Arbejdsnedlæggelse paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Arbejdsnedlæggelse blandt Kommunens Arbejdsmænd paa Vestre Kirkegaard. Samtlige Arbejdsmænd, der vare beskæftigede ved Dræningsarbejdet paa Vestre Kirkegaard, har i Fredags nedlagt Arbejdet. Anledningen hertil var følgende: Den 30te Juni d. A. paabegyndte 10 Arbejdsmænd under Ledelse af Assistent Weywadt Arbejdet ved Nedlæggelsen af en dobbelt Drænledning, hvilket Arbejde skulde udføres saaledes, at Rørledningen, der er 9 Tommer i Diameter, skulde nedlægges i en Dybde fra 12 - 15 Fod. Graven skulde være 4 Fod bred foroven og 3 Fod i bunden. I 6 Tommers Afstand fra ovennævnte Rørledning skulde der lægges en dobbelt Drænledning, der skulde tildækkes med Murstensskærver i en Højde af 9 Tommer og dernæst med 5 Fod Land forinden Graven maatte tildækkes. For at udføre dette Arbejde forlangte Arbejderne 4 Kroner pr. løbende Alen, idet de beregner derved at kunne have en Fortjeneste af 3 Kr. daglig med en Arbejdstid fra Kl. 6 Morgen til Kl. 7 Aften. I Henhold til Arbejdets Beskaffenhed maatte denne Fordring selvfølgelig anses for meget moderat. Dets maatte nemlig bandet, der skulde bruges til Dækning af Rørene, transporteres ca. 100 Alen, dels maatte der arbejdes med Hakke den største Det af Dagen, og endelig er det overordentlig besværligt at arbejde i den ovenfor nævnte Dybde og være udsat for Solens brændende Varme uden at Luften kan komme til.

Magistratens Assistent nægtede imidlertid at gaa ind paa Arbejdsmændenes Forlangende og lod 3 Kr. pr. løbende Alen, hvilket havde til Følge, at Arbejdsmændene, uden at slutte nogen bestemt Akkord, gik ind paa at prøve, hvorvidt Arbejdet kunde udføres for det gjorte Tilbud. Arbejdet blev derpaa fortsat indtil i Fredags, men det viste sig, at Arbejdsmændene, til Trods for, at de anstrængte sig til det yderste, ikke var i Stand til at fortjene den paaregnede Sum af 3 Kr. daglig.

Arbejderne henvendte sig derfor til Assistenten med Anmodning om, enten at gaa ind paa den oprindelige Fordring, 4 Kr. pr. Alen, eller at lade Arbejdet udføre paa Dagløn for et Beløb af 2 Kr. 40 Øre pr. Dag, og erklærede, at de, hvis ingen af disse fordringer blev imødekommet, vilde forlade Arbejdet. Assistenten nægtede imidlertid at gaa ind paa nogen af de stillede forlangender, idet han meente, at der var Arbejdsfolk nok, der vilde udføre Arbejdet billigere endnu, end den Pris. han havde budt. Arbejdet blev som Følge deraf straks nedlagt, og Assistenten viste nu sin "Arbejdervenlighed" ved at lade sin Harme gaa ud over en af Arbejdsmændene, som han beskyldte for at have fremkaldt Arbejdsnedlæggelsen.

Vi anmoder derfor enhver hæderlig Arbejdsmand til ikke at optage ovennævnte Arbejde, med mindre den af os stillede fordring bliver indrømmet. Ligeledes opfordrer vi samtlige Arbejdsmænd til at melde sig ind i Arbejdsmændenes forbund. Lad os ved forenede Kræfter søge at havde vor Ret, men dette kan kun lade sig gøre gennem en stor velorganiseret forening, og vi haaber derfor, at vor Opfordring til Eder om at slutte Eder til Arbejdsmandenes Forbund ikke vil lyde forgæves.

Bestyrelsen for Arbejdsmændenes Forbund.

(Social-Demokraten 8. juli 1884).

Gratis Poliklinik for Ubemidlede. (Efterskrift til Politivennen)

Den lange nærede og tidligere omtalte Tanke, at oprette en Poliklinik her i Byen, hvor Læger i de forskjellige Specialiteter yde gratis Konsultation til ubemidlede Patienter, saaledes at den Hjælp, her ydes i samme, ikke kan betragtes som Fattighjælp, vil forhaabenlig nu blive realiseret, idet en Kreds af 14 af vore dygtigste yngre Læger have erklæret sig villige til hver for sig i de nedenanførte Afdelinger at overtage Behandlingen under Forudsætning af, at Sagen vil blive støttet saa vel ved private Bidrag som ved Tilskud af Legater m. m. Der har i den Anledning dannet sig en Bestyrelse, bestaaende af Borgermester Borup, Dr. med. G. Engelsted og Lektor E. Lange samt Vekselmægler Lorck som Poliklinikens Kasserer. Foreløbig ville Dr. Mygge og Dr. Liisberg behandle medicinske Sygdomme, Dr. O. Bloch og Korpslæge Hornemann kirurgiske Sygdomme, Dr. Wichmann Børnesygdomme. Dr. N. Holm Hudsygdomme og veneriske Sygdomme, Dr. Ingerslev og Dr. F. Levy Kvindesygdomme, Dr. Friedenreich Nervesygdomme. Prof., Dr. Ipsen orthopædiske Sygdomme, Dr. Haderup Tandsygdomme. Dr. Bjerrum øiensygdomme, og Dr. V. Lange og Dr. E. Schmiegelow Øre-, Hals- og Næsesygdomme. I mange af Udlandets store Byer. f. Ex. Wien, Berlin, London og New York, have lignende Institutioner allerede bestaaet i flere Aar med en stadig voksende Tilslutning fra Befolkningens Side, og heldigvis har samtidig den private Godgjørenhed ydet saa rundelige Bidrag, at man har kunnet hjælpe alle, paa enkelte Steder endog med fri Medicin, Bandager og Bade m. m. At Sagen har en stor social Betydning, behøver ikke nærmere Paavisning, men Erfaringen fra de der allerede bestaaende Poliklinikker har noksom vist, at de fleste af Patienterne ere saadanne, der i de tarveligste Kaar og i stadig Kamp for Udkommet bringes i den yderste Nød i Tilfælde af Sygdom, men dog bevare saa megen Selvfølelse, at de for enhver Pris undgaa at falde det offenlige Fattigvæsen til Byrde. Men have de bestaaende Polikliniker bevislig gjort stor Nytte og i mange Tilfælde gjort en Indlæggelse i et Hospital overflødig, vil det i endnu høiere Grad blive Tilfældet med den, der nu agtes oprettet, idet der her, som det ses, vil blive budt en speciel sagkyndig Behandling paa alle Omraader af den praktiske Lægekunst. Vi ere ogsaa paa Forhaand overbeviste om, at de Mænd, der af varm Interesse for den mindre bemidlede Del af Samfundet have tilsagt deres værdifulde Tjeneste, med fuld Føie ere gaaede ud fra, at det her hos os ikke vil komme til at skorte paa de fornødne Midler, og at disse ville indflyde saa rundelig og saa betids, at Polikliniken allerede i Begyndelsen af næste Aar vil kunne begynde sin Virksomhed. Idet vi medgive det velsignelsesrige Foretagende, som saaledes agtes sat i Værk, vore bedste Ønsker for Fremtiden, skulle vi endnu kun tilføie, at Anmeldelser om Bidrag, det være sig aarlige eller en Gang for alle, modtages af enhver af de fornævnte Mænd.

(Nationaltidende 3. juli 1884).

Poliklinikken startede 15. november 1884 i Vingårdsstræde 5, 2. sal. Yderligere åbnede Børnehospitalets Polikliniker Østerfarimagsgade 34 og Dronningens Tværgade 55. Privat lægehjælp var ikke noget nyt, men poliklinikken tilbød specialisthjælp. Konsultationerne var i anden halvdel af november 928, i december 2.937 og i januar 1885 4.271. Den første 1½ måned blev 1.884 patienter behandlet, hovedsagelig arbejdere.

Valget i Kjøbenhavns 5te Kreds 1884. (Efterskrift til Politivennnen)

Professor Goo's andet Vælgermøde holdtes i Aftes i Nørre Allgades Gymnastiksal. Ved Indgangen omdeltes en Løbeseddel fra det socialdemokratiske Arbejderpartis Valgkomite med indstændig Anmodning til Vælgerne om endelig at vise Ro og Besindighed og at undgaa alt, hvad der kunde give Politiet Lejlighed til at gribe ind. Denne Opfordring frugtede imidlertid ikke meget; Mødet blev meget tumultuarisk, vel nærmest paa Grund af den Maade, hvorpaa det var arrangeret. Højremændene havde fortrinsvis Adgang paa Billetter og havde omtrent fyldt Salen, inden der blev givet Adgang for Arbejderne, og da Salen var fyldt, spærrede Politiet Adgangen til Skolegaarden Arbejderne skaffede sig imidlertid Adgang til en tilstødende Skolegaard, klatrede over et Plankeværk og trængte ind i Skolen.

Mødet var da forlængst begyndt under Ledelse af Tømmermester Jørgensen, der strax erklærede, at kun Vælgere i Kredsen vilde faa Ordet. Professor Goos gav en Regegjørelse af sit Forhold til "den ny Socialist". Meningen med Møderne var jo at forhandle om Sagerne - ytrede han og ikke at forlade sig i Angreb og Stridigheder af personlig Natur. Ved Holms' Møde var det lykkedes at give Forhandlingen en væsenlig saglig Karakter, men ved Talerens Møde i Suhmsgade var det lykkedes en Mand, som ikke hørte til Valgkredsen at drage et personligt Moment frem, hvorved Mødet fik en tumultarisk Karakter. Da han ikke kunde faa Ørelyd den Gang, vilde han nu, medens der var nogenlunde Ro, udtale sig om det fremdragne Punkt. Han mente alt at have gjort det; men da hans Modstander i Suhmsgade mente, at der ved Ordet "Penge" var kommen et nyt Moment ind - skjønt en Støtte, der ydes fattige Arbejdere, ikke let kan ydes uden ved Penge tillige - saa vilde han her meddele Grundlaget for Forhandlingerne angaaende "Den ny Socialist". Han havde ikke inspireret dette Blad eller skrevet i det. (Hør! Goos leve !) Der var sket Henvendelse til ham af en Kreds af Arbejdere, antagelig fordi han repræsenterede 5te Kreds og fordi man ansaa ham for arbejdervenlig (Aa! Bravo! Goos leve!) Disse Arbejdere vare Socialister, men de vilde holde Politiken udenfor de sociale Reformer. De ønskede Afskaffelse af Entreprisesystemet ved Jærnbanearbejde og en pekuniær Hjælp til deres Organ "Den ny Socialist", og som Folketingsmand for en Kreds, der tæller mange Socialister, fandt han det ikke afgjørende, at de var Socialister (Munterhed. Ny Hurraraab af Højre) Ja havde jeg ikke haft Interesse for Arbejdersagen, havde jeg aldrig stillet mig i denne Kreds. Vel bekæmpede han Socialismen, men det var ikke nok at bekæmpe den theoretisk. Braaden skal brydes ved praktiske Foranstaltninger, og Muligheden for at komme ind herpaa var givet ved det Program, "Den ny Socialist" stillede sig (Afbrydelse. Stærk Meningskamp.) Han havde endnu en Hensigt med at støtte Bladet. Den nuværende Ledelse af den socialistiske Bevægelse oprørte ham (Den er Dem for stærk. Ny Afbrydelser. Klappen. Trampen og Piben.) Han havde følt sig oprørt over, at Lederne vedligeholdt Utilfredshedens Aand og stillede sig fjendtlig til Samfundet. Naar hans Modstandere nu raabte paa Skandale, da tog han det med Ro, med den samme Ro, som de, der rettedes paa hans Embedsførelse. Talerens Modkandidat vilde ikke forhandle, uagtet Lovforslagene hang som modne Frugter, som man blot behøvede at plukke. (Latter og Bifald). Hvorledes kunde Holm forsvare, at han ikke vilde forhandle om Levnetsmiddelloven, om Alderdomsforsørgelsesloven og Valgkredsenes Omordning? (Guldregn!) Holm vilde ikke arbejde for Forsvarssagen; det betragtede Taleren som meget sørgeligt og uforsvarligt. (Bifald, stærk Hyssen.)

Paa dette Tidspunkt var det lykkedes den store Skare af Arbejdere, som man vilde holde ude, at naa ind i Salen. Goos fortsætter; Jeg stiller mig som Højremand (Ned med ham! Øredøvende Klappen, Hujen og Piben.) Naar blot man vilde forhandle ... (Nej, Her er ikke Plads. Ud i Gaarden' Smid dem ud! Goos leve! Hurra og Piben. Holm leve! Stormende Hurra. Her er ingen Plads, lad os gaa udenfor! Nej?) Arbejderne havde nu i Kileform trængt sig frem imod Talerstolen og beherskede fuldstændig Situationen Der raabtes paa Holm; men det er ikke Dirigenten muligt at skaffe Ørenlyd. Højremændene trængtes mere og mere op i en Krog af Salen under Leveraab for Holm og Afsyngelsen af Socialisternes Marsch. Dirigenten erklærer Mødet for hævet paa Grund af Tummelen, men høres kun af de nærmest staaende. Endelig lykkedes det Politiet at bryde Hr. Goos og hans Meningsfæller en Vej gjennem den tæt stuvede Masse; man saa Hovedet af Folketingskandidaten svinge frem og tilbage i det oprørte Folkehav, indtil det havde naaet Udgangen. En talrig Skare ledsagede Hr. Goos til hans Bolig paa Nørrebrogade, uden for hvilken der i nogle Øjeblikket var sort af Mennesker. En Del raabte: Goos leve! en større Del: Holm leve! Vognfædslen maatte standse, men paa Politiets Opfordring til at passere, spredtes Mængden strax, og enhver gik til sit.

(Morgenbladet (København) 20. juni 1884).

Ifølge Kraks vejvisere for årene omkring 1884 boede professor Goos på Bernstorffvej 4 og ikke på Nørrebrogade.

Ved valget tabte Goos til socialdemokraten Peter Thygesen Holm (1848-1898). Han var skræddersvend og var 1874-1879 bestyrer for Skræddernes Produktionsforening. Ved valgene i 1881 tabte Holm. Efter at blive valgt i 1884, blev han genvalgt 1887. I 1897 blev han valgt til Københavns Borgerrepræsentation, men blev året efter sigtet for at have misbrugt sin viden om kommende kommunale grundopkøb for egen vindings skyld. Han døde i Vestre Fængsels hospital, inden dommen blev afsagt.

Højrebladene om Valgformanden i 5te Kreds.

I Følge en Meddelelse, der fra paalidelig Kilde var kommet os i Hænde, underrettede vi umiddelbart før Valgene vore Palgere, specielt i 5te Kreds om, at nogle af Professor Goos' Tilhængere vilde forsøge paa at fremkalde Spektakler under deres Kandidats Foredrag, for derefter at kunne beskylde Arbejderne for at have hindret ham i at tale og ved Hjælp af den Antipathi for Arbejderne dette muligvis vilde fremkalde hos en Del ubekendte Valgere, at gøre et sidste Forsøg paa at faa Professor Goos valgt. Det synes nu, efter Udtalelser i forskellige Højreblade at dømme, at der ikke har været saa ganske faa Medlemmer af Højre, der i deres stille Sind har ønsket, at Valghandlingen i 5te Kreds skulde faa en tumultarisk Karakter.

Ovennævnte, af en Del Højrefolk lagte Plan, blev som bekendt forpurret, idet Valghandlingen sandt Sted i fuldstændig Ro. Dette skyldes selvfølgelig i første Række Arbejdernes politiske Modenhed, men samtidig maa det dog ikke glemmes, at den upartiske og mod begge Partier hensynsfulde Maade paa hvilken Valgbestyrelsens Formand, Borgmester Hansen, ledede Valghandlingen, har en meget væsentlig Del i, at Valget fik det smukke og værdige Præg, som det fik.

Det fremgaar nu af Højrepressen, at Partiet hellere havde set en Mand beklæde Formandsposten der ved at tage Parti for Højre muligvis kunde have foranstaltet de Optrin, som del ikke lykkedes Højres Spettakelmagere at fremkalde, og den "ordensvenlige" Presse lader nu efter bedste Evne sit onde Lune gaa ud over Borgmester Hansen, der beskyldes for at have været partisk i Ledelsen af Valghandlingen.

Da der imidlertid ikke er noget at klage over følger det af sig selv, at de Ankeposter, der fremsættes, dels er aldeles indholdsløse, og dels ere Bevis paa, at Valghandlingen netop er ledet paa en aldeles upartisk Maade.

"Dagbladet" lader saaledes en Indsender i Gaar fremsætte to saadanne Ankeposter. Den ene gaar ud paa, at Borgmester Hansen skal have handlet "paritisk" ved med sit Vidnesbyrd at afkræfte en i et herværende Blad fremsat infam Beskyldning mod Hr. Holm, og den anden, at han betegnede Meddelelsen om, at der var forlangt Afstemning, som en "mindre behagelig" Meddelelse.

Hvad den første Ankepost angaar, blev Borgmester Hansens Udtalelse som bekendt fremkaldt ved, at Hr. Holm i Anledning af ovennævnte ærerørige personlige Angreb, spurgte en af Prof. Goos' Stillere, Tømrermester Jørgensen, om denne, der personlig kendte Holm og vidste, at det omtalte Angreb var ubeføjet, ikke fandt Anledning til at afkræfte det. Borgmester Hansen vilde imidlertid ikke tillade Hr. Jørgensen at besvare Hr. Holms Spørgsmaal, og dette kan dog vel ikke kaldes at have handlet i Hr. Holms Favør. Derimod havde han et tilstrækkeligt personligt Kendskab til Hr. Holm til at han i Følge sin egen Overbevisning kunde erklære Sigtelsen for utilbørlig og ubeføjet. Herpaa bygger faa "Dgbl." sin Beskyldning mod Valgbestyrelsens Formand for "Partiskhed". Enhver, der er i Besiddelse af en Smule fornuftig Tankeevne vil imidlertid let kunne indse det meningsløse i denne Beskyldning. Hvis Formanden derimod havde nægtet Hr. Jørgensen at besvare det stillede Spørgsmaal og ikke tilføjet sin egen Erklæring, vilde der have været Grund til at tale om Partiskhed i Højres Favør, en Udtalelse, der ganske sikkert ogsaa vilde være kommen frem.

Paa Grundlag af det næste Punkt er det aldeles meningsløst at rejse nogen Beskyldning, eftersom det hverken gør fra eller til, hvorvidt Valgbestyrelsens Formand finder den navnlige Afstemning "behagelig" eller "mindre behagelig". Faktisk var den "mindre behagelig", eftersom det var Regnvejr, og Afstemningen skulde foretages under aaben Himmel, men Forstandens Mening gør som sagt hverken fra eller til, idet den ikke i mindste Mande forrykker Resultatet af Afstemningen, hverken til den ene eller anden Side.

Endelig har Højre været hensynløst nok til at bebrejde Formanden, at han, efter forudgaaet Prøve, havde antaget nogle Arbejdere til Listeførere, som han sandt kompetente dertil. Ogsaa dette skal være et Bevis for "Partiskhed" og skal have bidraget til at fremkalde "Valgtryk". Enhver, der ved hvilken Indflydelse det har, naar samtlige Listeførere ere Højremænd og Arbejdsgivere, vil ogsaa vide at det kun er et simpelt Billighedshensyn, at der til Listeførere tilforordnedes Vælgere af begge de modstridende postliste Anskuelser, og at ogsaa Arbejdere faar Adgang hertil, naar de i øvrigt har Betingelserne for at kunne paatage sig dette Hverv. At Borgmester Hansen ved at tage de her nævnte Hensyn netop har handlet upartisk antager vi Enhver, som Partifanatismen ikke har berøvet Brugen af den sunde Fornuft, vil indrømme, ligesom vi stempler enhver Beskyldning for at der af Arbejdere gennem Fagforeningerne eller paa anden Maade er udøvet "Valgtryk", som Usandhed.

Det fremgaar ligeledes af "Dagbladet"s Artikel, hvad Højre forstaar ved en "upartisk" Valgformand, idet Skoledirektør Holbech nævnes som et Eksempel i denne Retning. Om ham fortæller Bladet, at hans "Upartiskhed fra ingen af Siderne nogensinde er bleven draget i Tvivl". Hvis "Dagbladet" ikke kan huske, hvad der gik for sig ved de sidste Landsthingsvalg her i København, vil vi minde det derom. Det var sidste Gang Skoledirektør Holbech ledede en Valghandling, og han baade ledede den og sluttede den paa en Maade, der var aldeles i Strid med Valgloven og saaledes, at Højre gik af med Sejren, til Trods for, at denne ubetinget vilde have tilfaldet Arbejderne, hvis Valgloven ikkevar bleven overtraadt af Valgbestyrelsens Formand.

Det er den Slags Valgformænd, Højre vil have, og det er en saadan Fremgangsmaade, Højre kalder "Upartiskhed". Det er ret betegnende for det udlevede "Regeringsparti", at det mener om sig selv ikke at kunne holde sig paa Benene uden ved den Slags Midler. Vi haaber imidlertid, at det ved kommende Valg ikke vil gaa til som "Dagbladet" præker. Dels mener vi nemlig, at der risikeres for meget ved gentagende at berøve Arbejderne deres borgerlige Rettigheder paa ulovlig Maade, og dels haaber vi, at der hos de Avtoriteier, der har med Ordningen af Valghandlingen at gøre, er en tilstrækkelig Grad af Følelse for Retfærdighed og Villighed til, at man i Fremtiden vil søge at forhindre en Fremgangsmaade som den, Hr. Holbech brugte ved Landsthingsvalgene, selv om en Klike ønsker, at Valgene skal foregaa paa denne Maade.

(Social-Demokraten 1. juli 1884).

Skoledirektør Jens Andreas Christian Holbech (1815-1885) var 1860 udnævnt til direktør for borger- og almueskolevæsenet i København. Han havde ledet en række valg, men var ved landstingsvalget 30. september 1882 blevet heftigt kritiseret for at have begunstiget Højre ved at tillade afvigelser i den foreskrevne valgordning. Afvigelserne blev begrundet i at valgkredsen var alt for stor, større end Grundloven bestemte. Men Holbechs forvaltning af "tillempningerne" kom i høj grad Højre til gode. Desuden trak valghandlingen i langdrag og mange arbejdere nåede ikke at afgive deres stemme da Holbech brat afbrød valghandlingen. Han kom efter dette ikke længere på tale som leder af valghandlinger.

Alfr. Schmidt: Fra Valgdagen: Afstemningen i 5te Kreds. Illustreret Tidende nr. 1293, 6. juli 1884.

Tiltalt for at have dræbt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestantinden under en i Lørdags af Kriminalretten paakendt Sag Birthe Kathrine Olsen, der er født den 21de Juni 1860, blev, medens hun i forrige Aar tjente i Værløse, bekendt med en samme Steds tjenende Karl, og Følgerne af dette Forhold udeblev ikke længe. Da hun mistvivlede om at kunne faa Hjælp af Karlen og ikke længer kunde være i Uvished om i hvilken Tilstand hun befandt sig, besluttede hun kort efter Nyaar d. A. at føde i Dølgsmaal, og hvis Barnet levede, da at dræbe det, idet hun ikke troede selv at kunne forsørge det og frygtede for at paadrage sig Ubehageligheder, saafremt Fattigvæsenet, der havde maattet overtage Forsørgelsen af et af hende i 1882; født uægte Barn, blev nødsaget til ogsaa at tage sig af det Barn, hun nu ventede at bringe til Verden. For at faa Lejlighed til at udføre sin Beslutning skaffede Arrestantinden, der fra November f. A var kommen til at tjene paa en Gaard i Horns Herred, sig den 30te Jannar d. A. Tilladelse til midlertidig at forlade sin Tjeneste under Paaskud af, at hun vilde lage til sin Moder og forblive hos hende, indtil Fødselen var overstaaet, og hun flakkede derefter nogle omkring, indtil hun den 4de Febr. b. A. fik Logis her i Staden i Cort Adelersgade. Her fødte hun Natten imellem den 7de og 8de f. M. Kl. ca. 12 hemmelig et levende Drengebarn, og næste Formiddag forlod hun Logiset, medtagende Barnet i den Hensigt snarest muligt at drukne dette. Hun gik ud af Byen og henad Roskilde Landevej uden at kunne bekvemme sig til at dræbe Barnet paa denne Maade, men idet hun fastholdt sin Beslutning om at ombringe dette, undlod hun - der iøvrigt slet ikke siden Fødselen vil have kunnet faa Barnet til at tage Næring - efterhaanden forsætlig at give det Die og at tildække det behørig, i den Tanke, at Kulde og Sult skulde bevirke dets Død. Da hun imidlertid Kl. henved 7 om Aftenen var kommen i Nærheden af Gaarden Sophielund og mærkede, at Barnet stedse var levende, eftersom det skreg, besluttede hun at gøre Alvor af sin første Plan. Hun følte sig den Gang legemlig mat, men, fraset en noget betaget og bedrøvet Stemning, kan hun dog ikke antages at have befundet sig i nogen hende usædvanlig sjælelig Tilstand. Fastholdende sin seneste Beslutning begav hun sig straks hen til en ved Vejen til Sophielund værende Latrinkule, i hvilken hun kastede Barnet, der straks sank. Om det levede i dette Øjeblik, bemærkede Arrestantinden ikke; det hverken skreg eller rørte sig, men efter hendes Forklaring havde det - som anført - skreget højt et Par Minuter i Forvejen og var vel koldt, men ikke stift at føle paa. Barnets Lig blev senere fundet paa det angivne Sted, og en Obduktion foretoges, hvorved konstateredes, at Barnet har været fuldbaaret og levet nogen Tid efter Fødslen, hvorhos det maatte antages som i højeste Grad sandsynligt, at Barnet har levet, da det blev kastet i Latrinkulen, og at det har fundet sin Død her ved Kvælning. Under Sagen mod Arrestantinden fremkom Oplysninger, der tydede hen paa, at hendes mentale Tilstand ikke var normal; hun blev derfor indlagt paa Kommunehospitalet til Undersøgelse af Retslægen, hvis Erklæring gik ud paa, at Arrestanten kun har meget indskrænkede aandelige Evner; om almindelige Forhold kan hun udtale sig nogenlunde fornuftigt, og hendes Skolekundskaber ere ikke synderlig slettere end almindelig hos Personer af hendes Stand, men hun er sløv, fjoget og taler med besynderlig Ligegyldighed om sin Forbrydelse, hvis Betydning hun aabenbart ikke fatter i dens fulde Udstrækning. Retslægen udtaler derefter som sin Overbevisning, at ihvorvel Arrestantinden ikke kan siges at mangle Forstandens fulde Brug eller savne al Begreb om sin Forbrydelses Strafbarhed; ere hendes uandelige Evner dog saa mangelfulde, at hun aabenbart ikke er i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos sunde og normalt udviklede Personer. Til dette Resultat, som tiltraadt af Sundhed Kollegiet, fandt Retten ganske at kunne slutte sig, og ved Dommen blev Arrestantinden anset efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 8 Aar.

(Social-Demokraten 6. juni 1884).

Sophienlund var navngivet efter embedslæge Bertel Friis Thorbjørn Ribers (1791-1865) kone. Han havde erhvervet gården i 1833. Den lå i Hvissinge nær ejerlaugsgrænsen til Glostrup. Den var i 1883 blevet overtaget af Vilhelm Sørensen i 1883. Hovedbygningen stod i hvert fald frem til 1910. I 1915 blev der etableret en biscuitfabrik på ejendommen.

Det var i Cort Adelersgade på en uspecificeret adresse. Birthe Kathrine Olsen natten mellem den 7. og 8. maj 1884 fødte et drengebarn. Hun var flyttet dertil 4. februar 1884. Gaden var blevet anlagt fra 1870. Herfra begav hun sig den 8. maj kl 19 ud på en vandring mod Roskildevejen til Sophienlund i Glostrup hvor hun kastede de i en latrinkule. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henning Jensen som Præst i Stenmagle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen var 1879-1885 var han præst i Stenmagle ved Sorø. Han havde en forkærlighed for yderlige standpunkter, og selv om han var indremissionsk, kunne han også være grundtvigianer. Bl.a. udtalte han sig til fordel for Forsvarssagen hvilket dog ikke blev populært hos dens tilhængere som modsatte sig at have ham med, andre blev forargede over at en præst havde den slags synspunkter. I 1883 skrev han at grunden til at der var så stor afstand blandt befolkningen og præsterne var at præstestanden stadig var præget af tiden med enevælde og statskirke. Dette måtte løses ved en ny uddannelse for præster. Dette skabte røre.

Pastor Henning Jensen i Stenmagle.

Ugebladet "Danmark" bringer i sit sidste Nr. Portræt og en længere Levnetstegning af Pastor Jensen (Scavenius' Modkandidat). Vi gjengive deraf følgende.

Henning Jensen nedstammer fra en gammel sjællandsk Præsteslægt. Man kan saaledes gaa tilbage til Oldefaderen, der var Præst i Sønder Jernløse og Søstrup. Farfaderen var i 57 Aar Præst i Soderup og Eskildstrup, og Faderen, Pastor emer. J. Chr Jensen, var sidst Præst i Ousted, Allerslev og Ledreborg. Moderen er en Søster til Forfatteren, Stiftsprovst Kofod Hansen. Henning Jensen er født den 6te Decbr. 1838 i Kornerup Præstegaard ved Roskilde. Det er ham i Kjødet baaret at være en Folkets Mand: hans Fader følte sig altid hjemme hos den jævne Mand og var i mange Aar Beboernes Repræsentant i Amtsraadet - og det er jo saare sjældent at se en Præst i et Amtsraad. Forøvrigt har Pastor I. Chr. Jensen ogsaa skrevet "Anvisning til et vel indrettet Landbrug for Bondestanden", der vidner om hans Interesse for Landboerne.

Efter at Henning Jensen l1852 til 57 havde søgt Roskilde Latinskole, blev han Student med bedste Karakter og tog 1864 Præsteexamen ligeledes med bedste Karakter. I 3 Aar (1865-68) var han en personel Kapellan i Sæby og Gjershøj ved Roskilde, og fra 1868 til 72 Kapellan i Dalby og Tureby ved Kjøge. Her kom han ind paa den grundtvigske Retning, navnlig ved Omgang med Præsten Leth i Ulsø (nu i Middelfart). Omtrent samtidig dermed vaagnede hans Interesse for Politiken, der stadig gik mere og mere i Venstre Retning. Under Opholdet i Dalby blev J. gift (d. 2/8 70) med Elise f. Selmer, en fjærn slægtning af den bekjendte norske Statsminister.

En meget betydelig Virksomhed som Præst kom Henning Jensen til at udfolde efter i 1872 at være kaldet til Sognepræst for St. Peders Menighed paa Bornholm. Han forstod ikke blot at drage Sognets Beboere til sig; fra Nabosognene var der et meget stort Antal, omtrent 40 Familier, der løste Sognebaand til ham, deriblandt Folkethingsmand Blem. Dette befandtes selvfølgelig af adskillige at være "forvirrede" kirkelige Forhold, og for de Godtfolk blev det ikke bedre, da Sognebaandsløsningen truede med al antage endnu større Former. Saa kom Biskop Martensen til Bornholm paa Visitats. Rygtet vilde vide, at Kirkehyrden særlig for Henning Jensens Skyld var opfordret til at komme derover. Men Udfaldet af Sammenkomsten mellem Bispen og Henning Jensen blev til stor Forundring for Øens Stormænd. "Grundtvigianismen" var som bekjendt ikke hans Hs. Høivelbaarne Høiærværdighed tilpas - han bemærkede nok ogsaa til H. J.: "Jeg har altid havt et godt Øie til Grundtvigianerne" men naar han kom sammen med Grundtvig eller de grundtvigske Præster, følte han sig draget af dem. Bispen og Henning Jensen kom fortræffelig ud af det med hinanden - han var hos ham i 3 Dage, og de talte daglig mange Timer sammen, særlig om Politik og om Grundtvigs Betydning. Ved sin Afrejse gav Kirkehyrden den for Stormændene paa Bornholm forfærdelige Venstremand og grundtvigske Præst i St. Peders Sogn et særdeles godt Vidnesbyrd og var særlig glad over dennes konfirmerede Ungdom, som han roste Venstre-Præsten meget for.

Sognebaandsløsnings-Sagen syntes slet ikke at skulle komme paa Tale; men det gjorde den dog. H. J. fulgte med Biskoppen ud til Rønne, og denne ønskede at lægge Veien om ad Aakirkeby sor al se til den bekjendte Præst Algreens Efterfølger, som var farlig syg. Da Bispen havde været inde hos Præsten, gik Henning Jensen derind, og da det var vanskeligt for ham at faa Embedet besørget under sin langvarige Sygdom, tilbød H. J. at prædike for ham hver Søndag (J. havde selv kun een Kirke) og at besørge alt andet, hvad der faldt for. Præsten takkede for Tilbudet; men de bleve enige om, at J. skulde forelægge Sagen for Biskoppen. Dette gjorde han saa, da de kjørte fra Aakirkeby til Rønne; men Bispen vilde paa ingen Maade gaa ind paa, at Henning Jensen skulde prædike hver søndag i Aakirkeby, hvor han havde de mange Sognebaandsløsere, og saa brød Uveiret løs. Det trak dog snart over, da H. J. tog ganske rolig paa Sagen, og Hs Høiærværdighed endte med at sige: "Jeg er bange for, at De bliver alt for "magnetisk" for Folk i Aakirkeby". "Nu har jeg da faaet mine Skænd", sagde Henning Jensen; "jeg vilde ønske, jeg havde faaet dem strax". "Hvorfor det?" spurgte Bispen. "Det er altid godt at have saadant noget overstaaet saa snart som muligt", bemærkede J. Et Øieblik efter vare de to igjen paa hel fin Fod med hinanden.

Da "det forenede Venstre" dannedes, fik H. I. Opfordring til al tiltræde de 39 Grundtvigianeres Banlysning, men afslog det ubetinget og forsvarede tværtimod sammenslutningen i nogle Artikler i "D. Folketd.". Med den provisoriske Finanslov blev Henning Jensen sat under Politiets Opsigt, skjønt han aldeles ikke tog nogen offentlig Del i den politiske Strid den Gang. Naar han holdt Foredrag af folkeligt eller kristeligt Indhold, mødte Politimesteren fra Nexø i fuld Uniform og eskorteret af 2 "Sandemænd" (Sognefogder) for at passe paa ham. Første Gang smigrede H. J. sig med, at Politimesteren kom for at høre hans Foredrag, og udtalte efter Mødet et Par venlige Ord til ham. Den Uniformerede svarede: "Jeg møder paa Embedsvegne".

Foruden den store Mængde Foredrag, Henning Jensen holder i Foredragsforeninger, Forsamlingsbygninger osv - Folk vil gjærne høre ham, og han faar saa mange Indbydelser, at han ikke kan overkomme Halvdelen -  har han ogsaa med Pennen virket meget i folkelig og kristelig Retning, særlig i forskjellige Blade."

Fra 1879 har han været Sognepræst i Stenmagle ved Sorø.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 31. maj 1884).

I 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius - hvis det blev ønsket. Ved valget juni 1884 fik kultusminister Scavenius 1384 stemmer, Henning Jensen 1125.