Opfordring til Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Under en for Høiesteret indanket Sag var Arrestanten Carl Christian Simonsen aktioneret for at have opfordret sin Kjæreste til at ombringe deres uægte Barn og ved hans egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Oplysninger er ogsaa følgende tilstrækkelig godtgjort.

Efter at Arrestanten, som i flere Aar havde været forlovet med Pigen Birgitte, var kommen til Kundskab om, at bemeldte Pige skulde føde, tilskrev han hende dels kort før hun den 27. Marts 1885 fødte, dels senere 5 Breve, som Arrestanten, skjøndt de 3 første ikke ere forsynede med hans Underskrift, har vedkjendt sig og hvori han indtrængende opfordrer hende til at ombringe Barnet.

I det første af disse Breve, der ikke er forsynet med Dato, men hvis Konvolut har Poststemplet den 3. Marts, foreholder han hende, hvilken Byrde det forventede Barn, som han erklærer aldrig at ville komme til at holde af og ikke at ville kunne taale at se for sine Øine, vil blive for dem Begge, og siger, at han kun har et Raad at give hende, som han nok haaber, at hun vil bruge, "for at vi kunne slippe ud af den Knibe, for det er noget af der Værste, jeg har havt med at gjøre. Nu skal jeg sige Dig det er, saasnart Du har født Barnet, den første Nat efter at Barnet er født, skal Du bare lægge Din venstre Haand for dets Mund, saa er det Hele forbi, saa er Du fri og frank til enhver Tid; det maa Du endelig gjøre, der er aldeles ingen Synd i det. Du skal gjøre det for at frelst Dig selv min kjære Ven."

I det følgende af Brevet opfordrer han hende gjentagende og indtrængende til at følge hans Raad; han tager det hele paa sin Samvittighed, saa hun faar ingen Skyld for det, det maa nu være saaledes, ellers bliver det Salt med dem, men opfylder hun hans Ønske, vil han nok hjælpe hende. Han paalægger hende derhos ikke at føde i Dølgsmaal, for det kan aldrig gaa, det maa gaa naturlig til. Sluttelig beder hun hende at brænde Brevet, saa snart hun har læst det, idet han tilføjer, at skal det falde i fremmede Hænder, saa ere de færdige begge to, og at han af Forsigtighed ikke sætter sit Navn under.

I et følgende, den 19. Marts dateret Brev gjentager han atter indtrængende sin Opfordring til Birgitte Nielsen om at ombringe Barnet, idet han bl. a. udtaler, at dets Død vel vilde blive til hans og hendes store Gavn, og at han, hvis det lever, aldrig vil se det, men før skyde sig, men at hun ogsaa nok kunde gjøre saa meget for ham, naar der var noget ved hende; han faar jo ligesaa megen Synd som hun, naar det skal regnes ud, det kunde vel alligevel ikke være saa forfærdelig med saadan en Unge, om den døde eller ikke, det skal han nok tage paa sin Samvittighed, hun skulde gjøre alt for at faa det til at dø, hun vilde ikke komme til at fortryde det, men vilde snart glemme det. Efter dernæst at have foreholdt hende, at Gjerningen bør iværksættes den første Nat efter Barnets Fødsel, opfordrer han hende sluttelig ligeledes til at brænde dette Brev.

Efter at Arrestanten havde faaet Meddelelse om Barnets Fødsel, tilskrev han under 10. April Pigen et nyt Brev, hvori han efter Bebreidelse over, at hun ikke havde fulgt hans Raad, kommer tilbage til, og gjennem hele Brevet gjentager sine Opfordringer til hende om at ombringe Barnet, idet han bl. a. siger: "det kan vel nok lade sig gjøre endnu, tænker jeg, da det ikke er saa gammelt, se dog at gjøre Ende paa det, det bliver galt, hvis det lever." Den samme Opfordring gaar ogsaa igjennem det næste, den 18. April daterede Brev, hvori han bl. a. siger: "nu haaber jeg nok, at Du opfylder mit Ønske ... det angaaende, som Du ved nok, saa er Du fri min Ven for Sorg og Bekymring ... og hvis det kunde blive sygt, saa skyd dog efter med begge Hænder, at der kan dø".

Da Arrestanten senere havde faaet at vide, at Barnet ikke var raskt, udtaler han i et den 8. Mai dateret Brev sin Glæde og Tilfredshed derover og opfordrer Pigen til endelig at sørge for, at Barnet kan dø.

Pien har bestemt erklæret, at hun ikke noget Øieblik har tænkt paa at følge Arrestantens Opfordringer til at aflive Barnet, og efter Alt, hvad der under Sagen er oplyst, maa denne hendes Erklæring ogsaa anses for rigtig. Barnet, der var sundt og kraftigt, blev kort efter dels Fødsel, til Dels ved Arrestantens Medvirkning, sat i Pleie hos Pigens Slægtninge, hvor det imidlertid den 2. Juni f. A. afgik ved Døden af en almindelig akut Sygdom. Fra 1. November 1885 skaffede Arrestanten Pigen en Plads, og Forholdet mellem dem vedblev at bestaa, indtil Arrestanten i afvigte Efteraar hævede det, da han antog, at hun stod i Forbindelse med cn anden Mandsperson. Pigen blev derpaa forlovet med denne sidste, og da Arrestanten en Aften traf dem sammen paa Landeveien og forulempede dem, gav dette Anledning til, at de henvendte sig til Politiet og forlangte dets Beståelse mod Arrestanten, ved hvilken Leilighed hun, der ikke, som af Arrestanten ønsket, havde brændt de fra ham modtagne Breve, fremkom med de 3 første af disse, ligesom hun senere under Forhøret har afleveret Brevene af 18. April og 8. Mai. 

For disse sine Opfordringer og Tilskyndelser til at dræbe Barnet blev Arrestanten af Overretten i Henhold til Straffelovens § 190 jfr. 52 idømt Forbedringshusarbeide i 2 Aar, og denne Dom stadfæstedes igaar af Høiesteret.

("Nationaltidende")

(Dagens Nyheder 8. juni 1887).

Social-Demokraten oplyste at det var en sømand på Langeland. 

Dømt for at være Skyld i et Barns Død ved Overkørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16de Marts d. A. Kl. 10 om Formiddagen blev en henved 4 Aar gl. Dreng, Ferdinand Lauritz Brodersen, da han i Følge med en anden, 8 Aar gammel Dreng gik ned ad Nørrebrogade og lige var passeret Jernbaneoverkørslen, revet overende af et bag efter dem kommende Køretøj, og idet Vognen i højre For- og Baghjul gik over ham, herved tilføjet saadanne Læsioner, at han, skønt han straks blev bragt paa Kommunehospitalet, døde nogle Timer efter. Det omhandlede Køretøj var én med to Heste forspændt Bærmevogn, paa hvilken Tiltalte var Kusk, og denne, hvis Navn er Ole Andersson, 20 Aar gl., opgav følgende Forklaring om sit Forhold ved den omhandlede Lejlighed: Han tjener paa en Gaard ved Ballerup og havde den omhandlede Dag hentet Bærme her i Byen. Kl. 10 om Formiddagen kørte han hjem ad Nørrebrogade i jævnt Trav og med noget slappe Tøjler, og da han passerede Jernbaneoverkørslen, saa han en halv Snes Alen foran Vognen de to ovennævnte Smaadrenge gaa foran sig i lige Linie med Vognen saaledes, at hvis de ikke gik tilside og Vognen holdt sin Retning, maatte en Overkørsel finde Sted. Skønt han, der kørte paa højre Side af Kørebanen tæt op til Gangstien, med stor Lethed havde kunnet dreje tilside, idet der ikke var andre Vogne i Nærheden, undlod han dog dette, ligesom han ikke varskoede Børnene, idet han ansaa det for rimeligt, at de vilde høre Vognen og da af sig selv gaa tilside. Umiddelbart efterat han var passeret Jærnbaneoverkørslen, hørte han en bragende Lyd bag sig og uden at bekymre sig om Drengene, hvem han ikke skænkede nogen videre Tanke, vendte han sig om for at se, hvad det var, medens han vedblev at lade Hestene gaa i jævnt Trav. Da han et Øjeblik efter atter vendte sig om mod Hestene, saa han, at den største af Drengene stod ved Siden af Vognen og kiggede ind under den, og umiddelbart efter mærkede han, at Vognens højre Baghjul gik over Noget. Først nu kom han i Tanker om, at han muligen havde overkørt den ene Dreng, standsede derfor Hestene og saa sig tilbage. Han saa da, at den mindste af Drengene laa gaa Vejen, og at den anden Dreng søgte at rejse ham op, og det blev ham nu klart, at han havde overkørt den ene Dreng. Uden at tænke paa at komme den Forulykkede til Hjælp, men alene i Tanken om selv at slippe bort cg derved unddrage sig Ansvar, satte han atter sine Heste igang og kørte bort i stærkt Trav. Kriminalretten, der i Lørdags paakendte denne Sag, fandt, at Tiltalte ved - som anført - ganske at undlade at foretage Noget for at forebygge, at de nævnte Drenge blev paakørte, havde udvist en grov Uforsigtighed, som har havt den omhandlede Drengs Død til Følge, og Tiltalte blev derfor anset med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Social-Demokrten 7. juni 1887).

En Landsby brændt. (Efterskrift til Politivennen)

I Tirsdags lige efter Middag blev Folk i Grenaa opmærksomme paa en tyk, sort Røgsky, som hvirvlede afsted hen over Byen. Den kom i Følge "Grenaa Folketid." fra et Sted Vest for Byen, og det hed sig snart, at det var i Enslev By. Folk fik travlt med at faa Køretøjerne frem og snart valfartede de i store Masser - kørende, ridende og gaaende - afsted til Brandstedet.

Det var et frygteligt Syn, der frembød sig, da man kom der ud. Røgen væltede tyk, sort og kvælende en i Møde saa man næppe kunde trække Vejret og Flammerne slog op rundt omkring hvor man saa hen. Hele Enslev By stod bogstavelig talt i et Flammehav. Hist og her stod der en Skorsten eller de nøgne, sorte Mure; det var Resterne af Gaardene. Af hele Byen stod der kun en Gaard, Skolen og et tegltægt Hus tilbage. I Løbet af et Kvarter var hele den øvrige By, 10 Gaarde og 4 Huse omspændt af Luerne og et Forsøg paa at freIse dem var aldeles frugtesløs, det eneste, man kunde gøre, var at søge at redde den sidste Gaard fra ogsaa at blive antændt. Ilden opstod i det vestlige Hjørne af Byen og da Vinden førte Gnisterne hen over Gaardene, der var tækkede med knastørt Straa, stod i et Øjeblik de fleste Gaarde i lys Lue. Hvordan Ilden er opkommen vides ikke, men det antages, at den er paasat.

De husvilde Familier arbejdede, saa de var nær ved at segne for at redde, hvad der kunde reddes. Her løb Piger og Koner med Sengklæder, Køkkentøj, Klæder osv., der kom Mændene slæbende med Klædeskabe, Dragkister og hvad de ellers kunde faa fat paa. Ret megen Tid var der imidlertid ikke at redde i, saa det var kun de rigtigste og værdifuldeste Ting, der frelstes. Alle Avlsredskaber og næsten alt Indboet i de 10 Gaarde, blev et Rov for Flammerne.

Der gik heldigvis intet Menneskeliv tabt, men en ældre Mand blev slemt forbrændt under Redningsarbejdet. Der kan næppe være Tvivl om, at flere Menneskeliv vilde være gaaet tabt, hvis Ilden var opstaaet om Natten, da Ilden udbredte sig med en saa rivende Hurtighed, at det var knap nok Folk kunde redde sig her ved højlys Dag.

Det var et sørgeligt Syn, der mødte dem, som i Tirsdags Aftes saa Brandtomten. Næsten hele Enslev var en rygende Grushob. Avlsredskaber, Tærskemaskiner, Hakkelsemaskiner, Vogne osv. stod forkullede og forbrændte imellem de væltede Mure. Midt imellem alle Ruinerne laa 2 Huse, som var bleven sparet, men de var ganske vist ogsaa tegltækte.

Da Branden stod paa Højdepunktet kunde man flere Steder i Grenaa opsamle forkullede Træstumper, som af Vinden var ført herhen fra Brandstedet ca. ½ Mil borte.

(Social-Demokraten 3. juni 1887).

Ildebranden fandt sted tredje pinsedag 31. maj 1887. Som antydet i artiklen, var byen tæt sammenbygget og næsten alle de hvidkalkede bygninger med rødmalet bindingsværk bygninger var stråtækte. Brandfoged Mathias Laursen havde 20. maj holdt brandsyn og fundet alt i orden. Hver især skulle selv sørge for at skorstene og fyrsteder m.v. var i orden. Maj var en tør måned og på dagen blæste en frisk vind fra vest. 9 gårde og 6 huse nedbrændte. Nogle få huse med skiffer- eller tegltag blev reddet. Årsagen til ildens opståen er aldrig afklaret. Efter branden blev flere af gårdene flyttet ud på deres marker.

Røveri og Vold. (Efterskrift til Politivennen)

I den tidligere omtalte Sag angaaende et voldeligt Overfald hos et offenligt Fruentimmer i Aabenraa er nu afsagt Dom ved Kriminalretten, og er under Forhørene følgende oplyst: 

Medens Arrestantinden Hansine Davidsen, der er offenligt Fruentimmer, og Arrestanten Niels August Theodor Johansson, der er hendes Kjæreste, Natten mellem den 3. og 4. Februar d. A. opholdt sig i en Beværtning paa Hjørnet af Brøndstræde og Landemærket, indfandt en Smedemester T. sig sammesteds, og de kom da til at drikke noget Øl sammen. Da Beværtningen skulde lukkes, bleve de enige om at begive sig til Arrestantindens Logis i Eiendommen Aabenraa Nr. 19, Stuen, og drikke mere Øl, idet Arrestanten og Arrestantinden lod T. forstaa, at han ikke skulde betale noget for det Øl, de der vilde drikke. Da de vare komne ind i bemeldte Logis, og Arrestantinden havde sat noget Øl frem, afkrævede Arrestanten alligevel T. 75 Øre som hans Andel af Betalingen for Øllet, og da T. vægrede sig ved at betale, overfaldt Arrestanten ham med Slag i Ansigtet. For at værge sig greb T. m Vandkande af Fajance, der stod t Værelset, og tilføiede med denne Arrestanten el Slag i Hovedet. Arrestanten sparkede nu Vandkanden i Stykker, og idet han snart fuldstændig fik Magt over T., tilføiede han denne med knyttet Haand, paa hvilken han havde en Ring, en stor Del Slag, navnlig i Ansigtet. Medens han saaledes mishandlede T., afkrævede han denne gjentagne Gange Penge med Udraab som "Op med Pengene!" "Du skal Djævelen annamme min Sjæl op med Pengene!" og for at slippe bort lagde T. to Kroner paa Bordet, men Arrestanten, der ikke vil have bemærket, at T. erlagde dette Beløb, vedblev at slaa løs paa denne, indtil han af Arrestantinden lod sig bevæge til at holde op.  Arrestantinden var under alt det Passerede til Stede; i Begyndelsen tog hun vel fat i T., men efter hvad hun har udsagt, skete dette ikke i nogen mod ham fjendtlig Hensigt, og senere udøvede hun ei heller nogen Vold mod ham. Da T. havde lagt de 2 Kr, paa Bordet, tog hun derimod disse til sig for at beholde dem. 

Ved den mod T. udøvede Vold blev der tilføiet ham forskjelligt Læsioner i Ansigtet; efter Udvisende af en den 5. Februar d. A. udstedt Lægeerklæring fandtes der saaledes i dette en enorm Blodudtrædning, navnlig Panderegionen, paa øverste Del af Kinderne og om Munden. Øinene holdtes fuldstændig tillukkede, idet Øielaagene vare betydelig svulne det underløbne Blod. Læberne vare tykke, opsvulmede og besatte med en Række mindre kontunderede Saar. Over høire Øielaags Rand fandtes et lille ca. 1 Tomme langt glatrandet Saar gjennem Huden, hvorfra rigelig Blod. Straks efter Overfaldet blev T. indlagt Kommunehospitalet, hvorfra han atter udskreves den 3 Februar dette Aar, men i den paafaldende Tid har han fremdeles været lidende af Blodudtrædning i begge Øinene og i kortere Tid næsten ganske arbeidsudygtig. I et den 17. Marts d. A. afholdt Retsmøde bar han imidlertid udsagt, at han var saa godt som fuldstændig helbredet, og efter det Foreliggende kan det ikke antages, at de ham tilføiede Læsioner ville medføre skadelige Følger for hans fremtidige Helbred. Ifølge Arrestantens Forklaring, som ikke kan forkastes, var det ei heller hans Hensigt ved den af ham udøvede Vold at paaføre T. nogen varig Skade. 

Iøvrigt have flere under Sagen Afhørte skildret Arrestanten som en raa og brutal Person, der idelig ypper Klammeri med Andre. Arrestanten har udsagt, at han, da han overfaldt T., ikke havde til at aftvinge denne Penge, men at han kun slog ham, fordi han blev vred over, at han paa en grov og uhøvisk Maade vægrede sig ved at betale Øllet. For saa vidt han under Mishandlingerne har forlangt Penge af T., har han paastaaet, at denne Afkrævning har havt Hensyn til, at Arrestantinden, medens Sammenstødet mellem ham og T. fandt Sted, forlangte, at denne skulde betale 2 Kr. i Erstatning for den itustaaede Vandkande. Arrestantinden har en Tid lang under Sagen forklaret, at hun opfattede Situationen saaledes, at det var Arrestantens Hensigt voldelig at aftvinge T. det Pengebeløb, denne nægtede at betale for Øllet, men sluttelig har hun erklæret dette Udsagn for urigtigt, og angaaende det omhandlede Punkt afgivet en Forklaring, der i det væsenligt stemmer med  Arrestantens, og til at forkaste denne give Sagens øvrige Oplysninger ikke tilstrækkelig Føie. For saa vidt Arrestanten herefter voldelig har aftvunget T. de 2 Kr., og Arrestantinden har tilegnet sig dette Beløb, som hun var Vidne til, saaledes blev aftvunget T., fandtes deres Forhold at maatte anses for Røveri, uden at det kan gjøre nogen Forandring heri, om de ommeldte Penge ere blevne aftvungne T. som Erstatning for den af Arrestanten itustaaede Vandkande, al den Stund det maa have staaet ham klart, at det under de foreliggende Omstændigheder maatte være ubeføjet at reise et saadant Krav, i hvilken Henseende ogsaa yderligere kan bemærkes, at Vandkanden efter de indhentede Oplysninger i det høieste har havt en Værdi af 1 Kr. 50 Øre, og at Arrestanten udtrykkelig har erkjendt ikke i Gjerningsøieblikket at have gjort sig nogen Tanke om, hvorvidt det T. affordrede Beløb svarede til Kandens Værdi.

Ved Rettens Dom bleve de ansete, efter Straffelovens § 243, Arrestanten tillige efter § 203, med Forbedringshusarbcide, Arrestanten i 18 Maaneder og Arrestantinden i 1 Aar.

(Dagens Nyheder 1. juni 1887).

Ukendt fotograf: Landemærket 32-30. Set mod Gothersgade. Landemærket mellem Lille Brøndstræde og Gothersgade. Th. Lille Brøndstræde på hjørnet Land-Hotellet (J. Jensens Kaffe-Hus) (Kaffe 10 Øre, Chokolade Mælk & Æggeøl). 1900. Om det er dette eller det andet hjørne vides ikke. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fløjte-Karls Død. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Morges henad Kl. 7 døde den gamle Gaardmusikant, der var kendt af enhver Københavner under Navnet Fløitekarl. Han døde uden forudgaaende Sygdom, endnu i Søndags saa man ham i Københavns Gader. Han stod op som sædvanlig Mandag Morgen tidlig, følte sig lidt træt, gik i Seng igen og sov hen.

Den gamle Fløjtespiller - Carl Kattentid hed han - var, naar man tager hans høje Alder i Betragtning, rask til det Sidste. Benene var bleven skrøbelige, han maatte i de sidste Aar støtte sig til to Stokke, som han havde forlænget ved Stumper af gamle Fløjter. Ryggen var kroget og Hovedet bøjet ned mod Brystet. Han var kendt og vil mindes længe som en af Københavns Originaler. Men han hørte til dem, man vil mindes med Sympati; han var altid ordentlig og fredsommelig og fik ogsaa altid Lov til at gaa i Fred for Gadens Ungdom.

Tidligere - saadan for en tredive Aar siden - optraadte den gamle Gaardvirtuos med en vis Flothed. Han førte en lille Nodestol med sig omkring i Gaardene og spillede efter Noder. Instrumentet var indhyllet i et Stykke Tøj eller Borddug, og efter at have gnedet sine valne Fingre, begyndte han paa en af sine Bravour Arier, hvoraf dog allerede den Gang mange Toner blev borte. Det var ikke saa lysteligt at høre, naar han i de sidste Aar gjorde Forsøg paa at blæse paa Fløjte; han blæste og blæste, men kun en Gang imellem kom der en flygtig, forpint Tone frem. Men kom man hjem til ham i hans tarvelige Hjem, en mørk Bagstue i en Gaard i Landemærket, kunde man faa ham til at klimpre lidt paa en gammel Guitar, han havde hængende.

Han spillede for sit Brød, saa længe han kunde faa en Tone frem af sin Fløjte; men han havde maattet opgive det i de sidste Aar. Dog led han næppe Nød; han stillede ikke store Fordringer til Livet og gik omkring og fik lidt her og lidt der. Der er endogsaa nogle af hans Husfæller, der mener, at han har lidt til overs.

Den gamle Fløjtekarl havde et karakteristisk Ansigt, som især Professor Carl Bloch holdt af at male. Derfor ser man flere end en af Carl Blochs Munke med Fløjtekarls Ansigt. I disse Dage kan man se hans Portræt paa Foraarsudstillingen paa Charlottenborg, malet som Studie i hel Figur af Valdemar Kornerup. Han er bleven fotograferet, ja har endogsaa været forevist i Taagebilleder og fremstillet i en Nyaarsrevy.

Den Gamle har vistnok overlevet sine Slægtninge. I Gaar kom Politiet og satte en Hængelaas for hans Dør, det Offenlige sagtens ogsaa besørge hans Jordefærd.

(Social-Demokraten 10. maj 1887).

Fotograf Jørgen Theodor Bloch (1817-1892): Karl Kattentid (2.12.1795-1887) københavnsk original (Kaldet: Fløjte Karl). 1854-1887. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fløjte-Karl er død. ("Avisen") Den gamle Original havde skrantet i den sidste Tid, han blev angreben af en ubønhørlig Hoste og maatte paa sine daglige Vandringer slæbe sig afsted mellem de enkelte Huses Trappetrin. "Fløjte-Karl er gammel", sagde han forleden til en af sine Venner, "syg er jeg ikke, men det er Alderdommen som trykker". Medens han ellers først indfandt sig i sit støvede Kammer i Landemærket hver Dag over Midnat, var han i den sidste Tid kommen tidtigere hjem, I Søndags Aftes gav han sig, hvad han ikke plejede, til at spille paa Guitar i sit ensomme Kammer Kl. 10 om Aftenen. Tonerne løde saa løjerlig melankolske den Aften, syntes hans Naboer. I Mandags Morges var han oppe Kl. 5½, redte sin Seng og fejede under den, men senere hørte Naboerne ikke Noget til ham. Da Fløjte-Karl ellers hver Formiddag gik regelmæssig over i en Beværtning og drak sin Kaffe med to Snapse til, og det ikke skete i Mandags, og han heller ikke lod høre fra sig, blev der sendt Melding til Politiet, og man fandt ham da liggende død i sin Seng. Kamret stod endnu, som det havde staaet i de sidste 21 Aar. Paa Bordet, hvor Fløjten laa imellem Kridtpiber og alskens gamle Ting, stod endnu Nodebladet, hvorpaa Fløjte-Karl havde skrevet "To Sjæle og een Tanke" med Billedet af ham selv som Ung og af hans Hustru ved Siden. Paa Snorene under Loftet hang hans Klæder. De to gamle, høje Hatte, Guitaren og Violinen vare som altid anbragte til Pryd paa den lerklinede Væg, og paa Gulvet stod den lille gammeldags Kiste. Karl Kattentid var kjendt af Gud og Hvermand i Kiøbenhavn. Hans gamle, krogede Skikkelse med det lange, hvide Skjæg, med de smaa, lyseblaa Øjne og den pergamentagtige Teint var et Stykke Kjøbenhavn, som nu er forsvundet. Det er mange Herrens Aar siden, Gubben var udenfor den kjøbenhavnske Luft, men i sine unge Dage var han ikke bange for sammen med Fløjterne at gjøre Tourneer gjennem hele Jylland. Noget stort Talent har han aldrig været. Han spillede temmelig slet, men han var en Mand, der stadig greb Situationen. I 1870 spillede han i alle Gaardene Marseillaisen, som han udstyrede med nogle højst mærkelige Trimulanter. Morsomt var det at se ham gaa rundt i March til Marseillaisens Omkvæd. Karl var slet ikke, som han angav, 91 Aar. Af hvad Grund han fortalte det, er ikke godt at vide, maaske beroede det paa en Regnefejl. Han var, i Følge forskjellige i hans Kiste fundne Papirer, 76 Aar. Hans hele efterladte jordiske Formue bestod i 3 Kr i Kobbermønter, som Politiet fandt i en gammel Pose,

(Jyllandsposten 11. maj 1887).

Carl Frederik Kattentid (1811-1887) var søn af gørtlermester Carl Heinrich Kattentitt og Inger Marie Just i Adelgade. Han var den ældste af fem brødre og tre søstre. I 1839 blev han gift med Sophie Henriette Serine Bech. De fik 2 børn sammen indtil de mellem 1840 og 1845 flyttede fra hinanden. Han var musiklærer, flyttede meget omkring og blev før 1866 gårdmusikant. Hun døde af kræft i 1877, de to børn døde hhv. i 1867 og 1886.

Han optrådte i en periode med en anden original, sanger og guitarspiller Tyroler-Ferdinand og turnerede også rundt i Jylland. På sine ældre dage dog kun i København. Hans udseende inspirerede kunstmaleren Carl Bloch til at male ham i flere omgange fra 1869. Malerierne fortæller dog ikke om at han var blevet affældig og holdt op med at spille. 

Fløjte-Karl liggende død i sin seng i Landemærket i et baghus til nummer 51. Det offentlige tog sig af det med hans jordefærd. Han blev bisat den 16. maj fra Trinitatis-kirken. Da var skillingsvisen om hans død allerede kommet på gaden. Fløjte-Karl blev begravet på Vestre Kirkegård. Dødsårsagen angives i begravelsesprotokollen som ”senilitas” - alderssvækkelse.