05 september 2023

"Artisthjem" paa Alléenberg. (Efterskrift til Politivennen)

 

"En "barak" i den gamle have. - To af beboerne. Beboerne. 

Det gamle Alleenberg hvis sørgelige pjaltede rester absolut ikke er en pryd for Frederiksberg Alle, har i år på en del af det store terræn været vinterbolig for flere af artisternes farende flok. Her hvor de i svundne år i sommerens tid "arbejdede" til soldaters og tjenestepigers glæde har de nu opslået deres vinterbolig. Gule og grønne og blå gøglervogne står rundt i krogene og afgiver lune husrum medens de artister, som ikke har et rullende hjem har rammet nogle pæle ned i jorden og derpaa rejst et træhus. De fleste af dem der har slået sig ned her, har om sommeren telt på Dyrehavsbakken men der er dog også imellem dem en dansk zigøjnerfamilie, hvis mørke, sorthårede børn sammen med de andre familiers ungdom har hele det store Alleenberg til legeplads. Men så snart de første forårsluftninger mærkes, så brydes lejrpladsen op, og de frie fugle farer ud over det grønnende land

(Aftenbladet (København), 16. februar 1922)

Social-Demokraten 9. maj 1924 skrev at nu skulle Alléenberg ("Bærren") nedrives. Stedet blev beskrevet rangmæssigt som stående mellem Tivoli og Dyrehavsbakken. Efter lukningen blev grunden købt dyrt af direktør Sylvester Hvid, og han kunne ikke komme af med parcellerne igen. Sct. Joseph-Søstrene købte den nederste ende af haven og indrettede en stor skole. På daværende tidspunkt lå en stor cementgarage på den anden del af grunden. Mens Den Mauriske Hal endnu stod, denne dels ejere, Fønix-teatrets direktører Andersen og Mortensen ville opføre beboelseslejligheder. Derudover ville Dr. Priemesvej blive ført helt igennem til Frederiksberg Runddel. 

04 september 2023

En gammel, velfortjent Byens Søn fylder 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

 

Bybud Peter Petersen.

Bybudeinstitutionen hører en svunden tid til, men endnu står bybud Peter Petersen på sin plads på Amagertorv hvor han nu har stået i 55 år. 

Han, den gamle københavner, der er kendt af næsten hvert menneske i byen, har på sin vis levet med i dens liv, lige fra den var en stor provinsby, til den blev storstaden.

Hvad har han det gamle bybud der på lørdag den i fylder 80, ikke set og oplevet! Hvilke kommissioner har han ikke udført, hvad enten det gjaldt at sætte værdifulde sager på Assistenshuset, indfri og fornye veksler, bringe buketter og små billets doux'e eller bringe agentens kasser rundt i byen.

Han kunne fortælle - men han gør det bare ikke. Diskret har han altid været. og netop derfor har han fået det gode navn, han har.

- Nej undskyld, siger han, også, da vi taler med ham i hans hjem, Amagertorv nr. 9, 4. sal, jeg har nok noget at fortælle, men jeg har altid været tavs. For resten, når vi nu taler om bybudegerningen, så er den jo langtfra det, den var i gamle dage.

Telefonen har ødelagt den. Nå - de tider er jo også forbi, da man på sine ben på 20 minutter jollede ud til Frederiksberg Runddel. Nu knager det i leddene, og hurtigheden er det forbi med nu. Og det er den, tiden kræver. 

- - -

Men stadig står Peter Petersen på sin plads ved Storkespringvandet - i hvert fald nogle timer om dagen, parat til at udrette, hvad folk måtte betro ham. Og mange benytter ham stadig væk, for alle kender hans sjældne pålidelighed og diskretion.

(Aftenbladet (København), 2. februar 1922).

I 1896 var det ældste bybud Søren Nielsen, 81 år. Han havde da været bybud i 30 år på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde. Et andet kendt bybud var Carl A. Andersen der holdt til ved Domhuset, i mindst 25 år (i 1915). Han var da 70 år og blev bl.a. brugt til at transportere tyvekoster til domhuset.

Bybudeinstitutionen blev oprettet engang i 1860'erne på privatinitiativ. Grosserer Thaysen fik privilegium til at overtage erstatningspligten overfor de som blev bedraget af bybudene, mod at bybudene betalte ham en vis del af deres daglige indtægt og for egen regning anskaffede uniform. Der var 3, senere 4 afdelinger (A, B, C og D), og var forsynet med en tynd lærreduniform og hvid kasket, men blev i 1898/99 erstattet af en blå forsynet med et gult B. og en rød kasket med blåt bånd og nikkelskilt med budets nummer, politivåbnet og inskriptionen "Bybud". Deres hovedkvarter lå i Snaregade 6 over gården. Og der var 50-60 af dem. Ifølge politiets beretning 1915 fandtes der 74 bybude i København.

Bybude forsøgte i 1896 at trænge ind på dragernes gebet ved Toldboden. Udenlandske rejsende anvendte i stigende grad tog i stedet for dampskib, hvorfor dragerne mistede en del kunder. De dannede et lav og klagede til overtoldinspektøren over at deres lovhjemlede interesserer på denne måde blev krænket. (Horsens Folkeblad 7. maj 1896)

Københavnsk bybud ca. 1890. Kildetekst: Denne for Standen særlig karakteristiske Type, havde gjennem en meget lang Aarrække, sidste Trediedel af det nittende Aarhundrede, Stade paa Nytorv. (Mariboe). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Bybudene blev ofte forvekslet med de gamle (og berygtede) "sjovere" som er omtalt mange steder i Politivennen. "Bybudenes Hjælpeforening" i København blev dannet i 1874. Den fik nu ikke nogen stor tilslutning, idet bybuddene formentlig ikke havde råd til at være medlem. Foreningen var egentlig dannet for at samle bybuddene, men ydede også ugentlig understøttelse i sygdomstilfælde, begravelseshjælp.

Den gamle Bryggeriarbejder fortæller. (Efterskrift til Politivennen)

50 år på Carlsberg.

Emil Helfelt

Den 1. februar 1872 begyndte en lille 11-årig dreng, Emil Helfelt sin arbejdskamp for brødet. Han fik ansættelse på bryggeriet "Alliance" som sorterede under Carlsberg. Og den dag i dag passer han sin dont derude hvor han altså nu kan fejre 50 års jubilæum.

Vi sidder i jubilarens hyggelige stue i Falkoneralle 27 og beder ham fortælle "Aftenbladets" læsere lidt om tiden der svandt. Helfelt er altså kun 61 år gammel, hvad der jo må siges at være en sjældenhed for en mand som har 50 års arbejdsvirksomhed bag. Han er i fuld åndelig vigør og fortæller både interessant og morsomt om forholdene på bryggeriet, da den gamle kaptajn og brygger Jacobsen endnu stod i spidsen for virksomheden.

- Min mor var en fattig enke som også boede herude i Falkoneralle. Det var derfor nødvendigt at jeg, så snart jeg overhovedet kunne gøre nytte, måtte tage plads for at hjælp til med at holde hjem,et oppe.

Jeg purk som ansættelse på bryggeriet "Alliance" der hørte ind under Carlsberg og der har jeg altså siden arbejdet. Da jeg begyndte, lå bryggeriet næsten på den frie mark. Der fandtes kun bøndergårde rundt omkring. Det var altså helt ude på landet.

- Så De har kendt den gamle kaptajn og brygger Jacobsen?

- Ja, ja. Han kom skam daglig i bryggeriet og havde et øje på hver finger. Men det generede os ikke, for vi vidste han mente det vel. Ikke for det. Han kunne godt skælde ud, når det ikke gik som han ville have det. Men så var han på den anden side heller ikke bange for at rose os, hvis han syntes vi havde fortjent det. Og det gav jo balance i forholdet. Vi kendte ham, og han kendte os - allesammen. I alt var vi jo højst et par hundrede mand derude.

Arbejdet faldt heller ikke så fabriksmæssigt som nu til dags.

Jeg ved ikke hvad De mener om at vi fik sangbøger udleverede - det var de danske skytteforeninger sangbog. Og når der så skulle gang i bryggeriet, stemte vi alle sammen i med en sang, og De kan tro, det livede op. Det kunne jo ikke tænkes nu.

Nå, årene gik., Bryggeriet voksede og voksede. Arbejdsstyrken fulgte med i samme forhold, og derved kom chef og arbejder jo hinanden mere på afstand. Den gamle bryggers søn, Carl Jacobsen så vi nok daglig på bryggeriet. Men allerede på det tidspunkt var der jo gået "fabrik" i virksomheden, så den ikke mere kunne overvåges af en enkelt mand. Naturligvis var det en torn i øjet da bryggeriarbejderne dannede fagforening. Det var såmænd ikke fordi vi havde grund til utilfredshed, men det var nu tidens løsen.

Nu er vi jo mange tusind mand derude. Og jeg har set foretagendet vokse fra en forholdsvis ringe begyndelse til det det nu er. Da den store aftapningshal blev indviet, tappede jeg den første flaske øl. Den hal betød jo en ny mærkepæl i bryggeriets historie.

(Aftenbladet (København), 1. februar 1922).

02 september 2023

En 76-årig olding arresteret som betler. (Efterskrift til Politivennen).

 En forstående dommer og en livserfaren politimand.

Det ligger så langt tilbage i tiden som den 19. december i fjor at to af de politibetjente der har det uhyggelige og pinlige hverv at jage betlere, i mørkningen så en gammel, hvidhåret og hvidskægget mand stå lænet op til muren af millionpaladset nr. 8 på Kongens Nytorv, og med sin gamle rystende hånd tage mod de skillinger, barmhjertige forbipasserende stak til ham.

De to betjente anholdt manden - således siger loven og deres instruks jo de skal gøre - og førte ham til politistationen hvorfra han sendtes videre til grundlovsforhør i dommervagten.

Det var dommer Spang-Hansen der beklædte retten den dag, og da han hørte at manden - Christian Petersen hedder han - var født i 1846 og altså snart 76 år gammel, løslod han den gamle, mens sagen stod på, for at han dog ikke skulle komme til at tilbringe julen i arresten.

Under retsmaskineriets hjul.

I mandags var sagen nået så vidt at Chr. Petersen havde fået tilsigelse til at møde i Politirettens 2. afdeling hos dommer Bruun. Han mødte imidlertid ikke, og - så blev hele retsmaskineriet straks sat i gang. Der blev givet ordre til at "afhente" ham. Næste morgen blev han anholdt i sit hjem, en time efter fremstilledes han igen i dommervagten hvor han nu blev arresteret, og i går ved 11:30-tiden hentedes han så over fra sin celle op til politiretten hvor han foreløbig blev indsat i et af de berygtede skabe.

Råb og skrig fra skabet.

Den gamle måtte sidde i skabet i halvanden time, inden han kom for skranken. Og i den tid hylede og skreg han, sagtens fordi ensomheden og mørket forvirrede hans oldingehjerne - hylede og skreg, så det hørtes over hele domhuset og vakte undren og forfærdelse blandt alle de mennesker der færdedes deroppe.

Da han endelig blev ført ind for dommeren, gjorde han et fuldkomment sindssygt indtryk. Pjaltet og fattig, ynkelig og forgrædt, rystende over hele sin gamle krop stod han der foran den retfærdighed af hvilken han ganske åbenbart ikke forstod et eneste muk.

Han stammede bare at han havde ligget syg, ligget i sengen de sidste otte dage og at dette var grunden til at han ikke havde givet møde efter tilsigelsen, hvis ord han for øvrigt slet ikke havde forstået.

Og det var som fyldtes stuen med medlidenhed - som følte hver eneste af alle de mennesker der var til stede i det skumle retslokale, et greb om sit hjerte der tvang barmhjertighedens tårer op bag hans øjne.

Dommeren med - !

Han spurgte de to "betlerfangere" om de havde set at manden havde tigget, eller bare at han havde taget imod de penge folk gav ham. Og da de to betjente villigt og forstående havde bekræftet at manden ikke selv havde tigget, mens de så derpå, vendte dommeren sig mod anklagemyndighedens repræsentant der i dette tilfælde lykkeligvis var overbetjent Lund fra ordenspolitiet - ham hver københavnerbarn kender og holder af fra de mange år han var "Børnenes ven" inde i Tivoli.

- Forlanger De han straffet, overbetjent, spurgte dommeren?

- Under disse omstændigheder, nej, faldt overbetjentens svar.

Og så fik oldingen lov til at gå som frank og fri mand, blot med en venlig, men vist nok temmelig overflødig advarsel mod mere at komme på Kongens Nytorv med sin gamle, rystende hånd strakt frem mod lykkelige menneskers barmhjertighed.

(Aftenbladet (København), 26. januar 1922).

"Millionpaladset, Kongens Nytorv 8". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bryggeriarbejderne. (Efterskrift til Politivennen)

 Bryggeriarbejdernes Fagforening holder 25 Aars Jubilæum

Det Festskrift, Bryggeriarbejdernes Organisation har udgivet i Anledning af sit 25 Aars Jubilæum, indledes med et Kapitel om "ølbrygningen og "Knægtene" i gamle Dage". Oplysningerne om Øllet viser, at den brune Drik har været kendt hos Oldtidens orientalske Folkeslag. Men det blev dog Middelalderens tyske Munke, som satte den rette Smag paa Øllet og gjorde den flanderske Konge Gambrinus, hvem Æren for Tilvirkningen oprindelig skyldtes, til Helgen.

I Norden har Øllet ogsaa været tidlig kendt, men blev ofte tilsat giftige Urter, som bidrog til at slaa Drikkeren i Gulvet. Senere lærte man at fremstille en bedre Kvalitet og tilsatte Øllet baade Honning og Malt. Alligevel var Øllet saa stærkt, at Bønder, der kom til Byen i Lenstiden, kunde blive fuldstændig vilde, naar de havde kigget for dybt i Kruset Det hed om det specielle jyske Øl, at den "Viborg Skald gaar gennem Bugen som et Sværd, rumler i Maven, hvorefter Vommen giver Lyd".

Tysk Øl var i lange Tider det danske langt overlegent og importeredes navnlig fra Byer som Rostock og Lübeck. Det hjalp dansk Øl noget, da der oprettedes saakaldte Bryggergaarde, der blev Monopol for Datidens Kapitalister, medens Bryggerknægtene regerede paa selve Gaarden. Disse "Knægte" var meget selvbevidste Folk. De klædte sig i solide Skindpelse med store, støbte Sølvknapper, lodden Hue og blaat Forklæde. De betjente ogsaa Kunderne ved at bringe Øllet i Byen.

Carl Hansen.

Bryggerlavets Magt blev efterhaanden saa stærk, at Lavet i 1805 ophævedes, og samtidig faldt Gaardenes Monopol. Ølbrygningen blev borgerlig Næring under Konkurrence.

Det blev en af Bryggerknægtene, Christen Jacobsen, som førte Ølbrygningen ind paa nye Baner ved Anvendelsen af ny Metoder. Han begyndte Virksomheden i Brolæggerstræde 5, og herfra gik dansk Ølbrygning frem til en saa anset Stilling, at udenlandsk Konkurrence saa godt som helt fortrængtes. Christen Jacobsen var Stamfader til den Jacobsen'ske Slægt, hvis Fane vajer over Gamle og Ny Carlsberg. Dansk Ølbrygning er en stor national Industri i vore Dage. I 1914 produceredes paa samtlige Landets Bryggerier ialt 1,036,682 Hektoliter skattepligtigt Øl og 1,500,447 Hektoliter skattefrit Øl. 

Bryggerifagets Arbejdere for Fegforenlngstiden.

Mens de før nævnte Bryggerknægte havde en forholdsvis gunstig Stilling, gjorde den storindustrielle Periode hurtig sine Folk til afhængige Lønarbejdere. Afhængigheden tilvejebragtes bl. a. ved Systemet med Arbejderboliger, Pensionering etc., der stavnsbandt Arbejderen. Fundatsen for GI. Carlsberg Pensionskasse indeholdt b. a. den Bestemmelse, at Arbejderen skulde have været 10 Aar i Bryggeriets stadige Tjeneste for at blive indskrevet i Pensionskassen. Men udtraadte nogen af Bryggeriets Tjeneste af andre Grunde end Alder og Svagelighed, fordeltes Summen - 100 Kr. for hvert Aar, han havde tjent - til de øvrige indskrevne Pensionssummer, saafremt Forholdene talte derfor.

Havde en Arbejder altsaa holdt ud i Bryggeriets Tjeneste, hvor Arbejdstiden den Gang var umenneskelig lang, stadigt gennem 30 Aar, kunde han naa at have godt 5700 Kr. paa sin Konto. Og dette kunde endda helt forspildes, dersom han ikke undlod enhver Opposition imod hensynsløse Funktionærer og holdt sig i Gunst hos Bryggeriets Ejer, som var Kassens Bestyrer.

Hele Faget beherskedes af saadanne Forhold, og paa de mindre Bryggerier, hvor den Slags betingede Løfter ikke forelaa, herskede der slette Løn- og Arbejdsvilkaar. Det var ganske almindeligt, at Arbejderne maatte opholde sig paa eller ved Bryggerierne fra Klokken 5 a 6 Morgen til Klokken 10 a 11 Aften. Især ramtes Maltgørerne af dette System. De var oftest - næsten som Tyende - bundne til at være ved Haanden paa enhver Tid af Døgnet. Paa et enkelt Bryggeri tilbragte de saa at sige hele deres Liv indenfor Virksomhedens Mure, logerede, spiste og sov der de faa Timer, de ikke var i Arbejde. Familjeliv kendte de ikke noget til, og det betingedes ved deres Ansættelse, at de ikke maatte gifte sig uden Bryggerlejerens Tilladelse.

Flere Bryggerier brugte den Fremgangsmaade at holde en Stab af Arbejdere paa fast Ophold udenfor Fabrikens Porte, hvor saa Formanden kaldte de ivrigste og føjeligste ind til Tjeneste Døgnet rundt, ganske efter Forgodtbefindende.

Og selv om der ved en Del Bryggerier var knyttet "Goder" til Arbejdet, betød Ordningen under Kapitalismens Eneherredømme kun Stavnsbaand for Arbejderne. Men i Midten af Halvfemserne kom Oprøret. "Arbejdsmændenes Forbund for København og Omegn" begyndte en Agitation med det Formaal at organisere Bryggeriarbejderne. Det opnaaedes allerede i 1896 at hidføre en forandring af Arbejdsforholdene paa "Tuborg", men Begyndelsen var svag, og Bryggeriarbejdernes Flertal stod endnu vaklende overfor Organisationstanken.

Men endelig - den 14. Januar 1897 - samledes en lille Kreds energiske Mænd til et Møde paa "Sortedamslund" og dannede en lille Organisation, som fik Navnet "Bryggeriarbejderforeningen". Intet Navn nævnes i Forbindelse med dette Møde, men Foreningen gik jævnt fremad. Man véd dog fuldtud, at det var Carl Hansen fra "Tuborg" Bryggeriarbejdernes Fagforenings første Formand og Forbundets Leder, som var SjæIen i Agitationen. Ham skylder Bryggeriarbejderne stor Erkendtlighed for hans Energi og Arbejdsevne. I de første Dage vandt han navnlig Berømmelse ved at "erobre" et Møde, som var indvarslet for Arbejderne paa GI. Carlsberg og Ny Carlsberg. Det var beregnet paa at skulle slaa et vældigt Slag mod Organisationen, men det gik helt modsat. Carl Hansen naaede ukontrolleret ind til Mødet i Bryggerihallen. Man begyndte med Raabet "Smid ham ud!" Men han fik dog Ordet for at forsvare Fagforeningen, og Resultatet blev, at Flertallet af Mødedeltagerne sluttede sig til Organisationen.

Beretningen giver udførlig Besked om Agitationen i den følgende Tid. Det gik fremad med stærke Skridt, og de gamle, patriarkalske Forhold paa Fabrikerne fik et eftertrykkeligt Grundskud. Efter den første Maaneds Agitation talte Fagforeningen kun 400 Medlemmer, men den gik stærkt frem og opnaaede flere Forbedringer af Arbejdernes Kaar. En Række Provinsbyer havde ogaaa faaet Organisationer, og ved en Kongres i København i "Folkets Hus" paa Jagtvej dannedes i April 1898 Bryggeriarbejdernes Forbund. 

Emil Hansen

Fra 1899 kunde Organisationen vove de kraftigste Tag for bedre Forhold, Kamp mod Kontrakter og Fundatser, og der indførtes Hjælp mod Arbejdsløshed. Aaret sluttede med en god Lønkampagne.

Arbejdernes Held hidførte Oprettelse af en Arbejdsgiverorganisation, hvilket dog ikke formørkede Arbejdernes gode Humør. Ved Indgangen til det ny Aarhundrede var alt endnu roligt, og i 1902 købte Organisationen Aktier i Arbejdernes Bryggeri "Stjernen". I denne Epoke organiseredes ogsaa de paa Bryggerierne ansatte Kvinder.

Den først virkelige Konflikt i Faget fandt Sted i Krigsperioden, i Maj 1918, da en Arbejder blev afskediget fra Carlsberg Aftapningsanstalt. Den endtes til Ugunst for Organisationen, som iøvrigt havde advaret mod Strejke. Den lille Forpostfægtning afløstes af en Løn- og Dyrtid-Bevægelse, som skaffede Arbejderne visse Fordele.

I de senere Aaringer har Bryggeriarbejderne sat Kraft ind paa Gennemførelsen af 8 Timers Dagen, og her lagde "Stjernen" selvsagt for.

Den største Konflikt i Faget fandt Sted saa sent som i 1919 og drejede sig om et Dyrtidstillæg paa 60 Kr. pr. Maaned. Kravet mødte Modstand. Arbejderne stod stejlt paa deres Standpunkt og havde vedtaget Strejke, trods Ledelsens Mostand. Ved Redaktør Oscar Jørgensens Mellemkomst lykkedes det at naa til et Forlig, der vedtoges ved et Møde i Helsingør, og der opnaaedes et ekstra Dyrtidstillæg af 18 Kr. pr. Uge til alle mandlige Arbejdere over 20 Aar, medens unge Mennesker skulde have et Tillæg af 2 Kr. pr. Arbejdsdag.

Af Fagets Historie kan endelig noteres, at 8 Timersdagen blev gennemført fra 1. Novbr. 1919. Det var en stolt Sejr for Organisationen. Dens Ledelse, der har Føling med Tidens store Tanker, har fortsat i Fremskridtets Aand ved Fremsættelse af Socialiseringsforslaget, Bryggeridriften demokratiseret; men denne Sag har hidtil ikke vundet Forstaaelse hos Bryggeriejerne.

Bryggeriarbejdernes Organisation kan med Stolthed se tilbage paa de forløbne 25 Aar. Den omfatter nu alle Fagets Arbejdere og har en fremskudt Plads i den danske Arbejderbevægelse.

(Social-Demokraten 13. januar 1922).

Den første som indmeldte sig i Bryggeriarbejdernes Forbund på Carlsberg, var Christian Hansen, Mysundegade 13, 4. sal. Han kunne i 1914 fejre 25-års jubilæum på Carlsberg.

Udsigten over bryggeriet Stjernen på Dronning Olgas Vej (nr. 70). Foto fra Klokken 5 (København) 9. november 1922 i anledning af 20. regnskabsår. Bryggeriet startede den 8. april 1902 og blev ledet af Sigvald Olsen, dernæst G. Chr. Olsen. I 1920'erne og 1930'erne var Stjernen Danmarks 3. største bryggeri. Efter 2. verdenskrig lå markedsandelen på 10% og herefter gik det støt tilbage til 2% i begyndelsen af 1960'erne, hvorefter det lukkede i 1964. Bygningerne er nedrevet.