Ludvig Peter Kjøge (1823-1888?). (Efterskrift til Politivennen)

Af en artikel i Fædrelandet 19. september 1849 fremgår at en fabriksarbejder på Ladegården (August Hansen Michelsen) havde stukket Ludvig Peter Kjøge med en kniv i underlivet. Lægen skønnede ikke at det var "meget farligt". Ludvig fortalte senere at han havde talt med en nyligt ankommet til Ladegården (Frederik Julius Jørgensen) og denne havde leet af noget. Dette "noget" troede August var rettet mod ham og gav sig i klammeri. Det lykkedes Ludvig og nogle tilkommende at få standset volden. Men et par timer senere mødtes de igen, hvorefter August stak ham. 

Fædrelandet kunne i 1850 give yderligere oplysninger om Ludvig:

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at Ludvig Peter Kjøge i Aaret 1836, da 13 Aar gammel, var bleven straffet med Ris for Betleri og i 1837 anseet med samme Straf, for ved en af Stadens Porte at have foranlediget Uorden, samt indladt sig i Contestationer med en Skildvagt, blev han ved Politiets Foranstaltning sat i Pleie hos en Gaardmand i Jylland, hos hvem han var til sin Confirmation, da han atter tog hertil Staden, hvor han senere har ernæret sig ved tilfældigt Arbeide. Ved Høiesterets Dom af 31te Juli 1843 straffedes han med 8 Maaneders Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus for, blandt Andet, i Forening med en mistænkelig Person at have hos flere Handlende begaaet tyverier, hvorved allahaande Skabe, som de Bestjaalne havde havt hængende udenfor deres Udsalgssteder, bleve opbrudte og deraf var udtaget en Del, til en Værdi af e. 15 Rbd. ansatte, Gjenstande. Under en den 10de Februar 1845 ligeledes af Høiesteret paakjendt Justitssag blev han, som overbevist om i Kjøbenhavns Amts nordre Birk at have forøvet 6 Tyverier, hvoraf 3 Indbrudstyverier  - hvilke sidste alene gav ham et Udbytte til Værdi af c. 17 Rbd.- anseet efter Forordningen 11te April 1846 § 12, 1ste Membr. og § 14 cfr. 13 med 4 Aars Arbeide i bemeldte Straffeanstalt. For Tyveri, Løsgængeri og Fornærmelser mod Politiet blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom af 1ste December f. A. idømt 6 Aars Rasphusarbeide etter den nævnte Forordnings § 12, 1ste Membr., cfr. § 15, Forordningen 21de Aug. 1829 § 2 og Forordn. 4de Octbr. 1833 § 16. Denne Dom appelleredes, ifølge Kjøges Begjæring, til Høiesteret. Den 11te December lod Arrestanten melde, at han vilde afgive Tilstaaelse betrædende et af ham hidtil benegtet Tyveri, og forklarede han i den Anledning Følgende: Søndagen den 16de August f. A. undveg han om Aftenen fra Ladegaarden, hvor han havde Indeholdelse, ved at springe ud af et Vindue i 2den Etage. Han drak derefter i et Værtshus paa Nørrebro endel Brændevin, og lagde sig saa til at sove paa Giacierne. Den næste Dag drev han ud ad Strandvejen til, og Natten tilbragte han i Dyrehaven. Tidlig næste Morgen, medens en Person, med hvem han var i Følge, laa i nogen Afstand skjult bag en Busk for at holde Vagt, samt meddele Underretning om, hvis Nogen skulde komme, aabnede Kjøge med en medhavende falsk Nøgle den aflaasede Dør til Kiøkkenet i et af nu afdøde Fabrikarbeider Selbach beboet Hus ved Raadvad, og efterat have begivet sig ind i et Værelse, i hvilket han saae en Mandsperson ligge og sove i en der slaaende Seng, udtog han af en Dragkiste, hvis Skuffer vare noget udtrukne, et Par Benklæder, en Klædes Trøie, en islandsk Nattrøie, 4 Nøgler Uldgarn og noget brunt Sukker, samt et Par under Dragkisten hensatte Sko, hvorpaa han lod Døren staae aaben efter sig og, uden at lægge Mærke til, hvor hans Ledsager var bleven af, begav han sig ad en Skovsti til Strandvejen. Ved Bellevue antraf han sin Kammerat, men denne fik ikke Kosterne at see og gjorde ei heller Fordring paa at tage Del i dem. De forlode hinanden i Nærheden af Slukefter, hvorefter Kjøge begav sig over en Tværvej til Lyngbyveien, hvor han med Undtagelse af Skoene, som han havde tabt, og Sukkeret, som han havde fortæret, solgte Kosterne til Bønderfolk, han antraf paa Veien. Aarsagen, hvorfor han ikke tidligere havde vedgaaet delte Tyveri, angav han at være, at han ikke kunde huske det; at Grunden dertil var en ganske anden, vil det Følgende vise. Den 29de December lod Kjøge melde, at han havde endnu flere Tyverier at tilstaae. I Forening med den mistænkelige, nu 28aarige Andreas Peter Engermann, imod hvem Undersøgelser have været indledede, men som vedholdende har neglet Delagtighed i Tyveriet, havde han nemlig den 23de Febr. f. A. om Aftenen Klokken mellem 7 og 8, fra et udenfor Konstdreier J. A. Jørgensens Boutik paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestrædet ophængt Skab med forskjelligt Dreierarbeide, bortstjaalet et til en Værdi af 1 Rhd. ansat Merskumspibehoved. hvilket efter Kjøges Forklaring blev udført paa den Maade, at han trykkede Ruden ind, hvorpaa Engermann at Skabet udtog Pibehovedet, hvorom han til Kjøge havde yttret, at det var nok værdi at have, og derefter leverede det til denne, og stod Kjøge netop i Begreb med at sælge Pibehovedet i en Værtshuskjælder, da han, der paastaaer, at Engermann har angivet ham, blev sammesteds anholdt af Politiet. Kjøge tilstod fremdeles, at han i forening med den mistænkelige 24aarige Julius Nicolai Liefring, mod hvem Bevis imidlertid ikke er kommet tilstede, har Løverdagen den 21de Juli f. A. om Aftenen Klokken mellem 16 og 11 i Cigarfabrikør P. Lorchs aabenstaaende Boutik i Stedet Nr. 6 i Gothersgaden bortstjaalet en sammesteds paa Disken staaende ) Kasse Cigarer, med hvilke, der udgjorde et Antal af c. 126 Stykker, Kjøge den næste Dag gik ud ad Dyrehaven til for at falbyde dem sammesteds, men da det blev Regnvejr, opgav han Speculationen og solgte Cigarerne, der havde en Værdi af 2 Rbd. 48 Sk., til en Værtshusholder paa Tilbagevejen for 56 Sk. Kjøge tilstod endvidere, at han i Følge med Liefring og en 3die Person, der senere har hængt sig, en Formiddag i Juli Maaned f. A. havde i en ved Strandveien beliggende Have, i hvilken han korn ind ved at stige over et Stakit, tilvendt sig noget paa Snore hængende Tøj, bestaaende at 3 a 4 Par Sokker, nogle Underbenklæder, Tørklæder m. m., som han havde rakt over til Liefring, der stod paa Veien, men da en Kone, som havde bemærket dem, gav sig til at skrige, kastede Liefring Tøiet Ira sig , hvorpaa de alle 3 havde givet sig til at løbe. Endelig vedgik Kjøge, at han den 26de August f. A., Dagen etter at han var undvegen fra Ladegaarden, har i Forening med Liefring begaaet Tyveri i en, Gaardmand Jens Petersen tilhørende , mellem Stedet "Tretiasker" og Lundehuset beliggende Gaard, ved hvilket blandt Andet borttoges nogle Klædningsstykker, der vare ophængte i en Lade, til hvilken Kjøge. der vidste, at Folkene vare i Marken, havde skaffet sig Adgang gjennem den uallaasede Dør. 

- Den 31te Januar d. A. stadfæstede Høiesteret Criminalrettens Dom af 1ste December, og blev Kjøge derefter afført til Straffestedet. Valget af Rasphusarbeide var mod Domfældtes Beregning. Følgen af hans mange Tilstaaelser, hvortil han uden Tvivl kunde have føiet langt flere, stod ham klart for Øie, og forlangte han i den Anledning en Conference med sin Defensor, forinden denne indlod Sagen. Da Sagføreren skulde erfare, hvad fangen vilde, gik dennes Begjæring ud paa at blive stillet før et nyt forhør, hvorunder det var hans Agt at gjøre sine afgivne Bekjendelser betingede af, at han maatte blive hendømt til Arbeide i Fæstningen, i Stedet for i Rasphuset. Det hjalp ikke, at Defensor forestillede ham det Unyttige i at stille saadanne Betingelser eller at ville kalde sine een Gang afgivne og ved Sagens Omstændigheder bestyrkede Bekjendelser tilbage; thi det var desuagtet hans Mening, efter Omstændighederne at tilbagekalde disse som urigtige, hvis han ikke maatte komme i Slaveriet, og han gjorde Sagføreren, som hans Defensor, det til Pligt at gjøre Criminalretten bekjendt med hans Begjæring. Den 26de April fremstilledes Rasphusfangen L. P. Kjøge for Retten, der var sat i Straffeanstalten. Som man havde ventet, fragik han de ovennævnte Tyverier, og angav han Aarsagen til, at han selv havde anmeldt sig som skyldig i dem, at han havde været af den Formening, at han, ved at forøge sin Strafskyld, skulde kunne bevirket, at han for Tyveriet, hvorfor han sidste Gang var under tiltale, skulde blive idømt Fæstningsarbeide, i Stedet for Rasphusarbeide; men, da han nu havde erfaret det Modsatte, havde han ikke længere nogen Grund til at paalyve sig tyverier, som han aldrig havde forøvet eller været delagtig i. Efter Maaden, hvorpaa Kjøge, til hvis Fragaaelse der ifølge L. 1-15-1 intet Hensyn kunde tages, havde iværksat det hos Selbach forøvede Tyveri, i Henseende til hvilket aldeles nøiagtig Oplysning om Tiden, hvorpaa det er udført, ikke har kunnet tilvejebringes, maatte det henføres under Frdgn. Ilte April 1840 § 12 1ste Membrum, og blev han ved kriminalrettens Dom af 11te Juni, i Medfør af Frdgns. § 19, idømt en Tillægsstraf, som efter Omstændighederne fandtes at kunne fastsættes til 2 Aars Rasphusarbeide. Domfældte har appelleret til Højesteret.

(Fædrelandet 3. juli 1850).

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 78 som indsat 6. februar 1850 og løsladelsesdato 6. februar 1858. Bopæl Ladegården i København. Han havde da tidligere været straffet for tyveri med ris, 8 måneder og 4 års forbedringshusarbejde. Denne gang sad han for tyveri, løsgængeri og fornærmelse mod politiet. Tillægsstraf for tyveri.

Hvis datoen 6. februar 1858 kom til at gælde, varede det ikke længe efter løsladelsen før han igen blev pågrebet: Året efter (1859) blev han idømt tugthusarbejde i 10 år:

Anholdelse. En af de Forbrydere, som siden deres Konfirmation have tilbragt hele deres Liv enten i Fængsler eller i Straffeanstalter, er i disse Dage bleven anholdt, nemlig Ludvig Peter Kjøge, som i Aaret 1842 i en Alder af 20 Aar inddømtes i Forbedringhuset for Tyveri, ved sin Løsladelse udlagdes paa Ladegaarden, i 1844 dømtes til 4 Aars Strafarbejde, i 1850 til 8 Aars og i 1859 til 10 Aars Tugthusarbejde. Alt for begaaede Tyverier. Han blev da løsladt i Begyndelsen af denne Maaned og tog da Ophold paa Utterløv Mark. For omtrent 8 Dage siden forlod han sit Logis, begik han atter Tyveri og vil nu utvivlsomt paany blive inddømt til fleraarigt Arbejde i Tugthuset, hvorved Samfundet atter for en Tid bliver sikkret mod ny Ulovligheder fra hans Side. (Dg. Nh.)

(Horsens Folkeblad 30. september 1869).

“Ludvig Peter Kjøge, straffet meget ofte for Tyveri, Fornærmelse mod Politiet; senest med 10 Aars Tugthus; see mist: Prot: B. Pag 491.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Efter i 1870 at være dømt to gange til hhv. 5 års tugthusarbejde og strafarbejde i 4 år, blev han efter løsladelselsen atter pågrebet i 1880:

Et Forbryderliv. Ludvig Peter Kjøge, der nu er 58 Aar gl., er bl. a. straffet med følgende Straffe, dels for Ejendomsindgreb, dels for Vold: i 1843 med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, i 1845 med lignende Strafarbejde i 4 Aar, i 1850 med Rasphusarbejde i 6 Aar og i samme Aar med en Tillægsstraf af 2 Aar, i 1859 med Tugthusarbejde i 10 Aar, i 1870 med Tugthusarbejde i 5 og i 1870 med lige Strafarbejde i 4 Aar; altsaa i et Tidsrum af ca. 37 Aar med i alt 32 Aar og 2 Maaneders Strafarbejde. Han er nu atter idømt Tugthusarbejde, denne Gang i 6 Aar under følgende nærmere Omstændigheder. Han sigtedes under en ved Kriminalretten anlagt Sag for at have den 30te November f. A om Eftermiddagen imellem Kl. 4 og 5 stjaalet en Kaabe, der hang som Skilt paa et Stativ i en Gang indenfor Gadedøren til en Ejendom paa Kjøbmagergade, fra hvilken Gang der er Indgang til en Manufakturhandlers Butik. Han nægtede sig vel skyldig i Tyveriet, men det bevistes, at han havde været i Besiddelse af den omhandlede Kaabe, da han blev standset paa Gaden af to Vidner; fremdeles bevistes Bestjaalnes Ejendomsret til Kaaben, og endelig, at den havde hængt som Skilt i den omtalte Gang. Arrestanten forsøgte at forklare fra Besiddelse af Kaaben derhen, at han af en Kone var bleven anmodet om at bære den, uden at hun dog sagde ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring i og for sig var høist usandsynlig, saaledes godtgjordes det ved begge Vidners Udsagn, at den Kane, der foranledigede, at Arrestanten paa Graabrødretorv blev standset, medens han var r Færd med at bortbære Kaaben, netop var det ene Vidne; fremdeles, at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjød, og endelig, at Arrestanten den Gang for begge Vidnerne opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Det ene Vidne, nemlig den omtalte Kone, forklarede derhos under Ed, at hun nogle Øjeblikke forinden ommeldte foregik, da hun i Følge med sin den Gang næsten lOaarige Datter passerede forbi Ejendommen paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage Kaaben ned at Stativet, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjød og hurtigt fjærne sig med den tværs oner Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter barn ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det soregaaede, og da hun ingen saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa. En hermed overensstemmende Forklaring blev afgivet af hendes omtalte Datter. Arrestanten benægtede vel endvidere, at han paa den omhandlede Tid havde været i den omtalte Ejendom paa Kjøbmagergade, eller endog blot paa den Side af Gaden, hvor de i ligger, men det bevistes ved andre Vidner, at han ganske kort forinden han blev standset paa Graabrødretorv havde opholdt sig i den omtalte Gang. Arrestanten søgte endvidere at komme bort fra Sagen ved i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte, at paastaa, at han ikke mindedes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilken Paastand i høj Grad bar Præget af Mangel paa Oprigtighed, og da Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, fandt Retten, at der forelaa et i Medfør af Frdn. 8de Septbr. 1841 fyldestgjørende Indiciebevis for, at han var skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han blev derfor anset efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri med den ovenfor anførte Straf af Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Morgenbladet (København) 4. marts 1881).

H. Tegner: Hvad er der paafærde? Scene af det kjøbenhavnske Gadeliv. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881. Scenen må være Købmagergade, og kan være her Ludvig var.

Af Højesteretsdommens præmisser fremgår nogle yderligere detaljer:

Højesteret. Mandagen den 23 Maj.

Nr. 131. Etatsraad Buntzen

contra

Ludvig Peter Kjøge (Defensor Klubien).

Arrestanten har nægtet sig skyldig i dette Tyveri; ved hvad han selv har vedgaaet og det iøvrigt Oplyste er det imidlertid bevist, at han den anførte Dag om Eftermiddagen ca. Kl. 5, da han paa sin Vej fra Kjobmagergade gjennem Løvstræde over Graabrødretorv, blev standset paa dette Torv af Skomagermester Petersens Hustru, Frandsine Louise Meyer og Handelsagent Arentz Emil Boss, var i Besiddelse af en Kaabe, og med Hensyn til denne Kaabe er nævnte Firmas Ejendomsret bevist samt have Ferdinand Emil Frantz Christensen, der for Firmaets Ihændehaver, som ikke selv befatter sig med dets Forretning, bestyrer samme, og de ved Forretningen ansatte 2 Personer, Lærling Harald Petersen og Helene Marie Louise Jacobsen, hver for sit Vedkommende bekræftet med Ed, at den er frakommen Forretningen uden deres Vidende og Villie. Lærling Petersen har derhos paa samme Maade bekræftet, at denne Kaabe bemeldte Dag, forinden den bortkom, hang som Skilt paa et Stativ i Gangen udenfor Firmaets Boutik.

Arrestanten har nu vel under Sagen forklaret, at han, da han ved den ommeldte Lejlighed var i Besiddelse af Kaaben, bar den for fornævnte Petersens Hustru, der var Arrestanten ganske ubekjendt, men som — efter hans første Forklaring paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, efter hans senere Forklaring paa Hjørnet af - Kjøbmagergade og Løvstræde — havde anmodet ham om at bære den uden at sige ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring imidlertid allerede i og for sig er højst usandsynlig, saaledes er det mod Arrestantens Benegtelse tildels i alt Fald af at erindre noget herom, ved de af Petersens Hustru og Handelsagent Boss afgivne Vidneforklaringer godtgjort, at det netop var Petersens Hustru der foranledigede, at Arrestanten standsedes paa Graabrødretorv, medens han var ifa?rd med at bortbære Kaaben, fremdeles at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjod og endelig at han dengang saavel for Petersens Hustru som for Boss opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Af Petersens Hustru er derhos under Ed forklaret, at hun nogle Øjeblikke forinden det Ovenmeldte foregik, da hun i Følge med sin dengang næsten 10-aarige Datter passerede forbi Ejendommen Nr. 42 paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage den oftmeldte Kaabe ned af det Stativ, hvorpaa den hang i Gangen indenfor Ejendommens Gadedør, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjod og hurtigt fjerne sig med den tversover Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter ham ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det Foregaaede, og da hun ingen Saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa, og en i Et og Alt hermed stemmende Forklaring er afgiven af hendes omtalte Datter Mathea Frederikke Petersen, der navnlig, selv vil have set Arrestanten stjæle Kaaben og skjule den under sit Frakkeskjød, samt bort ham paa Graabrødretorv foregive, at han havde kjøbt den.

Endelig er det, imod Arrestantens Benegtelse af at have den 30 November forrige Aar forinden det Ommeldte passerede, været inde i den omtalte Ejendom eller endog blot været paa den Side af Gaden, hvor den ligger ved de Vidneforklaringer, der ere afgivne, dels af den formeldte Forretningsbestyrer Christensen og den ved samme ansatte Lærling Petersen, dels af Theodor Christian Fischer, der er i Lære hos Boghandler Larsen, til hvis Boutik der er Indgang fra samme Gang, hvorfra der er Indgang til det bestjaalne Firmas Boutik, bevist, at Arrestanten bemeldte Dags Eftermiddag mellem Klokken 4 og 5 indtil ganske kort Tid forinden han blev standset paa Graabrødretorv, har opholdt sig i den omtalte Gang.

Efter hvad der saaledes er oplyst i Sagen, hvortil kommer, at Arrestanten endnu i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte,, har afgivet Forklaringer om ikke at mindes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilke i liøj Grad bære Præget af Mangel paa Oprigtighed, samt at. Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, findes der at foreligge et i Medfør af Forordningen 8 September 1841 fyldestgjørende Bevis for, at han er skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han vil derfor være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri, efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Højesteretstidende 1881-1882. Nr. 15, side 225-226)

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses atter Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 90, indsat den 2. juni 1881 (formentlig fra Christianshavns Arrest, 6. måneder) med løsladelsesdato 2. juni 1887. Han angives at være arbejdsmand. Tidligere straffe: 1833 - Ris - betleri 1843 - 2/3 års forbedringshus - tyveri 1845 - 4 års forbedringshus - tyveri 1850 - 6 års rasphus - tyveri 1850 - 2 års tillægsstraf - tyveri 1859 - 10 års tugthus - tyveri 1870 - 5 års tugthus - tyveri 1876 - 4 års tugthus - tyveri iflg. Københavns Kriminal- og Politirets dom af 14-10-1876 Horsens, løsladt 19-10-1880.

I Morgenbladet (København) den 1 november 1888 kunne man under "Døde" læse at væver Ludvig Peter Kjøge var død. Hvis det er samme Ludvig Peter Kjøge, kan man antage at efter sin løsladelse i juni 1887 har levet af det væveri som han kan havde lært gennem sit lange ophold på Statsfængslet i Horsens, se indslaget "Tugthus-Konkurrencen" (1881).

Af Tyendelivet. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tjenestekarl Jens Peter Hansen af Størlinge Mark pr. Rønnede have vi for nogen Tid siden modtaget en udførlig Fremstilling af en Række Gjenvordigheder, han har lidt i og efter en Tjeneste, som han i 1879 havde hos Skovfoged Evensen, Lestrup Skov. Den Retssag, som Tjenesteforholdet gav Anledning til, har vel for længst fundet sin Afgjørelse, og den er for saa vidt falden heldig ud for Korlen, som han ikke har faaet Dom for den Hovedanklage, der førtes imod ham. Men hele den Maade, hvorpaa, han før, under og efter Sagen er bleven behandlet fra forskjellige Sider, har hos han fæstnet en stærk og bitter Overbevisning om, at han har lidt lidt haard Uret. Om Sagens faktiske Sammenhæng og alle dens Omstændigheder kjende vi intet ud over, hvad han selv har meddelt, og Fremstillingen staar derfor helt paa hans egen Troværdighed; men det har forekommet os at være god Grund til at efterkomme hans Ønske om Offenliggjørelse.

Som fattig Tjenestekarl, Søn af en Indsidderenke, har han hjemme i de Samfundslag, hvor Tavshed er Sædvane, ikke fordi alt der er, som det burde være, men fordi det er et af de haarde Vilkaar for Smaafolk, at de have saa vanskeligt ved at blive hørte, naar de have noget at klage over. Vi fælde, som sagt, ingen Dom i den Sag. der nedenfor omhandles, thi vi have ikke hørt "den anden Part", men vi finde god Grund til at lade Jens Peter Hansen komme til Orde. Han forklarer om Sagens Oprindelse udførligere, hvad vi anse det tilstrækkeligt at meddele uddragsvis, følgende:

I Juli 1879 traadte han i Skovfoged Evensens Tjeneste som Stedfortræder for en anden Karl for samme Løn, som denne var fæstet for fra Maj til Maj, 70 Kr. halvaarlig. Da Skovfogden ved Novembertid ikke vilde betale fuldt ud, hvad der tilkom Karlen, og paastod, at Lønnen for Vinterhalvaaret kun skulde være 60 Kr., opstod der herover en Strid, der imidlertid afgjordes nogle Dage senere, da Skovfogden tilkaldte Sognefoged Jeppesen af Hyllested, og denne paa en praktisk forstaaelig Maade overbeviste Karlen om, at "her hjalp ingen Parlamenteren". Ved Sognefogdens Bistand vilde Skovfogden nu ogsaa gennemdrive en tidligere rejst Fordring paa, at Karlen naar han havde arbejdet il Mørket faldt paa og spist til Aften, skulde skjære Hakkelse. Saadant Aftenarbejde var ikke blevet forlangt, hvor Karlen tidligere havde tjent, og Skovfogden havde heller ikke talt om sligt, da han fæstede Karlen. Naar denne nægtede at skjære Hakkelsen, var det dog - kortfatter Karlen - væsenlig fordi det var forbundet med Fare at staa oppe paa Skjæreloftet mellem Hø og Halm og arbejde ved en Lygte, som let kunde afstedkomme Brandfare som han mente, og Ansvaret herfor mente han vanskelig at kunne fri sig for, hvis der sket en Ulykke. Skovfogden og Sognefogden erklærede da, at Karlen som ulydig mod sin Husbond skulle forlade Tjenesten inden næste Dags Middag; Karlen protesterede mod denne fordring, som da heller ikke blev udført. Skovfogden forlangte nu. at Karlen til Davretid skulde være færdig med Morgengjerningen - at rense Stalden til 2 Heste og 6-7 Køer, strigle og skære Hakkelse for - at han derefter kunde gaa paa Lo og tærske sammen med en Husmand og da Karlen trods flittigt Arbejde ikke kunde opfylde denne Fordring, gav Husbanden ondt af sig. Jens Peter antog at Skovfogden søgte Anledning til at vise ham af Tjenesten, som vel kunde besørges billigere end ved en fast Karl om Vinteren.

Hvad der videre følger, er Jens Peter Hansens egen Fortælling.

"Da jeg et Par Uger efter 10de December omtrent ved Mellemmadstid kommer ned fra Skæreloftet efter at have skaaret Hakkelse, kommer Evensen - det var ikke første Gang - og siger, at det har varet altfor længe med mit Arbejde, og jeg var en god Drivert osv. Jeg havde endda arbejdet, saa jeg pustede og svedte ved det, saa jeg havde ikke noget at bebrejde mig med i saa Henseende. Dette vilde jeg gierne gjøre gjældende, men Skovfogden havde vistnok sat sig det Formaal at bringe mig til det yderste. Han kommer nu ind paa Hakkelseloen og puffer mig ud af Loen. Det var noget af det værste, der kunde hænde ham, naar man ikke vilde sige Ja og Amen til alle hans Urimeligheder, men vilde overbevise ham om, at man ikke havde fortjent Dadel, jeg vilde dog nu ind og have mine Træsko, som stod lige indenfor paa Foderloen, men nu støder han mig for Brystet, idet han siger, jeg kunde lade Træskoene staa. Da jeg daarlig kunde undvære dem, skyder jeg ham med flade Hænder bedre frem i Foderloen, for at jeg kunde faa dem, da jeg formente, at han ikke godt kunde forholde mig Brugen af mit eget Tøi. Men nu farer han til, og inden jeg kan slippe ud af Loen med mine Træsko, tager han Stagen af en Kost og begynder at slaa mig. Jeg vrister stagen fra ham for at han ikke stal slaa mig mere, men nu gaar han ind paa mig og fratager mig Stagen, uagtet jeg ikke værgede mig med den, ej heller paa anden Maade tilføjede ham noget, og da han haver Stagen i Vejret paany, og jeg var Bange for at faa flere Slag, saa griber jeg ham og holder ham tæt ind til mig, for at han hverken skulde slaa eller sparke mig. Men nu raaber han Gevalt, hvorved Kone og Børn komme til, og han forklarer dem, at jeg har slaaet ham i Stedet for han mig. Forundrende mig over denne Fabel og Digtekunst, som jeg dog ikke troede, han vilde offenliggjøre, gik jeg med mine Træsko. Imidlertid havde han ladet hente Gaardmand Ole Christensen fra Nabogaarden, hvem han ogsaa fortalte, at jeg havde slaaet ham. Evensens Datter forklarede, at hun havde staaet inde i Stuen og set gjennem Vinduet over Gaarden ind paa Foderloen, al jeg havde holdt hendes Fader med den ene Haand og slaaet ham med Kosteskaftet med den anden; dette, sagde hendes Moder, kunde Datteren gjøre Ed paa. Ja det blev værst for hende selv, om hun vilde, for at hjælpe sin Fader, gjøre Ed paa noget, som ikke var sket," sagde jeg. - - -

Et Par Dage efter kommer Sognefoged Jeppesen af Hyllede tilligemed Politiassistent Smith kjørende ind i Skovfogdens Gaard, de havde en Protokol bag i Vognen, saa nu kunde jeg forstaa, at der var Tur til mig, og at Skovfogden vilde sætte sin Intrige igjennem. Der gik et Par Timers Tid, saa blev jeg kaldt ind i Stuen, og nu holdt Smith Forhør over mig og vilde have mig til at tilstaa, at jeg havde slaaet min Husbonde; - men det kunde jeg ikke, sagde sig, da jeg ikke havde gjort mig skyldig i denne Forbrydelse; - tillige havde jeg været ulydig, sagde han, idet jeg ikke vilde skjære Hakkelse om Aftenen ved Lygte. Jeg sagde ham om Grunden; men jeg skulde have gjort det alligevel, sagde han. Det vilde jeg ogsaa have gjort, havde jeg vidst, at det kunde fordres i Følge Loven, - svarede jeg, - og hvis der ikke havde været Risiko ved det. (Det var en anden Sag, naar Skovfogden havde været med paa Skjæreloftet.) Politiassistent Smith sagde nu, at hvis jeg vilde give 30 Kr. til Amtsfattigkassen. vilde han se at udgjøre hos Justitsraad Bruun i Vesteregede, om jeg kunde slippe med det og Sagen bortfalde; hvortil jeg svarede nej, da jeg ikke havde noget at betale for. Nu erklærede Smith mig for Arrestant og sagde, jeg skulde gjøre mig færdig til at følge med til Vesteregede. Jeg vilde nu tage mine Penge, godt et halvt hundrede Kr., tilligemed en Sparekassebog paa 50 Kr., til mig, men det lagde Smith Mærke til, og affordrede dem, idet han tog fat paa dem, og da jeg ikke godt kunde holde fast paa dem, da sedlerne muligvis kunde blive revet i stykker, og jeg ikke vidste, om jeg kunde være myndig over mine egne Penge, saa lod jeg nødtvungen Smith tage dem, idet han sagde, at jeg havde ikke godt af at have Penge. Jeg bad, om jeg maatte tage mine Sko med, men det maatte jeg ikke. Paa Vejen til Birket (det var Aften) kom vi ind i Sognefogdens Gaard i Hyllede, hvor vi forblev noget, og i det Mellemrum kom Sognefogden ind til mig i Borgestuen, hvor jeg sad tilligemed hans Folk (der var mindst fire til Stede) og siger til mig, at jeg kunde endnu slippe med de 30 Kr. Hertrl svarede jeg, at jeg ikke havde noget at give de 30 Kr. for, uden det skulle være for, at Skovfogden havde slaaet mig, og at det var temmelig meget at give Penge for at faa Prygl. Sognefogden bliver nu vred: "Staar jeg her og gjør mit Bedste, for at Du kan slippe paa en billig Maade, og saa gjør Du Nar af mig til!" Dermed stak den ærede Sognefoged mig en paa Øret og gik. Jeg blev forbløffet, og glemte at tage Folkene til Vidne, hvorved jeg vel saa ogsaa kunde have risikeret at faa en til. En af Sognefogdens Folk, som gik med en Stok i Haanden, spurgte jeg ad, om han skulde ud at spadsere. Nej, sagde han, men jeg skal være med til at kjøre Dig til Vesteregede, og saa kan det være godt at have en Stok med. Nu spændte de for igien, og jeg skulde bringes i Arrest. Dette falder mig nu saa tungt, hvorfor jeg, da de vilde sætte mig paa Vognen, siger tiI Smith, at han faar beholde de 30 Kr., ikke fordi jeg havde slaaet min Husbond, men fordi jeg ikke vilde arresteres; tilmed havde Sognefogden truet mig med, at alt hvad jeg ejede, skulde gaa til Arrest, og der skulde jeg blive, indtil jeg beskjendte at have slaaet Skovfogden. Men nu var Sagen fordyret med 10 Kr., altsaa til 40 Kr. Smith førte til Protokols, at jeg havde budt 40 Kr til Politikassen mod, at Sagen kunde bortfalde medens Sognefogden tog 10 Kr. for at have kjørt med mig. Saa fik jeg Sparekassebogen og de Penge, der var over 50 Kroner; 50 Kroner beholdt de. Jeg havde sagt, at jeg ikke vilde arresteres, meget for min Moders skyld, idet jeg nødig vilde, hun skulde have den Sorg at høre, jeg var arresteret, hvortil Sognefogeden bemærkede: "Til Helvede med din Moder!" Han bød mig nu, at naar jeg skulde have mit Tøj hos skovfogden, skulde jeg lade ham det vide da han vilde se paa, at jeg fik det; jeg blev imidlertid betydet, at det skulde blive hos Skovfogden mindst en otte Dages Tid for at det kunde være en Slags Kavtion for mig. Jeg vandrede nu med et tungt Hjerte og en lettet Pengepung hjem til min fattige Moder, som tog sig min trange Skjæbne meget nær.

Imellem Jul og Nytaar fik ieg lejet en Mand til at hente mit Tøj; jeg skulde saa gaa i Forvejen og lade Sognefogden det vide. Jeg fik Sognefogden i Tale i hans Svoger Niels Pedersens Gaard i Hyllede; men Sognefogden sagde at han ikke havde Tid til at udlevere mit Tøi den Dag, og i hvert Fald skulde han have Betaling for sin Ulejlighed Det havde jeg ikke godt Raad til, sagde jeg, da jeg havde mistet de 50 Kr. som jeg dog haabede at faa igjen, hvortil Sognefogden svarede, at jeg havde slaaet min Husbond og at det var billigt, jeg var sluppet. Jeg sagde ham nu, at min forhenværende Husbond , (Gaardmand Niels Nielsen i Everdrup) var paa Vej efter mit Tøj; han svarede, at det ikke kom ham ved, naar jeg ikke vilde betale ham, vilde han ikke følge med. Jeg tog nu Svogeren og saa vidt jeg kunde skjønne, dennes Kone til Vidne paa, at Sognefogden ikke vilde udlevere mit Tøj uden Betaling. Saa rejser han sig i en Fart, tager fat paa mig og slaar mig gjentagne Gange paa Hovedet, og idet jeg skulde ud af Døren, fik jeg stødt Hovedet imod Dørtærskelen. Denne Behandling tog jeg nu Svogeren og hans Kone til Vidne paa; de havde stiltiende set til. Fortumlet som jeg var maatte ea nu gaa hjemad med uforrettet Sag; Manden, som skulle have hentet Tøjet kunde vende om igjen.

Imidlertid kommer jeg hen paa Birkekontoret i Vesteregede og spørger Hr. Justitsraad Bruun, om jeg skulde give noget til Sognefogden, for at han udleverede mit Tøj, hvortil Justittraad Bruun sagde, at det skulde Sognefogden gjøre tit. Jeg sagde at Sognefogden havde slaaet mig, men Justitsraaden mente, at det var fordi jeg ikke havde været høflig nok, jeg kunde bare gaa og hilse fra ham, at Sognefogden skulde udlevere mig Tøjet. Det havde jeg allerede gjort sagde jeg, men det troede Sognefogden ikke, hvorfor jeg bad om Brev til ham. Dette fik jeg og nu talte Sognefogden hverken om, at han ikke havde Tid, eller at han skulde have Betaling for sin Ulejlighed; jeg fik Tøjet, kvitterede for det og saa var den Sag saa vidt ordnet. Jeg havde imidlertid klaget for Justilsraaden over den Behandling, der var blevet mig til Del, og at jeg var blevet af med mine 50 Kr. Der blev nu sat en Dag, da jeg kunde møde tillige med Skovfogden og hans Datter. Skovfogden fastholdt, at jeg havde slaaet ham; hans Datter, at hun havde set paa at jeg slog ham Dette erklærede jeg, at det var en falsk Anklage og falsk Vidne, hvorfor jeg blev sat i Varetægtsarrest. for at betænke mig. Jeg var nu ugenlig hver Torsdag i Forhør, og blev forhørt om jeg "havde betænkt mig". Nej. Hr. Justitsraad, sagde jeg, jeg har intet at betænke mig paa, da jeg har afgivet den rette Forklaring: det var Skovfogden der slog mig, ikke jeg ham, det er raffineret Ondskab, der har dikteret Skovfogden det hele. Da jeg havde været arresteret i 14 Dage, mødte Skovfogden og hans Datter paany, og saa gjorde Datteren Ed paa at jeg havde slaaet hendes Fader. Dog Edsformularen blev ikke oplæst. Der blev sagt til mig, at jeg havde naturligvis slaaet Skovfogden, naar hans Datter gjorde Ed paa at have set det. Men jeg sagde, at jeg aldrig havde slaaet Skovfogden og det var ikke sandt hvad hun havde gjort Ed paa. Otte Doge efter faldt saa den Dom, at jeg skulde betale 15 Kr. til Politikassen, dog ikke, som jeg først troede, fordi jeg skulde have slaaet Skovfogden, men for Ulydighed mod Husbonden. Jeg kunde nu faa de 40 Kr., som Politiassistent Smith havde dikteret til Politikassen; de 15 Kr. i Bøde skulde tages fra Lønnen, jeg havde tjent fra Novbr. til 12de Decbr., ligeledes 75 Øre i Sagens Omkostninger. Jeg nægtede den Gang at modtage Pengene, forvd jeg ogsaa vilde haft de 10 Kr. , som Sognefogden havde forbeholdt sig, men dem kunde jeg ikke faa. Jeg blev saa løsladt samme Dag, efter at have været arresteret i 3 Uger

Jens Peter Hansen,

Tjenestekarl.

Størlinge Mark pr. Rønnede.

(Morgenbladet (København) 26. februar 1881. Et par afsnit indsat for læsbaarhedens skyld).

Sognefoged Jens Jeppesen, Hyllede bekendtgjorde i en skrivelse af 1. april 1881 i Morgenbladet den 5. april 1881 at han ville sagsøge tjenestekarl Jens P Hansen af Størlinge for artiklen. Dommen faldt et år efter og lød således: 

Thi kjendes for Ret:

De ovennævnte i Morgenbladet Nr 48 for 26de Februar 1881 indeholdte for Citanten Sognefoged J. Jeppesen fornærmelige Udladelser bør være døde og magtesløse, og bør Indstævnte Jens Peter Hansen til Statskassen bøde 200 Kr. eller i Mangel af denne Bødes fulde Betaling inden den fastsatte Frist hensættes i simpelt Fængsel i 30 Dage, men i øvrigt bør han for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger, deri Salær til Citantens befalede Sagfører, Overretssagfører Bjerre 30 Kr og Porto til denne 2 Kr., samt det Gebyr, der skulde have været erlagt, og det stemplede Papir, der skulde have været brugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, udredes af Indstævnte.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

H Sylov,

konst.

(Morgenbladet 25. juni 1882. Uddrag).

Arbejdsløsheden og Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

At der hersker megen Nød og Elendighed i denne strænge Vinter er vel Noget Alle vèd, men alligevel vil det saa nødigt blive indrømmet fra den Side, som ikke lider Nød. Naar vi atter og atter fremdrager denne sørgelige Kendsgerning i Samfundet, mødes vi ofte med den Erklæring, at det er farvede Beretninger, og der foretages Intet for at afhjælpe Ondet. Herman Bang skrev vel et Stykke i "Nationaltidende" om den københavnske Elendighed, men Alle har nu en Gang den Opfattelse overfor denne Forfatter, at hans Skriveri kun er Eksempler paa strømmende Ordforbindelser og malerisk Stil; Sujettet bryder man sig ikke om. Vi skal nu her gengive et Brudstykke af et Brev, som af en Arbejdsmand er sendt til en ar hans Bekendte ude paa Landet. Her er Stilen ikke den blændende, men Indholdet er en Række Fakta, fremstillende en Arbejders Kaar i Vintertiden, vel værd at lægge Mærke til og hente Kendskab af til BedømmeIse af Tilstandene. Vor Hjemmelsmand skriver:

Mon Du forøvrigt til Fuldkommenhed kan fatte, hvor overordenligt vanskeligt og besværligt der er for os Arbejdere herinde at eksistere i Vinter. Uge kommer og Uge gaar uden en Øres Fortjeneste, og dog skal vi hver Dag have lidt til Næring og betale vor Husleje. Jeg for mit Vedkommende har som saa mange, mange Andre maattet sætte alt, hvad jeg ejede, ud hos Pantelaanerne, hvad jo er let at forstaa, da jeg har været uden Fortjeneste en 2 a 3 Maaneder. Du kender jo nok Reglen, at den Dag, vi fyres af vort Arbejde, er vi med det samme uden Penge. Man giver os jo saa sjældent mere for vort Slid og Slæb end vi maa give ud igen Dag for Dag, naar vi skal have lidt at spise, betale Husleje, have lidt Hverdagstøj og andet mere af de mest uundværlige for ethvert Menneske, og altsaa, saasnart Arbejdet stopper, saa afsted med Stumperne og, som anført, jeg er gaaet med mine. 

Jeg arbejdede forøvrigt sidste Sommer ved Ingeniørkoret herinde, nemlig ved Københavns Søbefæstning, men skjøndt dette Arbejde ikke regnes for det ringeste med Hensyn til Fortjeneste, saa var den dog ikke saa stor, at der kunde blive synderlig Opsparing af den til at strække til under Arbejdsløsheden. Under Betonslægningen, næmlig da vi støbte Fundamentet til de nye Fjortentommerskanoner, kunde vi maaske nok ved haardt Slæb tjent de fire Kroner om Dagen, men det maatte vi ikke. Det blev sagt os af de underordnede Ledere af Arbejdet, der ikke vare aldeles blottede for Humanitet, at vilde vi slæbe vor Fortjeneste op til det, beroede der jo paa os selv, men saa blev der skaaret af paa Betalingen. De Højerestillede, de Regerende, var næmlig af den Mening, at vi, som de naar Vinteren kommer, sparkes ud i den skrækkelige Arbejdsløshed, vi maatte ved det groveste Slæb ikke tjene en saadan Dagløn. Det kunde ikke gaa an, at en Arbejder saadan tjente Penge - en 4 Kroner om Dagen for en 3 Uger, - nej! de Herrer betragtede dette som ligefrem faretruende for Samfundet.

Vi Arbejdere vil ikke glemme saadanne Mennesker; men nok om det og nu videre. Lige først i November fik jeg med de Andre min Afsked og gik da ledig til Jul; i al den Tid tjente jeg kun halvtredje Krone, men saa fik jeg lidt Arbejde ved Isningen. Jeg søgte rastløs om Beskæftigelse; var hver Morgen oppe længe før Dag og ude omkring paa Pladserne og andre Steder, men hvad fik jeg derfor? Kun et Par dødstrætte Ben. Der var alt for mange arbejdssøgende Kammerater til det Smule Arbejde, der var, til at der kunde være Tanke om at faa fat; det var som at spille i Lotteriet. Og Du skulde f. Eks. set ved Toldboden om Morgenen, naar der bliver leveret Tegn ud, hvor vrimlede det da ikke af Mennesker, der masede, sled og trængte paa for at faa et saadant og derved komme til at tjene de Par Kroner. Man tryglede desuden denne Tegnuddeler, naturligvis med Huen i Haanden, om Tegn, som man ser en Tigger tigge om et Stykke Brød. Ja, dette er sørgeligt, men sandt, som man siger, og saadant gik det til, hvor man kom.

Naar et Skib kom til en Plads for at losse, hvor var det da helt fortviolet at se den Masse Arbejdere, der vrimlede ved det for at tigge om Arbejde, ja, tigge! for man falbyder ikke sin Arbejdskraft længer, nej, man tigger om Arbejde. Det gaar saaledes: Aah, maa jeg være med? Aah, kan jeg dog ikke faa en lille Smule at fortjene, det er saa galt for mig? osv. osv. Ja, hvilke Forhold; men dette er faktisk. Nu for tiden kan man da ikke gaa og se paa denne Elendighed, ti Isen har stoppet alt Arbejde paa disse Steder; man bliver nu inde omkring Hullerne og sulter og fryser. Kun ved en Lejlighed naar man tænker der skulde være lidt at faa fat i, viser man sig i samlede Masser, saaledes fornylig, da lidt Sne var falden og man troede der kunde blive lidt at kaste, hvor flokkedes da ikke Skarer (saaledes ude paa Trianglen paa Østerbro) af arbejdsløse Mennesker. Den Dag fik dog kun nogle Enkelte lidt, den smule Sne, der da var falden, gav for lidt Arbejde til alle os Mennesker. Jeg har nu atter været uden Arbejde en tre Uger, og det er særligt galt, da jeg ikke har mere at sætte ud. Den sidste Pjus Dyne jeg havde, gik for en halv Snes Dage siden for at tilfredsstille min Vært, der er en Mand, som siger, at om man er arbejdsløs rager det og for mit Bekommende har som saa .& Du kan forøvrigt tro, at det ordenlig gnavede i mig, da jeg maatte lade den gaa, og det er da ogsaa tungt, at nu i den haarde Vinter, da man kunde have den mest behov, skal den ligge paa Laanekontoret, og man skal saaledes fryse baade om Natten og om Dagen. - Ja, det er tungt, og hvad maa man tænke, naar man lever under saadanne smertelige Forhold og saa høre Mænd, som blandt Andre vort Lands Indenrigsminister siger: Der er ingen Nød, ingen Arbejdsløshed.

Din osv.

(Social-Demokraten 16. februar 1881).

Carl Baagøe: Fiskere vende hjem fra Isen. Vinteren 1880-1881 synes at have været lidt ud over det sædvanlige ifølge avisberetninger. Illustreret Tidende nr. 1121, 20. marts 1881.

Hans Brix og "Herolden". (Efterskrift til Politivennen)

"Herolden". Den danske Presse er endelig bleven forøget med det i nogen Tid bebudede Harald Brix'ske Organ. Prøvenumret udkom i Gaar under Navn af "Herolden", og det svarer fuldstændig til Forventningerne, ja det overtræffer dem næsten, idet Bladet helt igennem er fyldt af et glødende Had til det social-demokratiske Arbejderparti. Angrebene paa vort Parti og dets Mænd er sikkert vel mente, men de ere mindre velrettede, hvad Enhver der kender Forholdene let vil erkende, men ikke destomindre vidner de paa en utretydig Maade om, hvilke Opgaver den ædle "Herold" har at løse. Der findes i "Herold"s Prøvenummer ikke en eneste Linje positiv Politik, men det kan maaske blive bedre naar en eller anden velvillig Kilde vilde flyde lidt rundeligere til.

Herolder er ofte ledsagede af Trompetblæsere, der blæser til Lyd, og for saa vidt maa vi sige, at Brix's "Herold" ogsaa er temmelig godt udstyret, der er baade megen Vind og meget Trompetskrald til Stede ved den nyfødte, men Spørgsmaalet bliver, om den Slags Udstyrelse er vel bevendt. I gamle Dage, da Josva sjokkede om med Jøderne, kunde hans Trompeteren "blæse" Jerikos Mure omkuld, men mon nu det social-demokratiske Parti vil vælte, thi det er jo Hr. Brix's Mening, fordi hans Herold optræder med lidt Trompetskrald. Jøderne sjokkede efter Josva, da han kunde opfylde sine Omvæltningsløfter, - mon Hr. Brix ikke vil komme til at sjokke alene.

I Organets Program findes fremhævet med fede Typer, at det Samfund som de Socialerevolutionære vil skabe, skal være "et frit Samfund, hvor Enhver skal yde efter sine Evner, og nyde efter sine Fornødenheder". Vi tvivler ikke om at denne Sætning i Programmet vinder Hr. Brix' udelte Bifald. Hr. Brix har faaet en os ubekendt Hr. J. P. Petersen, til at "bære Ansvaret" for sit Blads Indhold.

Hr Brix's Møde i Aftes havde i samlet et aldeles overfyldt Lokale. Efter en heftig Meningskamp valgtes C. E. Andersen til Dirigent, medens Brix foreslog Tømrer L. Andersen. Efter en Diskussion paa over 3 Timer vedtoges med alle St. mod nogle saa følgende Resolution:

Forsamlingen protesterer paa de danske Arbejderes Vegne mod Hr. Brix's Forsøg paa at fremstille det gamle socialdemokratiske Arbejderparti som ikke eksisterende, og idet den anerkender nævnte Parties Virksomhed opfordrer den Arbejderne til at støtte "Socialdemokratist Forbund" samt Bladet "Social-Demokraten", for at Partiet kan blive i Stand til med al Kraft at varetage Arbejdernes Interesser.

En Resolution fra Hr. Brix om at støtte hans nye Blad ("Herolden") blev forkastet med overvældende Majoritet. Hr. Brix's Møde var altsaa for ham selv saare uheldigt.

(Social-Demokraten 13. februar 1881)

En Redegørelse.

I Herr Brix's Blad "Herolden" findes fremsat nogle Bemærkninger angaaende mit Møde med Fleron i Forligelseskommissionen. Jeg skal tillade mig at gøre opmærksom paa adskillige Usandfærdigheder i nævnte Bemærkninger. Der staar saaledes, at jeg havde brugt alle mulige Kneb for at undgaa nævnte Møde. Nu ved Fleron (som naturligvis er Brix's Hjemmelsmand) meget godt, at den første Tilsigelse modtog jeg under særlige Omstændigheder og kunde altsaa ikke give Møde paa den berammede Dag. Anden Gang, da Fleron mødte, havde jeg slet ikke modtaget nogen Tilsigelse, og baade Fleron og Brix ved vel nok, at naar man uden gyldig Grund udebliver fra en Forligsmøde, saa bliver Sagen uden videre optagen. At jeg altsaa anden Gang modtog Tilsigelse er Bevis nok for at jeg ikke har brugt nogetsomhelst Kneb for at undgaa nævnte Møde. Hvorfor udslynger man da en saadan vitterlig Usandfærdighed imod mig? Hvorfor fordrejer man forsætlig mine Ord? Jeg sagde f. Eks. ikke i Retten "at jeg ikke havde Lov til at indgaa paa Forlig", men "at dertil var jeg ikke bemyndiget" (naturligvis med Hensyn til Udgiverne). Den Assessor, som tiltalte mig angaaende Forliget og advarede mig mod at lade Sagen optage, kastede mig ikke Ordet "Fejghed" i Ansigtet. Det var Brix & Fleron forbeholdt at lave et saadant "Aftenpost"-Referat. Jeg kunde have Lyst til at spørge Hr. Brix om det er med Grovheder og bevidste Usandfærdigheder at han agter at paabegynde "Genoprettelsen" as det danske Arbejderparti og dets Presse, og Fleron vil jeg spørge, om denne er de yderlig Revolutionæres Maade at fortolke Retfærdigheden paa.

Fr. A. Hertz.

(Social-Demokraten 16. februar 1881).

Harald Brix (1841-81) var sammen med Louis Pio og Geleff blandt de første socialistledere. Brix var udgiver og administrator af den første arbejderpresse i Danmark, fra juli 1871 til april 1872 udgiver af "Socialisten", i oktober 1871 sekretær for den Internationale Arbejderforening. Han sad sammen med Pio og Geleff fængslet fra maj 1872 til april 1875. Samme år blev han administrator for Social-Demokraten. I 1876 begyndte han at udgive det socialistiske satireblad Ravnen. 1877-1880 sad han i forbedringshus for majestætsfornærmelse og injurier i Ravnen. Efter løsladelsen overtog han mod sin egen forventning ikke administrationen af Social-Demokraten, og begyndte i stedet at udgive "Herolden". Udgivelsen stoppede ved hans død samme år.

Bladet redigeredes herefter 1881-1882 af William Fleron - manden der var impressario for Barrisonsøstrene. Denne kom i konflikt med politiet da han i bladet forsvarede attentatmanden på Alexander II.

Ved folketingsvalget 1881 angreb bladet den socialdemokratiske kandidat P. Holm i 5. kreds mod Højres C. Goos.  Ved næste valg 25. juni 1884 indrømmede Goos at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved dette valg vandt P. Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493, og blev sammen med Hørdum de to første socialdemokrater. 

Dansk Præst: General Goeben. (Efterskrift til Politivennen)

Om denne i Fjor Efteraar afdøde prøjsiske. General meddeler Flensborg Avis af et Brev fra en gammel slesvigsk Præst: Efterretningen om General v. Goebens Død i Efteraaret vakte baade Vemod og Haab i mit Hjærte. Han var en god Fjende og en hæderlig Mand. I Løbet af Krigen 1864 kommanderede han en Brigade og tog sædvanlig Kvarter i Sottrup Diakonat eller i Ullerup Præstegaard. Han holdt ikke af Hjemmetydskerne og de sydslesvigske Overløbere, omfattede danske Embedsmænd og den danske Befolkning med uskrømtet Højagtelse, fordi de vare deres Konge og Fædreland tro, trøstede os ogsaa med det Haab, at hans Regering sikkert ikke tilsigtede nogen Annexion af det danske Nordslesvig. Det var hans Princip at varetage folkets, navnlig Kvarter-Værternes Tarv. Meldte jeg ham nogen Uorden, som var kommet til min Kundskab, blev Sagen strax undersøgt og Urostifterne afstraffede. Paa Kong Kristian IX's Fødselsdag spurgte han mig, om jeg ikke havde Lyst til at hejse Danebrog, en Tilladelse, jeg dog ikke holdt det for klogt at benytte.

Da den nuværende Superintendent, den Gang konstitueret Provst, meldte sig til Visitats, henstillede han til mig, om jeg hellere vilde være fri, da han havde erfaret, at Manden hørte til Hjemmetydskerne. Mange Officerer vare vanskelige at tilfredsstille. Hans Fordringer gik ikke videre end til en Kop Mælk og et Stykke Hvedebrød om Morgenen, en Kop The, et Æg og et Stykke bart Smørrebrød om Aftenen, og om Middagen det daglige Maaltid, som det maatte forefalde. Øl, Vin eller Snaps brugte han saa lidt som Tobak. Og hvor var han underholdende, naar han fortalte om sine Oplevelser i Spanien, hvor han tjente Don Karlos, avancerede til Oberst, blev fangen af Kristinerne og endte med at gaa hjem gjennem Frankrig som en vandrende Haandværkssvend, til han naaede Strasborg med opslidte Ski og Klæder, for igjen at blive Løjtnant hjemme. Eller om det mærkelige Felttog mod Marokko, hvori han senere tog Del med sin Regimentschefs, den nuværende Kejsers Tilladelse.

Desværre for os var han baade tapper og og aarvaagen. At vore Troppers Udfald fra Sønderborg den 17de Marts faldt uheldigt ud, var vist nok for en Del hans Skyld. Efter Krigen skrev han til mig fra Posen, at han længtes efter at komme derfra, fordi Forholdene vare der som i Nordslesvig, og da jeg for nogle Aar siden talte med ham i Koblenz, forsikrede han mig, at han ogsaa i den franske Krig havde saa vidt muligt holdt sin Haand over Befolkningen, hvor han kommanderede. Et Par Smaatræk vil jeg endnu fortælle. Han havde Ordre til at holde mig i Stuearrest. Det var jo slemt, for der var Syge, som længtes efter Guds Ord i Trøst og Nadverens Sakrament. "Jasaa kan jeg ikke fritage Dem for en Soldats Ledsagelse, hvilket jo vil være Dem ubehageligt," sagde han "Ingenlunde!" sagde jeg, "Folk sige blot: Se, vor Præst er en god dansk Mand, Tyskerne tør ikke lade ham gaa ene." Fra den Side havde han ikke set Sagen. Jeg kunde siden gaa, hvor jeg vilde, ledsaget af hans Skriver, thi Vagt af Soldater holdt han ikke paa i Gaarden.

Da han den 27de Juni meddelte mig Ordre fra Hovedkvarteret at sende mig til Internering i Flensborg, tillod han mig at vælge til Ledsager, i hvilken Officer i hans Brigade jeg helst vilde have, og medgav ham skriftlig Opfordring til Kommandanten om at yde mig al tilstedelig Frihed og Bekvemmelighed. Strax efter min Afrejse begav han sig til Graasten og udvirkede Tilladelse for mig til at rejse hjem igjen samme Dag. Goeben var en født Hannoveraner. Men lad os formode, at der endnu ere mange Tydskere, som dele hans Respekt for en Nations Modersmaal. Sæder og Skikke, dens Vedhængen ved Konge og Fædreland.

(Morgenbladet (København) 10. februar 1881).

"Den gamle slesvigske præst": Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved

I det tyske militærtidsskrift Allgemeine Militär-Zeitung findes adskillige artikler om general von Goebens bedrifter, fx i Krigen 1870 mod Frankrig.

Den prøjsiske general August Karl von Goeben (1816-1880) deltog bl. a. i krigenen 1864, 1866, and 1870–71. Siden 1848 var han ven med Helmuth von Moltke. I 1860 var han hos de spanske tropper i Marokko og deltog i slaget ved Tetuán. Han skrev to bøger om det. I 1863 var Goeben generalmajor og i Krigen 1864 brigadekommandør. I tyske aviser blev han omtalt som "danskernes skræk". Den 13. marts 1864 overfaldt general von Goeben med 2 kompagnier de danske forposter ved Lillemølle og Ravenskoppel ved Dybbøl. Danskerne måtte flygte og 34 blev taget til fange. Tyskernes tab var 1. I krigen mod Østrig 1866 kommanderede han en division. I 1870 kommanderede han 8.  korps. I 1871 efterfulgte han Edwin von Manteuffel som kommandør af 1. arme og med denne endte han krigen i Nordfrankrig med sejren ved Saint-Quentin. Han var kommandør af 8. korps da han døde. Den prøjsiske kejser udtalte ved hans død følgende: "Eine Zierde für die Armee, einen der genialsten Offiziere, die Preussen jemals gehabt hat."

I 1911 søsattes en slagkrydser opkaldt efter ham (Goeben). Det blev overført til den tyrkiske flåde i 1914 under navnet Yavuz Sultan Selim (Tyrkiet var på tysk side under 1. verdenskrig). Skibet bevarede sin status som flagskib for den tyrkiske flåade indtil 1950. Den blev ophugget 1973.