Optrin på Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Fra København skrives til "Kolding Avis": Et sjældent udslag af råhed og brutalitet fandt sted i fredags ved en begravelse på Frederiksbergs Vestre Kirkegård. Da præsten havde forrettet jordpåkastelsen (den afdøde var en ældre kone) og derefter havde forladt graven, trådte en del af følget op på denne, for at kaste et blik ned på kisten. Mellem disse befandt sig også en af den afdødes sønner, og mens han stirrede ned på kisten, gav han sig pludselig til at spytte ned på den og udbrød: "Der ligger Du, Du gamle ..........." Denne hans opførsel vakte en så almindelig og berettiget indignation at det kun var med nød han undslap for at få en velfortjent korporlig revselse. Efter hvad vi erfarer er der fra det offentliges side gjort skridt for at undersøge sagen nærmere og derefter eventuelt anlægge sag mod den pågældende.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. juni 1882)

Færdselen gjennem Østerport. (Efterskrift til Politivennen)

De, der jævnlig til Hest eller Vogns færdes gjennem Østerport, have Idelig Anledning til at ærgre sig over de aldeles utaalelige Forhold, som findes her. Broen og Gaden giennem den gamle Ravelin have den selv samme Brede som for 100 Aar siden, uagtet Færdselen er stegen i en Grad, man den Gang ikke havde nogen Anelse om. Breden er ikke større, end at to almindelige Vogne lige kunne kjøre forbi hinanden. Gadelinien gaar i Kurver, og kommer der en Sporvogn eller en militær Afdeling, eller sker der blot et lille Uheld, som at en Haandvogn gaar itu, eller en Vogn i Forbikjørselen taber et eller andet er der straks en Stansning. Jævnlig finder der Reparationer Sted, snart paa Stenbroen, snart paa Brodækket, og Arbeide gaar altid med en Sendrægtighed, som er aldeles utaalelig og gjør Færdselen endnu mere vanskelig. Jævnlig hændes det, at Hestene blive sky her; forleden Dag foer saaledes en Hest ind ved Fortoget mellem Fodgængerne; at der ikke skete nogen Ulykke skyldtes kun Rytterens Dygtighed. Saa godt som hele Dagen findes her en stærk Vognsfærdsel til eller fra den østlige Del af Byen, men i virkeligheden er Adgangen til og fra Byen mere ubekvem end ved den mindste Landsby i hele Kongeriget; endnu mere ubekvem end ved Amagerbro, hvor der omsider synes at skulle ske nogen Forandring til det bedre, efter at særlig Befolkningen paa Amager havde taget Sagen i sin Haand. Uagtet mangfoldige have følt og føle Ulemperne ved Færdselen gjennem Østerport, mindes vi ikke at have set, at der fra nogen Side er blot paatænkt at gjøre Skridt til at faa en Forandring gjennemført her. Kunde der være Udsigt til, at den almindelige Mening tog sig lidt af dette Forhold, var der maaske en Mulighed for, at Borgermester Ehlers' Inerti kunne brydes. Man saa jo nylig, hvilken Energi han udviklede i Haandværkssagen.

(Nationaltidende 22. juni 1882).

Fotograf Fritz Benzen: Østervold, Østerport Ravelins vagt. Ca. 1885 (på dette tidspunkt benyttet som underofficersbolig). Kbhbilleder. Public Domain.

Mishandling af sit Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kriminalretten behandlet Sag tiltaltes en Skomagersvend I. for denne Forbrydelse. I Oktober f. A. blev Tiltalte gift med sin Hustru, der i Ægteskabet indbragte et af hende med en anden Mand avlet, i September 1880 født, uægte Barn, om hvis Tilværelse hun tidligere havde sat Tiltalte i Kundskab, og til hvis Forsørgelse denne allerede inden Bryllupet havde bidraget. Efter nogle Maaneders Forløb blev Forholdet mellem Ægtefolkene mindre godt, og fra den Tid har Tiltalte oftere - efter sin egen Angivelse en halv Snes Gange - gjort sig skyldig i Mishandling af dette Stedbarn, indtil dette den 12te Januar d. A. blev indlagt paa Kommunehospitalet. Mishandlingerne har bestaaet i, at han har slaaet det. oftest kun med den flade Haand paa forskellige Dele af Legemet, men dog saaledes, at Slagene efterlod Mærker paa Barnet, en enkelt Gang med en lille Læderrem, saaledes at Slaget efterlod en Stribe paa Barnets Kind og to Gange med en knyttet Haand i Hovedet, hvorved maa antages hidført den Sygdom, som foranledigede Barnets Indlæggelse paa Hospitalet, og som bestod i en betydelig Svulst, der indtog hele den behaarede Del af dets Hoved fra Nakkepartiet fortil, strakte sig frem i Panderegionen og ned i Tindingeregionerne og indtog Øjelaagene paa begge Øjne, saa at disse ikke kunde aabnes. Nogle Gange har Tiltalte endvidere knebet Barnet, og ved en enkelt Lejlighed, da det skreg, hældt en Spølkum Vand ud over det, saaledes at dets Overkrop blev gennemblødt, og det senere af Moderen fandtes rystende af Kulde. I Følge de af vedkommende Hospitalslæge under Sagen afgivne Erklæringer er der, efter at den ovenomtalte Svulst har tabt sig, konstateret et Brud af Barnets Kranie, som en - ca. 25-Øre stor - Fordybning med en delvis fremstaaende Benrand og et Par spalteformede Udløbere; men Barnet befinder sig i øvrigt vel, og de stedfundne Mishandlinger have ikke efterladt anden Skade for Barnets fremtidige Helbredstilstand, end at der efter Brudet i Kraniet hestaar en Spalte i dette, hvorved Hjernen og dens Hinder ville være mere udsatte for Beskadigelse ved mulige til fældige Læsioner end under normale Forhold. Som Grund til sin uforsvarlige Fremgangsmaade overfor Barnet har Tiltalte anført, at han stundom er bleven irriteret ved dets Uro, men at hans Mishandlinger hovedsagelig skyldes Vrede imod dels Moder, over hvem han paa denne Maade vilde hævne sig, og at det derimod ikke har været hans Hensigt at tilføje Barnet Skade paa Helbred, og omendskønt denne Forklaring ikke staar i Samklang med, at Tiltalte altid har udøvet sine Mishandlinger, naar Moderen ikke saa derpaa, og stundom til Tider, hvor der ikke umiddelbart i Forvejen havde været Uenighed mellem Ægtefællerne, fandt Retten dog ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste den. Ved Rettens Dom blev Tiltalte anset med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Social-Demokraten 21. juni 1882).

Væbningens øvelser. (Efterskrift til Politivennen)

Vi meddelte forleden, at der var forefaldet nogle Optøjer paa Nørrefælled, som udartede til et formeligt Slagsmaal imellem en civil Urostifter og nogle af 2den Væbningsbataillons Mandskab, formodentlig fordi Bataillonen med dens tapre Officerer i Spidsen ikke formaaede at arrestere Urostifteren, før han var slaaet halvt eller helt fordærvet. Senere er der forefaldet en lignende Episode paa Rosenborg Eksercerplads, som dog heldigvis endte uden Blodudgydelse. Grunden til disse Episoder er naturligvis at søge i selve Krigsgalskaben og ikke sjældent findes den snævrere Grund dertil i d'Hrr. Officerers alt andet end fornuftmæssige Optræden overfor Mandskabet. Et Bevis paa, hvorledes Hadet og Misfornøjelsen imellem Mandskabet og Officererne udsaas af de Sidstnævnte, forefaldt i Gaar Aftes, da Væbningen trak hjem fra Skydeøvelserne paa Amager, dels under Kommando og dels enkeltvis, idet en Premierløjtnant af Artilleriet anholdt en af de enkeltvis gaaende Væbningsmænd, fordi han ikke gjorde Honnør for ham paa reglementeret Maade. Manden trak sit Gevær an, men dette har formodentlig ikke været tilstrækkeligt for Premierløjtnanten. Af Indignation herover lodder en svag Mumlen iblandt de tilstedeværende Væbningsfolk, og af disse anholdt den "tapre" Premierløjtnant En under det Paaskud, at han havde streget haanligt efter ham. I Følge Væbningsmandens egen og i Følge de Tilstedeværendes Udsagn har han ikke givet sin Misfornøjelse tilkende paa nogen som helst Maade, men ikke desto mindre noterede Premierløjtnanten Mandens Nummer og Navn, og da en Officers Udsagn gaar og gælder for at være sanddru, naar det ikke strider alt for meget imod Fornuften, er det meget sandsynligt at baadc den Væbningsmand, der "ikke hilste reglementeret", og den, der siges at have raabt efter Løjtnanten, vil blive straffet.

(Social-Demokraten 21. juni 1882).

Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.