Skrædermester myrdet i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Se forhistorien til Josua Ericson Rundqvist andetsteds på denne blog.

Et Drab i Aabenraa.

Skrædermester J. E. Rundqvist, der boede i Aabenraa 31 paa 4de Sal, er i Forgaars bleven dræbt af en Kollega ved Navn Kollin. De var begge svenske af Fødsel.

De nærmere Omstændigheder ved Drabet er følgende:

I Tirsdags Eftermiddags omtrent Kl. 5 modtog Rundqvist Besøg af Skræderne Kollin, Holmqvist og Jacobsen, af hvilke de to første er Rundqvists Landsmænd, medens Jacobsen derimod er Dansk. Kollin var noget beruset.

Rundqvist beboede en Lejlighed paa to Værelser, der hver for sig rummede et Skræderbord og en Symaskine.

Da de Besøgende kom, sad Rundqvist inde i det inderste Værelse og arbejdede sammen med sin Jomfru; denne sad oppe paa Bordet og syede. Kollin gik umiddelbart efter sin Ankomst hen til hende og berørte hende paa en upassende Maade.

"Lad det være!" sagde Rundqvist, "vi har travlt i Dag, og Du maa ikke sinke Jomfruen!"

Han arbejdede nemlig paa en sort Frakke for Brødrene Andersen paa Kongens Nytorv og havde Hastværk.

Kollin vedblev imidlertid med sine Tilnærmelser, og Rundqvist viste ham derfor ud. Han kom dog straks tilbage, og Jomfruen var i Mellemtiden flyttet ind i det forreste Værelse, hvor hun nu sad og og arbejdede ved en Symaskine. Kollin gik paa ny hen til hende og fortsatte med sine nærgaaende Berørelser, udskældte hende for Skøge og var i det Hele taget yderst grov.

Nu blev det Rundqvist for galt. Han tog ganske læmpelig Kollin i Frakkekraven og sagde til ham:

"Hvis Du ikke øjeblikkelig gaar, bliver sig nødt til at sætte Dig ud!"

"Nei, jeg gaar ikke, din forbandede Skurk!" svarede Kollin.

"Du kan jo komme igen en anden Dag," sagde Rundqvist "i Dag har vi ikke Tid at tale med Dig!"

Dermed førte han Kollin hen imod Døren, og et Øjeblik efter stod de ude paa Trappegangen.

Denne er ret omfangsrig og af en oval Form, omtrent 10 Alen lang og 5 Alen bred. Øverst oppe er der et ca. 1½ Alen højt Rækværk, hvorfra der kan paaregnes at være 6-7 Alen ned til 3dje Sal.

Da Rundqvist og Kollin var kommen ud paa Gangen, tog den sidste med den ene Haand Rundqvist i Skulderen og med den anden Haand i Skridtet, løftede ham ud over Rækværket og lod ham falde ned. Den Ulykkelige stødte Hovedet imod Trappetrinene nede paa 3dje Sal, Blodet sprøjtede ud af Pande og Mund, og han blev aldeles bevidsløs i samme øjeblik.

Det Hele gik for sig med stor Hurlighed; Rundqvist fik ikke Tid til at gøre synderlig Modstand, hvad der vel ikke vilde have nyttet ham meget, da Kollin er en stærk Karl; han har efter Jomfruens Sigende været Akrobat tidligere.

Der kom hurtig Folk ud fra Etagerne for at hjælpe den Saarede. Kollin forsøgte at undløbe, men blev stoppet af en tilstedeværende Jernbaneembedsmand og bragt op i Rundqvists Lejlighed, hvor han satte sig ned paa en Stol og afventede, hvad Følgerne maatte blive af hans overilede Handling.

I Løbet af et Kvarters Tid kom nogle Læger og Politibetjente til Stede, og Rundqvist blev i bevidstløs Tilstand bragt op i sin Lejlighed, hvorfra han straks efter i en Droske førtes til Kommunehospitalet.

Her henlaa han under store Lidelser, indtil han Kl. 1 om Morgenen afgik ved Døden. I Gaar Formiddags modtog hans Syjomfru følgende lakoniske Skrivelse fra Hospitalet:

"Det meddeles, at J. E. Rundqvist, som den 8de Juni d. A. indlagdes her i Hospitalet, er afgaaet ved Døden den 9de ds. Kl. 1 Formiddag."

Den Afdøde blev kun 42 Aar gammel, og han har levet sin meste Tid her i København. Han har været Enke￾mand i de sidste Par Aar, og har en voksen Datter. Han viste megen Godhed overfor den Pige, der arbejdede hos ham, og hun var ogsaa yderst fortvivlet, da en af vore Medarbejdere besøgte ende i Gaar.

"At tænke sig," udbrød hun hulkende, "at Rundqvist, der i Gaar var saa glad og frisk, er død nu i Dag, det er rædsomt! Jeg holder det ikke ud! Man kan lige saa godt lægge mig i Graven straks. Aa, min Gud, at det skulde ende saaledes! Alt, hvad jeg ejer og har, skal gaa til hans Begravelse, for han skal pænt i Jorden."

Drabsmanden, der nu sidder arresteret, er omkring 30 Aar gammel. Han er af et yderst hidsigt Temperament

(Social-Demokraten 10 juni 1886).

Ved det efterfølgende forhør meddelte Kollin at han havde været så beruset at han ikke erindrede noget. Kollin, eller Mathis Svensson kaldet Coldin, blev ved Kriminalretten i november 1886 efter straffelovens § 188 dømt til 4 års forbedringshus., samt til efter udstået straf at udvises.

Det kan være navnesammefald, men ved en højesteretsdom fra 9. marts 1875 (nr. 59) mod en Mathias eller Mathis Svensson stadfæstedes Bornholms Vester Herreds ekstraretsdom på 18 måneders forbedringshusarbejde for at have tilføjet andre sår og skade på helbred samt ulovlig omgang med hittegods, samt efter udstået straf at udbringes af riget.

Voldtægtssagen fra Nordsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har i en foregaaende Artikel skildret Gangen i denne mærkelige Sag, der kommer Retsplejen til saa ringe Ære, og som paa sin Vis er en lignende Skandale som Fejøsagen. Men skønt Enkelthederne saaledes er vore Læsere bekendt, er der dog et og andet at fremhæve endnu, og som særlig en Mand: Justitsminister Nellemann, vil have godt af at gøre sig bekendt med.

At de tre Domme, Underrets-, Overrets- og Højesteretsdommen, løber hver sin Vej, ser ikke kønt ud, men det bliver man jo for Resten mere og mere vant til, jo længer vi lever under det nuværende Retssystem, som Ministeriet har erklæret sig for ude af Stand til at føre os bort fra. I dette Tilfælde blev som bekendt Voldsmanden frikendt ved Underretten og idømt Vand- og Brød-Straf ved de to andre Instanser, Pigen derimod dømt til Strafarbejde ved Under- og Overret, men kun fik Vand og Brød ved Højesteret.

Hvordan gaar det nu til, at en ung, uberygtet og ikke forhen straffet eller tiltalt Pige, der møder for Retten om Offer for Voldtægt, selv bliver dømt, medens Forbryderen endog i første Omgang gaar helt fri? Det er klart, at Svaret herpaa ikke blot maa søges i vort daarlige Retsmaskineri, der lægger Undersøgelsen udelukkende i Underdommerens Haand, men ogsaa i en daarlig Administration fra oven - daarlige Embedsbesættelser, et daarligt Tilsyn, og en slatten Holdning bagefter over for en Embedsmand, der har forløbet sig.

Derfor skal vi i Dag fremlægge noget Materiale, som Justitsminister Nellemann vil have Fornøjelse af, dersom han skulde faa i Sinde at beskæftige sig med Underdommeren i denne Sag, Birkedommer og Skriver i Kronborg vestre Birk L. Hammerich.

Denne Mand, der skylder det nuværende Ministerium sin Udnævnelse, paabegyndte i Efteraaret 1884 Undersøgelsen mod Voldtægtsmanden, Forvalter Hans Christopher Rydahl, Søn af Kaptejn Rydahl, der er Fyrmester ved Nakkehoved Fyr. Pigen tjente den Gang i København og maatte da jævnlig rejse op til Birkedommer Hammerich i Forhør. Sagen vakte megen Opsigt paa Egnen, og "Social-Demokraten" blev hurtig underrettet om den, men da det lykkedes os at faa den skandaløse Underretsdom appeleret, besluttede vi os til ikke at omtale Sagen offenlig, før Højesterets Kendelse forelaa.

Vi har i forrige Artikel antydet, hvorledes Birkedommeren ved sin tankeløse og erfaringsløse Ledelse af Forhørene over Pigen fik denne til at give falsk Forklaring og beedige den. Han spurgte hende, om hun tidligere havde havt Samleje med Mænd, og Enhver kan sige sig selv, hvilket Svar en Dommer i de fleste Tilfælde kan vente sig af en ung Pige paa et saadant Spørgsmaal, der tilmed rettes til hende i Retsvidners og Protokolførers Overværelse. Naturligvis skulde Pigen have gjort et af to: enten sagt Sandheden, eller nægtet at svare. Men der er intet at undre sig over ved det Svar, hun gav. Derimod maa man i høj Grad undre sig over Hr. Hammerich. For det første er Voldtægt da endelig Voldtægt selv om den saa øves mod en Skøge; dernæst vidste Birkedommeren, at Pigen var uberygtet, og hendes Hjærteanliggender angik ham ikke ud over Oplysningen om dette ene Punkt: hvor vidt hun var berygtet; og endelig kan man forlange saa megen Erfaring af en Mand i hans Stilling, at han ikke stiller en saadan Fælde op for en ung Pige. Han maatte kunne vide, at hun efter al Sandsynlighed vilde gaa i den.

Men ved Siden heraf var Hr. Hammerichs Forhørsmaade aldeles bagvendt. Han begyndte nemlig med at spørge hende, om hun var "uskyldig", "sædelig", eller hvad han nu har sagt, og da hun havde svaret ja, og han havde ladet hende beedige dette, saa først tog han fat paa at forhøre Gaardens Mandfolk, hvorved han omsider stødte paa en, der havde været Kæreste med Pigen. Hvis nu Birkedommeren havde været saa jævnt klog - for stor Snedighed hørte der ikke til for at finde paa det - at gaa den modsatte Vej, nemlig at spørge Karlene først og hende selv bag efter, saa havde han undgaaet at gøre hende ulykkelig og sig selv til en Fabel for Dommerstanden her i Landet.

Men Enden paa hans Forhørsvirksomhed blev da ogsaa, at han den 23. Marts 1885 lod Pigen arrestere, og at han senere gav hende en Dom paa 2 Aars Strafarbejde, men frikendte Voldsmanden Rydahl, Sønnen af Birkedommerens nærboende Embedsbroder. Dette Resultat meddelte han hendes Moder i følgende Brev:

Helsinge den 3/5, 1885.

Til Tømrer L. P. Nielsens Kone København.

Det gør mig ondt som Svar paa Deres Brev af 29. f. M. at maatte meddele Dem, at Sagen imod Deres Datter Anna Sofie er blevet paakendt i Gaar og har faaet det Udfald, at hun for at have aflagt falsk edelig Forklaring er blevet idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde, hvilket var den mildeste Straf (!) der kunde vælges. Hun angiver at ville modtage Dommen (!) uden at appelkere til høiere Ret, men haaber jeg (!) at hendes Straf, naar hun senere indgiver Ansøgning derom, maatte kunne blive nedsat ved Kongens Naade. Hun sender Dem og Deres mange Hilsener.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Man fejler vist næppe, at naar "angiver at ville modtage Dommen", saa er det efter Birkedommerens Raad til hende. Derpaa tyder ogsaa den Omhu, hvormed han gør Familien opmærksom paa "Kongens Naade". Birkedommeren har tilsyneladende selv syntes bedre om Kongens Naade end om en Appel af en Dom, hvori Pigens Straf var sit til 2 Aars Strafarbejde og Rydahl til Frifindelse. Et tidligere Brev fra ham, der ligeledes er i vor Besiddelse, viser yderligere, at han under Sagens Gang stadig har søgt at bevæge Forældrene til at lede hende rejse fra København og dér til Birket, naar der skulde holdes Forhør over hende, skønt hun kunde forlange at blive forhørt her i Byen ved Kriminal- og Politiretten. Birkedommeren skriver blandt andet :

. . . Da jeg nu antager, at det vilde være hende meget ubehageligt og pinligt, hvis denne Afhøring skulde foregaa i København for en fremmed Dommer, der ikke kender Sagen saaledes som jeg, og som altsaa kunde faa Anledning til paany at henvende meget generende (!) Spørgsmaal til den unge Pige, saa vil jeg herved spørge Dem, om Deres Datter ikke vilde foretrække at komme herned førstkommende Fredag den 2. Januar med Posten, for at Forhøret kunde foregaa hernede; saa vilde jeg nok kunne indrette det saaledes, at hun kunde være færdig til Posten Afgaar her fra Helsinge og altsaa være igen i København om Aftenen. Det vil jo nedføre et lille Pengeoffer fra Deres Side, men hellere dette (!) end at hun, rimeligvis flere Gange, skulde give Møde for en Dommer i Kriminal- og Politiretten. Vil De med omgaaende Post underrette mig om hvad Beslutning De tager.

L. Hammerich,

Birkedommer.

Naar man nu desuden betænker, at først Overretten og senere i endnu højere Grad Højesteret kom til det Resultat, at Birkedommer Hammerichs Dom var løbet rent paa Siden af Retfærdigheden, saa maa man nok spørge: hvad nu?

Skat vi beholde Hr. Hammerich som Birkedommer i Kronborg vestre Birk efter at han er bleven saa reduceret? Eller skal vi mulig have ham forflyttet til et bedre Embede? Justitsministerens Søstersøn Sylow, der en lang Tid fik en Mængde af sine Domme kasserede ved Højesteret, blev hjulpen paa sidstnævnte Maade, og det er jo muligt, at Ministeriet i sin Visdom beslutter noget lignende med Hammerich. I alle Tilfælde er vort Raad det, at Befolkningen vedbliver at holde Øje med ham, thi han hører ikke til de mindst farlige.

(Social-Demokraten 6. juni 1886).

For denne artikel og en anden artikel fik Social-Demokratens redaktør S. E. Olsen i januar 1888 en bøde på 400 kr. (subsidiært simpel fængsel i 60 dage) for fornærmelige udtalelser mod birkedommeren. Indholdet i artiklen: retssagen, blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, men redaktørens omtale af birkedommeren blev anset for fornærmelige:

"Social-Demokraten" dømt i en Voldtægtssag.

Hos- og Stadsretten afsagde i Gaar følgende Dom :

I Bladet "Social Demokraten" for 3die og 6te Juni 1886 var under Overskriften "En Voldtægtssag fra Nordsjælland" og "Voldtægtssagen fra Nordsjælland" optaget to Artikler angaaende en af Birkedommeren i Kronborg vestre Birk L. Hammerich behandlet og paakendt Sag, hvorunder en Mandsperson tiltaltes for Voldtægt og den Pige, mod hvem denne Forbrydelse skulde være begaaet, for Afgivelse af falsk edelig Forklaring inden Retten.

I Anledning af disse Artiklers formentlig for Hammerich fornærmelige Indhold, anlagde han, ifølge Ordre fra Justitsministeriet Sag mod S. E. Olsen, som daværende Redaktør af "Social-Demokraten".

Det er under Sagen uomtvistet, at den af Hammerich i den ommeldte Justitssag afsagte Underretsdom blev forandret i de højere Instanser, idet den tiltalte Mandsperson, der ved hin Dom var bleven frifunden, dog med Paalæg af Aktionens Omkostninger, blev anset efter Straffelovens § 171 med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, medens Pigen, der ved den af Hammerich afsagte Dom var anset med Forbedringshusarbejde i 2 Aar, ved Højesterets Dom blev anset efter Straffelovens §§ 148 og 147, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, og det er ved Fremlæggelse af Sagens Akter godtgjort, at nærværende Ret ved dens Paadømmelse har attesteret, at Sagens Behandling for Underretten har været lovlig, og at heller ikke Højesteret i sin Dom har udtalt nogen Misbilligelse af Hammerichs Forhold Sagen betræffende.

Da de paaklagede Udtalelser maatte siges at gaa ud paa, at beskylde Hammerich for ved Behandlingen af den omhandlede Sag at have vist Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige, og da Hammerich i denne Anledning omtales paa en haanende Maade, samt da Olsen ikke havde godtgjort nogen Beføjelse til at fremkomme med de omhandlede Udtalelser, blev disse ved en i Gaar afsagt Hof- og Stadsrets Dom som fornærmelige for Hammerich mortificerede og Olsen anset efter Straffelovens § 217 med en Bøde til Statskassen as 400 Kr. subsidiært simpel Fængsel i 60 Dage og paalagt Sagens Omkostninger.

* * *

Med den heromtalte Sag forholder det sig saaledes:

I Sommeren 1884 tjente en ung Pige ved Navn Ane Sophie hos Fyrmesteren ved Nakkehoved Fyr (Nordsjælland), Kaptejn Rydahl. Den unge Pige var i alle Maader hæderlig og uberygtet. En Nat trænger Kaptajnens Søn, Forvalter Hans Christopher Rydahl ind i hendes Kammer og øver Voldtægt imod hende.

Som Følge af dette forlod Pigen sin Tjeneste og indgav Klage over det Passerede til den Kaptejn Rydahl nærboende Birkedommer i Helsinge L. Hammerich. Under Sagen blev det uomtvisteligt, at Forvalter Rydahl havde bragt Pigen i sin Vold; men ikke desto mindre blev Rydahl frifunden imod at betale Sagens Omkostninger, medens Pigen blev idømt 2 Aars Strafarbejde. "Fa'rs Søn", den velstaaende voldtægtsmand, gik frank og fri medens hans Offer sendtes i Forbedringshuset.

Dette Resultat naaedes paa følgende Maade:

Efter at det var godtgjort, at der havde fundet Voldtægt Sted, rettede Dommeren, Hr. Hammerich, Undersøgelserne mod Pigen. Hun var som sagt uberygtet; men hun havde været Kæreste med en af sine Medtjenere. Hr. Hammerich gik nu den Vej, at han under Forhørene i Retten og under Nærværelse af det øvrige Retspersonale spurgte Pigen, om hun nogensinde havde staaet i kønslig Forbindelse med Mænd. Pigen svarede Nej! Hvilken und Pige gør Tilstaaelser af den Natur? Hammerich forlangte, at hun skulde beedige sin Forklaring, og da hun først havde indladt sig paa Benægtelser, følte hun sig vel tvungen til at gaa videre, hvor galt dette end var. Hun aflagde Eden.

Først da skred Hammerich til at forhøre hendes Medtjenere, og han traf da ogsaa paa hendes Kæreste, som tilstod, at han havde staaet i kønsligt Forhold til hende.

Selv ikke-Jurister vil kunne forstaa, hvor uheldigt Hammerich bar sig ad ved denne Lejlighed. Først og fremmest: Hvad kom Pigens Kæresterier Voldtægtssagen ved? Har man Lov til at øve Voldtægt mod enhver Pige, som har givet sig hen tik sin Forlovede? Nej, naturligvis ikke! Men vilde Birkedommeren absolut have Rede paa Pigens Forhold, burde han selvfølgelig have begyndt med at anstille Undersøgelser blandt hendes Omgivelser. Men han ventede hermed, til hun havde aflagt den falske Ed! Han forlangte af hende, at hun for ham skulde bekæmpe sin Skamfølelse, skulde gøre ham Rede for sine privateste og intimeste Forhold. Og hun var ikke klog nok til at vise ham tilbage med den Erklæring, at hun ikke vilde afgive Forklaring. Hun lod Befippelsen og Undseelsen løbe af med sig, og Resultatet blev 2 Aars Fængsel.

Det saa en Tid ud, som om Retten skulde have sin Gang hermed. Pigen blev paa en eller anden Maade formaaet til at erklære sig tilfreds med Dommen, og hun stod paa Vejen til Fængslet, medens Forvalter Rydahl nød sin Frihed i bedste Velbefindende. Da blev vi opmærksom paa Sagen.

Ane Sophies Fader er et af disse skikkelige religiøst anlagte Mennesker, der tager alt ondt som en Himlens Straf, imod hvilken der ikke maa knurres. Saaledes tog han ogsaa Datterens Domfældelse. Da Pigen ikke havde Myndighedsalderen, var det ham, som skulde appellere. Og vi havde betydelige Anstrængelser, inden vi fik bevæget ham til at forlange Sagen ført frem for Overretten.

Den 8. September 1885 faldt Overrettens Dom. Det var lykkedes at fastholde Forvalter Rydahl som Voldtægtsmand, og medens Hammerich havde frikendt ham, opnaaede man, at Overretten dømte ham til 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød. Men Pigens Straf stadfæstedes. Hun idømtes atter 2 Aars Strafarbejde.

Saa gik Sagen til Højesteret. Og endelig ved denne Rets Dom af 31te Maj 1886 naaede Ane Sophie en Formildelse, saaledes at hendes Straf nedsattes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, medens Rydahl fik sine 6 Gange 5 Dage stadfæstet.

Dette blev Resultatet af vor Virksomhed. Vi skaffede Pigen en Læmpelse og Straf over hendes Voldsmand. For saa vidt indrømmede altsaa baade Overretten og Højesteret, at vi havde været berettigede til at antage os den Ulykkeliges Sag. Vi maatte blot ikke fortælle, hvorledes der dømmes her i Landet. Det gjorde vi, da Højesteretsdommen faldt. I Artikler, som var affattede altfor læmpelige, meddelte vi om denne mærkelige Underretsdommer, som havde frikendt en Voldsmand og dømt den Voldtagne. I de foranstaaende Domspræmisser findes de Udtryk, vi benyttede ved denne Lejlighed. Vi talte om Uduelighed, Skødesløshed, Mangel paa Erfaring og deslige. Hvad kunde vi sige andet?

Og saa fik vi da det Offenliges Tak, fordi vi optraadte som Beskytter for en værgeløs Kvinde. Hof- og Stadsretten udtrykker den omtrent saaledes: Retten finder ingen Anledning til at udtale sig imod Birkedommer Hammerich, men idømmer "Social Demokraten" 400 Kroners Bøde.

(Social-Demokraten 17. januar 1888).

Fotograf og maler Niels Christian Hansen (1834-1922) og fotograf Frantz Clemens Stephan Weller (1838-1900): Birkedommer Louis Hammerich, Louis (1830-1916). 1877-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Birkedommer Louis Hammerich (1830 i Kiel-1916) studerede jura ved Kiel universitet ved udbruddet af Krigen 1848-1851. Han meldte sig som frivillig ved 5. Linjeinfanteribataljon og blev 17 år gammel udnævnt i 1848 til sekondløjtnant. Han deltog i krigen 1849-1850 ved slaget ved Fredericia og ved Isted. Han avancerede til premierløjtnant. Han blev slesvigsk cand.jur. 1853 og konstitueret herredsfoged i Frøs og Kalvslund Herreder, borgmester, politimester og byfoged i Egernførde. Her erstattede han Langheim der var blevet degraderet for at være for blød over for de tysksindede, se indslaget herom: Casper Conrad Langheim (1806-1864).

Han blev kancelliråd og herredsfoged i Bøking Herred 1856 og var politimester og rådmand i Flensborg 1859-1864. Efter at være blevet fjernet af prøjserne, tog han til Danmark og blev dansk cand. jur. 1865 og byfoged i Aarhus 1867-1877, derefter birkedommer i Kronborg vestre Birk 1877-1906. Han blev begravet på den Hammerich'ske familiebegravelse på Frederiksberg Kirkegård.

Et nyt Vidnesbyrd om den estrupske "Arbejdervenlighed". (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet har, som tidligere meddelt, i indeværende Maaned betænkt Arbeiderne i Danmarks vestindiske Besiddelser med en Foræring, der hedder: "Anordning om en lettere Adgang for Plantage-Arbejdere til at anskaffe sig de daglige Nødvendighedsartikler".

Den første Paragraf i denne Anordning lyder saaledes:

"For at forskaffe Plantage-Arbejderne en let Adgang til at erholde de daglige Nødvendighedsartikler, skal det være enhver Ejer eller Bestyrer af en Plantage tilladt uden særlig Bevilling, og uden Erlæggelse os nogen Afgift at holde Oplag paa Plantagen af alle almindelige Fødevarer (herunder ikke indbefattet stærke Drikkevarer), Stenolje, Lys, Tændstikker, Sæbe, Stivelse, Tobak og Piber til Forsyning for Plantagens egne Arbejdere, dog at disse Varer alene maa indkøbes hos Handelsberettigede paa St. Croix.

Uddeling til Arbejderne af de anførte Varer maa kun finde Sted paa Hverdage og udenfor de almindelige Arbejdstider."

Efter Navnet at dømme er denne Anordning en Indrømmelse til Arbejderne, men det bliver ogsaa ved Navnets thi i Virkeligheden er den kun egnet til at bringe Arbejderne i et større Afhængighedsforhold til Arbejdsgiverne, end de stod i Forvejen, og et Middel for Arbejdsgiverne til i endnu højere Grad end tidligere at udbytte og udpine Arbejderne.

Det er en Selvfølge, at naar Plantageejerne forsynede sig med Oplag af Arbejdernes Nødvendighedsartikler, saa fordrer de, at Arbejderne skal købe dem, og det bliver da en absolut Tvang for Arbejderne at forsyne sig fra deres Herrers Magasiner. Herved bliver Arbejdsgiverne i Stand til, dels at forlange for Varerne omtrent hvad de finder for godt, og Arbejderne er dernæst tvungne til at tage imod de Varer, Plantageejerne vil byde, selv om de er aldrig saa slette. Resultatet vil blive dette, at Arbejdernes surt erhvervede Løn vandrer over i Plantageejernes Lommer, og at Arbejderne som Vederlag for deres Arbejde maa nøjes med en Sulteføde af den allersletteste Beskaffenhed.

Paa den Maade faar Plantageejerne atter en Art Slaveri indført, og dette har endda den Fordel for dem. at de faar ganske anderledes billige Slaver end den Gang, da Slaveriet var officielt anerkendt.

Tidligere maatte Plantageejerne købe deres Slaver, og forøvrigt laa det i Eiernes egen Interesse at holde Slavernes Kræfter nogenlunde vedlige. Nu behøver de derimod ikke at købe Slaverne. Der stikker nu ingen Kapital i dem, og det er derfor en temmelig ligegyldig Sag for Plantageejerne, hvorvidt Arbejderne gaar til Grunde af Sult og Nød eller ikke. De kan nu for en ringe Løn af Hjærtenslyst udpine Arbejdernes Arbejdskraft og derefter atter putte Lønnen i Lommen som Betaling for en elendig Sulteføde.

Det System, der indføres ved nævnte Anordning, er iøvrigt godt kendt i Amerika. Det har været anvendt mangfoldige Steder, men har overalt ført til de samme Resultater og er overalt bleven fordømt af Arbejderne. Det vil rimeligvis gaa paa somme Maade i dette Tilfælde, og efter at de vestindiske Arbejdere har faaet denne Forsmag paa "Arbejdervenligheden" hos det estrupske Ministerium, vil de, i Lighed med deres Kolleger i Moderlandet, efter al Sandsynlighed betakke sig for at faa mere Part i den, end de allerede har faaet.

(Social-Demokraten 16. maj 1886).

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne uge indtruffet et ualmindeligt stort antal dødsfald i den jødiske menighed, større end vist nok i mands minde, idet nemlig ikke mindre end 7 personer er døde i ugens løb. Dette har medført en ikke ringe gene på begravelsesvæsnets område, idet nemlig apparatet her selvfølgelig ikke er og hidtil heller ikke har behøvet at være synderligt stort, da det jo ikke er beregnet på mere end en enkelt begravelse i løbet af en dag, mens der nu fx i morgen søndag vil være ikke mindre end 4 begravelser at foretage, så den ene af disse endog har måttet forlægges til om eftermiddagen. Under disse forhold savnes det stærkt at menigheden der i vinter har fået en ny begravelsesplads - som bekendt beliggende ude ved Vestre Kirkegård - ikke har fået et kapel opført der, og for så vidt man ikke vil lade begravelserne foregå fra hjemmet, hvad der sjældnere og sjældnere sker, må man altså ty til kapellet i Møllegade på den gamle begravelsesplads og derfra atter køre liget ud til Vester Fælledvej. Der er da også allerede inden de sidste dødsfald gjorde savnet mere føleligt, indgivet et andragende til menighedens repræsentantskab om opførelse af et kapel på Vestre Kirkegård, og med de sidste begivenheder for øje er der ingen tvivl om at man vil skride til tilvejebringelsen af et sådant. 

(Bornholms Avis og Amtstidende, 10. maj 1886).

Beslutningen om opførelsen af et kapel skete i marts 1887.

Dette område af begravelsespladsen er formentlig et af de ældste, hvis ikke det ældste. Mange grave er fra tidligt i 1886. Gravmæler er gået til, andre smuldrer, mens andre ser ud til at være fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Gaardmissionær Rasmus Buch Clausen (1840-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Mens "Sædelighedsfejden" (1883-1887) hovedsagelig foregik blandt intellektuelle (Georg Brandes, Bjørnsson, Elisabeth Grundvig og andre), udkæmpedes der på samme tid en anderledes konkret kamp i gader og på landet på et religiøst grundlag rettet imod socialisme og usædelighed. En af frontkæmperne var gårdmissionæren Rasmus Buch Clausen. Herom dette indslag.

Clausen blev i aviserne nævnt med flere titler: "Indre-Missionær Clausen" (4. marts 1884), "missionær Clausen" (7. maj 1886). Clausen var tilknyttet Indre Mission, i København omkring "Bethesda". Denne førte på daværende tidspunkt en kamp mod lasten i de afsides berygtede gader. Støttet af kvinder der hørte til aristokratiet. Der blev afholdt møder, uddelt traktater og børneblade og evangelier. Især imod socialismen og usædeligheden. 

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Missionshuset Bethesda. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den indre Missions Virksomhed i Hovedstaden.

Den indre Mission har udgivet sin årsberetning. Det er en hel lille bog der omfatter 108 sider. Man kan ikke undres derover, da der i samme omtales 12 forskellige virksomhedsområder. Alene i missionsbygningen Bethesda er der holdt henved 1500 møder eller foredrag i det forløbne år. I den store festsal have bl. a talt dr. teol. Kalkar (fornylig afgået ved døden), pastor S. Müller, indremissionærerne O. Christensen, Høyer, Blomberg og Stubkjær, lærer Lind, pastorerne Steen, Larsen, Sørensen, missionær Clausen etc. Så er der holdt religiøse foredrag i byen og dens forstæder, på kaserner og krigsskibe, i det indre og de store gårde og på Christianshavns Vold, i lejren på Lammefælled og andre steder. Mænd der have sluttet sig til missionen og som tilhører de højere stænder, har været med til ved midnatstid at føre kampen mod lasten i de afsides berygtede gader. Kvinder hørende til landets højeste aristokrati, har gjort deres til at blomstermissionen kunne opfylde sit Hverv. 4000 buketter og et stort antal småskrifter er blevet uddelte på hospitalerne. Hds. maj. dronningen, lensgrevinde Danneskjold-Samsoe, grevinde Moltke, talrige andre rigmænds hustruer og flere af de store handelsgartnere i og ved København have sendt deres skønneste blomster i vintermånederne til de syge og ofte derved fremkaldt et glædesudbrud og et taknemlighedens smil midt under al legemlig lidelse.

Selv fra det sydlige Frankrig er der sendt blomster til missionen. Det er den danske konsul i Cannes, Henry Deonna, hvis skønne Villa Florida omgives af en stor og dejlig have tæt op til Middelhavets strand, som har tænkt på de syge på Københavns hospitaler. Så har missionen i det forløbne år uddelt henved 100,000 traktater og børneblade samt omtrent 3000 evangelier. 

Som sædvanlig er de afsnit af beretningen, som skildrer den indre missionskamp mod socialismen og mod usædeligheden, de interessanteste. Det et gård- og gademissionen samt Magdalenahjemmet, der her arbejder hånd i hånd. De offentlige møder der indvarsles i det Indre af de store gårde på volden og om vinteren i forsamlingssale rundt om i den store by, har enkelte gange været besøgt af indtil 1000 personer. Kampen har ofte krævet både mod og stor selvfornægtelse. Men den har også i ikke få tilfælde været ledsaget af velsignelse. Talrige eksempler fremdrages i beretningen om personer, der begyndte at bivåne møderne, idet de støjede og bandede, men som endte med at de fik tårer i øjnene, knælede ned og skilte sig fra socialisterne og fra deres kammerater. Endog en forhenværende ivrig focialistfører har omvendt sig, og der er mulighed for at han vil blive foredragsholder ved gårdmissionen. Af de talrige meddelelser angående kampen mod gudsbespottelse og usædelighed fremføre vi følgende: "I det indre af byen har der af gårdmissionen været afholdt store møder i to gårde. En aften blev der samlet en masse mennesker. Da ordet lød om synd og nåde, var der flere socialister som samlede sig om missionærerne (gårdmissionen er væsentlig blevet udført af pastor lic. Fenger, indremissionærerne Clausen, Wright og Bang samt nogle teologiske studenter) med knyttede hænder og fulde af afbrydelser. Da talen var til ende blev der sunget, men da disse urostiftere ville tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte mennesker kom hen og skammede socialisterne ud, men mange var glade ved ordet. En aften fik missionærerne lov til at holde møde i en gård i et kvarter, hvor der var megen usselhed og synd. Da børnene sang i den stille sommeraften, flokkedes folk om dem. Nysgerrige, forundrede og spottende ansigter sås. Da ordet lød, at Jesus er kommet at søge og frelse de fortabte, og hans blod renser for al synd, var der stor stilhed, og da mødet var endt, kom disse elendige mennesker og bad om traktater og evangelier. I en anden gård hvor man holdt møde, og hvor også mange elendige samlede sig, udmærkede en student sig ved sin spot. Han fik dog kun to venner med sig og forlod mødet til sidst. Da missionærerne en anden gang efter endt møde passerede en mørk port, råbte en spotter, som havde skjult sig der: "Farvel Du gamle fægtemester". Om vinteren går missionærerne hen til værtshusene og ind i logishusene og indbyder til møde i forsamlingssalene eller i Bethesda. Der forefalder da ofte scener blandt de halvdrukne gæster. I et logishus rejste en mand sig rasende, erklærede sig for fritænker og socialist og ville intet høre. Der blev svaret:  "Jesus elsker Dem, har betalt Deres synders skyld på Golgatha og vil gerne føre Dem frelst hjem". Han rasede stærkere med knyttede hænder, hvorpå der blev sagt ham, at hvis han ikke omvendte sig, blev han evigt fortabt. Missionærerne forlod derefter huset. Otte dage efter indbød de atter til møde i Bethesda og omdelte "Indre-Missionstidende", hvori der lå et brev fra Børresen i Santalistan. Den mand der rasede sidst, var til stede og 14 dage efter atter. Da mødet var til ende, kom han hen til missionæren og sagde: "De er nok forundret ved at se mig her? Kender De mig ikke? Jeg er den som var i det logishus den aften De nok mindes, nu vil jeg vandre på en ny vej". Da der blev svaret ham, at det var det rette at give Gud sit hjerte og spurgte ham hvad der havde bevæget ham til at høre Herrens ord, svarede han at den bestemmelse havde han fattet ved at læse Børresens brev. To dage derefter kom denne 34-årige mand ud til missionæren og sagde med tårer i øjnene: "Jeg må forlade mine gamle venner, mit liv må forandres". Han fortalte bl. a., at han som 17 årigt ungt menneske var kommet til Hamborg på et værksted, hvor der var 2 a 300 svende. Der blev kun talt om socialisme, og Lasalles Skrifter var deres eneste læsning. De dygtigste af dem blev indsatte på en socialistskole og han havde været på en sådan i et år for at uddanne sig til socialistagitatør. I 4 år havde han berejst det tyske Rige og agiteret for socialismen og var til sidst blevet udvist. Også herhjemme havde han agiteret ved folkemøder. Det er missionens håb. at denne mand der som en brand blev revet ud af syndens og vantroens ild må blive herrens udvalgte redskab.

Som allerede bemærket, har de mænd der ved midnatstid søger at kæmpe mod lasten i afsides gader, en vanskelig opgave, fra kl. 9 a 10 til kl. 1 a 2 bliver denne mission drevet. Gerningen udføres af mænd i de forskelligste livsstillinger, ja endog aristokratiet har ydet sit værdifulde bidrag af personligt arbejde. Der bliver uddelt traktater og talt til mændene, som ville ind i lastens huler. De fleste høre ordet, men det sker også, særligt når de er berusede, at de slår og styrter sig ind i Satans synagoger, som er åbnede hele natten, mens værtshusene er lukkede. Der anføres i beretningen om denne missionsvirksomhed mange udtalelser, fremsat af mænd som søger at advare og påvirke. En ung mand bemærkede således: Det er jo slet ingen synd, men en nødvendighed, ellers havde staten ikke oprettet det, og det samme sige lægerne. Undertiden tiltales elegante herrer, undertiden dekorerede oldinge, der vakler ind i lastens huler. Ikke sjældent lade de sig påvirke, navnlig når der citeres et bibelord og deriblandt: "Horekarle og drankere skal Gud dømme."

(RIbe Stifts-Tidende, 7. maj 1886)

Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Rasmus Buch Clausen. (1840-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tiltale mod Natmissionen.

Ved den offentlige politiret behandles i går en sag hvorunder missionær, fhv. proprietær Clausen var tiltalt for overtrædelse af politivedtægtens § 1. Sagen gik omtrent ud på følgende: Den såkaldte "Gårdmission" havde siden den 25. maj i ejendommen nr. 4 i Gåsegade ladet indrette et bedehus, hvor der hver aften fra 9-12 bliver afholdt møder med tale og sang, hvilket har bevirket, at der til overholdelse af den offentlige orden siden den dato hver aften har måttet anvendes 6-10 politibetjente, og den 26. cg 29. maj var sammenstimlen af personer så stærk, at politiet måtte afspærre gaden for begge adgange. Det nævnte lokale var lejet og etableret af fhv. proprietær Clausen under betegnelsen "Natmissionen", og det oplystes endvidere, at nævnte mission til de forskellige gader der i nærheden udsendte yngre mennesker, som ofte tiltalte de fordigående unge mænd med ord som "hankatte", "lyt ikke til fristelserne", "djævlens børn" og lign., og det omtaltes i rapporten fra vedkommende politiembedsmand, at da der i den nærmeste tid agtes oprettet lignende lokaler i Farvegade og i Magstræde, vil dette formentlig afstedkomme en del uorden, lokalet i Gåsegade er ca. 30 kv. alen stort; det kan rumme ca. 70 tilhørere, og her holder missionær Claussen, undertiden også præster, hver aften taler med høj røst, der synges religiøse sange, og dette kan høres i lang afstand. At disse møder ikke løber af uden spektakler af ildesindede personer er bekendt, ruderne i lokalet er mange gange slået ind, og missionær Claussen er 3 gange, når han gik derfra, blevet forulempet, og har endog fået prygl. Missionær Clausen gav møde i retten, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. Clausen mente at ansvaret, hvis et sådant var, måtte påhvile missionens formand, kammerherre Moltke, der imidlertid for tiden er bortrejst fra byen, og han mente ikke, at han havde talt højere end almindeligt ved disse møder , som er oprettede for at modardejde utugt. Overretsprokuratar Steinthal kunne ikke indrømme, at politiet var berettiget til at besvære sig over, at der i nævnte tilfælde måtte anvendes betjente; det forholdt sig ikke anderledes med de religiøse bevægetser end med de politiske bevægelser, og han mente at politivedtægtens § 1 kun angår forstyrrelser på gaden. Flere i sagen mødte politifunktionærer bekræftede, at forholdene i den nævnte gade bedres, for hver dag der går, opløbene bliver mindre, men der mangler endnu nogle ruder i lokalet, hvilke efter hr. Clausens udsagn ufortøvet ville blive indsatte. - Dommeren bemærkede, at politivedtægtens § 1 måtte være at anvende i nærværende tilfælde, dog havde han tænkt at slutte sagen med en advarsel. Efter at missionær Clausen og overetsprokurator Steinthal havde gjort nogle bemærkninger, sluttedes sagen ved, at hr. Clausen modtog en advarsel. Politivedtægtens § 1 lyder således:

1. På offentlig gade, vej eller plads må intet opløb eller sammenstimlen af folk finde sted, hvorved den offentlige orden forstyrres eller færdselen hæmmes. - I en anden sag, som ligeledes var rejst mod "Gårdmissionen", var denne tiltalt for ved fhv. proprietær Clausen at have lejet et lokale i Gåsegade 4, hvorefter der på facaden med c. 7 tommer høje bogstaver var malet to skriftsteder: "Du må ikke bedrive hor" og "Jesus annammer syndere," og anbringelsen af disse påmalinger var formentlig i strid med politivedtægtens § 57, der lyder således:

§ 57. Det bestemmes af Magistraten, på hvilke steder opslag af bekendtgørelser fra øvrigheden eller andre offentlige myndigheder må finde sted, og for kommunens regning belastes de dertil fornødne tavler anskaffede, vedligeholdte og renholdte, når ikke vedkommende ejere foretrække selv at foranstalte dette.

Bekendtgørelser angående teaterforestillinger, koncerter, Forevisninger og offentlige forlystelser, til hvilke politiets eller andre vedkommendes tilladelse haves, kunne ligeledes finde sted ved opslag, når ejeren af det sted hvorpå opslaget sker, dertil giver sit minde.

Andre bekendtgørelser er det ikke tilladt at lade offentligt opslå uden samtykke både af vedkommende husejer og politiet; dog undtages derfra opslag på en ejendom om, hvad der vedkommer de derboende personers næringsvej, bopælsforandringer og andre henvisninger, som knytte sig til opslagsstedet.

Lige som i forrige sag var hr. Clausen assisteret - som loven tillader - af overretsprokurator Steinthal, og efter den citerede paragrafs 3. stykke var tiltalen rejst. Steinthal gjorde straks opmærksom på, at der var indløbet en kardinalfejl; det var "Natmissionen" og ikke "Gårdmissionen," på hvem det eventuelle ansvar hvilede. Hr. C. erkendte at han, der selv var medlem af bestyrelsen for "Natmissionen", på bestyrelsens vegne havde ladet de omtalte skriftsteder påmale, og hertil havde han erholdt ejerens tilladelse, men han mente, at da man i skolerne indprenter børnene det anførte 6. bud så måtte det være tilladt at lade male Guds ord. Dommeren bemærkede, at den førstomtalte indskrift kunne vække forargelse, og politiets tilladelse var i hvert fald ikke indhentet til anbringelsen af det påmalede, hvilket han anså nødvendigt for at dette kunne forblive. Ligesom den foregående sag ville han ligeledes slutte denne med en advarsel når det påmalede ville blive fjernet, eller i hvert fald erstattede med andre inskriptioner. På foranledning af hr. St. blev sagen imidlertid udsat for at der kunne gives ham og hr. C. lejlighed til at konferere med missionens fungerende formand angående de på facaden malede skriftsteder. 

(Nationaltidende, 18. juni 1886)

Tiltale mod Natmissionen i København.

Ved den offentlige politiret sluttedes i lørdags den mod natmissionen rejste sag angående de på ejendommen nr. 4 i Gåsegade påmalede skriftsteder. Proprietær Clausen gav møde, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. C. fremlagde en skrivelse fra grev Moltke hvoraf det fremgik at C. kun var gået grevens ærinde ved gennem assistent Rasmussen at have ladet påmale de tidligere omtalte skriftsteder hvilke er stridende mod politivedtægtens § 57. Overretsprokurator Steinthal mente på bestyrelsens vegne at politivedtægten ikke var overtrådt, og han havde andraget om at sagen måtte blive henvist til den samlede ret. Dette andragende kunne dommeren ikke tage til følge, men St. mente da at han ikke ønsked sagen afgjort med en advarsel. Efter nogle korte bemærkninger af proprietær, missionær Clausen, politiassistent Korn og overretsprokurator Steinthal, blev sagen da C. erklærede at han ikke ville modtage en advarsel, optaget til dom, og denne straks afsagt. Proprietær Rasmus Buch Clausen blev derpå foruden politiets tilladelse at have ladet male de omtalte to skriftsteder på facaden til ejendommen nr. 4 i Gåsegade, idømt en Københavns Kommunes kasse tilfaldende bøde af 10 kr., foruden sagens omkostninger. Sagen var hermed til ende, og adskillige tilhørere - hvoriblandt flere damer - der havde overværet forhandlingen, forlod retssalen. (Natt).

(Vejle Amts Folkeblad, 29. juni 1886).

Gåsegade 4 eksisterer ikke længere. Det blev nedrevet 1905 og indgik adressen i den matrikel 277 som ligger på hjørnet af Farvergade.

Gåsegade set fra Kompagnistræde. Gåsegades vestre husrække set fra Kompagnistræde mod Vandkunsten. Foran hjørnet en politibetjent, i gadens højre side et smedeværksted. Hjørneejendommen nedbrudt samme år. 1905. Mariboes samling. Kbhbilleder.

juli 1887 blev der afholdt et "sædelighedsmøde" i København. Her talte adskillige missionærer, pastorer mm. imod sædelighedens forfald, bla. Clausen. I august 1888 et nordisk sædelighedsmøde, også med deltagelse af Clausen. Clausen var en af de fem ledere af Midnatsmissionen. Foruden ham manufakturforhandler C. E. Krarup, greve og kammerherre A. Moltke, sognepæst Chr. Sørensen og gårdmissionær V. Wright. De erklærede sig åbent for af den konservative fløj.

Se også indslaget om Midnatsmissionen og Rasmus Buch Clausen.