Fra omkring århundredskiftet 1900 kan der i forskellige blade, og senere også nævnt i "The Herald", anes en ny form for arbejderbevægelse, inspireret af den europæiske og amerikanske: Kravene om bedre arbejds- og leveforhold som landarbejdere havde kæmpet for fx i 1848 og 1878 var stadig nogenlunde de samme, men samtidig tog man afstand fra de voldelige metoder der var blevet anvendt fx i 1878 (se David Hamilton Jackson, nedenfor). Dette sidste blev dog ikke registeret af den hvide magtelite som stadig opfattede uro som starten på et nyt "Fireburn".
Et afgørende ryk skete da den vestindiske fagforeningsleder og skolelærer David Hamilton Jacksons (1884-1946) besøgte København 13. maj til 22. juli 1915 med det formål at tale de vestindiske arbejderes sag. Det lykkedes ham bl.a. via samtaler med finansminister Edvard Brandes at få censuren afskaffet. Vigtigst var måske hans møde med Socialdemokratiet. Her blev han skolet i hvordan man organiserede strejker, en erfaring han meget snart med stor succes skulle finde anvendelse for.
Den 14. oktober 1915 gjorde folketingsmedlem Hans Nielsen (Skanderborg) opmærksom på at guvernør Helweg-Larsen var plantageejernes mand og burde fjernes som guvernør.
Den 29. oktober 1915 udsendte Jackson det første nummer af "The Herald". Åbningen af The Herald den 1. november 1915 blev et tilløbsstykke med omkring 3.000 besøgende. Denne avis var det første reelle talerør for landarbejderne på de dansk Vestindiske Øer. For første gang kunne man læse om overgreb fra myndighedernes og plantageejernes side. Ligesom den stærkt plantageejervenlige presse nu ikke længere stod alene.
Gehejmekonferensråd Gustav Adolph Hagemann (1842-1916) stod bag fælles-sukkerkogeriet på St. Croix i 1878. I 1896 købte han en plantage på øen og anlagde en sukkerfabrik. Hagemann spillede en afgørende rolle i afsendelse af et krigsskib. En reaktion som lå i forlængelse af kolonimagtens traditionelle: Militær indgriben. Men denne gang udløstes den stik modsatte reaktion: Den medvirkede i stedet til at fremprovokere en strejke. For forståelsen og sympatien for landarbejderne var i mellemtiden vokset, både i Danmark og på øerne.
Fyns Social-Demokrat (Odense), 5. november 1915
Stillingen i Vestindien.
Regeringen holdt i Gaar Mede og drøftede den foreliggende Situation.
Fra en særlig Meddeler.
København, Torsdag.
Sent i Eftermiddag holdt Ministeriet Møde og drøftede Situationen paa de vestindiske Øer.
Efter hvad Finansminister Brandes meddeler os, enedes man om at afvente Svar fra Guvernementet, før der træffes nogen Beslutning. Imidlertid blev der for en Sikkerheds Skyld givet Ordre til at sætte Krydseren "Valkyrien" i sødygtig Stand, saa den eventuelt kan sejle tierover.
Om dette vil virke beroligende paa Øerne, er vel nok tvivlsomt. Særlig naar det oplyses, at Direktøren for en Del af Plantagerne derovre, Karl Lockmann, før han i Dag rejste herfra, ogsaa har opfordret Regeringen til kraftige Forholdsregler og bebudet Uroligheder derovre.
Ingeniør Thorben Rist, ved Plantagen "Betlehem", der ligeledes rejste herfra i Dag, har i "Berlingske Tidende" for i Aften bebudet Strejke senest til Foraaret Og Direktør Hagemann oplyser at Uroen hidtil har givet sig Udslag i Uvilje under Arbejdet.
Det er sikkert i den Anledning, Hr. Hagemanns Bestyrer ønsker Militær og Krigsskibe.
Social-Demokraten, 5. november 1915.
Uro i Vestindien.
Et mærkeligt Telegram og en mærkelig Optræden at Dlrektør Hagemann.
Hvem regerer paa Øerne, Planterne eller Guvernementet og Kolonialraadene?
I Bladet "Politiken" fandtes i Gaar et opsigtsvækkende Telegram fra de vestindiske Øer.
Telegrammet var afsendt af Bestyreren paa Plantagen »Lagrange«, og det var adresseret til Ejeren af denne Plantage, Hr. Gehejmeetatsraad Hagemann. Telegrammet lød saaledes:
"Hamilton Jacksons Agitation er ved at blive farlig. Vi anbefaler indstændig Ministeriet snarest mulig at sende et Krigsskib med 200 Mand herover. Urolighed er sikker. Lagrange."
Telegrammet er opsigtvækkende, men vi forbavses unægtelig mest over dets Offenliggørelse saa at sige i samme Øjeblik, det ankommer her til Byen. Efter vor Mening havde Hr. Hagemann handlet mere korrekt, om han havde afleveret sit Telegram til Finansministeren og bevaret Tavshed om det, til Ministeren havde undersøgt denne mystiske Affære nærmere, men den Opfattelse har Hr. Hagemann altsaa ikke haft. Han faar straks Telegrammet offenliggjort, lader sig interviewe og garanterer for Afsenderens Paalidelighed, hvorved det i alle Tilfælde er givet, at der bliver Uro herhjemme. Og da Telegrafen sikkert hurtig bringer denne Affære til London og New York, vil man sikkert ogsaa paa Vestindien inden mange Dage erfare, at Hr. Hagemanns Bestyrer har rekvireret Militær og Krigsskibe. At dette skulde virke beroligende paa sultne Negere, kan vi Ikke tro, saa det forekommer os, at Hr. Hagemann her har handlet saare uklogt i alle Henseender.
Hvad nu selve Telegrammet angaar, da maa man i højeste Grad forbavses over denne Plantagebestyrers hele Optræden. Han anbefaler i et Telegram til Hr. Hagemann Indtrængende Ministeriet at sende et Krigsskib og 200 Soldater til Øerne, og han slutter med den bestemte Spaadom: Urolighed er sikkert. Hvorledes kan Hr. Sørensen vide, at Urolighed er sikker paa Øen? Har de Indfødte bemyndiget ham til at telegrafere en saadan Erklæring, og hvad forstaar Hr. Sørensen ved "Urolighed"? Vil de Indfødte lave Oprør, eller er det blot de forsultne og mishandlede Negere, der kræver en Forbedring af deres usle Løn? VI antager, at dette sidste er Tilfældet, og vi bestyrkes l saa Henseende af nogle Udtalelser i "Berlingske Tidende" i Aftes.
Disse Udtalelser er fremsatte dels af Plantagedirektor Lockmann, dels af Ingeniør Torben Rist, der begge rejste over til øerne i Gaar. Hr. Lockmann siger saaledes:
Jeg mener, at der er al mulig Grund til at tage kraftige Forholdsregler. Saadan som Forholdene har faaet Lov til at udvikle sig, maa det komme til Uroligheder. Det er endvidere min Mening, at hele denne Agitation er sat i Scene herhjemme fra, og det er kun sørgeligt, at den yderligere er blevet støttet af Folk, som slet ikke kender Forholdene paa øerne, slet ikke kender Befolkningen.
Det er ganske givet, at de danske Embedsmænd derude er stillet overfor en umulig Opgave. I Rigsdagen trækker man dem frem og mistænkeliggør dem, i Agitationen imod dem beskylder man dem for ikke at ville Befolkningens Vel. Hvorledes skal de da nu kunne træffe Foranstaltninger til at imødegaa Uroligheder? Om de vil være I Stand til at skride ind er et stort Spørgsmaal, og jeg vil derfor finde det ganske nødvendigt, at der sendes et Krlgskib derud.
Hr. Rist fortæller, at da han sidst i September Maaned forlod Øen, havde der paa Grund af de
omtalte Møder været noget uroligt, dog nærmest saaledes at forstaa, at de Hvide havde Følelsen af, at der vilde ske noget. Ingeniør Rist mener, at der i gunstigste Fald maa regnes med en Strejke til Foraaret.
Endelig har Bladet interviewel selveste Hr. Hagemann, der udtaler følgende:
"Uroen paa St. Croix har ifølge de Indberetninger, jeg hidtil havde modtaget, især givet sig Udslag i Uvilje under Arbejdet. Af den lille Avis, "West End News", som udgaar i Frederikssted, fik man imidlertid det bestemte Indtryk, at der var Gæring, og at det kan fænge, hvad Øjeblik det skal være, nærer jeg ingen Tvivl om. Jeg vil derfor finde det betimeligt, at der straks træffes betryggende Foranstaltninger til Varetagelse af de faa Danskes Sikkerhed. Vi har før set, hvad et Negeroprør paa St. Croix betyder. At tale de Mennesker til Rette er ugørligt. Plyndrer de en Rombod og begynder at stikke ild paa Sukkermarkerne, saa er det for sent at bekæmpe dem.
Skylden for den Vending, Sagerne synes at tage, maa ikke blot lægges paa Agitatoren Hamilton Jackson, men ogsaa paa dem, som altfor villigt har laant ham Øre.«
Hr. Sørensens Telegram har saaledes fundet fuld Forstaaelse hos de ovennævnte Herrer, og der er særlig Grund til at bide Mærke i Hr. Hagemanns Bemærkning om de truende Forhold, der afstedkommes ved at Negerne viser Uvilje under Arbejdet.
Et Krigsskib og 200 bevæbnede Soldater skal altsaa til for at faa Bugt med denne Uvilie under Arbejdet! Forøvrigt faar man af dette Telegram et godt Indblik i hele Styrelsen paa Øerne. Vi har et kostbart Guvernement derovre, og var der Fare paa Færde, saa maatte det antages, at man herfra underrettede Regeringen derom telegrafisk. Men Regeringen har intet hørt fra Guvernementet, der for Tiden bestyres af Sekretæren, Hr. Baumann.
Har Hr. Sørensen, der jo sikkert handler i Forstaaelse med de andre Plantere, da slet ikke henvendt sig til den fungerende Guvernør, der ogsaa er Kommandant over Øernes Militærvæsen, Gendarmeriet? Dette er meget troligt. Efter alt, hvad vi har erfaret otn Forholdene derude, saa betragter Planterne med Hr. Schmiegelow i Spidsen sig som Øernes højeste Herrer, der skal adlydes, ogsaa af Guvernøren, og det er derfor troligt nok, at de finder det i sin Orden, at de rekvirerer Krigsskibe og Soldater paa egen Haand.
Saa snart Finansminister Brandes fik Underretning om Telegrammet, telegraferede han til Guvernementet for at høre, om dette kendte noget til særlig spændte Forhold derude.
Noget Svar herpaa kan først ventes om nogle Dage, da Telegrafforbindelsen er langsom paa Grund af Krigen.
Forøvrigt tvivler vi stærkt om, at det er Krigsskibe og Soldater, man trænger til paa Øerne, og det vil sikkert være en Fejl at opfylde Planternes Ønske i saa Henseende. Planterne skulde derimod vise deres gode Sindelag overfor de Indfødte ved at give dem et Løntillæg, og samtidig var det sikkert klogt, om Øerne fik Løfte om en ny Guvernør. Hr. Helweg Larsen rejste i Gaar herfra tilbage til Øerne, og han vil naa disse i Løbet af 3-4 Uger. Vi har hele Tiden været klar over, at Guvernør Helweg Larsen ikke burde vende tilbage, da den indfødte Befolkning nærer den dybeste Uvilje imod ham. Finansminister Brandes har imidlertid været af en anden Mening, idet han gik ud fra, at Befolkningens Holdning vilde ændres, naar man saa, at der var Udsigt til forskellige Reformer.
Vi tror fremdeles, at Hr. Brandes har taget fejl. For et Folkefærd som det vestindiske spiller det personlige Moment sikkert en meget stor Rolle, og Helweg Larsens Tilbagevenden er for dem Tilbagevenden af hele den gamle Tid.
Forøvrigt er vi blevet overrasket af det allarmerende Telegram. Endnu for tre Dage siden fik vi et Brev fra Hamilton Jackson, men dette tydede ikke paa Revolution. Han skildrede i rolige Ord sit Arbejde for at vække sine Landsmænds Interesse for Socialismen, og slutter spøgende: Hele Vestindien vil snart være socialistisk.
Men det er vel dette, der forskrækker de gamle Slaveejeres Efterfølgere saa stærkt, at de kan profetere: Urolighed er sikkert. ejste Regeringen drotter Situationen. Sent i Gaar Eftermiddags holdt Ministeriet Møde og drøftede Situationen paa Øerne. Efter hvad Finansminister Brandes meddeler os, enedes man om at afvente Svar fra Guvernementet, før der træffes nogen Beslutning. Imidlertid blev der for en Sikkerheds Skyld givet Ordre til at sætte Krydseren "Valkyrien" I sødygtig Stand, saa den eventuelt kan sejle derover.
H. N.
Tegning fra Social-Demokraten 14. november 1915: Negeren og "Niggeren. Under tegningen står: Poul Jacobsen: Din sorte Socialist! Dit Uldho'de! Du burde losses af paa Christiansø, din Nigger! Hamilton Jackson: De forveksler Navnene, min Herre. Ordet Neger kan anvendes om en Mand, der er sort udvendig. "Nigger" kalder man en Mand, der er beskidt indvendig. Den ene af os er Neger, den anden er "Nigger". Jeg er Neger! Farvel!
Hagemann havde med telegramoffentliggørelsen lagt et pres på finansminister Edvard Brandes, måske fordi denne havde haft besøg af Hamilton Jackson. Hagemann henviste i øvrigt til avisen "West End News" som førte en stærk agitation imod Jackson. På grundlag af disse rygter som intet hold havde i virkeligheden, blev afsendt et krigsskib, "Valkyrien" til Dansk Vestindien. Det ankom den 9. december 1915 med 230 mand til St. Thomas, og 2 dage efter til St. Croix med guvernør Helweg-Larsen. Alt var og havde været roligt. Af denne og mange andre grunde voksede The Heralds mistanke mod guvernør Helweg-Larsen som plantageejernes mand mod landarbejderne:
The Herald, 15. november 1815.
Grievous Charge against the Governor of the D. W. I.
Has Mr. Helweg-Larsen encouraged the Planters to heep the pay for the negroes down at 25 Cents a day?
The horrid West Indian Penal Law.
When Hamilton Jackson came to this country as the representative of all classes of the natives in the D, W. I., he strongly demanded that Governor Helweg-Larsen should be removed; this "Negro hater" was not wanted back to the islands.
Avisen nævnte at finansminister Brandes ikke på daværende tidspunkt var indtillet på det.
We have letters in our possession telling of growing disaffection among the natives, and one of the causes of the persecution which the planters and the authorities have put into operation against young natives joining Hamilton Jackson's democratic or social-democratic societies. Young men are discharged and persecuted, for which reason they are emigrating to America: and thus the island is being deprived of the best young men, young men evincing interest
in their class and in their people.
The fact that the present barbaric i>enal laws are enforced with severity against even the i>ettiest trespasses on property, is also causing resentment.
En sort var fx blevet idømt 8 måneders forbedringshus for at være i færd med at spise 2 sukkerrør, 2 havde fået 90 dages streng fængsel for at have pillet ved kartoflerne. Alt sammen efter Helweg-Larsens forordning fra 1912.
W could mention many other grievances, but these are eclipsed, to our mind, by the grievous complaint which an esteemed citizen and trades man of note makes in a letter received by us during the last few days.
In this letter we are told that Governor Helweg-Larsen shortly before his departure for Denmark had the planters (the employers) assembled in the governmental palace, and there suggested to them, either by order or re. pies t of Director Schmiegolaw, not to give the negroes more than 25 cents a day.
If it is true that the Danish governor holds meetings with white planters in the governmental palace and even takes the lead in maintaining as low a wage as 25 cents a day, he has acted in a manner which cannot be excused or explained away. It ought to be a point of honor with the Danish Governor to assist the unfortunate, tortured, illtreated, and wretchedly paid negro people in their struggle for better economic conditions, as the present wages mean permanent starvation for the natives. If the Governor hasn't got an understanding of this, that alone appears to he condemnable
Den 22. november 1915 stod i Herald at Helweg-Larsen benægtede alle de rejste beskyldninger mod ham. Helweg-Larsen havde ellers haft et nogenlunde forhold til Hamilton Jackson, men efter besøget i Danmark og The Herald blev deres forhold stadig køligere.
Bemærk at avisen bruger ordet "negro" om de sorte landarbejdere. Dette udtryk blev diskuteret i et nummer af The Herald, og fastslået som et nedsættende udtryk som landarbejderne ikke brød sig om. Samtidig nævntes at de sorte også brugte "half-breed" om de farvede, og at det også var nedsættende. Artiklen kom ikke til nogen konklusion, men i The Herald brugtes i udstrakt grad stadig ordet "negro". Fra 1916 synes dog udtryk "Black population" at vinde over.
Nyheden om opstandelsen i Danmark over telegrammet nåede The Herald 15. november 1915. Her undrede man sig over regeringen i København stolede på ordene fra en direktør uden at konsultere den lokale regering på St. Croix. Herald beskrev situationen som normal, måske kunne stenkastningen på Liberty Day have været årsagen til at et krigsskib blev sendt afsted. De nævnte desuden at mange plantageejere var begyndt at provokere arbejderne. De havde udtalt at det nu var på tide at bruge krudt mod negrene. De blev slået, undlade at betale dem og andre ting som kunne fremprovokere utilfredshed. Herald nævner også at alene eksistensen af bladet kan have provokeret plantageejerne.
The Herald 2. december 1915
Editorial
When taking leave of the Finance Minister, Dr. Brandes, in the ministerial Building in Copenhagen, we explained to him the exact situation here as regards public political meetings. We at the same time took the precaution to get his promise that, while we kept within the limits of the law. no person could molest us. We at the same time filed in a petition to have a grant for starting a printing Office here in Christiansted. The local-Government was at once instructed to give us this grant, and I was also informed by the Finance Minister in a letter which awaited my arrival in St. Croix that the West Indian Government had been thus instructed. Since our return we have been holding mass meetings all over the island and in St. Thomas for the purpose of giving an understanding of our work among the blacks in these waters. In all these movements we have had and are still having a pack of dogs at our heels, barking incessantly, and others
were venturing to cry out "Stop him! stop him! Won't somebody stop him? Something must be done to stop him!" There is an adage "Empty barrels give out most sound" that is quite applicable here. Our policy is to go on with our work not minding those of the crowd who do not understand it, or those of the crowd who understand it and are setting on the dogs, which are always waiting to bark for bones, because they know the work will bring about better conditions for the labouring classes. But a strange thing about these dogs is that they are all masked, and one that ventured out without his mask withdrew quite suddenly. What a curious sight to see masked dogs, and what a still more curious sound to hear their howling! Truly by these performances one is reminded of Dante's Inferno, or some of the tales of the Arabian Nights. Indeed it is all a source of amusement to us to see a pack of blood-thirsty dogs run around us with their tongues lolling out, each wishing for a sample of out "choice" flesh. Stop your running, dear good dogs. Take in your tongues like good canines and retire to your kennels. True, we might have hit you in the head with our "big stick", but, remembering you are but dogs, and that dogs are not to be hit with the "big stick", we have been satisfied to be amused with your withdrawal (when getting near) at the sight of the "big stick", which however we reserve for the "lion", which is now in view. "Sane" reformers (or "reformers" of the quiet nature as the term is understood never have accomplished anything, for the reason that the "sane" reformers have never had the courage to do what the "insane" reformers have done. Luther was "insane", Huss was "insane", and look at their noble work to-day, compared with that of the other reformers of their day that were tolerated as sane. We do not mind who misunderstands us. We only want justice and when we get that, every body will want to take part in our work. When that time comes we shall be glad to take the hands that have been lifted to slap us and shake them heartily.
Let us work while we work and play while we play, but work for a noble cause, and play for a fair game.
Se endvidere Sv. E. Green-Pedersen: "Den social uro på St. Croix 1915-1916" (Speciale, 1981)
