Musik, sang og dans mellem gravene. - Kafeen i gravkapellet. - De dødes hvilested i tobaksplantagen. - Liget med klokken i hånden.
Den gamle indgangsport til Assistens Kirkegård.
Lyder det ikke som om det var scener, hentet fra en amerikansk nybyggerfllm: Kafeen i gravkapellet, - kirkegården i tobaksplantagen - musik og dans i de dødes have .... Liget med klokken i hånden! .... Man tænker sig henflyttet til de amerikanske prærier eller en afsides egn, hvor nybyggerne ret slår sig løs.
Og så er hele sceneriet hentet fra begivenheder der er passeret herhjemme i vort eget kære København, på den gamle, ærværdige Assistents Kirkegård, således som det københavnske folkeliv formede sig der for godt og vel hundrede år siden.
Det var dengang blevet en almindelig folkeforlystelse at tilbringe søndagene på kirkegården, hvor der arrangeredes fællesspisning, drikkelag med musik og dans osv. Dette løsslupne liv forårsagedes bl. a. af befolkningens trang til lidt morskab, da man dengang havde så ringe adgang til offentlige fornøjelser, og dels var det minderne fra den foregående tids overdådige gravølsgilder, der her fik lejlighed til at give sig et lille udslag.
Det må erindres, at anlæggelsen af Assistens Kirkegård fra begyndelsen af modtoges med stor uvilje af københavnerne. Begravelserne havde hidtil fundet sted inde ved byens kirker, enten i kirkens krypt eller udenfor kirkens mure, i den såkaldte "urtegård", eller på de forskellige mindre begravelsespladser, der blev anlagt midt inde mellem husene.
Men trods disse udvidelser var der pladsmangel. Inde i kirkerne var der under gulvet så fyldt op af lig at stanken trængte op i selve kirken og gjorde opholdet her uudholdeligt.
Det faldt vanskeligt at få denne uskik afskaffet, da det var velhaverne, der forbeholdt sig kirkernes krypt.
Gitteret ud mod Nørrebrogade der anbragtes i muren af hensyn til gravrøverne.
Adelen havde I lange tider vakt forargelse ved dens store begravelsesgilder.
Det gik så vidt, at folk kom fulde til kirken og ved deres bulder og skrig forstyrrede ligtalen. Enhver større begravelse gav anledning til fylderi. Det begyndte i selve dødsnatten, da de holdtes vågestue - de såkaldte vigilier - over den døde, og hvor der blev drukket tæt. Der holdtes overdådige gilder når liget blev klædt, når det blev lagt i kiste - og ikke mindst blev der ædt og drukket over al måde den dag liget blev begravet.
Der var et almindeligt rykind i sørgehuset. Enhver nysgerrig kunne gå ind fra gaden, beundre det pyntede lig og tage for sig af de fremsatte drikkevarer og kager.
Under Københavns belejring 1660 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuerne og nyde det pragtfulde skue, som de ikke var vant til fra deres eget hjemland. En udlænding skrev om forholdene i Danmark på Christian den fjerdes tid: når nogen dør, så græder og jamrer man ikke -
man ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget!
Det blev mode, at fornemme begravelser skulle foregå om aftenen ved fakkelskin. Således begravedes i 1672 ved fakkeltog Griffenfeldts hustru og i 1675 stadshauptmand Thuresen.
En udlænding, der besøgte Danmark, fremhæver disse natlige begravelser som særlig karakteristiske for København. Vinduerne i de gader, som ligtoget passerede, var Illuminerede, og kisten ledsagedes af stanglygter.
Der benyttedes pragtfulde ligvogne, pyntet med store englefigurer og med guld- og sølvbeslag.
Den første ligvognsbegravelse fandt sted i København i 1566. Vognen, der var garderet af en halv snes personer med marskalstave, blev trukket af fire heste, pyntet med pleureuser og et kostbart dækken, der slæbte henad jorden.
Dette var en stor modsætning til den tidligere skik, hvor den døde, iført sin sædvanlige dragt og med blottet hovede, førtes gennem gaderne liggende på en ganske almindelig båre, der hvilede på skuldrene af et par kraftige ligkarle.
Fra gammel tid havde det været skik, at liget skulle begraves så snart som muligt - den første eller anden dag efter dødsfaldet. Men ved reformationen fik adelen denne skik afskaffet.
Christian den 3. blev først begravet 6 uger efter sin død. Moden udviklede sig med rivende hast. Det blev regnet for en ære for den afdøde, at stå længe over jorden. Fornemme lig stod ofte ubegravede i flere måneder, ja, et halvt års tid, og der anvendtes kostbare kister af tin eller bly, beslåede med guld eller sølv, og jordfæstelsen foregik under udfoldelsen af overdådig pragt, med overflødighed af mad og drikkevarer.
En adelig dame, fru Mette Hefstand, blev i 1602 fulgt til jorden af 36 adelsmænd og 88 adelige damøe. I 1676 blev Mogens Friis til Frijsenborg bisat i Trinitatis Kirke. Cort Adeler i Holmens og Niels Rosenkrantz i Nikolaj Kirke. Deres lig havde stået over jorden i henholdsvis 28, 13 og 24 uger.
I det følgende århundrede vendte man atter tilbage til begravelser i dagslys.
Den fremtrædende rolle, som de sørgeklædte kvinder tidligere havde spillet i ligfølget, slog over i den modsatte yderlighed.
Kvinder måtte Ikke vise sig i ligfølget.
Ligbærerne - der ofte nåede op til et halvthundrede mand - kørte i kareter foran ligvognen, og til hele følget stillede sørgehuset kareter til disposition.
Fra disse pragtfulde begravelsesoptog lever endnu mindet om bedemændenes gemytlige kommandoråb: "Kør frem med kareiterne! - Ligvognen er betalt!"
Der kan ses tilbage på en broget række af skiftende begravelsesskikke i de forløbne århundreder.
Enten blev den døde ført til jorden i pompøse optog, eller han blev - af drukne folk eller slaver - ført derhen som et andet bæst.
Gårdfacaden på det gamle tempel ved Jagtvejen med indgangen til de skindødes kapel.
Den døde har stået til beskuelse i uger og måneder, eller han er blevet sænket i jorden, når legemet knapt var koldt. Begravelser ved dagens lys har vekslet med jordfæstelse ved faklens natlige skin, pragtfulde sarkofager til velhaverne, og simple vidjekister til de fattige. Pladsen under kirkens hvælvinger har skiftet med pesttidens rakkerhuler - og bag det hele erindres de riges overdådige gravølsgilder.
Selvmordernes kirkegård ved Venders Torv.
Der blev forgæves udstedt forbud mod al denne overdådighed, dette frådseri og fylderi ved begravelser hvor følget ofte kun bestod af en flok berusede, og dinglende personer.
Det blev tillige under høje bøder forbudt at leje en flok sørgekvinder med hætter over hovedet, eller mænd med flor på hatten, eller et halvt hundrede skoledrenge med skolemesteren i spidsen til at følge efter kisten.
Og endelig kom - som følge af den rædselsfulde ligstank, der fyldte kirkerne fra de i krypten henstående lig - påbudet om, at begravelserne for fremtiden skulle ske på kirkegårde udenfor v voldene.
I 1546 var der anlagt en kirkegård på pladsen ved det nuværende Grønttorv, ud for Vendersgade. Her begravedes kun fattigfolk, henrettede forbrydere, soldater, selvmordere og jøder.
Graveren boede i et lille hus på kirkegården, og her samlede han mænd og kvinder til dobbel og drik, og husede skarnsfolk og ryggesløse.
Kirkegården var et uhyggeligt sted, som godtfolk skyede. Men ved skarpe forholdsregler blev der renset ud. Efterhånden fik kirkegården et hyggeligere præg. Træerne voksede til, og hundrede år senere var den blevet et yndet opholdssted for hovedstadens befolkning.
"Om søndagen - skriver Johan Monrad - var kirkegården fuld af folk, så jorden var som skjult af dem, idet alle folk, mænd og kvinder med deres børn og tjenestefolk gik ud af København og satte sig over hele kirkegården, som var fuld af store lindetræer og fik mad og lod hente til sig fra de omliggende haver."
Denne kirkegård blev fuldstændig ødelagt under belejringen.
I 1660 blev der anlagt en ny selvmorder- og forbryderkirkegård indenfor Peblingesøen, på pladsen, hvor senere Kommunehospitalet opførtes.
Ds Dødes Have I Tobaksplantagen.
Det var et alvorligt slag mod begravelsespladserne inde i kirkerne, da Magistraten den 5. november 1760 - altså for 162 år siden - indviede den nye Assistens Kirkegård på Nørrebro.
Arealet, der målte ca. 240.000 kvadratalen - havde været benyttet til tobaksplantage og blev hurtig beplantet i den skikkelse, som nu kendes.
Der var blot den hage ved den nye kirkegård, at ingen ville lade sig begrave derude, skønt betalingen for en grav på de gamle urtegårde ved kirkerne Inde i byen blev forhøjet til det femdobbelte af, hvad det kostede på Assistens Kirkegården.
Ingen af disse foranstaltninger hjalp.
I 25 år var Assistens Kirkegård udelukkende en fattigkirkegård.
Det var en begivenhed, da endelig den første standsperson i 1785 blev jordet derude. Det var etatsråd J. S. Augustin, der selv havde bestemt, at han ville hvile her.
Augustin blev af sin samtid prist som en ædel mand, der havde mod og sjælsstyrke nok til at sætte sig ud over fordomme og den overtro, der tillægger kirkegulvet en udmærket hellighed.
I 1796 skrev lektor Fr. Høegh-Guldberg et langt digt, i hvilket han lovpriste Assistens Kirkegård som en idyllisk plet, hvor det var herligt at vandre i de prægtige alleer.
Efterhånden blev flere stormænd jordet her, bl. a. digterne Storm og Samsøe, og der opførtes smukke og kostbare monumenter af berømte kunstnere som Abildgaard, Dajon, Wiedewelt og Weidenhaupt, der gav stedet stil og karakter.
I året 1800 var københavnerne endelig blevet fuldt fortrolige med Assistens Kirkegård, så fortrolige, at de mente, at denne prægtige urtegård ikke alene kunne benyttes til begravelser, men også til forlystelse!
Musik, dans og folkeliv på Assistens Kirkegård.
Om søndagene eller på hverdagsaftener i sommertiden drog store skarer af københavnske familier med børn ud til Assistens Kirkegård, hvor de lejrede sig mellem gravene, spiste deres medbragte mad, drak spiritus og sang af fuld hals, mens de omvandrende spillemænd mødte op og leverede den ene dansemelodi efter den anden.
Man så det særsyn, at folk dansede på de åbne plæner mellem gravene.
Det var traditionen fra den gamle selvmorder-kirkegård hundrede år tidligere, der her blev taget op påny.
Det gamle tempel ved Jagtvejen der anvendtes til ligkapel og graverbolig.
Det blev efterhånden en fuldstændig folkeforlystelse at drage til kirkegården, hvor kaffen leveredes fra den nærliggende graverbolig i gravkapellet - den lille monumentale bygning med søjlerne, der ligger i hjørnet ud mod Nørrebros Runddel.
Familierne lejrede sig nok så gemytligt om gravene, bredte dugen ud på ligstenen og dækkede op med deres medbragte spisevarer og flasker. Og så spiste de til aften med de behørige snapse og øl eller kold punsch, mens guitarer og violiner leverede taffelmusiken.
I 1816 blev denne gemytlighed forbudt - men det varede endnu lange tider før kirkegårds-selskabeligheden, alle disse gravmåltider helt gik af mode.
I en kendt gammel revyvise hedder det:
"Slikken har jeg heller aldrig våren,
for de' gør pungen tom og maven sløj.
Så går jeg hellere en tur på kerregår'en -
der er så billigt, og så svært besøj!"
Den døde i kapellet med alarmklokken.
Københavnerhumøret havde ikke fornægtet sig - man drak og morede sig ved gravene. Og man lullede sig ind i den indbildning, at man samtidig var i en slags selskab med ens kære afdøde.
Men hele denne idyl blev i 1804 opskræmt ved. at der forefaldt en del gravrøverier. Kisterne blev åbnet og ligene udplyndret.
Bl. a. blev 4 graverkarle arresteret som delagtige I disse uhyggelige forbrydelser, hvor ringe, smykker og kostbare ædelstene var blevet røvet fra ligene i velhavernes gravsteder.
Den 160-årige alle der fører tværs igennem kirkegården.
I anledning af røverierne blev i muren ud mod Nørrebrogade sat et gitter - der endnu findes -
for at der ude fra gaden kunne være frit indblik til kirkegården.
Vi skal til slut fortælle et lille interessant træk fra den gamle graverbolig - den søjleprydede bygning ud mod Nørrebros Runddel - der er opført 1808 af Jens Bang.
Dette karakteristiske bygningsværk indrettedes tillige til et gravkapel eller ligstue. Kapellet var bestemt til midlertidig hensættelse af kister som senere skulle nedsættes i [x]rede begravelser, samt til opbevaring af formentlig skindøde.
Frygten for at blive begravet for tidlig var dengang meget udbredt, da der ikke krævedes nogen dødsattest udstedt. Der blev derfor i kapellet anbragt en klokke, som førte ind til graverens private værelser. Klokkestrengen skulle vedhæftes den dødes hænder, således at klokken ved den mindste bevægelse gav sig til at ringe. Over liget anbragtes 3 store [ord mangler - bøjler?] og et net så at den skindøde - såfremt han kom til live - ikke faldt ned på gulvet.
I 1829 blev ligstuen ophævet, og samtidig indførtes dødsattesten.
De to gravere Hattinge, fader og søn, som boede her fra 1850 til 18?? flyttede ind i ligkapellet og brugte det til - stadsstue.
N. - B.
(Social-Demokraten, 4. marts 1923)
