden på "H. P. Prior" set "Røde Anes" dødsspring. Uden at betænke sig sprang de begge i vandet efter hende, men hun gjorde så rasende modstand at de ikke var i stand til at redde hende. Første da havneforvalter Lykke havde sat en båd ud og var kommet de to mænd til hjælp, lykkedes det at få "Røde Ane" på det tørre.

Da hun øjensynlig var ganske gal, blev hun i en droske kørt til sjette afeling. "Bræddestablen havde med ophøjet ro været vidne til hele scenen uden at en muskel rørte sig i hans ansigt. 

(Købehhavn, 17. august 1899 - Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 18. august 1899).

Bræddestablen og de "8"

Ved femte kriminalkammer sidder for tiden en fyr arresteret for at have stjålet en trækvogn. Tyven havde et horn i siden på "Bræddestablen", den bekendte bølle fra Vognmagergade, og for at hævne sig på ham, fortalte han i retten at "Bræddestablen" havde været med til at stjæle vognen.

Bræddestablen følte sin bølleære i allerhøjeste grad krænket over en sådan infam beskyldning, og fik lov til at skaffe vidner på sin uskyldighed.

I går troppede 8 af hans allerfineste venner op i retten og svor og bandede på at Bræddestablen var en gentleman og at tyven var en sjuft, der skulle få alle sine ribben knækkede hvis han nogensinde satte sine ben i "Vognmageren".

Dommeren, assessor Schou, morede sig kostelig over hele scenen, og gav dem alle sammen hver 1 kr i vidnesgodtgørelse.

Med Bræddestablen i spidsen drog hele banden ned i "Blodkoppen", der den dag bogstavelig talt svømmede i det bare brændevin.

(Folkets Avis - København, 19. maj 1901).

"Bræddestablen" generer kronprinsen.

Da kronprinsen for et par dage siden spadserede gennem Amaliegade, blev han i følge "Vort Land" tiltalt af den bekendte bølle, Adolf Julius Johansen, der er bedst kendt under sit "nom de guerre" "Bræddestablen".

På en meget nærgående måde blev kronprinsen anmodet om en skærv, og da hans kongelige højhed ikke ville høre på Johansens prellerier, fulgte bøllen efter ham ned ad Amaliegade.

Tilfældigvis lagde nogle folk mærke til bøllens påtrængenhed, og de gjorde derfor politiet opmærksom på hans adfærd. Johansen blev så anholdt og ført op i arresten, og i går holdt assessor Finsen forhør i sagen.

I den anledning mødte kronprinsens adjudant i retten for at give en fremstilling af det passerede.

(Østsjællands Avis (Køge), 15. marts 1902, 2. udgave).

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

"Kan du huske" siger en til en af opdagerne, "da du tog mig og Bræddestabelen nede ved Nørrevold? Du var s'gu nobel imod mig, det ved Gud du var. Du tog mig ned på en beværtning og gav mig labskovs og øl, og bagefter stak du mig et par flade. Du har altid våren en stadsmand, det skal jeg attestere."

Politimanden og den gamle forbryder fordyber sid med tydelig erindringsglæde i de fælles oplevelser, og med rørelse mindes man Bræddestabelen, hvilken celebre bølle allerede i nogle år ikke mere har tilhørt lavet, men ernæret sig ved mere borgerlige og mindre berømmelige sysler. "Ak ja, stavlen!" sukker hans fordums værkfælle. "Han var en svend fra fad! Det var i det hele taget anderledes tider dengang end som det er nu"

Syng med, københavner!

"Bræddestablens" jubilæum.

Efter forlydende har "Stablen" i går holdt sit 25 års jubilæum som "Bræddestabel" i København.

Mel.: I skoven skulle være gilde osv.

I Lersøen, ih du milde,

De dypped' snabelen

For der blev lavet gilde

For "Bræddestabelen"

Han fik en rædsom masse

Og så en tak-adresse

Fra byens bøller - tænk på vers

En ca. 60-70;

De fleste vers var for så vidt

Det allerværste skidt.

En komite gik sammen

Til Bræddestablens skur

Det var 3 urostiftere

Og bøllefrø med fru'r

De talte først især om

Det sjældne jubilæum,

Og så gav jubilaren frit

2 flasker akvavit,

Foruden "takadressen" som

Vi nu skal synge om.

Det første vers der fandtes,

var fra "Jens "Spittegøg",

En vældig "tak" fra "Karen Spids"

Samt 4 linjer spøg,

"Jens Fut" fra "Badskærsgangen",

Skriv bare - "Tak for sangen"!

Og Bræddestablens omgangskreds,

Vel nok en lille snes,

De skrev 2 linjer hver

Som ej kan skrives her.

"Den skallede Sofie"

Og "Tullemo'er fra Berren"

Forærede "Stabelen" et nyt

Og kraftigt brækkejern,

"Den dovne Dreng" en kikkert,

En fin present, der sikkert

Blir efterlyst som tyveri

Af byens politi.

Det som en "brander" lyder rent

At den var "ærlig ment"

Og aftenen blev fejret

På ægte bøllevis

12 elverpi'r fra Vesterbro

Gik som i "Paradis";

Og "Aben" slog på "Strengen",

Så sveden sprang af drengen

Og pluds'lig hele banden sprang

I en bersærkergang,

Så blev der hentet pansere

Til festens dansere.

Nu hviler Bræddestablen

Alt på sin laurbærkrans,

Sålunde lyder fablen

Forbi er glædens dans,

I morgen kan vi læse

Den velbekendte pjece,

"Da ej jeg takke kan enhver"

"Så modtag "takken" her",

"Tak! hver veninde og hver ven",

"Fra Bræddestabelen".

Robert Schønfeld.

(offentlig foredrag uden forfatterens tilladelse forbydes.)

(Aftenbladet 5. maj 1907).

St. Croix: Oprørsfangernes skæbne. (Efterskrift til Politivennen).

En artikel i Svendborg Avis, 1900 omtaler ikke direkte fangerne i Horsens Tugthus fra oprøret i 1878, men mere generelt om forholdene:

Negrene paa vore vestindiske Øer

Fra Horsens Tugthus.

Af en nylig udkommen Bog af Pastor Haffstrøm: "Fra Horsens Tugthus, 12 Aars Iagttagelser", tillader vi os at aftrykke følgende :

Blandt de her i Landet mere usædvanlige Typer maa jeg nævne Negrene fra de vestindiske Øer, hvoraf der desværre altid findes nogle i Straffeanstalten. 

De taaler saa daarligt Klimaet, at deres Helbred som oftest tager Skade, uagtet her gøres det mest mulige for at bevare dem mod Forkølelse.

Medens den senere Biskop Lind var Fængselspræst, søgte han at henlede Regeringens Opmærksomhed paa det yderst uheldige i at føre Negrene hertil, og baade Inspektører og Præster har jævnlig gjort opmærksom på det samme. 

Det vilde formentlig ikke være umuligt at træffe Overenskomst med den engelske Regering eller en anden, der har Straffeanstalter i Klimaer, som vore Negre bedre kan taale, end det Danske. Naar Negrene kommer her til, forstaar de i Reglen ikke et Ord dansk, saa at de allerede af den Grund har ondt ved at finde sig til Rette. Man maa altsaa tale Engelsk med dem. og da "Neger-Engelsk" er en ret ejendommelig Afart af Sproget, gaar det besværligt nok.

Gårdtur i Horsens Tugthus ved østre fløj. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Selve Forbrydelserne, hvorfor de straffes, har tit et for vore Begreber fremmed Præg.

En Neger var fornærmet over, at hans Svoger havde bekostet en fælles Svigerindes Begravelse. Han stillede sig da under en Platan paa Kirkegaarden, og da Ligfølget kom, stød han Svogeren.

En anden, (halv Neger, halv Indianer) var forlovet med en sort Pige. Da hun slog op med ham. vilde han gerne have Kæresteforholdet genoptaget, men af Mangel derpaa vilde han slaa hende ihjel, for at hun ikke skulde blive en andens. Han købte sig da en seksløbet Revolver og gik med den til hendes Bopæl. Hun stod ved sit Vindue, da han kom. Han tiltalte hende kærligt, men i Stedet for at svare, spyttede hun og vendte Ryggen til. Han stød hende da i Ryggen, og da hun flygtede fra Vinduet, stød han Resten af Revolverens Skud efter hende. Hun faldt død ned, før hun var kommen ud af Stuen.

Af fem Skudsaar, som hun havde faaet, var tre absolut dødelige.

Endelig Negrenes Tyverier o. lign. har tit en ejendommelig Karakter.

En Neger havde en Nat været til Ligstue, hvor der holdtes Dans og blev drukket til Ære for den afdøde. Da han gik derfra, faa han paa Gaden et Par Personer bære en Kasse og antog, at de havde stjaalet den Han tog sine Støvler af og listede sig efter dem. Han saa, at de satte

Kassen ned og brød den op.

Da en Person i Nærheden tændte et Lys, gik de videre med Kassen, og han efter dem.

De mærkede, at nogen fulgte efter dem, løb deres Vej og lod Kassen staa. Han fandt i den en Blikæste med Penge i, tog den og gemte den i et Buskads, hvor den senere blev funden.

Meget uheldigt er det, at den almindelige danske Straffelov ikte gælder paa de vestindiske Øer. Dette medfører, at Negrene jævnlig er idømt meget længere Straffetid, end de samme Gerninger vilde medføre for en Dansk. De kan ikke undgaa at anstille Sammenligninger, da de al Tid er paa Fællesarbejdsstue.

De fleste Negre er meget lærvillige og i mange Henseender letnemme. Kun kan de i Reglen næsten slet ikke lære at regne; derimod at læse og skrive lærer de fleste overmaade hurtigt. De skriver da mærkværdig godt for sig. Deres Breve er ordrige og Sproget blomstrende; men Ordene synes dog at være naturligt Udtryk for deres livlige Tankegang. Dansk lærer de som oftest let; en enkelt af dem lærte snart at tale Dansk flydende og saa fri for fremmed Akcent, som jeg næppe har hørt af nogen anden fremmed.

De er meget taknemmelige for en god Behandling og ikke lidet stolte af de Kundskaber, der bliver dem meddelte i Tugthuset.

Tugthuset set fra syd. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920) 1-4: 1900 - 1920 m.m.. Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

I religiøs Oplysning staar de ikke saa langt tilbage, som man skulde tro. Ad mundtlig Vej har de gærne faaet et ikke ubetydeligt Kendskab til Skriftens Indhold. Der synes paa Øerne at være en underlig uklar Sammenblanding af alle Sekter og Partier. Naar de ikke er Katoliker, ved de mangen Gang næppe selv rigtig, hvilken Kirke de hører til, Luteraner eller Herrnhutter, Metodister eller Episkopale. Den Ulykke er dog ikke saa stor da de dog plejer at have dyd Ærbødighed for det hellige og meget villigt tager imod Kirkens Goder. Alle de ikke-katolske Negre bliver da ogsaa fra Præstens og Straffeanstaltens Side behandlede, som om de hørte til Folkekirken. Der konfirmere« uden Betænkelighed Episkopale osv.

Negrene udtaler sig gærne med dyb Anger om deres Forbrydelser, men de er alt for meget Stemningsmennester. Til alvorlig og varig Omvendelse kan de sjælden bringes. Man faar meget snart Godhed for Negrene med deres Barnlighed, men i deres Letsindighed og Omskiftelighed er der for meget barnagtigt. Ved siden af en vis Vildmandsnatur var det ikke lidt af Letsindighed, der medførte det sørgelige Oprør paa St. Croix 1878, hvor fra nogle af Deltagerne kom i Tugthuset, men for Resten for længe siden er benaadede.

I sædelig Henseende synes det at staa grumme ilde til mellem Negrene, de fleste har Kærlighed til deres Mødre, men Flertallet af de Negre, vi havde i Straffeanstalten, var født udenfor Ægtestab, og Forholdet til Fædrene var da gærne meget løst.

En Ejendommelighed er, at Negrene saa tit forandrer Navn, at de jævnlig er i Vildrede med, hvad de selv egentlig hedder. En herværende Fange skrev hjem og spurgte, hvorledes det gik hans Datter Lucretia, "men", strev han, "dette er ikke hendes Døbenavn, som jeg ikke kan huske, men hun var opkaldt efter min yngste Søster"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende, 30. juni 1900)

Est. Anna's Hope, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af særlig interesse er en påstået efterkommer (søn) af Mary Thomas (Queen Mary) som var voldelig:

Mord i Vestindien.

Fra Christiansted paa St. Croix skrives den 19. September til Ritz. Bur.:

For nylig er der ved en Plantage i Nærheden af Frederiksted forefaldet et af de desværre ret hyppige Mord. En yngre Arbejder har ved Knivstik dræbt en Negerinde, som han levede sammen med, et fuldstændig overlagt Mord, hvorved han allerede længe havde truet hende.

Morderen oprørte Alle ved sin frække og trodsige Holdning, baade under Transporten til Christiansted og overfor Retten hvor han brovtede af sin Bedrift i den rolige Bevidsthed om at man højst kan give ham nogle faa Aars Indespærring, hvilket han ikke ansaa for nogen egentlig Straf.

Der er for saa vidt Tradition i Morderens Familie, idet han er Søn af den berygtede "Queen Mary", der i Oprøret 1878 var HOvedfører for en brændende og skændende Bande Negere, særlig kjendt ved det gyselige Mord og Lemlæstelsen af 2 danske Soldater udfor Plantagen Carlton.

(Jyllands-Posten 9. oktober 1904)

Dansk Vestindien

Af fhv. Politimester Fischer.

Den ny Æra paa vore vestindiske Øer synes nu at skulle tage sin Begyndelse, blandt andet med en Omordning af Beskatningsforholdene. Det er dog ikke saa meget Paaligning af nye Skatter, der har vakt Røre blandt Befolkningen, men netop det modsatte, Ophævelsen af en i en Række af Aar bestaaende Skat. Ifølge de sidste fra St. Croix modtagne Efterretninger, er det Planterne paa Øen, der er komne i Bevægelse i Anledning af et Forslag fra Guvernementet om Ophævelse af Immigrationsskatten, en Skat, der saa vidt erindres for henved 40 Aar siden lagdes paa Plantagerne for ved Indførsel af Arbejdere fra fremmede Steder at sikre Planterne den nødvendige Arbejdskraft, der ved Slaveriets Ophævelse begyndte at svigte, idet de nu frigivne Negere følte Ulyst til Arbejdet paa Landet, og enten tyede til Byerne eller forlod Øen for at begive sig til St. Thomas, hvor Arbejdet i Havnen eller paa Skibsværfterne lovede dem rigelig Fortjeneste og megen Frihed. For at modvirke denne Bestræbelse tyede man til en Løsgængerlov og hæmmende Bestemmelser for Udvandringen til St. Thomas; men ingen af disse Foranstaltninger førte til det forønskede Resultat. Løsgængerloven blev ikke gennemført med den fornødne Stringens (om af Mangel paa den fornødne Politistyrke eller af andre Grunde, skal ikke her siges), og Forbudet mod Udvandringen forstod Negerne med Lethed at omgaa. Man besluttede sig da til Indførelse af Kulier fra Østindien, men Experimentet var dels for bekosteligt, og slog dels ikke til, uvist af hvilken Grund, og man gik derpaa en anden, ganske vist billigere, men i sine Virkninger utvivlsom uheldigere Vej. idet man med den engelske Regerings Samtykke besluttede sig til ved Hvervningsagenter at forskaffe sig Arbejdere fra de engelske Øer i Vestindien, særlig fra den stærkt overbefolkede Ø Barbados. En Følge af dette System var imidlertid, at Agenterne, der fik Honorarer for hver Arbejder, de hvervede, saa vidt erindres 8 Dollars for hver, ikke var særlig omhyggelige eller kræsne i Valget og de for tog, hvad der faldt for blandt Byernes Udskud og ofte i Stedet for egentlige Arbejdere erhvervede sig Skomagere eller Skræddere eller andre saadanne Folk, som ikke forstod sig paa Markarbejde og heller ikke var villige til at udfore eller lære dette, da de ankom til Bestemmelsesstedet. 

Denne Ulyst i Forbindelse med Uvilligheden til at underkaste sig det bundne Liv paa en Plantage, vakte Utilfredshed hos dem og ledede til, at det samme forplantede sig til vor egen ellers godmodige Negerbefolkning, som tilsidst gav sig Udslag i det bekendte sørgelige Oprør paa St. Croix i 1878, hvor Størstedelen af Øens bedste Planlager saa vel som Byen Frederikssted nedbrændtes, og hele Øen truedes med Ruin, som kun afværgedes ved Guvernør Gardes betimelige og energiske Indskriden med Hjælp fra St. Thomas. Den ommeldte Immigrationsskat, der opkrævedes med et Beløb af 10 Cents aarlig pr. Acre sukkerkultiveret Jord, er siden da bleven opkrævet og anvendt i det nævnte Øjemed. Det Fond der herved såvel som ved Bidrag fra Kolonialkassen dannedes og benævntes Immigrationsfondet beløber sig nu til 70.000 Dollars som Guvernementet formener der er Anvendelse for paa anden Maade, idet man, omend anerkendende den stadig tilstedeværende Mangel paa tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, nu formener, at det maa blive hver enkelt Planters Sag selv at forskaffe sig den Arbejdskraft, han behøver. Heri er Planterne imidlertid ikke enige, idel de formener, at det er uoverkommeligt for en enkelt eller for enkelte Plantere at erhverve sig Arbejdere fra fremmede Steder. Saavel for at drøfte dette som andre Plantagedriften vedrørende Spørgsmaal, man formener den ny energiske Bestyrelse, Øerne har faaet vil fremkomme med eller allerede er fremkommen med i Kolonialraadet, er Planterne blevne enige om at danne en Forening kaldet "Planters Association", der holdt sit første Møde i Frederiksted den 9. September dette Aar.

Mødet indlededes med en Tale af Direktør Hagemanns Forretningsfører, Hr. Conrad, der stærkt betonede Nødvendigheden af, at Planterne under det ny Regeringssystem, der ikke som det tidligere lod alting støtte sig selv, og Staten betale Underbalancen paa Øens Budget, sluttede sig til Regeringen og bistod den med Raad og Daad, særlig i Spørgsmaal vedrørende Øens Hovedserhvervskilde, Landbruget, som han formente ikke var fyldig nok repræsenteret i Kolonialraadet. Efter disse indledende Bemærkninger gik han over til at omtale Guvernementets Forslag under Budgetforhandlingerne i Kolonialraadet om at ophæve Immigrationsskatten og fremtidig lade det være hver enkelt Planters Sag fra fremmed Sted at erhverve sig den Arbejdskraft, han behøvede. Dette mente han var uoverkommeligt for den enkelte Planter, og Vanskelighederne ved Erhvervelsen fra fremmede Steder, hvorved han vistnok sigtede til Øerne i Vestindien, vilde blive endnu større, naar Arbejderne ved Panamakanalen først tog deres Begyndelse. Han foreslog derfor Skatten bibeholdt, eller som man under et tidligere Møde havde omtalt, forandret til 5 Cents pr. Acre af al Jord paa Plantagerne uden Hensyn til, om den var i Kultivation eller ej. Immigrationsfondet skulde derefter vedblive at bestaa, og Renten deraf i Forbindelse med den ny Skat anvendes til Indførelse af Arbejdere fra fremmede Steder. 

Under en Diskussion, som derefter udviklede sig, var man almindelig enig med Formanden i, at Immigrationsskatten burde vedblive at bestaa og i Forbindelse med Immigrationsfondet anvendes i det Øjemed, hvori den var stifet. Kun var man ikke enig i Fastsættelsen af Skattens Størrelse; Planter Svitzer vilde saaledes have Skatten delt i 3 Satser, alt afhængig af Jordens Beskaffenhed eller den Anvendelse, der gjordes deraf i Jord i Sukkerkultivation skulde derefter svare 10 Cents pr. Acre, 5 Cents pr. Acre af Jord, der endnu ikke er, men kan blive kultiveret, og ingen Skat af Jord, der henligger i Ukrudt (Bushland). Planter W. Latimer gav en statistisk Oversigt over Skattens Størrelse efter de forskellige Beregningsmaader: der er nu 16,300 Acres i Sukkerkultivation, sat i Stat 10 Cents bliver Beløbet 1,630 Dollars, 30,000 Acres i anden Kultivation a 5 Cents vilde give 1500 Dollars samt 4900 Acres uopdyrket og ubeskattet tilsammen en Skat af 3,150 Dollars; men dersom man tager det samlede Areal af 51,200 Acres til en Sats af 5 Cents, bliver Skattens Totalbeløb 2,250 Dollars, eller da der synes at være indløben en Regnefejl for ham, rettere 2,560 Dollars. Efter at endnu en Taler havde paapeget det beklagelige i, at Landet blottes for Arbejdskraft ved, at Arbejderne tyr til Byerne, hvor de hendriver deres Tid i Lediggang, sluttede Diskussionen med at vedtagen Resolution, hvori man enstemmig paa Hr. Svitzers Forslag vedtog at anbefale Opretholdelsen af Immigrationsskatten, saaledes at den fremtidig opkræves med et Beløb af 5 Cents pr. Acre uden Hensyn til om Jorden er i Kultur eller ej. 

Efter, hvad der saaledes foreligger om det sjældne Tilfælde, at Skatteyderne afslaar et Tilbud fra Regeringens Side om Ophævelse eller Afskaffelse af en Skat, skulde det synes, at de Grunde, der i sin Tid foranledigede Skattens Indførelse, i Mellemtiden maa være undergaaet en Forandring. Dette er dog saa langtfra Tilfældet, at man endnu føler Savnet af tilstrækkelig Arbejdskraft paa Landet, og trods den bitre Erfaring, man har gjort om Forøgelse af samme ved Indførelse af Arbejdere fra de fremmede vestindiske Øer, dog fastholder samme, medens et Middel, der er lige for Haanden og maatte synes mere formaalstjenligere og tillige billigere, ikke tænkes anvendt. Man klager jo vg vistnok med Rette - over, at Byerne er overbefolkede og vrimler af arbejdsdygtige Negere fra Landet, der i Byen fører et Dagdriverliv og indirekte lever paa Plantagernes Bekostning, idet de, enten ved at stjæle Frugt eller paa anden ulovlig Maade erhverver, hvad de behøver til Livets Ophold, udsuger disse. Det ligger da nær at spørge, om ikke et effektivt og i tilstrækkelig Mængde tilstedeværende Politi, maatte kunne forebygge dette, og navnlig ved en streng og konsekvent Gennemførelse af Løsgængeranordningen maatte kunne føre Tilsyn med de vagabonderende Individer og saaledes forhindre Byernes Overbefolkning af dem, og fremtvinge deres vedvarende Ophold paa Landet. At Politiet i sit nuværende faatallige Antal og maaske under en uensartet Styrke i begge Politidistrikter paa Øen ikke formaar at løse denne Opgave, turde være indlysende; men at det i forøget Antal og under en Politimester før hele Øen maatte kunne gøre det, anser jeg for utvivlsomt, ligesom jeg tror, at den noget forøgede Udgift, som hertil vilde udkræves, i Længden vilde vise sig vel anvendt og rigelig opvejet ved det Gode, der derved i flere Retninger vilde pånaaes.

(Nationaltidende, 9. november 1904 (2. udgave)

Native Workmen, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Guiana arrived this morning from New York. Among her passengers is Police Clerk Dendtler, who confirms the report of the capture in Baltimore of a man named Smith who while awaiting sentence i Frederiksted St. Croix prison on a charge of murder, escaped. Smith is a son of "Queen Mary" who for her connection with the riot in St. Croix in 1878 when she is said to have murdered two soldiers, was sentenced to 16 years hard labour in Horsens Workhouse, but long since returned to St. Croix.

(The Bulletin, with which is incorporated the Saint Thomas Commercial and Shipping Gazette, 1. juli 1908)

En Morder

Fra Vestindien

i Horsens Tugthus

2. Juledags Morgen Kl. 8 - ankom Barken St. Croix til Frihavnen fra Vestindien. Om Bord var en Neger, Villiam Smith, 30 Aar gl., som i Aaret 1904 paa St. Croix myrdede en ung Pige af Jalousi. Han flygtede fra Fængslet, ved med sine Haandjærn, som han havde smøget af sig, at slaa Fængselsbetjenten et dræbende Slag i Hovedet, da han lukkede hans Celledør op. Smith kom om Bord paa et Skib, flygtede til Amerika, hvor han i 1907 overfaldt en gammel Kone og blev fængslet; man opdagede da, at det var Morderen Villiam Smith, og han blev derefter transporteret tilbage til Vestindien, hvor han siden har været i Arrest, lænket paa Hænder og Fødder.

Højesteret har dømt ham til livsvarigt Tugthus, og nu er han altsaa sendt hertil under Bevogtning af to vestindiske Gendarmer. Paa hele Overrejsen har han været lænket paa Hænder og Fødder. En Opdager fra Politikammeret hentede ham ved Skibet og korte ham til Arresten paa Nytorv, hvor han blev indsat i en Celle.

I Dag transporteres han til Horsens Tugthus, hvor han skal tilbringe Resten af sin Levetid. Hans Fader blev ligeledes dømt for Mord og indsattes i Horsens Tugthus i 1878.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 28. december 1908)

Quin Marrys Søn.

Han skal om 10 Aar sendes fra Horsens Tugthus til Amerika og drages til Ansvar for Manddrab.

For sex Aar siden blev Negeren Marry indsat i Horsens Tugthus til Afsoning af 16 Aars Straf for at have sprættet Maven op paa sin Kæreste. paa sin Kæreste. Det frygtelige Drama blev udspillet nede paa St Croix. Marry var blevet rasende vild efter at have konstateret, at hans Pige havde været ham utro, og saa maatte han have Hævn.

Mens Marry har siddet i Tugthuset, har han gentagne Gange været i Forhør i Anledning af en Sigtelse, som de amerikanske Myndigheder har rettet mod ham. Den gaar ud paa, at Marry skulde have begaaet et Manddrab i New York for en Del Aar tilbage. Marry, der er bleven rolig og besindig bag Fængslets Mure, har tilstaaet at have dræbt en Mand derovre. Hans Navn kender han ikke: men det var en Mand, som havde set for ømt til en Pige, han havde i New York.

De amerikanske Myndigheder har faaet Underretning om Tilstaaelsen, og naar Marry om 10 Aar har afsonet sin Straf for Bugsprætningen, skal han sendes til Amerika for at sone sin anden Brøde.

Men Amerikanerne tager jo anderledes alvorlig fat paa Mordere, og da navnlig naar det er Negre. Marry vil blive dømt til Døden i den elektriske Stol - hvis man ikke blot nøjes med at hænge ham op.

Marry, som blev født i 1878 i Frederiksteds Arrest, hvor hans Moder, Quin Marry, var Deltager og Medleder af et Oprør, var hensat, vil saaledes også komme til at afslutte sit Liv bag Fængslets Mure.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 17. juni 1916)

Om Wiliam Smith, se Videnskab.dk. Ifølge en artikel i POV skete der følgende med "dronningerne": Susanne Abrahamson "Bottom Belly" fik ni børn og døde 1906 i Richmond fængslet i Frederiksted, Queen Mary (gift 1902, død 1905 på plantagen Williams Delight), Queen Agnes og Queen Mathilde (gift 1907, død 1935) hver tre.

Frederik Heyman (1849-1900). Carl Isac Heyman (1855-1929). (Efterskrift til Politivennen)

Bajerskøl Bryggeriet "Svanholm" blev grundlagt i 1853 af vekselerer Isaac Wulff Heyman og hans far Wulff Philip Heyman.  Bryggeriet lå i området mellem Vesterbrogade / Stenosgade / Gl.Kongevej og den nu nedlagte Danmarksgade i et oprindeligt maskinhørspinderi fra 1840, adresserne Vodroffsvej 6, 13 og 15, nær ved Rosenåen (Kolera'åen i folkemunde). På KBHbilleder findes en snes fotoer som alle er underlagt copyright.

Bryggeriet var ejet af Isaac frem til 1874, hvor han blev en del af Bryggeriet Rahbeks Allé's stab og havde egen produktion der, som på den tid ligeledes lå på Vesterbrogade. I 1884 overtog sønnen Frederik Heyman bryggeriet. 

Forrige Uge blev paa gamle Kongevei ved Bryggeriet Svanholm aabnet en bayersk Øl-Pavillon, der vinder kjøbenhavnernes almindelige Bifald. Localet udmærker sig især ved sin Høide og er meget smagfuldt udstyret. Architect Eckersberg, Maler Børentzen og Billedhugger Strambo have været beskjæftigede med Arbeidet. Øllet, man deer faaer at drikke, har det Fortrin, at Samme stadig kommer fra Bryggeriets Lagerkjælder, der ligger ved Siden af Pavillonen, og er saaledes altid koldt; i Særdeleshed udmærker sig et hertillands endnu ikjendt Øl, saakaldet "Bockbier", der er noget stærkere end det alm. bayerske Øl, men har tillige en fortræffelig Smag. Ei alene Herrer,m men ogsaa Damer gjæste hyppigt denne Pavillon aldeles ugenert, ganske som paa bayersk Maneer. (B. Td.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. august 1854).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 14. juni 1856.

Kjøbenhavnernes Yndlingssted, den baierske Ølhalle ved Bryggeriet Svanholm paa gamle Kongevei, aabnedes i Søndags, og hvis man tør antage, at Sommerbesøget i denne Ølhalle vil komme til at staae i Forhold til, hvad det var paa denne Dag, saa vil Svanholms Bryggeri vistnok have vanskelighed nok ved at skaffe det tilstrækkelige qvantum Øl til at stille de Besøgendes Tørst, ikke at tale om at man vil blive nødt til at anlægge en lille Damp-Pølsemaskine for at tilveiebringe det Antal Knackwurst, der nu synes at spille en ligesaa betydelig Rolle som det baierske Øl.

(Folkets Avis - København 1. maj 1860).

Atter en Vareforfalskning. Paa Bryggeriet Svanholm ved Kjøbenhavn har man i denne Tid maattet foretage en betydelig Reparation ved en Lagerkjælder, som var bleven ødelagt derved, at Vandet fra den overliggende Iisbeholder sivede igjennem Muur- og Træværket. Ved nærmere Undersøgelse er det bleven oplyst, at Asfaltbelægningen, hvormed Iisbeholderen var forsynet til Beskyttelse mod Vandets Gjennemtrængen ikke bestod af Asfalt, hvorfor den var bleven solgt og betalt, men derimod var tillavet af SteenkuIstjære, hvilket Materiale som bekjendt er høist upaalideligt, fordi det revner og sprækker ved Temperaturforandringer. Da det ved en i Kjøbenhavn foretagen Undersøgelse af en stor Deel Asfaltbelægninger saavel ved offenlige som ved private Belægninger endvidere er blevet godtgjort, at disse ikke indeholde Spor af Asfalt, men ligeledes ere tillavede af SteenkuIstjære, som leverer et asfaltlignende Produkt til en langt billigere Priis, og hvorved der altsaa tjenes betydeligt, medens Staten eller andre Forbrugere dog derved skuffes paa Soliditetens Bekostning, skulle vi, siger "Rgtd", ikke undlade at henlede de offenlige Autoriteters og navnlig Statsrevisorernes Opmærksomhed paa dette Bedrageri, der har været drevet upaatalt i meget lang Tid tilbage, og tilstrækkelig forklarer den herskende Mistillid mod Asfalt, medens delte fortrinlige Materiale i sin ægte Tilstand i andre Lande nyder en udstrakt Anvendelse.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. december 1865).

Vinterbillede fra Vesterbrogade, tegnet af Otto Bache. Illustreret Tidende nr. 281. 12. februar 1865.

- Paa Bryggeriet "Svanholm" indtraf der iforgaars Efterm. det Uheld, at den store Kjelder, hvori Malten opbevares, løb fuld af Vand, og at et meget stort Parti Malt derved tildeels blev ødelagt. Som bekjendt bliver det Stykke af Rosenaaen, der løber langs Jernstøberiet "Svanholms" Grendse, i denne Tid forlagt til Naboeindommen "St. Jørgenslund", i hvis Have der er muret en stor Cloak. Da Muurverket er saa nyt, nærede den vedkommende Techniker Betenkelighed ved at lade Vandet faae Løb gjennem denne Cloak. Det i Torsdags indtraadte stærke Tøveir satte imidlertid en saa rivende Strøm ind i den gamle Aa, at Vandet steeg op til Aabredderne, og de underjordiske Afløb, der fra de tilstødende Bygninger munde ud i Aaen, fyldtes. Følgen heraf var blandt Andet den omhandlede Beskadigelse af den lagrede Malt. Rimeligviis vil der blive krævet Erstatning af Frederiksberg Commune for det herved opstaaede Tab. (Dgt.)

(Aarhuus Stifts-Tidende 9. januar 1872).

I juli 1884 døde etatsråd Heyman og efterlod sig en formue på ca. 4 millioner kroner. Dog ikke iberegnet hans tre faste ejendomme hvoraf Bryggeriet Svanholm var det ene. 

I slutningen af 1884 indrettede bryggeriet en lille tunnel under dæmningen "Svineryggen" over en grund på den østlige side af Vodroffsvej og jernbaneskinner over vejen for at transportere is fra Sankt Jørgenssø til bryggeriet. I starten af 1885 nedsatte flere bryggerier, Tuborg og Bryggeriet Svanholm prisen på øl. I vinteren 1890 berettedes om at isen var 8½ tomme tyk. Isen blev hugget med økser, foregik før mørkets frembrud og samlede en talrig skare tilskuere. I januar 1896 omkom to personer der havde bevæget sig ud på isen og faldt i den rende som var fremkommet ved isningen til bryggeriet. I februar 1897 døde en vognmandskusk da han blev kørt over af en af isvognene så hans underliv blev knust.

Fest for Arbeiderne paa Bryggeriet Svanholm. Afvigte Lordag Aften havde Eieren af Bryggerier Svanholm Frederik Heymann foranstaltet en større Fest for samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer med deres Hustruer og Børn (ialt 140 Personer). Festen afholdes i Seekamps Lokale, hvor Hr Heyman modtog Gjæsterne, for hvem der var arrangeret et Kæmpe-Juletræ, foruden at en hver af Deltagerne fik passende Foræringer. Der dansedes herefter, forevistes Skyggebilleder, og ved Fællesspisningen, der fandt Sted i Glassalen, hilste Hr. Heyman paany paa de Tilstedeværende, der senere i Sang og Tale bragte ham deres Tak. ligesom de faldne Udtalelser vidnede ikke alene om Arbeidernes Taknemlighed men tillige om deres velvillige Sindelag og gode Forhold til Eieren. Hver af Deltagerne fandt ved sin Kouvert et lille Festemblem og fik yderligere et Nr. til en Bortlodning, der fandt Sted efter Bordets Slutning, og ved hvilken Gevinsten var en lille Sparekassebog. Derpaa tog Dansen igjen sin Begyndelse og fortsattes til henad Morgenstunden med stort Liv, men tillige i den smukkeste Orden og Stemning.

(Dags-Telegraphen (København) 24. december 1884).

Ved en strejke hos Frederiksberg Sporvejsselskab i maj 1886 ankom grosserer Heymann fra Bryggeriet Svanholm og tilsagde de strejkende at ville givet alt det øl de havde brug for under arbejdsnedlæggelsen. Sporvognsfunktionærerne vandt strejken. Svanholm hørte til de billige bryggerier, idet en halv bajer kostede 6 øre. Ny Carlsberg 7 øre, Gamle Carlsberg 8 øre, Alliance 9 øre. 

Bannerindvielse. Paa Bryggeriet Svanholm fandt der igaar en lille Høitidelighed Sted, ved hvilken et nyt Banner med tilhørende Faner, anskaffede ved i længere Tid sammensparede Bidrag fra samtlige Bryggeriets Arbeidere og Funktionærer, blev afsløret og indviet. Det anselige Banner, der er af blaa Silke, bærer Bryggeriets Varemærke og Indskriften "Bryggeriet Svanholms Arbeidere 1887", og Bagsiden dannes af et Dannebrogsflag i Silke. I hele Personalets Nærværelse overraktes Banneret af en Deputation af Arbeidere med Sang og Musik til Bryggeriets Eier, Hr. Frederik Heyman, der med nogle Ord ledsagede Afsløringen og Indvielsen. Der fandt derefter en lille Kollation Sted, og den glade Stemning vidnede tilstrækkelig om det gode Forhold mellem Arbeiderne og deres Chef.

(Dags-Telegraphen (København) 23. maj 1887).

120,000 halve Bajere. I Følge Kontrakt med Festkomiteen, der forestod Arragementet af Socialdemokraternes Grundlovssest paa Fælleden, var det overdraget Bryggeriet "Svanholm at levere alt Øllet, der konsumeredes, mod at Bryggeriet afholdt Udgifterne ved Opsætteisen og Nedtagningen af 3 Danseestrader paa Festpladsen.

Der blev i Alt konsumeret ca. 120,000 halve Bajere fra Fad, foruden hvad der blev drukket af Øl paa Flaske.

Det blev dog ikke "Svanholm", der udelukkende kom til at levere Øllet, idet Vogne med Øl, udsendte fra to mindre Bryggerier, sneg sig ind paa Pladsen og solgte Bajerskøl under Foregivende af, at det var Hvidtøl, de kjørte med. Først Kl. blev disse Vogne paa Bryggeriet "Svanholm"s bestemte Forlangende bortviste af Politiet.

Der vil blive anlagt Sag mod de to Bryggerier, idet "Svanholm" vil søge at tvinge dem til at betale Skadeserstatning.

(Folketidenden - Ringsted 9. juni 1887).

I Nærheden af Duvalrestaurationen, bag denne ind imod Tivoli, lader Bryggeriet "Svanholm" opføre en Udstilling, der er mere aparte end egentlig Smuk.

(Nationaltidende 29. april 1888)

Foran Tuborgs vældige Flaske har Bryggeriet Svanholm nu næsten fuldført Opstillingen af en stor Pavillon med tre Taarne, der fra Øverst til Nederst ere beklædte med Ølflasker, Bunde, Halse og andre Bestanddele af saadanne. Der gaar vel ialt en Snes Tusind Flasker med hertil, og alene for de to Sidetaarnes Vedkommende er der medgaaet 705 Flasker og Dele af disse.

(Dagbladet (København) 2. maj 1888).

I 1888 havde Carl Jacobsen skrevet et brev til Lollandsposten vedr. nogle rygter om ham, og beskyldte en "venskabeligsindet kollega" for at stå bag. Dette fik den 14. juli 1888 samtlige bajerskøl-konkurrenter til at indsende en opfordring til Carl Jacobsen om at oplyse hvem det var. Blandt underskriverne var bl.a. Kühle som havde overtaget ledelsen af Gamle Carlsberg efter Carl Jacobsens far, I. C. Jacobsen, Tuborgs Philip Heyman og Svanholms Frederik Heyman. Tvisten mellem far og søn er beskrevet andetsteds på denne blog.

I slutningen af 1890 og januar 1891 var der forhandlinger om sammenslutning af nogle bryggerier. I marts samme år solgte Frederik Heyman bryggeriet Svanholm og ejendommen Vodrofsvej 6 til "De forenede Bryggerier" for 650.000 kr. I de efterfølgende år annonceredes endnu efter personale til bryggeriet. 

Den 11. juni 1894 skrev Frederik Heyman, Bryggeriet Svanholm, en klage i Dannebrog (København) 13. juni 1894 over et højt auktionssalær for nogle solgte bøger.

Dannebrog (København) 15. august 1895 meddelte at driftsbestyrer Fr. Heyman, Bryggeriet Svanholm var taget på rekreationsrejse til badestedet Ostende.

I oktober 1899 meddelte De forenede Bryggerier at de planlagde at nedlægge bryggeriet Svanholm i en nær fremtid. Den 19. juni samme år (1899) døde Frederik Heyman. Hans bogsamling af bl.a. Holberglitteratur blev testamenteret til Sorø Akademi. Resten blev solgt ved auktion. Efter overgangen til de Forenede Bryggerier indstilledes brygningen. 1900 overførtes Frederik Heymans mineralvandsfabrik Extra til Tuborg sammen med nogle andre virksomheder der fandtes på Svanholm. Resten blev lagt ind under Kroneøl-bryggeriet. I 1903 blev grundene solgt til bebyggelse.  

Hans Christian Harald Tegner (1853-1932): Frederik Heymann Ex Libris. 1895. Svanerne må vel hentyde til bryggeriets navn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det malt der tilvirkedes på Svanholm, produceredes herefter på Trekroner. I marts 1901 annoncerede De forenede Bryggerier med udlejning af lokaler fra de nedlagte bryggerier Aldersro, Svanholm, Rabeshave og Frederiksberg. Bygningerne blev nedrevet 1903/1904. I området blev Prinsesse Maries Alle anlagt. Det nye byggeri blev opført af "De forenede Byggeselskaber" som var omdannet af Valdemar Nielsens Byggeforretning. Med en aktiekapital på 2½ mill. kroner var det største af sin slags på det tidspunkt. Det opførte derudover "Jørgensborg" (Vesterbrogade), St. Thomas, Søfryd, m.m.

Brødrene brygger Frederik Heyman (1849-1900) og Carl Isac Heyman (1855-1929). Gravsten på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Ved folketællingen 1885 ses han at være ugift, Gammel Kongevej 68. Han har en husholderske Nanna Malmqvist (52 år). Foto Erik Nicolaisen Høy.