Det nye Havneanlæg ved København. (Efterskrift til Politivennen)

Det har længe været paatænkt at udvide baade Frihavnen og den øvrige Havn, og nu har Krigen med den stærke Opgang i Skibstrafikken paa København gjort Udvidelsen øjeblikkelig nødvendig. De fleste vil have lagt Mærke til, at Skibe fra oversøiske Pladser ofte kunde ligge ved Bøjer ude i Bassinerne eller endog ude i Yderhavnen og vente adskillige Dage paa at komme til Kaj. Denne Mangel paa Kajplads ved dybt Vand gjorde Fragtomkostningerne dyrere, og man blev derfor Havne- og Frihavne-Bestyrelsen enig om, at der maatte handles hurtigt.

Udvidelsen blev besluttet iværksat strax, og den kom følgelig til at forme sig som en Opfyldning og Uddybning alene mod Nord. Man købte det gamle Kalkbrænderifort, hvis militære Betydning forlængst var reduceret, og blev derved i Stand til at inddrage Kalkbrænderihavnen og det omliggende Land- og Vandareal i Projektet.

Nordhavnen, som hidtil havde været en Slags Reserve- og Oplagshavn, blev inddraget i selve Frihavnsanlægget, hvorimod det lille Appendix, der hedder Redhavnen, vil blive afsondret fra Frihavnen ved et Toldgitter og forbeholdt Indlandstrafikken. Det store Terræn, som strækker sig sig om Nordhavnen og forbi Kalkbrænderihavnen, inddrages under Frihavnen, og her skaffes endnu et stort Bassin med tilhørende Plads for Pakhuse, Kajer, Told- og Expeditionsbygninger.

Frihavnens Forøgelse bliver en Trediedel af dens nuværende Vand- og Landareal og omfatter altsaa to store, nye Bassiner: Nordhavnen og det nye Frihavnsbassin, Nordhavnens Bassin har en Længde af ca 400 Meter og en Bredde af ca. 180 Meter. Det nye Frihavnsbassin faar en Bredde af 120 Meter og en Længde af 600 Meter. Den samlede Kajlængde i dette Bassin er over 1000 Meter. Dybden bliver 9,5 Meter eller 28½ Fod, saaledes at selv de største, oversøiske Lastdampere kan flyde ind.

Det samlede Jordarbejde for denne Havneudvidelse andrager 900,000 Kubikmeter og udføres af N. C. Monberg.

Kajmuren er ligeledes et enestaaende stort Arbejde efter danske Forhold. Efter at den nødvendige Uddybning har fundet Sted lægges ved Hjælp af Dykkere et 30 Centimeter tykt Lag Singels paa det Sted, hvor Kajmurene skal rejses. Ovenpaa dette Iag sænkes mægtige Jernbetonkasser, ca. 50 Meter lange og nederst ca. 7 Meter brede. Højden af Kassen er ca. 10 Meter. Efter at være bragt paa Plads støbes Kasserne sammen, og man har saaledes en solid og hurtigt voxende Kajmur. For at ikke Fylden indenfor Kajmuren skal suges ud i Bassinet ved Skibskruernes og Strømmens Arbejde, lægges der over Bassinbunden foran Kajmuren et "Glacis" af Betonsække.

Da den gamle Kalkbrænderihavn indkapsles af de nye Havneanlæg, skabes der mod Nord et smalt Indløb til den.

Endelig bliver der Øst for den lille Redhavn det ofte omtalte Anlæg for Brændselsolier, et selvstændigt og isoleret Anlæg.

Hele Udvidelsen, der bliver færdig dels i Aar dels i 1917, koster 5 Mill. Kr. 

(Nationaltidende 16. februar 1916).

Kvinder som Skoleledere. (Efterskrift til Politivennen)

Et Telegram fra Kolding fortalte forleden om et Spørgsmaal, sorn har vakt adskillig Drøftelse derovre .

Byaraadet havde ønsket at Overlærer-Embede besat med en Kvinde. Andragendet herom var anbefalet baade af Lærerraad, Skoleudvalg, Skolekommission og Byraad. Men alligevel var Resultatet blevet, at Ministeriet havde nægtet at sanktionere Ansættelsen, da der ikke fandtes Lovhjemmel for at besætte slige overordnede Stillinger i folkeskolen med Kvinder.

Man ved, at Forholdet her i København er et helt andet, idet en Række udmærket dygtige Damer fungerer og i en lang Aarrække har fungeret som Skoleinspektricer - den Stilling, der kommer Overlærerposten ved Provinsen Skolevæsen nærmest. Sagen er imidlertid den, at Københavns Skolevæsen hviler paa en særlig Ordning, der tillader, at Kvinderne, naar de besidder fornødne Kvalifikationer, kan indtage alle overordnede Stillinger indenfor Skolevæsenet. Da Posten som Viceskoledirektør fornylig var ledig, blev det udtrykkelig fremhævet, at den kunde søges saavel af Kvinder som Mænd.

Allerede i 1894 blev den første Skoleinspektrice ansat i København - Frk. Henriette Petersen, der nu har Ledelsen af Prinsessegade Skole paa Christianshavn. Oprindelig havde de kvindelige Inspektører ved Københavns Skolevæsen en mindre Løn end deres mandlige Kolleger. Men ved en senere vedtagen Bestemmelse opnaaede Kvinderne ogsaa paa dette Punkt at blive stillet jævnbyrdige med deres mandlige Kolleger.

I Øjeblikket er der i København sex kvindelige Inspektører: Frk. Henriette Petersen, der staar Spidsen for en Drengeskole, Frk. Haunstrup (Skolen i Sundholm), Frk. Prætorius (Tietgensgades Skole) og Frk. Ulrich (Enghavevejens Skole), der alle leder Skoler, som omfatter baade Drenge og Piger - samt Frk. Sahlertz (Dronningensgades Skole), og Fru Petersen (Frankrigsgades Skole), der begge leder Pigeskoler.

De Erfaringer, man har i København, gaar ud paa, at Kvinder gør udmærket Fyldest i de nævnte Stillinger i Folkeskolen.

Formanden for Danmarks Lærerforening, den nye Viceskoledirektør Svane, udtaler ogsaa til os, at man i Foreningens Købstadsafdeling er meget varmt interesseret i  for at faa skabt lignende Forhold i Provinsen som de, der forlængst har bestaaet deres Prøve i København. Men for at man kan naa dertil udkræves der et Lov forslag om Kvinders Adgang til de overordnede Stillinger indenfor Folkeskolen.

Der forelaa i 1911 en Betænkning, afgivet af den Kommission, som var nedsat for at foreslaa nye Bestemmelser vedrørende Folkeskolen Tilsyn. I denne Betænkning var det bl. a. bragt i Forslag, at Kvinder i Købstadskolen skulde kunne faa Ansættelse som Overlærere. Imidlertid blev Kommissionen Arbejde aldrig til Lov - og efter hvad vi erfarer ved Henvendelse i Ministeriet, er der ikke Grund til at vente, al der i den nærmest overskuelige Tid vil blive fremsat Forslag herom fra Ministeriet,

Foreløbig syne det altsaa at have ret lange Udsigter med, at Lærerinderne i vore Købstæder paa dette Punkt kan opnaa samme Rettigheder som deres Kolleger her i København.

(Dagbladet (København) 26. januar 1916).

Svend Dahl: Vore Biblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

Vore Bibliotheker

Af Underbibliothekar v. det kgl. Bibliothek Svend Dahl

I.

Ogsaa udenfor Fagfolks Kreds er det næppe ukendt, at der i de senere Aar or begyndt at komme Fart i vort Bibliotheksliv. Ikke blot er de store videnskabelige Bibliotheker bleven taget i Brug i en Grad som aldrig før, men det offentlige Bibliotheks Betydning for Folkeoplysningen er bleven sat paa Programmet, "Bibliotekssagen" er bleven rejst. Det er ikke uden Fare for et Spørgsmaal, naar der gaar "Sag" i det. Det store agitatoriske Apparat, som maa sættes i Bevægelse, medfører let, at der tales mere, end der handles (og man har i Bibliothekssagen vel ikke helt undgaaet dette), og samtidig med, at Sagens Tilhængere organiseres, bliver ogsaa Modstanden mod den mere bevidst. Skønt det skulde synes at være en tiltalende Opgave at fremme og imødekomme Læselysten i et Folk, hvor Læsefærdigheden er saa almindelig som i vort, og som er saa oversvømmet af Foredrag og andre af "det levende Ord"s Velsignelser, vil Bibliothekssagen stadig møde en hel Del Modstand, navnlig af passiv Art. Men Modstanden vil blive stedse svagere, og allerede nu er der skabt et solidt Grundlag for fremtidig Udvikling.

Folkebibliothekernes Historie gaar her ligesom i Tyskland tilbage til sidste Halvdel af det 18. Aarhundrede, den altfor lavt vurderede Oplysningstid. Men Folkebibliotheket i moderne Forstand er af langt nyere Dato. Forbilledet er hentet fra Amerika, hvor der siden 1850erne er opvoxet et Bibliotheksvæsen af storslaaede Dimensioner. Et offentligt Bibliothek i helt samme Forstand som det amerikanske "free public library" faar vi ganske vist aldrig, dertil er vore Samfundsforhold alt for forskellige fra de amerikanske, og det vilde være urimeligt at overføre en tro Kopi af det amerikanske Bibliothek hertil, bl. a. fordi vort Skolevæsen er det amerikanske saa langt overlegent, at en stor Del af det Arbejde, som i Amerika tilfalder Bibliotheket, hos os er henvist til Skolen. Men i en meget væsentlig Henseende bør Forbilledet følges saa nøje som muligt: vore Folkebiblioteker maa som de amerikanske søge at komme i Forbindelse med alle Samfundslag og ikke nøjes med at være Almuebiblioteker med hele det deraf følgende Proletarpræg, saadan som de opruidelig er anlagt. Paa Skolevæsenets Omraade er Almueskolen i Færd med ogsaa i Byerne at arbejde sig op til at blive en virkelig Folkeskole; en tilsvarende Udvikling kan og skal fuldbyrdes for Bibliothekernes Vedkommende.

I det hele taget er det nærliggende og ikke uberettiget at sammenligne Skolevæsen og Bibliotheksvæsen, saa nær beslægtet som deres Betydning for Samfundet er. Og vil man da spørge, hvad der af offentlige Midler anvendes paa disse to Institutioner, kan Svaret bedst gives med et Par bestemte Exempler Københavns Kommune ofrer aarligt ca. 90,000 Kr. paa sine offentlige Bibliotheker, medens Skolevæsenet koster den omtrent 5 ½ Mill. Kr. Esbjerg giver sit Bibliothek gratis Lokale, Lys og Varme og 1700 Kr. aarlig, men betaler ikke mindre end 200,000 Kr. til sit Skolevæsen. 10 af vore 75 Købstæder har overhovedet intet offentligt Bibliothek. Og Statens samlede Tilskud til Folkebibliotekerne er ca. 55,000 Kr. Endvidere: kun 10 Købstadsbiblioteker og ca. 70 Landbogsamlinger er i kommunalt Eje, de øvrige ca. 900 ejes af Foreninger; kun i 4 Købstæder er der ansat Folk, for hvem Biblioteksarbejdet er en Livsstilling, i aIle de andre Byer og i de mange Hundrede Landbogsamlinger besørges det som en Frigerlinger besørges det som en Fritidssyssel, for hvilken der kun de færreste Steder ydes noget Vederlag. Man tænke sig vort Skolevæsen i lignende Grad baseret paa privat Initiativ og frivilligt Arbejde!

Selv under saadanne økonomiske Vilkaar er det dog ingenlunde Smaating et offentligt Bibliotkek kan udrette, naar blot Ledelsen er i de rette Hænder. Til Belysning heraf kan peges paa Forholdene i en By som Holbæk. I denne Bys gamle, uanselige Klosterbygning har "Holbæk Amts Folkebogsamling" sine Lokaler; den ejes af en Forening og er ikke stor, kun paa ca. 8000 Bind, men ikke desmindre i mange Retninger en Fremtidens Type, et Mønster til Efterfølgelse. Bibliotheket virker som Centralbiliothek for Amtet, d. v. s. det samvirker med Amtets Landsbybogsamlinger og Læseforeninger, saaledes at disse fra Centralen kan laane større og kostbare Værker, som de ikke selv kan overkomme at anskaffe, og det udsender til Amtets Herregaarde Bogkasser med Læsning for Gaardens Tyende og Arbejdere; i dets Bestyrelse sidder Repræsentanter for Amtsraadet, Byraadet og Sognebogsamlingerne. Fra denne Institution udlaantes i 1914-15 til 672 Laanere 53,842 Bind (hvoraf de 30 % var oplysende Litteratur) eller næsten dobbelt saa mange, som laantes fra Det kgl. Bibliothek i samme Tidsrum, og Læsestuen læsøges aarligt af ca. 16.000 Personer. Trods denne i Forhold til Byens Størrelse imponerende Virksomhed koster Bibliothekets Drift aarligt kun ca. 5000 Kr., af hvilke Kommunen udreder de 1000, hvilket vil rige, at den til dette Formaal kun anvender af sine samlede Udgifter. Og lignende Tal kan nævnes andre Steder fra; i Silkeborg, der ogsaa ejer et af de virksomste Bibliotheker, er det aarlige Udlaan 42,000 Bind og Budgettet ca. 4000 Kr.

Den ovenfor beskrevne Organisationsform, som fører Betegnelsen "Centralbibliothek", er endnu kun gennemfort i Holbæk og i Vejle, men Staten har ydet den sin Tilslutning ved al give et særlig stort Tilskud til disse to Byers Bibliotheker paa Betingelse af, at der i Spidsen for dem stilles en faguddannet Bibliothekar, og det er kun et Tidsspørgsmaal, naar andre af de førende Bibliotheker, som Silkeborg, Esbjerg, Aalborg, Lemvig og Næstved, følger efter og udvides til Centraler. Maalet er at faa et Centralbibliothek for hvert Amt eller maaske endog for hver større Købstad med dens Opland. Den naturlige Afslutning paa dette System vil da Statsbibliotheket i Aarhus kunne blive, Over-Centralen, hvortil Centralerne rundt om i Landet henvender sig, naar deres egen Bogbestand ikke slaar til overfor Laanernes Krav. En god Støtte for Centralerne vilde Stiftsbibliothekerne og de lærde Skolers Bibliotheker kunne blive, naar deres Bogskatte blev tilgængelige for det stedlige Folkebibliothek. Som Forholdene er nu, ligger disse store, værdifulde Bogsamlinger næsten ubenyttede hen (et Stiftsbibliothek paa ca. 40,000 Bind bar et aarligt Udlaan af ca. 500 Bindl), og vil end en stor Del af deres Bogmasse, den gamle theologiske og klassisk-filologiske Litteratur, aldrig blive taget synderlig i Brug, indeholder de dog mange Værker netop af den Slags, et Centralbibliothek har Brug for. Et Samarbejde er da ogsaa et enkelt Sted kommen i Gang, idet Næstved Folkebibliothek - trods sin ringe Størrelse et af vore fremmeligste - har faaet Adgang til at skaffe sit Publikum Bøger til Iaans fra Herlufholms Skoles righoldige Samlinger. Dette Exempel burde ikke blive staaende som det eneste; der kræves her blot en bedre Organisation, ikke forøgede Pengemidler.

(Nationaltidende 5. februar 1916, 2. udgave). 

Elfelt & Co: Svend Dahl ved skrivebord. Det kongelige Bibliotek. CC-BY.

Vore Bibliotheker

Af Underbibliothekar v. det kgl. Bibliothek Svend Dahl

II

(Sidste Artikel.)

Centralbibliothekstanken er ikke det eneste Udslag af Bestræbelserne for at støtte de mange mindre Bogsamlinger i Smaabyerne og ude paa Landet. Saavel fra Statens Bogsamlingskomité som fra Statsbiblioteket i Aarhus udsendes nu hvert Aar en Række "Vandrebogsamlinger", d. v. s. smaa Samlinger af Bøger (mest belærende Litteratur og ofte om et bestemt Emne), som i en Bogkasse udlaanes til et Landsbybibliothek, en Læseforening eller en Studiekreds og derfra udlaanes videre til Medlemmerne. Fra Statsbiblioteket er der i Løbet af et halvt Aar udsendt 147 Bogkasser med næsten 3000 Bind. Her har man altsaa for hele Landet sat den samme Virksomhed i System, som den enkelte Central udfolder indenfor sin begrænsede Kreds, og at dømme efter den Succes, Vandrebogsamlingerne har havt i Amerika og Tyskland, vil de ogsaa her i Landet, hvor Kommunikationen er saa let, faa stor Betydning.

En Særstilling indenfor Bibliotekernes Kreds indtager Københavns Kommunes Folkebiblioteker. Forholdene i Hovedstaden er i mange Retninger forskellige fra Provinserne, paa en Gang lettere og vanskeligere. Lettere fordi man her i selve Byen har store videnskabelige Almen- og Fagbibliotheker at støtte sig til, vanskeligere fordi Livet i en Storby er saa mangfoldigt, at Bibliotheket har svært ved at gøre sig gældende blandt de talrige Konkurrenter, som bejler til Publikums Gunst. Men ogsaa her er man i de seneste Aar begyndt at røre kraftigt paa sig. At der i den Rentzmannske Nikolaj-Bygning skal indrettes Lokaler for Byens Centralbibliothek, er kun et enkelt, særlig iøjnefaldende Tegn derpaa. Der findes i København foruden dette Hovedbibliothek, som omfatter ca. 5000 Bind Faglitteratur samt en Del udenlandsk Skønlitteratur og Musikalier, 6 Hovedbibliotheker i de forskellige Bydele. Endnu trænger disse Bibliotheker til at udvides og forbedres og til at faa bedre Lokaler, men den Omordning, som har fundet Sted i 1912-14, har i al Fald skal i Rammerne for en moderne Bibliotheksrorganisation.

Overensstemmende med de heldige Erfaringer, man alle andre Steder har gjort, blev Laanekontingentet ophævet, saa at alt Udlaan nu er gratis; Aabningstiderne udvidedes, der ansattes et særlig uddannet Personale under Ledelse af en Stadsbibliotbekar, og der indførtes de moderne tekniske Methoder, som er uddannede i Amerika og især gennem Statens Bogsamlingskomité bleven udbredt her i Landet, saasom "aabne Hylder", ny Udlaansnotering, Decimalklassedeling i Katalogerne. I den nylig udkomne Aarsberetning meddeles nogle Tal, som illustrerer Resultaterne af alt dette: 1911-12 var Laanetallet ca. 7000, Læsesalsbesøget 123,000, 1914-15 er de tilsvarende Tal 13,300 og 150,000; Budgettet er samtidig voxet fra 69,500 Kr. til 90,700 Kr. Der anføres ogsaa en Række Exempler paa, hvor mange Gange i Aarets Løb  Bøger af specielt fagligt Indhold har været udlaant, og man forbavses ved at se, at f. Ex. Sandfeld-Jensens Sprogvidenskaben har været ude 11 Gange, Kock Sprogets Forandring 12 Gange, Hagem Arveligbodsforskning 13, Murray og Hjort: Atlanterhavet 21, Bergson: Intuition och intelligens 8, Fejlberg: Om størst Udbytte af Sjælsevner 18, Wimmer: Degenerede Børn 16, o. s. fr. Det er slet ikke lettilgængelig Litteratur, der her er Tale om, og Tallene tyder paa, at de Kredse, der soger Kommunens offentlige Bibliotheker, er ved at udvides med nye Befolkningslag.

Skeptikere vil overfor al denne Statistik hævde, at et Biblioteks Værdi i Oplysningsarbejdet ikke kan maales i Tal, hvor omhyggeligt de end er samlede; det kommer ogsaa an paa, hvorinde Bogerim benyttes. Der er noget sandt i denne Betragtning; Tallene giver ingenlunde no￾get udtømmende Billede af Bibliotekets Virksomhed, og indrømmes maa det ogsaa, at trods Statistikens stadige og stærke Stigen, er der endnu store Kredse af Folket, som Bibliothekerne slet ikke har faaet Tag i, alle dem, som faar hele deres Læselyst tilfredsstillet af Aviserne og, naar det kommer højt, et illustreret Ugeblad. Arbejdet for at føre disse Kredse ind i Bøgernes Verden tilkommer dog først og fremmest Skolen og navnlig Fortsættelsesskolen; det maa være Skolens Sag ikke blot at lære sine Elever at læse, men ogsaa at indpode dem en Sans for Læsning, som kan holde sig ud over Skoleaarene; formaar Skolen ikke det, vil det offentlige Bibliothek heller ikke kunne naa sit Maal fuldtud. Netop nu er der mellem Bibliothekerne og vore Efter- og Aftenskoler begyndt et Samarbejde til hvilket man maa knytte de største Forventninger.

*

Der kunde endnu fortælles meget om vore offentlige Bibliotheker; hvad her er fremført er kun Brudstykker, ikke noget Helhedsbillede. Man vil have faaet et Indtryk af, at der paa dette Omraade virker mange gode Kræfter, men de virker for spredt og ujævnt; dansk Bibliotheksliv er i høj Grad udviklet i Frihed. Opstaaede ved privat Initiativ og virkende med frivillig Arbejdskraft har vore Folkebiblioteker hidtil været næsten helt afhængige af tilfældige lokale Forhold og Personer. Det er klart, at denne Tilstand kun kan være et Begyndelsestadium, og der har i den senere Tid hævet sag enkelte Røster for, at Tiden snart maatte være inde for en Lovgivning paa dette Omraade, saa at man kom ind under faste Former, uden at det nuværende frie Liv derfor blev kvalt Paragraffernes Spændetrøje. Utvivlsomt er dette rigtigt. Naar en Gang Tiderne atter bliver saadanne, at Rigsdagen kan tænke paa andet end Maximalpriser og anden Dyrtidsøkonomi, vil det være en smuk og taknemmelig Opgave for Ministeriet at forelægge den Forslag til en Bibliothekslov for Danmark.

(Nationaltidende 7. februar 1916, 2. udgave). 

Den ønskede bibliotekslov blev  til i 1920, hvorved bibliotekerne blev flyttet fra foreninger til staten. Folkebibliotekernes opgave blev at “Udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. En del af formålet med denne bibliotekslov var at nå til enighed om, hvilken litteratur der skulle findes på bibliotekerne, samt hvem der skulle styre bibliotekerne. 

Johanne Petersen-Norup og Fredssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Bankassistent, kasserer, redaktør og agitator Johanne Petersen-Norup (1879-1950) blev tidligt engageret i fredssagen. Dansk Fredsforening (DF) var præget af de radikale. Hun var rådsmedlem og afløste Frederik Bajer. 1910 med i Bureau international de la Paix i Bern, senere Geneve, Fredrik Bajers sekretær i 3 år i den danske interparlamentariske gruppe i Rigsdagen. Frederik Bajer var medstifter af Dansk Fredsforening i 1882. Han fik Nobels Fredspris i 1908). 

Annonce fra Aarhuus Stifts-Tidende 13. februar 1913.

Dansk Fredsforening.

Aarsmødet i Kolding.

I Lørdags holdt Dansk Fredsforening sit Aarsmøde paa "Alhambra" i Kolding. De Delegerede benyttede Formiddagen til at bese Ruinen og Museret, hvis Bestyrelse var mødt for at vise Deltagerne omkring.

Kl. 12 præcis aabnedes Aarsmødet. Der var kommen et halvt Hundrede Delegerede til Stede.

Formanden, Folketingsmand Niels Petersen, bød Velkommen, hvorefter Koldingkredsens Formand, Inspektor Thau blev valgt til Dirigent. Hr. Thau takkede for Valget og bød de Delegerede et velkommen til Kolding.

Formanden afgav derefter en udførlig Beretning om Virksomheden i det forløbne Aar. Han begyndte med at mindes det afdøde Hovedbestyrelsesmedlem, Lærer P. Chr. Hansen i Haarslev.

Derefter gav han en kort Omtale af den udenrigspolitiske Situation. Naturligvis saa Fredsvennerne og Militaristerne ganske forskelligt paa den. De sidste brugte stadigvæk Balkankrigen som et Skræmmebillede. Krigen i Europa maatte komme! Fredsvennerne holdt paa det modsatte, og vi har faaet Ret. Vi er naaet dertil, at en Konflikt paa Balkan ikke kan medføre en europæisk Konflikt. Militaristerne fantaserede om, at naar de sloges ved Konstantinopel, var det absolut nødvendigt, at vi foretog os noget ved København, og saa fandt de Hullet i Nordfronten. Men denne militaristiske Agitation afviste Fredsforeningen ved Startningen af Fredsbureauet i København, som tog Luven af de andres Agitation. Jo mere denne ebbede ud, jo kraftigere tog den københavnske Afdeling af Fredsforeningen fat. Ogsaa Aarhusforeningen har virket godt udadtil og indadtil. Blandt dem, der har gjort et Arbejde for Fredsforeningen.

Der var særlig Grund til at mindes Fru Luise Nørlund, som altid stod til Tjeneste, naar vi ingen andre kunde faa. Der er i det hele udfoldet et betydeligt Arbejde, som ogsaa har baaret Frugt. Aaret udviser Opgang i Medlemsantallet i de gamle Foreninger og Oprettelsen af nye Foreninger.

Vor Forening giver sig ikke af med aktiv Politik. Kun naar denne kommer ind paa de Omraader, hvor Foreningen har sit Arbejdsfelt, tager den naturligvis fat. Men for at slaa til Lyd for vort Program, udsendte vi til Valget "Fredsbladet" i 20,000 Eksemplarer, og de fandt rivende Afsætning. Forhaabentlig har de gjort deres Nytte. Paa saa godt som alle Tribuner blev der endvidere stillet Spørgsmaal til Kandidaterne af vore Medlemmer.

I Løbet af Aaret er der bleven holdt et nordisk Fredsmøde i Christiania. Forhandlingerne paa dette viste, at der er Omraader, hvor nordiske Fredsvenner ikke blot kan arbejde sammen, men hvor de bør gøre der. Særlig havde det glædet Taleren, at der indenfor de nordiske Rigers Fredsvenner viste sig fuldkommen Enighed med Hensyn til den neutrale Stats paastaaede Pligt til at stille et effektivt Forsvar paa Benene i tilfælde af en eventuel Neutralitetskrænkelse.

I Fjor holdt vor Forening 20 Aars Jubilæum. Da vi begyndte, var Talen om Neutralitet ny for de fleste. Nu er erklærer vedvarende Neutralitet anerkendt af alle Partier i vort Land. Foreningens Fremtidsopgave maa da være den at faa taget Luvet af den Paastand at det er en neutral Stats Pligt at stille et effektivt Forsvar op, hvis vor Neutralitet krænkes. Vi er imidlertid klare over, at Neutraliteten kun dyder en ufuldkommen Betryggelse. - I desto højere Grad maa derfor kæmpe for Voldgiftstankens Sejr.

Der er dem, som mener, at de staar i en politisk Organisation, som ogsaa kæmper for Neutralitet, saa har de over for Fredssagen gjort deres Skyldighed. Men det er en Vildfarelse, thi denne Sag er kun et enkelt Punkt paa de politiske Partiers Programmer, og der kan komme Tider, hvor Partierne maa rette hele deres Opmærksomhed paa andre Spørgsmaal. Som for Tiden. Der maa derfor være en Organisation, som holder Ideen vedlige. Og det gør Fredsforeningen. Arbejd derfor paa at styrke Fredsforeningen ved Tilgang af nye Medlemmer og Oprettelsen af nye Foreninger! (Stærkt Bifald).

Inspektor Thau takkede for den fyldige Beretning.

Fr. Bayer (Haandklap): Der var to Ting. som jeg ikke hørte Formanden omtale i hans iøvrigt udmærkede Beretning, to Ting, som efter min Mening bør omtales. Den første er, at et Medlem af Hovedbestyrelsen nu er Landets Konseilspræsident (Bifald) og den anden er, at vor udmærkede Formand er blevet Medlem af Rigsdagen (fornyet Bifald), hvor han vil gøre sig til Talsmand for de gode Tanker, han har fremført her i Dag. Vi Danske har en Fejl. Naar vi har fundet noget, der dur, saa bruger vi det til altfor meget. Kunde Formanden ikke sige noget af alt det meget fra sig, som han har taget paa sig.

Frøken Petersen-Norup, København, oplæste en Artikel, som Formanden havde nægtet Optagelse i "Fredsbladet". Det var en begejstret Hymne til Formandens Pris. Frøkenen opfordrede derefter Foreningen til i højere Grad end hidtil at tage Kvinderne i sin Tjeneste.

Købmand Chr. Jensen, Aarhus, slog til Lyd for et aarligt tilbagevendende Stævne paa Himmelbierget den første Søndag i Juni Maaned. Det vilde blive et virksomt Led i Agitationen. (Hør).

Ingeniør Forchhammer sluttede sig til Frøken Petersen-Norups Opfordring om at faa Kvinderne mere med i Foreningens Arbejde Men vi maa ogsaa have Ungdommen med. Hvad Fremtidsarbejdet angik, anbefalede han at virke med Udsendelsen af Pjecer og af Fredsbladet. Pjecerne skulde ud til de lunkne, og Fredsbladet burde findes alle Steder, hvor der kom Folk, i Lægers Venteværelse og lignende Steder. Derved vilde der skabes en hel Basis for Annoncer. Næste Aar - 50 Aaret for den sidste slesvigske Krig - maa vi være forberedt paa en vældig militær Agitation. Vi led Nederlag ganske vist, men Folk er glemsomme, og Militaristerne vil sikkert benytte Lejligheden til at drive Agitation paa denne historiske Dokumentation af vor fuldkomne militære Afmagt. Fredsforeningen bør møde denne Agitation ved at fremstille de sande Aarsager til Krigen og Nederlaget i 1864. (Hør).

Fyrbøder Petersen, Aarhus, anbefalede Afholdelsen af et nordisk Fredsmøde i København næste Aar, da vi havde haft Fred i 50 Aar. Endvidere slog han til Lyd for et Fredsmærke.

Formanden: Lad os være klar over Hovedlinjerne og sætte vore Kræfter ind paa det, der kommer til at ligge for. Hvis vore Modstandere vil slaa Mønt af 1864, saa gør de os en stor Tjeneste dermed. Thi her staar vi overfor historiske Kendsgerninger, som ikke kan bortfortolkes. I Fr. Bayers Pjece "Da det danske Slesvig gik tabt" har vi et udmærket Grundlag for en Modagitation. For at kunne imødegaa de andre med Vægt, maa vi først vide, hvorledes de griber Sagen an. I Norge og Sverrig forbereder de et større Fredsstævne 1914 i Anledning af, at der i 100 Aar ikke har været Krig i Norden. Derfor kan vi ikke holde nordisk Fredsmøde i København for 1915.

Efter at Formanden havde takket Deltagerne i Debatten, godkendtes Beretningen.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 14. juli 1913)

Hun var medstifter 1910 af foreningen International fredsvenlig ungdomsgruppe, som var et forsøg på at samle ungdommen i Skandinavien, flere europæiske lande og Amerika. Opfordringen til at få den mandsdominerede forening til at øge opbakningen til ungdomsforeningen lykkedes ikke. I 1914 skiftede foreningen navn til Pax. Foreningen udgav bladet Pax fra 1914 med hende som redaktør. Foreningen var den første som tog fredsarbejdet op blandt skolebørn. Hun så arbejdet med denne forening som et modstykke til de mere militaristiske ungdomsbevægelser, som var i voldsom vækst i årene op til Første Verdenskrig. Medlemmerne var fortrinsvis børn og unge fra familier af radikal eller socialdemokratisk observans. Fra 1914 blev der arrangeret samaritterkurser, hvor medlemmerne kunne deltage, ligesom der var mulighed for at dyrke idræt inden for foreningens rammer. Der blev arrangeret rejser til udlandet, særlig til det øvrige Skandinavien, og afholdt møder med foredrag og underholdning.

Hun var formand for Dansk Freds- og Folkeforbundsforenings Københavns-kreds i 3 år og medlem af foreningens hovedbestyrelse i 10 år, Æresmedlem af Fredsforbundet i 1916. Johanne Petersen Norup deltog i kvindeforeningernes deputation til kongen i forbindelse med grundlovstoget 1915. Hun var endvidere aktiv i radikal partipolitik. (Se Personalhistorisk Tidsskrift 1998:2)

"Ford-ekspeditionen" var en uofficiel amerikansk fredsbevægelse som var organiseret af den ungarske pacifist, kvindesagsforkæmper og pressesekretær for International Woman Suffrage Alliance i London Rosika Schwimmer (1877-1948) og finansieret af bilfabrikanten Henry Ford.  I Oslo havde Olga Ott bakket op om ekspeditionen - hun var kritiker af dansk neutralitet og gullaschbaronerne. Hun var desuden veninde med forfatteren Karin Michaëlis (1872-1950) - gift med Sophus Michaëlis 1895-1911. Karin Michaëlis husede før udbruddet af 2. verdenskrig flygtede tyske emigranter, bl. a. Bertolt Brecht. Ford-ekspeditionen kom den 30. december 1915 til København:

Ford-Ekspeditionen.

Fn Gave til Fredsarbejdet i Danmark.

Medens Ford-Ekspeditionens Medlemmer har opholdt sig her i Landet, har den været bistaaet af en Komite, bestaaende af Herrerne Olaf Forchhammer og Dr. Louis Frænckel samt en Frøken Petersen-Norup.

Denne Komite har nu modtaget en Skrivelse fra Ekspeditionen med Tak for dens Medhjælp og med en Sum af 10,000 Kr., der skal benyttes til at "fremme det betydningsfulde Arbejde for Freden, der er bleven udført paa en saa heldig Maade under Komiteens Ledelse i København", som det hedder i Skrivelsen.

De Penge er givet godt ud. -r

En Sympatitilkendegivelse.

Ekspeditionen har fra dansk Side modtaget en Hilsen, hvori der udvikles en stærk Følelse af den Idealisme, der har ført Ekspeditionen til en fremmed Verdensdel for at arbejde for Fredens Sag, samt en Forstaaelse af, at Foretagendet har været Genstand for megen Miskendelse, og Ønsker om Lykke og Held til Ekspeditionens fremtidige Arbejde.

Blandt Underskriverne er Højesteretssagfører, Dr. Jur. Ernst Møller. Kontorchef Frederik Steenberg, Fru Emma Hørup, Forfatteren Sophus Michaëlis, Kriminalretsassessor Jesper Simonsen.

(Fyens Stiftstidende 7. januar 1916),

Fredsexpeditionen i København.

Den danske Delegation

Freds-Expeditionens Afrejse fra København er nu endelig fastsat til Fredag Formiddag Kl. 9½. Expeditionen tager med extratog til Gedser, og hvis Eftersynet i Warnemünde ikke bliver altfor vidtløftigt, vil Pilegrimmene antagelig Lørdag Eftermiddag være i Haag, hvor "Hotel Wittebrügge" kan forberede sig paa nogle livlige Dage.

Med den Rundhaandethed. der hele Tiden har præget Ford-Expeditionen, er der uddelt smukke Gaver til de Damer og Herrer, der her har vist dem Tjenester. Fru Oda Nielsen har saaledes faaet sendt en kostbar Sølv-Bowle og Kammersanger Cornelius har modtaget en lignende Gave.

Desuden havde man i Gaar travlt med den endelige Sammensætning as den danske Delegation, der skal følge med Fredstoget til Haag. Den kom til at bestaa af Hr. Fredrik Bajer, Kommandør Bluhme. Frk. Henny Forchhammer og hendes Broder. Hr. Olaf F., Dr. Louis Frænkel, Frk. Johanne Petersen-Norup og Forfatteren Sven Lange. Maleren Johannes Hohlenberg skal fungere som Sekretær.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 7. januar 1916)

Ford-Expeditionen.

Hvad der kom ud af den.

Under Freds-Expeditionens Ophold i Haag enedes Deltagerne fra Danmark, de Forenede Stater, Holland, Norge og Sverrig om følgende j Udtalelse:

"Vi Deltagere i Henry Fords Freds-Expediton, tilhørende fem neutrale Nationer, vil, inden vi skilles for at gaa tilbage til vore Hjemlande, udtale vor enstemmige Tilslutning til den Plan, som er lagt for Expeditionen, og som gaar ud paa at arbejde for en varig Fred, bygget ikke paa militære Hensyn, men paa Retfærdighed eg Humanitet. Vi mener, at de psykologiske Forudsætninger nu maa være til Stede for Rustningernes Afskaffelse efter almindelig Overenskomst) i Forbindelse med Indførelise af en international Retsordning, som vil betrygge Individernes og Folkenes lige Udviklingsret under Værn af politisk, økonomisk og aandelig Frihed. Overvejelsen af diet nærmere Grundlag for en saadan Retsordning overlades til den neutrale Konference, som i Følge Expeditionens Plan skal nedsættes.«

Efter en Afstemning mellem Deltagerne i Expeditionen er Stockholm valgt til Sæde for den ovennævnte permanente neutrale Konference.

(Jyllandsposten 22. januar 1916).

Johanne var  medlem af Kvindernes Fredsforbund (stiftet 1916). 

Den 23. juni 1923 var der indsamlingsdag for fredssagen:

Fredsdagen i Gaar"

Den forløb vellykket og endte med en lille Festlighed.

- Hvorledes er saa Fredsdagen gaaet i Aar, spurgte i Aftes Formanden for "Dansk Fredsforening", Frk. Johanne Petersen-Norup.

- Ganske udmærket, lød Svaret. Publikum har vist sig saa velvillige, at vi kunde have solgt mange flere Mærker, hvis vi havde heft flere Sælgere til vor Raadighed her i København.

- Hvor mange Penge tror De, Dagen her indbragt?

- Det er fuldstændigt umuligt at sige endnu, men det er mange Tusinder. Der er gennemsnitlig mellem 50 og 100 Kr. i hver Bøsse, og vi her haft en c. 500 Bøsser ude; men men skal vogte sig for et opstille Regnestykker paa Grundlag heraf. Vi mee vente og se, hvilket Resultat, Bankoptællingen kommer til.

"Fredsdagen", der saaledes havde faaet et ideelt Forløb, endte med en lille Festlighed i Studenterforeningen, hvor Frk. Petersen-Norup bød velkommen og rettede en Tak til alle dem, der havde gaaet med Bøsserne Dagen igennem. Derefter fulgte en lille Aftenunderholdning. Storm-Petersen havde lovet at komme til Stede, men var i sidste Øjeblik blevet forhindret, hvad der dog ikke gjorde nogen Skaar i Aftenens Glæde. Man sluttede af med en lille Dans, og det blev Midnat, inden hver gik til sit.

Condy.

(København 24. juni 1923).

I 1927 ophørte Pax med at reklamere i DFs tidsskrift Fredsbladet, men foreningen eksisterede til midten af 1930’erne. Opereret november 1924 hos professor Gammeltoft på Rigshospitalet.

I 25 år sad Johanne i bestyrelsen i Dansk Fredsforenings Københavnskreds, i 3 år var hun kredsens formand og i ti år var hun sekretær i foreningens hovedbestyrelse.

Hun var stadig formand for Pax i 1930’erne og fra 1930 tillige formand for Kvindernes Fredsforbund. 

"Her hviler min kære fader/ og min kære bedstemoder ...". Ifølge "Skriften på stenen" skulle dette være noget som Johanne Petersen Norup stod bag. I givet fald må hun altså være opkaldt efter sin bedstemor. Vestre Kirkegård, Afdeling 7, række 10, nummer 14. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Stor batalje. (Efterskrift til Politivennen).

Over 50 soldater i vild kamp.

Søndag aften ved titiden var beværtningen Sydpolen, der ligger i en kælder i Lille Brøndstræde i København, overfyldt af soldater af alle mulige våbenarter, men matroser og vestindiske soldater var i flertal. En matros og en gendarm kom pludselig i klammeri, og klammeriet blev til en hidsig nævekamp, under hvilken gendarmen var ved at blive den lille, sprang da pludselig tilbage, trak sit våben og for ind matrosen. Inden nogen kunne forhindre det, havde han tilføjet ham et dybt blødende sår i den ene hånd og flænget kinden på ham. 

Dette blev signalet til vild kamp over hele linjen

Matroserne og de fleste folk af de hjemlige våbenarter tog parti overfaldne, mens gendarmerne og enkelte andre sluttede sig til vestinderne. Sabler og bajonetter lynede i skæret af gasblussene, blodstænkte kroppe væltede sig på gulvet i kamp, borde og stole faldt og splittedes ad, - kopper og tallerkener faldt på gulvet.

På dette tidspunkt kom en politibetjent forbi oppe på gaden. Han hørte det infernalske spektakel, men da han så den kamp, der rasede i lokalet, var han klar over, at på den valplads var han absolut magtesløs. Han løb til den nærmeste telefon og rekvirerede alt disponibelt mandskab fra St. Kongensgades politistation, ti mand.

Inden de kom til stede, havde kampen bredt sig til "Kap Horn", der ligger i stuen i samme ejendom. Gæsterne var her blandet af de samme ingredienser som i kælderen. Da betjentene nåede ejendommen, for bord- og stoleben ud gennem vinduer og døre, og sårede soldater kom vaklende ud med blodet flydende ned over ansigtet.

De 7 betjente ilede først op i stuen. Ved synet af den mandsstærke politistyrke stilnede kampen øjeblikkelig af, og soldaterne forlod lydigt beværtningen. Deretter kom turen til Sydpolen hvor det gik på samme måde, men medens værten satte skodderne for vinduerne og stængede døren, genoptog det halve hundrede soldater, der nu var samlet på gaden, slagsmålet med fornyet kraft.

Det var ifølge "B. T." umuligt at foretage nogen anholdelse i dette mylder af slagsbrødre; betjentene måtte nøjes med at skille de kæmpende ad. Efterhånden trak kampen hen mod Nyhavns bolværk, og sidste akt udspilledes på et hyttefad, på hvilket fire mand faldt ned og Iå og sloges, så vandet sprøjtede omkring dem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. januar 1916).