11 juni 2023
Østerbro Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)
Ved Chr. Ballings Hundredaarsdag (1843-1916). (Efterskrift til Politivennen).
Læreren, der blev sit sogns ukronede konge.
Den 24. april er det 100 år siden den bekendte forfatter, mangeårig lærer i Lindeballe, Chr. Balling, fødtes.
Han var søn af en handelsbetjent i Skive, som døde tidligt, og han blev opdraget hos fremmede. Allerede som 15- 16 årig begyndte hans lærervirksomhed, idet han blev konstitueret som andenlærer på Landet i Salling. 1860 optoges han på seminariet i Jelling, hvor han kom under påvirkning af den kendte forstander pastor Svendsen, der har betydet så meget for adskillige af vore fremragende folkelige mænd fra den Tid.
I krigen 1864 gik Chr. Balling med som frivillig og blev derefter ansat i at lille, dårligt lønnet kald oppe ved Ræbild. Han var blevet gift med Laura Julie Semler, der var plejedatter af provst Wolf i Hvejsel, og det fortælles at det var provstinden, Fru Wolf, som ved sin indflydelse var stærkt medvirkende til at han i 1867 blev kaldet til lærer og kirkesanger ved skolen i Lindeballe i Vejle Vesteregn. Det blev en frugtbar og lykkebringende Iærergerning han her gik ind til. Pastor Hans Kau, Gadbjerg, der var hans sognepræst og nære samarbejder i kirke og skole gennem mange år og har skrevet en bog om ham, giver denne skildring af degnen i Lindeballe:
"Han var en dygtig og samvittighedsfuld lærer, en kundskabsrig og interessant mand, og som menneske noget af det omgængeligste og elskværdigste, man kan tænke sig, ret en kærlig og god mand. Han elskede sine skolebørn og disse ham igen og blev ved at hænge ved ham, efter at de havde forladt skolen". Han på sin side vedblev at følge sine gamle skolebørn på deres færd senere i livet.
*
Udadtil satte hans gerning i sognet sig også mærkbare spor. Han tog ivrigt del i afholdsarbejdet og gjorde en indsats for hedesagen. Skolelodden gjorde han til et mønsterbrug, og han blev i det hele taget en foregangsmand for sin egn. Hans mening blev æsket på de forskellige områder, og selv om han ikke af navn var sognerådsformand, så fik han som en slags sekretær for sognerådet en meget betydelig indflydelse på alt, hvad der forelå af kommunale sager, og privat søgte folk ham om råd og bistand i de forskelligste anliggender. Juridiske sager af mange slags kunne han bringe i lave, og i den periode da de magnetiske kure var på mode i firserne, skulle folk op til Balling, når de fejlede noget; hans strygninger var man sikker på nok skulle hjælpe.
En ejendommelighed var der ved hans stilling i sognet: Han var højremand, og i de politiske kampår kunne det jo ikke undgås at det modsætningsforhold, hvori det bragte ham til mange af hans sognebørn gjorde sig gældende. Selv nogle af skolebørnene sang en tilføjelse til den kendte Estrupvise: "Balling sender vi til Salling". Det var dog sikkert ikke så slemt ment, og Ballings personlige elskværdighed gjorde at det gode forhold mellem degn og beboere ikke lod sig rokke, men tværtimod gennem årene blev fastere og fastere underbygget.
Også indenfor sine kollegers kreds nød Balling stor anseelse. I 12 år, fra 1894 til 1906, var han medlem af Lærerforeningens hovedbestyrelse, de sidste år formand. Han var meget grundigt inde i alt hvad der vedrørte skoleforhold, ikke mindst den juridiske side, hvad der kom foreningen meget til gode.
*
Chr. Balling var en kendt og skattet foredragsholder, særlig hjemme på sin egen egn. Kom der bud fra fjernere egne, søgte han gerne at undslå sig; han ville ikke, at skolearbejdet skulle lide under at han var for meget hjemmefra. l øvrigt er det blevet udtalt om ham at han var velskikket til at blive frimenighedspræst.
Han folkelige virke i videre kredse og det der gjorde hans navn kendt ud over landet, blev dog hans forfatterskab, som tog sin begyndelse kort efter at han havde begyndt sin lærergerning i Lindeballe.
Det begyndte med et mangeårigt medarbejderskab ved Fr. Boisens bekendte oplysnings- og opbyggelsesskrift "Budstikken", og han udgav fra 1883 selv et lignende folkeskrift, "Vægteren", hvis flittigste bidragyder ved siden af ham selv var præsten Otto Møller i Gylling. Jævnsides hermed kom i årenes løb flere bøger fra hans hånd, hvor kendskab med biblen og særlig hans store fortrolighed med vore gamle ordsprog gjorde sig gældende. Blandt disse er "Hverdagsprædikener", "Paulus og hans Tid", "Bibelske Skildringer" og sidst, men ikke mindst "Ordsprogslærdom", hvis første udgave kom i 1877 som et lille uanseligt skrift, men som rummer en rigdom af den livsvisdom, som henfarne slægter har høstet og givet udtryk for i ordsprogets særegne, oftest knappe og rammende form.
"Gammel Ven og gammel vej
siger folket, sviger ej.
Og hvad folk fra slægt til slægt
siger højt med alle munde,
det har grund og det har vægt,
må forglemmes ingenlunde"
siger Grundtvig i sin vise om Peder Syv, og skønt ofte gentagne ordsprog kan virke fortærskede, så virker de i Ballings ejendommelige behandling forfriskende og berigende, og hans bog om ordsprogene, der indtager en særstilling indenfor vor litteratur, vil man have glæde af at fordybe sig i også i vore dage.
*
I 38 år virkede Balling som lærer i Lindeballe. I 1905 døde hans hustru, et slag, der ramte ham hårdt og var medvirkende til at han tog sin afsked og flyttede til Holte, hvor han helt helligede sig foredrags- og skribentvirksomhed og tog på rejser i ind- og udland.
Flere af hans gamle skolebørn var udvandrede til de Forenede, og på opfordring fra en kreds af disse foretog han på sine ældre dage en Amerikafærd, der blev til stor glæde for begge parter. Han besøgte flere danske kolonier derovre, talte ved møder og brugte i øvrigt sine øjne godt, hvad en bog, han skrev efter hjemkomsten, "En sommer i Amerika", vidner om.
Med sine venner hinsides Atlanten, såvel som dem herhjemme, vedblev han til sin død at stå i den hjerteligste forbindelse. Chr. Balling døde den 15. oktober 1916 på Sct. Josephs Hospital i København og ligger begravet på Vestre Kirkegård.
I et anlæg ved Lindeballe Skole rejstes få år senere en mindesten med en portrætmedaillon udført billedhuggeren Rasmus Andersen, med hvilken beboerne i hans gamle skovdistrikt og hans talrige vennekreds ønskede at hædre mindet ikke alene om den kendte forfatter, men om godt og varmhjertet menneske.
-c
"Professor Hieronymus" (3): Knud Pontoppidan (1853-1916). (Efterskrift til Politivennen)
Professor Knud Pontoppidan.
Professor Knud Pontoppidan fylder i Dag 60 Aar. Nu sidder Professor Pontoppidan i den fine tilbagetrukne Stilling som Professor ved Universitetet i Retsmedicin og Hygiejne.
Overalt indenfor Studenter og Lægeverdenen nyder Professoren Anseelse som den højt begavede, fuldstændige, lærde og pædagogisk interesserede Universitetslærer. Hans Forelæsninger, der i en ganske særlig Grad bærer Præget af hans fine, bundretsindige Karakter, har altid været og er endnu et Mønster paa akademisk Aand og Form. - Det er jo ikke saa mange Aar tiden, der stod Kamp om Pontoppidan Navn, da han som Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling blev Genstand for en fra mange Sider rettet, i Realiteten ganske uberettiget og henynsløs Kritik, tilmed fra Lægmands Side. Der gik Sensation i Sagen, og Pontoppidan veg Pladsen. Ingen Lægo var ellers i Tvivl om, at der her blev begaaet en stor Uretfærdighed. Historiens Dom vil utvivlsomt henregne Pontoppidan til en af Videnskabens Martyrer.
Alle Angreb har dog ikke kunnet skade ham mere, end at han nu som altid staar som den fine, rettænkende og samvittighedsfulde Læge, afholdt og agtet i vide Kredse.
E. B.
(København 10. juli 1913)
Professor Pontoppidans sidste Forelæsning.
Som meddelt har Professor i Retsmedicin, Knud Pontoppidan, faaet bevilget sin Begæring om Afsked fra 30te Januar n. A Med dette Semester er hans Gerning ved Kjøbenhavns Universitet altsaa afsluttet. Fakultetet og de studerende var derfor enedes om at give hans sidste Eksaminatorium igaar et festligt Præg, idet man dog gav Højtideligheden et ligesom tilfældigt Anstrøg: Professor Pontoppidan har altid været en ensom Mand, og al officiel Festivitas er ham imod. Der var blot henlagt en Blomsterbuket paa hans Plads, og mellem de mange Tilhørere, der fyldte det lille Auditorium paa retsmedicinsk Institut, saa Professoren efterhaanden det ene kendte Ansigt efter det andet. Professor Rovsing (Dekanus), Professor Bock, Reservelæge Ipsen (Formand for medicinsk Forening) o. s. v.
Professoren formede sit Eksaminatorium som en afsleben og elegant Forelæsning over et vanskeligt og betydningsfuldt Retstilfælde der i hans Behandling blev til en fragmentarisk men aandfuld Belysning af Lægens retslige Stilling og Opgave, som sædvanlig præget af Pontoppidans ualmindelige Frisind og Overblik.
Professoren udtalte som sine sidste Ord: Jeg forlader den retsmedicinske Lærestol i fuld Tillid til, at det skal lykkes at finde en Eftermand, der vil føre Udviklingen videre."
Før Auditoriet Langsomt stud. med. Broge Dahl varm og sand Tak fra de hans ualmindelige Omhu for hans stadige Indskærpen for Undervisningen, bragte Professoren en Studerende for Undervisningen af Lægens høje Kald og store Forpligtelse overfor hver enkelt Patient.. .
Professor Knud Børge Pontoppidan, der er en Broder til Dermatologen Erik Pontoppidan og Forfatterne Henrik og Morten Pontoppidan, er kun 60 Aar gl. Allerede 1879 vandt han Universitetets Guldmedaille med sin originale og meget fortjenstfulde Afhandling om Ansvarlighedsproblemet. Paa kommunehospitalet sjette Afdeling var han Overlæge fra 1888 til 1907, og i 1901 blev han ansat som Professor i Retsmedicin. Pontoppidan har megen Fortjeneste af den Maade, hvorpaa han har gjort sine sjældne administrative og pædagogiske Evner frugtbringende indenfor vort Sundhedsvæsen, og Offentligheden har Grund til at være ham taknemlig for forstaaende Impulser i mange vigtige Spørgsmaal; det var saaledes Pontoppidan, der først af alle docerede Forsikringslære ved vort Universitet. Pontoppidans litterære Virksomhed har været koncis og betydningsfuld. Hans Helbred, der længe har været meget svagt, synes nu fuldstændig bedret. Man har Lov at haabe at hans tidlige Tilbagetræden vil betyde en yderligere Forøgelse af de Værker, som bærer hans Navn.
N. N.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1913).
Professor Knud Pontoppidan død.
Den kendte Sindssygelæge, Professor, Dr. med. K. Pontoppidan er i Gaar død efter flere Aars Svagelighed.
Nu førte Professoren en meget tilbagetrukken Tilværelse ude i Frederiksborg, hvor han havde sit Hjem. Han ønskede selv at høre til de stille; men lejlighedsvis kunde man af en vis Bitterhed i hans Repliker og af det om muligt mere utilgængelige i hans Udtryk læse noget af det Martyrium, som hans Lægegerning unægteligt blev. Han kunde ikke gaa paa Akkord, naar det gjaldt hans Opfattelse af Patienters Tilregnelighed, og det maa i Sandhed have været svært for ham at, skulle se sig offentlig angrebet i sin Lægegerning af Lægmand og - iøvrigt - utvivlsomt svigtet af dem, der dengang kunde have støttet ham, i de i sin Tid saa stærkt omdebatterede Tilfælde, hvor bl. a. Forfatterinden Amalie Skram spillede en fremtrædende Rolle.
Disse Sager og de dermed fedtende Bryderier gjorde sikkert, at Professoren i 1897 trak sig tilbage fra den Stilling som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals 6. Afdeling, hvortil hans Navn i første Række knytter sig.
En sjælden fin og sjælfuld Mand var Professor Pontoppidan, en sjælden klartseende Psykolog og Psykiatriker, en Mand, der bag det underlige, forstenede Ydre gemte et Hjerte, der slog varmt for de stakkels Syge, som fortjente hans Interesse. Og en glimrende Lærer for Læger og Studerende, en fortrinlig Lærebogsforfatter og en i sin Tid forgudet Foredragsholder, alle disse Egenskaber vil for lange Tider sætte Professor Knud Pontoppidan et værdigt Minde som dansk Læge, som Universitetslærer og som Menneske.
Knud Pontoppidan fødtes 10. Juli 1853 i Ribe og var udgaaet af den kendte Præsteslægt. Han tog medicinsk Embedseksamen 1870. I 79 fik han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om den ufuldstændige Tilregnelighed og dens Behandling i nyere Straffelove. Alt mens han uddannede sig som Nervelæge ved de forskellige Hospitaler, skrev og forsvarede han sin Doktorgrad: Den kroniske Morfinisme. I 85-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og Privatdocent, i 88 udnævntes han til Overlæge ved Kommunehospitalet og Docent ved Universitetet i klinisk Psykiatri.
Efter sin Afsked herfra 97 udnævntes han til Ridder af Dannebrog. Professor blev Pontoppidan i 92. Fra 98 til 01 var han nu Overlæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, dernæst Medlem af Sundhedskollegiet og Professor i Retsmedicin, i hvilken Gerning han først gjorde et stort Arbejde ved Indretningen af Retsmedicinsk Institut og senere blev meget afholdt som Lærer, indtil han i 1914 afløstes af Prof. Ellermann.
I 1913 udnævntes Prof. Pontoppidan endelig til Dannebrogsmand.
E. B.
- - -
Professor Pontoppidans Lig førtes i Aftes til Kapellet paa Hillerød Kirkegaard. Begravelsen foregaar efter den Afdødes udtrykkelige Ønske i dybeste Stilhed.
(København 22. oktober 1916).
Professor Knud Pontoppidan.
En Reformator og Administrator.
Med Professor. Dr. med. Knud Pontoppidans Død er en af den danske Lægestands mest kendte - men i sin Tid mest omstridte Mænd - gaaet bort.
Hans Slægt er anset og af Brødre-Kuldet, hvortil hører Forfatteren Henrik Pontoppidan, Præsten Morten Pontoppidan samt den kendte Læge, Professor Erik Pontoppidan, var den afdøde Dr. med. sikkert ikke den mindst ejendommelige. Der boede i ham noget af baade Videnskabsmanden og Kunstneren, og hans Gerning blev for ham en Lægekunst, hvor det lod sig gøre at betragte den som en saadan.
Der har staaet Debat og Kritik om Professor Pontoppidans Navn, og den blussede især op under hans Virksomhed som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals "Sjette Afdeling", i Slutningen af Firserne og det meste af Halvfemserne. Haarde Angreb maatte han døje, baade i Pressen, Literaturen og af sine Patienter. Herunder vil særlig huskes, hvad Forfatterinden Amalie Skram skrev om ham i sine to Bøger "Professor Hieronimus" og "Paa St. Jørgen".
Flere af Landets Blade kom gennem Artikler med skarpe Angreb mod ham paa Grund af Patienternes Behandlingsmaade, og det er i nogen Grad forstaaeligt, at hans Adfærd kunde give Anledning til en saadan hidsig Kampagne. Hans Begavelse var nemlig blandet med en ubehersket Lunefuldhed, der giende, at Overlægen til Tider kunde være Elskværdigheden selv, til andre Tider kold og uindladende. Selvfølgelig virker en saadan forskelligartet Optræden ikke paa den allerbedste Maade overfor Patienter, der er angrebne af Nervelidelser.
Anerkendt fra alle Sider er Professor Pontoppidan imidlertid bleven for sin store Betydning for dansk Lægevidenskab, baade som Forfatter og Uriversitetslærer, og gennem sin Virksomhed bevares hans Navn i den danske Videnskabs Historie.
En Reformator paa Aarhus Sindssygehospital.
Overlæge Hallager, der fra Professorens Aarhus-Periode som Overlæge ved Sindssygehospitalet, kendte ham ret godt som Kollega, har meddelt os følgende:
Professor Knud Pontoppidan har gjort sig i høj Grad fortjent til Anerkendelse indenfor sit Omraade, navnlig hvad angaar de rent praktiske Reformer. Holde fast paa sine egne Meninger kunde han gøre, men et Mandfolk var han helt igennem. Da Pontoppidan kom til Aarhus, var der meget at reformere paa Sindssygehospitalet, der trængte til det i høj Grad. Som den umaadelig praktiske Mand han var, gik han da ogsaa straks i Gang med Arbejdet. Særlig stor Fortjeneste indlagde han sig i Arbejdet for at saa indført kvindelig Plejepersonale paa Sygehuset. Det lykkedes tilsidst at føre Sagen igennem, og Systemet har efterhaanden vundet Indpas rundt om paa Landets øvrige Sindssygeanstalter.
Overlæge Hallager slutter med at citere følgende Udtalelse af Professor Pontoppidan, der staar som en træffende Karakteristik for Opholdet her:
Naar mine Tanker gik tilbage til Opholdet i Aarhus, beskæftigede de sig mere med Administrationen af Hospitalet og dets Vinduer og Døre, end med Patienterne.
De sidste Aar levede Professoren et stille og tilbagetrukket Liv i Hillerød.
(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1916).
Den 22. oktober 1916 bragte Berlingske Tidende et nekrologinterview med Knud Pontoppidans bror, læge med speciale i hud- og kønssygdomme Erik Pontoppidan (1847-1919). Her gengivet fra en hjemmeside om Henrik Pontoppidan:
Erik Pontoppidan om Knud Pontoppidan.
Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.
Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:
Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.
Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det.
Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.
Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.
Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.
Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.
Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.
Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.
Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.
Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham — eller i ham anderledes end det gjorde.
B-b.
I den første store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:
Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han — den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor — havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.
Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.
Margrethe Elisabeth Bay (1842-1916). (Efterskrift til Politivennen)
Dette er andet indslag, det første kan ses her.
Trods uoverensstemmelserne med pleje- og adoptivbørn, bevarede Moltke og Elise Bay venskabet og den gensidige beundring for Zahle og hendes kreds. Da Østersøgades Gymnasium i 1910 kom i konflikt med de privatorganiserede lærere, stod de sammen. Konflikten endte med at 25 lærere opsagde deres stillinger op. Konflikten skyldtes sammenstød mellem de private latin- og realskolers arbejdsgiverforening og lærernes fagforening. Skolen omdannedes i 1913 en selvejende institution under navnet E. Bay og Th. Moltkes Skoler, der både indeholdt pige- og drengeskole samt gymnasium. Elise Bay var medbestyrer af skolen indtil sin død i 1916. Elise Bay var stærk imod 1890'ernes bibelkritik.
Sammen med Moltke udgav hun "Sange til Skolebrug" og lærebøger, bl.a. "Kortfattet Lærebog paa Grundlag af Luthers Katekismus". Efter Elise Bays død udgav Moltke flere samlinger af hendes foredrag, taler og salmer, heriblandt "Til Venner! Taler ved Skoleaarets Slutning", 1919.
Dødsfald.
Igaar Eftermiddags er den ene af Grundlæggerne af den store Institution: E. Bay og Th. Moltkes Skoler, Fru Margrethe Elisabeth Bay, afgaaet ved Døden efter et kortvarigt Sygeleje.
Fru Bay var født 1842, som Datter af Højesteretsassessor Lund, og kunde altsaa se tilbage paa et langt Liv, rigt paa Arbejde og Arbejdets Velsignelse. Ramt i Ungdommen af tunge Sorger, idet hun i Løbet af ganske kort Tid mistede baade Ægtefælle, Fader og en Broder, søgte hun Trøst og nyt Livsmod i Skolegerningen. Hun uddannedes til Kommunelærerinde hos Frk. Zahle og havde Især bl. a. Komtesse Moltke til Lærerinde. Senere underviste hun med stor Dygtighed paa Kvindeseminariet.
Skolebestyrerinde, Fru E. Bay.
Da Komtesse Moltke 1870 oprettede sin Pigeskole, knyttedes Fru Bay til denne, først som Lærerinde, senere som Medbestyrerinde, og fra dette Øjeblik af havde to Mennesker, der paa en næsten vidunderlig Maade supplerede hinanden, sluttet Forbund baade med Hensyn til at leve Livet og til at udfylde deres Plads og gøre deres Gerning i det. Man kan ikke tale om Fru Bay uden samtidig at tale om Komtesse Moltke. Og stærkere har Idealet ikke lyst over nogen Virksomhed end over deres. Pigeskolen og den senere oprettede Drengeskole gik fra en beskeden Begyndelse frem, saaledes at den samlede Institution i den mægtige Skolebygning i Østersøgade nu omfatter op imod 1000 Elever. Fru Bays Arbejde faldt overvejende paa Østersøgades Gymnasium, hvis økonomiske Ledelse hun forestod med fast og erfaren Haand, nøjeregnende i det smaa, overlegen og vidtskuende i det store, saaledes som hun ogsaa var det i sin pædagogiske Virksomhed.
Et Resultat, som det Fru Bay og Komtesse Moltke har opnanet, vindes kun af Personligheder, og Fru Bay var en Personlighed med sit eget Særpræg, der kunde gøre si g gældende. Inderst Inde var hun af et lyst og glad Rind, et hjertensgodt og elskeligt Menneske, en ædel Kvinde, over hvem Høstsolen efter det lange og undertiden stormfulde Arbejdsliv syntes at kaste en Blidhed og Godhed, som det store Lærerkorps og de mange Elever aldrig vil glemme. F. E.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 10. oktober 1916).
I 1917 testamenterede Elise Bay 9000 kr. til en lejr ved Færgelunden i Jægerspris som stadig eksisterer. Stedet blev valgt så eleverne kunne cykle dertil når de havde fri lørdag eftermiddag.
Elise Bay
Et Karakterbillede.
Elise Bays Barndom og Ungdom hørte en svunden Tid til. Hjemmet paa Nørrevold var et hyggeligt, fint kultiveret Embedsmandshjem. Baade Faderen, den kloge, milde Højesteretsassessor med Briller for de venlige Øjne og graat, lidt strittende Haar, og Moderen, en dygtig Husmoder, efter den Tids Skik med stor Kappe bundet i Sløjfe under Hagen, var et Par elskelige Personligheder, og Elise Bays Øjne straalede altid siden, naar hun tale om sine Forældre og Søskende. Den Gang studerende en ung Pige ikke; Elise tog som sine Jævnaldrende efter Udgangen af Skolen nogle private Timer i fremmede Sprog, deltog i Husvæsenet, syede fine Haandarbejder, læste Skønlitteratur og omgikkes Veninderne. Og alt gik foreløbig som det skulde. En Dag mødte den unge Pige ham, der blev hendes Hjertes Elskede, den fine, lidt svagelige Axel Bay; de blev gift og tilbragte et lykkeligt Aar som Præstefolk paa Thurø. Da fik Bay Blodstyrtning og gik bort ,...
Om dette fortæller Josepha Martensen i den Bog, hun paa Frimodts Forlag har udgivet om Elise Bay, og man dvæler gerne ved disse Minder fra de gode, gamle Dage. Men nok saa stærkt virker Billedet af den morderne Kvinde, Skolebestyrerinden, hvortil den Thurø Præstekone under ny og dristig Kamp udviklede sig. Der maa allerede den Gang have været noget virkelig betydende over denne Kvinde, som knap havde faaet sin Eksamen, før Frk. Zahle, Frk. Kruse og Komtesse Moltke tilbød hende Plads ved deres Side. Og Aarene, der kom, skuffede ikke. Det blev Komtessen, der gik af med Sejren, og hvilket omfattende og anseligt Arbejde, de to Kvinder i Forening fik udrettet, er jo en kendt Sag, betegnet som det er ved Forkellen mellem de ældste Skole, et par tarvelige Smaastuer i Filosofgangen, og det sidste Resultat, den store Bygning i Østersøgade.
Man naar ikke saa vidt uden at være baade et dygtigt og ejendommeligt Menneske, og Fru Bay er begge Dele. Hendes Biograf meddeleer en Række Træk, der viser ikke blot hendes klare, hurtige Haand, den glædende Lyst til at Arbejde, hendes religiøse Sindelag og et Hjerte, der i Stedet for med Aarene at snævres ind blev videre og rigere. "Glad ved Livet, men næsten for travl til at tænke over det", skriver hun i sin Dagbog, og der berettes om hendes Evne til at være i Virksomhed flere Steder paa en Gang ganske kuriøst, at hun en Aften hjemme hos sig selv spillede Whist, førte Regnskabet, tegnede smaa Landskaber og Portræter i et Hjørne af Regnskabspapiret, foredrog Sange af Heibergs Vaudeviller og hørte sin yngste Plejesøn i Gloser, alt ind imellem hinanden, uden at hun tabte nogen af Traadene; i Sandhedens Interesse maa det dog tilføjes, at de Medspillende forvirrede, til sidst svigtede Kulør og befandt sig i noget Vildrede angaaende Spillet .... I Hviletimen efter Arbejdet fik Elise Bay Stunder til at forfærdige smukke Haandarbejder, bl. a. mange Uldgarnsbroderier. Josepha Martensen fortæller morsomt:
Fra dem blev der ofte en Del Garn tilovers af forskellige Farver, og dette skulde selvfølgelig anvendes. Hun hæklede da Veste, Tørklæder og Skørter deraf til fattige Børn, og det gjaldt nu at sætte de mange brogede Garnrester sammen, saa at de alle kom til Nytte; dette gjorde hun med en yderst dristig Fantasi, paa Trods af alle Smagsregler. Var der ikke nok af Hovedfarven i en Vest, satte hun uforknyt en bred Tværstribe af en helt anden Farve ind midt i Ryggen. Det nyttede ikke, hvad man indvendte; hun svarede kun med det hende egne Lune, at det saa netop saa livligt ud.
En stor Triumf fejrede hun imidlerlertid, da hun en Gang sendte en Pakke af disse brogede Klædningsstykker op til Grønland og saa fik et Takkebrev fra Præstekonen deroppe, hvoraf det fremgik, at just disse stærke og forskellige Farver faldt i høj Grad i Grønlændernes Smag; og da næste Aar en lignende Sending fremkaldte en ny Takkeskrivelse, stod der i denne, at et af de mest forunderlig brogede Skørter fra det foregående Aar havde været Stadskjole for den lille Pige, der havde laset den; nu var den slidt op, og der var ikke stort andet end den lasede Bort tilbage, men endnu var disse Laser Barnets kæreste Pragtstykke. Fra det Øjeblik var der ingen Grænse for Fru Bays mærkelige Farvesammenstillinger. "Det er grønlandsk," sagde hun, naar hun viste disse Arbejder frem.
Den væsentlige Del af Bogen handler selvfølgelig om Fru Bays betydningsfulde Skolegerning, den, der lagde Beslag paa næsten al hendes Interesse. Der dvæles dog ogsaa paa andre Maader ved denne tiltalende Kvinde. Der er saaledes en smuk Skildring af Ferierne de sidste Aar, som Komtesse Moltke og hendes Medbestyrerinde tilbragte ude i Vedbæk i en Villa overfor Frk. Zahle. En Tid lang havde der imellem disse saa udprægede Mennesker fundet stærke Brydninger Sted; men Forstaaelse og Kærlighed havde til sidst mere og mere faaet Magten
Allerede paa Morgenstunden gik der Bud imellem dem, og de samledes regelmæssigt flere Eftermiddage om Ugen til Højtlæsning, snart paa Villa Rosa, snart hos Frøken Zahle. Det var Bøger af forskellig Art, de læste, dog hovedsagelig Skønlitteratur, baade hjemlig og fremmed, ældre og moderne. Som Regel var det Komtesse Moltke, der læste, medens Frøken Zahle og Fru Bay lyttede saa spændte og interesserede som et Par purunge Piger - deri lignede de hinanden: deres Modtagelighed var stadig saa frisk, som var de i deres fejreste Vaar.
Og saa var de begge saa morsomt grundige: var der et eller andet, som de ikke var helt klare over, med Hensyn til Fortællingens Gang, til de optrædende Personer, eller hvis der blot forekom et Fremmedord, de ikke kendte, saa brød Fru Bay gerne straks ind med et ivrigt Spørgsmaal, og Frøken Zahle sagde: "Det er saa dejligt, at du spørger, Fru Bay! saa faar jeg det ogsaa at vide!"
De mange, der har kendt den afdøde Skolebestyrerinde, vil læse Bogen om hende med Genkendelsens Glæde. Men ogsaa for andre har den Værd. Det er lykkedes Forfatterinden at faa de væsentlige Sider i Elise Bays Væsen og Personlighed frem, at give et Billede af et lykkeligt Menneske og at forklare, hvorfor hun var det. Thi derom er ingen, efter at have læst Bogen, i Tvivl. Der var en Gang Tale om to Mennesker, som boede sammen, men efter hvad der mentes, Ikke helt var i Harmoni med hinanden. Overfor dem, der fandt, at de heller burde ophæve Samlivet, indvendte Fru Bay: "De har dog hinanden at være gode imod!" Det var, hvad der for hende gav Samlivet dets egentlige Betydning: man har nogen at være god imod. Det lille Udsagn er mere talende end mange Ord. -n
(Nationaltidende 21. december 1917, 2. udgave)
Artiklen byggede på Josepha martensen: Elise Bay. Et Karakterbillede. 1917
Snedkermester Anny Berntsen (1894-1982). (Efterskrift til Politivennen).
Anny Christiane Millior Berntsen (1894-1982) (Anny Berntsen-Bure, mens hun var gift) var en dansk snedkermester (uddannet i 1913), datter af Klaus Berntsen, der var statsminister i perioden 1910-1913 for Venstre.
Konsejlspræsidentens Datter.
Snedkerlærling Anny Berntsen ved Høvlebænken.
Konsejlpræsident Klaus Berntsens Datter, Anny Berntsen, har, som meddelt, indgaaet Forlovelse med Kommunelærer Hr. Bure i Kalundborg.
Den unge Dame er Snedkerlærling og staar i Lære hos Snedkermester, Frk. Horsbøl. Hendes Læretid var fastsat til 5 Aar. Nu tør man maaske, mener "Pol." tro, tro, at den bliveer afkortet noget, og at Frk. Berntsen har opgivet sine Planer om at blive veritabel Snedkersvend.
(Aarhuus Stifts-Tidende 23. august 1912).
Anny Berntsen blev senere gift med Kristjan Bure og de fik to børn.
Snedkermester, Fru Anny Berntsen-Bure.
Folketingsmand Klaus Berndtsens Datter, gift med den kendte Kommunelærer Hr. Bure, var, inden hun giftede sig, uddannet som Snedker. Hun har nu i Kompagni med Snedkermester Glob, en Broder til Maleren Johannes Glob, aabnet et stort Snedkerværksted paa Vennemindevej.
Vi har bedt hende nu og da give Husmødrene nogle praktiske Vink indenfor sit Fag, og den unge Snedker har indledt det ved at forestille sig selv.
"Kom, Charles, ska' du se, der er en Kælling, der er Snedker" - saadan lød en rigtig Drengestemme ind i Værkstedet til mig forleden Dag. Og da jeg vendte mig, saa jeg to flade Næser mod Ruden.
Næsernes Ejermænd diskuterede højlydt mine Kvalifikationer som Arbejder. Og idet de forsvandt, sagde den ene tvivlende: Men kan hun ogsaa save?
Naa, det er forresten ikke alene Drenge, der falder i Forundring over "Kællingen, der er Snedker."
Da jeg gik i Lære, vakte det jo en uforholdsmæssig Opsigt, vel sagtens fordi min Fader den Gang var Konseilspræsident.
Mit Billede gik vist hele Jorden rundt - jeg fik i hvert Fald sendt Billeder og Udklip fra de fleste Verdensdele.
Og morsomt var det at se, hvorledes Teksten forvandledes, jo flere Gange den var oversat og omskrevet. Et parisisk Blad giftede mig straks med en ung - og Bladet bemærkede selv udtrykkeligt - meget intelligent Snedkersvend, med hvem jeg i flere Aar skulde have været hemmelig forlovet.
Og morsomt var det ogsaa at se, hvor mange forskellige Ansigter Aviserne udstyrede mig med. Lighed var der i Reglen ikke Tale om.
Og saa kom jo Ægteskabstilbudene, dog ingen her fra Landet. Men særlig Amerikanerne var ihærdige. En Mineingeniør fra Peru giver en lang Beskrivelse af sit Liv og sender mig et Billede med et par smægtende Øjne. Og han slutter i dybeste Alvor:
"Jeg kan forsikre Dem, at jeg et "all right" i moralsk Henseerde. Der er ikke noget usædvanlig stygt ved mig undtagen det, at jeg er meget høj."
Han havde det nu i Højden; der var andre, der havde det i Bredden. Der kom lange Breve til mig med alle mulige fantastiske Forslag. En sender mig dette smukke Billede af et Værksted og beder mig at komme til Toronto, hvor Vedkommende "er i Færd med at lave en Dragkiste til sin Moders Værelse."
Til de brede - ja for den Sags Skyld ogsaa de vrede - hører en dansk Kvinde, der var meget indigneret over, at jeg kunde finde paa at ville være Haandværker. Hun foreholder mig i bitre Ord, at jeg kunde gaa i Snedkerlære: "Ungdommen maa være og skal lære i Hjemmene," skriver hun, "lad saa Mandfolkene besørge Haandværk og Industri som førhen, det vil være det bedste for Efterslægtens huslige Bevarelse."
Den velmenende Dame har vel nok i det store og hele Ret.
"Efterslægtens huslige Bevarelse" er et stort Spørgsmaal. Men at der skulde ske nævneværdig Skade heri, fordi jeg har forladt den lige huslige Vej, er dog at tillægge min ringe Person for stor Betydning.
Naa, men den brede Vrede fortsætter: "Nej, der hører mere til Ploven end at kunne sige Hyp. Husgerning er lige saa nødvendig i Nutid som i Fortid." Og heri er vi ganske enige. Husgerningen er overordentlig vigtig. Men den kan jo ikke more alle lige meget. Og saa har Husgerningen jo saa mange Sider, at man næsten kan regne Snedkeriet med dertil.
Møblerne spiller jo dog en meget stor Rollo i et Hjem, de giver tildels Hjemmene deres Præg. Og at lave Møbler, er jo paa en Maade at være med til at bygge Hjem op.
Men lad mig nu tage et Spring fra Efterslægtens Bevarelse til Møblernes Bevarelse, som er det, Redaktionen har bedt mig om. Det har jo sin Interesse i disse Flyttedags- og Hovedrengøringstider, hvor der tidt vanker Skrammer.
Det kan ikke tilraades nogen at prøve paa selv at reparere, hvor der er meget i Vejen, hvis det da er nogenlunde gode Møbler, der er Tale om. Det betaler sig ikke. Og særlig polerede Møbler skal der udvises stor Forsigtighed med. Jeg kender en Frue, der guider polerede Møbler af med Pudsepomade. Det er rentud sagt Griseri, selv om det er udsprunget af Renlighedstrang. Andre bruger et vaadt Vaskeskind; det tager i Længden for meget af Glansen. Det bedste er et Vaskeskind og et Par Draaber Benzin. Fruen, der brugte Pudsepomaden, har her Forklaringen paa, at den virkede. Det var nemlig Benzinen i Pomaden, der tog de olieagtige Lag af Møblerne; men alle de andre faste Stoffer sætter sig selvfølgelig i Møblerne og vil med Tiden ødelægge dem.
Bonede Møbler kan gnides paalangs af Træet med en lille Smule Bonevoks, hvis de da iforvejen er bonede med Voks. Er de bonede med Politur, kon do gnides af med Benzin ligesom polerede Møbler.
Malede Møbler kan vaskes i meget mildt Sæbevand og skal tørres godt efter med en tør Klud.
Om alle egentlige Buler, Rifter og Skrammer kan jeg kun sige: Undgaa dem. Men har De uheldigvis faaet dem, saa er de absolut uhelbredelig for Lægfolk.
- - -
Forloden Dag kom der en Herre ind paa Værkstedet og spurgte, om det var her, Snedkermester Pral boede.
"Ja, det kan De godt kalde mig," sagde jeg.
Han saa imidlertid ganske uforstaaende paa mig.
Det havde han sikkert ikke gjort, hvis han havde læst ovenstaaende.
Anny Berntsen Bure.
(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. oktober 1916. Teksten i midt forkert brudt, men jeg har tilladt mig at omsætte teksten så den er korrekt).
Manglende Tro.
Velmeriteret Snedkermester Anny Bure i København er, som ikke faa ved, Datter af Folketingsmand Kl. Berntsen. Hun har nylig sagt et Ord, der vil vække Opstandelse i en vis Kvindekreds. Hun "tror ikke, Kvinder egner sig til Politik".
Snedkermester Bure er en modig Kvinde. Der skal nemlig Mod til at bekende den manglende Tro saa rent og lige ud. som hun gør det. Og helt hen i Flandern taler hun jo ikke, denne Datter af en af vore allerfornemste Grundlovsfædre.
Vi har ikke været Modstander af Kvindens politiske Valgret. Langtfra. Det er Snedkermester Anny Berntsen vel heller ikke. Men vi forstaar hende saa godt. Dog vil vi foretrække at udtrykke os saaledes: Det skal vise sig, om Kvinden egner sig. Vi har jo ikke endnu, kan ikke have, den tilstrækkelige Erfaring.
At der er Kvinder, der "egner sig til Politik", er der jo ikke Tvivl om. Kendsgerninger taler baade her og der. Men det er kun et meget beskedent Mindretal. Og det, at Kvinderne vist i en meget lang Aarrække kun undtagelsesvis kommer ind i de repræsentative Stillinger (Minister, Rigsdagsmand. Redaktør osv.) vil føre med sig, at det vil tage Tid, megen Tid, inden vi kan fælde en afgørende Dom.
Men det kommer jo nok en Gang, selv om de ældre af os ikke oplevere at se det.
(Vejle Amts Folkeblad, 30. november 1916).
Folketingets nye Talerstol.
Folketingets nye Talerstol er - som vi tidligere har omtalt - leveret af Folketingsmand Klaus Berntsens Datter, Snedkermester Fru Anny Berntsen-Bure, der er Indehaver af en stor Snedkerforretning i Borgergade i København. Billedet viser den næsten helt færdige Talerstil, som er forarbejdet af et eneste Stykke Træ fra den berømte Rødkilde-Eg. I Ovalen ses Fru Berntsen-Bure, der nitten Aar gammel begyndte sin egen Forretning og nnu beskæftiger fjorten Svende og Lærlinge.(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 5. september 1918).
I oktober 1917 blev Anny Berntsen udvalgt til at lave Folketingets nye talerstol. Hun lavede også stole mm. til Højesteret. Stolen var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen. Og Anny Berndtsen kunne starte arbejdet i slutningen af januar 1918. Buerne blev slebet med håndkraft - der fandtes ikke maskiner til den slags den gang. Grundlovsforslaget om kvinders stemmeret var blevet fremsat at hendes far, Klaus Berntsen, medlem af Venstre og tidligere statsminister (1910-13).
Anny Berntsen Bure & Co
Ægteskabet med Bure gik i opløsning, han mistænkte hende for utroskab, og de blev skilt i 1927. Bure giftede sig igen. Hendes far døde samme år marts 1927, hun nåede ikke selv ind til dødslejet fra Fredensborg. Anny Berndtsen blev frataget navnet Bure, og opgav sit arbejde som snedker.
I 1935 blev hun set med en ladt revolver hjemme hos sin tidligere ægtefælles nye hustru og dennes datter. Den 17. oktober 1935 blev hun indlagt på Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland med diagnosen skizofreni. På hospitalet delte hun sovesal med 23 andre kvinder med diagnosen “kronisk urolige”. Hun døde som patient 4.791 juledag 1982 efter 47 års indlæggelse. Hverken børn, søskende eller eks-mand skal efter sigende nogensinde have kontaktet hende.