Professor Knud Pontoppidan.
Professor Knud Pontoppidan fylder i Dag 60 Aar. Nu sidder Professor Pontoppidan i den fine tilbagetrukne Stilling som Professor ved Universitetet i Retsmedicin og Hygiejne.
Overalt indenfor Studenter og Lægeverdenen nyder Professoren Anseelse som den højt begavede, fuldstændige, lærde og pædagogisk interesserede Universitetslærer. Hans Forelæsninger, der i en ganske særlig Grad bærer Præget af hans fine, bundretsindige Karakter, har altid været og er endnu et Mønster paa akademisk Aand og Form. - Det er jo ikke saa mange Aar tiden, der stod Kamp om Pontoppidan Navn, da han som Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling blev Genstand for en fra mange Sider rettet, i Realiteten ganske uberettiget og henynsløs Kritik, tilmed fra Lægmands Side. Der gik Sensation i Sagen, og Pontoppidan veg Pladsen. Ingen Lægo var ellers i Tvivl om, at der her blev begaaet en stor Uretfærdighed. Historiens Dom vil utvivlsomt henregne Pontoppidan til en af Videnskabens Martyrer.
Alle Angreb har dog ikke kunnet skade ham mere, end at han nu som altid staar som den fine, rettænkende og samvittighedsfulde Læge, afholdt og agtet i vide Kredse.
E. B.
(København 10. juli 1913)
Professor Pontoppidans sidste Forelæsning.
Som meddelt har Professor i Retsmedicin, Knud Pontoppidan, faaet bevilget sin Begæring om Afsked fra 30te Januar n. A Med dette Semester er hans Gerning ved Kjøbenhavns Universitet altsaa afsluttet. Fakultetet og de studerende var derfor enedes om at give hans sidste Eksaminatorium igaar et festligt Præg, idet man dog gav Højtideligheden et ligesom tilfældigt Anstrøg: Professor Pontoppidan har altid været en ensom Mand, og al officiel Festivitas er ham imod. Der var blot henlagt en Blomsterbuket paa hans Plads, og mellem de mange Tilhørere, der fyldte det lille Auditorium paa retsmedicinsk Institut, saa Professoren efterhaanden det ene kendte Ansigt efter det andet. Professor Rovsing (Dekanus), Professor Bock, Reservelæge Ipsen (Formand for medicinsk Forening) o. s. v.
Professoren formede sit Eksaminatorium som en afsleben og elegant Forelæsning over et vanskeligt og betydningsfuldt Retstilfælde der i hans Behandling blev til en fragmentarisk men aandfuld Belysning af Lægens retslige Stilling og Opgave, som sædvanlig præget af Pontoppidans ualmindelige Frisind og Overblik.
Professoren udtalte som sine sidste Ord: Jeg forlader den retsmedicinske Lærestol i fuld Tillid til, at det skal lykkes at finde en Eftermand, der vil føre Udviklingen videre."
Før Auditoriet Langsomt stud. med. Broge Dahl varm og sand Tak fra de hans ualmindelige Omhu for hans stadige Indskærpen for Undervisningen, bragte Professoren en Studerende for Undervisningen af Lægens høje Kald og store Forpligtelse overfor hver enkelt Patient.. .
Professor Knud Børge Pontoppidan, der er en Broder til Dermatologen Erik Pontoppidan og Forfatterne Henrik og Morten Pontoppidan, er kun 60 Aar gl. Allerede 1879 vandt han Universitetets Guldmedaille med sin originale og meget fortjenstfulde Afhandling om Ansvarlighedsproblemet. Paa kommunehospitalet sjette Afdeling var han Overlæge fra 1888 til 1907, og i 1901 blev han ansat som Professor i Retsmedicin. Pontoppidan har megen Fortjeneste af den Maade, hvorpaa han har gjort sine sjældne administrative og pædagogiske Evner frugtbringende indenfor vort Sundhedsvæsen, og Offentligheden har Grund til at være ham taknemlig for forstaaende Impulser i mange vigtige Spørgsmaal; det var saaledes Pontoppidan, der først af alle docerede Forsikringslære ved vort Universitet. Pontoppidans litterære Virksomhed har været koncis og betydningsfuld. Hans Helbred, der længe har været meget svagt, synes nu fuldstændig bedret. Man har Lov at haabe at hans tidlige Tilbagetræden vil betyde en yderligere Forøgelse af de Værker, som bærer hans Navn.
N. N.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1913).
Professor Knud Pontoppidan død.
Den kendte Sindssygelæge, Professor, Dr. med. K. Pontoppidan er i Gaar død efter flere Aars Svagelighed.
Nu førte Professoren en meget tilbagetrukken Tilværelse ude i Frederiksborg, hvor han havde sit Hjem. Han ønskede selv at høre til de stille; men lejlighedsvis kunde man af en vis Bitterhed i hans Repliker og af det om muligt mere utilgængelige i hans Udtryk læse noget af det Martyrium, som hans Lægegerning unægteligt blev. Han kunde ikke gaa paa Akkord, naar det gjaldt hans Opfattelse af Patienters Tilregnelighed, og det maa i Sandhed have været svært for ham at, skulle se sig offentlig angrebet i sin Lægegerning af Lægmand og - iøvrigt - utvivlsomt svigtet af dem, der dengang kunde have støttet ham, i de i sin Tid saa stærkt omdebatterede Tilfælde, hvor bl. a. Forfatterinden Amalie Skram spillede en fremtrædende Rolle.
Disse Sager og de dermed fedtende Bryderier gjorde sikkert, at Professoren i 1897 trak sig tilbage fra den Stilling som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals 6. Afdeling, hvortil hans Navn i første Række knytter sig.
En sjælden fin og sjælfuld Mand var Professor Pontoppidan, en sjælden klartseende Psykolog og Psykiatriker, en Mand, der bag det underlige, forstenede Ydre gemte et Hjerte, der slog varmt for de stakkels Syge, som fortjente hans Interesse. Og en glimrende Lærer for Læger og Studerende, en fortrinlig Lærebogsforfatter og en i sin Tid forgudet Foredragsholder, alle disse Egenskaber vil for lange Tider sætte Professor Knud Pontoppidan et værdigt Minde som dansk Læge, som Universitetslærer og som Menneske.
Knud Pontoppidan fødtes 10. Juli 1853 i Ribe og var udgaaet af den kendte Præsteslægt. Han tog medicinsk Embedseksamen 1870. I 79 fik han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om den ufuldstændige Tilregnelighed og dens Behandling i nyere Straffelove. Alt mens han uddannede sig som Nervelæge ved de forskellige Hospitaler, skrev og forsvarede han sin Doktorgrad: Den kroniske Morfinisme. I 85-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og Privatdocent, i 88 udnævntes han til Overlæge ved Kommunehospitalet og Docent ved Universitetet i klinisk Psykiatri.
Efter sin Afsked herfra 97 udnævntes han til Ridder af Dannebrog. Professor blev Pontoppidan i 92. Fra 98 til 01 var han nu Overlæge ved Aarhus Sindssygeanstalt, dernæst Medlem af Sundhedskollegiet og Professor i Retsmedicin, i hvilken Gerning han først gjorde et stort Arbejde ved Indretningen af Retsmedicinsk Institut og senere blev meget afholdt som Lærer, indtil han i 1914 afløstes af Prof. Ellermann.
I 1913 udnævntes Prof. Pontoppidan endelig til Dannebrogsmand.
E. B.
- - -
Professor Pontoppidans Lig førtes i Aftes til Kapellet paa Hillerød Kirkegaard. Begravelsen foregaar efter den Afdødes udtrykkelige Ønske i dybeste Stilhed.
(København 22. oktober 1916).
Professor Knud Pontoppidan.
En Reformator og Administrator.
Med Professor. Dr. med. Knud Pontoppidans Død er en af den danske Lægestands mest kendte - men i sin Tid mest omstridte Mænd - gaaet bort.
Hans Slægt er anset og af Brødre-Kuldet, hvortil hører Forfatteren Henrik Pontoppidan, Præsten Morten Pontoppidan samt den kendte Læge, Professor Erik Pontoppidan, var den afdøde Dr. med. sikkert ikke den mindst ejendommelige. Der boede i ham noget af baade Videnskabsmanden og Kunstneren, og hans Gerning blev for ham en Lægekunst, hvor det lod sig gøre at betragte den som en saadan.
Der har staaet Debat og Kritik om Professor Pontoppidans Navn, og den blussede især op under hans Virksomhed som Overlæge ved Københavns Kommunehospitals "Sjette Afdeling", i Slutningen af Firserne og det meste af Halvfemserne. Haarde Angreb maatte han døje, baade i Pressen, Literaturen og af sine Patienter. Herunder vil særlig huskes, hvad Forfatterinden Amalie Skram skrev om ham i sine to Bøger "Professor Hieronimus" og "Paa St. Jørgen".
Flere af Landets Blade kom gennem Artikler med skarpe Angreb mod ham paa Grund af Patienternes Behandlingsmaade, og det er i nogen Grad forstaaeligt, at hans Adfærd kunde give Anledning til en saadan hidsig Kampagne. Hans Begavelse var nemlig blandet med en ubehersket Lunefuldhed, der giende, at Overlægen til Tider kunde være Elskværdigheden selv, til andre Tider kold og uindladende. Selvfølgelig virker en saadan forskelligartet Optræden ikke paa den allerbedste Maade overfor Patienter, der er angrebne af Nervelidelser.
Anerkendt fra alle Sider er Professor Pontoppidan imidlertid bleven for sin store Betydning for dansk Lægevidenskab, baade som Forfatter og Uriversitetslærer, og gennem sin Virksomhed bevares hans Navn i den danske Videnskabs Historie.
En Reformator paa Aarhus Sindssygehospital.
Overlæge Hallager, der fra Professorens Aarhus-Periode som Overlæge ved Sindssygehospitalet, kendte ham ret godt som Kollega, har meddelt os følgende:
Professor Knud Pontoppidan har gjort sig i høj Grad fortjent til Anerkendelse indenfor sit Omraade, navnlig hvad angaar de rent praktiske Reformer. Holde fast paa sine egne Meninger kunde han gøre, men et Mandfolk var han helt igennem. Da Pontoppidan kom til Aarhus, var der meget at reformere paa Sindssygehospitalet, der trængte til det i høj Grad. Som den umaadelig praktiske Mand han var, gik han da ogsaa straks i Gang med Arbejdet. Særlig stor Fortjeneste indlagde han sig i Arbejdet for at saa indført kvindelig Plejepersonale paa Sygehuset. Det lykkedes tilsidst at føre Sagen igennem, og Systemet har efterhaanden vundet Indpas rundt om paa Landets øvrige Sindssygeanstalter.
Overlæge Hallager slutter med at citere følgende Udtalelse af Professor Pontoppidan, der staar som en træffende Karakteristik for Opholdet her:
Naar mine Tanker gik tilbage til Opholdet i Aarhus, beskæftigede de sig mere med Administrationen af Hospitalet og dets Vinduer og Døre, end med Patienterne.
De sidste Aar levede Professoren et stille og tilbagetrukket Liv i Hillerød.
(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1916).
Den 22. oktober 1916 bragte Berlingske Tidende et nekrologinterview med Knud Pontoppidans bror, læge med speciale i hud- og kønssygdomme Erik Pontoppidan (1847-1919). Her gengivet fra en hjemmeside om Henrik Pontoppidan:
Erik Pontoppidan om Knud Pontoppidan.
Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.
Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:
Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.
Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det.
Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.
Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.
Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.
Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.
Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.
Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.
Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.
Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham — eller i ham anderledes end det gjorde.
B-b.
I den første store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:
Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han — den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor — havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.
Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.
